Jeg gør mig normalt ikke i nyheder, men denne er alligevel sigende for tiden vi lever i. Fra Yahoo News

Former Radio 4 Today editor Rod Liddle has become the first journalist to have an online blog censured by the press watchdog.

A complaint was upheld by the Press Complaints Commission after the writer and columnist claimed on the Spectator website that the “overwhelming majority” of violent crime in London was carried out by young Afro-Caribbean men.

Stephen Abell, director of the watchdog, said it was “a significant ruling” to make against a newspaper or magazine blog for inaccuracy.

Tjah, sandheden er ilde hørt, som en slidt frase fortæller. Vi lever på lånt tid.

Da Phil Jones under sit interview med BBC bl.a indrømmede at der var delte meninger om den middelalderlige varmeperiode og at denne usikkerhed skyldtes at man manglede data fra den sydlige halvkule til at afgøre om det var et globalt fænomen (hvilket i sig selv er en indrømmelse på at Manns ishockeystok graf var manipuleret) var det samtidig et farvel til myten om ‘konsensus’ blandt klimaforskere, så langt som den skulle ligge i tråd med det korrumperede IPCC. Teorien om den menneskeskabte opvarmning hviler på at klimaets udvikling er ekstraordinær og det ekstraordinære er derfor ikke naturlig, men menneskeskabt og som menneskeskabt ikke en del af naturens balance, hvilket gør den potentielt katastrofal. Med middelalderens varmeperiode genindsat forsvinder det ekstraordinære og argumentet for at opvarmning må skyldes mennesker bliver sværere at løfte. Så hvorfor denne tale om konsensus?

“Consensus,” according to Merriam-Webster, means both “general agreement” and “group solidarity in sentiment and belief.” That pretty much sums up the dilemma. We want to know whether a scientific consensus is based on solid evidence and sound reasoning, or social pressure and groupthink.

Anyone who has studied the history of science knows that scientists are not immune to the non-rational dynamics of the herd. Many false ideas enjoyed consensus opinion at one time. Indeed, the “power of the paradigm” often shapes the thinking of scientists so strongly that they become unable to accurately summarize, let alone evaluate, radical alternatives. Question the paradigm, and some respond with dogmatic fanaticism.

Ifølge American Thinker, der derefter opridser en række punkter. Jeg vil lige dvæle ved et af dem

(7) When consensus is declared hurriedly or before it even exists.

A well-rooted scientific consensus, like a mature oak, usually needs time to emerge. Scientists around the world have to do research, publish articles, read about other research, repeat experiments (where possible), have open debates, make their data and methods available, evaluate arguments, look at the trends, and so forth, before they eventually come to agreement. When scientists rush to declare a consensus, particularly when they claim a consensus that has yet to form, this should give any reasonable person pause.

In 1992, former Vice President Al Gore reassured his listeners, “Only an insignificant fraction of scientists deny the global warming crisis. The time for debate is over. The science is settled.” In the real 1992, however, Gallup “reported that 53% of scientists actively involved in global climate research did not believe global warming had occurred; 30% weren’t sure; and only 17% believed global warming had begun. Even a Greenpeace poll showed 47% of climatologists didn’t think a runaway greenhouse effect was imminent; only 36% thought it possible and a mere 13% thought it probable.” Seventeen years later, in 2009, Gore apparently determined that he needed to revise his own revisionist history, asserting that the scientific debate over human-induced climate change had raged until as late as 1999, but now there was true consensus. Of course, 2009 is when Climategate broke, reminding us that what had smelled funny before might indeed be a little rotten.

Det er godt at klynge sig til selviscenesat konsensus, ikke bare for Al Gore, som Resilient Earth fortæller

…Avatar director next focused his wrath on those who don’t accept global warming as fact. “That’s right,” Cameron said. “I want to call those deniers out into the street at high noon and shoot it out with those boneheads.” All we can say is “name the time and place.”

“Anybody that is a global warming denier at this point in time has got their head so deeply up their ass I’m not sure they could hear me,” Cameron added for good measure (do we detect a bit of anal fixation here?).

Konsensus om et dynamisk system er da også noget nær en umulighed, men tjener altså glimrende til moralsk besværgelse. Så meget mere pinligt var BBCs stort opsatte program i tre dele The Climate Wars, der fremstillede skeptikere overfor videnskabsmænd. Her er afsnit 2 om skeptikerne, der bl.a indeholder et interview med den dengang endnu uplettede Michael Mann, der senere skulle skandaliseres for videnskabeligt svindel sammen med sin chef Phil Jones, der som sagt til BBC har forkastet Manns forskning, som præsenteres i dette lidt ældre BBC program.

Udover den præ-climategate skråsikkerhed og den til tider næsten religiøse videnskabsmand og programvært skævvrides programmet af forbavsende underlødighed. Et par eksempler seriens postulat om at de gammeldags termometre, hvis værdi er sat under alvorlig tvivl grundet deres uafklarede plaseringer, de ansvarlige forskeres udvælgelse og de statiske korrektioner skulle være satellitmålinger overlegne. Stewart kasserer satelitterne fordi man efter et par år havde glemt at tage højde for deres fald og dermed forandrede bane om og højde over Jorden. Denne fejl blev derefter rettet og satelitter er det eneste pålidelige indstrument, da de kan måle Jordens udstråling i hele flader. Et andet eksempel er angrebet på den privatproducerede film om klimaet og den omgivne virak Great Global Warming Swindle’s afskæring af grafer, der viser et sammenfald af Solens aktivitet og den globale temperatur indtil et sted i halvfemserne. Det tvangsfinansierede BBC program støtter sig i stedet til grafer mellem temperaturstigning og CO2 udledning uagtet at disse kun følges ad i omkring 30% af tiden uden at forklare hvorfor. Og selvfølgelig uden at nævne, hvad alle godt vidste dengang, men ingen sagde højt, at temperaturen ikke er steget i mindst 10 år. Afsnit 1 og 3 kan ses her, hvis man vil forvisse sig om, hvor hurtigt tiden egentligt er gået.

Nogen gange forekommer virkeligheden uvirkeligt banal. Som den Human Rights Watch medarbejder og militær specialist, som viser sig at være nazi-fetichist. Fra Times Online

By day, Marc Garlasco was HRW’s only military expert, the person that its Emergencies Division would send to conflict zones to investigate alleged war crimes. He wrote reports condemning the dropping of cluster bombs in the Russia-Georgia war, the alleged illegal use of white phosphorus by the Israeli army in Gaza and coalition tactics that he said “unnecessarily” put Iraqi or Afghan civilians at risk. An enthusiastic source of quotes for the media, he was incessantly on the phone to journalists.

But by night, Garlasco was “Flak88”, an obsessive contributor to internet forums on Third Reich memorabilia and an avid collector of badges and medals emblazoned with swastikas and eagles.

(…)

[HRW] accused those who raised the issue of Garlasco’s hobby of being part of “a campaign to deflect attention from Human Rights Watch’s rigorous and detailed reporting on violations of international human rights and humanitarian law by the Israeli government”. It even used the word “conspiracy”: its programmes director, Iain Levine, later went so far as to directly accuse the Israeli government of being behind it. But he provided no evidence for the charge.

(…)

Some conflict zones get much more coverage than others. For instance, HRW has published five heavily publicised reports on Israel and the Palestinian territories since the January 2009 war.

In 20 years they have published only four reports on the conflict in Indian-controlled Kashmir, for example, even though the conflict has taken at least 80,000 lives in these two decades, and torture and extrajudicial murder have taken place on a vast scale. Perhaps even more tellingly, HRW has not published any report on the postelection violence and repression in Iran more than six months after the event.

(…)

I interviewed a human-rights expert at a competing organisation in Washington who did not wish to be named because “we operate in a very small world and it’s not done to criticise other human-rights organisations”. He told me he was “not surprised” that HRW has still not produced a report on the violence in Iran: “They are thinking about how it’s going to be used politically in Washington. And it’s not a priority for them because Iran is just not a bad guy that they are interested in highlighting. Their hearts are not in it. Let’s face it, the thing that really excites them is Israel.”

(…)

Noah Pollak, a New York writer who has led some of the criticisms against HRW, points out that it cares about Palestinians when maltreated by Israelis, but is less concerned if perpetrators are fellow Arabs. For instance, in 2007 the Lebanese army shelled the Nahr al Bared refugee camp near Tripoli (then under the control of Fatah al Islam radicals), killing more than 100 civilians and displacing 30,000. HRW put out a press release — but it never produced a report.

(…)

In June 2006, Garlasco had alleged that an explosion on a Gaza beach that killed seven people had been caused by Israeli shelling. However, after seeing the details of an Israeli army investigation that closely examined the relevant ballistics and blast patterns, he subsequently told the Jerusalem Post that he had been wrong and that the deaths were probably caused by an unexploded munition in the sand. But this went down badly at Human Rights Watch HQ in New York, and the admission was retracted by an HRW press release the next day.

De fleste har vel forkastet selve tanken om en så ublu sammenhæng mellem Israelkritik og antisemitisme. Men virkeligheden kan virkeligt levere corny manuskripter.

Fra Jyllands-Posten

Kristendommen gjorde, som den eneste kendte civilisation, kønnene lige værdige, dvs. at den fastslog at eventuelle overleverede magtskel mellem kønnene er arbitrære og ydre. Kristendommen skabte derved den europæiske kernefamilie som et fællesskab og ikke som et patriarkat, hvilket med symbolsk tydelighed ses på to punkter.

Kristendommen er for det første den eneste kendte civilisation, hvor det officielt forventes ikke kun af kvinder, men også af mænd, at de er livsvarigt tro mod deres ægtefælle, hvilket naturligvis har været helt afgørende for kønnenes ligestilling. Ingen anden større kultur har så meget som antydningsmæssigt fordret dette af mænd, de ville kalde de vanvittigt og naturstridigt. Og for det andet er kristendommen den eneste civilisation hvor ægteskabet formelt set bliver indgået ved et ja mellem to frie parter og ikke ved to klaners handel med en kvinde. Som vi kender fra utallige fortællinger fra den lyse middelalder, så var et ægteskab indstiftet og uopløseligt blot de to unge mennesker kunne finde en præst, som ville udsige ritualet. Og så gjorde det ikke spor, at han var fordrukken eller bestikkelig. Når de to parter først havde sagt ja’et, så kunne ingen jordisk magt gøre ægteskabet ugyldigt.

Den kristne autonome kernefamilie, som om sit hjem kan sige, at ”mit hjem er min borg”, og som i enestående grad har formået at tage vare om sine børn og sine syge og gamle, er formentlig den stærkeste menneskelige enhed i verdenshistorien. Den var en hovedhjørnesten i skabelsen af den rigeste, frieste, mest kreative, mest lige og mest tolerante civilisation verden har oplevet. Blandt andet derfor er kristen kulturkonservatisme, liberalisme og borgerlige frihedsrettigheder uløseligt forbundne.

Læs endelig den hele for dens udlægning af det kristne budskab, det romerske seksualitetssyn og dens vision for den muslimske verden

Fra Mirror

Cocaine users were last night accused of helping to make global warming worse.

MPs on the home affairs select committee said the drug was devastating Colombian rainforests because trees are knocked down to grow coca plants.

Group chairman Keith Vaz said: “We were horrified to learn for every few lines of cocaine snorted in a London club, four square metres of rainforest is destroyed.”

Så tænk Dem om en anden gang!

Da Phil Jones under sit interview med BBC bl.m.a indrømmede at der var delte meninger om den middelalderlige varmeperiode og at denne usikkerhed skyldtes at man manglede data fra den sydlige halvkule til at afgøre om det var et globalt fænomen var det ikke bare et farvel til myten om ‘konsensus’ blandt klimaforskere eller blot en indrømmelse af at Manns ishockeystok graf var manipuleret. Det var en afgørende svækkelse af teorien om den menneskeskabte opvarmning. Teorien om den menneskeskabte globale opvarmning hviler på en opfattet ekstraordinær opførsel af klimaet, som derfor ikke er naturlig, men menneskeskabt og derfor potentielt katastrofal. Uden

Så langt, som klimamodellerne er baseret på Ishockeystokkens antagelser vil de også være forkerte. Klimamodellerne har ingen anden empiri end det skete og for at teste en klimamodels evne til at forudse klimaet fordrer man den med præmisserne for det allerede skete og lader den regne fortiden ud. Jo mere den ligner det vi ved er sket jo mere har den forstået om sammenhænge og processer og jo mere kan vi regne med at den kan forudse det kommende. Derfor betyder det en hel del, hvad v i ved om det skete og i midten af halvfjerserne kunne man i National Geographic se denne fremstilling af videnskablig konsensus

Som man kan se var tidsånden en anden og frygten var at vi gik imod en global istid, der ville betyde mere ekstremt vejr, dårlig høst, sult, folkevandring, tørke, Afrika ville blive som en dybfryser kort sagt meget af det samme, som man frygter ved den globale opvarmning. Også i 1976 havde man altså opfattelsen af at leve i det perfekt tempererede klima, som man kun kunne falde ned fra. Billedet og denne posts grundlæggende indhold er planket fra Joanna Nova, som demonstrerer, hvorledes NASAs Jim Hansen siden 1980 tilsyneladende har masseret enigheden i en stadigt mere alarmerende retning

Effekten af en sådan aktivisme slår ikke igennem med det samme, men over tid gnaver den sig lystigt ind i uigennemskuelige bureaukratiske organisationer, som f.eks. FNs klimapanel IPCC. I starten da de fleste inviterede forskere troede at det gjaldt om at at danne sig et overblik over klimaets udvikling var konsensus om det seneste årtusinde derfor ganske ukompliceret. IPCC præsenterede klimaets historie for de seneste tusind år således i deres 2. rapport fra 1995

En sådan graf er svær at bearbejde politkerne til øgede bevillinger og fortsat retfærdiggørrelse af et klimapanel til rådgivning af politikerne. Hvad man trængte til var Mann-made global warming, som vittige hoveder siden har døbt ishockeystokken og den prydede forsiden på den 3. rapport fra i 2001

Men der ligger også en anden pointe, som jeg vil vade lidt i, som alibi for dette tyveri af en postering, for dette eksempel på svindel er også en illustration på forskellen mellem de konservative og de progressive, mellem det demokratiske og det tyranniske mellem det rationelle og mysticismen. Mangefuld og usikker, som halvfjersernes National Geographics temperaturkurve sikkert er afspejler den om ikke andet den tids videnskablige arbejde befriet for politiske dagsordner. De kom til gengæld senere da en kombination af bekymring for miljøet gik i en uheldig sammensværgelse med livsleden og det kulturelle selvhad. Og da ingen målinger kan ske bagud i tid må den statistiske metode på de senere kurver have ændret sig så de bedre kunne korrespondere med den fremherskende teori om menneskets opvarmning. Nøjagtig samme logik der driver Taleban til at sprænge Buddhastatuer og Stalin til i sin tid at rive kirker ned. Historien må væk for at bane vejen for det progressive, sandheden, frelsen. Eller som en af de e-mailende klimatologer fra CRU udtrykte det

The fact is that we can’t account for the lack of warming at the moment and it is a travesty that we can’t. The CERES data published in the August BAMS 09 supplement on 2008 shows there should be even more warming: but the data are surely wrong. Our observing system is inadequate.

Virkeligheden må bøje sig for teorien. Og så kan vi vende tilbage til klimamodellerne og se at det skam ikke er ligegyldigt, hvilken af de historiske versioner man tager for givet og man kan forstå, hvorfor ingen af dem forudså en lettere afkøling fra omkring år 2000 og frem til i dag (andet end gennem den enorme indbyggede usikkerhed, hvor den globale opvarmning kan ske gennem en mindre istid). Med middelalderens varmeperiode genindsat forsvinder det ekstraordinære allerede ved sammenligning af den seneste varmeperiode og argumentet for at opvarmning må skyldes mennesker bliver sværere at løfte. Både Phil Jones og Michael Mann prøver at dække sig bag manglende oplysninger om klimaet på den sydlige halvkugle, der mest består af vand og skønt det er klædeligt med lidt ellers sjælden forsigtighed fra de herrer, er det ren spekulation at aflyse Middelalderens Varmeperiode med mindre man har stærke indicier for en tilsvarende kuldeperiode på den sydlige halvkugle. At Middelaldrerens varmeperiode nok var global tyder nye undersøgelser af skaldyr på ifølge Nature via Watts Up With That

Faktisk er et større arbejde igang med at påvise omfanget af Middelalderens Varmeperiode, samt den efterfølgende Lille Istid.

Først et typisk eksempel på humanioratænkning: Cand.soc. med speciale i køn og organisation Marie Valentin Beck blogger om køn, seksualitet og ligestilling og sætter spørgsmålstegn ved vores forestillinger om, hvordan man er kvinde og mand, dreng og pige. Hun betragter samfundet og tendenser gennem en kønsorienteret optik for at få øje på de mekanismer, der låser kønsopfattelser fast og arbejder for at komme ligestillingsdebattens kedsommelige gentagelser til livs, bl.a. ved at udbrede en mere pluralistisk køns- og sekusalitetsforståelse. Og nej, det er ikke min omformulering af trotskistiske overgangskrav, til et tidstypisk flinkepigeidealismesprog - det er konens egen beskrivelse på hendes JP-blog, hvor hun forleden bitter

For dagen i går var en afgørende dag for alle de mennesker i Danmark, der forelsker sig i folk af samme køn som dem selv. Spørgsmålet om hvorvidt homoseksuelle par skal have lov til at adoptere, var dagens store emne. Og dagens store fis i en hornlygte.

Om formiddagen kunne vi høre en debat på P1 mellem kirkeordfører fra Konservative, Rasmus Jarlov, og talsmanden fra LBGT - Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – Søren Laursen. Jarlov advokerede for at et barn har brug for en alsidig påvirkning fra en forældre af hvert køn, hvorfor homoseksuelle ikke bør adoptere. Det ville, ifølge Jarlov, være en direkte forseelse af barnets tarv, i og med at den mest naturlige familieform inkluderer en far og en mor. Til det kunne Laursen svare, at familier er et sociokulturelt fænomen, der som sådan ikke har noget med naturlighed at gøre. Der eksisterer familier af alskens former og sammensætninger, og de børn, der vokser op i disse familier, trives lige så godt som børn i traditionelle familier. Det er der tilmed talrige forskningsresultater der dokumenterer. Jarlov fastholdt, at det handlede mere om sund fornuft end om forskning, og fortalte, at de Konservative også mener, at enlige kvinder ikke bør kunne adoptere.

Det er et spørgsmål om tid, før den næste generation betragter samfundet gennem en numerisk optik og udbreder en mere pluralistisk samlivsforståelse for kollektiver og storfamilier. En forståelse, hvor Ruth Evens og hendes sociokulturelle “familie” har ret til at adoptere negerbørn i det tempo de synes at kune hjernevaske i.

Som Pia Christmas-Møller begrundede sit ja til homoseksuelle og adoption tilbage i 2007: ”Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden”.

Altså indtil den dag nogen ser samfundets tendenser gennem en gadehjørneoptik og får en mere pluralistisk børnehjem-i-den-tredie-verdens-forståelse.

Afspejlingen af denne homanioratænkning er diffunderet fra de arbejdsløse eller i bedste fald ubrugelige akademikere ud i hele undervisningssystemet og generationer er flasket op med at beskue verden gennem til lejligheden skævtslebne optikker, der forvrider alting til det skinbarlige vås. Som en læser af denne uges Weekendavisen er et typisk eksempel på, der gennem definer-en-gruppe-og-kræv-deres-rettigheder-optik gerne vil gøre op med ideen om…

…at hvis homoseksuelle ægteskaber får samme status som heteroseksuelle ægteskaber, så bliver polygame ægteskaber det næste.

Dette er en fuldstændig ulogisk følgeslutning. Ægteskabet er i bund og grunden juridisk og social kontrakt mellem to voksne mennesker. (…)…det egentlige problem: at homo og biseksuelle udelukkes fra en lovformelig kristen vielse. Og dermed fra at indgå i det kristne fællesskab på lige fod med heteroseksuelle.

(…)

Det er rigtig nok, at det almindelige ægteskabet indgået i Danmark er heteroseksuelt. Men verden over er det normalt, at omkring 10 pct. af befolkningen er homoseksuel. Og de skal selvfælgelig nyde samme rettigheder, som alle andre - også overfor Gud.

(…)

…det dobbelte kærlighedsbud tolkes tilsyneladende ret ekskluderende

Selvmodsigelserne står i kø med offergørelsen, hvor eksklusion åbenbart kun er et problem, for det monogame, men ikke det polygame, der ellers også er er normalt “verden over”. Det polygame ægteskab bliver endda aflivet med en selvindlysende reference til halvdelen af den eksisterende juridiske og sociale kontrakt, der specificerer, hvor mange ad gangen, der kan være tale om, men ikke den halvdel der specificerer deres køn. Desuden er køn og seksualitet ikke det samme, hvorfor Prins Henrik da også blev gift med selveste Dronning Margrethe d 2. af Danmark. Ingen seksuel eksklusion her. Åbenbart peger den gode læser sin optik ind i det muntre spejlhus.

Weekendavisen lod i samme avis og i samme optik modstanden mod homoægteskaber i Folkekirken tegne af moraliserende bibelfundamentalister spurgte i artiklen “Den lukkede bog” forudsigeligt bøsserne

Hvorfor vil de være medlem af en klub, der afviser dem?

Det er jo synd for dem der bliver afvist. Blev Jomfru Maria da ikke selv afvist da hun ventede det lille basusjern? Den kristne bøsse svarer selvopofrende og forbilledligt…

I mit liv er det altafgørende, at vi alle er lige i Kirken

Lighed, eksklusion, normalitet i citationstegn og et hav af optikker til at fordrejen verden til det enhver tid ønskelige! Det er den optik, hvorigennem kristendommen ses, Kirken ses, alting ses. Rent formularisk. Lighed er ikke når “andre bestemmer og ejer magten”, som de sang 1. maj. Forskelle er sociokulturelle fænomener, lighed er godt, altid, hele tiden og til enhver en tid fordi det ikke er ulighed. Kirkebøssens lebberpræsts udtrykker derefter sin gund til at…

…hun kan holde kristendommen ud trods dens forbud, er , at det er en detalje i det store billede af kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse

Det er svært at genkende kristendommen gennem Weekendavisens optik.

Med et netop konstateret flertal blandt biskopperne er [homoægteskaber i Folkekirken] tættere på. Uanset, hvad Biblen siger.

Hvad siger Biblen da? Eller rettere: “Hvad er et ægteskab, at det skal velsignes i kirken?” Det er ikke nok at konstatere at det et sociokulturelt fænomen for igennem den optik er det jo netop ligeså ligegyldigt, som alt andet og det rene intet. Og ved at definere noget, altså en intellektuel øvelse, frem for den formulariske vanetænkning foretager man også en skelnen og dermed en diskriminering og eksklusion og dette leverede Jesper Langballe i en artikel i Tidehverv fra 1995, hvis indhold Information forleden og ganske forarget trak således op

Ifølge Jesper Langballe er der de retfærdige homoseksuelle, der er født med deres disposition, og så er der velfærdshomoseksuelle, der dyrker deres depraverede seksualitet som modestrømning og ideologi. Og det er de sidste, der vil giftes i kirken, mener han.

Nemlig! Læs for Guds skyld hele Langballes fremragende artikel, som en antidosis til det rablende volapyk, der ævles ud i medierne fra de socialkonstruktivistiske horder. Her et sølle sammendrag af nogle pointer

Kravel om kirkelig vielse af homoseksuelle skyldes ikke omsorg for den enkelte, homoseksuelle, men er et ideologisk felttog mod ægteskabet som værn om menneskets frihed.

Det indgår i et tidsforfald, som ingen har beskrevet bedre og tolket klarere end Paulus.

Når vi er til bryllup, er baggrunden altid den, at to mennesker har besluttet sig til at dele godt og ondt for livet. Ved denne deres egen beslutning er der tillige tilskikket dem den opgave at gå i slægtens spor og at fortsætte slægten. Ved at få børn og opdrage dem i overensstemmelse med deres dåb og fødsel - d.v.s. som kristne og danske mennesker - skal de bidrage til folkets beståen som folk.

De gamle israelitter vidste, at det bud, som forpligtede børnene på deres forældre og forældrene på deres børn - “Ær din fader og din moder” - det sigtede på slægtens og folkets beståen. Budet var begrundet med et formål: ” - at det må gå dig vel, og du må få et langt liv i det land, Herren din Gud vil give dig”. Budet talte på een gang til den enkelte og til folket. Dets krav var adresseret til den enkelte, men det var ikke bare den enkelte, men hele folket, der ved budets overholdelse skulle få et langt liv i det land, som Gud havde givet det.

Vi taler altså ikke her naturhistorisk om “artens overlevelse”, men vi taler historisk om familiens, slægtens og folkets beståen.

“- for os, som er her til stede”
At få børnene er jo ikke en pligt, som brudeparret skal formanes til, eller som det går til med sammenbidt pligtopfyldenhed. Med mindre ægteskabet bliver ufrivilligt barnløst, kommer det helt af sig selv, “når alting ventes i naturens orden” - med en fri brug af Grundtvigs udtryk.

Men vi, som holder bryllup med de to unge, véd alligevel godt, at det er, hvad vi - slægten - venter af dem. Det er ægteskabets “folkelige embede”, som ikke er slægten uvedkommende. Det er derfor, vi er inviteret med - så de to, der “tilforn har lovet og tilsagt hinanden at ville leve sammen i ægteskab”, nu kan bekræfte deres løfte “for Gud og for os, som er her tilstede”.

Sådan hedder det som bekendt i den kirkelige vielsesformular.

Det første løfte - det, som allerede er afgivet tilforn - og som er grunden til, at der overhovedet er bryllup - lød i det skjulte. Det var kærlighedens løfte, og det var en privatsag. Men ægteskabet er ikke bare en privatsag, og derfor er løftets bekræftelse det heller ikke. Det skal høres af “os, som er her til stede”. Ægteskabet må være en offentlig ordning, netop for at kunne beskytte privatsfærens ret til at være privatsfære.

Slægten, hvis tavse tale stiller opgaven, er vidne til det, der sker. Det er også en god grund til, at brylluppet finder sted i folkets kirke.

Det ville være en underkendelse af ægteskabet at hævde, at børneavl er dets eneste og altafgørende formål. På den anden side når ægteskabet ikke sin bestemmelse uden dette formål.

(…)

Kristus gentager selv skabelsesberetningens ord, og vi gentager efter Ham ved ethvert bryllup: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: “Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød?” - Så er de da ikke længere to, men eet.”

De er altså to, for at de kan blive eet. Eller der skal to køn til, for at de kan blive eet kød. Og ligesom det er Gud, der har skabt dem som to - mand og kvinde - er det Ham, der sammenføjer dem til eet kød. Derfor hedder det videre, at “hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.

Skaberen selv er een, men hans menneskebørn må være to for at blive een - og for, som skabt i Guds billede, at tjene Hans skaberværk ved at sætte børn i verden. Som Barth vil sige det: Gudbilledligheden ligger såvel i enheden som i forskellen, og den gudskabte enhed er til i kraft af den gudskabte forskel.

(…)

….vi [har] fået en tåbelig diskussion mellem dem, der vil have de homoseksuelle forhold omfattet af “kirkens velsignelse” - og så deres højkirkelige og pietistiske modstandere, som svarer, at “kirken har kun een velsignelse”, der kun omfatter heteroseksuelle par.

Sandheden er, at kirken overhovedet ikke har nogen velsignelse at uddele til nogen som helst. Den evangelisk-lutherske kirke råder ikke på katolsk vis over en skat af velsignelser, som den kan levere færdigtfabrikerede eller skræddersy på bestilling, så vi fra tid til anden kan slæbe vore forskellige ordninger hen i kirken og få dem bestænkede med vievand, øst op fra et autoritativt kirkeligt velsignelsesreservoir.

Kirken er det sted, hvor syndere mødes lige tomhændede for at modtage Guds velsignelse - som Han og ikke kirken råder for og står inde for.

Og så har vi altså her til lands den ordning, at mennesker kan blive gift i kirken - i stedet for, som det er skik i en række andre lande, at alle brudepar først må gå på rådhuset og derefter kan blive velsignede i kirken.

Det skyldes selvfølgelig ikke nogen sakramental forståelse af ægteskabet, endsige nogen tro på, at normale ægtefæller er bedre kristne end homoseksuelle. Det skyldes historisk tradition - og bag den igen skyldes det ægteskabets folkelige embede, som jeg omtalte indledningsvis.

Og hans syn på homoseksuelle og den homoseksuelle ideologi

Homoseksualitet er grundlæggende et handicap. Eller om man vil: en afvigelse. Det kan jeg uden videre gøre gældende uden derfor at give mig til at redegøre videnskabeligt (eller pseudovidenskabelig!) for, hvordan dette handicap er blevet til. Det fritager mig selvfølgelig ikke fra at lytte til den homoseksuelle, og det giver mig ingen ret til at mistænkeliggøre hans udsagn. Og det har iøvrigt slet intet at skaffe med den tvivlsomme kirkelige diagnose: at homoseksualitet er en sygdom, som man kan kurere ved bøn.

Homoseksualitet er et handicap, som blandt andet betyder, at et menneske ikke ved sin seksualitet kan få børn. Og handicappede skal man selvfølgelig ikke mistænkeliggøre eller ringeagte udfra dumme fordomme - slet ikke med ukristelige påstande om, at de skulle være mere syndige end andre.

Man kan også sige, at homoseksualitet er “undtagelsen fra reglen”. Den grad af frihed, der hersker i menneskesamfundet, kendes ofte på, at det lader sine undtagelser leve i fred og frihed. Det betyder imidlertid ikke, at man skal gøre undtagelsen til regel. For gør man det, ødelægger man reglen.

Det ville være et afskyeligt samfund, der f.eks. regnede sine blinde for mindreværdige og ikke ydede dem al mulig bistand. Men derfor gør vi ikke blindhedens undtagelse til regel; vi vedtager f.eks. ikke, at eftersom de blinde ikke bør diskrimineres, så skal alle teaterstykker og biograffilm produceres, så blinde har samme udbytte af dem som seende.

At acceptere homoseksuelle vielser betyder, at man for undtagelsernes skyld ødelægger reglen, d.v.s. ægteskabet. Og dermed udhuler man den borgerlige frihed, som ægteskabet har været bærepille for i århundreder ved at sikre familiens integritet og kontinuitet.

Ægteskabet er borgerligt set familiens legale værn, og som enhver anden legal ordning består det i kraft af sine grænser. Hvis den grænse, som udelukker vielse af homoseksuelle, er diskriminerende, så er det også diskriminerende mod unge under 18 år at sætte en nedre aldersgrænse for ægteskabet. Eller at forhindre to søskende i at gifte sig, når de ønsker det. Eller far og datter. Og hvorfor skal man fastholde, at ægteskabet kun har to parter og dermed diskriminere kollektive samlivsformer med tre - eller måske fem - personer, som ønsker at erklære deres indbyrdes troskab i kirken?

Faktisk var der fornyligt i en tysk tv-kanal tre lesbiske veninder, der udtrykte indignation over den diskrimination, der forhindrer dem i sammen at “stå hvid brud” i kirken.

Og han advarer mod ideologiseringen af seksualitet

I vor tid ser vi homoseksualiteten organisere sig og missionere, idet den ustandseligt gennem medierne stiller krav om alles stillingtagen til og accept af fænomenet. Seksualiteten - af hvad art den end er - svulmer op til at fylde alt og til at betinge menneskets hele værdi og identitet. Og når mennesket får værdi og identitet gennem sin seksualitet, så er livet blevet åndløst. Skaberens uforkrænkelige herlighed er med Paulus’ ord skiftet ud med den forkrænkelige skabning.

Forsikringerne fra de mediedebat-fikserede talsmænd for homoseksualiteten om, at der ikke er tale om et handicap, men om en lykke, virker iøvrigt ikke helt overbevisende, når de samtidigt render myndigheder og biskopper på dørene for at blive erklæret normale og få status og selvværd gennem formaliserede ordninger og ritualer.

Som om noget menneske vandt identitet gennem offentlige ordninger eller blev frelst ved ritualer! Dette anerkendelsesbehov kunne vel netop skyldes døvhed for kristendommens befaling til mennesket om frimodigt at overtage sit liv, som det er.

De fleste af os kender til anderledes noble eksempler på homoseksuelle, som også lever i parforhold, men som iøvrigt - ligesom andre ordentlige mennesker - undlader at gøre deres seksualitet til et offentligt debatemne. Også sådanne hæderlige mennesker kan imidlertid let på grund af deres sårbarhed blive indfanget af den almindelige begrebsforvirring.

(..)

Bag kravet om homoseksuelle vielser ligger der imidlertid andet og mere end anmassende ekshibitionisme.

Hele idéen og strategien bag den agitation, som i 1989 førtes for det registrerede partnerskab, var, at ordningen skulle ligne ægteskabet - ligegyldigt hvad den så iøvrigt indeholdt. Og nu følger som en logisk konsekvens den næste agitationsbølge for, at homoseksuelle skal kunne vies i folkekirken.

Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske har samtidigt varslet det tredie og angiveligt sidste krav: retten til at adoptere børn. Hermed vil ringen være sluttet. Ved lov vil man have ophævet naturens virkelighed og have vedtaget, at homoseksuelle kan alt det, et normalt ægtepar kan - endog få børn.

Agitationen er ikke båret frem af den enkelte homoseksuelles konkrete behov eller interesse, men af en ny homoseksualitetens ideologi.

Ligesom de nutids-ideologier, den er beslægtet med, har den som sin målsætning at nedbryde de historisk grundfæstede institutioner, der beskærmer den almindelige borger mod ideologisk betinget ufrihed.

Den vigtigste af disse institutioner er netop ægteskabet.

Målet er tydeligt nok ikke at afhjælpe konkrete uretfærdigheder for de enkelte homoseksuelle par - f.eks. den uretfærdighed, der før 1989 bestod i, at når den ene i et homoseksuelt parforhold døde, kunne tvangsarvinger rydde boet, uden at den efterlevende havde hunds ret; thi den afdøde havde ikke testamentarisk kunnet sikre sin partner nogen arveret. Det kunne med rette betegnes som en urimelighed, men den kunne let have været afhjulpet ved en ændring i arveloven. Det var imidlertid slet ikke det, der havde interesse for det registrerede partnerskabs agitatorer.

Formålet var, at loven skulle definere parforholdet som et “ægteskab” - selvom det betød ægteskabsordningens ødelæggelse - ja vel netop derfor.

Og med udgangspunkt i et ofte udskældt citat fra Paulus diagnosticerer Langballe samtiden således

[Paulus] …maler et for os besynderlig aktuelt billede af et romersk samfund, behersket af en epidemisk æstetisk oplevelseshunger, der får menneskene til at betragte deres liv som et eksperiment. Denne eksperimenterende æsteticisme fører dem ind i en selvforstærkende spiral af “vanærende lidenskaber” - just fordi de ikke kender sig selv som sat på jorden i en opgave og et ansvar af den sande Gud, men har deres egen lystfølelse og oplevelsesmæthed som livets mål.

Arbejdet med at skabe sig nye behov - for at tilfredsstille dem - foregår i et rasende kapløb med blasertheden og livsleden. Det ordinære må bestandigt skiftes ud med det ekstraordinære. Og så bliver næsten - herunder ægtefællen - reduceret til et hurtigt udskifteligt remedium for ens egen tilfredsstillelse.

Eller: Mennesket vil ikke - med Grundtvigs udtryk - være et guddommeligt eksperiment, der sammenknytter støv og ånd. I stedet vil det være støvets eget eksperiment med sig selv. Og det eksperiment kan kun dæmonisere mennesket.

Når ikke bare Paulus’ forkyndelse, men også hans tidsbeskrivelse, virker så aktuel, kan det vel skyldes, at det samfund, vi i dag ser omkring os, på alle måder ligner Roms forfaldstid: Et helt folk på overførselsindkomster - og med politiske ledere, der ser det som deres fornemste opgave at holde en rethaverisk pøbel i skak med velfærdsstatens materielle gratisydelser og med tom, tåbelig tv-underholdning til fodring af de oplevelseshungrende. - Sagt på romersk: brød og skuespil.

Altsammen en følge af, at datidens såvel som nutidens romer ikke er absolut forpligtet på nogen opgave udenfor sig selv - til sidst heller ikke på den opgave at sikre Roms beståen.

Det er det totale fravær af lov, Paulus maler i grelle farver.

Den overraskende pointe i Romerbrevets første kapitler er imidlertid, at den fromme, lovretfærdige jøde, der fordømmende betragter dette hedenske kaos af lovløshed og seksuelle udskejelser og tror sig selv i salveten - til ham lyder Paulus’ dom: - Du har i forhold til Gud intet forud for hine - du, som roser dig af at kende loven, men som ikke holder den til Guds ære.

Pointen hos Paulus er altså ikke, som Lars Ole Gjesing hævder, en afspejling af jødiske fordomme, men snarere en dom over dem. Og således står da til syvende og sidst - ikke hedningerne eller folk af homoseksuel orientering, men - hele verden strafskyldig for Gud.

Men læs den i sin sammenhæng om det absurde i at man kan tale om bøsserettigheder uden først at have defineret bøssepligter.

Morsom artikel i Information, som venligt blev mig anbefalet indledes lovende under overskriften “Jo mere ‘grøn’ du er jo mere ‘uetisk’”

Ny undersøgelse afdækker overraskende sammenhæng: Etiske forbrugere er mere asociale og tyvagtige end folk er flest.

Og fortsætter med et velkendt eksempel

Da Al Gore blev grebet i at oparbejde enorme energiregninger i sit hjemlige palæ, imens han gladelig formanede andre om at spare på elektriciteten, udviste han en dobbeltmoralsk adfærd, som er skoleeksemplet på ’den grønne mennesketype’.

Således konkluderes der højst overraskende i en ny videnskabelig under søgelse, der påviser, at når mennesker føler, at de selv har udvist god moral – og f.eks. når de tror, de bidrager til at redde planeten igennem køb af økologisk babymad – så fører dette til, at de i andre henseender smider hæmningerne til fordel for »en egoistisk og moralsk tvivlsom adfærd«. Fænomenet kendes som ’moralsk afbalancering’ eller ’kompenserende etik’.

Eller også køber tyvagtige og asociale mennesker aflad. Læs endelig den hele for sammenfaldet er ganske morsomt og der gives videnskablige eksempler på det tyvagtige og asociale. Begreber, som “kompenserende etik” og “moralsk afbalancering” er virkeligt noget at gemme på sammen med den engelske satireserie Yes Ministers ditto, som “moralsk fleksibilitet”, der anses for et absolut gode, hvis man skal have succes i politik.

Sådan sagde den store spanske filosof Miguel Indurain om Riis Tour-chancer efter Amstel-Gold Race succesen. Det er heller ikke gratis at råbe “BRAND!” i et overfyldt teater, som klimahysterikerne gør, mens de angler efter anerkendelse for at redde menneskeheden. Tag et eksempel som biobrændsel, som C. Ford Runge skriver om på Yale Enviroment 360

The rapid increase in grain and oilseed prices due to biofuels expansion has been a shock to consumers worldwide, especially during 2008 and early 2009. From 2005 to January 2008, the global price of wheat increased 143 percent, corn by 105 percent, rice by 154 percent, sugar by 118 percent, and oilseeds by 197 percent. In 2006-2007, this rate of increase accelerated, according to the U.S. Department of Agriculture, “due to continued demand for biofuels and drought in major producing countries.” The price increases have since moderated, but many believe only temporarily, given tight stocks-to-use ratios.

It is in poor countries that these price increases pose direct threats to disposable income and food security. There, the run-up in food prices has been ominous for the more than one billion of the world’s poor who are chronically food-insecure. Poor farmers in countries such as Bangladesh can barely support a household on a subsistence basis, and have little if any surplus production to sell, which means they do not benefit from higher prices for corn or wheat. And poor slum-dwellers in Lagos, Calcutta, Manila, or Mexico City produce no food at all, and spend as much as 90 percent of their meager household incomes just to eat.

But the most worrisome of recent criticisms of biofuels relate to their impacts on the natural environment. In the U.S., water shortages due to the huge volumes necessary to process grains or sugar into ethanol are not uncommon, and are amplified if these crops are irrigated. Growing corn to produce ethanol, according to a 2007 study by the U.S. National Academy of Sciences, consumes 200 times more water than the water used to process corn into ethanol.

Og artiklen konkluderer ironisk at “biofuels made the slow fade from green to brown“. Det kan jo være lige meget for de selvgode, som hellere ser folke sulte ihjel end at lide druknedøden, men der er et andet problem ifølge American Institute of Biological Science

In the March 2010 issue of BioScience, researchers present a sophisticated new analysis of the effects of boosting use of maize-derived ethanol on greenhouse gas emissions. The study, conducted by Thomas W. Hertel of Purdue University and five co-authors, focuses on how mandated increases in production of the biofuel in the United States will trigger land-use changes domestically and elsewhere. In response to the increased demand for maize, farmers convert additional land to crops, and this conversion can boost carbon dioxide emissions.

Så kan de fattige 3. verdensborgere ovenkøbet komme til at opleve at drukne på tom mave. Artiklen er set via Watts Up With That, som ganske sobert henlægger den til afdelingen for “damned if you do, damned if you don’t”.

Politiken skriver

Nordamerikanske fugle bliver mindre og lettere.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af forskere fra USA og Schweiz. De har undersøgt næsten en halv million fugle af mere end 100 forskellige arter, skriver BBC.

Konklusionen lyder, at fuglene skrumper ind. Klimaforandringer mistænkes som synderen.

Prøv at forestille dem, hvor stor en struds ville blive fandt den  nogensinde sin vej fra Australien til Lapland?

Jeg har undret mig over Klaus Rothsteins medlemskab af det eksklusive Fri Debat. På den humoristiske side fordi han er antitesen til intellektuel eksklusivitet, på en mere polemisk side fordi han kommer fra dansk PEN, ikke bare som menigt medlem, men som tidligere formand, hvilket giver han lod og del i den kurs, som han nu synes er afgørende forkert. Jesper Vind Jensen gav i Weekendavisen i en artikel om netop Fri Debat denne beskrivelse af PENs udvikling

Dansk PEN blev dannet i 1930erne og havde en storhedstid, da det (i Niels Barfoeds formandsperiode i 1990erne) kompromisløst forsvarede den fatwa-ramte, dødsdømte britiske forfatter Salman Rushdie.

Men Dansk PEN blev efterhånden så optaget af at bekæmpe forskellige former for »krænkende ytringer« over for især muslimer, at foreningens forsvar for ytringsfriheden ifølge både interne og eksterne kritikere druknede i politisk korrekthed.

“Efterhånden” er tiden, hvor Klaus Rothstein bl.a var formand og under hvis formandsskab balladen om Lars Hedegaards eventuelle medlemskab brød ud, en ballade, som resulterede i Hedegaards og andres stiftelse af Trykkefrihedsselskabet.

At Rothstein ikke har tænkt så synderligt dybt over implikationerne i ytringsfrihedsdebatten, som hans medlemskaber og formandsposter ellers lægger op til blev understreget da Ole Birk Olesen kort efter Fri Debats stiftelsesannoncering spurgte diverse medlemmer her i blandt Rothstein om deres syn på kommerciel ytringsfrihed

[OBO; Drokles] Der står i jeres teser, at ”forsvaret for ytringsfriheden må aldrig ofres for eller kapres af politiske eller ideologiske hensyn, men skal forsvares, uanset hvis rettigheder der krænkes, og hvem der krænker dem”. Men hvis man har noget imod kommercielle interesser, så må man altså gerne angribe ytringsfriheden?

[Klaus Rothstein; Drokles] -Du skal ikke lægge mig ord i munden. Jeg siger til dig, at jeg har aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig meget opmærksomhed, og det er heller ikke det, der optager netværket,,,,

(…)

[OBO; Drokles] Er ytringsfrihed ikke ytringsfrihed, uanset hvem der benytter sig af den? Og du beskæftiger dig vel med ytringsfrihed, når du skriver sådan en kronik?

[Klaus Rothstein; Drokles]”Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet,,,

Morsomt i sig selv Fri Debats elitære opbygning taget i betragtning og Zonka pointerede da gså dengang sylespidst til Rothsteins »Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet…«

Jamen, Herre Jemini, var det netop ikke Kardinalanklagepunktet mod Trykkefrihedsselskabet, at de netop var mere optaget af et Aspekt end af andre?

Men man må undre sig lidt dybere over Rothsteins svar især i lyset af hans “det talte ord gælder“ regel. Den tidligere formand for PEN har altså aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig megen opmærksomhed. Åbenbart heller ikke da han forrige år på vegne af Weekendavisen interviewede ingen ringere end professor Henning Koch (som siden har doceret den professoralt rette forståelse af ytringsfriheden overfor b.la. Jacob McHamgama ved Fri Debats første symposium, så meget så McHamgama så helt flegmatisk* ud ifølge Weekendavisens Jesper Vind Jensen) under den belærende overskrift “Nu er det jura, min herre“, et interview Rothstein var stolt nok af til ikke at lade ligge hengemt i Weekendavisens garderobe, men tog med hjem og hængte det berammet op på sin personlige blog. Underoverskriften på artiklen slog en umiskendeligt selvindlysende tone an

Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.

Men tydeligvis har det ikke undret Rothstein synderligt, der overraskende ellers troligt og maskinelt referede fra professorens forelæsning

Henning Koch har netop deltaget i bedømmelsen af Caroline Heide-Jørgensens disputats om den kommercielle ytringsfrihed. Hun forsvarede sin afhandling succesfuldt samtidig med, at Forbrugerombudsmanden afsagde en dom imod de omdiskuterede reklamer for JBS-underbukser, hvor letpåklædte kvinder, bl.a. i sygeplejerskeuniform, snuser erotisk til herreunderbukser. Men hvorfor må man ikke lave seksualiserende reklamer, når vi netop har lært, at ”hån, spot og latterliggørelse” er en vigtig del af ytringsfriheden? Hvad siger det om den kommercielle ytringsfriheds status i Danmark?

”Man ved jo ærligt talt ikke, om man skal le eller græde, når dominante repræsentanter for den 4. statsmagt kan belære muslimerne om igen, igen, at vi skam i Danmark har fuld ytringsfrihed samtidig med at Forbrugerombudsmanden bestemmer, at JBS-reklamerne af hensyn til kvinderne er i strid med “almene samfundsinteresser”. Jeg tog disse billeder op som 1. opponent og bedømmelsesformand ved forsvaret af Caroline Heide-Jørgensens afhandling om kommerciel ytringsfrihed. Mon vi nu vil se Jyllands-Posten gå i brechen for nedsættende og ringeagtende ytringer over for kvinder – eller er kvinderne for mange eller for økonomisk betydningsfulde? Da debatten om reklamerne brød ud sidste efterår, valgte JBS en frivillig tilbagetræden, men nu er der tale om en officiel statslig markering af, at disse reklamer udsætter kvinder for hån, spot og latterliggørelse, hvilket kvinderne ikke kan tåle efter Forbrugerombudsmandens mening. Det er jo faktisk først nu, at sagen bliver interessant fra en principiel synsvinkel. I efteråret var der alene tale om selvdømme og moral. Nu er det jura, min herre!,” siger Henning Koch.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol har, inspireret af tysk forfatningsret, for længst truffet afgørelser, der principielt sidestiller den kommercielle ytringsfrihed med den traditionelle, almindelige politiske ytringsfrihed, selvom Domstolen ikke giver reklamer helt den samme beskyttelse, bl.a. fordi den overlader et vidt skøn til de nationale medlemsstaters myndigheder til at fastsætte det præcise behov og niveau af beskyttelsen.

”I Danmark har vi ingen domstolsafgørelser, der principielt set tager stilling til spørgsmålet, som eller er væsentligt rent forfatningsretligt. Men vi har en omfattende praksis fra Forbrugerombudsmanden via Markedsføringsloven og fra TV- og Radionævnet via et EF-direktiv i Reklamebekendtgørelsen, der bl.a. rask væk forbyder krænkende reklame af hensyn til køn, race og religion. Hvis reklamer er forfatningsmæssigt beskyttede ytringer, hvilket de må være på grund af vores tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må det klart konstateres, at den kommercielle ytringsfrihed ikke er absolut. Her eksisterer altså en ytringsfrihed efterfulgt af et ”men” – og selvcensur. Af hensyn til ”almene samfundsinteresser” begrænses firmaer i at sælge produkter, fordi kvinderne, og altså ikke en minoritet, skal beskyttes.” siger Henning Koch, der oven i købet noterer, at Forbrugerombudsmandens vejledning ikke kræver, at en konkret kvinde skal føle sig krænket, og derfor stiller han spørgsmålet:

”Hvorfor er statslig beskyttelse af en kønslig majoritet i orden, når en statslig beskyttelse af religiøse minoriteter mod hån, spot og latterliggørelse ikke er?”

Her har den tidligere formand for PEN, en forening til forsvar for ytringsfriheden og senere medlem af en anden og eksklusiv klub ligeledes til forsvar for ytringsfriheden Rothstein altså siddet bænket til en enetime med en af landets førende juridiske eksperter om filosofien bag ytringsfrihed specielt med henblik på den kommercielle del og taget noter og stillet spørgsmål og sammenskrevet og kogt ned og redigeret uden at skænke det  særlig opmærksomhed. Altså, hvis man kan have hovedet oppe i røven så er det virkeligt lykkedes Klaus Rothstein i fin stil.

———————————————————————————

Posteringen er efter anmodning fra Jesper Vind Jensen rettet idet han ikke har skrevet at McHamgama så perpleks ud, som jeg oprindeligt havde skrevet men flegmatisk. Jeg undskylder over for hr Jensen og den eventuelle læser.

Forsigtigt omtaler Berlingske Tidende en følge af Climate Gate i deres leder og de indtager et sundt standpunkt, hvor videnskab kun er videnskab, hvis den kan lade sig kritisere så at sige.

Det er klogt, at FN nu tager initiativ til at få den store klimarapport gået efter i sømmene på baggrund af, at der er blevet rapporteret om en række fejl og mulige fordrejninger.

(…)

Nu handler videnskab jo i høj grad om at udfordre vante forestillinger og dermed imødegå de påstande, vi holder for selvindlysende. Af samme grund må en sådan diskussion hilses velkommen, hvor forskere kan krydse klinger. En gang imellem fører det så til, at helt grundlæggende viden må forkastes, hvilket videnskabshistorien er rig på; engang troede man jo f.eks. på, at Jorden var flad.

Konsensus min bare røv kunne man sige. Men i forsøget på samtidig ikke at underkende selve ideen om faglig kvalifikation falder Berlingske desværre lidt i gryden når den negligerer betydningen af skandalerne omkring klimapanelets rapporter

[D]er er blevet rapporteret om en række fejl og mulige fordrejninger. Men det ændrer ikke ved, at klimaproblemerne fortsat står til troende, og at vi fortsat må handle ud fra denne vished.

Usikkerheden er opstået, efter at det er kommet frem, at få og mindre enkeltdele af FNs omfattende klimarapport, som flere tusind forskere har bidraget til, er forkerte og fagligt svagt funderede. Kritikerne bruger få fejl til at antyde, at grundlaget for klimaforandringen er højpolitiseret og dermed ugyldigt.

Der er i selve kernen af IPCC, der hævder at repræsentere konsensus, som danner reference for megen anden forskning på klimaområdet og på hvis anbefalinger det er meningen at verdens politikere skal træffe deres beslutninger afsløret bevidst manipulation med centrale data. Sagen om forskningsenheden på East Anglia universitetet, der supplerer klimapanelet med temperatur statistik handler om bevidst manipulation med de målte temperaturer, som giver et falsk billede af alarmerende udvikling samt forsøg på at slette viden om det historiske klima, og derved den nødvendige emperi om klimaets udvikling, netop det der skal sætte vores situation i relief, netop det, der gør det muligt overhovedet at tale om en udvikling. Middelalderens varmeperiode, der formentlig var varmere end i dag blev sammen med den Lille Istid slettet i den af IPCC promoverede is-hockeystok graf, der vel mere end noget andet var ikonet for teorien om den globale opvarmning og vel mere end noget andet billede har overbevist det politiske etablissement og den folkelige opinon - og måske også Berlingske leder? Romertidens varmeperiode anses for at have været endnu varmere, end Middelalderens varmeperiode, som antages at have været varmere end i dag og en sådan historisk emperi giver et lidt andet billede af proportioner, udvikling og perspektiver.

Det er altså groteske “fejl” og ikke “få og mindre enkeltdele“, der bemærkelsesværdigt alle peger i samme retning og derved afsløret som motivbåret, som er kritikken. Så langt, som IPCC repræsenterer konsensus, eller blot “forskerne“, som en lidt ældre JP-Explorer artikel (ganske typisk i øvrigt) udtrykker det så er der grund til konspirationsparanoia. Men IPCC udtrykker ikke “forskerne” men kun sig selv. IPCC repræsenterer ikke konsensus blandt “forskerne” længere end anerkendelse af CO2, som drivhusgas og derved et positivt menneskeligt bidrag til Jorden klima så meget, som vi udleder, alt andet lige. IPCC er et politisk organ drevet af aktivisme i en sådan grad at de end ikke skammer sig over at basere deres konklusioner på interessegrupper.

Hvor stor en tiltro kan man så have til en organisation, der ledes af en mand, hvis økonomiske interesser er uløseligt forbundet med IPCCs konklusioner? En mand, som sammenligner kritikere som Bjørn Lomborg med Adolf Hitler og affærdiger Indiens førende glaceologs arbejde som “voo-doo” videnskab fordi det strider imod et afsindigt postulat om at gletchere i mange tusinde kilometers højde, som uanset stigende temperaturer mestendels vil befinde sig under frysepunktet og vil opleve forsat nedbør i form af sne skulle smelte over en trediveårs periode. Som leder af IPCC er Panchauri en grotesk gevækst, et symptom på en grim sygdom, hvis smittefarlighed vi må og skal have afdækket. Berlingskes konklusion er derfor besynderlig

Lad os endelig få afdækket de unøjagtigheder, der måtte være i den store FN-rapport, og så fortsætte med at presse på for politiske beslutninger ved de næste klimakonferencer.

Det minder mig mest af alt om en Lucky Luke historie, hvor en dommer beroliger den anklagede med at han nok skal få en fair retsag før han bliver hængt. Men hvad havde man vente af de, der forlader sig på forsigtighedsprincippet?

Holdningsmæssigt er der dog behov for, at vi agerer med uhyre forsigtighed og moderation, når det gælder klimaet. Er miljøet først ødelagt, kan det være svært at omgøre beslutningerne. Dette handler såre enkelt om kontrakten mellem generationerne, og dermed, som konservatismens fader Edmund Burke engang formulerede det, kontrakten »mellem de nulevende, men også med de afdøde og de kommende slægter«. Vi har såldes overtaget Jorden fra vores forfædre, og vi har et ansvar for, at vores efterkommere kan leve og ånde.

Klimaet er bedst tjent med, at vi anvender et forsigtighedsprincip, når verdenssamfundet skal producere resultater, fremfor at lade halve og hele unøjagtigheder underminere troværdigheden af den 3.000 sider lange rapport, der kalder på handling. Når vi handler, er det således med en ufuldkommen viden, men alternativet er så meget mere skræmmende i form af drastiske klimaforandringer.

Et problem med forsigtighedsprincippet er at det er afhængigt af sit fokus. Hvis man drejer fokus ændrer konklusionerne sig. Den globale økonomis fremgang hviler væsentligt på fossile brændstoffer og det fri marked, begge dele noget man vil begrænse, hæmme eller afskaffe. Det opstillede økonomiske alternativ har ikke været prøvet, men ingen økonomisk model har nogensinde klaret sig, som den eksisterende og alt tyder på at den globale vækst kan lide et knæk og en mulig recession (når naboen mister sit job) eller endda depression (når man selv mister sit job) er et sandsynligt udkomme (jeg har computermodeller der beviser dette). Udover de umiddelbare følger for verdens fattigste og de enorme masser, der netop havde entreret middelklassen især i Indien og Kina, så kan en deraf følgende social uro bane vejen for politiske omvæltninger, der destabiliserer den politiske orden, der forværrer krisen, der medfører krav om drastisk handling osv. Forlægget for krig med andre ord, som 2. Verdenskrig bl.a. er et monument over. Global krise - global krig? - Endda i en verden med enorme enheder, som Indien, Kina, USA, Europa, Ruslan Japan - i en verden med atomvåben! Et er sikkert, i en sådan krig kører hærerne ikke på grøn energi - hvilket i sidste ende kan betyde en forværring af klimaets tilstand.

Mellem disse to katastrofescenarier af global opvarmning og Verdenskrig må menneskeheden gøre op med sig selv om man vil kæmpe i sammenhold mod de brændende vandmasser, som Glen Beck udtrykker det eller kæmpe imod hinanden til døden. Forsigtighedsprincippet byder os at holde fast i de fossile brændstoffer indtil et alternativ er fundet, som det byder os at droppe dem her og nu og lade nød lære nøgen kvinde at spinde. Så for at omskrive Piet Hein så skal man altså være forsigtig, selv med forsigtighedsprincippet.

Steven Hayward skriver i Weekly Standard

The Himalayan retraction has touched off a cascade of further retractions and corrections, though the IPCC and other organs of climate alarmism are issuing their corrections sotto voce, hoping the media won’t take notice. The IPCC’s assessment that 40 percent of the Amazonian rain forest was at risk of destruction from climate change was also revealed to be without scientific foundation; the WWF was again the source. The Daily Telegraph identified 20 more claims of ruin in the IPCC’s 2007 report that are based on reports from advocacy groups such as Greenpeace rather than peer-reviewed research, including claims that African agricultural production would be cut in half, estimates of coral reef degradation, and the scale of glacier melt in the Alps and the Andes. Numerous other claims were sourced to unpublished student papers and dissertations, or to misstated or distorted research. 

Peer reviewers in the formal IPCC process had flagged many of these errors and distortions during the writing of the 2007 report but were ignored. For example, the IPCC claimed that the world is experiencing rapidly rising costs due to extreme weather related events brought on by climate change. But the underlying paper, when finally published in 2008, expressly contradicted this, saying, “We find insufficient evidence to claim a statistical relationship between global temperature increase and catastrophe losses.” Perhaps the most embarrassing walkback was the claim that 55 percent of the Netherlands was below sea level, and therefore gravely threatened by rising sea levels. The correct number is 26 percent, which Dutch scientists say they tried to tell the IPCC before the 2007 report was published, to no avail. And in any case, a paper published last year in Nature Geoscience predicting a 21st-century sea level rise of up to 32 inches has been withdrawn, with the authors acknowledging mistaken methodology and admitting “we can no longer draw firm conclusions regarding 21st century sea level rise from this study without further work.” The IPCC ignored several published studies casting doubt on its sea level rise estimates.

The IPCC isn’t the only important node of the climate campaign having its reputation run through the shredder. The 2006 Stern Review, a British report on the economics of climate change named for its lead author, Lord Nicholas Stern, was revealed to have quietly watered down some of its headline-grabbing claims in its final published report because, as the Telegraph put it, “the scientific evidence on which they were based could not be verified.” Like rats deserting a sinking ship, scientists and economists cited in the Stern Review have disavowed the misuse of their work. Two weeks ago the World Meteorological Association pulled the rug out from under one of Gore’s favorite talking points—that climate change will mean more tropical storms. A new study by the top scientists in the field concluded that although warmer oceans might make for stronger tropical storms in the future, there has been no climate-related trend in tropical storm activity over recent decades and, further, there will likely be significantly fewer tropical storms in a warmer world. “We have come to substantially different conclusions from the IPCC,” said lead author Chris Landsea, a scientist at the National Hurricane Center in Florida. (Landsea, who does not consider himself a climate skeptic, resigned from the IPCC in 2005 on account of its increasingly blatant politicization.)

(…)

The rout has opened up serious divisions within the formerly closed ranks of the climate campaign. Before Climategate, expressing skepticism about catastrophic global warming typically got the hefty IPCC report thrown in your face along with the mantra that “2,500 of the world’s top scientists all agree” about climate change. Now the IPCC is being disavowed like a Mission Impossible team with its cover blown. Senate Environment and Public Works chairman Barbara Boxer insisted on February 23 that she relied solely on U.S. scientific research and not the IPCC to support the EPA’s greenhouse gas “endangerment finding.” In her opening statement at a hearing, Boxer said, “I didn’t quote one international scientist or IPCC report. .??.??. We are quoting the American scientific community here.” The U.N. has announced that it will launch an “independent review” of the IPCC, though like the British investigation of the CRU, the U.N. review will probably be staffed by “settled science” camp followers who will obligingly produce a whitewash. But Pachauri’s days as IPCC chairman are likely numbered; there are mounting calls from within the IPCC for Pachauri to resign, amid charges of potential conflicts of interest (like Gore, Pachauri is closely involved with commercial energy schemes that benefit from greenhouse gas regulation) but also in part because Pachauri chose this delicate moment to publish a soft-core pornographic novel. (The main character is an aging environmentalist and engineer engaged in a “spiritual journey” that includes meeting Shirley MacLaine, detailed explorations of the Kama Sutra, and group sex.)

Hayward bemærker syrligt at “The climate campaign is a movement unable to hide its decline.”

The climate campaign camp followers are exhausting their invective against skeptics. Harvard’s Jeffrey Sachs wrote in the Guardian that climate skeptics are akin to tobacco scientists—some of the same people, in fact, though he gave no names and offered no facts to establish such a claim. In the Los Angeles Times Bill McKibben compared climate skeptics to O.J. Simpson’s “dream team” of defense attorneys able to twist incontrovertible scientific evidence. Not to be outdone, Senator Bernie Sanders (Socialist-VT) compared climate skeptics to appeasers of Hitler in the 1930s, a comparison, to be sure, that Al Gore has been making since the early 1990s, but Sanders delivered it with his patented popping-neck-veins style that makes you worry for his health. 

For til slut at bryde processen ned i en række stadier

The unraveling of the climate campaign was entirely predictable, though not the dramatic swiftness with which it arrived. The long trajectory of the climate change controversy conforms exactly to the “issue-attention cycle” that political scientist Anthony Downs explained in the Public Interest almost 40 years ago. Downs laid out a five-stage cycle through which political issues of all kinds typically pass. A group of experts and interest groups begin promoting a problem or crisis, which is soon followed by the alarmed discovery of the problem by the news media and broader political class. This second stage typically includes a large amount of euphoric enthusiasm—you might call this the dopamine stage—as activists conceive the issue in terms of global salvation and redemption. One of the largest debilities of the climate campaign from the beginning was their having conceived the issue not as a practical problem, like traditional air pollution, but as an expression, in Gore’s view, of deeper spiritual and even metaphysical problems arising from our “dysfunctional civilization.” Gore is still thinking about the issue in these terms, grasping for another dopamine rush. In his February 28 New York Times article, he claimed that an international climate treaty would be “an instrument of human redemption.”

The third stage is the hinge. As Downs explains, there comes “a gradually spreading realization that the cost of ‘solving’ the problem is very high indeed.” This is where we have been since the Kyoto process proposed completely implausible near-term reductions in fossil fuel energy—a fanatical monomania the climate campaign has been unable to shake. In retrospect it is now possible to grasp the irony that President George W. Bush’s open refusal to embrace the Kyoto framework kept the climate campaign alive by providing an all-purpose excuse for the lack of “progress” toward a binding treaty. With Bush gone, the intrinsic weakness of the carbon-cutting charade is impossible to hide, though Gore and the climate campaigners are now trying to blame the U.S. Senate for the lack of international agreement.

“The previous stage,” Downs continued, “becomes almost imperceptibly transformed into the fourth stage: a gradual decline in the intensity of public interest in the problem.” Despite the relentless media drumbeat, Gore’s Academy Award and Nobel Prize twofer, and millions of dollars in paid advertising, public concern for climate change has been steadily waning for several years. In the latest Pew survey of public priorities released in January, climate change came in dead last, ranked 21st out of 21 issues of concern, with just 28 percent saying the issue should be a top priority for Congress and President Obama. That’s down 10 points over the last three years. 

(…)

“In the final [post-problem] stage,” Downs concluded, “an issue that has been replaced at the center of public concern moves into a prolonged limbo—a twilight realm of lesser attention or spasmodic recurrences of interest.” The death rattle of the climate campaign will be deafening. It has too much political momentum and fanatical devotion to go quietly. The climate campaigners have been fond of warning of catastrophic “tipping points” for years. Well, a tipping point has indeed arrived?—just not the one the climate campaigners expected. 

Læs hele den lange artikel i sin helhed.

Fra Telegraph

Violent attacks are estimated to be 44 per cent higher than they were in 1998 after research on the way police record them allowed comparisons for the first time.

The study, by the independent House of Commons Library, shows violence against the person increased from 618,417 to 887,942 last year.

The devastating review comes despite repeated claims by the Government that violent crime has come down substantially since it took power.

It is the first time such a trend in police recorded crime can be made because a change was made in counting rules in 2002 which ministers have always insisted meant figures before that date were not, therefore, comparable.

Instead, they have always used a separate the separate British Crime Survey which suggests violence has dropped by more than 40 per cent since 1998.

The Tories, who requested the new research, said the findings make a mockery of such claims and reinforce the public’s fear that violence is in fact rising.

Statiticians in the Commons Library have used a previous Home Office estimate on the effect of the change in counting rules to estimate the impact on previous figures, had those rules been in place then.

Just last week, Gordon Brown, the Prime Minister, said violent crime had dropped by 1.5 million offences under Labour before attempting to blame a growing fear of crime on the Tories for “ramping up” public panic.

Samfundet er en kontrakt mellem mennesker. Denne kontrakt skal gennem loven beskyttes konsekvent mod de, der ikke kan indfinde sig. Den engelske blanding af socialpædagogiske tiltag og udsøgte manerer lider fallit og svigter sine borgere.

Det er ikke meget fokus Climategate får i de almindelige medier, hvilket er synd - også for dem. Washington Times trækker dog i den rigtige retning og sætter med ganske banal journalistisk kritik fingeren der, hvor det gør ondt, nemlig pengene

The greatest scandal connected to global warming is not exaggeration, fraud or destruction of data to conceal the weakness of the argument. It is those who are personally profiting from promoting this fantasy at the expense of the rest of us.

Al Gore is the most visible beneficiary. The world’s greatest climate-change fear-monger has amassed millions in book sales and speaking fees. His science-fiction movie, “An Inconvenient Truth,” won an Academy Award for best documentary and 21 other film awards. He was co-recipient of the 2007 Nobel Peace Prize for his “efforts to build up and disseminate greater knowledge about man-made climate change, and to lay the foundations for the measures that are needed to counteract such change.”

Meanwhile, Mr. Gore was laying his own foundations. As he was whipping up hysteria over climate change, he cannily invested in “green” firms that stood to profit in the hundreds of millions of dollars (if not more) from increased government regulations and sweetheart deals from connected politicians and bureaucrats. The multimillionaire climate dilettante was given a free pass by reporters, who refused to ask him hard questions about the degree to which he was profiting from the panic he was causing.

Og mens Phil Jones, der ledede det forskningsteam, der leverede afgørende temperaturkurver til IPCC har indrømmet at temperaturen ikke er steget (men faldet omend ubetydeligt for alt andet end selve debatten) siden 2000, at stigningen siden midten af halvfjerserne ligner de stigninger man har målt siden industrialiseringens begyndelse og således ikke er markant, hvad CO2 teorien ellers hævder og at Middelalderens varmeperiode efter alt at dømme var reel og sikkert også varmere end i dag, hvilket betyder at temperaturen ingenlunde er markant, hvad CO2 teorien ellers hævder og slutteligt at beviset for CO2 teorien for ham grundlæggende hviler på at man ud fra to andre teorier, stadig under udvikling ikke kan forklare klimaets udvikling så kan vi andre more os lidt over en veloplagt Glenn Beck der ikke frygter at “We all going to drown in a fiery flood!”

Hvor Karl Popper anså videnskab, som en progression imod større viden og forståelse, hvor en teori blev afløst af en bedre anså Thomas Kuhn videnskab for at være socialt betinget, hvor teorier ganske vist afløste hinanden efter kriser, men hvor tilslutningen blev båret af kollektiv opfattelse frem for en egentlig sandhed. Jo hårdere en videnskab er jo mere gælder Popper og det beviselige og jo blødere jo mere gælder Kuhn og det sociale.

De fleste kender til mistanken fra deres skoletid om at en opgave i dansk eller samfundsfag måske i en hvis udstrækning er blevet bedømt ud fra lærerens egen moralske eller politiske forståelse. Men de færreste kender den vel fra fysik og matematik. Frank Furedi skriver i Spiked Online om peer-review processens indbyggede problemer, hvor den politiske aktivisme eller blot uerkendte overbevisning kan sløre den videnskabelige lødighed.

Peer review is a system that subjects scientific and scholarly work to the scrutiny of other experts in the field. Ideally it ensures that research is only approved or published when it meets the standards of scientific rigour and its findings are sound. At its best, peer review guarantees that it is disinterested science which informs public discussion and debate. When established through peer review, the authority of science helps to clarify disputes and injects into public discussion the latest findings and research. Peer reviewing depends on a community of experts who are competent and committed to impartiality. It depends on the commitment and collaboration of scientists and scholars in a given field.

However, the individuals who constitute a ‘community of experts’ also tend to be preoccupied with their own personal position and status. Often, the colleagues they are reviewing and refereeing are their competitors and sometimes even their bitter rivals. The contradiction between working as a member of an expert community and one’s own personal interests cannot always be satisfactorily resolved.

Unfortunately, even with the best will in the world, peer reviewing is rarely an entirely disinterested process. All too often the system of peer review is infused with vested interests. As many of my colleagues in academia know, peer reviewing is frequently carried out through a kind of mates’ club, between friends and acquaintances, and all too often the question of who gets published and who gets rejected is determined by who you know and where you stand in a particular academic debate.

(…)

Second, there is the damaging influence of nepotism and professional jealousy. Academics and researchers are all too conscious of how their prestige and career opportunities can be enhanced by getting their work published in a major journal. Sometimes, reviewers regard the research they are refereeing as the work of a competitor and adopt the tactic of either delaying or preventing its publication. This is the accusation made by 14 stem cell researchers in a letter to several major journals in their field. The researchers claim that the peer-review process was corrupted by reviewers who deliberately stalled, and even prevented, the publication of new results so that they or their associates could publish the breakthrough first. They also accused the journals of not doing enough to prevent this stalling from taking place.

The third, and in recent years the most disturbing, threat to the integrity of the peer-review system has been the growing influence of advocacy science. In numerous areas, most notably in climate science, research has become a cause and is increasingly both politicised and moralised. Consequently, in climate research, peer review is sometimes looked upon as a moral project, where decisions are influenced not simply by science but by a higher cause. The scandal surrounding ‘Climategate’ is as much about the abuse of the system of peer review as it is about the rights and wrongs of the various claims made by advocacy researchers in and around the IPCC and the UEA.

I toppen af den videnskabelig konsensus tronede FNs klimapanel IPCC, som praler med at tusindvis af videnskabsmænd har bidraget til og læst korrektur på deres rapporter. Men hvad hjælper det når kun få træffer konklusionerne.

While the IPCC insists that its critics should be judged by the most rigorous standards of peer review, it has a more relaxed attitude towards its own publications. In recent weeks there have been a series of damaging revelations about how conclusions drawn by the IPCC’s 2007 report were based on speculation and anecdotes. So claims made about disappearing mountain ice were cobbled together from information drawn from a student’s dissertation and an article published in a mountaineering magazine. Other claims were based on information from newsletters, press releases and reports produced by environmentalist advocacy groups.

There is a powerful double standard at work here: the IPCC attacks its critics for relying on ‘grey literature’ – that is, non-peer-reviewed literature – and yet it has relied on anecdotes and speculation in its reports. We shouldn’t be too surprised about this double standard, because, fundamentally, the IPCC is not simply concerned with presenting the facts but with interpreting them, giving them meaning, giving them momentum.

Det seneste eksempel på det skriver Chip Knappenberger om på MasterResource (set via Watts Up With That)

Another error in the influential reports from the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) reports has been identified. This one concerns the rate of expansion of sea ice around Antarctica.

While not an issue for estimates of future sea level rise (sea ice is floating ice which does not influence sea level), a significant expansion of Antarctic sea ice runs counter to climate model projections. As the errors in the climate change “assessment” reports from the IPCC mount, its aura of scientific authority erodes, and with it, the justification for using their findings to underpin national and international efforts to regulate greenhouse gases.

(…)

Another error in the influential reports from the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) reports has been identified. This one concerns the rate of expansion of sea ice around Antarctica.

While not an issue for estimates of future sea level rise (sea ice is floating ice which does not influence sea level), a significant expansion of Antarctic sea ice runs counter to climate model projections. As the errors in the climate change “assessment” reports from the IPCC mount, its aura of scientific authority erodes, and with it, the justification for using their findings to underpin national and international efforts to regulate greenhouse gases.

(…)

Yet, for some reason, the accompanying text claims that the trend in Figure 4.4.1b is insignificant (AR4 First Order Draft, page 4-14, lines 9-10):

The Antarctic results show a slight but insignificant positive trend of 0.7 ± 0.2% per decade.

This inconsistency was brought to the IPCC Chapter 4 authors’ attention by several IPCC commenters. Commentor John Church wrote “I do not understand why this trend is insignificant – it is more than three times the quoted error estimates” and Stefan Rahmstorf wrote “How can a trend of 0.7 +/- 0.2 be ‘insignificant’? Is not 0.2 the confidence interval, so it is significantly positive?” The IPCC responded to both in the same manner “Taken into account in revised text.”

(…)

On the topic of Antarctic sea ice trends, the “consensus of scientists”—as the IPCC likes to call itself—was wrong, led astray by the extremely poor “assessment” of the scientific knowledge-base made by a very few people who were directly involved in preparing that section—people who were either being territorial in defending and promoting their own work, were being guided by higher-ups to produce a specific IPCC point-of-view, or both.

From all I have been able to find out about this so far (including enlightenment gained from the Climategate emails into how other sections of the AR4 were carefully constructed), I would rate it “extremely unlikely” (in IPCC parlance, less than 5% chance) that what transpired was dumb luck, born of the IPCC authors’ unfamiliarity with the peer-reviewed literature—the very thing they were supposed to be assessing.

I am not sure which case is the most embarrassing.

Pinligt? Foruroligende ville jeg mene. De seneste målinger fra Antarktis ser også positive ud for de, der hellere vil have istid ifølge Watts Up With That.

Fra New York Times

With Islam pushing aside nationalism as the central force behind the politics of identity, Christians who played important roles in various national struggles find themselves left out. And since Islamic culture, especially in its more fundamental stripes, often defines itself in contrast to the West, Christianity has in some places been relegated to an enemy — or least foreign — culture.

“Unless there is a turn toward secularism in the Arab world, I don’t think there is a future for Christians here,” said Sarkis Naoum, a Christian columnist for the Lebanese newspaper Al Nahar.

Just as some opponents of President Obama sought to defame him by claiming he was a Muslim, so in Turkey was President Abdullah Gul accused of having Christian origins. Mr. Gul won a court case last December against a member of Parliament who made the accusation.

A century ago there were millions of Christians in what is today Turkey; now there are 150,000. There is a house in Turkey where the Virgin Mary is believed to have spent her last days, yet the country’s National Assembly and military have no Christian members or officers except temporary recruits doing mandatory service. Violence against Christians has risen.

(…)

The story has been similar in Iraq. Of the 1.4 million Christians there at the time of the American invasion in 2003, nearly half have fled, according to American government reports and local Iraqi Christians.

Many left early in the war when they were attacked for working with the Americans, but the exodus gained speed when Christians became targets in Iraq’s raging sectarian war. Churches were bombed, and priests as well as lay Christians were murdered. As recently as March 2008, an archbishop was kidnapped and killed outside the northern city of Mosul.

And in Egypt, where 10 percent of the country is Coptic Christian, the prevalent religious discourse has drifted from what was considered to be a moderate Egyptian Islam toward a far less tolerant Saudi-branded Islam.

In Saudi Arabia, churches are illegal. In the rest of the Persian Gulf region, Christians are foreign workers without the prospect of citizenship.

The decline of the Christian population and voice in the region is not only a source of concern for Christians, but for broadminded Muslims as well.

“Here in Lebanon, Muslims will often tell you Lebanon is no good without the Christians, and they mean it,” said Kemal Salibi, a historian. “The mix of religions and cultures that makes this place so tolerant would disappear.”

Engang sagde man at vi kunne lære så meget af dem. Vi burde i hvert fald lære dem at kende.

Jyllands-Posten har en grum top-ti over de værste lande at være kvinde i

 1. Afghanistan

2. Somalia

3. DR Congo

4. Sierra Leone

5. Niger

6. Yemen

7. Bangladesh

8. Mali

9. Burkina Faso

10. Guinea- Bissau

“Afrika er kraftigt overrepræsenteret på listen med 7 ud af de 10 pladser.” noterer Jyllands-Posten og stoler vel på at læseren forstår dette hellere som en kulturel forskel frem for at sætte lighedstegn mellem negre og Afrika. Et andet og endnu mere markant socialkonstruktivistisk notat man kunne gøre sig var at 9 ud af de 10 har islamisk domineret befolkning. Borgerkrigshærgede DR Congo med en overvægt af katolikker er ene om at repræsentere den ikke-islamiske verden.

Linket til denne artikel fra Examiner virker ikke og jeg tillader mig derfor at gengive den i sin helhed

“The Arctic Ocean is warming up, icebergs are growing scarcer and in some places the seals are finding the water too hot,” according to a Commerce Department report published by the Washington Post. Writes the Post: “Reports from fishermen, seal hunters and explorers. . . all point to a radical change in climate conditions and . . . unheard-of temperatures in the Arctic zone . . . Great masses of ice have been replaced by moraines of earth and stones . . . while at many points well-known glaciers have entirely disappeared.”

More evidence of human-caused global warming? Hardly.

The above report of runaway Arctic warming is from a Washington Post story published Nov. 2, 1922 and bears an uncanny resemblance to the tales of global warming splattered across the front pages of today’s newspapers. It is one of many historical accounts published during the past 140 years describing climate changes and often predicting catastrophic cooling or warming.

Here are excerpts from a few of those accounts, appearing as early as 1870:

“The climate of New-York and the contiguous Atlantic seaboard has long been a study of great interest. We have just experienced a remarkable instance of its peculiarity. The Hudson River, by a singular freak of temperature, has thrown off its icy mantle and opened its waters to navigation.” - New York Times, Jan. 2, 1870

“Is our climate changing? The succession of temperate summers and open winters through several years, culminating last winter in the almost total failure of the ice crop throughout the valley of the Hudson, makes the question pertinent. The older inhabitants tell us that the winters are not as cold now as when they were young, and we have all observed a marked diminution of the average cold even in this last decade.” - New York Times, June 23, 1890

“The question is again being discussed whether recent and long-continued observations do not point to the advent of a second glacial period, when the countries now basking in the fostering warmth of a tropical sun will ultimately give way to the perennial frost and snow of the polar regions.” - New York Times, Feb. 24, 1895

Professor Gregory of Yale University stated that “another world ice-epoch is due.” He was the American representative to the Pan-Pacific Science Congress and warned that North America would disappear as far south as the Great Lakes, and huge parts of Asia and Europe would be “wiped out.” - Chicago Tribune, Aug. 9, 1923

“The discoveries of changes in the sun’s heat and southward advance of glaciers in recent years have given rise to the conjectures of the possible advent of a new ice age” - Time Magazine, Sept. 10, 1923

Headline: “America in Longest Warm Spell Since 1776; Temperature Line Records a 25-year Rise” - New York Times, March 27, 1933

“America is believed by Weather Bureau scientists to be on the verge of a change of climate, with a return to increasing rains and deeper snows and the colder winters of grandfather’s day.”- Associated Press, Dec. 15, 1934

Warming Arctic Climate Melting Glaciers Faster, Raising Ocean Level, Scientist Says - “A mysterious warming of the climate is slowly manifesting itself in the Arctic, engendering a “serious international problem,” Dr. Hans Ahlmann, noted Swedish geophysicist, said today. - New York Times, May 30, 1937

“Greenland’s polar climate has moderated so consistntly that communities of hunters have evolved into fishing villages. Sea mammals, vanishing from the west coast, have been replaced by codfish and other fish species in the area’s southern waters.” - New York Times, Aug. 29, 1954

“An analysis of weather records from Little America shows a steady warming of climate over the last half century. The rise in average temperature at the Antarctic outpost has been about five degrees Fahrenheit.” - New York Times, May 31, 1958

“Several thousand scientists of many nations have recently been climbing mountains, digging tunnels in glaciers, journeying to the Antarctic, camping on floating Arctic ice. Their object has been to solve a fascinating riddle: what is happening to the world’s ice? - New York Times, Dec. 7, 1958

“After a week of discussions on the causes of climate change, an assembly of specialists from several continents seems to have reached unanimous agreement on only one point: it is getting colder.” - New York Times, Jan. 30, 1961

“Like an outrigger canoe riding before a huge comber, the earth with its inhabitants is caught on the downslope of an immense climatic wave that is plunging us toward another Ice Age.” - Los Angeles Times, Dec. 23, 1962

“Col. Bernt Balchen, polar explorer and flier, is circulating a paper among polar specialists proposing that the Arctic pack ice is thinning and that the ocean at the North Pole may become an open sea within a decade or two.” - New York Times, Feb. 20, 1969

“By 1985, air pollution will have reduced the amount of sunlight reaching earth by one half …” - Life magazine, January 1970

“In ten years all important animal life in the sea will be extinct. Large areas of coastline will have to be evacuated because of the stench of dead fish.” - Paul Ehrlich, Earth Day, 1970

“Civilization will end within 15 or 30 years unless immediate action is taken against problems facing mankind. We are in an environmental crisis which threatens the survival of this nation, and of the world as a suitable place of human habitation.” - Barry Commoner (Washington University), Earth Day, 1970

Because of increased dust, cloud cover and water vapor, “the planet will cool, the water vapor will fall and freeze, and a new Ice Age will be born.” - Newsweek magazine, Jan. 26, 1970

“The United States and the Soviet Union are mounting large-scale investigations to determine why the Arctic climate is becoming more frigid, why parts of the Arctic sea ice have recently become ominously thicker and whether the extent of that ice cover contributes to the onset of ice ages.” - New York Times, July 18, 1970

“In the next 50 years, fine dust that humans discharge into the atmosphere by burning fossil fuel will screen out so much of the sun’s rays that the Earth’s average temperature could fall by six degrees. Sustained emissions over five to 10 years, could be sufficient to trigger an ice age.” - Washington Post, July 9, 1971

“It’s already getting colder. Some midsummer day, perhaps not too far in the future, a hard, killing frost will sweep down on the wheat fields of Saskatchewan, the Dakotas and the Russian steppes. . . .” - Los Angles Times, Oct. 24, 1971

“An international team of specialists has concluded from eight indexes of climate that there is no end in sight to the cooling trend of the last 30 years, at least in the Northern Hemisphere.” - New York Times, Jan. 5, 1978

“A poll of climate specialists in seven countries has found a consensus that there will be no catastrophic changes in the climate by the end of the century. But the specialists were almost equally divided on whether there would be a warming, a cooling or no change at all.” - New York Times, Feb. 18, 1978

“A global warming trend could bring heat waves, dust-dry farmland and disease, the experts said… Under this scenario, the resort town of Ocean City, Md., will lose 39 feet of shoreline by 2000 and a total of 85 feet within the next 25 years.” - San Jose Mercury News, June 11, 1986

“Global warming could force Americans to build 86 more power plants—at a cost of $110 billion—to keep all their air conditioners running 20 years from now, a new study says…Using computer models, researchers concluded that global warming would raise average annual temperatures nationwide two degrees by 2010, and the drain on power would require the building of 86 new midsize power plants - Associated Press, May 15, 1989

“New York will probably be like Florida 15 years from now.”—St. Louis Post-Dispatch, Sept. 17, 1989 (actually Florida was more like New York 20 years later)

“[By] 1995, the greenhouse effect would be desolating the heartlands of North America and Eurasia with horrific drought, causing crop failures and food riots . . . [By 1996] The Platte River of Nebraska would be dry, while a continent-wide black blizzard of prairie topsoil will stop traffic on interstates, strip paint from houses and shut down computers . . . The Mexican police will round up illegal American migrants surging into Mexico seeking work as field hands.” - “Dead Heat: The Race Against the Greenhouse Effect,” Michael Oppenheimer and Robert H. Boyle, 1990.

“It appears that we have a very good case for suggesting that the El Ninos are going to become more frequent, and they’re going to become more intense and in a few years, or a decade or so, we’ll go into a permanent El Nino. So instead of having cool water periods for a year or two, we’ll have El Nino upon El Nino, and that will become the norm. And you’ll have an El Nino, that instead of lasting 18 months, lasts 18 years,” according to Dr. Russ Schnell, a scientist doing atmospheric research at Mauna Loa Observatory. - BBC, Nov. 7, 1997 (followed immediately in late 1998 by three straight years of La Nina)

“Scientists are warning that some of the Himalayan glaciers could vanish within ten years because of global warming. A build-up of greenhouse gases is blamed for the meltdown, which could lead to drought and flooding in the region affecting millions of people.”—The Birmingham Post in England, July 26, 1999

“This year (2007) is likely to be the warmest year on record globally, beating the current record set in 1998.” - ScienceDaily, Jan. 5, 2007

Arctic warming has become so dramatic that the North Pole may melt this summer (2008), report scientists studying the effects of climate change in the field. “We’re actually projecting this year that the North Pole may be free of ice for the first time [in history],” David Barber, of the University of Manitoba, told National Geographic News aboard the C.C.G.S. Amundsen, a Canadian research icebreaker. - National Geographic News, June 20, 2008

“So the climate will continue to change, even if we make maximum effort to slow the growth of carbon dioxide. Arctic sea ice will melt away in the summer season within the next few decades. Mountain glaciers, providing fresh water for rivers that supply hundreds of millions of people, will disappear - practically all of the glaciers could be gone within 50 years. . . Clearly, if we burn all fossil fuels, we will destroy the planet we know . . . We would set the planet on a course to the ice-free state, with sea level 75 metres higher. Climatic disasters would occur continually.” Dr. James Hansen (NASA GISS), The Observer, Feb. 15, 2009.

Climate change? Yes, there has been plenty of that during the past 140 years. Despite warnings by “experts of the day” of approaching climate disasters, mankind somehow managed to survive. A decade or so from now, after earth’s climate changes once again, those who are old enough will recall with amusement the time, early in the 21st century, when the world went crazy over an imaginary threat called “global warming.”

[Kirk Myers is one of the few environmental reporters who is bothering to look at actual data - not reading from the guidelines provided by the Society of Environmental Journalists. We applaud him for his boldness.]

I modsætning til en kendt talemåde så virker det som om at jo mere man hører den samme løgn jo mindre overbevisende virker den.