Mikael Jalving har en glimrende hyldets til Ayaan Hirsi Ali på sin blog i Berlingske Tidende

Glem alt om sports- og tv-stjerner, politikere, designere, slatne intellektuelle, Bono, Al Gore eller andre flødeboller. Europas helt er i dag en sort kvinde fra Afrika.

I skikkelse af den somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali, der i går gæstede København – og hvilket besøg. Hvilken skikkelse. Gudesmuk. Smilende. Reflekteret. Kontant og alligevel fattet, meget fattet. Det skyldes måske, at den skæbne, der er blevet hende til del at være forfulgt og under konstant politibeskyttelse har presset hende til at gøre sit standpunkt helt klart. Der er ikke ét gram Tariq Ramadan eller Jørgen Bæk Simonsen i den kvinde, og guderne skal vide, at de er oppe mod en metafysisk kraft i denne spinkle kvinde fra Afrika.

(…)

Ayaan Hirsi Ali er Europas helt, skønt Europa ikke vil kendes ved hende. Og slet ikke den hollandske regering, der har nægtet at betale for hendes sikkerhed udenfor Holland og kræver, at hun slår sig ned der, hvor hun er mest udsat, dvs. i Holland. Det er en regulær skandale af denslags, som europæere er eksperter i. I dag opholder hun sig derfor i Amerika, hvor private fonde og sponsorer er i gang med rejse finansiering til hendes bodyguards.

Jyllands-Posten har et lille TV-indslag som måske fanger lidt af den stemning Jalving taler om. Og så betyder det mindre at et lille fjols prøver med lidt malurt i kommentarfeltet

Her er jeres helt:

Reason: Should we acknowledge that organized religion has sometimes sparked precisely the kinds of emancipation movements that could lift Islam into modern times? Slavery in the United States ended in part because of opposition by prominent church members and the communities they galvanized. The Polish Catholic Church helped defeat the Jaruzelski puppet regime. Do you think Islam could bring about similar social and political changes?

Hirsi Ali: Only if Islam is defeated. Because right now, the political side of Islam, the power-hungry expansionist side of Islam, has become superior to the Sufis and the Ismailis and the peace-seeking Muslims.

Reason: Don’t you mean defeating radical Islam?

Hirsi Ali: No. Islam, period. Once it’s defeated, it can mutate into something peaceful. It’s very difficult to even talk about peace now. They’re not interested in peace.

Reason: We have to crush the world’s 1.5 billion Muslims under our boot? In concrete terms, what does that mean, “defeat Islam”?

Hirsi Ali: I think that we are at war with Islam. And there’s no middle ground in wars. Islam can be defeated in many ways. For starters, you stop the spread of the ideology itself; at present, there are native Westerners converting to Islam, and they’re the most fanatical sometimes. There is infiltration of Islam in the schools and universities of the West. You stop that. You stop the symbol burning and the effigy burning, and you look them in the eye and flex your muscles and you say, “This is a warning. We won’t accept this anymore.” There comes a moment when you crush your enemy.

Reason: Militarily?

Hirsi Ali: In all forms, and if you don’t do that, then you have to live with the consequence of being crushed.

Så islam, herunder over en milliard mennesker, skal knuses med alle midler, også militære. Europas helt.

For det bliver Hirsi Ali’s stjerne kun større af. Islam’s udslettelse ville være en lykke for menneskeheden. Men der er en del mennesker, der udvikler en gedigen foragt for mennesker der svigter deres rolle, I dette tilfælde en neger der ikke vil være offer og som istedet bebrejder islam. Ovenstående kommentar er fra en idiotisk blog ved navn Kommentar, som jeg tidligere har haft fat i i samme ærinde. Dengang lød det således fra Kommentar

 Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:

Jeg blev opmærksom på den da Raapil roste den, netop fordi den angreb Hirsi Ali. Af en eller anden grund eksisterer det indlæg fra Raapil ikke, men jeg bebrejdede dengang Raapil for det samme.

Det stærkt idiosynkratiske læserbrev jeg omtale i posteringen: Danskerne er provinsielle - Uvaaaaaaaaaaaaaah er blevet genstand for en lille, men symbolsk fægtning i denne uges Weekendavis.
Er Danmark blevet et land med for lavt til loftet for de sande åndsfyrtårne med hovedet i skyerne? Spørgsmålet udgør kun en flig af den samlede kulturkamp, som har delt landet. En opdeling der altid har været der, men som i sine proportioner var helt utænkelig for bare 10 år siden, da den kulturradikale svøbe havde det mentalhygieniske totale luftherredømme. Men idag er tyranniet bragt til knæ, og den frie nationale ånd har rejst sig, dog på vaklende ben.
To læserbrevsskribenter har erklæret sig, på hver side af skillelinien.

Kultur

Michael Unna
lotusstilling
billedkunstner
Bjødstrup mose 28
8270 Højbjerg

Alessandra Chirico og Thomas Ekmann Jørgensen, som studerer Europæisk politik, er ifølge deres indlæg i WA i sidste uge) flyttet til Bruxelle på grund af mentaliteten i Danmark. I hele indlægget er det underforstået, at Danmark er underlødigt i forhold til »fremmede«.

Nu ikke fordi jeg tror en døjt på, at to studerende med europæisk politik som speciale, har valgt at bosætte sig i Bruxelle på grund af dansk kultur. Mit gæt er, at det hovedsagelig skyldes, de kan få pudset deres glorie med den naive kulturrelative ligegyldighed overfor de konkrete udfordringer, som de ikke tør sætte navn på.

Dels beskriver de dem ikke, og dels siger de ikke DF, men de mener det.

Mon ikke der er en del polakker og tyskere, som er uenige med dem?

Det ubeskrivelige for dem er islamisk kultur. To fremtrædende hollandske personer er dræbt, en politiker og en filmkunstner. Vi har haft en ytringfrihedskrise. Kulturoprør i franske forstæder. Bomber i Madrid og London, for slet ikke at tale om det tidligere Jugoslavien.

Men på de bonede gulve i Bruxelles og Strassbourg og andre steder, hvor den jordnære befolknings problemer er langt væk, undrer det sikkert, at der er meget lidt officiel begejstring for det europæisk projekt. Derimod tales der meget om den forfærdelige moral hos vælgerne.

Jeg gætter på, at de ikke har boet i Gellerup, Vollsmose og andre ghettosteder i danmark. Jeg tror heller ikke, de har forsket i Bradford. Paris’ forstæder eller andre kulturberigende steder, men jeg er sikker på, de har deres forargede moral fra elfenbenstårnet i EU.

Mon ikke den gode skribent har sat fingeren på det ømme punkt: Det elskende par er flygtet fra en virkelighed de ikke ville eller ikke kunne rumme, og ind i det europæiske babelstårn hvorfra de grå masser kan holdes uden for portene.

Udlænding

Inger Schoonderbeek Hansen
Hjortshøj

Som udlænding i Danmark på 12. år (nederlandsk statsborger med permanent opholdstilladelse) kan jeg kun være enig i Alessandra Chirico og Thomas Ekman Jørgensens indlæg med titlen »Fremmed« i WA i sidste uge. Der er dog noget galt.

Det er nemlig ikke WA-læseren, der vil være uenig med forfatterne. Indlægget skal snarere sendes til statsministeren, til integrationsministeren og til alle landets dagblade som eksempel på, at det endnu engang er lykkedes at »skræmme« velkvalificeret arbejdskraft ud af Danmark.

Som råb om vagt i gevær, som råb om en fælles indsats med hensyn til integrationen af fremmede i Danmark, som råb om øgede demokratiske rettigheder også for de fremmede i Danmark, for eksempel med permanent opholdstilladelse.

Hvorfor er det muligt som udlænding i Danmark (med opholdstilladelse) at stemme til kommunevalg og europaparlamentsvalg, men ikke til folketingsvalget?

Lad der være adgang til stemmeboksene også for fremmede i Danmark (for eksempel efter nogle års ophold), så Danmark også på det punkt bliver et interessant land at bo i, og så Danmark kan få noget ud af det meget ekstra, fremmede kan bidrage med til det danske samfund.

Nu er der kvalificeret arbejdskraft og så er der kvalificeret arbejdskraft. Jeg mener afgjort at vi sagtens kan undvære en håndfuld statskundskab/humaniora halvstuderede røvere. Det de kan bidrage med er marginalt, især når de afkræver folket bestemte politiske positioner, som hvis ikke bliver opfyldt, gengældes med afmarch. Faktum er at Danmark er en magnet for kvalificeret arbejdskraft fra vore nabolande. Vi kan blive meget bedre til det, men ikke med den slags tudeprinsesser ved roret.

Denne rejsebeskrivelse begået af en Aarhusiansk buspassager skal nok få jer kære læsere op af sæderne.
Tak til Uriasposten for linket:

Århus Stiftstidende 23 november, Alice Krøger:

Jeg havde aldrig troet, at nogen ville råbe danskersvin efter mig. Eller spytte efter mig, hamre truende på vinduet eller synge smædesange. Slet ikke, når min eneste brøde var, at jeg en eftermiddag tog bus nummer 52 fra Næshøjskolen i Harlev til Århus.
Allerede ved busstoppestedet fik jeg en anelse om, at turen ikke ville blive helt almindelig.
»Fuck dig!« hvæser en 12-årig knægt til sidemanden, som får et skub, så han tumler ind i mig og flokken af ventende passagerer. En lille frysende flok Harlev-borgere og 30-40 børn, der går på Næshøjskolen, men bor i Gellerup.
Efter slag, voldsomme skub og benspænd får børnene mast sig ind i bussen, hvor et større slagsmål om sæderne starter.
Vi midaldrende opgiver kampen på forhånd. Inden vi er nået ud af Harlev, har flokken af 10-12 årige skolebørn forvandlet sig en skrigende hob, der står på sæderne, slår på hinanden og synger smædesange på arabisk. Chaufføren forsøger at få ørenlyd, men højtaleranlægget rækker kun til de første sæder.
En passager, der har sit forskrækkede barnebarn med, forsøger at få ballademagerne til at dæmpe sig. Uden held. De arabiske drenge styrer bussen. Det skal ingen være i tvivl om. Heller ikke jeg, da jeg opdager, at en af drengene stjæler en nød-hammer og putter den i lommen.
»Den kan du godt sætte på plads igen,« ryger det ud af munden på mig.
Straks udløser det en ny smædesang, denne gang rettet mod mig. Og på dansk. »Gamle menneske, gamle menneske, gamle menneske,« galer de, mens de udfordrer mine mange års erfaring i at omgås børn og unge. Jeg har været lærer og mangeårig leder i idrætsforeninger. Jeg har set masser af børn i flok. Men jeg har aldrig set noget lignende.
Nu har chaufføren også fået nok. Han stopper bussen og råber i højtaleranlægget, at han ikke kører videre, så længe børnene ter sig, som de gør.
Det hjælper i to minutter, så sætter de små Gellerup-drenge igen trykluft på stemmebåndet. Chaufføren hamrer foden i bremsen. Der bliver stille i bussen. Men i samme sekund chaufføren igen starter bussen, skriger en dreng af sine lungers fulde kraft og gejler medløberne op til en ny runde.
Nu med teksten: »Kommunen betaler, ha,ha, kommunen betaler,«
Det er vi almindelige passagerer ikke et sekund i tvivl om. Der er gratis månedskort i alle lommer, men vi har altså også betalt billet og vil bare gerne til Århus.
Bussen stopper så brat, at passagerne letter fra sæderne.
En yngre mand har mistet tålmodigheden. Han rejser sig op og råber.
»Så hold da kæft, vi er nogle, der ikke har tid til at holde her. Vi skal til Århus,«
Han bliver mødt med en byge af trusler om tæsk.
»Jeg er ikke bange for jer,« råber han, men sætter sig så ned. Med så mange øretæver i luften, gør man klogest i at holde sig i ro.
Den somaliske chauffør marcherer ned gennem bussen og får kun hånlige blikke og tilråb fra den arabiske fraktion. Truslen om, at de bliver sat af, hjælper ikke. Chaufføren ved, at det med det samme medfører klager, hvis han efterlader 10-12- årige drenge på Silkeborgvej. Først da han truer med at ringe til politiet, bliver der så megen ro, at bussen kan fortsætte. Men allerede da bussen når til det gamle Brabrand, er den gal igen. Chaufføren har givet op. Han kører så hurtigt han kan til ­City Vest, hvor Gellerup-drengene lægger kræfterne i og skubber så hårdt til pigerne og de stille somaliske drenge, at de vælter ud af bussen. Under en byge af spytklatter, tilråb om danskersvin og hamren på ruderne, kører vi ind mod byen.
Herregud! Eller måske rettere Herre Allah. Er det her virkelig resultatet af mange års forsøg på integration? Jeg kæmper en hård kamp med min indre vrede og forsøger at forklare, hvordan det kan gå så galt. Det lykkes ikke.
Frustreret står jeg af på Banegårdspladsen og kigger hen på Rådhuset. En dag vil jeg invitere by­rådet med på en tur i bussen.

Ja en trist historie i alt sin enkelthed, og hvis nogle sidder tilbage med en knold af vrede i mellemgulvet, så er det nok et tegn på at I ikke har boet i nærheden af multikulturelt belastede områder. For sandheden er, at undertegnede finder denne historie nærmest prosaisk, og det har bl.a at gøre med min færden på Vesterbro og især Nørrebro i København, nærmere betegnet en SFO/kulturhus hvor muslimsk bandeuvæsen og hadefulde udfald mod danskere er hverdag. Sikke et dejligt samfund de radikale tosser har skaffet os på halsen.

Fra Berlingske Tidende

Københavns Kommune vil nu tage ved lære af de ellers så udskældte muslimske friskoler. Det sker i erkendelse af, at friskolerne opnår bedre karakterer end de københavnske folkeskoler med mange tosprogede børn.

»Vi vil tage kontakt til friskolerne for at blive klogere på, hvad de kan, og hvad de gør. Jeg har ført tilsyn med en del af de muslimske skoler og har blandt andet konstateret, at der øjensynligt stilles meget høje forventninger til elevernes faglige indsats og opførsel,« siger Søren Hegnby, der leder kontoret for integration og mangfoldighed i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

(…)

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at overveje, om den mest progressive pædagogik i folkeskolen overhovedet passer til børn fra de etniske minoriteter og til den danske arbejderklasses børn. Noget moderne pædagogik passer derimod rigtig godt til det danske »Café Latte Segment«, fordi den tager udgangspunkt i middelklassens verdensbillede,« siger Søren Hegnby.

Da regeringen med deres skolepolitik ville lægge vægt på faligheden lød der - og det kan stadig høres - et ramaskrig fra det venstredrejede kulturradikale segment. De argumenterede med at man vidste, hvilken undervisning, der var den bedste, nemlig en der lagde vægt på kreativ tænkning og selvstændighed og den slags. Og det havde de ret i for deres egne og mange andres børns vedkommende. Men samfundet består desværre også af børn, der ikke har en boglig og velstimuleret baggrund.

Og de børn’s behov er der ikke plads til i de kulturadikales Folkeskole. Enten bliver Folkeskolen derfor på deres krative og selvstændige børns betingelser, hvilket resulterer i at 15-20% af en årgang (taberne, føj hvor de stinker) hverken kan læse eller skrive eller også rykkes børnene simpelthen over i en privatskole, der har det rette læringsmiljø, som man har set det så mange gange især i København, hvor selv skoleborgmester Per Bregengaard havde opgivet sit eget projekt. Men det politiske krav om en bestemt Folkeskole, som man absolut ikke er solidarisk forfægtes lige nidkært - for det var jo hele tiden meningen at det ikke var deres skole, men middelklassens.

Hvilket projekt for alle andre er det disse kulturradikale venstrefløjsere insisterer på? Hvad er det for et fællesskab de vil have andre skal leve i? De kulturradikale venstrefløjsere er lavet af det stof farisærer er gjort af.

Så nu får piben en anden lyd fordi de tabere vi ser her er etniske og eksotiske. Nu er man lydhøre for det nye og eksotiske, her skal der tages ved lære. For der ligger en lille lummer logik og venter i baggrunden; det etnisk opdelte Danmarks logik. Det Danmark, der kan være selvforsynende med små lommer af østlig mystik, hvis forretningers dufte man kan gå forbi for intet andet end oplevsens egen skyld, et Danmark, hvis indhold af fremmedartede vaner man hele tiden kan rive de plumpe danske tabere i næsen med; hvad vi dog kan lære? Et Danmark, hvor man lærer de andre, at leve fredeligt sammen og skoser danskerne for deres vulgariteter når det ikke lykkes, hvor man peger på de ambitiøse overklassepakistanere og sammenligner dem med de samspildsramte danskeres børn og siger; se en gang, hvor er de meget bedre, det er også fordi de er muslimer - fremtidens religion! Et Danmark med en konstant andethed, der virker som et spejl for ens egen tomme kulturelle tilknytning så de kulturradikale vensrtrefløjsere kan få et lille sus af, at også deres overvurderede og selvhævdende ego besidder en eftertragtet kollektiv identitet, om det så er som en negation i ikke at tilhøre den gruppe danskere, man det til selvmodsigende alligevel skammer sig over - for udskamningen af det vulgære er jo netop en del af renselsen af sit selv, de mest aggressive homofober der er drevet ud i volden af deres uerkendte seksualitet er analoge til oikofoberne. Man vil nu være en del af den gruppe, af det kollektiv, som har evnen til at dyrke det fremmede og man vil være bedre end andre mennesker. Så god vil man være, at man i sin unikke indsigt og med sit overlegne menneskesyn vil være forpligtet, som en åndelig adel til at beskytte det fremmede, der nødvendigvis er det svage, mod den virkelighed man selv insisterer på at kreere for den og man vil have et Danmark - oh lykke - med faste forsyninger af nye ofre, der - halleluja - også er ofre for fortidens synder i al evighed: Amen!

Men hvordan bærer den tyrkiske Piaget og den arabiske Vygotsky sig ad?

På den tyrkiske Sjællands Privatskole fortæller skoleleder Durmus Bilge, at skolen balancerer mellem danske og tyrkiske skoletraditioner. Nogle af metoderne er bestemt ikke gængs praksis i den danske folkeskole. Blandt andet får eleverne pengepræmier og diplomer for at klare sig godt fagligt og socialt.

God fornøjelse med de nye erfaringer.

Fra Nyhedsavisen

Der er er sat ild til en politistation i forstaden Villiers-le-Bel og en politistation i Arnouville er blevet vandaliseret, oplyser flere udenlandske nyhedsbureauer. 

Og det er “unge”, der har gjort det. Det forekommer, som et svagt minde at Frankrig ofte blev trukket frem når danskerne skulle rives i næsen at de ikke forstod det multikulturelle. Ak ja, det var dengang.

Fra Jyllands-Posten

Den 19-årige saudiarabiske kvinde, der blev massevoldtaget og siden idømt 200 piskeslag og et halvt års fængsel, har tilstået, at hun har været utro.

Det meddelte Saudi-Arabiens justitsministerium, der forsøger at få bugt med tiltagende kritik af dommen, lørdag.

Det forklarer jo alt. Og her gik vi rundt i vores fordomme og troede at der var noget galt med muslimsk retsopfattelse, kvindesyn og fanden og hans pumpestok. Tag dén Lars Hedegaard, Dansk Folkeparti, Helle Merethe Brix, Kholgi og hvad i islamamofober nu hedder.

Nahid Raiza skrev i forbindelse med Radikale Venstre’s pinlige accept af Sherin Khankhan tågerier i Dagbladet Arbejderen 4. oktober 2002

 De radikale kan rumme Sherin Kankhan med samme holdninger og endda have hende som ders folketingskandidat. En kandidat, hvis indsats stort set handler om at forsvare og redde religionen, og ikke andet! Jeg kan kun give Sherin Khankhan og Tanwir Ahmad ret, når de siger, at sharia er meget andet end stening. Ja, sharia handler også om hvordan de islamiske love skal gennemføres i praksis.

Den handler blandt andet om hvor store stenene skal være, når man stener et menneske ihjel på grund af utroskab. Den fortæller detaljeret om, hvordan voksne mænd, som gifter sig med små piger, skal have samleje med børn og på hvilke andre måder de skal bruge barnets krop, når det får fysiske skader af samlejet. Den fortæller om ‘urene’ børn, som bliver født udenfor ægteskabet, og om hvordan man skal fratage disse børn deres rettigheder og straffe dem for den ’synd’ forældrene har begået, og om hvordan man kan misbruge sine slaver og tjenestepiger seksuelt, og hvor man skal skære hånden af en tyveknægt, og hvordan skal man dræbe homoseksuelle…

(…) 

At acceptere at det radikales medlemmer undlader at tage afstand fra de islamiske sharia - love med den begrundelse, at sharia er mere end stening, er det samme som at acceptere nazisternes medlemskab i partiet med den begrundelse, at nazismen var mere end gaskamrene, og at gaskamrenes eksistens er et teologisk spørgsmål!

De radikale kan med god ret ikke rumme nazister og de danske fascister, men hvordan kan det blive et samlingssted for de islamiske fascister, som er gode til at tale med to tunge?

Det lykkedes endnu en gang Sherin Khankhan at redde religionen og aflede opmærksomheden fra et konkret spørgsmål, nemlig sharia-loven til en generel snak om de barbariske handlinger! Sherin Khankhan, som kalder sig for kritisk muslim, men som aldrig har kritiseret islams undertrykkende lov og regler, kunne bruge den radikale naivitet til at argumentere med at de religiøse undertrykkende love og bestemmelser har intet med religionen at gøre!

Åbenbart ikke en artikel der er blevet læst af særlig mange Enhedsliste-folk.

Endelig lidt patriotisk svung fra Berlingske Tidende

De danske kampvogne, der for nylig ankom som forstærkning til den danske kampgruppe i Helmandprovinsen, blev sidst på lørdagen indsat med deres kanoner og tårngeværer i nedkæmpelse af Talebanstillinger i den såkaldte grønne zone i Øvre Gereshk dalen.

Her er et infanterikompagni fra Livgarden indsat for langsomt at drive Taleban ud af dalen og væk fra Gerehsk by.

Ifølge chefen for de danske soldater, oberst Kim Kristensen, blev en dansk enhed på aktiv patruljering mod Taleban angrebet, og de danske kampvogne blev med deres langtrækkende kanoner indsat og Talebanangrebet tilbagevist.

Overskriften referer til Operation Bøllebank, hvor danske panserstyrker 29. april 1994 nedkæmpede serbiske styrker. Dengang hed det

Eskadronchef Carsten Rasmussen var ikke i ét sekund i tvivl om, at de danske kampvogne var nødt til at svare igen hvis de skulle overleve denne aften.Han fortæller: “Da vi blev beskudt med panserværnsmissiler, tænkte jeg: “Nu kan det være nok”, og beordrede kampvognene til at beskyde missilstillingen”. Tilsyneladende på samme tidspunkt vurderer Møller situationen og når til samme resultat.

Han giver ordren til Carsten og 2. deling oppe i Saraci: “Nedkæmp panserværnsstillingerne”. Det står dermed ikke helt klart om Carsten reelt – og helt legitimt som rent selvforsvar – allerede var kommet Møller i forkøbet ved at åbne ild, eller om Carsten bare fulgte oberstløjtnantens ordre og simpelthen videregav den. Uanset, der blev nu afgivet koncentreret ild mod fjenden, og Erik Kirks 2. deling i Saraci nedkæmpede på stor afstand de bunkers som havde affyret panserværnsvåbene, men ilden viste sig at fortsætte fra andre stillinger.

Nok er nok!

Rune Engelbrecht Larsen har på sin blog i Politiken ganske forudsigeligt taget anstød af Henrik Dahls kortfattede og præcise analyse i Nyhedsavisen af djævleskriftet Koranen.

»Koranen sprøjter af blod,« siger provokatør-sociologen Henrik Dahl i Nyhedsavisen i dag, hvilken overdrivelse man kunne trække på skuldrene af, hvis den var konsistent gennemført i forhold til så mange andre problemstillinger, men når Dahl samtidig afslører sig som bibel-apologet ved samme lejlighed, bliver det pinligt: »Bibelen, derimod, er mere åben for symbolske fortolkninger.« (Nyhedsavisen, 20.11.2007).

Her har prøvokatør-sociologen Henrik Dahl gennem overdrivelse på pinagtigstevis altså gjort i nællerne og man sidder spændt på modargumenter, der både skal demonstrere at Koranen ikke sprøjter af blod og at Bibelen ikke er mere åben for fortolkning end Koranen. Mere spændene bliver det ikke på denne side af de nye kartofler.

De to tekster Bibelen og Koranen adskiller sig fra væsentligt fra hinanden. Det har stor betydning for læserens tilskyndelse til egen tolkning og kritiske tilgang af og til en tekst hvis værket har menneskelige (fejlbarlige) forfattere eller en guddommelig (ufejlbarlige), om den er skrevet over generationer (historisk kontekst) eller i en bestemt periode (mytisk og endegyldig reference), om den er inddelt i et hieraki, som f.eks. mellem det Ny og det Gamle Testamente (forskellig værdi af budskab) eller om hvert et ord er guddommeligt og ligeværdigt (alt er ubetinget sandt), om forholdet til Gud er personligt (anerkendende individet) eller grænseløst (totalitært), om den troende skal rette sig mod det levede liv (medmenneskelighed) eller mod Guds Lov (dyrkelse af døden) og hvilken karakter der tjener, som forbillede for tilhængere, herunder både for handling og rationalet bag (er det et menneske der søger efter styrke til at handle etisk eller en der slukker sit begår i andres ulykke). Bibelen er med andre ord en bog om Gud (fortolkningspligt), hvor Koranen er en bog af Gud (underkastelse og blind lydighed).

Lad os nu se et eksempel på det absurde program Engelbrehct og andre relativister promoverer.

Ærindet her er ikke at agere dommer i den dyst, som teologer og forskere og troende har udkæmpet i et par årtusinder, men alene at påpege det gennemført uredelige i at tilsøle Koranen med den ene hånd og frikende Bibelen med den anden ud fra en ukvalificeret bemærkning om, hvilken bog der er mest fortolkningsåben eller mest »blodig«.

Det er altså i sig selv uredeligt at kritisere Koranen samtidig med at man frikender Biblen. Kun hvis forudsætningen er, at de to bøger er identiske kan det udsagn give mening. Ville Engelbrecht måske konkludere det samme, hvis der var tale om Baghavad Githa overfor Mein Kampf? Bibelen og Koranen som sagt ikke identiske på nogen måde. Spørgsmålet er alene om Dahl har ret eller ej i sin påstand om at Bibelen er mere fortolkningsåben og mindre blodig (jeg forbigår her beskyldningen om Dahl’s påståede ukvalificerethed) end Koranen. Engelbrechts foretager et subtilt kunstgreb i sin forfægtelse af at man ikke kan differentiere mellem forskellige bøger. Først lister han eksempler på blodighed i Bibelen op

I Den Hebraiske Bibel, der i den kristne bibel er blevet til Det Gamle Testamente, er dødsstraf udbredt for forskellige forseelser, bl.a. Gudsbespottelse, vanhelligelse af sabbatten, aegteskabsbrud, homoseksualitet og forbandelse af egne forældre. I flere tilfælde skal dødsdommen eksekveres ved stening.

F.eks. kræver Moses, at en mand, der formaster sig til at samle brænde på sabbatsdagen, skal føres uden for lejren og stenes til døden af hele menigheden. (4. Mos.15,35).

Ud over at Jesus ifølge skriftsteder i Det Ny Testamente bekræfter loven i Det Gamle Testamente (Matt. 5,17; Joh. 10,35), fastholdes dødsstraffen også af Paulus i de tilfælde, hvor der f.eks. er tale om homoseksualitet, hvis »skamløshed« sidestilles med »ondskab« og »mordlyst« (Rom. 1,27ff).

Også vantro har skæbnesvangre udsigter, ikke blot i Koranen - også i Bibelen. Om dem, der ikke omvender sig, skal det ikke gå bedre, end om et tårn styrtede sammen over dem, siger Jesus (Luk. 13,1-5), der også tilskrives udsagnet: »Men mine fjender dér, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne.« (Luk. 19,27).

og siden afviser han med henvisning til andres mening tanken om, at de to tekster ikke skulle være lige åbne for fortolkning

Der er andre inhumane bestemmelser i Koranen, hvis de forstås bogstaveligt og løsrives fra deres 1400-år gamle kontekst, ligesom der er i både Det Gamle og Det Ny Testamente. Der kan argumenteres for, at en bogstavelig og intolerant udlægning er den teologisk mest konsistente, og der kan argumenteres for, at en kontekstafhængig og mere tolerant udlægning er mest konsistent.

Bibelen sprøjter også af blod, tekster kan læses på mange måder og begrebet tolerant er underforstået, som noget uproblematisk og entydigt godt. Men begge disse to argumenter, de mange eksempler på blod og den ligeværdige dogmatik, hviler i sin egen antagelse af, at de to tekster skal fortolkes ens fordi de i deres essens er ens, altså et rent cirkelargument.

Men der er et andet problem med Engelbrechts tilgang, der rækker udover det almindeligt pinlige og det er den konklusion hans sjofle fejlslutning leder til.

Engelbrecht postulerer, - sammen med andre - at det ikke er Koranen altså islam i sig selv der har problemet, men derimod den måde den fortolkes og den måde Koranen bliver læst.

Der kan argumenteres for, at en bogstavelig og intolerant udlægning er den teologisk mest konsistente, og der kan argumenteres for, at en kontekstafhængig og mere tolerant udlægning er mest konsistent. 

Men da ingen andre end muslimerne efterlever Koranen er det kun dem, der har ansvaret for den måde hvorpå Koranen læses og fortolkes og derfor er det åbenbart dem, der ifølge Engelbrecht og konsorter er problemet. Muslimerne nægter simpelthen frækt at misforstå Allahs herlighed, hvis ikke det er fordi de er så dumme. Som kommunister og socialister har stået i kø for at bortforklare ideologiens indbyggede svaghed ved anklager om fordrejninger af teksten mod diverse magthavere bag Jerntæppet og som Hitler bebrejdede både sine generalers inkompetence, som sit folks svaghed, står islamapologeterne nu i kø for at frikende Koranen og istedet placere skylden hos de 1,3 mia. mennesker, hvis ulykke det er at leve i den islamiske (ånds)verden. Og heri ligger det afskyelige i Engelbrechts forsvar for Koranen; angrebet på mennesket som værende ødelæggende for det ædle projekt, der er højere end det levede liv. Han der kalder sig humanist burde skamme sig.

I denne uges Weekendavisen får man en for nogle måske lidt overraskende oplysning om Dansk Folkeparti’s vælgersegment.

I modsætning til valget i 2005 betjente Dansk Folkeparti (DF) sig ikke i denne valgkamp af fokusgrupper og segmentanalyser. Af én bestemt grund: en stor del af de vælgere, som stemmer på DF, vil slet ikke indrømme det, så partiet har opgivet at kortlægge deres præferencer.

»Der er en formodning om, at Dansk Folkepartis vælgere er lavtuddannede med et par bilvrag i haven. Men dybest set ved vi det ikke. Jeg stemmer for eksempel på partiet, og jeg er da akademiker. Jeg kender også et par gymnasielærere, som gør det, men de ville aldrig sige det højt. Det er social ruin,« siger Karsten Holt, pressemedarbejder for DF.

Visse formodninger tillod DF sig dog at gøre om sine vælgere i valgkampen. Som for eksempel, at de ikke ville kunne nås gennem internettet. Facebook, second life og youtube, som andre partier med yngre, hippe vælgere gjorde brug af, blev end ikke overvejet.

Der er nu heller ikke 13% danskere med et bilvrag i haven.

Fra Politiken

 Sjældent har et vidnes troværdighed været så omdiskuteret som den civile agent ’Lars’ i terrorsagen fra Vollsmose. Han er blevet kaldt for en ustabil provokatør, der har lokket de fire tiltalte til at gøre og sige ting, som de ellers aldrig ville have gjort.

Men da landsdommer Folmer Teilmann i går over for nævningene gjorde rede for, hvordan de skal forstå terrorsagens beviser, var han på anklagerens side:

»Der er stor overensstemmelse mellem det, han har forklaret, og de øvrige beviser i sagen«, sagde dommeren, der afviste, at PET har overtrådt reglerne for ulovlig agentvirksomhed ved at lade Lars købe gødning og andre bombeingredienser til de tiltalte. Dommeren kaldte agenten en »god samfundsborger« og »et meget troværdigt vidne«.

Damn Straight! Han har beviseligt sparret mange mennesker livet. Fra Jyllands-Posten

 Tidligere på dagen havde de 12 nævninge i terrorsagen fra Vollsmose besluttet, at tre af de fire tiltalte skal kendes skyldige. Det skete efter knap tre måneders retssag og et døgns votering.De tre hovedmænd i sagen 34-årige MZ, 32-årige AA og 22-årige AK er alle blevet kendt skyldige for forsøg på terror, mens den 19-årige RD frifindes.

Hvem ved hvor mange der ville være blevet myrdet, hvis de dømte havde fået held til at handle på deres muslimske tro.

Fra Weekendavisen

Opregningen af de udgående aktiviteter gennem tre årtier har decideret isnende effekt. Undertegnede havde rent glemt eller frasorteret, hvor mange uhyrlige angreb, attentater og bersærkergange der gennem årene er udgået fra 69-miljøet. Lige fra nærpolitistationen på Jagtvej, der udbrændte under et angreb i 1986, over de adskillige fund af våbenlagre inklusive bomber til de senere års gentagne afbrænding af gader. Jeg ved ikke, om det er helt tilsigtet fra Karkers side, men bogens spredte notering af episoder samler faktisk indtrykkene i en uhyggelig bunke. Og på den baggrund fremstår det omgivende samfunds tolerance gennem 25 år enestående og helt ufattelig.

69-folkene har også stået bag flere tilfælde af intimidering. Fej og fascistoid forfølgelse. Det gik blandt andet ud over journalisten Lars Villemoes, der i 1990erne skrev om aktivistmiljøet her i Weekendavisen. Karker fortæller om det uhyggelige optrin i 1994, da flere hundrede autonome i 1994 defilerede forbi Villemoes’ bopæl, mens de råbte trusler og slagord. Nogle af demonstranterne forsøgte at sparke hans gadedør ind.

Andreas Karker berører i flere omgange de interne opgør, der har været i Ungdomshuset. De har drejet sig om formålet, så skellet gik mellem dem, der i et eller andet omfang bare ville have et fristed, og dem, der ville mobilisere i en politisk kamp. Det sidstnævnte har haft sine makabre udtryk, for eksempel da Roland Meyer, løsladt medlem af den tyske RAF-terrorgruppe, i 1990 kom på besøg efter ti års fængsel og delte ud af sine erfaringer. Samme år udløste de københavnske aktivister for første gang en radiostyret bombe.

I forlængelse af dette har de interne opgør naturligvis også handlet om midlerne: vold eller ikke vold. Problemet er, at de såkaldte pacifister både i 1980erne og i det seneste år er sluttet op bag voldstilhængerne, selv om de åbenlyst havde dynger af dræbende våben klar. Efter aktivisternes uhyggelige smadring af Nørrebro i december 2006 viste tv mange gange lagre af brosten og andet kasteskyts, som var anbragt på taget af Jagtvej. Ingen kunne være i tvivl om hensigten.

(…)

Om det seneste års talrige voldshandlinger – og sympatisørernes optræden – siger Lars Villemoes til Karker: 

»Jeg er overrasket over, at hverken pressen eller politiet gør sig større anstrengelser for at afdække voldsfilosofien på venstrefløjen. De unge får hjælp udefra af professionelle aktivister og ballademagere fra andre europæiske lande, og det er tydeligt helt frem til efter rydningen af Ungdomshuset i 2007. Den dag i dag er opgøret med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«

Men det betyder ikke så meget når det er den hyggelige venstrefløjsvold.

Fra Nyhedsavisen

»Han er dømt på forhånd. Det her er bare et cirkus,« siger Ali K. om retssagen mod sin storebror, den 22-årige irakiske kurder AK.

AK er tiltalt for forsøg på terrorisme sammen med tre andre mænd i Østre Landsret i København. Ali K. står uden for retten med et partisantørklæde for munden og frakkens hvide hætte trukket op, da forsvarsadvokaterne forlader retssalen og stiller op til interview foran de ventende tv-kameraer på en af de sidste dage i Vollsmosesagen.

»Jeg har sagt til vores forældre, at de ikke skal komme. Det er bedre for dem, at de ser ham blive kendt skyldig på tv, end at de skal høre det her,« siger Ali K.

Og det er jo en flot beskyldning om danskernes fordomme før hans bror er blevet dømt. Og en herlig fordom om at det danske retssystem ikke virker. Ved du hvad Ali K, du burde pakke din familie sammen, proppe dit tørklæde op i røven og forsvinde ud af mit land.

Lige Lovligt på P1 handlede om gruppen Forældre Mod Politivold og her fik man noget for sine licenspenge. I studiet sad den joviale sjatpisser af en politimand Per Larsen og diskuterede vores allesammens Bjørn Elmqvist under ledelse af DR-journalist Mette Smed. Intro’en er et studie i rødt, som Watson ville skrive.

I over et år er en gruppe forældre trukket i gule veste og er gået på gaden når det trak op til demonstration i og uden for København. De har dannet en gruppe der kalder sig Forældre Mod Politibrutalitet og allerede her er der sikkert mange, der vil stejle. For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae…lyt med og døm selv når de tre forældre fra foreningen fortæller om deres oplevelser med Politiet og giver deres version af virkeligheden. Lyder det troværdigt eller er det bare de rene overdrivelser, digterier og fri fantasi?

Foreningen blev dannet fordi en række forældre følte at deres børn i mange situationer blev udsat for en utrolig grov behandling fra politiet’s side. Forældreforeningen er ikke direkte knyttet til Ungdomshuset i København og de voksne tager som sådan ikke stilling til spørgsmålet for og imod et Ungdomshus. De støtter heller ikke vold og stenkast og molotovcocktails, der flyver gennem luften. De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet. Og den virkelighed de har set har chokeret dem.

Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere. Det er de børn og unge, der på kryds og tværs bevæger sig i cirkler omkring det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej i København. De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt?

De voksne, der har engageret sig i Forældre Mod Politibrutalitet mener at det billede af deres børn og unge er helt misvisende, at de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel. Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange særdeles tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Hør forældrenes tanker om deres børn om demokrati, om retten til at demonstrere og ytre sig, om Politiets rolle, om retssikkerhed og om borgerrettigheder.

Det sidste først. Programmet, hvor det hedder “Program om forbrydelse, straf og retspolitik…forsøger at komme om bag de lukkede døre i systemet og stiller kritiske spørgsmål til alle“, er altså bygget op om forældrernes anklager mod Politiet og efterfølgende samfundet og politikerne, der højst kan håbe på frisag i mangel på beviser. Læg mærke til det totale fravær af de unges eller forældrenes ansvar gennem hele programmet. Forældre Mod Politibrutalitet er imod vold får vi at vide og de tager ikke stilling til Ungdomshuset. Det er såmænd blot en gruppe bekymrede mennesker der “…går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” som om det er noget, der bare indtræffer, som regn i april.
Dernæst er der i introen ingen forbindelse mellem de unge og så den vold og ballade de foresager, som om der ikke forligger dokumentation og at vi står i en mudret situation om påstand mod påstand igen i citatet “De går på Gaden for at bevidne virkeligheden når deres demonstrerende og protesterende børn kommer i clinch med Politiet.” Demonstrerende og protesterende børn, hvem kan have indvendinger imod det?

Der er derimod en forbindelse mellem lytterens fordomme om de unge og så de unges vold og ballade, “…allerede her er der sikkert mange, der vil stejle“, “Deres børn og unge bliver af mange betragtet som ballademagere” og “De brænder byen af, smadrer ruder og slås med politiet lyder vrede kommentarer fra hele landet og hvorfor kan de ikke bare opføre sig ordenligt“. Hvorfor de ikke kan opføre sig ordentligt er faktisk et godt spørgsmål, der her gengives i en ironisk og latterlig form, som en dum og fordomsfuld tilgang fra den småborgerlige lytter, der i indskrænkethed afviser en dybere forståelse af noget, der er mere kompliceret. Noget der også understreges i sætningen “For Politiet i Danmark er da ikke brutale! Tjae…”

Forældreforeningens brug af begrebet “billede”, som i retvisende-, misvisende- osv er helt i tråd med venstrefløjens obligatoriske tankegang. Et billede er noget skabt, en falsk afspejling af virkeligheden, som man kan lave om, manipulere med så den passer til det man gerne vil se. Og det er underforstået at normalitetens Danmark har haft held til at skabe det dominerende billede, stik modsat sandheden og nødvendigheden for det gode samfund.

Men foreningen og venstrefløjen generelt taler her ikke om løgn, for volden og balladen kan dokumenteres. Istedet vil de skabe det rette billede af sagen så de kan fjerne sig fra sit ansvar. Anklagerne mod de unges ansvarsløshed, asociale adfærd og trussel mod fællesskabet skal udhules af den skabte ide om den større sammmenhæng eller det højere formål. “Billedet” er en vinkel man skal lægge over historien og ikke noget der skal argumenteres for for der kommer man hurtigt galt afsted. Det er altså fremstillingen, det rette lys, den rigtige optik, konstruktionen, der er det væsentlige.

Der er en langt mere interessant vinkel på Forældre Mod Politibrutalitet, nemlig deres selvforståelse og deres elitære syn på deres egne børn, som træder igennem, hver gang en repræsentant åbner munden. Men det går Lige Lovligt ikke i dybden med selv om mange udsagn - for ikke at sige alle - nok kunne trænge til at blive konfronteret. I intro’en lyder det som sagt

Faktisk mener forældrene at gruppen af sortklædte unge indeholder ekstremt mange tænksomme unge mennesker der tror på demokratiet, unge der stiller kritiske spørgsmål til samfundet og forældrene mener at samfundets, politikernes og politiets behandling af de selv samme unge er ved at få dem til at miste troen på at også de har en stemme som de har ret til at bruge.

Deres børn indeholder et ekstremt højt antal af tænksomme mennesker i modsætning til andre folks børn må man forstå. Deres børn er en ånds- og moralelite, en kreativ og dynamisk klasse, der skal arve jorden. Og hvis du synes jeg lægger for meget ind i den formulering så se denne tidligere postering eller denne eller denne.

Det er samfundet, eller mere præcist alle andre mennesker end dem selv, der er skyld i alt der ikke er godt, for deres unge er tænksomme, stiller kritiske spørgsmål, har en mission, en ædel en af slagsen, men den behandling de får fra de tanketomme og ukritiske mennesker, der desværre udgør det totale flertal af samfundet, så mister man troen på demokratiet. De unge er således de eneste der tager demokratiet alvorligt og hvorledes skal det gå når af os andre for frataget den tro på groveste vis? Her et par uddrag fra en bekymret mor

Det spænder fra ganske almindelige visiteringer fordi de unge nu ser ud som de gør

(…)

At børn bare bliver visiteret fordi de har rent rundt sort tøj og piercinger.

(…)

…og så er der nogle politifolk der har sagt at de ikke var gode nok til at sidde på deres sæder og at de skulle blive liggende nede på bunden af bilen.

(…)

…og de spørger og kan finde på at sige til os at nu skal vi sørge for at får dem ind på fortorvet eller sådan noget når de gerne vil rydde gaden ikke? Hvor vi siger at det er jo ligesom ikke vores job

Den sidste skriger til himlen af ansvarsløshed. Det er altså ikke deres “job” at sørge for at deres børn opfører sig som anstændige samfundsborgere i det fælles rum. Forældrerne har simpelthen overdraget opdragelsen af deres yngel til det Politi de skoser for deres manglende pædagogiske evner.

Forældrene gør gennemgående meget ud af at fortælle at Politiet er brutale overfor børn, deres børn, men stiller sig ikke selv det spørgsmål, hvad deres børn har at gøre så sent om natten i selskab med voldelige elementer. DR’s Mette Smed stiller heller ikke det spørgsmål. Hun referer til gengæld deres syn på virkeligheden for at lægge op til et andet “billede”, som vi skal se nærmere på. Igen fra intro’en

…de voldsomme episoder er enkelstående eksplosioner, der ikke giver et retvisende billede af den store gruppe af sortklædte unge, et misvisende billede af de unges mission, af deres holdninger og deres almindelige opførsel.

“enkelstående eksplosioner” er et udtryk der smukt skriver sig ind i historien af venstredrejede eufemismer sammen med “demokratisk republik” og “palæstinensisk modstand”. Disse enkeltstående eksplosioner er der gejlet godt og grundigt op til. Jeg skrev om den nedenstående film i anden anledning, men den sætter udsagnet i relief, da den bevidner et aktivt og stærkt miljø, der kalder til enkeltstående eksplosioner.

Mange autonome fra andre lande så denne og andre film i de engelsksprogede udgaver og kom til København for at slås med Politiet. Her bliver det derfor helt absurd når foreningens formand Ole Tofte til spørgsmålet om at de unge bliver betragtet som farlige når de i store grupper kommer hærgende ned af gaden svarer

Hmm..Ja det er da muligt, men hvad vil du have at jeg skal sige til det? Er de farlige eller er de ikke farlige? Jeg vil tro at Politiet siger som regel; vi kender dem jo. Og jeg tror at de tænker på nogle bestemte i gruppen, som de undertiden har haft konfrontationer med.

Kristian Ditlev Jensen siger det til det at det er et Mangehovedet uhyre. Men Tofte fortsætter uanfægtet

Men der er jo et problem med at skelne helheden fra delen, hvor der måske er nogle i den gruppe, der er parat til vold, der er nogle der er midt imellem og der er nogle som ikke kunne drømme om at bruge vold. Så hvordan kan man sige at de er farlige? De er jo ikke som helhed det ene eller det andet. Det har masser af situationer jo vist.

Det er måske det dummeste jeg nogensinde har hørt. Hvis man bliver overfaldet af en bande og et af medlemmerne ikke personligt deltager i overfaldet så er banden ikke farlig som gruppe. Men Tofte er slet ikke færdig

Der har været nogle situationer som har været kørt op og som har været ekstremt voldelige med masser af brostenkast og bilafbrændinger også. Men lang, langt de fleste demonstrationer har været helt fredelige og de her 40 demonstrationer der har været siden 1. marts, langt de fleste af dem er forløbet fredeligt. Så jeg vil sige at når folk opfatter sådan en demonstration som farlig så er det et udtryk for fordomme og så er det også et udtryk for angst. Angst for det fremmede.

Derpå siger Tofte, at de unge ikke søger konfrontationen, men blot giver udtryk for deres holdninger. Det får efterfølgende journalisten til at stille Bjørn Elmqvist det let ledende spørgsmål

Bjørn Elmqvist, retten til at demonstrere, den har vi alle sammen, men er denne her ret en ret for os alle sammen eller er der faktisk en gruppe her, som på en eller anden måde har fået indskrænket deres ret når det drejer sig om at ytre sig?

Elmqvists svar rummer ikke så mange overraskelser. Per Larsen klarer sig glimrende overfor Elmqvist, men han er ene mand men som repræsentant for Politiet er han ikke uvildig. Hele programmet er en lang renvaskning af Forældre Mod Politibrutalitet’s forsøg på at konstruere deres egen medievirkelighed. Udover at forældrene taler deres egen sag, så har de deres advokat og de er på hjemmebane, idet Mette Smed kun koncentrerer sig om hvorvidt Politiet er galt afmarcheret. Men programmet virker som en glimrende, om end ufrivillig, indføring i det asociale venstre absurde virkelighed.

Fra Information, en lille opsang til venstrefløjen’s hykleri

1. Venstrefløjen insisterer på at få nedrevet rigmænds ulovlige byggerier i Nord-sjælland, mens selvbyggede huse på det besatte Christiania kaldes alternative. Er det ikke ulighed for loven?

2. Venstrefløjen støtter voldelige autonomes krav om et hus på kommunens regning. Er det ikke ulighed over for lovlydige borgere herunder andre unge?

3. Venstrefløjen fordømte medlemmer af Dansk Folkepartis ungdom for at tegne Muhammed under en sommerfest. Da det kom frem, at medlemmer af Radikal Ungdom havde gjort det samme, døde sagen og blev tilskrevet ungdommelig kådhed. Er det ikke ulige ytringsfrihed kun at fordømme DF’s ungdomspolitikere?

4. Venstrefløjen forhindrede, at evakuerede nydanskere fra krigen i Libanon blev tjekket for overholdelse af rådighedsreglerne for modtagelse af dagpenge og kontanthjælp. Er det så ikke ulighed, når Skat undersøger skatteforholdene for alle danskere med fast ejendom i udlandet?

Der er altid mange modsigelser når man taler politik, men det er hykleri når man taler moral og skoser andre for deres menneskesyn. Hykleri er forrædderi mod næsten og det er venstrefløjens essens.

Fra Nyhedsavisen

Den franske præsident Nicolas Sarkozy har efter sigende været stærkt kritisk overfor muslimer i en 20 minutter lang monolog.

Ifølge avisen Liberation kastede Nicolas Sarkozy sig ud i en rablende og forvirret tilsvining af muslimer i forbindelse med et besøg fra Sveriges statsminister Fredrik Reinfeldt. Præsidenten sagde angiveligt, at der var ’for mange muslimer i Europa’ og talte om ’det afrikanske menneske’ der afviser ‘fremskridt’.

Sarkozy var også stærkt kritisk overfor Tyrkiets optagelse i EU ligesom han talte om et ’civilisationschok’ mellem muslimer og vesten.

Til den svenske avis Aftonbladet sagde Fredrik Reinfeldt efter mødet den 3. oktober, at han blev nødt til at forsvare Sveriges liberale syn på flygtninge og migration.

Ifølge Liberations kilder, så var Sarkozys sprog meget hårdt og ’rent ud sagt chokerende’ som det bliver sagt.

Kilder fra det svenske statsministerium siger til Aftonbladet, at ’en del af samtalen handlede om hvordan forskellige kulturer lever side om side’.

Jeg kan kun være enig med Sarkozy og savner et lignende klarsyn fra Fogh og alle andre danske politikere for den sags skyld. Men den danskepresse er trods alt længere fremme end Sverige i erkendelsen af truslen fra islam. Her er Aftonbladet

Under ett möte med Fredrik Reinfeldt i Paris chockade Nicolas Sarkozy sin omgivning.
Med en lång antimuslimsk monolog.

1-0 til Nyhedsavisen for at bruge “stærkt kritisk overfor” istedet for “anti“.

Fra Ekstrabladet:

…To unge mænd med indvandrerbaggrund er varetægtsfængslet i 27 dage, mens politiet undersøger, hvad de farlige sager skulle bruges til. Indtil videre formoder politiet, at våben og sprængstof skulle anvendes til kriminelle formål og altså ikke til terror, oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

Effekterne i elevatorskakten var opbevaret i to poser. De indeholdt en maskinpistol, tre pistoler, tre magasiner med patroner, to lyddæmpere, 483 gram formbart sprængstof, tre detonatorer og diverse ledninger samt en mobiltelefon med ledninger, der kunne anvendes som udløser. Desuden fandt politiet 336 gram heroin og 298 gram kokain.

Her går det godt. Hvordan går det hos jer?

Herlige Herink Dahl er noget så sjældent som en sociolog der ikke er idiot. Fra Nyhedsavisen

»Hvis du er ortodoks muslim, er koranen guds ord, og koranen sprøjter af blod. Folk skal henrettes for dit og dat. Når en politiker tager religionen bogstaveligt, er man nødt til at spørge, om politikeren tager afstand fra de ting. Biblen, derimod, er mere åben for symbolske fortolkninger,« siger Henrik Dahl, der afviser, at vælgerne vragede hende, fordi de skulle være antimuslimer.

»Det har ikke en pind at gøre med, hvor hun kommer fra. Det er fordi, hun ikke kan give et klart svar og har ændret forklaring. Derfor får man en mistanke om, at tørklædet er en kampuniform,« siger Henrik Dahl.

Sagen drejer sig om en bog af Rikke Andreasen om mediernes hetz mod Asmaa Abdol Hamid.

Rikke Andreassen konkluderer, at nyhedsmedierne generelt fremstiller etniske minoriteter stereotypt, med kvinderne som de undertrykte og mændene som seksuelt aggressive.

Bogen beskriver, at Asmaa Abdol-Hamid kom i modvind som studievært på DR2-programmet ‘Adam og Asmaa’ på grund af sit tørklæde og da hun ikke ville give hånd til mænd. Op til valgkampen blev hun heftigt kritiseret, da hun oprindeligt afslog at underskrive Grundloven og svare ja eller nej til dødsstraf og desuden legitimerede drab på danske soldater i Irak.

»Der gælder andre regler for Asmaa end for andre politikere. Hun skulle svare igen og igen på de samme spørgsmål. Det var legitimt for journalister ikke at tro på, hvad hun sagde,« siger Rikke Andreassen.

Kan den hårde debat ikke skyldes, at hun har svaret uklart på nogle afgørende spørgsmål?

»Det er naivt at tro, at det kun er, fordi hun har været uklar. Det handler også om myten om, at muslimen taler med to tunger. Man kan være enig eller uenig med hende, men det er vigtigt for demokratiet, at de politiske kandidater afspejler befolkningen,« siger Rikke Andreassen.

Tilsyneladende den almindelige værdiprægede beskrivende forskning, hvor man fokuserer på hvorledes noget bliver beskrevet uden hensyn til sandheden. Det er således en myte at kvinder er undertrykte, blot fordi de ikke hører til i det offentlige rum medmindre de er komplet formummede.

Det kommer nok som et chock, men der kan være problemer med indvandringen. Fra Berlingske Tidende

Det indebærer, at de mest hærdede bandemedlemmer ikke går af vejen for at anvende håndvåben, maskinpistoler og tilsyneladende også sprængstoffer, hvilket politiets fund af et arsenal af våben, narko og eksplosiver vidner om.

Men hvem er de, medlemmerne af Black Cobra, DIK, Borhan-drengene, Abdi-gruppen – og hvad de ellers hedder?

Der er næsten altid tale om arbejdsløse og utilpassede unge, ofte med muslimsk baggrund. Deres forældre taler sjældent godt dansk, er ofte selv arbejdsløse og kan derfor ikke fungere som forbilleder. »Forbillederne« finder de i stedet i toppen af de lokale bander, for her sidder en stærk kerne af afstumpede, ofte hash- og kokain­afhængige unge mænd, der kører i toptunede biler, har lækre damer, fede stereoanlæg – og som er »respekteret« af alle. Sådan beskrives miljøet i hvert fald af en sjællandsk politimand med flere års erfaring med 2G-banderne, som han kalder dem.

Han ønsker ikke at stå frem med navn, men han beskriver deres netværk som »fantastisk effektivt«. Hvis et enkelt bandemedlem føler sig chikaneret af en gruppe etniske danskere, så går en mobilkæde straks i gang, hvorefter et tæskehold i løbet af bare 10-15 minutter er ankommet for at sætte sig i respekt, til blodet flyder. Konsekvensen er, at alle frygter dem, og ingen tør genere dem.

Loyalitet over for sin bande er ét og alt i denne verden. Det gælder om at bevare sin ære og respekt, og den, som sladrer eller udfordrer loyaliteten, er på det nærmeste dødsdømt.

I februar udtrykte en fængslet livvagt for en en nordjysk 2G-bandes præsident sin filosofi på denne måde over for Ekstra Bladet:

»Vi er ægte løver og krigere. Veteraner i gangsterverdenen. Med løverne i Den Internationale Klub og de arabiske og tyrkiske brødre i Black Cobra har danskerne fået en underverden, som I slet ikke kan hamle op med. Vi er blevet hærdede og hårde af al den foragt, I har vist os, lige fra vi var små.«

Hvem skulle have troet det?

Der findes en særlig type mennesker for hvem det udenlandske per definition er bedre, finere, og mere avanceret end det danske. Et kroneksempel herpå har jeg hentet ud af denne uges Weekendavis. Men hvorfor dog bruge tid på disse tosser? Jo, fordi det driver mig til vanvid at læse denne type læserbreve og fordi de altid er personligt indignerede skriblerier begået af akademikere med en herostratisk selvovervurdering. Interessant.

Af Alessandra Chirico
Center for European Policy Studies, og

Thomas Ekman Jørgensen
Københavns Universitet

Anders Fogh Rasmussen har lovet det bedste af to verdener: en stram udlændingepolitik sammen med en kontrolleret indvandring for dem, der har ressourcer til at holde gang i den danske vækst.

Det lyder som en perfekt kombination for de vælgere, der er nervøse for »de fremmede«, men samtidig godt kan se, at vi har brug for kræfter udefra. Men hvordan ser det ud for udlændinge, der kommer hertil for at arbejde?

Vi er et dansk-italiensk ægtepar, der har boet to et halvt år i Danmark og nu er flyttet til Bruxelles. Vi havde begge arbejde og rimelige fremtidsmuligheder, gode venner og familie omkring os. Ikke desto mindre har vi valgt ikke at bo i Danmark, blandt andet på grund af den mentalitet, som Foghs kombination er et produkt af.

Når man vælger et land, ser man på andet og mere end på den potentielle lønseddel. Man ser også på livskvaliteten, på mentaliteten og ikke mindst på, om det er et land, der giver plads til, at man ikke skal lave sit liv fuldstændig om.

Budskabet i Danmark er, at den eneste måde at blive accepteret på af det offentlige Danmark er at være produktiv. Hvis man er med til at få økonomien til at vokse, så har man ret til at være her. Men ingen vil reduceres til en maskine, der producerer profit.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Dertil kommer nogle specielle problemer med dansk kultur. Det er svært at komme ind på livet af danskerne. Det er langt fra sikkert, at man bliver venner med sine kolleger; de har jo allerede vennekreds og børn. I Danmark er man ofte enten meget tætte venner eller slet ikke, og danske venskaber er tidskrævende med deres uendelige middage eller café-brunches.

Derfor kan danskerne være meget tilbageholdende over for fremmede. Ikke af ond vilje, men fordi der ikke er plads til flere tunge sociale pligter.

Det betyder, at der mangler en personlig kontakt i hverdagen. Den lille snak med de lokale i kvarteret, i bussen eller på gaden eksisterer stort set ikke. Danskerne lever i deres hjem, og før man kommer derind, er man ude. Man bevæger sig i en meget mere lukket, ensartet kreds af mennesker, end vi for eksempel kender det fra Italien.

Derfor lærer man landet at kende gennem medierne, gennem det offentlige Danmark. Her er alt fremmed problematisk til at begynde med. Hvordan skal man reagere på et parti, hvis vigtigste dagsorden er, at der kommer så få udlændinge til landet som muligt, og vel at mærke ikke et ekstremt parti, men regeringens vigtigste partner?

Når stram udlændingepolitik åbenbart er en hellig ko, må det vel betyde, at en meget stor del af danskerne ikke vil have fremmede. Og her betyder det ikke noget, om man er europæer eller fra Mellemøsten.

Europa bliver jo også beskrevet som noget fremmed, hvis man overhovedet hører om det. Der er meget lidt officiel begejstring for det europæiske projekt og ingen udbredt idé om, at vi alle er europæere. Og selv om danskerne diskriminerer mindre mod europæere, så kan man ikke undgå at blive ramt af det generelle budskab om, at dansk er godt og udenlandsk er forkert. Hvem vil slå sig ned i et land, hvor det klart fremgår af den offentlige debat, at man kun kan tolerere udlændinge, der producerer og indordner sig?

Det er som at invitere til sammenskudsgilde og samtidig sige, at gæsterne kun er velkomne på grund af det, de tager med, og at man allerhelst havde været fri for at se dem. Det kan være, at de danske vælgere køber den, men set udefra er det endnu en plet på Danmarks efterhånden blakkede ry.

De to kosmopolitter har fat i en god pointe, dog lidt ufrivilligt. Det er nemlig rigtigt at folk ser på andet end bare lønseddelen, når de vælger at emigrere. Den engelske middelklasse vælger ikke Australien og New Zealand som emmigrationsmål på baggrund af en reallønsfremgang, men fordi de ikke længere føler sig hjemme i eget land. Mange gode sjæle flygter fra multikulturen. Og det er netop her at vi i Danmark har det store potentiale for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra lande med kulturer kompatible med vor egen, nemlig fordi vi kan tilbyde fraværet af multikultur, og istedet tilbyde social sammenhængskraft, tryghed, egalitet, mulighed for uddannelse, nul-korruption, etc. etc.

Kosmopolitparret forarges over at samfundet ønsker produktive mennesker. Hvad er der dog galt med det? Er det en almindelig lede overfor arbejde I har eller hvad? Der gives ingen eksempler på at man skal lave “sit liv om fuldstændigt om” for at leve her, og vi ved egentlig heller ikke hvad de mener med det.

Man vil også værdsættes som menneske, som en der har andet og mere at tilbyde end sin arbejdsevne. Det er der meget lidt plads til i Danmark. På trods af, at landet har haft indvandring i årtier, er det, som om befolkningen venter på, at de fremmede skal blive danskere eller forsvinde ud af landet. Måder at leve på, der ikke er danske, defineres stort set kun som et problem, aldrig som en rigdom.

Jeg græmmes over at højtuddannede kan komme med sådan noget uartikuleret ævl. Alternativet er systematiseret indvandringen af personer der ikke kan, ikke vil, og ikke gider. Forfatterne glemmer også at der i Danmark lever asiatiske buddhister, brasilianske katolikker, iranske ateister, osv. som ikke opfattes som et problem.

Til sådan en gang fisefornem gestikulering hører naturligvis gamle klagesange så som, at nede sydpå er folk så varme og spontane, mens vi heroppe nordpå er kolde og reserverede. Det minder mig om en anekdote jeg hørte fra en phd. stipendiat der havde læst ved universitetet i Firenze: Syditalienere klager altid over den mangel på hjertevarme og nærvær der er i Norditalien, men spørger man dem om de så ikke vil flytte tilbage til Syditalien, da bliver det eftertrykkeligt afvist.

Jeg har haft den frækhed at google de to über-burgøjsere og kan konstatere at den ene arbejder for EU, og at den anden nok venter sig et fedt job i Brüssel.
Pas på at døren ikke smækker jer i røven på vej ud.