Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » København


Den økumeniske dødssejler

Det er svært at følge med efterhånden. Et meme på Facebook hed “0 dage siden et muslimsk terrorangreb”. I Frankrig har en præst fået skåret halsen over af to muslimer, der angreb midt under gudstjenesten. Ud over præsten, der med sine mere end 80 år kun vikarierede for den ferierende præst, var der to nonner, hvor den enes liv endnu hænger i en tynd tråd, og to kirkegængere. Alligevel var det nok kristenpraksis til et muslimsk angreb.

skc3a6rmbillede-2016-07-27-kl-045253

Eller, jeg forivrer mig måske, for selv om muslimerne skreg Allahu Akbar som de skar halsen over på den gamle mand, kender myndighederne endnu ikke deres motiv. Og mens myndighederne begynder at tjekke de to muslimers kontakt til døgnpsykiatrien eller interviewer tidligere klassekammerater om eventuel mobning eller det hele bare var et desperat råb på hjælp efter et afslag på asyl så hæfter jeg mig ved at den angrebne kirke var en del af et økumenisk projekt, hvor muslimer og kristne forsøgte at se ud over deres uenigheder (som at muslimerne burde slagte alle kristne nu eller vente til senere).

Vidste muslimerne dette? Og i så fald havde jeg forestillet mig at de hellere ville slagte den involverede imam for at besudle Allahs morderiske lære med snik-snak i selskab med kuffars. Principielt gør det jo heller ingen forskel at den slagtede præst var, hvad man kunne kalde en venligboer, der er stadig tale om terror. Og terror er, hvad der rammer alle, også kristne, selv om man ikke hører så meget om det. Fox News skriver dog, hvorledes den nye normal antager et stadigt mere muslimsk ansigt

Unfortunately, similar attacks on Christians are rarely recounted, although ISIS has made its intentions clear: “the Christian community… “will not have safety, even in your dreams, until you embrace Islam. We will conquer your Rome, break your crosses, and enslave your women….”

Certainly Islamist radicals have not ignored this proclamation, even though accounts of their successful efforts may be hard to come by.

Only a scouring of Catholic news reports exposes an ongoing litany of desecration, arson and abuse.  For example, a recent newsletter from Federation for Europa Christiana recounts (in French) the following:

“At Martigues…three successive attacks in May 2016: first the pastor extinguished a malicious fire on the altar of the church of the Madeleine. This same priest was later attacked and his eye was blackened….

“Then, at the Saint-Genest church, the same priest discovered the open tabernacle and communion wafers thrown to the ground…

“In April, 2016, all the crucifixes and crosses were shattered at the cemetery of La Chapelle-du-Bard….”

All told, 810 attacks on French Christian places of worship and Christian cemeteries took place in 2015.

Meanwhile, the National Catholic Register reported on June 6,

“In recent weeks, Catholics in France and Belgium — countries still recovering from brutal ISIS attacks — have been hit with numerous acts of violence and aggression, including fires set in churches, an assault on a priest, the desecration of a tabernacle.

“More than 100 Catholic websites… of churches and congregations were hacked by suspected Tunisian cyber-jihadists who call themselves the Fallaga Team.”

Og i Kososvo skyder muslimerne på serbere, der vil besøge resterne af deres kirker og klostre, som muslimerne har ødelagt

On Saturday, ahead of today’s holiday dedicated to Archangel Gabriel, a group of Serbs came under fire from automatic weapons as they were cleaning the grounds of the garbage and debris that local ethnic Albanians are dumping at the ruins of the desecrated temple. Nobody was injured during the incident, that has been reported to the Kosovo police.

Today, about 100 villagers and their guests from various parts of the Kosovsko Pomoravlje District, along with some citizens who had left the area as early as in the 1970s, gathered at the monastery and celebrated the day in peace, and without incidents.

“Visiting my hometown brings back beautiful childhood memories, but scenes like the desecrated grave of my former neighbor - which was done during the past year - point out to the reality and the difficult lives that people who remained are leading.” Mijomir Lalic, who now lives in the town of Smederevo, told Serbia’s state broadcaster RTS.

Nenad Kojic, a professor at the Pristina University, now relocated to Kosovska Mitrovica, said those who live in the village now “have no intention of leaving.”

“It’s all the same that they destroyed our holy places, they cannot destroy our faith and our hope,” said Kojic.

The Binac monastery, dedicated to Archangel Gabriel, is one of the oldest Serbian temples built in the 14th century. It was completely destroyed in July 1999, after the war in Kosovo and after the arrival of international forces there.

Og inden nogen skulle fristes til at påpege tonen i debatten, så går det samme vej for kristne i muslimske lande. Her en stemningsrapport fra Ægypten

Since late May, Christians in Egypt have been the victims of at least a dozen sectarian attacks, and activists and politicians say the government has done little to stop it, despite Egyptian President Abdel-Fattah el-Sisi’s early overtures to the Coptic community and their staunch support of him.

“It is escalating in a very short time,” said Mina Thabet, programme director for minorities and vulnerable groups with the Egyptian Commission of Rights and Freedoms.

Among the assaults was one in late May on an elderly Coptic woman in Minya, who was stripped, beaten and paraded naked because of a rumour that her son was having a relationship with a Muslim woman. Seven homes in the town were set ablaze.

Victims said the police response was late and insufficient.

Sectarian tensions heated up even more on June 30, three years to the day after the beginning of the protests that led to the overthrow of Egypt’s first democratically elected president, Mohammed Morsi, when a Coptic priest was gunned down in Al Arish, North Sinai in an attack claimed by the IS group. The group accused the priest of “waging a war against Islam”.

As gruesome as that attack was, the majority of the incidents have not taken place in the IS stronghold in northern Sinai, but in the Governorate of Minya, which is nestled along the Nile river about 250 kilometres south of Cairo.

(…)

Hours before the priest in Al Arish was shot, the under-construction house of a Coptic man in Minya was torched by a mob who thought he was building a church – despite his having signed an affidavit in the presence of police, the mayor and the local sheikh saying the structure would be a residence and would be used for no other purpose. The four adjacent homes, which belonged to his brothers, were also burned.

The building of churches is a flashpoint for sectarian tensions in Egypt. Per capita, there are far fewer churches serving the Christian community than there are mosques serving the Muslim community, and the building of new churches is strictly restricted under Egyptian law and requires special permissions. Christians for decades have had difficulty obtaining the necessary approvals and often face fierce opposition from Muslim neighbors.

While the recent violence has been concentrated in and around Minya, other Christian strongholds in the country have suffered as well. For example, an attack occurred on July 2 in the governorate of Sohag, which is about 500km south of Cairo and also has a large Christian population, when the teenage daughter of a priest was grabbed from behind by the hair and stabbed in the neck in what appeared to be a failed attempt to slit her throat. She was rescued by a bystander and survived the attack.

Tilbage til Danmark og et kig på venligboernes økumeniske projekt. For et par år siden vågnede den iranske kommunistpige op det umulige i et ægteskab med islam, om det var jøder, israelere eller progressive. Inger Holst husker tilbage til sommeren 2014

En lys og mild sommeraften samlede en flok mennesker sig på Christiansborg Slotsplads.

En taler bød dem velkommen: »Det kræver mod at komme her, det er svært at stå sammen om fred,« sagde taleren. Her var jøder, israelere, arabere, iranere, her var københavnere af alle slags. Det var i juli 2014 under endnu en voldsom konflikt i Mellemøsten.

Taleren var Jaleh Tavakoli, en af demonstrationens arrangører.

»Begge folk har ret til fred,« sagde hun.

»Begge folk har retten til et land.«

Imens hun talte, kom nye mennesker til. De kom fra Rådhuspladsen, hvor der var demonstration for palæstinensernes ret. Men ikke for andres. Jaleh Tavakoli var en af de få, der nåede at holde sin tale. Den startede med en erindring om hylende sirener og om den angst, hun selv havde oplevet i sin barndom under krigen mellem Iran og Irak.

Imens hun talte om disse minder, begyndte politisirener at hvine. Biler kørte med hornet i bund, med flag og fuckfingre strittende ud ad de nedrullede ruder.

De fleste af dem, der deltog i angrebet, var danskere med palæstinensisk baggrund.

Men blandt dem, der truende nærmede sig, kunne Jaleh Tavakoli genkende nogle af sine gamle, etnisk danske partikammerater fra Enhedslisten.

»Er det det her, du vil, Jaleh,« spurgte en af dem.

Et halvt år senere var Tavakoli medarrangør af det debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden, der blev angrebet af en herboende muslim. Der findes ingen frem med muslimerne, kun stilhed før massakren. Det positive er at mens folk på venstrefløjen skulle gøre sig anstrengelser for at registrere danske jøder og deres adresser på en særlig jødeliste, der skulle bruges, den dag den nu skulle bruges til hvad man dog ellers kunne bruge sådan en liste til så har vi allerede medlemslister af diverse partier og organisationer på venstrefløjen. Ikke at vi skal bruge den til andet end hvad Anne Grethe Holmsgaard havde tænkt sig med jødelisten, det er bare rart at have - hvis nu det skulle blive aktuelt med sådan en liste med navne og addresser.

The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Nathalie Ostrynski: Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever:

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Femininister; drengene mod pigerne

Både Berlingske Tidende og BT spørger kendte danskere om deres mening om trusselsbilledet, kultur og mere kvindelig agtpågivenhed ovenpå migranternes overgreb på almindelige borgere særligt i Køln. “Det er blevet etnisk danske mænds tur til at svare på spørgsmålet” skriver Berlingske Tidende om spørgsmålet “Kunne krænkelserne også ske i København?” De etnisk danske mænd er musikeren Henrik Marstal, charlatanen Mads Holger, forfatter og journalist Ditlev Jensen og så teaterchef Jon Stephensen. BT havde spurgt om det samme, men til kendte danske kvinder, nemlig “Amalie Lyhne, debattør og ekstern lektor ved Københavns Universitet. Anne Sofie Allarp, forfatter og radiovært. Kathrine Lilleør, forfatter og sognepræst. Signe Wenneberg, journalist og foredragsholder”. Uinteressant hvad tilfældige mennesker mener blot fordi de er kendte. Men hvem er de bedste feminister, drengene eller pigerne?

Henrik Marstal pointerer på spørgsmålet “Kunne det ske i Danmark?” at “Indvandrermænds massevoldtægter af blonde, danske piger har siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund”, men slutter at siden vi ikke har set det fænomen herhjemme vil han lade tvivlen komme “de omkring 200.000 mandlige indvandrere og deres efterkommere” til gode. Ikke helt ulogisk, men han skylder måske at anerkende at højrefløjens skrækscenarie nummer et ved det multietniske samfund ikke er uden substans.

Men da han bliver spurgt “Er problemet arabiske mænds seksualitet?” svarer han

Vi ved, at den arabiske kultur er stærkt kvindeundertrykkende, men det er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan, uanset etnicitet eller religion. Derfor bør vi i stedet bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur, der gør voldtægt mulig i første omgang.

Han indrømmer en stærkt kvindeundertrykkende arabisk kultur for så inden sætningen er slut helt at ophæve den ved at det intet har med etnicitet eller religion at gøre. Det er ikke altid man ser så konsekvent en selvmodsigelse. Indrømmelsen af at kultur har noget at sige, at den arabiske direkte er stærkt kvindeundertrykkende, er så langt man vil gå for at friholde islam. Af en eller anden besynderlig grund har venstrefløjen lettere ved at kritisere de fremmede for deres kultur, end deres religion. Det turde eller være lige fint, ja det burde være mere fint at kritisere deres religion, dels fordi religionskritik er fint i sig selv og dels fordi ikke alle mennesker er religiøse, mens alle mennesker er kulturelle.

Men Marstal er en god feminist når han vil “bruge energien på at udfordre den generelle maskulinitetskultur” og følger op med glimrende relativering

Vi skal passe på, at denne sag ikke udvikler sig til et tilsvarende massehysteri. For indtil videre er der registreret to fuldbyrdede voldtægter – og det blev der også begået i Danmark nytårsaften. Begge dele er præcist lige forkastelige og uacceptabele, og begge dele skal derfor problematiseres.

Til gengæld er han en dårlig historiker når han på spørgsmålet om “vestlige kvinder [bør] tage forholdsregler, når der kommer mange asylansøgere?” svarer at det lyder som “under krigen, hvor tyske myndigheder lavede propaganda om onde russere, der ville komme og voldtage alle tyske kvinde”. Anthony Beever skriver nemlig i Guardian at sovjettropperne “…raped every german female from 8 to 80″. Voldtægt som krigsførelse, det kommer vi tilbage til.

Mads Holger vil ikke svare direkte på spørgsmålet om mellemøstlige mænds kultur er problemet og kaster sig istedet ud i relativering og kulturel selvkritik. Der hersker på den ene side “ingen tvivl om, at den arabiske kultur er meget maskulin på godt og ondt”, mens “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed”. Holger holder en vanskelig balancegang for at være en feminist, hvor han godt nok formår at relativere, men han fremhæver maskulinitet som værende også af det gode og kalder bløde værdier ‘kvindagtighed’. Selv om han redder sig lidt i land ved at slå fast at “Ansvaret for overgreb ligger aldrig hos kvinden” er han ikke en overbevisende feminist, som han ikke er en overbevisende kulturkritiker. Og det er vel historien om Mads Holger, han er ikke overbevisende.

Flere forhåbninger har man til den mere forstandige Kristian Ditlev Jensen, som har studeret teologi siden 2012. Med hvert et ord vejet på en guldvægt skelner han mellem muslimers almindelige dagligdags krænkelser, “en forskel i seksualitets- eller kønskultur”, og så “at der er noget helt nyt på færde (…) På de sociale medier bliver det kaldt rape jihad”. Så har han ikke sagt for meget, ja noget har han slet ikke sagt selv, det er blot de sociale medier. Men han leverer gerne en ordrig forklaring

I de fleste lande opererer man juridisk med »seksualiseret vold«. Det er en voldelig handling, men dens udtryk er seksuelt. Her kunne man tale om en form for seksualiseret terror. Det er en terrorhandling, men dens udtryk er seksuelt:

Det er koordineret, man slår til i 20 byer samtidig og generer alle kvinderne. Terror betyder rædsel, og det skaber man så hos kvinderne for at være i det offentlige rum. Så har man destabiliseret samfundet, og det er det, terror går ud på.

Så hvis det er nogle, der gramser på andre, sker det allerede. Og selv hvis det er en decideret terrorhandling, er det næsten mystisk, det ikke er sket herhjemme. Vi er jo et ret oplagt mål. Så det skulle ikke undre mig, om det kommer.

Hvis ikke man umiddelbart forstår hvad ordet rape-jihad kunne indebære, må det dog kunne forklares kortere, men Jensen “har studeret teologi siden 2012″ og er allerede blevet dygtig. Men nogen feminist er han ikke.

Stephensen håber selvfølgelig ikke at noget tilsvarende kunne ske i Danmark, men, tilføjer han, “vi blev også overraskede over, at det kunne ske i Tyskland og andre steder”. Hvem ‘vi’ er skal jeg ikke kunne sige, men det har “siden 1980erne været højrefløjens skrækscenarie nummer et”, så tydeligvis er ikke alle blevet lige overraskede. Men overraskelsen har rusket noget i hans univers for han spekulerer i om “det allerede sker, uden at der for alvor bliver råbt op om det”. Men Rom blev ikke bygget på en dag og en stædig humanist svinger fanen trodsigt mod realiteterne

Det, der skete, skal fordømmes på det groveste, og hvis det handler om religion, skal vi ikke lægge fingre imellem i form af blødsødenhed eller misforstået humanisme. Og det er vigtigt, at vi ikke blander flygtningedebatten ind i det.

Som med Marstal, så er islam bare så svært et emne for de pæne mennesker. Her tales der om religion, skønt barbarerne næppe var pinsemissionærer. Og hvis det handler om ‘religion’ så handler det jo stadig om migranterne og hvad de har med i den mentale bagage. Så overvejende fint feministisk arbejde Stephensen, manglende logik giver lidt på feminismekontoen og udsagnet “Det er ikke kvindens egen skyld i nogen som helst sammenhænge” er en ren vinder. Nogen kunne tro at sætningen indgår i sammenhængen med voldtægter, fordi den optræde i samme afsnit, men den står rent selv, som et generelt udsagn og ikke som hos Mads Holger, der skrev “ansvaret for overgreb…”. Således er den grangivelig udtalt freudiansk og således vil den blive læst af hans medsøstre.

Og det er rent feministisk blær da han på spørgsmålet “Bør danske kvinder tage ekstra forholdsregler med de mange asylansøgere?” slutter med et direkte uansvarligt råd; “Der råber jeg højt NEJ”. Nemlig! Vi skal have flere migranter til landet, der måske allerede, tilskyndet af deres “religion”, er igang med en rape-jihad “uden at der for alvor bliver råbt op om det” og danske kvinder skal bare være lige så godtroende i det offentlige liv, som boede de i det Danmark de huskede. Med sin lov om kvindes skyldfritagelse i alle sammenhænge solidt polstret med et totalt sammebrud i logik og ideologisk uansvarlighed er Stephensen drengenes stærkeste feministiske kort.

Men hvad siger pigerne? Det er deres hjemmebane, så vi må forvente et stærk gensvar. Men ak, første skud i bøssen affyres i egen fod af Amalie Lyhne, der skærer ind til benet af det relevante. “Jeg tror, risikoen [for rape-jihad] er lidt mindre end i Tyskland, fordi vi ikke har lige så mange asylansøgere.”. Hun er allerede ude af feltet, realiteter kan ikke reddes. Måske vil nogen knytte håb til en relativering da hun tilføjer “Men vi skal være opmærksomme på, at der er mænd i Danmark med et forkvaklet syn på kvinder”. Men ordet her er ‘mænd i Danmark’ fremfor ‘danske mænd’ og den tolkning bliver krystalklar når hun på spørgsmålet om kultur siger

Ja, det er et kvindesyn, som er tilknyttet bestemte kulturer. De sammenligninger, der har været de seneste par dage, om at vi også har sexisme blandt danske mænd og i dansk kultur, er absurd. Det er fuldstændig absurd at sammenligne det her med, hvad der foregår på Roskilde Festival osv.

Ja, hun er fortabt som feminist, og hun synker helt ned i chauvinismen ved at kunne skelne mellem idealer og realiteter på spørgsmålet om danske kvinder bør tage flere forholdsregler

Det mener jeg er en meget farlig vej at gå. Det er vigtigt, at vi som kvinder kan færdes frit overalt, som vi plejer. Ellers er det et knæfald for de her kræfter. Hvis der er problemer, må man sætte mere politi ind. Det vil være mit bud. For vi må endelig ikke begynde at file på den danske frihed. Hvad den enkelte unge kvinde vil tage af personlige forholdsregler, vil jeg ikke fortænke hende i. Men på samfundsniveau, oppefra må man ikke begynde at bevæge sig ned ad den sti.

At hælde migranterne og muslimerne ud samtidig med at give borgerne lov til at bevæbne sig er mit bud på flere forholdsregler, men Lyhne har forlængst diskvalificeret sig som feminist at det var helt overflødigt at nævne “de her kræfter” og mere politi.

Signe Wenneberg er anderledes optimistisk på de danske mænds vegne end Mads Holger, men desværre for udsigten til et feminismediplom, af nogle lettere nationalistisk pikkede grunde. Hun tror ikke det samme kunne ske i Danmark, som vi så i Køln for “Vores mænd passer på os“. Hvis man læser de herrer ovenfor er det enddog en meget optimistisk forventning. Og så skoser hun ellers de tyske mænd for ikke at gøre det samme, “hvor var de?”. De fik vist også bank, men fair spørgsmål. Og på spørgsmålet om vestlige kvinder “bør tage forholdsregler med de mange asylansøgere“svarer hun

Jeg anerkender ikke spørgsmålet. 1: Det var afrikanske mænd uden kinamands chance for asyl, der angreb. Altså lykkeriddere. Ikke som sådan »asylansøgere«. Det var ikke mænd på flugt fra krig i Syrien og Irak, der angreb. Det var afrikanere i kulturchok.

2: Mænd, der voldtager og forulemper, bør låses inde. Det er ikke ofrene, der skal ændre sig. Man siger heller ikke til tegnerne på Charlie Hebdo »Kan I ikke lige tegne noget mindre provokerende? Så I ikke bliver angrebet af psykopatiske voldsforbrydere fra Daesh?«.

Som kvinde håndterer hun ikke fakta så godt, når hun tror at det kun var afrikanske mænd, der angreb og at folk der kommer til Europa fra det sikre land Tyrkiet er flygtninge. Men det rette køn er slet ikke nok til at blive feminist, heller ikke selv om hun forsøger at undskylde afrikanerne med at de var i “kulturchok”, når sandheden synes at være at det var de tyske kvinder der fik et kulturtraume. Og det er kun en banalitet at slå fast at voldtægtsmænd skal straffes, men diskvalificerende at drage den klare parallel mellem at opgive vores ytringsfrihed til at opgive al anden frihed under voldsmandens veto.

Katrine Lilleør væver ikke når det kommer til trusselvurderingen om det samme kunne ske i Danmark

Uden tvivl. At være yngre kvinde i nattelivet indebærer jo en risiko for krænkelser. Og har altid gjort det. Der går ikke én kvinde rundt efter mørkets frembrud, som ikke forholder sig til hvilke mænd, der kommer imod hende på Strøget. Og som ikke tager særlig højde for det, hvis det er store mandegrupper med anden etnisk baggrund.

Fejl, ude! Mandens seksualitet er på anklagebænken, ikke nogen med anden etnisk baggrund. Og det kommer endda fra et pænt menneske, som man kan se Lilleør er når hun skriver “Det handler om kultur, ikke om tro”. Ingen rape-jihad her, Ditlev Jensen kunne have sparet sig sine anstrengelser. Og Lilleør kan såmænd også spare sig for sit forsøg på et come-back når hun på spørgsmålet om kvinder skal tage flere forholdsregler siger “At gøre det til et kvindeproblem er ikke bare mandschauvinistisk, men lodret udemokratisk.” når hun allerede i næste sætning gør det til et spørgsmål om “…de frihedsrettigheder, vi har kæmpet så hårdt for her i Europa”. Det er kvindesgen der er triumfatoren, ikke vestlig civilisation!

Nu har tre fra pigerne diskvalificeret sig selv, som feminister, to af dem endda med nogle gevaldige brag og nu er der kun en tilbage. Og denne ene diskvalificerer sig omgående ved ikke at gøre spørgsmålet om der er “et problem knyttet til arabiske mænds seksualitet?” til et spørgsmål om mænds generelle seksualitet, ja end ikke seksualitet, som jo ellers er hvad alt drejer sig om i sidste ende

Når en gruppe af mænd angriber eller chikanerer en kvinde på gaden, er det ikke et udtryk for deres seksualitet. Fællesnævneren for blottelser, befamlinger, sjofle henvendelser eller grupper af mænds råb eller angreb er, at de har til formål at udøve magt, kontrol og dominans gennem grænseoverskridende og intimiderende, seksuel adfærd. Den arabiske verden og mange muslimske subkulturer i Vesten har åbenlyse og graverende problemer med ligestilling.

Se Ditlev Jensen for en endnu længere forklaring på rape-jihad ovenfor. Og også hun afviser at kvinder skal træffe særlige forholdsregler mod krænkelser ud fra et overordnet hensyn til fælles værdier. Fair og naivt, som en tænkende kvinde, men ikke som en feminist. Feminiseringen af Danmark er feminiseringen af mændene, i hvert fald blandt de kendte danskere.

Koranen i Birmingham II

Akademia, Arabere, England, Kristendom, København, Muslimer, Uddannelse, Videnskab, islam, muhammed — Drokles on September 2, 2015 at 5:25 am

Spencer fik ret i sin antagelse, Koranen i Birmingham, er ikke gode nyheder for islam. Midt på sommeren havde man i gamle arkiver i Birmingham i England fundet nogle gamle koran pergamenter, som man med en kulstof-14 metode kunne datere til Muhammeds egen tid. Men, viser det sig, endda lidt før Muhammeds tid, skriver Breitbart

Historian Tom Holland told the Sunday Times that evidence was now mounting that traditional accounts of Islam’s origins are wrong.

“It destabilises, to put it mildly, the idea that we can know anything with certainty about how the Koran emerged — and that in turn has implications for the historicity of Muhammad and the Companions [his followers],” he said.

Other very old Korans also seem to confirm that written texts were circulating before Mohammed’s death.

Needless to say, Muslim academics have disputed the claims. Mustafa Shah of London’s School of Oriental and African Studies (SOAS) said: “If anything, the manuscript has consolidated traditional accounts of the Koran’s origins.”

Meanwhile, Shady Hekmat Nasser from the University of Cambridge said: “We already know from our sources that the Koran was a closed text very early on in Islam, and these discoveries only attest to the accuracy of these sources.”

Dr Keith Small, a Koranic manuscript consultant at Oxford’s Bodleian Library, admits the carbon dating applies to the parchment, not the ink, while the calligraphy is characteristic of a later style.

Nevertheless, he believes the dates are probably correct and could raise serious questions for Islam.

“If the [carbon] dates apply to the parchment and the ink, and the dates across the entire range apply, then the Koran — or at least portions of it — pre-dates Muhammad, and moves back the years that an Arabic literary culture is in place well into the 500s.

“This gives more ground to what have been peripheral views of the Koran’s genesis, like that Muhammad and his early followers used a text that was already in existence and shaped it to fit their own political and theological agenda, rather than Muhammad receiving a revelation from heaven.

“This would radically alter the edifice of Islamic tradition and the history of the rise of Islam in late Near Eastern antiquity would have to be completely revised, somehow accounting for another book of scripture coming into existence 50 to 100 years before, and then also explaining how this was co-opted into what became the entity of Islam by around AD700.”

Man kan godt unde Robert Spencer lidt hoveren

The implication is that the text existed before it became part of the Qur’an — which would completely demolish the Islamic claim that the Qur’an was delivered in perfect form through Gabriel from Allah to Muhammad, and wasn’t based on any source texts at all.

On July 22, I wrote this about the same Qur’an manuscript: “So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands…and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an…”

On July 27, I wrote that “this could be a portion of a pre-Islamic source for the Qur’an.”

Glad to see the academics catching up.

Det akademiske miljø, ser nu ikke ud til at indhente det forsømte, da Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet fra januar næste år går den modsatte vej og udbyder en såkaldt fleksibel master i islamisk teologi, som kan lede til en egentlig ‘dansk’ imam-uddannelse skriver Kristeligt Dagblad. Første mand som underviser er Naveed Baig, om hvem Katrine Winkel Holm skrev

Baig har en fortid i Minjah-ul-Quran og gjorde sig i 90′erne bemærket ved offentligt at referere en opfordring til drab på frafaldne. “Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham”. Det var en gæste-imam, der udtalte denne shariabaserede opfattelse, som Baig omhyggeligt videregav - uden at distancere sig fra udsagnet. Da episoden i 2006 kom offentligt frem, nægtede Baig, der i mellemtiden har studeret ved et islamistisk studiecenter i Leicester, at tage afstand fra den.

To kommentarer fra gode venner: “At pergamentet er ældre end Mo er ikke det samme som at skriften på det også er. Der kan udmærket være tale om en palimpsest - koranblade skrevet på ældre pergament, hvor den oprindelige skrift er skrabet af.” - “Det væsentlige her er at islam fremstår som skrøbelig, og at dens egne lærde tvinges til ad-hoc-argumenter, fordi religionens integritet er så afhængig af ahistorisk mytologi.”

Tom Holland, ham med Islam - The Untold Story, forklarede sidste år, hvorfor han ikke anser den islamiske historie for valid og hvorfor det muslimske kleresi har gjort alt for at beskytte islam mod kritik (modsat kristendommen, der altid har været forundret over de fire Evangelier)

Det handler om, hvad hjertet er fuld af

Den Radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev åbner for at straffe indvandrerfamilier, hvis ikke de får styr på deres forvorpne unger, fortæller hun Berlingske Tidende

Når forældre modarbejder kommunen og fastholder børn i et radikaliseret verdensbillede, skal de mærke konsekvensen.

Det mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der vil gøre op med berøringsangsten over for et omstridt middel i socialrådgivernes værktøjskasse. Det såkaldte forældrepålæg, som betyder, at forældre kan skæres i børnebidrag, hvis de ikke samarbejder.

»Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier,« siger hun.

Inden nogle kunne få den tanke at Allerslev har givet efter for Dansk Folkpartis mange ønsker om kollektive straffe, vil jeg gerne minde om hendes stålsatte politiske konsistens. Til Weekendavisens Søren Willemoes forklarede hun 16/5 2012 at hvis man tilhører de gode mennesker så kan man gennemføre de slemme menneskers politik

»En af grundene til, at vi kan gøre noget ved problemet med social kontrol nu, er, at vi ikke længere har den der skarpe debat,« erkender Anna Mee Allerslev.

(…)

»Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver,« siger hun.

»Jeg har sagt til mine kolleger, at der ikke længere er nogen tabuer på området, og at de, der har en positiv tilgang til mangfoldighed, også skal være de første til at tage hånd om problemerne, Vi bliver nødt til at kunne tale om tvangsægteskaber og indavl blandt indvandrerfamilier, selvom det lyder ubehageligt, for det er problemer, vi hører om fra vore kommunale medarbejdere.«

Nemlig, hvis man er god i hjertet. Og det er Allerslev så hun kan gøre som hun vil uden at nogen kunne tænke ilde om hende.

Arbejdsløs tandlæge nægtes ligestilling med andre muslimer

Det har vakt en del røre at en arbejdsløs muslimsk tandlæge har takket nej til en række jobs under hensyn til sin religion. Ifølge Jyllands-Posten ‘rasede’ integrationsminister Inger Støjberg, dog ikke mere end at hun opfordrede ham til at “blive en del af Danmark”. Ja, så stor var opstandelsen over tandlægens muslimske krav at selveste Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev udtalte at muslimen både “misbruger systemet og trækker racismekortet”. Dansk Folkepartis Martin Henriksen mente at manden var islamist qua sine rene linier.

Der eksisterer dog ingen definition på en islamist andet end det er en muslim, hvis religion man helt ind i de allermeest pæneste stuer gerne må give en sviner. Intet tyder på at den kræsne tandlæge er islamist og intet han gør er ude af zeitgeist. Der tages i forvejen allehånde hensyn til muslimer, der ikke behøver at smage på den mad de tilbereder på kokkeskolen, der ikke behøver at underlægge sig arbejdsgivers beklædningskrav, der får alenetid i offentligt ejede svømmehaller for at blive fri for beskidte kuffar, får bederum, særlig buffet og krav om sænkede adgangskrav. Nej, den muslimske tandlæge har helt ret: Ifølge islam er der ting og mennesker du ikke må beskæftige dig med endsige beskæftige dig med på et ligeværdigt grundlag. Og i Danmark er der præcedens for at tage hensyn til netop disse islamiske forbud.

Her er, hvad Danmarks Radios daværende hus-imam Abdul Wahid Petersen fortalte radioprogrammet P1 Business tilbage i december 2007

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer religionen i daglidagen, det er noget andet.

Ja, sådan siger religionen. Og den adlyder vi efter nogen tid.

Monokultur kræver stop for nøgenhed

Diverse, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, København, Satire, Ytringsfrihed — Drokles on July 24, 2015 at 4:40 am

Ukendte gerningsmænd har øvet hærværk på den kvindelige kunstner og fotograf, Mathilde Grafströms foto-udstilling af ‘normale’ nøgne kvinder. Københavns Kommune har støttet udstillingen, men nogle har tilsyneladende fundet den krænkende skriver og til Lokalavisen siger Grafström

“Jeg ser det som en kraftig modreaktion mod min kunst og budskabet om, at vi alle er smukke, som vi er. Dette ellers fredfyldte budskab er åbenbart for provokerende for mange, der ikke kan holde ud at se på almindelige kvinders nøgne kroppe - og hvorfor? Fordi vi ikke kan rumme at indse, at mange af os har et stort selvhad og andre frustrationer. Derfor vælger en eller flere personer at reagere udadtil på en negativ og destruktiv måde ved at undgå at konfrontere de følelser og smadre mine billeder.

Svaret er ganske ligetil. Københavns Kommune må trække støtten til udstillingen, der selvfølgelig skal lukkes hvis nogen er blevet krænket - krænkelse er alt rigelig begrundelse. Og hvis disse krænkede nogen skulle gå hen og gribe til vold mod kunstneren burde kunstneren fængsles for at have krænket nogen så meget at de blev ansporet til vold. Der er ingen følelser der er finere end andre og det er vel ikke mindre fint at blive krænket over billeder af sexede kvinder end at ville beskytte en fiktiv pædofil rovmorders renomme?

Husk på at nok har vi kunstudstillings-frihed, men ikke kunstudstillings-pligt!

Billederne anbefales husarerne og kan ses HER.

Tendensen er Jødehad

Det kan godt være at Politikens Tarek Hussein mener at gravskænderiet på den muslimske gravplads i Københavnsforstaden Brøndby. Det “voldsomme angreb” med de ”forfærdelige billeder” kommer “i slipstrømmen på en tendens, hvor det danske Politi slet ikke har forstået alvoren af hadforbrydelser”. Zenia Stampe kaldte det en “rædselsfuld nyhed” og så det som kulminationen “efter en periode med angreb på kvinder med tørklæde, hærværk mod moskéer og et stigende nethad” og erklærede “I dag er vi alle danske muslimer”.

Men endnu kender ingen identiteten på gerningspersonen/erne eller motiver. Sunni/shia konflikt og gangsteropgør er stadigt kandidater og muslimernes lukkede og endda fjendtlige samfund er næsten umulige for politiet at efterforske. En 19 årig araber der angiveligt havde kæmpet for islamisk stat blev dræbt med knivstik på Nørrebro, måske som led i internt muslimsk opgør kunne man læse i Ekstrabladet, der også henviste til Syrienblog. Og hvad tæller som en hadforbrydelse? En 21-årig mand var kommet til at få øjenkontakt med et par arabere og en somalier i en bil og straks blev han overfaldet og stukket med kniv. Var det sket for en rettroende?

Omar sad og lyttede til sin imam fortælle, hvorledes jøder er aber og svin. Dagen efter gik han ud og skød sig en jøde. Det er slipstrømmen, tendensen og det er stigende. I Amsterdam udstillede en palæstinensisk venskabsforening billeder af døde børn, som Benjamin Netanyahu satte sin vampyrtænder i.

60977630992100490361no

Som det ikke var nok at israelerne i deres jødiske blodtørst myrder for mange palæstinensere, så er deres beskyttelse af civile palæstinensere endnu værre, da den sætter en umulig standard for terrorbekæmpelse skriver Israel News

The IDF went to extraordinary lengths last summer to prevent civilian casualties while fighting Hamas terrorists in Gaza, achieving a remarkable 1:1 civilian to combatant ratio, but according to international legal experts it went too far in avoiding casualties among the enemy population.

Willy Stern of Vanderbilt Law School, in an article to be published next Monday in the Weekly Standard, details what he found while spending two weeks with attorneys in the IDF’s international law department dubbed “Dabla” as well as front-line commanders, and documents the IDF’s “legal zeal” which as he notes has not stemmed the deluge of international criticism against it.

Stern listed how the IDF bombarded Gaza residents with thousands of telephone calls, leaflet drops, TV and radio messages, as well as calls to influential citizens urging them to evacuate residents, and in doing so gave the terrorist enemy detailed information about its troop movements.

It was abundantly clear that IDF commanders had gone beyond any mandates that international law requires to avoid civilian casualties,” writes Stern. He reported how Dabla attorneys have to sign off on a “target card” for each airstrike on terror targets, with the cards enumerating all of the relevant data about the planned strike.

In contrast, the Hamas “doctrine manual” captured by the IDF in the Shejaiya neighborhood early last August documents how the terror group urges its fighters to embed themselves among civilians in hopes that the IDF will kill civilians.

Hamas’s playbook calls for helping to kill its own civilians, while the IDF’s playbook goes to extreme? - ?some say inappropriate? - ?lengths to protect innocent life in war,” reads the article.

“IDF harming fight against terror”

Indeed, international legal experts quoted in the article argued that the IDF’s actions do go to inappropriate measures, and may end up harming the ability to fight terrorist organizations.

Wolff Heintschel von Heinegg, a military law expert at European University Viadrina in Frankfurt, Germany, was brought by Dabla to train IDF commanders about armed conflict laws.

Heinegg was quoted saying the IDF went to “great and noble lengths“ to avoid civilian casualties, but warned the IDF is taking “many more precautions than are required.”

As a result, he expressed his fear that the IDF “is setting an unreasonable precedent for other democratic countries of the world who may also be fighting in asymmetric wars against brutal non-state actors who abuse these laws.”

Sharing his assessment was Pnina Sharvit Baruch, a senior researcher at the Institute for National Security Studies (INSS) and former Dabla chief.

She said legal advisers from other militaries around the world confront her with “recurring claims” that the IDF “is going too far in its self-imposed restrictions intended to protect civilians, and that this may cause trouble down the line for other democratic nations fighting organized armed groups.”

Michael Schmitt, director of the Stockton Center for the Study for International Law at the US Naval War College, also agreed that the IDF is creating a dangerous state of affairs that may harm the West in its fight against terrorism.

The IDF’s warnings certainly go beyond what the law requires, but they also sometimes go beyond what would be operational good sense elsewhere,” he warned.

People are going to start thinking that the United States and other Western democracies should follow the same examples in different types of conflict. That’s a real risk,” said Schmitt.

Og terrorbekæmpelse er også tendensen på vej op i slipstrømmen på den voksende muslimske befolkning. I Frankrig blev en terrorgruppe netop opløst skriver Telegraph

Fourteen members of a banned Islamic group stood trial in Paris on Monday on terror charges after police found a “hit list” of Jewish stores marked “targets” in files belonging to its leader.

Several of the stores belonged to the Hyper Cacher chain, like the one in which four people were killed in a hostage drama two days after the Islamist killings at Charlie Hebdo, the satirical weekly.

The 14, all members of a now-banned Islamist group called Forsane Alizza (”The Knights of Pride” in Arabic), are charged with “criminal conspiracy related to a terrorist enterprise”. Some also face charges of illegal possession of weapons. All face prison terms of ten years if found guilty.

The group was dismantled amid a crackdown on radicals shortly after a 2012 killing spree in southern France by Mohamed Merah, who attacked a Jewish school and soldiers, killing seven people before being gunned down by police.

The “hit list” was found during a March 2012 raid on the home of group leader Mohamed Achamlane, 37, in which they also seized an English-language manual on how to build a nuclear bomb, along with three demilitarised assault rifles, three revolvers and “easy recipes” for home-made explosives.

On Achamlane’s hard disk, investigators found a file called “target.txt”, containing the names of ten Jewish stories, five of which belonged to Hyper Cacher.

Achamlane, who has previous convictions for offences related to weapons and violence, denies any plans to carry out attacks and said the group’s aim was simply to “unite young Muslims“.

Som en lille krølle på halen, skriver Le Figaro, her i Elder of Ziyons oversættelse, at omtalte terrorgruppe Forsane Alizza fik personoplysninger om jøder fra en muslimsk medarbejder i det franske telefirma Orange

Thanks to “Dawoud”, an acquaintance working for Orange, Mohamed Achamlane, the self-proclaimed “emir” of Forsane Alizza, also received a “small gift”, specifically a list of names, addresses, landline and mobile telephone numbers of political personalities such as Nicolas Sarkozy, Roselyne Bachelot, Édouard Balladur, Jean-Louis Boorlo, Dominique de Villepin, Jean-Pierre Raffarin, Jean-Louis Debré and even Philippe Douste-Blazy. Forsane Alizza also obtained details of media figures such as Éric Zemmour [Jewish anti-immigration commentator] or Silhem Hachbi of the movement “Ni pute, ni soumise” ["Neither bitch, nor submissive", a sort of brown women feminist movement]. Insatiable, Mohamed Achamlane had even demanded details of “cops, judges, MPs, etc., so we have a big database to have a means of exerting major pressure.”

In a file called “UMP data.odt” [UMP was the major right-wing party in France, Sarkozy's party], the anti-terrorist judges also discovered that the Islamists had “personal data of members of the UMP, including MPs, former ministers and media personalities,” including “addresses, telephone numbers, electronic messages, vehicles, number of children, professions”.

Men så meget som muslimer arbejder på at dræbe jøder, så har det delvist statsejede Orange ikke berøringsangst over muslimer. Men de har derimod berøringsangst for jøder skriver Ari Lieberman i Frontpage Magazine

Last week’s rancid pro-BDS statements to an approving Cairo audience by Orange CEO Stéphane Richard, indicating his desire to immediately sever his company’s links to Israel, should come as no surprise to those who follow French politics. Orange, which maintains a licensing agreement with the Israeli cellphone company Partner Communications, is partly owned by the French government, making France at least indirectly complicit with Richard’s anti-Semitic, pro-BDS statement.

(…)

More disturbing than Richard’s initial repugnant comments however, were comments made by Gérard Araud, France’s ambassador to the United States. In response to a stinging backlash from Israel as well as its supporters, including prominent Democratic supporter and Partner shareholder Haim Saban and Republican mogul Sheldon Adelson, Araud tweeted the following; “4th Geneva convention: settlement policy in occupied territories is illegal. It is illegal to contribute to it in any way.” Rather than expressing revulsion over Richard’s Cairo comments, Araud seemed to be expressing support for them.

Naturally, Twitter goers pointed out Araud’s hypocrisy, noting that he was quick to criticize Israel while failing to acknowledge other, infinitely more egregious occupations like those of Tibet, Western Sahara and Northern Cyprus.  Others (including this writer) pointed out that Article 49(6) of the Fourth Geneva Convention does not apply to Israeli “settlements.” Prominent law professor and recognized international law expert Eugene Kontorovich noted that Araud’s position was not consistent with past legal precedent.

(…)

There is perhaps no country on the European continent that has done more to harm Israel’s political and legal standing than France. In fact, it is safe to say that France, as a permanent member of the UN Security Council, has caused more political harm to Israel than the entire Arab world collectively.

Both in private and public forums, French political leaders have consistently been dismissive of Israeli political concerns and insulting to its leaders. In private, French leaders have been caught on hot microphones bashing Israel or its leaders. In one such instance, President Nicolas Sarkozy, knowing that he had an approving audience, told President Obama, “I cannot stand [Netanyahu]. He is a liar.”

(…)

All this anti-Israel French activity is occurring as anti-Semitic attacks against Jews in France continue without letup. In May, two Parisian Jews were set upon by a mob of forty and beaten in broad daylight. A week prior, another Jew was attacked while leaving his synagogue. In April, a female Israeli journalist (identified as such by the Hebrew lettering on her equipment) reporting on a plane crash in the French Alps, was harassed by a group of French Muslims in full view of passersby who did nothing to intervene.

France’s rancid anti-Israeli foreign policies coupled with rampant anti-Semitism within its borders are demonstrative of a sick and diseased nation that has irreversibly lost its moral compass. It is difficult to imagine France plunging any deeper into the abyss but then again, up until a few days ago, I thought that France had hit rock-bottom. Clearly, I was badly mistaken.

Også i Tyrkiet stiger de jødehadende tendenser. En Erdogan-venlig TV station har luret tendensen i Erdogans taler og produceret den populære dokumentar The Mastermind” om hvorledes jøder ødelægger det for alle andre

The main theme of the film is the 3,500-years of “Jewish domination of the world.” It focuses on three “Jewish” historical figures (one of whom was not Jewish): the Spanish philosopher and Torah scholar Moses Maimonides, Charles Darwin (who was not a Jew), and German-American philosopher Leo Strauss.

Here are some narrative excerpts from the film, which opens with images of the Star of David and a replica of the Temple in Jerusalem:

The Mastermind, whose roots go back thousands of years, who rules, burns, destroys, starves the world, creates wars, organizes revolutions and coups, establishes states within states — this ‘intellect’ is not only Turkey’s curse, but the curse of the entire world. Who is this mastermind? The answer is hidden inside truths and facts that can never be called conspiracy theories. …

This story begins in the very old days, 3,500 years ago, when Moses brought his people out of Egypt to Jerusalem. The only guide he had was the Ten Commandments… We have to look for the mastermind in Jerusalem where the sons of Israel live. …

Maimonides… who lived in the Middle Ages believed that ‘the Jews are the Masters, and all other people are to be their slaves’”

The film then features several pro-Erdogan pundits, academics and journalists, commenting on the mastermind. “As they destroy the entire world, the Jews are searching for [the lost] Ark of Covenant.” says one. “The Jews use Darwin’s theory [of evolution] to assert that God created them – but everyone else evolved from apes,” says another. One claims that the Jews believe that they, the descendants of Isaac, consider themselves the masters, and that “all of us,” the descendants of Ishmael, are created to serve the Jews. And another blames “the mastermind” — whom he identifies as the Jews as well as the U.S. (which the film earlier claims is dominated by the Jews) for both the destruction of the Ottoman Empire and for the coups in modern Turkey aimed at ousting Islamist leaders and parties.

Finally, an advisor to Prime Minister Ahmet Davutoglu claims that all anti-government activity in Turkey was, in fact, attempts by “a mastermind” to bring down Turkey and its government.

I Vesten er de højere læreanstalter og venstrefløjen den antisemitiske tendens arnested

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Det græske folkemord og venstrefløjens ufrivillige islamkonfrontationer

Den svenske udenrigsminister kom til at fornærme muslimerne, da hun kritiserede Saudiarabiens barbariske skikke. Som et forsøg på at forklare sig sondrede hun bizart mellem sharia og islam. Sverige undskyldte til sidst deres forsvar for banale menneskerettigheder.

Venstrefløjens forståelse af frigjorthed og almenmenneskelige værdier strider imod islam. Det vil de ikke indrømme og har flittigt brugt islam og muslimer som rambuk i deres forbitrede hævntogt på kristne og konservative nationale dyder og vædier, der er stedfortræder for de forældre der gav dem ikke blot alt, men måske mere end de kunne bære. Og så langt de er lykkedes med deres ødelæggelse af deres ophav så langt sidder de nu mere og mere alene tilbage med islam og muslimerne. Efterhånden har de ikke den gamle nation som mellemlæg at skyde på, men står nu selv overfor islam og muslimerne. Nu mærker de efterhånden omend ufrivilligt de kulturelle brudzoner.

I “Foråret 2013 kørte Center for Voldtægtsofre” kampagnen “At klæde sig sexet er ikke kriminelt“. Nu vil Københavns Kommune også markere sig ifølge Jyllands-Posten

Sæsonen for sol og masser af bar hud er åbnet, og det falder sammen med Københavns Kommunes anti-voldtægtskampagne.

Som blikfang i bybilledet på busser og plakater er netop en nedringet pige, der ledsages af teksten: »At klæde sig sexet er ikke kriminelt – voldtægt er!«

»Det er desværre en nødvendig kampagne, for der er stadig behov for at fastslå, at man har ret til at sige nej til sex uanset hvad. Selv om man optræder i en nedringet bluse eller kommer til at drikke sig lidt for fuld, er det ikke ensbetydende med, at man på forhånd har sagt ja til sex,« siger sundhedsborgmester Ninna Thomsen (SF) om baggrunden for kampagnen.

Skønt det er kampagner, der kun skal stive de kampagnerendes skinhellige selvforståelse af, er det en kampagne, der retter sig direkte imod islam (og vel også mod Uffe Ellemanns tilsvarende  bebrejd-offeret logik). For et par år siden kunne man som nogen nok husker høre hvorledes muslimske piger i Vollsmose følte sig sikret imod chikane, fordi de “bar uniformen“. Ingen kan være i tvivl om, hvad tørklædet og den videre formummelse betyder selv om venstrefløjen benægter hårdnakket, også for sig sig selv.

Tyrkiets præsident Recep Tayyib Erdogan har udover at advare Paven mod at tale for meget om det armenske folkemord, raset imod Københavns beslutning om til maj i nogle dage at opstille denne skulptur til minde om osmannernes folkemord (i medierne omtalt folkedrab) på armenierne

20150415210216_2

“Ingen husker armenierne” skal Hitler have sagt, som et carte Blanche for at løse ‘jødeproblemet’ med industrielt massemord. Det gør flere og flere folk dog idag, selv om man stadig er i tvivl på TV2. Men ikke mange husker dog at også grækere var ofre for de osmanniske muslimers folkemord. Direkte løftet fra Neos Kosmos

Pontian and Anatolian Greeks were victims of a broader Turkish genocidal project aimed at all Christian minorities in the Ottoman Empire. A total of more than 3.5 million Greeks, Armenians, and Assyrians were killed under the successive regimes of the Young Turks and of Mustafa Kemal from roughly 1914 to 1923. Of this, as many as 1.5 million Greeks may have died. The end of the genocide marked a profound rupture in the long Greek historical presence on the Asia Minor.

Greek communities began inhabiting Anatolia (Greek for “east”), otherwise referred to as the Asia Minor, since the 12th century BCE. They centered mostly along the Aegean littoral, although some Greeks, known as Pontians, went further east and colonized the southern shores of the Black Sea. Turkic peoples migrated into Anatolia over the first millennium CE and by the 14th century had established the Ottoman Empire. Over the next six hundred years, the Empire organized its ethnically diverse population into the millet system, thereby ensuring cultural and religious pluralism.

Under this system, the Ottoman Greeks, like other Christian communities in the Empire, were provided with a degree of autonomy. The geographic extent and political power of the Ottoman Empire began to decline over the 19th century as subjected peoples, especially the Greeks, began exerting their own nationalist aspirations. With the support of the Great Powers, the Greeks successfully overthrew Ottoman rule during their War of Independence from 1821 to 1830, thereby establishing the modern Greek state as it is currently situated at the tip of the Balkan Peninsula. However, the over two and a half million ethnic Greeks still living in Anatolia, separated from their Balkan compatriots, suffered the scorn of an increasingly vitriolic Turkish nationalism tainted by a bitter sense of humiliation.

The Young Turk movement emerged from this context, eventually aiming to turn the multi-ethnic Ottoman Empire into a homogenous Turkish nation state. Under the banner of the Committee for the Union of Progress (CUP), this ethnic nationalist movement assumed power after a coup d’etat in 1913.

This political revolution occurred in the midst of the Balkan Wars from October 1912 to July 1913, which ultimately ended five centuries of Ottoman rule in the Balkans. Afterwards, there was a brief diplomatic effort between the Greeks and the CUP to arrange a population exchange.

However, the outbreak of World War I stunted this effort, and instead the CUP took its own radical initiatives. They began singling out all able-bodied Greek men, forcibly conscripting them into labor battalions which performed slave labor for the Turkish war effort. Greek children were stolen and forcibly assimilated into Turkish society. Greek villages were brutally plundered and terrorized under the pretext of internal security. Indeed, as with the Armenians, the Greeks were generally accused as a disloyal and traitorous “fifth-column,” and eventually most of the population was rounded up and forcibly deported to the interior.

This modus operandi was more or less the same for all three Christian victim groups. Again with support of the Great Powers, Greece invaded part of Anatolia immediately after the defeat of the Ottomans in World War I. Centered around the Aegean port city of Smyrna (now known by its Turkish name, Izmir), Greek occupation forces brutally subjected local Turks, thereby further stoking interethnic conflagrations.

At the same time, Mustafa Kemal Pasha was leading a Turkish resurgence, eventually dispelling the Greek military from Anatolia. Turkish forces retook Smyrna in September 1922, instigating a massive anti-Greek pogrom. On September 13, a fire broke out amidst the chaos, spreading uncontrollably over the next two weeks. The Smyrna catastrophe took the lives of somewhere between 10,000 to 15,000 Greeks.

Two months later, diplomatic negotiations between the Kemalist regime and the Great Powers began in Switzerland, leading to the signing of the Treaty of Lausanne in February 1923. The sovereign status of a Turkish nation state was thereby affirmed, and the Great Powers essentially condoned the Turkish genocidal project.

The demographic consequences of the Greek genocide are not objectively certain. The prewar population of Greeks was at least 2.5 million. Over the course of 1914 to 1923, about one million had migrated, some voluntarily but most under coercion. As many as 1.5 million Greeks died, either from massacre or exposure, although this figure is not positive. Presently, a miniscule Greek population remains in Turkey. Greek communities annually commemorate the genocide on September 14 in recognition of the Smyrna catastrophe.

Source: Centre for the study of Genocide, Conflict Resolution, and Human Rights, Rutgers University

Osmannernes folkemord på armenierne og grækerne var muslimers folkemord kristne.

Krigen om det fælles rum

Danmarks Radio skriver at muslimer er ofre efter terrorattentatet, hvor en muslim først likviderede en dansker og siden en jøde.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået “mindst 10″ henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

“Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, der har med muslimer, trusler og chikane at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.” Men virkeligheden er underordnet for muslimer og i det multikulturelle samfund er man sine egne nærmest. Derfor har muslimer dannet deres eget vagtværn, skriver MetroXpress

Talsmanden for gruppen i København, der kalder sig ‘Beskyt dine søstre’, fortæller til metroxpress, at der er flere hundrede mænd, der er klar til at rykke ud, hvis en kvinde bliver overfaldet.

- Vi er ikke en bande eller et tæskehold. Vi er fredelige muslimer, der ikke ønsker nogen noget ondt, uanset hvad de tror på. Hvis politiet ikke kan finde ud af at passe deres arbejde, så må vi hjælpe dem, siger han.

Gruppen har 1.545 medlemmer i skrivende stund.

Hvis gerningsmanden stadig er på stedet, når gruppen dukker frem, vil de foretage en civil anholdelse, siger talsmanden:

- Hvis hun er ved at blive fysisk overfaldet, så bliver han også overfaldet, så bliver der lavet en civil anholdelse og ringet efter politiet.

Gruppen blev oprettet efter terrorhandlingerne i Paris i starten af januar, og ifølge talsmanden findes lignende grupper over hele landet.

- Der har været utallige eksempler på ‘hate crimes’ mod muslimer, og det blev intensiveret efter det, der skete i Frankrig. Vi snakker om uskyldige, forsvarsløse kvinder, der ikke har gjort nogen noget, siger gruppens talsmand, der har kendskab til ti overfald siden sidste weekend.

England er længere i den udvikling. Fra Youtube

Over the last year a quasi-religious turf war has sprung up on the streets of London. Young radicalised Muslim patrols are enforcing Shariah law in the capital. In reaction, far right Christian Patrols are also taking the law into their own hands.

Since the Woolwich killing, anti-Muslim rhetoric as been at an all time high, and the right-wing Christian Patrols are only exacerbating the rising tensions.

These two marginalised but potentially dangerous London subcultures believe that society has failed their communities enough that they are now taking to the streets to implement or defend their ways of life, according to their opposing politicised and religious ideologies.

The irony being that while their shared aggressive approach has resulted in media coverage and media panic, they ultimately are responsible for and justify each other’s existence.

Alex Miller meets the leaders and footsoldiers in Britain’s holy street patrols, the Anjem Choudary’s followers Muslim Patrol and Paul Golding of Britain First’s Christian Patrol, in the same area he lives and works, to find out just how effective their operations are, and how genuine their belief is in the battle for East London’s streets.

Efter Fredag kommer lørdag

En imam i Danmark opfordrer til drab på jøder dagen før en muslim dræber en jøde. Hans argumentation fejler ikke noget, den er stringent efter forskrifterne og traditionen. Islam er som islam er som Erdogan henkastet forklarede, du må tage hele pakken.

Og det kan heller ikke være anderledes. Hvert et gyldent ord kommer fra en absolutte omnipotente entitet, der er og taler til alle tider. Intet kan forfalskes, intet kan være urigtigt, intet kan være uaktuelt, intet kan være uvæsentligt.

Og eksemplet er sat af sagnfiguren Muhammed. Han var et perfekt menneske. Aldrig lavede han fejl, aldrig blev han rettet, aldrig fik han en henstilling. Ergo er alle hans handlinger og udsagn rigtige, rigtige til alle tider. Det kan logisk ikke være anderledes. Derfor det perfekte eksempel til efterfølgelse.

Koranen indeholder disse udsagn om jøder:

Jøder er aber og svin: 2:65/7:166, 5:60

Jøder har begået uret ved at miste troen: 16:118, 7:168

Jøder har brudt pagten med Gud: 5:13

Jøderne er blevet straffet af Allah ved hjælp af assyrerne, babylonerne og romerne, og er blevet spredt over hele verden som resultat heraf: 17:4-5, 7:168

Jøderne bliver advaret fordi de hævder at være Allahs udvalgte folk: 62:6

Jøderne bliver advaret p.g.a. deres ulydighed og korruption: 5:32-33

Jøderne har slået profeter ihjel, incl. Isa/Jesus: 4:155; 2:91, 3:55; 4:157

Jøderne har latterliggjort Muhammed som Ra’ina, dvs. den onde: 2:104; 4:46

Jøderne bliver beskyldt for at mangle tro, at tage ord ud af deres sammenhæng, ulydighed og fordrejninger: 4:46

Jøder tilbeder rabbinere som franarrer folk deres ejendele: 9:30

Jøder lider af misundelse, og deres hjerter er hårde som sten: 2:109, 2:74

Jøder forvansker sandheden og fordrejer de hellige skrifter med overlæg: 2:42, 2:75

Jøderne er løgnagtige: 2:78

Jøderne er uvidende og mangler tro: 2:89

Jøderne forfølger ubestemte mål og følger indskydelser: 2:111

Jøderne er mærket af usselhed som følge af flere af deres synder, herunder opkrævning af åger, trolddom, hedonisme og afgudsdyrkelse: 2:61/ 3:112, 2:275 2:102), 2:96, 2:53).

De fleste jøder lever i det onde, de bryder forbud, og er ugudelige: 3:110

Jøders selvbedrag får dem til at prøve at lede muslimer væk fra troen: 3:24, 3:99

Jøder er blinde og døve over for sandheden: 5:71

Det som jøderne ikke har glemt har de fordrejet, de fører andre på afveje, de fordrejer sandheden, de får folk til at tale usandt, de bedrager ikke-jøder: 3:69, 3:71, 3:79, 3:75.

Muslimer frarådes at tage jøder som venner, og vare sig for deres indgroede had til dem: 5:51, 5:82

Jøderne er forbandet af Allah, deres ansigter vil blive udslettet, og hvis de ikke indser at islam er sandheden bliver de forvandlet til aber og svin, og dømt til at brænde i Helvede: 4:60, 4:47, 3:113, 2:65/ 7:166, 5:60, 4:55, 5:29, 98:6, 58:14-19.

Man kan selv kontrollere den præcise ordlyd i den danske oversættelse på søgemaskinen http://forlagetvandkunsten.dk/97507/search/

Muhammed foranstaltede en massakre på det jødiske samfund i Khaybar-oasen i det nuværende Saudi Arabien. Mellem 600 og 900 blev slagtet:

We came to Khaybar by night, and the apostle passed the night there; and when morning came he did not hear the call to prayer, so he rode and we rode with him”¦.We met the workers of Khaybar coming out in the morning with their spades and baskets. When they saw the apostle and the army they cried, “˜Muhammad with his force,” and turned tail and fled. The apostle said, “˜Allah Akbar! Khaybar is destroyed. When we arrive in a people’s square it is a bad morning for those who have been warned. (Ibn Ishaq, The Life of Muhammad: A Translation of Ibn Ishaq’s Sirat Rasul Allah, A. Guillaume, translator, Oxford University Press, 1955. P. 511).

Muslimer henviser ofte triumferende til denne massakre ved demonstrationer i dag: “Khaybar, Khaybar, Muhammeds hær vil vende tilbage”.

Alle krænkelsers moder

Lars Vilks betegnes ofte ret vildledende som Muhammedtegner, som var det hans levevej. Vilks er blot kunstner (som man nu definerer kunst i disse tider) og laver i den forbindelse næsten alt andet end Muhammedtegninger. Alligevel er det hans begrænsede produktion af kunst der omhandler sagnfiguren Muhammed der oftest definerer ham.

At tegne sagnfiguren Muhammed ophidser en ukendt antal muslimer. Nogen gange hører man at det er mange muslimer hvis følelser krænkes af at en udtrykker sig, andre gange er det kun få muslimer. Det er få muslimer der bliver stødt på manchetterne når det handler om at afvise islamkritikernes alarmisme og derfor fremhæves muslimerne som moderne mennesker, der leder efter en fremtid ligesom vores. Men når det handler om at anklage de der som Vilks udtrykker sig for at bringe ulykke med sig, er det mange muslimer der bliver stødt på manchetterne .

Dette hænger også sammen med den forvirring der er om ytringsfriheden og om folk som Vilks egentligt er truede. Når man skal underminere deres troværdighed er de ikke reelt truede (en parallel til den principielle ytringsfrihedsdebat) og skal derfor ikke tages alvorligt. Der var længe tvivl om Hedegaard overhovedet var udsat for et attentat og en venstreradikal pøbels overfald på Pia Kjærsgaard blev affærdiget som hendes ønsketænkning. Men når truslen så nærmer sig eller volden er en realitet er det selvindlysende at kritikerne har bragt det på dem selv og ganske egoistisk endda udsat andre for farer. En nabo til Krudttønden udtrykte på Danmarks Radio netop den tanke; “når man så inviterer en så kontroversiel person som Vilks, hvad havde man ellers forestillet sig ville ske?” (citeret frit efter hukommelsen)

Udtrykket er sigende for den diskussion, fordi naboen sikkert ellers ikke mener at der er en trussel mod ytringsfriheden ved at mennesker der rent faktisk har noget interessant at sige søges myrdet af mange grupper og ensomme ulve (lad os nu se om ikke den seneste drabs ikke fik lidt hjælp og støtte). For ville hun da ikke støtte op om et ædelt ideal, hvis det var truet? Men alligevel er det logisk for hende, at sådan noget som et skudattentat bare sker. For det er, hvad skudattentater gør - de sker. Der er ikke nogen der udfører dem, de sker og det der sker er en logisk konsekvens af noget alle kan sige sig selv. Hvis man bare kender reglerne. Og fordi det er selvindlysende skal man ikke udfordre det, for det er at gå imod den selvindlysende virkelighed og så er man selv skyld i at man bliver forsøgt myrdet - undskyld at man bliver dræbt, selvfølgelig. Det var ikke min mening at antyde at morderen grundlæggende kunne have ladet være og have været mere kræsen med hvilke kunstudstillinger han besøgte.

Så det rigtige tal må være at mange muslimer bliver stødt, når alle til syvende og sidst er enige om at Vilks er enten truet, som folk som jeg mener han er, eller selv er ude om den uundgåelige vold, som den værdimæssige venstrefløj mener at han er. Og det hænger sammen med Muhammedtegnerens andet suffix, nemlig kontroversiel. Kontroversiel er et ofte benyttet ord for kritikere af islam, også om Vilks, både i medier og blandt folk flest og som vi så det ovenfor med Krudttøndens klarsynede nabo. En kontroversiel person er måske selv skyld i ulykken. Kontroversen har vel trods alt udgangspunkt i personen ifølge udtrykket ‘kontroversiel person’. Et lidt mindre eufemistisk udtryk kunne være ‘konfliktskabende’. Den der lever ved sværdet og du kunne jo blot have ladet være og hvad forestillede du dig ellers ville ’ske’? Osv.

Men konflikten er vel ikke personen? Nej, det er, hvad personen har gjort. Han har i dette og lignende tilfælde tegnet, tegnet som han syntes det skulle se ud. Kan det virkeligt skabe konflikt? En tegning? Ville man selv skyde Hergé eller Picasso? Nej, hvis ikke man kan lide Tintin, kantede mennesker og rundkørselshunde kan man lade være med at købe den slags skilderier. Men nogen mener alligevel at tegninger er værd at myrde løs på andre mennesker for. De mennesker er ikke kontroversielle. De mennesker der myrder løs er ‘hvad der sker’.

Jo, attentatmanden er jo selvfølgelig værre en tegneren, det bliver indrømmet lige før det obligatoriske ‘men’. Med mindre selvfølgelig, attentatmanden er et psykosocialt offer for tonen i debatten, for så er det nemlig vi skal til at se indad. For i Danmark bliver der sagt mange kontroversielle ting hele tiden. Det gør man ikke i USA fortalte Steinmetz på News. Derovre havde man en langt større forståelse for folks religiøse følelser, de fineste følelser i menneskets følelsesregister åbenbart, og mindre forståelse for hvorfor nogen dog ville tegne sagnfiguren Muhammed som en hund. I USA havde man en fundamentalt anden tilgang til ytringsfrihed en den grove danske, konkluderede han uden hensyn til at ytringsfrihed og almindelig social konduite ikke er det samme. Men pærer og bananer blandes gerne når vi ser indad - ellers kommer vil vel ikke frem til at skamme os. Og ikke et ord om terror mod amerikanske mål, der kunne forvirre årsagssammenhængen.

Så derfor: ‘Men’ selv om attentatmanden er værre end den kontroversielle, behøver man jo ikke at sige eller tegne dumme ting når nu nogen bliver kede af det. Man kunne jo lade være. Vi har jo ikke ytringspligt, som Uffe Ellemann Jensen slog fast i sin faste klumme på Berlingske Tidende, en klumme hvor han selv fortsatte det ene indlæg efter det andet til han fik sit faste TV-program sammen med Mogens Lykketoft til at forklare hvordan det hele hænger sammen. De to statsmænd har måske ikke ytringspligt, men de ytrer sig alligevel flittigt “fordi DE kender Verden” (eller kender de bare værten?). Med andre ord, så er der ingen grund til at udtrykke sin mening hvis den går imod Ellemanns mening, for det er andres mening Ellemann i udgangspunktet altid finder dumt.

Men stadigvæk, ytringsfrihed, kan vi alligevel ikke moderere den lidt? Kan vi ikke yde mådehold? Behøver vi at være så grove? Behøver vi ligefrem at vifte med en rød klud? Behøver vi ligefrem lede efter fjender? Ja til det hele; ja fordi vi er frie mennesker helt ned til tæerne, ja fordi vores meninger er vores natur så meget at uartige tegninger og skrifter altid “vil ske” uanset hvem der måtte hade selve ideen om den frie tanke, ja og hvis ikke du kan håndtere friheden så flyt til Saudiarabien, Nordkorea eller Sverige, der mere og mere ligner en blanding af Nordkorea og Saudiarabien. Men lad retorikken ligge og lad os istedet se på to andre aspekter ved vores aktuelle attentatmand.

I Ekstrabladet husker ‘Victor’ terroristen som en tidligere skolekammerat fra VUC - ‘Victor’ ville gerne vil være anonym for selvom attentatmanden nu er død mener han at vide, hvad der “kan ske” - hvorledes vores attentatmand kunne blive agressiv når han talte om sit yndlingsemne, islam. Dengang hævdede attentatmanden for eksempel, at man ikke skulle drikke øl foran muslimer fordi det var krænkende. Hånden op alle der betragter Vilks som kontroversiel, men ikke er for fine til at sidde på en fortovscafe på Nørrebro og drikke en kold fadbamse! Og nu er grønlænderne også advaret - nej vent, de blev jaget ud af Volsmose for flere år siden af selv samme grund. Det ser ud til at være mere end en enkelt ulvs mening.

Det er altså ikke nogle bestemte tegninger, der er problemet. Tegningerne står blot først på listen fordi de er symboltunge. På krænkelseslisten står altså også øldrikning. Og hvis man tager til Saudiarabien som turist, mens man overvejer om det er noget for een med et permanent ophold, så kan man jo se, hvad der ellers er på listen over krænkende ting. Kvinder må f.eks ikke køre i bil, være alene uden opsyn eller vise bar hud. Og der er klare grænser for, hvor de overhovedet må være i det offentlige rum. Den tendens kan man også se herhjemme f.eks på påklædningen på Nørrebro. Man kan se den når de populære Outlandish fandt det outrageous med en norsk sangerindes nøgne arme. Man kan se det når Asmaa og en gymnasiecensor ikke vil give hånd til det modsatte køn. Man kan se det i alle de små forskelle, udlandsturisten ser som eksotiske og hjemlandsturisten ser som mangfoldige og som kræver svinet, det urene dyr, ud.

Men der var en tredie ting på terroristens krænkelsesliste, som endda stod højere end øl og nøgne arme. Nemlig det at være jøde. Dan Uzan, der blev skudt gennem hovedet, var arveligt betinget en kontroversiel person fra et arveligt betinget kontroversielt folkeslag, der nok burde vide hvad der ‘ville og kommer til at ske’. Jødens blotte eksistens som fri og driftig frem for underkuet er endnu en dødelig krænkelse, så når man er igang med at skyde svinger man selvfølgelig forbi Krystalgade. Fik jeg nævnt det er ulovligt for jøder at være i Saudiarabien? Hvis det er et problem at være nabo til Krudttønden, hvorledes skal vi tænke om at være nabo til jøder?

Man må tage hele pakken, sagde Abdul Wahid Pedersen om islam og hele pakken vil sige både det at tegne, være kvinde, jøde, vantro, at drikke øl, være klædt efter forholdene og at tænke selv. Hele pakken blev givet af sagnfiguren Muhammed og kritik af og satire over Muhammed er derfor kritik af hvert et punkt på krænkelseslisten, som den blevet givet i de forbandede skrifter. Intet punkt på krænkelseslisten kan hverken intellektuelt eller moralsk legitimeres og det eneste alternativ til refleksion er vold og terror, så meget desto mindre den samlede pakke. Og tegninger af pakkens sagnophav er alle krænkelsers moder.

Mentaliteten Politiken erkender ikke verden

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

01022010104_26-02-2_421505y

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

Farlige Frank og brosten mod Berlingske og borgerne

Berlingske Tidende er raget uklar med den socialdemokratisk ledede Københavns kommune over forholdene i bydelen Tingbjerg. Ulrik Vogel, Præsten der blev fordrevet fra Tingbjerg beskrev nemlig sig gamle sogn som et sted, hvor banderne tager over når mørket falder på, som mafiaen på Sicilien. Samme dag kunne man læse “En Tingbjerghistorie“, som fortalt af ‘Søren A.C. Stenbøg, stud.jur., frivillig i Diakoniens Hus i Tingbjerg’

Det kunne være historien om en ældre dame, der gennem en årrække blev udsat for utallige indbrud, uden at politiet kom forbi og undersøgte sagen.

Det kunne være historien om en mand, der blev mødt med alvorlige trusler, hvis han ikke hævede sin kontanthjælp og gav pengene til kriminelle unge sidste hverdag i hver måned. Igen uden at politiet regerede aktivt på anmeldelsen.

Endelig kunne det være historien om førtidspensionisten, som oplevede trusler og forulempelser, der sidste år kulminerede i en afbrændt bil og hærværk mod hendes ejendom. Alt dette fordi hun havde konfronteret nogle mennesker med deres kriminelle aktivitet. I denne historie kunne politiet ikke skabe tryghed for hende og heller ikke opklare forbrydelserne. Derfor henvendte hun sig til boligselskabet og ønskede at flytte. Hun fik her at vide, at det var lejernes eget ansvar at føle sig trygge. Det kunne de gøre ved f.eks. video-overvågning.

Senere er der åbnet mulighed for en anden bolig, der dog ikke opfylder de fysiske behov, som hendes kroniske sygdom ellers burde berettige til. Ligeledes ville hun også være nødt til at aflive sin hund.

Fælles for disse historier er, at ofrene er blandt de absolut svageste i samfundet. Fælles er desværre også, at myndighederne ser passivt til og svigter personerne.

Og om ‘John’, der flygtede fra Tingbjerg fordi “De kriminelle begyndte at rekruttere unge under 15 år, fordi de vidste, at unge ikke fængsles i Danmark. Det skræmte mig, at der var lagt sådan en strategi, og jeg blev nervøs for mine børn”. Det fik Overborgmester Frank Jensen til tasterne med en reprimande til borgerene om ikke at sætte spørgsmålstegn ved socialdemokraternes politik eller fortælle om deres oplevelser i velfærdssamfundet

Tingbjerg har ikke brug for mediepanik og råben op om mafia og parallelsamfund. Tingbjerg har ikke brug for at være dørmåtte og rekvisit i en kommende valgkamp. Tingbjergs elever, som kæmper for deres flotte karakterer, har ikke brug for at få deres kvarter stemplet som lovløst.

Og for at understege Overborgmester Frank Jensens pointe med hvor godt det går med tryghedsskabelsen i Tingbjerg fik Ulrich Vogel en brosten gennem sit vindue. Kom ikke og påstå at Frank Jensen ikke er i tråd med sine vælgere. Så for at imødegå at Tingbjerg bliver en “rekvisit i en kommende valgkamp“ nævner overborgmesteren at han “i tre år [har] kæmpet for en ændring af planloven, så vi får 20 procent almene boliger i nye attraktive boligområder

Alene i kommunens budget for 2015 har vi sat penge af til ni indsatser. Vi satser blandt andet på feriecamps for udsatte børn, og så har vi afsat 25 millioner kr. til cykelstier, som åbner Tingbjerg mod resten af byen. Vi har også sat penge af til en udredning af mulighederne for en letbane. Vi kan styrke den positive udvikling. Men den langsigtede løsning på problemet med udsatte boligområder er et andet – nemlig at skabe en reel blandet by, hvor socialt udsatte ikke er koncentreret i enkeltområder.

og hvis det stod til overborgmesteren så “skal fremtidens by ikke bestå af store områder kun med almene boliger på de billige grunde og store områder kun med private luksusbyggerier på de attraktive grunde ved havnen“. Men Tingbjerg stod faktisk til socialdemokraterne, som fik hele området designet som et ualmindeligt lækkert sted til den almindelige lønmodtager. Som man kan læse på Wikipedea (hvis ikke Frank Jensen har ændret artiklens indhold siden)

Kommunen valgte den kendte arkitekt og byplanlægger Steen Eiler Rasmussen til at tegne den selvstændige byenhed Tingbjerg, der skulle falde ind i det åbne landskab. Derfor måtte der højst bygges i tre etager, bortset fra højhuset, som skulle camouflere den oprindelige varmecentral. Steen Eiler Rasmussen planlagde i1950′erne Tingbjerg sammen med arkitekt og havearkitekt C.Th. Sørensen. De tegnede en mønsterby – en by i byen – efter engelsk forbillede beplantet med træer, bærbuske og rosenpergolaer. Området fik egen kirke, skole, butiks­strøg og et stort udbud af institutioner, bl.a. en af landets første byggelegepladser. Alt sammen skulle det være med til at skabe rammen om det gode liv. I de mange grønne haverum mellem husene blev der skabt god plads til, at børn kunne lege og naboer mødes. Tingbjerg blev opført over en 15-årig periode fra slutningen af 1950′erne til begyndelsen af 1970′erne.

Tingbjerg er et lækkert sted, men det er beboersammensætningen ikke. Tingbjergs deroute er fulgt med socialdemokraternes despekt for det danske folk og deres almindelige socialistiske foragt for individet.

Når ulve hyler III

Debatten om mænds tilråb til shoshana Roberts vuggende vandring i New Yorks gader burde egentlig også have en dansk udgave. Men som en anden Radio 24/7 vil jeg blot opfordre andre til den slags. I USA har det nemlig ramt venstrefløjen hårdt i den kognitive dissonans. Sexchikane er primært et sort og brunt fænomen og hvorledes finder man så en hvid, kristen mandlige kapitalistisk skurk at bebrejde?

Men helt uden sammenhæng i øvrigt fik jeg lige en strøtanke, der ikke har noget med noget at gøre. Her demonstrerer venstrefløjen nemlig for flere muslimer under parolen “Her er plads”

asyldemo_stop_deportations-11

Men tilbage til seksuel chikane af kvinder på gaden, for det ligger naturligvis og ganske beundringsværdigt venstrefløjen så meget på sinde. Derfor skulle der arrangeres en demonstration i kølvandet på “to voldsomme gadeoverfald på i alt fem personer med forbindelse til den politiske venstrefløjen, der er fundet sted med en uges mellemrum i bydelen i september” skrev Modkraft

Af en artikel bragt på hjemmesiden ProjektAntifa.dk fremgår det, at den første voldsepisode fandt sted om aftenen den lørdag den 20. september, da tre kvinder befinder sig i området omkring Møllegade og Guldbergsgade.

»Kvinderne bliver passet op af en mand, som først agerede venligsindet, men bliver aggressiv i det øjeblik han antager dem for at være lesbiske. Først bliver kvinderne chikaneret og tilsvinet, de trues med voldtægt og da kvinderne siger fra, bliver de slået i jorden flere gange,« kan man læse i artiklen, der fortsætter:

»Kvinderne forsvarer sig og den tumult som opstår, får en større gruppe forbipasserende til at ligge sig imellem og bidrager dermed med til, at overfaldet stoppes.«

Den anden episode finder sted en uge efter – tidligt om morgenen lørdag den 27. september ved Folkets Park i Griffenfeldsgade.

Her bliver to kvinder overfuset med grove, sexistiske tilråb fra to mænd, da de omkring klokken 04 forlader værtshuset Trabi Bar.

Da den ene af kvinderne beder mændene om at stoppe chikanen bliver hun sparket så hårdt i hovedet, at hun besvimer.

Der er desværre ingen beskrivelse af overfaldsmændene. Ofrene er fra venstrefløjen får vi at vide og overfaldsmændene er sexistiske og homofobiske, men der mangler lige det, der kunne få denne demonstration til at gå op i en højere enhed end blot at være noget som Modkraft så ud til at have eneret til. Som, lad os sige en hvid højreradikal kliche måske? Men de strukturelle problemer antydes måske alligevel

– Vi er en gruppe kvinder, der bor på Nørrebro, der synes, det er vigtigt, at vi sammen løser de problemer og udfordringer, vi har i bydelen.

(…)

Den lokale forankring er vigtig for netværket, da man gerne vil undgå, at udefrakommende slår politisk plat på situationen.

– Vi ønsker ikke, at en eller anden Rasmus Jarlov-type skal demonstrere eller tale på vores vegne. Vi ønsker, at demonstrationen bliver sammen med vores naboer, ikke imod dem, fortæller kvinden fra 2200Unite.

Hmm, det er ikke problemer der kyses af mirakelkuren “Ingen racister i vores gader!” råben og de obligatoriske trusler om vold (stop volden eller vi smadrer dig, som Anders Matthesen ironiserede). Der skal heller ikke komme nogen udefra, som Rasmus Jarlov typerne, som kastede smuds på potemkimkulissen da han påpegede muslimsk antisemitisme på Nørrebro. Never again I say. Problemer i bydelen skal løses i fællesskab. Det lyder som et strukturelt og meget delikat problem på Nørrebro, men nærmere kommer vi ikke.

I stedet vil jeg lige vende tilbage til de glade dage med sammenhold og tolerance.

asyldemo_stop_deportations-32

Hvor smukt. Meget smukkere end samme periode i oktober i Århus. Her gik det ifølge Jyllands-Posten igen ud over en kvinde, hvis politiske og seksuelle orientering dog smagfuldt forblev en privatsag

“I Skt. Clemens Stræde blev en kvinde væltet omkuld, spyttet på, og så sparket i brystet. De skete ved tretiden, og vi kunne desværre ikke finde gerningsmændene, da vi kom frem,” siger vagtchefen.

Han udsender derfor en efterlysning. Begge gerningsmænd beskrives som somalisk af udseende.

Skrækkeligt. Men i Danmark er her plads nok - til hvem som helst.

Københavnernes skattepenge i arbejde

København, Økonomi og finans — Drokles on July 15, 2014 at 4:43 pm

Lidt økonomiske historier fra denne sommer om københavnernes skattekroner. Fra Berlingske Tidende

Hverken overborgmester Frank Jensen (S) eller beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) ønsker at udtale sig efter København har tabt 100 mio. i Farvergade-sagen.

Det var overborgmester Frank Jensen (S), der på forsiden af dagbladet Politiken annoncerede, at København ville stævne staten i den såkaldte Farvergade-sag.

»Vi synes, det er helt oplagt, at vi har en god sag«, sagde Frank Jensen, da han annoncerede den usædvanlige retssag mod staten i januar 2011.

Siden har Københavns Kommune tabt sagen i først Landsretten og siden Højesteret, men hverken Frank Jensen eller Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) ønsker længere at udtale sig om sagen.

Oven i tabet af de 100 mill. kastes der 86 mill efter nogle cykler skrev MX

Det koster skatteyderne godt 46.000 kroner per bycykel - eller 86 millioner kroner i alt over de næste otte år.

Det kommer til at koste mere per elbycykel end nyprisen for Bjarne Riis’ Pinarello vindercykel under Tour de France.

De 1860 el-bycykler kommer til at koste skatteyderne i København, Frederiksberg og Staten, gennem deres ejerskab af DSB, 46.236 kroner per cykel - eller i alt 86 millioner kroner, viser et notat fra Københavns Kommune, der i går vedtog deres del af udgiften i teknik- og miljøudvalget.

Frederiksberg har også sagt ja.

Hos den danske importør af Pinarello cykler, Børkop Cykler, kan man få cyklernes ‘Rolls Royce’ fra 19.000 til 35.000 kroner.

Cykler er i det hele taget godt skrev Jens-Kristian Lütken i Jyllands-Posten

Københavns Kommune vil gerne have flere til at køre på cykel. Derfor tilbyder kommunen nu at komme hjem til dig for at lappe din cykel kvit og frit, da afstanden til nærmeste cykelhandler ”kan opleves som en barriere”.

En gennemsnitlig LO-familie kan spare 4556 kr. om året, hvis kommuneskatten falder med en procent, det viser tal fra CEPOS baseret på Indenrigsministeriets familietypemodel. Penge der kan bruges til at sætte gang i dansk økonomi, og dermed gøre os alle sammen rigere.

Surt for den nærmeste cykelhandler. En anden barriere er de kedelige genbrugsstationer skrev MX

Når københavnerne i fremtiden kører affald på genbrugspladsen, kan de samtidig drikke kaffe og se på kunst. Et flertal af politikerne på Københavns Rådhus er enige om, at et nyt genbrugscenter i Sydhavnen ud over en genbrugsstation også skal huse en café, butik og værksteder for at øge mængden af genbrug i byen.

Straks sværere er det at finde værdigt trængende skrev Danmarks Radio

De hjemløse i København skal have det bedre. Derfor har Københavns Kommune fået 210 millioner kroner fra Socialministeriet til en række projekter, der skal gøre livet bedre for den udsatte gruppe - blandt ved at bygge særboliger til de hjemløse.

Men Københavns Kommune har ikke formået at bruge alle pengene. Derfor betaler socialforvaltningen nu 73 millioner tilbage til Socialministeriet. Det er det største enkeltbeløb, der nogensinde er blevet tilbagebetalt til ministeriet.

Det må gå godt.

Monokultur kører på WordPress