Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Hvorfor?

Da det muslimske ægtepar, pakistanske Syed Farook og Tafsheen Malik, begik massemord på en amerikansk julefest i det firma, hvor Farook selv arbejde, skulle man finde en forklaring. CNNs Erin Burnett foreslog at den kvindelige muslim måske led af en fødselsdepression. Og CNNs Gary Tuchman foreslog en enke til et af terrorofrene at det måske var hans egen skyld, kristent missionerende som han var. Council on American Islamic Relations fortalte CNN at terrorangrebet også var USAs skyld, med den førte udenrigspolitik in mente. Og sådan gik det til at det var en muslim der ved at argumentere for gengæld afslørede forbindelsen til islam for CNNs seere. På den amerikanske venstrefløj og blandt amerikanske muslimer var der forargelse over at medierne ikke havde respekteret Farooks massemyrdende kone Tafsheen Malik ved at vise et fotografi af hende uden hijab. Og mens de amerikanske universiteter analyserede teorierne frygtede man naturligvis et backlash.

Herhjemme advarede Poul Høi om ikke at være hurtig til at komme folk i “kasser og båse” og foreslog uden ironi at Syed Farook blev massemorder fordi hans barndom var ulykkelig med en drikfældig og voldelig far. Sammenhængen der viser at børn af alkoholiserede og voldelige fædre begår massemord antages blot at være sand fordi det er fra den samme kasse man forklarer al anden ondskab man ikke vil forholde sig til, og så var det vist konen Tafsheen Malik der fik ham til det. Med alle de børn af voldelige alkoholikere har Malik virkelig ramt en sekundær rekrutteringsåre.

Og så garnerer han sofisstisk med moralske betragtninger i psykologiske klæder som “Ingen massedrabsmænd er mentalt sunde”. Terror med politiske, religiøse, seperatistiske og sekteriske formål eksisterer altså ikke i Høis univers, hvis vi forstår mental sundhed i en klinisk forstand. Det giver ingen mening og sætningen er da også hentet i kassen for ondskab man ikke ønsker at erkende. Det er et moralsk udsagn som vi bruger om SS bødler, ISIS og lignende, men den tjener sproglig til at bakke Høis ide op. En tese han skyder i foden  når han som eksempel på Farooks integration i the american way of life skriver

Det følgende år indrykkede han [Syed Farook] en lignende annonce på et datingsite i Dubai, hvor han skrev, at han ledte efter en kvinde mellem 18 og 22 år, og hendes nationalitet og religion var underordnet.

Høi læser “nationalitet og religion var underordnet”, men overser at Farook ikke finder en kone i USA, men på et datingsite i Dubai! Med andre ord kan vi have en almindelig stærk formodning om at han ledte efter en araber som pakistaner og med religion mente at han ikke ville hænge sig i om hun foretrak Hamas frem for ISIS. Farrok havde fundet hjem førend han mødte konen.

Carsten Jensen mener modsat Høi ikke at Farook og Malik myrdede på grund af Farooks fars druk og vold. Han har sin egen kasse af forklaringer og den er fyldt med os andre end ham. Vi, som nationer, fører krige mod dem og det var os der startede. Mikkel Anderson leverer en anbefalelsesværdig nedsabling af Jensens realitetsforladte moralfortælling. Andersons centrale pointe begrænser sig ikke til Jensen, men er kardinal for hele venstrefløjens tænkning og skyld og ansvar

Dernæst fremsætter Jensen en af de sørgeligste travere, der altid hives af stalden, når vestlige venstreintellektuelle skal forsvare ikke-vestlig terror: ”Terroren har altid været den militært svage parts svar,” erklærer han.

Som nævnt udøver IS også rigelig terror, hvor de står stærkt. Men terror er et valg, ikke den nødvendighed, som Jensen vil have os til at tro.  Det er et valg, som intet har at gøre med, hvorvidt man er ”stærk” eller ”svag”. Den vilkårlige terror mod civile har altid været de totalitære og skruppelløses ”svar”, der så rigeligt også er blevet udført af ”de stærke”, hvilket Stalin, Pol Pot, Hitler og en perlerække af andre fra verdenshistoriens rædselskabinet demonstrerer. Der er ingen automatik i, at en militært ”svag” part massakrerer tilfældige civile.

Desværre er de fleste af Jensens udsagn genfortalt af journalisten og jeg vil være varsom med at udlægge dem bogstaveligt, selvom om de er klassisk Carsten Jensen, som at anderkende ISIS ‘deres territorium’ uden at nævne folkemordene på de oprindelige indbyggere. Og fordi Jensen i store dele ses gennem artiklen fremgår de ikke klart hvor “vi” startede, da Jensen eksempelvis nævner Frankrigs for længst overståede Algier-krig uden at det fremgår som var der en direkte sammenhæng med nutidens civilisationskrig eller om det bare vare et eksempel på at det altid var “os” der starter.

Men et par enkelte af Jensens citerede udsagn fortjener måske et par kommentarer som overflødigt supplement til Andersons Jensenmassakre. For der er så mange besynderlige antagelser i venstrefløejens kasser så Informations journalist slet ikke mener at der skal følges op på et udsagn som “Islamisk Stat giver de unge mænds kamp en retning og et mål”, siger Jensen, som vælter danske unge mænd rundt i gaderne og uden mål og med halshugger tilfældige fodgængere. Eller, hvis det kun er logisk for muslimske unge mænd bare at være i kamp, var det så nu også os der startede? Hvem der startede bliver endnu mere forvirrende da Jensen fortsætter “Ekstremisternes våde drøm er, at typer som Søren Espersen får magten. Så har vi konfrontationen…”.

Men tilbage til San Bernadino og hvorfor det muslimsk-pakistanske ægtepar dog kunne finde på at kaste deres karrierer ud ad vinduet. Victor Davis Hanson leverer en fremragende diagnose i National Review af den næsten perfekte storm som muslimsk aggression og almindeligt kulturelt selvhad skaber

Why, then, is radical Islamism, so antithetical to Western values, still preached in American and European mosques? Do radical Muslims in the U.S. and Europe realize that if they had had their way, they would not have wished to emigrate to the U.S., given that it would resemble the homelands they abandoned? The worldview of Tashfeen Malik, if enacted, would eventually have turned San Bernardino into Islamabad; would Ms. Malik then have left it for Portland?

Why is ISIS apparently attractive to hundreds, if not thousands, of Western Muslim youth? Why is the FBI supposedly busy tracking down radical Muslims residing in America, who presumably came here of their own free will? Is it because the FBI is Islamophobic?

One obvious reason for these anomalies is a sort of paradox. The more a Muslim youth enjoys casual sexual hook-ups, easy access to liquor and drugs, and unapologetic secular indulgence, all the more the voluptuary feels he has betrayed his culture, religion, and very identity — and the more his eventual return to Islamic purity is likely to become extreme. No one forced Mohamed Atta and his band of killers to become Western sybarites. What made them slaves to their appetites was their very Islamic Puritanism, which turned what was commonly available into forbidden obsessions: the more taboo, all the more to be indulged in, and all the more to be regretted post facto and the indulgence blamed on others when passions are drained and probity returns.

Second, in many cases, the immigrant immediately asks upon arrival, “Why do they have so much here, while we have so little back home?” Do not expect him to cite everything from religious tolerance to consensual government to freedom and market capitalism — not when there is an accessible American dictionary of victimization, ranging from colonialism and imperialism to oil and Israel. The new arrival from the Middle East need not turn on Al Jazeera to be spoon-fed grievances, when he can listen to President Obama’s apology tours or Cairo speech or breakfast sermons about high-horse Christians and their millennium-old Crusades.

Third, we in America ask almost nothing of immigrants any more. We do not care whether they come legally and will obey the law once they’re here. We have no concern whether they can support themselves, or whether they will become wards of the state. One need only review the careers of Obama’s own immigrant aunt and uncle. We have no worries about whether they learn English. They can hate or love America, as is their wont. If an immigrant commits a crime against his hosts, we feel that we would commit a greater crime by sending our ungracious guest home. Is that why ICE released 36,000 alien lawbreakers in 2013 alone, preempting their deportation hearings, or why 347,000 criminal aliens are believed to be at large in the United States?

Citizenship as a cherished privilege has utterly vanished. So has any idea of gratitude. A hallowed notion of legality, of being more law-abiding even than native-born Americans, has disappeared among immigrants. Juan Francisco Lopez-Sanchez — the five-times-deported illegal alien and seven times repeat felon who shot Kate Steinle to death in San Francisco — was only the most extreme example of what is possible under current immigration law and practice.

At no time did Lopez-Sanchez thank the United States for offering him a better chance than Mexico had — at least if repeatedly committing felonies can be see as a form of not offering thanks. We deduce that he believed things were better here than in Mexico or he would not have reentered the country illegally so many times. Lopez-Sanchez, like the Tsarnaevs, knew that the U.S. leaves immigrants alone, or perhaps, better yet, romanticizes their difference, and provides, if not a legal amnesty for their crimes, a psychosocial one.

Fourth, immigrants sense an identity-obsessed culture, where diversity, not unity, brings career dividends. A teen can cross illegally from the oppression of Oaxaca and almost instantly qualify for victim status and affirmative action on the bizarre theory that American oppressions have earned him compensation and reparations, as if he were psychologically damaged by America while he was in Oaxaca or will be in America if he was not in Oaxaca.

Hyphenation, not conformity, is preferred — and wisely so. Poor George Zimmerman’s “white Hispanic” troubles arose from his Americanizing his mixed-race identity rather than emphasizing a constructed otherness by calling himself the more authentic-sounding Jorge Mesa. A fight between Trayvon Martin and Jorge Mesa does not reach the White House, because it furthers no particular agenda; it’s analogous to the weekend toll in Chicago rather than a Ferguson teachable moment. Apparently, Zimmerman did not learn the lesson that an upper-middle-class prep-schooler named Barry Dunham, whose conniving African father had abandoned him, would have been a mere statistic. But as Barack Hussein Obama he became a unique example of diversity, with all its resonance.

At best, if a Muslim immigrant fully assimilates, to the point where, as is true of most Americans, he cannot easily be identified by his religion, or if his religion becomes incidental rather than essential to his public persona, then he is rendered just an ordinary American. Perhaps he even is in some danger of joining the unattractive majority not subject to special dispensation. At worst, he can become a sellout in the eyes of his local mosque and immigrant enclave. Emphasizing identity to its logical extreme wins rewards in today’s America. We saw to what insane lengths this has gone in the cases of the fabulists Rachel Dolezal, Elizabeth Warren, Shaun King, and Ward Churchill.

Finally, the Muslim shooter understands that so many of his hosts are naïve, ashamed of their own culture, unsure of their heritage, and prone to apologize rather than criticize. They would likely not call the authorities even if they spied preparations for terrorist activities — believing that being called a racist is worse than possibly allowing violence to ensue against the innocent. Note that Ms. Malik never thought that she might have to tone down her suspicious activities, because her neighbors quite magnanimously did not call the police.

Appeasement is a psychological disorder that affects both the appeaser and the appeased. The more exemptions are granted the offender, the more the grantor feels good about himself, and the more the offender loses respect for someone seen as weak rather than magnanimous.

Tradserier

David Trads tager på sin blog på Jyllands-Posten til genmæle mod mange af hans kritikere ved at svare ppå 10 udvalgte og ofte stillede spørgsmål. Første spørgsmål han svarer på, er, hvor mange flygtninge Trads selv er villig til at tage imod i sin lejlighed. Trads svar går, som Trads logik altid, på det andet af to ben. Han svarer abstrakt til det konkrete og konkret til det abstrakte. Hvorfor hjælpe overhovedet?

Folk har rettigheder, som ikke er afhængig af, om enkelte af os vil dele ud af vores penge. I gamle dage var det omvendt. Da måtte arbejdsløse og syge eksempelvis håbe på, at godsejeren ville hjælpe til. Det var ydmygende.

Trads historiske kommentar om godsejeren er kun taget med for sin surreelle kvalitet. Tilrejsende fra hele verden har rettigheder som ikke er afhængige af, om flertallet af danskerne er tilhængere eller modstandere af at dele ud af deres penge.

Mit svar er, at jeg ikke synes, at jeg skal huse flygtninge i min lejlighed. Jo, jeg har skam plads - lige som mange andre har det - men jeg synes ikke, at det er enkeltpersoners opgave at huse flygtninge. Det er fællesskabets.

Det er jo ikke, fordi vi ikke har plads her i landet, at regeringen ønsker at tage imod færre flygtninge. Plads har vi nemlig nok af. Der er masser af steder, hvor det offentlige kan købe eller leje boliger til flygtninge.

Her i landet har vi et velfærdssamfund, som betyder, at vi finansierer de fleste opgaver, hvor nogen har brug for hjælp, over skatten. Det er en god ide, for så skal folk i nød ikke stå med hatten og håbe på almisser.

Vi har altså et fællesskab, men folk i vores velfærdssamfund har ingen ret til at sige nej til at man finansierer alle der kommer tilrejsende. Plads, har vi nok af, skriver Trads, for vi kan blot købe mere bebyggelse. Trads altruisme er adgang til andres lommer, lommer Trads mener er bundløse. “Er Trads den allerværste af dem alle, eller er det Stampe, Jensen eller CBT?” spurgte en god ven. Det er et svært spøgsmål. Carsten Jensen har vist skrevet en god bog i Vi De Druknede, så lidt formildende er det måske at sige om ham. Men det sørgelige er at det felt er endnu mere befolket, ja overbefolket, for nu at blive i temaet.

For overbefolket med tradser som Anders Ladekarl har vi nemlig hurtigt ikke plads nok i Danmark. Ladekarl var i forvejen en af de, der følte sig klemt af indvandringen og derfor flyttede væk og ud i de lyse med ordene “Jeg ønskede mig en større bolig“. Og i den bolig er det næppe heller plads til de indvandrere der allerede bor i hans hjerte så fællesskabet må tage resten - ja, dem alle, vi har jo en velfærdsstat til det samme.

anders-ladekarl-prins-joachim-og-torkild-thyrring

Eller en trads som Per Nyholm i Jyllands-Posten, der har besøgt Nørrebro, med “bus A5 fra Nørreport, i sig selv en socialantropologisk oplevelse“, hvor han slet ikke har fundet det virkelig, han har læst om i medierne. Tværtimod falder han…

…i snak med en venlig marokkaner. »Hvad tror du, reaktionen havde været,« spørger han, »om attentatet var blevet forøvet mod synagogen i Krystalgade?«

Jeg foretager en fodtur gennem Langbortistan. Ingen voldsmænd, intet politi, snarere myldrende liv, energisk handel, caféer og eksotiske butikker. Vi er helt sikkert ikke i Mellemøsten eller på Balkan. Dér lærte jeg i krigens tid, at man aldrig måtte gå ind i en gade, hvor der ikke hang vasketøj ud ad vinduerne. Jeg når frem til Det Mytologiske Kvarter (gaderne er opkaldt efter vore gamle guder) og spadserer ned ad den berygtede Baldersgade.

Jobcentret er lukket. Fem meget danske ungersvende sidder med lidt mad, en håndfuld bajere og en flaske mineralvand – denne sidste dog med brus – på en trappe. Eftermiddagssolen bager, som var den på besøg fra Kairo. Alt er fredeligt. Den meget omtalte Café Bumzen er lukket.

Første snak med en marokkaner demonstrerer fluks en paranoid kulturel/religiøs offerdyrkelse, hvor man står i modsætning til majoritetssamfundet, der holder hånden over jøderne. Men Nyholm spadserer videre og oplever endeløse rækker af shawarmabarer og kiosker som eksotiske. Alt er fredeligt og Café Bumzen blev omtalt fordi det var en venstreekstrem terrorrede. “En enkelt molotovcocktail blev vist nok kastet under en nylig fest” får vi senere at vide helt urelateret. Og måske blev denne molotovcocktail også kastet uden relation til Café Bumzen, men det styrer ikke Nyholms pointe.

Overflader har let ved at tage sig idylliske ud, hvis man ikke ved, hvad det er man ser når man ser “En arabisk fane vajer fra taget.” eller, hvad man skal mene om

En moder, hyllet i sort fra top til tå, passerer med to småpiger. De danser hen ad fortovet. Om 15 år vil de være til skæg og ballade i nattelivet.

Ja, børn af fundamentalistiske forældre er party-monkeys sammen med alle de andre tilhyldede piger på diskotekerne. Men der er en slange i Paradis

Vel inden døre trækker jeg over facebookkommentarerne til brandanslaget i Nordvestkvarteret. En navngiven herre skriver: »Godt, respekt – brænd kamellortet af.« En anden tilføjer: »I må godt få 10 liter benzin af mig.« En tredje: »Det næste bliver deres moske inden jeg dør er den brændt ned.«

Sådan lød skrålet i de tyske gader i nazitiden. Sådan lyder skrålet i vore dages København.

Det er problemet med Danmark idag, danskerne; de fylder for meget i velfærdsstaten.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Monokultur kører på WordPress