Det er på sin plads at minde om en af verdenshistoriens store tragedier: Konstantinopels belejring og endelige fald d. 29 maj 1453.
Som bekendt har byen været på tyrkiske hænder siden. Byen blev plyndret, en stor del af indbyggerne dræbt og utallige kulturskatte gik tabt som konsekvens af den muslimske fanatisme. Værd at bemærke er det at byen ikke tidligere havde været på muslimske hænder, selv om de havde prøvet at belejre den før, men det skulle den nu med djævlens vold og magt. Islam apologeter må vanen tro overse dette sorte kapitel, da islam jo er en fredelig religion.
Læs mere på Jihad Watch.

Inspireret satiresang om Lars Løkke. Set hos Skattetryk.dk

Hvert år betaler jeg 2.190,- (hvilket svarer til 20 kasser Hof, hvis man køber dem i Bilka)til Danmarks Radio om jeg er bruger eller ej. For de penge skal jeg finde mig i meget vrøvl, ikke mindst på P1 og det har jeg lært at leve med. Men ind imellem bliver tætheden af urimeligheder for massiv til at jeg kan klare det. Som feks. de seneste dage, hvor Jyllands-Posten kunne fortælle at en af de største nyheder i 2000, den angivelige nedskydning af en lille dreng og hans fader under uroligheder på Gaza-striben ser ud til at være  svindel.

Historien om den lille dreng i skjul bag en betonklods fik stor betydning for udviklingen af den intifada, der startede efter Sharons besøg i hans egen hovedstad og for den muslimske verdens had til Israel og jøder og den fik stor betydning for opinionen i vesten i debatten om Israel/Palæstina. Den tvivl der blev rejst af France 2’s indslag resulterede i beskyldninger om manipulation, der er endt i retten og forleden faldt der en foreløbig dom i Frankrig, der slår fast at man kan beskylde France 2’s indslag for at være et falsum. Altså en journalistisk historie med storpolitiske konsekvenser, der højst sandsynligt viser sig at være en fabrikeret løgn. Det burde være en stor historie for de etablerede medier, der konstant kæmper med rollen, som de der rappoterer fra begivenhederne uden at skabe eller gribe ind i dem.

Da Jyllands-Posten skrev om dommen slog jeg op på Infomedia ( Søgeord: France 2, Karsenty, Philippe, Enderlin, Gaza-striben,) samme aften og konstaterede desværre at JP var det foreløbigt eneste medie, der intereserede sig for denne sag. Siden (kl. 4:00 natten til Lørdag 24/5) er kun 24 Timer  (Århus, København, Centrum og Xtra), Dagbladet Køge og Frederiksborg Amts Avis fulgt med (EkstraBladet havde en historie om Britney Spears på søgeordet Karsenty, men man så end ikke et billede af hendes bryster).

Men Danmarks Radio har intet haft ifølge min søgning. Man må hjertens gerne forsøge at finde det for jeg er ingen ørn til research og kan tage fejl, men vi taler om landets største nyhedsstation.

En nyhedeshistorie på DR (fra Sveriges Radio) handlede om stigende nynazificering i det svenske (forbilledet for det multikulturelle), hvor nynazister prøver at påvirke skoleelever med nazipropaganda. Her hed det blandt andet

En af de hårdt ramte er Hasslarödskolen i Osby i det sydlige Sverige. Nazi-kampagnen begyndte i december, fortæller skoleleder Eva Jensén:

- En morgen var hvert eneste vindue fyldt med nazistiske klistermærker med slagord som Svensk Zone og Nej til kulturel mangfoldighed.

Oprørte elever
Eva Jensén meldte hærværket til politiet og gik så i gang med at fjerne klistermærkerne fra ruderne. Men mærkerne efterlod sig alligevel spor:

- Elever og forældre er oprørte og kede af det.

Hærværket er fortsat. Andre klistermærker med udsagn som Nordisk NU! , Forsvar din identitet og Vær stolt over din oprindelse! er dukket op, og en fredag morgen var skolen spraymalet med nazistisk grafitti.

Grafittien blev malet over, men det mørke budskab er trængt ind, mener 16-årige Hanna:

- Jeg er bekymret for elever, som ikke kender så meget til nazisternes reelle hensigter. De kan nemt lade sig lokke.

Hanna er selv aktiv i en forening mod racisme, men kunne ikke drømme om at gå ind for et forbud mod nazister.

(…) 

Osby er ikke nazisternes eneste mål, kampagnen har ramt skoler og gymnasier i hele Sverige. Ifølge en rundspørge for Sveriges Radio svarer en tredjedel af rektorerne, at deres skole har været udsat for nazistisk propaganda.

Nogle tilfælde har været særdeles grove: elever har sat ild til et klasseværelse for at ryge en jødisk lærer ud, og elever har krævet, at kammerater med indvandrerbaggrund skulle holde tilbage, for at de hvide kunne gå først.

Radioen har interviewet talsmanden for Sveriges største nazistiske organisation, og han lægger ikke skjul på, at kampagner på skolerne giver nye medlemmer.

Unægteligt ubehageligt at der foregår overgreb på andre mennesker på grund af deres baggrund. Men nazistisk propaganda er der ingen eksempler på i denne historie, men derimod trivielle ytringer, der sættes i forbindelse med overgreb fordi de begge handler om modstand mod den svenske afvikling….øh, jeg mener udvikling.

“Svensk zone” er i sig selv sådan en trivialitet, men i et land der officielt har afskaffet sit etniske tilhørsforhold til landet, fremstår en sådan ytring, som brud med officiel politik og et ønske om racerenhed. På samme måde, som kritik af velfærdsstaten fremstår, som asocial liberalisme. Men det er en trivialitet at Sverige er en bestemt zone, der er svensk før den er noget som helst andet og dette behøver man langt fra være nazist for at mene, man behøver blot at sige nej til kulturel mangfoldighed. Kun i Sverige er det nok til at være nazist.

“Forsvar din identitet” og “Vær stolt over din oprindelse” er ironisk nok i sig selv en bærende præmis for det multikulturelle og det forekommer på den baggrund mærkeligt at det kan opfattes som særligt nazitisk propaganda. Jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige at der ikke er grund til at tro at nynazister benytter den slags slagord, men sammenstillingen af triviel modstand mod at omdanne Sverige til en stat uden kulturel forankring med en så specifik og afskyelig ideologi som nazisme er mildt sagt betænkelig. Ikke mærkeligt er den bekymrede elev politisk aktiv for en forening mod racisme og ser derfor enhver politisk mishagsytring med det multikulturelle projekt igennem farvede briller (pun intended, som englænderne siger).

P1 Morgen havde en uddybning af historien, som man ikke blev klogere af, andet end den særligt dårlige smag, som kun de korrekte kan levere, når de konstaterer at både rektor og den antiracistiske skoleelev ligner en profil af det svenske folk, med deres lyse hår og blå øjne. Dette forkus på racemarkører antyder det svage intellekt, der ligger bag sammenblandingen af modstand mod at samfundet bliver multikulturelt, med nazisternes modstand mod mennesker med anden kultur.

Til slut og som udløsende faktor for denne lange smøre af galde læste jeg på Nyhedsavisen

Nu skal muslimske piger og unge kvinder dyste om, hvem der er den mest ‘tjekkede’ tørklædepige i Danmark.

DR’s ungdomsafdeling har iværksat en konkurrence, hvor en modeekspert skal være med til kåre ‘Miss Tørklæde 2008′.

»Find dit mest stilfulde outfit frem og tage et billede fra hoften og op,« lyder det fra ‘Skum’, der er DR’s website for unge.

Hvorfor så ikke også kåre Hr. Armbind? Så ville man da i hvert fald få lidt mangfoldighed for sine 2.190,-! Selvfølgelig er Asmaa Abdol-Hamid begejstret, mens muslimske trossamfund er mere forbeholdne

Ifølge Koranen må muslimske kvinder ikke udstille deres skønhed, og derfor går DR over stregen med konkurrencen, mener formand for Islamisk Trossamfund i Odense, Smain Benyrbah.

»Jeg synes ikke, at muslimske piger skal udstille sig på den måde, og jeg vil klart opfordrer pigerne til at holde sig væk fra konkurrencen. DR går over grænsen, fordi tørklæder ifølge Koranen netop skal afdække seksualiteten. Kvinder må ikke vise deres skønhed,« siger Smain Benyrbah.

Det er kun de korrekte der kan gå over stregen med den slags public service, hvorimod en flot plakat af en burkaklædt dommer får alle op af stolene i spruttende forargelse. Tak for kaffe, jeg skal hen på posthuset med endnu et girokort.

Islam understøtter jo som bekendt slaveri som livsform og en religiøs moral har, som selv venstrefløjen vil vide, implikationer for samfundet. Fra Politiken

[Nour Miyatis, asiatiske gæstearbejder i Saudi-Arabien] blev en af de mere end en million asiatiske kvinder, der tager en tørn i det rige olieland for at tjene penge.

I mandags blev hun efter en tre år lang retssag idømt en erstatning på 2.500 saudiske riyal (3.200 kr.) for mere end et års mishandling, hvor hun blev tævet og forsømt så brutalt, at hun fik en tand slået ud og et øje permanent skadet og mistede flere fingre og tæer på grund af ubehandlet koldbrand.

Værtsparret, der mishandlede hende, slipper for yderligere straf, afgjorde dommeren. En tidligere dom på 35 piskeslag til hendes husmor, der havde erkendt mishandlingen, blev ophævet.

Kendelsen har rystet aktivister både i og uden for Saudi-Arabien.

»Denne uhyrlige dom sender et farligt signal til saudiarabiske arbejdsgivere om, at de ustraffet kan tæve deres hushjælp, og at ofrene ikke har noget videre håb om retfærdighed«, siger Nisha Varia, der har fulgt sagen for organisationen Human Rights Watch, i en pressemeddelelse.

Både Varia og flere andre aktivister påpeger, at Miyatis sag ikke er enestående. Mange tusinde  bliver udsat for umenneskelig behandling – fra slavearbejde og indespærring over mishandling til voldtægt og endda mord. 

Jeg er overrasket over at der overhovedet er tale om erstatning, men jeg lider jo også af tidens fobi og tiltror derfor islam værre egenskaber end den åbenbart har. Det hedder videre i artiklen

Der er anslået mellem en og halvanden million udenlandske tjenestefolk i Saudi-Arabien fra især Indonesien, Filippinerne, Sri Lanka og Bangladesh. Dertil kommer mange andre i resten af Golfområdet, der ofte kan fortælle de samme historier.

I en af de mere bizarre sager frikendte en appeldomstol i nabolandet Kuwait for tre uger siden et saudiarabisk ægtepar for mord på deres hushjælp.

Parret havde forklaret, at pigen havde begået selvmord i deres hus, men at de frygtede en retssag for mord, fordi husmoderen havde tævet hende. Derfor kørte de hende ud i en nærliggende ørken og begravede hende, men så dårligt, at en hånd stak op, så liget blev fundet, skriver avisen Kuwait Times.

Til trods for at parret erkendte at have øvet vold mod tjenestepigen, blev begge pure frifundet af en appelret. 

Som sagt har de det ikke fra fremmede. Fra Koranen og Hadith

 The Qur’an:

Sura (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee”  This is a special command that Muhammad handed down to himself, allowing himself virtually unlimited sex.  Others are limited to four wives, but may also have sex with an unlimited number of slaves, as the following verse make clear:

Sura (23:5-6) - “..who abstain from sex, except with those joined to them in the marriage bond, or (the captives) whom their right hands possess…”   This verse allows the slave-owner to have sex with his slaves.  See also Sura (70:29-30).

Sura (4:24) - “And all married women (are forbidden unto you) save those (captives) whom your right hands possess.”  Even sex with married slaves is permissible.

Sura (24:32) - “And marry those among you who are single and those who are fit among your male slaves and your female slaves…”  Breeding slaves based on fitness.

Sura (2:178) - “O ye who believe! Retaliation is prescribed for you in the matter of the murdered; the freeman for the freeman, and the slave for the slave, and the female for the female.”  The message of this verse, which prescribes the rules of retaliation for murder, is that all humans are not created equal.  The human value of a slave is less than that of a free person (and a woman’s worth is also distinguished from that of a man’s).

From the Hadith:

Bukhari (80:753) - “The Prophet said, ‘The freed slave belongs to the people who have freed him.’” 

Bukhari (52:255) - The slave who accepts Islam and continues serving his Muslim master will receive a double reward in heaven.

Bukhari (41.598) - Slaves are property.  They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but rather used to pay off the debt.

Bukhari (62:137) - An account of women taken as slaves in battle by Muhammad’s men after their husbands and fathers were killed.  The woman were raped with Muhammad’s approval.

Bukhari (34:432) - Another account of females taken captive and raped with Muhammad’s approval.  In this case it is evident that the Muslims intend on selling the women after raping them because they are concerned about devaluing their price by impregnating them.  Muhammad is asked about coitus interruptus.

Bukhari (47.765) - A woman is rebuked by Muhammad for freeing a slave girl.  The prophet tells her that she would have gotten a greater heavenly reward by giving her to a relative (as a slave).

Bukhari (34:351) - Muhammad sells a slave for money.  He was thus a slave trader.

Bukhari (72:734) - Some contemporary Muslims in the West, where slavery is believed to be a horrible crime, are reluctant to believe that Muhammad owned slaves.  This is just one of many places in the Hadith where a reference is made to a human being owned by Muhammad.  In this case, the slave is of African descent.

Muslim 3901 - Muhammad trades away two black slaves for one Muslim slave.

Muslim 4112 - A man freed six slaves on the event of his death, but Muhammad reversed the emancipation and kept four in slavery to himself.  He cast lots to determine which two to free.

Bukhari (47:743) - Muhammad’s own pulpit - from which he preached Islam - was built with slave labor on his command.

Bukhari (59:637) - “The Prophet sent Ali to Khalid to bring the Khumus (of the booty) and I hated Ali, and Ali had taken a bath (after a sexual act with a slave-girl from the Khumus). I said to Khalid, ‘Don’t you see this (i.e. Ali)?’ When we reached the Prophet I mentioned that to him. He said, ‘O Buraida! Do you hate Ali?’ I said, ‘Yes.’ He said, ‘Do you hate him, for he deserves more than that from the Khumlus.’”  Muhammad approved of his men having sex with slaves, as this episode involving his son-in-law, Ali, clearly proves.  This hadith refutes the modern apologists who pretend that slaves were really “wives,” since Muhammad had forbidden Ali from marrying another woman as long as Fatima (his favorite daughter) was living.

Abu Dawud (2150) - “The Apostle of Allah (may peace be upon him) sent a military expedition to Awtas on the occasion of the battle of Hunain. They met their enemy and fought with them. They defeated them and took them captives. Some of the Companions of the Apostle of Allah (may peace be upon him) were reluctant to have intercourse with the female captives in the presence of their husbands who were unbelievers. So Allah, the Exalted, sent down the Qur’anic verse: (Sura 4:24) ‘And all married women (are forbidden) unto you save those (captives) whom your right hands possess.’”  This is the background for verse 4:24 of the Qur’an.  Not only does Allah grant permission for women to be captured and raped, but allows it to even be done in front of their husbands.

Ibn Ishaq (734) - A slave girl is given a “violent beating” by Ali in the presence of Muhammad, who does nothing about it.

Hvilken kontekst skal man dog forstå dette ind i, Jørgen Bæk?

Sandheden har vundet en betinget sejr i det franske retssystem. Det handler om den lille dreng og hans fader, der under den intifada, der fulgte Sharons gåen omkring i sit eget land, måske blev skudt og dræbt. Israelske soldater fik skylden, men sagen var fra starten indhyldet i mysterier, som jeg tidligere har været inde på. Fra Jyllands-Posten

Sagen går tilbage til den 30. september 2000. Under en skudveksling ved bosættelsen Netzarim søgte den 12-årige Mohammed al-Durra sammen med sin far ly bag en 70 centimeter høj cementblok. På slørede billeder ser det ud, som om både far og søn rammes.

Fra palæstinensisk side fastslås det, at kuglerne er kommet fra israelske soldater, og Muhammed al-Durra bliver et symbol på hele den palæstinensiske opstand.

(…) 

Da dommerne i appelretten havde set råbåndene fra France 2, og da de havde læst en rapport fra en ballistisk ekspert og set andre beviser, besluttede de, at Karsenty har ret til at påstå, at hele indslaget og drabet var resultatet af en manipulation.

»Frankrigs ære er i dag reddet takket være det franske retsvæsen. Det har været et hårdt arbejde, og jeg er begejstret for resultatet. Nu er det op til politikerne og Frankrigs præsident at tvinge France 2 til at anerkende sin fejl,« siger Karsenty foran et enkelt - udenlandsk - tv-kamera efter dommen.

At der kun er et - udenlandsk - tv-kamera svare meget godt til danske forhold, hvor en søgning på Infomedia her kl. 5:45 om denne dom, kun nævner Jyllands-Postens artikel.

Her er en film (i to dele), der gennemgår billedmaterialet.

Her er fra samme producent en anden film om betydningen af de tilsyneladende falske billeder

Flere interessante film kan findes her (tak Lars!) og jeg kan kun anbefale at se dem. At palæstinenserne spiller deres kort, som det tjener deres sag bedst er konfliktens realitet. Det skræmmende er, at de vestlige medier er så ukritiske overfor arabiske påstande og i France 2’s tilfælde direkte fornægtende om de massive løgne der bliver orkestreret af de palæstinensiske og arabiske organisationer. Jeg ser frem til at DR bringer disse film, for også herhjemme var skudepisoden med til at danne grundlaget for forståelsen af konflikten mellem israelere og arabere og afgøre hvor folk lagde deres sympati.

180 Grader har (for en gangs skyld) en god klumme om integrationens fejlspor i København.

I uge 7 2008 blev København hærget af hundreder af brande påsat af vrede muslimer, som havde fået nok af Muhammed-tegninger og visitationszoner. Dermed var det første muslimske oprør mod vores ytringsfrihed og retssystem en realitet. Kort efter, d. 27. februar, afholdt Københavns Kommune sin første store integrationskonference på selveste rådhuset.

300 deltagere var dukket op: gadeplansmedarbejdere, pædagoger, socialrådgivere, psykologer, imamer og talsmænd for diverse muslimske foreninger. Et forsigtigt bud er, at omkring 50 af de fremmødte havde muslimsk baggrund.

(…)

Det første chok kom dog, da det blev klart, at man kan samle 300 københavnere til en snak om, hvordan det går med integration og kriminalitet i vores by, uden at nogen nævner, at indvandrere lige har hærget vores by med hundredevis af påsatte brande og stenkast mod det tililende politi og brandvæsen. Ikke én eneste nævnte det! Enten var folk for politisk korrekte til at turde nævne det, eller også er indvandreroptøjer allerede blevet så almindelige, at ingen mener, at det er relevant at tale om det mere. Øv for et debatklima.

Læs den hele og gys over, hvad du allerede godt ved. Det er ad helvede til.

Som regel forbindes forsvaret af demokratiet mod tyraniet og mysticismen med indskrænket dansk provinsialisme. Ude i Verden græmmes man over Danmark hører vi ofte. Den Verden er sjældent andet end den muslimske del, den europæiske pendent til Politiken-segmentet og FN-systemet, der er en overbygning af de to foregående tilsat massiv korruption. Men for en gangs skyld vågner man ude i Verden, hvor tolerencen ellers dyrkes som tomhed. To internationale dommerforeninger støtter ideen om et tørklædeforbud og Formanden for den internationale dommerforening, IAJ, højesteretsdommer Maja Tratnik siger ifølge Jyllands-Posten

»En borger, som kommer ind i en retssal, bør kunne føle sig tryg ved at stå over for en dommer, der alene symboliserer samfundets vedtagne love med den fuldstændige neutralitet og upartiskhed, som det indebærer. Derfor bør alle former for påklædning eller andet, der signalerer noget som helst religiøst eller politisk tilhørsforhold, ikke være tilladt i forbindelse med dommernes fremtræden. Et religiøst symbol som eksempelvis det muslimske tørklæde på hovedet af en kvindelig dommer kan signalere, at denne dommer repræsenterer andet end selve loven. Det kan skabe en berettiget tvivl hos borgeren om dommerens totale neutralitet,«

Klare ord og så må man jo spørge den iltre dommer Goldin fra Frederiksberg om “- Underholdningsværdien nu har nået uanede højder i debatten om, hvorvidt dommere skal forbydes at bære religiøse symboler“? I hvert fald forudser de internationale dommerforeninger at Danmark er et foregangsland med forbud mod at lade retssalene overløbe af totalitære agenter.

Det er ikke de to Kommunikations- og organisationskonsulenter, Lars Borgmann og Michael Ørbechs mening, men det er alligevel den sørgelige konklusion man må drage af deres feltbeskrivelser. Under overskriften “Tid til en undskyldning” - yes det er stadigvæk Muhammedkrisen - skriver de i deres indlæg i Weekendavisen

Vi er netop vendt hjem fra tre uger i Egypten, hvor vi har været nede og arbejde, ligesom vi igennem mere end 20 år har rejst og arbejdet i udlandet, blandt andet som konsulenter for Danida, EU, Verdensbanken og diverse nødhjælpsorganisationer.

Den rejse, vi lige er kommet hjem fra, har været en rystende oplevelse for os som danskere. For første gang i vores liv har vi bøjet hovedet undskyldende, når folk har spurgt, hvor vi kommer fra, for første gang har vi for vores egen sikkerheds skyld løjet om vores nationalitet.

For første gang har vi oplevet at være genstand for spørgsmål om Danmark og danskere, som var svære at svare troværdigt på. Næsten alle vores gamle trofaste kolleger og samarbejdspartnere i Egypten, vel at mærke lovlydige, sympatiske og velreflekterede mennesker med bred kontakt til den vestlige verden, har reageret uventet stærkt på os som danskere og på Danmarks rolle i forbindelse med den genopblussede Muhammed-bølge.

Det værste tilfælde var at opleve en gammel ven og forretningsforbindelse, som slet og ret ikke ønskede at se os mere, han var vred! Vores andre egyptiske samarbejdspartnere har undskyldende måtte forklare sig over for familie og venner om deres ønske om at fortsætte med at samarbejde med os.

Gadehandlere ønskede ikke at handle med os. Den menige mand på gaden i Cairo og mange af hans venner er holdt op med at handle danske varer. Det er nok også årsagen til , at danske mejeriprodukter nu i Egypten er renset for ordet Danmark og i stedet sælges under »A Greenland Group Product«!

(…)

Det oplevede vi blandt andet i Cairo, når flere folk sagde til os: »Hvorfor kan I danskere ikke lide Muhammed?« og »Hvorfor vil I i krig med os?« og »Hvorfor ønsker I at såre millioner af mennesker?« Grove fortolkninger, som kun er mulige, fordi der mangler en respektfuld dialog lige nu mellem Danmark og den muslimske verden. 

Her er altså tale om de mest dannede blandt egypterne, der ikke alene ikke kan abstrahere fra uskyldige tegninger frembragt et helt andet sted på kloden, fjernt fra de herrers - for man får unægtelig ikke på fornemmelsen af at der er så mange kvinder i de to Kommunikations- og organisationskonsulenters berøringsflade (er det ikke mærkeligt?) - åsyn. De straffer sågar også kollektivt ved at holde deres venner, nu ber’ jeg dem, ansvarlige for andres gerninger alene på grund af deres etniske ophav (er det ikke strafbart i Danmark?). Det må være omtrent topmålet af en ucharmerende nationalitet. Derfor bliver det også latterfremkaldende når de skriver længere nede

Vi har i Danmark valgt en vedvarende hård og afvisende retorik over for moderate muslimer, som har ønsket dialog.

Selvfølgelig er de unyttige konsulenter flove på Danmarks vegne fordi uchamerende mennesker fra den tilbagestående del af verden væmmes ved menneskets frie tanke og de deraf følgende ytringer. Deres fejlantagelse er selvfølgelig at undgå substansen i problemet og alene se på reaktionen, at nogen har tudefjæse. Oven på det lykkes det oven i købet at drage den skrup forkerte konklusion nemlig at de der optræder urimeligt er dem der har ret.

De to kommunikationseksperter kommer frem til  at der mangler en respektfuld dialog, hvor der nok er plads til at barsle med krig over et par tegninger, men ikke at tegne hvad man mener. Men nok om det, dette vrøv har jo et udgangspunkt.

Et tredje princip hentet fra kommunikationens univers er sætningen om, at kommunikationens mening er dens effekt. Det vil sige, at det, vi siger, ikke skal måles på, om det teoretisk eller akademisk set er rigtigt, men på den effekt, det har på dem, vi kommunikerer med.

Så ifølge kommunikationens univers var Galilei en gammel nar! For ikke at nævne Jesus, Martin Luther og King, Dalai Lama og alle politiske flygtninge (de skal lære at holde deres kæft) samt drengen der påpeger Kejserens manglende klæder. Kommunikationens univers er altså tabuisering af den frie tanke, selve grundlaget for at have noget at kommunikere.

Jeg vælger dog at tro at vores to eksperter fejlfortolker ordet effekt og indsætter det i ey snævert her-og-nu regnskab. For effekten af religionskritik og fri debat er nemlig stik modsat den, som vores to eksperter tegner, nemlig et samfund ude af mørket og inde i lyset, modsat den muslimske verdens dyrkelse af religiøs (i forståelsen muslimsk og kun muslimsk) sensitivitet og det må vel være det man skal have for øje i kommunikationens univers. Eller er det bare marxismens univers, hvor alt skal have et højere formål?

Til slut sammenlignes med et parforhold - der er en komplet elendig metafor, da vi jo netop ikke deler meget andet end grænser og i øvrigt ifølge islamisk tanke bor i hver vores hus. Men lad os blot lege med.

Hvad er det, der er brug for, hvis du er kommet til at såre eller krænke din samlever dybt?

Du har friheden til at gå mindst to veje: Du kan stå fast på din ret til at ytre dig, som du vil, uanset om det er krænkende eller ej. Men du kan også vælge at sige undskyld, selv om du ikke forstår, hvorfor din samlever føler sig krænket.

Den vej, du går, vil få stor indflydelse på dit parforhold.

Mit valg vil være at komme ud af det parforhold, hvor man ikke kan tale om det der ligger en på sinde. Andet vil jo være at leve på en løgn. Man vill jo leve med en samlever man ikke kendte og som man ikke kunne give sig til kende overfor, en fremmed samlever. Men det vil også hvile på en manglende respekt for sin modparts integritet ikke at tage vedkommenes rolle som voksen alvorlig og ikke at ville forholde sig til indholdet at modpartens følelsesliv. At give tomme undskyldninger er kun udtryk for manglende respekt. Måske meget forståelig opfordring fra konsulenterne når man i Egyptens åbenbart bliver behandlet så dårligt, som Borgmann og Ørbech åbenbart lider under.

For ikke at sige simple fakta. Joel Richardson i Worlnetdaily

The United States is about to be tried. At stake are the very freedoms that we all hold so dear. On March 27, the United Nations Human Rights Council voted to adopt resolution 7/19 on “Combating defamation of religions.” In one of the most Orwellian resolutions ever passed, this so-called “Human Rights Council” condemns “Islamophobia,” which includes any, “attempts to identify Islam with terrorism, violence and human rights violations.”

Think about this for a moment. Suppose that I tell you that according to sacred Islamic tradition, Muhammad himself stated that those who leave Islam should be punished by execution. And suppose that I also point out that all four of the Orthodox Sunni schools of Islamic jurisprudence as well as the Shiites interpret Muhammad’s statements to mean that death is the appropriate punishment for leaving Islam. According to this resolution, I should be arrested and tried for a “criminal” act. Free speech anyone?

In other words, according to the U.N. Human Rights Council, criticism of Islam should be globally forbidden under penalty of law. Should we be surprised to discover that the resolution was introduced by the Organization of the Islamic Conference, or OIC, an umbrella organization of 57 Islamic nations? The 58-page document calls for “the international community to come up with a binding legal instrument to fight the menace of Islamophobia” so that “the right to freedom of expression” not be used as a license for “insulting th ghts or reputations of others.” In other words, expressing a negative opinion about Islam in public, and maybe even in private, could land you in jail.

The resolution is part of the OIC’s “10-year plan of action” “to have the United Nations adopt an international resolution to counter Islamophobia and call upon all states to enact laws to counter it, including deterrent punishments.” Am I the only one deeply alarmed by this?

Hvad er det ved den frie verden, der frembringer så meget had? Hvorfor skal vi lade det være en gratis omgang at true selve fundamentet for vores liv? Vi skal ud af FN, dette despotiets forlængede arm!

Krisen mellem Georgien på den ene side og Rusland og Abkhasien på den anden ser ud til at kunne ende i regulær krig eller i hvert fald aktive kamphandlinger mellem de stridende parter i form af irregulære bevæbnede grupper, som der er mange af i uciviliserede samfund. Krisen handler om grænsedragninger, der efter den internationale anerkendelse af Kosovo igen er kommet i spil. Da man pludselig anerkendte Kosovo var der mange advarende røster fremme om at man ville inspirere allehånde separatistbevægelser til kamphandlinger for at for at få deres nationale drømme opfyldt. Dette er konklusionen i DRs Orientering på P1. I foromtalen hedder det

Spændingerne mellem Rusland og Georgien om den georgiske løsrivelsesrepublik Abkhasien stiger, abkhazerne siger at de har skudt to spionfly ned over Abkhasien.

Det er blandt andet bølgeskvulpene efter Kosovos uafhængighedserklæring der har sat en eskalering i gang, lyder en analyse.

Løsrivelsesområdet Abkhasien, der ligger i et hjørne af Georgien med grænse mod Rusland og Sortehavet, har i mange år været en byld imellem Georgien og Rusland. Men inden for de sidste måneder er striden om området taget til, retorikken er stadigt mere fjendtlig.

Rusland har besluttet at sende ekstra fredsbevarende styrker til Abkhasien, af frygt for et georgisk angreb, lyder det, og NATO beskylder Rusland for at optrappe konflikten.

Senest har nedskydningen af to spionfly sat nyt blus under udvekslingerne af beskyldninger. De abkhasiske udenrigsminister, siger at abkhasiske styrker har skudt to georgiske spionfly ned. Men det kender Georgien ikke noget til. NATO vil have sagen undersøgt.

Orientering har derfor spurgt Michael Andersen om hvor alvorlig situationen er og hans vurdering er bl.a.

Det som man kan frygte denne her gang det er at retorikken den er ved at komme ud af kontrol. (…) Forskellen ligger i den sidste måneds tid er retorikken kørt helt op på topniveau og problemet når vi snakker Kaukasus er den her slags meget aggressive retorik om militært angreb om aggression om annektering og den slags….i Kaukasus der har altså en tendens til at løbe løbsk.

Jeg tror ikke at faren ligger i at vi ser en åben traditionel krig mellem Georgien på den ene side og Rusland abkhasien på den anden side. Jeg tror at det er farligt lige nu fordi situationen let kan komme ud af kontrol. Ikke fordi Putin vil det, ikke fordi den abkhasiske ledelse vil det eller fordi Sakashvili vil det, men fordi der er en masse bevæbnede mindre grupper på begge sider, som meget, meget gerne vil fremprovokere krig. Og hvis vi kigger på historien så bør det være en advarsel i situationen om den aggressive retorik fordi de fleste af seperatistkrigene i Kaukasus i sydossetien i Abkhasien, i Nagornij Karabakh er startet med truende retorik fra ledernes side, men så er en eller ander gruppe, en eller anden mindre gruppe der er gået over stregen og er startet med en voldelig provokation og krigen er så startet og staternes hære er så senere trukket ind. Så retorikken er altså farlig i sig selv når vi taler om Kaukasus.

(…)

Det nyeste her er Vestens anerkendelse af Kosovo. Der er ingen tvivl om at det har skabt en usikkerhed i Kaukasus (…)Dele af det russiskepolitiske liv har udsendt mange slet skjulte trusler om at anerkende Abkhasien og Sydossetien, men tøver selvfølgelig fordi, hvis man kigger på det 3 skridt tilbage så er det reelt ikke i Kremls interesse at anerkende etniske mindretal og seperatister fordi Rusland har jo i dusinvis af mindretal indenfor Ruslands grænser. Og hvis man først starter den politik så er det jo endeløst, hvad der så sker i Rusland. Men der er ingen tvivl om at Kosovo har spillet en meget, meget stor rolle. Den har åbnet…..i Kaukasus snakker folk om at “…efter vor anerkendelse af Kosovo”….så diskussionen om at man kan anerkende lande, at man kan ændre landegrænser, den er ligesom blevet genåbnet.

Hvem vil tage ansvaret, hvis vi kommer til at opleve et blodbad?

I Danmark har vi vundet et stort slag i kampen mod islamificeringen i og med at det politske etablisement har underkendt selve ideen om det multietniske og dermed åbnet for en friere og mere virkelighedstro debat. Men der er stadig lang, lang vej igen og et par perleeksempler på det har Socialdemokratiets Jacob Hougaard leveret de seneste dage. Først lagde han billet ind på en rolle i Das Leben der Anderen 2. Fra Politiken

»Politiet har flere gange afsløret terrorplaner i København. Det er simpelthen nødvendigt, at lærere, klubfolk, forældre og venner bliver inddraget i arbejdet med at afsløre radikale tendenser, før det udvikler sig til vold og terror«,

»De skal vide, hvilke forandringer de skal holde øje med. Det er vigtigt - både for de unge og for trygheden i byen - at den stigende tendens til radikalisering bliver taget i opløbet«, siger Jakob Hougaard.

Så unge muslimer - for det er dem der sigtes til - er altså en potentiel trussel mod vores liv og vores samfund kan vi forstå. Så stor en trussel at man vil have offentligt ansatte til at snage i deres politiske og religiøse intimsfærer. Det er en alvorlig trussel og den skal ifølge Hougaard forebygges gennem en inkluderingskampagne ved at lade kommunen fejre muslimske højtider som Eid. Fra Nyhedsavisen

Jeg er åben over for alt. Man skal ikke lukke øjnene for religionens betydning for mange af de etniske grupper. Det er vigtigt, at man kender hinandens kultur, siger Jacob Hougaard, der står bag kampagnen.

(…)

- Det er ret alvorligt, at vi lever i et samfund med skel. Når man taler med unge indvandrere i Tingbjerg eller på Amager, kan de føle sig meget udenfor. Det er vigtigt at tale om tingene, inden der pludselig sprænger en bombe, som vi har set i andre lande. Og hvis der en dag skulle sprænge en bombe, skal vi ruste os menneskeligt og forholde os til, hvad man gør, hvis det sker? siger Jacob Hougaard. 

At Hougaard er åben overfor alt forklarer nok mere om hans våserier end han selv tror, men lad det nu ligge. Jacob Hougaard og jeg er jo enige om at islam er det helt grundlæggende problem, men hvor han på den ene side ikke vil indrømme det tror han på den anden side at små knæfald stiller sulten på islams krav på overherredømme. Jeg tror på jernnævens logik.

Det er på sin vis glimrende at Hougaard vil mobilisere hele det offentlige apparat i forsvaret for samfundets sikkerhed og når han nu har brudt tabuet med at forvandle vores lærere til små soldater for en slags “home-land security” så synes jeg blot at de bruges forkert.

Hele præmissen for Hougaards - og de fleste andre karrierepolitikeres - nye hemmelige erkendelse er at islam i sin essens er en skadelig religion. Og det er sandt for den islamiske lære er jo hvad der fordrejer de unge menneskers hoveder og giver dem den forvrængning af virkeligheden vi i stigende grad slås med på alle planer i dagens Danmark. Derfor skal denne forvrængning bekæmpes hele vejen igennem det offentlige system ved konstant at forholde islam til sandheden - eller det som medlemmer af Radikale Venstre givet vil opfatte som tilsvining af en religion. Og for Folkeskolens vedkommende er det ligetil idet islams værdigrundlag strider direkte imod formålsparagraffen, som det strider direkte imod hele vores samfunds grundværdier. Man behøver altså blot at tage sine værdier alvorligt i stedet for at liste omkring, som noget man skammede sig over.

Men så længe man ikke tør konfrontere sin egen angst for at tilhøre en kulturkreds der ved bedre og er bedre og istedet insistere på at betragte radikalisering, som et eller andet mystisk onde, der blot opstår eller uforvarende fremmanes af demokratisk meningsudveksling (pas på med det!) afskærer man sig ikke blot muligheden for at vende den sørgelige udvikling, men kan oven i købet foresage store ulykker. For der er en anden potentiel fare som den absurd åbne Hougaard er et udtryk for, nemlig fornægtelsen af af den åbenlyse sandhed.

For det er lidt skræmmende at Hougaard foretager et skift fra at fornægte islam som et problem til nu at flirte med småfascistisk tankegang når han er gået over til at betragte muslimske børn, der burde være de uskyldige små, som små tikkende bomber. I filmen Thirteen Days lader man John F Kennedy sige at der er noget amoralsk ved at svigte sin egen dømmekraft. Man kunne lige så vel udvide dette til at der også er noget amoralsk, for ikke at sige farligt, ved at svigte, hvad man allerede godt ved; nemlig at islam er den kilde hvorfra terror og megen anden umenneskelighed avles. Det er ikke børnene der er kilden til ondskab og altså heller ikke de muslimske børn.

Men når man tabuiserer kritik at ideologier og religioner kan man kun slå ud mod mennesker når man aner at noget er galt. Derfor er det så meget mere forkert at Hougaard omfavner de islamiske højtider og mærkedage og derved renvasker problemet, mens han straffer levende mennesker gennem mistænkeliggørelse. Og det fører ikke til mindre terror.

For hvilket andet budskab ligger der da i Hougaards logik end at den islamiske ideologi er den stærke, der år for år vinder mere fodfæste fordi Danmark og danskerne er svage og samtidig kan pege på mistænkeliggørelsen gennem den foreslåede overvågning og konstatere at man er offer for fjendens mistro? Og hvad er mere ansporende for terror end at være offer for samfundets ondskab og vide at sejren er mulig.

Hougaards forslag er usympatisk og farligt og det bunder i mangel på erkendelse af den reelle trussel.

Dansk Folkeparti har fået en del kritik for deres dommerkampagne, hvor man leger med ideen om en fremtid med danske dommere i muslimske klædedragter. Især billedet med burkaen er blevet udskældt fordi den skulle forvrænge debatten. I DR1’s Ærlig talt blev Pia Kjærsgaard netop konfronteret med det synspunkt at man jo ikke taler om burkaer, men om tørklæder, så hvorfor billedet af en burka i Dansk Folkepartis kampagne. Fra Politiken

»Dansk Folkeparti er ude i et populistisk ærinde og pisker følelser op i befolkningen. Vi synes, at emnet er for alvorligt til at lave plat på eller grin med«, siger Tom Behnke til Ritzau.

Dilemma at diskutere dommere
Ingen har talt om dommere i burka eller niqab. Men reelt er der et dilemma at diskutere omkring fremtidige dommere med hovedtørklæde, mener han.

På den ene side skal dommere opfattes som neutrale. På den anden side skal folk fra minoriteter kunne få topjob, når de har topkvalifikationer. 

Hvad er dog mere neutralt end en burka, der totalt sletter personligheden? Ikke andet end at burkaen signalerer kvindeundertrykkelse ville man måske sige, men det gør Behnke ikke. Han lader det hvile i beskyldninger om plat og undgår dermed behændigt at skulle tage stilling til om hvorfor der skulle være noget galt med burkaen.

Burkaen virker afsporende netop fordi den så stærkt signalerer den endelige kvindehadende absurditet. At skjule et helt menneske i en kæmpe sæk og lade det vralte rundt som et andet spøgelse. Derfor er det plat. Men derfor er det også aktuelt for debatten handler jo netop om hvilke principper vi forfægter, altså selv kvaliteten af symbolet.

Hvis der er noget galt med det signal en burka sender kan det samme jo siges om det muslimske tørklæde da de har samme ideologiske rod, at kvinden skal udgrænses i det offentlige rum, som det fremmede andet. Blot er tørklædet mindre militant i sit udtryk, men det er jo gradsforskelle.

Det andet argument fra Behnke er ligeledes svært at forstå. Kvalifikationer handler jo ikke blot om du har evnerne, men også om du er villig til at udføre dit arbejde. Hvis arbejdet kræver at du ikke sidder med tørklæde eller anden symbolik for agressive og antidemokratiske tankegange gælder dette jo ligeligt for alle og ikke blot for folk fra minoriteter. Hvis en dommer in spe ikke evner at tage sit tørklæde af er hun sådeles ikke kvalificeret. Jeg går ikke selv med tørklæde og det er faktisk meget nemt og skulle også være det, havde jeg været i mindretal.

Med mindre selvfølgelig at jeg netop ikke var min egen herre og det leder mig ind på 180 Grader, hvor man dyrker liberalistisk dogmatik som erstatning for det intellektuelle. Her skriver man blandt andet i en leder

Der hersker i nogle kredse en frygtelig angst for, at folk skal bekende kulør. I alt for lang tid har man f.eks. diskuteret, om kvindelige muslimske dommere skal have lov at bære tørklæde. Gør de det, så er de ikke “neutrale”, har argumentationen lydt. Som om en dommer med tørklæde bliver mere neutral i sit hovede af at få hevet tørklædet af … Hvorfor skulle hun dog blive det? Det er da for pokker ikke tørklædet, der forhindrer neutraliteten i at trænge ind!

Argumentet er at neutralitet er umulig og at det personlige valg overtrumfer alt. Ifølge den logik er der intet der taler imod en burka og denne liberale tankegang bereder altså vejen for at vi får burkaklædte dommere at se. Men embedet fordrer jo en dress-code der ikke skal signalere værditilkendegivelser og især da ikke nogle der er i modstrid med retssamfundet. At bekende en kulør, som 180 Grader frimodigt kalder det, der er i modstrid med embedet diskvalificerer dig til embedet.

Den valgfrihed som 180 Grader og andre liberalister taler om indkluderer jo også at en dommer i så fald kunne sidde i en FCK trøje og fælde dom over fodboldbøller fra Brønby eller en dommer der møder op i karnevalskostyme eller strutskørt eller en kæmpe narrehat med små bjælder på spidserne. Det ville man jo aldrig acceptere og især da ikke, hvis den pågældene dommer insisterede på at bære sådan beklædning grundet et bud fra Gud. At være dommer kræver en fremtoning i overensstemmelse med arbejdet der ikke er dit eget udtryk nøjagtig som en Silvantrøje eller en politiuniform. Du har ikke krav på at være privat på dit arbejde. Hvorledes det er lykkedes genierne på 180 Grader at overse dette er en gåde.

Tørklædet er jo en konstant tilkendegivelse af at Allahs lov står over Grundloven og i det hele taget alle menskeskabte love og en dommer der tilkender et sådant synspunkt er utroværdig. Og mindre utroværdigt bliver det ikke ved at tørklædet også er en personlig underkastelse af den frie vilje og dermed ophæver selve det menneskesyn - som blandt andet 180 Graders liberalisme bygger på - der er grundstenen i vores samfund. Så både på det strukturelle og på det menneskelige plan står det muslimske tørklæde i opposition til retssamfundet og ideen om menneskets selvstændighed.

Om hun bliver mere eller mindre neutral af at får hevet tørklædet af er en direkte idiotisk fremstilling. For der er ingen der hiver noget af nogen, men nogen der gerne vil sætte en betingelse for at være dommer. Og her handler det om at man kan have større tillid til en persons dømmekraft, hvis vedkommende kan overskue at lade sine personlige holdninger hænge i garderoben. Tvivlen om neutralitet opstår jo netop i den insitsteren på at udtrykke sit mavefald for en overhøjhed, der ikke er af vores verden.

Det er tankevækkende at de der reagerer stærkest mod at Dansk Folkeparti har sat diskussionen på spidsen findes blandt dem der ikke ser det som et problem med symbolske udtryk - eller visuelle udsagn om man vil. For burkaen er så stærkt et symbol at selv de der underkender symbolik finder brugen af den afgørende ødelæggende og således havner i selvmodsigelse.

Håneretten ligger hos venstrefløjen og kun hos venstrefløjen og den bliver godt gammeldags mopset hvis den får igen af samme mønt. Således truer boet efter sangerinden Natasja med at lægge sag an for Dansk Folkepartis brug af sætningen: Gi mig Danmark Tilbage“. i deres kampagne mod muslimsk tilhyldede dommere; “Giv os Danmark tilbage.” Fra Politiken

Sloganet er tyvstjålet fra et af de allerstørste hits i 2007, ‘Gi’ mig Danmark tilbage’.

Natasja ville tage afstand
Det mener både en ekspert i ophavsret og folkene omkring det afdøde ikon Natasja, der har skrevet nummeret. Natasjas mor, der har rettighederne til datterens værker, vil sammen med Natasjas manager kontakte deres advokat.

»Det her skal stoppes. Det er kritisabelt, at de lukrerer på en tekst, som har den stik modsatte agenda. Natasja ville ikke bryde sig om at blive taget til indtægt for sådan en form for politisk kommunikation. Det er fejt, for hun er død og kan ikke forsvare sig«, siger Natasjas manager, Peter Skovsted.

Hun er død og kan ikke forsvare sig og heller ikke udtale sig om hun synes at det er i orden at man i den politiske kamp søger at præge sproget til sin egen fordel. I sangen hedder det blandt andet “Når du strammer garnet, så ber’ du om ballade” og videre “Når du strammer garnet, så kvæler du jo barnet” og man kan have sin tvivl om den stærkt nationale Peter Faber, der netop skrev den udødelige “Højt fra tagets grønne top” ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politiske kommunikation. Men hvad giver Dansk Folkeparti anledning til at citere fra Natasja? Fra “Gi’ mig Danmark tilbage!”

Jeg kan se det ske, det’ ak det’ ve.
Det’ Satan og han lægger kræfterne i,
Det’ nat over dag. Det’ bæ over ble.
Det’ død over liv. Det’ træl over fri
Det’ kød på kniv. Det’ råb, det’ skrig.
Det ligner en krig, og det’ spild af politi.
Det’ dødeligt giftigt, min urtete,
Og det’ noget de kan li’ i det danske parti,
Helt f**ked up på sne. … [*]
Woow, sagde jeg det?

Det danske parti er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti og hendes los i røven på hendes politiske fjender er helt sikkert blevet modtaget med begejstring på den ungdommelige del af venstrefløjen og sådan skal det være. Men los i røven kalder altid på genmæle

Natasjas form er den postmoderne eller eklektiske om man vil, hvor man tager brudstykker og citater fra andre værker, kunstnere, genrer osv og sammensætter dem i et nyt udtryk. Det er en leg med formen, der er ganske legitim og kan være mere end almindeligt inspirerende. Så meget mere hyklerisk bliver det når Natasja benytter citater og formsprog fra andre for eksempel selv det bærende guitar-riff Natasjas Video

Her er musikken fra Surfaris Wipe Out med det originale guitar-riff og samtidig et helt andet udtryk

Det gennemgående guitar-riff er måske brugt uden at man har sikret sig at Surfaris ville bryde sig om at blive taget til indtægt for Natasjas form for politisk kommunikation. I videoen optræder også dette billede

Billedsproget er en kopi af Dansk Folkparti enorme brug af rapsmarker mod knaldblå himmel og Dannebrog. Natasjas brug af politiske modstanderes udtryk virker kun til at forstærke sit eget og intet går af Dansk Folkeparti, som det ikke skal klare. Derfor må det omvendte jo også være tilfældet, hvis altså der ikke herskede en logik, hvor kun venstrefløjen har ret til firnurligt dril. Venstrefløjen har tillige den enestående evne at den kan være progressiv mens man begræder Danmark som det var engang. ”Jeg savner dig, jeg vil ha’ dig tilbage” er jo nærmest Dansk Folkepartis principprogram.

Men der er også et par ting der undrer mig ved Natasjas video. For eksempel har jeg svært ved at se disse mennesker, der i videon råber “Vi vil ha’ Ungeren igen!” rent faktisk bruge Ungeren.

Ikke blot er fraværet af sort tøj og uvasket hår markant, men der står sågar en somalineger og en forstadsbrian i mængden og skal gøre det ud for den mangfoldighed Ungdomshuset aldrig var, endsige søgte at være. Ungdomshuset var ikke andet end sekterisk overlejring af venstreradikal forbrugerisme. Budskabet er jo heller intet andet end “Vi vil ha’ og ha’ og ha’!”

[*] Sætningen “Helt fucked op på sne” Refererer højst sandsynligt til sagen om kokainrester fundet på et WC i Folketinget, hvor både Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten havde adgang. Natasja døde selv narkopåvirket i en bilulykke. Hov, skrev jeg virkelig det?

Jeg bryder mig ikke om tørklæder, sagde Helle Thorning engang på TV ganske uopfordret og markerede dermed et opgør, som på et tidspunkt måtte tages mellem venstre og højrefløjen i det gamle arbejderparti.

Fra Politiken

»Det udspil, der kom i lørdags, synes jeg, var rystende. Nu ligger der et smallere udspil, der handler om meget få fagkategorier, men jeg synes stadig, at det ikke er et rigtigt standpunkt«, siger Lise von Seelen til Ritzau.

Hun mener, at forslaget vil udelukke mange mennesker fra at deltage i samfundet.

»Når vi taler om mennesker, der er ansat i det offentlige, så er min forudsætning at kigge på, om personen er faglig kompetent og om personen har en personlig udstråling, der ikke forhindrer, at vedkommende kan varetage sit arbejde. Hvis begge ting er opfyldt, så kan jeg overhovedet ikke se, at vi på Christiansborg skal blande os i, hvordan folk skal gå klædt«, siger Lise von Seelen.

(…)

»Det er helt sikkert, at hvis der kommer et forslag, så må jeg stemme imod«, siger Lise von Seelen.

(…)

»Jeg mener, at hele diskussionen om et tørklædeforbud det ene og det andet sted bidrager til at skabe større skel i vores samfund og ikke integration«, siger Mette Gjerskov.

Hun er ikke i tvivl om, at der er delte meninger i partiet om offentligt ansattes mulighed for at bære tørklæde.

»Jeg tror ikke, at det er nogen hemmelighed, at vi i Socialdemokratiet diskuterer integration rigtig meget og herunder også tørklædesagen. Så den situation er ikke anderledes i går eller efter i dag«, siger Mette Gjerskov.

Partiformand Helle Thorning-Schmidt erkender, at der er uenighed i gruppen:

»Men der er stærk enighed om det i ledelsen og i en stor del af folketingsgruppen«, siger hun til Ritzau.

Hun får opbakning af Jens Peter Vernersen, som ellers traditionelt tilhører venstrefløjen i folketingsgruppen:

»Jeg kan ikke forstå, at mennesker, som for eksempel i 1980′erne flygtede fra præstestyret i Iran, alligevel kan finde på at fortsætte med at bære den sorte religions symbol, nemlig tørklædet. Og jeg forstår ikke, hvis nogle af dem kan finde på at pådutte deres børn tørklædet«, siger Jens Peter Vernersen.

I Nyhederne på TV2 sagde Thorning meget surrealistisk at Socialdemokratiet er et parti med mange diskussioner og det må man bare vænne sig til. Hvem er “man”? “Man” er Helle Thorning selv, der nu må berede sig på at slås for sin formandspost.

Thorning kan trække partiet ind på den kurs hun nok har haft i sigte længe, at kunne forholde sig kritisk den den muslimske indflydelse på det danske samfund. Men det vil som minimum betyde af partiet smider en hel del stemmer til SF fordi Socialdemokratiet består af to vidt forskellige partier, der kun har det til fælles at de ser sig selv som socialdemokrater. Den ene del, venstrefløjen, lever stadig i en drøm om at det hverken er kultur eller religion eller folks eget valg, der afgør menneskers forudsætninger, men derimod kun økonomisk formåen. Den anden er rodfæstet i realisme og folkelighed med en stærk social bevidsthed. De to fløje er grundlæggende uenige om alt. Hvis oprøret bliver så kraftigt at der opstår krav om en ny formand vil partiet knække midt over i et bitter opgør og der ikke eksisterer nogen samlende figur til at overtage, fordi der ganske enkelt ikke kan eksistere en politik der kan samle Socialdemokraterne. Mette Frederiksen har længe arbejdet for at være kalif i stedet for kaliffen lige siden formandsvalget, hvor hun uden blusel meldte sig ud af fløjkrigen for ikke at tage skade af de interne stridigheder. Og det kan meget vel blive resultatet, hvis ikke Orla Hav, der er en dark horse forsøges i stedet, at Frederiksen kan sætte sig i formandsstolen og et regulært opgør med SF om de samme vælgere vil være en realitet. Det vil endegyldigt fjerne Socialdemokraternes mulighed for at danne regering og givet være til stor moro på den borgerlig fløj at se en intens vrøvlekonkurence mellem Søvndal og Frederiksen.
Ritts Rød Skole og hendes skatteudspil er ikke heldig i denne sammenhæng, men den blegner i forhold til tørklædesagen, da den er et simpelt spørgsmål om persongalleri og lidt mere venstreorienterethed på fordelingsnøglen. Tørklædesagen er derimod principiel og intet kompromis eksisterer når man skal sætte ord på om tørklædet hører sig til i det offentlige rum. Problemet er at alene det at sætte en grænse, selv for dommere i danske retssale er at indrømme at tørklædet og dens religiøse årsag er et essentielt problem. Det er hvad Thorning har prøvet og det er hvad venstrefløjen i Socialdemokratiet arbejder hårdt på at benægte for sig selv. Tørklædesagen varsler ikke bare internt opgør, men måske en regulær splittelse af partiet.
Det handler ikke blot om religiøse symboler i tørklædesagen, men om kvaliteten af disse symboler. Det muslimske tørklæde er i modstrid med hele det menneske og samfundssyn, der ligger som en naturlig præmis for stort set alle partiers idealer, nemlig ideen om menneskets ligeværd og ukrænkelighed og derfor naturlige ejerskab over samfundets lederskab. Derfor er det kun en udsættelse af den reelle debat om islam i Danmark når Socialdemokrater som Thorning og Dam Kristensen iklæder deres afsky for islam i en forblommet generalisering om ikke at ville se religiøse symboler overhovedet.

For pointen er at det kun er et problem med religiøse symboler når talen falder på islam. De jøder og katolikker, der måtte være dommere optræder aldrig med deres religiøse symboler fordi de forstår at være deres embede bevidst og derfor møder i retten i neutrale gevanter. Muslimer derimod kan på grund af deres religion ikke fravige princippet om at hænge tørklædet i garderoben - ellers ville det jo ikke være et problem - og derfor sår begrundet tvivl om hvilke andre religiøse påbud de ellers er bundet af, påbud der ikke er så iøjenfaldende, men måske mere foruroligende. Det er det muslimske krav i sig selv, der kræver lovgivning.

Helle Thorning står overfor en krise hun ikke kan komme ud af. Eftergivenhed overfor det venstredrejede oprør vil parkere initiativet hos hendes modstandere og kun købe hende lidt tid som kransekagefigur med titel som Formand. Derfor er hun nødt til en gang for alle at tage opgøret om de bæærende principper nu, selvom hun står dårligt og højst sandsynligt vil tabe. Uviljen er stor og frygten for at blive sammenlignet med Dansk Folkeparti er effektfuld, hvorfor hun og alle andre konstant afsværger sig nogen forbindelse. Det bliver dog sværere og sværere at lægge afstand til et parti som man gang på gang efter moden overvejelse må følge i hælende på i bitter erkendelse af de de igen havde ret og at man igen tog fejl. Hvori består det frygtelige i den læremester, der forbereder en på livets realiteter andet end barnagtig forsmåethed? Ved at Helle Thorning, med de smukke ben, tager kampen om sine principper nu er der trods alt chancen for en sejr, der igen kan præsentere Socialdemokratiet som et ansvarligt parti, der er regeringsdueligt omend ikke længere et bredt folkeligt parti.

Thorning er et såret dyr med ryggen mod muren og det er nu hun skal lancere det sidste angreb. Hvis hun tør har hun realiteterne på sin side, men tiden imod sig. Uenigheden skal før eller siden afgøres og kan blive så utålelig for taberen at partiet deler sig i to, men det er risikoen Thorning er tvunget til at tage.

Set på Snaphanen

Jeg ved ikke om det er tilfældigt at den valgte musik er fra tresserne.

I det multikulturelle samfund er demokrati et spørgsmål om demografi. For at opretholde gruppens kulturelle identitet, kræves en konstant adskillelse fra det fremmede andet, hvilket er alt andet eller rettere alle andre end ens egen gruppe. Modsætningen mellem samfundets indbyggere institutionaliseres på fællesskabets bekostning. Fra Birmingham Post

Election fraud driven by immigrants practising “village politics” of the Indian sub-continent could be a crucial factor in deciding the future control of Birmingham City Council, a major report warns today.

Family loyalties, the dominance of men and the existence of the “biraderi” clan system among British Asians provides perfect conditions for widespread rigging of postal votes and other electoral malpractice in Britain’s major cities, according to the Joseph Rowntree Reform Trust. In a 94-page report called Purity of Elections in the UK – Causes for Concern, the trust argues that the UK’s election system is close to breaking point and at risk of fraud, as the countdown to May’s local elections gets under way.

The study says the turning point in recognising Britain has a problem with election fraud came in 2005 when a court found six Birmingham Labour Party members in Aston and Bordesley Green, all Asian men, guilty of tampering with thousands of postal ballots.

The incident, which Elections Commissioner Richard Mawrey QC said would “disgrace a banana republic”, forced the Government to tighten regulations surrounding postal voting, but the reforms were nowhere near tough enough according to the authors of today’s report.

They say: “The Birmingham election court of 2005 demonstrates that the control of a major city council or the outcome of a parliamentary contest could be influenced by the scale of fraud that was rendered possible by postal voting.”

The study says numerous convictions for electoral fraud since 2000, when postal votes first became freely available on demand, resulted from incidents in inner-city wards where a large concentration of voters originate from the Indian sub-continent.

It adds: “Significantly, these convictions have emerged alongside anecdotal evidence of more widespread, and long-run, practices associated with Pakistani, Kashmiri and Bangladeshi traditions of biraderi (brotherhood) clans influencing voting behaviour.

“It is widely suggested that extended family and kinship networks, frequently with their origins in settlement patterns in Pakistan and Bangladesh, are mobilised to secure the support of up to several hundred electors, effectively constituting a block vote.”

Evidence of family pressure to behave in a certain way emerged at the recent Aston election petition hearing when potential witnesses said they were afraid to come to court. Several had to be ordered to attend by a judge.

All of the main political parties have sought at times to gain advantage by allying themselves to a Muslim candidate claiming to be able to guarantee a minimum number of votes arising from their support within a wider clan, the study adds. The document quotes Birmingham city councillor Salma Yaqoob, who has warned that Muslim women are in danger of being disenfranchised.

Demokratiet er lejret i en tro og en kultur, der har institutionaliseret magten på den præmis, at alle mennesker er lige for Gud og ingen derfor har særskilt krav på magten. De politiske kampe handler om konflikter mellem gensidigt afhængige grupper i samfundet med naturlige interessemodsætninger og denne gensidige afhængighed sammen med den kulturelle fortrolighed var afgørende for at konstruktive løsninger sprang ud af modsætningerne. Fællesskabets bedste blev individets bedste men i det multietniske samfund deler vandene sig nu efter grupper, der ingen glæde har af hinandens eksistens og ingen samhørighed, hverken som del af produktion eller som del af det samme kulturelle reference.

Fra Daily Mail

In their wedding day finery, the newly-pronounced husband flashes a glance to his friends for support. His bride masks her nerves with an icy expression.

But these are likely to be more than big day jitters because the groom is just 14, his fresh-faced bride 13.

And this profoundly shocking ‘marriage’ of two Romany children did not take place in a remote Eastern European village. Rather it was in a smoke-filled pub in the East End of London.

There are fears that underground ceremonies such as the one witnessed by the Daily Mail this week could become common as the number of gipsies in Britain rises following the eastwards expansion of the EU.

(…)

At around midday the bride, Sarah, arrived with husband-to-be Ricardo. They were ushered into the saloon bar and showered with fizzy wine.

But neither Ricardo, 14, nor Sarah, 13, looked very happy after their shocking ‘marriage’A grey-haired community elder clasped each of them to his chest in turn, bound their hands in a scarf, kissed them both full on the lips and pronounced them husband and wife.

The bride and groom were then thrown into the air by the 150-strong crowd which then, without further ado, got on with the dancing and drinking.

(…)White-faced and unsteady, the 14-year-old emerged at 5pm, was sick in the street, and stumbled off with his bride.

Er børn overhovedet børn eller er de kun produkter af kulturelle forestillinger? Er mennesker overhovedet lige? Nyder en muslimsk kvinde kun den despekt hendes formørkede religion udstikker eller er hun et frit menneske og opfatter sig selv, som et sådan med de deraf følgende pligter mod den virkelighed der er vores fælles. Skal mennesket opfattes som et frit og enestående individ ligeværdigt blandt alle andre i samfundet forankret i forpligtelsen overfor nationen, der omvendt garanterer rettighederne eller derimod som en anonym del af en gruppe, der kæmper indædt om mere terræn gennem erhvervelse af rettigheder uden forpligtelse overfor samfundet?

Den politiske debat i det multietniske samfund drejer sig om mobilisering af trossamfundet og den etniske gruppe, hvis fortsatte vækst enten gennem indvandring eller ved at føde flere børn er lig stigende magt. Udviklingen af samfundet er ikke et fælles projekt, men en kamp om dominans over andre grupper. Aflivningen af individet som står forpligtet overfor fællesskabet er netop aflivningen af det fælles og tilbage står dyrkelsen af gruppens anonymitet og tyranni til alles tab.

Dansk Folkeparti har lanceret en kampagne mod muslimske symboler i danske retssale og det har allerede vakt forargelse hen over midten. Fra Information

Den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt kalder annoncen for ‘ubehagelig’. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kalder annoncen fra regeringens støtteparti for ‘vildledende’.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) siger i Politiken, at annoncen “ikke er nogen retvisende gengivelse af tilstanden”.

For ingen har talt om dommere i burka. Debatten handler derimod om Domstolsstyrelsens tilladelse til, at dommere bærer tørklæde. Statsministeren er i tvivl, om en dommer med tørklæde virker mindre neutral og vil drøfte sagen nærmere. Men regeringen kan ikke ændre afgørelsen i Domstolsstyrelsen uden at ændre loven, forklarede regeringschefen på sit pressemøde tirsdag.

Dommerne kan selv finde ud af, hvordan de skal klæde sig, mener retspræsidenten for Frederiksberg Ret. Han kommenterede regeringens holdning onsdag i DR tv.

“Min personlige mening er, at man ikke vil have muslimer i retsvæsnet. Det tør man ikke sige lige ud, men det er efter min mening det, det drejer sig om,” sagde dommer Goldin.

Selvfølgelig er kampagnen sat på spidsen, som enhver ordentlig politisk kampagne, men hvis det religiøse tørklæde tillades har man jo tilladt dommeren at undsige dansk lov i retten. Faktisk ville en burka i så fald være at foretrække, frem for et tørklæde da den jo trods alt sikrer at dommeren optræder neutral. Dommerforeningen er ikke i tvivl og underkender domstolsstyrelsen ifølge Nyhedavisen

‘En dommer skal dømme efter loven - og kun den - og bør ved adfærd og fremtræden sikre, at retten fremstår værdig, neutral og upartisk. Den måde, dommere fremtræder i retten, er af væsentlig betydning for domstolenes troværdighed og befolkningens tillid til domstolene’.

Forargelsen blandt de politiske partier er helt ubegrundet. Sagen er nemlig ganske alvorlig da den handler om selve de værdier retsstaten hviler på og fagfolk, som dommerforeningen, står på Dansk Folkepartis side. Når der alligevel spilles på den gode smag er det fordi man endnu ikke ved hvordan man vil forholde sig til indholdet af selve sagen, sammenstødet mellem den østerlandske underkastelseskultur og den vesterlandske frihedskultur. Hvis man siger nej til tørklædeklædte dommere i danske retssale bevæger man sig nemlig endnu engang ud i den usmagelige kritik af islam som religion man så behændigt har undgået i alle disse år.

Da tørklædet er et religiøst påbud er det i sig selv et opgør med det frie valg og her bliver det vanskeligt at være både korrekt og demokrat. At en dommer skal fremstå værdig, neutral og upartisk sikrer i sig selv mod at dommeren bærer store kors, jødiske kalotter eller medbringer røde faner idet dommeren af sin egen frie vilje vælger ikke at have symboler på, der kunne trække opmærksomhed bort fra embedet. Dette kan netop ikke lade sig gøre for en troende muslim, der henregner en dansk retsal som det offentlige rum, hvor hun er tvunget til at markere sin eksklusive renhed og sikkerhed mod at andre muslimer skulle voldtage hende.

Problemet med sløret er jo netop at det ikke er frivilligt for hvis det var frivilligt kunne muslimske dommere jo lade det hænge i garderoben. Dommer Goldin fra Frederiksberg kommer helt ind til denne erkendelse da han jo i realiteten udelukker at muslimer kan være dommere uden at bære deres religiøse symboler og derfor mener at man siden han mener at forbud mod tørklædet i realiteten er et forbud mod muslimer

Han og resten af tinget vil ikke indrømme at den logik netop kun gælder, hvis præmissen er at tørklædet er en undertrykkelsesmaskine, som muslimerne jo ikke kan frigøre sig fra. Hvis de accepterer den grundpåstand i denne sag er de nødt til at indrømme tørklædets iboende undertrykkelse hver gang det handler om tørklæder i det offentlige rum og de er nødt til at indrømme at tørklædets ideologiske ophav, islam, i sig selv er en undertrykkelsesmaskine og i strid med dansk ret og folkestyre.
Indtil videre har de forargede politikere på Christiansborg talt af gammel vane, hvor de prøver at behage de, der står i deres umiddelbare nærhed, nemlig andre politikere, kulturradikale eksperter og mediefolk. Men de bliver nødt til at tage stilling og her er det ikke nok med en Thorning-formulering om at hun ikke bryder sig om tørklæder eller endnu en undsigelse af Dansk Folkepartis retorik, her kræves der klare svar. Så længe de ikke kan levere dem fortsætter Dansk Folkeparti sin fremgang og befæster yderligere sin stilling som Danmarks uomgængelige parti uden hvis støtte man ikke kan danne regering. For flertallet af danskere ved hvad der er op og ned i denne sag og de vil ikke belønne dem, der tramper på deres samfund. Dansk Folkepartis kampagne rammer selv de danskere, der ikke vil vide af deres uæstetiske udtryk, den sidder sikkert i folkedybet.

Man skal altid vare sig for at anmelde anmeldelser når man ikke selv kender det anmeldte. Alligevel vil jeg mene at Hans Henrik Fafner burde reflektere over de konklusioner han præsenterer for læseren i sin anmeldelse af Noah Feldmans bog The Fall and Rise of the Islamic State. Hvis han ellers har fanget essensen i Feldmans tilsyneladende absurde bog. For Feldman har nemlig sat sig for at argumentere for det naturlige grundlag Koranen og den islamiske tænkning kan have for demokratiet. Fra Information

Feldman argumenterer med, at de tidlige islamiske samfund i høj grad var styret af lov og retfærdighed. Profetens åbenbaring, som er nedskrevet i form af Koranen, er ikke en decideret lovtekst, som visse dele af Det gamle Testamente er det, men en stribe retningslinjer. Når den første generation af muslimer skulle have rådgivning i en sag, gik de derfor direkte til Profeten, som enten gav et direkte svar eller søgte guddommelig vejledning, og dette skete altid ud fra det menneskelige hensyn.

(…)

Umiddelbart efter Profetens død blev der opbygget en fin magtbalance, hvor kaliffen ganske vist havde den udøvende magt, men hvor dette foregik i stor afhængighed af den lovgivende magt, som lå hos en gruppe lærde eksperter i islamisk lovgivning, samt dommerne, altså den dømmende magt. Kaliffen havde myndighed til at ansætte og fyre sine dommere efter forgodtbefindende, men selvom en kalif skilte sig af med en dommer, måtte han ansætte en anden, der straks ville indgå i det store system af lærde.
Islam og islamister

(…)

Kaliffen havde kun meget begrænset indflydelse på de retslige mekanismer, og søgte han at påvirke en individuel dommer til at afgøre en sag efter kaliffens ønske, ville han automatisk bringe sig selv på kollisionskurs med sin egen stillingsbeskrivelse. Hans opgave var at sikre overholdelsen af den guddommelige lov, at implementere sharia, som bygger på Koranen og profetens eksempel.

(…)

Noah Feldman, der selv har været med til at udarbejde den nye irakiske forfatning, mener derfor, at udfordringen for de islamiske samfund må være at “udvikle nye institutioner, der finder deres egen originale og klare vej til at give de islamiske lovidealer nyt liv. Dette kan være islamisk orienteret lovgivning med tilsætning af demokratiseret sharia.”

De samfund, der på denne måde vil formå at hente juridisk inspiration i de oprindelige islamiske idealer i stedet for at dække sig ind under aktuelle politiske realiteter, spår Feldman stor succes. Og han mener i høj grad, det kan lade sig gøre uden at komme på kant med demokratiske principper og god forfatningsmæssig praksis. Han mener med andre ord, at dette er et stykke nostalgi, der kan omsættes i virkelighed, og hvis man går nye veje, er det også både bæredygtigt og fremadrettet.

Det er svært at forholde sig til Feldmans argumentation uden at grine når han udvider begrebet demokrati til at omfatte styreformer, hvor mennesket ikke kan ændre loven, men blot “….sikre overholdelsen af den guddommelige lov, at implementere sharia, som bygger på Koranen og profetens eksempel“. Hvad han ser, som demokrati er ikke andet end fraværet af en despot med uindskrænket magt og her må jeg så stolt medtage alle danske konger (måske bortset fra enevældens), der jo var hæmmet i deres magtudøvelse af rigsrådet. Selv det kinesiske regime, hvis komplekse etpartistyre og dets fascinerende balance mellem centralmagten og de regionale styrer er også en inspirerende form for demokrati.
Feldmans brug af begreber er ifølge Informations gengivelse i det hele taget ganske alternative. Først og fremmest må man gøre sig klart at retfærdighed, lov og medmenneskelighed for Feldman er guddommelige og derfor absolutte størrelser vi i ikke kan diskutere. At den demokratiske tanke netop bygger på erkendelsen af ingen har adgang til det absolutte, hvorfor vi gennem diskussion selv må indrette os så godt vi kan, forstyrrer ikke hans islamiske demokratiprojekt.

Feldman postulerer ifølge Informations Hans Henrik Fafner at medmenneskelighed er en forudsætning for demokratiet uden smålig skelen til at mennesket i islam ikke er et frit og selvtænkende individ, der i fælles forudsætninger er bundet til hinanden men blot viljeløse legemer underkastet og bundet til Allah. Det der er fælles for mennesket er kun bindingen af Allah, der ved shariaens påbud afgør menneskets handlen og opløser derfor etik.

Islams tekster udstikker nemlig et hieraki for mennesker mellem mænd og kvinder, troende og ikke troende, ejere og slaver, samt børn til hvilke imamen kan give en mand tilladelse til systematisk voldtægt. Man er i den muslimske forståelse ikke forpligtet af nogen form for samhørighed med andre mennesker fordi vi er mennesker, men derimod lydighed overfor Allah, der en gang for alle har udstukket en række adfærdsregler. Loven er således ikke fælles for Loke som for Thor, da mennesket jo står ulige i forholdet til Allah og således loven og retfærdighed bliver derfor til intet andet end at kvinder nu også modtager det antal stokkeslag der tilkommer dem. Medmenneskelighed skal altså nok snarere forstås i betydningen medmandligmuslimlighed.
Både de danske konger og det kinesiske styre kunne/kan dog ændre loven i modsætning til, hvad man kan indenfor sharia, der bare skal implementeres, men hvorvidt det er noget positivt i Feldmans og Informations optik er uklart. For man må vel i Feldmans logik argumentere for at man gennem menneskelige lovændringer ikke længere er retfærdig eller medmenneskelig, idet man kommer til at afvige fra “guddommelig vejledning“, der jo er forudsætningen for loven, medmenneskeligheden og retfærdigheden i hans islamiske demokratiprojekt. Dermed bliver menneskelige lovændringer i sig selv til umenneskelige gerninger! Og alle konventionelle demokratier står så med et alvorligt demokratisk problem.
Det eneste jeg kan respektere Feldman for er at han rent ud siger at shia-muslimerne dyrker den rigtige islam og sunni-muslimerne derfor den forkerte. Det har altid undret mig, hvem der havde ret, men Feldman står med sin klare tale dermed med et nyt og interessant spørgsmål, nemlig hvorfor Sunni-islam har været så meget mere succesfuld, end shia-islam og hvorledes man dog bekæmper sunni-vranglæren. Man kan håbe at Informations læsere og resten af venstrefløjen ville lade sig inspirere af de Spaniens-frivillige og med våben i hånd kaste sig krig i Irak mod sunnierne. Så er alle dårligdomme beskæftiget væk herfra.