Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2017 » October


Nogen må have bagtalt Donald T

Diverse — Drokles on October 28, 2017 at 4:15 am

Glem Watergate, det var for amatører, skriver Danield Greenfield i et ‘must read’, venstrefløjens revolutionære celle beflitter sig ikke med at hyre nogle klodsede cubanere til et natligt indbrud ide politiske modstanderes hovedkvarter, for at installere lytteudstyr. Demokraternes sofistikerede metode til at aflytte deres modstander og siden forsøge at delegitimere ham er en hyldest til deres intime indsigt i og kontrol over Washingtons magtmaskineri fortæller Greenfield.

De fleste vil nok huske den besynderlige rapport om Donald Trump, som blev lækket af BuzzFeed, efter at CNN havde rapporteret om dens eksistens. De ved, den med Trump og de pissende prostituerede på et hotelværelse i Moskva. Rapporten var oprindeligt bestilt af en republikaner, som ‘opposition research’, men blev efter Trumps nominering til præsidentkandidat overtaget af Demokraterne, der via firmaet Fusion GPS fik en tidligere britisk efterretningsagent Christoffer Steele, til at færdiggøre den. Steele fandt at Putin regering havde groomet Trump i fem år, med det formål at slå splid i USA som præsident.

The official story is that Steele was a dedicated whistleblower who decided to message an FBI pal for reasons “above party politics” while the Fusion GPS boss was so dedicated that he spent his own money on it after the election. Some figures in the FBI decided to take Steele’s material, offering to pay him for his work and reimbursing some of his expenses. Portions of the dossier were used to justify the FISA eavesdropping on Trump officials and were then rolled into the Mueller investigation.

That is how cells coordinate by breaking up a larger plot into a series of individual actions that just happen to produce the ideal result. Hillary and the DNC hire Fusion GPS. Fusion GPS hires Steele. Steele contacts an FBI pal. The FBI takes up the dossier. And then it’s turned into a pretext for eavesdropping.

But there isn’t supposed to be a link between the Democrats and the eavesdropping.

(…)

The first FISA request was filed in June. It was shot down by the Foreign Intelligence Surveillance Court. That was the same month we were told that Fusion GPS hired Steele. The second FISA request came through in October. That was the month, Steele did his first media interview with Mother Jones.

Two birds were being killed with one stone.

Obama’s Watergate depended on extensive compartmentalization. The process that led to the eavesdropping on Trump officials and their unmasking at the hands of his officials had to appear as ‘clean’ as possible. Susan Rice and Samantha Power could make unmasking requests to the NSA, but they couldn’t be involved in generating the investigation that led to those requests.

Seeding the media with an astroturf campaign through Fusion GPS created the appearance of an organic push to investigate Trump-Russia ties. Targeting the lefty fringe of the media, Mother Jones, The Guardian, would bake in the narrative among a demographic already prone to conspiracy theories.

(…)

Obama’s eavesdropping on Trump didn’t break the norms. They had already been thoroughly broken. The network that is being uncovered, the interfaces between media insiders, top government officials and private interests, demonstrates why Obama Inc. believed that it could get away with it.

It had gotten away with all its old abuses. There was no reason to doubt it could do so again.

Det var processen selv, der bagtalte Donald K.

Anna Mees positive motiver

Diverse — Drokles on October 27, 2017 at 7:53 am

Og så er alle forargede over Ann Mee Allerslevs dispositioner af offentlighedens ressoucer og benyttelse af embedsværkets tid i hendes ihærdige indsat for at mindske sine bryllupsomkostninger. Overforbrug og pamperi, det kan få danskerne, selv københavnerne op i selvretfærdig harme. Allerslev havde spurgt sine politiske kollegaer og fået ja til at låne Rådhuset weekenden over. Allerslevs afløser har også lånt Rådhusets lokaler til en fødselsdagsfest, men vil nu betale for en leje han ikke er blevet opkrævet da han i lyset af den seneste virak “også tænkt, at det var et underligt privilegie”, skriver Ekstra Bladet. Læren er at det var normal praksis blandt politikerne.

Som beskæftigelses- og integrationsminister spildte Allerslev 100 millioner kroner af kommunens skatteborgeres penge i beskæftigelsesprojektet Farvergade, som hun håbede staten ville dække. Men Arbejdsmarkedsstyrelsens regler for refusion krævede at de ledige mødte op på stedet 25 timer om ugen, frem for den halvanden time, som Farvergade-projektet krævede. Det ville være noget af en fest man kunne have holdt for de penge.

Samme sommer kunne man læse at kommunen knaldede 86 millioner kroner af på et bycykelprojekt. Og for de, der ikke ville benytte en af de 1860 by-cykler til 46.000,- stykket, fordi de var tilfredse med deres egen gamle havelåge, tilbød kommunen “at komme hjem til dig for at lappe din cykel kvit og frit, da afstanden til nærmeste cykelhandler ”kan opleves som en barriere”“. Skalten og valten af folks penge, sådan er den politiske kultur i Københavns kommune. Anna Mee blev blot fanget, men alle burde erkende deres del af pamperiet, måske i en #Meetoo bekendelseskampagne.

Den slags overlever vi nok, herregud, jeg ville blot drikke mig ihjel i finere varer end den type høkersnaps jeg smugler med på arbejde for de penge jeg kunne spare i skat. Hvad vi derimod ikke overlever er den skalten og valten med København, som har lagt sig over hele det politiske system, medierne og skræmmende store dele af den københavnske befolkning. Der er f.eks ikke de store overskrifter i den dominerende presse at terroristen Omar El-Hussein, der skød og dræbte to mennesker ved to forsøg på to massemord på hinanden følgende dage i København ved Krudttønden og synagogen “…var kendt af Københavns Kommune”. Men 24 Nyt skriver

”Det er jo blevet afsløret, at kommunen glimrende vidste, at terroristen var på vej ud i en kriminel karriere – og senere, at han blev dømt og fængslet. Han havde ekstreme holdninger og var yderst farlig. Alligevel hævdede man – ifølge medierne – længe i Københavns Kommune, at der ikke var “ikke var nogen sag” på terroristen – hvilket vel næppe kan siges at være i fuld overensstemmelse med sandheden”, siger Finn Rudaizky til 24NYT.

Det var Finn Rudaizky, der som kommunalpolitiker for Dansk Folkeparti, afslørede, at kommunen ikke foretog sig noget effektivt, der kunne forhindre Hussein i at blive terrorist. Papirer som Rudaizy sendte til journalister viste også, hvordan kommunen sendte store pengebeløb til familien.

Da offentligheden fik kendskab til terroristens sagsmappe hos kommunen reagerede kommunens borgmestre – den radikale Anne Mee Allerslev og den socialdemokratiske Jesper Christensen – ved at lade deres forvaltninger indgive politianmeldelse.

Poltianmeldelse mod whisttlebloweren Finn Rudaizky altså. SÅ ved man hvem man betragter som fjender og hvem man betragter som venner. Allerede i 2011 fortalte hun om en politisk sejr i Københavns “kamp mod islamister”

“Det er en sejr for inklusionen, at både Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd tager afstand fra salafisterne. Jeg har inviteret dem, så vi sammen kan finde ud af, hvad vi kan gøre,” siger Anna Mee Allerslev, der også oplyser, at Københavns Kommune har kontakt med bl.a. myndighederne i London, der har årelang erfaring med ekstreme muslimer.

Som London præges bybilledet i København også stadigt mere af de erfaringer vi gør os med ‘parts and parcels’. Allerslev kæmpede i samme optimistiske ånd sammen med andre kendisser, for den store moske i Rovsinggade. Hun mente at der var “behov for et sted, hvor alle muslimer – både sunnier og shiaer – og ikke-muslimer er velkomne” (hvilket i sig selv er et besynderligt ønske, thi hvor er muslimer ikke velkomne i København?), men hun meldte pludseligt fra, til indvielseshøjtidelighederne efter virakken om det homofobiske miljø havde præget medierne, under påskud om at hun skulle noget andet og åbenbart mere vigtigt.

Hendes sidste aktion som borgmester var at sende “50 bestyrelsesmedlemmer på kursus i, hvordan de sikrer et sundt religiøst fællesskab” da “københavnske moskéer er vigtige samarbejdspartnere, når det kommer til at forebygge radikaliserede miljøer” som Danmarks Radio formulerede det. Alleslev selv mente at det er vigtigt, at vi klæder dem på til at være gode organisationsfolk“. Og så bliver efterforskningen også lettere for PET.

Målet er at få dem til at være mere aktive i byens idrætsforeninger - for det fremmer integrationen” var Allerslevs ord til TDCs sponsorering af særlige åbningstider i DGI-byen for muslimske kvinder, der væmmes ved at sætte deres ben i flok med vantro. Og om menuerne i børneinstitutioner skrev jeg i 2013

Begrænsning af svin fra Danmark, er ikke at begrænse fødevarer men mangfoldighed, en mangfoldighed, hvis præmisser Anna Mee Allerslev udtrykker i Jyllands-Posten

For nogle er ordentlig service at få lov til at undgå svinekød, for andre er det at få lov til at spise det

Allerslev er helt ærlig i sin uhæderlighed. Hvem skal integreres i hvis kultur og i hvis samfund når “børn, som ikke får frikadeller i institutioner, kan få dem derhjemme“? Alligevel betragter Allerslev indvendinger imod at dansk madkultur bliver censureret fra offentlige institutioner som “hetz” “rettet mod muslimer” og minder om at vi har “nok af reelle problemer i København“. Jovist, men de henregnes jo også som ”hetz” “rettet mod muslimer“.

Nej, venner og fjender og hvad pressen og offentligheden kerer sig om i København, det er ikke svært at gennemskue bag lyrikken. Anne Mee vakte ikke da heller den store forargelse, da hun om politisk vold mod Morten Messerschmidt sympatisører der var mødt op til debatarrengementet “Ordet fanger” sagde

- Jeg synes ikke, at man skal provokere for provokationens skyld, selv om det er folks ret, og det er da klart en provokation for mange, at de dukker op til sådan et arrangement. Men samtidig er civil ulydighed heller aldrig ok

I den forbindelse talte hun også om “meget store fremskridt”, “i de såkaldte udsatte boligområder”. Hvorfor der var behov for fremskridt i områder, der ikke var udsatte, men kun “såkaldte” - når de ikke ligefrem var “selve symbolet på Københavns mangfoldighed” - kræver en radikal logik at forstå. Samme logik, der mener tilstedeværelsen af jøder er en trussel mod mangfoldigheden.

Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver” fortalte Anna Mee Allerslev Weekendavisens Søren Willemoes for nogle år tilbage. Fordi man mener sig bedre end andre, kan man tillade sig, hvad man ellers mener er utilladeligt. Ingen mistænker søde Allerslev for at gå hårdt til imamer og deres menighed af socialbedragere, ingen mistænker hende for eksklusion til mangfoldighedsfester, ingen mistænker hende for sympati med politisk vold og ingen mistænker hende for at være en pamper. Vejen til helvede er brolagt af Allerslevs intentioner og resten det politiske og offentlige miljø, der har avlet hende.

USA set fra Danmark

Diverse — Drokles on October 26, 2017 at 8:56 am

De store danske medier har ikke interesseret sig for den eksplosive udvikling i amerikansk politik i deres USA dækning. Der er ingen overskrifter på deres internet-forsider, og følgende er screendump af de øverste USA nyheder. Danmarks Radio fokuserer på afgående republikaneres kritik af Trump

forside-danmarks-radio

Det samme har Politiken

forside-politiken

Og Jyllands-Posten

forside-jp

Jyllands-Posten har dog historien om at det var Demokraterne (og en enkelt republikaner), der finansierede det besynderlige efterretningsdokument, hvor Trump bl.a blev beskyldt for at indleje sig på russiske hoteller daværende præsidentpar Obamas havde overnattet i for så at få prostituerede til at tisse i sengene, bare lidt længere nede. Berlingske Tidende følger de andre avisers fokus ppå de afgående senatorers kritik af Trump og ‘præsenterer’ “talen som hele verden taler om“.

Så danske medier fokuserer på altså på, hvilket kaos Trump skaber for det republikanske parti, hvis politiske og økonomiske vækst han er drivkraften bag. Nuvel, alting er en potentiel læringssituation. Selv om Trumps grove stil frastøder så mange som de tiltrækker er han kun et symptom på en splittelse, der er kronisk i det Republikanske parti, skriver Victor Davis Hansen i National Review

Both sides in the civil war favor increased investment in defense and especially missile defense. Both are mostly now foreign-policy realists in the sense that McMaster, Mattis, Kelly, Haley, Pompeo, Tillerson, and most of the cabinet could work in a Marco Rubio administration. Both factions are strong on the Second Amendment. Both favor bans on most forms of abortion. Both like Trump’s judicial appointments. Both oppose identity politics. On illegal immigration, the establishment opposes a wall and likely strict enforcement, but in any national election (see Romney’s 2012 positions), their view sounds no different from Trump’s. On Obamacare, the mainstream is a bit more reluctant to repeal rather than reform, but both sides may end up supporting either.

On security issues, there is not much Republican infighting over Trump’s withdrawal from the Paris Climate Accord or UNESCO, or referring DACA and the Iran deal back to Congress. Interventionists and even neocons are not damning Trump for not landing troops in Syria or not sending enough reinforcements to Afghanistan.

Trump’s views on deregulation, tax reform, and energy production are not controversial among Republicans and conservatives. Trump says he opposes optional wars, but he bombed Syria, empowered U.S. forces to emasculate ISIS, sent a few more troops to Afghanistan, and is not shy about confronting North Korea and Iran.

Immigration and trade are certainly the two chief divides, but in comparison with past Ford-Reagan, Bush-Reagan, or McCain-Bush fights, the differences are not all that great, at least in theory. Trump will probably end up staying in NAFTA and NATO and seek to renegotiate rather than reject most existing trade deals. So far, he has not been as eager to slap on tariffs as was George W. Bush. The wall will likely be built and with eventual establishment congressional support. Many Never Trumpers would privately concede that an honorable man like Jeb Bush would have lost handily to Hillary Clinton.

Hvis man skal skrive om amerikansk politik, kan man lige så godt skrive af fra de, der ved noget, frem for den gamle venstreorienterede garde af CNN, Washington Post, New York Times og den slags msm. Læs Hanson og ignorer gårdsdagens fortællinger.

Står sumpen til at blive drænet?

Diverse — Drokles on October 25, 2017 at 4:35 am

I sidste uge kunne The Hill afsløre, at FBI allerede i 2010 blev mistænksomme på om der lå korruption USAs salg af 20% af sin uran produktion til russiske firmaer. Det bemærkelsesværdige salg, der blev godkendt i dølgsmål er faldet sammen med pengeoverførelser til Bill og Hillary Clintons fond Clinton Foundation fra de involverede firmaer. 145 mill dollars skulle der være tale om. Og samtidig holdt Bill Clinton et foredrag i Moskva, for det dobbelte af hans sædvanlige hyre, nemlig 500.000 dollars.

Året før var FBI kommet på sporet af russiske agenter, der forsøgte at infiltrere Hillary Clintons politiske stab. Disse afsløringer er så meget mere pikante, fordi Hillary Clinton førte en kriminelt skødesløs omgang med fortroligt materiale, som det meste af hendes stab havde adgang til, skønt de færreste var sikkerhedsgodkendte. Hendes nærmeste rådgiver Huma Abedins mand Anthony Wiener blev opdaget med mange af disse dokumenter på sin private computer af en FBI ransagning i en urelateret sexchikanesag.

Fox News fortæller at Republikanske politikere nu har startet “new probes into several Obama-era controversies, covering both the Justice Department’s 2016 handling of the Clinton email case and the administration’s 2010 approval for the sale of a mining company that gave the Russians partial control over American uranium reserves.

Washington Post kan fortælle at det var Demokraterne og ‘Hillary Clintons Campaign’, der betalte for den bemærkelsesværdige rapport om Donald Trumps forbindelser til Rusland og hans interesse i tisselege med prostituerede i hotelsenge hvor daværende præsidentpar Obama havde overnattet.

Fusion GPS gave Steele’s reports and other research documents to Elias, the people familiar with the matter said. It is unclear how or how much of that information was shared with the campaign and the DNC and who in those organizations was aware of the roles of Fusion GPS and Steele. One person close to the matter said the campaign and the DNC were not informed by the law firm of Fusion GPS’s role.

The dossier has become a lightning rod amid the intensifying investigations into the Trump campaign’s possible connections to Russia.

(…)

When the Republican donor stopped paying for the research, Elias, acting on behalf of the Clinton campaign and the DNC, agreed to pay for the work to continue. The Democrats paid for research, including by Fusion GPS, because of concerns that little was known about Trump and his business interests, according to the people familiar with the matter.

The more we learn about Russia, the worse it looks for Clinton” skriver Katie Pavlich i TownhallNewt Gingrich mener at de seneste afsløringer kun er toppen af isbjerget af den korruption, der plager Washington og peger på at tidligere justitsminister i Obama årene Loretta Lynch, vil blive den næste, der er interessant for en undersøgelse.

Trump er Hitler og New York Times er i tovene

Diverse — Drokles on October 21, 2017 at 4:11 pm

En klummeskriver ved navn Charles Blow har i New York Times sammelignet Trump med Hitler, “Trump Isn’t Hitler. But the Lying…“, hvilket National Reviews Kyle Smith gjorde sig ganske lystig over

I can’t emphasize enough how fresh, how novel, how utterly without precedent this Hitler-Trump comparison is. Blow further clarifies that the first three words of the title of his column are something of a ruse, because in fact Trump is Hitler in important respects. Furthermore, to drop this knowledge on the public was to Blow a duty of such moment that it drove him to carry out a godlike act of slamming his truth-boot down through the firmament upon our benighted planet. If, Blow says, some might be shy about comparing Trump to Hitler, “I have neither time nor patience for such tiptoeing. I prefer the boot of truth to slam down to earth like thunder, no matter the shock of hearing its clap.”

I know I’m not the first to say this, but thank you, Charles Blow, and thank you to whatever celestial cobbler made your extraterrestrial boot of truth. Other, humbler writers may offer us, say, a sneaker of accuracy or a moccasin of factualness. Only you could deliver unto us the insight that Trump is the new Hitler with a truth-boot so colossal that it can “slam down to earth like thunder.”

As far as I’m concerned, what Blow has accomplished is not unlike the discovery of penicillin, or the theory of relativity. It is certainly, as he says, completely unheard-of — a “shock,” as he puts it — to hear someone compare Trump to Hitler. The intellectual history of our age must henceforth be divided into the period before and after Blow built the conceptual framework connecting Hitler to Trump for the very first time.

Jeg vil anbefale det i sin helhed. Men der var et par andre reaktioner på denne trættende idioti, som jeg vil citere fra, fordi de indeholder større og mere generelle analyser. I Pajamas Media erkender Tyler O’Neil, at Trump lyver med en bekymrende skødesløshed og bare forkaster korrektioner med “‘people think’ or ’some say.’”. Men løgne er hverken unikt for Trump eller Hitler

Many in the media have repeated the blatant falsehood that Barack Obama’s presidency was scandal free. When Obama himself denied any wiretapping of Donald Trump or members of his campaign (a claim now known to be false), he used an Orwellian twisting to claim innocence.

Similar massive lies have become mainstream background knowledge for the liberal press. Unscientific assertions about climate change being “100 percent” manmade, claims that one in five women will be sexually assaulted on college campuses, and of course the gender pay gap are often uncritically accepted, despite being just as false as Trump’s claims.

Og på samme Pajamas Media går Andrew Klavan videre med den pointe og vender sig mere direkte imod journalister og Blow selv

No, Trump is not not Hitler because he tells lies. Says Blow: “Just this week, Trump told the colossal lie that ‘President Obama and other presidents, most of them didn’t make calls’ to the families of fallen soldiers.” Wow. That really is not not Hitlerian! Unless, of course, what he meant (which seems to me probable) was that Obama and other presidents didn’t always make calls. In which case, the colossal lie would be something else. Like the truth.

But it’s hard to tell what Trump really meant because he’s kind of inarticulate. And because no reporters ever ask him what he meant because that would hamper their ability to take every unclear thing he says in the worst possible way. Like when Trump said that horrible thing he never said about there being very fine people among the white supremacists at Charlottesville. When you read the transcript, it’s quite clear that what Trump meant to say was that there are very fine people who don’t want statues to be torn down. “You also had some very fine people on both sides…. You had people in that group that were there to protest the taking down, of to them, a very, very important statue and the renaming of a park from Robert E. Lee to another name.”

“Now, of course, Charles Blow is not Hitler. But the lying…”. Ja, løgnene, de har en motivation, der stikker dybere end en dårlig vane. Veritas Visuals fortsætter med at afsløre det absurde had til alt Trump, der gennemsyrer arbejdskulturen på New York Times

Venstrefløjens ‘rape pass’

Diverse — Drokles on October 20, 2017 at 11:57 pm

Donald Trump fortalte at han havde kendt Weinstein i lang tid og han var “not at all surprised” til hvilket Jelani Cobb i The New Yorker “Game, as they says, recognizes game”. Det synes at være begrænsningen for venstrefløjen, at associere, hvad der ligner en sexforbryder ikke bare i egne rækker, men beskyttet igennem årtier af selvsamme rækker, med deres politiske modstandere.

Og beskyttet bliver det, helt instinktivt. “You’re damaging an entire industry!” afbrød mediepersonligheden Barbera Walters for et par år siden Corey Feldmans advarsel til børn og forældre, der havde stjernedrømme i Hollywood. Corey havde fortalt om pædofile netværk, “still working, they’re still out there, and that are some of the richest most powerful people in this business”. Så vi har et miljø i benægtelse.

Ethvert moralistisk foretagende korrumperes let, fordi moralisme er er aggressiv og tvinger kritik i defensiven på forhånd. Nogle moralistiske institutioner er lette at gennemskue fordi der med tiden er opbygget et sprog for kritik og fordi der er en historie af hykleri at pege på. Den Katolske Kirkes manglende handlekraft når det kommer til pædaraster i præstekjoler (ironisk er der en del Hollywoodfilm om netop dette emne), der har udnyttet lokalsamfundets tillid. Eller televangelister, der er usmageligt skinhellige helt ind i folks stuer indtil de er i nyhederne for at have vælte sig i prostituerede ‘cross the state line‘.

Venstrefløjen har sine egne kirker og sin egen moralisme, der dyrker identitetspolitik og, hvad Dennis Prager kalder, “The American Libel“, at USA undertrykker alle sine metastaserende minoriteter. Så længe man genfortæller the american libel og lefler for identitetspolitik, så længe er man i salveten og hævet over kritik. Vis en antisemitisk film til FNs Generalforsamling og alle bærer over med rygterne om hans udskejelser en stund endnu. Og det gjorde Weinstein. “[T]he women whom he abused were collateral damage in a culture war” skriver Daniel Greenfield i Frontpage Magazine og Weinsteins magt udsprang af, at han var en vigtig ‘kulturel kriger’ for venstrefløjen

Harvey ran an assembly line on which movies about the left’s latest social agenda were rolled out. If you wanted campus rapes, police brutality, transgender, gay rights, anti-Israel or anything from the Left “R” Us emporium, he made it happen. And the price was ignoring the screams coming from his hotel rooms and the office storage rooms that he allegedly brought women to.

The left paid that price. It paid it, until Harvey wasn’t good for it anymore. And then it came to collect.

Harvey Weinstein didn’t assault women ‘despite’ his leftist politics as the media alleges in its fumbling efforts to connect him to toxic masculinity. He assaulted women because of his leftist politics. It was his politics that made him feel safe assaulting women. And it was his politics that made them feel unsafe about turning him in. How do you take on a man who has Planned Parenthood in his back pocket?

And it was his cultural transgressiveness that won him a pass. The cultural pioneers of the left who break all sorts of sexual boundaries are expected to occasionally transgress boundaries like consent. That’s true across the entertainment industry. And it was true across the counterculture in general.

How many rapes were there at Occupy Wall Street camps and how much sexual harassment was there in the Bernie Sanders campaign? That’s how leftist political and culture wars have always worked.

(…)

The women whom Harvey allegedly abused knew that the media’s rule is that there are no enemies to the left. And Harvey had worked hard to always stay to the left of everyone else. Including his victims.

Jelani Cobb og resten af venstrefløjen genkender ikke deres egne lus på gangen så Weinstein “got the same “rape pass” that Ted Kennedy, Bill Clinton and other top lefties did”.

Hollywood mod USA

Diverse — Drokles on October 20, 2017 at 2:17 am

Det er blevet bemærket at Hollywood ikke er et sted for Konservative og med afsløringerne (de første) om den succesfulde filmproducent Harvey Weinsteins forulempelser af kvinder kan vi se, hvem det så er et sted for. Et sted hvor venstrefløjsere, der hader sit eget land, trives.

Mariel Hemmingway er nok mest kendt for sin rolle, som Woody Allens 17 årige kæreste i filmen Manhatten, Ed Begley Jr for en lang række mindre roller især på TV og Susan Sarandon behøver ingen kommentarer. Alle tre er interesseret i ting som miljø og klima og minoriteter  og alt andet end USA.

Det kommer frem i denne tre år gamle undercover dokumentar fra James O’Keefes Veritas Visuals. Her tror de at de bliver kontaktet af en arabisk oliebaron, der vil medfinansiere en anti-fracking film. Oliebaronen, der selv er en skuespiller, er meget klar i spyttet; han vil ødelægge USAs energiuafhængighed ved at underminere accepten af olie- og gasudvindingsmetoden ‘fracking’. Men da de har samme fjende, burde et samarbejde kunne lade sig gøre.

Set i backspejlet ville det have været mere morsomt, hvis det havde været en russisk oligark, der ville finansiere en anti-fraking film, frem for en arabisk prins.

New York Times med frygt og forudindtagethed

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 6:34 am

Der er sagt meget om CNNs arrangerede virkelighed men det er langt fra det eneste nyhedsmedie der driver politisk kampagne ved at redigere og sortere i virkeligheden.

New York Times har deres egne strukturelle problemer med objektiviteten, som Bent Blüdnikov kunne fortælle tilbage i april måned

Man blandede lystigt holdninger ind i nyhedsartikler for at skrive negativt om Trump og avisen støttede både i kommentarer og nyhedsartikler Hillary Clinton. Efter valget indrømmede avisens udgiverr Arthur Sulzberger Jr , at noget var galt:

»Efter et så uregelmæssigt og uforudsigeligt valg er det uundgåelige spørgsmål: Ledte Donald Trumps ukonventionelle stil os og andre nyhedsmedier til at undervurdere hans støtte blandt amerikanske vælgere?« Sulzberger påstod selvfølgelig, at avisen havde behandlet begge kandidater retfærdigt, men skrev så, at avisen ville »genoptage avisens fundamentale mission og det er at reportere om Amerika og ´verden uden frygt eller forudindtagethed.« Altså alligevel en indrømmelse.

At avisen havde manipuleret med nyheder og opinionsundersøgelser og således ikke bragt nogle, der var til fordel for Donald Trump, var åbenlyst for enhver. Avisen konkurrent New York Posts kommentator Michael Goodwin, skrev om Sultzbergers indrømmelse: »Fordi avisen dæmoniserede Trump fra start til slut forstod den ikke, at Trump havde fat i noget. Og fordi avisen besluttede, at Trumps vælgere var en værre samling racistiske bønder og homofober, anede den ikke, hvad der foregik blandt de amerikanere, der valgte den nye præsident.«

Michael Goodwin gjorde opmærksom på, at skævridningen i avisen ikke var nogen tilfældighed, men en bevidst redaktionel linje, som avisens medarbejder Jim Rutenberg allerede i august 2016 havde indrømmet, fordi avisens journalister så Trump som »en anormal og potentiel farlig kandidat.«

Og de problemer eksponeres i disse uger af Veritas Visuals

Dan Gainor bliver interviewet på Breitbart, om hvorledes mediernes click-bait journalisme synker dybere, hvad der er et lyt værd.

NB: TV stationen NBC sad ikke blot længe på historien om film producenten Harvey Weinsteins seksuelle forulempelser og potentielle voldtægter af kvinder i Hollywood, men arbejde aktivt på at kvæle historien i vuggen, skriver Hot Air. Og som om det ikke var nok, så var NBC også den eneste TV station der ikke nævnte Weinstein i deres aften nyheder og den følgende dag, rapporterede de blot kort, at Weinstein havde benægtet nogle anonyme og diffuse beskyldninger.

Men det er åbenbart kulturen hos NBC, der heller ikke ville rapportere den tidligere gymnast Dominique Moceanus sexanklager mod sine trænere. Dominique Moceanu er Olympisk guldvinder og NBC ejer rettighederne til OL, skriver Townhall.

Lock her up!

Diverse — Drokles on October 18, 2017 at 5:30 am

The Hill rapporterer, hvad der kan blive en ganske stor historie. En historie der nok vil glæde venstrefløjen og Demokraterne fordi Weinstein og hans Hollywood elite vil falde lidt ud af rampelyset, men sikker ærge selvsamme venstrefløj og Demokrater, fordi, skønt den handler om korrupte russiske forbindelser, så er de Hillarys og Obamaadministrationens. Det handler selvfølgelig om hvorfor USA lod Rusland få del i dets Uranbeholdning

Before the Obama administration approved a controversial deal in 2010 giving Moscow control of a large swath of American uranium, the FBI had gathered substantial evidence that Russian nuclear industry officials were engaged in bribery, kickbacks, extortion and money laundering designed to grow Vladimir Putin’s atomic energy business inside the United States, according to government documents and interviews.

Federal agents used a confidential U.S. witness working inside the Russian nuclear industry to gather extensive financial records, make secret recordings and intercept emails as early as 2009 that showed Moscow had compromised an American uranium trucking firm with bribes and kickbacks in violation of the Foreign Corrupt Practices Act, FBI and court documents show.

They also obtained an eyewitness account — backed by documents — indicating Russian nuclear officials had routed millions of dollars to the U.S. designed to benefit former President Bill Clinton’s charitable foundation during the time Secretary of State Hillary Clinton served on a government body that provided a favorable decision to Moscow, sources told The Hill.

The racketeering scheme was conducted “with the consent of higher level officials” in Russia who “shared the proceeds” from the kickbacks, one agent declared in an affidavit years later.

Hele den lange artikel kan med fordel læses, hvis man er til spion-krimier. Clinton Cash tåler vist et gensyn, her med forord af Steve Bannon og forfatteren bag Clinton Cash Peter Schweizer

Chok, dansk medie skriver om Weinstein uden af associere til Trump

Diverse — Drokles on October 17, 2017 at 2:53 am

Informations kulturskribent Christian Monggaard konkluderer i en ellers sober artikel artikel om Weinstein og den enablende tavshed i Hollywood “at realitystjernen over dem alle, Donald Trump, der synes, at det er i orden at rage kvinder i skridtet, stadig befinder sig i Det Hvide Hus”. Politik er showbiz for de grimme, kan man jo selvfølgelig minde sig selv om, men alt negativt associeres til Trump.

Men TV2 modstår faktisk fristelsen til at associere Trump til en Weinsteinlignende sag. Den islandske sangerinde Björk har beskyldt den modvilligt danske filminstruktør Lars von Trier for ’seksuel chikane’ under optagelserne til filmen Dancer In The Dark og istedet for at slippe en Trump kommentar skriver de

[Weinsteins] handlinger er desuden blevet fordømt af både forhenværende og nuværende amerikanske toppolitikere.

Blandt andre tidligere præsident Barack Obama og Demokraternes kandidat ved præsidentvalget i 2016, Hillary Clinton.

Der nævnes to forhenværende politikere men ingen nuværende. Begge er Demokrater og begge har de søgt præsidentposten, den ene succesfuldt to gange, den anden uden succes - to gange. Den siddende præsident Trump nævnes ikke, selv om han også har fordømt Weinsteins opførsel, endda væsentligt tidligere end Clinton.

Både Obamas og Hillary har kaldt Weinstein for deres ven og begge har modtaget “sizable donations” til deres valgkampagner. Obama har endda sendt sin datter Malia i praktikophold hos Weinstein.

weinstein-og-hillary

Hillary har selv haft sine sammenstød med netop Trump under deres intense valgkamp og beskyldt ham for at være “creepy” og have ’stalket’ og intimideret hende under en af deres TV debatter. Og i et interview med BBC sagde hun ifølge Hot Airs John Sexton ligeud “After all we have someone admitting to being a sexual assaulter in the oval office”. Konfronteret med at Trump havde inviteret nogle af Hillarys mand, Bill Clintons sex-ofre til en af debatterne, sagde hun af det ikke var sammenligneligt, “because that had all been litigated,” og ‘det lå i fortiden’.

Hold on a moment, did she just say that had been litigated as if a) all of this was settled in a court and b) Bill was exonerated? In fact, Paula Jones’ claim did go to court and Bill Clinton eventually settled out of court for $850,000. Hmmm, a settlement paid to an accuser in which the accused admits to no wrongdoing. Why does this sound so familiar? The judge in that case also held Bill in contempt saying his deposition in the case was “intentionally false.” She referred him to the Arkansas bar which later pulled his license. So yes, that accusation was litigated but not in a way that looks good for Bill Clinton.

As for the other accusations, Willey’s accusation, that she was groped in the White House by Bill, was undercut by a lie she told the FBI about a relationship with a boyfriend. A judge ruled in 2000 that Bill Clinton violated the Privacy Act in 1998 by releasing letters written by Willey one day after she appeared on 60 Minutes to level the accusation against Clinton.

Finally, the credible accusation of rape made by Juanita Broaddrick has never been litigated but stories published last year made the case that her claims appear plausible. When lawyers for Paula Jones came to her door in 1997, Broaddrick refused to talk to them about the assault but did tell them, “You can’t get to him, and I’m not going to ruin my good name to do it.”

Nu vi taler om fortiden, så donerede Weinstein 100.000 dollars til Bill Clintons forsvarere i Monika Levinsky sagen. ”Bill Clinton… Anthony Weiner… Harvey Weinstein… is Hillary “The Enabler”??” funderede Tucker Carlson.

Castingen af Demokraterne, der har modtaget store donationer fra Weinstein, som moralens vogtere i Weinstein affæren er besynderlig. Trump blev måske ikke nævnt, men træerne vokser ikke ligefrem ind i himlen.

Weinstein, Schmeinstein

Diverse — Drokles on October 15, 2017 at 7:54 am

Skal vi forarges over en gammel gris? Ja, det skal vi senere, fordi det handler om hykleri. Men først skal vi se på noget, som jeg længe har spekuleret over, nemlig hvem har taget dette billede af pop-sangeren Justin Bieber?

justin-bieber

Når du føler dig skidt til mode er det fordi du kan se at billedets seksuelle ladning, ikke er henvendt til småpigers drømme. De meget usmarte underbukser og den stumpede undertrøje (eller tank-top, som det nu skal hedde) fremdrager det barnlige, det uskyldige, der endnu ikke selv- og modebevidst og som vokser ud af sit tøj. Hvorfor er det taget? Til hvem? Hvordan ser resten af billederne ud fra den fotosession?

Og hvem var ellers til stede, udover fotografen selvfølgelig? Alle tilstedeværende har haft en eller anden interesse, i deres lille skabning. Som der var interesse for Elija Wood og Corey Feldman. Og ingen finder det grænseoverskridende.

“Everybody wants to be appreciated” sagde Jerry Lee Lewis og i showbusiness er der intet vigtigere. Derfor er Hollywood fyldt op med klammoer. De der kommer for at udnytte andre og alle de, der lader sig udnytte. Og tilsammen flytter de miljøets moralske tolerance, for alle leder de efter den chance, der kan skabe dem, eller holde dom på toppen. Det er en forurenet gensidig afhængighed midt i en benhård konkurrence og begrænsede ressourcer.

Husker nogen de stående ovationer da Roman Polanski fik en Oscar? Polanski var der dog ikke selv, han var i eksil. I 1977 fyldte han en 13-årig pige med stoffer og voldtog hende efterfølgende. Pigen var blevet lovet en foto-session. “Toward the end it got a little scary, and I realized he had other intentions and I knew I was not where I should be” vidnede pigen i retten.

I filmen Godfather kulminerer et sammenstød mellem to klammoer med et hestedrab. Den ene klammo er Johnny Fontaine, der er desperat efter af medvirke i en bestemt film, produceret af Jack Wolz, Fontaine mener kan genoplive hans skrantende sangerkarriere. Han er empowered af sin mafiafamilie, der straks sender consigliere Tom Hagan for at give Wolz et tilbud han ikke kan afslå. Den anden klammo er Wolz selv, der til Hagen forklarer hvorfor Fontaine ikke må medvirke i Herfra Til Evigheden

You don’t understand. Johnny Fontane never gets that movie. That part is perfect for him. It’ll make him a big star. I’m gonna run him out of the movies. And let me tell you why. Johnny Fontane ruined one of Woltz International’s most valuable proteges. For three years we had her under contract, singing lessons, dancing lessons, acting lessons. I spent hundreds of thousands of dollars. I was gonna make her a big star. And let me be even more frank, just to show you that I’m not a hard-hearted man, that it’s not all dollars and cents. She was beautiful! She was young, she was innocent. She was the greatest piece of ass I’ve ever had, and I’ve had ‘em all over the world. And then Johnny Fontaine comes along with his olive oil voice and guinea charm and she runs off. She threw it all away just to make me look ridiculous. And a man in my position can’t afford to be made to look ridiculous.

Wolzs forfængelighed er selvhenførende. I bogen har Fontane forgrebet sig så voldsomt på pigen, at den vordende stjerne, er flygtet helt ud af branchen, hjem til sin mor. Really not acting like a man.

Det første billede vi ser af Wolz, krammer han en vordende ung, lidt for ung, stjerne. Det sidste billede vi ser, skriger han med Khartoums afskårne hoved i sin seng.

img_0468

Hillary, Felter Rasmussen og Kübler-Ross

Diverse — Drokles on October 13, 2017 at 4:27 am

Der siges for meget om amerikansk politik i danske medier, ikke mindst her på Monokultur. Ret beset burde det rage mig en lang march, hvad Hillary, som jeg bare er på fornavn med, næsten uden at skamme mig, foretager sig, så længe den til enhver tid siddende præsident sætter verdens bøller på plads. Men man bliver let fanget i denne proxydebat, især når venstrefløjen insisterer på at spille deres værste kort på en dårlig måde.

Forleden følte jeg mig så overlegent befæstet i mine fordomme, at jeg nonchalant konkluderede, at Hillary ikke har indrømmet sine egne fejl i den bog hun skrevet - uden at jeg har læst en linje (jeg har dog hørt hende selv læse lidt op fra bogen, så desværre er jeg ikke purt uvidende, som det var min ambition). Enstemmigheden i anmeldelserne fra højre til venstre flugter fuldstændig med hendes egne udtalelser i de mange interviews hun giver på sin salgsturne gør at en diskrepans nok var blevet fanget. Og end ikke hendes tilhængere har løftet et eneste argument, der kunne understøtte ideen om selvkritik, endsige selverkendelse.

Så det er i samme triumferende humør jeg vil lyste mig over Anne Grethe Felter Rasmussens anmeldelse af Hillary Clinton, What Went Wrong, en bog hun faktisk har læst.

Og baseret på den anmeldelse kan jeg med sikkerhed konkludere, at mine fordomme, et andet ord for hendes egne udtalelser, om Hillary er blevet eftertrykkeligt  bekræftet: Hillary Clinton indrømmer ingen egne fejl i valgnederlaget. Lad os se på beviserne, som Felter Rasmussen selv fremlægger dem

Hun går over spørgsmålet igen og igen – og så en gang til, og som hun siger, ”You can blame the data, blame the message, blame anything you want – but I was the candidate. It was my campaign. Those were my decisions.”

For et par dage siden anholdte jeg selv det særlige sprog, der ikke består banalitetstesten (”mine fejl – (…) er mine og mine alene” - Ja, hvis ellers?). Hun indrømmer intet andet end at hun stillede op, og at det var hendes beslutning. Og hun siger ikke ‘Don’t blame the data etc, for den slags er gængse vilkår’. Det er ikke en indrømmelse at hun selv var medskyldig i nederlaget.

Og når vi læser lidt længere i Felter Rasmussens forsøg på at løfte bevisbyrden, citeres Hillary selv med en kvalificering af forskellen mellem “my decisions” og hvad du “can blame

Hun mener ikke, forståeligt nok, at hun var dømt til nederlag. Hun minder om, at hun vandt ’the popular vote’ med næsten tre millioner stemmer, men hun vil godt erkende, at der var ”a fundamental mismatch between how I approach politics and what a lot of the country wanted to hear in 2016. I’ve learned that even the best plans and proposals can land on deaf ears when people are disillusioned by a broken political system and disgusted with politicians. When people are angry and looking for someone to blam, they don’t want to hear your ten-point plan to create jobs and raise wages. They want you to be angry too.”

Det er hvad erkendelse er for Felter Rasmussen og resten af venstrefløjen, ikke blot når det drejer sig om Hillary. ‘Mismatched’ mellem hvad Hillarys tilgang og hvad Folket ville høre var, at hun havde ‘de bedste planer og forslag’, men at folk ikke ville lytte - det var Folket der ikke ville lytte, deres fejl! - fordi de var desillusionerede, systemet var ødelagt (drain the swamp?), politikerlede, vrede, ledte efter syndebukke. Og i denne tilstand kunne de altså ikke fatte Hillarys geni.

“Men som hun siger, så jo, hun har forstået, at millioner og millioner af mennesker ”bare ikke kan lide mig.””. Så lidt faktisk, at man troede det var løgn, da en tilfældig kvinde var glad for at rende ind i hende. ”Det virkede som om Trumps vælgere stemte imod mig snarere end de stemte for ham.” konkluderer Hillary uden åbenbart at komme videre med den tanke.

Resten af anmeldelsen går samme selvmodsigende vej. “Hun er en dygtig og en professionel wonk, men opbragt er hun ikke” skriver Felter Rasmussen og har glemt, at hun tidligere har skrevet “Hun har også både grædt, raset, smidt ting mod sit TV, drukket Chardonnay”. Nej, drunken rage er ikke at være opbragt for “er der noget, Clinton ikke kan mestre, er det vrede“.  (Felter Rasmussen skriver i samme moment, at Hillary har “forsøgt sig med vejrtrækning på yoga-måden, ud og ind ad hvert næsebor – ”prøv det, det hjælper faktisk”, betror hun læserne“. Det hjælper i hvert fald på humøret at se hende demonstrere det.)

Eller denne sætning: “En mand som ikke tager afstand fra teorier om hvidt overherredømme, før hans stabschef vrider armen om på ham, en mand der åbenlyst helst omgiver sig med psykofantiske beundrere”. Psykofantiske beundrere, der vrider armen om på deres idol i en og samme sætning, der endda lyver Trump en racisme på.

Men nu vi taler psykofantisk beundring

Og som Clinton siger, var det lidt svært for hende, når kvinder grædende eller alvorlige kom op og ”tilstod” overfor hende, at de ikke havde stemt eller havde glemt det og så videre. ”Hvordan skulle jeg være den, der ”tilgav” disse kvinder. Man må selv leve med konsekvensen af sit valg,” som hun korrekt skriver.

Ja, det må man, med mindre man ikke vil, og så er fortrængning vejen frem. Fortrængning, hjulpet at chardonnay leder måske til lidt knas med ægtefælden?

Fra at vi nu har set Felter Rasmussen føre bevis for, at Hillary ikke tager ansvaret for sit nederlag på sine egne skuldre, skal vi se på hvorledes Felter Rasmussen, omgår sandheden og realiteterne helt generelt. Som når Felter Rasmussen påstår at “Trump selv og hans støtter” fandt det utænkeligt at Trump kunne vinde valget. “Sandfærdighed er et andet ideal” er et klogt forbehold, som Felter Rasmussen tager, når man taler på en politiker som Hillary, mens Trump “lyver så stærkt som remmer og tøj kan holde“.

Længere ned læser vi sætningen “Men derudover anfører hun også – helt korrekt – at 90 procent af de registrerede republikanske vælgere endte med at stemme for Trump.” Det skal simpelhen fejres med et indskudt ‘helt korrekt’ i sætningen, når  man finder et eksempel, hvor Hillary omgår sandheden idealt.

Det, der interesserede mig mest som læser, var ikke optakten, historien om, hvorfor hun besluttede sig for at stille op, ej heller de fyldige beretninger om, hvordan hun endte i politik og hendes tidlige liv sammen med Bill Clinton eller selve valgkampen – hvor hun gør en del ud af, at hun rent faktisk var ude til valgmøder og at hun holdt møde efter møde og tale efter tale for vælgerne i det normalt sikre demokratiske rustbælte (hvor hun som bekendt tabte til Trump).

Her står beskrevet, uden nogen som helst erkendelse, at det lykkedes for Trump at overbevise normalt sikre Demokrater, at han var et bedre valg end deres egen kandidat. Efter at have hørt hende fremlægge “the best plans and proposals”.

Her står tillige beskrevet, hvorfor ‘the popular vote’ ikke ville have reddet Hillarys valgkamp. Trump kunne vinde Demokraterne, som hun knap kunne mobilisere. Og hun kunne slet ikke vinde Republikanere, hvis elite drev deres egen #NeverTrump kampagne imod Trump, han også besejrede. Den pointe bliver udbygget af Felter Rasmussen, der skriver at “mens masserne rasede mod Clinton ved vælgermøderne, var der ikke samme folkelige raseri mod Trump.” Netop.

Og det er ikke den eneste gang, Felter Rasmussen ikke ser valget som eliten mod folket, mens hun begræder hvorledes eliten svigtede Hillary ved ikke at holde folket i ave. “Clinton fik folkets foragt at føle mens Trump udelukkende følte elitens“. Ja. Og videre

Trump blev rigtig nok analyseret sønder og sammen af den liberale elite. Men æggehovederne har det med at udtrykke sin foragt på anden vis. Gennem alenlange artikler i The New Yorker, Washington Post eller New York Times. Eller i diskussioner på MSNBC eller i politiske programmer på TV-stationerne. (…) For eliten går ikke på gaden – det skete først til en vis grad med ’The Womens’ Marches’ efter valget, hvor både almindelige kvinder og en hær af berømtheder marcherede i USA’s og verdens storbyer.

Det sidste først, for hvad handlede den hær af berømtheder og almindelige menneskers march om? Pussyhats. Efter at Hillary havde præsenteret de bedste planer og forslag, så var det eneste man kunne samles om at Trumps er en entusiastisk fjabbeklapper. Mene, mene tekel ufarsi, Hillary.

Æggehovederne kaldte på en anden modstand, end den demokratiske fordi Trump var en anden type kandidat og så kunne politisk vold godt forsvares. På gadeplan blev den visdom cirkuleret som løbesedler hvor der bl.a stod “Fascism wants us to peacefully resist” - en ganske Felter Rasmussensk slutning.

Men Hillarys mere fladpandede tilhængere gik faktisk på gaden, hvor de overfaldt Trumps tilhængere igen og igen når ham holdt sine vælgermøder, hvilket medierne ignorerede - næsten lige så stædigt som Felter Rasmussen. Og straks Trump havde vundet kom Cher frem på gaden i Oakland i en demonstration, der hurtigt endte i hærværk og kampe med politiet.

Vold mod Trumps tilhængere og gadekampe med politiet, er den gennemgående march i gaderne. Og så læser man følgende til slut i Felter Rasmussens anmeldelse

Så bogen slutter med ”modstands-kapitlet”; hvor går demokraterne hen nu og hvordan vil den såkaldte modstandsbevægelse mod Trump tage form? Clinton er optimist.

Trump “omgiver sig med psykofantiske beundrere”, skriver Felter Rasmussen - helt uden ironi.

Zionisme: Islam approprierer jødedommen!

Diverse — Drokles on October 11, 2017 at 4:32 am

Det viser sig, at muslimer hader zionisme endnu mere end jøder. Jøder kan man nemlig dhimmificere og så går alt sin skæve gang i det muslimske samfund, med en voldelig opstand i ny og næ. Zionismen derimod hævder en historisk ret, der strider direkte imod den muslimske fortælling. “Zionism was vilified long before Israel controlled any Muslim holy sites in Palestine” skriver Rafael Castro i Ynet News og forklarer videre

Contemporary anti-Zionism in the Muslim world reflects fears that recognition of Zionism discredits Islam. Zionism cites memories of exile to claim Jewish rights to self-determination in the Land of Israel. Jewish descent from the exiled Israelites and continuity between Israelite and Jewish religious traditions undergird this narrative.

According to Islamic tradition, the biblical Abraham, Moses, David and Solomon were Muslim prophets. The Israelites were also originally Muslim. The corollary is Islamic supersession, namely the belief that Muslims—and not Jews—are the legitimate heirs to the Israelite faith and homeland. Muslim denial that a Jewish temple existed in Jerusalem reflects Islamic beliefs that the Muslim king and prophet Suleyman built a mosque on the Temple Mount. Islamic supersession is based on the Islamic doctrine of tahrif, which teaches that Jewish and Christian scriptures distort the Islamic message delivered by the prophets of antiquity.

As fanciful as tahrif and Islamic supersession may appear to non-Muslims, these teachings are fundamental in justifying the doctrinal superiority of Islam. These teachings also shed light on the fundamental reason most Muslim states refuse to recognize Jewish ties to Jerusalem and to accept Israel as the homeland of the Jewish people.

Recognizing Israel as the Jewish homeland involves accepting the Zionist narrative. For Muslims, this means engaging with Jewish history and Jewish scriptures on historical terms—not Islamic terms. Doing so leads to recognition that Judaism predates Islam and that Islam appropriated prophetic traditions from Judaism.

For Israel, making peace with Muslim nations is a diplomatic achievement. For Muslim nations, accepting Zionism concedes the precedence of Judaism over Islam. Understanding the theological implications of Zionism for Islam is crucial to realizing why peace eludes Israel. Without these theological implications, Israel would probably be tolerated as a minor nuisance. Due to these theological implications, the Muslim world tends to attribute demonic ambitions to Zionism.

Det forklarer Londonbaserede imam Sheikh Khalid Yasins tirade for nogle år tilbage

Now if you’re talking about the issue of Banu Qurayza, you know when he took hostages, these was people who was plotting and planning, and jumping between, and cutting between, and breaking the treaties, and acting treacherously, and doing all kinds of things, smiling in his face, stabbing him in his back, giving the piece of information, making loyalty with him and breaking it, making loyalty to somebody else, they were doing it then and they doing it now. They’re the same people that we call today, Zionists. We don’t say ‘Jews.’ We say ‘Zionists.’ So there were some Zionists among Banu Qurayza. The Zionists, those enemies, those pigs, those kilab [dogs], those dogs. That’s what they are. We don’t say ‘Jews.’ Muslims, get it straight. We don’t have no beef with Jews.

Our beef is with Zionists. Those are the kilab. Those is the poisoned people. Those is the treacherous people. Those is the ones who want to expand and take the whole world. They don’t care white, black, Christian, nobody. They want the world for themselves, and they believe that everybody’s blood is different than theirs. They are the dogs of the earth. And they was the same people at that time. And Allah subhanahu wa ta’ala [the most glorified, the most high] inspired the prophet sallallahu alaihi wasallam about their plots and their plans and he checked them, so they are going to be put in check again. Soon. But don’t be mixing it up like, you know like the prophet was chopping off heads and rolling in and raping women and taking babies and all that kind of stuff. No, you talking about the Vikings. Y’all understand the Vikings, right? Yeah you talking about the Vikings, you not talking about the prophet sallallahu alaihi wasallam. So don’t be believing the stuff that you be reading, because most of the paper that you’re reading it, it should be in the bathroom.

[...]

Well again let’s go back to this issue of Banu Qurayza, and see what kind of people they were. See how they was dealing with the prophet sallallahu alaihi wasallam before he fought them. See how they was dealing with him while he fought them. See what they was doing. See what they was doing behind his back. See what plotting they were doing. You see, they was cutting between. They was giving out messages. They was working with the enemy while smiling in his face. They had a treaty with him but they were violating the treaty and the prophet sallallahu alaihi wasallam was warned by Allah of what they were doing, even their plan was to kill the prophet sallallahu alaihi wasallam. Their plan was to kill the Muslims. Their plan was always to undermine Islam.

We don’t say ‘the Jews.’ And this is what I want Muslims to understand. We do not curse the Jews, and we do not have hatred for Jews. No. Jews are part of the people Allah calls ahlal kitaab [people of the book], and Allah subhanahu wa ta’ala mentions that among the ahlal kitaab, the people that are nearest to us in love is the people who call themselves nasarah [Christians], and the ones who is the most hatred towards us is the people that say that ‘we are yahud [Jews]‘ but not all the yahuds is like that. And what we should do is we should not cover them with one blanket. When you meet a yahud you don’t say ‘oh they the enemies of Allah.’ No, no, brother, this is wrong. Because there are many yahudis who will become Muslims, if the behavior of Muslims are correct. But the people who call themselves Zionist. Zionists, these is the pigs of the earth.

Muslimer, de lever på en løgn og deres hysteri er derefter.

Lavinformation om skydevåben

Diverse — Drokles on October 9, 2017 at 6:13 am

Det rager jo ikke mig, hvorledes amerikanerne indretter deres samfund, om de vil have guns og private hospitaler eller ej. Jeg kan bedre lide frihed end staten, så jeg har mine sympatier i den interne politiske kamp i USA. Men jeg kan ikke investere mig så meget som Dagbladet Information, der i en leder adresserer den amerikanske våbenkultur, som de dømmer skyldig i søndagens massakre på country-fans i Las Vegas. Faktisk er selve Amerika skyldigt allerede i overskriften.

Bevares, det er fint nok, men man kunne i det mindste sætte sig lidt ind i sagerne, førend man flyver til tasterne. Især når det gælder noget så komplekst, som kultur - og skyld

Der er en stærk og indflydelsesrig våbenlobby i USA, NRA, som i årtier har påvirket lovgivningen og præget befolkningen.

Nu lå det så heldigt, at jeg lige havde læst Kevin D Williamson i National Review, der gør opmærksom på at National Rifle Association er nummer 460 på listen over de største politiske bidragsydere i USA og har knapt doneret mere end 1 mill dollars i valgåret 2016. Ja, “gun-controllers tend to be low-information advocates”, som Rich Lowry gør opmærksom på. Og Information fortsætter da også i den ånd med lav-informative tal, som skal ægge læseren

USA er det land i verden med flest privatejede skydevåben pr. indbygger. Der er ifølge The Guardian 88 privatejede våben pr. 100 indbyggere i USA. Det land med næstflest våben pr. indbygger er ligeledes ifølge The Guardian Yemen med 54. Amerikanerne er således mere bevæbnede end borgerne i lande, som har været plaget af væbnede uroligheder og borgerkrig i årtier.

(…)

Las Vegas ligger i staten Nevada, hvor det er lovligt at bære våben på åben gade, og hvor man kan tage våben med på kasino, til valgsteder og på bar. Man skal nærmest ikke have nogen tilladelse for at kunne købe våben i Nevada. Stephen Paddock havde i alt 23 skydevåben med sig på sit værelse, hvorfra han udrettede sin massakre.

(…)

Ingen af dem var ifølge myndighedernes foreløbige vurdering erhvervet ulovligt.

Det er rigtigt, at antallet massemord med skydevåben korrelerer tilgængeligheden af skydevåben. Men alligevel er USA, landet der flyder med mælk og våben kun nr 94 på listen over flest mord pr capita, 5/100.000. Venezuela, der har meget stramme våbenlove, er nummer 3 med 57/100.000. Tilsyneladende er der ingen korrelation mellem tilgangen til våben og mord- og kriminalitetsraten, og det er da også, hvad et metastudie fandt frem til i 2014 og hvad man kan læse mere om her.

Ben Shapiro tweetede

skc3a6rmbillede-2017-10-09-kl-052459

Og det hænger sammen med, at skydevåben kan bruges til at forsvare sig med, hvad amerikanerne gør mere end 2 mill gange årligt. Peggy Noonan skriver i Wall Street Journal, at amerikanernes forhold til skydevåben er afgjort af deres mistro til myndighederne.

Et eksempel, der måske kendes af Informations læsere var, da latinoen George Zimmerman i selvforsvar skød og dræbte den sorte Trayvon Martin, der var godt igang med at myrde førnævnte Zimmerman, mens han tilstående råbte “I’ll kill you!”. Zimmerman var en del af et naboberedskab og havde dygtigt rapporteret Martins mistænkelige opførsel til politiet, men inden de nåede frem var Martin gået til angreb.

Det er fint at kunne ringe til politiet, men man skal også overleve indtil de når frem.

Fra en fløj, der ikke mener at kan kan stoppe migranter ved grænsen eller gøre noget ved narkosmugling (det sidste er jeg enig i), er det besynderligt at høre deres tyrtro på at man kan holde kriminelle fra at få skydevåben med USAs porøse grænser. Det eneste man kan er at afvæbne en allerede udsat befolkning - og det gælder også negrene!

Information mindes tillige tiden med Obama, den store heler af det amerikanske samfund

Vi har set ham græde over det, vi så ham benytte skyderierne som anledning til at indlede en national samtale om våbenlovgivningen i USA, og vi så ham til sidst give op. Han er blevet citeret for at have sagt til den amerikanske tv-vært Fareed Zakaria, at hans største fiasko som præsident var, at det ikke lykkedes ham at få gennemført en ny våbenlovgivning.

Obamas politiske karriere blev skabt i Chicago, hvor han blev valgt som senator. Chicago, “a gun control experiment gone wrong“, står for  10% af alle masseskyderier (hvor 4 mennesker bliver ramt i samme episode). 19% i juni måned, hvor skolerne holder lukket og skyderne bliver rastløse hjemme i ghettoen. 70 mennesker blev skudt til Thanks Giving og 40 mennesker Julen overDaily Wire skriver om byen

So far in Chicago, where Rahm Emanuel, former chief of staff for Barack Obama, is mayor, there have been 519 murders this year. And there’s still a quarter of the year to go. But the numbers get crazy when totaling “gun violence” victims: In 2015, 2,988 people were victims of gun violence, according to records kept by The Chicago Tribune.

That number soared in 2016. There were 4,368 shooting victims last year, the Tribune reported.

Chicago has some of the most restrictive gun laws in the country, right up there with New York and Los Angeles (lawmakers there bristle when anyone says they have the “most restrictive” in the country, but everyone agrees Chicago’s gun laws are at least “quite restrictive”).

(…)

In July of this year, there 115 people shot in the city — in a single week. And since Emanuel was elected in 2011, the murder rate has risen. In 2012: 509 killed; in 2013 that dropped to 442; in 2014, that rose slightly to 428; then in 2015, jumped to 495; and in 2016, the murder rate soared to 751. The city is on pace for about 700 murders again this year.

Information, low-information advocates. Sad.

Chardonnay hjælper ikke på dårlige undskyldninger

Diverse — Drokles on October 4, 2017 at 1:12 am

I en Monty Python sketch opsøger en mr. Simpson (Eric Idle) en reklamemand (John Cleese) for at få hjælp til at få solgt 200.000 km snor, som han har arvet. Selv om der er den hage at de 200.000 km snor er klippet til stykker a 8 cm begynder Cleese en absurd optimistisk brainstorm. Snore er enten det ene eller det andet, slår Cleese begejstret fast, og kan finde anvendelse i tusindvis af daglige gøremål. Hvis ikke snoren er vandresistent, ja, så er den super absorberende, kalorielet og kan endda bruges til skadedyrsbekæmpelse (hvor de små skadedyr kan hænges og de lidt større piskes ihjel) og så fremdeles rabler han derudaf.

Et lignende optimistisk forsøg på at sælge Hillary Clintons nye bog What happened Hillary Clinton, en titel der besvarer sit eget spørgsmål, som selvrangsagelse og beskrive Hillary som et offer for en uretfærdig offentlighed kan man læse i Informations ytringsfriheds-vægelsindede Niels Ivar Larsens oversættelse af en Guardian artikel skrevet af en Hadley Freeman. Det er den samme fortælling som Hillary selv er omrejsende  så man behøver heldigvis ikke læse bogen. Ikke blot er alle imod Clinton, fra onde strømninger der dominerer store dele af befolkningen henover hvide kvinder til Hillarys egne venner og allierede. Og imens slår Freeman, som Hillary selv, på allehånde identitetspolitiske argumenter.

Det er et lidt besynderligt valg af artikel at gengive for et dansk publikum, dels fordi den er så indforstået med amerikanske socio-politiske forhold at den ikke ser sig nødsaget til at forklare sine postulater. Og dels fordi den som forsvarsværk kun er misinformation. Det kan man vide allerede når artiklens forfatter skriver “selv hvis [Hillary Clinton] på alle 500 sider havde skrevet »det var ikke min fejl«, ville det stadig være fascinerende læsning”. Næppe, en sådan monoman opvisning gjorde blot Jack til en kedelig dreng.

Hillarys problem med at rakke ned på de mennesker hun gerne vil appellerer til er gennemgående træk og ikke noget der vinder valgkampe. Om det er store dele af vælgerskaren der er deplorable, hvide kvinder der er underlagt mænds dominans eller bare mænd for at være mænd, Hillary angriber dem alle i sin bejlen til de progressive.

Et eksempel findes allerede i Freemans overskrift; “Vreden mod Hillary afspejler et rodfæstet amerikansk kvindehad“. Ifølge Washington Examiner uddybede Hillary selv i et interview med NPR sit syn på kvindehadet ved at lægge skylden på “white women – they will be under tremendous pressure from fathers and husbands and boyfriends and male employers not to vote for ‘the girl”. Amerikanske kvinder kan altså ikke træffe egne valg - hvis de er hvide.

Og dette skiftende forhold mellem at appellere til mennesker man ledes ved forleder ligeledes Hillary til at fremstille sig selv som på en gang som en ‘empowered’ karrierekvinde og et stakkels offer for mænds dominans. Hendes beskrivelse af Donald Trump som “a creep” der stalkede hende under et af debatmøderne (hvilket han ikke gjorde) bliver i What Happened forklaret ligeledes modsætningsfuldt

“He was literally breathing down my neck,” she said in the audio about how Trump followed her on stage during a 2016 debate. “My skin crawled. No matter where I walked he followed me closely, staring at me, making faces.”

(…)

“Do you turn and look him in the eye and say loudly and clearly: ‘Back up you creep! Get away from me. I know you love to intimidate women but you can’t intimidate me. So back up!’” she said. “It certainly would have been better TV.”

Så er hun intimideret eller ikke? Var hun ‘under tremendous pressure from father Trump’ som en af de hvide kvinder, der svigtede deres kald? Eller kunne han ikke intimidere hende, fordi hun er bedre, udvalgt til at gennembryde glasloftet, som det er meningen? Hun valgte i hvert fald ikke at konfrontere ham selv om det ville være bedre TV - var det en fejl hun der indrømmede?

Påstanden om det rodfæstede amerikanske kvindehad som grund for Hillarys tabte præsidentdrømme er også er svært forligeligt med Freemans oplysning om at Hillary “fik flest stemmer overhovedet bortset fra Obama i 2008″. “Woman is the nigger of the world!” sang John Lennon og i USA konkurrerer sorte altså med kvinder, om at være de foretrukne væsner, kan vi således konkludere - hvis vi tager the popular vote alvorligt.

Freeman citer Hillary for at skrive “Jeg har forsøgt at lære af mine fejl – og de er mine og mine alene” som et bevis på hendes selvkritik. Citatet er et sølle bevis for hendes selvkritik - hvis ikke Hillarys egne fejl var hendes egne, hvis så? Spørgsmålet er, hvad kan man definere som fejl og hvem der skal tage hvilke på deres kåber. Og Hillarys svar er altså en liste, oven i købet en lang en af slagsen, over alt og alle, der modarbejdede hendes bestræbelser. Og når hun ikke præsenterer en lige så uddybende liste over det og dem, der modarbejdede sine modstandere, samt en liste over alt, hvad der hjalp hende (lige præcis det sidste synes larmende fraværende) er hun ikke klar til at indrømme noget som helst.

Og nej, man behøver ikke at læse hendes bog for at konstatere Hillarys ansvarsforflygtigelse selv om Freeman hævder “at afvise hendes bog uden at have læst den og kræve, at hun klapper i, er kun mere evidens for det kvindehad, der ligger bag den dæmonisering, hun er udsat for“. Og det er hvad jeg lige har gjort, bortset fra at jeg ikke kræver at hun eller nogen andre klapper i. For der er rigeligt med enstemmighed blandt de mange anmeldelser, en enstemmighed hun også selv bekræfter med hendes udtalelser på sin bog-turne, at Hillary ikke vil indse at det var hendes egen fejl (så langt, som at det i sidste ende var vælgerne der bestemte). I et fyrre minutter langt interview med det det Clinton-venlige The New Yorker er essensen, ifølge tidsskriftet selv, som følger

Clinton says that the media failed voters by focussing coverage on scandals rather than policies and analyzes how sexism affected voters as they judged a woman who sought the highest office in the land. She also expresses a wish that President Obama had acted more forcefully on what was known about Russian involvement

Selv The New Yorker kan ikke se bort fra Hillarys manglende selverkendelse og pointerer at hendes “memoir radiates with fury at the forces and the figures ranged against her”. Og så beskriver de hvorledes sejrsfesten skulle være afviklet

On the night of November 8th, Clinton expected to give a victory speech at the Javits Center, in Manhattan, as the first female President-elect. The stagecraft was in place: she would wear white—“the color of the suffragettes,” the fulfillment of Seneca Falls—and stand on a platform cut into the shape of the United States, under a vast glass ceiling.

Sejrsfesten skulle være en hyldest til hendes egen identitetspolitiske ambition. USA med alle dets vælgere er blot en kulisse, som ikke skal ‘gøres stort igen’, men blot beundre hendes progressive resultater og USA forandrede demografi.

“I take responsibility for every decision I made, but that’s not why I lost” kvalificerede hun således sit eget ansvar og sine egne fejl i et andet interview ifølge New York Post. En lidt anden vinkel end Freemans. Hun tager ansvar for sine handlinger, men ikke at de førte til nederlaget, hvilket er debatten blandt Demokraterne. Og så fortsatte hun (igen) med at listemore than a dozen things that she believes led to her defeat“, heri bl.a. at hun var et offer for en antagelse om at hendes sejr var en selvfølgelighed og at hun ikke fik nogen hjælp at sit parti, som hun tværtimod var nødt til at understøtte økonomisk. Det sidste er helt forkert og det første giver ingen mening. Og det er af det hun drager en lære.

Myten om hendes opfattede uovervindelighed var nemlig ikke noget der virkede imod hende, men var en del at både hendes egen kampagnes strategi, som den sympatiserende presses fortælling, der skulle fratage enhver Trumptilhænger incitament til at besvære sit til stemmeboksen for at kaste sin tid efter et taberalternativ. Det gav hende uforholdsmæssigt mange stemmer i de folkerige stater. Hillarys egen overbevisning om sin kommende sejr afspejler sig ikke blot i, at hun havde købt et hus til sin stab i Washington DC i sikker forventning om sin egen nye adresse på Pennsylvania Avenue i Washington, hun havde end ikke ladet forberede en nederlagstale!

Ligesom Hillary selv, fremkommer Freeman med en række halve sandheder, der fremstår som løgne. F.eks skriver Freeman at Amazon har haft “travlt med at fjerne den ene hadefulde pseudoanmeldelse efter den anden af bogen fra folk, der tydeligvis ikke har læst den, men gerne deltager i en systematisk kampagne for at jorde den”. Meget Clintonsk får vi ikke at vide, at der også løb stærkt positive pseudoanmeldelser ind på Amazons kommentarspor, straks bogen kom ud fra print. Og disse blev ikke slettet.

I otte måneder har vi manisk diskuteret, hvilke faktorer der gav Trump sejren – Rusland, FBI-chef Comey, sexisme, racisme, vælgerundertrykkelse osv., så hvorfor må den person, som var i orkanens øje, ikke blande sig?” spørger han uden at informere læseren om, at det har været Hillary Clinton og hendes allierede, der har ført denne diskussion, mens Trumps tilhængere har peget på, ja Hillary selv og reelle problemer i det amerikanske samfund.

Freeman uddyber sin pointe da han afviser at Hillary “led nederlag, fordi hun dyrkede ’identitetspolitik’” for lidt senere at komme med “en ubekvem påmindelse om, at flertallet af hvide amerikanere hellere vil stemme på en åbenlys racist end på en kvinde“. Det er derfor der er så mange amerikanere, der mener hun bør “gå på pension“.

Freemans “faktum (…), at hun var den bedst kvalificerede kandidat i en generation” bliver ved postulatet og forholder sig selvfølgelig ikke til, hvad kvalifikation overhovedet vil sige når det drejer sig om en politiker. Hillary evnede ikke at vinde valget, hvad der er den første kvalifikation. Og hendes omgang med fortrolige papirer, noget ellers væsentligt når man ansøger om et betroet embede, som Freeman slet ikke nævner, dumpede hende også som kompetent administrator. Hendes kvalifikation syntes at være at hun “en stor skikkelse i historien

Ud over at være centrum for en af de mest bizarre og korrumperede valgkampe i amerikansk historie, blev hun den første kvindelige præsidentkandidat, der nåede slutrunden i en amerikansk præsidentvalgkamp, og første kandidat med en fortid som førstedame.

Som med de foregående, nævnes det selvfølgelig ikke, at det var Hillary, eller hendes lejr, der korrumperede valgkampen, ved bl.a at snyde partikammeraten Bernie Sanders i primærvælgene og samarbejde med yderligtgående venstreradikale, der overfaldt Trumps tilhængere ved hans valgmøder. Oliver Traldi drager  i Areo Magazine en god konklusion, når han citerer Hillary for at sige

“I believed that my experiences in the White House, Senate, and State Department equipped me to take on these challenges.” She did not want to be elected President. She wanted to be promoted.

Og det er præcis fordi hun ikke forstår demokratiet, at hun flirter med ideen om at erklære Trumps præsidentskab for illegitimt, præsidentposten tilhørte hende. Valgkampen var en formalitet så når hun tager ansvar for alt, hvad hun har gjort, så peger hun på sin karrieres tyngde som det samlede regnskab - og derfor kommer hun til den konklusionen “that’s not why I lost”.

Deroy Murdock tager i National Review fat i Hillarys påstand om at Trump kun talte til sin base i hans indsættelsestale. Han gendriver dette falsum med det ene “we” citat fra Trumps tale efter det andet og kom så med følgende skudsmål

Hillary combines industrial-strength mendacity with a vacuum of self-awareness. She lies as effortlessly as most people respire. Moreover, almost any of her acts of deceit can be refuted with a one-minute Google search.

Og ligeledes i National Review, skriver Kyle Smith at Clintons mange falske postulater vidner om en mere grundlæggende uhæderlighed

Clinton owes it to her supporters to grapple frankly with her character failures in a more reflective way than deploying her oft-repeated gambit of simply saying, “I made a mistake,” followed by an explanation of why the mistake was overhyped, followed by her changing the subject to the New York Times, the Russians, racism, or sexism. Her name came to be closely associated with greed, corruption, and untrustworthiness. Why? She pretends to have no idea.

When she defends giving speeches to “bankers,” she doesn’t mention the hated name “Goldman Sachs” or the enormous sum she received from it — $675,000. Retired politicians draw a shrug when they do this sort of thing, but she wasn’t retired. Why, liberals wonder, did she need so much money and why would she accept it from such a distasteful firm, one that would have significant interests before her should she become president?

She blithely lists good deeds done by the Clinton Foundation without defending or even mentioning the controversial cases in which she apparently did favors for donors in deals that caused Andrew C. McCarthy to liken her State Department to “a racketeering enterprise.” For Hillary, it’s the equivalent of O. J. Simpson’s protesting that there were lots of days on which he didn’t murder his ex-wife.

Hillary Clintons begrundede i 2008 sin modvillighed for at trække sig som Demokraternes kandidat til præsidentembeddet, lang tid efter at det stod klart Barak Hussein Obama ville vinde Demokraternes nominering, således at partiet kunne spares for den opslidende og bitre magtkamp, med at meget kunne ske i juni måned. Som et eksempel mindede hun om at Robert F Kennedy netop blev myrdet i juni måned, mens han lå til at vinde Demokraternes nominering i 1968. Hillary har altid brug for en god salgsmand så hun fremstår som en optimist, fremfor hvad hun er.

“Chardonnay helped” Hillary at bearbejde hendes ‘vrede, forvirring og bitterhed’ efter nederlaget betroede hun videre The New Yorker. En udtalelse, der måske kunne have holdt sig interessant “på alle 500 sider”. Hvor meget chardonnay var skyld i hendes kampagnes manglende energi spurgte den venlige avis ikke til.

Monokultur kører på WordPress