Det er ikke 1. april, men et af de absolut morsommeste kronikker der nogensinde er fremkommet i en dansk avis. En kommunist taler rent fra hjertet om “begyndelsen på afslutningen af den neoliberale kapitalismes epoke” i en kronik i Politiken. Læs for Guds skyld den hele og får et nostalgisk gensyn med postakademisk strukturanalyse mættet med marxistiske floskler.
Den neoliberale kapitalisme erstattede keynesianismens og velfærdsstatens kapitalisme med en mere intensiv og voldelig form for udbytning. I retrospektiv kan vi læse den neoliberale fase af kapitalismen som et svar på de omfattende sociale og politiske kampe, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne. Her artikulerede arbejdere, studerende og kvinder kritik af det, man med henvisning til bilindustrien kalder det fordistiske disciplinsamfund og en kritik af dets sexistiske, racistiske arbejdsdeling og ulige udveksling.
Det var Thacher og Reagan der skubbede på en udvikling, hvor ”den politiske horisont blev indskrænket til reformer og demokratisering“, hvilket kvalte en “anden verden hinsides kapitalismen og dens uimodståelige nye kommunikationsteknikker” men nu begynder det “at dæmre for en stadig større gruppe mennesker, at vi står over for et omfattende skifte i organiseringen af samfundet”.
Den arabiske revolutionsbølge truer med at udløse en proces, som vil underminere den nuværende verdensorden med rige hvide nationalstater og farvede smadrede vasallande, og besættelserne i USA og Europa afviser den neoliberale kapitalismes uligheder.
Tilsammen kan de meget vel vise sig at være ved at blive udgangspunktet for en global revolutionær proces, der måske endda på sigt opløser nationalstatssystemet og ophæver pengeøkonomien, selv om der vil blive gjort alt for at afspore den udvikling. Magthavernes holdning er at den potentielt revolutionære proces skal destabiliseres.
Håbet er lysegrønt og håbet blev ikke blot tændt i den arabiske verden. Bolt besøgte Zucotti Park, hvor Occupy Wall Street hober skrald op, men det er kun begyndelsen, hvorfor kronikken hedder “besæt alt”
Så vidt jeg kunne fornemme, var demonstranterne fortrinsvis unge og studerende, som havde fået nok og ville fortælle finanskapitalisterne på Wall Street en sandhed eller to. Siden er mange flere kommet til, og Zuccoti Park er blevet rum for en mangfoldighed af protester og generationer, der forenes om at afvise af neoliberalismens enorme ulighed.
En mangfoldighed af generationer, fortrinsvis ung og studerende “har spredt sig som en steppebrand til andre byer i USA og videre ud i verden under kampråbet ’Occupy Everything’ ” fortælles der begejstret, “imod økonomisk uretfærdighed og manglende politisk repræsentation“. Dette begrundes i staternes urimelige underhold af bankerne på skatteborgernes regning. Jeg medgiver gerne at den førte krisepolitik er kortsigtet, dum og farligt uliberal, men pointen er selvfølgelig en anden for Mikkel Bolt
På den baggrund oplever de demonstrerende i New York, London og Rom, at deres fremtid så at sige er blevet plyndret på forhånd. I modsætning til de foregående generationer i den vestlige verden, som har kunnet se frem til en bedre fremtid, mere velstand og flere muligheder, har vi her at gøre med en generation, som på en helt anden måde er blevet forrådt. Det er derfor, studerende og unge arbejdsløse udgør så stor en procentdel af de protesterende.
Som en der voksede op i oliekrisen og med tanke på de generationer der gennemlevede krig og den store depression og i forhold til den stigende velstand frem til idag og i lyset af de mange mobiltelefoner og bærbare computere, som denne udbyttede slavehær, der endnu ikke har bidraget med en eneste krone af de beløb, der er tabt eller overført til bankerne blev jeg også harm af social indignation på vegne af denne mangfoldighed af unge og studerende mennesker tynget af uanede mængder fritid. For mangfoldigheden af ungdom “forstår i særlig grad det gigantiske tyveri” fordi de sammen med “resten af befolkningen er blevet kastet til side, forgældede, ubrugelige og overflødige“. Det er selvindlysende, at de unge forstår noget i særlig grad i forhold til resten af befolkning, hvis de unge oplever det samme som resten af befolkning, så lad venligst være med at stille dumme spørgsmål.
Begivenhederne i New Yorks finansdistrikt på Manhattan skal forstås som et punkt i et internationalt netværk af indbyrdes sammenhængende modstand, der er ved at tage form, hvor demonstranter inspirerer hinanden [via iPhones] skaber en ny global protestbevægelse mod den neoliberale kapitalisme og dens enorme økonomiske ulighed. (…) inspireret af den nordafrikanske og egyptiske revolte og af den måde, demonstranter indtog centrale pladser i Tunesien og Egypten på, eksemplarisk med Tahrirpladsen i Kairo, hvor tusinder af egyptere markerede deres utilfredshed med Mubarakstyret og nægtede at gå hjem, før Mubarak var trådt tilbage. Den store opdagelse i de tunesiske og egyptiske revolter var selvfølgelig, at hvis man er mange nok og agerer med beslutsomhed, er det faktisk muligt at forsøge at ændre verden. Det er dette princip – der har været til stede i alle revolutionære processer – som folk over hele verden er ved at opdage.
Samtidig er demonstrationerne udtryk for en afvisning af det officielle politiske system, der på forskellig vis opleves at have spillet fallit og være ude af trit med samfundets reelle problemer. I tilfældet med det egyptiske militærdiktatur med Mubarak i spidsen var denne dimension så indlysende, at det samlede protesterne i ét fælles krav om systemskifte. Afvisningen af det etablerede politiske system går imidlertid igen i Spanien, USA og andre steder, hvor demonstranterne kritiserer det officielle demokrati for at have udviklet sig til et skuespil, et iscenesat meningsmålingsdemokrati, hvor politik, finanskapital og spin er smeltet sammen i forsvaret for et neoliberalt system, der tilgodeser finanskapital og en lille snæver elite.
Grækenland bliver selvfølgelig også fremdraget som et eksempel på den neoliberale finanskapitals udbytning af en mangfoldighed af unge studenter der ikke længere kan se frem til at gå direkte på pension efter endt sabbatår. Og vi ser selvfølgelig bort fra at mange mellemøstkommentatorer, de mest optimistiske med hensyn til det “arabiske forår” rent faktisk, gennem mange vox pops på Tahrirpladsen, har været under det indtryk at demonstrationen ellers handlede om at få netop den slags “politisk repræsentation“, som her i Vesten med Bolts præcise ord er “det etablerede politiske system“. Hvad forstår bønder sig på agurkesalet, Tuts?
Protesterne er også alle sammen kendetegnet ved at eksperimentere demokratisk, og som allerede skrevet er der en fornemmelse af, at vi – hvis vi er mange nok – kan gøre en forskel. Der oprettes generalforsamlinger, hvor man diskuterer, planlægger og vedtager, hvad der skal ske, og hvordan det skal gøres. På den måde forsøger man at praktisere basale demokratiske idealer i protest imod, at disse er blevet knægtet i det etablerede politiske system. Den fortsatte diskussion og de konkrete eksperimenter er vigtige, idet de udgør et alternativ til den politiske repræsentations eksisterende strukturer og peger på, hvorledes den politiske offentlighed ikke lader folket komme til orde andet end gennem ritualiserede stemmeafgivelser.
Konturerne af det mangfoldige folk af unge studenters “anden verden hinsides kapitalismen og dens uimodståelige nye kommunikationsteknikker” er i kortform ridset op i Jyllands-Posten
Flere amerikanske medier er begyndt at beskrive, hvordan sanitetsproblemer, narkotikamisbrug og sågar lejlighedsvise dødsfald og seksuelle overgreb også er blevet en del af demonstranternes hverdag.
(…)
Det tiltrækker rotter, som ifølge myndighederne har spredt sig til andre dele af byen.
(…)
En mand blev for nylig skudt i Oakland-lejren. En hjemløs mand omkom blandt demonstranter i Salt Lake City. I Vermon er der registreret et enkelt selvmord. I Portland er der registreret to tilfælde af overdosis med narkotika. Der har ligeledes været adskillige slagsmål i Californien.
I Philadelphia har der været flere seksuelle overgreb, og i New Orleans fandt man en død mand i et telt. Myndighederne vurderede, at han havde ligget død i teltet i mindst to dage.
De demonstranter på Tahrir Pladsen, som krævede politisk repræsentation, som det politiske system der er etableret her i Vesten tilbyder, ryddede i et anfald af utilgivelig småborgerlighed selv op efter sig. Men tilbage til Bolt
Demonstranterne synliggør, at det offentlige demokratiske rum ikke eksisterer, især ikke i de urbane bycentre, som er reserveret turisme (som Puerta del Sol i Madrid), blevet privatiseret (som Zucotti Park i New York) eller bare fyldt med trafik (Tahrirpladsen i Kairo). Det er selvfølgelig netop derfor, at det er disse centrale pladser, demonstranterne har indtaget og forsøger at forvandle til fælles rum.
Vi vil ikke have udlændinge på Puerta del Sol og fælles rum skal ikke bruges til at alle kan komme frem og tilbage mellem de private rum, som det sker på Tahrirpladsen. Ahh, nu er det ligesom i gamle dage, bedre næsten end at se Matador.