Nogle løse Tradsserier
Når en café har billeder af to af mine store helte - the Beatles og Che Guevara - ja, så blir jeg nok stamgæst
David Trads
Jyllands-Posten har, som man nok vil vide, ansat David Trads som fast klummeskribent. De gav ham følgende præsentation
David Trads bed sig fast i Nyrups ledelseskrise, Venstres skattestop og økonomien i Dansk Folkepartis omfattende partiprogram, inden han skiftede JP ud med Danmarks Radio og siden blev chefredaktør for dagbladet Information, medstifter af gratisavisen metroXpress, lektor på Syddansk Universitet og ansvarshavende chefredaktør for det islandske eksperiment Nyhedsavisen, som var med til at ændre mediebilledet i Danmark.
Selvsikker, stor i slaget og lettere hånende over for ”de små gamle morgenaviser”, som Trads vendte tilbage til, lige inden Nyhedsavisen gik ind, bl.a. arbejdede han som USA-korrespondent for Berlingske. På et tidspunkt havde David Trads selv planer om at blive politiker. I 2004 sprang han ud som socialdemokrat og forsøgte at blive opstillet i Skanderborg-kredsen, men blev slået eftertrykkeligt med stemmerne 420 mod 31 af den dengang ret ukendte Kirsten Brosbøl, som nu er miljøminister.
Nederlaget slog ikke Trads ud, ligesom de andre knubs, den professionelle tilværelse har givet ham, heller ikke mærkes på overfladen. Med sin indsigt, idérigdom, evne til at udfylde et tomrum og iscenesætte et standpunkt, er David Trads blevet en hyppigt anvendt kommentator og en af Danmarks mest eksponerede personer på Facebook. For nylig var vennekredsen så stor, at han måtte skifte den private profil ud med en fanside. Her kan man læse hans ofte skarpe analyser af alt fra venstrefløjens voldsromantik til brugen af ordet indvandrere om unge drenge, som er opvokset i Danmark.
David Trads holder sig ikke tilbage fra at sige sin mening. Han skærer ind til benet, når fremmedhad, hykleri og politisk uformåenhed udstilles. Selv tager han gerne imod de verbale tæsk, som eksponeringen medfører. Men det skal ske i en ordentlig tone og efter devisen, gå efter bolden og ikke efter manden.
Trads - som Morten Uhrskov Jensen kaldet ”Den inkarnerede frejhed” - går nu ikke mere efter bolden end at var nødt til at opfinde en bold, da han gik efter at ødelægge Henrik gade Jensens renomme og karriere med nazibeskyldniger i hans tid som redaktør af Information. Det tog 9 år for Trads at sige undskyld og da kendte alle alligevel den rette sammenhæng. Til Politiken sagde han
»For ni år siden begik jeg en stor journalistisk fejl, som jeg for længst burde have undskyldt for – en fejl, som oven i købet fik store personlige konsekvenser for den mand, som Information hængte ud på forsiden … En grov, grundløs anklage, der kostede manden hans arbejde og plagede hans familie. Mine undskyldninger i dag kan ikke rette op på de skader, som jeg var med til at påføre Gade Jensen«, skriver David Trads, der lige nu arbejder som USA-korrespondent for Berlingske Tidende.
(…)
»Da Detektor henvendte sig for at få mig til at deltage i dets program om Gade Jensen-sagen, takkede jeg nej. Min begrundelse var, at jeg ikke havde tid midt under dækningen af USAs præsidentvalg. Det var, kan jeg tydeligt se i dag, en tarvelig beslutning. Det var udtryk for fejhed, for det mindste jeg kunne have gjort, var offentligt og utvetydigt at have undskyldt for de fejl, som jeg er ansvarlig for«, skriver den tidligere chefredaktør.
Gade Jensen stoppede efterfølgende på Jyllands-Posten.
Her på Monokultur er han især berygtet for, hvad jeg kaldte intimidering af Kim Møller og Uriasposten. Efter den større fyringsrunde på Nyhedsavisen fandt Trads nyt arbejde som “projektleder i Det Berlingske Officin med direkte reference til koncernchef Lisbeth Knudsen”, skrev Politiken
Som man kan se var Trads glad og gav en hel kasse øl til sine fyrede medarbejdere. Glade var de omkostningslette polske avisbude ikke - men de fik selvfølgelig heller ingen øl.
Men Jyllands-Postens David Trads hagiografi giver mig mulighed for at rydde lidt ud i arkivet, så her er et udpluk af små Tradsserier jeg tilfældigvis og ganske urepræsentativt er faldet over på Facebook gennem tiden. Sådan som da han i Berlingske Tidende kaldte David Headley og Tahawwur Hussein Rana, de to terrorister der planlagde “et spektakulært bombe angreb på Rådhuspladsen i København” for henholdsvis en “amerikansk agent”, hvis dobbeltliv “måske løb løbsk” og “en vellidt forretningsmand, som måske bare kom i forkert selskab”. I samme logik roste han i sommeren Mogens Lykketoft for klart at “lægge afstand til Israels overdrevne og forkastelige brug af dets overlegne militær til at angribe civile i Gaza” og at der ikke var beviser for “at Hamas stod bag den tragiske kidnapning og drab på tre israelske teenagedrenge”. Trads var også “ret imponeret af [Obamas] brug af en af de ældste læresætninger i amerikansk udenrigspolitik - ’speak softly, but carrry a big stick - idet det nu ser ud til, at han med sine trusler om brug af krydsermissiler fik bragt Putin på banen til at banke Assad på plads.” Trads har skrevet lige så kælent om Bill Clinton, som perfidt om Dansk Folkeparti han dedikerede en hel bog om.
I 2007 mente Trads at Naser Khader var en ny Kennedy (John F velsagtens) i sin hagiografi på Avisen.dk, som gengives i sin helhed (med mine fremhævelser)
Naser Khader er noget så sjældent som en rigtig politiker – han har holdninger og langsigtede mål, han evner både at have skarpe meninger og dernæst indgå kompromiser, men han svigter aldrig sine ypperste demokratiske idealer. Det er derfor en stor gevinst for Danmark, at Khader står i spidsen for sit nye parti – Ny Alliance – som bliver en politisk bevægelse, der vil søge at bremse yderfløjenes indflydelse. Khaders bevægelse vil appellere til tænksomme og realistiske vælgere, og der er grund til at tro, at 43-årige Khader vil kunne vende op og ned på styrkeforholdene på Christiansborg. Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier: Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr. Khader er en fundamentalistisk tilhænger af demokratiet – i Danmark og resten af verden – men han er en hardliner med et humanistisk mål. Khader er et ikon – en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitær. Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det, siden jeg første gang mødte ham for 10 år siden. Hans første bog – Ære og Skam – er en fænomenal introduktion til den type islam, som de fleste muslimer praktiserer, baseret på de konkrete erfaringer, som flere års arbejde som tolk i asylsager har givet ham. Khader forstår dybden i integrationsdebatten på en måde, der gør ham til en statsmand – og til den politiker, som bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier. Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil han kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik – og der er absolut chance for, at han efter næste folketingsvalg vil være tungen på vægtskålen. I de kommende tid skal politikken formes, men allerede nu kan dansk politik med Khaders initiativ se frem til en udvikling, der har potentialet til at ændre samfundet lige så meget, som da Dansk Folkeparti blev stiftet i 1995 – eller da Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti kom i Folketinget i 1973. Det kan blive et jordskred.
Det gik som bekendt ikke helt som præsten prædikede. David Trads glemte hurtigt alt om hvorledes der foregik en kamp om de danske muslimers sjæle, der ikke var i vores demokratiske lejr og skrev på sin Facebook profil i anledningen af den nye moske på Nørrebro
Hvordan kan der være, at det officielle Danmark altid griber chancen for at undgå ægte dialog med vores muslimske medborgere?
I dag indvies den nye stormoske i nordvestkvarteret i København - den første rigtigt flotte moske i landet - og det er en festdag, som ministre, ledende politikere og kongehuset selvfølgelig burde bakke op om. Havde det her sket i USA, kan jeg godt garantere, at stort set alle i eliten ville have mødt op.
Jeg forstår godt, at ikke alle fra Danmarks top kan komme i dag til åbningen, men at INGEN kommer, er en helt unødvendig fornærmelse mod vores mange muslimer.
Ros dog til folketingsmedlem Özlem Cegic og Københavns socialborgmester Jesper Christensen for at møde op.
Og i samme forbindelse harcelerede Trads over Berlingske Tidendes fine illustration
Hvilket fik Tom Jensen til at spørge, hvorfor han kunne harcelere over at den amerikanske politiker Jody Hice mener “at homoseksualitet er en synd – og at kvinder bør adlyde deres ægtemænd“, samtidig med at han efterlyser forståelse for den homofobiske og misogyne moske.
Men, hvor Trads ikke lod sig belære om den ytringsfrihed han aldrig kan forstå og ikke tog notits sine kritikeres hudfletning af hans manglende konsistens, faktualitet og logik kunne han drage fordel af sin manglende hæderlighed når han skrev af fra udenlandske medier
Se godt på de to piger på billederne, jeg har vedhæftet - for pigen til venstre hyldes af os alle, mens pigen til højre ignoreres af de fleste.
De to pigers historie minder ellers om hinanden - for de blev begge udsat for traumatiske overgreb i oktober 2012:
Nu 17-årige Malala Yousafzai, en ung pakistansk forkæmper for pigers ret til uddannelse, blev forsøgt dræbt af Taleban. Hun overlevede - og modtog forleden Nobels fredspris. Hun er uomtvisteligt en helt, et forbillede.
Nu 9-årige Nabila Rehman var i marken i Pakistan sammen med seks andre børn og deres bedstemor for at høste, da helvede - i form af en amerikansk drone - pludselig dukkede op. Bedstemor blev dræbt og alle børn såret. Nabilas historie hører vi aldrig om - selv om hun osse er en helt i min bog.
Sidste år var Nabila i den amerikanske kongres. Kun fem ud af 430 medlemmer dukkede op, da hun gav vidneforklaring:
“Hvad havde bedstemor gjort forkert,” spurgte den tapre pige?
Nabila fik intet svar - men det er svært at undgå at bemærke, at når Taleban forsøger at slå en pige ihjel, ja, så reagerer vi med vrede, mens vi totalt ignorerer ofrene af vores egne henrettelser af uskyldige.
Så længe Vesten igen og igen agerer så dobbeltmoralsk, som vi konstant gør i krigen mod terror, ja, så kommer vi ingen vegne. Det er det rigtigt sørgelige.
Historien er sakset fra en Al-Jazeera artikel, med overskriften “Malala and Nabila: worlds apart“. Det gør Trads dog ikke opmærksom på. Derfor ‘glemmer’ han også at fortælle at dronens mål ikke var lille henrivende Nabila, men derimod en taleban base, hvor det lykkedes at dræbe fire talebanere. Modus operandi er et fremmedord Trads heller ikke vil belæres om.