Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Det er jo ikke terror - der løb altså en gal jordaner rundt. Undskyld, jeg siger det. Nahed Hattar har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den jordaner, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for

Det burde Tidligere udenrigsminister Uffe Elleman Jensen vel sige, hvis han ville stive sig af med lidt konsistens. Tegningen herunder, blev begået af den jordanske satiretegner Nahed Hatter

Der er allerede sagt meget om Hattar, men det bedste blev sagt af David Wood, der fortæller om islams forhold til køn, sex og paradis

Nahed Hattar (???? ?????) was raised as a Christian in Jordan—though he considered himself an atheist. He was recently shot and killed by a Muslim imam for sharing a cartoon mocking the Islamic view of paradise. The cartoon features a jihadi in bed with two of his houris (the virgins Muslim men get to spend eternity deflowering in Jannah).

In the cartoon, Allah says: “Good evening, Abu Saleh. Do you need anything?” The jihadi replies: “Yes Lord, get me a glass of wine and tell Gabriel to bring me some cashews. After that, send me an immortal servant to clean the floor, and take the empty plates with you. Don’t forget to put a door on the tent so that you knock before you enter next time, Your Glory.”

Hattar was arrested for insulting Islam, even though he apologized and said that he was only making fun of ISIS. Following his arrest, he requested security to protect him, but his request was denied. He was subsequently shot to death outside the courthouse.

Westernized Muslims are now insisting that the cartoon Hattar shared has nothing to do with Islam, and that the view of paradise the cartoon mocks is the view of ISIS, not of Muhammad.

In this video, David Wood goes through Islam’s most trusted sources, to see if Muhammad’s view of paradise is different from that of ISIS and al-Qaeda.

Hattar blev myrdet midt på dagen i demonstrativ offentlighed. Et signal til islamkritikere generelt mere end end en konkret straf af den ulykkelige tegner. Der er ingen sympati når i bliver slagtet, ikke for fem flade ører.

Hillary Clintons kollaps 11/9 til en mindehøjtidelighed for terrorangrebet på Twin Towers i 2001 ligner et søm i den nærmest bogstavelige ligkiste for hendes præsidentambitioner. Man kan argumentere for at det er en kedelig facon, hvorpå Trump ser ud til at vinde til november og det kan i så fald blive et problem at han ikke ville kunne legitimere sig med et positivt flertal af befolkningen i ryggen, når modkandidaten blot dejsede om, lige som det hele skulle til at starte for alvor.

Og det er faktisk ærgerligt for Trump havde allerede god vind i sejlende. Det var en bet, at det blev afsløret, at ledelsen hos Demokraterne havde undermineret hendes udfordrer til kandidaturet til præsident Bernie Sanders valgkamp. Hillarys karakter ville ikke kunne genrejses uanset hvor meget medier og kendisser taler hende op. Man stikker ikke sine egne i ryggen! Det hjalp hende ikke at argumentere for sin politik, da hun er fanget mellem en videreførelse eller et opgør med de seneste 8 år. Og det forspring hun havde fået foræret af Trumps små selvmål og den ekstremt ulige dækning i medierne forsvandt straks Trump tog sig lidt sammen. Når alle kortene er spillet af hænde, hvad så? Så sætter panikken ind i Clintons kampagne.

Offerkortet må trækkes af ærmet og modstanderen må dæmoniseres. Skytset blev først rettet imod “the Alt Right“, en udefinerbar konspiration af højrefløjsere og rigmænd (som hun har nurset før, og som Stephen Glass broderede videre på i Plotters), der kun kunne vække jubel hos de omvendte. Det var mere end lidt kedeligt, det afslørede også at hun ikke havde noget at sige. En tilhører sagde “I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump“. Hillary kunne nu ikke længere beskylde Trump for at føre en negativ kampagne eller danse med konspirationsteorier.

Forleden afskar hun så sig selv muligheden for at kalde Trump uanstændig. I en tale til en samling kønsforvirrede angreb Hillary nemlig en stor del af vælgerbefolkningen med følgende ordvalg

You know, to just be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. Right? The racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic — you name it. And unfortunately there are people like that. And he has lifted them up. He has given voice to their websites that used to only have 11,000 people — now 11 million. He tweets and retweets their offensive hateful mean-spirited rhetoric. Now, some of those folks — they are irredeemable, but thankfully they are not America.

Det er aldrig godt at angribe en stor del af vælgernes etos. Begrædelige har alle venner og familie blandt de mange tvivlere, man søger at nå, som David P Goldman skriver i Asia Times

She apologized, to be sure, but no-one will believe her: she was chilling with her home audience and feeling the warmth, and she said exactly what she thinks. The “Clinton Cash” corruption scandals, the layers of lies about the email server, health problems, and all the other negatives that pile up against the former First Lady are small change compared to this apocalyptic moment of self-revelation.

You can’t win an American presidential election without the deplorables’ vote. Deplorables are America’s biggest minority. They might even be the American majority. They may or not be racist, homophobic and so forth, but they know they’re deplorable. Deplorable, and proud. They’re the median family whose real income has fallen deplorably by 5% in the past ten years,  the 35% of adult males who deplorably have dropped out of the labor force, the 40% of student debtors who deplorably aren’t making payments on their loans, the aging state and local government workers whose pension funds are $4 trillion short. They lead deplorable lives and expect that their kids’ lives will be even more deplorable than theirs.

Americans are by and large forgiving people. They’ll forgive Bill for cavorting with Monica “I did not have sex with that woman” Lewinsky in the Oval Office and imposing himself on any number of unwilling females. They might even forgive Hillary for losing tens of thousands of compromising emails on an illegal private server and then repeatedly lying about it in a way that insults the deplorable intelligence of the average voter. But the one thing you can’t do is spit on them and tell them it’s raining. They’ll never forgive you for that. They’re hurting, and they rankle at candidates who rub their faces in it.

Vloggen Sargon of Akkad har lavet denne glimrende gennemgang

Clintons støtter er faldet i forskellige lejre, skriver Vox, hvor nogle gav hende ret eller mente hun sagtens kunne gå hårdere til den for der er virkeligt mange flere begrædelige blandt Trumps tilhængere end blot halvdelen (og det er måske rigtigt, hvis man skal tro denne video, som jeg fandt hos Hodja), andre taget afstand eller forsøgt at nuancere

Writing at Slate, Ben Zimmer suggests that the “basket of deplorables” construction entered Clinton’s mind by way of analogy with the term “parade of horribles,” which, starting in the 1920s, “entered legal usage as a dismissive term for imagined concerns about a ruling’s negative effects.”

Eller, kunne man sige, hvis Clinton tænker som jurist, så kunne analogien også være til “basket case”. Den fortolkning lægger sig fint op af de mange formodninger blandt demokrater og Wall Street republikanere om, at Trump og hans tilhængere er et godt stykke fra de mentale koncepter. Men, skønt et grimt udtryk som “basket of deplorables” ser ud til at dominere debatten om hendes gode tone, så er det ikke, hvad der er mest interessant eller voldsomt ved hendes udtalelse, skriver Breitbart

ABC wrote up an article about her peculiar word-choice — “basket of deplorables” — but ignored the far more aggressive “irredeemable” description.

Clinton is a Methodist, and she knows that “everybody is within the mercy and forgiveness of God, and so she’s making, intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement,” said Kengor.

“Who is Hillary Clinton to say someone irredeemable? Jesus Christ didn’t even say it,” Kengor added.

When the Catholic Church criticized communists during the Cold War, it described them as “Satanic and  poisonous” but not irredeemable, Kengor said. “In Christianity, everybody who is alive and walking  on the planet can be redeemed,” he said.

Symbolically, getting exiled as a “irredeemable” is “worse than being exiled to Siberia [by the Soviet government] because you have the hope some day of being let out of Siberia … even in Siberia, hope didn’t die,” he said.

In September 2001, just after the 9/11 atrocity, Kengor said, George W. Bush was excoriated by Democrats for his hard-edged statement, “Either you are with us, or you are with the terrorists.” Liberals complained “‘How dare he use that kind of biblical language’ — but this is what Hillary is doing here,” he said.

But while Bush’s “with us” phrase assumed that enemies are human enough to choose to sides, Clinton’s “irredeemable” word denies that her political enemies have the human power of choice, he added. Bush “would never use ‘irredeemable’ … [because, for Christians] you can be a evildoer – and still repent and be redeemed,” Kengor said.

(…)

Clinton’s unprecedented use of the “irredeemable” term, said Kengor, “is not getting the attention that it should, maybe because in part, secular liberalism doesn’t really understand religious language … [irredeemable] is really worse than the word ‘deplorable.’”

“Everybody is within the mercy and forgiveness of God, and and she’s making — intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement… it really should get more attention than the ‘deplorable’ statements,” Kengor said.

Blottet for en selvstændig politik, moralsk overhøjhed, troværdighed og enhver aura af kompetence, skal Hillarys stærkt skrantende helbred gennemføre de sidste knap to måneders valgkamp tynget af skandaler, som løgnene om hendes helbred, hendes håndtering af angrebet på Benghazi, emailskandalen og Clinton Foundation skandalen. Men Goldmans ord; “Hillary is road kill”!

En stor metaundersøgelse af menneskers seksuelle observans og opfattelse af køn gør op med nogle bærende dogmer båret frem af diverse bøssebevægelser.

In his article “Almost Everything the Media Tells You About Sexual Orientation and Gender Identity Is Wrong“, Dr. Ryan T. Anderson outlines some major conclusions about this report:

*The belief that sexual orientation is an innate, biologically fixed human property—that people are ‘born that way’—is not supported by scientific evidence.

*Likewise, the belief that gender identity is an innate, fixed human property independent of biological sex—so that a person might be a ‘man trapped in a woman’s body’ or ‘a woman trapped in a man’s body’—is not supported by scientific evidence.

*Only a minority of children who express gender-atypical thoughts or behavior will continue to do so into adolescence or adulthood. There is no evidence that all such children should be encouraged to become transgender, much less subjected to hormone treatments or surgery. The report reviews rigorous research showing that ‘only a minority of children who experience cross-gender identification will continue to do so into adolescence or adulthood.’ As the report notes, “There is no evidence that all children who express gender-atypical thoughts or behavior should be encouraged to become transgender.”

(…)

*In both males and females, significantly higher rates of homosexuality were found in participants who experienced childhood sexual abuse and in those with a risky childhood family environment.” (41% of non-heterosexual males and 42% of non-heterosexual females reported childhood family dysfunction)

(….)

*The report notes that scientific evidence does not support the claim that people are “born that way” with respect to sexual orientation. The narrative pushed by Lady Gaga and others is not supported by the science. A combination of biological, environmental, and experiential factors likely account for an individual’s sexual attractions, desires, and identity, and “there are no compelling causal biological explanations for human sexual orientation.”

David French tager sig en slapper fra sin anti-Trump kampagne og skriver på National Review

The LGBT Left’s narrative is the new nonsense. But in response to the new nonsense, there are sectors of American and European politics and culture that can’t kick away the old norms of marriage and gender fast enough, and they keep doing so in spite of the mountain of evidence that those who forsake the allegedly oppressive “Western-prescribed nuclear family structure requirement,” to quote Black Lives Matter, face far greater challenges than those hidebound bigots who stick faithfully to the heteronormative nightmare of traditional male-female marriage.

What’s even worse — what’s downright insane — is that some on Left want to end the debate. They want to keep selling their moral vision to the public without any competition. Here’s their vision, in a nutshell: Consenting adults should be able to do what they want with their bodies, and the resulting physical or emotional harm is either reasonably tolerable or can be alleviated through a combination of government programs and public re-education.

The Judeo-Christian model, by contrast, is aspirational, calling on people not to do what they want, but what they should. Admittedly, this path is far easier for some than others, but there has always been some play in the cultural joints. The Left’s response is alluring, but it offers a self-indulgent path down which lies cultural ruin. The LGBT Left is driving us there just as fast as it can depress the gas pedal, but thanks to McHugh and Mayer, we now know they most assuredly are not doing so in the name of “science.”

Vi har før henvist til den norske dokumentarserie Hjernevask, som faktisk er et gensyn værd.

Eller slavesyndrom, men tanken er at hvide skal betale til negre selv om negre også holdt negre som slaver hjemme i Afrika. Og det er ikke noget at grine af: “We still feel that pain. We suffer discrimination, we suffer from racism…in every walk of life.” Jamen, så skal de da også ha’!

Faktisk var negre den foretrukne vare som negre i Afrika handlede i med og da europærerne kom til Afrika blev resultatet af dette kultursammenstød til en stor international eksportvare, hvad negrene i Afrika anså som ganske fair trade. Eller, der var allerede et arabisk marked før europærerne begyndte sine relationer til Afrika og det fortsatte efter europærerne havde fortrudt at lade sin økonomi basere sig på sort energi. I Frontpage Magazine kan man læse

Professor Black condemns the exclusive focus on the Atlantic—or transatlantic—slave trade to the exclusion of the robust slave trade conducted by Arabs across the Sahara Desert. Or, across the Indian Ocean and the Red Sea to markets in the Middle East. This exclusive focus on westerners as slave owners and traders, notes Black, “fits with the [political] narrative of Western exploitation” of underdeveloped countries and their people.

The greatest development economist to live was Lord P.T. Bauer. As The Economist quipped, Bauer was to foreign aid what Friedrich Hayek was to socialism: a slayer. In his Dissent on Development (London, 1971), Bauer bolstered Black’s point well before the latter made it: “The slave trade between Africa and the Middle East antedated the Atlantic slave trade by centuries, and far outlasted it. Tens of millions of Africans were carried away—north through the Sahara, and from East Africa, by Arab and Muslim slave traders, well before Europeans took up the trade from West Africa.”

Arab affinity for slavery, ethnic prejudice and purges lives on today in the treatment, for example, of blacks in Darfur and Yazidi Kurds in Iraq.

Considering Europeans were not alone in the slave trade, Black, in particular, questions “the commonplace identification of slavery with racism,” given that, like serfdom, slavery was a device (albeit an inefficient one) “to ensure labor availability and control.”

At its most savage, child slavery still thrives in Haiti in the form of the “Restavec system.”

(noget om den ikke vestlige verdens primitivitet)

The cult of apology that has gripped America and Britain is uniquely Western. What other people would agonize over events they had no part in, personally, for damages they did not inflict?

Grievance is leveled at a collective, all whites, for infractions it did not commit: Africans who were not enslaved are seen as having an ineffable claim against Europeans who did not enslave them.

At its core, the argument against racism, at least as it works to further black interests, is an argument against collectivism. You’re meant to avoid judging an entire people based on the color of their epidermis or the conduct of a statistically significant number of them.

It is, however, deemed perfectly acceptable to malign and milk Europeans for all they’re worth, based on the lack of pigment in their skin and their overall better socio-economic performance.

Imens i Venezuela, prøver man nu om livegenskab kan redde den socialistiske drøm inden slaveriet bliver nødvendigt.

Eller det må man i hvert fald formode, når han ikke kan skelne mellem islams og kristendommens forhold til vold. End ikke halshugningen af præsten Jacques Hamel, kunne få Paven til at forbinde islam med noget ifølge Breitbart

“If I speak of Islamic violence, I must speak of Catholic violence,” Francis said. “And no, not all Muslims are violent, not all Catholics are violent. It is like a fruit salad; there’s everything.”

In his response, Pope Francis seemed to suggest that jihadists killing innocent people in the name of Allah is not significantly different from a Catholic who kills his girlfriend or mother-in-law, presumably for motives unrelated to the Christian religion.

Francis acknowledged that there are “violent persons of this religion [Islam],” immediately adding that “in pretty much every religion there is always a small group of fundamentalists. Fundamentalists. We have them.”

The Pope asserted moreover that he knows how Muslims think, and that deep down they desire peace and harmony just as Christians do.

“I had a long conversation with the imam, the Grand Imam of the Al-Azhar University, and I know how they think,” he said. “They seek peace, encounter.”

“I do not believe it is right to identify Islam with violence. This is not right or true,” he said.

The Pope insisted that the Islamic State does not draw its ideology from the religion of Islam, but appeals rather to the emptiness of young people and a love for violence.

“How many young people, how many young people of our Europe, whom we have left empty of ideals, who do not have work… they take drugs, alcohol, or go there to enlist in fundamentalist groups,” he said. “One can say that the so-called ISIS, but it is an Islamic State which presents itself as violent . . . because when they show us their identity cards, they show us how on the Libyan coast they slit the Egyptians’ throats or other things.”

“But this is a fundamentalist group which is called ISIS… but you cannot say, I do not believe, that it is true or right that Islam is terrorist,” he said.

The Pope concluded by suggesting that Islamic terrorism does not stem from any violence inherent to Islam itself, but rather from other non-religious motives, such as poverty.

“Terrorism grows when there are no other options, and when the center of the global economy is the god of money and not the person,” Francis said. “You have cast out the wonder of creation — man and woman — and you have put money in its place. This is a basic terrorism against all of humanity! Think about it!” he said.

Dan McLaughlin kalder det farligt nonsens i National Review

First, there is no significant leadership in the modern Christian world – either religious or civil leadership – openly arguing for violence in the name of Christian doctrine, or providing it with a veneer of legitimacy. The leadership of the major denominations, from top to bottom, are foursquare against violence to enforce Christian morals, and the New Testament is notably short on violent punishments. “Yes,” I hear you say, “but Muslim leaders condemn violence too!” This is a debatable point in the specific case of violence against gays, as Andrew McCarthy has detailed, but even if you treat Islam-in-general as indistinguishable from Christianity-in-general in this regard, you still have to deal with radical Islam. Radical Islam is a significant, large-scale political movement around the world that is very much openly, proudly in favor of violence in service of the dictates of radical readings of Islamic law.

The radicals are not a small, isolated, fringe movement. They control territory, ISIS being the most extreme example, as well as Al Qaeda during its residencies in Afghanistan and Sudan. They have tens, possibly hundreds, of thousands of volunteers, and larger numbers of sympathizers, such as the many people in Muslim countries who tell pollsters they support the death penalty for leaving Islam. (ThinkProgress touted a Pew study a few years ago finding that 57% of the population of 11 Muslim countries had a negative view of Al Qaeda - which means the people who didn’t have a negative view of Al Qaeda are a minority of the general population comparable to supporters of Donald Trump or Bernie Sanders in the United States.) They have varying degrees influence in any number of governments (e.g., Iran, Egypt, Libya, Saudi Arabia, Pakistan) – the ten countries where homosexuality is punishable by death are all Islamic, including Saudi Arabia and Iran. They are well-financed, including by wealthy donors and the Saudi government and religious establishments. They have major support from radical pulpits and extensive networks on the web, connections to which turn up regularly in “lone wolf” cases. It is true that most any belief system or creed, religious or secular, inspires some crackpots who turn it to violence. There are some radical Christians. But it is not realistic to suggest that Christianity, or most other religious or political causes around the world, has an active global movement of this prominence, influence, resources and infrastructure that endorses the use of violence for the cause.

Second, drawing these parallels completely ignores the scale of the problem. The State Department issues an annual report on terrorism around the globe, and the carnage is enormous: over the past ten years (2006-2015), the State Department reports 115,023 terrorist attacks, resulting in 190,008 people killed, 329,782 injured, 73,758 kidnapped or taken hostage. The pace is escalating: the past two years (even with State’s annual caveat of “conservative estimates of terrorism in Syria”) have seen an average of 12,619 attacks per year, 30,528 killed a year, 35,056 wounded and 10,809 kidnapped or taken hostage. And the attacks are heavily concentrated in nations with active radical Islamic movements (albeit, in a few cases, with counter-movements that commit their own atrocities).

Og i The American Conservative spørger Rod Dreher “What’s wrong with Pope Francis?”

This — all of this — is not just stupid, it’s offensive. Or rather, it’s offensive because it’s so stupid, and does nothing but sow confusion.

Where to begin? Let’s start with the bit from Crux. The parallel between baptized Italian Catholics who kill family members and Muslim terrorists who slaughter Christians and others (including other Muslims they deem heretics) in the name of Allah is crazy. Guess what, Francis? All across the Islamic world, Muslim men steal, they beat their wives, they cheat their neighbor, and so on, not because Islam tells them to, but because they are human beings. Same in Christian countries, and in every society on earth. At issue is Muslim slaughtering priests at the altar, turning non-Muslim girls into sex slaves, blowing up churches, and carrying out all manner of barbaric evil explicitly and unapologetically in the name of their religion. You can call it a twisted interpretation of Islam, or condemn it for other reasons. In the cases of the baptized Catholic who kills his mother-in-law, or the believing Muslim who does the same, in neither instance is their religion a motivating factor in the crime. It is incidental to their violent acts. The terrorism that ISIS and its supporters carry out is done openly in the name of Islam, motivated by their interpretation of the religion.

I can’t decide whether it’s more disturbing if the Pope really cannot see the fallacy here, or if he is just saying what he figures is diplomatically correct.

Second, this idea of Francis’s that economics, not religion, is behind Islamic terrorism, is materialist claptrap that one would think a Pope is beyond falling for. The world is full of desperately poor people who do not slaughter priests. The world is also full of desperately poor Muslim people who do not slaughter priests, shoot up nightclubs, mow down people with trucks, and so forth. In fact, poverty is not much of a factor at all in who becomes radicalized by Salafi Islam.

Og førend han rammer en pæl igennem argumenter om at terrorister på nogen måde er motiveret af deres socioøkonomiske omstændigheder undrer han sig over at et religiøst overhoved vælger en marxistisk forklaringsmodel, frem for at se at religiøse værdier kan være vejledende for et menneskes handlinger. Robert Spencer skrev på sin Jihad Watch

The Pope is once again ignoring a simple distinction: while people of all faiths and backgrounds commit acts of violence, Islam is unique among world religions in having a developed doctrine, theology and legal system mandating warfare against unbelievers. Unless and until that is confronted, Muslims will continue to commit acts of violence against non-Muslims, including Christians. The Pope is betraying the Christians of the Middle East and the world, and all the victims of jihad violence, by repeating palpable falsehoods about the motivating ideology of attacks upon them, instead of confronting that ideology and calling upon Muslims to renounce and reform Islam’s doctrines of violence.

“The pope said that when he reads the newspaper, he reads about an Italian who kills his fiancé or his mother in law. ‘They are baptized Catholics. They are violent Catholics.’” Does Catholicism teach the murder of fiancés or mothers in law? No. Does Islam teach jihad warfare against unbelievers? Yes.

“The pope said that in every religion there are violent people, ‘a small group of fundamentalists,’ including in Catholicism.” There have been 28,923 violent jihad terror attacks worldwide since 9/11. How many violent attacks have there been in that span by violent Catholic “fundamentalists” doing violence in the name of Catholicism?

Og kalifatet selv tager også afstand fra Pavens naive læsning af islams essens, skriver Breitbart

In the most recent issue of Dabiq, the propaganda magazine of the Islamic State, ISIS criticizes Pope Francis for his naïveté in clinging to the conviction that Muslims want peace and that acts of Islamic terror are economically motivated.

“This is a divinely-warranted war between the Muslim nation and the nations of disbelief,” the authors state in an article titled “By the Sword.”

The Islamic State directly attacks Francis for claiming that “authentic Islam and the proper reading of the Quran are opposed to every form of violence,” saying that by doing this, “Francis continues to hide behind a deceptive veil of ‘good will,’ covering his actual intentions of pacifying the Muslim nation.”

Pope Francis “has struggled against reality” in his efforts to portray Islam as a religion of peace, the article insists, before going on to urge all Muslims to take up the sword of jihad, the “greatest obligation” of a true Muslim.

Despite the obviously religious nature of their attacks, the article states, “many people in Crusader countries express shock and even disgust that Islamic State leadership ‘uses religion to justify violence.’”

“Indeed, waging jihad – spreading the rule of Allah by the sword – is an obligation found in the Quran, the word of our Lord,” it reads.

“The blood of the disbelievers is obligatory to spill by default. The command is clear. Kill the disbelievers, as Allah said, ‘Then kill the polytheists wherever you find them.’”

The Islamic State also reacted to Pope Francis’s description of recent acts of Islamic terror as “senseless violence,” insisting that there is nothing senseless about it.

“The gist of the matter is that there is indeed a rhyme to our terrorism, warfare, ruthlessness, and brutality,” they declare, adding that their hatred for the Christian West is absolute and implacable.

Allerede sidste år leverede Trump den pointe, konfronteret netop med Pavens marxistiske syn på penge og menneskers motiver

ISIS wants to get you!

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Marxisterne har marcheret gennem uddannelsesinstitutionerne med stor succes og fortællingen er kun at se indand og bagud. Som en psykoanalyse, befamler du kun dine egne følelser og ender med at bebrejde din mor. På samme må fortæller medierne bistået af deres mange udvalgte eksperter og debattører kun om hvorledes ‘vi’ har svigtet, ikke været kulturelt sensitive nok, ikke givet penge nok og selv startet det hele i flere omgange, fra korstogene henover kolonialismen til George Bush. Journalisterne har instinktivt internaliseret den fortælling.

Fortællingen om Køln nytårsnat blev hurtigt til alt muligt andet, men mest om os selv og vores forhold til racisme. Nathalie Ostrynski formulerede i Berlingske Tidende at “[k]vinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever“, Kenneth Reinnicke mente at vi beskrev ting forskelligt alt efter om det var dem eller os, der gjorde det samme: “Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression.” Det samme budskab kom Ulla Thornemand med da hun mindede om at “Herhjemme kalder vi det drengestreger, når hvide unge drenge og fyre i flok, i folkeskolen og på andre uddannelsesinstitutioner, blufærdighedskrænker, sexchikanerer og sexforulemper piger.”

Irene Manteufel, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“ advarede om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”.

Signe Wenneberg sagde i en ellers ganske indsigtsfuld kommentar i Berlingske Tidende at “Det var afrikanere i kulturchok“, når det nok snarer var tyskerne der fik sig et kulturchok. En Lotte Lund linkede “Apropos debatten om mænds vold og overgreb på kvinder - på tværs af kulturer”, til en artikel om voldtægter/krænkelser på Roskildefestivallen, der tilsyneladende er sexkrænkernes paradis. Rune Engelbrecht Larsen mente at “det blot ét af utallige eksempler på, hvordan alt for mange mænd i alle farver og af alle nationaliteter stadig har absurd vanskeligt ved forstå og respektere kvindelig ligeværd og integritet.” helt på linie med Henrik Marstal der mente at massevoldtægterne “er et problem, der snarere er knyttet til mænds seksuelle adfærd som sådan”

Men der er en anden fortolkning, som poseuren Mads Holger var halvt inde på da han sagde at overfaldene var en konsekvens af “vores egen kulturs totale fravær af maskulinitet” har mødt indvandrerne med “kvindagtighed“. Nemlig og i samme ånd er islam opkogt i forventning om en forestående sejr og Køln var et signal til den muslimske verden, skriver Stephen Brown i Frontpage Magazine

“The Cathedral was being used as background scenery, which reflects still other messages: that it concerns a strike against the culture of the European city as a meeting place and individual freedom, and that the attack was directed against the (Catholic) Church …,” Rossman states.

Besides acts of sexual and religious terrorism meant to break down German society, the attacks against the women and the cathedral were also a show of Islamic power. Women and religious minorities can be terrorised by Muslim mobs just like in Islamic countries. Their reach is growing.

But perhaps the most important message the New Year’s Eve events were meant to convey was directed at Muslims living in Germany and the Islamic world. And the message is that Germany cannot protect either its women or its religion. It is weak.

In fact, German Christians are so feeble that one of their greatest cathedrals suffered a humiliating attack during a religious service, presided over by one of Germany’s highest churchmen, without consequences. And by publicly molesting such large numbers of infidel women so boldly and brazenly without retaliation, German men are shown as equally weak.

But, just as important, the women’s molestation without retaliation showed that German men were also without ‘honour’. And honour is an esteemed concept among Muslim men, who kill female family members for the slightest sexual impropriety, real or imagined, to restore their ‘honour’.As a result of this feebleness and lack of honour, Germany deserves and is ready for conquest.

It is easy pickings.

Det var det muslimske forår, der sprang ud nytårs nat.

Sådan siger Nathalie Ostrynski i Berlingske Tidende, når hun indleder en oversigtsartikel om debatten om “hvorvidt de mange hundrede mænds sexovergreb på kvinder i Køln er et udtryk for etnicitet og patriarkalsk kultur”

En mandehånd, der klemmer brystet eller glider ned over numsen. Uden at man har sagt ja tak til hånden. Kvinderne i Køln oplevede nytårsnat det, som mange danske kvinder hver dag oplever: At en mand forulemper ens krop og tilraner sig adgang.

Endnu er der ingen billeder fra migranterne selv, hvor overgrebene kan ses eksplicit. Men siden dette ‘nye’ fænomen har fået sig et navn, taharrush gamea, så kan vi jo se på nogle billeder, der eksisterer, der for fænomenet er opfundet og udviklet, nemlig den muslimske verden, og så se om det ligner noget fra Danmark. Herunder er en kort videosekvens, fra Tahrir pladsen i Ægypten, hvor den amerikanske journalist, pludselig blev overfaldet og voldtaget af en mængde mænd, der angiveligt ikke havde andet at gøre med hinanden end at de stod i overfaldsafstand fra den lyshårede vesterlænding

Ligner det noget fra Roskildefestivallen? Fra en lummer chef? Er der overhovedet eksempler endsige billeder af en tilfældigt sammensat gruppe vesterlandske mænd, der kaster sig over en tilfældig kvinde på en overbefolket plads i hjertet af hen storby? Svaret er nej, det er aldrig sket.
Men Ostrynski stoler ikke på virkeligheden og vil hellere stole på ekspertisen, så hun spørger kønsforsker ved RUC Kenneth Reinicke. Reinicke skelner mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark - “en marginaliseret arbejderklassekultur, hvor mænd eksempelvis søger mod at have en stor, svulmende krop for at vise magt” - og så folk fra København. Selv om marginaliserede mænd ønsker at vise at de stadig har “et seksuelt og fysisk våben“, kan han…

…ikke forestille sig, at en flok danske marginaliserede mænd fra Udkantsdanmark ville tage ind på Rådhuspladsen i København og begå samme type overgreb.

Dog ved vi med hensyn til Køln-begivenheden stadig ikke med sikkerhed, om mændene var tyske statsborgere eller ej.
»Tilhørsforholdet til den danske stat ville betyde, at man nok ikke ville få den tanke. På den måde har etnicitetsspørgsmålet en betydning. Der er noget med dem og os, som man kan læse ind i sexovergrebene i Køln. Hvis det er rigtigt beskrevet, at flere hundrede mænd og seksuelt forulemper de mange kvinder, så er det en helt speciel situation. Man har jo ikke set sådan noget i Europa i fredstid. Hvor man viser magt ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang,« siger Kenneth Reinicke.

Selv om Kønsforskeren ved RUC Kenneth Reinicke kan skelne så fint mellem marginaliserede mænd fra udkantsdanmark og de civiliserede mænd fra København, tror han at etnicitet og statsborgerskab er det samme, at man skifter etnicitet ved at skifte statsborgerskab. Det gør ham blind for at kunne besvare spørgsmålet om hvilken eller hvis magt  man viser “ved at koordinere et angreb på så mange kvinder på én gang”. Er det mandens overhøjhed over kvinden, så der er tale om taharrush gamea? Eller, hvis det er koordineret, som han antager, er der tale om rape-jihad. Begge dele kan vi sagtens opleve på dansk jord blive begået af (selv)marginaliserede mænd og store drenge boende i Danmark med dansk statsborgerskab. Men ikke af danske mænd.
Og interessant nok skelner Reinicke pludselig mellem danske og muslimske mænd med dansk statsborgerskab, når han skal frem til en anden pointe

Kenneth Reinicke giver [Ulla Tornemand fra Dansk Kvindesamfund] ret i, at der er forskel på om, hvorvidt det er Muhammed eller Peter, der eksempelvis går amok og slår sin kone ihjel. Hvis det er Muhammed, er det æresdrab, og hvis det er Peter, har vi en tendens til at forklare det med depression. Det sidder i os

Det sidder i ‘os’ at se forskelligt på Muhammeds og Peters mord på kvinder, mens æresdrab åbenbart ikke er et reelt fænomen, der sidder i ‘dem’. Reinicke overser at debatten om æresdrab, jalousidrab og andre familietragedier sker på baggrund af retssager, hvor gerningsmændenes motiver og sindstilstand er nøje granskede. Og hvis han tog æresdrab alvorligt, som noget virkeligt og ikke et udtryk for ‘vores’ fantasi, ville han se, at det udspringer af Muhammeds forhold til det andet køn som ejendom, præcis i forlængelse af masseovergrebene i Tyskland.
Ifølge projektansvarlig Irene Manteufel fra Everday Sexism Project Danmark, der samler “danske kvinders beretninger om hverdagssexisme“, fylder “mænd med en anden etnisk herkomst ikke mere i beretningerne end danske mænd“. Men selv om hun skelner korrekt mellem etniciteter og “begivenheden i Køln gav hende mindelser om det, der foregik på Tahrir-pladsen” advarer hun om “at debatten ikke skal handle om etnicitet”. Derpå skyder hun med en præcis observation helt forbi målet og trumfer med en selvmodsigelse

Det er bare ikke rigtigt, at det kun er i andre kulturer, at man gør dette. Så vidt jeg har forstået, var det ikke en homogen masse, der angreb. Det, de mænd har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder. Det er en magtudøvelse, som ikke skal accepteres i nogen kultur, uagtet hvilken form den optræder i,« siger hun.

Det en selvmodsigelse, at hun underkender at det kun er i andre kulturer man ser “taharrush gamea” når hun samtidig lægger vægt på at en kulturelt fremmed uhomogen masse har en fælles forståelse af, hvad man kunne gøre mod kvinder.
Men det er en meget præcis observation at der var tale om en uhomogen masse, der angreb. Og det er en meget præcis observation, omend grænsende til en truisme, at det de “har haft tilfælles, er en forståelse af, at det her kan man gøre mod kvinder”. Men det underminerer hendes argumentation, fordi den fælles forståelse af hvad man kan gøre mod kvinder er antitesen til vestlig forståelse. Så meget i modsætning til vestlig forståelse af hvorledes vi behandler andre mennesker, at ekspertisen ser ud til at gøre sig store anstrengelser for ikke at anerkende hvor stort et kulturelt traume tyskerne oplevede nytårsnat at det ligner regulær benægtelse.
Massen var uhomogen når det kom til statsborgerskab, kultur og etnicitet, men den var kønslig homogen ved at alle var mænd, rimeligt aldersmæssigt homogen i at det var mænd i den våbenføre alder og så var den muslimsk. Da hverken køn eller alder i sig selv medfører specifik forståelse af kønsroller så er der kun værdisættet islam tilbage.
Islam er selvfølgelig elefanten i rummet. Som Reinicke er også Manteufel med på at der er tale om en magtudøvelse, men også hun savner eller ignorerer et begreb om dens indhold, som altså vil være en rape-jihad; at muslimerne demonstrerer islams magt over kristenheden og hedenskabet ved at overfalde og voldtage ‘vores’ kvinder.
Og vores kvinder “finder sig i meget” fra os, fortæller Manteufel og uddyber

Typisk tænker kvinder ikke over, at de oplever hverdagssexisme, men når de så skriver til os, er der ofte ti episoder startende fra barndommen, hvor mænd har kommenteret eller taget på dem. Når de spoler tilbage, kommer oplevelserne pludselig til dem. Det er episoder, som de ikke har fortalt om, fordi det var pinligt, eller fordi de var bange for ikke at blive taget alvorligt

Hvor billederne af Lara Logan lod os se rædslen i hendes ansigt, skånede den os for hendes skrig, som hun grangiveligt har måtte give fra sig. Med disse billeder, ligeledes fra den muslimske verden, skønt jeg ikke helt ved hvor (muligvis også Ægypten at bedømme på No Smoking skiltet?) ser vi ikke den arme kvindes ansigt, men vi hører hende rædselsslagne skrig. Jeg er sikker på at hun ikke behøver at spole noget som helst tilbage.

Der var måske kun et konservativt lyspunkt i strømmen af Hendes majestæt Dronningens feel-good slørede almindeligheder nytårs aften.

I januar så vi først det chokerende attentat mod det franske satireblad i Paris, og godt en måned senere oplevede vi så det dobbelte attentat i Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade i København. To danskere mistede livet, og vi sad alle tilbage med chokket og forfærdelsen – terroren var nået til os.

Et os og et dem. Og hvem er det? To danskere mistede livet. det er os, for vi så det chokerende og vi oplevede det selv og sad forfærdede tilbage. Omar døde også. Han er terroren. Han er terroren.

Åh jo, så gik Prins Henrik på pension, hvilket var den store nyhed for formiddagspressen. En af Prinsgemalens arbejdsopgaver var tilsyneladende at sortere Hendes Majestæt Dronningens talepapirer, en opgave Hendes Majestæt Dronnningen åbenlyst for første gang selv skulle klare.

Igen i år stod en imam for en del af nytårgudstjenesten. Det er lidt besynderligt fordi det kun er nytår efter den kristne kalender, som er en rimelig tilnærmning af Jordens rotation om Solen, mens den muslimske kalender er sat efter Månens faser. Og det er lidt besynderligt fordi en Gudstjeneste betyder at man tjener Gud og Gud er ikke Allah. Besynderligt var det også, men desværre ikke overraskende, at ingen reagerede da imamen sagde “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah.“, som Uriaspostens Kim Møller fangede. Men ikke biskoppen, der sagde “Når vi indleder 2016 med bønnen Fadervor, øver vi os i at sige ‘vi’ og ikke ‘dem’.” Hmm, men de der frygter Allah er alligevel de bedste, om de så skal sætte et hoved på en stage for at hamre den pointe hjem.

Vi har en statsminister, der frem for rettidigt omhu kringler med den kortsigtede udvikling på bekostning af fremtiden, stadigt krejlende den danske offentlighed fri af de tydeligste konsekvenser. Statsministeren sagde, ja hvad sagde statministeren egentlig? Noget med at terroristerne ville vinde, hvis vi begyndte at frygte dem, for deres formål var at “Trække falske skillelinjer. Mellem Vesten og islam.” Jeg troede ellers målet var at pointere at “De bedste af Jer, er dem der frygter Allah“.

Og så sagde han at alle skal passe på vores land og skitserede han så hvorfor denne regering, som jeg ikke vil kalde landsforræddere da det er forbudt, ikke har tænkt sig at følge den opfordring

Vi kan ikke åbne Danmark for alle. Vi kan heller ikke vende ryggen til og hygge os i smug. Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på - og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold. For lad os være ærlige over for hinanden - vi er udfordret:

Så vi lukker så mange ind der skal til for at ødelægge landet, hvorefter denne generation skal kunne se sig selv i øjnene og sig, vi gjorde hvad vi kunne. Det hedder at “holde antallet af asylansøgere på et fornuftigt niveau.” Vores efterkommere vil have arvet et Libanon i mange generationer. For selv om statsministeren luftede grænsekontrol mod Tyskland når Sverige strammer deres grænsekontrol, så er regeringen fokus et: “Vi vil sikre ro. Vi vil sikre orden.” Ikke sikre lov. Ikke sikre Danmark. Politiet eskorterer flygtningene, spyttemænd spottes, regeringen tvinger migranter ud i alle egne af landet, så ingen går ram forbi af den nye orden. Og det hele sker under rolige forhold, så Løkke og Stampe kan se hinanden i øjnene, deres selvbilleder bevaret. Der er mere end to ‘dem og os’.

I den franske by Valence blev en ‘bilist’ skudt og såret, da han forsøgte at køre fire soldater ned, der besynderligt nok var udkommanderet til at bevogte en moske. I München blev togstationer evakuerede, da Politiet advarede om forestående terrorangreb. Men det er også alt det tyske politi vil advare om, skriver Bild ifølge Daily Mail, da den ikke vil skræmme folk unødigt om den bølge af kriminalitet, der skylder over Tyskland under navnet syriske flygtninge. I Bruxelles afblæste byens borgmester “den planlagte festivitas”, der sidste år havde deltagelse af 100.000 mennesker “da det ifølge myndighedernes skøn [var] for risikabelt”, skriver Danmarks Radio. Velkommen til en ny normal. Europa er nu i en permanent terrortistand, som Israel har været i mange år

Blot et lille stemningsbillede af Julen som den også tager sig ud i medierne, lidt satire og Bachs Jule-oratorium, som man burde gå direkte til og springe resten over.

Politikens Kultur sektion siger Fuck Julen på forsiden og i BT kan man læse at kulturforsker Rune Klingenberg Hansen, der viser sig kun at være “Ph.d.-studerende ved institut for kultur og identitet ved RUC” mener at løgnen om julamanden må stoppe fordi “[d]et kan give børn en dårlig oplevelse, når de finder ud af, at julemanden ikke eksisterer”. Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen mener pludselig godt at man kan lede alt muligt konkret ud af de islamiske tekster på Danmarks Radio, og slår fast at “Maria er Koranens vigtigste kvindeskikkelse (…) noget særligt”.

Men selv om Gud har dekreteret hans undfangelse, er Jesus alligevel bare et menneske og ikke Guds søn. Det er en grundlæggende teologisk forskel mellem islam og kristendommen.

Anderledes er det med Maria. Her er der nogenlunde overensstemmelse mellem den muslimske og kristne forståelse om de centrale punkter: jomfrufødsel, nedkomst, flugt til Egypten.

(…)

Ligesom i kristendommen er Maria den ubesmittede kvinde, som Gud kontaktede og gjorde til redskab i sin store plan. Men fra sin mihrab har hun allerede længe forinden været i nær kontakt med Gud i sin bøn. Det gør hende til et fromhedsideal, særligt for unge piger, hvor profetens koner kan være det for den gifte kvindelige muslim.

Petersen, skrev en ven nedstemt, “fortier alle forskellene mellem hhv. “Isa” og Jesus. Han døde ikke på korset, korset er blasfemisk afgudsdyrkelse, treenighedslæren er “shirk”, polyteisme, Bibelen og Toraen er senere forfalskninger der dækker over at Jesus og de jødiske profeter var troende muslimer osv.” En anden kandidat til titlen som den vigtigste kvindeskikkelse i islam er selvfølgelig Aisha, der måske ikke gav Jesus liv, men var Muhammeds yndlingskone og et 9 årigt barn da han voldtog hende første gang. Hmm, en mor til en af mange underordnede profeter over for det perfekte menneskes yndling.

Eksemplet Aisha har gjort børneægteskaber til en systemisk plage for muslimske piger så kunne man ikke forvente at eksemplet Maryam – eller Maria – vil gøre det muligt for muslimer at fejre jul? Hans Hauge spørger, lidt i samme ånd hvorfor muslimer i Danmark…

…ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?

Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).

3 lande, alle tilfældigvis muslimske, har just forbudt fejring af Jul og på Filippinerne gik muslimer til jule-angreb på kristne bønder og myrdede mindst 7. Hmm, måske fordi Maryam ikke er Maria når man ser på forskellene. Så tilbage til Aisha, den rene vare der danner Allahdommelig præcedens for køb og salg af børnesexslaver.

Og så er der fakta og Fathi El-Abed. På sin Facebook-side havde den herboende palæstinensiske vrøvlemaskine postet følgende billeder

Og konfronteret af en Facebook ven med den detalje at Jesus var jøde argumenterer Fathi

“Jesus blev født i Palæstina og dermed var/er palæstinenser - MEN han havde jødedommen som religion og dermed jøde. Nationlitet er en ting og religion er anden”

Eller også, og dette er jo bare en vild tanke, er jøderne de egentlige palæstinensere. Og hvorfor mon Josef og Maria flygter til Israel? Eller rettere, hvad flygter familien Jesus fra i El-Abeds verden? I hvert fald er de kristne i dag næsten helt fordrevet fra Betlehem af muslimske troende. Og der er heller ingen jøder tilbage i Jesus fødeby.

Nej, Fathi var ikke satiren, den kan man læse fra Katherine Timpfs hånd, som hun hjælper venstrefløjen med at problematisere endnu flere julesange end den racistiske White Christmas og date-rape sangen Baby It’s Cold Outside

1. ”Jingle bells, jingle bells, jingle all the way.”

What’s with this song making people feel like they have to “jingle all the way”? I mean, seriously? People need to know that they have the right revoke their consent to jingle at any moment, even if they’ve already starting jingling, and even if the person they’re jingling with is someone they’ve jingled with before.

2. ”Gone away is the bluebird Here to stay is the new bird.”

So just because someone is “blue,” he or she should expect to be replaced? In case you don’t get it, the use of “bluebird” here clearly refers to “bird suffering from depression or mental illness.” People suffering from mental illness indeed often are pushed “away” due to the inherent discrimination against them in our society, and to sing about it in some cute little song as if it’s not a serious problem is disgusting.

You may think that I’m looking too much into this — but please don’t let the fact that I’m a woman make you think that I must be wrong. Rather, the fact that I’m a woman means that I must be right, and that asking me for any further evidence or clarification would be sexist and oppressive.

(…)

6. “Have a holly jolly Christmas And when you walk down the street Say hello to friends you know And everyone you meet”

More P.C. Culture Rachel Dolezal: ‘Race Is Not Real’ Republicans Need to Identify What They’re Fighting Against: Leftism Scalia’s Detractors Don’t Care about the Fate of Minority Students Okay, “Holly Jolly Christmas” — have you ever thought that one of the people on the street might be a woman who does not want to be said “hello” to? (Yes, women are people too. I know that’s hard for some of you to understand.)

Look: Just because a woman is walking down the street does not mean that it is acceptable for you to talk to her. We may be a bit far off from ending street harassment, but the least we can do is stop letting men use “Christmas” as an excuse to abuse people in this way. Ladies, let’s tell these dudes that — holidays or not — they’re just going to have to get their holly jollies elsewhere!

Og så musikken

Glædelig hvid og kristen Jul

Danmarks Radio ledte an i hvad der kom til at ligne en kampagne, da de fandt ud af at Esben Lund Larsens ph.d afhandling om Grundtvig manglede kildehenvisninger. “Ifølge DR er der også fundet 17 sammenfald med (…) materiale forfattet af netop Esben Lunde Larsen.” skriver TV2 med hyperlink til Danmarks Radio. Men fra rod og sjusk og dovenskab, blev historien gjort til en sag om plagiat og det overraskende ord, selvplagiat. Og uden at anklage Lundes censor og vejleder for at lade den slags passere skal det betændte fænomen Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed undersøge om der er grundlag for at dømme Lunde Larsen for videnskabeligt uredelig. Det vil være en bet for en politiker at blive dømt for at gentage sig selv.

Til at polstre sagen havde Danmarks Radio bevæbnet sig med eksperter, der ikke ville dømme den konkrete sag, men gerne ville udlægge perspektiverne for anklagerne og så kun citeret, hvad der passede ind i en fortælling om svindel. Men eksperterne kunne ikke genkende meningen med deres citater uden sammenhængen og trak deres ord tilbage i vrede. Danmarks Radios citatfusk blev ikke reddet af korrekte kildehenvisninger, da de med vilje og forlæg ville lyve Lunde motiver på og de måtte ud med en beklagelse. Ikke for svindel og citatfusk, men for lidt sjusk og manglende præcisering - og det bliver ingen dømt på. Indlandschef på Danmarks Radio Sandy French forklarer på væselsprog

»Jeg er ikke stolt af forløbet. Det gør det ikke mindre pinligt for mig og for DR Nyheder, at vi laver en præcisering mandag og nu skal ud og lave en egentlig beklagelse. Men det gør vi selvfølgelig, for jeg synes, det står klart, at der er nogle mangler og nuancer, der ikke står tydeligt nok frem,« siger Sandy French og uddyber:

»For eksempel fremgår det ikke, at det afsnit i afhandlingens konklusion, hvor der ikke er kildeangivelse faktisk er at finde andet steds i afhandlingen med en korrekt kildeangivelse. Det er for mig at se en vigtig detalje, som vi desværre ikke får med i historien, og det burde vi selvfølgelig have haft.«

Esben Lunde Larsen chokerede venstrefløjen, og det betyder det mediernes konsensus, ved at fortælle at han var troende kristen og skelnede mellem sin tro på Gud og sin tillid til videnskaben. Det er min erfaring at troende kristne skelner mellem tro og viden. At være bekendt med hvad der får een til at tænke og tro giver dem måske bedre forudsætninger for ikke at lade sig lede af tidsånd, ideologier og massehysteri. Det forstår de afkristnede medier ikke, venstredrejede som de er.

Denne kristne trussel mod selveste videnskaben blev ikke dæmpet af at Lunde Larsen er den hidtil højst uddannede forskningsminister i Danmark. Næh, Lunde Larsen havde gået på “højkristen bibelskole”, som Videnskab.dk kaldte det, der ikke leverede en anerkendt uddannelse, som han ikke havde nævnt på sit cv, hvor det istedet fremgik at han havde læst på Københavns Universitet, som han er uddannet fra. Og en gang fusk eller sjusk… Så lad os se lidt på Danmarks Radios Sandy French eget cv, som skrevet af Helle Merete Brix

I sin tid på Ekstra Bladet gjorde French sig bemærket ved en særlig tolkning af ordet “Nomos”. Det var tidsskriftet Nomos, der stod for skud, og i en artikel i Ekstra Bladet 28. august 2006 mente journalist Torben Rask Laursen, at det nationalkonservative tidsskrift hed NoMus, en forkortelse for No Muslims. Uriasposten skrev om sagen: “Det har vist sig at journalisten Torben Rask Laursen har den underlige forkortelse fra Sandy French (Københavner-redaktionen). Hun hævder hun har det fra anonym kilde, og her står det fast.”

Men Nomos er græsk for lov eller hævdvundne rettigheder. Det er pointen med magasinets titel.

Tre år tidligere, i 2003, kastede French sig sammen med journalist Rasmus Lindboe over en række artikler om “højrefløjens netværk”. En af artiklerne havde overskriften “Med pennen som sværd”. Underrubrikken lød: “Intellektuelle på højrefløjen har stiftet en række foreninger, der skal bekæmpe indvandringen. Søren Krarup (DF) spiller en central rolle.”

(…)

I en artikel med overskriften “Strid om spindoktors nazi-forbindelse” skrev French og Lindboe ligeledes: “Er der blot tale om uskyldige synspunkter, som de fleste danskere kan skrive under på? Eller har regeringens nu fyrede spindoktor i virkeligheden haft omgang med nazistiske kredse.Det spørgsmål er nu sat til diskussion, efter at kirkeminister Tove Fergos (V) pressemedarbejder tirsdag forlod sit job.”

Artiklen indeholdt et interview med den tidligere bz’er, nu sociolog René Karpantschof, som udtalte: “Gade Jensen er en institution i sig selv på den yderste højrefløj. Han er en egenhændig propagandamaskine. Han har samarbejdet med en forening (Dansk Forum, red.), som i alt, hvad den siger og gør, flirter med nazismen. De her mennesker er vildt optagede af nazismen – de ved alt om, hvad Hitler spiste til morgenmad.” Gade Jensen blev siden renset for alle anklager om forbindelse til nazismen.

Når Ekstrabladet henviser til Lunde Larsens kristne tro minder ham om det ottende bud, så misforstår de dets betydning, nemlig at der ikke står at det er forbudt at lyve, men at bære falsk vidensbyrd. Men de har ret i at lunde leverer en løgn. Selv om de manglende kildehenvisninger (i en ph.d om Gruntvig!) ikke er videnskabeligt fusk , så er de heller ikke udtryk for sjusk. Kildehenvisninger og og korrekt brug af citater er ikke fremmede akademiske øvelser for en bibeltro protestant, flasket op med henvisninger til skriftsteder, forfattere og bibelpersoner som udgangspunkt for al tale og tænkning i “alle spørgsmål vedrørende tro, lære og livsførelse”. Esben Lund er forfængelig og han lyver sig bedre end han er. Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, som JEG altid siger. Men hvis man er åbenlyst kristen trues karrieren, mens et væsel blot kan komme med en beklagelse inden den næste politiske modstander skal karaktermyrdes.

En kristent troende politiker funderer højt over at der måske er mere mellem Himmel og jord og straks er manden en kreationist og en vederstyggelighed som videnskabsminister. Det blev dog det helt jordnære der endte med at skandalisere ham. Den besynderlige ide om kreationisme skamrides af venstrefløjen til at male et billede af et højrekristeligt angreb på selveste videnskaben og medierne agerer megafon. Hvad der er gået op for de færreste og især disse overvejende evangelister, der oftest synes at abonnerer på kreationisme er hvor arrogant til det blasfemiske denne pseudovidenskabelige ide er. At mennesket har udviklet sig til at kunne kigge Guds skaberværk så meget i kortene at vi kan se hans fingeraftryk. Så meget for Troen, der driver værket.

Men den grundlæggende isolerede kreationisme får følgeskab af en række eksotiske fikse ideer, som kan trives hos selv højt begavede mennesker. Den republikanske præsident kandidat kandidat Ben Carson dyrker trods sit virke som en fremragende neurokirurg en ide om at kristne har haft Gud i ryggen da de byggede pyramiderne i Ægypten. Jo, beviserne tårner sig op mod de kristne højrefløjsere. Pinligt som det er ikke at have forstået virkeligheden, som vi andre let kan se, så er der på højrefløjen tale om enkeltstående og skiftende fejlagtige ideer, som begavede mennesker vælger at tro på fordi de forveksler deres kreative og fantasifulde del af hjernen med den seriøse del, der har knoklet for at skaffe dem en gloværdig karriere. Og så optræder de tossede ideer som ganske private forestillinger og ikke som mission.

På venstrefløjen er det derimod helt galt og det er herfra truslen mod ikke blot ‘videnskaben’ kommer, men mod hele den rationelle tankegang. For venstrefløjens angreb på videnskab er blot en del af deres angreb på viden og det er et systemisk angreb som del af en større mission. Det er venstrefløjen der dyrker postmodernismen og relativismen. Det er venstrefløjen der opponerer imod videnskab med henvisning til æstetik og moralisme. Det er venstrefløjen der vil indskrænke tanke-, tro- og ytringsfriheden ved enhver given lejlighed. det er venstrefløjen der er forfalden til økologisme og klimateori, hvor konsensus og internetafstemninger fejer målinger af bordet. Det er venstrefløjen der vil politisere videnskaben og gøre den samfundsgavnlig, venstrefløjen der mener at samfundet omvendt og sært skizofrent skal indrettes videnskabeligt og som ophøjede Marx og efterkommeres -istiske teorier til videnskab, hvad kostede 100.000.000 myrdede civile og komplet nedbrudte samfund uden at venstrefløjen synes at kunne drage nogen klar konklusion af det eksperiment. Det er venstrefløjen som omfavner nødvendigheden af multikultur, som masserne flygter fra sekteriske stridigheder. Det er venstrefløjen der vil omskrive historien, så den passer en køns-race-kultur-genus… det er venstrefløjen der opfinder ord som genus.

Af sted til USA, hvor det står helt galt til på universiteterne, som på alle læreanstalter. Rick Moran skriver for Pajamas Media

White privilege. It’s everywhere, I tell you. You can’t escape its smothering influence — even at one of the finest (and most expensive) schools in the land.

Take the case of this poor, wilting flower. Nissy Aya is now in her fifth year of undergraduate study at Columbia University. She was supposed to graduate last year with the rest of her class, but finds herself — totally not her fault — on track to graduate next year.

Ms. Aya says that she has experienced much angst and anguish while taking Columbia’s Core courses, studying the greatest, the most powerful, the most tolerant civilization in the history of the human race — Western civilization. It seems that Ms. Aya has feelings of inadequacy when reading all these books by dead white males.

Daily Caller:

Aya attributed some of her academic troubles to the trauma of having to take Columbia’s current Core Curriculum, which requires students to take a series of six classes with a focus on the culture and history of Western, European civilization. Aya says this focus on the West was highly mentally stressful for her.“It’s traumatizing to sit in Core classes,” she said. “We are looking at history through the lens of these powerful, white men. I have no power or agency as a black woman, so where do I fit in?”

As an example, Aya cited her art class, where she complained that Congolese artwork was repeatedly characterized as “primitive.” She wanted to object to that characterization but, in the Spectator’s words, was “tired of already having worked that day to address so many other instances of racism and discrimination.”

Roosevelt Montás, Columbia’s associate dean for the Core Curriculum, didn’t exactly offer a spirited defense, instead saying Aya was showing the troubling racism that may lurk inside the Core.

“You cannot grow up in a society without assimilating racist views,” he said, according to the Spectator. “Part of what is exciting about this conversation is that it’s issuing accountability for us to look within ourselves and try to understand the way that racism shapes how we see the world and our institutions.”

This isn’t the first time students have complained about the mental anguish of studying the Western canon. Last spring, four students published an editorial for the Spectator complaining that a student was triggered by having to read Ovid, and proposed replacing his offensive works with those of Toni Morrison.

Heather Mac Donald læser UCLAs engelskstudie sørgelige dødsattest

What in the world happened to the liberal arts? A degree in the humanities used to transmit the knowledge and wisdom imbued in the works of great Western artists, writers, musicians and thinkers like Shakespeare and Mozart. But today, that same degree stresses Western racism, sexism, imperialism, and other ills and sins that reinforce a sense of victimhood and narcissism. So, what happened? Heather Mac Donald of the Manhattan Institute explains.

Mens Helle Thorning Schmidt søger nyt arbejde som eksportør af muslimer, flygtningehøjkommisær hedder den egentlige titel, til Europa, de muslimer som hun under Folketingsvalget lovede at dæmme op for, går det efterhånden op for flere og flere gode mennesker at indvandringen er uholdbar også for de gode menneskers visioner. “[S]elv Bundeskansler, Angela Merkel, nu taler om en decideret flygtningekrise - et begreb, hun ellers indtil for ganske nyligt har undgået at bruge” kan man læse i Ekstra Bladet, der fortæller hvorledes tyske sikkerhedseksperter advarer om et kommende kaos i Tyskland

- Den store tilgang af mennesker fra andre verdensdele vil medføre ustabilitet i Tyskland, siger en kilde advarende til Welt am Sonntag.

Kilden, der på grund af frygt for repressalier er anonym, fortsætter:

- I forbindelse med den enorme tilvandring skabes der ekstremisme. Den centrumborgerlige midte radikaliseres fordi, de i modsætning til den politiske elite, ikke ønsker masseindvandring. Vi vil se, hvordan flere og flere vil vende forbundsstaten ryggen på den baggrund, siger han.

(…)

‘I stedet importeres Islamisk ekstremisme, arabisk antisemitisme, nationale og etniske konflikter, samt ikke mindst en helt anden rets- og samfundsmæssig forståelse’.

Sådan lyder det blandt andet i et internt skriv, der cirkulerer mellem centralt placerede figurer i de tyske sikkerhedsorganer. Skriveriet indeholder følgende klare advarsel:

‘De tyske sikkerhedsmyndigheder er ikke - og vil ikke være - i stand til at løse de problemer, der følger med de importerede sikkerhedsproblemer. Det gælder desuden reaktioner fra den tyske befolkning’.

Om det er for sent? Daniel Greenfield skriver i Frontpage Magazine om det absurde i at se indvandringen som en tiltrængt arbejdskraft. Muslimerne kommer ikke til at tage sig (kærligt) af os i vores alderdom. Istedet udskydes pensionsalderen for europæeren som muslimernes pres på de offentlige kasser øges

European leaders talk about two things these days; preserving European values by taking in Muslim migrants and integrating Muslim migrants into Europe by getting them to adopt European values.

It does not occur to them that their plan to save European values depends on killing European values.

The same European values that require Sweden, a country of less than 10 million, to take in 180,000 Muslim migrants in one year also expects the new “Swedes” to celebrate tolerance, feminism and gay marriage. Instead European values have filled the cities of Europe with Shariah patrols, unemployed angry men waving ISIS flags and the occasional public act of terror.

European countries that refuse to invest money in border security instead find themselves forced to invest money into counterterrorism forces. And those are bad for European values too.

But, as Central European countries are discovering, European values don’t have much to do with the preservation of viable functioning European states. Instead they are about the sort of static Socialism that Bernie Sanders admires from abroad. But even a Socialist welfare state requires people to work for a living. Maine’s generous welfare policies began collapsing once Somali Muslims swarmed in to take advantage of them.

(…)

The Muslim migrants are meant to be the retirement plan for an aging Europe. They’re supposed to keep its ramshackle collection of economic policies, its welfare states and social programs rolling along.

But they’re more like a final solution.

Mohammed is Fritz’s retirement plan. But Mohammed has a very different type of plan. Fritz is counting on Mohammed to work while he relaxes. Mohammed relaxes and expects Fritz to work.  Fritz is not related to him and therefore Mohammed sees no reason why he should work to support him.

European social democracy reduces society to a giant insurance plan in which money is pooled together.  But insurance is forbidden in Islam which considers it to be gambling. European social democracy expects him to bail it out, but to Mohammed, European values are a crime against Islam.

Mohammed’s Imam will tell him to work off the books because paying into the system is gambling. However taking money out of the system is just Jizya; the money non-Muslims are obligated to pay to Muslims. Under Islamic law, it’s better for Mohammed to sell drugs than to pay taxes.

That’s why drug dealing and petty crime are such popular occupations for Salafis in Europe. It’s preferable to steal from infidels than to participate in the great gamble of the European welfare state.

Mohammed isn’t staking his future on the shaky pensions of European socialism. He invests in what social scientists call social capital. He plans his retirement by having a dozen kids. If this lifestyle is subsidized by infidel social services, so much the better. And when social services collapse, those of his kids who aren’t in prison or in ISIS will be there to look after him in his golden years.

As retirement plans go, it’s older and better than the European model.

(…)

Europe is slowly killing itself in the name of European values. It’s trying to protect its economic setup by bankrupting it. European values have become a suicide pact. Its politicians deliver speeches explaining why European values require mass Muslim migration that make as little sense as a lunatic’s suicide note.

Islamic values are not compatible with European values. Not only free speech and religious freedom, but even the European welfare state is un-Islamic. Muslims have a high birth rate because their approach to the future is fundamentally different than the European one. Europeans have chosen to have few children and many government agencies to take care of them. Muslims choose to have many children and few government agencies. The European values so admired by American leftists have no future.

Europe is drinking rat poison to cure a cold. Instead of changing its values, it’s trying to maintain them by killing itself. The Mohammed retirement plan won’t save European Socialism. It will bury it.

Bret Stephens skrev et par dage tidligere i Wall Street Journal mere om de europæiske værdier, som den europæiske elite og de snakkende klasser ikke vil være ved

Europe is dying because it has become morally incompetent. It isn’t that Europe stands for nothing. It’s that it stands for shallow things, shallowly. Europeans believe in human rights, tolerance, openness, peace, progress, the environment, pleasure. These beliefs are all very nice, but they are also secondary.

What Europeans no longer believe in are the things from which their beliefs spring: Judaism and Christianity; liberalism and the Enlightenment; martial pride and capability; capitalism and wealth. Still less do they believe in fighting or sacrificing or paying or even arguing for these things. Having ignored and undermined their own foundations, they wonder why their house is coming apart.

What is Europe? It is Greece not Persia; Rome not Carthage; Christendom not the caliphate. These distinctions are fundamental. To say that Europe is a civilization apart is not to say it is better or worse. It is merely to say: This is us and that is you. Nor is it to say that Europe ought to be a closed civilization. It merely needs to be one that doesn’t dissolve on contact with the strangers it takes into its midst.

(…)

There are 75 million Turks, whose per capita income doesn’t match that of Panamanians. The country is led by an elected Islamist with an autocratic streak, prone to anti-Semitic outbursts, who openly supports Hamas, denies the Armenian genocide, jails journalists in record numbers, and orchestrates Soviet-style show trials against his political opponents. Turkey also has borders with Syria, Iraq and Iran. These would become Europe’s borders in the event of Turkish membership.

This is the country Ms. Merkel proposes to bring into the bosom of Europe. Her apologists will say she’s being disingenuous, but that only compounds the disgrace of her overture.

It also compounds the danger. Could Europe’s liberal political traditions, its religious and cultural heritage, long survive a massive influx of Muslim immigrants, in the order of tens of millions of people? No. Not given Europe’s frequently unhappy experience with much of its Muslim population. Not when you have immigrant groups that resist assimilation and host countries that make only tentative civic demands.

And not when a heedless immigration policy, conducted in fits of moral self-congratulation, leads to the inevitable reaction.

Den kristne europæiske arv rejste sig på baggrund af en folkevandring og overløb af barbarer. En mindre primitiv folkevandring end den nuværende islamiske, der ikke ejer aspirationer om at forbedre sig selv eller noget som helst. Ikke desto mindre, kristendommen stod i middelalderen mere end fødselshjælper til ideen om Europa med alle de ideer om det rationelle univers og den moderne videnskab,ideer  der i dag antages for universelle værdier. Tim O’Neill skriver i Quora om Middelalderen

By the Fifth Century the administrative division between the Latin-speaking Western Empire and the Greek-speaking Eastern Empire became permanent and then became a political divide.  The weaker, poorer and more vulnerable Western Empire did not even survive the century, with its final collapse coming in 476 AD after another century of civil wars, invasions and spiralling decline.  What followed was centuries of invasions, fragmentation and chaos, with few brief periods of stability and centralised authority.  The faltering intellectual tradition, which had already been in decline since the late Second Century, languished to a low ebb.

The institution which managed to keep this faltering tradition from dying out altogether during these centuries of barbarian invasion and disintegration was actually the one the Enlightenment myth (wrongly) blames for causing the decline in the first place.  The Christian church came to hold political power when the decline in learning in the west had been under way for over a century, and so could not have been its cause.  Initially Christianity was ambivalent toward Greek philosophy and learning, but prominent Christian thinkers who had been trained in philosophy could see it as something to be embraced.  God, they argued, was a rational intelligence and had created the universe along rational lines.  It made sense, therefore, that humans could and should use reason to understand his creation.  Clement of Alexandria argued that just as the Jews had been given a divine gift of special religious revelation, so had the Greeks been given a gift of rational analysis.  Both were to be embraced and used.

So when the Western Empire collapsed, the Church had long since come to terms with Greek philosophy and science and found ways to incorporate both and reconcile them with their religion.  And it was Christian scholars who saw that the decline of Greek literacy in the west meant much of the original works of Greek learning were being lost.  Cassiodorus and Boethius both tried to preserve key works by translating them into Latin.  Boethius was executed before he could complete an ambitious plan to translate all the works of Aristotle, but he did manage to translate most of the key works on logic - something which meant that logic and therefore reason took a central role in early Medieval education, even in the darkest centuries of the chaos.  The seeds of the Medieval revival of science lay in that stroke of luck.

The Medieval Enshrining of Reason

One writer has compared the long road back from the intellectual catastrophe of the collapse of the Western Roman Empire on learning in western Europe to people after a nuclear holocaust trying to revive modern science with nothing but a few volumes of the Encyclopaedia Britannica and a copy of Bill Bryson’s A Short History of Nearly Everything.  Scholars in the Eighth or Ninth Centuries had just enough fragments of information to know that they had barely anything at all but not enough to begin reconstructing what had been lost.  What is interesting is what they did with the bits they had - they revered them.  These ancient writers, mostly pagans, were held up as all-knowing authorities and what elements of their works did survive were studied with immense reverence and painstaking scrutiny.

(…)

By the Eleventh Century the waves of Avar, Magyar, Saracen and Viking invaders had begun to recede, Europe had recovered economically and stabilised politically and was actually on the brink of a period of outward expansion. At the same time there was an expansion of literacy and interest in learning and an increasingly acute awareness of the loss of ancient learning and what scholars of the time lamented as Latinorum penuria (”the poverty of the Latins”).  Exactly how intellectually poor the Latin west was is illustrated by an exchange of letters between two early Eleventh Century scholars, Ragimbold of Cologne and Radolf of Liege, about some mathematical problems that would not bother a high school student today.  Here were two clearly intelligent men who were seen as leading scholars of their day (the letters were copied and widely circulated) competing to solve some basic geometry problems but being forced to do so using scraps of geometry from old Roman surveying manuals and from a Sixth Century encyclopaedia that did little more than define a few terms.  It’s an illustration both of how much had been lost in the cataclysm and how eager people were to recover lost learning.

The idea that the cosmos was rational and could be analysed via reason was certainly resisted by some conservatives, but a new guard of scholars came increasingly to the fore, including William of Conches, Honorius of Autun, Bernard Silvester, Adelard of Bath, Thierry of Chartres and Clarenbold of Arras.  William of Conches wrote with scorn of those who were suspicious of this worship of reason and rational analysis:

Ignorant themselves of the forces of nature and wanting to have company in their ignorance, they do not want people to look into anything; they want us to believe like peasants and not ask the reason behind things …. But we say the reason behind everything should be sought out!
(William of Conches (c. 1090-1154 AD), Philosophia mundi)

Intellectuals like William were increasingly attracting communities of students and gathering together with these students to share ideas, laying the foundations of the schools that were to become universities.  The stage was set for a genuine revival and flowering of learning, all Europe still lacked were the lost books of the Greeks and Romans.

The New Learning and the Universities
By the early Eleventh Century European scholars were not just aware of how much western Europe had lost, but they were also aware that many of these works survived and could be regained.

Måske en slutning. Måske et håb om en genfødsel? Men jeg tror ikke det kommer så langt at Europa vil lade sig overløbe. EU bryder sammen, volden vil eksplodere her og der, flere stater vil stramme grebet om friheden og måske slå ned på egen befolkning for at hindre et nationalt selvforsvar. Det bliver slemt. Men vi skal nok klare det.

Spencer fik ret i sin antagelse, Koranen i Birmingham, er ikke gode nyheder for islam. Midt på sommeren havde man i gamle arkiver i Birmingham i England fundet nogle gamle koran pergamenter, som man med en kulstof-14 metode kunne datere til Muhammeds egen tid. Men, viser det sig, endda lidt før Muhammeds tid, skriver Breitbart

Historian Tom Holland told the Sunday Times that evidence was now mounting that traditional accounts of Islam’s origins are wrong.

“It destabilises, to put it mildly, the idea that we can know anything with certainty about how the Koran emerged — and that in turn has implications for the historicity of Muhammad and the Companions [his followers],” he said.

Other very old Korans also seem to confirm that written texts were circulating before Mohammed’s death.

Needless to say, Muslim academics have disputed the claims. Mustafa Shah of London’s School of Oriental and African Studies (SOAS) said: “If anything, the manuscript has consolidated traditional accounts of the Koran’s origins.”

Meanwhile, Shady Hekmat Nasser from the University of Cambridge said: “We already know from our sources that the Koran was a closed text very early on in Islam, and these discoveries only attest to the accuracy of these sources.”

Dr Keith Small, a Koranic manuscript consultant at Oxford’s Bodleian Library, admits the carbon dating applies to the parchment, not the ink, while the calligraphy is characteristic of a later style.

Nevertheless, he believes the dates are probably correct and could raise serious questions for Islam.

“If the [carbon] dates apply to the parchment and the ink, and the dates across the entire range apply, then the Koran — or at least portions of it — pre-dates Muhammad, and moves back the years that an Arabic literary culture is in place well into the 500s.

“This gives more ground to what have been peripheral views of the Koran’s genesis, like that Muhammad and his early followers used a text that was already in existence and shaped it to fit their own political and theological agenda, rather than Muhammad receiving a revelation from heaven.

“This would radically alter the edifice of Islamic tradition and the history of the rise of Islam in late Near Eastern antiquity would have to be completely revised, somehow accounting for another book of scripture coming into existence 50 to 100 years before, and then also explaining how this was co-opted into what became the entity of Islam by around AD700.”

Man kan godt unde Robert Spencer lidt hoveren

The implication is that the text existed before it became part of the Qur’an — which would completely demolish the Islamic claim that the Qur’an was delivered in perfect form through Gabriel from Allah to Muhammad, and wasn’t based on any source texts at all.

On July 22, I wrote this about the same Qur’an manuscript: “So if this is a fragment of the Qur’an as it now stands…and yet it could date from as far back as 568, two years before Muhammad is supposed to have been born, it might not be a fragment of the Qur’an at all. It could instead be a portion of some source that later became part of the Qur’an…”

On July 27, I wrote that “this could be a portion of a pre-Islamic source for the Qur’an.”

Glad to see the academics catching up.

Det akademiske miljø, ser nu ikke ud til at indhente det forsømte, da Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet fra januar næste år går den modsatte vej og udbyder en såkaldt fleksibel master i islamisk teologi, som kan lede til en egentlig ‘dansk’ imam-uddannelse skriver Kristeligt Dagblad. Første mand som underviser er Naveed Baig, om hvem Katrine Winkel Holm skrev

Baig har en fortid i Minjah-ul-Quran og gjorde sig i 90′erne bemærket ved offentligt at referere en opfordring til drab på frafaldne. “Hvis han ikke beder om tilgivelse eller lærer af sine fejl, har man ret til (pligt til) at dræbe ham”. Det var en gæste-imam, der udtalte denne shariabaserede opfattelse, som Baig omhyggeligt videregav - uden at distancere sig fra udsagnet. Da episoden i 2006 kom offentligt frem, nægtede Baig, der i mellemtiden har studeret ved et islamistisk studiecenter i Leicester, at tage afstand fra den.

To kommentarer fra gode venner: “At pergamentet er ældre end Mo er ikke det samme som at skriften på det også er. Der kan udmærket være tale om en palimpsest - koranblade skrevet på ældre pergament, hvor den oprindelige skrift er skrabet af.” - “Det væsentlige her er at islam fremstår som skrøbelig, og at dens egne lærde tvinges til ad-hoc-argumenter, fordi religionens integritet er så afhængig af ahistorisk mytologi.”

Tom Holland, ham med Islam - The Untold Story, forklarede sidste år, hvorfor han ikke anser den islamiske historie for valid og hvorfor det muslimske kleresi har gjort alt for at beskytte islam mod kritik (modsat kristendommen, der altid har været forundret over de fire Evangelier)

Eliza Grizwold skriver i New Yok Times fyldigt om muslimernes forfølgelse af kristne i Mellemøsten

From 1910 to 2010, the number of Christians in the Middle East — in countries like Egypt, Israel, Palestine and Jordan — continued to decline; once 14 percent of the population, Christians now make up roughly 4 percent. (In Iran and Turkey, they’re all but gone.) In Lebanon, the only country in the region where Christians hold significant political power, their numbers have shrunk over the past century, to 34 percent from 78 percent of the population. Low birthrates have contributed to this decline, as well as hostile political environments and economic crisis. Fear is also a driver. The rise of extremist groups, as well as the perception that their communities are vanishing, causes people to leave.

“‘‘If we attend to minority rights only after slaughter has begun, then we have already failed,’’ siger FNs Menneskerets Højkommissær Zeid Ra’ad al-Hussein. Demokraten Anna Eshoo, der sidder i Repræsentanternes Hus for Californien siger “Christianity is under an existential threat”. Men alligevel har Det Hvide Hus uligt meget sværere ved at anerkende kristne ledere end muslimske skriver Raymond Ibrahim i Gatestone Institute.

During the height of one of the most brutal months of Muslim persecution of Christians, the U.S. State Department exposed its double standards against persecuted Christian minorities.

Sister Diana, an influential Iraqi Christian leader, who was scheduled to visit the U.S. to advocate for persecuted Christians in the Mideast, was denied a visa by the U.S. State Department even though she had visited the U.S. before, most recently in 2012.

She was to be one of a delegation of religious leaders from Iraq — including Sunni, Shia and Yazidi, among others — to visit Washington, D.C., to describe the situation of their people. Every religious leader from this delegation to Washington D.C. was granted a visa — except for the only Christian representative, Sister Diana.

After this refusal became public, many Americans protested, some writing to their congressmen. Discussing the nun’s visa denial, former House Speaker Newt Gingrich said:

This is an administration which never seems to find a good enough excuse to help Christians, but always finds an excuse to apologize for terrorists … I hope that as it gets attention that Secretary Kerry will reverse it. If he doesn’t, Congress has to investigate, and the person who made this decision ought to be fired.

The State Department eventually granted Sister Diana a visa.

This is not the first time the U.S. State Department has not granted a visa to a Christian leader coming from a Muslim region. Last year, after the United States Institute for Peace brought together the governors of Nigeria’s mostly Muslim northern states for a conference in the U.S., the State Department blocked the visa of the region’s only Christian governor, Jonah David Jang.

Greenfield har en lang udførlig liste over den undertrykkelse kristne udsættes for i den muslimske verden, der er værd at gøre sig nedslået over. Men få politikere synes at kere sig. I Griswolds lange, velskrevne, detaljerede og på en gang indsigtsfulde og manipulerende artikel skriver hun, at det har været en topprioritet for både Bush og Obama ikke at tage sig ud sig ud som kristne korsfarere

It has been nearly impossible for two U.S. presidents — Bush, a conservative evangelical; and Obama, a progressive liberal — to address the plight of Christians explicitly for fear of appearing to play into the crusader and ‘‘clash of civilizations’’ narratives the West is accused of embracing. In 2007, when Al Qaeda was kidnapping and killing priests in Mosul, Nina Shea, who was then a U.S. commissioner for religious freedom, says she approached the secretary of state at the time, Condoleezza Rice, who told her the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues. Rice now says that protecting religious freedom in Iraq was a priority both for her and for the Bush administration. But the targeted violence and mass Christian exodus remained unaddressed. ‘‘One of the blind spots of the Bush administration was the inability to grapple with this as a direct byproduct of the invasion,’’ says Timothy Shah, the associate director of Georgetown University’s Religious Freedom Project.

More recently, the White House has been criticized for eschewing the term ‘‘Christian’’ altogether. The issue of Christian persecution is politically charged; the Christian right has long used the idea that Christianity is imperiled to rally its base. When ISIS massacred Egyptian Copts in Libya this winter, the State Department came under fire for referring to the victims merely as ‘‘Egyptian citizens.’’ Daniel Philpott, a professor of political science at the University of Notre Dame, says, ‘‘When ISIS is no longer said to have religious motivations nor the minorities it attacks to have religious identities, the Obama administration’s caution about religion becomes excessive.’’

Politisk korrekthed og hensynsbetændelse til muslimske vrangforestillinger betales af de kristne. Og politikerne høster veksler for deres kulturelle sensitivitet fra den smagfulde venstrefløj. Den umiddelbare historie og situation ridser Griswold op således

For more than a decade, extremists have targeted Christians and other minorities, who often serve as stand-ins for the West. This was especially true in Iraq after the U.S. invasion, which caused hundreds of thousands to flee. ‘‘Since 2003, we’ve lost priests, bishops and more than 60 churches were bombed,’’ Bashar Warda, the Chaldean Catholic archbishop of Erbil, said. With the fall of Saddam Hussein, Christians began to leave Iraq in large numbers, and the population shrank to less than 500,000 today from as many as 1.5 million in 2003.

The Arab Spring only made things worse. As dictators like Mubarak in Egypt and Qaddafi in Libya were toppled, their longstanding protection of minorities also ended. Now, ISIS is looking to eradicate Christians and other minorities altogether. The group twists the early history of Christians in the region — their subjugation by the sword — to legitimize its millenarian enterprise. Recently, ISIS posted videos delineating the second-class status of Christians in the caliphate. Those unwilling to pay the jizya tax or to convert would be destroyed, the narrator warned, as the videos culminated in the now-­infamous scenes of Egyptian and Ethiopian Christians in Libya being marched onto the beach and beheaded, their blood running into the surf.

The future of Christianity in the region of its birth is now uncertain. ‘‘How much longer can we flee before we and other minorities become a story in a history book?’’ says Nuri Kino, a journalist and founder of the advocacy group Demand for Action. According to a Pew study, more Christians are now faced with religious persecution than at any time since their early history.

Griswolds artikel kan absolut anbefales, hvis man vil være klogere på de kristnes situation og Mellemøstens morads. Men jeg skrev at den også var manipulerende og det er den i sin apologetiske omgang med islam. Selvfølgelig, fristes man nemlig til at sige.

Så skønt Griswold er langt fremme i erkendelsen af de kristnes ulykkelige situation i Mellemøsten (i hele  den muslimske verden, rent faktisk, og den kommunistiske også), og mens politikerne tøver, så er hun ikke nået dertil, hvor hun kan beskrive det reelle problem. Det er generiske “ekstremister”, der er problemet for Griswold, mens Condoleezza Rice trods alt vidste mere end det med sit “the United States didn’t intervene in ‘‘sectarian’’ issues” - og så svigtede de alligevel. Så civilisationernes sammenstød bliver derfor kun et narrativ for Griswold, en fortælling og ikke en beskrivelse af de faktiske forhold. (”Israel and Palestine” har en konflikt, en formulering, der betyder at Israel er en illegitim stat, der hvor Palæstina eksisterer).

Griswolds artikel er vævet over nogle flygtninges frygtelige historier med den 31 årige Rana og hendes mand som hovedroller. Ranas mand Diyaa beskrives som “a tyrant (…) who, after 14 years of marriage, wouldn’t let (), Rana, 31, have her own mobile phone. He isolated her from friends and family, guarding her jealously”. Han var tillige nærig. Jeg mindes ikke en historie om palæstinensiske ofre, der hænges ud som dumme svin. Nuvel, mennesker er mennesker og Diyaas karakterbrister drukner hurtigt i beskrivelserne af det muslimske vanvid. Bortset fra, at det gør det ikke helt, for islam holdes fri.

Lad os, som enhver god film, fokusere på parallelhistorierne. I det historiske afsnit hedder det fra Griswolds hånd

When the first Islamic armies arrived from the Arabian Peninsula during the seventh century, the Assyrian Church of the East was sending missionaries to China, India and Mongolia. The shift from Christianity to Islam happened gradually. Much as the worship of Eastern cults largely gave way to Christianity, Christianity gave way to Islam. Under Islamic rule, Eastern Christians lived as protected people, dhimmi: They were subservient and had to pay the jizya, but were often allowed to observe practices forbidden by Islam, including eating pork and drinking alcohol. Muslim rulers tended to be more tolerant of minorities than their Christian counterparts, and for 1,500 years, different religions thrived side by side.

One hundred years ago, the fall of the Ottoman Empire and World War I ushered in the greatest period of violence against Christians in the region. The genocide waged by the Young Turks in the name of nationalism, not religion, left at least two million Armenians, Assyrians and Greeks dead. Nearly all were Christian. Among those who survived, many of the better educated left for the West. Others settled in Iraq and Syria, where they were protected by the military dictators who courted these often economically powerful minorities.

De islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom skete gradvist og naturligt, kristne var beskyttet mod et vist kontingent (en lille del af folks motivation for det ‘naturlige’ skift), de muslimske fyrster var tolerante og religionerne trivedes side om side. Men så kommer nationalismen som følge af Osmannerrigets sammenbrud og begår folkemord. Det er ikke islam, det er end ikke ‘religion’! Alligevel sker folkemordet på kristne.

Det er djævlen i detaljen. Fortællingen er tilstrækkelig upræcist formuleret til ikke at være direkte løgn, men vildledende. Folkemordet på de kristne skete ikke som følge af Osmannerrigets sammenbrud, det startede med tiltagende pogromer i 1890′erne og blev færdiggjort i 1919, inden sammenbruddet. Og det var en erklæret jihad mod de vantro. Derfor fandt grusomhederne også en naturlig klangbund blandt almindelige muslimer, der tog ivrigt del i grusomhederne. Den dag i dag er kirkerne i Tyrkiet på vej mod udryddelse. Og regionens diktatorer, hvem var det nu de beskyttede de minoriteterne imod?

Så lad os vende tilbage til Rana og Diyaa og de andre kristne minoriteters historie om da nutidens islamiske hær ankom til den kristne by Qaraqosh, hvor de boede. Flygtninge fra Mosul fortalte de lokale at “The militants painted a red Arabic ‘‘n,’’ for Nasrane, a slur, on Christian homes”. Just ankommet kendte den islamiske hær ISIS ikke de kristne i Mosul - men det gjorde de kristnes muslimske naboer, klangbunden og de malede ‘n’ for nasrane på de kristnes hjem.

De kurdiske styrker, peshmerga, der havde været ene om at give ISIS modstand, trak sig fra området. Da kurderne havde afvæbnet de kristne og ISIS afskåret vandforsyningnen, flygtede de fleste af Qaraqosh indbyggere og efterlod kun de svageste, gamle og syge og en enkelt fulderik tilbage. Og så Diyaa, der nægtede Rana at flygte fordi han ikke mente ISIS vil ankomme.

As Diyaa and Rana hid in their basement, ISIS broke into stores and looted them. Over the next two weeks, militants rooted out most of the residents cowering in their homes, searching house to house. The armed men roamed Qaraqosh on foot and in pickups. They marked the walls of farms and businesses ‘‘Property of the Islamic State.’’ ISIS now held not just Mosul, Iraq’s second largest city, but also Ramadi and Fallujah. (During the Iraq War, the fighting in these three places accounted for 30 percent of U.S. casualties.) In Qaraqosh, as in Mosul, ISIS offered residents a choice: They could either convert or pay the jizya, the head tax levied against all ‘‘People of the Book’’: Christians, Zoroastrians and Jews. If they refused, they would be killed, raped or enslaved, their wealth taken as spoils of war.

Således ser det ud når den islamiske hære ankom, skiftet fra kristendom sker gradvist forstået som et rykud, hvilket er naturligt omstændighederne taget i betragtning. Og de muslimske herrers tolerance var baseret på beskyttelsespenge. Således skal religionerne trives side om side, hvis altså ikke man foretrak at blive “dræbt, voldtaget eller gjort til slave”.

Men ISIS bløder op i dovenskab efter at rende og lede efter de sidste kristne og tilbyder “what they call ‘exile and hardship’”. Diyaa og Rana kommer frem fra deres skjul og melder sig til ISIS sundhedscenters ‘checkups’’, der er en slet skjult eufemisme for en visitering efter eventuelle værdier. Og, skal det hurtigt vise sig, så har mennesker også en særlig værdi i sig selv i det islamiske tankesæt

By 9 a.m., ISIS had separated men from women. Seated in the crowd, the local ISIS emir, Saeed Abbas, surveyed the female prisoners. His eyes lit on Aida Hana Noah, 43, who was holding her 3-year-old daughter, Christina. Noah said she felt his gaze and gripped Christina closer. For two weeks, she’d been at home with her daughter and her husband, Khadr Azzou Abada, 65. He was blind, and Aida decided that the journey north would be too hard for him. So she sent her 25-year-old son with her three other children, who ranged in age from 10 to 13, to safety. She thought Christina too young to be without her mother.

ISIS scanned the separate groups of men and women. ‘‘You’’ and ‘‘you,’’ they pointed. Some of the captives realized what ISIS was doing, survivors told me later, dividing the young and healthy from the older and weak. One, Talal Abdul Ghani, placed a final call to his family before the fighters confiscated his phone. He had been publicly whipped for refusing to convert to Islam, as his sisters, who fled from other towns, later recounted. ‘‘Let me talk to everybody,’’ he wept. ‘‘I don’t think they’re letting me go.’’ It was the last time they heard from him.

No one was sure where either bus was going. As the jihadists directed the weaker and older to the first of two buses, one 49-year-old woman, Sahar, protested that she’d been separated from her husband, Adel. Although he was 61, he was healthy and strong and had been held back. One fighter reassured her, saying, ‘‘These others will follow.’’ Sahar, Aida and her blind husband, Khadr, boarded the first bus. The driver, a man they didn’t know, walked down the aisle. Without a word, he took Christina from her mother’s arms. ‘‘Please, in the name of God, give her back,’’ Aida pleaded. The driver carried Christina into the medical center. Then he returned without the child. As the people in the bus prayed to leave town, Aida kept begging for Christina. Finally, the driver went inside again. He came back empty-handed.

(…)

As the bus rumbled north out of town, Aida sat crumpled in a seat next to her husband. Many of the 40-odd people on it began to weep. ‘‘We cried for Christina and ourselves,’’ Sahar said. The bus took a sharp right toward the Khazir River that marked an edge of the land ISIS had seized. Several minutes later, the driver stopped and ordered everyone off.

Led by a shepherd who had traveled this path with his flock, the sick and elderly descended and began to walk to the Khazir River. The journey took 12 hours.

The second bus — the one filled with the young and healthy — headed north, too. But instead of turning east, it turned west, toward Mosul. Among its captives was Diyaa. Rana wasn’t with him. She had been bundled into a third vehicle, a new four-wheel drive, along with an 18-year-old girl named Rita, who’d come to Qaraqosh to help her elderly father flee.

The women were driven to Mosul, where, the next day, Rana’s captor called her brothers. ‘‘If you come near her, I’ll blow the house up. I’m wearing a suicide vest,’’ he said. Then he passed the phone to Rana, who whispered, in Syriac, the story of what happened to her. Her brothers were afraid to ask any questions lest her answers make trouble for her. She said, ‘‘I’m taking care of a 3-year-old named Christina.’’

Trods disse utvetydige beskrivelser er Griswolds ellers glimrende artikel fuld af de standardbesværgelser der tynger de ledende medier. “No one has suffered more at the hands of ISIS than fellow Muslims”, hedder det pludselig, med henvisning til at flere muslimer end kristne dør af andre muslimer. Samme logik kunne man sige om tyskerne og jøderne under nazismen. Skønt interessant med Ellemannske observationer så er den relevante pointe at kristne næsten pr automatik dør i mødet med den ankomne muslimske hær, forrådt af sin muslimske nabo. Den kristne kan, som andre ikke-muslimske minoriteter, ikke komme uden om den direkte forfølgelse. Og den forfølgelse er islam.

Det sidste man hører om Rita er at hun “had been given as a slave to a powerful member of ISIS; Christina was given to a family to be raised as a Muslim”.

Det burde fortælle alt om Uffe Elbæk og hans Alternativet at roser strømmer fra David Trads. Elbæk er en kompetent politiker i Trads øjne, trods hans ministertid fra alle andres hold beskrives som inkompetent. Sympatisk er Elbæk måske, men det er mere tvivlsomt om man, som Trads påstår, kan sige, at Alternativets fokus på klima optager mange vælgere. Med mindre disse vælgere er klimaforskere - hvilket siger alt om klimaforskere. Og Alternativet!

Det er sikkert et rimeligt gæt, at Alternativets vælgere er fra den samme grød, der stemte Radikale Venstres ultimative krav ind med imponerende 17 mandater og ud af politisk indflydelse. Og hvad værre var, en afmytologisering af Radikale Venstre som et midterparti, hvis ophøjede opgave er at balancere de uudholdelige fløjes tåbeligheder ud mod hinanden til det mindre ubærlige. Partiet overlevede med Vestagers naturlige nedladende udstråling dog afskalningen til Ny Alliance, sådan var det bare.

Og Alternativets vælgere er sikkert også de samme mennesker, der bar Villy Søvndal ind i den første regering, der endeligt demaskerede Socialistisk Folkeparti som en forening af moraliserende drømmere uden evne til realiteternes ansvar. Mennesker, der mener at staten skal harmonisere andre menneskers arbejdstid, sammensætte deres kost og være personligt ansvarlige for vejrliget. Det er en destruktiv bølge af begejstrede vælgere venstrefløjen skal vare sig for at ride på, men måske det vil være en fordel, nu de har et helt parti designet til netop dem? Med David Trads, klimaforskere og en canadisk rigmand bag sig.

Jyllands-Posten besøgte Elbæk i hans Vision of Dome, hans lille univers, hvor han talte om sine erfaringer og sine visioner. Stolt viser han rundt i sin lille boble af drømme om det kreative, det nye og det anderledes og om sit tilvalg af homoseksualitet, mens Muren faldt. Det eneste man får at se ud over grønne planter er en gruppe musikere, på vej til at lukke sig helt om sig selv i fælles fordybelse i musik med takt og toneart. Man hører service klirre ivrigt fra Dome-café’en, men ser intet til andre kreative mennesker udvekslende ideer på tværs af fagskel om Danmarks fremtid.

Repræsentanter for det kreative, musikere i en hestesko, på vej til at lukke sig i en cirkel.

Sørine Gotfredsen skriver i Berlingske Tidende at Elbæk…

….er den, der fortæller menneskene, at der findes noget at tro på, der rækker ud over den ubønhørlige verden. Og at vi sammen kan dyrke utopier om stedet, hvor der findes ly for alt det, der bare synes at tromle afsted omkring os.

Den alternative bevægelse udfylder således en ledig plads i en tilstand af nød og samler en masse af de forvildede følelser, der er på spil i et fællesskab, hvor så mange tror på så lidt. I et fællesskab, hvor man i frygt for stigende konkurrence og mindre tryghed har brug for at høre, at der trods alt et sted findes frelse. Hvis danskerne i højere grad hvilede i en seriøs religiøs bevidsthed og kunne mærke livsfylde ved at yde deres bedste i forhold til det højeste, ville fornuften og dømmekraften også være større. Følelseslivet ville ikke på så overfladisk vis lade sig påvirke, for med troen på at man er sat i verden med et formål og en pligt at efterleve, står man på et tidløst fundament og er ikke i samme grad til fals for forføriske skikkelser. Det er jo ikke tilfældigt, at kristendommen gennem historien er blevet forbudt i totalitære systemer. Den – ikke mindst i den lutherske udgave – gør mennesket mere modstandsdygtigt overfor manipulerende kræfter, og man kan ikke lade være med at overveje, hvorfor Helle Thorning-Schmidt ikke er blevet grinet ud på grund af det opstyltede fremstød, vi har oplevet i de seneste måneder. Ligesom man aner en vis forbindelse mellem Alternativets succes og den danske længsel efter bare et eller andet at tro på. Det er tankevækkende, at et folketingsvalg muligvis skal afgøres af den slags kræfter.

Mennesket er et længselsfuldt følelsesvæsen. Det vidste vi godt i forvejen, men denne valgkamp har kraftigt understreget det. En ting er den lange føljeton om Lars Løkke Rasmussens troværdighed, der mest har lignet en nøje orkestreret menneskejagt til massernes underholdning. Noget andet er, at mekanismerne også i dansk valgkamp synes at blive mere primitive i deres stræben efter at ramme mennesker på de bløde punkter. Socialdemokraternes kampagnemaskine har med imponerende vedholdenhed og ganske simple virkemidler fået skabt et billede af Helle Thorning-Schmidt som en blanding af moder og førerskikkelse i en stil, jeg ikke havde troet ville virke i dette land. Statsministeren er blevet afbilledet med små søde børn i favnen, storsmilende med en hjemløs og sammen med friske sygeplejersker, og hun er overalt. Uanset hvor man går på gaden, eller hvilken avis man åbner, toner Helle Thorning-Schmidt frem, og metoden ser faktisk ud til at virke.

Mikael Jalving beskriver i Jyllands-Posten…

Alternativet, den nye komet på stjernehimlen, vil som bekendt indføre obligatoriske vegetardage, give kontanthjælp uden nogen som helst krav og tvinge folk til at arbejde minimum 20 pct. mindre, dvs. max. 30 timer om ugen. Alene det sidste vil ifølge forsigtige beregninger koste samfundet i omegnen af 300 mia. kr. om året og hurtigt medføre drastiske forringelser af den offentlige sektors service og på længere sigt indføre græske tilstande.

Partiets ordfører for finanser, økonomi og andre petitesser, en kvinde med det pikante navn Josephine Fock, udtaler, at det af hensyn til vor kollektive livskvalitet er nødvendigt at sikre, at folk får »færre penge mellem hænderne til at gå ud og forbruge«.

Det er vistnok især fladskærme og Yankiebarer med lakridssmag, vi ikke må købe. Folk vil dog fortsat kunne »betale deres husleje, deres brød og mælk«, men ikke kød. Kød tæller ligesom ikke rigtig med.

»Vi har alle de ting, vi skal bruge – vi kan ikke finde på mere – så nu er det lige præcis oplevelser, der tæller«, forsikrer partiets ordfører.

Niels Lillelund beskriver i Jyllands-Posten (9/5, ikke online) det småbizarre optrin de de skuespilleren og intertaineren Jytte Abildstrøm sang for Alternativets partileder Uffe Elbæk

En ung, kvindelig studievært tager imod partilederne, og aftenen før grundlovsdag var det Uffe Elbæk, til hvem man endog havde beredt en lille kærlig overraskelse i form af en hemmelig gæst, vores allesammens Jytte Abildstrøm.

Hun er med i Alternativet, hvor hendes officielle titel er god karma-ambassadør og partife.

Iført en miniatureharmonika og en stemme så slidt, at den fik Frank Sinatras sidste afskedskoncerter til at virke overbevisende, ankom hun afsyngende “Jeg gik mig over sø og land”, og efter længere tirader om solnedgange i Hjørring med særlig hensyn til næstekærlighed, vedvarende energi og Storm P’s nervøst anlagte onkel fik hun studiet til at synge med på omkvædet »Jeg har hjemme i klappeland.

« Og alle dem, som klappe kan osv., og det kunne de sandelig, for der stod de og klappede, og det var en fest, en rus, idel gammen.

»Det er fantastisk,« sagde den henrykte studievært, der var én stor flækket træsko af jubel og livsglæde, som var dette kulminationen på hendes journalistiske karriere.

Lars Løkke må sidde derhjemme og drømme sødt om en dag at møde sådan en journalist, der bare vil kramme og klappe.

Og han konkluderer

Forleden kunne Radio24syv oplyse, at gruppen af indvandrere på kontanthjælp er vokset med 37 pct., siden Helle Thorning-Schmidt (S) overtog regeringsmagten i 2011. Helt nøjagtigt var 42.465 indvandrere sidste år på kontanthjælp, langt de fleste fra ikke-vestlige lande.

Det koster penge. Rigtige penge. Ikke ord og signaler, men rigtige penge, som kunne have været brugt på noget sjovere. men den slags kendsgerninger interesserer ikke rigtigt journalisterne.

Svend Brinkmann klapper i Berlingske Tidende om “Landet der holdet op med at give mening” og spørger “Hvor mange asylbørn går der på en kræftbehandling?”. Det er »In-stru-men-ta-li-se-ring.«, ideen om at intet gøres for sin egen værdi, men for at opnå noget andet. Børnene dyrker gymnastik i skolen for at blive bedre til matematik og vi bygger mobiliserbare netværk for at kunne klare os i konkurrencestaten. Men regnestykket flygtninge kontra hospitalsudgifter er ikke instrumentaliseret i den forstand at danskeres ve og vel opfattes som en legitim modstilling til import af flygtninge. Det er danskerne selv der er blevet instrumentaliseret, så meget at de er usynlige i denne debat, som Klaes Kastholm skriver

Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv? Er det rimeligt, at de offentlige ydelser er så generøse, at gevinsten ved at arbejde er ikke-eksisterende eller meget beskeden for titusinder af mennesker?

Elbæk er den fødte projektmager, en besnakker af politikere og fonde til sponsering af morgendagens bon-ord og floskler. Ud over bøsse-parader er hans største præstation det sekteriske Kaos-Pilot projekt. Erfaringen kom fra Next Stop Sovjet, hvor Elbæk fandt ud af, at man manglede en uddannelse, der gav een kompetencer til både at forhandle med KGB og lave konfliktløsning med den russiske mafia. Hvis Alternativets vision om åbne grænser bliver en realitet kommer den slags kvaliteter i høj kurs.

Med Bent Jensens nederlag til Jørgen Dragsdahl i Højesteret forleden skal man passe ekstra på hvad man kalder andre mennesker uanset, hvor sandt det måtte være. Så jeg vil ikke bruge nogle som helst specifikke ord om Politikens faste blogger og Melløst ekspert ved Ræson Brian Esbensen blot fordi han benægter folkemordet på de kristne i Mellemøsten. Men det gør han på sin Facebook side. Ja, han anerkender end ikke at kristne forfølges

Forfølges de kristne i Mellemøsten? Nej, er det korte svar. Det lidt længere og uddybende svar følger her:

Kan I huske da kampe i det nordlige Irak, tæt på kristne og kurdiske byer og områder, havde det meste af verdens bevågenhed for et lille års tid siden? Civile - hvoraf mange var kristne - blev drevet på flugt, og begivenhederne blev af uforstandige personer set som (endnu) et bevis på, at kristne bliver forfulgt i Mellemøsten.

Det er sådan set rigtigt nok. De kristne forfølges og flygter; ligesom dem med brune, grønne, grå og blå øjne; og ligesom sunni-muslimerne, shia-muslimerne og dem der ikke tror på en skid; og ligesom de høje, de lave og dem midt imellem.

Irak (og er par andre steder i regionen) er et stort f**king anarki og folk flygter.

Lige nu kæmpes der i og omkring byen Ramadi og det er en rigtig god case til at illustrere, hvorfor ‘amatør-eksperterne’ som fx. Niels Ivar Larsen og Søren K. Villemoes fuldstændig fejllæser regionen, når de sidder i deres trygge kontorstole i København og fremfører ‘de-kristne-forfølges’-tesen.

Ramadi består næsten udelukkende af (sunni-) muslimer. Indtil USA, DK, UK o.a. besluttede sig for at bombe Irak tilbage til stenalderen i 2003 boede der cirka 700.000 mennesker. Da de nuværende kampe startede var tallet cirka 500.000 (altså var ca. 200.000 muslimer allerede flygtet). Indenfor den seneste måned melder UNHCR at 114.000 (muslimer) er flygtet og indenfor de seneste dage er det eksploderet med yderligere titusinder (muslimer) på flugt.

Summasummarum og pointen skåret ud i pap: Skillelinjen går ikke mellem kristne på den ene side og muslimer på den anden. Den går mellem de få radikale - hvoraf mange er tilrejsende tosser - og så alle andre, herunder de mange mange millioner moderate muslimer, der flygter i den største globale flygtningekatatrofe siden 2. verdenskrig.

I kommentarfeltet uddyber han sin pointe

Jeg kunne med udgangspunkt i data over flest døde i trafikken lave en lignende liste. Thailand er det farligste sted i verden for bilister. Jeg kunne med 100% sikkerhed lave en statistik, der illustrerede at ejere af grønne biler dør som fluer i trafikken i Thailand. Og, ja, det ville sådan set være helt korrekt, men det ville på samme tid også være uendelig uinteressant, da det samme gælder for ejere af røde, blå, hvide (you name it) biler. Det er i stor udstrækning det samme med ‘den kristne forfølgelse’ i Mellemøsten. En selektiv liste, hvor én religion (i et land i kaos) eller én bilfarve (i et trafikalt helvede) er udvalgt, fortæller os tæt på ingenting.

Esbensen argument er altså at fordi andre, inklusive andre muslimer, også forfølges af kalifatet så forfølges kristne ikke særskilt. Men dette er selvfølgelig forkert. Med varierende nidkærhed forfølges alle der opfattes som islams fjender og her forfølges kristne ikke blot for ikke at være muslimer, men for at være kristne.

Esbensens beskriver sine kompetencer

Faglig kompetence:

Demokratisering i en arabisk, muslimsk kontekst

Menneskerettighedsforståelser – kulturrelativisme, universalisme

Religion og kultur

Palæstinensiske flygtninges historie og situation

Konflikt, oprør og civilsamfund

Postmoderne udviklingsteori

NGO advocacy, lobbyisme

Regional kompetence:

Libanon, ophold og arbejde, 2002-2003 og 2005, 2012, 2013

Syrien, ophold og arbejde, 2004 og 2012

Jordan, ophold og arbejde, 2003-2004

Godt kendskab til Libanon, Syrien, Jordan, Israel, Palæstina, Balkan

Uddannelse og kurser

Cand.scient.soc., samfundsvidenskab, udvikling og internationale relationer, Aalborg Universitet

Tillægsmodul i skriftelig journalistik, Danmarks medie- og journalisthøjskole

“Modern history of Jordan and the M.E.”, University of Jordan

Ansættelser og anden arbejdserfaring

Journalist, kronikør og udviklingspolitiks kommentator, Kristeligt Dagblad m.fl. (for nuværende)

Foredragsholder, Det arabiske forår, Mellemøsten, Konflikten i Syrien (for nuværende)

Brian Esbensen er Mellemøst-redaktør, Magasinet RÆSON (ophørt august 2013)

Rådgivende Konsulent, Aarhus kommunes internationale kontor, Nis, Serbien (ophørt maj 2011)

Projektansvarlig, Arab NGO Network for Development, Beirut, Libanon (ophørt juni 2004)

Projektkoordinator og praktikant, Norwegian People’s Aid, Beirut, Libanon (ophørt jan. 2003)

Underviser, Dansk Røde Kors asylafdeling (ophørt sep. 2002)

Bestyrelser, tillidsposter og netværk

Tidligere medlem af Dansk Flygtningehjælps bestyrelse i Aalborgs frivillig-afdeling

Tidligere aktiv i diverse græsrodsarbejde

Produktion

Udgivelser:

Flere bidrag til e-bogen “Efter det Arabiske Forår”, RAESON, 2012 Se: http://raeson.dk/2012/ny-ebog-fra-r%C3%A6sonefter-det-arabiske-forar-%E2…

Kronikker, analyser, internationale kommentarer og baggrundsartikler i div. magasiner og dagblade, bl.a.

Artiklen “På flugt til fredens by”, Kristeligt Dagblad, om syriske flygtninge i Tyrkiet: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/460378:Udland–Paa-flugt-til-fr…

Kronikken “De islamiske partier har vundet – skal vi være nervøse?”, Kristeligt Dagblad, om de første frie valg efter det arabiske oprør: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/448338:Kronik–Deislamiske-part…

Analyse af Syrien-konflikten i RÆSON: http://raeson.dk/2012/tyrkisk-jagerfly-skudt-ned-mennato-t%C3%B8r-stadig…

Personligt tilbageblik på Syrien-reportage tur, Politiken: http://politiken.dk/debat/profiler/brianesbensen/ECE2065475/sidste-aar-e…

International kommentar vedr. situationen i Syrien, Information: http://www.information.dk/313042

Kronik i Berlingske, Civilisationernes sammenstød er en farlig myte: http://www.b.dk/kronikker/civilisationskrig-er-en-farlig-myte

Sprog

Dansk - Modersmål

Engelsk - Beherskes flydende

Tysk - Godt kendskab

Arabisk - Noget kendskab

Opfordringer fra Brian Esbensens FB-vennerkreds til at sætte sig ind i virkeligheden, som ved at læse  Klaus Wivels: Den sidste Nadver eller læse Amnesty Internationals rapporter afviser Esbensen med at han allerede “har læst wivels makværk af en ‘bog’”. Jacob Mchangama kalder Esbensen for en skændsel og forsøger at højne debatten med nogle artikler fra BBC, The Guardian,CNN, The Independent, og The New Statesman, der alle utvetydigt beskriver muslimsk forfølgelse af kristne fordi de er kristne. Tidligere har jeg også henvist til BBC og Raymond Ibrahim. Men man kan også blot google det. De kristne bliver forfulgt fordi de er kristne. Esbensen har ingen undskyldning for ikke at vide det og ingen undskyldning for at benægte det.

BBC dokumentar om muslimernes folkemord på kristne

The Guardian har en meget smuk og foruroligende billedserie om overbefolkning

En chef for FNs Klima halløj vil reducere antallet af mennesker. Og det er der god grund til, som David Attenborough argumenterer for. Presset på ressourcerne og naturen er nemlig ubønhørligt og snart vil vores plastikindpakkede verden ikke kunne skjule affaldet og vores børn kommer til at slås om de sidste rester af den udpinte jord. Eller gør de? Danmark er et meget tæt befolket land, hvilket tilsiger en anden indvandringspolitik end den man er slået ind på fra 1983. Alligevel er her god plads og grundlæggende rent og herligt. Trods vores placering højt mod nord producerer vi et overskud af fødevarer.

Den svenske professor, læge og statistiker Hans Rosling har et anderledes optimistisk syn på befolkningstilvæksten.

Hvad malthusiske Attenborough ikke forstår er at mennesket har evnen til at tilpasse ikke bare sig selv til sine omgivelser, men sine omgivelser til sig selv. Vand er ikke en begrænset ressource, men et kredsløb. Men skønt der ikke bliver for mange mennesker på Jorden, så bliver der alligevel for mange mennesker nogle steder. Men ikke bare det. Der bliver for mange af visse mennesker Pew Research Center:

Shifts in the world’s major religions will see Islam growing faster than any other faith, with the number of Muslims nearly equaling that of Christians by 2050.

A new Pew Research Center study finds that with the exception of Buddhists, the world’s major religions will all see an increase in numbers by 2050, although some will make up a smaller percentage from today. Muslims are the only major religious group projected to increase faster than the world’s population as a whole… If current trends continue, Muslims will outnumber Christians worldwide around 2070.

Billedet ovenfor er fra Telegraph og viser den muslimske befolkningskoncentration fremskrevet til 2050. Som min ven konstaterede, så bliver der flere barbarer. Og det er sandt. Hvide vil udgøre 10% af fremtidens befolkning.