Indvandrerkvinder undertrykkes

Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on September 30, 2007 at 6:47 am

Venstrefløjen er for alvor på vej med et opgør over egne værdier. Sagen om Asmaa Abdol Hamisd har sat selvmodsigelserne på venstrefløjen på spidsen, som man kan læse om på Islamofascisme. Spændingen mellem at være socialist og samtidig dyrke manglende traditions-, kultur- og religionskritik, blot man ikke taler om hvide mennekser, er bygget op over tid og der er gradvist ved at udvikle sig et sprog, hvor man kan udtrykke sin tro på social sammenhæng og retfærdighed uden nødvendigvis at skulle dyrke alt, der ikke er USA. Venstrefløjen kan i stigende grad tale om problemer i og med indvandrerkulturer selv om man stadig er forbeholden over for en lang række oplagte konklusioner og stadig lider under en frygt for hvilke negative konsekvenser der følger af viden (en venstredrejet studiekammerat udbrød engang, som konklusion på en ophedet debat at viden skaber fordomme).

I Information Fredag kunne man læse om den stigende tendens til at muslimske piger får “genoprettet” deres mødom. I Artiklen hed det blandt andet

“Jeg får to til tre henvendelser om måneden, nogle gange langt flere, fra piger, der har dårlig samvittighed over, at de lever som danskere. De er født her og taler dansk, men de vil meget nødig have problemer før et bryllup. De tager det helt cool. Siger, det er det nemmeste, og giver udtryk for, at sådan er deres tradition, og det må de finde sig i,” siger Christine Felding.

Hun oplever, at kvinderne ofte er veluddannede og ikke på anden vis undertrykte i deres livsudfoldelse.

“De, der har det slemt, er ofte kvinder, der er født og opvokset i Danmark og skal giftes med en fra hjemmelandet. En, de som regel ikke selv har valgt,” siger Christine Felding, der mener, at kvinderne ville få operationerne udført i deres oprindelsesland, hvis de ikke kunne få lavet dem hos hende og hendes kolleger.

Ifølge forfatteren til en ny bog, Mødom på mode, sygeplejerske og socialrådgiver Kristina Aamand, er det et mørketal, hvor mange kvinder der faktisk får lavet rekonstruktioner af deres mødom.

“Vi ser flere og flere kvinder med anden etnisk baggrund, der dyrker sex før ægteskabet, og aborttallet er skyhøjt blandt de etniske minoriteter. Det er altså mere reglen end undtagelsen, at der bliver dyrket sex. Så jo mere sjælden mødommen er, jo mere eftertragtet bliver den. Den bliver en sjælden blomst. Derfor ser vi også kvinder, der får lavet en ny mødom. Men det handler om, at der er nogle kvinder i Danmark, der ikke har den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund, nemlig retten til at bestemme over deres egen krop,” siger Kristina Aamand.

Sundhedsstyrelsens tal viser, at kvinder blandt de etniske minoriteter vælger en provokeret abort dobbelt så hyppigt som etnisk danske kvinder.

Kristina Aamand mener, at operationer, også selvom det er et lille indgreb, som kun tager ti minutter, er med til at fastholde de unge kvinder - og mænd - i en undertrykkende kultur.

“Det gør kvinderne klar til at fortsætte og opretholde traditioner og forventninger, de for manges vedkommende føler sig pressede af,” siger hun.

Leder af foreningen Sex og Samfunds Præventions- og rådgivningsklinik, overlæge Charlotte Wilken Jensen, der også er ansat på Roskilde Sygehus, bekræfter kvindernes halve revolution.

“De kommer på klinikken for at få kontrolleret, om deres mødom er intakt. Nogle af dem fortæller frit, at de dyrker f.eks. analsex og mundsex og gør alt for at bevare mødommen. Og så er de alligevel blevet nervøse. Vi får ikke henvendelser om genetablering af mødommen på klinikken, men vi oplever det på det sygehus, hvor jeg er ansat. Men der udfører vi det ikke,” siger Charlotte Wilken Jensen, der anser det for et kæmpeproblem, at nogle kvinder blandt de etniske minoriteter ikke har selvbestemmelse over deres egen krop.

“Man kan godt synes, at de har brudt med deres familietraditioner og lever som danske unge piger. Men det er meget svært, at det følger med, at man ikke er værdifuld for sin familie mere, når man lever sådan et liv. Ved at udføre operationerne forsinker vi udviklingen og fastholder vi dem i traditioner, de på et eller andet tidspunkt er nødt til at gøre op med. Det er bare ikke så enkelt, når man sidder med en af pigerne, for de er i en meget vanskelig situation, ” siger hun.

Og i en opfølgende artikel ligeledes i Information hedder det

Som en kvinde siger i bogen:

“I min familie er alle ægteskaber til alle tider arrangerede, med mere eller mindre tvang involveret. For arrangerede ægteskaber handler om tvang, det er der ingen tvivl om.(…) Hvis vi ser bort fra de klassiske metoder såsom vold og isolation, så er tvang nemlig en temmelig snu størrelse med mange ansigter. “

Og de arrangerede ægteskaber er udbredt. Den traditionelle tankegang er ikke et underklassefænomen, men også udbredt blandt veluddannede og velintegrerede indvandrerfamilier. Kvinden fortsætter:

“Skik og brug, når det gælder familiens døtre, er den sidste bastion, som alle forsvarer krampagtigt. Jeg kan ikke lade være med at grine, når jeg ser politikere og indvandrereksperter med vigtig mine proklamere, at nu har de udviklet en værktøjskasse, som skal redde de unge fra tvangsægteskaber, eller indført en lovændring, som altid er bedre og mere effektiv end den tidligere regerings. Mon de ved, at vi griner ad dem og deres ubehjælpsomme indsatser?”

Er det bare gammel kultur, som ingen er skyld i?

“Ellers pacificerer og offergør man os. Vi er selvfølgelig glade for den hjælp, vi kan få fra danske kvindeorganisationer f.eks., men det nytter ikke noget, hvis indvandrerkvinder ikke står frem og taler deres egen sag. Der er tiltag i det små, men det er ikke en stærk stemme. De stærke stemmer kommer fra imamerne, og Asmaa (Abdol-Hamid, opstillet til Folketinget for Enhedslisten, red.), der sidder tildækket og påstår, at et tørklæde er lig med ligestilling. Men det er ikke ligestilling, når en kvinde er nødt til at tage et tørklæde på for at gå ud, for at tage en uddannelse og ikke kan bestemme over sin egen krop, den mest fundamentale rettighed i et demokratisk samfund. Og den er der nogen i Danmark, der ikke har. De stærke stemmer får for meget taletid. Men det er jo nemt at sidde og påstå hjemme i dagligstuen. Derfor har vi lavet bogen,” siger Kristina Aamand.

Det er en venstrefløj i en selvrangsagelse. Endelig er man ved at blive tryg ved at stå fast på de principper man tror på. Og det er vigtigt, for denne diskurs kan ikke rulles tilbage da den slår principperne fast og cementerer almen viden. Skødet er skrevet Brotgaard, gælden står i deres navn!

Hvad skal man for eksempel mene om socialt svage indvandrerkvinder

“Hvis man vil nå nogle af de her mennesker, er man er nødt til at tale deres sprog. Danskerne ser en ældre kvinde i den laveste socialgruppe. Men i hendes verden er hun top of the pops. Hendes afdøde mand var hårdtarbejdende, og hun passer sit hjem, døtrene går i koranskole, og hun er anset som en dygtig formidler af gode, holdbare ægteskaber. Det eneste sted, det ikke går så godt, er oppe hos socialrådgiveren. At stå op klokken fem om morgenen til et rengøringsjob og lære at tale dansk kan hun ikke bruge til noget. Hendes søn arbejder i et verdenskendt forsikringsfirma, så det behøver hun heller ikke. Man kan godt tale om at yde og nyde, men det betyder ingenting for hende. Hvis folk ikke kan se nogen fordel i at blive integreret, hvorfor så lade sig integrere? “

Her er ingen argumentation for at give disse kvinder kontanthjælp mulig og ingen undskyldning for ikke at presse disse kvinder ud i job og betale den skat der driver den danske velfærd. Her er ingen argumentation der understøtter teorien om at det er danskerne der stigmatiserer de fremmede. Tværtimod er det eksempler på en grundlæggende ligegyldighed overfor værtslandet. Hvor længe kan offermyten opretholdes?

Og så til en klassisk misforståelse og den irrationelle trang til at friholde islam fra skyld.

- Den somaliskfødte forfatter og debattør Ayann Hirsi Ali mener, at kvindeundertrykkelsen hænger uløseligt sammen med islam, og man derfor må gøre op med religionen. Hænger kultur og religion ikke tæt sammen?

“I det miljø, jeg færdes i, er det ikke islam, der er problemet. Jeg er heller ikke inde i den hårde kerne af radikalisering, men i den brede middelgruppe. Der lever folk stille og roligt med deres religion. Men er man vokset op med en meget stærk religiøs baggrund som f.eks. Hirsi Ali, er ens forudsætninger anderledes. Jeg er opvokset i Danmark, min mor er dansker, min far palæstinenser, min mand er også født i Danmark. Ingen af os har f.eks. oplevet kvindelig omskæring. Desuden er mange af de traditioner, vi berører i bogen, præislamiske traditioner. Men selvfølgelig hænger religion og traditioner sammen, vi forsøger bare at skille tingene ad, fordi mange af de mennesker, det drejer sig om, slet ikke har læst Koranen.”

Der er muligvis præislamiske traditioner, men det friholder ikke islam som et problem. Pakistan hedder ikke de renes land for ingenting og islam hierakiserer (er det overhovedet et ord?) køn. Kvinden er underordnet manden og er genstand for familiens ære - hvis overhoved er patriarken - hendes seksualitet er forbundet med skam og hun hører ikke til i det offentlig rum. Grundlæggende er det islamiske menneskesyn og den afledte samfundsmæssige logik i nøje overensstemmelse med, hvad man her kalder førislamiske traditioner. Kritik af disse traditioner er derfor kritik af islam og mit gæt er derfor også at såfremt Kristina Aamands bog medfører en større debat, vil muslimske organisationer prøve at “nuancere” debatten om kvindeundertrykkende minoriteter iblandet slet skjulte beskyldninger om racisme og fremmedfrygt fordi de er truffet lige i sylten.

Hvis det ikke handler om islam savner man en rigtig god forklaring på, hvorfor den slags traditionener har overlevet over 1000 år i islamiske - rettelse ALLE islamiske - samfund, når nu islam er så gennemgribende i menneskets liv, som selv Jørgen Bæk Simonsen mener. At idiotien har eksisteret før islam slukkede ethvert håb for menneskelig værdighed er ingen undskyldning og har næsten kun historisk og antropologisk interesse. Man er stadig langt fra i mål på venstrefløjen, men man er i gang og standpunktet om islams uskyld kan ikke opretholdes logisk.

I Ugen På Spidsen havde Claus Hagen Petersen forfatteren til bogen Mødom På Mode i studiet og i et næsten perverst nedtonet sprog oprullede hun en barsk virkelighed for mange kvinder og unge piger i det danske samfund, hvis ulykke her i livet er at tilhøre den islamiske kultursfære. Som foreksempel

Man vil gerne have [mødommen] som en slags bryllupsassesorie….som noget det er blåt, noget der er gammelt og noger der er nyt og her så har vi bare en mødom.

[Mødommen] signalerer at du er en god pige, at du har passet godt på dig selv og at du har passet godt på familiens ansigt og ære og anseelse.

Kun forvirrede kulturradikale vil dølles af det tilforladelige sprog, her er jo ingen tone at forarges over, men for gamle socialister og alle os andre isner det ned ad ryggen.

Venstrefløjen har - efter at have forsøgt at opløse familien i Danmark og lagt selv ideen om den for had - hyldet indvandrerfamiliernes stærke strukturer. Men der er altid en regning der skal betales. Den sociale kontrol er bastant og må virke afskyelig for ethvert frit menneske. Drenge skal holde øje med deres søstre ved f.eks. at følge dem til og fra arrangementer, tjekke deres mobiltelefon og forhøre sig i omgangskredsen. Aamand kalder indvandrermiljøernes netværk for social kontrol for “ekstremt udbredt”.

Det er jo så smart det her. Det er en kollektiv familiestuktur, men hvert medlem har en funktion, som gør at hele denne her struktur hele tiden opretholdes, så selvom brormand er dødtræt af at holde holde øje med sin søster, jamen så er han ligesom nødt itl at gøre det for, hvis han ikke gør det og hun kommer galt asted så falder tilbage på ham selv.

I alle totalitære systemer vogter alle på alle og alle frygter hvad andre ved og hvem man kan stole på. Det er en struktur der forkvakler mennesker forhold til hinanden med en vis grad af paranoia. Ikke mærkeligt at netop despotier har så gode kår i den muslimske verden, hele kulturen er redt op til diktatur.

Vi ser en oprustning af den del af venstrefløjen, der tror på deres værdier frem for salonfæhige floskler. De vil trække flere indvandrere med ind og det vil betyde en ophævelse af racismekortet. Racismekortet kan nemlig kun spilles når, der er tale om “hvide” og meget få modige “sorte” der kan afskrives som kokosnødder, fanatikere eller psykisk syge.

Konservativt fallit

Diverse — Drokles on September 29, 2007 at 8:08 am

Advarselslamperne burde blinke hos de konservative når de hører Mette Frederiksens kalde en ide af Pia Christmas Møller for “simpelthen skidegod“. Ja de Konservative er i total opløsning. Et hvert incitament til at gå ind i politik er forlængst forduftet blandt medlemmerne af den konservative gruppe. I stedet leder man efter politiske insatsområder man kan kaste sig over for at holde liv i ens karriere, altså at man opfinder nye områder for staten at blande sig i dit liv. I sidste ende et farligt våben i hænderne på moralismens kleresi - vor tids farisærer - der som rotter infiltrerer alle magtstrukturer i det umærkelige for at regere over os.

“Selv om jeg kommer fra en forholdsvis fastlåst position, hvor jeg har ment, at familierne selv skulle bestemme over fordelingen af barselsorloven, så er jeg parat til at diskutere andre modeller. Også modeller hvor man ændrer på længden af orloven eller siger, at en del af barselsorloven skal forbeholdes fædrene,” siger Pia Christmas-Møller, der ikke selv har stiftet familie, til Politiken.

Pia Christmas-Møllers linje er her helt i modstrid med regeringens, hvor man hidtil har insisteret på, at det må være op til familierne selv at afgøre, om far eller mor skal holde barsel og hvor længe. Hun begrunder sit kursskifte med ønsket om ligestilling mellem mænd og kvinder.

“Den meget ulige fordeling af barselsperioden er en selvstændig anledning til, at der på lang sigt bliver voldsom forskel i mandens og kvindens økonomiske muligheder,” siger Pia Christmas-Møller.

(…)

Pia Christmas-Møller mener i det hele taget, at meget trænger til at blive gjort for mænds og kvinder lige livsforhold, og hun vil nu have regeringen til at nedsætte en ligestillingskommission, der skal se på det. Et forslag om at virksomhederne efter norsk forbillede skal tvinges til at have mindst 40 procent kvinder i deres bestyrelser, vil hun ikke afvise, selvom hun erklærer sig skeptisk overfor idéen.

“Jeg foretrækker at løse det ad frivillighedens vej, men når tingene ikke ændrer sig, må der somme tider lovgivning til,” siger hun.

Må der lovgivning til? Hvad er det egentlig der er målet for ligestilling - kvoter?

Lovgivning og kvoter kan bruges som murbrækker i en proces, hvor det gælder om at bevise at det kan lade sig gøre at for kvinder, som der er tale om i dette tilfælde, at varetage for dem og samfundet hidtil uvante opgaver. Og det er det springende punkt nemlig, at ligestilling er et udtryk for anerkendelsen af menneskets potentiale. Hvad man kunne kalde et menneskesyn eller en åndelig ide skal forankres kulturelt og det er den også, selv om man sikkert kan finde små lommer af “drengenes netværk” forskellige steder. Der er ingen der undrer sig over en mandlig pædagog, selv om han sikkert er i mindretal og med de mange fremtrædende kvindelige partiformænd er den kvindelige lederrolle også gedigent afmystificeret. Ligestilling er ikke reducerbart til golde statistikker som overflødige politikere kan smykke sig med på konferencer og studieture i udlandet. Det er jo den holdning der præger det socialistiske Sverige, til stor skade for det arme broder/søster folk. Den borgerlige men mest liberale 180 Grader havde en bedre leder om emnet.
Men var det så hvad der skabte uenigheden hos de Konservative? Næh, Pia Christmas Møller blev ganske vist banket på plads, men man satte ikke spørgsmålstegn ved hendes plads i det parti hun nu er ideologisk imod. Det gør man til gengæld nu

Gruppeformand Helge Adam Møller sår direkte tvivl om, hvorvidt den politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, kan fortsætte på posten, efter at hun i strid med regeringens linje kræver en dansk folkeafstemning om den nye EU-reformtraktat.

»Det gør for mig en forskel, om man er politisk ordfører eller menigt medlem. Man har et krav på at orientere gruppen, hvis man fundamentalt vil udtrykke noget, som er i fuldstændig modstrid med, hvad partiet har stået for,« siger Helge Adam Møller.

Det handler således om gruppens samarbejde for den valgte taktik og ikke om de ideologiske modsætninger. Med den logik kan Pia Christmas Møller roligt melde sig ind i Ny Alliance vejen er beredt.

Absurd målestok for principper

Globalisering, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on September 29, 2007 at 6:08 am

Berlingske Tidende har en lille statusopgørelse over Muhammedkrisen. Heri lyder spørgsmålet

Var karikaturerne et tåbeligt teenage- agtigt stunt, et slag for ytringsfriheden, som vil bære frugt på sigt? Eller udhulede de den ytringsfrihed, vi allerede har? Berlingske har i interviews og møder i Mellemøsten forsøgt at spore, hvad effekten af Muhammed-krisen er i regionen her to år senere.

For det første handler en principiel kamp ikke om nytte på sigt, men om en kamp man er nødt til at tage uanset om den vindes. Hvis vi vil have ytringsfrihed må vi kæmpe for det uagtet risikoen for at tabe. For det andet kan en ytring ikke udhule den ytringsfrihed vi allerede har! I så fald måtte man afstå fra at ytre sig og så har man jo ikke friheden til det. Det var jo netop det geniale ved Jyllands-Postens tegninger, at det demonstrerede hvor vi stod. Man bliver således ikke syg af at gå til læge selv om det er af ham man får diagnosen.

Men således vælger man altså at gøre værdier op i en form for brugsværdi for eventuelt at kunne falcifisere Jyllands-Postens tegninger. Berlingske har valgt at fokusere på effekten i Mellemøsten trods det at tegningerne handlede om vores principper i vores land. Jyllands-Posten gøres ansvarlig for situationen i andre lande, hvor kun de færreste har tegnet abonnement på JP.

Der er ifølge artiklen gode og dårlige udviklinger at spore. I nogle lande har man således valgt at indskærpe den allerede stramme kontrol med menneskets ædleste egenskab, egenskaben at kunne tænke. Andre steder har det sat gang i en debat.

Jeg er grundlæggende ligeglad med, hvad Mordor går og roder med internt for, der er ingen forskel på nu og dengang. Det at man strammer reglerne for ytringsfrihed er kun en formalisering af, hvad man før mente kunne hvile i det underforståede nemlig, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved hadets religion. Det er altså ikke en tradition for satiretegninger af den pædofile kretiner, der er endt med Muhammedkarikaturerne det var en tradition der aldrig ville blive.

»I Egypten er fire avisredaktører blevet arresteret for at kritisere præsident Mubarak og hans søn. Det handler om ytringsfrihed – de danske tegninger gør ikke. Ved at kæde tegningerne sammen med ytringsfriheden har man givet mellemøstlige regimer ammunition til at slå ned på ytringsfrihed. De siger selvfølgelig: ‘Se dette er, hvad ytringsfrihed fører til: forhånelse af profeten’.«

Jakob Skovgaard-Petersen, leder af det Dansk-Egyptiske Dialog Institut i Cairo, er enig. Han kommenterede krisen i en række talkshows, mens den stod på. I dag siger han: »Adskillige liberale røster i Mellemøsten har forbandet tegningesagen, fordi den gjorde ytringsfrihed mere suspekt i Mellemøsten. Hvilket bliver brugt som et argument for censur.«

Skovgaard-Petersen betoner, at diskussionen om ytringsfrihed i Mellemøsten har ændret karakter.

»Tidligere diskuterede man, hvordan staten indskrænker ytringsfriheden. Nu går diskussionen mere i retning af, hvorledes man bør begrænse ytringsfrihed, så ingen kan føle sig krænket.«

Den diskussion man måtte have haft, og man kan forstå at den må have været særdeles fladpandet, er forgået uden refleksion over hvad ytringsfrihed er, nemlig frihed. At man er bange for at blive krænket og at krænkelser kan medføre uro og optøjer beviser kun at ytringsfrihed ikke har sin gang på jorden i den tilbagestående islamiske verden.

Det ligger dybt i islams natur at man ikke kan tillade mennesker at tænke fordi modsætningerne ville vælte frem af skabet og underminere troens fundament. En religion der baserer hele sin autoritet på at være den perfekte sandhed og Guds eget ufejlbarlig ord tåler ikke indre modsigelser. Derfor er den ureflekterede underkastelse og den evige angst selve troens indhold, selvbevarelse og drivkraft. Hvis man vil bevare mennesket i det åndelige fængsel kan man ikke lege med ideen om en lysere verden udenfor.

Muhammedtegningerne handlede om vores værdier og om hvorvidt vi er villige til at give køb på den logiske og naturlige konsekvens af vores kultur, tro og menneskesyn. De handlede om vores afklaring og vores valg. De handlede ikke om et resultat af nytteværdi eller om at frelse slaverne af islam. Derfor var Jyllands-Postens tegninger uanset “effekten” en stor succes.

Mere Latifis

Diverse — Drokles on September 29, 2007 at 4:32 am

En læser i Jyllands-Posten undrer sig over Latifis svage forståelse af videnskab.

Først her i sit lange indlæg forsøger den studerende at formulere en konkret kritik. Således savner hun i den pågældende artikel undersøgelse af testpersonernes helbredsstatus og alder. Den studerende mener åbenbart, at det er uredeligt at udelade disse data. Efter at have omtalt, hvor kritisk hun i øvrigt er over for det, hun læser, må det undre, at hendes kritiske sans ganske svigter her.

Simpel logik
Selvkritik er åbenbart ikke noget, den medicinstuderende giver sig af med. Bare lidt omtanke burde have gjort det lysende klart for hende, at sådanne data er uden relevans for det, artiklen befatter sig med. Når frekvensen af arbejdsulykker etc. stiger netop under ramadanen, så kan det umuligt have noget med alder etc. at gøre, men må udelukkende tilskrives ramadanen. Det burde være simpel logik, også for en muslimsk medicinstuderende.

Og det kan jeg kun være enig i.

Politiken beskriver nogle unge i Paris

Diverse, Multikultur, Pressen, Ungdomshuset — Drokles on September 28, 2007 at 9:01 am

Fra Politiken

 Klokken er omkring 01. Mandag nat i det populære turistkvarter omkring Pigalle i Paris ’ 18. arrondissement. Gaderne er fulde af turister, der nyder den lune aften og de mange fortovscafeer i kvarteret omkring den berømte kabaret Moulin Rouge. Pludselig strømmer omkring 150 unge op af metronedgangene og går i kødet på hinanden i en blodig og broget gadekamp, bevæbnet med knive, køller og macheter.

Forfærdede turister og beboere søger ly fra volden i de nærliggende restauranter og cafeer, som forsøger at lukke og låse dørene og skærme folk fra det voldsomme slagsmål.

To bliver kvæstet og flere let såret, og det lykkes politiet at arrestere omkring 30 unge, mens resten når at tage flugten og efterlader et området, der ligner en slagmark, strøet til med blodspor, knuste flasker og butiksruder.

Det voldsomme optrin er blot et af flere, der har fundet sted i de seneste uger i den franske hovedstad, og politiet står forholdsvis magtesløs over for slagsmålene, der finder sted mellem svagt definerede grupper, som provokerer og ophidser hinanden på internethjemmesider som YouTube og Dailymotion.

Ifølge en ny rapport fra politiets efterretningstjeneste, DGRG, er bandeslagsmålene i kraftig vækst. Sammenstødene mellem rivaliserende bander skal således ifølge rapporten være steget med 29 procent på blot et år. Ud over stigningen i antallet af  opgør er politiet blevet taget med bukserne nede af et nyt fænomen: ’bandekrig’ inden for Paris ’ bymure.

Men hvilke unge er der tale om?

For traditionelt finder sammenstødene sted i de socialt belastede forstæder, hvor rivaliserende forstæder eller kvarterer tørner sammen, ofte i forbindelse med byfester og sportsbegivenheder. 

»Med de seneste sammenstød har en række grupper imidlertid forladt deres ’territorier’ for at gøre regnskabet op i Paris . Det er nyt og meget bekymrende«, siger Laurent Le Mesle, offentlig anklager i Paris , til Le Parisien.

Og vi »kommer til at se mere til dem«, istemmer Nicolas Conte fra politiets fagforening advarende.

De seneste ugers slagsmål er således led i et opgør mellem de løst funderede grupper GDN (for Gare du Nord) og Def Mafia (for La Défense – forretningskvarteret i det vestlige Paris ), grupper af unge og ofte mindreårige drenge og mænd fra de parisiske forstæder, som af uvisse årsager har besluttet sig for at gå i kamp mod hinanden.

Ifølge doktor i sociologi Marwan Mohammed, specialist i bandekriminalitet fra forskningscenteret CESDIP, er der en logisk grund til, at de rivaliserende bander er søgt ind i hjertet af Paris i stedet for at blive uden for byen.

»Det er for risikabelt at opsøge modstanderne i deres eget kvarter, som man ikke har under kontrol, og hvor man ikke kender skjulestederne og ikke mindst politiets færden«, siger han.

I Paris er banderne på »neutral grund«, og de risikerer ikke at blive omringet, ligesom mulighederne for at slippe væk er bedre med de mange togforbindelser, forklarer Marwan Mohammed, der er overbevist om, at banderne sætter hinanden i stævne via internet eller mobiltelefoner.

Indtil videre har politiet øget patruljeringen på Gade du Nord, ligesom kvarteret omkring Pigalle er under forstærket overvågning, men politiet frygter alligevel, at fænomenet kan blive et modefænomen og løbe helt løbsk:

»Man kan ikke bagatellisere situationens alvor«, siger en kilde i DGRG således til nyhedsmagasinet Le Nouvel Observateur. »Sådanne slagsmål forårsager mange ødelæggelser, og Pigalle er et sted, der frekventeres af mange turister, ligesom over 600.000 rejsende hver dag passerer Gare du Nord. Og selv om der er tale om sporadiske og isolerede hændelser, øger de følelsen af usikkerhed på gaden«.

Endnu mere bekymrende er dog meldingen fra Loïc Lecouplier fra politiets fagforening Alliance i den nordvestlige pariserforstad Seine-Saint-Denis, der var skueplads for nogle af de værste uroligheder under optøjerne i 2005: »Ude hos os ser vi tit – for ikke at sige dagligt – bandeopgør «.

I modsætning til de seneste ugers sammenstød i Paris er banderne imidlertid i forstæderne gået skridtet videre: »Herude bruger de rigtige krigsvåben«, lyder det fra Loïc Lecouplier, »så vi ånder nærmest lettet op, når opgørene finder sted uden for vores områder«.

Kom med et bud, selv er jeg helt i vildrede.

24 års reglen virker

Multikultur, islam — Drokles on September 28, 2007 at 6:52 am

Et af formålende med 24 års reglen var at sikre integrationen. Tanken var at ved at udskyde ægteskabet gav de unge en chance for at starte en uddannelse og at gøre dem bedre i stand til at modsætte sig deres forældres primitive kultur. Især unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk klarer sig af den grund bedre i uddannelsen. Fra DR

- Frafaldet er mindsket med 20 procent blandt de mænd, som ville have giftet sig, hvis 24-års-reglen ikke havde forhindret dem i det, siger professor Helena Skyt Nielsen fra AKF, Anvendt Kommunal Forskning, til Radioavisen.

- Det er næsten lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så bliver resultatet det samme, nemlig at mænd med indvandrerbaggrund, der gifter sig med en familiesammenført ægtefælle, klarer sig dårligere i uddannelsessystemet og bliver dårligere integreret, siger Helena Skyt Nielsen.     

Hun peger på deres forsørgelsespligt over for den familiesammenførte ægtefælle, der gør, at de må forlade uddannelsen for at tjene penge til familiens opretholdelse.

Men der skal jo malurt i bægeret.

Men Manu Sareen, der er integrationskonsulent og medlem af Borgerrepræsentationen i København for Det radikale Venstre, er mere skeptisk over for undersøgelsen:

-Siden 2003 og 2004 har man jo gjort en kæmpe indsats på ungdomsuddannelserne for at få minoritetselever til at blive på deres uddannelser, og jeg tror lige så meget, det er den indsats, der spiller ind, siger Manu Sareen, der ikke kan lide signalværdien i 24-års-reglen.

-Vi går rundt og siger til dem, at de er danskere. Vi går rundt og siger, de er lige for lovgivningen, og deres svar til mig og til andre, det er: Jamen, hvorfor er der så en lovgivning, der er rettet lige mod os, siger Manu Sareen.

Nu skal jeg sige dig hvad du skal svare disse klynkende lømler næste gang Manu. Du skal sige:

 Hør her Osama, din kultur er en taberkultur, capiche! Danskerne, altså de rigtige danskere, finder sig i så meget lort fra din kulturs side, at jeg kaster op i lårtykke stråler hver nat og det her er en hjælp til dig og en beskyttelse af det Danmark, som du kun kender som din enorme families brødtræ.

Når i nu vælter “hjem” til Pakistan eller hvor fa’en det nu er i kommer fra for at hente en eller anden nær slægtning af det andet køn tilbage til en omgang traditionel blodskam så er det ligesom jer der signalerer at i ikke under nogen omstændigheder vil være en del af Danmark og danskerne.

Men nu kan i se jer om i det land som i vil bilde mig ind at i gerne vil tilhøre og se om der ikke skulle være en pige i kan affinde jer med, og mere vanskeligt en pige der kan affinde sig med jer!

Det skal du sige Manu for nogen gange er en opsang lige hvad man trænger til.

Herlige minder fra gammel kommunist

Diverse — Drokles on September 28, 2007 at 4:02 am

Et fantastisk læserbrev i Jyllands-Posten, hvor den tidligere ungkommunist Jannich Kofoed sammenligner sine egne totalitære dannelsesrejser med Asmaa Abdol Hamids.

Og jeg er sikker på, at det kursus var en hel del mere underholdende og bekvemt end det, “Muslimer i Dialog” udsatte sine danske rekrutter for på Dar ul Mustafa-koranskolen i Yemen.

Det fremgår for eksempel, at undervisningen fandt sted i lokaler uden borde og stole. Det lyder umageligt, og hvis intensiv-kurset faldt sammen med ramadanen, som jo skøjter rundt i den islamiske kalender, så har de arme kursister hverken fået vådt eller tørt fra solopgang til solnedgang.

Men på partiskolen i Lüttenklein manglede der intet. Maden var fortrinlig, tydeligvis bedre, end hvad Volkseigener Betrieb-supermarkederne udenfor kunne byde DDR’s indbyggere. Og vi fik enkeltværelser, hvorfra jeg husker, at jeg med et sug i maven oppe fra 9. etage skuede ud over den virkeliggjorte socialisme, der var romantisk sløret af brunkulsskyer.

Menuen bød ganske vist på Knödel og Eisbein mit Sauerkraut, men hellere det end pitabrød og knasende sandkorn mellem tænderne i ørkenhullet Tarim, som - ifølge Saliha Marie Fettah, der underviser i arabisk på Syddansk Universitet » … er en lillebitte by, hvor der ikke er kvinder på gaden.«

På partiskolerne i DDR var der derimod livlig kontakt mellem de to køn. Jeg husker, hvordan ungdomsforbundets ledende kadrer havde høj status blandt de nyindmeldte kommuniststudiner. Her var en tidlig ølvom, der på proletarisk vis var begyndt at krybe ud over livremmen og bæltespændet fra Den Røde Armé, ingen hindring. Tværtimod. Kærestepar blev splittet, og den forsmåede unge mand, der ikke kunne hamle op med bladredaktørens brutale charme, hans status og hans Stalin-skæg, måtte grædende rejse alene hjem til Randers - vraget af sin kæreste, der blev til en uges ekstra kursus i redaktørens tatoverede favn.

Men det kunne gå meget værre, og jeg kender personligt til to piger fra Danmarks Kommunistiske Ungdom, der - på Lenin-skolen i Moskva - blev voldtaget af partisaner fra afrikanske befrielsesbevægelser, der misbrugte de ellers velmenende hensigter i den proletariske internationalisme.

Læs den i sin helhed for den er absolut herlig og jeg har ikke taget det bedste.

Sær stilling fra Vollsmosepræst

Multikultur, islam — Drokles on September 28, 2007 at 2:26 am

I forbindelse med den langsomme opvågnen af nogle biskopper, der trods alt mener at man bør missionere kommer en præst fra Vollsmose med en sær melding. Fra Nyheds-Avisen

 

- Jeg bryder mig ikke rigtigt om ordet mission, fordi det lyder så vildt og aggressivt over for andre. Vi skal forkynde kristendommen, ikke omvende unge muslimer. Mit mål som præst herude i Vollsmose har været at udvikle i fællesskab, skabe et trygt religiøst miljø, hvor vi har respekt for hinandens forskelligheder. Og det er i den grad lykkedes i vores lektiecaféer, syklubber og på fodboldbanen, hvor der kommer mange muslimer. Men det er kun en ganske lille håndfuld, der har ladet sig døbe, siger Torben Hangaard.

(…)

- Vi skal være meget mere opmærksomme på, at kristendommen skal bruges aktivt til integration. Vi skal tålmodigt lægge grunden for fællesskaber, hvor muslimerne kan komme i vores kirker og få et bedre kendskab til vores religion og kultur - og danskerne kan lære om muslimernes tro og kultur.

Man kan gå ind i en strid om, hvorfor man dog skal forkynde kristendommen, hvis det ikke er fordi man bærer et håb om at andre skal kunne se “lyset” og man må i høj grad afvise at det er præstens rolle at integrere. Men han tilføjer

Og så må andre præster efter os tage over for at ‘missionere’, siger Torben Hangaard.

Måske er den pragmatiske præst bare listig og gøder jorden for mission. Man skal jo ikke underkende eksperten fra fronten.

It’s About Bloody Time

Multikultur, islam — Drokles on September 27, 2007 at 7:54 am

Fra Nyheds-Avisen

Folkekirken skal bruge langt flere kræfter på at missionere over for muslimer i Danmark, mener flere biskopper.

Baggrunden er blandt andet, at flere danskere konverterer til islam. I dag er cirka 4.000 danskere konverteret til islam mod 2.500 for to år siden, anslog en religionsforsker i denne uge over for Nyhedsavisen.

»Det er en alvorlig udfordring for folkekirken, at så mange danskere konverterer til islam. Ganske vist bliver nogle muslimer også kristne, men det er et mindre tal. 4.000 er 4.000 for mange,« siger biskop i Viborg Stift Karsten Nissen.

Biskopperne vil missionere mere blandt muslimerne – både fordi det giver muslimer en større forståelse af kristendommen, og fordi det kan inspirere nogle til at blive kristne.

»Vi bør bruge flere kræfter på en missionsvirksomhed blandt muslimerne. Vi står som kristne under missionsbefalingen, og den danske Folkekirke bør derfor også være en missionerende kirke, der deler evangeliets glæde med andre – også muslimerne,« siger Karsten Nissen…

Hvorfor fanden sker den erkendelse først nu? Hvad har disse biskopper lavet andet end at administrere?

Vrøvl fra Helen Latifis

Diverse — Drokles on September 26, 2007 at 10:10 pm

I dagens Jyllands-Posten klovner muslimen Helen Latifis rundt i en videnskabelig debat. Årsagen er Helle Lykke Nielsens kronik “Må man kritisere ramadanen?” ligeledes i Jyllands-Posten om muslimers reaktion på alt hvad der lugter af kritik af dødskulten islam. I dette tilfælde var det en stigning i antallet af arbejdskader for muslimer (for de muslimer der arbejder) under ramadanen, som en naturlig følge af spise for lidt, som Lykke Nielsen havde skrevet om i Ugeskrift for Læger, der fik muslimske medicinstuderene op fra bedetæppet. Latifis skriver

I denne artikel har forfatterne lavet en undersøgelse, hvori der er observeret en højere frekvens af skaderelaterede indlæggelser af muslimer under ramadanen målt i forhold til ikke-muslimer.Undersøgelsen mangler i sin helhed en helbredsstatus og alder på testpersoner, som må siges at influere mærkbart på forsøgsresultaterne, idet disse er væsentlige faktorer i helbredsundersøgelser.

Netop disse manglende oplysninger får min kritiske sans til at løfte øjenbrynet og betvivle disse forskeres pålidelighed. Eller rettere sagt, at HLN som fagperson burde være mere omhyggelig og bruge sin viden til at sortere, hvad der er videnskabeligt redeligt og uredeligt.

Men HLN er jo heller ikke uddannet inden for medicinsk videnskab, og som hun selv skriver i Jyllands-Posten: »Nu er jeg ikke læge«. Nej, netop!

Hvad Helen Latifis vill bruge alder og helbredsstatus til i den refererede undersøgelse kommer hun ikke ind på. Hun undgår nemlig at nævne, at undersøgelsen tager perioden før og efter med ind, således at der ikke er tale om særlige vilkær for muslimer i samfundet, men en peridodisk afvigelse hver evig eneste ramadan der kun rammer muslimer og ingen andre (bortset fra dem der bliver kørt ned af udmattede taxachaufører). Muslimer kommer oftere til skade under ramadanen og hvorfor er det så provokerende viden?

billede-6.jpg

Og hvad mener Latifis med den harske “»Nu er jeg ikke læge«. Nej, netop!” når Helen Latifis heller ikke selv er “uddannet inden for medicinsk videnskab“?

Helt surreelt bliver det da Latifis slutter

Da fedme har været et stærkt debatteret emne i samfundet de seneste 20 år, vil jeg opfordre nysgerrige til at prøve at faste en enkelt dag og med god samvittighed nyde en chokoladekage hen imod aften, når fasten brydes.

når vi ved at den muslimske del af befolkningen er væsentligt federe end resten grundet den massive brug af olie og sukker i maden, samt synet på kvinden, hvor motion anses for uærbar.

Trættekære og infame DRC

Godheds-industrien — Drokles on September 26, 2007 at 3:19 am

Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination bliver aldrig trætte af at forfølge deres politiske modstandere trods et nederlag hos statsadvokaten i sagen om at de tre Dansk Folkeparti politikere Mogens Camre, Morten Messerschmidt og Søren Krarup forfriskende ærlige tale om islam. DRC har derfor påklaget afgørelsen til Rigsadvokaten og centerleder Niels-Erik Hansen siger til Kristeligt Dagblad

– Det er rigtigt, at da Folketinget vedtog den såkaldte racismeparagraf i straffeloven, så sagde man, at der skal være et hensyn til ytringsfriheden – men samtidig sagde man, at vi heller ikke kan leve med, at der kører racistisk propaganda. Derfor skærpede politikerne også loven, hvis det indgår i en hetz. Og det er sådan set det, som hele tiden har været vores synspunkt: Søren Krarup har brugt de seneste 20 år af sit liv på at køre en hetz mod den her påståede muslimske invasion af Danmark. Det startede han med midt i 1980’erne, og det er han bare kørt videre med, og det er det, som Mogens Camre og Morten Messerschmidt kører videre på. Nu bliver det en del af en propagandavirksomhed.

Men hvorfor kun være trættekær og selvretfærdig når man kan være injuerende…

– Hvis vi skal drage den historiske parallel – og nu ved jeg godt, at de bliver rasende over det her – så var det rent faktisk det, som der skete i 1930’erne i forhold til jøderne. Man lagde systematisk jøderne for had, man omtalte dem negativt, man skød dem alt muligt i skoene og gav dem skylden for alle mulige ulykker, siger centerlederen.

Der er ingen nedre grænse for usmageligheder og infame løgne når man er på de godes hold. Niels-Erik Hansens univers opererer med en fast stab af skurke, som han og hans center skal besejre og superskurken hedder Søren Krarup. Det er de gode mod de onde og når man er god må man gerne sætte de onde i bås med nazisterne og beskylde dem for at berede vejen for folkemord.

Flashpoint Syria

Diverse — Sobieski on September 24, 2007 at 8:52 pm

Der har i de seneste dage floreret rygter om at et israelsk angreb skulle have fundet sted i Syrien, og at målet bl.a andet skulle have været et lager med A-våben komponenter. Her er noget af det første substantielle jeg har fundet - fra Yoni Tidi:

Sep 6, 2007 14:33 | Updated Sep 6, 2007 14:33
Syria: Air defenses fired at Israeli aircraft over our airspace
By AP, YAAKOV KATZ AND JPOST.COM STAFF

Syrian air defenses opened fire on IAF aircraft that violated Syrian airspace overnight Thursday, a Syrian military spokesman said.

“We warn the Israeli enemy government against this flagrant aggressive act, and retain the right to respond in an appropriate way,” the Syrian spokesman said.

Syrian officials reported that four or five IAF aircraft broke the sound barrier and dropped fuel tanks over deserted areas of northern Syria, along its border with Turkey.

Israelerne har nok benyttet deres alliance med Tyrkiet til komme ind af bagdøren. Brændstoftanke er bestemt ikke det eneste de har ‘dropped’ over det nordlige Syrien.

f-15.jpg

Syrian Cabinet Minister Buthaina Shaaban, speaking on Al-Jazeera television’s English service, would not confirm that Israel had attacked Syria, but did say the aircraft violated the country’s airspace.

Læg mærke til den diplomatiske formulering; Syrien siger ikke mere end højst nødvendigt. Israel har fået ram på noget ‘Baby’ Assad ikke burde have haft stående, og de ved at regimet ikke kan tale om det snavs, de har haft fingerene nede i.

Og sagen udviklede sig:

Published: 09/11/07, 10:35 PM Israeli Media Confirms IAF Struck Near Euphrates by Gil Ronen

(IsraelNN.com) Israeli TV Channel 1 said Tuesday that the IDF “definitely carried out an attack” against Syria last Thursday. The attack was meaningful, the channel’s military affairs reporter said, and was probably carried out against a large and important target that justified taking this kind of extreme action at such a sensitive time in Israeli-Syrian relations.

The target hit was in the Deir Ez-Zour region in eastern Syria, near the Euphrates river.

The attack was carried out by Israel Air Force (IAF) F-15i jets (The ‘i’ stands for ‘Israel’) referred to in Hebrew as Ra’am, or ‘thunder.’ Anti-aircraft fire from the ground was inefficient, Channel 1 said.

…”Israel is seeking military escalation,” he (Bashar al-Jaafari, Syriens FN ambassadør) said. “We are exerting efforts so that we don’t fall into this trap. We are dealing with the matter with utmost keenness, precision and responsibility.”

Syria has lodged a complaint with the United Nations about the event but has not asked for a Security Council debate on the matter, and its state-controlled media is downplaying the incident.

Ja, det markerede i det foregående citat er vel nøgleordene. Oversat fra diplomatsprog betyder det, at Syrien ønsker denne sag begravet med alt mulig hast. En alibi klage er sendt afsted, men uha, ingen nærmere diskussion, tak!

CNN reported Tuesday that the Israeli airstrike inside Syria last week may have been targeting weapons that were earmarked for Hizbullah fighters, citing “sources in the region and in the United States.”

Så passer pengene. Syrien burde holdes direkte ansvarlige for alle Hezb’allahs handlinger.
Den slags veludførte angreb er lige præcis hvad de orientalske despoter forstår. Israelerne har sat den tandlægeuddannede Baby Assad i Syrien under voldsomt indenrigspolitisk pres. Hans svoger Asef Shawkat, som er mistænkt for mordet på den libanesiske premierminister Rafik Hariri, er chef for den syriske efterretningstjeneste, og han har mødtes med Hezb’allah og Hamas repræsentanter for at planlægge et gengældelsesangreb på Israel. Dette træk truer Baby Assads politiske liv, og dermed også hans jordiske ditto. Skulle han virke for aggressiv overfor Israel, så slår IDF til - skulle han virke for passiv overfor rivalerne derhjemme, så bliver han trukket ind i baglokalet og skudt.
Den israelske aktion rækker længere end som så; det er også en forsmag på hvad Iran kan vente sig, skulle deres A-våben program blive operationelt. Det tror jeg de er ganske klar over.

Yoni Tidi:
…elite units on the ground assisted a flight of F-15 in destroying two locations in Syria. One location, which nobody is talking about anymore, was a major weapons depot of weapons that had been shipped from Iran to Syria for trans shipment into Lebanon to Hezb’allah, which included long range missiles that could hit the whole state of Israel. And the second location was a fascility that was storing equipment that had arrived in Syria on the September 3. from North Korea. That was nuclear weapons components.

Jeg vil ikke gå ind og diskutere sandhedsværdien af de enkelte detaljer, men nøjes med at konstatere, at det kan lade sig gøre at ramme de mellemøstlige bøller. Bag fascaden ligger en hul skal.

Christian Braad Thomsen kalder alle nazist

68, venstrefløjen — Drokles on September 20, 2007 at 11:26 am

Christian Braad Thomsen mener i Berlingske Tidende igår, at stort set alle, der ikke er ham selv har nazistiske vædier. Det er ikke kun ledende medlemmer af Dansk Folkeparti, der dyrker nazistiske værdier, men også folk som Anders Fogh Rasmussen, Kai sørlander og Claus Hjort Frederiksen. Da de nazistiske værdier er støttet af et flertal i befolkning er det altså en meget deprimerende udsigt man har fra Braad Thomsens formørkede sind.

Grundlæggende argumenterer Braad Thomsen ikke, men sidestiller fænomener og blander begreber sammen. Han indleder i fin stil med et citat, der skal bære resten af artiklens logik, som det selvfølgelig ikke kan. Men det tjener meget godt som eksempel på hans logik

Poul Henningsen holdt i 1943 fra sit svenske eksil et radioforedrag, hvor han udtrykte frygt for »en ny nazistisk blomstring efter krigen som vel blir kaldt alt andet end nazisme – ja som kanske kommer til at trives indenfor de eksisterende parlamentariske partier«. Denne frygt blev til virkelighed i retsopgøret, hvor nazistiske værdier blev taget i brug, f.eks. ved at indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft, noget som turde være fremmed for demokratiet.

I 1943 var krigen så langt fra afgjort og ingen kunne vide at Hitler i tilfælde af tilbagegang ville fortsætte til den bitre ende. Det er i det lys man gør sig klogt at se udtalelser fra besættelsesårerne, men Braad Thomsen læser PH som var det Nostradamus.

Braad Thomsen ser også bort fra at retsopgøret ikke bare var et opgør med fortiden i moralsk og juridisk forstand, uskønt som det ellers fremstod, men et næsten opløst samfunds genindførelse af orden. Braad Thomsens snak om rigiditet fjerner ironisk nok hans egen evne til at sætte tingene i perspektiv og alt der står tilbage er derfor en rigid skamridning af misforståede principper og en letkøbt domsfældelse over fortidens synder i bagklogskabens - for Braad Thosens vedkommende - uklare lys. Men det er sådan banen er kridtet op og så følger ellers eksemplerne på PH’s vision og denne fortolkning af den snigende nazisme:

Hvis man vil forstå, hvad nazismen er, nytter det ikke at definere den ud fra dens forbrydelser, som alle er enige om at tage afstand fra. Nazismen bør i stedet defineres ud fra dens værdier, hvoraf en af de vigtigste nok er et rigidt normalitetsbegreb, der udelukker dem, der er anderledes.

Det er det rene vrøvl. “Alle” tager afstand til nazismens værdier som de tager afstand til nazismens forbrydelser. Grunden til at Thomsen laver en modsætning mellem vores forhold til værdier og handlinger er fordi han allerede har indført den, som præmis i citatet fra Poul Henningsen. Overbevist af PH’s tale bliver Thomsens forudsætning til sit eget bevis.

Hvad Braad Thomsen forstår ved et rigidt normalitetsbegreb definerer han aldrig og man kan vel forstå snart sagt hvad som helst i et sådan gummibegreb. Men i hans verden er alt rigidt, hvis det ikke ser pædofili, som en naturlig praksis. Det siger jeg ikke for at sensationalisere, men for at understrege at alle forbrydelser i Thomsens verden kan udlægges som et opgør med en normalitet, der her altid forudsættes som noget rent negativt. Omvendt er alle de værdier han ikke deler annuleret som brud på normalitet, men er bare af nazistisk tilsnit (Thomsen kender sin injurielov). Og dette ufordøjede rod, hvor alt vendes på hovedet er så Thomsen’s verden.

At Asmaa ikke vil give hånd til mænd, er således ikke et udtryk for diskriminationen, som han beskylder Hjort Frederiksen for ved kravet om at alle - læs alle, alle uden undtagelse - skal kunne give hånd, hvis de skal arbejde i det offentlige - læs det offentlige, vores alle sammens. Asmaa’s forskelbehandling på mænd og kvinder er for Thomsen derimod pludselig et spørgsmål om blufærdighed til trods for at Thomsen selv slår fast at “Nazismen starter i det små med opdelingen af mennesker i dem og os.” og videre “Når man har opdelt mennesker i »rigtige« og »forkerte «, er springet ikke stort til at isolere de »forkerte « i lejre og udsætte dem for en behandling, som vi næppe ville byde »rigtige« mennesker.” Samme rod er der tale om når Thomsen forsvarer tørklædet og sammenligner dets kritikere med styret i Iran.

Generelt er Thomsen en komplet idiot. Han argumenterer på samme ureflekterede måde som gymnasieelever, agressivt, selvretfærdigt og på misforståede præmisser. Og det er mildest talt pinligt i Thomsens alder. I et angreb på Kai Sørlander roder han ikke bare rundt i begreberne, men også historien:

Dansk Folkepartis filosofiske fyrtårn Kai Sørlander mener også (kronikken 9.9.), at kristendommen er bedre end islam. Det er han i sin gode ret til, men han er ikke ret god til at bestemme forskellen. Han hævder, at kristendommen i modsætning til islam ikke er en »lovreligion«, hvorved han overser, at Jesus udtrykkeligt ikke er kommet for at nedbryde, men for at »opfylde loven og profeterne«. Han mener heller ikke, at Jesu ord kan gøres til genstand for politisk handling, skønt Jesus jo selv dekreterede, at de, der ikke troede på ham, skulle slås ned for fode (Lukas 19/27). Det er da også praktiseret gennem hele kristendommen historie – og er bekræftet af Luther i hans modbydelige antisemitiske skriverier. Omvendt mener Sørlander, at islam »i sin kerne modsætter sig sekulariseringen af det politiske«, skønt Tyrkiet jo er en sekulær stat. Denne dybe uvidenhed bruger han til at modsætte sig, at muslimer slår sig ned i Danmark: deres psyke er af en art, så de ikke kan bo sammen med anstændige mennesker. Luther og Hitler mente det samme om jøderne; den ene anbefalede, at de skulle massakreres, den anden udførte det.

Det er nu Thomsen, der ikke er ret god til at læse Sørlander, som han heller ikke er ret god til at læse Evangelierne. For når Jesus kommer for at opfylde loven er det ikke dyrkelsen af dens bud og leveregler, men Loven i relation til det Dobbelte Kærlighedsbud (at elske Gud med alt den kan trække og i relation til det at elske sin næste som sig selv). Derved bliver det enkelte menneske ansvarlig for at handle godt og det sker ikke ved dyrkelsen af Loven, men med den etik der følger af forudsætningen Guds kærlighed.

På den måde optræder loven i to forståelser, som den Guds givne overholdelse af skikke og ritualer og så den lov som samfundet underkaster individdet for at opnå orden. Jesus ville ikke bryde samfundets orden ned, men derimod tempelkulten’s farisærer. På den baggrund mener Sørlander ikke at Jesus kan gøres til genstand for politisk handling, da der ikke er nogen forskrift på, hvad der er i overensstemmelse med Gud for det er jo netop Guds orden at mennesket selv skal gøre sig det klart. Hvilket så i Sørlanders og min verden baner vejen for demokratiet, men det er en anden historie.

Det som Braad Thomsen kalder dyb uvidenhed, at Tyrkiet er en sekulær stat, er hans egen dybe uvidenhed, idet Atatürk der grundlagde det sekulære Tyrkiet, netop så islam, som modsætningen til demokrati. Derfor myrdede, torterede og fordrev Attatürk de mullaher, - og det var mange - der ikke ville arte sig efter hans nye nationsbegreb. Der findes kun en civilisation og det er den vestlige, har han sagt og på ruinerne af det sammenstyrtede Osmannerrige er den sætning mere radikal end man umiddelbart skulle tro. Vesten og kristendommen var, og er stadig i nogen grad - sammenfaldene i islamisk forståelse.

I øvrigt læste Hitler ikke Luther, men derimod Muhammed for det var Muhammed der forestod med et eksempel på jødeudryddelse, da han slagtede 6-900 jøder.
Braad Thomsen angriber som sædvanlig også grundlaget for Irakkrigen, som han mener er ulovlig og demokratier kan jo ikke bryde loven. Men han blander landets love sammen med internationale forpligtelser. Krigen var ikke ulovlig, den var blot ikke i overensstemmelse med FN’s flertal. Og det er faktisk ikke det samme, men det er en typisk sammenblanding af begreber som Thomsen begår. Et eksempel

Det mest uhyggelige forsvar for krigen leverer Søren Krarup, som fortsat kalder den »et vestligt selvforsvar mod den islamiske terrorisme« (Information 25.8.07). Samtidig må han indrømme, at Saddam Husseins styre ingen som helst forbindelse havde til al-Qaeda. Men Irak er muslimsk, og al-Qaeda er muslimsk, ergo må Irak undgælde, for der må statueres et eksempel. Det svarer fuldstændig til logikken bag de nazistiske clearingdrab.

Thomsen forudsætter altså at Al Qaeda er det eneste eksempel på terror, men begrebet “den islamiske terrorisme“, som den formuleres af Krarup signalerer jo alt andet end et synonym med en konkret organisation. Saddams meritter er i høj grad at definere som terror og hans omgivelser havde god grund til at føle sig truet. Efter krigen i 1991 havde man håbet at det tryk man lagde på regimet i Bagdad ville føre til dets kollaps. Men Saddam sad mere sikkert, hvilket i længden gjorde den sikkerhedspolitiske situation uholdbar. Om man er enig med Krarup i krigen eller ej, er det dog et logisk rationale som Thomsen forvrænger gennem begrebsforvirring og oven i købet sætte trumf på ved at sammenligne Saddams regime med ofrene for nazisternes clearingdrab.

Artiklen rummer i det hele taget ikke andet end en lang række voldsomme udfald, som kun tjener til at underminere Thomsens argumentation. Om 24-års reglen siger Braad Thomsen f.eks.

Ikke siden Hitlers Nürnberg-love har vi oplevet, at et europæisk land vil bestemme, hvem voksne har lov at gifte sig med.

Om den logiske forbindelse mellem Anders Fogh, Bush og Hitler

Anders Fogh Rasmussen har gjort Danmark til et halehæng til præsident Bush, der erobrede magten ved det tætteste, USA er kommet på et statskup, idet han som bekendt fik højesteret til at afbryde en fintælling af stemmerne. Derpå kunne han indlede en ulovlig krig, indføre tortur, oprette KZ-lejre og i det hele taget kvalificere sig som den vestlige leder, der tydeligst viderefører arven fra Hitler.

Det var altså Bush, der inden han kom i embede fik afbrudt fintællingen. Thomsen finder også en ny type KZ-lejre som mennesker kommer rejsende langvejs fra for at sidde i og ikke er til at drive ud af igen.

……asylcentrene, som er nysprog for KZ-lejre.

Jamen dog. Men Thomsen argumenterer

Vi isolerer i årevis muslimer fra resten af samfundet, vi forhindrer dem i at arbejde eller uddanne sig, vi dømmer dem til lediggang, så de bliver fysisk og psykisk syge. Siden 2001 er der ifølge Dansk Flygtningehjælp sket en tredobling af selvmordsforsøgene i lejrene i takt med, at opholdstiden er steget fra 313 dage til 1.195 dage i snit. Det har vist sig, at der heller ikke er langt fra at gå ind for dødsstraf til de »forkerte«, sådan som vi indirekte gør ved at sende de forfulgte tilbage til lande med dødsstraf, og som Jesper Langballe direkte gør, når han ikke mener, det er vores opgave at hjælpe en dansk muslim, som er dødsdømt i Marokko.

Løgne! Først glider retorikken fra muslimer over i alle der sidder på asylcentrene, de af Røde Kors drevne kz-lejre. Så blandes de tragiske skæbner, der befinder sig i asyl-centrene, sammen med de asylansøgere, der udnytter den effekt at netop selvmordsforsøg er en aktiv ingrediens i forsøget på asyl. Opholdstiden skyldes ikke myndighederne, men derimod at asylanterne ikke rejser hjem efter afslag og forbindelsen til dødsstraf er mildest talt et spring i logik i eksemplet med Langballe og den dømte marrokanske terrorist.

Og Braad Thomsen slutter selvfølgelig med at legitimere terror.

Det er tragisk, at vi ikke i Danmark får et retsopgør efter den ulovlige besættelse af Irak. Det styrker ikke retsbevidstheden, men inviterer snarere til, at unge tager retten i egen hånd. Tør man håbe på, at de fortsat vil nøjes med at overhælde de ansvarlige med rød maling, sådan som det skete i en aktion, der i 60erne ville blive kaldt en munter happening, men som i dag på det nærmeste sidestilles med terrorisme.

Hvis man ikke følger Braad Thomsen og konsorters ønske inviterer man altså til terror. Velkommen til det glade vanvid!

Ungdomshusets løgnevenner

Pressen, Ungdomshuset, venstrefløjen — Drokles on September 18, 2007 at 3:49 pm

Fra Ekstra Bladet

 En falsk beboerforening har sat sindene i kog i villakvarteret Grøndalsvænge, hvor de autonome har varslet at de vil besætte det gamle vandværk på Grøndalsvænge Allé 13.

Foreningen ‘Beboere for et Ungdomshus i Nordvest’ har flere gange i de lokale medier, på tv og senest på flyvesedler i hele Grøndalsområdet givet udtryk for, at man var en samling af naboer, som ønskede Ungdomshuset velkommen i kvarteret.

Men ingen af foreningens fremtrædende medlemmer bor i kvarteret omkring Grøndalsvænge Allé. I stedet er der nærmest tale om en politisk forening, sammensat af folk, som kender hinanden fra deres roller i forskellige organisationer på den yderste venstrefløj.

Det havde man jo lidt på fornemmelsen.

- Jeg må sige at jeg mildest talt er skuffet. Man får det til at fremstå, som om der er tale om lokale folk, som gerne vil have et nyt Ungdomshus på Grøndalsvænge Allé. Men der er ikke tale om lokale folk, siger Lars Börner, der er formand for Haveboligforeningen Grøndalsvænge.

Han er blevet bestormet af sine medlemmer, som vil vide hvordan foreningen på deres vegne kan støtte ideen om et Ungdomshus på vandværksgrunden. Men det har de aldrig gjort.

- De personer, som står frem i medierne og udtaler, at de som lokale vil støtte op om et Ungdomshus, har angiveligt aldrig gået en tur gennem Grøndalsparken, forbi den lokale børneinstitution og de bevaringsværdige enfamiliehuse fra 30′erne, siger han.

Mildest talt skuffet, så civiliseret udtrykker den gode borger sig, skatteyderen der gør sin pligt, røvrendes og lægges for had for sin normalitet.

Jeg kan huske et TV-indslag (har ikke kunnet finde det på nettet) fra da balladen om Ungdomshuset trak afgørende sammen, der omhandlede den dengang nystartede forening naboerne til Ungdomshuset, der var godt trætte af det autonome miljø. Der sad til møderne en enkelt mand og forpurrede møderne ved trættekært at forsvare Ungdomshusets synspunkter overfor kommunen selvom foreningens fokus var naboernes forhold til Ungdomshuset. Da der var kommunister til, sendte man folk på skole i kunsten at sabotere modstandernes arbejde og det er denne tradition der lever videre.

Denne falske støttegruppe tæller ifølge 180 Grader 550 mennesker. Det er overraskende få støtter når man betænker at lokalt tilhørsforhold ikke er obligatorisk. Der er altså tale om en sekterisk gruppe der højst effektivt er i stand til at erobre medierne og den politiske dagsorden ved at fremstille en potemkin kulisse af en folkelig sag.

Mediernes slagside

Pressen, venstrefløjen — Drokles on September 18, 2007 at 2:36 pm

Fra Berlingske Tidende

Imidlertid kan man sandelig godt undre sig over selve valget af emner og sagsforløb, der tages under behandling i pressen, og ikke mindst udeladelsen af sådanne. Søgeretningen for det kritiske lys er ret så ensidig.Den påstand skal naturligvis eksemplificeres. Lad os f.eks. tage de elektroniske medier DR og TV 2. Det er da helt fint, at disse gentagne gange kan afsløre ulovlige og dyremishandlende grisetransporter, forskellige uregelmæssigheder i erhvervslivet o.lign. Men hvorfor har de aldrig søgt at afsløre (måske med skjult mikrofon og kamera?), hvad »de unge« bag Ungdomshuset planlagde, hvem de er, hvem »de autonome« er, osv. Det er dog grupper, hvis handlinger har givet anledning til megen tumult, så det måtte vel være en offentlig interesse, at public-service-medierne belyste den slags i stedet for at koncentrere sig om »afsløringen« af trods alt mindre vigtige hændelser.

Udeladelsessynden rammer lige fuldt de landsdækkende dagblade. Andre emner for den kritiske og dybdeborende journalistik kunne f. eks. være en belysning af, hvordan »spontane« forældre- og pædagog‑aktioner i fjor kunne nå så markant et omfang, herunder BUPLs rolle, social- og sundhedsassistenternes ligeledes spontane »lønkamp« for nylig.

Men udeladelserne går langt videre: Vi hører jævnligt om, hvordan »almindelige mennesker« (det er åbenbart alene offentligt ansatte) ikke har råd til bolig i København, men aldrig om hvordan den stadig eksisterende huslejeregulering forvrider markedet til ugunst for disse. Politikere, internationale kunstnere m. fl. refereres stort i deres offensiv for øget bistandshjælp til Afrika, medens mængder af undersøgelser, der viser, at denne hjælp ikke har nogen virkning, ignoreres. At befolkningsflertallet foretrækker øget (offentligt finansieret) velfærd frem for skattelettelser begrundes i pressen bevidstløst ved gennemførte opinionsundersøgelser, medens analyser af disses ubrugelighed (offentliggjort af CEPOS 21.6. og 24.8.) stort set forbises. Klimadebatten køres helt ensidigt, og alene et par journalister i pressen har en kritisk distance hertil; da DR omsider fandt ud af, at et kritisk britisk klimaprogram (undtagelsesvis) burde vises, skete det typisk nok i den »hemmelige« kanal DR2. Når en indkomststigning viser sig, fremstiller Ritzau det som øget »ulighed«. Pinochet var en fæl diktator (sikkert rigtigt), medens tilsvarende betegnelse sjældent bruges om den lige så frastødende Castro, osv. osv.

Medierne kan selvfølgelig ikke på én gang beskæftige sig med alle tænkelige problemer og begivenhedsforløb. En udvælgelse er nødvendig og vil altid bære præg af en vis vilkårlighed. Medierne, ikke mindst de to store elektroniske, der har en public-service-forpligtelse, beskyldes som bekendt også for politisk enøjethed i relation til VK-regeringen, DF, Irak-krigen, USA, Israel mv. De anklages endvidere for rent fup (dagplejemoderen på Mors, indvandrerbanden i Roskilde, Jeppe Nybroes svindelnumre m.m.). Det er i sig selv alvorligt nok. Men ganske bortset herfra er det indlysende, at markante udeladelser i mediedækningen repræsenterer et stort problem. Medierne skal ikke være menighedsblade eller –kanaler, men de bør give læsere og seere kvalificerede oplysninger om løbende begivenheder og problemstillinger bredt og ikke kun vedrørende snævert udvalgte af sådanne. Det er helt nødvendigt for samfundsdebatten og den politiske proces. Desværre kan man som ovenfor belyst konstatere, at de danske elektroniske og skrevne medier i vidt omfang svigter med hensyn til løsningen af den opgave.Eksemplerne på udeladelser er legio. Helt rablende var det i den henseende i øvrigt, da Jyllands-Postens karikaturtegninger i fjor foranledigede en verdensomspændende muslimsk fejde mod Danmark. Der var bogstaveligt talt gået brand i den, og megen reportage dækkede det. Men læsere af landsdækkende aviser, som ikke fik Jyllands-Posten, måtte ikke se karikaturerne, der vakte så megen furore. En overordnet redaktionel beslutning, som i virkeligheden var en hån mod læserne.

K E Andersen siger om DR i Jyllands-Posten

 Tag eksempelvis balladen om Jagtvej 69. Scene 1: Gennem en hel udsendelse angriber journalist Tine Gøtzsche ejeren af Ungdomshuset, Ruth Evensen, for, hvorfor hun dog ikke bare sælger huset til en fond, så samfundet undgår vold. Det var ren licensbetalt legitimering af den efterfølgende vold, idet journalistens spørgeramme var fuldstændig låst fast på, at kun Ruth Evensen kunne forhindre vold. 

Scene 2 er henlagt til en café på Nørrebro, hvor journalist Anders Bech Jessen har samlet en række interessenter for at diskutere løsninger. Repræsentanten for brugerne af huset bliver på intet tidspunkt reelt konfronteret med, hvad hans bagland kan bidrage med for at fredeliggøre situationen. Hvorfor var denne vinkel ikke journalistisk relevant? 

Scene 3: Journalist Erkan Özden står i en direkte udsendelse og meddeler, at politiet netop har forhindret ham i at følge en lastbil med murbrokker fra Jagtvej 69. Det kan vanskeligt have nogen som helst landsdækkende nyhedsværdi at få at vide, hvilken losseplads murbrokkerne skal hen på. Så hvorfor dog? Kan det eventuelt være for at aktivere potentielle blokadevagter af lossepladsen? At generaldirektøren så tilmed i dumsmarthed på Roskilde Festival 2007 tager en T-shirt på med reklame for Jagtvej 69 viser blot, at han er helt uden fornemmelse for DR’s rolle i denne sag.

Spænder ben for redning
Man kunne blive ved. Studieværten, der hylder angrebet den 11. september 2001, hvor tusindvis af uskyldige amerikanere blev dræbt. 

Eller det tragiske dødsfald, hvor en psykisk syg mand, som gik amok i en kiosk, blev skudt af politiet. Samme aften som DR meddeler, at den skydende betjent er frifundet ved landsretten, bringer DR endnu en gang sin egenproducerede tegnefilm af situationen i kiosken. Den viser et koldblodigt mord. DRetten har talt!

Og Michael Sandfort siger i Nordjyske Stiftidende (fundet via Uriasposten)

DR: Danmarks Radio bragte den 29.8. følgende nyhed i 22-radioavisen: “Tre palæstinensiske børn er i dag blevet dræbt i en eksplosion i den nordlige del af Gaza-striben. To af børnene, begge drenge i alderen 10 til 12 år, døde på stedet, mens en 10-årig pige få timer efter døde af de kvæstelser, hun havde fået ved eksplosionen. Vidner fortæller, at en granat fra en israelsk kampvogn eksploderede nær byen Beit Hanoun.”

Dermed forties, at historien alene bygger på palæstinensiske vidner, og at den israelske hær oplyser, at den skød mod granatkastere, der var opstillet i Gaza. Desuden betvivler israelerne, at børnene faldt for israelsk ild, men at hæren vil undersøge sagen nærmere. Disse øvrige oplysninger stod samme dag (kl. 17.47) at læse i den originale nyhed på DR’s egen hjemmeside, så radioavisen har bevidst (ud)renset historien for israelske synspunkter.

Det er altså ikke nødvendigvis løgne, men hvad de enkelte journalister og redaktionen finder væsentligt og det er jo i høj grad afgjort af grundanskuelse.

Jyllands-Posten svinger krabasken over FN

Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on September 18, 2007 at 7:31 am

Som støtte til den modige svenske avis Nerike Allehanda’s offentliggørrelse af Lars Vilks Muhammed-tegning, slingrer Jyllands-Posten tilbage på sporet for ytringsfrihed

Vi savner tilkendegivelser fra det danske kulturparnas, som under den danske Muhammed-krise ikke rettede vreden mod voldsmændene, men mod Jyllands-Posten, som jo »bare havde provokeret«.

?Vi må forvente, at de - blandt andre Uffe Ellemann-Jensen og Tøger Seidenfaden - retter en lignende kritik mod tegneren og mod redaktøren af Nerikes Allehanda.

Vi andre, som sætter ytringsfriheden højere end religiøs intolerance, må undres over, hvor protesterne fra hele den demokratiske vestlige verden bliver af? Hvor er protesten fra FN, der ved festlige lejligheder taler om universelle menneskerettigheder?

Den kommer ikke, for det viser sig, at FN i kun ringe grad regner ytringsfriheden med til menneskerettighederne. Den må under alle omstændigheder underordnes muslimers ret til at vælge den ultimative fortørnelse og reagere med vold, hvis nogen beskylder dem for at være voldelige.

Det ses blandt andet af, at FN’s menneskerettighedsråd i marts i år har vedtaget en resolution, som opfordrer medlemsstaterne til at forbyde eksempelvis at nævne islam i forbindelse med terror.

Dermed gør FN sin egen artikel 19 om ytringsfrihed til en illusion.

Hørt! Så hvorfor argumenterede Jyllands-Posten så tidlige for at meningstilkendegivelser er arnested for terror? Som de udtrykte det i en leder forleden

Man kan få den mistanke, at Dansk Folkeparti føler sig trængt af de omvæltninger, som opkomsten af Ny Alliance har budt på. Og at partiet af erfaring ved, at der er stemmer i at skrue op for retorikken på udlændingeområdet.

Set i et større perspektiv er denne strategi dumdristig, idet den netop risikerer at grave de grøfter og skabe det had og den usikkerhed, som får unge muslimer til at spille med på fundamentalistiske imamers syge ideer om bekæmpelse af vestligt demokrati.

Jyllands-Postens egne ytringer bringer jo også sindene i kog. Fra Berlingske Tidende

»Til al-Qaedas løver. Til de hellige krigere. Til Abu Abdallah (Osama bin Laden). De har krænket Guds sendebud. De danske myndigheder, der er allieret med jøderne, har ikke vist følelse med de muslimer, der bor i deres land … Jeg bønfalder jer om hævn, hævn. Jeg er den første frivillige,« skrev AK i februar 2006 under tegningekrisen. 

Vi savner tilkendegivelser fra Jyllands-Posten, som efter Dansk Folkepartis landsmøde ikke rettede vreden mod eventuelle terrorister, men mod Dansk Folkeparti, som jo »bare havde skruet op for retorikken på udlændingeområdet«.

Vi må forvente, at de - her Jyllands-Posten - retter en lignende kritik mod tegnerne og redaktøren af Jyllands-Posten.

Økonomisk repetition

Multikultur, Politik, islam — Drokles on September 18, 2007 at 6:29 am

I dagens Jyllands-Posten giver Mogens Camre en glimrende økonomisk opsummering, hvis nogen ikke fik fat i det i løbet af semesteret.

Dernæst påstår VH, at indvandrerne »bidrager til vor produktion og betaler skat til vor velfærd«.

Det er ikke korrekt. Velfærdskommissionen har nøje belyst dette problem: Gruppen af indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør som helhed set over deres livsløb en nettobyrde for det danske samfund.

Over halvdelen af dem er overhovedet ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og blandt dem, som er til rådighed, er arbejdsløsheden høj.

Samtidig trækker de langt mere end vesterlændinge på hospitalsvæsenet, skolevæsenet, fængselsvæsenet, institutioner for handicappede børn og hele det sociale system i øvrigt.

Velfærdskommissionen siger i rapporten fra marts 2005, at tre fjerdedele af det danske velfærdssamfunds samlede, langsigtede finansieringsproblem kan tilskrives den fremtidige indvandring fra mindre udviklede lande.

(…)

Allerede for flere år siden beregnede Finansministeriet, at tabet på de pågældende udgjorde 33 mia. kr. om året. Siden er antallet af indvandrere og efterkommere forøget, og tabet er vokset tilsvarende.

Derfor betaler jeg min skat med et anstrengt smil.

Reinfeldt II

Diverse — Drokles on September 17, 2007 at 8:50 pm

En af frihedens helte, den svenske tegner Vilks bliver jaget af islam:

Trusler fra al-Qaeda har fået svensk politi til at bringe tegneren Lars Vilks i sikkerhed et hemmeligt sted.

Tidligt mandag gennemgik politiet hans hjem ved Nyhamnsläge nord for Helsingborg for bomber, inden manden fik lov at tage nogle af sine ting med sig, så han kunne begynde et liv i skjul for terrorbevægelsen.

Al-Qaeda har udlovet en dusør på over en halv million kroner til den, der slår tegneren ihjel, fordi han har formastet sig til at tegne den muslimske profet Muhammed som en hund.

Selv fastholder Vilks over for de svenske medier, at den omstridte tegning var alt besværet værd.

Fra Politiken, der i sammen artikel citerer den svenske statsminister Reinfeldt for at sige

»Vi har indlysende ytringsfrihed, som fungerer sådan, at man også må udtrykke sig i billeder. Men jeg føler også et ansvar for at holde sammen på Sverige. Et ansvar for at vi har 400.000 muslimer i Sverige, som også mener, at deres ytringsfrihed skal have plads, og at vi markerer vilje til dialog«

Er der en særskilt muslimsk ytringsfrihed? Måske en ytringsfrihed af mere nonverbale argumenter?

Jeg vil ud af FN

Diverse — Drokles on September 17, 2007 at 5:58 pm

Ingen nyhed, men rystende læsning om den muslimske dominans af FN’s racismekonference i Duban i Berlingske Tidende

Durban-konferencen er blot ét eksempel fra krigen i FN, hvor de arabiske lande sammen med en række tredjeverdenslande suverænt har flertal og bestemmer krigens gang. I FNs Menneskerettighedsråd residerer en række af de mest morderiske regimer ved højbordet og sørger for, at flertallet af rådets resolutioner er vendt mod Israel, og at der aldrig er nogen, der undersøger, hvad der foregår i diktaturlandene. Nogle iagttagere har set Durban som en skelsættende hændelse, fordi den markerede den nye offensiv, som muslimske lande har sat i gang og som vil toppe i 2009, når den næste Durban-konference skal afholdes. Her vil de muslimske lande, siger Anne Bayefsky, gøre op med de vestlige landes ytringsfrihed og atter kritisere Danmark for Muhammed-tegningerne.

Anne Bayefsky er bedre egnet end de fleste til at følge denne kamp, for hun har som juraprofessor i en årrække fulgt opgøret – resolution for resolution. På sin hjemmeside bayefsky.com har hun dokumenteret, hvad der sker i FN-regi med resolutionstekster og afstemninger. Hendes hjemmeside er en stor succes siden oprettelsen i 2002, og den har registreret over 500.000 hits.

Ser du Durban-konferencen som starten på fundamentalismens nye offensiv?

»Det var ikke blot et tegn på fundamentalismens offensiv, men tillige et bevis på menneskerettighedsbevægelsens degeneration og korruption. Der opstod reelt en koalition mellem en række vestlige menneskerettighedsorganisationer og undertrykkende regimer, der sammen lod showet løbe af stabelen, uden at de vestlige organisationer protesterede.«

Hvad kunne de da have gjort?

»De kunne have grebet ind lang tid før selve konferencen. Den slags konferencer kommer ikke ud af det blå. Man har forberedende møder, og det var fuldstændig klart, hvad der skulle ske, nemlig en fordømmelse af Israel og USA. Israel blev således i en række sammenhænge sammenlignet med Nazityskland. Alt var lagt parat, og det stod klart, at de arabiske lande allerede havde kidnappet konferencen lang tid før, den skulle foregå.«

I sidste ende udvandrede Israel og USA. Skulle de europæiske lande have fulgt efter?

»Selvfølgelig skulle de europæiske lande have udvandret sammen med dem. Men rent faktisk nød de europæiske lande at være centralt placeret, og ikke mindst Frankrig elskede at kunne spille forhandlingsleder mellem USA, Israel og de arabiske lande organiseret i deres organisation OIC (Organization of the Islamic Conference). I realiteten modarbejdede de europæiske lande dermed demokratiets interesser.«

(…)

»EU er en ekstrem svag konstruktion, som på ingen måde kan moderere den flodbølge af had, der skyller ind over os og manifesterer sig i FN og dets organer, som ikke mindst styres af OIC. EUs passive strategi er tydelig i afstemning efter afstemning. De kigger på tallene og erkender, at de vestlige lande er i mindretal. Derefter protesterer de på skrømt og kollapser derefter og slutter sig til konsensus, som det skete i Durban.«

(…)

Så Muhammed-sagen og ytringsfriheden er på igen?

»Nej, forkert. Ytringsfrihed er overhovedet ikke på tapetet, for det er det sidste, de ønsker. De vil tale om alt muligt andet, og det viser de forbererende møder helt tydeligt, for her besluttede dette flertal kun at invitere den FN-rapportør, der fremstiller den årlige redegørelse om religionsforhold og herunder islamafobi. EU protesterede og sagde, at så måtte man også invitere rapportøren vedrørende ytringsfrihed. Men hvad skete? Da OIC nægtede at invitere ham, accepterede EU i sidste ende deres beslutning med en lille åbning, der dog ikke er reel, for at få emnet om ytringsfrihed bragt på bane.«

(…)

Hvad med lille Danmark i dette spil?

»Danmark forsøgte sidste år at blive medlem af FNs Menneskerettighedsråd, men blev afvist ved sidste session. Hvorfor skete det? Fordi OIC straffede Danmark for Muhammed-tegningerne.«

Det har vi ikke hørt meget om i Danmark?

»Nej, for den slags sager gavner jo ikke Danmark, og man vil helst holde tæt med det. Det kan imidlertid læses direkte fra de arabiske landes repræsentanters egne udtalelser. På vegne af 52 stater udtalte den ægyptiske repræsentant, at deres største bekymring er konsekvenserne af terroren 11. september, hvor man »så et nyt og farligt fænomen, nemlig racistisk og religiøst had (…) De højst krænkende tegninger, som blev trykt af en dansk avis, sårer over en milliard muslimer over hele verden dybt og truer den sociale harmoni og fred både nationalt og internationalt.«

Så Muhammed-sagen spiller stadig ind – og Danmark er stadig i fokus?

»Ja, og de arabiske lande bruger den til at ophidse gemytterne og til at påstå, at en milliard muslimer krænkes, alt sammen i et forsøg på at knægte vestlig ytringsfrihed. Tragedien er, at EU gemmer sig og ikke har viljen til moralsk at protestere.«

(…)

Hvad kan der gøres?

»Det skal jeg sige dig: Simpelthen holde op med at betale showet! Det er USA og Europa, der betaler alle udgifter til Durban-konferencen. Man kan protestere ved at lukke pengekassen i og derved stoppe for, at man bliver holdt for nar for sine egne og altså skatteydernes penge.«

Kan man gøre andet?

»Næppe. Hysteriet er sat i system og det er en kamp om Vestens grundlæggende værdier; og så længe Europa ikke forstår eller ikke vil forstå, hvad kampen går ud på, er der ikke meget at gøre.«

Og ha’ en rigtig god aften.

Arabisk ontologi

Diverse, islam — Sobieski on September 17, 2007 at 10:17 am

9-11-ontologi.jpg

Araberen er altid offeret, lige meget hvad han selv foretager sig.
Fra Arab News, Saudi Arabia; Al-Sharq Al-Awsat, London, September 12, 2007

Tak til MEMRI.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress