Det var hendes modstandere på den anden side af Jerntæppet, der døbte hende “Jernlady’en”. De håbede at det ville være rigeligt til at defamere hende ud af billedet. Men tilnavnet tjente kun til at slå skræk i deres hjerter, for hvem turde dog stå op imod en jernlady? Jalving gør kort status af Thatcher’s arv, som vi…

…forvaltede [...] dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.

Desværre kender ikke alle arven særlig godt og forfalder i stedet til dyrkelsen af deres villigt indoktrinerede idiosynkrasier, som Daily Mail fortæller.

Champagneproletariatet plyndrede også flere butikker - sådan er Thatchers kritikere. Punk-klenodiet Johnnie Rotten (whom you might have forgotten) kaldte ifølge Daily Mail den slags dansen på andre menneskers grav for “Loathsome“. Den slags almindelig anstændighed er det langt fra alle kendisser, der har. I Politiken kan man således læse at Margaret Thatcher har rekord som offer for flest hadesange og Politiken citerer bl.a CV Jørgensen’s sang Postkort fra Port Stanley: “Nu smiler lady Margaret Thatcher / blottende tre plomber og en bro / sit liderlige iskolde ligblege smil”. Men det er de engelske, der er mest bitre, selvfølgelig, som Morrisey’s “The kind people / Have a wonderful dream / Margaret on the guillotine / Cause people like you / Make me feel so tired« efterfulgt af fem gentagne linjers »When will you die?“. Og Daily Mail fandt eksempler på hvorledes venstrefløjen kom kravlende ud af murværket for at spy galde - deres metier

DEREK HATTON: The former Liverpool councillor said: ‘The issue isn’t about whether she is dead. I regret for the sake of millions of people that she was ever born.’

‘She promoted a form of greed in business that we’ve never known before and it’s continued ever since. She actually changed the whole face of this country in a way, that you know, people wouldn’t have even anticipated.

‘Even her successors got away with murder, literally, for example Blair in Iraq, that they wouldn’t have got away with had it not been for what she did.

JOEY BARTON: The footballer posted: ‘I’d say RIP Maggie but it wouldn’t be true. If heaven exists that old witch won’t be there.’

FRANKIE BOYLE: The comedian tweeted: ‘All that Thatcher achieved was to ensure that people living in Garbage Camps a hundred years from now will think that Hitler was a woman.’

IRVINE WELSH: The author wrote: ‘So, if u take out Orgreave, destroying communities, Belgrano/Falklands, Hillsborough, protecting nonces, child poverty, Pinochet, she was ok.’

MARK STEEL: The comedian wrote: ‘What a terrible shame – that it wasn’t 87 years earlier.’

ROSS NOBLE: The comedian tweeted: ‘Bloody typical that Thatcher dies when I am in  Australia. I hate to miss a good street party.’

ALEX CALLINICOS: Professor of European Studies at King’s College, London, and member of the Central Committee of the Socialist Workers Party, he said: ‘Murder was Thatcher’s business. Sometimes the murder was metaphorical – of industries and communities. It still destroyed people’s lives. Sometimes the murder was real. Thatcher over-saw the ongoing dirty war in Ireland.’

BBC fejrede det også på deres egen subtile facon da de ifølge Daily Mail meddelte at “…former UK Prime Minister Margaret Thatcher dies following a strike.” frem for et “stroke”. Og Geri Halliwell, en form for sangerinde, skrev “‘Thinking of our 1st Lady of girl power, Margaret Thatcher, a grocer’s daughter who taught me anything is possible…x’” på Tvitter. Hun fortrød dog hurtigt overfor sine fans og erstattede sin udmelding med “I’m sorry if I offended u. X”. Ikke ligefrem Girl Power, som Daily Mail ironiserede.

Politikens leder hæfter sig ikke ved at Thatcher redde England fra afgrundens rand, brød fagforeningernes magt og knækkede Galteries diktatur, opløste klassesamfundet eller indsatsen under den Kolde Krig. Politikens leder er meget mere optaget af at sprede prosaiske løgne

Men den britiske jernlady er desværre stadig, selv efter sin død i forgårs, uhyggeligt nærværende som ideologisk kraft.

Den ultraliberalisme eller thatcherisme, som bærer hendes navn, er og bliver ødelæggende. Minimalstatens, egoismens og ulighedens ideologi.

(…)

Men thatcherismen er en ideologi, som fremelsker alt andet end det storladne: små tanker om samfundet, indskrænkede forestillinger om økonomi, usle ideer om at slække på solidaritet, ansvar og mange andre af de værdier, som engang før Thatcher blev betragtet som samfundsbærende og forfægtet ikke mindst af ’konservative’ – i mange lande og mange partier.

Jyllands-Posten fandt det vigtigt at spørge Galteri’s tabende soldater

Adskillige argentinske veteraner fra konflikten i 1982, der står som et af højdepunkterne i Thatchers politiske karriere, reagerede med glæde efter meddelelsen om hendes bortgang.

- Gud velsigne den dag, hvor denne frygtelige kvinde døde, siger den 71-årige Domenico Gruscomagno.

- Hun var en afskyelig person. Hun førte krig for at vinde valg i Storbritannien.

I det mindste havde britterne et valg, hvilket var en del af sagens kerne. Det siger i øvrigt en del om den argentiske soldat at han regner en engelsk sejr for givet.

“I usually make up my mind about a man in ten seconds, and I very rarely change it” har Thatcher sagt. Og det var der vel heller ikke grund til når hun var så præcis. Tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen af radikal observans mindedes ifølge BT’s overskrift at “Thatcher kaldte mig et fjols“. Men det gjorde hun nu ikke helt så direkte, som overskriften påstår, men hun sagde “Only a fool would give up one’s currency” da Helveg med munden fuld af mad ævlede om sine idiotiske eurosværmerier.

At Thatcher ikke kunne “fordrage det europæiske samarbejde og talte aldrig pænt om det“ falder ikke i god jord hos radikale som Helveg som derfor mener at hun “må bære en del af ansvaret” for at “opinionen i Storbritannien i dag er eurofjendsk“. Enten det, eller at euroen blot er så meget crap at det kræver en radikaler eller en akademiker at fornægte det idiotiske i at opgive sin egen valuta. Det var trods alt englænderne der valgte hende fordi de kunne lide hvad de hørte. En årsagsammenhæng, som ofte undslipper eurokrater, sjovt nok.

Apropos eurokrater,  også tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, ligeledes af radikal observans, omend ikke indrømmet, mindes Thatcher , som “havde en både imponerende og irriterende evne til ofte at få sin vilje“. Imponerende fordi hun reddede den engelske økonomi og fik “...givet en argentinsk diktator en blodtud på Falklandsøerne“. Men irriterende fordi “…hun var meget vanskelig at have med at gøre i et europæisk samarbejde, fordi hun var meget besværlig at forhandle med“. Ja ikke nok med det: “Hun var slem“. Man hører nærmest et lettelsens suk fra Ellemann.

D’herrer tidligere udenrigsministre demonstrerer begge samme smålighed når nogen, selv en af efterkrigstidens største statsmænd, står i vejen for deres store projekt. Og de demonstrerer den samme foruroligende manglende forståelse for at man først og fremmest tjener det land og de vælgere, der har belønnet een med et embede. som EU’s lande kaster sig desperat over er en art Thatcherisme står det klar med Sly’s ord at EU er sygdommen og Thatcher er kuren.

Jeg har ikke fundet tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft af socialdemokratisk observans reaktion, men sidste år mindede socialdemokraten Peter Humlegaard Thomsen i Politiken om at “Der er stadig grund til at hade jernladyen“. Ja, hade. Og ja, stadigvæk.

Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.

Humlegaards grunde til at ‘melde’ sig til hadet (???) er dog så originale, såsom at “thatcherismen [har] et direkte medansvar for krakket i 2008″ at jeg lige vil dvæle lidt ved dem.

I dag er vi mere end nogensinde underlagt bankernes magt. Selv efter en krise, som de finansielle markeder har skabt, er det svært at pålægge dem nye regler og skatter, som kan disciplinere deres adfærd.

Det fremgår ikke hvorfor Thatcher er skyld i at det er svært for socialdemokrater 20 år efter hendes afgang som premierminister at “pålægge dem nye regler og skatter”. Socialdemokrater i alle partiafskygninger er jo ellers nærmest virtuose udi disciplinen ‘pålæggelse af nye regler og afgifter’ for alt og alle andre end Thornings leasebil og husbond.

Thatcher brugte den ‘hårde medicin’ på at tøjle inflationen, og i dag bruger Merkel, Sarkozy og resten af Europas højrefløj samme medicin til at tackle statsunderskuddene. Selv om erfaringerne i Storbritannien var katastrofale, sværges der i dag til den samme politik, som var den sendt herned af vorherre.

Og, må man jo nu tilføje, den siddende socialdemokratiske regering. Humlegaard fortæller at han i 2010 var i valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London for at føre valgkamp for Labor - altså belære englænderne om hvorledes de skal indrette et samfund, som Thomsen slet ikke er en del af. Finanskrisen havde ramt hårdt, fortæller Thomsen; “Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere” - Knap 20 år efter Thatcher forlod premierministerposten!

Thatcher slog velfærdsstaten ihjel, udsultede uddannelsessystemet, nedlagde det sociale arbejde og fordoblede kriminaliteten. Derodover støttede hun blindt apartheidregimet i Sydafrika i 80′erne, Pinochets diktatur i Chile og “kastede sig ud i en uforklarlig krig på Falklandsøerne“. For at citere Thatcher selv er svaret; No! No! No! Men sådan er de røde, uforstående over at en regeringsleder ser det som sin pligt at forsvare sit land og sine statsborgere mod tyranni. Hurrah for Thatcher og skam dig Thomsen, der helt originalt vælger forkert efter at historien har afgjort ret fra vrang.

Lidt skønne billede til sidst. En svensk journalist kalder Thatcher Hitler. Thatcher kalder Sverige “neutrale”. Hmm, måske bunder svenskernes neutralitet i at de ikke kan skelne mellem Hitler og Thatcher, men se selv

Og en top 25 over Thatcher citater

My policies are based not on some economics theory, but on things I and millions like me were brought up with: an honest day’s work for an honest day’s pay; live within your means; put by a nest egg for a rainy day; pay your bills on time; support the police.

Jeg henledte en af mine venners opmærksomhed på et blogindlæg på Berlingske Tidende fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Jeg vidste at Ellemanns foragt for nationen og næsegrus beundring for det store projekt ville animere min ven til en krads kommentar. Den kommentar var så god at andre burde have glæde af den. Ellemann skriver om Cyperns Parlament, der netop havde nedstemt en redningspakke “landets præsident havde forhandlet på plads med EU-partnerne” (historien om den forhandling kan læses HER) og følgende uddrag fra Ellemanns vrede over Cyperns forkevalgtes mangel på storhed og oplysende kommentarer er fra min gode ven:

Og dermed har Cypern taget sine partnere som gidsler i et højt spil, der minder om dengang, da Cypern blev medlem af EU i 2004 – og omgående kvitterede med at stemme nej til den FN-fredsplan, som skulle have afsluttet den gamle strid med Tyrkiet og forenet det delte land.

Man fornemmer afskyen ved et land, der ikke sætter egne interesser i anden række i forhold til EU-projektet. Ellemann glemmer også lige, at der ikke er tale om en “forening” af det delte land - der er tale om en føderation.

Hvorefter de græsk-cypriotiske politiske ledere (med en enkelt hæderlig undtagelse, ham kommer vi tilbage til) anbefalede et nej til Kofi Annans fredsplan, som blev vedtaget af tyrkisk-cyprioterne…

Man forstår, at modstanderne mod Annans plan åbenbart er uhæderlige. Man bemærker også, at man ikke for nogen som helst detaljer om planen. Tillad mig:

- Tyrkere udgør 18% af hele øens indbyggere, og af de 18% er halvdelen første-eller andengenerationsindvandrere fra Tyrkiet - det man populært kalder bosættere i Palæstina, når det drejer sig om jøder. Disse bosættere skulle cyprioterne sådan bare acceptere som fait accompli.

- Selv om tyrkisk-cyprioter altså kun udgør ca 10% af den indfødte befolkning, så skulle de ifølge Annan-planen have ret til præsidentposten halvdelen af tiden, halvdelen af pladserne i parlamentets senat og aldrig mindre end 25% af pladserne i andetkammeret og halvdelen af pladserne i højesteret. Dertil et præsident-råd der skulle vælge præsident og vicepræsident, hvor tyrkerne ville få en trediedel af pladserne, men med den finte at medlemmerne skulle vælges af parlamentet - hvor tyrkerne altid har veto-ret i senatet. Man forstår, hvorfor to ud af tre tyrkere (indfødte og bosættere mellem hinanden) stemte ja.

- Sikkerhedsmæssigt afviste cyprioterne planen primært fordi den forlangte en opløsning af den cypriotiske hær (nationalgarden), mens de tyrkiske besættelsestropper i nord fik lov til at blive på øen. Tyrkiet fik altså reelt lov til unilateralt at gribe militært ind på Cypern, hvis de mente der var behov for det.

Men så gik det galt: De to største cypriotiske banker havde anbragt store midler i græske statsobligationer (til høj forrentning), men da Grækenland for et år siden blev presset til at nedskrive sin offentlige gæld som led i redningspakken for den nødlidende græske statskasse, påførte det disse banker enorme tab.

Bemærk, at det hele er Cyperns skyld……selv om det er EU, der har tvunget Grækenland til at nedskrive den græske statsgæld, og således har påført de cypriotiske banker tabene…

Det er baggrunden for den aftale, som op til weekenden blev strikket sammen mellem Cyperns præsident og de store Eurolande med Tyskland i spidsen om en redningsaktion – som Cypern selv skulle bidrage til. Det sidste er forståeligt, for det ville være meget vanskeligt selv for en tysk kansler at bruge skatteydernes penge til at redde banker fulde af mere eller mindre tvivlsomme russiske indskud.

Bemærk innuendo. Man aner ikke, hvor tvivlsomme de er.

Så den nye præsident tog til Bruxelles – og her sagde partnerne fornuftigt nok, at cyprioterne selv måtte bidrage til en redningspakke. Eurolandene ville låne 10 milliarder euro, hvis cyprioterne selv stillede med 6 milliarder. Og det eneste sted, man kunne hente de nødvendige midler, var i bankernes svulmende kasser.

Oversat til dansk: i bankkundernes lommer.

Der blev aftalt en afgift på bankindeståender,

Oversat til dansk: konfiskation. Reelt statsligt tyveri.

…problemet er, at hvis man lufter tanken om at tage penge fra de indskud, der er dækket af den fælles EU-garanti for indskydere på under 100.000 euro, sendes der et meget farligt signal til almindelige sparere: I kan risikere, at garantien undermineres af en afgift på Jeres indskud!

Det er åbenbart ikke et farligt signal at sende til velhavende sparere, at man tager 10-20% af deres penge. Det skulle man ellers tro, nu EU har haft mere end almindeligt travlt med at hive bemærkninger om at den cypriotiske “løsning” kunne fungere som skabelon i andre lande tilbage - Italiens banksektor var tæt på et bank-run og følgende kollaps af den grund. Bemærk også denne formulering:

Det er vanskeligt at forstå, hvordan det kunne komme dertil. Og selv om de europæiske finansministre med Tysklands Schäuble i spidsen hurtigt fik sagt, at cyprioterne var velkomne til kun at hente pengene fra de største indskydere, var skaden sket.

Der vil blive grædt tørre tårer i resten af Europa, hvis Cypern går bankerot og må forlade euroen. Men det kan få voldsomme virkninger på tilliden til euroen – og på tilliden til hele det europæiske banksystem, på grund af den uforståelige lapsus med afgift på indskud under garantiordningen.

Som Ellemann vist siger tidligere, er indlånene i cypriotiske banker 8-9 gange højere end BNP. Det er næppe de små sparere, der har blæst indskuddene så højt op….og bankerne er ret ligeglade med om en milliard bliver trukket ud af banken af rigmænd eller af småsparere. Småsparernes vigtighed kommer kun ved, at det er dem der går på gaden og stemmer.

“It is hard to imagine a more stupid or more dangerous way of making decisions than by putting those decisions in the hands of people who pay no price for being wrong.”

Thomas Sowell

Fra Daily Mail

Two British historians, Christopher Booker and Richard North, identified this system in their history of the EU, The Great Deception: ‘It is central to the nature of the “project” that the parliaments, officials and judiciaries of each of the member states should all be left in place. But behind them [the project] erected a new supranational power structure which worked through these national institutions, controlling them and enlisting their active collaboration in a way that remained largely out of view.’

If you go through the statements of Monnet and other founders of the project as long ago as the 1920s, ‘the one thing above all the “project” could never be, because by definition it had never been intended to be, was in the remotest sense democratic. The whole purpose of a supranational body is to stand above the wishes of individual nations and peoples.’

It would be supranational government by technocrats, ‘unsullied by any need to resort to all the messy, unpredictable business of elections.’

‘The only useful role left to the politicians in this process was to lend it a veneer of democratic legitimacy.’

Defiance

Which is why the nomenklatura were in such a fury when the Cypriot parliament refused to cast a single vote in favour of the deal: the members of parliament were not being ‘European.’ Indeed, in a top level conference call among eurozone officials on Wednesday – notes from which were leaked to Reuters – the Cypriot parliament’s democratic defiance was denigrated as ‘emotional.’

In fact, the parliament’s defiance was magnificent. But I did not cheer. I know that in the EU, a Yes vote is forever, but a No vote is only ever temporary. The Troika apparatchiks immediately delivered the message that the parliament must keep voting until they get the right answer.

This technique is familiar to anyone who remembers the politics of the USSR: vote all you want, but there is just one possible result.

I am not the only one to see that Soviet similarity. I go back to that former senior commission economist I mentioned at the top. He is Bernard Connolly. I have quoted before from the new edition of his book, The Rotten Heart of Europe.

Mr Connolly was infamously forced out of his job in 1995 when he wrote the book questioning the prospects of monetary union. From his vantage point as one of the nomenklatura, Mr Connolly saw the truth of the ambitions of this elite. They wanted ‘to complete the elimination of sovereignty, law and political legitimacy in Europe, freeing elites – a European nomenklatura – from any residual constraints either of democratic control or law.’

To do this, they have persuaded the ‘useful idiots’ across the member states to suppress the results of referenda and to topple democratically-elected governments ‘in manoeuvres reminiscent of Stalin’s tactics in Eastern Europe after the war.’

What Mr Connolly means, first, are the results of referenda not just in Ireland, but in the Netherlands and France. In 2001, the then-president of the European Commission, Romano Prodi, and other members of the elite made a decision behind closed doors to draw up an EU constitution. They promised that it would not come into effect unless it had the unanimous consent of all member states.

Fifty ways to win

Within a single week in 2005, both the French and the Dutch voters rejected the constitution. Here is how Nigel Farage, MEP and leader of the UK Independence Party, recalled the moment in a recent interview in the Financial Times: He was drinking champagne in the Brussels press bar to celebrate the Dutch rejecting the EU constitution in a referendum when a German MEP came by and said, ‘You may have your little celebration tonight but we have 50 different ways to win.’

Fra Pajamas Media

Cyprus has agreed to a ten billion euro ($13bn) deal with eurozone and IMF leaders to bail out its banks, and to prevent the Mediterranean island nation from exiting the European single currency. However, Cypriots can be forgiven for not taking to the streets to wave flags and honk their car horns. They’re finding out just what the “protection” afforded by the euro looks like, and it’s more akin to the kind offered by ski mask-wearing heavies in certain parts of New Jersey than the financial security Monsieur Trichet promised.

Under the terms of the deal, the country’s second-largest bank will be shut down, and its largest bank will be restructured. Depositors with more than €100,000 ($130,000) in either bank will face losses in the vicinity of 40 percent. In a bid to prevent a run on the island’s other banks and to stop money from fleeing the country, capital controls have been imposed — guaranteeing that there will still be capital flight once the restrictions are lifted.

The effect on the Cypriot economy will be catastrophic. Businesses serving the banking sector will begin to fail immediately, and others will follow. Property values will plummet and unemployment will soar as the country is plunged into recession.

(…)

In past bailouts, the inevitable “haircut” was imposed mostly on bank bondholders, but because most of the assets of Cypriot banks are in the form of deposits, it was decided that depositors would have to take a substantial hit. An initial bailout proposal caused uproar last week when it emerged that insured depositors would face losses; under EU law, bank deposits up to €100,000 are guaranteed, but because that guarantee only applies in the event of a bank failure and the banks had not at that point failed, the savings were considered fair game.

Professor i økonomi Christopher Pissarides skriver for CNN

Prudent bankers attracted depositors by following low-risk strategies. But now their depositors are asked to pay for the high-risk strategies of other bankers. High-risk bankers risked their depositors’ money. But their depositors will not lose more than the depositors of other banks. This is the logic of the Cyprus “bailout” by the International Monetary Fund, the German-led Euro group and the European Central Bank. Delinquent bankers’ losses are protected by prudent bankers’ gains.

What is the justification? It’s better than letting the two risk takers go bankrupt, the argument goes. That probably is the case. But then Greek banks and those of other nations in trouble were also bankrupt, and yet the same troika lend to them on better terms in order to avoid bankruptcy.

Greece got 140 billion euros; the haircut on Cypriot depositors will yield 5.8 billion. But Cyprus could not have the 5.8 billion out of European funds set up to rescue banks in trouble. Deposits under 100,000 euros are insured in Europe. Yet, the terms of the euro group are so harsh, that the government of Cyprus could not raise the money without some haircut on the insured deposits.

It is important to note that on Tuesday the Cypriot parliament rejected a €10 billion eurozone bailout package due to investor alarm over the proposed tax on existing bank deposits. However we don’t know what will come next. Maybe the tax on the insured deposits will yield 2 billion euros. Agreed said the euro group: we’d prefer not to tax deposits under 100,000 euros but if you cannot afford to raise the 5.8 billion in any other way, then you have no choice but to tax the small depositors.

What does this tell us about the European project though? Is the eurozone a partnership of equals who care about each other’s subjects? Or is it a vehicle for scoring political points by the strong and powerful?

Russia’s involvement with Cyprus as an offshore centre keeps coming up in these discussions. Attracted by a corporate tax rate of 10% — half that of Russia’s — Russians have been investing money into Cyprus from the early 1990s. The money is then repatriated through investments in Russian ventures — a legal way of reducing tax.

Cyprus accepted an order last month by the Eurogroup to allow an investigation into possible breaches of money-laundering rules, which is under way. But the euro group could not wait for the results before imposing the haircut; not a single case of money laundering has been discovered so far.

I have been involved both with central bank policy and with private banking in Cyprus for years (and at different times) and I have never come across anything non-compliant with European rules.

Og det har konsekvenser, som Spiegel, beskriver

The rigid austerity measures brought on by the euro crisis are having catastrophic effects on the health of people in stricken countries, health experts reported on Wednesday.

Not only have the fiscal austerity policies failed to improve the economic situation in these countries, but they have also put a serious strain on their health care systems, according to an analysis of European health by medical journal The Lancet. Major cuts to public spending and health services have brought on drastic deterioration in the overall health of residents, the journal reported, citing the outbreak of epidemics and a spike in suicides.

In addition to crippling public health care budgets, the deep austerity measures implemented since the economic crisis began in 2008 have increased unemployment and lowered incomes, causing depression and prompting sick people to wait longer before seeking help or medication, the study found.

The countries most affected by this have been Portugal, Spain and Greece, the latter of which saw outbreaks of both malaria and HIV after programs for mosquito spraying and needle exchanges for intravenous drug users were axed. There were also outbreaks of West Nile virus and dengue fever.

Og videre

“There is a clear problem of denial of the health effects of the crisis, even though they are very apparent,” lead researcher McKee told Reuters, comparing their response to the “obfuscation” of the tobacco industry. “The European Commission has a treaty obligation to look at the health effect of all of its policies but has not produced any impact assessment on the health effects of the austerity measures imposed by the troika.”

Og det er den slags, der får Nigel Farage til tasterne i Telegraph

The brinkmanship that has been on display over the Cypriot financial crisis makes obvious to all but the wilfully blind the level of political determination in Brussels to save the euro at all costs. No amount of empirical economic evidence – or misery for ordinary people – matters when the dreams of the continent’s elite are threatened.

(…)

How can it be that the German parliament gets to vote on the wholesale theft of money from richer Cypriot depositors, while the Cypriot parliament has no such voice? Instead the theft is labelled “restructuring” – and as such there will be no Cypriot democratic oversight of the economic rape of their country. Be under no illusion: this is being done not to solve the Cypriot economy, but to save the euro. The crashing irony is that, in their February elections, the Cypriots threw out the Communists. One could ask why they bothered.

But at what cost is the euro being saved? What we can see here is an almost deliberate attempt to set the people of Cyprus against each other. By restricting the damage to those who have deposited 100,000 euros in the bank (rather than across the board, as was the previous suggestion) they will be undermining social cohesion, pitting those with against those without. It destroys any pretence that the EU has at its heart a belief in democracy, or in those warm words so often repeated about it being the guardian of essential “European” qualities. In truth it was only a fair-weather friend and its behaviour in this storm, as in others, is to drop these benevolent ideas like hot stones.

Worse still, Jeroen Dijsselbloem, the Dutchman who heads the Eurogroup of eurozone finance ministers, has made it clear that this is now the template for all eurozone countries. Think about that for a moment. These politicians really believe that all the money in the eurozone is actually theirs – as if people have it on sufferance, and not by rights. Since Dijsselbloem spoke, bank shares in Spain, France and Italy have collapsed: citizens of these countries not unreasonably fear the worst.

Jeg vil ud af EU!

Pastor Emeritus John W. Hørbo, skriver så glimrende om Folkekirkepræstens rolle som forkynder i Jyllands-Posten

Den danske folkekirke er som evangelisk-luthersk kirke forpligtet til at udøve islamkritik. Det står i den augsburgske bekendelse, som enhver præst, der er ansat i folkekirken, har skrevet under på.

(…)

Det står i bekendelsen, at islam skal fordømmes, fordi islam benægter sandheden i den kristne gudsopfattelse, som går ud på, at Gud møder vi som den treenige Gud. Det er det allerførste, der møder læseren af bekendelsesskriftet

Hvorledes skal en sådan fordømmelse af islam foregå? Det kan ske i søndagens prædiken. Det kan ske i foredragsform, det kan ske i det lokale kirkeblad, det kan ske i konfirmandundervisningen, ja, alle de steder, hvor præsten skal udlægge og forklare, hvad der er kristendom.

(…)

Der er tale om en rent kirkelig og teologisk selvbesindelse på, hvori kristendommen adskiller sig fra islam, og i hvilken forstand islam bør fordømmes som usand gudstro. Det er hver enkelt præst samvittighedsmæssigt forpligtet til at skulle formulere.

(…)

Det er en sag inden for kirkens rammer. Her siger vi til hinanden, at det, som islam hævder, er løgn.

Vi besinder os naturligvis altid på den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi.

Folkekirkens islamkritik skal formuleres som en besindelse på den kristne tros særkende.

Det er i den augsburgske bekendelses ånd at forholde sig således.

Det glæder en at blive mindet om at der engang fandtes fornuftige stemmer i Folkekirken. Men minder er det kun for hurtigt bliver man revet tilbage til den rå virkelighed. Præsten Svend Løbner - der er vokset op i Tanzania og typen der bruger  suffixet “verdensreligionen” om islam - er nemlig ked af at ”Søren Espersen kaster alle nuancer over bord” og ”har opgivet at skelne mellem islam som religion og islamisme som politisk system“, og skriver som svar i Politiken fortæller hvorledes hans ”far byggede flere hundrede kirker de næste 12 år“. Men “de egentlige bygmestre? Det var muslimske ’fundier’ (fundi betyder ’dygtig’ på swahili). De havde intet imod at bygge gudshuse for de kristne.“. Djævlen findes jo i detaljen. At han selv finder det bemærkelsesværdigt at en håndværkerstand (det er ikke kun muslimer, der er fundier i Tanzania) ikke modsætter sig en byggekontrakt bekræfter mere Søren Espersens overordnede pointer, frem for at nuancere. Folk, som Løbner, der bruger suffix’et ‘verdensreligion’ om islam, undrer sig aldrig over, hvorfor de altid anser det som et mirakel at kunne pege på muslimer, der falder i et med tapetet.

For nogle år siden havde jeg den glæde at formidle penge fra en fond til min barndoms landsby, der netop da gennemlevede tørke og sult. De lokale missionærer uddelte nødforsyninger til både muslimer, kristne og alle andre.

Hjælpen reddede lokalbefolkningen gennem krisen, og muslimerne inviterede alle kristne til en stor takkefest.

Her rejste imamen sig op og holdt en lang takketale til missionæren, fordi han så rundhåndet havde hjulpet dem, og imamen lovede missionæren 70 skønne jomfruer med øjne som ædelstene i Paradis.

Missionæren var rørt – for han vidste, at det for muslimer er den ypperste belønning fra Gud. Her blev han, en kristen missionær, inkluderet i et univers, som kun er forbeholdt de mest hengivne muslimer.

Med mindre imamen ikke kender sin koran har Løbner sikkert ikke hørt helt efter, hvad imamen sagde. Løftet om jomfruerne i himlem er nemlig ikke et imamen kan udstede efter forgodt befindende på Allahs vegne, blot fordi nogle kristne har betalt Jizya. Den muslimske himmel består nemlig kun af muslimer og det siger derfor sig selv at man ikke blot kan slippe en masse vantro ind ofor at sperme i de renes evigt rene skeder, blot fordi de har runddelt frysetørret gullash og varme tæpper. Forudsætningen er altså at man konverterer til islam.

Løbner har lagt det samme indlæg ud på sin blog, blot med enkelte tilføjelser som denne

Tanzania er et demokratisk land, der på forbilledlig vis har holdt sammen på landets 120 stammer siden selvstændigheden i 1961. Præsidentposten går nu på skift mellem en kristen og en muslim med den eneste regel, at vicepræsidenten skal være af modsat observans.

Uden at kend forholdende i Tanzania nøjere, så er ligner denne ordning en fredsløsning. En af mine gode venner kender derimod til Tanzania så jeg ringede til ham. Over telefonen indvendte min ven at når Løbner videre skriver at muslimerne udgør 45% af befolkningen er det måske en slåfejl, for ifølge Wikipedia udgør de 35%. Alt godt en 1/3 af befolkning, der har forhånd´skrav på halvdelen af magten. Eller det vil sige; de udgjorde 35% af befolkningen i 1967, som er sidste gang man har turdet holde mandtal for at undgå “…rivalries between the various religious groups by not identifying the majority“, som Wikipedia diskret formulerer sig. Før de kristne koloniherrers tid var Tanzania nemlig jagtmark for arabiske slavejægere, som blev solgt fra sultanatet Zanzibar. I 1964 udfoldede et mindre blodbad sig i Zanzibar da negrene rejste sig mod deres arabiske undertrykkere. Freddie Mercury flygtede med sine forældre til England i samme anledning og op gennem 70erne blev omkring 50.000 syd-asiater presset ud af landet. Langt de fleste søgte til England, hvor en stor del af de “asians” der lever der idag kommer fra østafrika.

Alt det vidste jeg ikke, men jeg anede jo nok fra Løbners egne undladelser og skønskrivninger at Løbner dækkede over en mere grusom virkelighed end det paradisiske skønmaleri af multikulti han præsenterer Politikens ukritiske læsere for. Og dog, enkelte læsere er kritiske for en af dem henviste straks til en episode fra sidste år, hvor muslimer ikke var helt tilfredse med det kirkebyggeri Løbners fars fundier havde efterladt. Fra Assist News Service

According to Morning Star News, Islamists burned several church buildings in various parts of Tanzania this week after two children’s argument about the Koran resulted in a Christian boy allegedly defiling Islam’s sacred book.

The attacks took place in the normally peaceful country from its western border to its semi-autonomous island of Zanzibar. In Kigoma, on the western border, two church buildings were set ablaze on Sunday (Oct. 14), and the roof of another one was destroyed; on the island of Zanzibar in the Indian Ocean some 25 kilometers (16 miles) off the Tanzanian coast, Muslim extremists on Saturday (Oct. 13) demolished a building belonging to the Evangelical Assemblies of God-Tanzania in Fuoni, near Zanzibar City; and in Dar es Salaam on the mainland, where two boys’ argument over the Koran set off the violence, three church buildings were set on fire on Friday (Oct. 12), and another was destroyed yesterday, sources told Morning Star News.

“Som kristen præst” vil Løbner “ikke finde [sig] i” at “Espersen stiller kristne op imod muslimer” da det er at slå “religionen islam i hartkorn med islamisternes rigide fortolkning” for Løbner…

…har selv læst Koranen igennem og finder mere fællesgods mellem islam og kristendom end divergenser. For ja, der er ting, der adskiller. Men skellene er ikke uoverstigelige – som min barndom i det multireligiøse Tanzania illustrerer.

Løbner har nok overset, det Pastor Emeritus John W. Hørbo kaldte ”den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi“. Islam og kristendommen er kun enige om at være hinanden udelukkende.

Et interessant foredrag med den tidligere KGB agent Yuri Bezmenov med speciale i psykologisk krigsførelse

På DETTE link kan foredraget ses i sammenhæng (det er mig ikke muligt at “embedde” en spilleliste). Man kommer uværligt til at tænke på reformpædagogikken, Dragsdal og islamapologeterne og hvorfor Asmaa skulle på skole i det arabiske. Men USA arbejder efter lignende metoder mod deres fjender og betydningen af at eksponere friheden gennem radio, TV og internettet målrettet til f.eks. det iranske folk og især de unge af dem skal ikke undervurderes.

Sårbarheden overfor undergravning afhænger af, hvor sundt samfundet er, hvor stærk regimet står og hvor meget man kan spille på allehånde niveauer af indre modsætninger. Men de vestlige demokratier modstod KGB, mens Sovietunionen imploderede. Men overlejringen af forskruet tankegods lever endnu og fortsætter, hvor det andet slap med et nyt mål - det multietniske samfund. Og her er for begge parter, både fortalerne for ddet multietniske og forsvarerne af folket, tale om et kapløb med tiden. Hvor det “nye samfund”, der tidligere blev lovet var et abstrakt ideal er det multietniske samfund en løbende og stadigt mere negativ virkelig erfaring. Om erkendelsen eller det uafvendelige kollaps kommer først vil tiden vise. Som Yuri Bezmenov pointerer handler det i sidste ende om evne til at stå fast på sit samfunds og sin kulturs værdier og her er Danmark i en bedre position end de fleste andre vestlige lande. Når det første vesteuropæiske land kollapser i vold, der grænser til borgerkrig vil konklusionen være klar. England, Frankrig, Holland og Sverige er alle blevet set som rollemodeller vi kunne lære meget af, som DDR var det i gamle dage og deres sammenbrud vil som Murens fald også være sammenbruddet for det multietniske paradigme og benægterne af islams essens.

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio (hvis milliard-budget alle medieejere finansierer) Steven Soderbergs Che Guevara film ‘Che - Argentineren’. Allerede første afsnit afslører revisionismen når det handler om marxistiske forbrydere

Det er en mærkelig film, ‘Che - Argentineren’. Umiddelbart forekommer det indlysende at fortolke den gamle cubanske revolutionshelt, Ernesto ‘Che’ Rafael Guevara de la Serna - at bore i ham, pille myten om ham fra hinanden og sætte den sammen igen, føre ham op til nutiden, diskutere hans betydning, diskutere hans ikon-status eller diskutere forholdet Cuba og USA i en tid, hvor kommunismen slet ikke er så farlig for USA, som den har været.

Djævlen ligger i detaljen. “diskutere hans betydning” ville man nok sige, hvis det drejede sig om Darwin, men vel ikke Hitler? Og at kommunismen kun har været “farlig for USA” signalerer at det er USAs holdning til kommunismen, der er problemet. At 100.000.000 mennesker døde af kommunisme på under hundrede år rangerer ellers kommunismen blandt de helt store pandemier.

Vi får at vide at Soderberg har “….skabt en meget straight, meget underdramatiseret beretning om Che Guevaras udvikling ” som “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser. Der er en sober, jordnær seriøsitet over hele filmen” og hvorfor skulle en film om Che ikke have det når nu “Han holder sig til den medmenneskelige filosofi, han hele tiden har prædiket. Uden at bruge ordene prædiker han værdighed, ærlighed og moral, “?

Vi ser Guevara møde Fidel Castro til en lille komsammen i Havana, hvor de taler om perspektiverne ved en revolution, der giver jorden og landet til folket og fjerner den spanske og amerikanske imperialisme. Vi ser Castro og Guevara kæmpe med at stable en guerillabevægelse på benene i de fattige landdistrikter. Vi ser hvordan Guevara må kæmpe for at vinde Castros tillid som officer - formentlig fordi Guevara var argentiner og ikke cubaner. Og vi ser ham vokse som hærleder efterhånden som oprørerne nærmer sig Havana.

En billede FrontPage Magazine uddyber

Upon arriving in Havana Jan of 1959 after an utterly bogus guerrilla war, (The New York Times breathlessly reported of “thousands dead in single battles!” The official tally compiled by the U.S embassy after two years of ferocious “civil war” was 184 dead on BOTH sides, half New Orleans’ annual murder tally)–at any rate, upon entering the Cuban capitol, the gallant Che Guevara immediately recognized the moat around Havana’s La Cabana fortress as a handy-dandy execution pit. At Babi-Yar Hitler’s SS had to dig one. Here Che Guevara had one ready made.

Så når “Der bliver præsenteret kampscener og flotte slag, men uden på nogen måde at pumpe dramaet op.“, er vi så hensat til halvtredserne? for…

A ferocious guerrilla war certainly raged in Cuba. But it’s not the one you read about in the New York Times, college textbooks, biographies of Fidel and Che or see in History Channel Documentaries on Cuba. And you sure wont see it in the two Che biopics starring Benicio Del Toro as Che and directed by Oscar winning director Steven Soderbergh due out next year.

This war raged from 1960-66 and was waged by ten times the number of guerrillas who “fought” Batista. Soviet anti-insurgency as practiced from Hungary to Afghanistan to Chechnya crushed Cuba’s (genuine) guerrillas mercilessly. Che Guevara was second in Command of the Cuban regime and had an advisory role in this sickening slaughter of desperate freedom- fighters.

Per Juul Carlsen er begejstret for mine licenspenge

Vi ser Che Guevara føre en interimistisk retssag mod tre guerillasoldater, der er deserteret og har stjålet og voldtaget i Fidel Castros navn. Vi ser Guevara stå for henrettelsen af desertørerne. Og vi ser ham uddybe sine tanker og idéer, da han drager til New York efter revolutionen for at blive interviewet til amerikansk tv og tale ved FN.

Hvilket ikke er så lidt fra

The man who declared, “a revolutionary must become a cold killing machine motivated by pure hate,” (and set a spirited example,) who boasted that he executed from “revolutionary conviction” rather than from any “archaic bourgeois details” like judicial evidence, and who urged “atomic extermination” as the final solution for those American “hyenas,” (and came hearth-thumpingly close with Nuclear missiles in October 1962)…

Og

“My nostrils dilate while savoring the acrid odor of gunpowder and blood. Crazy with fury I will stain my rifle red while slaughtering any enemy that falls in my hands! With the deaths of my enemies I prepare my being for the sacred fight and join the triumphant proletariat with a bestial howl!”

(…)

“I have no home, no woman, no father, no mother, no brothers. My friends are friends only when they think as I do ideologically.”

og for, hvem

“hatred” was a constant in his writings: “Hatred as an element of struggle”; “hatred that is intransigent;” “hatred so violent that it propels a human being beyond his natural limitations, making him violent and cold- blooded killing machine.”

Det betyder dog ikke noget så længe det er”…sobert skruet sammen,” så Che fremstår som “…en soldat og politiker af en særlig moralsk støbning,” så Steven Soderbergs film står “fuldstændig åben for fortolkning“. Alligevel “er det meget nemt at se en politisk kommentar i filmene” når nu Che “…er sympatisk præsenteret af Soderbergh“, der “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser.” Ja, hvad er egentlig mere sobert og nøgternt end Che om Che?

Den mand kan gentage simple og veletablerede pointer så de står friske og på en gang selvindlysende og tankevækkende - nok engang. Fra Berlingske Kronik

Når religioner – og nazismen var en religion som islam er det – når religioner deler mennesker op i hellige og vanhellige, i over- og undermennesker og mener, at overmenneskene skal herske over hele verden, er der kun ét at gøre: vi må sige fra og gå til modstand. I menneskehedens, i civilisationens navn. Som Churchill gjorde i 1940. I min barndom hed overmenneskene ariere, nu hedder de mullaher og muslimer.

Derfor må vi sige til vores 400.000 muslimske landsmænd: I skal være velkomne i Danmark. Vi lider ikke af racemæssige fordomme. Men Koranens ide om et verdensomspændende muslimsk kalifat med hængning af homoseksuelle og stening af frie kvinder, den må I opgive, hvis I vil bo her. Vi danskere slipper ikke den frie grundlov, vi nåede efter århundreders kamp.

Friheden er en lykke, en stor lykke. Men ikke en varig lykke, ikke en arvet lykke. Den kan tages fra os. Og der vil sikkert altid være folk, der tror, de forbedrer verden, hvis de tager friheden til at mene anderledes fra deres medmennesker. De stoler ikke på friheden, for den harmonerer ikke med deres egen kadaverdisciplin, deres egen overtro.

Derfor må vi altid holde frihedskæmperen i os i beredskab. 

Ja.

Geert Wilders optræder som ufrivillig gæsteblogger på Monokultur med sin ikke holdte tale

Ladies and gentlemen, thank you very much.

Thank you for inviting me. Thank you Lord Pearson and Lady Cox for showing Fitna, and for your gracious invitation. While others look away, you, seem to understand the true tradition of your country, and a flag that still stands for freedom.
This is no ordinary place. This is not just one of England’s tourist attractions. This is a sacred place. This is the mother of all Parliaments, and I am deeply humbled to speak before you.

The Houses of Parliament is where Winston Churchill stood firm, and warned – all throughout the 1930’s – for the dangers looming. Most of the time he stood alone.

In 1982 President Reagan came to the House of Commons, where he did a speech very few people liked. Reagan called upon the West to reject communism and defend freedom. He introduced a phrase: ‘evil empire’. Reagan’s speech stands out as a clarion call to preserve our liberties. I quote: If history teaches anything, it teaches self-delusion in the face of unpleasant facts is folly.

What Reagan meant is that you cannot run away from history, you cannot escape the dangers of ideologies that are out to destroy you. Denial is no option.

Communism was indeed left on the ash heap of history, just as Reagan predicted in his speech in the House of Commons. He lived to see the Berlin Wall coming down, just as Churchill witnessed the implosion of national-socialism.

Today, I come before you to warn of another great threat. It is called Islam. It poses as a religion, but its goals are very worldly: world domination, holy war, sharia law, the end of the separation of church and state, the end of democracy. It is not a religion, it is a political ideology. It demands your respect, but has no respect for you.

There might be moderate Muslims, but there is no moderate Islam. Islam will never change, because it is build on two rocks that are forever, two fundamental beliefs that will never change, and will never go away. First, there is Quran, Allah’s personal word, uncreated, forever, with orders that need to be fulfilled regardless of place or time. And second, there is al-insal al-kamil, the perfect man, Muhammad the role model, whose deeds are to be imitated by all Muslims. And since Muhammad was a warlord and a conqueror we know what to expect.

Islam means submission, so there cannot be any mistake about it’s goal. That’s a given. The question is whether the British people, with its glorious past, is longing for that submission.

We see Islam taking off in the West at an incredible speed. The United Kingdom has seen a rapid growth of the number of Muslims. Over the last ten years, the Muslim population has grown ten times as fast as the rest of society. This has put an enormous pressure on society. Thanks to British politicians who have forgotten about Winston Churchill, the English now have taken the path of least resistance. They give up. They give in.

Thank you very much for letting me into the country. I received a letter from the Secretary of State for the Home Department, kindly disinviting me. I would threaten community relations, and therefore public security in the UK, the letter stated. For a moment I feared that I would be refused entrance. But I was confident the British government would never sacrifice free speech because of fear of Islam. Britannia rules the waves, and Islam will never rule Britain, so I was confident the Border Agency would let me through. And after all, you have invited stranger creatures than me. Two years ago the House of Commons welcomed Mahmoud Suliman Ahmed Abu Rideh, linked to Al Qaeda. He was invited to Westminster by Lord Ahmed, who met him at Regent’s Park mosque three weeks before. Mr. Rideh, suspected of being a money man for terror groups, was given a SECURITY sticker for his Parliamentary visit.

Well, if you let in this man, than an elected politician from a fellow EU country surely is welcome here too. By letting me speak today you show that Mr Churchill’s spirit is still very much alive. And you prove that the European Union truly is working; the free movement of persons is still one of the pillars of the European project.

But there is still much work to be done. Britain seems to have become a country ruled by fear. A country where civil servants cancel Christmas celebrations to please Muslims. A country where Sharia Courts are part of the legal system. A country where Islamic organizations asked to stop the commemoration of the Holocaust. A country where a primary school cancels a Christmas nativity play because it interfered with an Islamic festival. A country where a school removes the words Christmas and Easter from their calendar so as not to offend Muslims. A country where a teacher punishes two students for refusing to pray to Allah as part of their religious education class. A country where elected members of a town council are told not to eat during daylight hours in town hall meetings during the Ramadan. A country that excels in its hatred of Israel, still the only democracy in the Middle-East. A country whose capitol is becoming ‘Londonistan’.

I would not qualify myself as a free man. Four and a half years ago I lost my freedom. I am under guard permanently, courtesy to those who prefer violence to debate. But for the leftist fan club of islam, that is not enough. They started a legal procedure against me. Three weeks ago the Amsterdam Court of Appeal ordered my criminal prosecution for making ‘Fitna’ and for my views on Islam. I committed what George Orwell called a ‘thought crime’.

You might have seen my name on Fitna’s credit role, but I am not really responsible for that movie. It was made for me. It was actually produced by Muslim extremists, the Quran and Islam itself. If Fitna is considered ‘hate speech’, then how would the Court qualify the Quran, with all it’s calls for violence, and hatred against women and Jews? Mr. Churchill himself compared the Quran to Adolf Hitler’s Mein Kampf. Well, I did exactly the same, and that is what they are prosecuting me for.

I wonder if the UK ever put Mr. Churchill on trial.

The Court’s decision and the letter I received form the Secretary of State for the Home Department are two major victories for all those who detest freedom of speech. They are doing Islam’s dirty work. Sharia by proxy. The differences between Saudi-Arabia and Jordan on one hand and Holland and Britain are blurring. Europe is now on the fast track of becoming Eurabia. That is apparently the price we have to pay for the project of mass immigration, and the multicultural project.

Ladies and gentlemen, the dearest of our many freedoms is under attack. In Europe, freedom of speech is no longer a given. What we once considered a natural component of our existence is now something we again have to fight for. That is what is at stake. Whether or not I end up in jail is not the most pressing issue. The question is: Will free speech be put behind bars?

We have to defend freedom of speech.

For the generation of my parents the word ‘London’ is synonymous with hope and freedom. When my country was occupied by the national-socialists the BBC offered a daily glimpse of hope, in the darkness of Nazi tyranny. Millions of my country men listened to it, illegally. The words ‘This Is London’ were a symbol for a better world coming soon. If only the British and Canadian and American soldiers were here.

What will be transmitted forty years from now? Will it still be ‘This Is London’? Or will it be ‘this is Londonistan’? Will it bring us hope, or will it signal the values of Mecca and Medina? Will Britain offer submission or perseverance? Freedom or slavery?

The choice is ours.

Ladies and gentlemen,

We will never apologize for being free. We will never give in. We will never surrender.

Freedom must prevail, and freedom will prevail.

Thank you very much.

I dag er det 20 år siden at den engelske forfatter Salman Rushie fik udstedt en fatwa for bogen De Sataniske Vers. Fra Berlingske Tidende

Fatwaen kom som et chok, men det ville være en overdrivelse at sige, at den kom som et lyn fra en klar himmel. »De sataniske vers« var blevet udgivet året før, og i flere måneder havde der været ballade. Britiske muslimer havde krævet bogen trukket tilbage. Den var blevet forbudt i Indien, Bangladesh, Sudan og Sydafrika. Senere fulgte Sri Lanka, Kenya, Thailand, Tanzania, Indonesien, Singapore og Venezuela. Umiddelbart før fatwaen havde der været voldelige optøjer i Pakistan. Ingen kunne være i tvivl om, at nogen følte sig krænket. »De sataniske vers« var blevet et hadeobjekt.

Men det er selve fatwaen, der huskes, og ikke kun på grund af de store omkostninger, den fik for hovedpersonen selv. At en europæisk statsborger blev dødsdømt in absentia af en fremmed magt var simpelthen uhørt. Dengang. Siden har meget ændret sig, også hvad den frie tanke angår. Og ikke nødvendigvis til det bedre.

»Forsøgene på at begrænse ytringsfriheden er blevet en global bevægelse,« siger Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose. Som medansvarlig for samme dagblads Muhammed-tegninger var – og er – han en central skikkelse i det, som mange anser for at være en helt central kamp for ytringsfrihed.

»I Holland har regeringen for nylig fremsat forslag om at kriminalisere endnu flere ytringer, der kan opfattes som krænkende. I Norge har Senterpartiet så sent som i sidste uge foreslået noget lignende, dog uden at komme igennem med forslaget. Muslimske grupper i Europa forsøger at bruge nationale lovgivninger, der kriminaliserer holocaust-benægtelse, som argument for, at så må vi også have love, der forbyder krænkelser af profeten.«

(…)

Der er mange forklaringer på, hvad det var, der krænkede så mange så dybt. Til gengæld er det hævet over diskussion, at langt fra alle de, der havde mulighed for at ytre sig til forsvar for friheden, benyttede sig af denne ret. I Storbritannien var der muslimske ledere, der hyldede Khomeinis beslutning om at dødsdømme en af deres egne landsmænd. Organisationen Union of Islamic Students’ Associations in Europe udsendte en støtteerklæring til Khomeini. Lederen af Muslim Parlament – et forum for britiske muslimer – Dr. Kalim Siddiqui, bakkede op om fatwaen, men tilføjede, at britiske muslimer skulle overholde britisk lov og overlade det retfærdige mord til andre. Den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter sagde vredt, at »De sataniske vers« var en direkte fornærmelse af millioner af muslimer. Forfatteren John le Carré opfordrede Salman Rushdie til at trække bogen tilbage – indtil videre. I Tyskland – Europas største bogmarked – var der intet forlag, der vovede at lægge navn til en udgivelse. I stedet dannedes et fælles forlag, hvis eneste formål var at udgive »De sataniske vers.«

Fra BBC

A Dutch MP who called the Koran a “fascist book” has been sent back to the Netherlands after attempting to defy a ban on entering the UK.

Freedom Party MP Geert Wilders had been invited to show his controversial film - which links the Islamic holy book to terrorism - in the UK’s House of Lords.

But Mr Wilders, who faces trial in his own country for inciting hatred, has been denied entry by the Home Office.

He told the BBC it was a “very sad day” for UK democracy.

The Dutch ambassador was also at Heathrow to make clear his government’s opposition to the ban on Mr Wilders entering the UK.

(…)

Cabinet Office minister Liam Byrne said, on BBC One’s Question Time: “This guy wasn’t coming here to exercise his right of free speech. This guy was trying to come here in order to sow division between us in this country.

“Everything I’ve heard about this guy tells me he’s a bigot and the right place for him is to stay at home.”

(…)

“The government opposes extremism in all forms,” it said in a statement, adding that it had tightened up rules on excluding those engaging in “unacceptable behaviour” in October.

The home secretary has the power to stop people entering the UK if she believes there is a threat to national security, public order or the safety of UK citizens, but she cannot exclude people simply because of their views.

(…)

Labour peer Lord Ahmed, who expressed his concerns to the parliamentary authorities about Mr Wilders’ visit, told the BBC: “This man doesn’t have any respect for law. He’s doing this for publicity and he’s seeking that and getting that.”

He added: “If this man was allowed into this country it would certainly cause problems within communities around Britain.”

The Muslim Council of Britain said Mr Wilders was “an open and relentless preacher of hate”.

Bekymringen er altså den uro Wilders vil foranledige i det åbenbart allerede højspændte forhold mellem grupperne i England. Daily Mail kommer med en lille håndfuld meget forskellige eksempler på, hvad der ikke regnes for “…a threat to national security, public order or the safety of UK citizens” eller  ”unacceptable behaviour”

Egyptian-born Muslim cleric Yusuf Al-Qaradawi

Visited London in 2004 at the invitation of Ken Livingstone, then the city’s mayor, who considered him a ‘progressive force for change’.
Egyptian-born spiritual leader of Muslim Brotherhood, which embraces the Hamas organisation that controls Gaza.
Has justified suicide bombing, which he calls martyrdom, and the killing of Israeli women and children, on the grounds that they are ‘militarised’.
Bounty Killer, Rodney Price, 36

Performed in East London in November despite appeals to the Home Secretary from gay activists who wanted him banned from the country.
The Jamaican reggae singer is accused by critics of glorifying gang violence and guns and of inciting murder against gays.
One song, translated from the Jamaican patois, calls on listeners to ‘burn a fire on poofs and faggots’. Another claims: ‘We need no promo to rub out dem homo’.

    

 

Reverend Sun Myung Moon, 89
Sun Myung Moon, founder of the Unification Church
Labour Home Secretary Charles Clarke overturned a 27-year ban against the cult leader and allowed him 24 hours in Britain to address a rally in London, in 2005.
The Korean-born billionaire declares himself to be the Messiah.

His movement, famous for its mass weddings of thousands of couples, is said to brainwash the young people it persuades to become followers.

It has been a failure in Britain since 1981, when the Moonies lost a milestone libel case against the Daily Mail. The Mail had called Moon’s Unification Church ‘the church that breaks up families’.
Raymond Horne, 62
A serial paedophile with a long jail history in Australia for offences against boys from 13.
Horne, who emigrated to Australia with his parents in 1952, when he was five, has a criminal record in Queensland stretching back 43 years.
He was released last year from a 12-year sentence for 14 offences against two homeless boys he met while posing as a charity volunteer.
British ministers made no objection when Australian authorities deported him to this country after he finished his sentence, on the grounds that because he never took out Australian citizenship, he is British.
Ibrahim Moussawi, 43
Ibrahim Moussawi, editor of the newspaper Al-Intiqad
Propagandist for Hezbollah cleared to enter the country by Jacqui Smith in November, despite fierce Tory objections.
He is the head of a TV station that routinely describes suicide bombers as ‘martyrs’ and which has broadcast a 30-part series on the Protocols of the Elders of Zion, an anti-semitic forgery produced in Russia at the beginning of the 20th century that pretends to present a Jewish conspiracy for world takeover.
Moussawi is alleged to have said that Jews are ‘a lesion on the forehead of history’.

Jeg er ikke overrasket og derfor har jeg heller ikke noget at sige. Når man har fulgt udviklingen er dette et logisk skridt og jeg vil overlade det til Jyllands-Posten at udtrykke min holdning

Storbritannien har med sin afvisning af den hollandske politiker Geert Wilders markeret endnu et lavpunkt i de vestlige demokratiers ynkelige knæfald for de kræfter, som i religionens navn erstatter argumenter med vold, hærværk og trusler.

Det er bogstaveligt taget pinligt ud over alle grænser.

Fra Telegraph

The woman has been banned by her local council for failing to prevent the teenager from getting baptised, even though the girl was 16 and made up her own mind to change religion.

The carer, a churchgoer in her 50s who has fostered more than 80 children, has now been forced to move out of her home.

She has lost the farmhouse she rented to look after vulnerable teenagers, due to the loss of income.

Another girl she was looking after has been taken back into care.

(….)

The girl, who is now 17, was taken into care after being assaulted by a family member, saw baptism “as a washing away of the horrible things she had been through and a symbol of a new start,” the woman said.

(…)

Apostasy – the repudiation of one’s faith – is strongly condemned in the Koran and is considered taboo in Muslim communities.

Officials advised the teenager to reconsider her decision and stop attending Christian meetings, and in November struck the carer off their register, claiming she breached her duty of care as a foster parent.

“They consider that in some way she should have taken steps to prevent the conversion,” said solicitor Nigel Priestley, who is representing the carer.

Eller  Fra Kristeligt Dagblad

Det har tidligere været diskuteret, om medlemmer af det højreorienterede parti British National Party skulle udelukkes som præster i den engelske kirke. Og nu har synodens medlemmer så givet deres mening til kende.

I en afstemning i går sagde 300 af de 418 medlemmer ja til lovforslaget, der forbyder kirkens præster at være medlem af partiet.

Forslaget bliver nu sendt videre til House of Bishops, der er en samling af biskopper.

Ja til Sharia, nej til islamkritik, som en af mine gode venner tørt kommenterede.

Bent Jensens kronik i dagens Jyllands-Posten er et herligt opgør med den fordrejede fremstilling af Israel og deres konflikt med araberne, der trives i medierne og angriber i samme anledning venstrefløjens antisemitisme.

De 20 år, da Gaza var besat af Egypten og administreret med hård hånd af en egyptisk militærguvernør, er glemt. Det er kun jøderne, der besætter, undertrykker og udsulter - også når de ikke besætter, og folk fra Gaza i titusindvis arbejder og tjener penge i Israel. A propos udsultning: Det har altid slået mig, hvor velnærede og velklædte indbyggerne i Gaza er. Hvornår bliver vi fri for klicheerne i medierne (også i denne avis) om, at gazanerne hensmægter i flygtningelejre? Jødiske flygtninge fra arabiske lande boede i sin tid i teltlejre i Israel i en overgangsperiode, før de blev integreret. Palæstinenserne bor i rigtige huse. Deres officielle flygtningestatus giver dem privilegier, som verdens rigtige flygtninge misunder dem.

(…)

Islam, som den praktiseres i Gaza, i Iran, i Saudi-Arabien og i mange andre lande, hvor islam er den herskende ideologi, er en syg kultur. Den lever af ophidselse og had og dødskult. Den er i enestående grad destruktiv og uproduktiv både økonomisk og i andre henseender. Den er uforenelig med demokratiske retsstatsprincipper. Den avler anarki og lovløshed og terror. Den er det nærmeste vi kommer nazisme i vor tid.

Selv uden de onde, perverse og blodtørstige jøder kan islamisterne i Gaza, på Vestbredden, i Iran osv. sagtens selv finde ud af at slå ihjel. Da den udskældte israelske statsminister Ariel Sharon i 2005 besluttede, at Israel skulle rømme Gaza som led i den såkaldte fredsproces, brød helvede straks løs. Hvor? I Gaza. Blodig borgerkrig mellem Fatah og Hamas brød ud. Alene i 2006 kostede denne krig mere end 300 palæstinensere livet, de fleste af ofrene var fra Gaza. 33 var børn. Der var angreb på medier, universiteter, boghandler, hospitaler og andre civile institutioner. Tallene stammer fra en uafhængig palæstinensisk komité for menneskerettigheder. Men vi hører ikke et ord om det - hvorfor? Fordi vore venstreorienterede journalister ikke vil høre om det.

Året før var det ”kun” 176 dødsofre. Selv under den israelske besættelse af Gaza mistede mange flere mennesker livet i Gaza i indre opgør, bandekrige og kriminalitet end i kampen mod den jødiske fjende. I sommeren 2007 havde Hamas opnået den totale sejr efter talrige likvideringer, snigmord og blodige opgør. Selv under israelske angreb på udvalgte mål i Gaza på grund af uophørlige bombardementer af israelske byer med raketter fra Gaza, fortsatte de interne palæstinensiske myrderier, også på hospitaler og i private boliger. Myrderierne kostede omkring 650 palæstinensere livet. I de seneste dage er det fortsat. Var venstrefløjen og alle ”anstændige” danskere optaget af disse myrderier? Gik de i fakkeltog og skrev rasende indlæg i aviserne mod disse blodige begivenheder - eller hvordan var det nu, det var? Svar: Der var dødelig tavshed på gader og stræder og på avisernes debatsider!

En tysk folkemordsforsker har gjort opmærksom på, at i det tidsrum, Israel har eksisteret, er 40.000 arabere og 22.000 jøder blevet dræbt i samtlige arabisk-israelske krige og under palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 11 millioner muslimer blevet dræbt i krige og terrorhandlinger, langt de fleste som ofre for andre muslimer. Men vore medier er ligesom de arabiske medier besatte af ofrene for israelske handlinger - og totalt ligeglade med ofrene for arabisk-muslimske krige og islamisk terror.

(…)

Hvem tror dog på de palæstinensiske fantasital og andre eventyr? Ja, det gør ukritiske journalister og venstrefløjen, som næsten er det samme. Husker man slet ikke sidste gang, vi blev udsat for en organiseret løgnekampagne fra Palæstina? Kæmpeoverskrifter og skingre stemmer på tv og i radio om, at jøderne havde dræbt 500-600 palæstinensere. Stupide fantasihistorier - også gengivet i denne avis - om, at jøderne for at skjule ofrene for deres blodtørst kørte rundt med hundreder hvis ikke flere palæstinensiske lig i lastbiler med fryserum, for så i nattens mulm og mørke at grave dem ned på afsides steder! Da ophidselsen havde lagt sig, viste det sig, at der i alt var tale om 55 palæstinensiske og 23 jødiske ofre.

Vi hører hele tiden, at Gazastriben er det tættest befolkede område i verden. Ganske vist er befolkningen dér de sidste 15 år blevet fordoblet ved egen kraft, hvilket jo ikke ligefrem tyder på armod og sult. Men lande som Belgien, Japan for slet ikke at tale om Holland er tættere befolket, og Israel - som også kun er en lille stribe land - har næsten lige så mange indbyggere pr. kvadratkilometer som Gaza. Palæstinenserne kunne leve i et rigt samfund som Israel. Men de stemmer på formørkede og blodtørstige demagoger, som kun bringer dem død og elendighed.

Ork, der er meget mere. Læs det!

Fra Wikipedia

21. marts 1945 løb Operation Carthage (Operation Karthago) af stablen, og 18 mosquitofly med i alt 44 stk. 500-pundsbomber lettede fra en flyvestation i Østengland (RAF Fersfield i Norfolk) og fløj over Nordsøen og gennem Danmark i lav højde for at undgå at blive sporet af den tyske radar. Med på turen var 2 ekstra fly, udrustet som fotofly samt en eskorte på 30 mustang-jagere. Over Tissø skiltes første bølge fra og fløj videre over Sjælland mod København, mens resten af flyene kredsede søen rundt. Efter hver omgang skiltes næste bølge fra, således at 3 bølger med ca. 4 minutters indbyrdes forskel fløj videre mod København for at bombe Shellhuset.

For at afværge bombning havde Gestapo anbragt 26 danske fanger i øverste etage af Shellhuset,der lå centralt i København. Planen var derfor at flyve ind i lav højde og bombe gennem siderne af bygningen, da man på denne måde bedst ramte et mål fra lav højde. Naboejendommen Teknologisk Institut husede daglig 600 mennesker.

Alternativet var fladebombardement fra stor højde. Denne præcisionsteknik fik danske øjenvidner til at tro, at bombningen af de nedereste etager skete for at skåne Gestapos gidsler under taget. Et bidrag til denne senere myte var, at det lykkedes hovedparten at slippe ud, så kun 8 af fangerne omkom. RAF havde dog kalkuleret med at bygningen sank sammen og at fangerne ville dø. Det var iøvrgt første gang en bygning af jernbeton udgjorde et præcisionsmål, så alle 20 mosquitoer blev sat ind; ingen fungerede som reservestyrke.

Tidspunktet for bombningen var planlagt til kl. 11.15 da man regnede med, at bygningen var forholdsvis tom for folk i frokostpausen, og de fleste arkivskabe på dette tidspunkt stod åbne. Efter krigen opgjorde Rigspolitichefens Efterretningsafdeling det samlede antal omkomne ved Shellhuset til omkring 125 personer. Af disse kunne 51 navngives og identificeres, og 42, der efterfølgende var døde omkom af deres kvæstelser. De resterende antal har aldrig kunne opklares; i sommeren 1945 var legemsdele svarende til et sted mellem 20 og 40 personer udgravet i ruinerne.

Første bølge kom ind over byen sydfra og navigerede efter planen. Man fandt nemt målet, der i øvrigt var den eneste camouflagemalede bygning i hele byen. Over godsbaneterrænet ramte et af flyene en lysmast, der beskadigedes kraftigt. Flyet mistede meget af styreevnen og passerede gennem Palnatokegade under taghøjde. Der kan stadig ses spor efter, hvor vingespidsen ramte murværket. Over Sønder Boulevard tabte det beskadigede fly sine bomber. En af disse detonerede i ejendommen Sønder Boulevard 106 og senere blev en forsager fundet i ruinerne. 11 (Luftværnet angiver 12) personer omkom i ejendommen, og en mindeplade sidder på den nye bygning på stedet. Flyet styrtede kort efter ned i et garageanlæg på Frederiksberg Alle (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Avenue-teatret. Anden bølge bombefly kom ind mere vestfra og flere af flyene troede, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over Den franske skole og hele karréen Amicisvej/Maglekildevej.

I tredje bølge erkendte kun få piloter fejlen og fortsatte mod Shellhuset og færdiggjorde bombningen. Resten kastede deres bomber over området på Frederiksberg.

Tidspunktet for bombningen gjorde, at mange hjem stod tomme. De største tab var derfor på Den Franske Skole (den katolske skole, Jeanne d’Arc Skolen), hvor 86 børn og 18 voksne - flere af dem nonner - omkom. 900 personer mistede deres hjem i kvarteret, hvor der bag skolen på Maglekildevej var optræk til fladebrand af den type, der kendtes fra London og tyske byer.
Der fulgte et stort og kaotisk redningsarbejde. Overlevende fra skolen blev samlet i det overfor liggende Betty Nansen Teater, der under krigen bar navnet Allé Scenen. Antallet af sårede er ikke kendt, men byens hospitaler registrerede 304 sårede og 117 omkomne. På Frederiksberg Hospital var situationen imidlertid så kaotisk, at ikke alle blev registreret korrekt som foreskrevet. Ved mindesmærket på Frederiksberg Allé er navnene på ofrene fra Den franske Skole nedfældet i fliserne. Under redningsarbejdet omkom to brandfolk og to fædre, der var løbet ind for at redde børn. At HIPO-korpset deltog i afspærring og redningsarbejde gav anledning til mange frustrationer. Pårørende blev nægtet adgang og måtte trygle om at komme ind for at lede efter deres piger. Flere kilder peger på, at nogle af Hipokorpsets medlemmer gjorde en bemærkelsesværdig indsats i redningsarbejdet.

8 modstandsfolk blev dræbt under bombardementet, og i forvirringen derefter undslap 18 andre. De dræbte var:
▪     P.V.T. Ahnfeldt-Mollerup, kaptajn
▪     Carl Hammerich, kontreadmiral
▪     Carl Hocke, løjtnant og stud.jur.
▪     Helmuth B. Jensen, premierløjtnant, AMPA
▪     Mogens Prior, ingeniør
▪     Jørgen Palm Petersen, repræsentant, De Frie Danske
▪     Ole Stang, premierløjtnant
▪     Carl Wedell-Wedellsborg, baron, premierløjtnant

Ondskaben gemmer sig bag de uskyldige

For et par uger siden skrev Peter La Cour om Cuba i Jyllands-Posten. I denne uge skriver Niels Westy Munch også om Cuba, men på 180 Grader. Der er ingen grund til at forherlige Batistas styre på baggrund af Munchs klumme, som en kommentar til artiklen også gør opmærksom på. Men udover at virkeligheden sætter revolutionens “goder” i relief har man generelt overset potentialet i det Cuba, der gik før Castros regime, nemlig at åndslivet havde mulighed for at trives. Batistas regime var dets mange mangler i øvrigt således ikke støbt i beton og man kan derfor sagtens sandsynliggøre at Cuba var inde i en fremdrift baseret på det potentiale, der allerede var og blev opdyrket og som blev sat helt i stå med kommunismen. Den frie tankes potentiale overfor det totalitære.

Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950′erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950′erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950′erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950′erne.

(…)

Cuba havde da også en af Latinamerikas laveste andele af analfabeter. Den succesfulde kampagne mod analfabetisme, som Castro-regimet gennemførte i 1960′erne, og hvis “storslåede” resultater kritikløst blev viderebragt af medier rundt om i verden, skete altså på en yderst billig baggrund. Langt de fleste cubanere kunne nemlig allerede læse og skrive, og de kunne rent faktisk bruge det til noget. Sammenlignet med forholdene efter 1959, var der før revolutionen stort set ingen censur i Cuba. Befolkningen kunne købe og læse den litteratur, den ville. Der udkom mere end 50 daglige aviser - i dag kan cubanerne vælge mellem blot to, hvis indhold er givet på forhånd. Derudover havde Cuba 23 tv-stationer - i dag er der fem.

At der eksisterede et marked for 23 tv-stationer og mere end 50 dagblade i et land med under 7 mio. indbyggere på daværende tidspunkt passer kun dårligt på en befolkning, præget af fattigdom og usle levevilkår. Med mindre man da vil påstå, at de rige ikke lavede andet hele dagen end at zappe rundt mellem TV-kanaler og bladre i aviser - helst mens de kørte bil.  

Læs den hele, hvis du vil vide mere.

En udmærket kronik i Jyllands-Posten om Cuba

I disse dage er det 50 år siden, Fidel Castro og hans oprørshær rykkede i triumftog ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning.

Alligevel har store dele af den danske presse i mange år omtalt Fidel Castro med en påfaldende underdanighed - ja næsten beundring.

Men er Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime noget ganske særligt - i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der er gået, siden Castro rykkede ind i Havana, og frem til han - i hvert fald formelt - blev afløst af broderen Raul Castro for et år siden, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere - nogle få af dem under nedkæmpning af oprør - resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I Kommunismens Sorte Bog (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden - ligesom i det gamle Rom - dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere i revolutionen mod Batista-diktaturet.

Det havde været et centralt programpunkt for alle de ”anti-Batista-revolutionære”, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: »Valg! Med hvilket formål?«, udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Den er værd at læse i sin helhed

Fra Pat Dollard

In the SA, the Community of the Special’s Hellenic ideal of masculine homosexual supremacy and militarism was fully realized. “Theirs was a very masculine brand of homosexuality,” writes homosexualist historian Alfred Rowse, “they lived in a male world, without women, a world of camps and marching, rallies and sports. They had their own relaxations, and the Munich SA became notorious on account of them” (Rowse:214). The similarity of the SA to Freidlander and Brand’s dream of Hellenic revival is not coincidental. In Gay American History, Jonathan Katz writes that Roehm was a prominent member of the Society for Human Rights (SHR), an offshoot of the CS (J.Katz:632).

The “relaxations” to which Rowse refers were, of course, the homosexual activities (many of them pederastic) for which the SA and the CS were both famous. Hohne writes that Roehm “used the SA for ends other than the purely political…Peter Granninger, who had been one of Roehm’s partners…and was now given cover in the SA Intelligence Section. For a monthly salary of 200 marks he kept Roehm supplied with new friends, his main hunting ground being Geisela High School Munich; from this school he recruited no fewer than eleven boys, whom he first tried out and then took to Roehm” (Hohne:82).

Hitler’s “Gay” Roots

In 1945 a Jewish historian by the name of Samuel Igra published Germany’s National Vice, which called homosexuality the “poisoned stream” that ran through the heart of Nazism. (In the 1920s and 30s, homosexuality was known as “the German vice” across Europe because of the debaucheries of the Weimar period.) Igra, who escaped Germany in 1939, claims that Hitler “had been a male prostitute in Vienna at the time of his sojourn there, from 1907 to 1912, and that he practiced the same calling in Munich from 1912 to 1914″ (Igra:67). Desmond Seward, in Napoleon and Hitler, says Hitler is listed as a homosexual in Viennese police records (Seward:299). Lending credence to this is the fact, noted by Walter Langer, that during several of those years Hitler “chose to live in a Vienna flophouse known to be inhabited by many homosexuals” (Langer:192). Rector writes that, as a young man, Hitler was often called “der Schoen Adolf” (the handsome Adolf) and that later his looks “were also to some extent helpful in gaining big-money support from Ernst Ro[e]hm’s circle of wealthy gay friends” (Rector:52).

Langer, a psychiatrist, was commissioned by the Allies in 1943 to prepare a thorough psychological study of Hitler. His report, kept under wraps for 29 years, was published in book form in 1972 as The Mind of Adolf Hitler. Langer writes that Hitler was certainly a coprophile (a person who is sexually aroused by human excrement) and may have practiced homosexuality as an adult. He cites the testimony of Hermann Rauschning, a former Hitler confidante who “reports that he has met two boys who claimed that they were Hitler’s homosexual partners, but their testimony can hardly be taken at face value. More condemning,” adds Langer, “would be the remarks dropped by [Albert] Foerster, the Danzig gauleiter, in conversation with Rauschning. Even here, however, the remarks deal only with Hitler’s impotence as far as heterosexual relationships go, without actually implying that he indulges in homosexuality. It is probably true that Hitler calls Foerster ‘Bubi,’ which is a common nickname employed by homosexuals in addressing their partners. This alone is not adequate proof that he has actually indulged in homosexual practices with Foerster, who is known to be a homosexual” (Langer:178). However, writes Langer, “Even today, Hitler derives sexual pleasure from looking at men’s bodies and associating with homosexuals” (Langer:179). Too, Hitler’s greatest hero was Frederick the Great, a well-known homosexual (Garde:44).

Like Langer, Waite also hesitates to label Hitler a homosexual but cites substantial circumstantial evidence that he was.

It is true that Hitler was closely associated with Ernst Ro[e]hm and Rudolf Hess, two homosexuals who were among the very few people with whom he used the familiar du. But one cannot conclude that he therefore shared his friend’s sexual tastes. Still, during the months he was with Hess in Landsberg, their relationship must have become very close. When Hitler left the prison he fretted about his friend who languished there, and spoke of him tenderly, using Austrian diminutives: ‘Ach mein Rudy, mein Hesserl, isn’t it appalling to think that he’s still there.’ One of Hitler’s valets, Schneider, made no explicit statement about the relationship, but he did find it strange that whenever Hitler got a present he liked or drew an architectural sketch that particularly pleased him, he would run to Hess- who was known in homosexual circles as “Fraulein Anna”-as a little boy would run to his mother to show his prize to her…Finally there is the nonconclusive but interesting fact that one of Hitler’s prized possessions was a handwritten love letter which King Ludwig II had written to a manservant” (Waite, 1977:283f).

Hitler, if homosexual, was certainly not exclusively so. There are at least four women, including his own niece, with whom Hitler had sexual relationships, although these relationships were not normal. Both Waite and Langer suggest that his sexual encounters with women included expressions of his coprophilic perversion as well as other extremely degrading forms of masochism. It is interesting to note that all four women attempted suicide after becoming sexually involved with Hitler. Two succeeded (Langer:175f).

Det forklarer en del nazistisk æstetik.

Fra Jyllands-Posten

Denne socialistiske antisemitisme har også kunnet spores blandt vore hjemlige venstreorienterede, hvoraf flere enten skrev under på eller i hvert fald ikke protesterede imod Rote Armee Fraktion-terroristen Ulrike Meinhofs uhyrlige udtalelse i 1970′erne: »Auschwitz betød, at seks mio. jøder blev slået ihjel og kastet på Europas losseplads, som det man mente, de var: pengejøder.«

Den er vel også forklaringen på, at det var østtyske agenter, der var behjælpelige med, at medlemmerne af den palæstinensiske terrororganisation Sorte September, der dræbte 11 atleter fra det israelske OL-hold under de Olympiske Lege i München 1972, undslap, at skolebøgerne i det såkaldte DDR ikke nævnte, at det var jøder, der blev udryddet i Auschwitz, og at det venstreorienterede britiske dagblad The Independent for nogle år siden ustraffet kunne offentliggøre en tegning af den israelske premierminister Ariel Sharon i færd med at fortære små børn - et primitivt forsøg på at genoplive en middelalderlig legende om, at jøder spiser børn!

Læs endelig den hele for lidt dannelse.

En fremragende ældre artikel på Tidehverv af Lars Hedegaard, som bør læses i sin helhed. Hedegaard demonstrerer i overlegen stil at han er andet end en skarp satiriker - han er en af landets fineste analytikere af Danmarks nyere åndshistorie.

Det, der undrer allermest ved udviklingen, er den ringe modstand, som imamernes ideologi mødes med. Man kunne forvente, at modstanden ville komme fra i hvert fald to sider: fra det, man engang kaldte borgerskabet - altså det, som Marx kaldte bourgeoisiet, den samfundsklasse, der er bærer af den kapitalistiske produktionsmåde - der vil gå til grunde i et samfund, hvor den islamiske lov, shariaen, vinder frem. Og man kunne ligeledes have forventet, at talsmænd for de såkaldte arbejderpartier energisk ville have sat sig til modværge mod udbredelse af imamernes tankegods.

Intet af dette er sket. Venstrefløjen har opgivet at være venstrefløj. Den kæmper ikke længere for en økonomisk samfundsomvæltning. Det ville ikke længere være noget fremgangsrigt projekt, efter at den realeksisterende socialisme i Europa måtte pakke sammen for femten år siden. I samme åndedrag har de såkaldte venstrefløjspartier også skaffet sig af med de sidste rester af marxismen. D.v.s. at de er holdt op med at beflitte sig med klasseanalysen, ideologikritikken og materialismen - kort sagt med den samfundsmæssige virkelighed. I stedet står vi over for en ren ressentimentsideologi - en ideologi, der hader den bestående orden, men ikke har noget at sætte i stedet - bortset fra en maksimalt voksende offentlig sektor.

Vi har ikke længere nogen borgerlig opinion i Danmark. Jeg mener borgerlig i den marxistiske forstand som en ideologi, der på den ene side forsvarer den private ejendomsret, men som sandelig også betragter sig som en progressiv kraft og en forsvarer af de vestlige friheder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så var det præcis sådan, Karl Marx betragtede kapitalismen og i øvrigt også den vestlige imperialisme. Som progressive fænomener, hvis udbredelse indebar enorme fremskridt sammenlignet med de tilstande, som menneskeheden hidtil havde levet under.

Intelligentsiaens tid
Jeg tror, der skete noget afgørende i 1956 og årene derefter. Mens den danske storstrejke - efter at regeringen havde besluttet at ophøje det forkastede mælingsforslag til lov - røbede et vist klassekampspotentiale hos arbejderne, fejede nedkæmpelsen af Ungarn-opstanden senere samme år alle revolutionære muligheder af bordet. Et par år senere begyndte Danmark at nyde godt af kapitalismens Gyldne Periode, som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt kapitalismens storhedstid. Som det snart skulle vise sig, blev kapitalismen fra og med 1960erne stort set i stand til at opfylde arbejdernes materielle krav, og det var ikke længere nødvendigt for arbejderklassen at kæmpe for ændringer i ejendomsforholdene eller at antaste arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.

Dermed ophørte klassekampen mellem lønarbejde og kapital forstået som en kamp om magten over produktionsmidlerne og privatejendommen. SF og DKP blev i stigende grad kulturbevægelser (eller hvad man nu skal kalde dem), der havde opgivet at omvælte kapitalismen, skønt de stadig betragtede produktionsmåden med afsky.

Efter nogen tøven indså danske kapitalister, at hverken fagbevægelsen eller de socialistiske partier truede deres kontrol med produktionsmidlerne, og dermed mistede borgerskabet sin interesse for ideologi. Da ejendomsretten ikke længere var truet, opgav man forsvaret for frihedsrettighederne og trak sig i stigende grad ud af den principielle politiske kamp. LOs afgående formand Thomas Nielsen kunne ganske vist i 1973 proklamere, at fagbevægelsen havde sejret ad helvede til godt. Men det samme havde arbejdsgiverne. Og som det snart skulle vise sig, havde de tilsammen sejret over skatteyderne.

De gamle industrielle klassemodsætninger (som Marx mente ville tilspidse sig mere og mere) forsvandt ikke, men mistede efterhånden betydning. Ingen forestiller sig længere, at det socialistiske samfund er en sandsynlig eller uafvendelig afløser for den bestående økonomiske orden.

Kapitalismens uhyre produktionskraft skaber ikke bare nok overskud til at give de forhenværende proletarer en levestandard, som kun grever kunne håbe på i generationerne før. Der bliver tilmed overskud, der er stort nok til, at såvel præindustrielle som postmoderne klasser kan vokse op.

De nye klassers materielle forankring er ikke i produktionssfæren, men i den offentlige økonomi, som de konstant kræver udvidet. Iøvrigt har udviklingen af klasserne slet ikke været, som Marx og langt de fleste marxister i hvert fald indtil 2. Verdenskrig forudså.

Den ellers dødsdømte bondeklasse er mægtigere end nogensinde, fordi den har fået magten over op mod halvdelen af EUs budget foruden beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. (Det er i øvrigt interessant, at forestillingen om det ønskværdige i at skattebetale for en bondeklasse, som markedet ikke vil betale for, ligner de førmoderne idéer i nazisternes partiprogram og propaganda om nødvendigheden af at bevare bondestanden af hensyn til dens kulturelle og racemæssige betydning. Nu skal vi bevare bønderne af hen syn til landskabets pleje. Bønderne har altså fået en erklæret kulturel, nærmest æstetisk betydning.)

Der er derudover opstået en klasse, som man som en første tilnærmelse kan kalde intelligentsiaen (idet jeg her bruger et udtryk, som den danske marxist Gustav Bang formulerede allerede i 1915), og hvis missionsbevidsthed er overtaget fra den gamle og nye venstrefløj, der i løbet af 1970erne begyndte at penetrere statsapparatet, som bliver det virkelige sæde for den nye klasses magt. Via statsapparatet og den politiske propaganda, der udgår derfra, kan man kontrollere sine egne allokeringer, og tilmed forøge dem, hvis de kan motiveres med nye udækkede behov.

Efterhånden er der sket en sammensmeltning af det centrale statsbureaukrati og andre eliter: pressen, kirken, hele kulturlivet, forskellige antiimperialistiske og militant-humanistiske bevægelser, universiteterne, alle vigtige organisationer (LO, DA etc.) og domstolene. På et tidspunkt, der formentlig ligger engang i 1980erne, er der opstået en slags fællesideologi, der holder sammen på hele klassen og begrunder dens magt, og som bl.a. med EU-støtte forsøges udbredt til hele folket.

I løbet af 1990erne blev intelligentsiaen opmærksom en ny allieret i de lokale repræsentanter for islams herskende klasse, imamerne og ulema. Deres disintegrationsvirksomhed blev hurtigt til en uudtømmelig kilde til nye bevillinger. Fordelen for intelligentsiaen ved at alliere sig med ummaens ledere er, at ummaen ikke forsvinder på samme måde, som arbejderklassen gjorde. Læg mærke til, at ingen af de såkaldte arbejderpartier - det kalder de sig knapt nok mere - længere taler om arbejderklassens berettigede krav. Nu taler de om indvandrernes, d.v.s. muslimernes krav, der i modsætning til arbejderklassens aldrig kan indfries. Interessant nok har intelligentsiaen hermed inviteret den klasse indenfor, der med tiden vil blive dens egen banemand.

Ummaen omfatter som bekendt en meget hurtigt voksende befolkning på 1,3 milliarder, og under intelligentsiaens herredømme har vestlige nationer ingen virksomme midler til at begrænse ummaens formering og f.eks. heller ingen lovlige midler til at diskriminere inden for de sociale ydelser. Intelligentsiaen har dermed pånødet befolkningen et system, der nødvendigvis må indebære velfærdsstatens sammenbrud. Vi ser allerede i dag, at statsinstitutionerne bryder sammen: folkeskolen, de sociale sys temer, ordenshåndhævelsen etc. Hurtigt vil vi ende i en situation med et konstant højt skattetryk ledsaget af en stadig dårligere service og en hastig nedbrydning af retsstaten. Hvis denne skæbne skal undgås, må man enten bryde imamernes ideologiske indflydelse (og det er det sidste, intelligentsiaen vil gøre), eller man må sætte sin lid til så store tekniske fremskridt inden for den kapitalistiske produktion, at man når frem til en slags kommunistisk samfund, hvor enhver dansker knokler efter evne, og enhver muslim nyder efter behov. Det sidste er lige så usandsynligt som det første.

Tolerance som herskabsideologi
Hvordan kan vi nærmere karakterisere intelligentsiaens ideologi? Den er først og fremmest præmoderne og har i virkeligheden været det lige siden, venstrefløjen begyndte at tvivle på revolutionsfortællingens holdbarhed. Da intelligentsiaens krav på ideologisk førerskab ikke længere kunne begrundes med den videnskabelige indsigt i den historiske nødvendighed, måtte man finde andre måder at legitimere magten på.

I første omgang søgte man historisk fodfæste ved at alliere sig med forskellige voldsbevægelser i fattige og helst fjerne lande. Således var støtten til Kina, Albanien, Kampuchea, Vietnam o.s.v. fundamentalt set en regression fra moderniteten. Men antiimperialismen blev præsenteret som både teoretisk velforankret og eminent gennemførlig, selv om den intet havde med den klassiske marxisme at gøre.

Den antiimperialistiske legitimering kunne imidlertid heller ikke opretholdes, fordi det hurtigt blev klart, at de bevæbnede revolutionære intetsteds havde opnået noget, som ikke hurtigere og lettere kunne have været sikret uden voldshandlinger. Et strålende eksempel er den panegyrik, der i 1980erne ombølgede Zimbabwes frihedshelt Robert Mugabe, som siden har ødelagt hele landet. Det samme er sket - eller er på vej til at ske - i mange andre lande fra Bolivia til Etiopien, Iran og Korea.

Det nye legitimeringsgrundlag, der afløste den voldelige antiimperialisme, blev en syndsbevidsthed, som man systematisk fremelskede ved at kontrastere den danske befolknings reserverede modtagelse af indvandrere fra fremmede kulturer med det ideelle krav, man burde leve op til: nemlig ubegrænset tolerance. Vi er endt med en slags statssanktioneret bjergprædiken, som ingen kan leve op til, medmindre de vil springe i havnen, og som derfor kan begrunde endeløse fordømmelser af den almindelige befolkning i pressen, kirken, på læreanstalterne og for domstolene. Efterhånden foregår dette i voksende alliance med det europæiske meningspoliti.

Intelligentsiaens eller, om man vil, skyld-mafiaens, tolerance-ideologi afslører sig netop som ideologi derved, at den savner enhver materiel eller praktisk begrundelse. I et forsøg på at dølge ideologiens karakter af ideologi insisterer intelligentsiaens talsmænd på at blive betegnet som eksperter også, når de udtaler sig om rent moralske anliggender, eller når de blot udtrykker egne fremtidsdrømme.

I modsætning til det omgivende samfunds konsekvensetik bygger skyld-mafiaens ideologi på en hensigtsetik. Den rette hensigt og den alene afgør, om et udsagn overhovedet kan fremføres.

For at opretholde facaden er intelligentsiaen nødt til at gå til angreb på videnskaberne. Universiteterne bliver omdannet til repositorier for den knæsatte og moralsk acceptable viden, mens man ligesom imamerne bekæmper ny viden, der ikke tjener den herskende klasses interesser, f.eks. empirisk funderede oplysninger om islam. I voksende grad må intelligentsiaen tage sin tilflugt til førmoderne og i en vis udstrækning obskurantistiske antagelser, der breder sig som en løbeild i de udviklede kapitalistiske samfund. Derfor er historiestudiet forsvundet fra skolevæsenet. Fortiden betragtes som en forbrydelse, som vi ikke har behov for at forstå, men som blot skal fordømmes. Da det samfund, der bekoster skyldmafiaen, fortsat er struktureret som et nationalt fællesskab med en øvrighed, der udgår af den almindelige stemmeret, gælder det især om at udslette den del af historien, der omhandler folkesuverænitetens og demokratiets fremkomst.

Og hvis man gerne vil have et humoristisk eksempel på fænomenet ressentimentsideologi er her komiker, skuespiller og entertainer Hugh Laurie

———————————————————

Af en eller anden grund er henvisningsfunktionen slået fra på den nævnte Hugh Laurie video og man kan derfor ikke se den direkte Monokultur. Men den kan ses på Youtube på nedenstående link.

http://www.youtube.com/watch?v=Q8chs2ncYIw

Egentlig kan jeg nu meget godt lide Søren Krarup. Fra Kristeligt Dagblad

 1962 VAR JEG medlem af bestyrelsen af Studenterkredsen i København, og i samme år udsendte vi en fælles udtalelse mod dansk tilslutning til Fællesmarkedet.

Vi havde læst Rom-traktaten, der var vedtaget i marts 1957 af de såkaldte seks: Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien, og nogle af os havde også stiftet bekendtskab med de visioner, som franskmanden Jean Monnet havde udkastet. Blandt andet kendte i hvert fald jeg hans voluminøse sætning: “For at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa”.

Hvilket oppustet bavl! Som om Europa ikke var skabt. Som om Jean Monnet skulle genskabe, omskabe, nyskabe et Europa, som i tusind år havde været skabt. En opblæst nar.

(…)

Da protesten mod EF-domstolens oprørende reducering af dansk lovgivning lyder i Danmark og blandt andet Dansk Folkeparti beder statsministeren om at stå fast på dansk lov, så svarer Anders Fogh Rasmussen (V), at dette er uansvarligt, for i en retsstat skal man jo rette sig efter domstolens tale.

Jamen, Herre Jemini, hedder retsstaten ikke Danmark? Er det ikke dansk lov, som en dansk statsminister skal værne og hævde? Er dette ikke et rystende vidnesbyrd, hvor langt ude vi efterhånden er kommet i Danmark i forhold til den overnationale union, der uden ophør gøres stadigt snævrere?

Læs ham for han er altid god, hvis ikke den bedste.

‘A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly. But the traitor moves amongst those within the gate freely, his sly whispers rustling through all the alleys, heard in the very halls of government itself. For the traitor appears not a traitor; he speaks in accents familiar to his victims, and he wears their face and their arguments, he appeals to the baseness that lies deep in the hearts of all men. He rots the soul of a nation, he works secretly and unknown in the night to undermine the pillars of the city, he infects the body politic so that it can no longer resist. A murderer is less to fear.’

– Marcus Tullius Cicero - (106-43 B.C.)

Jeg elsker den mand. Fra Jyllands-Posten

Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet - hvilket var en skandale - udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo.

På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: »Mængden er usandheden«. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

Georg Brandes har nu som politisk mål »en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den«.

Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet. Han siger, at Firenze i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Firenze, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz.

Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det Radikale Venstre i 1905.

Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det Radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne.

Læs den hele og få lidt historisk dannelse. Det bliver man aldrig for klog til.

Jeg vil give læserne den glæde at se dette program om anden verdenskrig og revisionisme. Tak til Little Green Footballs.

1.

2.

3.

4.

5.

Hvilket herligt debatprogram. Hvorfor har vi ikke lignende i Danmark? Måske fordi TV2 foretrækker at sende livstilsprogrammer for folk med barbarisk smag, og fordi DR har travlt med at sende multikultipropaganda.