Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Tyrkiet


Rystede og chokerede, men fortsætter kursen

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

muslimsk-kvinde-krydser-sin-tros-spor

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

muslimske-reaktioner

screenshot-fra-arabisk-livestreaming-af-terror

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Mentalitet

Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Uansvarlighed skal stoppe det nationale ræs mod bunden

Information har talt med  leder af University of Michigans Refugee and Asylum Law Program James C. Hathaway om hans bud på en model for en global omfordelingsmekanisme

Vi bør have et system for ’styret flygtningebeskyttelse’, hvor flygtninge bliver retfærdigt fordelt mellem lande, hvor der derfor ikke er incitament til at lukke grænser og behandle flygtninge dårligt for at skræmme dem væk,« forklarer han til Information.

Måden, professoren vil sikre sig det, er ved, at en flygtning – som for eksempel syriske ’Ahmed’ på illustrationen ovenfor – modsat i dag ikke nødvendigvis skal have permanent ophold i det land, hvor han ankommer og får asyl. Her søger han nemlig ikke asyl hos de statslige myndigheder, men hos en udvidet version af FN’s Flygtningeagentur, UNHCR.

Og opnår han flygtningestatus, vil han på sigt muligvis blive omfordelt og genhuset i et andet land. Det vil blandt andet forhindre, at modtagerlandene lukker grænser og presser flygtninge ud på farefulde ruter.

Så lad os hilse på syriske Ahmed, hvis situation altså illustreres i en tegneserie, som man virkeligt skal se for at tro den

flygtningetegneserie

Som man kan se bliver Ahmeds hus bombet og uden et hjem, må han flygte til grønnere egne. Hans forstående kernefamilie, en kvinde, en lille dreng og et spædbarn, vinker farvel til Ahmed. Ahmed ser tilbage på det hjem, hvor det nu synes umuligt for ham at leve - og vinker til sin familie, hans kone, hans lille søn og den lille ny. Der er ingen grund til at sidde lårene af hinanden, når hjemmet er udbombet, så afsted bliver der travet, en lysere fremtid lokker

»Hvis der ikke var nogen indvandringskonsekvenser for den stat, som flygtningen rejser mod – hvis det bare var et sted, hvor flygtningen kunne få adgang til et internationalt system – så ville staten ikke have nogen interesse i at forhindre hendes ankomst,« som James C. Hathaway formulerede det i et oplæg til et forum for EU’s agentur for fundamentale rettigheder i juni.

(…)

Ligesom Thomas Gammeltoft-Hansen støtter også adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen en omfordelingsmodel a la Hathaways.

»Kvoteordninger og internationale organer, der kan sætte sig ud over det nationale ræs mod bunden, er vejen frem. Jeg mener ikke selve modellen er urealistisk, der mangler bare politisk vilje,« siger han.

Hvis den enkelte stat ikke mærker konsekvenserne… De idealistiske herrer er altså helt med på at der er tale om konsekvenser for modtagerstaterne ved migration. Så det gælder om at lave et system, hvor alle opfører sig uansvarligt, fordi skønt man kommer til at mærke konsekvenser, så vil man ikke mærke konsekvenserne af sine EGNE handlinger. Et system af gensidig uansvarlighed uden ende.

Ahmed mærker heller ikke konsekvenserne af at flygte fra sin familie. Han flygter videre til Jordan, og “Det skal understreges, at flygtninges illegale grænsekrydsninger og ophold ikke må straffes. Det vil bl.a. ødelægge markedet for menneskesmuglere”. Modtagerlandende vil bl.a. blive ødelagt. I Jordan møder Ahmed så en repræsentant fra en udviddet version af FNs flygtningeagentur, hvorfra han modtager penge og vejledning i uddannelse og integration.

Ahmed skal blive i Jordan i 6 år. Hvis ikke Ahmed er vendt tilbage til sin familie, der nok efterhånden skulle være færdige med at bygge huset op igen, vil FNs flygtningeagentur genhuseham i et nyt modtagerland, afgjort af det internationale kvotesystem ud fra en fordelingsnøgle med parametre, som BNP/indb., befolkningens størrelse og Ahmeds oprindelsesregion.

Det ender lykkeligt for Ahmed, der med kufferten fuld af, hvad ved jeg, modtages med jubel fra venligboerne - eller er det den første bølge, der fejrer forstærkninger? Og familien? Hans kone, hans søn, som nok er i puberteten og det lille spædbarn, der nu venter på sin syvårs fødselsdag? Det skal man nok ikke bekymre sig om, Ahmed er stadig i den våbenføre alder og kan stifte en ny.

ahmed-med-sin-kuffert

Børnekultur i Tyrkiet

Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Muslimer, Pressen, Tyrkiet, Uddannelse, islam, muhammed — Drokles on August 17, 2016 at 4:09 am

Det kan sikkert have skuffet Christian Braad Thomsen at historien om at Tyrkiet ville afskaffe den sexuelle lavalder viste sig at være en and. Historien gik lynhurtigt fra Kronen Zeitungs nyhedsbånd i Wiens Lufthavn til alverdens medier og politiske kapaciteter fra Margot Wallström til Özlem Cekic reagerede kraftigt (de var imod afskaffelse af den sexuelle lavalder). Og overalt på Facebook kunne man læse kommentarer som at afskaffelsen af den sexuelle lavalder skete for at efterkomme “Erdogans uuddannede og kulturelt primitive bagland”.

Men hvorfor antager folk, også fra det pæne segment, så let, at pædofili er normalt og endda ønskværdigt i Erdogans bagland? Javist, Erdogan er ligesom Putin, en mand der er i ekstremt bad standing i offentligheden. Mere end den gængse diktator, en mand det er (blevet) ukontroversielt at kritisere uden ellers at forholde til tyrkisk politik eller til Tyrkiet overhovedet. Og vi kender også hans bagland, de uuddannede fra landdistrikterne, uden dem vil Tyrkiet være så meget bedre og mere progressivt (så progressivt som Gaza, der grundlæggende heller ikke har landdistikter). Men hvorfor er tanken om udbredt pædofili så nærliggende, at alle over en bred karm ser deres fordomme bekræftet?

NSNBC motiverede deres hurtige kolportering af ‘nyheden’ om Tyrkiets afskaffelse af den sexuelle lavalder, med lidt baggrund, som jeg de fleste nok vil skrive under på

Statistics from 2013 showed that 853 women were murdered in the last four years;  15% of them were killed because they wanted to divorce, 66% were killed by their ex-husbands or boyfriends. 12.5% were killed by their husbands, even though they filed a complaint and were provided with protection by the state. Violence against women in Turkey is more prevalent in the countryside where girls more often are taken out of school at an earlier age and where child marriages are more common.

In October 2013 a study conducted by researchers a Gaziantep University revealed that one in every three marriages in Turkey is a child marriage. The marriage of Turkish child brides to older men has repeatedly led to fatal tragedies. Among the most known cases in 2014 alone, is the death of two so-called child brides.

In January 2014 one 14-year-old teenage girl died from “several” allegedly self-inflicted gunshot wounds in what was declared a suicide. Police investigations suggested that the girl may have been as young as ten or eleven years when she was married away to a significantly older man. In July 2014 the 15-year-old Seter Aslan succumbed to a gunshot wound in what was declared a suicide.

Det er en primitiv kultur, man stadig hænger fast i ude på landet, det er sikkert og vist og ganske ukontroversielt for selv pæne mennesker at påpege, når vi anskuer det gennem Erdogan, som prisme. Kultur kan man nemlig godt kritisere, hvis og kun hvis, det sker for at undgå at kritisere noget endnu mere sårbart. Noget, hvor vi instinktivt ved, selv helt oppe i nationens øverste lag af uddannede mennesker, ved har en skræmmende omgang med børn. Og vi ved jo godt, os alle sammen, hvilket mørke DE hæger om, ikke blot de uuddannde primitivoer oppe på højsletten. Træd varsomt broder Shamoun

First, we need to establish that Islam allows female children to be married and engaged in sex prior to their first menses (prepubescent). For that we turn to the Islamic source materials. Starting with the Quran:

If you are in doubt concerning those of your wives who have ceased menstruating, know that their waiting period shall be three months. The same shall apply to those who have not menstruated. As for pregnant women, their term shall end with their confinement. God will ease the hardship of the man who fears him. 65:4, Dawood

Brother Sam Shamoun comments on this verse:

The surrounding context deals with the issue of the waiting period for divorce, and remarriage. The Quran is telling Muslims to wait for a certain period of time before making the divorce final or deciding to forego it. The Quran exhorts men to wait a period of three months in the case of women who either are no longer menstruating or haven’t even started their menstrual cycles! (Source)

Since Muslim men are to wait 3 months before divorcing a prepubescent child it means that they have been engaging in sex with those children.

Borrowing from Sam’s work (*) I quote three Islamic scholars commentary related to 65:4 and the subject of sex with prepubescent children:

Ibn Kathir writes regarding 65:4

<divorce them at their `Iddah>, “The `Iddah is made up of cleanliness and the menstrual period.” So he divorces her while it is clear that she is pregnant, or he does not due to having sex, or since he does not know if she is pregnant or not. This is why the scholars said that there are two types of divorce, one that conforms to the Sunnah and another innovated. The divorce that conforms to the Sunnah is one where the husband pronounces one divorce to his wife when she is not having her menses and without having had sexual intercourse with her after the menses ended. One could divorce his wife when it is clear that she is pregnant. As for the innovated divorce, it occurs when one divorces his wife when she is having her menses, or after the menses ends, has sexual intercourse with her and then divorces her, even though he does not know if she became pregnant or not. There is a third type of divorce, which is neither a Sunnah nor an innovation where one divorces A YOUNG WIFE WHO HAS NOT BEGUN TO HAVE MENSES, the wife who is beyond the age of having menses, and divorcing one’s wife before the marriage was consummated. (Source; bold and capital emphasis ours)

Al-Tabari said regarding 65:4

The interpretation of the verse “And those of your women as have passed the age of monthly courses, for them the ‘Iddah (prescribed period), if you have doubt (about their periods), is three months; and for those who have no courses [(i.e. they are still immature) their ‘Iddah (prescribed period) is three months likewise”. He said: The same applies to the ‘idaah for girls who do not menstruate because they are too young, if their husbands divorce them after consummating the marriage with them.

Tafseer al-Tabari, 14/142 (Source: Islam Q&A (www.islam-qa.com)
(Question #12708: Is it acceptable to marry a girl who has not yet started her menses?)

Regarding sex with prepubescent children, Abu-Ala’ Maududi states:

“Therefore, making mention of the waiting-period for girls who have not yet menstruated, clearly proves that it is not only permissible to give away the girl at this age but it is permissible for the husband to consummate marriage with her. Now, obviously no Muslim has the right to forbid a thing which the Qur’an has held as permissible.” (Maududi, volume 5, p. 620, note 13, emphasis added)

It is clear: Muslim men can engage in sex with prepubescent children!

Her er en trailer for Reis Çeliks prisvindende film Night of Silence, der lyder til at være en variation over Tusind og Een Nat (eller mareridt, om man vil)

Award Winner at Berlin Film Festival

In a remote Turkish village, an ancient blood feud between two families has finally been put to rest, and a marriage arranged to seal the union; a man just released from a life in prison has been pledged to a teenage girl he has never met.

It is their wedding night and there are customs and rituals to be observed. But fearful of their consummation, the bride distracts her broken husband with tales, rounding out the hours as dawn draws ever nearer. Events become ever stranger as the claustrophobic night finally reaches a shattering conclusion.

Lyrical and intense, Night of Silence (Lal Gece) is an unforgettable piece of cinema with two brilliant performances at its heart.

Tyrkiet kommer nærmere sine strukturelle udfordringer

Demografi, Erdogan, Forår?, Multikultur, Muslimer, Politik, Tyrkiet, islam, Økonomi og finans — Drokles on July 16, 2016 at 9:17 pm

“Hvem var det, der vandt i dag, det var dem fra IS af!” skrev en god ven på Facebook. Erdogan tænkte måske det samme, i hvert fald udtalte han at det sørgelig forsøg på et kup var “en gave fra Allah”. Nogen konspirationsspekulerer i at det var en gave fra ham selv, som han har fået det til at handle om mere end nogle utilfredse officerer, der stod til at blive udrenset, med fyringen af 2700 dommere. Uanset hvad, skal nogle nok betale prisen, måske i form af likvideringer. Andre spekulerer i at Erdogans regime er blevet svækket grundet det ydmygende i hele miseren.

David P Goldman tegner i Asia Times et andet og mere dystert billede af Tyrkiets situation end den

Turkey faces a perfect storm of economic, political and foreign policy problems.

First, Turkey’s much-heralded economic growth spurt of the 2000’s has come to a grinding stop. The Erdogan boom, which inspired predictions that Turkey might emerge as another China, resembled the Asian experience less than it did the Latin American credidt bubbles of the 1980s or the American subprime bubble of the 2000s.

(…)

Secondly, Turkey’s internal cohesion is at risk due to the rapid increase of its Kurdish-speaking minority and the relative decline of the ethnic Turkish population.

The Kurdish demographic problem has led Erdogan into a political swamp from which he may not emerge. He won last year’s presidential election by stirring up national ardor against the Kurdish minority, and has kept the Kurdish southeast of the country in a low-level civil war since then. The leader of the Kurdish People’s Democratic Party warned last March that Erdogan had brought Turkey to the brink of an ethnic war.

To prevent the Syrian Kurds from controlling the northern border of their country and linking up with their Iraqi compatriots, Erdogan covertly supported Sunni terrorists, including ISIS, as Michael Rubin explained last March in Newsweek. Erdogan’s back channel to ISIS blew up in Turkey’s face–literally–when ISIS suicide bombers killed 42 people and injured hundreds at the Istanbul Airport June 29.

Since the collapse of the Ottoman Empire after World War I and the foundation of the modern state, Turkey’s army acted as the guarantor of the country’s secular state. The Islamist Erdogan attempted to reverse that, jailing hundreds of military officers on a spurious charge of plotting  a coup in 2012. Most were released in 2014. Erdogan could not do without the military, however; his failed foreign policy made him dependent on the Turkish army, which reasserted its influence this year. Erdogan proudly called himself a “black Turk,” that is, a devout Muslim from the Anatolian hinterland, in contrast to the “White Turks,” the Europeanized secular party who came to power under Kemal Ataturk and ruled the country until the 2000s.

Jeg har ingen forhåbninger til Tyrkiet som den sekulære løgn Atatürk på imponerende kreerede. Det er bedre at se sine fjender, som det de er.

Nigel Farage havde advaret

Demografi, EU, England, Euro, Folkevandring, Forår?, Historie, Indvandring, Tyrkiet, Økonomi og finans — Drokles on June 23, 2016 at 4:53 am

Det bliver tæt, ifølge meningsmålingerne. Englænderne forlader EU, fortæller Express, Mens Mandag Morgen mener at at de bliver i suppedasen. Hvis englænderne bukker under for frygten, skal de ikke sige de ikke var advaret. Denne hyldest til Nigel Farage illustrerer, hvor tydelige tegnene på EUs sammenbrud har været

Hvis man de seneste par år har hørt Farage skose EUs kommisærer, parlamentarikere og apologeter husker man også, den hån de udviste overfor hans præcise advarsler, som rygere der afviser lægens advarsler mens de grinende hoster blod op.

What it’s always all about

En muslim med dansk statsborgerskab iscenesætter sig selv om offer for diskriminatiopn for et villigt TV2, der ikke formår at stille et eneste relevant spørgsmål. “Folk tror at det her det er virkelig…badetøjet det handler om. For mig handler det mest om, at min søn ikke fik lov til at være sammen med sin mor i en fridag” siger stakkels Ulfat Al-Sitt og ikke et øje er tørt. Men ingen nægtede sharia-aktivisten samvær med sønnen da det var Ulfat selv, der insisterede selv på religiøst badetøj.

Mesterinstruktøren Steven Spielberg advarede i en tale til nogle graduenter mod den stigende antisemitisme. Den var reel, fortalte han, selv om han selv var opvokset med en ide om at den var for aftagende efter destruktionen af Nazityskland. Også hadet mod homosexuelle var en stigende trussel. Spielberg er fantastisk bag et kameral, men han er også en centrum-venstrefløjser og i næste åndedræt advarede han imod den stigende islamofobi.

En dansk ægtefælle til en jøde funderer i Information over det sørgelige i at holde vagt i skudsikker vest foran sine børns skole.

Min datter på syv år peger stolt på mig.

»Se, min far er vagt i dag,« siger hun til sin veninde fra 1. klasse og banker på skjoldet i min skudsikre vest.

»Hvorfor har du egentlig den på?« spørger hun og kigger op på mig.

Spørgsmålet er stillet nysgerrigt, neutralt – ikke med angst eller frygt. Hun er jo kun syv år.

Hvad skal jeg svare hende? Jeg vælger den praktiske vinkel og forklarer hende, at en skudsikker vest gør, at jeg ikke dør, hvis jeg bliver skudt.

»Men hvem skulle da skyde dig?«

Jeg når at konstatere antydningen af frygt i hendes øjne, inden jeg svarer hende, at hvis der nu skulle komme en bandit med en skyder, så er det jo meget rart at vide, at jeg ikke kommer til skade. Hun lader til at være tilfreds med den forklaring, eller også er det bare venindens insisteren på at lege, der lader mig slippe for at komme med yderligere forklaring.

(…)

Vi ved ikke, hvornår angrebet kommer, og vi ved heller ikke, hvilken slags angreb det vil være – varme eller kolde våben, som det hedder. Vi ved det ikke, men vi har forberedt os på det meste. Vi har fået undervisning og uddannelse og øvelser gennemført af professionelle sikkerhedsfolk.

Man kan ikke sætte ord på. Det er bare en bandit, som vi ikke ved hvor kommer fra og i hvilke mængder. Nærmere beskrivelse er svær, hvis ikke man vil geråde sig ud i islamofobi. Så hans afsluttende retoriske spørgsmål “Hvem bliver de næste, der skal leve i frygt? De homoseksuelle?” fortjener ikke den forlorne undren. Vi ved, hvem der bliver de næsten, alle der kan krybe og gå, også de homosexuelle, som blev udsat for en mindre massakre i den amerikanske by Orlando.

50 mennesker er indtil videre tallet af dræbte med over hundrede sårede. Gerningsmanden er “amerikaner med afghansk baggrund” dristede DR tekst-TV sig til at sige og så vidste man jo, hvad klokken var slået og straks blev der fra officielt hold i Florida rakt ud til det muslimske samfund, som jo altid er de sande ofre når ikke-muslimer slagtes, og Facebook lukkede Pamela Gellers FB-side ned for at knytte islams lære til islams praksis med tilfældet bøssemassakren i Orlando. Alligevel taler amerikaneren med muslimsk baggrund Barak Husein Obama ikke om islam; “no definitive judgment on the precise motivations of the killer (…) ‘What is clear is that he was a person filled with hate

‘The shooter targeted a nightclub where people came together to be with friends, to dance and to sing, and to live,’ Obama noted.

‘The place where they were attacked was more than a nightclub, it was a place of solidarity, of empowerment, where people have come together to raise awareness, to speak their minds and to advocate for their civil rights,’ he continued.

Og så konstaterede han aT “The shooter was apparently armed with a handgun and a powerful assault rifle“, hvorfor det var et spørgsmål om øget våbenkontrol. At der netop døde så mange bøsser fordi ingen af dem var bevæbnet med bøsser så de kunne forsvare sig selv og hinanden i ægte ‘empoweret’ solidaritet, i stedet for blot at blive slagtet i hinandens arme.

trump-krc3a6ver-svar

Obama mødes dog gerne med homofober, så længe de er muslimer, skriver Breitbart

President Barack Obama choose to publicly meet with an Islamic preacher in February who said the Koran declares gay sex “a despised act, it is haram, it is forbidden in Islam, completely, absolutely.”

The meeting in Baltimore came shortly after Breitbart publicized the Islamic cleric’s orthodox denigration of gays, which was posted on YouTube. It also came after Breitbart asked Obama’s gay political allies to comment on the Islamic cleric’s statements.

“You are a transgressing people,” said the cleric Imam Yaseen Shaikh, who sat on Obama’s left at the meeting. He is the man at the right hand side of the photo above, wearing a white hat. He is a senior leader of the Islamic Society of Baltimore, which Obama choose for the first presidential visit to a mosque in February 2016.

obama-og-homofoberne

En bøsse-aktivist på Sky News, der som Obama beskrev bøsseklubber, som “places of solidarity”, kunne se at det var et “deliberate attack on LGBT people“, men nægtede at forholde sig til, hvilken åndelighed, der lå bag denne bandit, eller med hans ord, “dreg of humanity”. “Scum” kaldte han ham “That’s all he is!”. “Any Dreg of humanity can pick up a gun a murder people”,men forsigtigt forholdt simple realiteter om bandittens muslimske tanke og tale (selv bandittens arbejdskollegaer kunne se han var en tikkende bombe, men frygten for islamofobi-beskyldninger afholdt dem fra at reagere korrekt), blev den selvretfærdige prædiken utilstrækkelig og han stormede ud af studiet

For en god ordens skyld, så slog en Orlando imam ellers fast at døden kun er hvad bøsser fortjener.

I hvilken som helst by med eller uden en massakre kan man finde en imam der roligt har forklaret logikken bagved. Denne forklarer hvori islamisk barmhjertighed består, nemlig som en nedjustering af opskruede grusomheder. Daily Mail fortæller at en tyrkisk avis kalder ofrene ‘perverse’. Daily Mail anstrenger sig samtidig for at kalde den tyrkiske avis ”right wing” uden helt at fortælle om den er fortaler for minimalstat eller bare alment islamofobisk.

Newt Gingrich taler dog sober om sammenhængen mellem islam og vold mod først og fremmest minoriteter.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Dis-integrationen

Nogle eksperter har hævdet at religion, altså islam, kan bruges mod kriminalitet. Dem har vi ikke hørt så meget til siden Omar kom ud af fængslet og kastede sig passioneret over islam. Men eksperter fortsætter med at kloge sig ægget af deres fiasko. For det er ikke bare Omar, der var blevet mere muslismk i sit hoved, det er muslimer generelt skriver Jyllands-Posten. Og det kommer bag på de eksperter, der burde har fulgt med udviklingen

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen, Københavns Universitet, finder udviklingen overraskende.

»Det ser ud til, at de danske muslimer er blevet mere religiøse på alle dimensioner, både når det handler om tro og praksis. Generelt ville vi forvente, at det modsatte ville ske, og at de med tiden ville komme til at ligne resten af danskerne, der ikke er særligt religiøst aktive,« siger Brian Arly Jacobsen, der ser etableringen af 20-30 nye moskéer de seneste 10 år som en mulig forklaring på udviklingen.

Casper Støvring har heller ingen tillid til eksperterne og henviser bla. til en stor undersøgelse fra det britiske Policy Exchange fra 2007. Men muslimerne har selvfølgelig lært islam her. I hvert fald ifølge Imam Fatih Alev, der bebrejder danskerne og mener…

,,,at en hård retorik vendt mod islam og muslimer har virket som en katalysator for, at ikke mindst mange unge muslimer er blevet mere bevidste om deres tro. Han ser en fare i, at kun få moskéer som hans har dansktalende imamer. Mange af de unge taler og forstår ikke sproget fra forældrenes hjemlande.

»Det betyder, at de unge ikke føler sig draget af moskéerne og i stedet risikerer at havne i kløerne på disse radikaliserede grupper, som er ærkedanske i deres kommunikation til de unge,« siger han.

Ja, hvad er mere dansk end islamisk fundamentalisme? Hvis man ikke kan lide islam skal man føje islam. Altså, med andre ord, er det bedste opgør med muslimsk fundamentalisme at efterkomme alle deres religiøse særkrav.

Men venstrefløjen har inviteret islam ind i landet. Her danser nogle tyrkiske kommunister rundt og synger om fred da realiteterne brager igennem

Og nissen flytter med, skriver Jyllands-Posten

Formanden for det tyrkiske samfund i Tyskland, Gökay Sofuoglu, advarer om, at terroren i Ankara kan føre til voldelige sammenstød mellem kurdiske og nationalistiske tyrkere i Tyskland.

»Som atmosfæren er nu i Tyrkiet, frygter jeg en yderligere eskalering her,« siger han ifølge flere tyske medier.

Venstrefløjen har leftlet for islam og den idiosynkratiske ide om multikulturalisme af en eneste grund; at få hævn over det folk, der ikke fulgte deres døde visioner og at få hævn over den borgerlighed, der prøvede at beflitte sig med den virkelige verdens problemer. Og det kan stadig lykkes dem som de vedbliver med at opruste den fjende, der skal gøre deres beskidte arbejde med at udrydde os andre. Ungarsk TV har taget et kig på migranternes efterladte mobiltelefoner

Imens kan vi se hvad Men som lørdag kommer efter fredag kommer der også en dag for venstrefløjen, bedst som den danser rundt som kåde tyrkere med en lille sang om frihed.

To much monkey business

En nærmest bedragerisk køn araber bærer vidnesbyrd om en forfejlet samfundsmodel; det multietniske/religiøse/rac… det multiske samfund.

skc3a6rmbillede-2015-09-10-kl-1404071

Venstrefløjen tror ikke de flygtninge og migranter, på hvem det vil bygge det nye Vesten, over en dørtærskel. Mistroen til folket er en forlængelse af mistro til folk. Men det er værd at lytte til folk, inden man lukker dem ude, for nissen flytter jo med. Som i de tyske gader, hvor an kan opleve kurdere og tyrkere deltager i et gæstespil om deres hjemlandes vemodige kulturudvekslinger

Stadig svært at erkende kristenforfølgelsen endsige dens ophav

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Nyt fra Mordor

The war on terror, that campaign without end launched 14 years ago by George Bush, is tying itself up in ever more grotesque contortions.” skriver Seumas Milne for Guardian og konkluderer at stormagterne ikke kan nedkæmpe “Isis and its monstrosities” fordi det er “the same powers that brought it to Iraq and Syria in the first place, or whose open and covert war-making has fostered it in the years since”. Og han leverer et glimrende eksempel på de vestlige lederes fortvivlede ragen rundt i det muslimske ælte

On Monday the trial in London of a Swedish man, Bherlin Gildo, accused of terrorism in Syria, collapsed after it became clear British intelligence had been arming the same rebel groups the defendant was charged with supporting The prosecution abandoned the case, apparently to avoid embarrassing the intelligence services. The defence argued that going ahead withthe trial would have been an “affront to justice” when there was plenty of evidence the British state was itself providing “extensive support” to the armed Syrian opposition. That didn’t only include the “non-lethal assistance” boasted of by the government (including body armour and military vehicles), but training, logistical support and the secret supply of “arms on a massive scale”. Reports were cited that MI6 had cooperated with the CIA on a “rat line” of arms transfers from Libyan stockpiles to the Syrian rebels in 2012 after the fall of the Gaddafi regime. Clearly, the absurdity of sending someone to prison for doing what ministers and their security officials were up to themselves became too much.

At sende de små fisk i fængsel for den linje politikerne selv har lagt kender vi godt herhjemme. Men Milnes observationer er glimrende, de vestlige ledere ved ikke hvem, der er ven eller fjende og jo mere de engagerer os i de muslimske morrads jo mere selvmodsigende og kontraproduktivt bliver det. Men jeg citerer ikke fra Guardians selvretfærdige klummeisters paranoia uden at komme med en bemærkning. Halvdelen af de 14 års krig mod terror, som Bush startede er blevet ført af Barak Hussein Obama, men han nævnes ikke med et ord. I stedet bruges variationer af ‘amerikanerne’. Og det til trods for at hvor Bush måske kunne være naiv i hvad USA kunne opnå af mirakler i barberernes verden, så agerer Obama på baggrund af allerede opnåede erfaringer. Det er ikke blot denne “rat line” af våben fra Libyen til Syrien, der er sket på Obamas vagt

A revealing light on how we got here has now been shone by a recently declassified secret US intelligence report, written in August 2012, which uncannily predicts – and effectively welcomes – the prospect of a “Salafist principality” in eastern Syria and an al-Qaida-controlled Islamic state in Syria and Iraq. In stark contrast to western claims at the time, the Defense Intelligence Agency document identifies al-Qaida in Iraq (which became Isis) and fellow Salafists as the “major forces driving the insurgency in Syria” – and states that “western countries, the Gulf states and Turkey” were supporting the opposition’s efforts to take control of eastern Syria. Raising the “possibility of establishing a declared or undeclared Salafist principality”, the Pentagon report goes on, “this is exactly what the supporting powers to the opposition want, in order to isolate the Syrian regime, which is considered the strategic depth of the Shia expansion (Iraq and Iran)”. Which is pretty well exactly what happened two years later. The report isn’t a policy document. It’s heavily redacted and there are ambiguities in the language. But the implications are clear enough. A year into the Syrian rebellion, the US and its allies weren’t only supporting and arming an opposition they knew to be dominated by extreme sectarian groups; they were prepared to countenance the creation of some sort of “Islamic state” – despite the “grave danger” to Iraq’s unity – as a Sunni buffer to weaken Syria. That doesn’t mean the US created Isis, of course, though some of its Gulf allies certainly played a role in it – as the US vice-president, Joe Biden, acknowledged last year. But there was no al-Qaida in Iraq until the US and Britain invaded. And the US has certainly exploited the existence of Isis against other forces in the region as part of a wider drive to maintain western control.

Jack Kerwick konstaterer på Frontpage Magazine at på “Barack Hussein Obama’s watch, Islamic militancy has only increased in scope and intensity”. Daily Mail skriver at Tyrkiet er på randen af en borgerkrig efter voldsomme gadekampe er brudt ud mellem politi, PKK-aktivister og venstrefløjsgrupper. Men ikke nok med det, så er NATO-landet og EU-aspiranten også på vej ind i en direkte krig imod ISIS. Uzay Bulut skriver på Gatestone Institute

Turkey is evidently unsettled by the rapprochement the PKK seems to be establishing with the U.S. and Europe. Possibly alarmed by the PKK’s victories against ISIS, as well as its strengthening international standing, Ankara, in addition to targeting ISIS positions in Syria, has been bombing the PKK positions in the Qandil mountains of Iraqi Kurdistan, where the PKK headquarters are located. As expected, many Turkish media outlets were more enthusiastic about the Turkish air force’s bombing the Kurdish militia than about bombing ISIS. “The camps of the PKK,” they excitedly reported, “have been covered with fire.” It appears as if Turkey’s ruling Justice and Development Party (AKP) is using ISIS as a pretext to attack the PKK. Ankara just announced that its air base at Incirlik will soon be open to coalition forces, presumably to fight ISIS, but the moment Turkey started bombing, it targeted Kurdish positions. Those attacks not only open a new era of death and destruction, but also bring an end to all possibilities of resolving Turkey’s Kurdish issue non-violently. (…) Sadly, Turkey has preferred not to form a “Turkish-Kurdish alliance” to destroy ISIS. First, Turkey has opened its borders to ISIS, enabling the growth of the terrorist group. And now, at the first opportunity, it is bombing the Kurds again. According to this strategy, “peace” will be possible only when Kurds submit to Turkish supremacism and abandon their goal of being an equal nation. In the meantime, Mevlut Cavusoglu, Turkish minister of foreign affairs, said that the Incirlik air base in Turkey has not yet been opened for use by the U.S. and other coalition forces, but that it will be opened in the upcoming period.

Så Bush udløste kaoset, Obama enablede ISIS, mens folk som Uffe Ellemann Jensen presser på for at få Tyrkiet med i EU. Man siges at have de ledere man har fortjent. Hvad har vi dog gjort?

Grænser

Bloomberg skriver at grænsehegn er ved at blive dagens orden i Mellemøsten, som staterne forsøger at sikre sig imod terror

As they confront the rising threat of modern jihadist violence, many of the nations most at risk are retreating behind one of the oldest forms of defense.

Tunisia and Turkey are the latest to invest in border barriers, both announcing the plans in the immediate aftermath of attacks on civilian targets. A fence and watchtowers will guard Tunisia’s border with Libya, where the militants who killed foreign tourists on a Tunisian beach are said to have been trained. Turkey said late Wednesday it will fortify the border with Syria after a suicide bomb in a nearby town.

From Morocco to Saudi Arabia, boundaries are being fortified at a rate not seen since the months following the Sept. 11 attacks.

grc3a6nsehegn-i-mellemc3b8sten

Men, advarer eksperterne, fysiske grænsedragninger er ikke løsningen

“Of the Middle East’s most-famed physical defenses, the majority failed. Jerusalem’s ancient walls did little to halt a succession of conquerors, and Byzantine Constantinople’s elaborate fortifications didn’t thwart the Ottomans.

Though modern barriers may curb trafficking and illicit crossings in the short term, they almost never deliver prolonged security without cross-frontier cooperation.

“Israel’s barriers have worked well for them so far,” said Brent Sterling, author of “Do Good Fences Make Good Neighbors?” and a professor at Georgetown University. Long-term, though, they remove the incentive to try and reach a permanent accord with the Palestinians, he said.”

Fysiske grænsedragninger virker altså ikke fordi de bliver overløbet af en overlegen fjende. Når de så ikke bliver overløbet af en overlegen fjende er det dem der forhindrer fred. Alligevel er Mellemøsten ikke alene om at sætte grænser, skriver Gatestone Institute

Bulgaria has built a 33-km (21-mile), three-meter-high (10-foot) barbed wire fence along its border with its southeastern neighbor Turkey in an effort to limit the influx of migrants from Syria and other parts of the Middle East and North Africa. The Interior Ministry has also deployed more than one thousand police officers to patrol the Turkish border.

Greece has erected a 10.5-km, four-meter-high barbed-wire fence along part of its border with Turkey. The Greek wall is said to be responsible for diverting migration routes toward neighboring Bulgaria and, consequently, for construction of the wall there.

Spain has fortified fences in the North African exclaves of Ceuta and Melilla as record numbers of migrants are jumping over the barriers from neighboring Morocco. Border police registered more than 19,000 attempts to jump the fence at Melilla in 2014, up 350% on 2013, according to the Interior Ministry. Nearly 7,500 migrants successfully entered Ceuta and Melilla in 2014, including 3,305 from Syria.

The UK is setting up more than two miles of nine-foot-high security fencing at the Channel Tunnel port of Calais in northern France, in an attempt to stop thousands of illegal migrants breaking into trucks bound for the UK. Currently, more than 3,000 migrants are camped in and around Calais hoping to make it to Britain. More than 39,000 would-be illegal immigrants were prevented from crossing the Channel in the 12 months prior to April, more than double the previous year.

EU member states are implementing other emergency measures to halt the flow of immigration.

Austria has stopped processing asylum claims as of June 13, in an effort to make the country “less attractive” for migrants relative to other EU countries. According to Austrian Interior Minister Johanna Mikl-Leitner, Vienna was “stopping the Austrian asylum express,” whereby applications are processed within an average period of four months, faster than in any other EU country. Asylum requests for Austria rose nearly 180% in the first five months of 2015 to 20,620, and were on track to reach 70,000 by the end of the year.

Denmark on July 1 announced that it would slash benefits for asylum seekers to bring down the number of refugees coming to the country. It recently emerged that three out of four refugees who came to Denmark in the early 2000s are jobless ten years later.

France and Italy have sparred over who is responsible for hundreds of African migrants stranded at Ventimiglia on the France-Italy border after French police refused to let them in. France accused Italy of failing to respect the so-called Dublin Regulation, a law that requires people seeking refuge within the EU to do so in the first European country they reach. Italian officials argued that the migrants see Italy as only a transit country.

Hungary on June 23 suspended its adherence to the Dublin Regulation, which requires Hungary to take back refugees who have travelled through the country to reach other EU countries.

Meanwhile, the European Commission, the EU’s powerful bureaucratic arm, on May 27 announced a controversial “relocation plan” that would require EU member states to accept 40,000 Syrian and Eritrean asylum seekers from Italy and Greece over the next two years.

Eksperterne tror dog også at ISIS, med bombeangrebet mod en venstrefløjsdemonstration i Tyrkiet forleden og dagens skudvekslinger mellem ISIS og tyrkisk militær, måske forsøger at trække flere ind i det muslimske kaos. Nej, virkeligt. Snaphanen giver dette link til ISIS indre verden, Channel Four Dispatches: Escape From ISIS

Guardian har en længere fortælling fra en højtstående ISIS leder og New York Review of Books en større artikel, hvor de undrer sig over fænomenet ISIS. Ellers kan man allerede læse eller genlæse The Atlantics What ISIS Really Wants, der næsten er blevet en klassiker, som også venstrefløjen tør citere.

Stemning fra Mosul

Arabere, Arabiske forår, Diverse, Irak, Jihad, Kalifatet, Muslimer, Muslimguf, Syrien, Terror, Tyrkiet, islam — Drokles on June 12, 2015 at 2:41 am

Information giver via BBC og Facebooksiden Mosul Eye en stemningsbeskrivelse af forholdene i Mosul, der nu har været under ISIS kontrol i over et år

Et stort N, malet på husmuren, fortæller alle i Mosul, at her bor en kristen. Som oftest efterfulgt af en erklæring om, at bygningen er »Islamisk Stats ejendom« – et signal om, at de oprindelige indbyggere er flygtet.

Et år efter at Islamisk Stat løb millionbyen Mosul i det nordlige Irak over ende, har bevægelsen invaderet stort set alle dele af befolkningens liv og etableret næsten total sindelagskontrol.

I hvert fald hvis man skal tro de beretninger, brudstykker og videoklip, som smugles ud af den belejrede by af anonyme indbyggere, der sætter livet på spil for at fortælle omverdenen om livet i Islamisk Stat.

En af dem, der det seneste år har rapporteret om livet i Islamisk Stat, er Mosul Eye, der præsenterer sig som irakisk historiker og jævnligt poster oplysninger, fotos og amatørvideoer på Twitter og Facebookfra livet i den belejrede by.

»I løbet af de seneste måneder er det blevet tabu at tale om religion i Mosul. Folk mener ikke, at IS repræsenterer islam, men ingen tør sige det højt,« skriver han f.eks. og fortæller, hvordan Islamisk Stats efterretningstjeneste i stadig stigende grad overvåger indbyggerne i Mosul og indsamler informationer om folk fra naboer, taxichauffører og butiksejere – ligesom under Saddam Husseins diktatur.

Det seneste skridt til at kontrollere befolkningens sindelag er indførelsen af et skattekort, som alle indbyggere skal gå med som bevis på, at de betaler skat til Islamisk Stat. Mosul Eye har postet et billede af sit eget lyseblå skattekort med Islamisk Stats logo på som bevis på den nye, altomfattende registrering af borgerne. 2.000 irakiske dinarer om dagen er den pris, hver borger må betale, fortæller han. Det svarer til cirka 10 kr. Butikker skal betale 10.000 dinarer to gange om måneden. Og gør man det ikke, er straffen hård.

Som Information skriver så er det et andet billede end det ISIS tegner, eller får tegnet af John Cantile, der blev kidnappet sammen med sin amerikanske kollegaJames Foley. Foley blev halshugget, Cantile blev propagandist. Men Vice News har en stemningsrapport fra kurdernes kamp mod islamisk stat

A year after the Islamic State’s lightning conquest of Iraq’s second-largest city of Mosul, the poorly-trained and equipped Kurdish peshmerga forces are the international coalition’s only reliable boots on the ground in northern Iraq.

The Pentagon’s hopes of recapturing the city by spring 2015 have been dashed by the military failures of the Iraqi Army further south, leaving the peshmerga to defend a 600-mile long frontline almost encircling Mosul, fending off constant Islamic State (IS) assaults with insufficient supplies of ammunition and modern weapons.

For one month, VICE News embedded with the peshmerga fighters on the Mosul frontline, gaining an insight into the coalition’s faltering war against IS through the eyes of the Kurdish volunteers bearing the brunt of the fighting.

Tendensen er Jødehad

Det kan godt være at Politikens Tarek Hussein mener at gravskænderiet på den muslimske gravplads i Københavnsforstaden Brøndby. Det “voldsomme angreb” med de ”forfærdelige billeder” kommer “i slipstrømmen på en tendens, hvor det danske Politi slet ikke har forstået alvoren af hadforbrydelser”. Zenia Stampe kaldte det en “rædselsfuld nyhed” og så det som kulminationen “efter en periode med angreb på kvinder med tørklæde, hærværk mod moskéer og et stigende nethad” og erklærede “I dag er vi alle danske muslimer”.

Men endnu kender ingen identiteten på gerningspersonen/erne eller motiver. Sunni/shia konflikt og gangsteropgør er stadigt kandidater og muslimernes lukkede og endda fjendtlige samfund er næsten umulige for politiet at efterforske. En 19 årig araber der angiveligt havde kæmpet for islamisk stat blev dræbt med knivstik på Nørrebro, måske som led i internt muslimsk opgør kunne man læse i Ekstrabladet, der også henviste til Syrienblog. Og hvad tæller som en hadforbrydelse? En 21-årig mand var kommet til at få øjenkontakt med et par arabere og en somalier i en bil og straks blev han overfaldet og stukket med kniv. Var det sket for en rettroende?

Omar sad og lyttede til sin imam fortælle, hvorledes jøder er aber og svin. Dagen efter gik han ud og skød sig en jøde. Det er slipstrømmen, tendensen og det er stigende. I Amsterdam udstillede en palæstinensisk venskabsforening billeder af døde børn, som Benjamin Netanyahu satte sin vampyrtænder i.

60977630992100490361no

Som det ikke var nok at israelerne i deres jødiske blodtørst myrder for mange palæstinensere, så er deres beskyttelse af civile palæstinensere endnu værre, da den sætter en umulig standard for terrorbekæmpelse skriver Israel News

The IDF went to extraordinary lengths last summer to prevent civilian casualties while fighting Hamas terrorists in Gaza, achieving a remarkable 1:1 civilian to combatant ratio, but according to international legal experts it went too far in avoiding casualties among the enemy population.

Willy Stern of Vanderbilt Law School, in an article to be published next Monday in the Weekly Standard, details what he found while spending two weeks with attorneys in the IDF’s international law department dubbed “Dabla” as well as front-line commanders, and documents the IDF’s “legal zeal” which as he notes has not stemmed the deluge of international criticism against it.

Stern listed how the IDF bombarded Gaza residents with thousands of telephone calls, leaflet drops, TV and radio messages, as well as calls to influential citizens urging them to evacuate residents, and in doing so gave the terrorist enemy detailed information about its troop movements.

It was abundantly clear that IDF commanders had gone beyond any mandates that international law requires to avoid civilian casualties,” writes Stern. He reported how Dabla attorneys have to sign off on a “target card” for each airstrike on terror targets, with the cards enumerating all of the relevant data about the planned strike.

In contrast, the Hamas “doctrine manual” captured by the IDF in the Shejaiya neighborhood early last August documents how the terror group urges its fighters to embed themselves among civilians in hopes that the IDF will kill civilians.

Hamas’s playbook calls for helping to kill its own civilians, while the IDF’s playbook goes to extreme? - ?some say inappropriate? - ?lengths to protect innocent life in war,” reads the article.

“IDF harming fight against terror”

Indeed, international legal experts quoted in the article argued that the IDF’s actions do go to inappropriate measures, and may end up harming the ability to fight terrorist organizations.

Wolff Heintschel von Heinegg, a military law expert at European University Viadrina in Frankfurt, Germany, was brought by Dabla to train IDF commanders about armed conflict laws.

Heinegg was quoted saying the IDF went to “great and noble lengths“ to avoid civilian casualties, but warned the IDF is taking “many more precautions than are required.”

As a result, he expressed his fear that the IDF “is setting an unreasonable precedent for other democratic countries of the world who may also be fighting in asymmetric wars against brutal non-state actors who abuse these laws.”

Sharing his assessment was Pnina Sharvit Baruch, a senior researcher at the Institute for National Security Studies (INSS) and former Dabla chief.

She said legal advisers from other militaries around the world confront her with “recurring claims” that the IDF “is going too far in its self-imposed restrictions intended to protect civilians, and that this may cause trouble down the line for other democratic nations fighting organized armed groups.”

Michael Schmitt, director of the Stockton Center for the Study for International Law at the US Naval War College, also agreed that the IDF is creating a dangerous state of affairs that may harm the West in its fight against terrorism.

The IDF’s warnings certainly go beyond what the law requires, but they also sometimes go beyond what would be operational good sense elsewhere,” he warned.

People are going to start thinking that the United States and other Western democracies should follow the same examples in different types of conflict. That’s a real risk,” said Schmitt.

Og terrorbekæmpelse er også tendensen på vej op i slipstrømmen på den voksende muslimske befolkning. I Frankrig blev en terrorgruppe netop opløst skriver Telegraph

Fourteen members of a banned Islamic group stood trial in Paris on Monday on terror charges after police found a “hit list” of Jewish stores marked “targets” in files belonging to its leader.

Several of the stores belonged to the Hyper Cacher chain, like the one in which four people were killed in a hostage drama two days after the Islamist killings at Charlie Hebdo, the satirical weekly.

The 14, all members of a now-banned Islamist group called Forsane Alizza (”The Knights of Pride” in Arabic), are charged with “criminal conspiracy related to a terrorist enterprise”. Some also face charges of illegal possession of weapons. All face prison terms of ten years if found guilty.

The group was dismantled amid a crackdown on radicals shortly after a 2012 killing spree in southern France by Mohamed Merah, who attacked a Jewish school and soldiers, killing seven people before being gunned down by police.

The “hit list” was found during a March 2012 raid on the home of group leader Mohamed Achamlane, 37, in which they also seized an English-language manual on how to build a nuclear bomb, along with three demilitarised assault rifles, three revolvers and “easy recipes” for home-made explosives.

On Achamlane’s hard disk, investigators found a file called “target.txt”, containing the names of ten Jewish stories, five of which belonged to Hyper Cacher.

Achamlane, who has previous convictions for offences related to weapons and violence, denies any plans to carry out attacks and said the group’s aim was simply to “unite young Muslims“.

Som en lille krølle på halen, skriver Le Figaro, her i Elder of Ziyons oversættelse, at omtalte terrorgruppe Forsane Alizza fik personoplysninger om jøder fra en muslimsk medarbejder i det franske telefirma Orange

Thanks to “Dawoud”, an acquaintance working for Orange, Mohamed Achamlane, the self-proclaimed “emir” of Forsane Alizza, also received a “small gift”, specifically a list of names, addresses, landline and mobile telephone numbers of political personalities such as Nicolas Sarkozy, Roselyne Bachelot, Édouard Balladur, Jean-Louis Boorlo, Dominique de Villepin, Jean-Pierre Raffarin, Jean-Louis Debré and even Philippe Douste-Blazy. Forsane Alizza also obtained details of media figures such as Éric Zemmour [Jewish anti-immigration commentator] or Silhem Hachbi of the movement “Ni pute, ni soumise” ["Neither bitch, nor submissive", a sort of brown women feminist movement]. Insatiable, Mohamed Achamlane had even demanded details of “cops, judges, MPs, etc., so we have a big database to have a means of exerting major pressure.”

In a file called “UMP data.odt” [UMP was the major right-wing party in France, Sarkozy's party], the anti-terrorist judges also discovered that the Islamists had “personal data of members of the UMP, including MPs, former ministers and media personalities,” including “addresses, telephone numbers, electronic messages, vehicles, number of children, professions”.

Men så meget som muslimer arbejder på at dræbe jøder, så har det delvist statsejede Orange ikke berøringsangst over muslimer. Men de har derimod berøringsangst for jøder skriver Ari Lieberman i Frontpage Magazine

Last week’s rancid pro-BDS statements to an approving Cairo audience by Orange CEO Stéphane Richard, indicating his desire to immediately sever his company’s links to Israel, should come as no surprise to those who follow French politics. Orange, which maintains a licensing agreement with the Israeli cellphone company Partner Communications, is partly owned by the French government, making France at least indirectly complicit with Richard’s anti-Semitic, pro-BDS statement.

(…)

More disturbing than Richard’s initial repugnant comments however, were comments made by Gérard Araud, France’s ambassador to the United States. In response to a stinging backlash from Israel as well as its supporters, including prominent Democratic supporter and Partner shareholder Haim Saban and Republican mogul Sheldon Adelson, Araud tweeted the following; “4th Geneva convention: settlement policy in occupied territories is illegal. It is illegal to contribute to it in any way.” Rather than expressing revulsion over Richard’s Cairo comments, Araud seemed to be expressing support for them.

Naturally, Twitter goers pointed out Araud’s hypocrisy, noting that he was quick to criticize Israel while failing to acknowledge other, infinitely more egregious occupations like those of Tibet, Western Sahara and Northern Cyprus.  Others (including this writer) pointed out that Article 49(6) of the Fourth Geneva Convention does not apply to Israeli “settlements.” Prominent law professor and recognized international law expert Eugene Kontorovich noted that Araud’s position was not consistent with past legal precedent.

(…)

There is perhaps no country on the European continent that has done more to harm Israel’s political and legal standing than France. In fact, it is safe to say that France, as a permanent member of the UN Security Council, has caused more political harm to Israel than the entire Arab world collectively.

Both in private and public forums, French political leaders have consistently been dismissive of Israeli political concerns and insulting to its leaders. In private, French leaders have been caught on hot microphones bashing Israel or its leaders. In one such instance, President Nicolas Sarkozy, knowing that he had an approving audience, told President Obama, “I cannot stand [Netanyahu]. He is a liar.”

(…)

All this anti-Israel French activity is occurring as anti-Semitic attacks against Jews in France continue without letup. In May, two Parisian Jews were set upon by a mob of forty and beaten in broad daylight. A week prior, another Jew was attacked while leaving his synagogue. In April, a female Israeli journalist (identified as such by the Hebrew lettering on her equipment) reporting on a plane crash in the French Alps, was harassed by a group of French Muslims in full view of passersby who did nothing to intervene.

France’s rancid anti-Israeli foreign policies coupled with rampant anti-Semitism within its borders are demonstrative of a sick and diseased nation that has irreversibly lost its moral compass. It is difficult to imagine France plunging any deeper into the abyss but then again, up until a few days ago, I thought that France had hit rock-bottom. Clearly, I was badly mistaken.

Også i Tyrkiet stiger de jødehadende tendenser. En Erdogan-venlig TV station har luret tendensen i Erdogans taler og produceret den populære dokumentar The Mastermind” om hvorledes jøder ødelægger det for alle andre

The main theme of the film is the 3,500-years of “Jewish domination of the world.” It focuses on three “Jewish” historical figures (one of whom was not Jewish): the Spanish philosopher and Torah scholar Moses Maimonides, Charles Darwin (who was not a Jew), and German-American philosopher Leo Strauss.

Here are some narrative excerpts from the film, which opens with images of the Star of David and a replica of the Temple in Jerusalem:

The Mastermind, whose roots go back thousands of years, who rules, burns, destroys, starves the world, creates wars, organizes revolutions and coups, establishes states within states — this ‘intellect’ is not only Turkey’s curse, but the curse of the entire world. Who is this mastermind? The answer is hidden inside truths and facts that can never be called conspiracy theories. …

This story begins in the very old days, 3,500 years ago, when Moses brought his people out of Egypt to Jerusalem. The only guide he had was the Ten Commandments… We have to look for the mastermind in Jerusalem where the sons of Israel live. …

Maimonides… who lived in the Middle Ages believed that ‘the Jews are the Masters, and all other people are to be their slaves’”

The film then features several pro-Erdogan pundits, academics and journalists, commenting on the mastermind. “As they destroy the entire world, the Jews are searching for [the lost] Ark of Covenant.” says one. “The Jews use Darwin’s theory [of evolution] to assert that God created them – but everyone else evolved from apes,” says another. One claims that the Jews believe that they, the descendants of Isaac, consider themselves the masters, and that “all of us,” the descendants of Ishmael, are created to serve the Jews. And another blames “the mastermind” — whom he identifies as the Jews as well as the U.S. (which the film earlier claims is dominated by the Jews) for both the destruction of the Ottoman Empire and for the coups in modern Turkey aimed at ousting Islamist leaders and parties.

Finally, an advisor to Prime Minister Ahmet Davutoglu claims that all anti-government activity in Turkey was, in fact, attempts by “a mastermind” to bring down Turkey and its government.

I Vesten er de højere læreanstalter og venstrefløjen den antisemitiske tendens arnested

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Jyllands-Posten forveksler terrororganisation med “humanitær hjælpeorganisation”

Antisemitisme, Diverse, Erdogan, Forbrydelse og straf, Israel, Jihad, Muslimer, Pressen, Terror, Tyrkiet, islam — Drokles on February 9, 2015 at 4:39 am

Jyllands-Posten skriver at den tyrkiske udenrigsminister Mevlüt Cavusoglu rejste hjem fra den internationale sikkerhedskonference i München i protest over tilstedeværelsen af en israelsk delegation. Forklaringen på denne besynderlige opførsel begrundes i…

…en diplomatisk konflikt i 2010, da israelske soldater dræbte ni tyrkere, som var med på en tyrkiskledet humanitær hjælpemission til Gazastriben.

Denne “humanitære hjælpemission” var arrangeret af organisationen IHH, der sidste år blev genstand for en razzia af det tyrkiske politi, mistænkt for forbindelser til al-Qaeda. IHH er erklæret en terrororganisation i Tyskland og Holland. 87 amerikanske senatorer fra begge partier har opfordret Obama til at gøre det samme. IHH er medlem af Union of Good, der er skabt af Hamas med henblik på at generere indtægter. Det amerikanske skatteministerium betegner Union of Good som en terrorbevægelse.

Videooptagelser fra opbringningen af Mavi Marmara, det JP betegner som “en tyrkiskledet humanitær hjælpemission til Gazastriben”, kan ses her. Bemærk knivstikkene og jernstængerne, og hør jeres humanitære hjælpearbejdere sige “go back to Auschwitz” til de israelske flådefolk:

Så inde, bag kampesten, hegn, sikkerhedssluse og PET-beskyttelse i millionklassen sidder Jyllands-Postens journalister bevidstløst og blåstempler folk der med største glæde ville file deres hoveder af med en sløv kartoffelkniv som “humanitære” hjælpearbejdere.

Death Boats to Greece: Europe Or Die (Episode 2/4)

Fra Youtube omtalen

Since 2000, more than 27,000 migrants and refugees have died attempting the perilous journey to Europe. With an unprecedented number of people breaking through its heavily barricaded borders in 2014, the EU continues to fortify its frontiers.

VICE News presents Europe or Die, a new four-part series that documents the efforts of those risking their lives to reach Europe, and the forces tasked to keep them out.

In episode two of our series, VICE News correspondent Milène Larsson travels to the border between Greece and Turkey, where Syrian and Afghan refugees are paying large sums of money to take “death boats” to Greece.

In part two of our second episode, VICE News correspondent Milène Larsson continues her visit to the border between Greece and Turkey to find out what happens to the many migrants who perish while attempting to cross Greece’s dangerous Evros river.

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress