Og hvor er det godt. Fra Kristeligt Dagblad

Folkekirkens Nødhjælp skal tvinges ud af Mellemøsten og i stedet koncentrere sig om nødhjælpsarbejde andre steder, for eksempel i Afrika.

Det mener Dansk Folkeparti, og i de kommende finanslovsforhandlinger vil partiet kræve, at Folkekirkens Nødhjælp mister sit tilskud fra Danida, indtil organisationen har stoppet sit arbejde i Palæstina. Folkekirkens Nødhjælp er nemlig alt for ensidig kritisk over for Israel og alt for imødekommende over for palæstinensere.

– Vi vil ikke acceptere, at de er i den region. De skulle meget hellere koncentrere sig om afrikanske lande som Sudan, Niger og Tanzania, siger udenrigsordfører Søren Espersen.

Og det giver selvfølgelig bizarre reaktioner

I Folkekirkens Nødhjælp er generalsekretær Henrik Stubkjær bestyrtet over Dansk Folkepartis forsøg på økonomisk pression. Han ser dog med sindsro på de kommende finanslovsforhandlinger, eftersom ingen andre partier i Folketinget støtter kravet om at fratage Folkekirkens Nødhjælp Danida-penge. I alt fik organisationen sidste år 185 millioner kroner til bistandsarbejdet.

–Men det er utrolig betænkeligt i et demokrati, at medlemmer i Folketinget rækker ud efter en enkelt organisation uden at påpege noget konkret forkert. Det er et fuldstændigt brud på den demokratiske tradition for, at det aldrig er politikere, som bestemmer, hvad NGO’ere (frivillige organisationer, red.) skal lave eller ikke lave. Det er meget, meget udansk, siger Henrik Stubkjær.

Stubkjær mener altså ikke at det er demokratisk, hvis de folkevalgte bestemmer, hvem og hvad man vil give penge til. Demokrati er penge til min sag! Tidligere har Aia Fog fra Dansk Folkeparti været ude med riven efter Folkekirkens Nødhjælp, som også Jesper Lau Hansen.

Det er en glæde at følge Søren Pinds modning fra lallende liberalist til noget, der begynder at tegne konturerne af et intellektuelt menneske. Pind er nemlig begyndt at erkende, at liberalisme er et produkt af kultur og tro og ikke en frit svævende tilstand der opnås automatisk, bare vi alle slår hjernen fra. Fra kronik i Jyllands-Posten

Da Muhammed-krisen kom, splittede den liberale i Danmark dybt. Helt fundamentale frihedsrettigheder stod overfor hinanden. Ytringsfriheden – var den afgrænset eller ubetinget?

Uffe Ellemann-Jensen gjorde sig til talsmand for et krav om respekt for religiøse følelser; ytringsret, ikke -pligt. Venstres daværende politiske ordfører tilkendegav, at ytringsfriheden var grænseløs. Mens statsministeren stod fast på ytringsfriheden, som den er formuleret i den danske grundlov; »enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.«

Som for venstrefløjen, der ikke ved hvad den skal mene efter Murens fald, rager de liberale også forvirrede rundt i et desperat forsøg på at lade deres ideologi give en løsning på den aktuelle trussel mod vores civilisation. Mennesket er ikke Homo Økonomikus - en fejlantagelse som marxisterne deler - og der skal andet til at binde os sammen end forventningen om personlig gevinst. Pind er begyndt at interessere sig for forudsætningerne for det frie samfund.

Og nu udfordres vi atter. Af en hætteklædt pige af fremmed herkomst, opstillet for et venstreekstremistisk parti, der lader kundgøre, at danske tropper i Irak er lovlige mål. Og sådan har det også været fremstillet i danske medier.

(…)

Men udtalelserne gik videre. Langt videre. Og er med til at tegne et billede af femtekolonne-virksomhed, ikke set siden Den Kolde Krig, kun antydningsvis mødt. Efter den 11. september. Under Muhammedkrisen.

Det var en direkte og utvetydig tilkendegivelse om støtte til fjender af Danmark og danske soldater. Det korrekte citat lyder: »Jeg støtter den irakiske folkebevægelses kamp imod besættelsesmagten« og videre »Det er også nødvendigt, at vi støtter … irakernes kamp mod besætterne«. Hun citeres direkte for, at de danske tropper er en del af ”besættelsesmagten”, og tilføjer specifikt, at hun »ikke er imod væbnet kamp«?

Den slags udtalelser skræmmer Pind, som “…finder den syg, fremsat som den er af danske borgere.“. Det er altså vigtigere at være dansk end liberal kan man forstå og dermed siger Pind, at det er det nationale, der forudsætter det liberale. Man er nemlig ikke fri til at true nationen. Kampen om værdier og menneskersyn, kampen mellem kulturer og tro passer ikke bare sig selv i en fri harmoni, men skal kæmpes af os alle og i kampen må vi gøre op, hvor vi står. Hvis man vil det liberale må man derfor forkaste liberalismen. Pind er i allerede igang

For en liberal giver sådanne undergravende agitative tilkendegivelser anledning til dyb selvransagelse?

Netop undergravende! Liberalismen dyrker en barnagtig tese om en selvopretholdende naturkraft der forkaster historien, men Pind har fået større respekt for vores forgængeres erfaringer

Mennesker før os, der prøvede at leve i konfliktfyldte og smertelige tider, har, siden den borgerlige straffelov af 1866, adskillige gange forholdt sig til disse spørgsmål.

Resultatet blev det, der i dag udgør straffelovens § 100, hvis relevante del lyder »Den, som ved offentlige udtalelser tilskynder til eller som fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat, straffes med fængsel indtil seks år«.

Adskillige gange i forrige århundrede har lovgiver overvejet at fjerne paragraffen – fordi man overvejede, om gerningsbeskrivelsen var for bred.

Alligevel er den materielt fastholdt af folketing efter folketing gennem alle revisioner – fordi noget nagede. Fordi man havde oplevet stikkere. Kollaboratører. Samfundsomstyrtere. Landsforrædere.

Og derefter gør Pind rede for hvilke forudsætninger der er til stede for at knalde Asmaa for landsforædderi og ender med en tvivl på skrømt

Og hvad siger det liberale hjerte i denne sag? Svaret er svært. Men det danske er ikke i tvivl.

Og Pinds hjerte er dansk, først og fremmest! Velkommen ud af de studentikose tåger Søren!

Om få uger træder vi ind den muslimske fastemåned “Ramadan”, eller rama-dama-ding-dong-dang som jeg foretrækker at kalde den, med deraf følgende vilde udsving i blodsukker niveauet og ophedning af det i forvejen iltre temperament. Nu er det praktiske ved burkaen, at den jo skjuler de blå mærker.

Som 1428 års jubilæet for muhammeds Hidjra nærmer sig, er det relevant at kaste et blik på verdens sande tilstand. Ved et øjekast siger dette kort måske ikke så meget andet end at de muslimske lande hovedsagligt klumper sig sammen lige nord for ækvator, men ser vi lidt dybere afslører billedet noget mere: Det drejer sig om konflikt. Tillad mig denne grovsortering.

Lad os starte i øst med Indonesien det sted hvor islam nok er mest udvandet. Øst-Timor og Aceh provinsen, to områder der har opnået hhv. selvstændighed og selvstyre efter mange års blodig krig, læg dertil stridighederne på Papua og territorial uoverensstemmelserne med Australien plus div. terrorbevægelser jf. Bali i 2002. Det ser ikke godt ud. Som nabo til dette multietniske imperium ville jeg være en kende nervøs.
Går vi til Philippinerne, så er der vrøvl med det muslimske terrornetværk Jemaah Islamiyah og gruppen Abu Sayyaf som opererer fra det Moro kontrollerede område i syd under MILF (neeeeej, det står for Moro Islamic Liberation Front - I læsere har simpelthen så beskidt en tankegang). Mens man kan gå på bordel i Manilla, kan man risikere at få hovedet hugget af på Mindanao.
De stakkels Thailændere har sit hyr med svøben fra syd. Her må buddhist munke, skolebørn og deres lærere frygte de islamiske dødspatruljer.
Vi hopper stille og rolig til Indien og Pakistan hvor Kashmir konflikten er en kilde til uro mellem to atombevæbnede megastater. Det muslimske Pakistan var ikke tilfreds med det erobrede vest-Kashmir, men gjorde større krav. Adskillelige terrorbevægelser der opererer i Indien støttes fra Pakistan. Ligeledes kan vi alle takke pakistanerne for Taliban bevægelsens fremkomst. Det golde Pakistan er også et frugtbart sted for selvmordsbombere med retning mod Storbritanien.
Vi slutter med Iran inden vi går mod Mashreq regionen i vest. Huntington siger at islam har blodige grænser, men de er nu mest blodige indadtil. Det tehranske shia theokrati er ikke bare uvenner med de vantro, men også med sunnierne som er deres naboer. Iran er pt. nummer 1 i køen til atommagternes klub.

Den kvikke læser vil allerede nu have draget en del konklusioner, men den endelige erkendelse er måske mere overraskende end som så.

Fortsættes i del 2…

Melodi: “Hist, hvor vejen slår en bugt”

Hist hvor Jagtvej slår en bugt,

lå ét ungdomshus så brugt.

Pist væk er den fæle lugt ,

af uromagere på flugt.

Væggene ej mere stå,

selvom der var malet på,

bøllersynker halvt i knæ

og råber snot og bæ.

Under taget intet fnidder,

autonome kom nu videre!

Melodi: “Rule Britania”

Ungdomshuset, riv hele lortet ned

Autonome hører til i Nordsjælland et sted.

Aktivister, tro ikke at den går,

rejs nu hjem til jeres mor i Klampenborg.

En af de mest naive eller kyniske tilhængere af multikulturalisme er Kamal Qureshi (Jeg hælder til den kyniske fortolkning).
I dagens debat på P1 Formiddag tørner Erik Meier Carlsen og Qureshi sammen i et slag der handler om tolerance og multikultur. Qureshi er vel forberedt, men åbner alligevel flanken en del gange uden at Carlsen rigtigt får det afgørende stød ind. Lidt deprimerende.

Qureshi: “I realiteten er et samfunds evne til at kunne rumme de forskelligheder et samfund jo har… alle samfund har… også det danske samfund altid har haft og fortsat vil have det, det er jo at kunne skabe rummelighed hvor de forskelligheder der er tilstede føler at de kan imødekommes. Lad mig nævne et billede på det; hvis man har en salatskål så har man i den salatskål både tomater, agurker og salat og løg og hvad man nu kan have, og for at det kan blive til en god salat, så skal tomaterne ikke være i den ene ende og agurkerne i den anden og løg i den anden ende. Det skal blandes godt sammen, men samtidig er det også vigtigt at denne her salatskål, dvs. en ramme om den her forskellighed som kan holde fast på indholdet og som også giver plads til at indholdet kan være der, og det er der man kan sige det multikulturelle er en model som er brugbar f.eks. den canadiske model hvor man definere det multikulturelle som det bærende nationale element.

Jeg hader lige så meget at skrive det, som du hader at læse det. Qureshis salat metafor viser med alt ønskelig tydelighed, at han i hvert fald ikke har benene på jorden.
Ude i køkkenet har jeg en skål med svovlsyre, saltpetersyre og glycerin. Det skal blandes godt sammen.

Som det kan ses har SF ikke noget ideologisk fundament for deres multikulturalisme, fordi dette fundament er baseret på følelser og misforståelser. Tilbage står den rene og skinbarlige religiøsitet.

Der hvor den afgørende forskel på det monokulturelle samfund og det multikulturelle samfund , det er selvfølgelig at man har ikke en kultur som påberåber sig førsteretten, den førstefødte ret, og det er jo klart at i det øjeblik du gør det ligger du jo en grobund for en konflikt.

Vis mig en stat hvor én kultur ikke påberåber sig “førsteretten”, og jeg skal vise dig en stat i opløsning. Det Qureshi snakker om er et sekterisk diktatur og ikke et vestligt liberalt demokrati, så det er selvfølgelig en stråmand. Det at en holdning påberåber sig “at have ret” (dvs. ikke “retten”) kaldes “politik”. I Danmark foregår “politik” blandt folkevalgte og det er én lang konflikt. Her viser den religiøse side af multikulturalismen sig igen; et konfliktløst samfund.

…Senest har vi set det på Balkan hvor det er at Milosevic går ind og siger at her er det den serbiske kultur, det er serberne, det er os der skal bestemme hvordan tingenene skal foregå og det er på hvores præmisser, og så starter konflikten… Så derfor er en monokultur defineret af den ene gruppes overherredømme over andre grupper.“

Det virker som om Qureshi ikke forstår at skelne etnicitet, politik og kultur ad. Nej, monokultur er ikke overherredømme over andre, det er noget sludder og vrøvl. I hans verdensbillede er multikultur den historiske norm og monokulturen pludselig en moderne konstruktion. Han forudsætter at multikulturen var her først, men svar mig nu Kamal, hvis man graver i den danske muld, er det så Abdullahs knogler der ligger begravet?
Qureshi fortsætter med en række løgne om jødernes forhold i Danmark.

Som positivt eksempel på multikultur giver Qureshi os Sydafrika, et utroligt voldeligt og sekterisk samfund. Ih, hvor lyder det spændende og eksotisk.

Carlsen: “Når Kamal snakker om eks. Jugoslavien, så var det jo et multikulturelt samfund. Det var jo et samfund hvor der var nogle meget, meget store mindretal hvor der var nogle meget store spændinger mellem en dominerende kultur og i nogle andre [geografiske] områder dominerende kulturer med en helt anden kulturel og religiøs baggrund og det er det der skaber konflikter.“

Ok da, det var vel også en såkaldt “direktør”.

P1:”Kamal Qureshi, kan man have økonomisk lighed i et multikulturelt samfund?“

Qureshi:”Ja, i høj grad!“

Carlsen:”Der er bare ikke nogen eksempler på det.“

Præcis, og Qureshi forholder sig slet ikke til dette faktum.
Qureshi rabler løs om økonomisk vækst, Richard Florida, tolerance og multikultur som om der var en linær sammenhæng (er der ikke vækst i Kina eller hva’?). Til det svarer Erik Meier Carlsen ganske spidst: “Det kan være lidt underligt for mig at sidde overfor en SF’er og sige at det handler ikke om vækst det hele, det handler faktisk om fællesskab også.” Touché!

Til sidst vil jeg føje til, at multikultur ikke er en forudsætning for innovation og vækst. Tag Thomas Edisons laboratorier, det var en gruppe hvide mænd fra den jævne middelklasse. Resultat = 1093 patenter.

Det er devisen hos mange realpolitikere og her er et herligt forsvar for den muslimske bevægelse af korrespondent for IslamOnline.net Nidal Abu Arif. Først så kommer her en sikkert udmærket pointe (jeg ved ikke så meget om de interne forhold i Gaza, men dette lyder ganske interessant). Fra Politiken

Lad mig allerførst slå fast, at de kampe, som vi har set i Gaza i begyndelsen af juni, ikke foregik mellem Fatah og Hamas, selv om de fleste vestlige medier beskriver dem sådan. For mig at se foregik kampene snarere mellem den militære gren af Hamas og en lille gruppe korrupte og forhadte sikkerhedschefer, som har domineret Fatah de sidste fem år. For hvordan skal man ellers forklare tavsheden fra de andre grupper i Gaza? Hvorfor valgte Fatahs adskillige militære grupper – som har mere end 10.000 mand under våben – at blive på sidelinjen? Hvad blev der af de over 40.000 sikkerhedsfolk i Gaza, som er loyale over for Fatah? Og hvad med de andre grupper såsom Islamisk Jihad, PFLP og andre små militære grupper.

Svaret må være, at de – ligesom de fleste indbyggere i Gaza – fik nok af de såkaldte sikkerhedschefer, som kun har haft interesse i at bygge store villaer og sommerhuse ved Gazas kyst, mens resten af befolkningen har lidt under fattigdommen og den israelske besættelse. Fatah eksisterer stadigvæk i Gaza. Fatahs generalsekretær i Gaza, Ahmad Hels, holdt 18. juni, kun fire dage efter at Hamas tog kontrol over området, et pressemøde i Gaza By. Han udtrykte, at han føler sig sikker i Gaza, og at han ingen planer har om at flygte fra området. Han appellerede også til de andre Fatahfolk, som var på vej ud af Gaza, om at vende tilbage. Han opfordrede dem til ikke at kæmpe imod Hamas, men til at deltage i den demokratiske proces.En anden misforståelse er, at Hamas står svagt på Vestbredden. Et eksempel på, at dette er en myte, er, at Hamas vandt otte ud af elleve valgkredse på Vestbredden. Fatah vandt kun to valgkredse tilbage i januar 2006, mens den sidste valgkreds gik til andre små partier. Hamas vandt 30 pladser i disse valgkredse, mens Fatah kun vandt 11 pladser. Det samlede resultat af valgkampen viste, at Hamas fik en jordskredssejr og vandt 74 mandater ud af de 132 pladser i det palæstinensiske parlament. Fatah vandt kun 45 mandater, mens de andre partier fik de resterende 13 mandater.

Fint nok, men til sagen for Kronikkens plæderer for at Hamas skal have en chance.

Vi har nu muligheden for at vise hele regionen, at vi vil det bedste for dem. At hjælpe med at inkludere de islamiske partier i den demokratiske proces og være med til at gøre dem mere moderate. En isolering af disse partier vil kun give bagslag i fremtiden og vil kun være med til at radikalisere dem yderligere.

Danmark kan spille en afgørende rolle og forsøge at styrke det palæstinensiske demokrati i stedet for at undergrave det. Danmark må med sit stærke demokratiske fundament for en gangs skyld føre an og ikke blot synge med i fælleskoret mod Hamas. Lad os vise, at vi vil det bedste for palæstinenserne: en demokratisk valgt regering.

Det kan jo ikke skade os. Men er det nu palæstinensernes interesse at være underlagt Hamas? Det kommer jo noget an på, hvem man spørger. Her fra Berlingske Tidende

GAZA: Fatima har sort genstridigt hår, der forvilder sig ned over hendes skuldre og langt ned ad ryggen. Et overraskende, næsten chokerende syn her i Gaza, hvor kvinders hår er ved at være et forbudt, intimt skue.
Men de seneste uger har det været endnu mere risikabelt end hidtil at bevæge sig omkring i Gaza uden hijab, det muslimske hovedtørklæde. »Hver gang man nærmer sig et marked eller en befærdet gade, hører man dem; de hissende stemmer, som siger, Det er Hamas nu. Hvad tænker du på. Dæk dit hår.« Men det har Fatima ikke tænkt sig at gøre. »Man bliver nødt til at holde fast i, hvem man er. Ellers er man ingen,« siger hun.
(….)
»Først gik Hamas løs på Fatah. Hvis tur er det nu? Måske os, det er det vi er angste for,« siger Fatima, der er medlem af Sammenslutningen af Palæstinensiske Arbejdende Kvinder. »Hamas er imod menneskerettigheder. Det ser vi hver dag med vores egne øjne i Gaza.«Kvindeaktivister i Gaza betoner, at de stadig ikke ved, hvad Hamas agter at gøre med deres nye magt. Men baseret på de erfaringer, kvinderne allerede har gjort med Hamas, frygter de det værste. Hamas vandt til alles overraskelse også deres egen det palæstinensiske parlamentsvalg i januar 2006 og brød dermed fire årtiers Fatah-styre.
I marts 2006 dannede Hamas regering, der i foråret 2007 blev omdannet til en national samlingsregering med deltagelse af Fatah for at forsone parterne og få Vesten til at ophæve økonomiske sanktioner. Regeringen er efter blodsudgydelserne i juni opløst, og Hamas sidder helt på magten i Gaza, hvor deres sortklædte, langskæggede og sværtbevæbnede Executive Force-styrker overalt overvåger gader og pladser.»Hamas vil nu vise deres sande ansigt, formoder vi,« siger Lama Hourani, ekspert i kvinderettigheder i Gaza. Lama Hourani har længe forsøgt at undslippe Gaza og komme til Vestbredden af frygt for, hvad fremtiden kan bringe. I denne uge lykkedes det den 32-årige aktivist at komme ud af Gaza med sin femårige søn. »Hamas vil gribe fat i andre emner til at begynde med, primært at skabe sikkerhed,« siger Lama Hourani. »De vil forsøge at vise sig fra deres mest demokratiske, åbne og retfærdige side. Men så vil det blive værre. Det tyder alt på.«

(….)

»Hamas angriber den personlige frihed. Vi har haft adskillige sammenstød med Hamas allerede. Om familieret, kvinders stilling på arbejdsmarkedet, diskrimination mod kvinder og islamisk sharialov, der ikke just er i kvinders favør,« siger Lama Hourani.

»Hamas er ikke tilhænger af, at kvinder deltager i det politiske liv. Der er ikke én kvindelig Hamas-leder. Vi ser allerede den islamiske påvirkning, som Hamas er fortaler for, overalt i Gaza. Her er kun få kvinder, der ikke er tildækkede. Og kun enkelte skoler tilbyder nu blandede klasser.«

(…)

»Mahmoud az-Zhar (en hardliner Hamas-leder, red.) har offentligt udtalt, at han går efter at indføre en islamisk stat med islamiske institutioner og love.«

(….)

Både moderate Hamas-ledere og mange hardlinere nægter fortsat, at de vil islamisere Gaza-striben yderligere. Den konservative Hamas-leder Khalil Abu Leala siger: »Den eneste lov, vi vil indføre i Gaza, er Det Palæstinensiske Selvstyres lov; den nuværende lov, så vi kan regere folket. Vi vil først og fremmest skabe sikkerhed og derpå brede sikkerheden til det nationale niveau. Den nuværende lov er for 50 procents vedkommende allerede overensstemmende med sharia (muslimsk lov, red.)«

Abu Leale lægger dog ikke skjul på, at han ser islam som »løsningen«: »Verden har mange sygdomme, især i Europa, der bevæger sig væk fra den moralske sti. Vi har medicinen, som vi må sprede: Islam,« siger han.

(…)

Men Fatima med det sorte hår fra Gaza-ministeriet har ikke megen tillid til udmeldingerne, selv om hun håber, de holder stik.

»Vi befinder os i en meget kritisk situation. Sagen er, at vi ikke bevæger os fremad men tilbage i tid.«

Islam er altså bagud i tid? Nå da.

Den, efter min velbegrundede overbevisning, farlige sekt Kaospiloterne fra det metroseksuelle Aarhus har fået en ny rektor. Jytte Wikkelsø er i den anledning blevet salvet af DR P1 i programmet sommergæsten. Jeg må her advare fædrelandskærlige læsere med sarte nerver mod den tsunami af kulturradikal oikofobi der bliver frigjort i omtalte udsendelse. Marie Antoinette er ankommet til Danmark.

Efter et 17 år langt ophold i USA er konen kommet hjem for at redde os fra Janteloven:

“Janteloven, altså jeg var så bange for at komme tilbage til den, og jeg bliver nødt til hele tiden til også at holde mig vågen omkring den og ved ikke at tænke på mig selv som dansker, men tænke mig selv som et internationalt menneske. De oplevelser jeg har haft ude i verdenen, det er nogen jeg vil komme og bringe tilbage og vil gerne være med til at gifte med det bedste af det danske”

Hvad er et internationalt menneske? Er det én man kan bortvise til det internationale? Har du et svar så kontakt os.

“Janteloven gør at vi bliver ligesom mere tilfredse på det jævne, på det jævne. Ikke altid giver den hele armen med hvad vi kunne gøre som danskere. Vi har det meget med så også at være hyggelige og have et hyggeligt liv istedet for at tænke på hvor meget kreativ innovation [sic.] der kan komme fra Danmark.”

Madamme Wikkelsø slår her fast at hun intet kender til Aksel Sandemoses jantelov og de sande implikationer af den. Et hvert samfund har deres version af janteloven, og kun for folk der har hængt i metropolernes saloner alt for længe forbliver dette faktum uerkendt. I australien har de begrebet “tall puppy” for den hundevalp der var lidt højere end de andre og derfor fik alle tæskene.
“Kreativ innovation”, nu har jeg aldrig skidt så tyndt. Vi har en vinder i bullshit-bingo’en.

“Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til, det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark. At det var været virkelig, virkelig svært for mig at komme tilbage og opleve det… … alt det man siger at de kommer for at udnytte os osv., der glemmer man helt at tænke på, hvad det er for nogle helte og heltinder der også forlader deres egen verden, hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med [?]. For mig er de nogle af de sande helte og heltinder der går ud i verdenen for at søge efter et bedre liv, nøjeagtig ligesom amerika blev grundlagt af en masse europæere der havde modet til at gå ud og søge efter noget bedre end det der ikke havde gjort dem lykkelige, og så fik vi skabt amerika. Alle de her mennesker som vi har alle de her rascistiske tilbøjeligheder imod, vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden [og det finder du intet problematisk i, hva'?]. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve, men ligeså snart det kommer ind og vil leve sammen med os på almindelige menneskelig vis, så begynder vi at have alle de her frygt symptomer og somme tider tænker jeg også på hvor meget janteloven spiller ind i det, altså om det at vi ikke tør at gøre os selv store nok er med til at vi skal gøre andre mindre end de er.”

Man skulle forvente at en universitetsuddannet psykolog havde sat sig ind i de hjemlige forhold inden hun kom med udtalelser som disse: “Men en af de ting det også var svært at komme tilbage til det er den der enorme rascisme der også er kommet i Danmark.” Nye undersøgelser viser faktisk at Danmark er et af de lande i EU hvor borgerne er mest tolerante overfor invandrere. At man så ikke kan skille skæg fra snot, jf. danskernes intolerance overfor ekstremistiske ideologier, er vel hvad man kunne forvente af en sådan “verdensborger”.
Den aarhusianske mirakelmager taler også om “helte og heltinder”, helt uden forbehold!, “der også forlader deres egen verden hvor de måske er påskyndede og anerkendt, og så kommer de ind i en verden hvor de bliver set ned på, hvor de ikke bliver modtaget med den inspiration de kommer med”. Et kritisk øje ville blandt disse “helte og heltinder” kunne spotte krigsforbrydere, tortur bødler, mafiosoer, voldtægtsforbrydere, terrorister, polygamister, drabsmænd etc. etc. Lad os tage f.eks den irakiske hærchef Nizar al-Khazraji som en krigsforbryder af rang; han fik ophold i Danmark i 1999. En sand helt.
USA kommer vanligt også på banen som et succesfuldt invandrerland. Gad vide om de nordamerikanske indianere også diskutterede nybyggernes “inspiration”?

Wikkelsø lader os allernådigst få at vide at “vi ser ikke hvor meget de har at give til os som en kultur, de er nogle enorme relationelle mennesker hvor grupper, og communities og relationer står i forgrunden. Samhørighed er en enorm stor værdi for de fleste af dem. Plus de kommer med alle de her fantastiske ting fra deres kultur, nye spisevaner og nye eksotiske ting som vi med glæde betaler store beløb for at rejse ud og opleve”. Ved I hvad venner, vi kan sgu’ ikke lære noget af muslimen, nu må det stoppe. Jeg er ligeglad med islamisk kultur, jeg vil skide på islam. Jeg vil skide den lige ind i fjæset! Menneskeskæbner, mildhed, etik, og frihed og kunst blev knust under halvmånen. Og rockerne de er fandenme også relationelle mennesker, du! Et relationelt menneske er et umådelig skidt menneske. Se bare på det afghanske klanstyre. Og ååh ja, spisevanerne - et bidrag til junkfood kulturen. De kunne erstattes på et øjeblik. I øvrigt har jeg også engang betalt et stort beløb for at komme på safari i Tanzania, men jeg vil altså ikke have vandbøffelerne trampende rundt på Vesterbro. Når man lægger op til at remse en hel masse gode ting op, som indvandringen har bibragt og går i stå efter “nye spisevaner og nye eksotiske ting” så har man spillet tordnende fallit.

Hør resten af udsendelsen (hvis i gider), David Koresh og pastor Moon ville kunne nikke genkendende til de kult agtige aspekter ved fup-uddannelsen Kaospiloterne. Og tro ikke et sekund Uffe Elbæk vil slippe tøjlerne på Kaosidioterne, kære Jytte.

Jeg kunne skrive side op og side ned om blålyset fra Aarhus, men det bliver en anden gang. Undertegnede har indgående kendskab til Kaospiloterne og vil jævnligt postere om hvad der rører sig på den front.

“Årsagen til at Europa ikke har oplevet krig de sidste 60 år er, at vi har haft EU” - ergo fraværet af EU ville være ensbetydende med krig. Hvordan man kommer til den konklusion har for mig altid været et mysterium. Lad os her tage eksemplet Sydamerika: Her er det bemærkelsesværdigt, at disse forholdsvis fattige lande egentlig ikke har været i krig med hinanden i nogen bemærkelsesværdig grad. Primært har kontinentet været udsat for uafhængighedskrige - en kamp for at opnå det fænomen som metropolitterne rynker på næsen af: Nationalstaten. Tager man eksempelvis det 20. århundrede, så har Sydamerika ikke oplevet nogen som helst krige der kan sammen- lignes med, hvad resten af verden har set i samme periode. Den værste konflikt var Chaco-krigen i 1932 til 1935 mellem Peru og Ecuador, hvor hen ved 100.000 mennesker mistede livet (primært på grund af sygdomme).

Nu er det mellemstatslige samarbejde på dette kontinent godt nok langt efter EU, men væbnet konflikt har trods dette været på et minimum. Læg mærke til at jeg ikke nævner den groteske korruption der hersker i landene eller de civile konflikter der har været internt, men fokus her er mellem statslige krige.

Haves: Langhåret ged
Ønskes: Ragekniv og barbersæbe

Den bedste kommentar på denne myte kommer nu engang fra Børge som er flittig kommentator på Uriasposten.

“Europa skylder EU en masse i forhold til at skabe fred og fordragelighed mellem tidligere krigslystne nationer som Tyskland og Frankrig.”

I min lomme har jeg altid et stykke moseeg. Det holder sabeltigerene borte, og jeg kan garantere for at det virker.

Mvh. Børge.

Pragtfuldt :D

Oh skændsel, pøblen har taget magten og ladet denne form for primitiv, snusfornuftig og helt igennem uæstetisk intelligens råde ved statens rorpind.

Det drejer sig selvfølgelig igen om korhylerne i det ufolkelige og udemokratiske europaråd:

Fra EB:

Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Thomas Hammarberg, kritiserer den danske udlændingepolitik og kommer med en række opfordringer til regeringen.

Lav 24-års-reglen om til en 21-års-regel. Drop kravet om en bankgaranti på 50.000 kroner som et krav for at få opholdstilladelse. Og smid starthjælpen i skraldespanden.

Hvor vover danskerne at implementerer politik der ikke har fået det blå stempel fra højeste sted. Det minder mig om Karen Jespersen i P1 her til morgen, hvor hun udemærket sammenligner protestantiske landes egenrådighed og mangel på autoritetstro, med de katolske sydeuropæiske dittos liggen på maven for bl.a paven. Her kan vi sgu’ godt finde ud af at vænde skuden uden at sende ansøgning i tre eksemplarer til Brüssel.

Jeg gad fanden’me godt sidde i et europæisk råd og lukke lort ud en gang i mellem til en fed skattebegunstiget hyre.

Tidligere angreb jeg den nye blog Kommentar for at være et led i den almene tilsværtning af dissidenter fra alternativerne til vesten, i dette tilfælde Ayann Hirsi Ali. I den samme postering rulles en verdensanskuelse ud, som bloggen Raapil kaldte indsigtsfuld og fornuftig. Jeg er nødt til at gøre ophævelser imod denne påstand. Bloggen Kommentar gennemgår Ayann Hirsi Ali’s kronik i Berlingske Tidende og den grundlæggende anke er, at

Der er ikke rigtig nogen ledetråd i hele talen, ingen rigtig argumentation at tilbagevise. Kun påstanden, at islam er problemet,

Kronikken er en tale, der blev holdt for journalister i National Press Club i Washington og det er ikke en analyse af islam, som Kommentar tror, men et opråb til journalister og kommentatorer om ikke at svigte de idealer, der kendetegner den frie verden. Det er således ikke meningen, at belære de højt uddannede mennesker om det de allerede ved, eller burde vide, men at opfordre dem til at tage det alvorligt og ikke lade sig forlede af, hvad der i snævre kredse regnes for salonfæhigt. Det er Hirsi Ali’s mening ikke at klichegøre offerroller, men være sig sine værdier bevidst og holde sig sin fornuft for øje. Derfor er det mere end noget andet en opsang til journalisterne om at tage sig gevaldigt sammen. Dette er misforståelsen.

Under oveskriften “temaerne et for et” gennemgår Kommentar Hirsi Ali’s verdensbillede og det vil jeg kommentere et for et

1. Islam er ét. Ingen forskelle. Ingen historisk udvikling. Ikke noget med sunni, shi’a, salafi, sufi, baha’i, druze, alawi, alevi, ibadhi, ahmaddiya, og mange andre. Kun ét, kun islam. Helt i tråd med tanken om islam som en verdensomspændende totalitær bevægelse.

Det er umiddelbart det velkendte krav om nuance, der uden forkundskaber kan fyres af til enhver lejlighed om hvad som helst. De forskelle som Kommentar her trækker frem er jo alle islam. Mere væsentligt er det, at alle retninger, der bliver nævnt efter Shia og Sunni udgør et forsvindende mindretal, der mere end ofte bliver forfulgt og undertrykt af de to hovedretninger Shia og Sunni, når disse ellers ikke bekriger hinanden (ud fra den logiske tanke, at der kun er et islam!). Farshad Kholgi kan tale meget længe om det fænomen.

2. Hun sætter lighedstegn mellem de muslimske landes tilstande og det, som islam er.

Ja det gør hun for, der er et noget nær perfekt sammenfald. Det kommer både han og jeg tilbage til.

3. Hun beskylder muslimer for passivt af bifalde jihadisternes vold ved ikke at protestere, og sammenligner med den vestlige befolknings protester mod Irakkrigen. På trods af, at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til.

Her vender man tilbage til tema 2. de islamiske landes tilstand som logisk konsekvens af islam. Kommentar bruger så at sige den islamiske verdens åndelige fallit til at frikende islam. Men der er jo også muslimer i den frie verden og det er dem Hirsi Ali har i sigte. En læser i Politiken bemærkede engang syrligt, at foreningen Kritiske Muslimer kritiserede alt andet end islam. Men det her er hvad Kommentar betegner som “faktuelle fejl“. Videre i samme afsnit hedder det helt syret

På trods af at mange muslimer lever under diktaturer, hvor det ikke er lige sådan at demonstrere mod andet end det, som lederen giver lov til. Den psykologi kan bedst beskrives som en trykkoger, og tegneseriekrisen viste hvordan komplet ubetydelige ting kan udløse en eksplosion af frihedsfrustrationer. En slags sublimering.

Trykkoger og frihedsfrustrationer? At raseriet over Muhammedtegningerne(!) skulle være udtryk for frihedstrang er så dumt som det næsten kan blive. Hverken i Ungarn, Tjekkoslovakiet, Kina eller Sovjetunionen så man frihedstrangen manifestere sig ved
hysteriske masser, der skreg på endnu mere forbenet tolkning af marxismen. De ville sgu forkaste det totalitære fordi det stod i opposition til frihed! Der kan man tale om både trykoger og frihedstrang. De frustrationer man så hos så mange mennesker i den muslimske verden, både i bæltet og udenfor bæltet, er resultatet af, at de lever deres liv i en afstumpet og voldelig tro. Alt i islam, mennesker, opførsel, mad og ting frit forekommende i naturen, gøres op i rent og urent, tilladt og forbudt i konkurerende hierakier og hele livet er en lang angst for besudling og det er dét umenneskelige pres, der skaber frustration. Men tragisk er det en frustration, der ikke kan erkendes indenfor den religiøse og kulturelle forståelsesramme man i den det islamiske bælte er fængslet af.

Og så er der stadig fejl i præmissen for, hvorfor lever det islamiske bælte i diktaturer, nu hvor demokratiet for længst er både opfundet, udviklet og har bevist sin overlegne succes? Resten af verden er jo ved at tage ved lære så hvorfor ikke det muslimske bælte?

Og så følger en omtale af, hvad Kommentar betegner som “det muslimske bæltes problemer“, “Lav frihed, høj korruption, politisk umodenhed, elendige ledere, forkrøblende bureaukrati, råstoføkonomi eller intet.” efterfulgt af et “Hvorfor?”

Den første af de faktorer der skaber det islamiske bæltes problemer er for Kommentar “linealgrænserne“, der blev trukket efter 1. Verdenskrig. Det har skabt problemer i både den arabiske og afrikanske verden og

Sådanne kan ikke fungere, for en nations effektivitet afhænger af, at befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord.

Bravo! Monokultur er godt og multikultur er skidt, det kan jeg lide at høre. Men det forklarer stadigt intet. Kommentar har kun bortforklaret nogle af de arabiske lande’s problemer, men mange lande på den arabiske halvø er ikke etnisk splittede. Og sagen for Hirsi Ali drejer sig jo ikke bare om den arabiske verden, men hele “det muslimske bælte” og de muslimer der bor udenfor. Længere nede uddyber han

Og så er der Pakistan og Indien. Iran. Tyrkiet. Og længere nede Bangladesh, Indonesien, Malaysia. Alle med hver deres problemer.

Indien? Pakistan, der betyder de renes land, er skabt som en ren islamisk stat, hvor man gennem en blodig krig, etnisk udrensning og tilfælde af folkemord skabte sig grænser og demografisk sammensætning, der netop skulle sikre at “befolkningen holder sammen mentalt. Sammenhængskraft, med andre ord.“! Tyrkiet er det mest håbefulde land i det islamiske bælte netop fordi landsfaderen Atatürk udover at være sig den etniske homogenitet bevidst også erkendte, at islam stod i vejen for civilisationen, hvorefter han forfulgte mullaherne på grusommeste vis. Det var Atatürk, der sagde, at der kun var en civilisation og det var den vestlige!

Faktisk kan man derimod sige, at uanset historisk udvikling, demografisk sammensætning, geografiske forhold, geopolitisk betydning og forekomst af ressourcer går det galt i hele det islamiske bælte. Hvad er fælles andet end fiasko og islam?

En anden faktor er, at den økonomiske udvikling blev hæmmet af socialisme og frankofilt bureaukrati. Mange blev inspireret af kommunisternes (teoretiske) anti-kolonialisme, og socialistiske tendenser blev vævet ind i allerede alt for topstyrede planøkonomier. Denne arv skader regionen den dag i dag. Og i maghreb-regionen var Frankrigs bureaukratitosseri idealet, og er det stadig. Hvilket heller ikke er godt for økonomien.

Igen gøres der regning uden vært. Det frankofile bureaukrati gælder for det første kun der hvor franskmændene dominerede. Englænderne rørte det ikke med en ildtang! Det andet er, hvorfor der ikke er et alternativ til det frankofile bureaukrati. Med opnået selvstændighed kan man jo bare reformere bureaukratiet, måske efter islamisk forbillede. Det frankofile er jo trods alt ikke blandt de fem søjler beordret af Allah. Det tredie er, at det jo ikke hæmmede den franske økonomi mere end, at Frankrig på baggrund af sit frankofile bureaukrati klarer sig væsentligt bedre end araberne.

Men nu bliver det for alvor komplet sort tale

En tredje faktor er Israel, der har været en ligtorn i den arabiske fod siden det blev skabt. Selv om jeg bevæger mig ud i amatørpsykologi nu, tror jeg, at Israel har blændet araberne. Besat af éns fiasko er man ude af stand til at fungere. Israel var det nederlag, som araberne ikke kunne slippe synet af. Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?

Det er rigtigt at araberne, som hele det muslimske bælte, er blændet af Israel, men hvorfor? Grundlæggende fordi det er en jødisk stat på muslimsk jord! At fritage araberne for deres egen fiasko under henvisning til, at de komplet irrationelt er forblændet er jo galimatias. Der er jo en grund til, at man ikke har de intellektuelle værktøjer til at komme videre, som der også er en grund til, at de ikke kunne vinde krigene mod det meget lille Israel. Den afsluttende bemærkning “Hvordan skulle man kunne fokusere på éns egne mangler i sådan en situation?” er en vulgarisering af Maude Varnæs, der trods ejerskabet af stuepiger og massiv støtte fra søsteren udbryder “Hvordan skal jeg dog kunne male i det her kaos?“.

Til sidst

En fjerde faktor er USAs indtræden på Israels side efter 1967, som desværre har givet de arabiske lande afsmag for noget hårdt tiltrængt kapitalisme.

Før 1967 var amerikanerne tilbøjelige til at støtte araberne fordi de havde oli og hvad havde Israel? Ja hvad har Israel overhovedet, andet end sin vilje til eksistens? Og hvorfor laves der, som påstået af Kommentar, en komplet irrationel fejlslutning at fordi amerikanerne støtter Israel så kan man ikke selv føre fornuftig økonomisk politik? Er arabere født dumme? Eller er det deres islamiske tro, der forvrider virkeligheden og stikker dem dødens velsignelsers blår i øjnene? Jeg tror på det sidste!

Nu håber jeg ikke at Kommentar vil tage dette personligt, det har for nogle bloggere været tendensen, og det er agurketid for bloggere, men måske se lidt positivt på den reklame der giver. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale så med følgende tvetydighed vil Monokultur gerne sige; Velkommen til bloggosfæren!

Så skal der dannes og dannes i klassisk forstand. Fra Berlingske Tidende

Humanisme ordet er blevet populært. Især blandt forfattere som Ib Michael, Stig Dalager, Kirsten Thorup og Carsten Jensen, der hyppigt kritiserer de »reaktionære« og »nationale« samt appellerer til »demokratisk anstændighed« og en ordentlig »tone« i omgangen med de fremmede.

Men humanisme er ikke blot et fromt modeord. En forfatter, der var i stand til at formulere en mere nuanceret og derfor også mere levedygtig humanisme, var tyskeren Thomas Mann (1875-1955). Dét er en oplagt grund til at studere Manns forfatterskab i dag, hvor det humane demokrati står i fare for at blive devalueret af islamister og udvandet af naivister.

Når humanisme er andet og mere end et politisk korrekt plusord hos Mann, skyldes det, at han var så fortrolig med den anti-humanisme, der prægede hans tid og land. Mellemkrigstidens Tyskland var rig på de såkaldte radikal-konservative bevægelser, der i visse former var intellektuelle banebrydere for nazismen. Den radikale konservatisme hyldede »livets intensiteter«, især magten og viljen, der påstås at ligge et niveau dybere end fornuften og moralen.

De radikale konservative indså, at disse dybereliggende magter og drifter i hænderne på de rette mænd havde potentiale til at nedbryde humanismen og skabe en ny politisk styreform. I grunden var der tale om en tilbagevenden til en gammel styreform, deraf konservatismen, nemlig diktaturet. Diktaturet blev anset for at være mere levende end demokratiet og dermed også et mere ægte udtryk for tilværelsens inderste kræfter.

For at tage luften fuldstændig ud af Støvrings kronik og lande en pointe på den fladeste mark jeg evner så tror jeg, at de fleste simpelthen forveksler humanisme som begreb med den daglidags brug af ordet, der sædvanligvis bruges som beskrivelse af det brutale. Det humane og det inhumane f.eks. det er synd for dyrene. Men læs kronikken i sin helhed og læs den igen. Jeg havde et fag der hed orientering i skolen er har derfor kæmpe blinde plamager når det gælder dannelse.

Jeg faldt over en anmeldelse på Raapil af en ny blog ved navn Kommentar, som Raapil, uden nogen tydelig ironi, beskriver med ordene “kvalitetsblog med både indsigt og fornuft“. Og det måtte jeg jo se. Raapil henviser til en postering om Ayaan Hirsi Ali’s kronik i Berlingske Tidende, som så er et eksempel på, hvad Raapil forstår ved indsigt og fornuft. Raapil har selv fremhævet dette citat fra bloggen

Hirsi Ali er et slags spejlbillede af islamisterne, for hvem alle problemerne skyldes manglen på islam. Deres islam, altså. Hvad den så end er. For det er der ingen, der kan blive enige om. Og det gennemhuller jo idéen om en verdensomspændende bevægelse. Islam er og bliver en distraktion fra de muslimske regioners virkelige problemer. Både Vesten og Østen gør bedst i at sætte den i baggrunden, hvis problemerne nogensinde skal løses.

Hirsi Ali er altså et spejlbillede på islamisterne? Som en røgalarm er et spejlbillede på ildebrand! Det er en trist tradition den nye blog Kommentar lægger sig ind i, karaktermordet på dissidenten. Det er en traditionel venstredrejet diciplin, hvor man bevidst sværtede afhoppere fra den anden side af Jerntæppet fordi de legemligt var afvisningen af venstrefløjens egne løgne. Den har fundet solidt fodfæste i de kulturradikale kredse herhjemme og blandt dem, der i den angelsaxiske verden kalder sig liberals.

Dissidenten er farlig for de der har dyrket modsætningen til deres eget, de der dyrker utopien om det ikke vestlige samfund som frelsens komme, hvor de i deres drømme skal regere over alle deres foragtelige landsmænd, der så længe har underkendt deres geni. For med dissidenten fratages muligheden for evendelige løgne, relativering og defamering. Sandheden står her nemlig foran os alle i egen høje person.

Derfor skal denne dissident fratages sin værdighed, sit etos og angrebet indledes først i det små, så stadigt mere intensivt indtil dissidenten står vanæret. Men det er i høj grad et angreb der er motiveret af afmagt for, hvem vil se i øjnene, at man har fejlet og fejlet spektakulært? Ved at sværte dissidenten renser de sig selv og undslipper den dom deres egen moral tilsiger. Og derfor er angrebet styret af de enkelte forfatteres egen idiosynkrasi, motivet er ikke så meget ideologi som det er personligt.

Ayaan Hirsi Ali minder os om at negeren ikke er født, som offer for sin egen farve, at vi ikke er de eneste der kan gøre fortræd, at det at skulle dømme mellem godt og ondt er en evig og meget krævende intellektuel process uden kendskab til facitlisten.

I Weekendavisen’s bogsektion fra d. 1/6 2007 var der en meget interessant artikel af Klaus Wivel om opgøret mellem Tariq Ramadan’s støtter i Vesten og Hirsi Ali’s. Her gives der et konkret eksempel, men de findes ad legio

Buruma [Hollansk apologet] kalder hende [Hirsi Ali] arrogant og en sekulær fundamentalist, som er lige så fanatisk som den marokkanske muslim, der myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh. Med sine stødende udtalelser om islams tilbageståenhed vil hun aldrig nå ud til almindelige europæiske muslimer i de belastede kvarterer, men kun finde tilhængere blandt ikke-muslimer, skriver han. I modsætning til Ramadan, forstår man. Angrebene gentager Buruma i flere artikler.

»Hvorfor har Buruma gjort det og gjort det så omfattende og så mange gange,« spørger Berman: »Salman Rushdie har heller ikke gjort sig populær i visse kvarterer, men det er da aldrig blevet brugt imod ham.«

Og Berman fortsætter: »Det, der ligner en kampagne mod Hirsi Ali , kunne aldrig have fundet sted for blot få år siden. Et vedvarende angreb på en autentisk liberal dissident, som råber op om uretfærdigheder i fjerne egne af kloden, ja selv i de vest-europæiske gyder; et vedvarende angreb, som næsten synes helt at have borttvættet bare antydningen af hendes diskussion om kvindeundertrykkelse og kampen for kvinders rettigheder. Nej, det kunne ikke være sket i går - udover på den ekstreme højrefløj. Det er nyt.«

Sammenlign ordene arrogant, fundamentalist og fanatisk om personen Ayaan Hirsi Ali der har stødende udtalelser med Kommentar’s indledning på posteringen

Hvor skal man begynde? Det er sørgeligt at se et menneske opslugt af had. Hirsi Ali har god grund til at hade. Men hvor er det trist. For jeg synes hun er sympatisk. Hun har været gennem meget, og kæmpet for et anstændigt liv. Men at høre hende spy sit had, at høre hende kaste sin angst og galde op i tale og skrift, det får hjertet til at synke ned i maven. Det er et eksempel på hvordan hård modgang radikaliserer.Så hvor begynder man? Hendes budskab er, at vi skal være glade for vores civilisation. Jeg er skam helt enig. Men hvordan udtrykker hun det? Ved at tale om islams barbari. Hvor intolerant, aggressiv, fanatisk og voldelig den er. Ved at være imod, er man for. Definition ved opposition:

Opslugt af had, spy sit had, kaste angst og galde op i tale og skrift. Sådan opfatter Kommentar altså Ayaan Hirsi Ali. At Kommentar deltager i den kampagne er sørgeligt og de af os, der har oplevet Hirsi Ali har i de ord svært ved at genkende den værdige og intelligente Hirsi Ali med den næsten adelige fremtoning, et karaktertræk Nelson Mandela af den selv samme fløj blev dyrket for. Hvad er det for noget? Hirsi Ali spyr ikke had, hun spyr slet ikke. Hun beskriver præcist, roligt og velafbalanceret det hun ved og hvis det forekommer voldsomt så er det ikke Hirsi Ali, der er voldsom, men virkeligheden.

Det samme fænomen kunne man opleve tidligere i Weekendavisen (som jeg refererer her fordi jeg skrev en postering om det) da Birthe Røhnn Hornbæk anmeldte den labre Chardott Djavann’s Kast sløret. Også Djavann fik kastet ordet fanatiker efter sig. I morgen bringer Monokultur en fyldig gennemgang af resten af Kommentar’s postering.

Lektor Jens Forman går i rette med universitetsverdenens kulturradikale triumvirat.

Fra Politiken d. 7/7:

Debat: Shariatradition: Islam er en styrende ideologi

Af Jens Forman, Lektor

Religionshistorikerne Rothstein, Jensen og Simonsen har (Pol. 4.7.) et følelsesladet indlæg, hvor de ønsker at lægge klart afstand til Søren Espersen, der i en Kronik har hævdet, at der kun er gradforskelle på islamisme og islam. Jeg ville ikke formulere mig som Espersen, men de videnskabelige religionshistorikere er lige så politiserende ved at gøre nutidig islam til en rent personlig fortolkning, som – i hvert fald i Danmark – ikke kan samles i få grundlæggende holdninger. Men de tre videnskabsmænd nævner ikke, at der i hele den muslimske verden uden for Danmark er en udbredt konsensus om, at islam og dermed Koranen skal være styrende ideologi for samfundet.

Ja, det er efterhånden en gammel og bovlam traver, som tre-banden Tim Jensen, Jørgen Bæk Simonsen og Michael Rothstein bekender sig til; religion er umulig at reducere, alt er afhængigt af kontekst, personlig tolkning og tidspunkt. Uanset hvor god man er til at sælge elastikker i metermål, så ændrer det ikke på det faktum, at når en tanke eller lov bliver nedfældet på papir opstår der en forankring. Derfra kan man så diskutere hvor rigid teksten er, men uendelig plastisk det er og bliver islam aldrig. Min tese er at enhver samfundsmæssig manifestation af en religion vil gravitere mod denne omtalte forankring.

Det vil sige – for blot at nævne nogle enkelte eksempler (og udelade alle detaljer) – at manden overalt har ret til fire koner, at sønner arver det dobbelte af døtre, at manden har revselsesret over for sin kone, at han let kan skilles (konen kun vanskeligt), at homoseksualitet og utroskab straffes, og at det er strafbart at forlade islam og f.eks. blive kristen. Disse bestemmelser gælder overalt i de 57 muslimske lande, også i moderate lande som Egypten og Jordan og Indonesien. Og der er ingen udsigt til, at det bliver ændret.

Med forbehold som skribenten allerede tager, så kan en grovsortering vise at der hvor islam er dominerende er der en voldsom tendens til orientalsk despoti.

Læs resten i dagens udgave af Politiken.

Kai Sørlander gennemgår her de enkle rationaler, der ligger bag politiken med at begrænse indvandringen. Det bygger selvfølgelig på demokratiets skrøbelighed, kulturel forudsætning og frihedens paradokser. Men udgangspunktet er, at ideen om den fri indvandring er et resultat af erfaringerne fra nazismen. Fra Berlingske Tidende

Det er i det lys, at den indvandrings- og asylpolitik, som har været ført i Europa i de seneste generationer, skal forstås. Den har i afgørende grad været bestemt af to hensyn. For det første ville man undgå den mindste mistanke om at kunne sættes i bås med nazismen og nazisternes behandling af jøderne. Og for det andet opfattede man mere eller mindre bevidst indvandrerne i jødernes billede. Det sidste betød, at enhver politisk modstand mod indvandringen måtte se sig opfattet som værende i slægt med nazisternes behandling af jøderne. Og det første betød, at man så blev sat uden for det gode selskab uden for den »politiske korrekthed«. Den konsekvens var ubærlig for de fleste, og derfor blev der politisk konsensus om en relativt liberal indvandringspolitik. Den var i hvert fald et klart brud med den traditionelle indvandringspolitik. Forandringen skete uden egentlig og åben politisk debat om konsekvenserne på længere sigt. I den konkrete situation var det afgørende hensyn, at man ikke kunne beskyldes for en politik, der kunne bringe nazisternes behandling af jøderne i erindring. Og det var man sikret imod, hvis man gik ind for en liberal holdning til indvandringen; og jo mere liberal, jo bedre for jo længere var man fra nazisterne og deres racisme. De, som dristede sig til at gå imod konsensus, og som krævede en stram indvandringspolitik, fandt sig ofte karakteriseret som racister; og i moralsk afstandtagen kunne man påstå, at de ikke var stuerene.

(…)

Den demokratiske orden adskiller sig fra andre politiske systemer ved at være et rationelt politisk ideal, som bygger på to grundlæggende erkendelser. Den ene er, at lovene i samfundet ikke er gudgivne, men skal skabes af menneskene selv. Og den anden er et krav om politisk ligeværdighed, som følger af, at ingen rent principielt har særlig ret til at tage de politiske beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være.

Derfor har demokratiet også nogle forudsætninger, som skal opfyldes, hvis det skal kunne fungere i praksis. Først og fremmest skal borgerne dele dets grundlæggende værdier. Det store flertal skal være enige om at opretholde systemet med politisk ligeværdighed og menneskeskabte love; og de skal være villige til at argumentere for deres holdning til, hvorledes lovene skal være, ud fra det synspunkt. Det indebærer, at de ikke argumenterer for lovene ud fra deres religion, og at de altså i praksis anerkender en adskillelse mellem religion og politik. For at kunne debattere utvunget med hinanden skal de desuden have et fælles sprog. Og som bund skal de selvfølgelig have nogle fælles omgangsformer. Bedst vil det være, hvis sprog og omgangsformer er givet som en historisk arv, og hvis de ikke er bundet til nogen religion, så alle kan dele dem uden at være under religiøs tvang.

Læs den hele. Det er sørgeligt, at det skal siges, men det skal det. Ydermere er det sørgeligt, at en mand som Sørlander er nødt til at mønstre hele sit arsenal af tålmodig pædagogik for at afmontere farligheden og ikke støde folk fra sig.

Jeg vil stole på kriminologerne… den dag jeg får min hjerne erstattet med et blomkål.

Den altid fremragende Theodore Dalrymple i City Journal:

Lies, Damned Lies, and Statistics

Theodore Dalrymple

A criminologist spins numbers—and ignores the reality of crime.

Statistics can be deceptive. Consider a recent lecture by a senior academic at the prestigious Cambridge Institute of Criminology. She stated that Britain had the highest number of prisoners per 100,000 people of any Western European country, save Spain, where a similar number of people languished behind bars. One conclusion of her talk was that Britain had far too many prisoners. No one in the audience challenged the point. The conclusion was nevertheless odd, since it suggested the existence of an ideal number of prisoners per 100,000 of the population—an ideal that all countries should strive to approximate, however many the crimes committed or criminal convictions obtained within their jurisdictions.

On this view, it was even logical to conceive of a crime-free country failing to imprison enough people.

Of course, the lecturer did not have such a possibility in mind. She ignored the fact that Spain, with an imprisonment rate similar to Britain’s, had a crime rate approximately one-quarter of Britain’s, and that therefore its courts were four times as likely as Britain’s to imprison malefactors: in other words, that Britain’s relatively high imprisonment rate was not a sign of the harshness of our courts but of the criminality of our population. In fact, Britain does not have a high imprisonment rate, measured against the number of crimes committed.

The Cambridge lecturer was a typical criminologist: an advocate for the claims of the criminal against those of victims of crime (a much larger class, because each criminal commits on average many crimes, against different people). Her contempt for the general population was obvious in her repetition of the criminologists’ old saw that the fear of crime is never proportional to one’s statistical chances of becoming a victim of it. Yet it is unreasonable to expect a person to regulate his level of fear by the latest crime statistics: to feel, say, 10 percent more anxious or 10 percent less anxious because crime has gone up or down by 10 percent.

Is my mother, a rather frail lady of 83, irrationally afraid of crime? She has had her purse filched in broad daylight, in crowded shopping centers, twice in the last four years. If she were not to obey the informal curfew after dark imposed upon the elderly by the criminal young—in other words, if she walked out, on her own, at night—most would take it as a sign of senility, not robust common sense. If she were mugged on one of her nocturnal expeditions—a not unlikely occurrence—the police, contradicting the Cambridge criminologist, probably would tell her henceforth to stay indoors after dark, because they could not guarantee her protection.

It sometimes seems as if the principal qualification for expertise in social affairs is disdainful disregard of the most elementary common sense.

Endnu et eksempel på arabernes kyniske udnyttelse af de godtroende og venstredrejede vestlige medier. Se den, jeg har ikke meget at tilføje til disse billeder ud over en svag brækfornemmelse.

Det skriver Politiken

Musharrafs regering er i forvejen trængt og har sagt, at den på alle måder vil undgå, at konfrontationen udvikler sig til et blodbad. Den har meddelt, at soldater ikke vil storme komplekset, sålænge der opholder sig kvinder og børn på området.

Alligevel genlød området i flere timer af beskydninger og eksplosioner.

Inde fra moskeen fortalte en af de belejrede, at mortergranater fra soldaterne har dræbt 27 kvindelige studerende.

»Kaos«
»En stor del af moskeen er ødelagt, og der er udbrudt brand i pigeskolen«, fortæller Abdul Qayyum til Associated Press’ udsendte medarbejder over telefonen.

Han fortsætter:

»Herinde er der totalt kaos. Der er røg over det hele, og der er brand i det lokale, hvor vi opbevarer de døde fra tidligere sammenstød«.

Indenrigsminister Aftab Khan Sherpao afviser oplysningerne om dræbte og siger, at der ikke er affyret mortérgranater.

Og hvad er det så for et samfund man vil sætte i stedet for det korrupte og brutale styreman i forvejen har i Pakistan? Via Polemiken en rapport fra norske Dagbladet

Hun ble sammen med de to andre kvinnene og det lille barnebarnet kidnappet av islamistene fra kvinneskolen Jamia Hafsa ved Den røde moske i mars i år.

- De dekket for øynene på datteren og svigerdatteren min, og holdt oss på forskjellige rom. De tok den lille datteren til svigerdatteren min fra henne, og sa at de ville endre navnet hennes fra Sheeznan til Aisha. Hun ble holdt fra moren i to dager, forteller Fatima. 

Hun ble tvunget til å «tilstå» at de hadde drevet et bordell, og måtte konvertere fra sjia- til sunni-islam.

Islamistene arrangerte en pressekonferanse der Fatima måtte lese opp et brev de selv hadde skrevet for henne. Hun måtte be om unnskyldning for sine feil og mangler, og at hun lovet, i Guds navn, å leve som en gudfryktig person i fremtiden.

Sådan er islam i sin rene form. Hvis man ellers vil vide hvad der foregår i Pakistan i disse dage så er Veritas Universalis det bedste medie på dansk.

Det kører derudaf for Lau Hansen og på 180 Grader dissikerer han venstrefløjens jødehad. Her flere uddrag, men læs originalen for den er fremragende.

På hjørnet af Nørregade og Skt. Pederstræde har Folkekirkens Nødhjælp fået nye lokaler, og her udfolder man de aktiviteter, der nok skal øge animositeten mod den kirke, man tilfældigvis deler navn med. Forleden var det Israel, man var ude efter. På fortovet var opstillet en slags sandsække, der blev bevogtet af alvorlige unge i grønt tøj med hjelme og attrapgeværer. Det eneste realistiske indslag var de små israelske flag. Formålet var at gøre de forbipasserende opmærksomme på de gener og ydmygelser, som Israel udsætter palæstinensere for ved de mange checkpoints.

Min første tanke var, at ville man skabe forståelse for disse problemer, burde nogen liste ned på Strøget og sprænge et kæmpe kanonslag i menneskemyldret. I forvirringen og mens røgen lettede, kunne man smide om sig med slagteriaffald og rød maling for at gengive de rædselsscener, der jævnligt er i Israel, når en selvmordsbomber har slået til. Det burde nok give en vis forståelse for problemerne hos de forbipasserende, herunder israelernes ejendommelige forkærlighed for checkpoints.

Men det mest slående ved dette optrin var ensidigheden; den ensidige fokusering på jøderne i Israel som årsagen til problemet. Her var det jødernes vejspærringer og kontrol, man ønskede at påtale, men der var intet om de palæstinensiske lystmordere, som dog udgør en del af konflikten. De deltagende i aktionen var unge, men denne ensidighed er ikke ny; den er i Europa uhyggeligt gammel.

Præcis og Aia Fog har været ude med lignende anklager mod Folkekirkens Nødhjælp. Lau Hansen gør opmærksom på den lighed der er i den europæiske satirefremstilling af jøder og griske kapitalister, hvilket leder til venstrefløjen.

Da den nye generation af diktaturtilhængere gjorde sig gældende på venstrefløjen i generationen efter krigen, kunne jødehadet igen indtage en mere prominent plads i fjendebilledet, nu under eufemismen anti-zionisme. Det var ikke kun i udlandet, at en tysk RAF-terrorist kunne få sig til at adskille de jødiske flypassagerer fra de øvrige gidsler, som generationen før ham havde gjort det ved kreaturvognene. I Danmark førte Blekingegadebanden lister over danskere af jødisk herkomst, så de var udskilt, når tiden var rede. Det var ikke et forbigående fænomen, for disse jøderegistranter hyldes stadig på visse dele af venstrefløjen.

Og her kan man lige skyde dette Niels Hausgaard citat ind; ”Nej, men det kan ikke nytte noget, at vi hænger os i historien,” på et spørgsmål om massemorderen Lenins forbrydelser. Men mere Lau Hansen

I dag kan vi se en genopblomstring af jødehadet, der for få år siden virkede urealistisk. Naturligvis er ikke al kritik af Israel udtryk for jødehad, israelerne gør det uafladeligt selv, men lakmustesten på jødehadet er dels ensidigheden, hvor der stilles større krav til jøder end til andre, dels ligegyldigheden over for deres situation; en basal mangel på empati der afslører en grundlæggende umenneskelighed. Når det britiske fagforbund for universitetsansatte laver en boykot af israelske akademikere, der ikke offentligt har taget afstand fra deres eget land, og ikke gør det samme ved palæstinensere eller andre folkeslag fra mere oversete konflikter, bekræfter det ikke blot min erfaring om, at det sjældent kun er blomsten af en generation, der søger varig ansættelse på universiteter, men en så afstumpet aktion kan vanskeligt kaldes andet end jødehad.

(….)

Men også i andre former lever forestillingen om den ædle vilde videre og giver de mest absurde udslag. Det er en sær beundring, der næres af det civilisatoriske selvhad, som mange på venstrefløjen plages af. Denne racismens anden maske bæres også, når venstrefløjen drøfter Mellemøsten. Et eksotisk folk har altid ret, som man næsten sagde i de mange fraktioner under det hedengangne VS, når man valgte side for palæstinenserne og afskrev alverdens jøder som agenter for Israel.

(….)

Man kan næsten høre deres barndoms radio intonere: Jeg er sigøjner og heeedt er mit blod, når Lykketoft og andre med anstrengt tålmodighed skal forklare deres mindre opvakte tilhørere, hvorfor palæstinenserne ikke kan gøres ansvarlige for noget som helst, og at det derfor er op til jøderne at vende den anden kind til den næste bombemand, handle fornuftigt og i øvrigt se at få skabt orden.

(….)

Jeg ved ikke, hvad der egentlig er værst: det indolente jødehad, der aldrig rigtig kan bekvemme sig til at træde i karakter, eller infantiliseringen af palæstinenserne, så de aldrig behandles som voksne ansvarlige mennesker, men konstant afskrives som enten ædle vilde eller iltre børn, der bør fodres og forsørges, men derudover er unddraget enhver ræson. Begge masker er groteske og forhindrer det klarsyn, vi har brug for nu.

Læs den og læs den nu!

Jesper Lau Hansen langer igen hårdt ud efter dansk presses dækning af USA i almindelighed og Plamegate i særdeleshed. Sidst var i en Kronik i Berlingske Tidende fra d. hvor han bl.a. konkluderer

Kildekritik. Medierne evner ikke kildekritik og er fyldt med faktuelle fejl. De her anførte rapporter er alle offentlige. Enhver kan finde dem gratis på internettet - alligevel søger man forgæves efter dem i reportagerne.

Isolation. Journalisterne synes at være afskåret fra andre miljøer end det venstreorienterede anti-Bush-miljø, for kun det kan vel forklare deres uvidenhed om kilderne, der blev drøftet i andre fora.

Ensidighed. Medierne synes ikke længere at nære nogen ambition om at give en dækkende, nuanceret beretning, men er forfaldet til at bruge en simpel narrativ stil som i børneeventyr, hvor der er klare ofre (Wilson), helte (Fitzgerald) og skurke (Bush). Hvis rollerne skifter, kan man ikke håndtere det.

Samt at medierne dyrker konformiteten og mangler kvalitetssikring der kan adskille dem fra blogs (hvad fanden?). Han bliver åbenbart ikke hørt, for med dækningen af Bush benådning (eller strafnedsættelse) af en eller anden ved navn Gordon Libby holder man i dansk presse stadig fast i gamle roller og fortæller de samme historier. Fra dagen Berlingske Tidende

Jeg har i en kronik 18. marts gennemgået sagen, da Libby blev dømt. I min kronik kritiserede jeg medierne for at give en ensidig og ofte faktuel forkert gengivelse af sagen, hvor man ihærdigt forsøgte at give indtryk af, at Bush havde løjet, da han i en tale til nationen omtalte uransagen og henviste til britiske efterretninger herom. Den seneste gennemgang af sagen synes desværre kun at bekræfte denne kritik.

Avisens gennemgang har en del mangler, der vanskeligt kan betragtes som tilfældige, men synes at skulle redde den dækning af sagen, man tidligere har bragt.

Som bekendt var det mest interessante ved forløbet, at Wilson først hævdede, at Bush havde løjet om uransagen, og at det skulle fremgå af en undersøgelse, som Wilson havde lavet i Niger forud for krigen. Men derefter fastslog to rapporter, begge fra juli 2004 og fra henholdsvis det amerikanske senat og et britisk udvalg ledet af Lord Butler, at det var Wilson, der løj, mens Bush fortalte sandheden. Dette forløb søges nu underspillet.

At Wilsons rapport faktisk bekræftede de irakiske henvendelser bliver affærdiget som »rene luftkasteller, som Wilson for fuldstændighedens skyld tog med i sin rapport«. Det nævnes ikke, at rapporten aldrig blev forelagt de højere kredse i regeringen, netop fordi den bekræftede CIA i, at Saddam faktisk var på jagt efter uran.

Det nævnes heller ikke, at forløbet støttes af Duelfer-rapporten, som efter krigen undersøgte Saddams regime og konkluderede, at han var opsat på at få a-våben, fordi han – meget fornuftigt – troede, at Iran var i gang med det. Kontakten til Niger kom kort efter, at Saddam havde smidt FNs våbeninspektører ud, og det er derfor ikke overraskende, hvis han på det tidspunkt eftersøgte uran, da FN havde forseglet hans egne depoter.

Endelig nævnes det ikke af avisen, at Wilson i perioden, indtil senatet afslørede indholdet af hans rapport, hævdede, at der ikke var noget som helst grundlag for mistanken mod Saddam, altså at Wilson løj.

I hele avisens dækning af sagen har man omhyggeligt undladt at nævne Butler-rapporten, hvilket er påfaldende, da rapporten er den sidste i rækken af britiske rapporter, der udtrykkeligt afviser, at de britiske formodninger om Saddams uraninteresse skyldtes falske dokumenter.

Selve Plamegate er kun interessant for amerikanere, men opfattelsen af skurkeroller i dansk presse er en anden sag og at Irakkrigen var baseret på en løgn stortrives ligeledes i lille Dannevang. Konsekvensen af det er problematisk for det fratager Saddam og skurke som ham den farlighed han vitterlighed repræsenterede og den trussel han udgjorde og det ruster os dårligt til at kunne gennemskue den næste trussel. Se bare hvordan Iran prøves afmonteret som psykopatnation af diverse kommentatorer.

Der er fortsat kampe og forhandlinger (også kendt som den islamiske cocktail) omkring den Røde Moske i Islamabad i Pakistan. Jeg er egentlig ligeglad med myrderier i Pakistan, men opgøret mellem Musharaf og det, der er endnu værre kan vælte Musharaf og det er jo alligevel lidt interessant. Og så er det jo et islamisk land. Fra BBC

A cleric who went in to negotiate the surrender of children inside the mosque told reporters that his request was turned down by the mosque’s deputy head.

An unspecified number of children are thought to be inside the mosque. Parents of at least 15 have asked the mosque authorities to release them.

Man skal passe på med det frie skolevalg, men til overskriften på denne postering

One of the mosque’s senior clerics was captured by police as he tried to leave the building disguised as a woman.

Maulana Abdul Aziz was caught wearing the burqa, an all-enveloping sheet-like dress adopted by some Muslim women.

A security official told the AFP news agency the cleric was noticed because his height and his large stomach set him apart from the women he was with.

Det er ikke hjernen der trykker, selv om han uden tvivl kan recitere hele Koranen. P1 Morgen havde en lille reportage fra begivenhederne, hvor man efter den sædvanlige DR’ske skelnen mellem den normale fredelige islam (eller er den doven?) og den militante pludselig hører reporteren kalde burka’en for et “religiøst telt”! Nye toner?