Når en café har billeder af to af mine store helte - the Beatles og Che Guevara - ja, så blir jeg nok stamgæst

David Trads

Jyllands-Posten har, som man nok vil vide, ansat David Trads som fast klummeskribent. De gav ham følgende præsentation

David Trads bed sig fast i Nyrups ledelseskrise, Venstres skattestop og økonomien i Dansk Folkepartis omfattende partiprogram, inden han skiftede JP ud med Danmarks Radio og siden blev chefredaktør for dagbladet Information, medstifter af gratisavisen metroXpress, lektor på Syddansk Universitet og ansvarshavende chefredaktør for det islandske eksperiment Nyhedsavisen, som var med til at ændre mediebilledet i Danmark.

Selvsikker, stor i slaget og lettere hånende over for ”de små gamle morgenaviser”, som Trads vendte tilbage til, lige inden Nyhedsavisen gik ind, bl.a. arbejdede han som USA-korrespondent for Berlingske. På et tidspunkt havde David Trads selv planer om at blive politiker. I 2004 sprang han ud som socialdemokrat og forsøgte at blive opstillet i Skanderborg-kredsen, men blev slået eftertrykkeligt med stemmerne 420 mod 31 af den dengang ret ukendte Kirsten Brosbøl, som nu er miljøminister.

Nederlaget slog ikke Trads ud, ligesom de andre knubs, den professionelle tilværelse har givet ham, heller ikke mærkes på overfladen. Med sin indsigt, idérigdom, evne til at udfylde et tomrum og iscenesætte et standpunkt, er David Trads blevet en hyppigt anvendt kommentator og en af Danmarks mest eksponerede personer på Facebook. For nylig var vennekredsen så stor, at han måtte skifte den private profil ud med en fanside. Her kan man læse hans ofte skarpe analyser af alt fra venstrefløjens voldsromantik til brugen af ordet indvandrere om unge drenge, som er opvokset i Danmark.

David Trads holder sig ikke tilbage fra at sige sin mening. Han skærer ind til benet, når fremmedhad, hykleri og politisk uformåenhed udstilles. Selv tager han gerne imod de verbale tæsk, som eksponeringen medfører. Men det skal ske i en ordentlig tone og efter devisen, gå efter bolden og ikke efter manden.

Trads - som Morten Uhrskov Jensen kaldet ”Den inkarnerede frejhed” - går nu ikke mere efter bolden end at var nødt til at opfinde en bold, da han gik efter at ødelægge Henrik gade Jensens renomme og karriere med nazibeskyldniger i hans tid som redaktør af Information. Det tog 9 år for Trads at sige undskyld og da kendte alle alligevel den rette sammenhæng. Til Politiken sagde han

»For ni år siden begik jeg en stor journalistisk fejl, som jeg for længst burde have undskyldt for – en fejl, som oven i købet fik store personlige konsekvenser for den mand, som Information hængte ud på forsiden … En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie. Mine undskyldninger i dag kan ikke rette op på de skader, som jeg var med til at påføre Gade Jensen«, skriver David Trads, der lige nu arbejder som USA-korrespondent for Berlingske Tidende.

(…)

»Da Detektor henvendte sig for at få mig til at deltage i dets program om Gade Jensen-sagen, takkede jeg nej. Min begrundelse var, at jeg ikke havde tid midt under dækningen af USAs præsidentvalg. Det var, kan jeg tydeligt se i dag, en tarvelig beslutning. Det var udtryk for fejhed, for det mindste jeg kunne have gjort, var offentligt og utvetydigt at have undskyldt for de fejl, som jeg er ansvarlig for«, skriver den tidligere chefredaktør.

Gade Jensen stoppede efterfølgende på Jyllands-Posten.

Her på Monokultur er han især berygtet for, hvad jeg kaldte intimidering af Kim Møller og Uriasposten. Efter den større fyringsrunde på Nyhedsavisen fandt Trads nyt arbejde som “projektleder i Det Berlingske Officin med direkte reference til koncernchef Lisbeth Knudsen”, skrev Politiken

Som man kan se var Trads glad og gav en hel kasse øl til sine fyrede medarbejdere. Glade var de omkostningslette polske avisbude ikke - men de fik selvfølgelig heller ingen øl.

Men Jyllands-Postens David Trads hagiografi  giver mig mulighed for at rydde lidt ud i arkivet, så her er et udpluk af små Tradsserier jeg tilfældigvis og ganske urepræsentativt er faldet over på Facebook gennem tiden. Sådan som da han i Berlingske Tidende kaldte David Headley og Tahawwur Hussein Rana, de to terrorister der planlagde “et spektakulært bombe angreb på Rådhuspladsen i København” for henholdsvis en “amerikansk agent”, hvis dobbeltliv “måske løb løbsk” og “en vellidt forretningsmand, som måske bare kom i forkert selskab”. I samme logik roste han i sommeren Mogens Lykketoft for klart at “lægge afstand til Israels overdrevne og forkastelige brug af dets overlegne militær til at angribe civile i Gaza” og at der ikke var beviser for “at Hamas stod bag den tragiske kidnapning og drab på tre israelske teenagedrenge”. Trads var også “ret imponeret af [Obamas] brug af en af de ældste læresætninger i amerikansk udenrigspolitik - ’speak softly, but carrry a big stick - idet det nu ser ud til, at han med sine trusler om brug af krydsermissiler fik bragt Putin på banen til at banke Assad på plads.” Trads har skrevet lige så kælent om Bill Clinton, som perfidt om Dansk Folkeparti han dedikerede en hel bog om.

I 2007 mente Trads at Naser Khader var en ny Kennedy (John F velsagtens) i sin hagiografi på Avisen.dk, som gengives i sin helhed (med mine fremhævelser)

Naser Khader er noget så sjældent som en rigtig politiker – han har holdninger og langsigtede mål, han evner både at have skarpe meninger og dernæst indgå kompromiser, men han svigter aldrig sine ypperste demokratiske idealer. Det er derfor en stor gevinst for Danmark, at Khader står i spidsen for sit nye parti – Ny Alliance – som bliver en politisk bevægelse, der vil søge at bremse yderfløjenes indflydelse. Khaders bevægelse vil appellere til tænksomme og realistiske vælgere, og der er grund til at tro, at 43-årige Khader vil kunne vende op og ned på styrkeforholdene på Christiansborg. Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier: Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr. Khader er en fundamentalistisk tilhænger af demokratiet – i Danmark og resten af verden – men han er en hardliner med et humanistisk mål. Khader er et ikon – en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitær. Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det, siden jeg første gang mødte ham for 10 år siden. Hans første bog – Ære og Skam – er en fænomenal introduktion til den type islam, som de fleste muslimer praktiserer, baseret på de konkrete erfaringer, som flere års arbejde som tolk i asylsager har givet ham. Khader forstår dybden i integrationsdebatten på en måde, der gør ham til en statsmand – og til den politiker, som bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier. Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil han kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik – og der er absolut chance for, at han efter næste folketingsvalg vil være tungen på vægtskålen. I de kommende tid skal politikken formes, men allerede nu kan dansk politik med Khaders initiativ se frem til en udvikling, der har potentialet til at ændre samfundet lige så meget, som da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995 – eller da Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget i 1973. Det kan blive et jordskred.

Det gik som bekendt ikke helt som præsten prædikede. David Trads glemte hurtigt alt om hvorledes der foregik en kamp om de danske muslimers sjæle, der ikke var i vores demokratiske lejr og skrev på sin Facebook profil i anledningen af den nye moske på Nørrebro

Hvordan kan der være, at det officielle Danmark altid griber chancen for at undgå ægte dialog med vores muslimske medborgere?

I dag indvies den nye stormoske i nordvestkvarteret i København - den første rigtigt flotte moske i landet - og det er en festdag, som ministre, ledende politikere og kongehuset selvfølgelig burde bakke op om. Havde det her sket i USA, kan jeg godt garantere, at stort set alle i eliten ville have mødt op.

Jeg forstår godt, at ikke alle fra Danmarks top kan komme i dag til åbningen, men at INGEN kommer, er en helt unødvendig fornærmelse mod vores mange muslimer.

Ros dog til folketingsmedlem Özlem Cegic og Københavns socialborgmester Jesper Christensen for at møde op.

Og i samme forbindelse harcelerede Trads over Berlingske Tidendes fine illustration

Hvilket fik Tom Jensen til at spørge, hvorfor han kunne harcelere over at den amerikanske politiker Jody Hice mener “at homoseksualitet er en synd – og at kvinder bør adlyde deres ægtemænd“, samtidig med at han efterlyser forståelse for den homofobiske og misogyne moske.

Men, hvor Trads ikke lod sig belære om den ytringsfrihed han aldrig kan forstå og ikke tog notits sine kritikeres hudfletning af hans manglende konsistens, faktualitet og logik kunne han drage fordel af sin manglende hæderlighed når han skrev af fra udenlandske medier

Se godt på de to piger på billederne, jeg har vedhæftet - for pigen til venstre hyldes af os alle, mens pigen til højre ignoreres af de fleste.

De to pigers historie minder ellers om hinanden - for de blev begge udsat for traumatiske overgreb i oktober 2012:

Nu 17-årige Malala Yousafzai, en ung pakistansk forkæmper for pigers ret til uddannelse, blev forsøgt dræbt af Taleban. Hun overlevede - og modtog forleden Nobels fredspris. Hun er uomtvisteligt en helt, et forbillede.

Nu 9-årige Nabila Rehman var i marken i Pakistan sammen med seks andre børn og deres bedstemor for at høste, da helvede - i form af en amerikansk drone - pludselig dukkede op. Bedstemor blev dræbt og alle børn såret. Nabilas historie hører vi aldrig om - selv om hun osse er en helt i min bog.

Sidste år var Nabila i den amerikanske kongres. Kun fem ud af 430 medlemmer dukkede op, da hun gav vidneforklaring:

“Hvad havde bedstemor gjort forkert,” spurgte den tapre pige?

Nabila fik intet svar - men det er svært at undgå at bemærke, at når Taleban forsøger at slå en pige ihjel, ja, så reagerer vi med vrede, mens vi totalt ignorerer ofrene af vores egne henrettelser af uskyldige.

Så længe Vesten igen og igen agerer så dobbeltmoralsk, som vi konstant gør i krigen mod terror, ja, så kommer vi ingen vegne. Det er det rigtigt sørgelige.

Historien er sakset fra en Al-Jazeera artikel, med overskriften “Malala and Nabila: worlds apart“. Det gør Trads dog ikke opmærksom på. Derfor ‘glemmer’ han også at fortælle at dronens mål ikke var lille henrivende Nabila, men derimod en taleban base, hvor det lykkedes at dræbe fire talebanere. Modus operandi er et fremmedord Trads heller ikke vil belæres om.

Socialisme er internationalisme. Herhjemme tænker Socialistisk Folkeparti derfor på alle andre end danskerne

Tak til regeringen for at komme med et udspil for at få flere indvandrere og flygtninge i job. Gode takter. Men der bør gøres mere for at skabe rigtige job. Ikke mindst i brancher, hvor jobbene i dag er besat af østeuropæisk arbejdskraft. For det giver jo ingen mening, at flygtninge og indvandrere i Danmark står uden job, mens folk må rejse hertil for at få besat de ledige stillinger i nogle brancher.

Og i “Palæstina” er tænker de derfor på alle andre end palæstinenserne

Så er Palestine Marathon i gang. 3000 mennesker fra hele verden løber for retten til at bevæge sig frit uden besættelse. En SF’er fra folketinget løber med - kan du finde hende?

Det er konsistens!

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

På Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

TV2 skrev at halvdelen af ikke-danske politikere går ind for at forbyde Hizb ut Tahrir. “Argumentet er bl.a., at Hizb ut-Tahrir modarbejder integration af nye indvandrere i det danske samfund” hedder TV2s opsummerering

“Det hører ikke hjemme i et dansk demokratisk samfund. De gavner ikke samfundet eller integrationen, men er til fare for det samfund, vi lever i. Specielt for de unge er Hizb ut-Tahrir et dårligt forbillede,” siger Kemal Bektas (S), byrådsmedlem i Høje-Taastrup Kommune. Han bakkes op af blandt andre Lone Yalcinkaya (V) fra Gladsaxe Kommune.

“Det er farligt med sådan en organisation, der forsøger at skabe mistillid til samfundet hos specielt unge mennesker. Derfor skal de forbydes, og jeg mener faktisk, at der er mulighed for det i grundloven,” siger hun.

“Og det handler ikke kun om Hizb ut-Tahrir, også Dansk Front og andre nynazistiske foreninger skal forbydes, fordi de er til skade for vores samfund og ikke fungerer demokratisk,” siger Lone Yalcinkaya.

Hamid El Mousti (S) fra Københavns Borgerrepræsentation er blandt de få, der ikke vil forbyde forbyde Hizb ut-Tahrir og slår fast at

Vi har demokrati og ytringsfrihed i Danmark. Hvis vi forbyder dem, kalder de sig bare noget andet. Hvis vi beholder dem, kan vi følge med i, hvem der tilknytter sig den bevægelse.

Men også Dansk Folkeparti vil forbyde Hizb ut Tahrir. Det har længe stået på deres ønskeseddel og de ser kun deres sag styrket, som tiden går. Pia Kjærsgaard argumenterede i Jyllands-Posten

Med de oplysninger, der er fremkommet efter Omar el-Husseins terrorangreb i København, må sagen stille sig anderledes. Som Berlingske oplyste 25/2 er el-Hussein kommet i Hizb ut-Tahrirs moské på Heimdalsgade, og angiveligt deltog han i den antisemitiske prædiken, som imam Hajj Saeed holdt i forbindelse med fredagsbønnen dagen før terrorangrebet.

Hizb ut-Tahrirs mange trusler igennem de seneste år har dermed nu fået et konkret resultat i form af det terrorangreb, som kostede to danskere livet. Hizb ut-Tahrir er altså tilsyneladende ikke kun leveringsdygtige i trusler om vold og drab, de er nu også leveringsdygtige i gerningsmænd.

Hizb ut-Tahrirs forhenværende talsmand er dømt for at opfordre til drab på jøder. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at slå danske politikere ihjel. Hizb ut-Tahrir har opfordret til at dræbe danske soldater udsendt i Afghanistan og Irak. Og nu har Hizb ut-Tahrirs talsmand, Junes Kock, udtrykt forståelse for og accept af, at Danmark og danskerne bliver udsat for terrorangreb.

Hvad mere skal der egentlig til, før en organisation kan forbydes?

(…)

Grundlovens ord er klare: Organisationer, der virker ved vold, skal opløses – de ikke alene kan, nej, de skal opløses! Hvis justitsministeren fortsat i lyset af terrorangrebet i Danmark afstår fra at tage skridt til at opløse Hizb ut-Tahrir, er justitsministeren og regeringen på kollisionskurs med selveste grundloven.

Og på Facebook uddybede Søren K Villemoes, der her gengives næsten i sin helhed (han skrev at man gerne måtte dele, så hermed gjort)

Hizb ut-Tahrir har den seneste tid reddet på en mindre mediebølge, hvor de har haft succes med at sprede deres propaganda uden nævneværdig modstand fra danske journalister. Ser man efter, hvad deres lederskab i Danmark siger, er der dog noget, der virker helt galt. Enten lyver de om deres eget partiprogram, kender ikke til det, eller også er de uenige med deres eget parti.

Partiets talsmand Junes Kock kunne i Deadline i mandags sige, at partiet ikke går ind for vold og tager afstand fra “drab på civile uanset hvem de skulle være”. Det er ikke bare forkert. Det er lodret forkert. Hizb ut-Tahrirs lederskab har sanktioneret vold mod civile på en massiv skala. Her er et par eksempler:

D. 8. april 1988 udsendte partiet en erklæring, der tillader flykapringer. Her kan man læse, at det er “tilladt” at kapre fly ejet af en stat i krig med muslimer. Det gælder for eksempel Israel. I så tilfælde er der ingen beskyttelse for jøderne i disse fly eller deres ejendom, og de bør behandles som var de i krig. Jeg har en pdf af denne erklæring, som jeg med glæde sender enhver, der skulle bede om den.

I 1994 erklærede partiets daværende talsmand og nuværende leder Ata Abu Rishta, at Israel besætter muslimsk jord og er i krig med muslimer. Derfor kan der ikke være fred mellem muslimer og jøder. Rishta erklærer herefter, at det er islamisk lov, at enhver israelsk jøde, der er i stand til kæmpe, og som er ankommet i Israel efter det Osmannske Riges fald, skal “dræbes, indtil der ikke er en eneste overlevende.” Med andre ord: Alle israelske jøder skal slås ihjel.

I Hizb ut-Tahrirs udkast til en grundlov kan man slå op på side 450. Her forholder man sig til, hvordan den kommende islamiske stat skal forholde sig til ikke-muslimer i andre stater. Det er interessant læsning. Alle stater, der ikke eksplicit har indgået en fredsaftale med kalifatet, er nemlig automatisk i krig med kalifatet og deres land anses for at være én stor slagmark. Og hvem er det så tilladt at dræbe her? Svaret er lige til: Alle ikke-muslimer. Vi taler her om, at HT i deres egen grundlov sanktionerer drab på teoretisk set alle ikke-muslimer i hele universet.

Dette er blot en håndfuld af eksempler. Der er flere at tage af. Men lad os hellere hoppe videre til talsmand Junes Kock, der både i Deadline og siden har hævdet, at Hizb ut-Tahrirs grundlov anviser klare procedurer for, hvordan man vælger en kalif i det kommende kalifat. Det er ikke korrekt.

Ifølge Hizb ut-Tahrirs doktrin gælder procedurerne for at vælge en kalif kun tre dage efter den sidste kalifs aftrædelse. Da den sidste kalif fratrådte d. 24. juli 1923, udløb denne frist altså for over 90 år siden. Det eneste krav, HT har for, at en kalif kan komme til, er, at han har fået troskabsed fra den militære magt - akkurat som Islamisk Stats kalif Abu Bakr al-Baghdadi.

Hvorfor er dette vigtigt? Fordi partiet hævder at være imod Islamisk Stat med henvisning til, at kalifatet ikke er oprettet korrekt. Men Hizb ut-Tahrirs egne anvisninger siger noget andet. Partiet var selv med i det voldelige oprør mod Assad med det formål at etablere en islamisk stat. Det lykkedes dem ikke. I stedet løb ISIS med den ære. Og siden har HT hævdet, at det er det helt forkerte kalifat, vi ser nede i Syrien og Irak.

Både HTs talsmand Junes Kock og medlem af lederskabet i Danmark Taimullah Abu-Laban benægter disse forhold. Taimullah har endda påstået, at partiets erklæring om flykapringer fra 1988 er et falsum. Det er det ikke. Faktisk tog partiet afstand fra 11. september med den begrundelse, at flyene ikke var ejet af en stat, men derimod private. Denne besynderlige begrundelse skyldtes, at de ikke skulle være i strid med erklæringen fra 1988.

Derfor må spørgsmålet være: Er det danske lederskab af Hizb ut-Tahrir uvidende om sit eget partis ideologi og politik? Lyver de om det? Eller er de faktisk uenige med deres eget partis internationale lederskab? Noget er i hvert fald galt her.

Jeg ville ønske, at danske journalister ville konfrontere dem med disse spørgsmål, og lade være med at ukritisk at videreformidle partiets propaganda. Jeg kan ikke, da HT i Danmark ikke ønsker at lade sig interviewe af mig eller indgå i en debat om andet end emner, de selv har udvalgt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at gå kritisk til værks over for dem i fremtiden. Og hvis nogen har brug for viden og hjælp i den forbindelse, så stiller jeg mig gerne til rådighed.

Ekspert i mod-terrorisme Rashad Ali og fellow hos Institute of Strategic Dialogue og director for CENTRI i Storbritannien er af en anden opfattelse af Hizb ut Tahrirs forhold til vold, skrev Berlingske Tidende

I virkeligheden er organisationen et religiøst-fascistisk parti, der søger at skabe en totalitær stat, som implementerer deres egne snævre tolkning af religionen eller Shariah i samfundet. Dette inkluderer i deres syn: Drab på frafaldne og homoseksuelle, korsfæstelse af oprørere og at styre de ikke-muslimske borgere ved at hindre dem i at besidde nogen politiske poster og påtvinge dem »jizya«, en særlig skat.

Kvinder skal heller ikke, ifølge deres synspunkt, besidde magtfulde politiske poster, deres primære rolle er afgrænset til hjemmet. Statsstyret skal opnås ved at skabe en almen efterspørgsel efter selvsamme, efterfulgt af et militærkup. Staten skal endvidere med tvang fjerne »illegitime« regeringer i lande, hvor muslimer udgør majoriteten, og udviske alle »illegitime« landegrænser mellem f.eks. Syrien og Irak eller Syrien og Tyrkiet. Dette skal gøres selv hvis millioner skal dræbes i processen. Lyder det bekendt? Ja, deres vision om den ideelle islamiske stat, som er nøje beskrevet i deres litteratur, er ikke langt fra det, som er ved at blive skabt af ISIS/ISIL/IS eller hvad end man ønsker at kalde dem. »Dawla« eller »Staten« er foretrukket af begge grupper.

Hizb ut-Tahrir er forbudt i de fleste lande med muslimsk majoritet, hvori de opererer. Faktisk undertrykkes de på brutal vis. Trods dette har HT aldrig udført terror-handlinger. HT har til gengæld forsøgt sig med forfejlede kupforsøg i Egypten og Jordan, hvilket resulterede i en splittelse internt således, at flere medlemmer løsrev sig for at forme egne, i visse tilfælde jihadistiske grupper i Egypten, og selv i Vesten har vi set det med grupper som al-Muhajiroun, en pseudo-salafi gruppe etableret af Omar Bakri Mohammed i England, også kendt under navne som Kaldet/Islam4UK/Islam4Denmark, etc.

Disse grupper adopterer samme ideologi og med den samme retoriske stil og begreber: Islam er ikke en religion, den er en ideologi, den har veldefinerede politiske systemer (selvom det i praksis kan koges ned til en kalif, der implementerer et sæt love).

De bruger lignende fatwaer, såsom tilladelsen af selvmordsbombere (selvom HT som sagt ikke selv gør brug heraf), kapring af israelske fly - selvom HT dog fordømte 11. september-angrebene, fordi flyene var privatejede(!) - jihad i Israel og Irak imod vestlige lande eller ethvert land, der »besætter« et »muslimsk landområde« (som de definerer som et område, der har været under muslimsk kontrol). Det inkluderer så lande som Spanien, Indien og Israel (trods dette har ingen af disse demokratiske lande forbudt partiet).

Som tidligere nævnt står gruppen på ingen måde bag terrorhandlinger og kalder heller ikke til terrorhandlinger. Faktisk er gruppen overbevist om, at man skal følge - på ganske anakronistisk vis - Profetens »metode« i opnåelsen af magten, som de på besynderlig vis mener svarer til at infiltrere hærene og påvirke indflydelsesrige personer i samfundet. Herefter skal den endelige samfundsændring ske ved - ideelt set - et ublodigt kup.

Dette er samtidig det, der gør gruppen problematisk, og valget er derfor ikke enten at forbyde gruppen eller ignorere den. Dets medlemmer er ganske vist tidligere blevet dømt for at tilskynde til vold, noget som gruppen benægter, det nogensinde har gjort og afviser som værende i modstrid med dets »metode«. Men disse ideer har ikke nødvendigvis en uskyldig effekt på gruppens publikum og sympatisører. Ikke alle, som tilslutter sig, accepterer den ikke-voldelige metode til at opnå magten. Generelt accepterer de dets vision om Kalifatet eller Den Islamiske Stat og adopterer dets anti-vestlige og anti-demokratiske holdninger.

Rigsadvokaten ser traditionelt ikke Hizb ut Tahrir, som en Grundlovsstridig organisation og fortidige forsøg på forbud er alle strandet på hans bord. Men det stopper ikke et politisk ønske, selvfølgelig, og Martin Henriksen kaldte i Den korte Avis ganske rigtigt Hizb ut Tahrir “samfundsundergravende” og holdt sig til at “jura er en fortolkningsvidenskab”

Grundloven understreger meget klart den enkelte borgers rettigheder, og sikrer imod overgreb fra staten og offentlige myndigheder, men den efterlader også et rum til at staten, og dermed regering og Folketing, kan skride ind, når det politisk vurderes at være nødvendigt for eksempel af hensyn til den offentlige orden.

Men sørgeligst af alle var Trykkefrihedsselskabets næstformand, der i to Facebook opdateringer kaldte på et forbud fordi “tilhængere af Hizb ut-Tharir er radikale muslimer, punktum!“.

Det er præcis, derfor foreningen skal forbydes og opløses: der går grænsen nemlig for, hvad demokratiet skal tåle, hvis det skal overleve. Det er kun med det yderste af neglene disse islamo-fascister kan holde igen med de voldopfordringer, de tidligere er blevet dømt for at fremkomme med.

Til forsvar for Aia Fog skal det siges at hun også mener at “de og deres tilhængere skal ud af Danmark”. Hvilket logisk vil sige muslimer en bloc. Mere om det senere.

Anne Sofie Allarp skrev at på Pio Pio “Danmark er kendt i hele verden, på godt og ondt, som et land, der værner om ytringsfriheden”. Og Sofie advarer - nuvel, fra en lidt forvirret venstredrejet position - så ganske rigtigt og pragmatisk om at man med et forbud kunne “komme til at mytologisere foreningen” og minder om at vi med stort held har tilladt både kommunister og nazister. Men jeg vil give ordet til den noget bedre formulerede Jacob McHangama

Der er god grund til at holde nøje øje med HUT, og i særdelshed til at modvirke deres veltilrettelagte propaganda. HUT advokerer for en totalitær ideologi, hvis mål er oprettelsen af et kalifat, hvis politiske orden er baseret på religiøse principper, der står i direkte modstrid med det liberale demokrati. Får HUT magt, som de har agt, ville det betyde død og/eller undertrykkelse af bl.a. homoseksuelle, kvinder, ikke-muslimer og muslimer, der ikke deler HUTs udlægning af islam. Det er også ubestrideligt, at HUT har en antisemitisk agenda. Ifølge nogle medier deltog Omar El Hussein endog ved en stærkt anti-semitisk prædiken i en HUT domineret moske forud for angrebet, ligesom HUT har opfordret danske muslimer til ikke at tage afstand fra terrorangrebene.

Men der er mig bekendt ikke fremlagt nogen beviser for, at HUT som forening er involveret i eller har opfordret til terror eller øvrige ulovlige aktiviteter, og som bekendt har Rigsadvokaten i 2004 og 2008, konkluderet, at en opløsning af HUT ville være grundlovsstridig. Når et flertal af danske politikere ønsker at forbyde HUT, er det således alene på grund af foreningens holdninger, ikke på grund af ulovlige handlinger. Et sådant skridt er ikke blot svært at forene med den ytringsfrihed, som alle politikere erklærede skulle beskyttes efter 14. februar, det er også et skridt, der smager af afmagt.

Fordi Danmark og ytringsfriheden er truet af islamisme, tyer man til forbud mod den mest synlige manifestation af islamisme, der i Danmark udgøres af HUT. Også selvom HUTs islamisme er ideologisk, snarere end voldelig, mens de voldsparate islamister færdes i løse eller skjulte grupperinger, der ikke kan opløses, fordi de ikke udgør en forening i retlig forstand. Skulle politikerne få held til at trumfe et forbud mod HUT igennem, vil det være et markant brud med en prisværdig dansk tradition for at lade selv totalitære foreninger og partier udfolde deres ikke voldelige aktiviteter inden for demokratiets rammer. Eksempelvis sad DKP – hvis loyalitet lå hos det totalitære moderparti i Moskva – i flere perioder i Folketinget, senest fra 1973-1979. Et parti som VS, der også dyrkede voldelige ideologer og antidemokratiske strømninger, og hvis ledende medlemmer hyldede og indgik samarbejdsaftaler med terrorbevægelsen PFLP, sad også i Folketinget i flere perioder.

Disse partier blev ikke forbudt men mistede opbakning på grund af omfattende kritik i den offentlige debat, og fordi den virkelige verden på den anden side af Jerntæppet udgjorde et laboratorium, der brutalt udstillede, hvad det skete, når ideerne blev omsat til virkelighed. På samme måde som Islamisk Stats fremfærd i Syrien og Irak demonstrerer, at kalifatet intet har at tilbyde ud over død og armod for både muslimer og ikke-muslimer.

De muslimske politikere, der vil forbyde Hizb ut Tahrir (og Dansk Front og nazister oog så videre) følger overvejende blot deres hjemlandes sørgelige traditioner, for at forbyde alt der synes besværligt, frem for at erkende problemerne i samfundet. Og vi kan også gå ud fra at det overvejende flertal af muslimske politikere, der ikke vil forbyde Hizb ut Tahrir, blot forsvarer andre muslimers ret til at bekæmpe Danmark. Og Hizb ut Tahrir vil bekæmpe os og ja, de balancerer på grænsen af det tilladte, til det yderste af neglene. Men de er ikke, som Aia Fog udtrykker det “radikale muslimer, punktum!“. De er afklarede muslimer og de er glimrende repræsentanter for isla med den væsentlige forskel at de netop ikke udøver vold. Men som et teoretisk studie er de perfekte muslimer.

Vist skal de ud af landet, som muslimer skal over en bred karm. Men, hvis man lukker munden på Hizb ut Tahrir gennem et forbud, så handler det ikk kun om, hvad vi opgiver af vores egne frihedsidealer eller om vi risikerer at ”komme til at mytologisere foreningen“. Det er vejen mod fornægtelse af problemet, som jo er islam. Hizb ut Tahrir er ikke ”radikale muslimer, punktum!“. Hizb ut Tahrir er belæste muslimer, punktum!

Alle krav om forbud af Hizb ut Tahrir tager udgangspunkt i at de siger noget, der er så radikalt at demokratiet ikke kan indholde det. Men ingen af forbudsfortalerne kan - og jeg vil udfordre dem til at forsøge - fortælle hvori Hizb ut Tahrirs tolkning af islam er radikal, frem for ligefrem og logisk. Og derved stirrer de sig blinde på at problemet med islam er nogle yderligtgående foreninger og tolkninger, noget som man kan sortere i og luge ud eller på anden måde forvalte. Men Hizb ut Tahrir er kun et symptom på islam og symptombehandling lader sygdommen vokse, fredet af benægtelsen.

Derfor er vejen frem heller ikke at ignorere Hizb ut Tahrir, som havde de ingen betydning (en selvmodsigelse, når man samtidig beskylder dem for at være farlige og måske have ansporet Omar til sin dobbelte terrordåd).  De må tages alvorligt som nøgterne tolkere af islam og de må være op til islams mange apologeter at overbevise os om, hvorfor Allah og Muhammed alligevel ikke mener at vi vantro skal dø.

Lingvisten Steven Pinker har haft stor succes med at minde os om, hvor heldige vi er i forhold til generationerne før os. Trods indtrykket man kunne få fra nyhedsstrømmen bevæger historien sig stadigt længere væk fra vold. I 2012 kunne man læse et interview med Pinker i Reason

Just a couple of centuries ago, violence was pervasive. Slavery was widespread, wife and child beating were acceptable practices, heretics and witches were burned at the stake, pogroms and race riots were common, and warfare was nearly constant. Public hangings, bearbaiting, and even cat burning were popular forms of entertainment. By examining collections of ancient skeletons and scrutinizing contemporary tribal societies, anthropologists have found that people were nine times as likely to die violent deaths in the prehistoric period than in modern times, even allowing for the world wars and genocides of the 20th century. Europe’s murder rate was 30 times higher in the Middle Ages than it is today.

What happened? Human nature did not change, but our institutions did, encouraging people to restrain their natural tendencies toward violence. In more than 800 pages of data and analysis, Pinker identifies a series of institutional changes that have led to decreasing levels of life-threatening violence. The rise of states 5,000 years ago dramatically reduced tribal conflict. In recent centuries, the spread of courtly manners, literacy, commerce, and democracy have reduced violence even more. Polite behavior requires self-restraint, literacy encourages empathy, commerce changes zero-sum encounters into mutually beneficial exchanges, and democracy restrains the excesses of government.

Nogen mener endda at kunne bekræfte Pinkers teorier matematisk. John Gray er ikke sikker i på at det forholder sig så ligefremt med volden, som Pinker hævder. I Guardian peger han på flere forskellige faktorer, der også har indflydelse på nedgangen af vold, som eksempelvis kernevåben. De holder stormagterne i skak, mener han, og reducerer deres konfrontationer til proxy-krige. Derudover sætter han også spørgsmålstegn ved opgørelsen af ofre for konflikt kun skal tælles på slagmarken. Der var flere civile ofre under 2 Verdenkrig end Napoleonskrigene eksempelvis. Og hvor mange år af sit liv skal man miste førend man tæller med som offer (cancertilfælde efter Hiroshima osv).

Og så er der spørgsmålet om, hvad vold er. Korporlighed er helt klart trængt i baggrunden, men volden kan tage andre former. Var 1700 tallets gabestok værre end nutidens isolationsfængsel? Krige har ændret væsen og vi har ændret vores syn på vold. Men det betyder ikke nødvendigvis at vi er stoppet med at udøve vold, vi konfronteres blot sjældnere vores ofre. Modus operandi til side, så er Obamas droner og Kalifatets halshugninger krigsførelse, men blodet på hænderne er kun konkret i det sidste tilfælde. Alt sammen interessante akademiske indvendinger og nuanceringer, som jeg kun kan anbefale at man læser.

Men jeg vil hæfte mig ved den åndelige side af Pinkers teori, ideen om Oplysningens saliggørende effekter, thi disse antager løgnagtige former. Gray forklarer at arven fra Oplysningstiden ikke er et tag-selv bord af gode intentioner humanistiske idealer. Oplysningstiden satte mennesket i centrum, med alle dets implikationer til følge

Among the causes of the outbreak of altruism, Pinker and Singer attach particular importance to the ascendancy of Enlightenment thinking. Reviewing Pinker, Singer writes: “During the Enlightenment, in 17th- and 18th-century Europe and countries under European influence, an important change occurred. People began to look askance at forms of violence that had previously been taken for granted: slavery, torture, despotism, duelling and extreme forms of punishment … Pinker refers to this as ‘the humanitarian revolution’.” Here too Pinker and Singer belong in a contemporary orthodoxy. With other beliefs crumbling, many seek to return to what they piously describe as “Enlightenment values”. But these values were not as unambiguously benign as is nowadays commonly supposed. John Locke denied America’s indigenous peoples any legal claim to the country’s “wild woods and uncultivated wastes”; Voltaire promoted the “pre-Adamite” theory of human development according to which Jews were remnants of an earlier and inferior humanoid species; Kant maintained that Africans were innately inclined to the practice of slavery; the utilitarian Jeremy Bentham developed the project of an ideal penitentiary, the Panopticon, where inmates would be kept in solitary confinement under constant surveillance. None of these views is discussed by Singer or Pinker. More generally, there is no mention of the powerful illiberal current in Enlightenment thinking, expressed in the Jacobins and the Bolsheviks, which advocated and practised methodical violence as a means of improving society.

Like many others today, Pinker’s response when confronted with such evidence is to define the dark side of the Enlightenment out of existence. How could a philosophy of reason and toleration be implicated in mass murder? The cause can only be the sinister influence of counter-Enlightenment ideas. Discussing the “Hemoclysm” – the tide of 20th-century mass murder in which he includes the Holocaust – Pinker writes: “There was a common denominator of counter-Enlightenment utopianism behind the ideologies of nazism and communism.” You would never know, from reading Pinker, that Nazi “scientific racism” was based in theories whose intellectual pedigree goes back to Enlightenment thinkers such as the prominent Victorian psychologist and eugenicist Francis Galton. Such links between Enlightenment thinking and 20th-century barbarism are, for Pinker, merely aberrations, distortions of a pristine teaching that is innocent of any crime: the atrocities that have been carried out in its name come from misinterpreting the true gospel, or its corruption by alien influences. The childish simplicity of this way of thinking is reminiscent of Christians who ask how a religion of love could possibly be involved in the Inquisition. In each case it is pointless to argue the point, since what is at stake is an article of faith.

There is nothing new in the suggestion that war is disappearing along with the “civilising process”. The notion that the human capacity for empathy is expanding alongside an increase of rationality owes its wide influence to Auguste Comte, an almost forgotten early-19th-century French Enlightenment thinker. Comte founded the “religion of humanity”, a secular creed based on the most advanced “science” of the day – phrenology. While Pinker and Singer don’t discuss Comte, his ideas shape their way of thinking. For one thing, Comte coined the term “altruism”. Like Pinker and Singer, he believed that humankind – or at any rate its most highly developed portions – was becoming more selfless and beneficent. But he was also a sharp critic of liberalism who believed the process would end in an “organic” way of life – a “scientific” version of the medieval social order that, despite his hostility to traditional religion, he much admired. It was Comte’s virulent anti-liberalism that worried John Stuart Mill, another Enlightenment thinker who was in many other ways Comte’s disciple. Mill went so far as to suggest that the propagation of the species would in future become a duty to humanity rather than a selfish pleasure; but he feared that a world in which this was the case would be one without liberty or individuality. Mill need not have worried. Human beings continue to be capable of empathy, but there is no reason for thinking they are becoming any more altruistic or more peaceful.

It may be true that the modern state’s monopoly of force has led, in some contexts, to declining rates of violent death. But it is also true that the power of the modern state has been used for purposes of mass killing, and one should not pass too quickly over victims of state terror. With increasing historical knowledge it has become clear that the “Holocaust-by-bullets” – the mass shootings of Jews, mostly in the Soviet Union, during the second world war – was perpetrated on an even larger scale than previously realised. Soviet agricultural collectivisation incurred millions of foreseeable deaths, mainly as a result of starvation, with deportation to uninhabitable regions, life-threatening conditions in the Gulag and military-style operations against recalcitrant villages also playing an important role. Peacetime deaths due to internal repression under the Mao regime have been estimated to be around 70 million. Along with fatalities caused by state terror were unnumbered millions whose lives were irreparably broken and shortened. How these casualties fit into the scheme of declining violence is unclear. Pinker goes so far as to suggest that the 20th-century Hemoclysm might have been a gigantic statistical fluke, and cautions that any history of the last century that represents it as having been especially violent may be “apt to exaggerate the narrative coherence of this history” (the italics are Pinker’s). However, there is an equal or greater risk in abandoning a coherent and truthful narrative of the violence of the last century for the sake of a spurious quantitative precision.

I The Week tilslutter Pascal-Emmanuel Gobry sig stort set John Grays indvendinger og mener at det egentlige skifte er at vi er blevet mere sarte eller sippede når vi konfronteres med vold og andres ubehag. Og at vi derfor her fjernet os fra realiteternes verden (også ifølge Sean Penn). Vi konfronteres nødigt med processen bag vores vacuum pakkede kød for at tage et dagligt eksempel. Hitlers og Stalins grusomheder blev begået i fjerntliggende lejre og endda benægtet osv. Men Gobrys pointe er at hvis der overhovedet er tale om en nedgang i vold “it is due to Christianity”

By now, mainstream historians are slowly waking up to the realization that almost everything we like about the Enlightenment, from the rule of law to the scientific method to capitalism, had its roots in the extraordinary civilization of the Middle Ages.

Why is it that we modern persons are so much more squeamish, so much more likely to be stirred by the idea of harm?

One answer might be that our civilization had, for a millennium, at the center of its moral imagination, the battered and broken figure of a slave hanging from a gibbet, condemned to die by all rightful authorities and abandoned by his friends.

And it is worth noting that the increase in squeamishness in the West dates back from the takeover of the Roman Empire by Christianity.

A key indicator of cultural squeamishness is how a society treats children. As the historian O.M. Bakke shows in the tellingly-named book How Children Became People: The Birth of Childhood in Early Christianity, Pagan society considered children as little more than objects, with consequences of — to us post-Christians — astonishing cruelty. The practice of abandoning newborns was widespread and not frowned upon. While most abandoned infants died, those who did not were typically “rescued” into child sex slavery, which was a legal and thriving industry. The sources report that sex with castrated boys, in particular, was considered very titillating, and there are reports of babies castrated to serve that purpose. These were all practices that Christians famously condemned, and Bakke nicely traces how phrases by Jesus holding children up as examples and insisting on care for the “least of these” caused emerging civilization, for the first time in the history of the West, to regard children as full human beings endowed with rights.

Another good indicator of squeamishness is the treatment of slaves. While only by the High Middle Ages was slavery over in the West — the first time in all of human history that a culture had abolished slavery — as soon as Christianity became the state religion of the Roman Empire rafts of unprecedented laws were passed to reform the institution of slavery, typically “squeamish” laws such as banning sexual relations between slaves and masters, making it illegal to break up slave families, banning the branding of slaves (first on the face, and later anywhere). The first condemnation of slavery as an institution in all of recorded history was made by the Catholic bishop and Church Father Gregory of Nyssa, in strikingly “squeamish” terms, exhorting his congregation to see in their slaves the same image of God that dwells in them, and to free them.

Because human hearts are so hard and crooked, this rise in squeamishness was infuriatingly slow and incomplete (and still is), but if there is one starting point one could name, it would be the rise of Christianity. If the Enlightenment did anything, it was only to accelerate a process that had been ongoing for centuries.

3. The modern age doesn’t look so hot when you count abortion.

Abortion is a typical “squeamish” issue, where mere squeamishness leads us astray. It’s harder to get squeamish about a “clump of cells” than a live baby, even though there is no conceptual difference between the two. When it comes to disabled children in the womb, we all too often get squeamish in exactly the wrong way: we get squeamish about the pain they will endure, instead of getting squeamish about the idea of snuffing out innocent life. “Care/harm” makes us empathize more with those we recognize as our alter egos, but make us empathize less about those we do not include in our circle of fellowship.

According to the U.S. Abortion Clock there have been 55 million abortions in the United States since abortion was legalized in the U.S., and more than one billion abortions worldwide since 1980. One billion. If abortions are counted as homicides then the modern age sure doesn’t look so hot.

4. The dark side of the Enlightenment.

The one true sleight-of-hand practiced by Steven Pinker in his account of the decline of violence (which, as I have said, has a lot of truth) is that he tries to erase the inherently modern phenomenon of totalitarianism from the legacy of the Enlightenment, so that they don’t get put on the Enlightenment’s balance sheet.

But totalitarianism is an inherently modern phenomenon that would have been impossible without the Enlightenment. Late 18th century French society got squeamish about the public torture of Jean-François Damiens — and just a few decades later, they used the hygienic innovation of the guillotine to murder people in the name of Enlightenment values on a scale that would have been unthinkable in the Ancien Régime. Communism was inherently a modern phenomenon: atheistic, pseudo-scientific, and pseudo-rationalistic, driven by a post-Christian and “squeamish” concern for the fates of the working poor, universal in scope and ambition. And while Nazism got mileage out of reactionary rhetoric, it is also inseparable from roots in the movements of “scientific racism” and eugenics which argued for treating human genetics as a kind of technology and fixing it (with the power of the state if need be).

I make this point because I am a person who believes the Enlightenment is a very good thing, but that it also has its dark side. The modern age included a laudable squeamishness against tyranny, but it also included a nice dose of utopian hubris, and the special horrors of the modern age are incomprehensible without this Enlightenment idea. The Enlightenment is a glorious thing, but it is also a dangerous thing — it must always be rescued from itself. The first way to do it is to refuse to whitewash its true legacy.

Som en lille eftertanke vil jeg også nævne Quodlibetas Humphreys kritik af Pinkers oppustning af middelalderlige mordstatistikker, for at hamre hans pointe hjem i Oplysningens navn (en god ven indskød at der qua gennemsnitslevetidens stigning er flere ældre mennesker i dag og altså gennemsnitligt færre unge brushoveder til at begå vold). Ikke så meget for at hakke på Pinkers arbejde, men på grund af følgende anekdote

“In 1355 in what became known as the ‘St Scholastic’s Day riot’ an argument in a tavern became a pub brawl which went on for the next 3 days. It began when a group of students at an inn near Carfax disapproved of the wine they were served. The inn-keeper having given them ‘stubborn and saucy language’ the clerks ‘threw the wine and vessel at his head’. The townspeople then seized the opportunity to arm themselves with bows and arrows and attack scholars. Gangs of academics and citizens clashed in the streets and academic halls were burned. Six students and scholars were killed.“

Dengang fandt folket sig ikke så let i elitens svigt.

Den venstredrejede amerikanske TV-vært Bill Maher har to gode funktioner. Han kritiserer islam og forsvarer Israel. Begge til venstrefløjens højlydte protester. Senest har han angrebet hysteriet over den israelske premierminister Benjamin Netanyahus let klodsede formulering om at araberne i Israel ville komme til stemmeurnerne i stimer

I heard a lot of commentators here say, it would been as if Mitt Romney, in 2012, on the eve of the election said, ‘black voters are coming out in droves to the polls,’ But I don’t know if that’s really a great analogy. I think that would be a good analogy if America was a country that was surrounded by 12 or 13 completely black nations who had militarily attacked us many times, including as recently as last year. Would we let them vote? I don’t know. When we were attacked by the Japanese, we didn’t just not let them vote, we rounded them up and put them in camps.

Think Progress kaldt Mahers analogi ‘bizar’ og mente at “Maher’s defense of Netanyahu goes significantly farther than conservatives“. For Alternet “This seems to endorse the idea that America is a white nation and blacks are merely second-class citizens” og de argumenterede

Today, most of those countries [krigeriske/arabiske lande] are at peace with Israel, and some, including former rivals Jordan and Egypt, have strong diplomatic relations with the country. But even beyond the issue of the wars, it’s unclear if the comic understands the implications of what he’s saying. During those conflicts, Israel went to war with other countries, not other races. That should in no way impact how the country treats its domestic Arab population, which on paper has the same citizenship as the Jewish population. By Maher’s logic, the fact that we’ve been at war with several Muslim countries in the past decade would somehow logically lead to us disenfranchising Muslim Americans here at home.

The wider implication of Maher’s comments are that the United States is a white nation that could be besieged by “black nations” or the Japanese – as if our African American or Japanese American population is somehow less American. The logic that Maher is applying to Israel more or less concedes that he believes it’s a state where Arab citizens are second-class, a belief that it is increasingly obvious Israel’s leadership and electorate endorse.

Maher har helt ret. Israel afkræves højere standarder og vil selv da blive udskammet.

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde”

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition. 9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Jyllands-Postens leder gjorde forleden op med Justitsminister Mette Frederiksens Handlingsplan til Terrorbekæmpelse

11 punkter var der i alt. Men som ministerens fremlæggelse skred frem, meldte sig en knugende undren, for sad hun ikke der og fremlagde én eneste stor tilståelsessag? En tilståelse af, at det danske retsvæsen, det danske fængselsvæsen, det danske politi, den danske regering og lovgivningsmagt, ja, hele det samlede danske magtapparat havde svigtet?

Var det ikke den nødvendige konklusion, som man måtte drage, når ministeren beslutsomt fremlagde initiativer, som burde have været en selvfølge?

Burde det ikke være en selvfølge, at samtlige relevante myndigheder er i tæt kontakt og orienterer hinanden, når man har at gøre med voldsmænd med tydeligt psykopatiske træk? Burde det ikke være en selvfølge, at en dommer, som skal tage stilling til en voldsmands løsladelse, er bekendt med alle sagens relevante aspekter, så han ikke kommer til at løslade en farlig mand på et utilstrækkeligt grundlag?

Burde det ikke være en selvfølge, at man i strafudmåling og straffemetode nøje skelner mellem førstegangsforbrydere, som med en passende indsats kan bringes tilbage på rette vej, og på den anden side en forhærdet forbryder med talrige domme bag sig, som tydeligt har valgt kriminaliteten som sin permanente lod i livet?

Faktisk var der ikke i den lange redegørelse et eneste punkt, som ikke for længst burde have været på plads. Derfor tog hele fremlæggelsen karakter af en fænomenal omgang varm luft og politiske hensigtserklæringer, som ethvert fornuftigt menneske måtte kunne sige sig selv for længst skulle have været implementeret i virkelighedens verden.

Dette er alt sammen rigtigt og godt for Jyllands-Postens læsere at de får reflektion frem for kolportering. Men det er desværre også typisk dansk flagellanteri. For vel er myndighederne helt ude af trit med virkeligheden og vel er det politiske etablissement ude af trit med virkeligheden. Men hvad der er mere vigtigt er offentligheden stadig ude af trit med virkeligheden.

Det danske retsvæsen afspejler stadig den opfattelse at Danmark er for danskerne - og ny-danskerne er også danskere, blot helt nye. Og det vil sige at danske normer gælder for dansk lov og for danske lovovertrædere. For at tage et simpelt eksempel så straffer vi i Danmark med frihedsberøvelse når vi går hårdest til den. Og selv da kan vi ikke gå for hårdt til den, så tidsrammen for livstid kun giver mening for husdyr. Og det er fordi vi danskere, altså os gamle danskere ved, at friheden er det ømmeste punkt man kan ramme. Det er ingen fornøjelse ikke at være fri, så med en tidsbestemt frihedsberøvelse kan du forhåbentligt lære at opføre dig ordentligt til en anden gang. Og så kan du jo bruge tiden til at tænke dig om. Eller også kan du pumpe jern og knalde ludere i praktisk opsatte campingvogne. Det skulle jo nødigt gå hen og blive direkte grusomt at kukkelure. De fleste lærer desværre ikke noget andet end måske nye kontakter i hælerbranchen, men det er i hvert fald tanken. Med mildheden fulgte også en slags underforstået overenskomst for reglerne, der holdt en vis civilitet mellem myndigheder og kriminelle.

Men ak, andre kulturer er ikke så interesserede i frihed. De dyrker fatalismen og anser ikke mennesket som enestående individ med evne for at træffe egne valg. For dem er liver rent materialistisk, hvor det gælder om at skaffe sig fornødenhedder fremfor at frembringe dem. Frihedsberøvelse er allerhøjst lidt kedeligt, hvis fængslet ikke abonnerer på den store TV-pakke, men ellers er der varm halal-mad, tørt og lunt og halvdelen af gutterne fra moskeen og en del familiemedlemmer oveni at snakke med. Så en dansk straf er at regne for lille vente-belønning for at halshugge vantro inden man skal til det store jomfruorgie i det hinsides (nej, ikke Sverige - endnu). En pendant til kalendergaver så at sige.

Men det forstår offentligheden endnu ikke. Den lever stadig i gamle opfattelser af at andre mennesker er som een selv, blot dummere eller heldigere. Så man kan blot projicere sig selv ud i kollektivet og drage sine galvaniserede konklusioner for samfundet. Derfor må det også være andres skyld når nogen gør noget man aldrig selv kunne finde på at gøre. Hvad kunne få mig til at stjæle? Øøøhm, jeg manglede desperat noget? Kanske de sociale ydelser er for lave? Hvad kunne så få mig til at begå vold og mord på tilfældige mennesker og jøder? Jeg blev virkeligt frustreret? Mnjaeøh, jeg har jo både mit arbejde og konen derhjemme så frustration sig selv er ikke nok. Men, hvis nu jeg havde det virkeligt dårligt med mig selv? Ja, måske hvis jeg blev mobbet meget? Eller følte mig mobbet når jeg så TV fordi alle danskerne hele tiden trash-talkede det samfund jeg gik og sagde mine bedsteforældre flygtede fra? Jo, det lyder så skørt at der sikkert er en verbos psykologisk teori. Så det vælger vi at tro på ifølge Jyllands-Posten

Den danske befolkning er splittet i spørgsmålet om, hvorvidt samfundet har et medansvar for, at unge som Omar Abdel Hamid El-Hussein bliver radikaliserede og i sidste ende begår et terrorangreb som det, der fandt sted i København i februar.

44 pct. mener, at det danske samfund har et medansvar for radikaliseringen, mens 44,5 pct. siger nej, viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget for Jyllands-Posten.

Til gengæld er der store forskelle, når man ser på de politiske blokke. Mens et flertal af vælgerne i rød blok, 54,9 pct., giver samfundet en del af ansvaret, gælder det kun godt hver tredje i blå blok, 35,4 pct.

Men ak, du kan kun bebrejde din egen mor for din opvækst, ikke naboens. Og det gælder også for din mor by proxy: Teorien for samfundets skyld dækker kun dit eget samfund. Det er ikke andre samfunds skyld at du opfører dig dumt, det er kun dit eget. Og vi lever i parallelsamfund. Så grunden til de store og stærke fællesskaber af ensomme Omar’ere må Omars mor tage på sin burka. Det er hjemme i ghettoen, henne i moskeen, inde i Audi’en, nede på den indtagede gade at medansvaret skal placeres, som det så specifikt står beskrevet i koranen. Danskerne møder de kun som de venstredrejede socialhjælpere, pædagoger og skolelærere der ikke kan bebrejdes noget i deres loyale stemmen rødt og meget rødt. Eller de møder danskere som sociale tilfælde og udskud fordi de røde hældte alle muslimerne ned til de forarmede områder, væk fra deres egen mere kreative dagligdag, hvor deres børn har andre behov, end at socialiseres ind i multietnicitetens spraglede verden sammen med sociale tilfældes uvorne unger. Heldigvis havde man brugt store ressourcer på at opgradere boligmassen i de depraverede dele af byen, så ny-danskerne kunne bo standsmæssigt, som de skubbede taberdanskerne, længere væk fra det sociale sammenhold. For det er således vi rækker hånden ud.

“Der er mange danske job, som går til østeuropæere i stedet for indvandrere, og det er tegn på en for ringe integrationsindsats.

Sådan lyder det fra SFs integrationsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er dog ikke kun de rødes skyld det hele. Segmentet, der svæver mellem at stemme DF eller Ø blev af Hans Engell beskrevet som de, der bare var imod det hele. Det hele var det politiske etablissements forkromede ideer, som EU, Euro, multikultur, østarbejdere osv, hvilket altså var Engells egens horisont. Det var folk der var bange for det nye samfund, sagde han. Men han kom ikke ind på at vi måske også er mere udsatte. At det er vores jobs der skal fordeles ligeligt mellem venstrefløjens favoriserede ny-danskere og den borgerlige anstændigheds underudbydende østarbejdere. At det sociale boligbyggeri, blev til bosættelser. At det er i de gader, hvor vi bor at folk bliver slået ned og intimideret og vores døtre er ludere for deres manglende formummelse. Kun afbrudt af venstrefløjens stormtropper, som truer at vi ikke må være racister i deres gader.

Så nej, ideen om de danske myndigheder, der varetager den danske systematisering af de danske normer, som rammen om vores fællesskab når vi hjælper og straffer hinanden og lever sammen er fortid. For ind i det hele er trådt en anden kulter, der tærer og gnaver i fundamentet. De brede rygge bærer ikke længere for de svage, men for de nye og arbejder endda aktivt for direkte at træde de svage længere ned, ved at forære deres eksistensgrundlag væk, som de også forærede deres boliger væk.

Når danskerne pisker sig selv for Omar’erne handlinger så er det et falsk flagellanteri. Man pisker myndighederne for ikke at ane deres levende råd, man pisker de svage for deres racistiske nødråb. Man pisker de andre danskere, men ikke de rette danskere. Og man pisker for de forkerte handlinger, frem for de forkerte mennesker. Det danske samfund har ingen skyld i Omar’erne handlinger. Man de danskere, der har arbejdet og arbejder på at fylde Danmark med Omar’erne og deres tankegods er skyldige. De er skyld i det hele!

”Sverige provocerar inte bara Saudiarabien, utan muslimer över hela världen eftersom kungadömet Saudiarabien följer Sharialagarna.”

Arab News skriver om de krænkedes følelser

Sweden and other Western countries have adopted double standards while dealing with human rights as they ignore the killing of thousands in Iraq, Syria and Palestine, and highlight the flogging of an individual in Saudi Arabia as a big issue, said Dr. Mohammed Badahdah, assistant secretary general of the World Assembly of Muslim Youth (WAMY).

Speaking to Arab News, he emphasized that Saudi Arabia’s rules and regulations as well as its judicial system are based on the Qur’an and Sunnah or Shariah. “Shariah laws are not made by Parliament or people’s representatives. They are divine laws given by the Almighty for the welfare and security of the whole humanity,” he explained.

“It’s the duty of all countries and societies to respect religious faiths, beliefs and cultures of different communities in order to promote peace and stability in the world,” Badahdah said while denouncing Swedish Foreign Minister Margot Wallstrom’s anti-Saudi tirade.

“We are not imposing Shariah on others. Why do then Sweden and other Western countries criticize the Kingdom when we are implementing Shariah in accordance with our faith? This is clear interference in our internal affairs and Saudi Arabia will not tolerate such attacks,” he said.

Tolerance er godt, ubetinget godt. Det er holdningen på den værdimæssige venstrefløj og i Sverige. Men de overser selvfølgelig at tolerance er betinget. Betinget af at vi er enige om, hvad tolerance er. Den værdimæssige venstrefløj og svenskerne har tilpasset der opfattelse muslimernes, således at det er tolerance ikke at krænke. For islam bliver så let krænket. Vi andre fastholder tolerance som ikke at lade sig krænke. At man vender den anden kind til. På den måde kan vi udnytte vores intellekt i åndsfrihed og en masse andet spændende.

Det store problem med at definere tolerance som pligten til ikke at krænke er at alle bliver krænkede over et eller andet. ikke mindst muslimer, som finder alle andre end dem selv og deres indskrænkede levevis krænkende. Men også andre salonfähige subgruperinger finder både dette og hint krænkende som homser, kvinder, negre og katolikker, så det er uundgåeligt at alle kommer til at krænke alle. Ikke mindst med muslimerne, som jo som sagt finder homser, kvinder, negre og katolikker krænkende. Så grundlæggende kan man ikke længere være salonfähig på den værdimæssige venstrefløj eller i Sverige længere, ikke bare fordi hyldesten af den ene perversion er krænkende for den næste, men fordi islam finder alt og alle krænkende. Jacob McHangama skriver på sin Facebook profil

Sveriges diplomatiske konflikt med Saudi Arabien er et glimrende eksempel på, hvorfor det er afgørende at kunne kritisere og gøre grin med religion. Margot Wallstrøm rejste en helt berettiget men sæt for sjælden kritik af Saudi Arabiens brutale diktatur. Men da Saudi Arabiens retssystem er baseret på Sharia forsøger Saudi Arabien nu at udlægge den svenske kritik som et angreb mod islam og muslimer, og har fået både OIC og Den Arabiske Liga med på galejen.

Det giver visse mindelser om tidligere konflikter med et lille skandinavisk land. Udenrigsministeren i dette unavngivne skandinaviske land har dog lært lektien og vil ikke “eskalere konflikten”, som det hedder, ved at kalde Saudi Arabien for et diktatur eller kritisere landets krænkelse af menneskerettigheder. Dertil er landet for vigtig en partner i kampen mod Islamisk Stat, der ligesom Saudi Arabien, henretter kvinder, blasfemikere og homoseksuelle, men uden forudgående retssag baseret på alle Shariaens grundlæggende retsprincipper.

Accepterer vi at religiøse følelser skal skrønes mod krænkende ytringer, risikerer vi også at skærme religiøse diktaturer.

Længe har man kunnet dække over denne indre modsigelse ved at angribe nationen og nationalisterne som bigoter. At købe sig goodwill hos alle de små minoriteter og muslimerne især ved at sælge bid for bid af nationen, indtil der ikke synes at være noget tilbage. Og nu ser Sverige ud til at være så udhulet at der ikke er noget der står imellem de mange minoriteter. Nu er hr og fru Sverige der ikke længere længere til at sælge ud for at betale for de indre selvmodsigelser. Nu skraber de krænkede hinandens manchetter. Det var kun et spørgsmål om tid. Ingrid Carlqvist skriver i Dispatch International

Saudiarabien är islams allra heligaste land. Här ligger Mecka med världens största moské, Al-Masjid al-?ar?m, som omsluter den heliga stenen Kaba. Området är svindlande stort, hela 356 800 kvadratmeter och rymmer mer än fyra miljoner tillbedjare under hajj (vallfärden). Hit får icke-muslimer inte komma – Mecka är rena apartheid-staden och religionsfrihet är ett okänt begrepp.

Det var detta land Margot Wallström kallade en diktatur med “medeltida” straff (exempelvis piskning av uppstudsiga bloggare) och kvinnoförtryckande (exempelvis att kvinnor inte får köra bil). Bra där, Margot!

Hennes uttalanden har nu satt hela den arabiska världen i brand. Nu är det inte bara Arabförbundet som fördömt hennes uttalanden, utan alla de 57 länderna i OIC (Organization of Islamic Cooperation). Saudiarabien och Förenade Arabemiraten har tagit hem sina ambassadörer från Stockholm, och Saudiarabien har meddelat att inga nya svenska affärsmän kommer att få visum till deras land.

Nu vrider sig utrikesministern som en mask i sina försök att påstå att hon inte kritiserade islam med sina uttalanden. Hennes pressekreterare Erik Boman säger i dag till Dagens Nyheter:

“Vi har den största respekt för islam. Sverige värdesätter goda relationer med den muslimska världen.”

Men kritiserade islam var just vad Wallström gjorde, i och för sig utan att begripa det. Sharialagarna är en del av islam, och det var Allah själv som meddelade Muhammed hur han skulle straffa sina undersåtar. Att påstå att sharia är ”medeltida” och att Saudiarabien med dessa lagar förtrycker sin befolkning är en total sågning av islam.

Det Margot Wallström uppenbarligen inte heller kände till är att Saudiarabien aldrig har skrivit under FNs deklaration om de mänskliga rättigheterna. Saudi har däremot skrivit under Kairodeklarationen (liksom de övriga 56 länderna i OIC), som är själva motsatsen till det vi kallar mänskliga rättigheter. Kairodeklarationen slår nämligen fast att sharia övertrumfar de mänskliga rättigheter som FN listar, vilket är liktydigt med alla.

Att Sverige har en utrikesminister som inte vet detta är naturligtvis pinsamt. Men låt oss skänka en tacksamhetens tanke till Margot Wallström och hennes medarbetare. Genom sina uttalanden har Wallström satt fingret på just det budskap som vi islamkritiker länge försökt tränga igenom med: Islam är en totalitär ideologi som förvägrar människor mänskliga rättigheter och håller sina undersåtar fast i ett barbariskt system utan hopp.

När nu Pandoras ask är öppnad blir det spännande att se hur Wallström ska agera i fortsättningen. Antingen får hon stå fast vid sina uttalanden och därmed erkänna att islam är barbariskt och kvinnoförtryckande. Eller så får hon göra en hel pudel och säga att hon inte visste att sharialagarna är Allahs lagar, och att hon givetvis inte har rätt att kritisera islams gud.

Det var kun et spørgsmål om tid.

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

David Wood er fremragende i sin dissekering af mediernes hvidvaskning af islam som årsag til terror og ulykke. Her med udgangspunkt i CNN og Daily Beasts udenrigsredaktør Brooke Baldwin.

Netanyahus Likud vandt en glimrende sejr ved det israelske parlamentsvalg igår. Det vakte ellers opsigt da Netanyahu advarede mod for mange arabere ved stemmeurnerne og der skulle præciseres, skriver Arnold Ahlert for Frontpage Magazine

Netanyahu offered subsequent clarification of his remarks, insisting “what’s wrong is not that Arab citizens are voting, but that massive funds from abroad from left-wing NGOs and foreign governments is bringing them en masse to the polls in an organized way, thus twisting the true will of all Israeli citizens who are voting, for the good of the left,” he explained.

One of those NGOs was Victory 15, a subsidiary of Washington-based OneVoice, a non-profit currently being probed by the Senate Permanent Subcommittee on Investigations. The bipartisan investigation is exploring possible ties to the Obama administration following the revelation that OneVoice received $350,000 in recent State Department grants. State Department officials insist that funding for OneVoice stopped a month prior to the announcement of the Israeli election. But OneVoice’s 2014 Annual Report stated that it would be “embarking on a groundbreaking campaign around the Israeli elections,” and that Victory 15 would be “promoting popular resistance, state-building and the Arab Peace Initiative, while advocating for an end to the conflict and a two-state solution along the 1967 borders.” More telling, Victory 15 is run by Jeremy Bird, who was Obama’s National Field Director during his successful presidential campaigns.

Herzog, who had emerged as Netanyau’s chief rival, made a statement following his vote that should sound very familiar to Americans. “Whoever wants to follow (Netanyahu’s) path of despair and disappointment will vote for him,” Herzog maintained. “But whoever wants change, hope, and really a better future for Israel, will vote the Zionist Union led by me.”

Netanyahu believed the leftist-inspired hope and change was a potentially fatal departure from reality for a country surrounded by enemies who yearn for its annihilation. His position is buttressed by an ever-strengthening ISIS, and Iranian aggression that most recently manifested itself with the addition of Yemen to its list of terrorist proxies that also include Syria and Hezbollah. “We have a different approach,” Netanyahu said. “They (the Zionist Union) want to withdraw. I don’t want to withdraw. If I put together the government, it will be a nationalist government.” Netanyahu has ruled out a coalition with Herzog and will seek to align himself with the Jewish Home party, a hard-line nationalist organization that also opposes Palestinian statehood—putting him squarely at odds with the Obama administration and other Western leaders who remain convinced, despite decades of ongoing failure, that the so-called two-state solution is the ultimate cure for Middle East violence.

Joel B Pollack skriver for Breitbart

Meanwhile, the mainstream media are at a loss for words. They had expected Netanyahu to lose, perhaps even by a wide enough margin to put Herzog in the pole position to form a new government. They had expected economic issues to trump security issues, which were Netanyahu’s focus. And they expected far stronger Arab turnout (as did Netanyahu).

Herzog did put up a good fight, and will have cemented his leadership role in the opposition while building an international profile. The real loser is President Barack Obama, who undoubtedly hoped for a poor showing by Netanyahu. And the even bigger loser is the Iranian regime, who will now face an emboldened Israeli leader who made the case for his re-election on the grounds of strong public opposition to the generous terms of the nuclear deal that Obama is negotiating with Iran.

The most important immediate consequence of the election is that Netanyahu’s defense minister, Moshe “Bogey” Ya’alon, is likely to retain his post. A thorn in the side of Secretary of State John Kerry, whom he called “messianic,” Ya’alon is one of the few military planners in the western world with a grasp on the strategic realities of the Middle East. He has been a counsel of patience for Netanyahu, advising him not to waste resources on Hamas while Iran still looms as the enemy.

New York Times har dog ikke tabt mælet, skriver Robert Spencer på Jihad Watch og henviser til Jodi Rudorens raseri.

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Finn Nørgaard blev myrdet af ude foran Krudttønden på Østerbro i København. Morderen hed Omar, var muslim og vred over tegninger og jøder. Sådan en myrdede han senere på dagen. Omar nåede aldrig ind i selve Krudttønden, men beskød arrangementet, hvor Lars Vilks var hovedperson og æresgæst udefra. Finn Nørgaard flygtede sammen med andre deltagere i arrangementet ud af en sidedør, men i stedet for at løbe væk løb han hen til Omar og tog fat i ham bagfra.  TV2 skriver

Men ifølge Clayton Coleman kom Finn Nørgaard rundt om hjørnet og gik hen til den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein - efter der var affyret en lang række skud mod Krudttøndens facade.

Læs også: Nyt vidne: Synagoge-vagt så ven og to betjente blive skudt

I videoklippet øverst i artiklen kan du se, hvordan Finn Nørgaard – ifølge Clayton Colemans beskrivelse – herefter forsøger at overmande gerningsmanden ved at gribe fat i hans skuldre bagfra. Men attentatmanden får vristet sig fri.

- Det er som om han (Finn Nørgaard, red.) prøver at få fat i skuldrene på ham. Men gerningsmanden drejer bare rundt og skyder, fortæller Clayton Coleman.

Læs også: 3D-grafik: Sådan forløb terror-døgnet i København

Han fortsætter:

- Finn var ikke en særlig stor mand. Det var svært for ham. Knægten (den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, red.) var 22 år og kickbokser, og han var meget svær at stoppe på den måde.

I 2007 blev skuespilleren Peter Myginds teenage søn overfaldet af indvandrere. I et interview med TV2 fik han spørgsmålet, hvad han ville gøre, hvis han kunne mødes med indvandredrengene og han svarede med tydelig gestik, at han bare ville tage fat i dem og forklare dem, hvorfor det var forkert, hvad de havde gjort. Var det, hvad Finn Nørgaard prøvede da han tog fat om skuldrene på Omar? Havde Finn Nørgaard en så stor tro på at man kunne række ud til det gode i et menneske at han ville give Omar en sidste chance? Bare tage fat i ham og forklare ham, hvorfor han var galt afmarcheret?

Finn Nørgaard voksede op blandt rødder og havde en stor forståelse for folk, der var udstødte. Skudattentatet på Krudttønden, der kostede ham livet, ville han ikke have set som terror, men som en sindsyg handling begået af en kriminel. Det fortæller hans venner.

(…)

»Han voksede op blandt rødder. Rødder som blev til rockere, rødder som blev til unge mænd og blev kriminelle og mistede livet blandt kriminelle.«

Finn Nørgaard gik en anden vej og formåede at vende sin opvækst blandt rødderne til en empatisk forståelse for de socialt udsatte. Da Finn Nørgaard blev dræbt, havde han lige været i gang med en dokumentarfilm om fængslede og deres børn.

»Det var empatien der var driveren for Finn. Empatien for alle dem som var udstødte, som på en eller anden måde kom til at hænge i udkanten af samfundet, som vi ikke kunne rumme, som ikke kunne være en del af fællesskabet. Hans arbejde gik ud på at prøve at inkludere de mennesker,« lød det fra Ole Mølgaard efter bisættelsen.

Der er masser af eksempler på godhjertede projektionister, der vil række ud til deres egne mordere. Ja, da Omar blev skudt død af Politiet lagde danskere blomster hvor hans lig havde ligget på fortorvet. Han var jo også et menneske, forklarede en ung kvinde. En vi måske ikke havde nået. En vi ikke havde rakt ud imod. Men det havde vi som samfund. Mange gange. Han var blevet taget imod af et Danmark der havde tilbudt ham alt fra skole, uddannelsestilbud og understøttelse. Alle havde rakt ud mod Omar, der blot blev stadigt mere forbitret på de hænder han bed i. Og til sidst kostede det Finn Nørgaard livet.

Den amerikanske ambassadør Rufus Giffords reaktion - som Morten Østergaard efter et besøg i Mjølnerparken erklærede sig fuldstændig enig i - var endda at alle religioner skal omfavnes. Det er et dårligt råd.

Den amerikanske præsident Barak Hussein Obama bruger ofte udtrykket “en bankerot ideologi” om ISIS, Kalifatet i Irak og Levanten. Det er helt sikkert en ond ideologi og den hedder islam, men den er ikke bankerot. Den er sine steder, som hos ISIS ganske levende og dyrkes med stor nidkærhed og med et formål.

Hvad der derimod er bankerot ideologi er venstrefløjens dogmatiske kompleks af værdier. Så bankerot at Obama og mange andre med ham, end ikke kan sætte ord på det der skræmmer dem af frygt for at indrømme, deres eminente fejl og svigt. Dennis Prager diagnosticerer i Townhall venstrefløjens fortrængning af ondskabens realitet med udgangspunkt i netop Obama

There is no question about whether President Obama — along with Secretary of State John Kerry and the editorial pages of many newspapers — has a particular dislike of Israeli Prime Minister Benjamin Netanyahu.

But there is another question: Why?

And the answer is due to an important rule of life that too few people are aware of:

Those who do not confront evil resent those who do.

Take the case at hand. The prime minister of Israel is at the forefront of the greatest battle against evil in our time — the battle against violent Muslims. No country other than Israel is threatened with extinction, and it is Iran and the many Islamic terror organizations that pose that threat.

It only makes sense, then, that no other country feels the need to warn the world about Iran and Islamic terror as much as Israel. That’s why when Benjamin Netanyahu speaks to the United Nations about the threat Iran poses to his country’s survival and about the metastasizing cancer of Islamist violence, he, unfortunately, stands alone.

Virtually everyone listening knows he is telling the truth. And most dislike him for it.

Appeasers hate those who confront evil.

Haviv Rettig Gur giver i Times of Israel et fremragende portræt af Obama og hans foragt for Israels premierminister Benjamin Netanyahu

At a recent gathering of the Israel Council on Foreign Relations, the eminent former director general of the Foreign Ministry, Prof. Shlomo Avineri, called Obama’s foreign policy “provincial.” It was a strange choice of words to describe the policies of a president with such a cosmopolitan outlook and so much eagerness to engage the world.

But Avineri had a point.

Obama’s remarkable memoir, “Dreams from My Father,” includes a powerful account of how his experiences as a young, keenly observant social organizer in South Chicago instilled in him the sensibility that would come to define his presidency.

In the book, he describes his reaction upon hearing the children of a poor Chicago neighborhood divided into “good kids and bad kids – the distinction didn’t compute in my head.” If a particular child “ended up in a gang or in jail, would that prove his essence somehow, a wayward gene…or just the consequences of a malnourished world?”

“In every society, young men are going to have violent tendencies,” an educator in one majority-black Chicago high school told him in the late 1980s. “Either those tendencies are directed and disciplined in creative pursuits or those tendencies destroy the young men, or the society, or both.”

The book is full of such ruminations, and they echo throughout Obama’s rhetoric as president. In his last speech to the UN General Assembly, he asserted that “if young people live in places where the only option is between the dictates of a state or the lure of an extremist underground, no counterterrorism strategy can succeed.”

For Obama, terrorism is, at root, a product of social disintegration. War may be necessary to contain the spread of Islamic State, for example, but only social reform can really cure it.

Add to this social vision the experience of a consummate outsider – half-white and half-black, with a childhood and a family scattered around the world – and one begins to see the profile of a man with an automatic empathy for the marginalized and an almost instinctive sense that the most significant problems of the world are rooted not in ideology but in oppressive social and economic structures that reinforce marginalization. This sensibility is broader than any economic orthodoxy, and is rooted in the hard experience of South Chicago.

After taking the helm of the world’s preeminent superpower in January 2009, this social organizer set about constructing a foreign policy that translated this consciousness into geopolitical action.

“The imperative that he and his advisors felt was not only to introduce a post-Bush narrative but also a post-post-9/11 understanding of what needed to be done in the world,” James Traub noted in a recent Foreign Policy essay. “They believed that the great issues confronting the United States were not traditional state-to-state questions, but new ones that sought to advance global goods and required global cooperation — climate change, energy supply, weak and failing states, nuclear nonproliferation. It was precisely on such issues that one needed to enlist the support of citizens as well as leaders.”

The world was one large Chicago, its essential problems not categorically different from those of South Chicago’s blacks, and the solutions to those problems were rooted in the same essential human capacity for overcoming social divisions and inequities. This was Obama’s “provincialism” — his vision of the world that favored the disadvantaged and downtrodden, that saw the ideological and political clashes between governments as secondary to the more universal and ultimately social crises that troubled a tumultuous world.

Republikanerne erkender ondskaben og forærede Netanyahu en bronzebuste af Churchill.

3 historier i denne uge fortæller på hver deres måde, den samme historie om den udhuling af Danmark, som der arbejdes måbevidst på. I den lette ende kunne man på Ugebrevet A4 læse af Danmarks Nationalbank vil udlicitere produktionen af danske mønter og pengesedler

Står det til Nationalbankens ledelse, skal danske sedler og mønter nemlig ikke længere trykkes og præges af medarbejderne på Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet i Nationalbankens lokaler på Havnegade i hjertet af Danmark hovedstad.

I oktober sidste år annoncerede Nationalbanken, at pengeproduktionen skal udliciteres til en virksomhed i udlandet. Den beslutning får historikere og kunstnere til at råbe vagt i gevær. De mener, der er store kulturhistoriske værdier på spil.

»Danske mønter og sedler holder i dag et meget, meget højt sikringsmæssigt og kunstnerisk niveau og har gjort det længe. Om vi kan blive ved med det, kommer meget an på licitationsaftalen. Jeg er spændt på at se, om den kvalitet, vinderen af licitationen kan levere, vil stå mål med Den Kgl. Mønts og Seddeltrykkeriets,« siger Michael Märcher, historiker og museumsinspektør ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuset.

(…)

»Disse job er ikke nogle, man kan uddanne sig til. Sidemandsoplæring er afgørende for at kunne udfylde jobbene i Seddeltrykkeriet og Den Kgl. Mønt, fordi håndværket er så unikt. Det vil i løbet af kort tid være umuligt at genetablere produktionen, når disse medarbejdere enten er gået på pension eller har fundet arbejde inden for andre områder,« siger Ulla Jeppesen fra HK.

Historiker og museumsinspektør ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuset Michael Märcher er enig i, at Danmark kan miste kompetencer inden for et højt specialiseret håndværk, som det kan blive overordentlig svært at genskabe efter en udlicitering.

»Der er få her i landet, som mestrer det meget særlige håndværk, det er at kunne producere højkvalitetsmønter og -sedler. Mister vi produktionen i Danmark, vil det i praksis blive meget vanskeligt at starte en så specialiseret proces op igen,« siger Michael Märcher.

Samme uge som filmen 9. April fik premiere satte man sig for at afvæbne hjemmeværnet

I al ubemærkethed har Hjemmeværnet indledt en midlertidig afvæbning af de frivillige medlemmer. Det sker efter terrordrabet i København i februar, hvor en stjålet automatriffel af typen M95 tilhørende Hjemmeværnet blev brugt til angrebet på kulturhuset Krudttønden i København.

4.328 frivillige hjemmeværnsmedlemmer har udleveret våben til opbevaring i hjemmet, men senest 30. marts skal bundstykkerne, også kaldet våbenlåsene, til disse våben midlertidigt inddrages og opbevares på centrale depoter rundt om i landet. Uden bundstykket kan et våben ikke affyres.

Læs også: Våbenregler sendte Hjemmeværnet en tur i kælderen

Afleveringen af bundstykkerne gennemføres i forbindelse med en ekstraordinær våbenkontrol, hvor kontrollanter aflægger besøg hos hvert enkelt medlem for at sikre sig, at hans våben er til stede og opbevares i våbenskab, sådan som reglerne kræver.

Forsvarsministeren kaldte det “en fornuftig beslutning“. Men mest ubehageligt var nyheden om, hvor ublut 5. kolonne allerede arbejder, som man kunne læse i Information

Store meddelernetværk eftersøger kvinder, der flygter fra såkaldte æresrelaterede konflikter for at tvinge dem tilbage til deres mænd og familier. Det fortæller flere kilder til Information.

Lørdag beskrev Information, hvordan taxaselskaber bryder deres retningslinjer af hensyn til kvindernes sikkerhed. Det sker, når krisecentrene efterspørger etnisk danske chauffører til beboere i æresrelaterede konflikter.

»Normalt skeler vi naturligvis ikke til etnicitet, men når det kommer til at transportere netop disse kvinder, gør vores medlemmer oftest en undtagelse,« siger direktør for brancheorganisationen Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg. Men meddelernetværket begrænser sig ikke til taxabranchen, lyder det fra Informations kilder med indgående kendskab til de miljøer, kvinderne flygter fra.

»Mange bliver opstøvet, fordi familien har kontakter i det offentlige. Og disse kontakter kan så let som ingenting finde ud af, hvor en kvinde opholder sig, hvis bare de har hendes personnummer,« siger Hakima Lakhrissi, leder af det såkaldte Vestegnen Indvandrer Kvindecentret, der siden 2011 har rådgivet flere hundrede minoritetskvinder om blandt andet æresrelaterede konflikter.

Fjenden er iblandt os og vi skal stå forsvarsløse når den kaster sig over os.

Det er desværre en gammel og velkendt sag at man kan bruge anklager om vold og incest mod sin tidligere ægtefælle, hvis man vil vinde kampen om de fælles børn. Så længe en undersøgelse er i gang, og den kan vare i årevis, vil den anklagede ikke have ret til sine børn. Om der falder en dom er underordnet for over tid vil man kunne hævde at børnene ikke længere har et forhold til den forælder de ikke har set i årevis. Og det er altid manden, faderen, der kommer på anklagebænken. Bag kvinden, moderen, står en gruppe, advokater med en dagsorden der går ud over at vinde en sag for deres klient.

Fra TV2 http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-03-12-advokater-opfordrer-til-loegn-om-vold-og-incest-i-familiesager

Hvert år modtager statsforvaltningen omkring 250 anklager fra forældre, der påstår, at deres tidligere samlever har begået vold, incest eller andre skadelige overgreb mod deres fælles barn, og en lang række af disse anklager er det purre opspind, fabrikeret og tilskyndet af en familieadvokat.

- Anklager om vold eller overgreb er et super effektivt redskab, hvis du ønsker, at din tidligere partner skal ud af dit barns liv. Som systemet er i dag, er der kun fordele for den forælder, der fremsætter de falske anklager. Hvis ikke du som forælder ikke er bleg for at sætter dine egne behov før dit barns, kan du meget let få skubbet den anden forælde ud af barnets liv, siger Tanja Graabæk, der rådgiver forældre i familiesager og tidligere har været ansat i statsforvaltningen.

I Statsforvaltningen har man kendskab til gruppe familieadvokager, som handler uetisk i børnesager. Det fortæller kontorchef i Statsforvaltningen Bente Koudal til DR.

(…)

- Når sagen er afgjort, og det viser sig, at der er tale om en falsk anklage, er barnet blevet så fremmedgjort fra den anklagede forælder, at Statsforvaltningen ofte vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, hvis barnet overlades til den anklagede forælder. Den handling er psykologiske set i sig selv et voldsomt overgreb på barnet, mener Tanja Graabæk.

(…)

- Statsforvaltningens vurdering af, at de møder omkring 1 falsk anklage om ugen, er efter min vurdering er et meget konservativt bud.

Den snart 16 år gamle DR dokumentar Farvel Far tåler et gensyn. Når man kan læse, hvor lidt der er sket siden er det ekstra deprimerende

En skilsmisse er næsten aldrig behagelig affære. Nogle gange udvikler det sig til en regulær krig, hvor bl.a. beskyldninger om incest bruges i kampen for at få barnet for sig selv. Denne udsendelse handler om tre mænds kamp for at få lov at være sammen med deres børn. DR Dokumentar har fulgt myndighedernes behandling, som starter med de tre mænds ønske om samvær med deres børn - og ender med at de stemples som seksualforbrydere.

En af disse mænd er den praktiserende læge Peter Østrup. Han ønskede at fortsætte med at være sammen med sin datter efter han var blevet skilt fra moderen. I starten delte han forældremyndigheden med moderen. Men hun ville nu have forældremyndigheden for sig selv og ønskede at begrænse faderens samvær med datteren. Det lykkedes til fulde, da hun anklagede ham for incest.

Normalt er det politiet og de sociale myndigheder, der tager sig af sager om incest. Men Københavns statsamt vælger selv at undersøge påstande om overgreb på børn. I Peter Østrup’s tilfælde er det en overlæge i psykiatri og en psykolog, der skal undersøge om han misbruger sit barn seksuelt, eller om der er andre forhold der gør, at han ikke skal have lov til at se sit barn. Advokat Lone Reffshammer mener, at den fremgangsmåde nærmest gør fædrene retsløse.

I forbindelse med undersøgelsen bliver Peter Østrups samvær gjort overvåget. Det vil sige, at han ikke må være alene sammen med barnet. Så fra at have haft barnet boende i 5 ud af 14 dage, så beslutter de børnesagkyndige, at han kun må være sammen med barnet i nogle timer om ugen - overvåget af andre voksne.

Der er stor uenighed om kvaliteten af de børnesagkyndige undersøgelser. Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, mener de er mangelfulde, og ofte bygger på et for løst grundlag. DR Dokumentar har fulgt undersøgelsen i Peter Østrups sag, og kan med opsigtsvækkende tv-optagelser afsløre, hvordan de børnesagkyndige arbejder.

To politibetjente i den amerikanske by Ferguson er blevet skudt skriver Daily Mail

Two police officers have been shot outside the police headquarters in Ferguson where the shooting of a black teenager by a white officer sparked a wave of angry protests across the U.S. last year.

Gunfire erupted during protests following the resignation of Ferguson Police Chief Thomas Jackson late last night as angry scuffles broke out between officers and the public.

A 32-year-old officer from nearby Webster Groves was shot in the face and a 41-year-old officer from St Louis County was shot in the shoulder, St Louis County Police Chief Jon Belmar said.

Both were taken to hospital, where Belmar said they were conscious, but described their injuries as ’serious’ without giving further details.

‘These police officers were standing there and they were shot, just because they were police officers, he added.

A few dozen demonstrators fled following the gunfire, with some screaming that ‘they hit a cop’ around midnight, a photographer with Reuters said.

Nu venter vi på at Obama fordømmer attentatet, men udviser sin forståelse for vreden. Og måske tillige betror os at det kunne være hans egen søn der skød? Vinklen i medierne kører over en bred karm på netop den pointe, den retfærdige vrede mod et racistiske politi. Og de kan bakke påstanden op med en undersøgelse fra Department of Justice, der blev udgivet tidligere på måneden. Information kaldte det en chock-rapport

Statistikken taler sit tydelige sprog. I Ferguson er 67 pct. af befolkningen sort, men i perioden 2012-14 var hele 85 pct. af bilerne, der blev stoppet af politiet, ejet af afroamerikanere. Sorte udgjorde 88 pct. af dem, der blev udsat for politivold og 93 pct. af de arresterede i 2012-14 var sorte.

Så tydeligt taler statistikken dog ikke. Kriminelle bliver oftere uretmæssigt stoppet en lovlydige borgere (i en blanding af almindelig fremtoning og genkendelse ved gengangere) og sorte er blot mere kriminelle end ikke-sorte - af forskellige årsager, grangiveligt. Men der er mistanke om et mafiøst system, da kommunen er tilskyndet til at balancere sine budgetter, gennem bøder fortæller Information videre

Bag tallene skjuler sig et hvidt magtsystem, der ikke alene forskelsbehandler sorte. I Ferguson og – hævder sorte amerikanske ledere – i andre byer landet rundt med afroamerikanske beboere anvender politi og civile myndighedspersoner loven til at udbytte den fattige og sårbare del af befolkningen økonomisk.

I Ferguson giver det sig udslag i åbenlys pengeafpresning af sagesløse borgere med det ene formål at inddrive så store indtægter som muligt til dækning af de relativt høje lønninger, som politi, dommere, embedsmænd og kommunalpolitikere får.

I dette mafiøse magtsystem præmieres politibetjente af kommunalpolitikere for at pålægge borgerne så mange og så store bøder som muligt for alle mulige forseelser, der ofte – ifølge rapporten – er uberettigede og i alle tilfælde intet har at gøre med politiets hovedopgave: at beskytte borgerne.

Retten er underlagt politimesteren, hvorfor det står dommerne frit at afvise anker og fordoble og tredoble bøder, hvis ’synderen’ betaler for sent eller ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale det fulde beløb. Domstolen sender jævnligt skyldnere i fængsel. Alene i 2014 var 9.000 af de omkring 21.000 borgere i Ferguson en kort tur bag tremmer. 95 pct. af disse var sorte.

Igen, racisme antages at ligge til grund, når systemet måske blot er udgjort af almindeligt dumme svin. Think Progress har samlet nogle eksempler på racisme, eller i hvert fald på sorte der er blevet behandlet skandaløst. Men når man smider Oscars efter Selma som kompensation for de penge negertragedien ikke kunne indtjene selv så er det fordi jorden for længst er gødet. Hollywwod elsker racisme meget mere end amerikanerne gider praktisere den. Samuel L Jackson ville have sine medcelebriteter til at synge om de racistiske politi, Charlie Shee

Så der kan være andre grunde end indebrændt vrede over at blive undertrykt som forklaring på attentatet på de to betjente. Demontranter i Ferguson krævede Darren Wilson dræbt og mente at USA var racistisk på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik igennem andre byer. I New York krævede demonstranter højlydt død over politibetjente og to beskikkede forsvarere deltog i en rap med samme død-over-politiet tema. Og Ferguson kunne endda bruges til angreb på Israel og jøder - hvad kan ikke det?

Darren Wilson blev frikendt i en omstridt høring. Omstridt ikke fordi den rent juridisk var unødvendig, da der ikke eksisterede grund til at rejse tiltale mod Wilson og dermed ingen grund til en høring. Men omstridt fordi anklageren, der gav efter for ballademagernes trusler om vold i gaderne, prøvede at dele sol og vind lige, ved at lade Wilson føre et forsvar, hvad der ikke er en hørings formål.

På Think Progress fandt man ligheder med en anden selvforsvarssag mistænkelig. Her mente man, at den hvide politimand Darren Wilsons forklaring lignede George Zimmermann, den jødiske hispanic, der i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin, ubehageligt meget

The description is eerily similar to another lethal confrontation with an unarmed black teen in broad daylight: the death of Trayvon Martin in Sanford, Florida. George Zimmerman, the man who shot and killed Martin, told police that the teen “jumped out from the bushes” and punched him in the face, knocking him down. “I started screaming for help. I couldn’t see. I couldn’t breathe,” he said. “He grabbed my head and started hitting it into the sidewalk. My head felt like it was going to explode.”

Zimmerman also claimed Martin put his hand over Zimmerman’s mouth and nose and told him, “You’re going to die tonight.”

Both Zimmerman and Darren Wilson told officials that the young men they killed had their hands in their waistbands—suggesting they feared the presence of a weapon when there was none.

Throughout his testimony, Wilson repeatedly referenced Brown’s size, calling him “really big,” “obviously bigger than I was,” and saying he felt “like a five-year-old holding onto Hulk Hogan,” though the two men were about the same height.

Later, describing the moment right after he first fired the first bullet, he said Brown “looked up at me and had the most intense aggressive face. The only way I can describe it, it looks like a demon.” In other places, he describes Brown in animalistic terms (“he made like a grunting, like aggravated sound”) and supernatural ones (“it looked like he was almost bulking up to run through the shots”).

Zimmerman offered a vaguer physical description, telling a 911 dispatcher that Martin looked like “real suspicious guy” and saying: “This guy looks like he’s up to no good, or he’s on drugs or something.”

Both Zimmerman and Wilson are free men today, in part because of these accounts and descriptions provided to law enforcement and the courts. Though the public may never know exactly what happened on those days, research shows that hidden biases often lead people to see African Americans as aggressive, superhuman and less vulnerable to pain.

At store bøller er store bøller og derfor beskrives som store bøller (pyha, der undgik jeg at skrive at alle niggere er ens) var typisk hvad der undslap mediernes dækning. Den var fokuseret på fortællinger om virkeligheden udenb at tage virkeligheden i betragtning. For at hamre deres pointe hjem så viste Think Progress, som snart sagt alle andre medier et billede af the gentle giant Darren Brown med studenterhue ved siden af et børnebillede af Trayvon Martin

Hvad der dog især lignede hinanden ved fortællingerne var mediernes heksejagt. Breitbart skrev

New York Times had no qualms whatsoever about publishing almost all the information needed for Officer Darren Wilson’s enemies to track him and his wife down at home:

Officer Wilson and [his wife] own a home together on XXXXXXX Lane in XXXXXXXXXX, Mo., a St. Louis suburb about a half-hour drive from Ferguson.

This malicious move by the New York Times has not gone unnoticed by Ferguson’s protesters:

But printing his street name in the nation’s most influential newspaper on the day the grand jury is expected to hand up a decision on the indictment could reignite interest in — and awareness of — the location, and some critics worry that it could result in protesters descending on his home. Slate even went a step further than the Times, publishing an article featuring a photo of the modest, red-brick house on Monday.

A number of Twitter users — some of whom have identified themselves as planning to protest the grand jury decision — have tweeted the location of Wilson’s home as they gear up for rallies. The house number was not printed in the Times, but the street in the St. Louis suburb of Crestwood where it sits is only about two blocks long, and the house number can be easily located via online sources using only the street name and Wilson’s name.

This type of behavior is nothing new from our elite media. When the media was pulling out the stops to electronically lynch George Zimmerman like they are Wilson, CNNbroadcast Zimmerman’s Social Security number to the world.

Thomas Sowell beskrev ligeledes mediernes samspil med pøblen. Og medierne havde deres historie. Jonah Goldberg skrev dengang

Brown wasn’t a person who allegedly robbed a convenience store. He was a stand-in for racial injustice. That’s what was so powerful about Brown’s (probably mythological) “hands up” gesture.

The outrage that followed when the convenience store robbery video was released and details from the grand jury were leaked was at least in part fury at having the narrative muddied. No one likes to see fresh gospel fact-checked. No one wants to hear that their martyr was in fact no angel. And, in the case of Wilson, no one wants to see their demon humanized.

Jesper Steinmetz rapporterede for TV2 News samme dag kendelsen faldt at også sortejede butikker blev stukket i brand, hvilket for ham viste, at der var elementer blandt demonstranterne, der slet ikke respekterer det lille by-samfund. Den indre racisme i den logik var tabt for den samlede presses dækning. Andre grunde til at nogle butikker gik fri skyldtes dog det frie initiativ

Den sorte kultur har kørt sig selv ned i en selvretfærdig skruestik af offergørelse. Og fortællingen er så sexet af løsningens banaliteter virker komiske

Fra forordet på Niall Ferguson’s Civilization: The West And The Rest.

For roughly thirty years, young people at Western schools and universities have been given the idea of a liberal education, without the substance of historical knowledge. They have been taught isolated ‘modules’, not narratives, much less chronologies. They have been trained in the formulaic analysis of document experts, not in the key skill of reading widely and fast. They have been encouraged to feel empathy with imagined Roman centurions or Holocaust victims, not to write essays about why and how their predicaments arose. In The History Boys, the playwright Alan Bennett posed a ‘trilemma’: should history be taught as a mode of contrarian argumentation, a communion with the past Truth and Beauty, or just ‘one fucking thing after another’? He was evidently unaware that today’s sixth-formers are offered none of the above - at best, they get a handful of ‘fucking things’ in no particular order.