I modsætning til skatten betales licensen ikke efter indkomst, men som et ens beløb for alle husstande. De eneste, der får rabat, er pensionister. Det vil sige, at f.eks. én studerende betaler det samme som en kernefamilie med to faste indkomster, og det dobbelte af et pensioneret ægtepar. Det virker helt uforståeligt, da det er de færreste studerende, som har flere penge end pensionister og lønmodtagere, og hvem mon der i gennemsnit ser mest DR?

Så er der den med public service. Det betyder i offentlighedens tjeneste og er altså TV og radio, der skal tjene til samfundets bedste. Men hvad er så argumentet for, at det kun er personer med TV- eller internetforbindelse der skal betale? Det er jo heller ikke kun forældre til små børn og børn i den undervisningspligtige alder der betaler til skoler og daginstitutioner, kun lånere der betaler til biblioteksvæsnet, eller kun syge der betaler til sygehusvæsnet. Velfærdssamfundets øvrige goder finansieres via skatten, så hvorfor skal public service-TV og -radio være brugerbetalt?

Ifølge radio- og fjernsynsloven skal public service »sikre et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning«. Problemet med den definition er, at stort set alt potentielt er dækket af den. Også f.eks. porno, men det sender DR jo ikke noget af. Hvor mange TV-programmer kan du f.eks. komme i tanke om, som ikke kan kategoriseres som enten nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst eller underholdning? Ikke mange, vel?

(…)

Dertil kommer, at det er fuldstændig absurd, at DR kan indføre en de facto kopskat på bl.a. adgang til internettet. DR eller staten ejer på ingen måde internettet, så det er reelt at kræve penge for brug af noget, som man hverken ejer eller har rettighederne til. Ligesom TV og radio efterhånden er andet og meget mere end DR, er adgang til internettet på ingen måde primært et middel til at bruge DRs ydelser, hvilket igen understreger det moralsk forkastelige i medielicensordningen.