Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

John Kerry, prinsen af dronedrab og veteran fra Vietnam, hvor amerikanerne stadigt bombede flader, fortalte sin rådgiver at den israelske hærs arbejde “…er en helvedes præcisionsoperation.”. Venstrefløjen og Folkekirkens Nødhjælp taler om folkedrab. Det gør Iran også, men som en trussel mod jøderne.

Det er det samme hver gang. Israel har verdens suverænt bedste hær og den suverænt bedste hær til at skelne mellem civile og kombatanter. Massakren I Jenin hed det svulstigt da israelerne nedkæmpede en terror rede. For at holde de civile tab på et minimum led deres hær svære tab. Det gentog sig under den fremragende Kast Bly kampagne, hvor hamas virkeligt fik kærligheden at føle. Men virkeligheden er en anden. Når BBC, Guardian, Danmarks Radio, Politiken, Information, venstrefløjen, palæstinaforeningerne og kendisserne har stivet deres lumre antisemitisme af løgne forsvinder interessen for de faktiske forhold. Nemlig at Israel ikke udfører massakrer.

Algemeiner bringer her de tørre tal, der viser at langt de fleste døde er mænd i den kampdygtige alder og ikke de børn som medierne ellers svælger i at vise billeder af.

Hvad er det der gør at nogle mennesker så godvilligt tror på den samme løgn om og om igen? Som ikke tager det til efterretning når man korrekser dem?

Jeg refererede forleden til en dokumentar om Yom Kippur krigen i 1973 mellem først og fremmest Syrien-Ægypten og Israel. På overfladen en udmærket og grundig dokumentar med masser af interviews med hovedpersoner, centrale vidner og eksperter. Dokumentaren er fra Al Jazeera, men kunne såmænd have været produceret af en hvilken som europæisk stats TV-station, hvilket vil sige at der er en naturlig skævvridning og og udeladelse af relevante oplysninger.

For der er et par men’er man kan knytte til vinklingen af konflikten, der kun på overfladen tager sig neutral ud og nogle af de påstande, som den arabiske side slipper igennem. Dokumentaren hæfter sig meget ved at Sinai og Golanhøjderne var besat af Israel efter 6-Dageskrigen (dokumentaren bruger sjovt nok for en arabisk TV-station ikke den lidt mindre bibelske og for araberne mindre ydmygende Juni Krigen eller 67 Krigen), men glemmer at fortælle hvorfor Israelerne følte sig nødsaget til at opretholde en buffer zone mod Ægypten og Syrien, der havde som svoret mål at rulle Israel i havet. I stedet tegnes Sadats motivation som en utålmodighed med de fastfrosne fredsforhandlinger.

Flere gange får vi at vide at en israelsk sejr er fulgt af svære tab. Israel mistede 2.656 soldater under krigen og i forhold til israelsk standard er det også mange tabte liv.  For ægypterne og syrerne anslås tabene at være mellem 8.000 og 18.500. Den voldsomme usikkerhed fortæller alt, der er værd at vide om arabernes forhold til menneskeliv.  Der lægges omvendt vægt på arabiske soldaters tapperhed når det lykkedes dem at stoppe den israelske fremrykning i krigens sidste dage og de efterladte og ødelagte israelske kampvogne der stadig står som monumenter og markerer den endelige frontlinje - langt inde på arabisk jord!

Der er også et indigneret afsnit i det sidste program, hvor israelerne flere gange sidder en FN våbenhvile overhørig fordi de virkeligt har tur i den på slagmarken og vil stå så stærkt som muligt ved forhandlingsbordet. Dokumentaren hæfter sig ved at den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger lader Israel slippe  afsted med at fortsætte kamphandlingerne. Men det var især Sovjet der ville skåne araberne for selv at betale prisen for den krig, de selv havde startet. Israels handlinger var ganske fornuftige og moralske.

I filmen fortæller en stolt soldat at skønt de virkeligt hadede Israel og var ganske euforiske ved de første sejre så behandlede de alligevel israelske fanger godt. Muligvis var det hans oplevelse, men det var ikke sandheden om arabernes behandling af israelske krigsfanger. Fra Wikipedia

Syrian atrocities

Syria ignored the Geneva Conventions and many Israeli prisoners of war (POW) were reportedly tortured or killed.^[249] Advancing Israeli forces, re-capturing land taken by the Syrians early in the war, came across the bodies of 28 Israeli soldiers who had been blindfolded with their hands bound and summarily executed.^[250] In a December 1973 address to the National Assembly, Syrian Defense Minister Mustafa Tlass stated that he had awarded one soldier the Medal of the Republic for killing 28 Israeli prisoners with an axe, decapitating three of them and eating the flesh of one of his victims.^[251] The Syrians employed brutal interrogation techniques utilizing electric shocks to the genitals. A number of Israeli soldiers taken prisoner on Mount Hermon were executed. Near the village of Hushniye, the Syrians captured 11 administrative personnel from the Golan Heights Force, all of whom were later found dead, blindfolded and with their hands tied behind their backs. Within Hushniye, seven Israeli prisoners were found dead, and another three were executed at Tel Zohar. Syrian prisoners who fell into Israeli captivity confirmed that their comrades killed IDF prisoners.^[252]

Some Israeli POWs reported having their fingernails ripped out while others were described as being turned into human ashtrays as their Syrian guards burned them with lit cigarettes.^[253] A report submitted by the chief medical officer of the Israeli army notes that, “the vast majority of (Israeli) prisoners were exposed during their imprisonment to severe physical and mental torture. The usual methods of torture were beatings aimed at various parts of the body, electric shocks, wounds deliberately inflicted on the ears, burns on the legs, suspension in painful positions and other methods.”^[254] Following the conclusion of hostilities, Syria would not release the names of prisoners it was holding to the International Committee of the Red Cross and in fact, did not even acknowledge holding any prisoners despite the fact they were publicly exhibited by the Syrians for television crews.^[255] The Syrians, having been thoroughly defeated by Israel, were attempting to use their captives as their sole bargaining chip in the post-war negotiations.^[256] One of the most famous Israeli POWs was Avraham Lanir, an Israeli pilot who bailed out over Syria and was taken prisoner.^[257] Lanir died under Syrian interrogation.^{[92][258][259]} When his body was returned in 1974, it exhibited signs of torture.^[258]

Egyptian atrocities

Israeli historian Aryeh Yitzhaki estimated that the Egyptians killed about 200 Israeli soldiers who had surrendered. Yitzhaki based his claim on army documents. In addition, dozens of Israeli prisoners were beaten and otherwise mistreated in Egyptian captivity.^[260]

Individual Israeli soldiers gave testimony of witnessing comrades killed after surrendering to the Egyptians, or seeing the bodies of Israeli soldiers found blindfolded with their hands tied behind their backs. Avi Yaffe, a radioman serving on the Bar-Lev Line, reported hearing calls from other soldiers that the Egyptians were killing anyone who tried to surrender, and also obtained recordings of soldiers who were saved from Egyptian firing squads. Photographic evidence of such executions exists, though some of it has never been made public. Photos were also found of Israeli prisoners who were photographed alive in Egyptian captivity, but were returned to Israel dead.^[260][261]

The order to kill Israeli prisoners came from General Shazly, who, in a pamphlet distributed to Egyptian soldiers immediately before the war, he advised his troops to kill Israeli soldiers even if they surrendered.^[260]

Arabernes behandling af krigsfanger afslører at deres egentlige ærinde aldrig var en fredsløsning, men en endelig løsning.