Lars Von Trier har fået kolde fødder over at have lavet filmen Dogville. Men det er ikke fordi at den er kedelig, men fordi den indeholder en selvretfærdig massakre, som konklusion på normalitetens tyranni og at det måske har bragt Dogville op på massemorderen Breikviks top 3 over absolutte yndlingsfilm.

Personligt ville jeg tage det roligt i Triers sted. Breikvik var ifølge rygterne ingen ørn til det der med damer og ville måske gerne besmykke sig med lidt kunstnerisk tyngde. Min erfaring siger mig at aftenen glider så meget lettere, hvis man siger at Trier er helt fantastisk, fremfor at fremhæve Zulu for at have en halvanden time, hvor der bliver skudt negre - undskyld, niggers, selvfølgelig - non stop. Men Bjælken i Triers øje kan selvfølgelig aldrig skygge for splinten i Pia Kjærsgaards, som Politiken skriver 

Forleden spurgte en belgisk journalist Lars von Trier, hvordan han som dansker har det med, at Breivik i sit manifest flere gange fremhæver Danmark som det eneste anstændige land på grund af den danske politik over for muslimer.

»Det gør mig virkelig ondt, men jeg forstår det godt«, siger Lars von Trier.

»For man må jo gribe i egen barm og sige: Hold kæft, ja! Vi skulle have gjort meget mere vrøvl i tide. Så kunne vi måske have reddet de børn og unge på den ø. Vi skulle have gjort meget mere op med Dansk Folkeparti. For det er den holdningsændring, som de har fremprovokeret, og som vi andre bare har ladet ske, vi betaler prisen for nu«.

(…)

»Jeg synes, at der går en direkte linje fra Pia Kjærsgaards menneskesyn og til Utøya. Man må kræve, at Pia Kjærsgaard træder frem og tager sin del af ansvaret for det, der er sket i Norge. For det er en holdningsændring, som hun og hendes parti med stor succes har repræsenteret«.

Det er klart som blæk. Måske kan Trier nu istedet sætte sig for at forstå Breikvik, som han gav udtryk for at han forstod Hitler. Trier selv er svær at forstå.

Politiken går til kamp for den gode tone i debatten

Hærgende muslimer står ved indgangen til Vesteuropa ligesom i 1683, hvor ottomanerne belejrede Wien i to måneder, men til sidst blev slået tilbage af en broget europæisk hærskare.

Nu står fjenden ikke alene på tærsklen til Europa, men har gennem indvandring placeret sig i hjertet af vores samfund, og europæerne må igen rejse sig til kamp.

Denne afsindige virkelighedsopfattelse er også på fremmarch i Danmark, hvor hadets retorik bobler som svovldampe fra en stadig større sump af højreekstreme internetblogs.

Må jeg være fri! Jeg bor aldeles ikke hjemme hos mor!

Og så hedder det i øvrigt “osmannerne” efter Osmannerriget eller, om man vil, det Osmanniske Rige. En ottoman er et “polstret hvilemøbel uden ryg og armlæn, evt. med løse hynder, beslægtet med divan og sofa“, kan jeg høre min mor råbe ude fra køkkenet.

Forleden skrev Zenia Stampe noget som ikke var dumt og nu har FN besluttet at ytringsfrihed er den vigtigste rettighed. Fra Berlingske Tidende

De 18 eksperter giver ytringsfriheden status som en “meta-rettighed,” der overtrumfer alle andre menneskerettigheder i den 15 sider lange rapport.

- Rapporten er en meget stærk bekræftelse af, at ytringsfrihed har central vigtighed for alle menneskerettigheder, siger Michael O’Flaherty, der er viceformand for den særlige komite, der også mener, at ytringsfriheden overgår alt.

Med særlig relevans til den debat, der præger en række lande efter massakren i Norge, om hvorvidt en begrænsning af islamkritik kan være med til at bekæmpe ekstremisme og radikalisering, er rapporten meget entydig og kontant.

Og nu skal den gode fløj så til at revidere enten deres syn på ytringsfrihed eller deres syn på ufejlbarlighedens FN.

Politikens Anders Jerichow leverer et pragteksempel på det-er-altid-de-andre-der-genereliserer i sin “Vi har en rem af Breiviks hud” (adr.).

Men problemet begynder ikke med ’andre’. Det begynder med os selv. Hvis vi ser hinanden som grupper – som ’muslimer’, som ’kristne’, som ’jøder’ eller som ’romaer’, og ikke som enkelte medborgere, er det første skridt taget til konflikter, hvor enkelte mennesker hurtigt bliver et gidsel eller en brik i konflikter, som de ikke nødvendigvis har andel i.

Og så fortsætter Jerichow med at…

I den aktuelle norske tragedie har den ekstreme højrefløj – også i Danmark – i årevis gjort ’indvandring’ og ’islam’ til kommende konflikters omdrejningspunkt. Sociale og økonomiske problemer er fortolket som kulturelle udtryk. Og højrefløjen er ikke ene om det.

Med ganske få undtagelser – de radikale og Enhedslisten – har liberale, centrum, venstrefløjen og også medierne overtaget den ekstreme højrefløjs begreber.

Nemlig! En masse gruppebetegnelser (28 i alt) om at det er dem de dumme der genereliserer. Typisk tankegang hos dem på Politiken!

Og Jerichow fortsætter i fin stil

Og selve ’antallet’ af særlige slags mennesker er blevet præsenteret som udslagsgivende for nye konflikter.

Det er fascistoidt. Og det er ikke betinget af antal. Antisemitisme og racisme mod sorte er velkendt også i samfund uden jøder eller afrikanere.

Det er altså Jerichows holdning at antallet af “særlige slags” mennesker ikke er udlslagsgivende for nye konflikter. Andre vil måske indvende at antallet af nazister oversteg en kritisk masse for hvad samfundet kunne bære.

Det er til gengæld rigtig omend irelevant at antallet af jøder ikke er skyld i antisemitisme, men det er antallet af antisemitter til gengæld. Jo flere antisemitter der får opholdstilladelse i Danmark jo mere antisemitisme vil følge. Men jeg er jo også fascistoid.

Men nu “vi” er ved Jerichows salvende selvmodsigelser kunne det være rasende interessant at høre hvorfor følgende tegning af en for længst afdød enkeltperson kunne skabe ballade blandt, øhm,,, nogen.

Hvem kan den tegning egentlig fornærme? Og hvorfor? Og hvem skulle “vi” egentlig give en unskyldning til?

Zenia Stampe skriver på Politiken

Vi har været vidne til en tragedie af apokalyptiske dimensioner. Og når meningsløsheden er kolossal, søger vi at skabe en sammenhængende forklaring ud af de oplysninger, som vi har til rådighed. Hvordan kunne det ske? Hvad kunne man have gjort anderledes? Hvem kunne have forhindret det? Måske endda: Hvem har skylden? I de kommende dage og uger forventer jeg, at vi vil se forskellige forsøg på at placere de tragiske begivenheder i en større sammenhæng.

Men vi bør ikke acceptere massemordet som en politisk handling. Det er ikke politisk ekstremisme, nationalisme eller fascisme. Det er en gal mands værk, og hvis vi accepterer at italesætte det som en politisk aktion, accepterer vi, at det kan skrive sig ind i en politisk tradition. Dermed får han ret til at have et politisk manifest. Og det er at løfte denne massemorder op i en liga, som han ikke har fortjent at være i.

Nu står verden ikke længere. Jeg spejder efter apokalypsens ryttere.

Straks der tegnede sig et billede af at gerningsmanden til massakren i Oslo var en etnisk nordmand eksploderede debatten med masser af konklusioner om debattonen og DFs skyld og medskyld og højrefløjens ideologiske gods. Anstændigvis burde man måske have ventet lidt længere før man trak sine kæpheste frem af stalden. Så havde man også flere fakta, til at gøre sine konklusioner mere brugbare. Men allerede dengang var der grund til ikke at fare frem med de tåbelige analyser baseret på opsparet frustration i en debat, der stort set er tabt.

Breivik var alene om sin udåd. Hans koldblodighed både i planlægning og gennemførelse kombineret med det 1.500 sider lange manifest han mente skulle være af anden interesse end at se en af naturens freaks indefra skreg tidligt efter en særlig psykologisk profil. Terrorforskere har advaret om at netop den ensomme ulv ikke lader sig så let dæmme op for da vedkommende ikke tilhører et miljø, som kan overvåges, ligesom de efterhånden mange nær ved og næsten sager, der har taget sit udgangspunkt i moskemiljøet. Breivik var altså ikke en del af et miljø og kunne derfor i fred for alt planlægge sine uhyrligheder isoleret i selskab med sit eget vanvid. Det var tidligt ganske klart. Alligevel ledte mange umiddelbart efter en årsag uden for Breiviks formørkede indre og lyset blev ligeså automatisk rettet mod højrefløjen, som det før man vidste at det var en nordmand blev rettet mod Al-Qaida. Forskellen er dog at islamisk terrorisme har et langt cv til at retfærdiggøre en automatkonklusion.

Det man traditionelt i denne forbindelse betragter, som højrefløjen (sådan nogle som mig, blot generelt slankere) har på ingen måde udtrykt hverken sympati eller forståelse for den norske massakre. Der har heller ikke været nogle som helst opfordringer fra højrefløjen til terror af nogen slags. Omvendt tog en islamisk gruppe straks “æren” for udåden, men trak senere i land i mangle af beviser. Det for tæller en del. Da Breivik derfor var alene om massakren i Norge er det absurd at gøre hans handlinger til højrefløjens modus operandi. Men er det alligevel en utilsigtet konsekvens at tanker, politik eller udtryk?

Berlingske Tidende udtrykker blandt mange andre denne holdning og mener at “Vanviddet havde idelogisk rod i højreekstreme bevægelser og højreekstreme synspunkter.” og at “…handlinger, de være sig nok så ekstreme, ikke opstår ud af ingenting. ” og binder alt sammen i den store ekstremistteori

Islamisk terror har, hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, ideologiske rødder i islam. Kristne fanatikere er inspireret af kristendommen. Separatistisk terror som den, vi har set i Baskerlandet, er en afart af nationalismen. Venstreorienteret terror af den type, der hærgede Vesteuropa i 1970erne, ville være utænkelig uden inspiration fra marxismen. Skal man forhindre, eller i hvert fald forsøge at forhindre, terror, må man tage højde for, at terror altid relaterer sig til noget, der ikke i selv er terroristisk, men som, radikaliseret til det yderste, kan forvandle sig til terrorisme. Ser man bort fra det faktum, svækker man muligheden for at tage de forholdsregler, der kan forhindre katastrofen i at gentage sig.

Teoriens forsøg på at alt, der ikke ligger i midtnormalen er lige farligt sløres af vage formuleringer. Islamisk terror (som bliver nævnt befriende klart for en gangs skyld en Berlingskeleder) er ganske konkret forkert, mens det er mere uklart, hvad der er galt med “kristne fanatikere”. Sidestillingen handling med holdning er uforståelig, som også holdningerne mellem muslimer og kristne er forskellige (det er islamisk terror nemlig et clue til at indse). Og seperatisme er ikke så ideologisk, som det er konkret og kan derfor heller ikke sammenstilles med ideologisk terror fra muslimer og marxister. Sløringen skal dække over at meninger udenfor mainstream er farlige selvom de ikke er ulovlige.

Også Information går ned af den sti bevæbnet med den yderste venstrefløjs eksperter

»Breiviks manifest viser meget klart, at han er en del af denne idéverden. Derfor er det fuldstændig forkert at beskrive ham som en ensom galning. Det betyder ikke, at de mennesker, hvis politiske opfattelser han deler, sympatiserer med hans handlinger, men det betyder, at den form for politisk miljø, som de skaber, kan inspirere mennesker som Breivik,« siger Daniel Poohl, chefredaktør for det svenske tidsskrift Expo, der kortlægger højreekstremistiske tendenser.

Men, hvis en ensom galning ikke er en ensom galning når blot vedkommende er en del af en ideverden, hvor efterlader det så alle muslimer? Hvor efterlader det venstrefløjen, der deler fjendebilleder med nazismen og islam (Israel/jøder, USA, demokrati, marked)? Når Breivik handlede alene, som det ser ud til at han gjorde, falder allehånde ”bevægelser” netop ud af ligningen. Der findes givet mange bevægelser, der deler dele af Breiviks meninger, men Breivik har ikke kunnet få en eneste til at hjælpe sig med sit forehavende. Modsat islamisk terror, hvor man tilsyneladende blot behøver at råbe død og jøderne eller knus korsfarerne før der er kø af frivillige entusiaster, så har ingen højrefløjsere villet støtte Breivik det mindste. Kun Breivik har set en logik i at myrde løs på ubevæbnede teenagere, som del af en samfundskritik. Forklaringen på den kolde lodning skal altså ikke findes i det ideologiske gods, men i Breiviks hoved.

Hvis der endelig skulle være tale om ydre miljøer der har påvirket Breivik burde man måske først spørge Breivik selv. Så langt som vi kan stole på hans egen forklaring i de skriverier der er blevet offentliggjort - og det er ikke sikkert vi kan det - stammer hans kritik af samfundsudviklingen fra hans barndom, hvor han voksede op blandt stadig flere indvandrere, fortrinsvis pakistanere og deres æresbegreber. Dem havde han det i større omfang svært med og oplevede at det politiske paradigme ignorerede den virkelighed han følte på sin krop til fordel for et ideologisk skønmaleri. Det umiddelbare miljø, som har skabt Breiviks had er altså først og fremmest det samfund, som socialdemokraterne har skabt for ham at vokse op i. Og derfor skulle socialdemokrater dø i hobetal. Det er altså samfundet og ikke debatten om samfundet som er roden til Breiviks had. Ingen andre end Breivik deler dog den analyse, hvorfor ham i modsætning til Informations ekspert er en ensom galning.

En anden godt repræsenteret kortslutning der hurtigt blev luftet er tonen i debatten. Ifølge det konsensus, der hidtil har hersket om tonen i debatten betyder tonen i debatten at grupper såvel som individder tvinges ud i ekstreme handlinger af verbalt at blive trampet på, nedgjort, forhånet og udgrænset. Det er derfor at Kurt Westergaard i ondskabsfuldt samspil med Flemming Rose er skyld i at Danmark skal opretholde det høje terrorberedskab, som de også er skyld i det eventuelle islamiske terrorangreb, der lurer konstant. Også Dansk Folkepartis retorik er skyld i dette og ikke mindst integrationsproblemer, asymmetrisk voldsstatistik og dårlig ånde. Ifølge den gængse tonelogik vil Breivik altså i fald han er et produkt af tonen i debatten være et produkt af venstrefløjens shaming af alle, de ser som racister. Man skal altså tale pænt til vores ideverden ellers er man skyld i at vi går amok. Heller ikke den konklusion giver mening. Breivik er en ensom galning uanset, hvad venstrefløjen og utålelige liberale vil bruge ham som rambuk til.

Joanna Nova opsummerer optimistisk resultatet af et debatmøde Mellem Lord Monckton og miljøøkonomen Dr. Denniss.

Christopher Monckton had no slides, no graphs, and only part of one hour, and was faced with tough questions from seasoned journalists, 100 stacked seats of activists who hate him, and yet in that time 9% of the people who saw the debate and thought we needed to act on CO2, changed their mind.

Den omtalte debat kan ses herunder

Lord Monckton er klimaskeptikernes svar på Al Gore, hvilket er synd for de, der frygter den globale opvarmning. For sammenlignet med træmanden, limhjernen og storhykleren Al Gore så dyrk lige (som de unge vist siger) Moncktons uimodståelige stil i sin udfordring af Malcolm Turnbull (en eller anden fortaler for global opvarmning) ligeledes fra Joanna Nova

Whereas one Malcolm Turnbull, Member of Parliament for Goldman Sachs, self-appointed leader of the Absolute Bankers’ Get-Rich-Quick, Gimme-the-Money, Subsidy-Junkies’, Profiteers’-of-Doom and Rent-Seekers’ Vested-Interest Coalition Against Hard-Working Taxpayers, has this day demonstrated wilful but indubitably profitable ignorance of elementary science by declaring that since all relevant matters of climatology are settled no one should pay any heed to a mere Peer of the Realm who dares to question the imagined (and imaginary) scientific “consensus” to the effect that unless the economies of the West are laid waste and destroyed we are all doomed;

And forasmuch as it is easy to identify the said Turnbull’s aircraft when it arrives at Canberra Airport because when the engines are turned off the whining carries on;

Now therefore I, The Right Honourable Christopher Walter, by the Grace of God and Letters Patent under the Hand and Seal of Her Majesty Queen Elizabeth the Second (whom God preserve) Third Viscount Monckton of Brenchley, do by these presents challenge the said Absolute Banker to a Debate on live television, during which each party shall have the opportunity to state his case and to examine the other’s case, with a view to informing Hard-Working Taxpayers and allowing them to decide for themselves whether the truth is being told by me or by the said Member for Goldman Sachs, upon whom I call to take up this challenge, if he dares.

Given under my sign manual this twenty-second day of July in the Year of our Lord Two Thousand and Eleven,

VISCOUNT MONCKTON OF BRENCHLEY

Så meget bedre en Al A-zebra-does-not-change-its-spots Gore.

Christian Braad Thomsen skriver under overskriften “Krarup gødede jorden for terror” i Politiken

[Breivik] har fremhævet danske politikere som forbilleder, og det er da også i Danmark, og specielt i Søren Krarups skriverier, man finder en anbefaling af religiøst motiverede massakrer.

Breivik har fremhævet danske politikere, men da der bor andre mennesker i Danmark følger at hvem som helst af dem er de egentligt skyldige! Det er da en smuk slutning!

Og så kører Thomsen videre

Da Krarup udgav Martin Luthers antisemitiske ’Jøderne og deres løgne’ (1999), trådte han på det mest bogstavelige i nazisternes fodspor, idet Luther her anbefaler de jødemassakrer, som siden blev sat i værk af Hitler.

Okay. Det er blot ikke helt historisk korrekt, men lad det nu ligge for han er nemlig sur over andet

Krarups forsvar for massakrer på anderledes tænkende og troende har dybe rødder i kristendommen, selv om de steder i Bibelen, hvor Jesus med fundamentalistisk vrede anbefaler tilsvarende massakrer, er fortrængt af folkekirken.

De tydeligste eksempler findes hos Lukas, hvor Jesus bl.a. konkluderer: »Mine fjender, som ikke vil have mig til konge, før dem herhen og hug dem ned for mine øjne«, (19/27).

Så man er tæt på noget nazistisk hvis man oversætter og udgiver Luthers kontroversielle skriverier og man er fordækt, hvis ikke man bringer Lukascitatet på banen tydeligt nok. (Lukascitatet stammer fra Lignelsen Om De Betroede Pund og er altså ikke et Jesuspåbud om at slå folk for fode) Men således fortsætter Thomsen afsnit for afsnit, hvor Thomsens beviser på Krarups ondskab og terrorstøtte er at Krarup var imod bombningen af Serbien (ligesom FN var det), at krarup ikke mener at islam er en religion og at Krarup er i parti med mennesker der har fået injurie/racismedomme. Hvis ikke det hober sig op imod Krarup….

Men med Bibelen i spil skal vi vel også tale om splinter og bjælker i brødres øjne. Hvad gødede Braad Thomsen nemlig selv jorden til da han lavede filmen “Den man elsker” (som fik dine skattekroner i støtte kære eventuelle læser)? Filmen fik i Kristian Ditlev Jensens kronik i Berlingske Tidende denne beskrivelse?

Den 63-årige filminstruktør har nemlig været lobbyist for pædofili og incest i snart et kvart århundrede. Allerede for små 25 år siden lavede han en stærkt kontroversiel film. Cand.psych. Monica Tafdrup Notkin beskriver den således: »Christian Braad Thomsen har i 1980 lavet filmen »Den man elsker«, hvor han undrer sig over, at det ved lov er forbudt at elske (sådan rent korporligt) den, man elsker.

I filmen fortæller Thomsen, at da hans datter, Rosemaria, var to-tre måneder gammel, havde han en sexuel drøm om hende. Han drømte, at hun græd. For at trøste hende satte Thomsen hende op på hans (sic!) stive pik. Straks faldt hun til ro. Thomsen var bange for, at pikken skulle stikke ud af munden på hende, fordi hun var så lille. Men ellers var der ikke noget underligt i den drøm, fortæller Thomsen. I filmen siger han også, at han synes, at det er vanskeligt at bestemme, hvor grænsen for de erotiske udtryk mellem forældre og børn går.« (Weekendavisen, 11/8 1995).

Og der har jo været flere sager af pædofile overgreb og incest siden hen, hvilket får een til at tænke…

Dette billede fra Indonesien skildrer ifølge fotografen James Nachtwey for National Geographic den lille piges fremtid. Endnu har hun ansigtet fri og legen lidt i behold, som hun står der med armene ud til siden. Men bag hende står den kvinde hun vil snart vil ende med at blive.

Vores norske broderfolk er blevet offer for en kujon, der har myrdet omkring hundrede mennesker. Monokulturs tanker går til Norge og især ofrene og deres familier. Dette brud på båndet mellem os mennesker er et angreb på os alle. Stoltenberg sagde på et pressemøde at ingen skulle bombe, skyde eller true nordmændene til tavshed. Monokultur kan kun erklære sig enig.

Fra New York Post

Just a year after the BP oil spill, America is on the verge of a new golden era of oil exploration and production — unless President Obama and his environmentalist friends get their way.

This surge in domestic production would leave Iran, Kuwait and the Arab emirates combined in the rear-view mirror.

The US drilling boom rests on a technique called hydraulic fracturing, or fracking, to open shale-oil reserves. It’s why wells are springing up in places like North Dakota, California and Pennsylvania, with thousands of new jobs in their wake.

Fracking has also opened up supplies of natural gas, sending prices plummeting. Now, even New York’s regulators have recommended lifting the state’s ban on the fossil-fuel gold rush that’s pushed North Dakota’s unemployment rate to 3.2 percent — the lowest in the nation.

The irony is that Obama had hoped higher oil prices would make us all drive electric cars and install backyard windmills. Instead, they’re making it profitable for US companies to expand the hunt for new reserves and to use fracking to reopen old ones.

Just last month, Exxon-Mobil announced the discovery of a vast field in the Gulf of Mexico, with as many as 700 million barrels waiting to be tapped. Other companies are using fracking to return to the Texas basin, the center of US oil production in the 1930s — which will mean millions in investment and thousands of jobs for that state. Montana and North Dakota are sitting on a shale-oil formation that could yield nearly 4 billion barrels.

Not many Americans realize we are already the world’s No. 3 oil producer, at 7.5 million barrels a day. The coming boom should add another 1.5 million by 2015. That’s closing in on Saudi Arabia’s daily total.

And oil-shale rich Canada could surpass Iran’s barrel-per-day output in a few years — so we’re looking at a major shift in the geopolitics of oil.

Læs resten hos New York Post.

Fra Investor’s Business Daily

Even after fudging numbers and ignoring the huge subsidies, a liberal think tank reports that growth in the alternative-energy sector lags the rest of the economy.

Green jobs were supposed to be our salvation, both for the earth and for the economy, according to the Obama administration. White House policy based on this flawed premise led to offshore and onshore drilling bans and the locking-up of energy-rich lands while huge alternative energy subsidies (aka “investments”) found their way into the stimulus and other legislation.

As happens when government tries to pick winners and losers, the government lost — no, we all lost. As has happened in countries such as Spain, this misallocation of resources has succeeded only in stalling our economy as unemployment and debt grow.

In Spain’s case, it was found that for every “green” job created, 2.2 jobs were lost in the rest of the economy.

Along comes the Brookings Institution with a report touting the fact that nearly 2.7 million people brought home paychecks in 2010 working in the “clean economy.” That’s a 3.4% increase in “green jobs” since 2003, and it sounds terrific until you realize the economy as a whole grew at a 4.2% rate over the same period.

Det hjælper også på forståelsen af ens egen elregning.

Helt uden for denne blogs efterhånden meget spredte gebet. Et 360 grader billede af rumfærgens cockpit

Og her forskellige kameraer sat på løfteraketterne, så man får en hurtig opstigning til det yderste af atmosfæren og det stille fald ned mod havet.

En af mine venner advokerer i mistrøstige stunder for et oplyst enevælde frem for “jeres såkaldte demokrati”, som han provokerende kalder det. Jeg undgår altid at lade mig fange i en diskussion på de præmisser, men jeg vil dog give et lille eksempel på det besnærende i tanken om det oplyste enevælde. Fra BT

Der er jo ikke noget at gøre. Man kan ikke lave om på klimaet, når det laver sig selv om. Det må man se i øjnene, siger dronningen efter at have fået en briefing om klimaforandringer og permafrost af professor Bo Elberling på arktisk station i Qeqertarsuaq.

Hun uddyber sin argumentation med at sige:

- Man kan jo ikke gå ud med en dybfryser og lægge ny is på en fjord, vel. Det er, som det er. Men samtidig vil der jo nok ske det, at nye fiskearter vil komme til, og fiskeriet vil få nye dimensioner.

You tell’em girl! Straks er Anne Grethe jødeliste Holmsgaard i brechen

 Hun må have fået dårlig rådgivning. Det er da klart, at inden man tager til Grønland kan man forudse, at man vil få spørgsmål af den slags, fordi klimaforandringerne ses så tydeligt og er så vigtige - især for grønlænderne. Og så burde hun have fået bedre råd om, hvad hun bør sige,

Holmsgaard har nemlig selv gode rådgivere. Måske skulle nogen af disse fortælle hende at den globale opvarmning er på sit femtende sabbatår.

Weekendavisen havde i weekenden, sjovt nok, en artikel, der forsøgte at kaste lys over, hvorfor Klimatopmødet i København - Cop-et-eller-andet - ikke blev til noget. En top embedsmands insiderhistorie om en lang række komplekse dagsordner mellem delegerede, forhandlere og politikere overfor en journalists bestsellervinkel om et statsministeriums arrogante overtrumfning af klimaministeriet. Men mon forklaringen på de manglende bindende aftaler skal findes i memoer og sladder? Mon ikke blot man ikke gider lege med mere.

Connie Hedegaard kommenterede ifølge Danmarks Radio for nylig på den seneste måling af CO2 udledningen, der er gået over al forventning, således

- Det bør jo være et wake-up-call. Der er jo en grænse for, hvor længe verdens ledere kan hævde ét, nemlig at de vil holde sig under to grader, og så gøre noget andet, nemlig at føre en politik, der gør det usandsynligt at man kan blive under de to grader, siger Connie Hedegaard til DR Nyheder.

Bindene mål virker
Ifølge Connie Hedegaard er det, der mangler, nogle bindende klimamål.

- Når der pludselig kommer en krise, får folk jo travlt med andre ting, og der hjælper det, hvis vi har bindende mål. Det kan vi se i Europa, hvor vi da mildest talt også har krise, siger hun.

Klimakommisæren henviser stolt til, at mens udledningen er steget i resten af verden, er den fra 2008 til 2010 faldet med otte procent i EU.

- Det synes jeg jo burde fortælle resten af verden inklusive USA og de store udviklingsøkonomier, at når man opstiller mål, når man gør dem bindende og når man sætter en pris på CO2, så virker det faktisk, siger hun.

Og hvis vi flytter hele industrien til Asien kan vi komme helt ned på nul, men det ændrer ikke noget ved det samlede regnskab. Men ja, folk for travlt med andre og vigtigere ting, som f.eks. reelle problemer i den virkelig verden. Vækst, velstand og fremgang. Det kræver produktion og produktion kræver energi og energi er fossil. Fra Huffington Post

Since 2001, global energy use is up by 27% and carbon dioxide emissions are up 28%. Put another way, over the last decade, global energy use increased by about 51 million barrels of oil equivalent per day; that’s equal to about six Saudi Arabias’ worth of daily oil output. Energy use is soaring as more people from Hanoi to Hangzhou move into the modern world. And that means that huge cuts in carbon dioxide emissions — by 80%, as Obama claims the US must — simply will not happen.

Like it or not, the world economy runs on hydrocarbons — coal, oil, and natural gas. And that will remain true for many decades to come. Energy transitions happen over decades or centuries, not years. Countries like Vietnam, China, and India, will never agree to any tax or limit on carbon dioxide. Nor does it make much sense at all to impose heavy levies on the US, and other developed countries. Why? Well, over the last decade, US carbon dioxide emissions fell — by 1.7%.Every once in a while, we need to focus on the numbers and put aside the hype. The scale of current global energy use — about 241 million barrels of oil equivalent per day — is the same as 28 Saudi Arabias of energy production. The great cities of the world, whether it’s Rio, Kyoto, Copenhagen, Cancun, or Durban, run on highly processed forms of energy: electricity, ultra-low-sulfur motor fuel, and natural gas. And they need lots of it.

Løsningen på det imaginære klimaproblem har været mildt sagt latterlig. Fra Town Hall

The Kyoto Protocol, the only binding international agreement signed since the global warming scare began, expires after 2012. Canada, Russia and Japan have publicly declared they will not renew; China and the United States never signed it; and the US has made it plain it is not about to. And poor countries are becoming less enamored about signing on, as they realize hard economic times mean there will be little climate “mitigation” and “restitution” money coming their way from (formerly) rich countries.

Even die-hard warmists increasingly recognize that bureaucratic solutions hatched at these conferences are rife with waste, fraud and abuse. They may enrich a few, at the expense of everyone else, especially the poor. But they are powerless to control Earth’s climate.

In March, German investigators reported that 850 million Euros disappeared, when shady companies swarmed into carbon trading, emissions and energy businesses. Criminal enterprises raked in tens of millions, fended off regulators with delaying tactics, and then announced bankruptcy or vanished. An Italian sting operation resulted in arrests of wind farm developers who billed the country for subsidies, but never produced a kilowatt of electricity.

London’s liberal Guardian newspaper was aghast to learn that the World Bank’s Biocarbon Fund had arranged to pay European “entrepreneurs” $1 million to establish a system under which 60,000 Kenyans would restrict themselves to farming under rigidly controlled, inefficient, “sustainable” techniques. For that they will receive $1.4 million over 20 years.

That’s right, the beneficent World Bank will enrich more Europeans, so that 60,000 Kenyans can receive $23.83 apiece annually for 20 years of drudgery, poverty and misery: a princely $1.19 a year!

Even the European Union finally understands how little energy deprivation and bureaucratic dictates affect the climate. “It is not enough for the EU to simply sign up for another commitment period,” EU climate representative Jurgen Lefevere admitted. “We only represent 11% of global emissions.”

Burning fossil fuels contributes only a fraction of total annual atmospheric carbon dioxide buildup, and the EU contributes just 11% of that. The EU’s commitment to slashing CO2 emissions by 20% invites corruption, has no control over Chinese or Indian emissions, and has no effect on the climate.

The biggest divide evident in Bonn was between the USA and large emerging economies. Even Obama administration officials who are thoroughly committed to manmade global warming catastrophe claims finally recognize the fraud problem. In Bonn the US insisted that all countries subject their emission reduction claims to verification.

Og omkostningerne fremover vil være astronomiske. Fra Fox News

Two years ago, U.N. researchers were claiming that it would cost “as much as $600 billion a year over the next decade” to go green. Now, a new U.N. report has more than tripled that number to $1.9 trillion per year for 40 years.

So let’s do the math: That works out to a grand total of $76 trillion, over 40 years — or more than five times the entire Gross Domestic Product of the United States ($14.66 trillion a year). It’s all part of a “technological overhaul” “on the scale of the first industrial revolution” called for in the annual report. Except that the U.N. will apparently control this next industrial revolution.

Og lysten til at lege med er svindende. Fra Guardian

The government’s energy bill, which was expected to be debated before parliament’s summer break, has been shelved. That means the “green deal“, the flagship scheme to cut domestic carbon emissions, will not make it onto the statute books for many months. Ministers at the Department for Energy and Climate Change (Decc) have lost their argument with the government’s business managers, and the centrepiece of climate change policy has been sidelined.

We should not be surprised. This government has form in delay and dither when it comes to its green policy agenda. There was so much promise. The “greenest government ever” was the prime minister’s pledge. That’s the same PM who has not mentioned green issues since the election. When asked questions on petrol prices or energy bills he does not ever venture into the wider discussion about a greener, cleaner world. And since Chris Huhne was appointed as climate and energy secretary we have seen promises delayed and initiatives re-announced so often it’s not surprising if you’ve lost count.

(…)

The reality is that the government is not serious about its green agenda. In recent weeks they have scrapped the zero-carbon homes scheme, abandoned plans for a network of electric car charging stations, and now delayed the green deal. A recent survey of readers of the ConservativeHome website named the green deal as one of their most disappointing policies. Only Decc ministers within government ever talk about climate change. As we see from this turn of events, that is just hot air.

Det er håbløst, ligegyldigt og ødelæggende. Men derfor kan man da godt deltage i en konference eller to, hvor man kan få gratis mad og drikke og chancen for at købe toldfrit mod at spille lidt politisk teater for verdenspressen, blot man ikke forventer resultater. Det er vist det Sir Humpfrey Appleby kalder kreativ inerti.

Fra The Local

The German government wants to encourage the construction of new coal and gas power plants with millions of euros from a fund for promoting clean energy and combating climate change.

The plan has come under stiff criticism, but the Ministry of Economics and Technology defended the idea. A spokeswoman said it was necessary as the government switches from nuclear to other renewable energy sources and added that the money would promote the most efficient plants possible.

Man skal passe på med hvad man ønsker sig.

Paul Krugmann skriver i New York Times

U.S.-based economists had long emphasized the importance of certain preconditions for currency union — most famously, Robert Mundell of Columbia stressed the importance of labor mobility, while Peter Kenen, my colleague at Princeton, emphasized the importance of fiscal integration. America, we know, has a currency union that works, and we know why it works: because it coincides with a nation — a nation with a big central government, a common language and a shared culture. Europe has none of these things, which from the beginning made the prospects of a single currency dubious.

These observations aren’t new: everything I’ve just said was well known by 1992, when the Maastricht Treaty set the euro project in motion. So why did the project proceed? Because the idea of the euro had gripped the imagination of European elites. Except in Britain, where Gordon Brown persuaded Tony Blair not to join, political leaders throughout Europe were caught up in the romance of the project, to such an extent that anyone who expressed skepticism was considered outside the mainstream.

(…)

The transition was smooth: A.T.M.’s and cash registers were converted swiftly and with few glitches. The euro quickly became a major international currency: the euro bond market soon came to rival the dollar bond market; euro bank notes began circulating around the world. And the creation of the euro instilled a new sense of confidence, especially in those European countries that had historically been considered investment risks. Only later did it become apparent that this surge of confidence was bait for a dangerous trap.

Greece, with its long history of debt defaults and bouts of high inflation, was the most striking example. Until the late 1990s, Greece’s fiscal history was reflected in its bond yields: investors would buy bonds issued by the Greek government only if they paid much higher interest than bonds issued by governments perceived as safe bets, like those by Germany. As the euro’s debut approached, however, the risk premium on Greek bonds melted away. After all, the thinking went, Greek debt would soon be immune from the dangers of inflation: the European Central Bank would see to that. And it wasn’t possible to imagine any member of the newly minted monetary union going bankrupt, was it?

Indeed, by the middle of the 2000s just about all fear of country-specific fiscal woes had vanished from the European scene. Greek bonds, Irish bonds, Spanish bonds, Portuguese bonds — they all traded as if they were as safe as German bonds. The aura of confidence extended even to countries that weren’t on the euro yet but were expected to join in the near future: by 2005, Latvia, which at that point hoped to adopt the euro by 2008, was able to borrow almost as cheaply as Ireland. (Latvia’s switch to the euro has been put off for now, although neighboring Estonia joined on Jan. 1.)

As interest rates converged across Europe, the formerly high-interest-rate countries went, predictably, on a borrowing spree. (This borrowing spree was, it’s worth noting, largely financed by banks in Germany and other traditionally low-interest-rate countries; that’s why the current debt problems of the European periphery are also a big problem for the European banking system as a whole.) In Greece it was largely the government that ran up big debts. But elsewhere, private players were the big borrowers. Ireland, as I’ve already noted, had a huge real estate boom: home prices rose 180 percent from 1998, just before the euro was introduced, to 2007. Prices in Spain rose almost as much. There were booms in those not-yet-euro nations, too: money flooded into Estonia, Latvia, Lithuania, Bulgaria and Romania.

It was a heady time, and not only for the borrowers. In the late 1990s, Germany’s economy was depressed as a result of low demand from domestic consumers. But it recovered in the decade that followed, thanks to an export boom driven by its European neighbors’ spending sprees.

Everything, in short, seemed to be going swimmingly: the euro was pronounced a great success.

Then the bubble burst.

Resten må læses i den lange og ganske spændende artikel.

Det er som en gave, der vedbliver at give; de euroforblændede midt i Eurokrisen. Efter Lars Barfoeds afsæt mod dødens dal følger Radikale nu med i hidsigt galop. Fra Politiken

»Vi synes, at Europa skal stå sammen, og vi skal have en afstemning om forbeholdet. Vi er nødt til at tage et medansvar, for ellers kan vi heller ikke kræve, at de andre lande laver de reformer, vi kræver, de skal gøre«, siger den radikale folketingskandidat Sofie Carsten Nielsen, der var partiets spidskandiat ved sidste valg til EU-parlamentet.

Tyskland har slet ikke den pondus alene, som skal til at få de uansvarlige lande til at indse at de er galt på den. Hvis der overhovedet skal andre boller på suppen kræves det at de helt tunge drenge, som Danmark, træder til. Som da musen og elefanten gik over en bro og musen sagde “Ih, hvor vi to dog gungrer!”.

»Ja, for havde vi været med for år tilbage, havde vi også haft medindflydelse, og dermed var krisen måske ikke kommet så langt ud. De andre lande lytter til Danmarks stemme. Dengang Marianne Jelved var økonomiminister, blev der lyttet meget til hende ude i Europa«.

Desværre for dem er det ikke danskernes lod to do and die, men derimod to reason why and make reply.

Via Elder of Zion

Atomkatastrofen i Japan har indtil videre kostet 0 mennesker livet selvom nogle arbejdere, der med en dødsforagt kendtegnende for den gule mand har kæmpet bravt med at få de nedsmeltede kerner under kontrol, nu er blevet udsat for ganske farlige doser af stråling. Selvom ulykken på atomkraftværket skam er ganske alvorligt, glemmer man at ulykken blev udløst af et jordskælv på intet mindre end 9.0 på Richterskalaen og en efterfølgende tsunami, der skyldede ind i 3. sals højde og ødelagde sikkerhedsgeneratorerne. Åh og for ikke at forglemme så krævede jordskælvet og tsunamien mere end 10.000 menneskeliv.

I forsommeren døde 50 tyskere af at spise økologiske bønnespirer (af alle korrekte spiser!). Men det er atomkraft, der er farlig, i hvert fald politisk farlig og det er jo i sidste ende det der tæller, selv for dem der er Big Im Der Bumdestag, som den engalske tabloidpresse med deres særegne sans for etikette kaldte Merkel efter at have set hendes feriebilleder og selv selv om a-kraft er CO2 neutral vil især Merkel afskaffe den på basis af de japanske erfaringer (eller mangel på dem). I stedet skal man setse på grøn energi og her har englænderne erfaringer. 

Englænderne satser hårdt på at deres dårlige vejr kan drive deres vindmøller. Men dårligt vejr ville jo ikke være dårligt, hvis det var at det var godt for noget og nu viser det sig at man ikke engang kan stole på det dårlige engelske vejr. Fra Telegraph

The Coalition has drawn up plans to open more wind farms in an effort to meet Britain’s European Union target of providing 15 per cent of its energy from renewable sources by 2020.More than 3,600 turbines are expected to be installed in offshore wind farms over the next nine years.

But statistics suggest that the winds that sweep across the British Isles may be weakening. Last year, wind speeds over the UK averaged 7.8 knots (8.9mph), a fall of 20 per cent on 2008, and well below the mean for this century, which stands at 9.1 knots (10.5mph).

But the last two winters have featured exceptionally low temperatures and were remarkably still when they should have been the windiest seasons of all, as high pressure diverted the jet stream from its normal position.

Meteorologists have found that the position of the jet stream has been influenced by the lower levels of activity on the Sun. This decline in sun-spot activity is expected to continue for the next 40 years, with potentially serious consequences for the viability of wind farms.

Hvis man vil bygge dæmninger skal man huske på at de også farlige, som det blev demonstreret da Banqiao dæmningen i Kina under et absurd uvejr (værre end det, der ramte København) ikke evnede at holde på vandet og skyldede 26.000 mennesker i døden. 75.000 døde senere af sult eller sygdom i katastrofeområdet, der ødelagde mere end 5.000.000 hjem. Alligevel står alle og råber hurrah for Hoover.

Men måske er fremtiden lys

Undtagen for dem der lider af nickelallergi så vi må hellere stoppe dette vanvid, mens legen er god.