Jesper Langballe er død

Diverse, Jesper Langballe, Mindeord — Drokles on March 15, 2014 at 8:02 pm

I min gymnasietid ville jeg så gerne være en del af det nye fællesskab og så gerne opfattes som klog. Desværre var mit niveau faldet drastisk i årene op til denne skelsættende tid så jeg måtte gå stille med mine tanker og i stedet lure stemningen. Og stemningen på Frederiksberg Gymnasium, den var rød. Eller rødlig. Der var også nogle standhaftige og uglesete KU’ere, men de var i mindretal og helt klart ikke in. Og så talte de kun om udliciteringer.

Jeg skippede derfor mine drengefantasier om den stærke nation og lod mig fascinere og forføre af Frederiksberg borgerskabets børns præcise tale om partipolitik og kommentatorer og fløje og debattører, et vældigt forvirrende politisk landskab. Jeg gik blot ind for 2 års værnepligt for alle unge mænd, NATO og så en skarp opdeling mellem hvad det offentlige skulle tage sig af og så den økonomiske motor. Det var ikke interessant når mine nye kammerater kunne fortælle hvorfor Mimi Jacobsen var småborgerlig eller hvordan de radikale underløb revolutionen.

Såledesg åbenbarede sig der altså et persongalleri af allerstørste vigtighed når talen faldt på politik. Og det var meget vigtigt, eller sådan følte jeg det i al fald i min eskalerende usikkerhed, at man var klar med de rette værdidomme. Jeg lyttede intenst og lærte meget og stor var min forbavselse da en kammerat kunne divertere med at der fandtes en præst i den danske Folkekirke, der nærmest var nazist.

Jeg var virkeligt rystet. Hvorledes kunne den danske folkekirke tillade at have en mand der nærmest var nazist ansat. Og så som præst! Og ikke nok med det, men han skrev nærmest nazistiske indlæg i aviserne. Hans navn var Søren Krarup. Det var meget deprimerende.

Men det skulle blive endnu mere deprimerende for en anden kammerat kunne så lægge til at denne Søren Krarup havde en fætter der var endnu værre - altså endnu værre end en der nærmest var nazist. Så denne fætter var så derfor mindst nazist. Mindst. Og også han var præst. Min verden stod ikke længere.

Fætteren til nærmest nazisten Søren Krarup hed Jesper Langballe. Det forvirrede mig lidt, kan jeg huske, hvorfor hed de ikke alle sammen Krarup? Men ok, min fætter hedder jo også Jørgensen. Jeg var meget forvirret i den periode.

De to så godt som nazistiske fætre havde startet en nærmest nazistisk forening, der hed Den Danske Forening og de tilhørte en fundamentalistisk gren af kristendommen, hvis dogmer stod helt hen i det uvisse. Måske brændte de kors af efter amerikansk forbillede? Men det virkede så underligt u-folkekirkeligt. Men skrækkelige var de.

Der var nu vigtigere ting end nazipræster dengang. Danmark stemte nej til Unionen, revolutionen var lige ved at starte i Los Angeles og jeg gik deprimerende nok en klasse om.

Efter gymnasiet sad jeg en morgen hjemme hos mine forældre og læste roligt Politiken da jeg så at kronikken var skrevet af ingen ringere end den fætter der var værre end nærmest nazist, Jesper Langballe. Jeg havde selv rykket mig en del på det tidspunkt, træt af floskler og mit eget, nej egne, svigt, og var nu tættere på den basale samfundstænkning, der havde præget min folkeskoletid: At sætte rationaler før fine fornemmelser, at finde præmisserne for et emne før man placerer personerne. Og da Politiken ikke normalt lagde spalter til nazister eller deres sympatisører så læste jeg i en dirrende forventning om at blive udfordret på mine meninger, men ikke chokeret i min grundvold.

Og jeg blev heller ikke chokeret, men alligevel ganske overrasket. Glædeligt. For Langballe skrev fyndigt, karsk og med stor humor og indsigt. Hans indledende afsnit var en mindre åbenbaring for mig, hvor han morsomt sammenlignede venstrefløjen efter murens fald med en hovedløs høne. Javist, den løb stadigt hyperaktiv rundt på gårdspladsen, men uden Sovjetunionen var den de facto død og det var blot et spørgsmål om tid førend den ville dratte livløs om.

Jeg husker ikke resten af kronikken, andet end at jeg kunne lide den, men indledningen fik noget til at falde på plads i mit indre. En mand der skriver med humor og vid og så stor præcision som Langballe var i mit indre et bevis på at manden ingenlunde var værre end nærmest nazist men blot frygteligt misforstået og karaktermyrdet. Jeg havde det allerede stærkt på fornemmelsen. At jeg var blevet løjet for. Men værst også havde løjet for mig selv. Der var grund til at læse og lytte mere til Langballe for fremtiden. Og også hans skrækkelige fætter.

Langballe har været et af de seneste årtiers mest opløftende debattører. Især årene som Folketingsmedlem var herlige. Da kunne pressen ikke længere betragte ham som et ildelugtende kuriosum. Men journalisterne fandt også hurtigt ud af, hvorledes han livede enhver debat op og også aftvang modstandere, endda fjender respekt. En eller anden højtstående akademiker skrev således sigende at hans kollegaer måtte sluge kamelen, nej, snarere krybe til korset og erkende at Langballe var den bedste videnskabsordfører i Folketinget.

Så ivrig efter en god debat var Langballe at han engang i DR2 vulgariserede sine egne meninger udover det parodiske for at tvinge en feministgimpe ud i åben kamp i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Der skulle debatteres, krydses klinger, bare sig dit handicap, så spiller vi! Hun bed uanset hvor meget han blottede ned ikke på.

Langballe afviste floskler, som f.eks begrebet danske værdier med ordene:

“Hvad er de specielt danske værdier? Og det er jo noget forfærdeligt sludder, fordi danskhed er jo ikke et sæt værdier. Danskhed er et tilhørsforhold. Hvis man holder af sin familie, af sine børn, af sin mor og far, sin ægtefælle, så spørger man jo ikke ; hvad er det egentlig for nogle jeg kan lide hos dem? ja det ved jeg kat’me ikke hvad det er for nogle værdier - jeg kan bare lide dem!”.

Og da han fik afsat 10 mill til forskning af islamisk terror skulle det være uden en “fims af politisk korrekthed”. Jeg sad med en stærk fornemmelse af at Dansk Folkepartis præcise og uhysteriske håndtering af Muhammedkrisen skyldes den intellektuelle ballast som ‘fætrene’ gav partiet. Det kunne også høres når Pia Kjærsgaard som det mest selvfølgelige fortalte radioen at “I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens - mellem det verdslige og det åndelige regimente”.

“Sorg er ikke noget man skal over” fortalte han engang en journalist i radioen “det er noget man skal igennem!” Så rigtigt. Nu er Langballe desværre død og hans familie skal gennem sorgen. Sådan er kærligheden. Hans virke må andre og mere vidende opsummere, det var stort, det spændte vidt for Langballe skrev om og debatterede tro, politik, litteratur og livet.

Monokultur kører på WordPress