Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Politiken


Det skamløse

Trump fortalte hele Verden i sin indtrædelsestale at hans regering vil sætte USAs interesser først. Tænk at det skal siges? Det burde være banalt for en folkevalgt at sætte sit folk først. Tænk at det kan vække anstød! “Politikken er vendt tilbage hinsides djøficeringen, akademiseringen og den tredje vejs afpolitiserende teknokrati” skriver Kasper Støvring om Trumps indsættelse som USA 45. præsident. Og det er svært at kapere for den politiske elite og dens medier og alle der identificerer sig med den.

Informations debatredaktør Susan Knorrenborg er inde på noget af det samme når hun kalder Donald Trump ’skamløs’ og kalder det hans “måske største aktiv”. Knorrenborg indrømmer at skamløshed kan være frigørende, men hun advarer mod “Trumps perverse frigørelse

. Den skamløse vinder fritager sine tilhængere fra skam, fordi han skaber plads til alle de følelser, der før har været dømt ude. Til alt det, man tidligere har skammet sig over: arbejdsløsheden, de racistiske følelser, der bobler under huden, hadet til dem, der ved bedre og ikke holder sig tilbage for at belære en om, hvordan verden hænger sammen.

Trump inviterer alle, der har lyst, med ind i et gigantisk omklædningsrum, hvor man kan få lov at føle sig som en vinder, fordi man er på hold med ham, der vandt. Samtidig kan man få lov at stå ved alle sine ubehagelige tilbøjeligheder uden at skulle skamme sig det mindste.

USA’s nye præsident er manden, der ikke rødmer over at slå en skid, og derfor udløser pruttekonkurrence i stedet for forlegne blikke. De indviede holder sig ikke for næsen, for der er noget befriende i at få lov at prutte, som man vil, og lugte, som man gør inderst inde.

Knorrenborg selv skammer sig ikke over at sprede fake news og  indleder sin artikel

Han tilsviner USA’s ellers hellige krigsveteraner; han kalder mexicanere for voldtægtsforbrydere; han praler med at stikke sine lidt for korte fingre ind mellem fremmede damers ben; han truer med at forbyde muslimer indrejse til USA, og han slipper afsted med at påstå, at »begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige«.

Det meste af verden ryster på hovedet, flertallet af amerikanerne stemte på Clinton, og når Trump i dag indtager Det Hvide Hus, sker det med en mindre opbakning end nogen anden moderne præsident

Trump tilsvinede ikke (og pludseligt for venstrefløjen) ellers hellige krigsveteraner. Trump skosede derimod en afdød krigshelts forældre for at bruge deres døde søn til et plat politisk angreb på Trump.

Han kaldte ikke mexicanere over en karm for voldtægtsforbrydere.

Han vedstod sig dog at være ganske heterosexuel i en privat samtale for 10 år siden og han ville også forbyde tilstedeværelse af USAs fjender i USA - nøjagtig, som Roosevelt og Carter havde gjort det før ham.

Og ja, Trump tager selvfølgelig fejl når han påstår at “begrebet global opvarmning er skabt af og for kineserne for at gøre USA’s produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige“. Sandheden er, at begrebet global opvarmning er skabt af den vestlige venstrefløj for at gøre Vestens produktionsvirksomheder ikkekonkurrencedygtige. Ingen grund til at hakke unødigt på kineserne, de har rigeligt at slås med i deres skæve øjne.

Og Donald Trump hånede ikke “journalisten Serge Kovaleski med hans handicap”, som den ledsagende billedtekst påstår. Gavin MacInnes kan forklare mere her, hvor han skoser Merryl Streep, for den samme fejltagelse.

Det er også fake news at vedblive at kolportere myten om ‘the popular vote’, at Hillary Clinton er den moralske sejrfrue og Trumps sejr derfor illegitim. Det svarer til at man hævder en moralsk sejr i en basketkamp under henvisning til pointreglerne for scorede mål i fodbold. I USA har valg siden for rigtig lang tid siden handlet om at skaffe sig et flertal af valgmænd, som Tom Basile skrev i Forbes tilbage i december

If you ran a popular vote strategy, you’d run a completely different campaign in terms of allocation of time and resources. The game is not winning the popular vote, like it or not.

Further, there is no evidence that had the campaigns executed a popular vote strategy that Clinton would have won. Actually to the contrary, given the marked enthusiasm deficit on the Democrat side, Trump would likely have mobilized more voters from his states than Clinton would have in hers. Also, keep in mind that Clinton did have a robust turnout operation in key urban and suburban districts where she needed to perform well with her base. She still under-performed in those places that also would have been critical to a popular vote victory.

The press has weaved the issue into the coverage repeatedly using the phony recounts in Michigan, Pennsylvania and Wisconsin as an excuse to mention the popular vote margin. Naturally, they’ve spent little time acknowledging that Hillary Clinton lost or under-performed President Obama in almost every single demographic group that mattered - including women.

Trump beviste, så langt det kunne lade sig gøre, at han ville være i stand til at vinde flertallet af stemmerne i hele USA, ved at smadre “the blue wall”, de stater, der regnes for så Demokratiske, at der end ikke syntes at være grund til at føre valgkamp i dem. Støvring citerer fra Brendan O’Neils glimrende og nu virale skriv i Spectator, hvorfor amerikanerne stemte Trump

Because you treated dissent as hate speech and criticism of Obama as extremism. Because you talked more about gender-neutral toilets than about home repossessions. Because you beatified Caitlyn Jenner. Because you policed people’s language, rubbished their parenting skills, took the piss out of their beliefs.

Because you cried when someone mocked the Koran but laughed when they mocked the Bible. Because you said criticising Islam is Islamophobia. Because you kept telling people, ‘You can’t think that, you can’t say that, you can’t do that

Nu jeg er ved det skamløse, den yderste venstrefløj smadrer gaderne, mens den beskylder Trump for at smadre alt andet. Her er billedet af venstrefløjens forståelse af “We, the people”, deres popular vote

we-the-people-leftwing-style

Mentalitet

Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Alfa-hannerne skaber bekymring og stress

Det er svært for Politiken, der i lørdagens udgave af Debat sektionen leger med tanken om Trump som Hitler, i form af Chaplins Anton Hynkel.

img_00121

Og hans stab klar til krig

img_00211

Politiken har næsten ret. Alfahannerne er kommet igen. Breitbarts sikkerhedsredaktør Sebastian Gorka om Trumps udnævnelse af flere generaler i sin kommende regering

“I’d like to recognize the fact that after eight years of Pajama Boys, it’s time for the alpha males to come back,” he added. “How appropriate that we’ve got three Marines from the same division, legendary figures in uniform, to represent three of the key posts in the new administration! The fact is, having met Donald Trump a long time ago, and talking about national security issues, one of the first things that was clear to me from this businessman, this very special businessman, is that he understands we are at war, Raheem. He gets it. And he wants to win that war. He knows he’s not going to do it with limp-wristed Pajama Boys. Who better than a bunch of legendary Devil Dogs to do it? So yeah, it’s baloney, and it’s very cool in my opinion.”

Kassam turned to a discussion posted at The Gorka Briefing, in which Dr. Gorka argued that “Europe is collapsing.”

“I think it’s patently obvious that the Trump Train was the result, in part, a reflection of, the general rejection of centralized federative bureaucracy, and as a result, we have Brexit foreshadow the future of what used to be called Project Europe,” Gorka elucidated. “And the fact is, people are waking up. They’re rejecting faceless bureaucracy. We see it all across the continent. Brexit isn’t a uniquely British phenomena. As a result, we will see more and more people say, ‘Enough is enough. We want national sovereignty. We want national security most important of all.’ And as a result, I think Project Europe is on the ropes.”

Den mest markante alfahan er tidligere general i det amerikanske marinekorps James Matthis, en mand der selvfølgeligt erkender, at “there are some assholes in the world that just need to be shot”. National Reviews Tom Rogan kalder Matthis “at once a scholar and a warrior” og begynder sin beskrivelse med citatet “I don’t have worry and stress. I cause worry and stress!”, bl.a fordi sin “…annihilation upon al-Qaeda in Iraq”

Iran has particular reason for concern. Commanding CENTCOM, Mattis pushed for tough realism in constraining the Islamic Republic’s revolutionary expansionism. He recognizes that Iran’s leaders are rational actors, but he also knows that their revolutionary impulses must be checked. For this, he earned the ire of President Obama, who was so intent on kowtowing to the Iranian regime. But now he is set to take over the Pentagon, and Khamenei and the Qassem-crew have much to fear.

First, Mattis is likely to push Trump to focus on fixing the Iran nuclear deal. This will likely entail reducing Iranian cheating on inspections protocols and Iranian ballistic-missile research. If Trump and Mattis work with U.S. allies (notably the French) who are concerned about President Obama’s failure to enforce the deal, Iran could face rougher waters next year. Mattis has suggested blockading the country if the regime tries to play hard ball. It’s a good idea.

Second, a Mattis Pentagon will likely take tougher action against Iranian aggression in the Middle East. As I’ve noted, President Obama has largely ignored Iranian malevolence in states such as Lebanon and Iraq. That needs to be remedied, and quickly.

Third, Mattis will deter Iranian terrorism against America. That imperative is real. In 2011, the Iranian Revolutionary Guards — as Mattis himself explains — tried to murder the then-Saudi ambassador to the United States. The plan involved blowing up a Washington D.C. restaurant and everyone in it. He’s the incarnation of the First Marine Division motto, ‘No better friend, no worse enemy.’

Fourth, Mattis’s realism will be useful in helping the U.S. to confront Sunni extremism more effectively. As I’ve explained before, thanks to his supplication to Iran, President Obama has alienated America’s Sunni-Arab allies. Mattis, who is adored by the Sunni-Arab monarchies for his honest courage, offers the Trump administration a chance to renew those bonds. That means new potential for a Sunni-Arab crackdown on Sunni fundraising for groups such as ISIS and al-Qaeda. It also means we might see more special forces on the ground in Iraq and Syria.

“Who knows? American red lines might even make a comeback.” slutter Rogan.

Breitbart har samlet 15 Matthis citater, hvor mange er skønne. Jeg vil dog trække et andet citat frem, hvor kampen mod islam og anden fjendskab, ikke blot skal overlades til alfahannerne

I think it’s very clear that this enemy has decided that the war, the real war for them, will be fought in the narrative, in the media. This is not a place where we’re going to take the enemy’s capital and run up our flag and drink their coffee and that sort of thing.

Politiken er Hitler-forskrækket over generaler i regeringen Trump, fordi Alfahanner ikke hører til i fredstid - men det er Politiken ikke hører efter, hvad der foregår uden for deres bombesluse. Vi er ikke i en fredstid.

Det er min overbevisning, at demokratier ikke kan kæmpe for sin frihed uden konsensus om en nødvendighed og hvem der er fjenden. Vietnamkrigen blev tabt i de amerikanske hjerter og  ikke på slagmarken. Vi danskere, der anerkender vores nationalisme, Danmark først kunne man kalde det, kan ikke nedkæmpe truslen fra islam, uden et konsensus bag os.

Og det betyder at vi er forpligtet til at nedbryde det narrativ, den fortælling, der dominerer medierne. Sammen med venstrefløjen og bureakraterne enabler de islams angreb på vores frihed og kultur ved at fortrænge realiteterne for det stor tavse flertal. Det er en kamp for definitionsretten og den frie debat, som alle os betahanner og -hunner, kan tage på alle niveauer.

Og fordi vi i den kamp har brug for friheden til at ytre os, reagerer bureaukraterne og venstrefløjen og medierne med allehånde forsøg på at sikre kontrol med ytringer og nyheder. Racismeparagraffer ikke blot opretholdes, men søges udvidet til forbud mod hadtale, hadprædikanter bliver løst defineret som både de der spreder had som de der advarer og nægtet indrejse, sociale medier indskrænker rammerne og venstrefløjen og dens medier opfinder nye begreber, som post-faktualitet til fake news for at retfærdiggøre et offentligt meningsmonopol.

Vi kan skal alle sammen kæmpe for den frihed, der er blevet os skænket. Og der er lyspunkter i den kamp, fra store sejre som Brexit og Trump til små sprækker i mediernes selvfølgelige forståelse af ofre og skurke i det store og modige arbejde For Frihed bedriver. Og vi vil vinde - yyyuge!

Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

‘The vulgarian at their gates’

Akademia, Diverse, Donald Trump, Forår?, Kunst og kultur, Politik, Politiken, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on November 27, 2016 at 6:30 am

Flere kommentatorer har bemærket Donald Trumps optrædender i den besynderlige underholdningssport Wrestling. Jeg har tidligere kommenteret på to sociologer i Point of View International og i Politiken skrev ekstern lektor ved Syddansk Universitets Institut for Sprog og Kommunikation Michael Madsen bevæbnet med ‘den franske filosof Roland Barthes’ i oktober at wrestling ligesom, reality tv repræsenterer “den form for underholdning, der udvisker skillelinjerne mellem virkelighed og fiktion, og som gør brug af karikerede farverige personligheder

Intet er subtilt i wrestling. I en mega-arena skal vedkommende, der sidder på bagerste række, også kunne se, hvad der foregår i ringen. De bedste wrestlingpersonligheder er larger than life. Tænk tilbage på Trumps storslåede entre på det republikanske konvent. Iscenesættelsen var fuldstændig. Alt, the Donald gør, er larger than life. Intet er underspillet, og der er ikke plads til nuancer.

Har man set tv-programmet ’The Apprentice’, ved man, at Donald Trump her synes at spille karakteren Donald Trump. Det virker åbenlyst, at Trump også i debatter generelt spiller en rolle. Som wrestleren, der skal have en reaktion fra publikum, tager Trump dele af sin personlighed og skruer dem op på maks., når han er i det offentlige rum. Han er en mesterlig iscenesætter af sig selv. Som politisk performancekunstner er få bedre. Man kommer i tvivl om, hvorvidt afgrænsningen mellem personen og karakteren Trump overhovedet eksisterer.

På lærerseminarierne opoererer man med begrebet ‘den autentiske lærer’, hvor den professionelle fremtoning ikke er at være klinisk professionel, men at accentuere og minimere dele af sin personlighed efter et professionelt skøn. Og jeg er ganske enig i den analyse, men der er stadig noget der mangler, hvis man skal forstå vælgernes forhold til Donald Trump.

Det var Walter Russel Mead der i American Interest gjorde mig opmærksom på symbolikken i Wrestling. De gode kæmperes kamp mod de onde kæmpere bliver obstrueret af de velmenende dommeres distræte inkompetence fordi regler kun virker, hvis de bliver håndhævet, og de gode er kendetegnet ved at følge reglerne. De gode kæmpere er selvfølge den almindelige arbejder, de onde hans trængsler og dommerne den intellektuelle elite af medier, politikere, eksperter og andre der lever lever af at reproducere deres egne ord.

Eliten kan endnu ikke forstå sit svigt ved ikke at se sig selv som en levende del af et fællesskab. Den plejer sit selvbillede som den nødvendige ekspertise, hvis kors det er bære rundt på ansvaret for almuens dårlige opførsel. Det er et spørgsmål om, hvorledes man opdrager almuen og gør den det klart, hvad der er hensigtsmæssig brug af en klapstol. Så naturligvis bliver man chokeret over at blive korrekset på det groveste. Michael Finch skrev før Donald Trump blev valgt som den næste præsident for USA i American Thinker om forskellen på, hvad eliten hører og hvad folket hører når politikere taler.

This election is not being run for the pundits, the media, the conservative gadflies and hangers on, the consultants and wise thinkers who tut-tut continually on television about how Trump, “just can’t do it this way,” he must pivot and be “presidential” and discuss nothing but the issues.

One radio pundit said that Trump obscured his otherwise solid speech on Obamacare by mentioning the “rigged” election.  She went on to say that the national media only cover the segment on the rigged election and not the “substantive” part of the speech on Obamacare.  For being smart pundits, they sure have one hell of a huge blindside.  First of all, the main stream media would never exclusively cover a part of a speech that rips into Obamacare, it would never happen.  The speech would be completely ignored, so therefore Trump gets zero coverage.  His base gets a policy speech; the rest of the country gets darkness.  Instead, CNN and the rest report on the rigged part and give Trump prime coverage.  They think this makes Trump look and sounds like a fool and loon.  But they aren’t the audience and Trump is not looking for approval from the D.C. to New York elites.

The middle of the country, already restive and suspicions of anything and everything that has to do with Washington D.C., hears Trump railing against the corrupt system and how we need to “clean house.”  What is so arrogantly dismissed by the chattering elite class as bar room “unsophisticated” rhetoric, is hitting the voters across the country like a breath of fresh air and a lot of “you’re damn right, Trump!” exhortations.

There is another audience here as well; Trump is not a Republican in any sense of what we are used to.  He is really nonpolitical, so his audience, again, is not the Paul Ryan-Mitt Romney class, but the dissatisfied, concerned, pissed off, and anyone else who feels the country is going in the wrong direction.  And remember, that number is upwards of 70%, which obviously includes a lot of independents and Democrats.  And, not to be forgotten, it includes the millions of Bernie Sanders supporters.  When he says the system is rigged, he is reaching across to those millions who felt that Bernie was their savior.  While Bernie went weak in the knees in one of the greatest capitulations in political history, his supporters naively thought that he and their movement stood for something.  Maybe Bernie wasn’t up to the fight, but his millions were, and still are.  And let’s face it, outside of very few bought and sold Clintonites, the Democratic Party Primary was completely rigged against Bernie.  Everyone knows it, the folks who felt the Bern, most of all.  Trump knows this as well and he is using it to reach this audience.  Will they vote for Trump?  Probably only a few, but what it has done, in conjunction with the leaked DNC emails, has stoked an already visceral hatred of Hillary among the Bernie movement.  They may stay home, they may vote for Jill Stein or they may vote for Trump, but very, very few will turn out for the corrupt Hillary.

Trump is not playing by the usual rules, he refuses to buckle and play as the good Republican Marquess of Queensberry candidate just so he can end up as road kill under a rancid, corrupt Democratic attack machine.  It is funny that so many who stood by him and rooted for him have also gone weak in the last days, just as the battle is engaged.  History is full of examples of the flinch, the pause and hesitation, the worry that the risk of total catastrophe is so great that one must wait and pull back.  But the reward in this case is the saving of our country.

en-dejlig-familie

I filmen Barton Fink fra, ja min ungdom, er det den intellektuelle dramatiker Finks ambition at skrive folkets teater om og for folket, de små mennesker i samfundet, der kæmper en daglig kamp for at få det nære og prosaiske liv til at hænge sammen. Da Fink lader sig friste af at udnytte sin succes ved New Yorks Teatre og skabe sig et større navn ved at tage til Hollywood som manuskriptforfatter, ser han det som et faustisk bytte, uden sans for den ironi at Hollywood ER folkets.

Fink fastholder med en imponerende stædighed og styrke sin opfattelse af folkets behov og interesser uden på nogen måde at lade dem forstyrre hans tanker - hans seriemyrdende nabo råber ham nærmest afmægtigt ind i øret “Because you don’t listen!”, en afreaktion der giver naboen en ikke synderligt subtil udløsning/orgasme. Selv ikke det får Fink til at vågne og til slut i filmen sidder han alene på en strand og ser ud over vandet med en hatteæske ved sin side, der muligvis rummer hans kærestes afhuggede hoved.

Fink tjener ‘the common man’ med sit kreative intellekt, som han betegner ’sin uniform‘, og de soldater, der drager i krig for at forsvare hans frihedsrettigheder kalder han i samme moment for monstre. Som Fink kæmper en daglig kamp med at fastholde tapetet på sit hotelværelses vægge, ledes han stadig mere ved hvorledes hans job med at skrive melodramaer med et wrestlingtema på samlebånd ser ud til at kuldsejle han drømme om at revolutionere andre, om end små, menneskers liv.

Åbningscenen er et studie i afstand mellem elite og folk. Fink har sine øjne stiftet rettet mod sit socialrealistiske skaberværk, som skuespillere agerer foran et velbeslået og dannet publikum. Imens går arbejdere uinteresserede tæt omkring ham og sørger for at teatrets prosaiske funktioner som lydeffekter og tæppefald klapper lydefrit omkring illusionen. Deres opmærksomhed er hellere rettet mod baseballresultater

Den vrede hvide mand og senatoren fra Punjab

Hillary Clinton talte om at genrejse middelklassen i hendes første debat med Donald Trump. Og det fik mig til at tænke på nogle gode artikler, som jeg er faldet over de seneste uger. Julia Hahn gennemgik på Breitbart forleden Hillary Clintons forbindelser til indiske konklomerater og hendes insisterende arbejde for at flytte amerikanske arbejdspladser til Indien. Hahns artikel er ret lang, men pointerne er her i punktform

  • Hillary Clinton co-founded the Senate India Caucus, which anti-offshoring advocates say champions “issues important to India, including outsourcing and H-1B and L-1 visas.”
  • Clinton in 2005: “I am delighted to be the Senator from Punjab as well as from New York.”
  • Clinton has called for nearly doubling the controversial H-1B guest worker program—suggesting that American workers lack the skills to fill American jobs. She has also defended the cheap labor practices of an Indian outsourcing firm, to which the Clinton Foundation has financial ties: “We are not against all outsourcing; we are not in favor of putting up fences,” she said.
  • Shortly after the CEO of HCL—the Indian firm that helped lay off 250 American Disney workers in Orlando— called American tech graduates “unemployable”, Bill Clinton delivered a speech to HCL to the tune of nearly a quarter of a million dollars at Disney World in Orlando.
  • Reports note that Clinton has repeatedly “telegraphed” her support for a globalized world to the Indian community. At a conference of 14,000 Indian Americans, Bill Clinton extolled the virtues of “open borders, easy travel, easy immigration”.
  • In 2007, Barack Obama slammed “Hillary Clinton (D-Punjab)’s personal, financial and political ties to India… It’s all about the money,” his campaign wrote.

Den hvide vestlige mand af middelklassen er vred. Ifølge sociolog og kønsforsker Michael Kimmel - og med Politikens ord - er den slags fordi “hvide heteroseksuelle mænd i Vesten forventer privilegier som magt, penge og hengivne kvinder som følge af en slags ’ureflekteret fødselsret’”. Elitens foragtelige opførsel står ikke i vejen for en sexualiseret analyse. Hillary er et symptom på en systemisk råddenskab og den vrede hvide mand har enhver ret til at være vred, skriver Wayne Allen Root i American Thinker

The destruction, the annihilation, the conspiracy to destroy the middle class is real. The murder of the middle class is not a theory. It’s not an opinion. It’s not a figgment of my imagination. It’s a proven fact. Three studies were published backing up what I’m saying. Sometimes, timing isn’t important—it’s everything.

(…)

Pew’s figures reveal a steady erosion of America’s middle class.

The steepest declines were seen in industrial towns. It is no coincidence that these job and income losses came from the predominantly white working and middle class. But the trend isn’t just seen in the Midwest or among working class, blue-collar whites. The same trend and the same declines can be found among college-educated white-collar Americans. Pew Research found that even in areas of high-tech reinvention such as Austin, Texas, and Raleigh, North Carolina, incomes are falling and the middle class is shrinking.

Pew found that even in the suburbs of Denver, Colorado, where over six hundred thousand new residents have arrived since 2000, heavily weighted toward college degrees, median household income (adjusted for inflation) fell from $83,000 in 1999 to under $76,000 in 2014.

This clearly shows the murder of the middle class. The rich are getting richer, while the poor are taken care of by the government and paid for by middle-class taxpayers. The savaged middle class is being taxed and regulated so heavily to pay for the poor that eventually there will be no more middle-class jobs, no more middle-class families. Our incomes are down, our jobs are disappearing, our bills are escalating, our health care costs are exploding (thanks to Obamacare), and our taxes are dramatically higher. For America’s middle class, this is a disaster of epic proportions.

So now you know why we’re angry. We have every reason to be angry. We’ve been targeted for extinction.

De 2 andre studier Root nævner, beskriver hvorledes indvandringen udhuler den amerikanske middel- og arbejderklasse, ved dels at underbyde dem på arbejdsmarkedet, dels at øge skattebyrden ved at belaste den offentlige service og hvorledes de store firmaer klarer sig glimrende, mens der er hårdere tider for små og mellemstore virksomheder, at etablere sig, hvilket betyder færre job-muligheder. Dem vil jeg lade andre og mindre oprevne skribenter forklare. George J Borjas skriver i Politico Magazine, hvorledes indvandringen presser den amerikanske arbejder

When the supply of workers goes up, the price that firms have to pay to hire workers goes down. Wage trends over the past half-century suggest that a 10 percent increase in the number of workers with a particular set of skills probably lowers the wage of that group by at least 3 percent. Even after the economy has fully adjusted, those skill groups that received the most immigrants will still offer lower pay relative to those that received fewer immigrants.

Both low- and high-skilled natives are affected by the influx of immigrants. But because a disproportionate percentage of immigrants have few skills, it is low-skilled American workers, including many blacks and Hispanics, who have suffered most from this wage dip. The monetary loss is sizable. The typical high school dropout earns about $25,000 annually. According to census data, immigrants admitted in the past two decades lacking a high school diploma have increased the size of the low-skilled workforce by roughly 25 percent. As a result, the earnings of this particularly vulnerable group dropped by between $800 and $1,500 each year.

We don’t need to rely on complex statistical calculations to see the harm being done to some workers. Simply look at how employers have reacted. A decade ago, Crider Inc., a chicken processing plant in Georgia, was raided by immigration agents, and 75 percent of its workforce vanished over a single weekend. Shortly after, Crider placed an ad in the local newspaper announcing job openings at higher wages. Similarly, the flood of recent news reports on abuse of the H-1B visa program shows that firms will quickly dismiss their current tech workforce when they find cheaper immigrant workers.

Immigration redistributes wealth from those who compete with immigrants to those who use immigrants—from the employee to the employer.

But that’s only one side of the story. Somebody’s lower wage is always somebody else’s higher profit. In this case, immigration redistributes wealth from those who compete with immigrants to those who use immigrants—from the employee to the employer. And the additional profits are so large that the economic pie accruing to all natives actually grows. I estimate the current “immigration surplus”—the net increase in the total wealth of the native population—to be about$50 billion annually. But behind that calculation is a much larger shift from one group of Americans to another: The total wealth redistribution from the native losers to the native winners is enormous, roughly a half-trillion dollars a year. Immigrants, too, gain substantially; their total earnings far exceed what their income would have been had they not migrated.

When we look at the overall value of immigration, there’s one more complicating factor: Immigrants receive government assistance at higher rates than natives. The higher cost of all the services provided to immigrants and the lower taxes they pay (because they have lower earnings) inevitably implies that on a year-to-year basis immigration creates a fiscal hole of at least $50 billion—a burden that falls on the native population.

What does it all add up to? The fiscal burden offsets the gain from the $50 billion immigration surplus, so it’s not too farfetched to conclude that immigration has barely affected the total wealth of natives at all. Instead, it has changed how the pie is split, with the losers—the workers who compete with immigrants, many of those being low-skilled Americans—sending a roughly $500 billion check annually to the winners. Those winners are primarily their employers. And the immigrants themselves come out ahead, too. Put bluntly, immigration turns out to be just another income redistribution program.

David P Goldman beskriver i Asia Times hvor presset de mindre virksomheder, som er den egentlige skaber af velstand,

Americans are tired of an economic elite that ignores them. Americans know the game is rigged against them. For generations Americans could make their way from the bottom to the top of the heap by starting businesses. In some periods more of them succeeded than others, but everyone knew someone who got rich more or less honestly. That came to a crashing end during the Obama Administration. There were fewer small firms with fewer workers in 2013 than there were in 2007.

ENTERPRISE EMPLOYMENT SIZE NUMBER OF FIRMS NUMBER OF ESTABLISHMENTS EMPLOYMENT
02:  0-4 -129,985 -130,063 -212,803
03:  5-9 -67,969 -69,904 -451,075
04:  10-19 -44,291 -48,177 -598,105
05:  <20 -242,245 -248,144 -1,261,983
06:  20-99 -29,358 -38,422 -1,225,253
07:  100-499 -3,322 4,737 -556,311
08:  <500 -274,925 -281,829 -3,043,547
09:  500+ 325 65,164 705,535

The deplorables look at the American economy as a lottery. They aren’t sophisticated, but they’re sly: They know the game is rigged, because there aren’t any winners. The American economy is more corrupt and more cartelized then at any time in its history. Productivity growth was negative for the past two quarters, and five-year productivity growth is the lowest since the stagflation of the 1970s.

Corporations are making money by gaming the regulatory system rather than deploying new technologies. Close to half of the increase in corporate profits during the past decade can be attributed to regulatory rent-seeking by large corporations, according to a June 2016 study by Boston University economist Jim Bessen. Bessen concluded that “investments in conventional capital assets and R&D account for a substantial part of the rise in valuations and profits especially during the 1990s. However, since 2000, political activity and regulation account for a surprisingly large share of the increase.”

Folk er ligeglade med at Trump er en “obnoxious, vulgar, salesman”, de vil have en “outsider with a big broom to come in and sweep away the Establishment”. Og den kost kan ikke være for stor.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Bo Godwin Lidegaard

Det er ikke blot en bølge af migranter, der overvælder os i disse dage, det er også en bølge af idioti. Jeg tænker ikke så meget på migranternes genetiske gennemsnit eller deres indskrænkende religion, men på godhedens apostle. De forsøger ofte at gå tilbage i historien for at finde eksempler der kan understrege deres pointer. Men så forsludret deres argumenter er i nutiden så meget værre bliver de af at føres tilbage. Så meget at man øver vold på historien for at få et fernis af sammenhæng. Bo Lidegaard skrev således for et par uger siden i Politiken

Synet af store grupper af flygtninge på de europæiske landeveje vækker minder om en tid, som vi troede, vores kontinent havde lagt bag sig.

Uden at skulle gøre mig til dommer over historien, så er de store grupper af migranter på de europæiske motor- og landeveje ikke et europæisk fænomen, men et arabisk og afrikansk. Men det er i Godwin-overskriften det allerede går galt når Lidegaard skriver “Dengang tænkte vi ikke som Thulesen Dahl, men som Churchill og Eisenhower“. Dem kommer jeg tilbage til. Først Bo Lidegaard, der tror at andres bekymring er uden substans fordi Lidegaard har andre ønsker om samfundet (som i at jeg ikke forstår min kones frygt for at jeg vil foresage hendes død da jeg jo i givet fald kommer til at arve hendes formue)

Når de borgerlige forfalder til pessimisme, er det fordi, de ikke har forstået, at den store kamp ikke handler om nationalstaten, men om det samfund, vi har bygget i dens ramme. Sådan var det under Anden Verdenskrig – og sådan er det stadig.

Virkeligt? Nej! Og selv om det var giver dette udsagn overhovedet mening? Nej, hvis rammen ødelægges falder billedet ud. Samfundet er et resultat af nationen og nationen er dens forudsætning. Ellers ville Irak og Afghanistan være velfungerende samfund med alle de institutioner de fik forærende, men som de desværre for dem selv skulle forvalte og administrere med det næsten indlysende resultat der er tidens myrderier. Men Lidegaard vil drage den historiske parallel

Når Danmark kom så forholdsvis intakt gennem krig og besættelse, var det i høj grad, fordi politikerne havde indset, at landet ikke kunne forsvares ved grænsen, uanset hvor store ofre vi var rede til at bringe.

Det gav ingen mening at sende en generation af unge mænd ud i en udsigtsløs kamp mod Hitlers krigsmaskine, der lige havde nedkæmpet Polen.

Grunden til at grænsen ikke kunne forsvares mod Hitlers krigsmaskine var at Radikale Venstre og Socialdemokraterne, stik imod Churchills tanker, betragtede Hitler som en fremtidens mand, man hellere måtte tækkes (Lidegaards Politiken mente at Churchill var den farlige af de to) og derfor havde undermineret det danske forsvar til det parodiske. Hvis man derimod havde oprustet ville det være muligt at afskrække tyskerne fra at invadere Danmark, da det ville tage for lang tid at nedkæmpe det danske forsvar når det egentlig mål var at besætte Norge førend englænderne kunne nå at reagere.

Og er migranterne nu at sammenligne Hitlers krigsmaskine?

Og hvis der er så mange, at hverken Politi eller militæret kan holde dem ude ja tager de mennesker fejl, der skriver at problemet med migranterne er stærkt overdrevet.

Kampen skulle ikke føres på nazisternes præmisser, men på demokratiets, på samfundets. Der kunne vi kæmpe – og der havde vi en chance for at vinde.

Modstanden anså politikerne som kujoner. Men det var i høj grad det danske samfund, de kæmpede for, og blandt dens ledende skikkelser var efter krigen de varmeste fortalere for FN og Danmarks internationale engagement.

Det betød, at forsvaret af Danmark blev koncentreret om det menneskesyn, der lå til grund for folkestyret, om selve samfundets grundidé. Den var inkluderende og beskyttende over for alle, der var en del af samfundet, og som blev anset som landsmænd.

Er nazisterne stadig at sammenligne med migranterne i Lidegaards optik? Eller er det Thulesen Dahls præmisser, der er at sammenligne med nazisterne? Ingen ved det længere.

Men samarbejdet med nazisterne førte ikke til at de hverken forsvandt eller blev gode samfundsborgere? Faktisk eskalerede det danske folks konflikt med nazisterne som besættelsen trak. Ja, der forekom endda vold siges det. Og det var da også ved vold at nazisterne endelig trak sig ud, den vold de allierede var villige til at evnede at begå. Nej, Politiken har aldrig tænkt som hverken Churchill eller Eisenhower

Før krigen blev flygtninge fra Det Tredje Rige så vidt muligt holdt ude, hvad enten de var jøder eller andre forfulgte.

Begrundelserne var de samme, som også gentages i dag: Antallet forekom uoverskueligt, og alle mente, at alle andre burde gøre mere, mens vi selv allerede havde gjort mere end nok. Den holdning blev katastrofal for jøder og politisk aktive, der ikke kunne slippe ud fra Tyskland, fordi ingen ville tage imod dem.

Men var det resultatet af et rammehensyn (nationalstaten) eller et samfundshensyn? Lone Jenny Rünitz skriver i Folkedrab.dk (http://folkedrab.dk/sw64290.asp) “For at få tilladelse til at rejse ind i Danmark blev det krævet, at flygtningen havde en meget nær familiemæssig tilknytning” og “Det var desuden en betingelse, at den herboende familie kunne stille store økonomiske garantier”. Hvis tilknytningskravet er rammen så følger vel at de økonomiske garantier er samfundet?

Og var politikerne, dem som Lidegaard nu kalder ‘myndighederne’, for at slette forbindelsen, ikke indsigtsfulde i deres samarbejde med Tyskland? Var det netop ikke indsigten at man ikke kunne kæmpe på nazisternes præmisser, ved vold og trods, der lå bag frygten for at vække deres vrede, selve fundamentet for
Samarbejdspolitikken? Der sendte man jo ikke bare flygtninge tilbage med udsendte danske statsborgere til slavearbejde for den Hitlers krigsmaskine som man havde føjet.

Tilbage til overskriften hvor Lidegaard kaster sig op til dommer over, hvorledes Churchill og Eisenhower tænkte. Og han fejler. For en del år siden kunne man på Guardian læse (ja, det kan man for så vidt stadig) følgende om Winston Churchills syn på darkies kompabilitet med civilisationen

Sir Winston Churchill expressed alarm about an influx of ‘coloured people’ in Fifties’ Britain and looked for a chance to restore punishment by flogging, newly released cabinet papers from the national archive reveal.

On 3 February 1954, under the agenda item ‘Coloured Workers’, Churchill is quoted, with abbreviations, by Cabinet Secretary Sir Norman Brook as saying:‘Problems wh. will arise if many coloured people settle here. Are we to saddle ourselves with colour problems in UK? Attracted by Welfare State. Public opinion in UK won’t tolerate it once it gets beyond certain limits.’

Then David Maxwell-Fyfe, the Home Secretary, gave a figure of 40,000 compared to 7,000 before the Second World War and raised the possibility of immigration control. He said: ‘There is a case on merits for excludg. riff-raff. But politically it wd. be represented & discussed on basis of colour limitation. That wd. offend the floating vote viz., the old Liberals. We shd. be reversing age-long trad[ition] tht. B[ritish] S[ubjects] have right of entry to mother-country of Empire. We shd. offend Liberals, also sentimentalists.’

He added: ‘The col[onial]. pop[ulations] are resented in L[iverpool], Paddington & other areas by those who come into contact with them. But those who don’t are apt to take a more Liberal view.’

Churchill intervened: ‘Ques. is wtr it is politically wise to allow public feeling to develop a little more before takg. action.’

Adding that it would be ‘fatal’ to let the situation develop too far, the Prime Minister is recorded as concluding: ‘Wd lke also to study possibility of “quota” - no. not to be exceeded.’

Manden der stoppede Hitler var altså modstander af indvandring af primitive folkeslag af de selv samme grunde som Thulesen Dahl. Et parallelt forhold der også gør sig gældende for Eisenhower. Han var manden bag Operation Wetback, der skulle stoppe og vende den illegale trafik af mexi’ere til USA. Christian Science Monitor mindes the good old days, hvor den politiske elite rent faktisk kerede sig om det land og det folk, hvis interesser de var valgt til at varetage

Fifty-three years ago, when newly elected Dwight Eisenhower moved into the White House, America’s southern frontier was as porous as a spaghetti sieve. As many as 3 million illegal migrants had walked and waded northward over a period of several years for jobs in California, Arizona, Texas, and points beyond.

President Eisenhower cut off this illegal traffic. He did it quickly and decisively with only 1,075 United States Border Patrol agents – less than one-tenth of today’s force. The operation is still highly praised among veterans of the Border Patrol.

Although there is little to no record of this operation in Ike’s official papers, one piece of historic evidence indicates how he felt. In 1951, Ike wrote a letter to Sen. William Fulbright (D) of Arkansas. The senator had just proposed that a special commission be created by Congress to examine unethical conduct by government officials who accepted gifts and favors in exchange for special treatment of private individuals.

General Eisenhower, who was gearing up for his run for the presidency, said “Amen” to Senator Fulbright’s proposal. He then quoted a report in The New York Times, highlighting one paragraph that said: “The rise in illegal border-crossing by Mexican ‘wetbacks’ to a current rate of more than 1,000,000 cases a year has been accompanied by a curious relaxation in ethical standards extending all the way from the farmer-exploiters of this contraband labor to the highest levels of the Federal Government.”

Years later, the late Herbert Brownell Jr., Eisenhower’s first attorney general, said in an interview with this writer that the president had a sense of urgency about illegal immigration when he took office.

America “was faced with a breakdown in law enforcement on a very large scale,” Mr. Brownell said. “When I say large scale, I mean hundreds of thousands were coming in from Mexico [every year] without restraint.”

(…)

Then on June 17, 1954, what was called “Operation Wetback” began. Because political resistance was lower in California and Arizona, the roundup of aliens began there. Some 750 agents swept northward through agricultural areas with a goal of 1,000 apprehensions a day. By the end of July, over 50,000 aliens were caught in the two states. Another 488,000, fearing arrest, had fled the country.

By mid-July, the crackdown extended northward into Utah, Nevada, and Idaho, and eastward to Texas.

By September, 80,000 had been taken into custody in Texas, and an estimated 500,000 to 700,000 illegals had left the Lone Star State voluntarily.

Unlike today, Mexicans caught in the roundup were not simply released at the border, where they could easily reenter the US. To discourage their return, Swing arranged for buses and trains to take many aliens deep within Mexico before being set free.

Tens of thousands more were put aboard two hired ships, the Emancipation and the Mercurio. The ships ferried the aliens from Port Isabel, Texas, to Vera Cruz, Mexico, more than 500 miles south.

The sea voyage was “a rough trip, and they did not like it,” says Don Coppock, who worked his way up from Border Patrolman in 1941 to eventually head the Border Patrol from 1960 to 1973.

Men kan vi så slet ikke lære noget af historien om de jødiske flygtninge til Danmark? Jo, som Lone Rünitz skriver anklagende: “Den danske landegrænse var kort og velbevogtet. Derfor kom der forholdsvis få flygtninge illegalt ind i landet”.

Tom Holland om muslimenernes forhold til pædofili i islam

Akademia, Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Iran, Muslimer, Politiken, Sharia, islam — Drokles on September 6, 2015 at 1:52 am

Politikens læsere konfronteres med islamisk nomalitet

Beretningerne fra Islamisk Stat afslører ifølge New York Times, at småpiger ned til 11-årsalderen er blevet ofre for systematiske voldtægter, og at adgangen til kvinder og piger bruges til at lokke mænd fra andre muslimske samfund til området ved løfterne om, at de som belønning fik adgang til at misbruge ofrene.

»Det er tilladt at have samleje med en kvindelig slave, der ikke er kommet i puberteten, hvis det kan lade sig gøre«, hedder det i en af den sunnimuslimske organisations instrukser, der blev offentliggjort i december.

Det er bemærkelsesværdigt at Politiken ikke skriver islamistiske, men sunnimuslimske. De kunne roligt have skrevet ‘islams instrukser’ da 90% af verdens muslimer er sunnimuslimer. Men fordi islam er så herlig entydig, så er de resterende 10% shiamuslimer på bølgelængde med grusomheder og depravering af mennesker, også når det handler om pædofili. Dr. Majid Rafizadeh skriver i Frontpage Magazine om de stadigt flere børne-ægteskaber i Iran

Although Muslim scholars argue that marrying a 9-year-old girl was only completely acceptable more than 1000 years ago during the time of Prophet Muhammad, still tens of thousands of underage girls are being forced to get married in Iran and the number expands to hundreds of thousands in the entire Islamic world.

The Islamic Republic is only one country among dozens of other Islamic countries which have legalized and even encouraged under age marriages. This trend is reportedly on the rise instead of declining.  For example, there was a 59 percent increase in under-10 year old marriages in Iran in one year. Several parts of the Islamic Republic have experienced a dramatic growth in under-age marriages.

According to the Islamic Republic civil code, Iran’s constitution set the legal marriage age for girls at 13 and boys at 15. But the Iranian parliament’s legal affairs committee made several statements arguing that the Islamic Republic is attempting to lower the girl marriage age to 9. So, even though the above-mentioned marriage is illegal based on Iran’s civil code, the religious authorities allowed it.

Why is the government trying to lower the legal age of a girl to 9, rather than increase it? Isn’t age 9 even well before the child reaches puberty? All of these marriages are happening under the eyes of the so-called moderate president, Hassan Rouhani, whom President Obama seems to admire.

Even more abhorrent, the Islamic Republic previously passed a law that permitted men to marry their young adopted daughters.

Men, som Politikens læsere konfronteres drypvis, men stigende med krakkeleringen af deres idyliserede udsyn, så bliver det også stadigt sværere for muslimer at se deres religion i øjnene. Tom Holland forklarer her om pædofili i islam og muslimerne i vestens stigende problemer med kognitiv dissonans (starter ved 17:06

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

Rollemodellen flytter med

“Mentalt set var jeg global fra fødslen” fortæller Sherin Khankan - “barn af en finskkristen mor og en syriskmuslimsk far” - Politikens Christoffer Emil Bruun. Khankan er “optaget af ’hjertets metodologi’” og mener ‘kulturmødet kræver “en sensitivitet for, hvad der er vigtigt for andre”

Danskerne kender intet til islams filosofiske og eksistentielle potentiale. Der er så meget ignorance, fordi vi kun kender den traditionelle, dogmatiske fortolkning. Vi vil gerne genoplive den filosofiske tradition«.

Khankan huskes måske af nogle for, som også Mona Sheik, at komme på kant med sit parti Radikale Venstre, da hun ikke ville tage afstand fra Sharia. Det var dengang Søren Bald udlagde Radikale Venstres forståelse af Folkestyre med ordene “vi anerkender faktisk kun menneskerettigheder som udgangspunkt for lovgivning“. Både Sharia og Folkets mening er vranglære for Det Store Korrektiv, men af alle onder må man vælge det mindste og det skøntes bedre at fylde landet op med en befolkning der i det mindste heller ikke anderkendte Folkets meninger.

Daniel Greenfield skriver i Frontpage Magazine om terroristen Abdulazeez - der skød og dræbte 5 marinesoldater i Chattanooga - om hans familie og folk som dem

No matter how “ordinary” their sons seemed, how many parties they attended and, how many of their American friends saw nothing wrong with them, they were always ticking time bombs waiting for the right confluence of theology and anger to explode.

The people of Boston and Chattanooga unknowingly lived with these ticking time bombs. Ticking time bombs just like them are all around us; Muslim families with scowling fathers, timid mothers, a history of failed businesses, growing resentment toward the infidel, sons who drift through life despite good schools and numerous opportunities until they find their focus around the black flag of the Jihad.

Abdulazeez kom fra en dysfunktionel familie. Den var dysfunktionel på grund af ham, der var vokset op med troen på islam. Hans far havde fået ophold i USA, selvom FBI var lorne ved at han gav pengedonationer til Hamas.

Ammar DooshBilal Al-IssaSubhi Hassan, Mahmoud HamdanTariq MahmoodMuna Mohamoud Abdullahi og en anonymiseret er nogle af de tidligere rollemodeller i Danmark, der er blevet islamister eller bandemedlemmer, man har kunnet læse om på Uriasposten de seneste par år. Det er blevet en hel subgenre at se politikere, medier og offentlige myndigheder føre sig frem ved disse Gustav Vasa slagnumre - og ingen erfaring drage til næste gang. Telegraph skriver om en sådan rollemodel

A young jihadist who once dreamed of becoming Britain’s first Asian Prime Minister before later joining Isil has reportedly been killed in a drone strike.

Reyaad Khan, 21, from Cardiff, was one of the first Britons to appear in an Isil propaganda video last year, alongside two other British fanatics.

Other fighters with the terror group reported on Twitter that he had been killed in a strike in Raqqa, possibly on the tenth anniversary of the 7/7 terror attacks on London.

(…)

The former Catholic school student, who as a teenager said he wanted to become Britain’s first Asian prime minister, featured alongside two other Britons in a recruitment propaganda video for the terror group released in June 2014.

(…)

Khan grew up in a terraced house in the Welsh capital in the same road as Abdul Miah, one of the ringleaders of a foiled plot to unleash a Mumbai-style terror attack on London.

Former schoolmates at Cantonian High School in Cardiff remembered him as a talented scholar who had moderate views and mixed well with people of all backgrounds.

But in 2013 they noticed his interest in religion appeared to intensify and he successfully applied to study at the Madinah University in Saudi Arabia - although he did not take up the position.

Since then Khan used Twitter to post a series of gruesome pictures and sickening boasts, writing in July 2014: “Executed many prisoners yesterday.”

A few days later he tweeted: “Probably saw the longest decapitation ever. And we made sure the knife was sharp.”

Herunder ses han med Labours Ed Balls

engelsk-minister-ed-balls-m-kommende-jihadist

At rollemodeller er nødvendigt at have og fremhæve fortæller i sig selv noget om dybden af problemet. De mange ‘rollemodelsudfald’ er en funktion af problemet og det burde ikke komme bag på nogen. Men det gør det tilsyneladende. Om politikerne er dumme, onde eller i alment vildrede kan man blive usikker på, men noget aner de engelske politikere jo nok, siden de ifølge Daily Mail barsler med en “secret plan for the mass deployment of armed troops on the streets of Britain in the wake of a major terrorist attack”

More than 5,000 heavily armed soldiers would be sent to inner cities if Islamic State or other fanatics launched multiple attacks on British soil – an unprecedented military response to terrorism.

The plan, codenamed Operation Temperer, would see troops guard key targets alongside armed police officers, providing ‘protective security’ against further attacks while counter-terror experts and MI5 officers hunted down the plotters.

Men måske handler om at beskytte muslimer mod backlash, kommenterede en ven bedrøvet. Selv om der eksisterer reelle rollemodeller (som Naser Khader, der jo stod bag Khankans, Sheiks og Radikales sharia penibiliteter) overstiger de tikkende bomber så langt den kritiske masse, ikke blot for, hvad der er udholdeligt, men også det ødelæggende. Jo flere muslimer der kommer, jo flere terrorister med og uden rollemodel på cv’et. Ja, og så er muslimer blot anti-folkelige i al almindelighed.

Brian Esbensen benægter folkemord på kristne

christian-homes-marked

Med Bent Jensens nederlag til Jørgen Dragsdahl i Højesteret forleden skal man passe ekstra på hvad man kalder andre mennesker uanset, hvor sandt det måtte være. Så jeg vil ikke bruge nogle som helst specifikke ord om Politikens faste blogger og Melløst ekspert ved Ræson Brian Esbensen blot fordi han benægter folkemordet på de kristne i Mellemøsten. Men det gør han på sin Facebook side. Ja, han anerkender end ikke at kristne forfølges

Forfølges de kristne i Mellemøsten? Nej, er det korte svar. Det lidt længere og uddybende svar følger her:

Kan I huske da kampe i det nordlige Irak, tæt på kristne og kurdiske byer og områder, havde det meste af verdens bevågenhed for et lille års tid siden? Civile - hvoraf mange var kristne - blev drevet på flugt, og begivenhederne blev af uforstandige personer set som (endnu) et bevis på, at kristne bliver forfulgt i Mellemøsten.

Det er sådan set rigtigt nok. De kristne forfølges og flygter; ligesom dem med brune, grønne, grå og blå øjne; og ligesom sunni-muslimerne, shia-muslimerne og dem der ikke tror på en skid; og ligesom de høje, de lave og dem midt imellem.

Irak (og er par andre steder i regionen) er et stort f**king anarki og folk flygter.

Lige nu kæmpes der i og omkring byen Ramadi og det er en rigtig god case til at illustrere, hvorfor ‘amatør-eksperterne’ som fx. Niels Ivar Larsen og Søren K. Villemoes fuldstændig fejllæser regionen, når de sidder i deres trygge kontorstole i København og fremfører ‘de-kristne-forfølges’-tesen.

Ramadi består næsten udelukkende af (sunni-) muslimer. Indtil USA, DK, UK o.a. besluttede sig for at bombe Irak tilbage til stenalderen i 2003 boede der cirka 700.000 mennesker. Da de nuværende kampe startede var tallet cirka 500.000 (altså var ca. 200.000 muslimer allerede flygtet). Indenfor den seneste måned melder UNHCR at 114.000 (muslimer) er flygtet og indenfor de seneste dage er det eksploderet med yderligere titusinder (muslimer) på flugt.

Summasummarum og pointen skåret ud i pap: Skillelinjen går ikke mellem kristne på den ene side og muslimer på den anden. Den går mellem de få radikale - hvoraf mange er tilrejsende tosser - og så alle andre, herunder de mange mange millioner moderate muslimer, der flygter i den største globale flygtningekatatrofe siden 2. verdenskrig.

I kommentarfeltet uddyber han sin pointe

Jeg kunne med udgangspunkt i data over flest døde i trafikken lave en lignende liste. Thailand er det farligste sted i verden for bilister. Jeg kunne med 100% sikkerhed lave en statistik, der illustrerede at ejere af grønne biler dør som fluer i trafikken i Thailand. Og, ja, det ville sådan set være helt korrekt, men det ville på samme tid også være uendelig uinteressant, da det samme gælder for ejere af røde, blå, hvide (you name it) biler. Det er i stor udstrækning det samme med ‘den kristne forfølgelse’ i Mellemøsten. En selektiv liste, hvor én religion (i et land i kaos) eller én bilfarve (i et trafikalt helvede) er udvalgt, fortæller os tæt på ingenting.

Esbensen argument er altså at fordi andre, inklusive andre muslimer, også forfølges af kalifatet så forfølges kristne ikke særskilt. Men dette er selvfølgelig forkert. Med varierende nidkærhed forfølges alle der opfattes som islams fjender og her forfølges kristne ikke blot for ikke at være muslimer, men for at være kristne.

Esbensens beskriver sine kompetencer

Faglig kompetence:
Demokratisering i en arabisk, muslimsk kontekst
Menneskerettighedsforståelser – kulturrelativisme, universalisme
Religion og kultur
Palæstinensiske flygtninges historie og situation
Konflikt, oprør og civilsamfund
Postmoderne udviklingsteori
NGO advocacy, lobbyisme
Regional kompetence:
Libanon, ophold og arbejde, 2002-2003 og 2005, 2012, 2013
Syrien, ophold og arbejde, 2004 og 2012
Jordan, ophold og arbejde, 2003-2004
Godt kendskab til Libanon, Syrien, Jordan, Israel, Palæstina, Balkan

Uddannelse og kurser

Cand.scient.soc., samfundsvidenskab, udvikling og internationale relationer, Aalborg Universitet
Tillægsmodul i skriftelig journalistik, Danmarks medie- og journalisthøjskole
“Modern history of Jordan and the M.E.”, University of Jordan

Ansættelser og anden arbejdserfaring

Journalist, kronikør og udviklingspolitiks kommentator, Kristeligt Dagblad m.fl. (for nuværende)
Foredragsholder, Det arabiske forår, Mellemøsten, Konflikten i Syrien (for nuværende)
Brian Esbensen er Mellemøst-redaktør, Magasinet RÆSON (ophørt august 2013)
Rådgivende Konsulent, Aarhus kommunes internationale kontor, Nis, Serbien (ophørt maj 2011)
Projektansvarlig, Arab NGO Network for Development, Beirut, Libanon (ophørt juni 2004)
Projektkoordinator og praktikant, Norwegian People’s Aid, Beirut, Libanon (ophørt jan. 2003)
Underviser, Dansk Røde Kors asylafdeling (ophørt sep. 2002)

Bestyrelser, tillidsposter og netværk

Tidligere medlem af Dansk Flygtningehjælps bestyrelse i Aalborgs frivillig-afdeling
Tidligere aktiv i diverse græsrodsarbejde

Produktion

Udgivelser:

Flere bidrag til e-bogen “Efter det Arabiske Forår”, RAESON, 2012 Se: http://raeson.dk/2012/ny-ebog-fra-r%C3%A6sonefter-det-arabiske-forar-%E2…

Kronikker, analyser, internationale kommentarer og baggrundsartikler i div. magasiner og dagblade, bl.a.

Artiklen “På flugt til fredens by”, Kristeligt Dagblad, om syriske flygtninge i Tyrkiet: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/460378:Udland–Paa-flugt-til-fr…

Kronikken “De islamiske partier har vundet – skal vi være nervøse?”, Kristeligt Dagblad, om de første frie valg efter det arabiske oprør: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/448338:Kronik–Deislamiske-part…

Personligt tilbageblik på Syrien-reportage tur, Politiken: http://politiken.dk/debat/profiler/brianesbensen/ECE2065475/sidste-aar-e…

International kommentar vedr. situationen i Syrien, Information: http://www.information.dk/313042

Kronik i Berlingske, Civilisationernes sammenstød er en farlig myte: http://www.b.dk/kronikker/civilisationskrig-er-en-farlig-myte

Sprog

Dansk - Modersmål
Engelsk - Beherskes flydende
Tysk - Godt kendskab
Arabisk - Noget kendskab

Opfordringer fra Brian Esbensens FB-vennerkreds til at sætte sig ind i virkeligheden, som ved at læse  Klaus Wivels: Den sidste Nadver eller læse Amnesty Internationals rapporter afviser Esbensen med at han allerede “har læst wivels makværk af en ‘bog’”. Jacob Mchangama kalder Esbensen for en skændsel og forsøger at højne debatten med nogle artikler fra BBCThe Guardian,CNNThe Independent, og The New Statesman, der alle utvetydigt beskriver muslimsk forfølgelse af kristne fordi de er kristne. Tidligere har jeg også henvist til BBC og Raymond Ibrahim. Men man kan også blot google det. De kristne bliver forfulgt fordi de er kristne. Esbensen har ingen undskyldning for ikke at vide det og ingen undskyldning for at benægte det.

Bo Lidegaard forfægter Politikens tradition

Ethvert synspunkt kan forfægtes” skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i sin PS Analyse: Demokratiet skal tale på Bornholm. Og det må man sige at han og hans avis har gjort en dyd af. Og denne seneste tour de force i selvmodsigelser og afsindigheder skuffer ikke. En sætning der indledes “Dem, som har sat sig for at gøre festen til et spørgsmål om dem eller os…” konkurrerer med udsagn som “Også demokratiets fjender har krav på samfundets skjold”. Emnet er selvfølgelig et af “konfrontationens europæiske ikoner” Geert Wilders - “rejsende i hadefuld retorik” - og hans deltagelse på Folkemødet i Allinge i juni måned. Og selvfølgelig mener Lidegaard at det er noget værre noget. For Folkemødet er forrygende, mens Wilders er den demokratiets fjende, der har krav på samfundets skjold.

I Allinge er demokratiet trådt i karakter som meget andet og mere end en formalitet – som et møde mellem mennesker, der kan finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen på Gæstgiveren.

Men fredsommelig at dele sig efter rygende uenige anskuelser besværliggøres når der så faktisk deltager nogen man er rygende uenige med

Nu har dogmatikere på politiske yderfløje sat sig for at gøre festen forbi ved at påtvinge folkemødet deres sort-hvide politiske logik. De interesserer sig ikke for demokrati som kultur, men kun som princip.

(…)

Bag lysten til at bruge Folkemødets rummelighed til at kaste grus i gemytligheden står nogle af de grupper, der er mest fremmede for demokratiets væsen, og som skyer åben debat.

Det er en spændende tanke at rummelighed ikke kan indeholde sine fjender (disse fjender, har de krav på samfundets skjold?). Kunne man tænke sig at den logik gjaldt for hele Danmark, der nu oplever en islamisk invasion? Eller skal demokratiet kun træde i karakter et par hyggelige dage med hindbærbrus i Allinge?

Trykkefrihedsselskabet vil “ødelægge festen ved enten at vise, at Folkemødet ikke er rummeligt nok til at rumme også dem, eller ved at fremprovokere så meget opstandelse og risiko for voldelig terror, at hele mødet skal pakkes ind i sikkerhed

Sker det, er pointen vistnok at demonstrere, at demokratiet er truet af terror. Helt sikkert. Det kedelige er, at det er også truet af den vedholdende dumhed, hvormed fanatikere søger konfrontation og undviger debat.

Sådan skal det siges; selv ikke terrorangreb mod demokratiet netop dér hvor det træder i karakter er en trussel mod demokratiet. Ingen selvmordsbomber kan ødelægge den hyggelige sammenstimlen når blot, der er hindbærbrus, mere end de fanatikere, der uden brug af vold undviger debat ved i - må man nok indrømme - vedholdende dumhed, at afholde et debatarrangement med spørgsmål til Geert og Flemming. “Alle ville være velkomne i Allinge, inklusive dem, der hader og frygter netop Folkemødets åbne og direkte debat“.

Trykkefrihedsselskabet, der har det til fælles med sin politiske modpol, Hizb ut-Tahrir, at de udelukker politiske modstandere fra deres egne arrangementer, har inviteret den hollandske populist Geert Wilders, mens Danskernes Parti vil bidrage med en broget flok europæiske nyfascister.

Det er vel kun på Politiken, det kan være ufint at være politisk modpol til Hizb ut-Tahrir. Trykkefrihedsselskabet har så vidt jeg erindrer aldrig udelukket politiske modstandere fra sine arrangementer. Måske tænker Bo på at Trykkefrihedsselskabet udelukkede en fyr ved navn Jihad Taha, umiddelbart efter at en anden muslim havde forsøgt at myrde Trykkefrihedsselskabets daværende formand Lars Hedegaard? Jihad lagde sag an og krævede mere end 13.000 kroner i erstatning for de gyldne ord han ikke fik hørt live. Men ligesom som den anden muslim i sin jihad tabte pistolen, tabte Jihad søgsmålet, som man kunne læse bl.a i Politiken.

Til gengæld har Politiken ved daværende Chefredaktør Tøger Seidenfaden udvandret fra et møde i Trykkefrihedsselskabet. Han mente at medlemmerne havde “direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam” og kaldte dem bl.a

Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

(…)

…med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arrangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller ”formerer sig”, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Gamle Tøger var på Politikens vegne ikke gemyttet til det der med at “…finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen“. Og hvem har også lyst til at sammenstimle med afskyelige mennesker? Det var det retoriske kneb Seidenfaden brugte, frem for argumenter. Han kaldte folk der tyede til vold for “moralske tabere” (en trøst de myrdede kan tage med i det hinsides) og tilsluttede sig det berømte Voltaire udsagn, som en “elementær norm”. Ved at storme ud af døren umiddelbart efter sin konfrontatoriske tirade undveg han at blive konfronteret med tomheden i at kalde voldsmanden en moralsk taber når han samtidig overlader ham vetoret.

01022010104_26-02-2_421505y2

Og dette er Politikens tradition, den tradition Bo forfægter. Man kan jo forfægte hvad som helst, eller i hvert fald, det som voldsmanden ikke har nedlagt veto imod. I øjeblikket er det mest tegninger. Og bøsser. Og jøder. Og kristne. Og ateister. Og hurtige damer. Og bloggere. Og så videre. Den komplette liste kan ses i koranen og haditogdutogdatterne. Så med den i ånden forfægter man derfor det synspunkt at kritikere af voldsmandens lange vetoliste er afskyelige, hadefulde, rabiate, paranoide, skingre. Bo har sine egne ord for “dette uskønne slæng”; “en håndfuld politiske plattenslagere”, “fanatikere og fundamentalister”, “yderligtgående”.

Og den slags menneskers argumenter imødegår man ikke med modargumenter så letpåvirkelige mennesker ikke lader sig vildlede. For det kan man ikke fordi man har taget fejl. Så man udvandrer, gør man. Ud til de letpåvirkelige læsere for at indpode dem at de ikke skal lytte til børn og fulde folk. At bringe terror på tale er at bringe terror på bane formaner man - ”modsat de kræfter, partier og bevægelser, der deltager i den danske politiske debat, skylder vi ikke disse personer særlig respekt – endsige interesse for deres synspunkter” er Bos appel til sine læsere. Hans egne 942 ord er opmærksomhed givet kvit og frit.

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Virkeligheden før og efter mixerpulten

Mangen et godt countrynummer er blevet ødelagt af en ængstelig producers manglende tillid til publikums evne til at genkende god musik. Men ved efterfølgende at drukne musikken i et fernish af muzak, ender man også med at fratage musikken sin sandhed. Meget let præsenterer man en løgn. Her er noget sandhed, førend violinerne er tilsat fra mixerpulten

”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”

Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig.

Alt dette er sandt. Simpelt men sandt, “three chords and the truth”. Muslimerne vælter over grænserne og de er truslen mod vores land og frihed. De har intet fornuftigt at bidrage med, som de kommer fra en fejlslagen kultur, kun had og løgn har de med. Vi er i en kulturkamp og vi er end ikke begyndt at tage den diskussion.

Men se, sandheden kan dumme mennesker ikke lide så derfor tilsætter man nogle generiske strygere, der skal søde det sure. Og selvom man svagt stadig kan høre sandheden (som jeg alligevel har markeret) gennem violinerne er det blevet så meningsforstyrende at det nærmer sig løgn.

”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”

Hvad bør debatten så handle om?

Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.

Hvad handler tegningerne om?

”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”

Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?

”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”

Hvad er det?

”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”

”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”

Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?

”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”

Violinerne, starter med at benægte at ytringsfriheden faktisk aktivt bliver sat til diskussion af den værdimæssige venstrefløj. Det som Krarup kalder Systemet Politiken. For så umiddelbart derefter, at lade vores frihed være afgrænset af muslimers sans for nuancer. Muslimerne forstår alt væsentligt i ytringsfriheden nemlig at den skal væk. Ytringsfriheden skal væk fordi mennesker igennem ytringer hjælper hinanden til at tænke længere end de ville kunne alene. Og som enhver god gidseltager ved, skal man holde sine gidsler isoleret og afskåret fra viden om omverden, for uvidenhed øger angst og gør kontrol lettere.

Violinerne tillægger derefter en resigneret betydning til den ellers etablerede ‘accept’ af at friheden tilhører individdet (og dermed forkaster Ellemanns sofistiske ‘ytringspligt’ meme) ved nu i den færdige version at stille friheden op som et samfundsmæssigt dilemma i forhold til sikkerheden. Friheden skal blot forsvares når den er truet, længere er den ikke. Men her mærker vi som sagt konsekvensen af Systemet Politikens aktive diskussion af ytringsfriheden og dens stålsatte benægtelse af at vi er truet. Af samme grund er det også en løgn at “vi” ikke kan gøre noget ved folkevandringen, når der i realiteten er tale om at Systemet Politiken ikke vil gøre noget af hensyn til konventioner.

Og sådan går det over stok og sten komplet med trommemaskine, til at banke det hele i takt. Det er vores egocentriske tegninger der træder på muslimerne. Os der har sat ild i deres hus. De muslimer der ønsker at komme hertil er nu alle fornuftige arabere, hvor de ellers havde hadet og islam med sig. Tåbelige udsagn, som at man ikke skal træde på folk der ligger ned, hvilket jo byder spørgsmålet om man skulle have stoppet krigen mod Hitler i 44. Og at det på et tidspunkt var “os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst”, hvilket bare ikke er rigtigt.

Og så modsiger mixerpulten den oprindelige version ved at påstå at ytringsfriheden “administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde”. Når der kommer folk uden nuancer hertil med had, ændres præmisserne for vores administration af de overordnede hensyn. Og høflighed. Den oprindelige version slår fast at kulturkonflikt handler om sikkerhed trusler og vold og som selv i violinversionen bagvendt indrømmes som et samfundsmæssigt dilemma.

Åh, det skal jeg lige sige; det er Herbert Pundiks ord 17 januar 2014 til Kristeligt Dagblad i kølvandet på Charlie Hebdo massakren, der tilsatte rytmemaskine og strygere fra sin mixerpult. Han kender som en anden Hansi Hinterseer sit publikum.

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

Ironien, det flyvske væsen

IPCC, Kunst og kultur, Politiken, Pressen, Satire, Videnskab, miljø — Drokles on January 21, 2015 at 10:34 pm

Breitbart ser ironien

A squadron of 1,700 private jets are rumbling into Davos, Switzerland, this week to discuss global warming and other issues as the annual World Economic Forum gets underway.

The influx of private jets is so great, the Swiss Armed Forces has been forced to open up a military air base for the first time ever to absorb all the super rich flying their private jets into the event, reports Newsweek.

“Decision-makers meeting in Davos must focus on ways to reduce climate risk while building more efficient, cleaner, and lower-carbon economies,” former Mexican president Felipe Calderon told USA Today.

Politiken ikke så meget i et interview med den 35 årige Cicilie Stenspil

Grønland smelter altså! Hvor er vi mange, der glemmer, at det er en direkte følge af, at vi flyver af sted til New York …

Mit bedste tip til Grønland …

Husk utroligt varme sko, for det er afsindigt koldt. Derfor var det heller ikke nogen god ide, at jeg steg ud af flyet uden at have lukket min frakke, fordi det var varmt inde i flyet.

(…)

Min næste rejse …

går til Paris, hvor jeg skal se David Bowie-udstillingen, som åbner til foråret. Jeg vil også gerne et varmt sted hen, Bali eller Maldiverne.

Blot for at være på den sikre side, så med vandflyver til Maldiverne?

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Next Page »

Monokultur kører på WordPress