Først et typisk eksempel på humanioratænkning: Cand.soc. med speciale i køn og organisation Marie Valentin Beck blogger om køn, seksualitet og ligestilling og sætter spørgsmålstegn ved vores forestillinger om, hvordan man er kvinde og mand, dreng og pige. Hun betragter samfundet og tendenser gennem en kønsorienteret optik for at få øje på de mekanismer, der låser kønsopfattelser fast og arbejder for at komme ligestillingsdebattens kedsommelige gentagelser til livs, bl.a. ved at udbrede en mere pluralistisk køns- og sekusalitetsforståelse. Og nej, det er ikke min omformulering af trotskistiske overgangskrav, til et tidstypisk flinkepigeidealismesprog - det er konens egen beskrivelse på hendes JP-blog, hvor hun forleden bitter
For dagen i går var en afgørende dag for alle de mennesker i Danmark, der forelsker sig i folk af samme køn som dem selv. Spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelle par skal have lov til at adoptere, var dagens store emne. Og dagens store fis i en hornlygte.
Om formiddagen kunne vi høre en debat på P1 mellem kirkeordfører fra Konservative, Rasmus Jarlov, og talsmanden fra LBGT - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – Søren Laursen. Jarlov advokerede for at et barn har brug for en alsidig påvirkning fra en forældre af hvert køn, hvorfor homoseksuelle ikke bør adoptere. Det ville, ifølge Jarlov, være en direkte forseelse af barnets tarv, i og med at den mest naturlige familieform inkluderer en far og en mor. Til det kunne Laursen svare, at familier er et sociokulturelt fænomen, der som sådan ikke har noget med naturlighed at gøre. Der eksisterer familier af alskens former og sammensætninger, og de børn, der vokser op i disse familier, trives lige så godt som børn i traditionelle familier. Det er der tilmed talrige forskningsresultater der dokumenterer. Jarlov fastholdt, at det handlede mere om sund fornuft end om forskning, og fortalte, at de Konservative også mener, at enlige kvinder ikke bør kunne adoptere.
Det er et spørgsmål om tid, før den næste generation betragter samfundet gennem en numerisk optik og udbreder en mere pluralistisk samlivsforståelse for kollektiver og storfamilier. En forståelse, hvor Ruth Evens og hendes sociokulturelle “familie” har ret til at adoptere negerbørn i det tempo de synes at kune hjernevaske i.
Som Pia Christmas-Møller begrundede sit ja til homoseksuelle og adoption tilbage i 2007: ”Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden”.
Altså indtil den dag nogen ser samfundets tendenser gennem en gadehjørneoptik og får en mere pluralistisk børnehjem-i-den-tredie-verdens-forståelse.
Afspejlingen af denne homanioratænkning er diffunderet fra de arbejdsløse eller i bedste fald ubrugelige akademikere ud i hele undervisningssystemet og generationer er flasket op med at beskue verden gennem til lejligheden skævtslebne optikker, der forvrider alting til det skinbarlige vås. Som en læser af denne uges Weekendavisen er et typisk eksempel på, der gennem definer-en-gruppe-og-kræv-deres-rettigheder-optik gerne vil gøre op med ideen om…
…at hvis homoseksuelle ægteskaber får samme status som heteroseksuelle ægteskaber, så bliver polygame ægteskaber det næste.
Dette er en fuldstændig ulogisk følgeslutning. Ægteskabet er i bund og grunden juridisk og social kontrakt mellem to voksne mennesker. (…)…det egentlige problem: at homo og biseksuelle udelukkes fra en lovformelig kristen vielse. Og dermed fra at indgå i det kristne fællesskab på lige fod med heteroseksuelle.
(…)
Det er rigtig nok, at det almindelige ægteskabet indgået i Danmark er heteroseksuelt. Men verden over er det normalt, at omkring 10 pct. af befolkningen er homoseksuel. Og de skal selvfælgelig nyde samme rettigheder, som alle andre - også overfor Gud.
(…)
…det dobbelte kærlighedsbud tolkes tilsyneladende ret ekskluderende
Selvmodsigelserne står i kø med offergørelsen, hvor eksklusion åbenbart kun er et problem, for det monogame, men ikke det polygame, der ellers også er er normalt “verden over”. Det polygame ægteskab bliver endda aflivet med en selvindlysende reference til halvdelen af den eksisterende juridiske og sociale kontrakt, der specificerer, hvor mange ad gangen, der kan være tale om, men ikke den halvdel der specificerer deres køn. Desuden er køn og seksualitet ikke det samme, hvorfor Prins Henrik da også blev gift med selveste Dronning Margrethe d 2. af Danmark. Ingen seksuel eksklusion her. Åbenbart peger den gode læser sin optik ind i det muntre spejlhus.
Weekendavisen lod i samme avis og i samme optik modstanden mod homoægteskaber i Folkekirken tegne af moraliserende bibelfundamentalister spurgte i artiklen “Den lukkede bog” forudsigeligt bøsserne
Hvorfor vil de være medlem af en klub, der afviser dem?
Det er jo synd for dem der bliver afvist. Blev Jomfru Maria da ikke selv afvist da hun ventede det lille basusjern? Den kristne bøsse svarer selvopofrende og forbilledligt…
I mit liv er det altafgørende, at vi alle er lige i Kirken
Lighed, eksklusion, normalitet i citationstegn og et hav af optikker til at fordrejen verden til det enhver tid ønskelige! Det er den optik, hvorigennem kristendommen ses, Kirken ses, alting ses. Rent formularisk. Lighed er ikke når “andre bestemmer og ejer magten”, som de sang 1. maj. Forskelle er sociokulturelle fænomener, lighed er godt, altid, hele tiden og til enhver en tid fordi det ikke er ulighed. Kirkebøssens lebberpræsts udtrykker derefter sin gund til at…
…hun kan holde kristendommen ud trods dens forbud, er , at det er en detalje i det store billede af kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse
Det er svært at genkende kristendommen gennem Weekendavisens optik.
Med et netop konstateret flertal blandt biskopperne er [homoægteskaber i Folkekirken] tættere på. Uanset, hvad Biblen siger.
Hvad siger Biblen da? Eller rettere: “Hvad er et ægteskab, at det skal velsignes i kirken?” Det er ikke nok at konstatere at det et sociokulturelt fænomen for igennem den optik er det jo netop ligeså ligegyldigt, som alt andet og det rene intet. Og ved at definere noget, altså en intellektuel øvelse, frem for den formulariske vanetænkning foretager man også en skelnen og dermed en diskriminering og eksklusion og dette leverede Jesper Langballe i en artikel i Tidehverv fra 1995, hvis indhold Information forleden og ganske forarget trak således op
Ifølge Jesper Langballe er der de retfærdige homoseksuelle, der er født med deres disposition, og så er der velfærdshomoseksuelle, der dyrker deres depraverede seksualitet som modestrømning og ideologi. Og det er de sidste, der vil giftes i kirken, mener han.
Nemlig! Læs for Guds skyld hele Langballes fremragende artikel, som en antidosis til det rablende volapyk, der ævles ud i medierne fra de socialkonstruktivistiske horder. Her et sølle sammendrag af nogle pointer
Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.
Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.
Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.
De gamle israelitter vidste, at det bud, som forpligtede børnene på deres forældre og forældrene på deres børn - “Ær din fader og din moder” - det sigtede på slægtens og folkets beståen. Budet var begrundet med et formål: ” - at det må gå dig vel, og du må få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig”. Budet talte på een gang til den enkelte og til folket. Dets krav var adresseret til den enkelte, men det var ikke bare den enkelte, men hele folket, der ved budets overholdelse skulle få et langt liv i det land, som Gud havde givet det.
Vi taler altså ikke her naturhistorisk om “artens overlevelse”, men vi taler historisk om familiens, slægtens og folkets beståen.
“- for os, som er her til stede”
At få børnene er jo ikke en pligt, som brudeparret skal formanes til, eller som det går til med sammenbidt pligtopfyldenhed. Med mindre ægteskabet bliver ufrivilligt barnløst, kommer det helt af sig selv, “når alting ventes i naturens orden” - med en fri brug af Grundtvigs udtryk.
Men vi, som holder bryllup med de to unge, véd alligevel godt, at det er, hvad vi - slægten - venter af dem. Det er ægteskabets “folkelige embede”, som ikke er slægten uvedkommende. Det er derfor, vi er inviteret med - så de to, der “tilforn har lovet og tilsagt hinanden at ville leve sammen i ægteskab”, nu kan bekræfte deres løfte “for Gud og for os, som er her tilstede”.
Sådan hedder det som bekendt i den kirkelige vielsesformular.
Det første løfte - det, som allerede er afgivet tilforn - og som er grunden til, at der overhovedet er bryllup - lød i det skjulte. Det var kærlighedens løfte, og det var en privatsag. Men ægteskabet er ikke bare en privatsag, og derfor er løftets bekræftelse det heller ikke. Det skal høres af “os, som er her til stede”. Ægteskabet må være en offentlig ordning, netop for at kunne beskytte privatsfærens ret til at være privatsfære.
Slægten, hvis tavse tale stiller opgaven, er vidne til det, der sker. Det er også en god grund til, at brylluppet finder sted i folkets kirke.
Det ville være en underkendelse af ægteskabet at hævde, at børneavl er dets eneste og altafgørende formål. På den anden side når ægteskabet ikke sin bestemmelse uden dette formål.
(…)
Kristus gentager selv skabelsesberetningens ord, og vi gentager efter Ham ved ethvert bryllup: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: “Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød?” - Så er de da ikke længere to, men eet.”
De er altså to, for at de kan blive eet. Eller der skal to køn til, for at de kan blive eet kød. Og ligesom det er Gud, der har skabt dem som to - mand og kvinde - er det Ham, der sammenføjer dem til eet kød. Derfor hedder det videre, at “hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.
Skaberen selv er een, men hans menneskebørn må være to for at blive een - og for, som skabt i Guds billede, at tjene Hans skaberværk ved at sætte børn i verden. Som Barth vil sige det: Gudbilledligheden ligger såvel i enheden som i forskellen, og den gudskabte enhed er til i kraft af den gudskabte forskel.
(…)
….vi [har] fået en tåbelig diskussion mellem dem, der vil have de homoseksuelle forhold omfattet af “kirkens velsignelse” - og så deres højkirkelige og pietistiske modstandere, som svarer, at “kirken har kun een velsignelse”, der kun omfatter heteroseksuelle par.
Sandheden er, at kirken overhovedet ikke har nogen velsignelse at uddele til nogen som helst. Den evangelisk-lutherske kirke råder ikke på katolsk vis over en skat af velsignelser, som den kan levere færdigtfabrikerede eller skræddersy på bestilling, så vi fra tid til anden kan slæbe vore forskellige ordninger hen i kirken og få dem bestænkede med vievand, øst op fra et autoritativt kirkeligt velsignelsesreservoir.
Kirken er det sted, hvor syndere mødes lige tomhændede for at modtage Guds velsignelse - som Han og ikke kirken råder for og står inde for.
Og så har vi altså her til lands den ordning, at mennesker kan blive gift i kirken - i stedet for, som det er skik i en række andre lande, at alle brudepar først må gå på rådhuset og derefter kan blive velsignede i kirken.
Det skyldes selvfølgelig ikke nogen sakramental forståelse af ægteskabet, endsige nogen tro på, at normale ægtefæller er bedre kristne end homoseksuelle. Det skyldes historisk tradition - og bag den igen skyldes det ægteskabets folkelige embede, som jeg omtalte indledningsvis.
Og hans syn på homoseksuelle og den homoseksuelle ideologi
Homoseksualitet er grundlæggende et handicap. Eller om man vil: en afvigelse. Det kan jeg uden videre gøre gældende uden derfor at give mig til at redegøre videnskabeligt (eller pseudovidenskabelig!) for, hvordan dette handicap er blevet til. Det fritager mig selvfølgelig ikke fra at lytte til den homoseksuelle, og det giver mig ingen ret til at mistænkeliggøre hans udsagn. Og det har iøvrigt slet intet at skaffe med den tvivlsomme kirkelige diagnose: at homoseksualitet er en sygdom, som man kan kurere ved bøn.
Homoseksualitet er et handicap, som blandt andet betyder, at et menneske ikke ved sin seksualitet kan få børn. Og handicappede skal man selvfølgelig ikke mistænkeliggøre eller ringeagte udfra dumme fordomme - slet ikke med ukristelige påstande om, at de skulle være mere syndige end andre.
Man kan også sige, at homoseksualitet er “undtagelsen fra reglen”. Den grad af frihed, der hersker i menneskesamfundet, kendes ofte på, at det lader sine undtagelser leve i fred og frihed. Det betyder imidlertid ikke, at man skal gøre undtagelsen til regel. For gør man det, ødelægger man reglen.
Det ville være et afskyeligt samfund, der f.eks. regnede sine blinde for mindreværdige og ikke ydede dem al mulig bistand. Men derfor gør vi ikke blindhedens undtagelse til regel; vi vedtager f.eks. ikke, at eftersom de blinde ikke bør diskrimineres, så skal alle teaterstykker og biograffilm produceres, så blinde har samme udbytte af dem som seende.
At acceptere homoseksuelle vielser betyder, at man for undtagelsernes skyld ødelægger reglen, d.v.s. ægteskabet. Og dermed udhuler man den borgerlige frihed, som ægteskabet har været bærepille for i århundreder ved at sikre familiens integritet og kontinuitet.
Ægteskabet er borgerligt set familiens legale værn, og som enhver anden legal ordning består det i kraft af sine grænser. Hvis den grænse, som udelukker vielse af homoseksuelle, er diskriminerende, så er det også diskriminerende mod unge under 18 år at sætte en nedre aldersgrænse for ægteskabet. Eller at forhindre to søskende i at gifte sig, når de ønsker det. Eller far og datter. Og hvorfor skal man fastholde, at ægteskabet kun har to parter og dermed diskriminere kollektive samlivsformer med tre - eller måske fem - personer, som ønsker at erklære deres indbyrdes troskab i kirken?
Faktisk var der fornyligt i en tysk tv-kanal tre lesbiske veninder, der udtrykte indignation over den diskrimination, der forhindrer dem i sammen at “stå hvid brud” i kirken.
Og han advarer mod ideologiseringen af seksualitet
I vor tid ser vi homoseksualiteten organisere sig og missionere, idet den ustandseligt gennem medierne stiller krav om alles stillingtagen til og accept af fænomenet. Seksualiteten - af hvad art den end er - svulmer op til at fylde alt og til at betinge menneskets hele værdi og identitet. Og når mennesket får værdi og identitet gennem sin seksualitet, så er livet blevet åndløst. Skaberens uforkrænkelige herlighed er med Paulus’ ord skiftet ud med den forkrænkelige skabning.
Forsikringerne fra de mediedebat-fikserede talsmænd for homoseksualiteten om, at der ikke er tale om et handicap, men om en lykke, virker iøvrigt ikke helt overbevisende, når de samtidigt render myndigheder og biskopper på dørene for at blive erklæret normale og få status og selvværd gennem formaliserede ordninger og ritualer.
Som om noget menneske vandt identitet gennem offentlige ordninger eller blev frelst ved ritualer! Dette anerkendelsesbehov kunne vel netop skyldes døvhed for kristendommens befaling til mennesket om frimodigt at overtage sit liv, som det er.
De fleste af os kender til anderledes noble eksempler på homoseksuelle, som også lever i parforhold, men som iøvrigt - ligesom andre ordentlige mennesker - undlader at gøre deres seksualitet til et offentligt debatemne. Også sådanne hæderlige mennesker kan imidlertid let på grund af deres sårbarhed blive indfanget af den almindelige begrebsforvirring.
(..)
Bag kravet om homoseksuelle vielser ligger der imidlertid andet og mere end anmassende ekshibitionisme.
Hele idéen og strategien bag den agitation, som i 1989 førtes for det registrerede partnerskab, var, at ordningen skulle ligne ægteskabet - ligegyldigt hvad den så iøvrigt indeholdt. Og nu følger som en logisk konsekvens den næste agitationsbølge for, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken.
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har samtidigt varslet det tredie og angiveligt sidste krav: retten til at adoptere børn. Hermed vil ringen være sluttet. Ved lov vil man have ophævet naturens virkelighed og have vedtaget, at homoseksuelle kan alt det, et normalt ægtepar kan - endog få børn.
Agitationen er ikke båret frem af den enkelte homoseksuelles konkrete behov eller interesse, men af en ny homoseksualitetens ideologi.
Ligesom de nutids-ideologier, den er beslægtet med, har den som sin målsætning at nedbryde de historisk grundfæstede institutioner, der beskærmer den almindelige borger mod ideologisk betinget ufrihed.
Den vigtigste af disse institutioner er netop ægteskabet.
Målet er tydeligt nok ikke at afhjælpe konkrete uretfærdigheder for de enkelte homoseksuelle par - f.eks. den uretfærdighed, der før 1989 bestod i, at når den ene i et homoseksuelt parforhold døde, kunne tvangsarvinger rydde boet, uden at den efterlevende havde hunds ret; thi den afdøde havde ikke testamentarisk kunnet sikre sin partner nogen arveret. Det kunne med rette betegnes som en urimelighed, men den kunne let have været afhjulpet ved en ændring i arveloven. Det var imidlertid slet ikke det, der havde interesse for det registrerede partnerskabs agitatorer.
Formålet var, at loven skulle definere parforholdet som et “ægteskab” - selvom det betød ægteskabsordningens ødelæggelse - ja vel netop derfor.
Og med udgangspunkt i et ofte udskældt citat fra Paulus diagnosticerer Langballe samtiden således
[Paulus] …maler et for os besynderlig aktuelt billede af et romersk samfund, behersket af en epidemisk æstetisk oplevelseshunger, der får menneskene til at betragte deres liv som et eksperiment. Denne eksperimenterende æsteticisme fører dem ind i en selvforstærkende spiral af “vanærende lidenskaber” - just fordi de ikke kender sig selv som sat på jorden i en opgave og et ansvar af den sande Gud, men har deres egen lystfølelse og oplevelsesmæthed som livets mål.
Arbejdet med at skabe sig nye behov - for at tilfredsstille dem - foregår i et rasende kapløb med blasertheden og livsleden. Det ordinære må bestandigt skiftes ud med det ekstraordinære. Og så bliver næsten - herunder ægtefællen - reduceret til et hurtigt udskifteligt remedium for ens egen tilfredsstillelse.
Eller: Mennesket vil ikke - med Grundtvigs udtryk - være et guddommeligt eksperiment, der sammenknytter støv og ånd. I stedet vil det være støvets eget eksperiment med sig selv. Og det eksperiment kan kun dæmonisere mennesket.
Når ikke bare Paulus’ forkyndelse, men også hans tidsbeskrivelse, virker så aktuel, kan det vel skyldes, at det samfund, vi i dag ser omkring os, på alle måder ligner Roms forfaldstid: Et helt folk på overførselsindkomster - og med politiske ledere, der ser det som deres fornemste opgave at holde en rethaverisk pøbel i skak med velfærdsstatens materielle gratisydelser og med tom, tåbelig tv-underholdning til fodring af de oplevelseshungrende. - Sagt på romersk: brød og skuespil.
Altsammen en følge af, at datidens såvel som nutidens romer ikke er absolut forpligtet på nogen opgave udenfor sig selv - til sidst heller ikke på den opgave at sikre Roms beståen.
Det er det totale fravær af lov, Paulus maler i grelle farver.
Den overraskende pointe i Romerbrevets første kapitler er imidlertid, at den fromme, lovretfærdige jøde, der fordømmende betragter dette hedenske kaos af lovløshed og seksuelle udskejelser og tror sig selv i salveten - til ham lyder Paulus’ dom: - Du har i forhold til Gud intet forud for hine - du, som roser dig af at kende loven, men som ikke holder den til Guds ære.
Pointen hos Paulus er altså ikke, som Lars Ole Gjesing hævder, en afspejling af jødiske fordomme, men snarere en dom over dem. Og således står da til syvende og sidst - ikke hedningerne eller folk af homoseksuel orientering, men - hele verden strafskyldig for Gud.
Men læs den i sin sammenhæng om det absurde i at man kan tale om bøsserettigheder uden først at have defineret bøssepligter.