Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Tom moralisme

Når en politiker er tømt for politisk indhold er der kun tom moralisme. Mette Frederiksen bliver i Berlingske Tidende citeret for mere fra sin nye potrætbog

»Det er en absurditet, at vi, som et af verdens mest ligestillede samfund, har så stor fokus på, hvordan kroppe skal se ud, at vi på en eller anden måde underlægger os nogle forestillinger, som er forkerte. På de sociale medier vil vi alle sammen fremstille os selv i det bedste lys, og der bliver fotoshoppet flittigt. Og på mange måder er det en hæslig udvikling,« lyder det fra S-formanden.

Mette Frederiksen mener også, at »det slører ligestillingsspørgsmålet, for vi er kommet til at begå nogle fejl ved os selv - vi kvinder i det her samfund.«

Kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC giver S-formanden ret i, at selvfremstillingen på de sociale medier har uheldige konsekvenser. Både kvinder og mænd er stadig underlagt nogle mainstreamforestillinger om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde skal se ud.

»Det er ikke lykkedes os endnu at løsrive os fra det billede. Der er et enormt kulturelt blik på kvinders kroppe og det er anderledes konstant end det er hos mændene. Det er ikke et sundt tegn, når det blik går ind og definerer en stor del af en kvindes identitet. Det er i hvert fald ikke frigørende og man skal ikke bilde sig ind, at det ikke har konsekvenser, når kvinder skal leve op til et fasttømret ideal. Det er jo heller ikke sundt, at vi er så kropsfikserede, selvom vi siger, at vi har friheden til at forme kroppen på den måde vi har lyst til,« siger han.

Problemet folkevandring af primært muslimer er resultatet af de strukturelle problemer af politisk konsensus, konventioner, EU, pressen og politikerne. Frederiksen er en del af de strukturelle problemer og oppebærer en fortsat katastrofal kurs. Så der tales udenom politik og opmærksomheden henledes på pseudoproblemer, som Frederiksen ikke kan gøre noget som helst ved, andet end i fuld offentlighed at pudse en af hendes skiftende glorier, anglende efter et eller andet segments sympati.

Debatten er håbløs. Uanset gode og sande budskaber som at man ikke kan skue hunden på hårende og de største værdier er indre værdier, har mennesker øjne og er indgroede æstetikere. Der er altid nogle der er mere populære end andre, om de så er flinke, kloge, sexede, rige, musikalske eller, som Mette Frederiksen, har en overlegen moral.

Og diskussionen om idealer er en af de  fasttømrede diskussioner vi ikke kan frigøre os fra. Idealer derimod skifter over og i tid. Der er heldigvis det store flertal, der er afslappede med sig selv og så nogle andre, der forfølger allehånde konkurrerende idealer, som den tåbelige ide at lade sig tatovere eller have piercinger. For nogle er det den slanke linje og for andre er det All About That Bass (bass, bass, bass, bass, bass) - så Frederiksen har flere ting kørende for sig.

Alle plager sig selv med de krav de sætter til sig selv eller mener omgivelserne sætter. Det er ikke let at være skatteyder eller virksomhedsejer med de røde apparaters mange krav, lettere er det at være asocial. Mænd plager især sig selv, med at føle sig ubrugelige, som afspejler sig i deres højere selvmordsrate. Kvinder plager sig selv oftere, men i lidt mindre alvorlig grad, med lidt mere ydre ting. Sådan er vi så forskellige og sådan kan vi lide hinanden. Og det giver mig et tyndt påskud for at poste følgende næsten aktuelle video, fra Black Pigeon Speaks

The Art of the Deal

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

Berufsverbot… en overvejelse værd

Venstrefløjen ser ud til at lancere et voldsomt opgør med den hidtidige integrationspolitik. De kommer blot næppe til at erkende det. Information funderede “Kan en advokat forsvare udlændinge og samtidig være med i Pegida?”

Rasmus Paludan har været forsvarsadvokat for frihedsberøvede udlændinge. Samtidig er han stærkt udlændingekritisk og har i år deltaget i alle demonstrationer for ’For Frihed’ – det, der før hed Pegida. Det møder kritik, men Paludan selv kan ikke se problemet.

Og for de læsere der måske er lidt forvirrede over, hvad det er for foreninger, der tales om præciserer Information “den højreradikale forening For Frihed, som nok bedst er kendt ved sit gamle navn, Pegida”. Passende dog at frihed er højreradikalt for en avis, der underholder tanker om tankekontrol.

gc3a6tteleg-1

Socialdemokratiets formand (ja det hedder igen officielt Socialdemokratiet. Og det har det altid heddet på Monokultur, der ikke har meget til overs for tidstypisk pjat) Mette Frederiksen har skrevet en ny bog, skriver Jyllands-Posten nemlig, og de referer dette stykke

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Så, kan man som muslim, der bekender sig til et had til; menneskeskabte love, ligestilling mellem køn, at kunne tale, tro og tænke frit, etc overhovedet være ansat i det offentlige? Kan man overhovedet have et dansk pas?

Berlingske Tidendes 80er propaganda

Sådan så Berlingske Tidendes, nu et par uger gamle kampagne ud og der medfulgte et interview med jordemoderen, der skulle uddybe nuanceringen af debatten. Er det en flygtning, islamist, eller jordemoder vi ser? Kasper Støvring spurgte på Facebook “Men hvad nu, hvis kvinden er alle tre ting? Det er da også en overraskende nuancering.”. For som det blev suppleret af flere, så er der ingen modsætning mellem islamisme, terrorisme og uddannelse og et eksempel blev hentet fra Uriasposten.

Men også et andet eksempel, som vi har været glade for på Monokultur, blev hentet frem. Douglas Murray beskrev nemlig for et par år siden, muslimen lidt mere nuanceret i forbindelse med nogle obligatoriske anti-israelske demonstrationer, han havde observeret i London, på baggrund af at Israel frækt igen-igen nægtede at lade sig ydmyge

I have watched them a bit in recent days, watched the contorted hatred on their faces as they scream at the embassy and then watched their friendly sociability as the headscarfed women are driven away by their menfolk, often with their children in tow — a family day outing in “diverse” modern London. Behind their smiles and the increasingly competent public relations that the pro-Hamas faction is managing in Britain, it is possible for some people to forget that what brings these people out is one simple thing: a hatred of the Jewish state and a desire to see it annihilated by the terrorists of Hamas or anyone else at hand.

Lene Kattrup havde mange gode indvendinger til dette stykke 80er propaganda, men jeg vil frem een, som ofte er fremdraget her på Monokultur, fordi det fremhæver den selvmodsigelse, der er indbygget i det multikulturelle narrativ

Overskriften (som er valgt af journalisten) er “Flygtning? Islamist? Jordemoder: »Selv om jeg ikke er streng, er jeg glad for mit tørklæde«.

Det synes jeg er en ”formindskende” og/eller misvisende omtale af hendes forhold til tørklædet og til den religion eller religiøse ideologi, som det islamiske tørklæde normalt er et symbol på, og som det sandsynligvis også repræsenterer for denne kvinde. For Soheila Azimi forklarer, at hvis hun havde skullet afføre sig det i arbejdstiden (men selvfølgelig kunne tage det på, straks hun fik fri), så ville hun have sagt sit job op. Dette fortæller os jo, at hun ikke kun er ” glad for tørklædet” som der står, og hun er jo så faktisk ”streng” på dette punkt. Det er en mulighed for, at hun bærer det for at vise, at hun går ind for sharialoven som lov. Lad læseren få lov til at tænke selv, ville jeg sige til journalisten og til Berlingske. Hvis journalisten var dygtig, kunne man jo have spurgt Soheila Azimi om det. Det ville have være klogt, men det tør journalisten måske ikke?

Nemlig. Der er ingen tvang i islam, men jeg skal have mit tørklæde på. Og hvad skal jeg mere…

Do it by the book

Denne video viser noget om, hvad vestlig kultur er i disse tider

Men den illustrerer også en forskel på sort og hvid kultur i USA. I 50′ernes USA var den sorte mand og den sorte kvinde lige så tilknyttede til arbejdsmarkedet, som deres hvide ditto. Den sorte mand og den sorte kvinde var også lige så tilknyttede til hinanden igennem ægteskab, som deres hvide ditto. Følgeligt havde de også det samme forhold til loven og var lige så distancerede fra fængsel, som deres hvide ditto.

I dag sidder den sorte mand meget i fængsel, primært for vold og mord mod andre sorte, selvom der også er en vis spil-over effekt på andre etniske grupper. Både den sorte mand og den sorte kvinde har ringe tilknytning til arbejdsmarkedet. Og den sorte mand er fraværende som far. så det sorte barn vokser i høj grad op hos dets sorte promiskuøse enemor.

The broken black family, kalder man det i USA. Eller det vil sige, Demokraterne gør ikke, de taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium. Hvilket er ironisk, da alle de racistiske love blev opfundet og opretholdt urimeligt længe af selv samme parti Demokraterne.

Men videoen, skønt en urimelig sammenstilling i den kontekst, viser lidt om, hvad sort kultur og hvid kultur er. Den hvide er ganske vist idyliseret, men den hylder en produktivitet som er uadskillelig fra kreativitet. Livsglæde befriet fra drifter.

Negeren derimod… tjah, den nedbrudte sorte familie raser videre i hvad den opfatter som idyl - bitch. Og det bliver hørt af Treyvon Martin og The Gentle Giant og Obamas imaginære søn og Tyrone et-eller-andet og med det i ørerne gør de sorte teenagepige gravide og forlader dem, begår vold og hærværk, høje på det ene eller andet, kommer på kant med loven og kommer i fængsel eller bliver skudt og dræbt af politiet. Og pressen græder og Demokraterne taler om institutionaliseret racisme som skyld i det hele, et år fra slaveriet for 160 år siden, de hvides privilegium…

Nahed Hattar har jo tigget og bedt om at blive angrebet, gjorde alt for at provokere

Det er jo ikke terror - der løb altså en gal jordaner rundt. Undskyld, jeg siger det. Nahed Hattar har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den jordaner, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for

Det burde Tidligere udenrigsminister Uffe Elleman Jensen vel sige, hvis han ville stive sig af med lidt konsistens. Tegningen herunder, blev begået af den jordanske satiretegner Nahed Hatter

skc3a6rmbillede-2016-10-06-kl-150952

Der er allerede sagt meget om Hattar, men det bedste blev sagt af David Wood, der fortæller om islams forhold til køn, sex og paradis

Nahed Hattar (???? ?????) was raised as a Christian in Jordan—though he considered himself an atheist. He was recently shot and killed by a Muslim imam for sharing a cartoon mocking the Islamic view of paradise. The cartoon features a jihadi in bed with two of his houris (the virgins Muslim men get to spend eternity deflowering in Jannah).

In the cartoon, Allah says: “Good evening, Abu Saleh. Do you need anything?” The jihadi replies: “Yes Lord, get me a glass of wine and tell Gabriel to bring me some cashews. After that, send me an immortal servant to clean the floor, and take the empty plates with you. Don’t forget to put a door on the tent so that you knock before you enter next time, Your Glory.”

Hattar was arrested for insulting Islam, even though he apologized and said that he was only making fun of ISIS. Following his arrest, he requested security to protect him, but his request was denied. He was subsequently shot to death outside the courthouse.

Westernized Muslims are now insisting that the cartoon Hattar shared has nothing to do with Islam, and that the view of paradise the cartoon mocks is the view of ISIS, not of Muhammad.

In this video, David Wood goes through Islam’s most trusted sources, to see if Muhammad’s view of paradise is different from that of ISIS and al-Qaeda.

Hattar blev myrdet midt på dagen i demonstrativ offentlighed. Et signal til islamkritikere generelt mere end end en konkret straf af den ulykkelige tegner. Der er ingen sympati når i bliver slagtet, ikke for fem flade ører.

Et slag i genderificeringen

Diverse, Historie, Kristendom, Ligestilling, Videnskab, venstrefløjen — Drokles on August 28, 2016 at 9:10 am

En stor metaundersøgelse af menneskers seksuelle observans og opfattelse af køn gør op med nogle bærende dogmer båret frem af diverse bøssebevægelser.

In his article “Almost Everything the Media Tells You About Sexual Orientation and Gender Identity Is Wrong“, Dr. Ryan T. Anderson outlines some major conclusions about this report:

*The belief that sexual orientation is an innate, biologically fixed human property—that people are ‘born that way’—is not supported by scientific evidence.

*Likewise, the belief that gender identity is an innate, fixed human property independent of biological sex—so that a person might be a ‘man trapped in a woman’s body’ or ‘a woman trapped in a man’s body’—is not supported by scientific evidence.

*Only a minority of children who express gender-atypical thoughts or behavior will continue to do so into adolescence or adulthood. There is no evidence that all such children should be encouraged to become transgender, much less subjected to hormone treatments or surgery. The report reviews rigorous research showing that ‘only a minority of children who experience cross-gender identification will continue to do so into adolescence or adulthood.’ As the report notes, “There is no evidence that all children who express gender-atypical thoughts or behavior should be encouraged to become transgender.”

(…)

*In both males and females, significantly higher rates of homosexuality were found in participants who experienced childhood sexual abuse and in those with a risky childhood family environment.” (41% of non-heterosexual males and 42% of non-heterosexual females reported childhood family dysfunction)

(….)

*The report notes that scientific evidence does not support the claim that people are “born that way” with respect to sexual orientation. The narrative pushed by Lady Gaga and others is not supported by the science. A combination of biological, environmental, and experiential factors likely account for an individual’s sexual attractions, desires, and identity, and “there are no compelling causal biological explanations for human sexual orientation.”

David French tager sig en slapper fra sin anti-Trump kampagne og skriver på National Review

The LGBT Left’s narrative is the new nonsense. But in response to the new nonsense, there are sectors of American and European politics and culture that can’t kick away the old norms of marriage and gender fast enough, and they keep doing so in spite of the mountain of evidence that those who forsake the allegedly oppressive “Western-prescribed nuclear family structure requirement,” to quote Black Lives Matter, face far greater challenges than those hidebound bigots who stick faithfully to the heteronormative nightmare of traditional male-female marriage.

What’s even worse — what’s downright insane — is that some on Left want to end the debate. They want to keep selling their moral vision to the public without any competition. Here’s their vision, in a nutshell: Consenting adults should be able to do what they want with their bodies, and the resulting physical or emotional harm is either reasonably tolerable or can be alleviated through a combination of government programs and public re-education.

The Judeo-Christian model, by contrast, is aspirational, calling on people not to do what they want, but what they should. Admittedly, this path is far easier for some than others, but there has always been some play in the cultural joints. The Left’s response is alluring, but it offers a self-indulgent path down which lies cultural ruin. The LGBT Left is driving us there just as fast as it can depress the gas pedal, but thanks to McHugh and Mayer, we now know they most assuredly are not doing so in the name of “science.”

Vi har før henvist til den norske dokumentarserie Hjernevask, som faktisk er et gensyn værd.

Olympisk propaganda i Hijab

Det er spøjst, som muslimerne bruger de Olympiske Lege dette år til at promovere en ide om kvindefrigørelse overfor godtroende vesterlændinge. Amerikanerne stillede med den hijabkædte Ibtihaj Muhammad i sabelfægtning (ikke krumsabel dog og hun vandt bronze), der fortalte at hun følte sig utryg “all the time” ved at være muslim ‘hjemme’ i USA [En imam og hans assistent er til aften blevet likvideret i Queens, hvorfra Ibtihaj Muhammad bor]

“I want people to know that as hard as [these racist incidents] are on me, they don’t come even close to things we’ve seen like the shooting in North Carolina or the rhetoric around the Khan family at the DNC. It’s ridiculous and we as a country have to change and I feel like this is our moment.”

Vores øjeblik er muslimernes øjeblik, øjeblikket, hvor de præsenterer deres sag, som er islam, mens påstår at repræsentere hvad de kalder deres land, USA. Den bronzevindende atlet var rent faktisk tæt på at have den ære at bære Stars and Stripes ved åbningsceremonien, trods sin marginale sport. Og alligevel er USA hende imod, for alt er imod muslimerne. Og det er dette budskab, der skal masseres ind i den vestlige psyke.

Men det skal blive endnu mere plat. Den Olympiske Komite krævede ved forrige OL at Saudiarabien også stillede med kvindelige atleter, hvis ikke hele landet skulle udelukkes. Saudernes forfængelighed overvandt deres kvindehad, men de stillede også modbetingelser. Således skulle deres kvindelige judokæmper, der kun havde øvet denne disciplin i selvforsvar med sin far(host, host), have lov til at stille i hijab selv om det stred imod reglerne for sportens dresscode. Og hun skulle have lov til at optræde i det Sorte Bælte selv om hun højst kunne gøre sig fortjent til det Blå. Judoforbundet sagde først nej, men et kompromis blev fundet som der altid bliver fundet når det drejer sig om islamiske krav: Saudieren fik lov til at have hijab mod til gengæld også at få lov til at stille op i det Sorte Bælte.

Også en kvindelig saudisk 400 meter løber stillede op og selv om hun knap kunne løbe distancen blev hun behandlet som en stor helt for hendes brud på saudiske kønsroller. Og ikke et ord blev der nævnt om islam i de danske medier, næh, fænomenet var patriarkalsk kultur, der stadig var fremherskende i Saudiarabien. I år er der endnu flere hijabber med, der ikke kan vinde, knap nok konkurrere. Det er heller ikke meningen, de er med til ære for den vestlige verden, der åbenbart hungrer efter billeder af hvor frigjort man kan være når man aldrig kan optræde udenfor sin religiøse dresscode.

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-061039

Og det ser så tåbeligt ud, som det lyder

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-061249

Fremvisningen af den muslimske klædedragt på verdenscenen handler på ingen måde om at emancipere, eller anden form for empowermentshalløj, kvinden hjemme i muslimland. Det er alene rettet mod vesten, at bilde os ind at kvinden i den muslimske verden er lige så fri til at løbe som den vestlige kvinde. Ironien i at saudiske hijabber ikke må køre bil, er indtil videre helt tabt for medierne, der stiller indlysende tåbelige spørgsmål

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-062117

Svaret er lige for. Den undertrykte er den der ikke kan skifte klædedragt efter forgodtbefindende. Men ikke for de sludrende klasser

Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, er en af dem, der faktisk ser noget positivt i billedet af de to kvinder i nærkamp ved nettet. »Et fantastisk billede, som viser to engagerede sportsudøvere,« siger hun og fortsætter:

»For mig viser det diversitet og mangfoldighed blandt de kvinder, som deltager i OL. Jeg er faktisk ret begejstret for det og finder påstandene om undertrykkelse i overkanten.«

(…)

Hun hæfter sig ved, at reglen om, at spilledragten i beachvolley indtil OL i London skulle være en bikini, også kan ses som undertrykkelse.

»Det bryder dette billede med. Det viser, at begge dele er muligt,« siger Signe Vahlun.

(…)

Lidt på samme hold er Khaterah Parwani, der ud over at blande sig i debatten også arbejder for at hjælpe kvinder fri af vold, undertrykkelse og religiøs social kontrol i Exitcirklen.

(…)

»Det er svært at forestille sig kvinder kaste sig frådende ud i en debat, hvor de kræver sportsmænd iført noget bestemt tøj. Enten tangatrusser, lange bukser eller noget helt tredje. Jeg kan blive stiktosset over, at mænd i den grad blander sig. Det gjorde de jo også, da kravet om bikini til beachvolleykampe blev ophævet,« siger hun, der ikke vil tage konkret stilling til, hvem af de to kvinder der er mest undertrykt. Eller fri.

»Det giver jo ingen mening, for jeg kender dem ikke. Det kan jo være, at kvinden med meget tøj på føler sig bedst tilpas sådan, og at kvinden i badedragt hader det. Det kan også være omvendt, men vi aner det ikke, og undertrykkelse handler om at gøre noget mod sin vilje,« siger Khaterah Parwani.

Hjemme i muslimland kunne billedet se således ud

skc3a6rmbillede-2016-08-13-kl-0613401

Men maskerne falder alligevel hos muslimerne, når det mindste pres melder sig. Den ægyptiske judokæmper Islam El Shahaby nægtede ikke blot at give hånd, men forlod helt sporten, efter at have tabt til en israeler, skrev Times of Israel

Some elements of the Egyptian media were furious Friday at the judoka for losing to an Israeli, Army Radio said. The outlets blamed Egypt’s President Abdel-Fattah el-Sissi for El Shahaby’s appearance at the fight itself.

The 32-year-old Egyptian, a world championship medalist in 2010, had faced pressure on social media and from hardline Islamist groups in his homeland to withdraw from the match.

(…)

Messner said that the fact that the Egyptian actually turned up for the match signaled “a big improvement” in the Arab states’ attitude to Israeli athletes at the Olympics.

“In the past, it is not sure that a fight between those two athletes would have taken place. This is already a big improvement that Arabic countries accept to be opposed to Israel,” he said.

Islam lover muslimen herredømmet over den ydmygede jøde. At tabe til en jøde, der endda er herre i sit eget hus, Israel, er en smertelig kognitiv dissonans.

Den økumeniske dødssejler

Det er svært at følge med efterhånden. Et meme på Facebook hed “0 dage siden et muslimsk terrorangreb”. I Frankrig har en præst fået skåret halsen over af to muslimer, der angreb midt under gudstjenesten. Ud over præsten, der med sine mere end 80 år kun vikarierede for den ferierende præst, var der to nonner, hvor den enes liv endnu hænger i en tynd tråd, og to kirkegængere. Alligevel var det nok kristenpraksis til et muslimsk angreb.

skc3a6rmbillede-2016-07-27-kl-045253

Eller, jeg forivrer mig måske, for selv om muslimerne skreg Allahu Akbar som de skar halsen over på den gamle mand, kender myndighederne endnu ikke deres motiv. Og mens myndighederne begynder at tjekke de to muslimers kontakt til døgnpsykiatrien eller interviewer tidligere klassekammerater om eventuel mobning eller det hele bare var et desperat råb på hjælp efter et afslag på asyl så hæfter jeg mig ved at den angrebne kirke var en del af et økumenisk projekt, hvor muslimer og kristne forsøgte at se ud over deres uenigheder (som at muslimerne burde slagte alle kristne nu eller vente til senere).

Vidste muslimerne dette? Og i så fald havde jeg forestillet mig at de hellere ville slagte den involverede imam for at besudle Allahs morderiske lære med snik-snak i selskab med kuffars. Principielt gør det jo heller ingen forskel at den slagtede præst var, hvad man kunne kalde en venligboer, der er stadig tale om terror. Og terror er, hvad der rammer alle, også kristne, selv om man ikke hører så meget om det. Fox News skriver dog, hvorledes den nye normal antager et stadigt mere muslimsk ansigt

Unfortunately, similar attacks on Christians are rarely recounted, although ISIS has made its intentions clear: “the Christian community… “will not have safety, even in your dreams, until you embrace Islam. We will conquer your Rome, break your crosses, and enslave your women….”

Certainly Islamist radicals have not ignored this proclamation, even though accounts of their successful efforts may be hard to come by.

Only a scouring of Catholic news reports exposes an ongoing litany of desecration, arson and abuse.  For example, a recent newsletter from Federation for Europa Christiana recounts (in French) the following:

“At Martigues…three successive attacks in May 2016: first the pastor extinguished a malicious fire on the altar of the church of the Madeleine. This same priest was later attacked and his eye was blackened….

“Then, at the Saint-Genest church, the same priest discovered the open tabernacle and communion wafers thrown to the ground…

“In April, 2016, all the crucifixes and crosses were shattered at the cemetery of La Chapelle-du-Bard….”

All told, 810 attacks on French Christian places of worship and Christian cemeteries took place in 2015.

Meanwhile, the National Catholic Register reported on June 6,

“In recent weeks, Catholics in France and Belgium — countries still recovering from brutal ISIS attacks — have been hit with numerous acts of violence and aggression, including fires set in churches, an assault on a priest, the desecration of a tabernacle.

“More than 100 Catholic websites… of churches and congregations were hacked by suspected Tunisian cyber-jihadists who call themselves the Fallaga Team.”

Og i Kososvo skyder muslimerne på serbere, der vil besøge resterne af deres kirker og klostre, som muslimerne har ødelagt

On Saturday, ahead of today’s holiday dedicated to Archangel Gabriel, a group of Serbs came under fire from automatic weapons as they were cleaning the grounds of the garbage and debris that local ethnic Albanians are dumping at the ruins of the desecrated temple. Nobody was injured during the incident, that has been reported to the Kosovo police.

Today, about 100 villagers and their guests from various parts of the Kosovsko Pomoravlje District, along with some citizens who had left the area as early as in the 1970s, gathered at the monastery and celebrated the day in peace, and without incidents.

“Visiting my hometown brings back beautiful childhood memories, but scenes like the desecrated grave of my former neighbor - which was done during the past year - point out to the reality and the difficult lives that people who remained are leading.” Mijomir Lalic, who now lives in the town of Smederevo, told Serbia’s state broadcaster RTS.

Nenad Kojic, a professor at the Pristina University, now relocated to Kosovska Mitrovica, said those who live in the village now “have no intention of leaving.”

“It’s all the same that they destroyed our holy places, they cannot destroy our faith and our hope,” said Kojic.

The Binac monastery, dedicated to Archangel Gabriel, is one of the oldest Serbian temples built in the 14th century. It was completely destroyed in July 1999, after the war in Kosovo and after the arrival of international forces there.

Og inden nogen skulle fristes til at påpege tonen i debatten, så går det samme vej for kristne i muslimske lande. Her en stemningsrapport fra Ægypten

Since late May, Christians in Egypt have been the victims of at least a dozen sectarian attacks, and activists and politicians say the government has done little to stop it, despite Egyptian President Abdel-Fattah el-Sisi’s early overtures to the Coptic community and their staunch support of him.

“It is escalating in a very short time,” said Mina Thabet, programme director for minorities and vulnerable groups with the Egyptian Commission of Rights and Freedoms.

Among the assaults was one in late May on an elderly Coptic woman in Minya, who was stripped, beaten and paraded naked because of a rumour that her son was having a relationship with a Muslim woman. Seven homes in the town were set ablaze.

Victims said the police response was late and insufficient.

Sectarian tensions heated up even more on June 30, three years to the day after the beginning of the protests that led to the overthrow of Egypt’s first democratically elected president, Mohammed Morsi, when a Coptic priest was gunned down in Al Arish, North Sinai in an attack claimed by the IS group. The group accused the priest of “waging a war against Islam”.

As gruesome as that attack was, the majority of the incidents have not taken place in the IS stronghold in northern Sinai, but in the Governorate of Minya, which is nestled along the Nile river about 250 kilometres south of Cairo.

(…)

Hours before the priest in Al Arish was shot, the under-construction house of a Coptic man in Minya was torched by a mob who thought he was building a church – despite his having signed an affidavit in the presence of police, the mayor and the local sheikh saying the structure would be a residence and would be used for no other purpose. The four adjacent homes, which belonged to his brothers, were also burned.

The building of churches is a flashpoint for sectarian tensions in Egypt. Per capita, there are far fewer churches serving the Christian community than there are mosques serving the Muslim community, and the building of new churches is strictly restricted under Egyptian law and requires special permissions. Christians for decades have had difficulty obtaining the necessary approvals and often face fierce opposition from Muslim neighbors.

While the recent violence has been concentrated in and around Minya, other Christian strongholds in the country have suffered as well. For example, an attack occurred on July 2 in the governorate of Sohag, which is about 500km south of Cairo and also has a large Christian population, when the teenage daughter of a priest was grabbed from behind by the hair and stabbed in the neck in what appeared to be a failed attempt to slit her throat. She was rescued by a bystander and survived the attack.

Tilbage til Danmark og et kig på venligboernes økumeniske projekt. For et par år siden vågnede den iranske kommunistpige op det umulige i et ægteskab med islam, om det var jøder, israelere eller progressive. Inger Holst husker tilbage til sommeren 2014

En lys og mild sommeraften samlede en flok mennesker sig på Christiansborg Slotsplads.

En taler bød dem velkommen: »Det kræver mod at komme her, det er svært at stå sammen om fred,« sagde taleren. Her var jøder, israelere, arabere, iranere, her var københavnere af alle slags. Det var i juli 2014 under endnu en voldsom konflikt i Mellemøsten.

Taleren var Jaleh Tavakoli, en af demonstrationens arrangører.

»Begge folk har ret til fred,« sagde hun.

»Begge folk har retten til et land.«

Imens hun talte, kom nye mennesker til. De kom fra Rådhuspladsen, hvor der var demonstration for palæstinensernes ret. Men ikke for andres. Jaleh Tavakoli var en af de få, der nåede at holde sin tale. Den startede med en erindring om hylende sirener og om den angst, hun selv havde oplevet i sin barndom under krigen mellem Iran og Irak.

Imens hun talte om disse minder, begyndte politisirener at hvine. Biler kørte med hornet i bund, med flag og fuckfingre strittende ud ad de nedrullede ruder.

De fleste af dem, der deltog i angrebet, var danskere med palæstinensisk baggrund.

Men blandt dem, der truende nærmede sig, kunne Jaleh Tavakoli genkende nogle af sine gamle, etnisk danske partikammerater fra Enhedslisten.

»Er det det her, du vil, Jaleh,« spurgte en af dem.

Et halvt år senere var Tavakoli medarrangør af det debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden, der blev angrebet af en herboende muslim. Der findes ingen frem med muslimerne, kun stilhed før massakren. Det positive er at mens folk på venstrefløjen skulle gøre sig anstrengelser for at registrere danske jøder og deres adresser på en særlig jødeliste, der skulle bruges, den dag den nu skulle bruges til hvad man dog ellers kunne bruge sådan en liste til så har vi allerede medlemslister af diverse partier og organisationer på venstrefløjen. Ikke at vi skal bruge den til andet end hvad Anne Grethe Holmsgaard havde tænkt sig med jødelisten, det er bare rart at have - hvis nu det skulle blive aktuelt med sådan en liste med navne og addresser.

Obama: “Just because Iranian hardliners chant Death to America does not mean that that’s what all Iranians believe”

Husker De det? Da Obama ikke lagde noget i at ledende kræfter i det iranske regime ønskede død over USA. Hans ræsonnement var at et flertal af iranere sikkert ikke ønskede, hvad lederne ønskede. Jo, og så slog han de, der advarede om truslen fra de dødstruende iranske hardlinere i hartkorn med de selv samme dødstruende iranske hardlinere. Derfor var det helt logisk at lade død-over-USA Iran starte deres eget atom-program og frigive de enorme summer, der havde været indefrosset i udenlandske banker siden Shahens fald.

Man kan håbe på at Hillary Clinton ikke vinder det amerikanske præsidentvalg i november. Og hvis den ulykke skulle være undgået, så kan man håbe at Trump holder noget af det han lover. I så fald vil USA, og det vil måske kunne trække det meste af Vesten med sig, skifte kurs fra Obamas farlige underdanighed overfor verdens tyranner i almindelighed og muslimer og deres månereligion i særdeleshed. Victor Davis Hansen, der altid er værd at læse, giver i Townhall på glimrende vis en forelæsning i konsekvenserne af eftergivenhed for bøller - at de tolker det som svaghed

When President Obama entered office, he dreamed that his hope-and-change messaging and his references to his familial Islamic roots would win over the Muslim world. The soon-to-be Nobel Peace Prize laureate would make the U.S. liked in the Middle East. Then, terrorism would decrease.

But, as with his approach to racial relations, Obama’s remedies proved worse than the original illness.

Obama gave his first presidential interview to Al Arabiya, noting that he has Muslims in his family. He implicitly blamed America’s strained relations with many Middle Eastern countries on his supposedly insensitive predecessor, George W. Bush.

The new message of the Obama administration was that the Islamic world was understandably hostile because of what America had done rather than what it represented.

Accordingly, all mention of radical Islam, and even the word “terrorism,” was airbrushed from the new administration’s vocabulary. Words to describe terrorism or the fight against it were replaced by embarrassing euphemisms like “overseas contingency operations,” “man-caused disaster” and “workplace violence.”

In apology tours and mythological speeches, Obama exaggerated Islamic history as often as he critiqued America. He backed the Muslim Brotherhood in Egypt. He pushed America away from Israel, appeased Iran, and tried to piggyback on the Arab Spring by bombing Libya. He even lectured Christians on their past pathologies dating back to the Crusades.

Yet Obama’s outreach was still interpreted by Islamists as guilt and weakness to be exploited rather than magnanimity to be reciprocated. Terrorist attacks increased. Obama blamed them on a lack of gun control or generic “violent extremism.”

(…)

Radical Islam never had legitimate grievances against the West. America and Europe had welcomed in Muslim immigrants — even as Christians were persecuted and driven out of the Middle East.

Billions of dollars in American aid still flows to Islamic countries. The U.S. spent untold blood and treasure freeing Kuwait and later the Shiites of Iraq from Saddam Hussein. America tried to save Afghanistan from the Soviets and later from the Taliban.

For over a half-century, the West paid jacked-up prices for OPEC oil — even as the U.S. Navy protected Persian Gulf sea lanes to ensure lucrative oil profits for Gulf state monarchies.

Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri, the original architects of al-Qaida, were so desperate to find grievances against the West that in their written diatribes they had to invent fantasies of Jews walking in Mecca. In Michael Moore fashion, they laughably whined about America’s lack of campaign finance reform and Western culpability for global warming.

The real problem is that Islamic terrorism feeds off the self-induced failures of the Middle East.

Som Churchill sagde om tyskerne (I en anden tid! I en anden tid!) “They are either at your feet or at your throat!”

En udskamning for langt

Feminisme, Kunst og kultur, Ligestilling, Økonomi og finans — Drokles on July 18, 2016 at 4:27 am

Ord som racist, islamofob og nazist har været i flittigt brug når relevante debatter skulle kvæles i vuggen og rationelle mennesker udskammes for at den forbrydelse at bringe viden til torvs. Vi har levet med det, selv om det har haft sine ofre, for i sidste ende slides fraser op. Og fordi man aner at de aggressioner, der ligger til grund for dem er en sikker indikation for, hvor desperat et standpunkt forsvares.

Det er selvfølgelig venstrefløjen, der i sin egen selvforståelse står så moralsk opløftet, at den ikke kan lade sig hæmme af nogen skam eller anstændighed. Den staår ikke til regnskab for nogen virkelighed fordi det fordømmelsesværdige ikke bare vil dø af sig selv. Men hvis ikke revolutionen æder sine børn, så gør storkapitalen det.

Sony Pictures har lanceret en ny udgave af den klassiske 80er gyserkomedie Ghostbusters. I stedet for at være den tredie i en række, har man valgt at relancere, hvad man håber bliver et franchise i stil med Avenger-universet, Ghostbusters i en ny origins fortælling. Altså at man starter historien forfra med en ny begyndelse.

Men kritikken begyndte at hagle ned over filmens kvalitet allerede da den første trailer blev offentliggjort, hvilket truede filmens succes og Sony Pictures profit. Så modsvaret blev at bekrige kritikerne ved at udskamme dem. hovedroller i Sony Pictures Ghostbusters er, i tidens frigørende ånd, alle kvinder (barnløse i øvrigt, på nær en). Følgeligt bliver enhver kritik misogyn, leveret af tabermænd, skimlede sikkert, som de bor alene eller i kælderen hjemme hos mor.

Ghostbusters tilblivelse ligner en parodi af Robert Altmans 90er film The Player. Det er svært at overbevise mange om at det mandlige publikum ikke bryder sig om kvindelige helte. Alien filmene, Hunger Games, den seneste Star Wars og de klassiske Emanuelle film har alle begejstret drenge og mænd. Gavin McInnes behøver kun et enkelt reklamefoto fra den nye Ghostbusters til at hegle hele konceptet ned - og svælge i herlig misogyni.

Negerrevolte

Det er farligt at lade sig friste af rollen som offer. De kortsigtede glæder ved følelsen af selvretfærdighed og den umiddelbare gevinst ved positiv særbehandling underminerer selvopretholdelsen. Og det er en effekt, der viser sig stærkest over generationer og som kræver stadigt mere positiv særbehandling helt ud i det absurde i et forgæves forsøg på at lindre den uafvendelige deroute. Thomas Sowell skrev for et par år siden følgende i National Review Online

Despite the grand myth that black economic progress began or accelerated with the passage of the Civil Rights laws and “War on Poverty” programs of the 1960s, the cold fact is that the poverty rate among blacks fell from 87 percent in 1940 to 47 percent by 1960. This was before any of those programs began.

Over the next 20 years, the poverty rate among blacks fell another 18 percentage points, compared to the 40-point drop in the previous 20 years. This was the continuation of a previous economic trend, at a slower rate of progress, not the economic grand deliverance proclaimed by liberals and self-serving black “leaders.”

Ending the Jim Crow laws was a landmark achievement. But, despite the great proliferation of black political and other “leaders” that resulted from the laws and policies of the 1960s, nothing comparable happened economically. And there were serious retrogressions socially.

Nearly a hundred years of the supposed “legacy of slavery” found most black children being raised in two-parent families in 1960. But thirty years after the liberal welfare state found the great majority of black children being raised by a single parent.

The murder rate among blacks in 1960 was one-half of what it became 20 years later, after a legacy of liberals’ law-enforcement policies. Public-housing projects in the first half of the 20th century were clean, safe places, where people slept outside on hot summer nights, when they were too poor to afford air conditioning. That was before admissions standards for public-housing projects were lowered or abandoned, in the euphoria of liberal non-judgmental notions. And it was before the toxic message of victimhood was spread by liberals.

Med Obama som præsident i 8 år, valgt og genvalgt med en hvid majoritet, er det svært at dyrke sin ulykke som alle andres hvide fejl. Obama har ingenlunde været et eksempel eller har helet de modsætning har har gjort det til sin mission i livet at puste op. Tværtimod har han “spillet racekortet“, næsten hver gang en sort kriminel har mødt sin skæbne i en voldelig konfrontation med politiet eller modige borgere.

Flere negre har derfor fået nok, af den besnærende men hæmmende fortælling om undertrykkelse og hvide privilegier. Kevin Jackson er en af dem og han skriver i American Thinker

Obama is the divisive excuse maker, as his comments to graduates of Howard University showcased:

“Be confident in your blackness” Obama said in the speech, adding, “That’s a pet peeve of mine, people who’ve been successful and don’t realize they’ve been lucky, that God may have blessed them. It wasn’t nothing you did.”

I have major issues in Obama’s comments, surely to be overlooked by black liberals, the media, and white Leftist enablers.

To begin, what would the media and other leftists say if George Bush told graduates to “be confident in your whiteness”? I will allow you to ponder that; as for me, no further explanation needed.

In his commencement speech, Obama may have felt the need to remind blacks to be confident, because liberals like reminding blacks that we are less than everybody else. Blacks are taught terms like “institutional racism,” “white privilege,” and many other concepts that essentially say to young blacks that the deck is stacked against them. Black liberals have built-in excuses for failure. The irony of institutional racism is that almost all of the institutional racism originates from bastions of the left; in education, entertainment, and unions, to name a few.

But the next part of the Obama message was most perplexing: “it wasn’t nothing you did” to be successful in life, it was luck.

It seems that Obama is saying that your success is not because of you, your hard work, tenacity, determination, drive, focus, and the many other attributes needed for success. Obama implied that the Howard grads were just lucky.

Of course, there is an element of luck in everything, and there is a saying, “It’s always better to be lucky than good.” But it’s good to be good.

Obama provided a glimpse into this own views of his success, as he feels very lucky to be where he is. He must know that he was not prepared to be president, and that his performance has been dismal. Any credit that Obama gets as president is because of luck. The luck that the media is leftist, and therefore willing to accept failure of a black man, simply because he’s black and a Democrat. Imagine the history of Obama, if he were a white Republican and you will get the picture.

Obama is lucky that black people have not burned down Washington. Because if Obama were “lucky” enough to be a white Republican president, he would be the most despised president by blacks in modern history.

In a time where Obama and other Leftists talk of white privilege, the luckiest man on the planet is Barack Obama, lucky to be considered black, in a world that now despises white.

Efter at have udsat negerne for særbehandling, negativ som positiv, var det måske på tide med lige behandling?

Med strømmen flød de stolt deres vej

Hvis der synes at være en foruroligende diskrepans mellem den verden man selv kan opleve og den verden der bliver beskrevet af den fineste ekspertise, så skyldes det marxismens march gennem læreanstalterne. Philip Carl Salzman skrev tilbage i januar på Middle East Forum om hvorledes universiteterne i USA - og det gælder desværre også for de fleste steder i Vesten -  ser læring og tænkning gennem en marxistisk prisme. Tør man sige falsk bevidsthed?

The one place that Marxism has succeeded is in conquering academia in Europe and North America. Marxism-Leninism is now the dominant model of history and society being taught in Western universities and colleges. Faculties of social science and humanities disguise their Marxism under the label “postcolonialism,” anti-neoliberalism, and the quest for equality and “social justice.” And while our educational institutions laud “diversity” in gender, race, sexual preference, religion, national origin, etc., diversity in opinion, theory, and political view is nowhere to be seen. So our students hear only the Marxist view, and take it to be established truth.

Postcolonialism is the view that all ills in the world stem from Western imperialism and colonialism. The hierarchical caste system in India, that disenfranchises half the population as “untouchables,” is, according to postcolonial analysis, and invention of the British while they governed India. So too with tribes in Africa, allegedly invented by the British colonial authorities to “divide and conquer” the native African, who previously had all mixed together happily with no divisions and no conflicts. So too in Central Asia, where, thanks to Soviet colonial authorities, “formerly fluid hybridities and contextual identifications were stabilized, naturalized, and set into a particular mold that gave each group a definitive history, physiognomy, mentality, material culture, customs, language, and territory,” according to one postcolonial author. Apparently, according to the postcolonial view, history and culture in India, Africa, and Central Asia started with the arrival of outsiders in recent centuries.

“The end of history for our students signals the End of History for the West” skrev Patrick Deneen i februar om resultatet af Gramscis udhuling af dannelse, uddannelse og tænkning; en venlig tomhed

My students are know-nothings. They are exceedingly nice, pleasant, trustworthy, mostly honest, well-intentioned, and utterly decent. But their brains are largely empty, devoid of any substantial knowledge that might be the fruits of an education in an inheritance and a gift of a previous generation. They are the culmination of western civilization, a civilization that has forgotten nearly everything about itself, and as a result, has achieved near-perfect indifference to its own culture.

(…) They are respectful and cordial to their elders, though easy-going if crude with their peers. They respect diversity (without having the slightest clue what diversity is) and they are experts in the arts of non-judgmentalism (at least publically). They are the cream of their generation, the masters of the universe, a generation-in-waiting to run America and the world.

But ask them some basic questions about the civilization they will be inheriting, and be prepared for averted eyes and somewhat panicked looks.

(…)

We have fallen into the bad and unquestioned habit of thinking that our educational system is broken, but it is working on all cylinders. What our educational system aims to produce is cultural amnesia, a wholesale lack of curiosity, history-less free agents, and educational goals composed of content-free processes and unexamined buzz-words like “critical thinking,” “diversity,” “ways of knowing,” “social justice,” and “cultural competence.”

(…)

Above all, the one overarching lesson that students receive is the true end of education: the only essential knowledge is that know ourselves to be radically autonomous selves within a comprehensive global system with a common commitment to mutual indifference. Our commitment to mutual indifference is what binds us together as a global people. Any remnant of a common culture would interfere with this prime directive:  a common culture would imply that we share something thicker, an inheritance that we did not create, and a set of commitments that imply limits and particular devotions.

Ancient philosophy and practice praised as an excellent form of government a res publica – a devotion to public things, things we share together. We have instead created the world’s first Res Idiotica – from the Greek word idiotes, meaning “private individual.” Our education system produces solipsistic, self-contained selves whose only public commitment is an absence of commitment to a public, a common culture, a shared history. They are perfectly hollowed vessels, receptive and obedient, without any real obligations or devotions.

(…)

They won’t fight against anyone, because that’s not seemly, but they won’t fight for anyone or anything either. They are living in a perpetual Truman Show, a world constructed yesterday that is nothing more than a set for their solipsism, without any history or trajectory.

Men tryk avler modtryk, som der blev råbt. Rebel Medias Tiffany Gabbay fortæller om at også hvide unge mennesker har et behov for at finde deres kulturelle rødder, nemlig det vidunder, der er den vestlige civilisation

Radikal bedreviden til venstre

Uffe Ellemann Jensen burde have været medlem af Radikale Venstre, men blev frastødt af “at de altid er så pokkers bedrevidende“, som han formulerede det. Ellemann er en ener og bedrevidende kan man ikke være i grupper, så han meldte sig ind i bondepartiet Venstre, hvor han kunne trives som den bedrevidende ener. Og når man er bedrevidende er det svært at erkende at man har taget helt fejl. Da Berlingske Tidendes journalist påpeger overfor Zenia Stampe at “Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …” svarer hun uanfægtet

»Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.«”

At det er indbygget i alle grupper at de som minimum ikke tager fejl er konflikten sådan set indbygget i det multietniske samfund. Det er ikke de radikale der tager fejl, men tarvelige mennesker, der underløber deres drøm. Nej, sådanne bedrevidende mennesker er det ikke til at være sammen med når man vil være en ener, som Uffe. Til udsigten om at EU vil blive nødsaget til at holde flygtninge og migranter ude af Europa med “pigtrådshegn og bevæbnede vagter” siger Ellemann Jensen ifølge Berlingske Tidende

- Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til, siger den tidligere udenrigsminister.

Han peger især på, at medlemslandene udviser en manglende vilje til at deltage i fælles europæiske løsninger.

- Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til at tage det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Se, EU er ikke faldet sammen under vægten af egne indre selvmodsigelser - som det var blevet forudsagt - EU er blevet svigtet af dets medlemmer. Tarveligt.

Kommunisterne drømte om at kommunismen kunne frembringe et nyt og bedre menneske. Den ide myrdede de 100.000.000 af den gamle mennesketype og styrtede hele lande i grus på, kun for at konkludere mennesket ikke var kommunismen værdigt. Lidt erkendelse, sneg sig dog ind hos nogle og Socialistisk Folkeparti blev en realitet, da Sovjetunionen lavede en faux pas med invasionen af Ungarn. Til Altinget siger Pia Olsen Dyhr om den vanskelige integration af kulturer, der ikke blot mener at have ret over andre grupper, men også håndret over “deres” kvinder

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.” Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer: ”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Det kræver noget særligt, at hævde moralsk overhøjhed mens man indrømmer at man har taget fundamentalt fejl. Som en ægte socialist kan man altid vikle en selvmodsigelse ind, for hvor hun påstår at hun er fuldstændig ligeglad med symboler som frikadeller og tørklæder, så er hendes største bekymring at blive sat symbolsk i bås.

Saudi Arabia Uncovered

Her er en dokumentar om livet i Saudiarabien. Optaget med skjult kamera får vi et indblik i muslimsk liv, som det leves hvor det tages alvorligt. Fra The Muslim Issue

Saudi Arabia spent over $70 billion from oil revenues between 1984 to 2004 to spread Wahhabi Islam and terrorism all over the world. Our own trade budget is recycled and used to expand terrorism. Islamic terrorism accoding to the laws and dictates of prophet Mohammed. The amount has now surpassed $100 billion.

So why is the world still engaged in trade with the Saudis and the Muslim world in general, so intolerant and hateful of ‘the other’? Why are they allowed to get visas, diplomatic immunity, purchase properties, invest and fly in and out of the West with special previleges? This is a criminal alliance that is treason to the people in the West, their future and their security. This international association with the Islamic world is funding and enabling the spread of terrorism worldwide. The oil trade is the foundation of that door that opens to Saudi terror initiatives.

The Saudis have worked for decades to establish their roots in Bosnia and Herzegovina where they feel they gain easier access to spread Wahhabism into Europe. There they operate entire plagiarism operations and education on forging official documents. When Merkel Muslims illegally arrived into the mediterranean pre-planned through fraudulant claims in need of asylum Saudis didn’t offer them any shelters of ‘protection’ in their mutual Ummah. The Saudis quickly offered to fund 200 mosques. 200 Wahhabi mosques of hatred to be spread across Europe. There is already 5,000 mosques across Europe.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Next Page »

Monokultur kører på WordPress