Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Eliten mod Donald Trump

J Robert Smith skriver i Townhall om, hvorledes eliten frygter Donald Trump

Elections aren’t about finalities, they’re about processes. They may be about departures. Case in point, the 2016 presidential contests, which feature Hillary and The Donald. If Trump wins, the process of the November election might start a departure in more than politics. It could be historic. It won’t be good, however, for the global elites inhabiting New York, DC, Boston, and San Francisco — or wherever else ivory towers, mahogany-paneled offices, pricey secured buildings, and gated communities are found. Trump’s election would have reverberations overseas, too, in London, Paris, Berlin — yes, wherever else ivory towers, et al, are found.

A Hillary victory means there won’t be a departure; merely a doubling-down by the elite, as they act with renewed zest to secure their interests — versus the national welfare. The Great Imposition — a war waged on average Americans — will continue with awful consequences.

Impose and divide – divide to conquer. Blacks against whites. (That’s moreMilwaukees.) Hispanics against Anglos. (That’s more illegals and all legalized). Poor against rich. (Lots more free sh*t.) Takers versus producers. (Lots more free sh*t.) Marginalize the working class. (Further cede manufacturing to the Chinese; shut down coal and domestic energy production, generally.) Demean the middle classes. (Who knuckle-drag their bibles, guns, and backwater values through life.)

The worldview among many of our elite is anti-nation — dare we say — anti-American, anti-law and order, anti-tradition, anti-faith (with exceptions carved out for Islam), anti-durable values and enduring truths, like marriage between a man and woman, and family, as defined by a man, woman, and children. The elite, so very cosmopolitan, have evolved past antique beliefs and ways.

The dangers are domestic and foreign. President Hillary and anti-nation elites would continue failed policies toward Islamic militants and insurgencies. They’d serve up more perverse rationalizations for why Islam doesn’t animate jihadists. More dangers in the offing with rogue nations Iran and North Korea. Mounting danger in Asia, with China, where the PRC is boldly militarizing the South China Sea.

All pose existential threats, to one degree or another. To the elite? Obstacles to the world they’ve created for themselves. Perhaps to be solved with appeasements, like tribute (it worked for the Romans — for a while.). Ransoms(monetary and otherwise). Accommodations. Retreats. Misdirection and outright lies.

Velhaveren George Soros er en aggressiv variation af den elite og det er især blevet tydeligt efter at hackere har lækket dokumenter fra Soros hedgefond Open Society Foundations. Her kan man (selvfølgelig) læse at Soros gennem sit Open Society gav $650,000 til “invest in technical assistance and support for the groups at the core of the burgeoning #BlackLivesMatter movement.”, og til anti-israelsk propaganda, og til at sværte islamkritikere, som David Horowitz som værende islamifober, og til at arbejde for yderligere indvandring til Europa. Men man læser ikke meget om det, skriver Investor’s Business Daily

On Saturday, a group called DC Leaks posted more than 2,500 documents going back to 2008 that it pilfered from Soros’ Open Society Foundations’ servers. Since then, the mainstream media have shown zero interest in this gold mine of information.

We couldn’t find a single story on the New York Times, CNN, Washington Post, CBS News or other major news sites that even noted the existence of these leaked documents, let alone reported on what’s in them.

Indeed, the only news organization that appears to be diligently sifting through all the documents is the conservative Daily Caller, which as a result has filed a series of eye-opening reports.

(…)

Anyone with this much power and influence demands close media scrutiny. Particularly when he has extremely close ties to the would-be next president of the United States.

This year alone, Soros has given $7 million to the Clinton-supporting Priorities USA super-PAC, and a total of $25 million to support Democrats and their causes, according to Politico.

And when Soros speaks, Clinton listens. A separate email released by WikiLeaks shows Soros giving what read like step-by-step instructions to then-Secretary of State Clinton on how to deal with unrest in Albania in early 2011, including a list of people who should be considered as candidates to become an official mediator sent to that country. Days later, the EU dispatched one of the people on Soros’ list.

Thomas Lifson, writing in the American Thinker blog, said “Soros got the U.S. and other accomplices to intervene in the internal affairs of a sovereign state…. How is this not huge news?”

How, indeed.

Ifølge USA Newsinsider advarer hacker-gruppen Anonymous om at venstrefløjen planlægger valgsvindel, for at sikre sig imod en eventuel sejr til Trump. Og det er ikke noget nyt, skriver Townhall.

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

Er legen snart slut for EUs elite?

“Det er bare noget, de leger” hedder det i Altingets artikel “Europas politiske talentfabrik“. Rannvá Clemensen er studerende på linjen Internationale Forhold og Diplomati på Europakollegiet i Brügge og legen er en øvelse i hvordan Europas kommende politiske elite skal respondere på et Boko Haram angreb, hvor EU-borgere bliver taget som gidsler.

”Det behøver ikke at føles ægte, for at jeg kan gå op i det. Man går ind og kæmper for sin position og giver sig kun, når man kan leve med det,” siger hun.

Og al leg er en forberedelse på virkeligheden, den virkelighed den politiske elite skubber på for at realisere. Den franske præsident Hollande vil have en egentlig EU regering, skriver TV2, der skal have “et eget budget og parlament, som skal sikre den demokratiske kontrol” fordi Europas problemer er en ‘mangel’ på EU. Rannvá Clementsen er altså en del af europas kommende elite, der bliver skolet fra en ung alder i, hvorledes EU skal regeres, håndteres og administreres.

Sammen med over 300 nogenlunde jævnaldrende studerende er hun i gang med en etårig mastergrad ved Europakollegiet. Når de ikke er på skolen, bor de sammen i huse rundtom i middelalderbyen. I hvert hus arbejder en ‘husmor’, som blandt andet sørger for morgenmad til de studerende. Resten af deres måltider spiser de, undtagen om søndagen, sammen i kollegiets kantine.

Den hverdag giver et stærkt sammenhold blandt de studerende, og tiden på skolen udgør for mange også starten på at få opbygget et professionelt netværk.

Rektoren for kollegiet, den tyske Jörg Monar er slået over “at eleverne danner en følelse af samhørighed over de ni måneder, som jeg ikke er stødt ind i på andre institutioner“. Når jeg siger han er tysker, så er det måske lidt fornærmende, for den følelse af sammenhørighed hans skole skaber. For, som man også kan læse, kommer Rannvá Clementsen “egentlig fra Færøerne. I Brügge er hun dansker. Men først og fremmest er hun europæer.” Sådan, Europas kommende elite har ikke et nationalt tilhørsforhold og sørger ikke for deres egen mad. Til gengæld har de altså et stærkt internt sammenhold.

Eller måske er det ikke Europas kommende elite vi ser, måske ser vi EUs dødskamp. Det mener i hvert fald Breitbarts Gerald Warner, der ser EU i en uløselig indre kamp mellem to venstrefløjsfraktioner der mener sig berettigede til en overflodslivsstil uden at skulle stå til regnskab for de uregerlige vælgere

There is nothing “modern” or free-market about the EU. It is an old-fashioned cartel whose roots lie in the Confederation of the Rhine and Bonaparte’s Continental System. Like those precedents, it is a political project with dirigiste economic objectives bolted on – most notoriously the unworkable euro currency. It aspired to extinguish national and popular will across Europe and enslave the continent to the delusional aspirations of a selfish and bureaucratic elite. With the complicity of the media, for decades it contrived to brainwash electorates into accepting its mendacious claims. Now, that is all over.

Across Europe, over the past week, there has been a wave of revulsion against the EU, its tyrannical diktats, its contempt for the will of electorates, its economic incompetence and its transparent lies. Suddenly, all the hype, the jargon and the pretence have been stripped away. The evil empire’s lost credibility can never be recovered. We are living in a new climate where any politician who attempts to comply with Brussels will forfeit domestic acceptance. The U-turn by Alexis Tsipras, now attempting to railroad through a democratic parliament a “bailout” package harsher than that rejected by 62 per cent of the Greek electorate just ten days ago has destroyed the last vestige of credibility of the political class.

When even “revolutionary” politicians with a massive mandate to resist Brussels roll over before the EU juggernaut – now more accurately to be described as a rickety Heath Robinson contraption – the days of the political class, as currently constituted, are numbered. And it is in this crisis situation for the discredited EU and its Toytown currency that a referendum on continuing British membership is impending.

Now is the time for Eurosceptics to press home their advantage.

(…)

The EU is 64 years old and it is showing its age. It was the product of panicky post-War reaction to a recent frightening experience, when the German guns menaced England from Calais. What menaces us from Calais today is a more successful invasion by feral aliens sponsored by the EU. We must get out and that view is rapidly becoming a majority rather than a minority opinion.

“[L]okummet brænder stadig i Grækenland” skriver Mikael Jalving i Jyllands-Posten, efter at have læst “en illustrativ og informativ foto- og tekstreportage fra Lesbos

Hvad der engang – dvs. indtil for ganske nylig – var et ferieparadis, som mange skandinaver har besøgt siden militærjuntaens fald for 40 år siden, er i dag et forstadie i, hvad der venter hele Vesteuropa, hvis EU fortsætte sin kurs mod multikulturel destruktion og grænseløst kaos.

Tusindvis af migranter sejler, driver i land, efterlader sig en pøl af affald, vandrer hen over øen i stegende hede for at blive huset under mildest talt primitive forhold i en interimistisk indrettet flygtningelejr, hvor de klager over forholdene og påberåber sig universelle menneskerettigheder, mens de lokale ser, at deres ø, eksistensgrundlag og liv forandres hurtigere, end selv den mest misantropiske pessimist kunne have profeteret for bare et år siden. I januar måned 2015 kom der ifølge officielle tal ca. 1.700 flygtninge til Grækenland. I februar kom der 3.000, i marts 8.000, i april 14.000, I maj 19.000 og fra første juni til 3. juli kom der 34.000.

(…)

Det er her, humanismen er gjort til statsreligion, det er her, de forgyldte menneskerettigheder hyldes mest, det er her, der er flest røde sjæle med hipsterskæg og lilla ble, som vil redde alverden op til et liv i velfærdsstatens varme. Bortset fra, at velfærdsstater qua deres natur må være lukkede. Ellers går de under en skønne dag. Åbne grænser, åbne kasser? For how long, my dear?

(…)

Det går rigtigt stærkt på Lesbos og andre græske øer, som ligger i første række ud til Tyrkiet, hvor myndighederne glæder sig over at kunne sende syrere, pakistanere, palæstinensere, afghanere og mange andre nationaliteter videre til Europa, hvis regeringer og Union har sat sig for at være vært for den største exodus siden bibelske tider. Tyrkiet er en mellemstation, en rejseleder, vel at mærke det Tyrkiet, som mange liberale og socialdemokratiske politikere og medier i Europa drømmer om at kunne indlemme i Den Europæiske Union, der vokser dag for dag – og synker tilsvarende. Vesteuropa risikerer på længere sigt at lide samme skæbne som Sverige ved at have indledt en kolossal demografisk revolution – eller hvad den svensk-iranske kommentator Nima Gholam Ali Pour benævner en kreativ revolution: ”Ud med det gamle, ind med det nye”. Der har dannet sig forskellige etniske og religiøse identiteter, men svensk national identitet er gået tabt. Om udviklingen fortsætter, vil Malmø om få år være en by, hvor etniske svenskere udgør en minoritet.

Men det er ikke kun demografisk revolution. Det er også en politisk revolution, sådan som Gade Jensen peger på. Menneskerettighedsindustrien, assisteret af FN og EU, smadrer ganske simpelt forbindelsen mellem fællesskab, velstand og fordeling. I stedet tilbydes der gratis buffet – lige indtil der ikke længere er nogen buffet tilbage. Det tager formentlig en rum tid – eftersom de europæiske nationalstater er rige, dynamiske og rimeligt velfungerende. Men når den tid er gået, så skal I bare se løjer.

(…)

Hvad mainstream ikke forstår, er, at migrationen fortsætter, netop fordi der er en union, som udvander ansvaret. Unionen er ikke årsagen, men anledningen til og betingelsen for, at de sydeuropæiske lande kan vælge at sende problemet videre og med tiden få indført EU-kvoter, sådan at endnu flere migranter vil søge til kontinentet. Unionen fungerer med andre ord som en velfærdsstat på vej mod sit kollaps, bare på kontinentalt niveau – uden at have noget militær eller nogen plan, når og hvis migrationen slår fejl.

EU’s snarlige flygtningekvoter udgør en parallel til optagelsen af Grækenland i møntunionen. Ingen ved, hvad man gør, når og hvis regeringer og migranter opfører sig uhensigtsmæssigt. Unionen aner ikke, hvad den skal stille op i tilfælde af destabilitet og smitsom adfærd – bortset fra at give folk flere penge.

Jalving og Warner har ret, Hollande tager fejl. EUs problemer skyldes EU og mere EU vil kun accelerere problemerne. I Ungarn bygger man et hegn langs den sydlige grænse for at dæmme op for folkevandringen og Telegraph skriver at et flertal i europas befolkning støtter den løsning. “Det er folket der er problemet”, som Tøger Seidenfaden sagde. Herunder angiveligt tyske turister, der prutter med senegalesiske gadesælgere

Fort Europa falder

“Er der nogen her som husker grænsekæden i 1997?” spurgte Lars Kaaber på Facebook.

Det var dengang Kvinder for Fred, rødstrømpen Drude Dahlerup, den konservative borgmester i Bov, Poul Gerhard politisk ordfører for Retsforbundet, gamle DKP-medlemmer, højskoledigteren Jens Rosendal og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Søren Espersen sammen med en hel masse andre holdt hinanden i hånden.

De dannede en menneskekæde på grænsen til Tyskland i protest mod at grænsekontrollen skulle nedlægges.

Dengang advarede venstrefløjen mod Fort Europa, et Europa der holdt indvandringen stangen og lukkede sig om sig selv. Jeg mente dengang at det lød tillokkende og hvis man kunne smide et militært-industrielt kompleks oveni kunne jeg måske endda gå hen og blive helt glad for unionen. Men jeg havde mine tvivl på at lade Danmarks grænser bevogte af lande uden interesse for Danmarks ve og vel. Henrik Wegmann skriver i Jyllands-Posten

Det kan undre, at vore politikere finder det vigtigt, at Danmark overholder sin del af Schengentraktaten, når vores aftalepartner, EU, ikke kunne drømme om at overholde sin del.

Schengen-aftalen består i sin grundsubstans kun af to elementer, hvor det ene er indlysende afhængigt af det andet. Nationalstaterne indvilger i at nedlægge egen grænsekontrol, og til gengæld forpligter EU sig til sikre Europas (Schengen-landenes) ydre grænser. Det sidste er aldrig sket. Her små 15 år efter aftalens ikrafttræden står det lysende klart, at EU hverken kan eller vil overholde sin del af aftalen. Derfor er det faktisk en frækhed uden sidestykke, at EU insisterer på, at vi skal overholde vores del.

Hertil kommer, at Dublin-konventionen, som tilsiger, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det første land, han kommer til, i praksis er sat helt ud af kraft. Det samlede billede er et totalt kaos. Under dække af at være asylansøgere, med krav om efterfølgende familiesammenføring, strømmer årligt op mod en million illegale immigranter fra Afrika og Mellemøsten uhindret ind over Europas grænser og videre til bl.a. Danmark. Der er tale om en sand folkevandring, som tager til år for år. Hele Europa er ved at udvikle sig til et galehus. Det er derfor direkte uansvarligt af vore politikere fortsat at lade som om, at disse skadelige konventioner giver mening og er at betragte som forpligtende. Hvad tænker de på?

En aftale, som kun den ene part skal overholde, er slet ikke nogen aftale. Det er bondefangeri. Derfor er Danmark naturligvis i sin gode ret til straks at etablere grænsekontrol i en hvilken som helst form, det selv måtte ønske.

Fra Express

Crowds of young men were filmed using crowbars to break into lorries queuing to get into the Channel port.

The figures show migrants were stowing away in cars and trucks at a rate of 90 an hour.

But the true figure will be considerably higher, as many made it through borders and as far as Bedfordshire before being caught. It has raised fears many more could be on our shores without police knowledge.

Ten migrants were found in the back of a lorry parked in Folkstone, Kent, at about 4.30pm yesterday.

They were sent to Dover Immigration Centre where they are now under their care.

Seven suspected illegal immigrants were arrested at Toddington Services on the M1 in Bedfordshire. One told reporters he had come from Sudan wanting to go to a British university.

With nearly 400 more migrants reaching Calais every week to add to the 4,000 already camping out and waiting for the chance to slip into Britain, truckers leaders called on the French authorities to do more to protect their members.

The crisis started escalating on Tuesday when a strike by French ferry workers facing the sack shut Calais down and migrants flocked to the stationary lorries stuck in traffic jams.

Cross-Channel services were returning to normal yesterday but David Cameron described the scenes as “totally unacceptable”.

He said it was important to work with France to tackle the problem and warned against “either side trying to point the finger of blame.”

But the Freight Transport Association (FTA) said France must do more to tame the “perfect storm”.

Migrant trying to get into lorry

Ifølge Professor Hans Rosling koster en flybillet kun 1/3 af prisen for en tur med en synkefærdig plimsjolle. Men et EU direktiv pålægger flyselskaberne alle omkostninger til at fragte papirløse indvandrere tilbage til udgangspunktet. Rosling mener at EU har fralagt sig ansvaret ud fra en ide om at alle har ret til at oversvømme Europa. Men læren er ikke moralsk overhøjhed fra et svensk udsyn, læren er praktisk: Det er let at beskytte Europa hvis man vil. Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten

Det er den fortsatte ophøjelse af menneskerettighederne til universelt dogme, politikernes og juristernes blinde henvisning til internationale konventioner fra 1950’erne og EU’s Schengen-regler om altings fri bevægelighed fra midten af 1980’erne, der står i vejen for en gangbar udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik i de respektive europiske lande i det 21. århundrede.

Hvis vi får afideologiseret menneskerettighederne, punkteret de internationale konventioners oppustede status og samtidig forstår, at menneskers fri bevægelighed lyder godt, men fungerer dårligt, giver vi vore børn og børnebørn bedre betingelser for at komme til at leve i et Europa, som fremtidens historikere vil kunne genkende som europæisk. Hvor borgerne bl.a. vil kunne tænke, tro og udtrykke sig frit uden at skulle tage politiske og personlige hensyn til en voksende muslimsk befolkningsandel, anført af islamiske lobbygrupper med krav om særbehandling med henvisning til en vis profet, som stadig færre tør tegne og kritisere.

Dyrket som en sekulær trosbekendelse, sådan som menneskerettighederne bliver dét i Vesten, har vi glemt, at de faktisk er en ganske ny opfindelse og passion. I sit nyeste opus Human Rights and the Uses of History (2014) peger Samuel Moyn på det forhold, at selv Den Franske Revolution, der rutinemæssigt fremhæves som menneskerettighedernes notoriske arnested, netop ikke gav anledning til nogen menneskerettighedsbevægelse à la den, vi har oplevet i Vesten siden verdenskommunismens sammenbrud for 25 år siden.

Der fandtes simpelthen ingen menneskerettighedsbevægelse i det 19. århundrede. Hvad der kommer nærmest, var en liberal nationalisme, som ville garantere borgernes rettigheder i de respektive nationalstater – ikke i en global matrix opfundet til lejligheden.

Borgerrettighederne var bundet til nationalstaten, ikke påduttet et verdensfjernt verdensborgerskab, som alligevel ikke kan garantere nogen noget i deres virkelige, sociale og håndgribelige eksistens. Borgerrettighederne var ikke teleskopiske, men nære og genstand for løbende debat og strid. De var ikke udtryk for filantropi, men hårdt tilkæmpede dyder, der måtte og må forsvares, hvor de kunne og kan beskyttes, dvs. lokalt.

Men så kom Jimmy Carter. Den 20. januar 1977 fastslog han i sin tiltrædelsestale som USA’s 39. præsident, at fremtidens amerikanske udenrigspolitik skulle hvile på absolutte menneskerettigheder.

18rh7iulxtsijjpg

EU er slet ikke gearet til realiteterne, men kun til at administrere illusionen om et uforanderligt post-Anden Verdenskrigs Europa. “We’re on us own!”

Virkeligheden før og efter mixerpulten

Mangen et godt countrynummer er blevet ødelagt af en ængstelig producers manglende tillid til publikums evne til at genkende god musik. Men ved efterfølgende at drukne musikken i et fernish af muzak, ender man også med at fratage musikken sin sandhed. Meget let præsenterer man en løgn. Her er noget sandhed, førend violinerne er tilsat fra mixerpulten

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig.

Alt dette er sandt. Simpelt men sandt, “three chords and the truth”. Muslimerne vælter over grænserne og de er truslen mod vores land og frihed. De har intet fornuftigt at bidrage med, som de kommer fra en fejlslagen kultur, kun had og løgn har de med. Vi er i en kulturkamp og vi er end ikke begyndt at tage den diskussion.

Men se, sandheden kan dumme mennesker ikke lide så derfor tilsætter man nogle generiske strygere, der skal søde det sure. Og selvom man svagt stadig kan høre sandheden (som jeg alligevel har markeret) gennem violinerne er det blevet så meningsforstyrende at det nærmer sig løgn.

”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”

Hvad bør debatten så handle om?

Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.

Hvad handler tegningerne om?

”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”

Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?

”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”

Hvad er det?

”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”

”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”

Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?

”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”

Violinerne, starter med at benægte at ytringsfriheden faktisk aktivt bliver sat til diskussion af den værdimæssige venstrefløj. Det som Krarup kalder Systemet Politiken. For så umiddelbart derefter, at lade vores frihed være afgrænset af muslimers sans for nuancer. Muslimerne forstår alt væsentligt i ytringsfriheden nemlig at den skal væk. Ytringsfriheden skal væk fordi mennesker igennem ytringer hjælper hinanden til at tænke længere end de ville kunne alene. Og som enhver god gidseltager ved, skal man holde sine gidsler isoleret og afskåret fra viden om omverden, for uvidenhed øger angst og gør kontrol lettere.

Violinerne tillægger derefter en resigneret betydning til den ellers etablerede ‘accept’ af at friheden tilhører individdet (og dermed forkaster Ellemanns sofistiske ‘ytringspligt’ meme) ved nu i den færdige version at stille friheden op som et samfundsmæssigt dilemma i forhold til sikkerheden. Friheden skal blot forsvares når den er truet, længere er den ikke. Men her mærker vi som sagt konsekvensen af Systemet Politikens aktive diskussion af ytringsfriheden og dens stålsatte benægtelse af at vi er truet. Af samme grund er det også en løgn at “vi” ikke kan gøre noget ved folkevandringen, når der i realiteten er tale om at Systemet Politiken ikke vil gøre noget af hensyn til konventioner.

Og sådan går det over stok og sten komplet med trommemaskine, til at banke det hele i takt. Det er vores egocentriske tegninger der træder på muslimerne. Os der har sat ild i deres hus. De muslimer der ønsker at komme hertil er nu alle fornuftige arabere, hvor de ellers havde hadet og islam med sig. Tåbelige udsagn, som at man ikke skal træde på folk der ligger ned, hvilket jo byder spørgsmålet om man skulle have stoppet krigen mod Hitler i 44. Og at det på et tidspunkt var “os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst”, hvilket bare ikke er rigtigt.

Og så modsiger mixerpulten den oprindelige version ved at påstå at ytringsfriheden “administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde”. Når der kommer folk uden nuancer hertil med had, ændres præmisserne for vores administration af de overordnede hensyn. Og høflighed. Den oprindelige version slår fast at kulturkonflikt handler om sikkerhed trusler og vold og som selv i violinversionen bagvendt indrømmes som et samfundsmæssigt dilemma.

Åh, det skal jeg lige sige; det er Herbert Pundiks ord 17 januar 2014 til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Charlie Hebdo massakren, der tilsatte rytmemaskine og strygere fra sin mixerpult. Han kender som en anden Hansi Hinterseer sit publikum.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Death Boats to Greece: Europe Or Die (Episode 2/4)

Fra Youtube omtalen

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode two of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Greece and Turkey, where Syrian and Afghan refugees are paying large sums of money to take “death boats” to Greece.

In part two of our second episode, VICE News correspondent Milène Larsson continues her visit to the border between Greece and Turkey to find out what happens to the many migrants who perish while attempting to cross Greece’s dangerous Evros river.

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

Den arabiske verden knækker under vægten af kognitiv dissonans

Der har den seneste tid været flere gode artikler om den arabiske verdens store krise. Det man optimistisk kaldte for et forår har helt mistet en årstidbetegnelse thi en sådan vil ikke være dækkende. En vinter er jo kun en periode, men flere ser ikke nogen umiddelbar ende på den spiral af kaos, som araberne ser ud til at blive trukket ned i. Den libanesiske Hisham Melhem skrev den glimrende artikel Barbarians Within Our Gates for Politico Magazine

Arab civilization, such as we knew it, is all but gone. The Arab world today is more violent, unstable, fragmented and driven by extremism—the extremism of the rulers and those in opposition—than at any time since the collapse of the Ottoman Empire a century ago. Every hope of modern Arab history has been betrayed. The promise of political empowerment, the return of politics, the restoration of human dignity heralded by the season of Arab uprisings in their early heydays—all has given way to civil wars, ethnic, sectarian and regional divisions and the reassertion of absolutism, both in its military and atavistic forms. With the dubious exception of the antiquated monarchies and emirates of the Gulf—which for the moment are holding out against the tide of chaos—and possibly Tunisia, there is no recognizable legitimacy left in the Arab world.

Is it any surprise that, like the vermin that take over a ruined city, the heirs to this self-destroyed civilization should be the nihilistic thugs of the Islamic State? And that there is no one else who can clean up the vast mess we Arabs have made of our world but the Americans and Western countries?

No one paradigm or one theory can explain what went wrong in the Arab world in the last century. There is no obvious set of reasons for the colossal failures of all the ideologies and political movements that swept the Arab region: Arab nationalism, in its Baathist and Nasserite forms; various Islamist movements; Arab socialism; the rentier state and rapacious monopolies, leaving in their wake a string of broken societies. No one theory can explain the marginalization of Egypt, once the center of political and cultural gravity in the Arab East, and its brief and tumultuous experimentation with peaceful political change before it reverted back to military rule.

Nor is the notion of “ancient sectarian hatreds” adequate to explain the frightening reality that along a front stretching from Basra at the mouth of the Persian Gulf to Beirut on the Mediterranean there exists an almost continuous bloodletting between Sunni and Shia—the public manifestation of an epic geopolitical battle for power and control pitting Iran, the Shia powerhouse, against Saudi Arabia, the Sunni powerhouse, and their proxies.

There is no one single overarching explanation for that tapestry of horrors in Syria and Iraq, where in the last five years more than a quarter of a million people perished, where famed cities like Aleppo, Homs and Mosul were visited by the modern terror of Assad’s chemical weapons and the brutal violence of the Islamic State. How could Syria tear itself apart and become—like Spain in the 1930s—the arena for Arabs and Muslims to re-fight their old civil wars? The war waged by the Syrian regime against civilians in opposition areas combined the use of Scud missiles, anti-personnel barrel bombs as well as medieval tactics against towns and neighborhoods such as siege and starvation. For the first time since the First World War, Syrians were dying of malnutrition and hunger.

(…)

A byproduct of the depredation of the national security state and resurgent Islamism has been the slow death of the cosmopolitanism that distinguished great Middle Eastern cities like Alexandria, Beirut, Cairo and Damascus. Alexandria was once a center of learning and multicultural delights (by night, Mark Twain wrote in Innocents Abroad, “it was a sort of reminiscence of Paris”). Today Alexandria is a hotbed of political Islam, now that the once large Greek-Egyptian community has fled along with the other non-Arab and non-Muslim communities. Beirut, once the most liberal city in the Levant, is struggling to maintain a modicum of openness and tolerance while being pushed by Hezbollah to become a Tehran on the Med. Over the last few decades, Islamists across the region have encouraged—and pressured—women to wear veils, men to show signs of religiosity, and subtly and not-so-subtly intimidated non-conformist intellectuals and artists. Egypt today is bereft of good universities and research centers, while publishing unreadable newspapers peddling xenophobia and hyper-nationalism. Cairo no longer produces the kind of daring and creative cinema that pioneers like the critically acclaimed director Youssef Chahine made for more than 60 years. Egyptian society today cannot tolerate a literary and intellectual figure like Taha Hussein, who towered over Arab intellectual life from the 1920s until his death in 1973, because of his skepticism about Islam. Egyptian society cannot reconcile itself today to the great diva Asmahan (1917-1944) singing to her lover that “my soul, my heart, and my body are in your hand.” In the Egypt of today, a chanteuse like Asmahan would be hounded and banished from the country.

***

The jihadists of the Islamic State, in other words, did not emerge from nowhere. They climbed out of a rotting, empty hulk—what was left of a broken-down civilization. They are a gruesome manifestation of a deeper malady afflicting Arab political culture, which was stagnant, repressive and patriarchal after the decades of authoritarian rule that led to the disastrous defeat in the 1967 war with Israel. That defeat sounded the death knell of Arab nationalism and the resurgence of political Islam, which projected itself as the alternative to the more secular ideologies that had dominated the Arab republics since the Second World War. If Arab decline was the problem, then “Islam is the solution,” the Islamists said—and they believed it.

At their core, both political currents—Arab nationalism and Islamism—are driven by atavistic impulses and a regressive outlook on life that is grounded in a mostly mythologized past. Many Islamists, including Egypt’s Muslim Brotherhood (the wellspring of such groups)—whether they say it explicitly or hint at it—are still on a ceaseless quest to resurrect the old Ottoman Caliphate. Still more radical types—the Salafists—yearn for a return to the puritanical days of Prophet Muhammad and his companions. For most Islamists, democracy means only majoritarian rule, and the rule of sharia law, which codifies gender inequality and discrimination against non-Muslims.

And let’s face the grim truth: There is no evidence whatever that Islam in its various political forms is compatible with modern democracy. From Afghanistan under the Taliban to Pakistan and Saudi Arabia, and from Iran to Sudan, there is no Islamist entity that can be said to be democratic, just or a practitioner of good governance.

Men det er Raymond Ibrahims fremragende artikel Islams Protestant Reformation fra Juni måned for Frontpage Magazine, som leverer en en dyster forklaring for hele den muslimske verden, nemlig at den er ved at knække over under presset for sin egen kognitive dissonans.

Islam’s scriptures, specifically its “twin pillars,” the Koran (literal words of Allah) and the Hadith (words and deeds of Allah’s prophet, Muhammad), were inaccessible to the overwhelming majority of Muslims.  Only a few scholars, or ulema—literally, “they who know”—were literate in Arabic and/or had possession of Islam’s scriptures.  The average Muslim knew only the basics of Islam, or its “Five Pillars.”

In this context, a “medieval synthesis” flourished throughout the Islamic world.  Guided by an evolving general consensus (or ijma‘), Muslims sought to accommodate reality by, in medieval historian Daniel Pipes’ words,

translat[ing] Islam from a body of abstract, infeasible demands [as stipulated in the Koran and Hadith] into a workable system. In practical terms, it toned down Sharia and made the code of law operational. Sharia could now be sufficiently applied without Muslims being subjected to its more stringent demands…  [However,] While the medieval synthesis worked over the centuries, it never overcame a fundamental weakness: It is not comprehensively rooted in or derived from the foundational, constitutional texts of Islam. Based on compromises and half measures, it always remained vulnerable to challenge by purists (emphasis added).

This vulnerability has now reached breaking point: millions of more Korans published in Arabic and other languages are in circulation today compared to just a century ago; millions of more Muslims are now literate enough to read and understand the Koran compared to their medieval forbears.  The Hadith, which contains some of the most intolerant teachings and violent deeds attributed to Islam’s prophet, is now collated and accessible, in part thanks to the efforts of Western scholars, the Orientalists.  Most recently, there is the Internet—where all these scriptures are now available in dozens of languages and to anyone with a laptop or iphone.

In this backdrop, what has been called at different times, places, and contexts “Islamic fundamentalism,” “radical Islam,” “Islamism,” and “Salafism” flourished.  Many of today’s Muslim believers, much better acquainted than their ancestors with the often black and white words of their scriptures, are protesting against earlier traditions, are protesting against the “medieval synthesis,” in favor of scriptural literalism—just like their Christian Protestant counterparts once did.

Thus, if Martin Luther (d. 1546) rejected the extra-scriptural accretions of the Church and “reformed” Christianity by aligning it more closely with scripture, Muhammad ibn Abdul Wahhab (d. 1787), one of Islam’s first modern reformers, “called for a return to the pure, authentic Islam of the Prophet, and the rejection of the accretions that had corrupted it and distorted it,” in the words of Bernard Lewis (The Middle East, p. 333).

The unadulterated words of God—or Allah—are all that matter for the reformists.

Note: Because they are better acquainted with Islam’s scriptures, other Muslims, of course, are apostatizing—whether by converting to other religions, most notably Christianity, or whether by abandoning religion altogether, even if only in their hearts (for fear of the apostasy penalty).

Jalving skrev under blandt andet denne inspiration den glimrende advarsel til Vesten at nissen flytter med i Efter Os Syndfloden.

Men nu ser vi den. Vi ser, at det hele er noget lort på de kanter. Og vi ser noget andet og endnu værre – for os: At vi ikke evner at forvare os mod opløsningen af den arabiske civilisation. Deres ødelæggelse kan blive vores ødelæggelse. Vi importerer den nemlig.

Her tænker jeg ikke kun på de varme lande som arnested for radikalisme og jihad. Det er næsten for banalt, her er dagens episode. Næ, jeg tænker naturligvis også på den voksende strøm af flygtninge og asylansøgere, der vandrer mod Europa – og for de flestes vedkommende – kommer frem og opnår en eller anden ret til at være her – på de europæiske skatteyderes regning.

(…)

Hvem skal redde araberne fra sig selv?

Hvorfor peger flaskehalsen på os? Hvorfor er det ikke kinesernes opgave, de er trods alt de kommende, globale magthavere? Hvorfor kigger ingen på Latinamerikas ansvar, de vil for helvede også gerne handle med araberne? Hvorfor kan Putin køre friløb? Og mere graverende: Hvorfor er det ikke araberne, der løser arabernes selvskabte problemer?

Du ved godt hvorfor. Det er kun i Vesten, at vi har fået den tro, at vi og ingen andre kan løse alverdens problemer lige fra nødhjælp til geopolitik. Det er os, dvs. vores nedarvede humanisme, der i generationer har ledt Vesten på vildspor og skabt en grænseløs, universel samvittighed hinsides alle sociale konsekvenser i hjemlandene og gjort menneskerettighedskonventioner til guddommelige anvisninger.

Dér ligger hunden begravet, og det er på tide at sige det ligeud, som det er: Det er os selv, ikke araberne, der har gjort den kroniske arabiske borgerkrig til USA’s, Storbritanniens, Australiens, Canadas, Hollands, Sveriges og Danmarks evige problem. Vi vil og skal hjælpe, koste hvad det koste vil, herunder vores egen deroute.

Deroute er egentlig for venligt et udtryk. Det er ikke alene den arabiske civilisation, der forsvinder for øjnene af os, men tillige vores egen kultur, der synker sammen i bestræbelsen på at spille Jesus, imens vi tillader, at arabere, der tydeligvis ikke vil Danmark eller det land, der har givet dem eller deres forældre en ny chance, huserer som grever og baroner på gader og stræder og opfører sig, som var de herrer i vores hus.

Mærk dig disse dage, det er dage, der forandrer verden, herunder din egen. Tiderne skifter, jeg siger det bare.

Ingen milde sæder kommer af disse tiders skiften dog.

Det næste ugræs til at fyge… II

Diverse, Globalisering, Indvandring — Drokles on July 7, 2014 at 5:59 pm

Forleden foretoge jeg en måske lidt uæstetisk sammenstilling af sygdomme og indvandring med udgangspunkt i det truende Ebolaudbrud i Vestafrika som Europa er holdt med at forsvare sine grænser

ebola_1200

Men sygdomtruslen kommer også fra Øst, som Jyllands-Posten skrev

Østeuropæiske narkomaner mangler adgang til behandling, og derfor er antallet af hiv-smittede eksploderet. Nu frygter man, at epidemien kan sprede sig til resten af Europa.

Bekymrede forskere hamrer alarmknappen helt i bund. Omkring 1,4 million borgere i Østeuropa og Centralasien er smittet med hiv, hvilket er en stigning på 250 procent siden 2001. Det skriver Videnskab.dk

Hvis der ikke handles omgående, kan epidemien sprede sig til resten af kontinentet, lyder det alvorlige budskab fra forskere, der deltog i den europæiske videnskabskonference ESOF, der blev afholdt i København i sidste uge.

Og det bedst som man havde satset på bøsseriet, som Europas nye værdi. Også I USA frygter man, hvad den ukontrollerede immigration bærer med sig skriver Daily Caller

Potential transfer of medical conditions is worsening on the border. Illegal immigrants are bringing over severe cases of disease, but medial staffers were told to keep quiet or face arrest, Fox News reports.

While some reports were already in the air about diseases such as scabies, measles, tuberculosis and dengue fever, it’s much worse. (RELATED: Doctor Says Illegal Immigration’s Causing ‘Public Health Crisis’ [VIDEO])

Despite threats from the government-contracted security force, medical staffers opened up about the worsening medical conditions and the threat they pose to Americans.

Fox News commentator and columnist Todd Starnes spoke with some of the medical staffers about the conditions in Lackland Air Force Base, the housing facility for illegals in San Antonio, Texas. They told Starnes that Americans should be very uneasy about the government’s secrecy in regards to the diseases and housing situations of the illegal immigrants.

“There were several of us who wanted to talk about the camps, but the agents made it clear we would be arrested,” a psychiatric counselor told Starnes. “We were under orders not to say anything.”

Som om det ikke var nok så er myndighederne endda travlt omtaget af at fordele de illegalt indvandrede børn til deres ligeledes illegalt indvandrede forældre, skriver Daily Caller.

Lidt citater fra ugen der gik

Pia Olsen Dyhr kom med den overraskende meldning at “SF skal gå efter regeringsmagten” til TV2 få dage efter at SF blev knust under det, som nogen engang har kaldt “magtens tunge åg”. Men også Ole Sohn har det svært med hukommelsen (eller er det realiteterne?) når han til Jyllands-Posten, som forklaring på hans nye medlemsskab hos Socialdemokratiet, påstår at han har ændret sig

“Vi lever i en anden verden, end vi gjorde i 70′erne, en globaliseret verden,” siger den tidligere SF’er med tydelig henvisning til sin tid i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, før han blev folkesocialist. Sohn uddyber:

“Derfor er det jo klart, at man ikke kan bruge de svar, som man gav i 70′erne på de udfordringer, som vi står overfor i 10′erne. Alene dét gør, at der skal findes nye svar. Så det er både Verden, der forandrer sig - og mennesker.”

Det vil sige at Sohn ikke fortryder sin kommunistiske fortid. Kommunismen passede faktisk på 70′ernes problemer. Der var et behov for at Danmark blev til en sovjetisk lydstat. Vi valgte så desværre en inferiør vej. Så nu er løsningenet 10-årigt skattestop med tilhørende løntilbageholdenhed foruden en overførelse af sparede midler fra den offentlige sektor til skatte- og afgiftslettelser for virksomhederne“. Dette kunne vi have undgået, hvis blot vi i 70′erne eller senest 80′erne havde kørt dissidenter væk på ladvogne en gang for alle. Ak, ja.

Politiken mindede læserne om at vores nye udenrigsminister Martin Lidegaard i   samskriv med den nu tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach i en kronik i Politiken for ti år siden foreslog at man nedlagde Udenrigministeriet

I stedet bør Danmark satse på en fælles europæisk udenrigspolitik, lød det opsigtsvækkende budskab.

LÆS KRONIKKENFarvel til dansk udenrigspolitik

»Vi glemmer at tage det næste og logiske skridt. Nemlig at nedlægge det danske udenrigsministerium, som vi har kendt det. Hvis Danmark, som et lille land, for alvor skal tage konsekvensen af den globale virkelighed, kræver det et radikalt opgør med den udenrigs- og forsvarspolitik, som vi har kendt«, skrev de to radikale politikere.

»Vi i Danmark - og i de andre EU-lande - må sige farvel til den nationale udenrigspolitik, som vi har kendt den. Fastholder alle EU-lande deres egen udenrigspolitik, fortsætter den europæiske udenrigspolitik med at være en kulisse uden indhold, der aldrig vil kunne skabe en blød europæisk balance til verdens hårdeste supermagt, USA«, lød det videre.

Vi er for små til at hævde vores egen stemme i den store verden, mente Lidegaard og hans radikale kammersjuk altså således, dengang i de ideologisk frigjorte oppositionsdage. Ja, det er ganske ironisk og tak til Politiken for dette mind om vores politkeres opportunistiske idealer. Men ironien er nu alligevel lidt forsinket. Bach plejede allerede som udviklingsminister ideen om at skønt Danmark var for lille til at være Danmark var Danmark alligevel rigelig stor nok til at redde den 3. Verden. Og ligeledes Lidegaard der som klimaminister hævdede at det globale klima kunne reddes af Danmarks mægtighed. Og det mener de to radikalere vel stadig? Og radikale, det er de; nationalt selvhad hånd i hånd med storhedsvanvid.

Ikke helt fra ugen der gik, men et guldkorn fra Thor Möger. I dag mandag udkommer bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’ hvor man kan læse artige ting, bl.a at Sass Larsen sammen med Thor Möger kaldte Helle Thorning Schmidt Barbie-Helle bag hendes ryg. Og det er spændende læsning i sig selv. Men mere beskrivende for vort land og vor tid og de, der regulerer vores adfærd gennem statsapparatet…

En historie, der ligger i fortiden, men som stadig peger forud, er den om SFs Thor Möger, der i sin som kampagnekoordinator bliver opsøgt af en gruppe studerende, der vil høre om partiets inklusion af græsrødder. Han svarer, at folk skal have oplevelsen af at blive taget med på råd. Hvortil han tilføjer:

»Men gu’ gør de da røv. Vi styrer det hele og får det til at se ud, som om folk har noget at sige

Hvilket nemlig giver en fin overgang til EU. Her har man fået kvababbelse over at den menige Schweiziske befolkning frækt har stemt sig til et håb om at få indvandringen under national kontrol. Fra Snaphanen

I interviewet med Tages-Anzeiger har Andreas Schwab også andre interessante ting at sige, som samlet set tegner et tydeligt billede af, hvilke metoder man vil tage i brug mod national-stater, der modsætter sig deres egen aflivnning.

Interviewer: Men Schweizerne står da ikke alene. Også indenfor EU er der forlængst blevet sat spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed.

Andreas Schwab: Det er ikke en Europæisk debat, det er kun i enkelte medlems-lande. Der er dog også hos os politikere og partier, som kun vil have fordelene ved EU, uden at ville acceptere de ting som nogen-gange er lidt vanskelige…

Interviewer: Men, helt ærligt, hvis der var en lignende afsteming i EU-landene ville den få samme resultat.

Andreas Schwab: Naturligvis findes fristelserne alle vegne. Men politik begynder nu engang med at se virkeligheden i øjnene. Der er gode grunde til at disse spørgsmål ikke stilles til borgerne i andre lande. Resultaterne er kun et øjebliksbillede. Når Schweizerne indser at EU ikke vil forhandle, ændrer de holdning…

Det er sikkert de samme gode grunde til at medierne ikke reagerer på udtalelser som disse. God arbejdsuge!

Kampen om den rette lære

Diverse, Globalisering, Multikultur, Politik, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on November 8, 2013 at 12:46 pm

Fra FN henover EU til vores lille nation arbejder stærke kræfter imod friheden til at tænke, tro og tale frit. Clarion Projekt fortæller om OIC’s vedvarende arbejde for at isolere islam fra kritik

In its quest to criminalize speech that’s critical of all Islam-related topics, the Organization of Islamic Cooperation (OIC)* endorsed the formation of a new Advisory Media Committee to address “Islamophobia.”

This past September, the OIC held “The First International Conference on Islamophobia: Law & Media.”  The conference endorsed numerous recommendations which arose from prior workshops on Islamophobia from media, legal and political perspectives.  A main conclusion was the consensus to institutionalize the conference and create an Advisory Media Committee to meet under the newly established OIC Media Forum based in Istanbul Turkey.

Supposedly, the purpose of the conference was to support an OIC campaign to “correct the image of Islam and Muslims in Europe and North America.” By this, it means to whitewash the intolerant, violent and discriminatory aspects of Islam and Islamists.  The OIC has launched a campaign to provide disinformation to the public, delinking all Islam from these undesirable traits and attacks all who insist on these truths, as bigots, racists and Islamophobes.

Morten Uhrskov Jensen fortæller på sin blog på Jyllands-Posten om et EU arbejdspapir, der skal lære befolkningen, det billige skidt, de rette værdier og tolerance. Tolerance udøves traditionelt at den der lytter, men for EU er tolerance en præventiv øvelse, der med bånd på mund og hånd, skal forhindre ytringer, udtryk og tanker i at nå sarte og voldsparate ører og øjne.

Det seneste skud på den totalitære stamme står at læse i et arbejdspapir fra EU-parlamentet. Titlen lyder:

A European Framework National Statute for the Promotion of Tolerance

Meningen er den, at dette arbejdspapir skal munde ud i, at de lovgivende forsamlinger i EU-landene skal vedtage indholdet af arbejdspapiret som lov.

Hvad står der så?

Ved hjælp af grov udnyttelse af begrebet tolerance præsenteres i praksis ideer, der vil forsøge at fratage især den opvoksende generation dens mulighed for at tænke selv. Vore børn skal i stedet lære at tænke på den “rigtige” måde. Det vil sige, at særligt børn og unge med djævelens vold og magt skal acceptere EU-elitens forsøg på at forvandle Europa til et blot beboet område for alle og derfor for ingen, mindst af alle europæerne selv. Andre såkaldt udsatte grupper er nævnt i arbejdspapiret, men i praksis er det ikke nogen hemmelighed, hvad dette handler om.

Vedtager det danske folketing dette papir som lov, har Folketinget forpligtet sig til, at skoler fra grundskolen og opefter skal indeholde undervisning, der “opfordrer børnene til at acceptere mangfoldighed og fremme et klima med tolerance.” (side 10) Det understreges, at det er “meget vigtigt” at påbegynde disse kurser “så tidligt som muligt”. Fem-seks årige børn i 0. klasse skal således tidligt i gang med at få lært noget tolerance.

Kurser i tolerance skal ligeledes gøres obligatoriske for militæret og politikorpset.

Herhjemme foreslog den nye ligestillingsminister ifølge TV2 at bibliotekerne lugede ud i lærebøger, der havde et forkert syn på køn og kønsroller.

- Der er behov for, at det kommer med i bekendtgørelser, så man undgår, at bøgerne fastholder forældede kønsrollemønstre, siger Rasmus Horn Langhoff til Politiken.

Han er faldet over en grundbog på sosu-uddannelserne, “Sundhed, omsorg og pædagogik”, som han mener gennem flere beskrivelser fastholder piger og drenge i fastlåste kønsroller.

Blandt andet står der i bogen, at drengelege gerne handler om “heltegerninger”, “hvor trusler og farer skal bekæmpes”.

Stereotype beskrivelser af køn er med til at sætte børn i bås og hæmme deres udfoldelsesmuligheder, mener Rasmus Horn Langhoff.

Denne farlige erfaring af virkeligheden står i vejen for det større projekt, hvor vi uddanner ”kernetropper til den danske velfærd”, som Langhoff forklarede senere på dagen til TV2 News. Ikke overraskende var SF’s ligestillingsordfører, Özlem Sara Cekic, begejstret mens Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsten var mere præcis og appelerede til at Rasmus Horn Langhoff ville “opføre sig som en mand”. Fat chance! Logikken tilskriver at der vil komme et opgør mellem EU’s og Langhoffs værdier om forceret ligeværd for nogle befolkningsgrupper mere end andre på den ene side og islamisk supremacisme på den anden. Men udviklingen viser at EU’s og Langhoffs idealer kun er et skalskjul for for at bekæmpe en fjende de har tilfælles med islam, hvorfor kræfterne forener sig, så at muslimerne får fripas til at islamificere vores samfund mod at vi føjer os. God weekend!

Transform governance and institutions at all levels

Akademia, Globalisering, Godheds-industrien, Klima, Politik, miljø, venstrefløjen — Drokles on April 4, 2013 at 10:46 am

Mere fra den akademiske verden. Guardian skriver om Prof David Griggs, der bestyrer det australske Monash Sustainability Institute, der har hostet seks målsætninger op, som politikerne, altså verdenslederne, skal forfølge, for at forhindre alskens ulykker

“Humans are transforming the planet in ways that could undermine any development gains. Mounting research shows that the stable functioning of Earth systems – including the atmosphere, oceans, forests, waterways, biodiversity and biogeochemical cycles – is a prerequisite for a thriving global society,” he writes, with colleagues.

Instead, the authors say that the old goals should be combined with global environmental targets drawn from science and from existing international agreements to create new “sustainable development goals” (SDGs).

(ævle-bævle og skræmmebilleder)

“None of this is possible without changes to the economic playing field. National policies should, like carbon pricing, place a value on natural capital and a cost on unsustainable actions. International governance of the global commons should be strengthened, for example through binding agreements on climate change, by halting the loss of biodiversity and ecosystem services and by addressing other sustainability concerns,” says the article in Nature.

(ævle-bævle og feelgoodery)Goal six: Governance for sustainable societies.

Transform governance and institutions at all levels to address the other five sustainable development goals. This would build on MDG partnerships and incorporate environmental and social targets into global trade, investment and finance. Subsidies on fossil fuels and policies that support unsustainable agricultural and fisheries practices should be eliminated by 2020.

Vandmeloner.

Håbet for en klimakatastrofe svinder

Akademia, FN, Globalisering, Grøn energi, Politik, Pressen, miljø — Drokles on March 1, 2013 at 8:59 am

Den generelle stemning, konsensus kunne man vel kalde det, blandt verdens folkeslag for en snarlig klimakatastrofe ser ud til at være stærkt aftagende. Globescan meddeler at interessen for miljøet generelt tager et dyk i disse år

Environmental concerns among citizens around the world have been falling since 2009 and have now reached twenty-year lows, according to a multi-country GlobeScan poll.

(…)

Climate change is the only exception, where concern was lower from 1998 to 2003 than it is now. Concern about air and water pollution, as well as biodiversity, is significantly below where it was even in the 1990s. Many of the sharpest falls have taken place in the past two years.

The perceived seriousness of climate change has fallen particularly sharply since the unsuccessful UN Climate Summit in Copenhagen in December 2009. Climate concern dropped first in industrialized countries, but this year’s figures show that concern has now fallen in major developing economies such as Brazil and China as well.

skc3a6rmbillede-2013-02-28-kl-183800

Det er nok også krisen der kradser og tvinger folk til at koncentrere sig om virkelighedens prosaiske problemer. Men med til historien hører også det tåbelige budskab om undergang i sig selv. De færreste kan forholde sig til fortællingen om at gennemsnitstemperaturen stiger nogle grader over niveauet fra før industrialiseringen. Her i Danmark svinger temperaturen gerne 55 grader Celcius hvert halve år. Og når så temperaturen ikke steget de seneste 17 år hæmmer følelsen det af en ukontrollabel udvikling. Derfor griber man til en masse små sidefortællinger om de katastrofale konsekvenser for at gøre rædslerne levende for de små mennesker, hvis tillid man desværre stadigt grundet det ulykkelige demokrati er nødt til at vinde.

Men man skal kende træet på dets frugter og de små gyserfortællinger bringer kun en kortlivet forskrækkelse som efterhånden bliver afløst af grin og siden skuldertræk. Som f.eks. historien om hvorledes klimaforandringer truer morgenkaffen, som Watts Up With That ironiserer over MSN News ildevarslende historie

A cup of morning coffee could be much harder to find, and much more expensive, before the century is out thanks to climate change and the possible extinction of wild Arabica beans.

That’s the warning behind a new study by U.K. and Ethiopian researchers who say the beans that go into 70 per cent of the world’s coffee could be wiped out by 2080.

Researchers at the Royal Botanic Gardens in Kew and the Environment and Coffee Forest Forum in Addis Ababa, Ethiopia looked at how climate change might make some land unsuitable for Arabica plants, which are highly vulnerable to temperature change and other dangers including pests and disease.

They came up with a best-case scenario that predicts a 38 per cent reduction in land capable of yielding Arabica by 2080. The worst-case scenario puts the loss at between 90 per cent and 100 per cent.

There is a “high risk of extinction” says the study, which was published this week in the academic journal Plos One.

Hver dag er 1. april når man læser om klimaet, selv om det ikke er sjovt at spøge med folks helbred, som klimatalsmand George Luber for det amerikanske Centers for Disease Control and Prevention gør

Climate change threatens polar bears and is rapidly melting Arctic ice, but the effect it is already having on people’s health is what might cause them to take action, a federal official said Tuesday.

Global warming has caused more severe heat waves, increased pollen counts and lengthened allergy seasons, said George Luber, associate director for climate change at the Centers for Disease Control and Prevention, during a webinar presented by the The Ohio State University Climate Change Outreach Team on Tuesday.

And the effects will only get worse in the future, as temperatures in the Midwest alone could increase 5.6 to 8.5 degrees by the end of this century, he said.

“We should be promoting climate action for people’s sake,” he said.

Kom ihu den seneste tids historier med overbelægning på danske hospitaler fordi vinteren blot er værre for folks helbred end sommeren. Det har vist noget at gøre med kulden. Og for lige at korrigere for den ofte luftede bekymring for bestanden af isbamser, så giver Polar Bear Science 10 gode grunde til at lade være.

Men tilbage til undergangen. En flok amerikanske generaler, politikere og embedsmænd på tværs af partierne (dem begge to) advarer om at folk vil flygte i millionvis når de løber tør for is - eller noget i den retning. Det skriver Responding to Climate Change

“We, the undersigned Republicans, Democrats and Independents, implore US policymakers to support American security and global stability by addressing the risks of climate change in vulnerable nations. Their plight is our fight; their problems are our problems,” it says.

“Without precautionary measures, climate change impacts abroad could spur mass migrations, influence civil conflict and ultimately lead to a more unpredictable world.

“In fact, we may already be seeing signs of this as vulnerable communities in some of the most fragile and conflict-ridden states are increasingly displaced by floods, droughts and other natural disasters.”

(…)

“If we have difficulty figuring out how to deal with immigration today, look at the prospects for the glacial retreats in the Andes,” said R. James Woolsey, former head of the CIA, at an event to launch the letter.

“The glaciers are not doing well…If that starts to go away, we will have millions upon millions of southern neighbours hungry, thirsty, with crops failing and looking for some place in the world they can go,” he said.

Hvis man læser Guardian kan man måske finde et åndeligt slægtskab mellem ovenstående vrøvl og præ-menneskeretsforkæmpere

In the abolitionists’ fight for what they knew to be true, I saw deep parallels with the work of modern leaders fighting for action on climate change. I’m thinking of brave activists such as Bill McKibben, who gathered 50,000 people last week to march on Washington, scientists such as Jim Hansen and Michael Mann, and many other leaders in politics, business, and civil society. The metaphor of slavery to climate change is not perfect. But there’s a strong sense of déjà vu about the people working for change, their uphill battles, the arguments they face and, unfortunately, how long it takes them to win.

Nej, metaforen er vist ikke helt perfekt. Den hænger dels på at Rom, som så meget andet, ikke blev bygget på en dag

The foundations of climate science go back more than 100 years, and carbon dioxide measurements began at the Mauna Loa Observatory in 1956. But the real climate movement probably started 25 years ago when the Intergovernmental Panel on Climate Change began.

Given the 40-year march to a constitutional amendment on slavery, it’s not surprising that we don’t have a global price on carbon yet. Especially when the forces arrayed against climate action put up significant roadblocks – hurdles that look and sound really familiar.

Og dels på ren idioti

There were many supposed arguments against abolition. The most absurd ideas generally were about not rocking the boat: ideas such as “slavery is natural and has always existed,” or the enervating idea that it’s impractical to change such a big system. On energy and climate, the status quo pitch goes like this: “We’ve relied on these fuels for so long and will for a long time to come.”

Således retfærdigjort er der jo ikke langt til at forlange et diktatur af “the just and wise“, som akademikere jo gerne gør.  The New Nostradamus of the North har læst professor David Shearmans og økofilosoffen Joseph Wayne Smiths bog The Climate Change Challange and the Failure of Democracy

We have known about these impending problems for several decades.  Each year the certainty of the science has increased, yet we have failed to act  appropriately to the threat. We have analyzed the reasons for this indolence.  This understanding will lead you to ask yourself if Western civilization can  survive in its present state of prosperity, health, and well-being, or will it  soon suffer the fate of all previous civilizations—to become a mere page in  history?

We will demand from you the reader, far more than your comprehension  of the consequences of climate change and the workings of democracy. You  will need to examine the limits of your introspection and the motivation  bestowed upon you by biology and culture. The questions to be asked are  dif?cult. You have a commitment to your children, but are you committed  to the well-being of future generations and those you may never see, such as your great-grandchildren? If so are you prepared to change your lifestyle  now? Are you prepared to see society and its governance change if this is a  necessary solution? -

Chapters 6 and 7 demonstrate that the inherent failures of  democracy that have lead to the environmental crisis also operate in many  other spheres of society. They are inherent to the operation of democracy.  Furthermore, we come to share Plato’s conclusion that democracy is inherently contradictory and leads naturally to authoritarianism.

In chapters 8 and 9 we argue that authoritarianism is the natural state of  humanity, and it may be better to choose our elites rather than have them  imposed. Indeed Plato, on seeing the sequelae of democracy’s birth, observed that it is better that the just and wise should rule unwillingly, rather  than those who actually want power should have it. We analyze authoritarian structures and their operation ranging from the medical intensive care  unit and the Roman Catholic Church to corporatism with the conclusion  that the crisis is best countered by developing authoritarian government  using some of the fabric of these existing structures. The education and  values of the new “elite warrior leadership” who will battle for the future  of the earth is described.

De burde hellere skrive om The Failure of and Old Idiot Sir Ranulph Fiennes, der ville krydse Antarktis om vinteren for at “draw attention to global warming“. Hans forsøg blev ikke hindret af hedeslag eller pollenallergi, skriver Washington Post

British explorer Ranulph Fiennes on Monday pulled out of an expedition to cross Antarctica during the region’s winter after developing frostbite — a bitter disappointment for an adventurer who had spent years preparing for one of the last great polar challenges.

Hvis han havde krydset Ækvator, kunne han have siddet med åben kaleche i skjorteærmer og drukket champagnecocktails hele vejen. Det er ikke overbevisende at frygte for at Jordens mest livløse sted bliver let tilgængeligt.

Politikens Bredal mener at “vores principper” kan holde til at blive knægtet

Diverse, Globalisering, Kulturradikalisme, Politiken, Pressen, Satire, Ytringsfrihed, islam, muhammed — Drokles on September 28, 2012 at 5:58 pm

“Film, fatwa og tegninger er ikke samme sag” slår Politikens Bjørn Bredal så rigtigt fast. Men tager politikensk fejl

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Så selv om man altså ikke kan undskylde vold og drab - det “er jo forbrydelser”, trods alt - så er det ”provokatørerne”, ikke volds- og drabsmændene, men “provokatørerne”, der er decideret ondsindede.

Men det er ikke alle, der provokerer muslimer der er ondsindede. Salman Rushdie er en stakkel fordi han er kunster og “har taget afstand fra filmen” Innocence Of Muslims. Og heller ikke det franske venstredrejede satireblad Charlie Hebdo, som jo også og igen har lavet Muhammedtegninger er ondsinde. Hvorfor? Jo…

Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefude amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.

Måske Jyllands-Posten ville få fornyet respekt på Politiken ved at gøre det til sin faste rolle, skabe en ny normalitet, at trykke Muhammedtegninger? I så fald vil globaliseringsparathed, som det så smukt hed for en del år tilbage, på Politiken betyde at skomageren skal blive ved sin læst.

Og Bredal undrer sig dernæst over “at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej” over en hvilken som helst ytring, som afsæt for en klassisk Ellemann

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til…

Hvis “vores principper” er Politikens egne principper så er svaret ja, det kan de sagtens holde til. Men hvis ”vores principper“ er den vestlige kulturs principper om ytringsfrihed så er svaret desværre nej. Bredals præmis er at muslimerne altså tager på vej (reagerer med vold og terror) og at det er derfor at vi skal ændre adfærd. Og dette er decideret at give efter for vold og trusler. Og hvis ikke vi tillige skal bryde vores princip om ikke at diskriminere må dette hensyn gælde alle personer, bevægelser, fællesskaber og sammenslutninger af enhver art, der har lyst til at tage på vej. Og det kan vores principper ikke holde til.

Kina

Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on October 9, 2009 at 4:48 am

Fra Politiken

»Der er ikke andre veje til frelse og til at undgå denne undertrykkelse og dette tyranni, medmindre I seriøst forbereder jer på hellig krig i Allahs navn og bærer jeres våben imod de nådesløse brutale indvandrerbøller«, siger Abu Yahia Al-Libi i videoen til Kinas muslimske minoritet, uighurerne.

Indvandrerbøllerne er de klassiske kinesere, som med vanlig arrogance

Men almindelig arrogant kinesisk praksis er ikke konfliktens kerne. Den er etnisk, national og religiøs, som disse grusomme billeder viser.

Denne vrede og ganske foragt for tilfældige mennesker er ikke fortællingen om et fjernt gammelkommunistisk centralistisk styres ufølsomhed. Det er fortællingen om det multietniske sammenbrud i den moderne verden. Kvinden, som 1:20 tæsker løs på en sagesløs er formummet og sandsynligvis derfor muslim. At den eneste kvinde, som deltager i volden er formummet er ikke en tilfældighed. Islam, formummelse og ukontrolleret had og vold er uløseligt forbundne.

Kinas gryende åbenhed og omfavnelse af udvikling er for alvor stødt på globaliseringens problemer.

De stakkels muslimer

FN, Globalisering, Multikultur, islam — Drokles on July 14, 2009 at 6:43 pm

En ven sendte mig et link til Arab News, hvor et indlæg begynder således

AS someone who grew up in a multiethnic neighborhood of London, I have difficulty understanding why a growing number of Britons and other Europeans invest so much energy in hating others simply because of their religion or race. Are they fearful of people who are superficially different from them? Are they concerned about foreigners taking their jobs? Are they just hate-filled individuals in search of an easy target as an outlet for their own negative emotions or just easily influenced sheep who derive a sense of belonging from sharing their hate with co-members of right-wing or neo-Nazi parties?

Og længere nede hedder det

A very close British friend — let’s call him Brian — who has lived and worked abroad for most of his life, tells me that he supports the racist British National Party (BNP).

Måske stemmer Brian BNP på baggrund af sine erfaringer fra det store udland. BBC

Several Sudanese women have been flogged as a punishment for dressing “indecently”, according to a local journalist who was arrested with them.

Lubna Ahmed al-Hussein, who says she is facing 40 lashes, said she and 12 other women wearing trousers were arrested in a restaurant in the capital, Khartoum.

She told the BBC several of the women had pleaded guilty to the charges and had 10 lashes immediately.

Khartoum, unlike South Sudan, is governed by Sharia law.

Og fra Kristeligt Dagblad

Den islamistiske militsgruppe al-Shabaab, der har forbindelser til al-Qaeda, henrettede syv mennesker fredag i den somaliske by Baidoa.

De syv blev henrettet med den begrundelse, at de var ‘kristne spioner’.

- Al-Shabaab fortalte os, at de blev halshugget, fordi de var kristne og spioner, sagde en af de pårørende til Reuters.

Det er det største antal mennesker, al-Shabaab har henrettet på en gang. Henrettelsesmetoden er ofte brugt af militsen, som i sidste måned dræbte tre mennesker ved halshugning.

Og fra Assyrian News Agency

59 Assyrian churches have been bombed in Iraq since June 26, 2004, 40 in Baghdad, 13 in Mosul, 5 in Kirkuk and 1 in Ramadi. The following is a list of the bombings.

Tja, hvem vil man stemme på ved næste valg? Man bliver i hvert fald (forstå mig ret) ikke i bedre humør af at læse Snaphanen

High Commissioner Antonio Guterres said that more than any other historical source, Islamic law and tradition underpin the modern-day legal framework on which UNHCR bases its global activities on behalf of the tens of millions of people forced from their homes around the world.

This includes the right of everyone to seek asylum as well as prohibitions against sending those needing protection back into danger, Guterres said in the foreword to “The Right to Asylum between Islamic Sharia and International Refugee Law: A Comparative Study.”

In the study, Professor Abu Al-Wafa, Dean of the Law Faculty at Cairo University, describes how Islamic law and tradition respects refugees, including non-Muslims; forbids forcing them to change their beliefs; avoids compromising their rights; seeks to reunite families; and guarantees the protection of their lives and property.

“The international community should value this 14-century-old tradition of generosity and hospitality and recognize its contributions to modern law,” wrote Guterres.

Måske stemmer Brian fordi han ikke vil have at det store udland skal komme her?

Det sædvanlige fra Politiken

EU, FN, Globalisering, Pressen — Drokles on July 14, 2009 at 6:12 pm

Her sidder man i sommerlandet og nyder Weekendavisens interview med Claes Castholm Hansen, der perfekt slutter af med at vånde sig over de (andre) danske kommentatorer

Det er ufatteligt, hvad man kan slippe afsted med som kommentator i Danmark (…) ….tag et tilfælde, som Carsten Jensen. Det ville ikke blive trykt i en tysk avis. Ikke af bonerthedsgrunde, men fordi det bare er vrøvl, der ikke har affinitet til den virkelighed, der tales om. Ting kan virke festlige og lidt provokerende, men der er ingen norm. Intet krav om niveau.

Man skulle blot bladre om på den næste side i samme avis, hvor man i en artikel om systemet Politiken versus systemet Tidehverv kunne læse følgende selvforståelse fra Politikens (nej dog ikke Carsten Jensen - det havde ellers været perfekt) debatredaktør Bjørn Brehdal

Bjørn Bredal peger på, at det er et velkendt mønster, at “antimoderne” kræfter kæmper imod den moderne strøm, som omnibusavisen på Rådhuspladssen altid har flydt i selvforståelse. “Modsætningen mellem centrum og periferi er ikke noget nyt, og strukturen findes i ethvert land - Også i Iran. I storbyen holder de gud- og rodløse, rejsesyge smagsdommere og åndsaristokrater til, der studerer, bliver skilt og sidder på café og konspirerer. Den folkelige virkelighed findes vest for Valby Bakke - også i Teheran,” pointerer Brehdal.

Han perspektiverer ved at påpege, at Fogh hertillands har haft held til at appelere til vælgerne med en “retro-retorik”, der i persisk indpakning også er anvendt af populisten Ahmedinejad.

Alene udsagnets vulgære lovmæssighed om åndlivets kvalitet mellem centrum og periferi er i sig selv en afsværgelse af intellekt. By god, land dårlig, me Tarzan, you Hitler. Det platte sammenfald af geografi og moral er en af de mange, ja nu vi har lanceret Ahmedinejad, nærmest religiøst selvsikre dogmer, der er blevet så overvældene dagligdags i Politiken at man nærmest er døv overfor dem. Som Churchill noterede ville de næste fascister kalde sig antifascister er det vel ikke ved siden af at se nutidens religiøse bekende sig til antireligiøsitet gennem beskyldninger om alle andres fundamentalisme (tag bare behandlingen af Krarup og Langballe).

Politikens dyrkelse af humanistisk moral er med Castholms naturvidenskabelige udtryk uden affinitet til virkeligheden. Demokrati hos Politiken er derfor ikke en regering for og af folket, men opfyldelsen er rigtighedens formel, som den kan læses i det øverste religiøse skrift, som for tiden hedder Menneskeretten administreret af det øverste kleresi (eller højeste sagkundskab) i FN og EU-Domstolen. Politiken kan selv være Ahmedinejad.

JP kronik om den økonomiske krise

Diverse, Globalisering, Økonomi og finans — Drokles on July 2, 2009 at 1:33 am

Jeg er på tynd is når jeg beflitter mig med økonomi, men Jørgen Thulstrup opstiller i Jyllands-Postens kronik fra 26/6 nogle grundlæggende præmisser, der selv for lægmand virker indlysende.

?Kinas åbning mod resten af verden efter 1978

?Sovjetunionens sammenbrud i 1991

?Globaliseringen

?Containertrafikken

?Udbredelsen af mobiltelefoner og internet

Den kinesiske leder Deng Xiaoping, der overtog magten efter Mao, satte fokus på økonomisk udvikling og lukkede op for udenlandske investeringer. Over en milliard kinesere blev til rådighed for den øvrige verden som arbejdskraft og forbrugere. Kina blev et marked for maskiner, andre produktionsmidler, forbrugsvarer og serviceydelser fra den øvrige del af verden. For Danmark, som havde haft gode forbindelser også til Maos Kina, betød den kinesiske åbning en betydelig stigning i danske skibes fragt til og fra Kina. A. P. Møller-Mærsks store flåde af containerskibe opstod i kølvandet på Kinas åbning.

Den anden væsentlige politiske ændring er Sovjetunionens sammenbrud. Kaprustningen standsede og verden blev mere fredelig. For Danmark betød det, at de østeuropæiske lande og Rusland blev åbnet for øget varehandel og investeringer. Sammen betød de to kommunistiske regimers åbning mod verden, at omkring 1,7 milliarder mennesker blev en del af det globale marked som producenter og forbrugere.

Der kunne globalt trækkes på billig arbejdskraft i Kina og på veluddannede hoveder i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. I Rusland kom der varer i butikkerne, g russerne øgede deres reelle arbejdsindsat i en hastigt voksende privat sektor. I Kina blev landbrugsproduktionen mere end fordoblet, g 400 millioner kinesere bragt ud af fattigdom. Begge lande præsterede høje vækstrater og var sammen med lande som Indien og Brasilien med til at få verdensøkonomien til at vokse.

Den specifikke analyse, som fremtidsudsigterne skal jeg ikke kloge mig på, men at Vesten og især USA har trukket det meste af resten af Verden op af det sociale hængedynd er en præstation, som vi godt kan være stolte af og forbløffes over at konsekvenserne ikke har været større end de ser ud til at være.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress