Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2011 » October


3 dage til at DRs radiomonopol brydes

Diverse, Pressen — Sobieski on October 29, 2011 at 9:42 pm

24syv-logo-small

Om mindre end tre døgn går Berlingskes radiostation: Radio 24syv i luften og dermed får danskerne et alternativ til DR’s public service radio, der igennem mere end tre årtier har kolporteret venstreorienteret propaganda til og imod det danske folk. DR er i sandhed en magtfuld allieret for venstrefløjen og de kulturradikale, derfor må det siges at være imponerende at de borgerlige partier og højrefløjen har klaret sig relativt godt ved de seneste valg. Forestil dem bermudatrekanten bestående af systemet Politiken, Gyldendal og DR, men med omvendt fortegn - lad os sige JP, et borgerligt konservativt bogforlag og et centrum højre DR - og tænk over hvor det politiske centrum ville ligge. Et godt stykke til højre for S-R.

Spørgsmålet er nu, om vi tør håbe på at den nye kanal vil rette op på det skævvredne politiske medielandskab. Man kunne håbe at flere nationalkonservative stemmer vil blive hørt, men træerne vokser næppe ind i himlen. Ikke desto mindre, så er kanalen tvunget til at tage et markant anderledes udgangspunkt for den politiske reportage og temaudsendelserne, hvis ikke 24syv skal ligne en mat kopi af Danmarks Radio. Dvs. at hvis man ikke som DR hele tiden skal bringe tudehistorier fra “de undertrykte”, eller hvad der er for en offergruppe der er en vogue den pågældende uge, og hvis man ikke skal have de samme eksperter og kulturpersoner på som DR (Eva Smith, Carsten Jensen, Knud Romer, forsæt selv listen), og hvis man ikke vil bruge de samme nyhedskilder og sandhedsvidner som DR (New York Times, The Guardian, Paul Krugman etc.), så er der fanden edeme ikke mange muligheder tilbage end at indtage et konservativt og/eller liberalt udgangspunkt.

Helt kynisk set kan man resignere ud fra den betragtning, at næsten alle statsstøttede foretagende med tiden går hen og bliver systembevarende og venstreorienterede. Radio 24syv vil blive finansieret med ca. 100 millioner kroner årligt af skatteydernes penge. Statsstøtte til medierne er en giftpille. DR er nærmest et talerør for det offentligt ansatte Danmark. Dagbladene og meningsdannerne har svigtet i nogle af de vigtigste sager. Bare i denne skribents levetid har mainstream medierne båret 68 og kulturrevolutionen frem, boykottet et hvert tiltag til debat om indvandring fra mellemøsten (indvandringslovene fra 1980′erne) og ladet den offentlige sektor vokse til uhørt størrelse uden en principiel debat om statens omfang. Så hvad taler for at Radio 24syv vil bryde denne tendens? Det må forblive et åbent spørgsmål lidt endnu.

Men det kan godt lade sig gøre at etablere et radiomedie der bryder med den venstredrejede tendens. Det kan lyde sådan her:

Ricochet - Episode 91: Classic Prager

ricochet

Jeg kan varmt anbefale Ricochet.com podcasts. Amerikansk og konservativt når det er bedst.

Helle Thorning gør en god figur

Diverse — Drokles on October 27, 2011 at 6:27 am

Jeg kunne lide bombningen af Libyen

Diverse — Drokles on October 25, 2011 at 4:45 am

Uriasposten er man forstemt over NATO’s rolle i Gadaffis endeligt.

Tænk over det: Libyen var under Qaddafi den eneste mellemøstlige terrorstat der undskyldte og betalte erstatning (for Lockerbie). Den eneste mellemøstlige stat der lukkede sit program for masseødelæggelsesvåben ned, afleverede det, og lukkede op for reelle inspektioner udefra. I tilgift indgik Libyen under Qaddafi i et tæt samarbejde med vesten omkring bekæmpelse af den folkemorderiske terrorisme al Qaeda står for. Det blev i sidste ende belønnet med et halvt års bomberegn fra NATO-fly, derunder danske.

Sammenlign med Iran: landet står bag hundredevis af terrorangreb, er direkte forbundet til mordene på amerikanske soldater i 2007, gidseltagning af britiske marinesoldater samme år, støtter al Qaeda, træner, bevæbner og betaler Taliban for at slå amerikanske soldater ihjel i Afghanistan, bevæbner og fiansierer Hezbollah og Hamas, har et aktivt program til at producere atomvåben inden for få år, og nu er de endda igang med planer om bombeattentater INDE I USA….og det absolut værste de har været udsat for er en computer-virus. En irriterende en af slagsen, javel, men milevidt fra den bomberegn Libyen har været ude for.

Jeg var nu ellers kommet til at holde helt af bombningen af Libyen. Selvfølgelig var det ærgeligt at man kun hørte om, hvor meget det kostede i skattekroner uden at få at vide, hvor meget man smadrede og hvor mange man dræbte - det var jo det der var formålet og man skal vel have mest for sine penge. Nogen fortæller at omkring 40.000 mennesker sammenlagt er blevet dræbt i kampene, men hvor stort har det danske bidrag været?

Bombningen af Libyen startede i en rus af at ville deltage i det arabiske forår og ved at kaste sig ind i en krig med Gadaffi kunne venstrefløjen rense lidt af sin egen historie. Væk var pludselig den beundring man havde for socialisten og modernisatoren og visionæren og feministen, der turde byde USA trods. Alle de principielle standpunkter fra Irak og Afghanistan blev forladt, svigtet og forrådt til fordel for en hovedkuls krigsengagement uden mål og med og endda uden at sikre sig tilstrækkelig opbakning til at påkalde sig verdenssamfundets legitimitet. Pludseligt var et FN-spor ligegyldigt fordi man endelig indså at der i FN sidder lande, der simpelthen ikke er moralske nok til SF’s smag. Nu kunne man alligevel bombe sig til det demokrati, man tager for givet vil være udkommet af de libyske råb om frihed iblandet Allahu Akbar. Venstrefløjen faldt fra den høje moralske hest helt ned i mudderet selvom ingen endnu har erkendt det. Men det ligger i banken til næste gang, sammen med resultet af denne “overgang”.

Det har også været skægt at betragte et konsensus manglende vilje til at erkende problemer. Venstrefløjen fik blod sine hænder og olien blev end ikke nævnt med et ord. Sådan er det jo med konsensus, man ender alle som ja-sigere til hinanden. Vi ved, hvem vi har bombet fra magten, men ikke hvem vi har bombet til magten.  Det har altid været spændende at se, hvad der mon kom til at ske, men ikke spændende nok til en politisk debat eller nogen reflektion. Det kan vel ikke blive værre har logikken lydt. Men mon ikke arabere er de rette til at tage den udfordring op?

Og ingen krævede i det store konsensus at NATO’s bomber skulle rettes mod oprørerne da “Sirte blev beskudt med raketter og artilleri” skønt det ikke ligefrem var præcisionsbombning oprørerne præsterede.

ok_sirte_aptopix_mi_301708e

Det var morsomt at se venstrefløjen så ivrigt støtte Nobelfredsprismodtageren Obamas bombetogt mod fredens religion. Javist var han tøvende, men det var mest fordi han ikke anede sine levende råd nu da verden ikke artede sig, som hans teleprompter bad den om og det kan jo tage pippet fra enhver. Modtageren af Nobels Fredspris pr. efterkrav kan tillade sig mere end de fleste så mens det gippede i venstrefløjen da Bush deklarerede at bringe “Osama before justice or justice to Osama” tog man det roligt da det endelig blev Barak Husseeeeiiiiin Obama der bragte retfærdighed til Osama frem for at bringe Osama til retfærdigheden.

Men det blev ikke Obama, der bragte retfærdighed til Gadaffi så hans død fik et meget arabisk udtryk. Ikke blot den kaotiske stemning hvor Gadaffi i almindeligt arabisk kådhed blev banket og siden skudt, men også den mærkelige sekvens, hvor en mand prøver at presse en kæp op i røven på Gadaffi gennem diktatorens bukser. Om sodomisten (en salafistfucker?) selv råbte Allah er stor (større) ved man ikke, men råbt blev det.

billede-10

Men hvorledes får man egentlig den indskydelse at presse en kæp op i røven på en anden mand? Her fanger man endelig den grusomme diktator, retfærdigheden kan ske fyldest, civiliseret i et retsopgør eller lynching på stedet, man kan kontrollere sin vrede eller lade sig rive med - og så er det første man tænker at han skal da have noget op i røven. Eller var hele situationen bare en kærkommen lejlighed til at presse genstande op i andre, hvem som helst, i al almindelighed? Som når unge herboende mandlige muslimer råber “Jeg knepper dig, man!”? - og her var chancen. Spørgsmålet må dirigeres videre til dansk-arabisk dialoginstitut og integrationskonsulenter og andre sådanne eksperter.

Trods den uciviliserede opførsel ser Politiken optimistisk på den kommende tid og citerer frejdigt “lederen af Libyens oprørsråd, Mustafa Abdel Jalil, der ved en ceremoni i Benghazi - hvor oprøret begyndte for otte måneder siden - har proklameret, at landet og folket atter er frit.

»Jeg opfordrer alle til at demonstrere tilgivelse, tolerance og forsoning. Vi må fjerne had og misundelse fra vore sind. Det er nødvendigt for revolutionens succes og for fremtidens Libyen«, mener han.

»Jeg opfordrer alle libyere til at efterleve loven, intet andet end loven og til ikke at tilrane sig ret med magt«, fortsætter oprørslederen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi vil stræbe efter at organisere national sikkerhed og en hær, der kan beskytte grænserne og nationen«, fastslår Jalil.

Mens man i Jyllands-Posten hørte samme leder tegne en mere konkret vision for  frihedens, tilgivelsens, tolerancens og forsoningens form

”Som en muslimsk nation vil vi bruge den islamiske sharialov som kilde til vores lovning. Derfor vil enhver lov, der strider mod principperne for islam være juridisk ugyldig,” sagde Mustafa Abdel Jalil ifølge nyhedsbureauet Reuters.

(…)

”Alle martyrerne, de civile og hæren har ventet på det her øjeblik. Men nu er de det bedste sted, man kan være…i den evige himmel,” sagde han.

Og så takkede Mustafa Abdel Jalil ellers “den Afrikanske Union, FN og EU for at have bakket op om oprøret, der i torsdags førte til Muammar Gaddafis død.” Men åbenbart ikke NATO. Thanks for nothing. I første omgang er eksperterne ifølge Jyllands-Posten ikke afskrækkede over den udsigt til sharia, som Mustafa Abdel Jalil tegner

Morten Valbjørn, ph.d. og adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hæfter sig ligeledes ved, at Egypten siden begyndelsen af 1970′erne har haft indskrevet i sin forfatning, at en af kilderne til lovgivningen skal være islamisk lov.

Paragraffen blev siden skærpet, så den primære kilde skal være islamisk lov, fortæller han.

“Men når man ser på de facto-lovgivningen under Mubarak, er det ikke, fordi der er blevet kigget i Koranen, når der skulle lovgives,” konstaterer han.

Det kan gå helt galt, men tag det roligt for den afsatte Mubarak så stort på sharia og så er der håb om at shariatilhængere vil følge hans eksempel.

“Selve [Mustafa Abdel Jalil] udsagnet kan tolkes på flere måder, så man kan mene sharialov, som det er blevet tolket i Tunesien og Egypten, men sharia kan også tolkes strammere som i Iran, og så bliver det en anden sag,” siger Helle Lykke Nielsen.

Og det er jo lige det, som Per Stig Møller også prøver at skelne mellem ifølge Berlingske Tidende

- Hvis man indfører en shariastat er der ikke meget råderum for demokratiet, så det er selvfølgelig ikke godt, siger han til Berlingske.

Han opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet og se, hvordan sharia-lovgivningen helt konkret udmønter sig.

- Hvis det bliver et demokrati, som bare er baseret på koranen, ligesom det danske er baseret på kristendommen, så kan det sagtens fungere, siger han.

Sharia er systematiseringen af koranen og de medfølgende skrifter. En shariastat er således en stat baseret på Koranen hvilket betyder at en stat baseret på koranen vil være en shariastat. En lille væsentlig detalje er at sharia er Allahs lov, som man ikke kan stemme om endsige udtrykke uenighed med. Det er hele pakken, der menes, som Jalil da også utvetydigt forklarer det: “enhver lov, der strider mod principperne for islam være juridisk ugyldig“.

En anden lille væsentlig detalje er at den kristne gud, Gud, frigiver mennesket til deres eget ansvar og deres eget liv fordi han elsker dem, hver og en lige højt, som de unikke individer de er. Dæmonguden Allah, derimod, hader den masse af muslimer, som han selv har skabt og hvis synder han selv har bestemt og dømmer i kollektiv trældom, hvor de få skal tyrannisere de mange indtil nogen prøver at mase en kæp op i røven på dem. Hvis man derfor baserer sit demokrati på koranen, ligesom man baserer sit demokrati på kristendommen får man altså ikke et demokrati men en shariastat. Og det er værre end en kæp i røven.

Og libertineren Henrik Kofoed tror at vi alle er socialdemokrater

“Jeg er altid bekymret, når nogen bruger ordet sharia i forbindelse med lovgivning. Men lad os slå koldt vand i blodet. Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført,” siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, til Ritzau.

Desværre er islamister en del mere troværdige end socialdemokrater.

The Ticking Euro Bomb

Diverse — Drokles on October 21, 2011 at 9:05 am

Spiegel har en glimrende artikelserie i 3 dele og Euroes storhed og fald. Her fra 2. del

Prior to the euro, Greece had shown little interest in the international bond market. The country was simply too small and economically too underdeveloped to play much of a role. But in 1999, the Socialist government in Athens established a “Public Debt Management Agency,” naming Christoforos Sardelis as its director. Sardelis, an economist, had taught in Stockholm during Greece’s military dictatorship. Now he headed a staff of two or three dozen employees.

For the first time, the Greeks tried to convince foreign investors to buy larger volumes of debt with longer maturities. The message was: Buy an attractive security from the European Union.

He worked all of Europe, speaking with every fund, Sardelis recalls. Today, he is 61 and a member of the board of directors of Ethniki, Greece’s largest private insurance company. “Our task was to obtain money in the best possible way,” he recalls.

Greece was soon selling packages of bonds worth upwards of €5 billion at government auctions, says Sardelis. Starting in 2001, there was “enormous demand from all over Europe,” as well as from Japan and Singapore, he says. Things were going so well that Sardelis was even able to lure experts away from Deutsche Bank. Greece was in vogue. In reality, the Greeks were auctioning off their own future, without even noticing. They saw joining the euro as their goal, even though it was only a beginning.

In the spring of 2003, rates on Greek bonds were only 0.09 percentage points above comparable German bonds. In plain terms, this meant that the markets at the time felt that Greece, with its economy based on olives, yogurt, shipbuilding and tourism, was just as creditworthy as highly industrialized Germany, the world’s top exporter at the time. Why? Because both countries now had the same currency. And because the markets — as Andreas Schmitz, the head of the Association of German Banks, explained in a recent interview with the German weekly newspaper Die Zeit — never believed in the so-called “no-bailout” clause of the Maastricht Treaty, a clause that was designed to prevent euro-zone countries from being liable for the debts of other members.

According to Schmitz, the markets were confident that “in an emergency, the strong countries would support the weak ones,” a view based on European politicians’ lax treatment of their own rules early in the game. Those who bought Greek bonds on a large scale at the time were betting that Europe’s statesmen would break their rules if a crisis came along.

Sardelis claims that he had recognized the looming problems and warned against them. Today, he describes a mood characterized by the ever-increasing “illusion that the monetary union could solve our problems.” But instead of pushing for serious reforms of Greek government finances, the Greeks simply “relapsed into old mentalities.” Instead of saving being promoted, obtaining “as much money as possible” was encouraged.

Germany Undermines the Treaty

In 2002, the German government had other things on its mind than examining Greece’s public finances. It was having troubles of its own, with the European Commission threatening to send a warning to Berlin. Germany was expected to borrow more than had been forecast, thereby exceeding the allowed 3 percent of GDP limit for its budget deficit. The result was not, however, an example of German fiscal discipline and exemplary adherence to European rules, but a two-year battle by the Schröder administration against the slap on the wrist from Brussels.

Few within the European Commission openly criticized the loosening of the Maastricht rules. And the Germans, together with the French — both facing the threat of an excessive debt procedure — were too busy undermining the Maastricht Treaty. The two countries, determined not to submit to sanctions, managed to secure a majority in the EU’s Council of Economic and Finance Ministers to cancel the European Commission’s sanction procedure. It was a serious breach of the rules whose consequences would only become apparent later.

The German-French initiative effectively did away with the Stability and Growth Pact, which the Germans had forced their partners to sign. The consequences were fatal. If the two biggest economies in the euro zone weren’t abiding by the rules, why should anyone else?

Læs den hele.

Muslimsk sejr i inklusionen

Diverse — Drokles on October 21, 2011 at 12:09 am

I Jyllands-Posten kan man under overskriften “København til kamp mod islamister” (Det skal blive spændende at se, hvem der mon vinder det opgør) læse at Københavns radikale integrationsborgmester, Anne Mee Allerslev, vil alliere sig med det, som kaldes moderate muslimer, som er

….Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd, der repræsenterer 40.000 muslimer, til et møde for at finde ud af, hvordan man kan imødegå problemerne med de meget radikale unge muslimer.

“Det er en sejr for inklusionen, at både Islamisk Trossamfund og Muslimernes Fællesråd tager afstand fra salafisterne. Jeg har inviteret dem, så vi sammen kan finde ud af, hvad vi kan gøre,” siger Anna Mee Allerslev, der også oplyser, at Københavns Kommune har kontakt med bl.a. myndighederne i London, der har årelang erfaring med ekstreme muslimer.

Ah, dem. Det var Islamisk Trossamfund, som den socialdemokratiske Lars Aslan Rasmussen var “dybt rystet over” da det pludselig gik op for ham at trossamfundet, islamisk som det er med Muhammeds eksempel som det reneste eksempel til efterfølgelse støtter flerkoneri og han kaldte det “fuldstændig forrykt“. Men de er altså moderate fordi der er nogle muslimer, der er endnu længere ude. Sådan er det jo med islam, det er altid nogen der er endnu længere ude. Og det er jo det de forrykte muslimer altid bruger til at “forhandle” sig frem til stadigt flere indrømmelser.

Selvom man har blæst til kamp og vil inddrage allehånde forrykte organisationer anses problemnet alligevel ikke så stort “Det er vigtigt, at vi ikke taler problemet op, for der er tale om en forholdsvis lille gruppe alene i Tingbjerg. Men det er vigtigt, at vi har fokus på problemet,” Det er vigtigt, men ikke alvorligt.

“Det her er en forholdsvis ny situation i København, så derfor er det vigtigt, at vi henter erfaringer fra andre byer,” siger borgmesteren.

I andre byer startede det også i det små, kan jeg allerede her oplyse kommunen om at erfaringen er, at shariazoner vinder frem. Det er ikke en salafistisk fiasko der er ved at brede sig de damer og herrer venstrefløjesere.

Gore støtter Occupy Wall Street

Diverse — Drokles on October 20, 2011 at 9:02 pm

Ja, det er måske ikke det mest skelsættende i paraden af vanvid fra, men alligevel interessant. Fra Al Gore’s egen blog

For the past several weeks I have watched and read news about the Occupy Wall Street protests with both interest and admiration. I thought The New York Times hit the nail on the head in an editorial Sunday:

“The message — and the solutions — should be obvious to anyone who has been paying attention since the economy went into a recession that continues to sock the middle class while the rich have recovered and prospered. The problem is that no one in Washington has been listening.”

“At this point, protest is the message: income inequality is grinding down that middle class, increasing the ranks of the poor, and threatening to create a permanent underclass of able, willing but jobless people. On one level, the protesters, most of them young, are giving voice to a generation of lost opportunity.”

From the economy to the climate crisis our leaders have pursued solutions that are not solving our problems, instead they propose policies that accomplish little. With democracy in crisis a true grassroots movement pointing out the flaws in our system is the first step in the right direction. Count me among those supporting and cheering on the Occupy Wall Street movement.

You can support the protests by clicking here.

Al Gore leger dog her med ilden for nedenstående Eat The Rich skilt er et typisk slogan ved Occupy Wall Street kom sammen’er.

gty_occupy_wall_street_nt_111005_wg

Og med tanke på the fat cat Gore’s rigelige korpus, så kan selv den største OWS demo vist bespises.

Det inkluderende

Diverse — Drokles on October 19, 2011 at 4:29 am

Et par troende muslimer siger ifølge Jyllands-Posten

»Jeg håber, at alle danske soldater, der er i Afghanistan, kommer hjem i kister. For de kæmper for demokrati, som vi ikke vil have,« siger den ene, Adnan Avdic.

»Efter min mening skulle Kurt Westergaard slås ihjel,«

Til det svares der ifølge Jyllands-Posten

”Vi skal bekæmpe terrorisme og ekstremisme med mere åbenhed, vi skal give alle en mulighed for at være med. Vi skal ikke lukke os om os selv.”

Vil du ikke have demokrati? Det må vi vist tale lidt om! Karen Hækkerups reaktion, for det er hendes reaktion der er citeret, er desværre så typisk for de, der nu har fået regeringsmagten. Efter at de i de seneste 20 år har benægtet denne virkelighed som de endda har hjulpet ind over grænserne må de nu konfrontere dens uæstetiske udtryk. Hækkerup siger også

”Jeg betragter det her som meget alvorligt. Alt hvad der vil undergrave vores demokrati, skal vi slå hårdt ned på og konsekvent ned på,”

Vi skal slå hårdt ned på det der undergraver vores demokrati, men vi skal ikke lukke os om os selv. Hvad betyder egentlig det?

”Vi skal inkludere folk, så de ikke føler, at de bliver ramt af uretfærdighed og undertrykkelse, fordi vi ved, at det er det, der skubber folk væk fra os og over i et andet fællesskab, som kan være katastrofalt både for dem og for os,” siger Hækkerup, som betoner, at ekstremisme også er andet end militant islamisme.

(…)

“Det er godt du er her. Der er brug for dig”. De meldinger har vi alle sammen behov for at få, og det har unge, der bliver tiltrukket af ekstremisme, selvfølgelig også.”

Vi skal være inkluderende så folk ikke føler noget som de i forvejen ikke har den ringeste anledning til at føle, nemlig “ramt af uretfærdighed og undertrykkelse“. Hvorledes skulle nogen kunne være ”ramt af uretfærdighed og undertrykkelse” her i Danmark? Det kunne de, hvis de var troende muslimer og mente at Danmark var en uretfærdighed som undertrykte dem ved at være et demokrati. Det demokrati, som jo ellers er meget inkluderende i sit væsen, var jo præcis, hvad manden sagde han ikke ville have. Og derfor er det jo netop ikke godt at han er her. Hverken for os eller for ham.

Så lad os se på en samtale mellem det inkluderende og medfølende samfund, her med minister Hækkerups egne ord, og så det stadigt med selvsikre muslimske miljø’s filial i Danmark, her med de troende muslimers egne ord.

Muslim 1: »Jeg håber, at alle danske soldater, der er i Afghanistan, kommer hjem i kister. For de kæmper for demokrati, som vi ikke vil have,«

Karen Hækkerup: Det er godt du er her.

Muslim 2: »Efter min mening skulle Kurt Westergaard slås ihjel,«

Karen Hækkerup: Der er brug for dig.

Imens handler en anden historie om netdating. Det viser sig til det regerende flertals store overraskelse, vi har jo heller ikke skændtes om andet i de seneste 20 år, at islam har helt andre værdier end vores. På en islamisk datingside vejledes man således i flerkoneri og det har fået Lars Aslan Rasmussen op af stolen.

- Jeg er dybt rystet over denne hjemmeside og dens holdninger, som Det Islamiske Trossamfund åbenbart deler. Vi har store problemer med, at unge i parallelsamfund bliver giftet væk, siger Lars Aslan Rasmussen.

(…)

- Det er fuldstændig forrykt, at man ikke kan mødes uden bisidder, når man ved, hvor stor social kontrol der er med kvinder i de muslimske miljøer. Det er også uacceptabelt, at forældre kan oprette datingprofiler i deres børns navn, siger Lars Aslan Rasmussen.

Så lad os fortsætte samtalen mellem demokratiet Danmark og muslimerne, nu tilføjet Lars Aslan Rasmussen

Muslim 1: »Jeg håber, at alle danske soldater, der er i Afghanistan, kommer hjem i kister. For de kæmper for demokrati, som vi ikke vil have,«

Det inkluderende samfund: Det er godt du er her.

Muslim 2: »Efter min mening skulle Kurt Westergaard slås ihjel,«

Det inkluderende samfund: Der er brug for dig.

Muslim 3: Jeg vil gerne have en kone til

Det inkluderende samfund: Det er fuldstændig forrykt! Det er uacceptabelt, jeg er dybt rystet.

Lars Aslan er garanteret ikke mere rystet, end vores nye skatteminister, der lige har fundet ud af at der også er et hovedkort.

Kreditkrisen visualiseret

Diverse — Drokles on October 18, 2011 at 9:43 pm

Read the small print

Diverse — Drokles on October 18, 2011 at 3:48 am

På vej ind i Folketingssalen for at holde åbningstalen blev Thornings Schmidt spurgt af en TV2 journalist om ikke hendes regering byggede sin økonomiske politik på den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik. Nej, svarede hun, for så ville der jo ikke være grund til at skifte regering. Nej vel? Men, hvad er grunden til at lede en regering, der fører et andet partis politik? Regeringsgrundlaget er så Radikalt at Morten Olsen endda havde iklædt sig en grim lilla pullover for at fejre den nye regering da hans gode danske drenge overbevisende bankede portugisernes skimlede hold af kælderspillere for nu at udtrykke mig lidt Carsten Jensen’sk. Kun få og små symbolske lunser er smidt af til S-SF. Og det skal jo bortforklares. Jyllands-Posten

Alle andre udspil - som millionærskat, to-lærerordning, straksafskrivninger, boligpakke og en forkortet dagpengeperiode - var ikke løfter, men hensigter, fastslår Helle Thorning-Schmidt.

»Der er ikke tale om nogen som helst form for løftebrud. Jeg har givet to klokkeklare løfter i valgkampen. Det ene er, at vi vil fastholde 24-årsreglen og tilknytningskravet, det andet er, at der ikke vil blive rørt ved boligskatterne. Og det fastholder vi fuldstændigt.«

Dansk Folkeparti ville også bevare 24-årsreglen og tilknytningskravet, men udråber sig jo ikke ligefrem som valgets vindere. Men Marianne Jelved skyder den undsigelse ned ifølge Berlingske Tidende

- Til min overraskelse agerede de (S-SF, red.), som om de havde et fasttømret flertal. Vi blev ved med at minde om, at der skal 90 mandater til.

Hvad der er tydeligt for de Radikale er selvfølgelig også tydeligt for folket der ikke er i tvivl om at Thorning-Søvndal har stået rød løftebrud i ægteskabet med Vestager. Det er jo ikke blot det, at man efter en regeringsperiode eller to ikke har kunnet nedbringe ventelister eller forbedret behandlingen af cancer i forhold til lande vi normalt sammenligner os med. Alle ved at sygehusvæsenet er uoverskueligt kompliceret og forventer ingen mirakler så det gælder blot om at gøre en stor indsats og en masse ståhej og så ellers at få oppositionen bud på løsninger til at fremstå endnu mere umulig. Det samme med finanserne. Og for Folkeskolen er det alligevel håbløst at lære børn noget som helst med en lærerstab der stemmer SF-Ø.

Den nye regerings løftebrud er brud på banale beslutninger, som f.eks. undersøgelse af CIA’s dødsfly, som Trier Mogensen overspændt kalder dem. Det var de fly, der fløj terrorister til andre omgivelser for at kunnet føre de samtaler i god ro og mag med folk med insiderviden om diverse alternative netværk af religiøse entusiaster, der kunne give vestlige efterretningstjenester bedre overblik over kommende terrormål. Et bedre ord for de fly ville altså være informationsfly. Eller oplysningsfly. Eller vidensfly måske.

Men disse fly, der fløj over dansk territorium skal ikke undersøges alligevel skønt det blev regnet for et kardinalpunkt for den tidligere regerings moralske habitus, jvf ordet dødsfly. Man har flertallet og kan blot beslutte at sætte undersøgelsen i gang uanset, hvad der kommer ud af det. Det er en simpel beslutning, som man kan stemme igennem med et flertal. Men det gør man ikke. Man har selvfølgelig nok erkendt at forholdet til USA er en nødvendighed, en national interesse uanset den danske regerings politiske farve - og uanset den amerikanske præsidents farve. Man har nok erkendt at det er praktisk at kunne samarbejde med fremmede efterretningsvæsener, som, for at tage et helt tilfældigt eksempel, CIA, hvis man skal have en chance for fortsat at kunne afværge terrorangreb på danske jord, som man allerede har gjort det 3-4 gange - det er svært at følge med.

Måske skyldes dette simple, men symbolske svigt af et valgløfte at andre svigt har trukket veksler på den i forvejen belastede social profil, som regeringen hurtigt og konsekvent har tegnet. At det ville se for komisk ud, når man indfører en betalingsring om København, som tvinger de laveste indkomster til at besvære sig gennem den kollektive trafik for så blot at blive bombet bedst som de stod der mest tætpakket på Nørreport Station, fordi de godeste af de gode mennesker var for fine til at drage fordel af at CIA giver terrorister en ekstra tur i badekarret. Efter et større blodbad på Dansk jord ville det nok kræve mere end to spindoktorer pr. minister at forklare at terrorister rettigheder altid går forud for fattige danskeres liv.

Betalingsringen er en hensigt om at det er finere at opsætte bomme der skal holde de fattige bilister ude af København end at sætte bomme ved landets grænser, der skal holde kriminelle ude af Danmark. Hvem gavner det egentlig andet end de, der som Thorning selv bor bag ringen og kun bruger bilen når de skal i Irma eller på Borgen. Det er detaljer, som at den mindre indtjening til statskassen man ender mednår man hæver topskatteniveauet for de rige hentes på ekstrabeskatning af de lavtlønnedes kost. De er alligevel så fede i forvejen så det virker kun rimeligt at lette pungen for dem. Men hvem stemte Socialdemokratisk eller Socialistisk Folkeparti for at fremme den logik? Anita Bay Bundegaard kommer regeringen til undsætning med denne flotte bemærkning i Politiken

Så dybt har kontraktpolitikken åbenbart lejret sig i os, at ingen længere kan se forskel på løftebrud og kompromiser.

Ikke som i de gode gamle dage, hvor brudte løfter og kompromisser var et fedt. Eller Mette Frederiksens gyldne svar til BT, der spørger om ikke Socialdemokratiet har lovet lidt for meget i valgkampen

- Nej, jeg synes, der er forskel på at sige, at der er noget, man gerne vil, til når man så er i regering, hvor man også skal have pengene til at nå sammen.

Der er med andre ord forskel på at sige, hvad der skal til for at komme i regering og så til at skide det hele en lang march når først man sidder i ministerbilerne. Men det er formelt rigtigt, hvad Frederiksen siger, hvis ikke blot man havde foregøglet af der skam var penge nok. Og det var hvad man havde skønt små figenblade var lagt ind såsom det mystiske pressemøde, hvor Søvndal og Thorning med alvorlig mine kungjorde til pressen at alle deres mange, mange valgløfter kun blev til noget hvis der var råd. Det vidste alle jo at der ikke var, så hvorfor love alt til alle hele tiden alligevel, hvis ikke man havde tænkt sig at ignorere finanserne? Eller som Thorning konstant formanede, “der er mennesker bag tallene!” X ved S-SF og bar røv at trutte i.

Uanset gradbøjningen af “et løfte” er det tydeligt at S-SF ikke har fået deres vilje. Og uanset hvilke figenblade de måtte dække sig under så var det en slagkraftig rød profil som de præsenterede vælgerne for og som der ikke stod til diskussion uanset, hvor meget de blev udspurgt om, hvilken indflydelse Radikale og Enhedslisten ville kræve. Tilfældigvis foretog jeg noget så sjældent, som et lille systematisk arbejde da jeg under valkampen besøgte de de politiske partiers valgkampssider. Her er et screendump fra Socialdemokratiet, som også er S-SF’s samlede projekt.

billede-192

Fair Løsning, der skulle få “styr på økonomien igen, skaber nye job og udvikler vores velfærd” var intet mindre end kernen, der retfærdiggjorde Thornings statsministerpost. Og den er besluttet aflivet i regeringsgrundlaget. Det er intet tilbage. Heller ikke af de mange ting som Villys magelige SF’ere ville knokle for at opnå skulle de komme i regering, som de jo altså gjorde. Pyh, så slap de da for en ærlig dags arbejde. Og det har nok set således ud da Radikale tog den røde plan

Villy har forsøgt at gøre et nummer ud af klimaløfternes indfrielse, som var det en sejr. Men ak, som man kan se af min banebrydende research ragede det S-SF-R, eller vælgerne med for den sags skyld, en hujende fis. For Sossernes scrollbar forneden kom klimaet ind som det trettende punkt og hos Socialistisk folkeparti lå klimaet under det de kaldte “øvrige politikområder“.  Man har på klimakontoen blot leveret ordflom og lovet ekstra forsuring af danskernes privatøkonomi kun til glæde for en sekterisk gruppe, der har fået indskrevet deres moralistiske dommedagsvokabular i tidens zeitgeist.

At bortfoklare Fair Løsnings død ved at fremhæve klimagejlet som en sejr er som at benægte at Titanic er sunket så længe der stadig er redningsbåd i vandet. Jamenøh, redningsbådende var jo sår’n set også Titanic bedyrer man og i og for sig har man ret, men det var jo ikke ligefrem den kolde oplevelse, som havde solgt billeterne til de stakkels optimister på vej mod en bedre verden.

Men måske handlede det i sidste ende blot om ikke at skulle se på Dansk Folkepartis transtøvler som Holger K Nielsen udtrykte det ifølge Jyllands-Posten

»Vi har befriet Venstre for Dansk Folkepartis klamme hånd. Det burde I da være glade for,«

Måske var man når det kom til stykket så ligeglad med hvilken økonomisk politik man skulle føre, som ny regering blot Dansk Folkepartis klamme hånd ikke fik indflydelse?

En besættende bevægelse

Diverse — Drokles on October 17, 2011 at 5:28 pm

Besæt Wall Street får en ganske positiv medfart i danske medier. Det er noget folkeligt, engageret, bekymret, et tegn på at noget er galt. Sociologer og antropologer interviewes til at belyse det demokratiske gode, som de er et udtryk for. Venstrefløjens politikere positionerer sig til at ride med på denne bølge af oprør mod økonomisk fremgang. Det er væsens forskelligt for den dækning Tea Party fik, som var en trussel mod demokratiet, bestående af allehånde reaktionære tosser.

Under den venlige overskrift “Aktivister slår lejr i europæiske storbyer” viser Politiken dette billede fra London

britain_wall_street_586105y

Maskerne, som de to siddende aktivister bærer er såkaldte Guy Fawkes masker. Guy Fawkes skrev sig i 1605 ind i engelsk historie ved sit forsøg på sammen med sine kumpaner at sprænge det engelske parlament i luften med den engelske konge indeni. Ideen var at få indsat en katolsk konge i stedet. Maskerne er blevet gjort populære af den amerikanska film V For Vendetta, som handler om en hævner der kæmper imod en kristen fascistisk stat, som har forbudt bøssernes mest populære læsestof, nemlig koranen (ja, man tror det er løgn). Diktatoren udtrykker sig i lignende vendinger, som George Bush og andre af tidens store vesterlandske forbrydere. En religiøs og antidemokratisk terrorist er forbilledet i et verdensbillede, hvor bøsser læser….nej jeg kan ikke beskrive det. Men når man er på den fløj er man ikke en tosse, men en aktivist.

En glimrende gennemgang fra Atlas ShrugsPajamas Media bringer en artikel om antisemitismen i Occupy bevægelsen

billede-81

Den kan anbefales at læse, som også denne Pajamasreportage fra Chicago. Og The Blaze sporer ironisk nok Occupy bevægelsen udspring til Obamas ACORN. Skægt nok, men det er blot detaljer. Mark Steyn giver derimod en god diagnose på Occupy bevægelsens zeitgeist i The Orange County Register

Take, for example, the complaints of the young Americans currently “occupying” Wall Street. Many protesters have told sympathetic reporters that “it’s our Arab Spring.” Put aside the differences between brutal totalitarian dictatorships and a republic of biennial elections, and simply consider it in economic terms: At the “Occupy” demonstrations, not-so-young college students are demanding that their tuition debt be forgiven. In Egypt, half the population lives in poverty; the country imports more wheat than any other nation on the planet, and the funds to do that will dry up in a couple months’ time. They’re worrying about starvation, not how to fund half a decade of Whatever Studies at Complacency U.

One sympathizes. When college tuition is $50,000 a year, you can’t “work your way through college” – because, after all, an 18-year-old who can earn 50-grand a year wouldn’t need to go to college, would he? Nevertheless, his situation is not the same as some guy halfway up the Nile living on $2 a day: One is a crisis of the economy, the other is a crisis of decadence. And, generally, the former are far easier to solve.

My colleague Rich Lowry correctly notes that many of the beleaguered families testifying on the “We are the 99%” websites have real problems. However, the “Occupy” movement has no real solutions, except more government, more spending, more regulation, more bureaucracy, more unsustainable lethargic pseudo-university with no return on investment, more more more of what got us into this hole. Indeed, for all their youthful mien, the protesters are as mired in America’s post-war moment as their grandparents: One of their demands is for a trillion dollars in “environmental restoration.” Hey, why not? It’s only a trillion.

Beneath the allegedly young idealism are very cobwebbed assumptions about societal permanence. The agitators for “American Autumn” think that such demands are reasonable for no other reason than that they happen to have been born in America, and expectations that no other society in human history has ever expected are just part of their birthright. But a society can live on the accumulated capital of a glorious inheritance only for so long. And, in that sense, this bloodless, insipid revolution is just a somewhat smellier front for the sclerotic status quo.

Den kan absolut anbefales at læse i sin helhed.

Den diskriminerende uddannelse

Diverse — Drokles on October 17, 2011 at 3:56 pm

Det er ikke nok at dansk humor, også kendt under navnet ironi, skal begrænses da den ikke deles af hertil anmassende muslimske horder. Vi skal alle sammen nu også dumme os selv ned for at imødekomme vores nye gæster. Fra Politiken

»Fuldstændigt uhørt«.

Så klart udtrykker regeringspartiet SFs ligestillingsordfører Özlem Cekic sin holdning til taxibranchens nyeste udspil - at man skal have en uddannelse for at blive taxivognmand.

»Dette er diskrimination. Man laver simpelthen regler, der udelukkende rammer bestemte grupper. Man tænker på hudfarven før mennesket«, siger Özlem Cekic til politiken.dk.

Ordførerens vrede gælder et nyt pointsystem, indført af den offentlige myndighed, Taxinævnet i Region Hovedstaden. Systemet tilgodeser personer med »erhvervsfaglig uddannelse« når det skal afgøres, hvem der kan blive taxivognmand.

(…)

»Sådan ser jeg det ikke. Man henviser til, at reglerne skal hæve serviceniveauet i faget. Men hvorfor skal man stille krav om uddannelse for at opnå dette? Det står jo til enhver tid branchen frit for at efteruddanne sine chauffører med kurser, hvis man ønsker det. Det kan ikke være rigtigt, at man skal være student eller lignende for at køre taxi«, siger Özlem Cekic.

Det kræver heller ikke nogen uddannelse og erhvervserfaring at blive minister. End ikke en studenterhue endsige et kørekort skal man have, så hvad kan det da kræve af en særlig rådgiver, populært kaldet spindoktor, der ikke har noget ansvar andet end den tro og love erklæring han underskriver? Intet andet end det, som den med en anden etnisk hudfarve nydanske tidligere radikale, siden Ny Alliance og nuværende arbejdsløse konservative politkiker Naser Khader kalder mavefornemmelser. Og så alligevel sætter den nye regering fart på eksklusionsmaskinen ved at oprette særlige og særligt unødvendige job, som f.eks. særlig rådgiver i Ministeriet for Fødevarer Landbrug og Fiskeri

Vi forventer, at den kommende særlige rådgiver har erfaring med national såvel som international politik, er initiativrig, kan tænke strategisk og er kreativ med taleskrivning og debatindlæg.

(…)

Vi vil bede om din ansøgning senest tirsdag den 25. oktober 2011. Din ansøgning, bilagt CV og eksamensbevis, mrk. 4362, sendes via http://www.fvm.dk under ?Job?.

Eller særlig rådgiver i Økonomi og Indenrigsministeriet

Vi forventer, at du har et indgående kendskab til og forståelse for politiske og administrative beslutningsprocesser. Du skal desuden have en stærk faglig profil og bred erfaring med kommunikation og pressehåndtering. Herudover skal du være imødekommende og udadvendt, samt trives med en afvekslende og til tider hektisk hverdag.

(…)

Ansøgning samt relevant dokumentation (CV og eksamensbeviser) sendes elektronisk til ansogning@im.dk. Mailen skal mærkes ?Særlig rådgiver Økonomi- og Indenrigsministeriet? i emnefeltet.

Alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, opfordres til at søge stillingen. Ansøgningen skal være ministeriet i hænde senest torsdag den 27. oktober 2011, kl. 12.00.

Eller særlig rådgiver i Ministeriet For Sundhed og Forebyggelse

Du skal have en stærk faglig profil, forståelse for og erfaring med politiske og administrative beslutningsprocesser, og erfaring med kommunikation og pressehåndtering. Desuden skal du kunne formidle selv komplekse faglige problemstillinger på en overskuelig og troværdig måde, samt udvikle og styrke netværk til såvel medarbejderne i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, som journalister fra dagspresse og fagblade. Herudover skal du yde god service og trives med en afvekslende og til tider hektisk hverdag, hvor der er rig mulighed for faglig sparring og udvikling

(…)

Ansøgning samt relevant dokumentation (CV og eksamensbeviser) sendes elektronisk til ansogning@sum.dk. Mailen skal mærkes ?Særlig rådgiver SUM? i emnefeltet.

Eller særlige rådgivere i Finansministeriet

Som rådgiver forventer vi, at du har:
• En stærk faglig profil
• Forståelse for og erfaring med politiske og administrative beslutningsprocesser
• Erfaring med kommunikation og pressehåndtering.

I tillæg hertil skal du kunne:
• Formidle selv komplekse faglige problemstillinger på en overskuelig og troværdig måde
• Udvikle og styrke netværk til såvel Finansministeriets medarbejdere som journalister fra dagspresse og fagblade
• Yde god service og trives med en afvekslende og til tider hektisk hverdag, hvor der er rig mulighed for faglig sparring og udvikling.

(…)

Finansministeriet opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge.

Din ansøgning med CV og eksamensbeviser skal indsendes via http://www.fm.dk/ under ?job? senest fredag den 21. oktober 2011 kl. 12.00.

Osv. Det skal lige med at alle stillinger var besat med de hvide ministres hvide venner, for nu at tale i Özlem Cekic manisk farvede sprog, lang tid før stillingerne blev slået op.

Tøvende erkendelse

Diverse — Drokles on October 16, 2011 at 6:38 pm

Åh dette arabiske forår, hvor løfterigt er det ikke. Men der er måske alligevel slanger i paradis. I hvert fald så er der en gryende erkendelse af at alt ikke går som man måske gik og drømte om. Men dette kan ikke være en systemfejl, som bekræfter en skepsis grundet i en antagelse om nogle dybere kulturelle og sociopolitiske strukturelle problemer i den arabiske verden. Det må være en mindre fejl, en sten i skoen, en anomali. Således var det  ifølge Berlingske Tidende for Jakob Skovgaard-Petersen “meget chokerende” da koptere blev angrebet af muslimer og siden ægyptisk militær, som efterlod 25 døde. Men Petersen tog den beklagelige udvikling, som et tegn på en manglende ledelse og manglende institutioner

- Valget begynder i slutningen af november i år, men det skal vare til januar, og så er der et øvre kammer, som man skal have valg til. Derefter skal man have en ny forfatning.

- Når den har været til folkeafstemning, skal man have præsidentvalg, og først da slipper militærrådet fuldstændig kontrollen. Så er de civile myndigheder på plads. Det er en meget lang transition, siger han.

Politikens Anders Jerichow har i sin analyse fundet en skurk, som han placerer i en for Politikenlæsere let forståelig dikotomi (ordet dikotomi kender og elsker mange Politikenlæsere. Det er et ord der bruges af gode mennesker til at beskrive, hvad onde mennesker gør - opstiller dikotomier. Og disse er som regel falske konstruktioner - but I digress)

Der er forskel på magthaverne og folket. Kritikerne på Tahrir har ingen magt. Juntaen har al magt.

Kritikerne kræver indflydelse. Juntaen vil tydeligvis ikke af med sin indflydelse.

Kritikerne kræver, at mordere stilles til ansvar. Juntaen har gjort alt for, at mordere går fri.

Alligevel vil vi snart opleve juntaen og dens venner advare mod, at det egyptiske oprør fortsætter. De vil advare imod, måske forbyde, at der demonstreres på Tahrir.

Phd og forsker ved Dansk Institut For Internationale Studier Rasmus Alenius Boserup skriver i en kronik i Politiken

Sidste søndags sammenstød mellem militær og demonstranter i Kairo er udtryk for den egyptiske hærs tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder til fordel for at opretholde, hvad de forstår som ro og orden.

Det er ikke “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“, men et udtryk for “tilsidesættelse af borgernes grundlæggende rettigheder“. Ved således at have indskudt en formulering til sløring af fakta ligner det, der for os andre er en banal beskrivelse af militærmagt, der brutalt knuser en demonstration, for det dumme øje en analyse. Det voldelige overfald var ikke bare vold, men et udtryk for vold. Hvor klogt tænkt. Og når man er så klog følger man op med denne absurde gardering, hvis nu verden skulle vise sig ikke at være som den tydeligvis er.

I dette tilfælde har militæret og dets overgangsregering fejlet i håndteringen af et banalt eksempel på den såkaldte sekteriske konflikt i Egypten – et begreb, der dækker over de tilbagevendende konflikter mellem Egyptens ca. 10 procent kristne koptere og landets muslimske majoritet.

Såkaldt sekterisk konflikt. Det er ikke en sekterisk konflikt selvom den er en fast tilbagevendende bestanddel af egyptisk folkelighed. Og som man således nu man har udvandet virkeligheden godt kan beskrive den sekteriske konflikt.

Den sekteriske konflikt er ellers ikke ny. Gennem de forgangne seks-syv år har egyptiske menneskerettighedsbevægelser beskrevet et stigende antal religiøst motiverede drab og voldsudbrud – størstedelen rettet imod koptere i provinsen og landområderne, men også en række sager, hvor koptere har angrebet muslimer. Ikke mindst fordi det vækker minder om volden mellem koptere og muslimer i 1990’erne, tager mange egyptere den sekteriske konflikt meget alvorligt. Det var f.eks. også frygt for en sekterisk konfliktoptrapning i kølvandet på det dødbringende bombeangreb imod en kristen kirke i Alexandria nytårsnat 2010, der var med til at skabe grobund for den brede nationale protestbevægelse, der dannedes imod Mubarak i slutningen af januar.

Disse eksempler er udtryk for en såkaldt sekterisk vold. Når således virkeligheden ikke længere er så virkelig, som den ellers kunne synes for de fleste der ikke har gået på universitetet bliver begivenheder også mere uforståelige

Sammenstødene mellem koptere og militæret denne uge i Kairo bundede omvendt i militærets og overgangsregeringens manglende håndtering af en månedlang, men ganske banal strid mellem en gruppe koptere i provinsbyen Merined i det sydlige Egypten, byens myndigheder og muslimske grupperinger.

Den ganske banale strid skulle blot håndteres. Men hvilken banal strid kan dog medføre al den ulykke?

I starten af september havde byens koptiske mindretal påbegyndt en omfattende renovering af en kirke, men efter protester fra muslimske grupper blev byggeriet stoppet af myndighederne, til trods for at kirkens byggepapirer var i orden.

Gennem september har der været stigende spændinger mellem de kristne og muslimske indbyggere, og i slutningen af september bemægtigede en større gruppe muslimske unge sig kirken og nedbrændte den. Egyptiske journalister har rapporteret, at den lokale guvernør både var med til at oppiske til ildspåsættelsen og efterfølgende har legitimeret nedbrændingen.

Begivenhederne i Merined førte i starten af oktober til...[og bla, bla, bla.]

Er vi blevet klogere? Uenighed over byggetilladelser og yadi, yadi, yada, som George forklarede, så er der en strid, som er blevet til fordi den ikke er blevet håndteret. Ja, vi tænkende mennesker er blevet klogere for vi kan læse mellem linierne og vi forstår at den banale strid ikke handler om byggetilladelser men noget så uchikt som sekterisk vold grundet i sekterisk had, hvis udspring er muslimsk suprematisme. Vi forstår der tænker forstår at så små strenge ikke giver stor lyd uden en god klangbund.

Derfor læser vi også at simple konstateringer som “angrebet af stenkastende civile” ikke er et udtryk for såkaldt sekterisk vold, men at denne sekteriske vold er sekterisk vold og som reel sekterisk et udtryk for de strukturelle problemer, som skeptikere til drømmene om det arabiske forår stille foreslog at medtænke. Men når man ikke tager de faktiske forhold i jernindustrien i betragtning konkluderer man således

Mens den stigende sekteriske vold mellem civile måske nok kan forklares med den generelle tendens til, at alle politisk engagerede egyptere har været på barrikaderne – og at kollektiv vold som oftest opstår af fredelige politiske protester, demonstrationer, sit-ins og strejker – peger den seneste sag eksplicit på, at militæret negligerer sin pligt til at beskytte det koptiske mindretal.

Derved bekræfter sagen også den generelle følelse hos mange koptere af, at den egyptiske stat også i tiden før Mubaraks fald systematisk har negligeret deres rettigheder og behandlet dem som andenrangsborgere.

Og på det får man en phd. Anders Jerichow udtrykker nok bedst hvorfor man er så tøvende i sin erkendelse af at det arabiske forår ikke blot er en dans på roser, da han slutter sit indlæg af med ordene

Optimisme er en moralsk pligt. Pessimisme er fristende.

Det lyder rigtig godt og bare rigtigt, men analyse skal alligevel altid være kølig. Ellers er det ikke optimisme, men blot at stikke sig selv blår i øjnene.

Akademisk rygklapperi

Diverse — Drokles on October 13, 2011 at 8:11 pm

Jeg har været tøvende med at lægge egentlig vægt på climategate, historien om omfattende mailkorrespondence mellem førende klimaforskere, som blev lækket og afslørede videnskabelig uredelighed og aktiv obstruktion af dissiderende (ja, det er rent faktisk et ord og det kom en del bag på mig) synpunkter, fordi der er for meget sensation, der kommer til at skygge for det viudenskabelige spørgsmål. En teori er uafhængig af forskeres uredelighed.

Men sensationen er alligevel og selvfølgelig interessant i sig selv da den afslører en ekspertise, som hævder alvidenhed i at være svindlere. Vores politikere burde være vågnet af den larm, som sagen trods alt skabte og spurgt, hvad det egentlig er for en brugt bil vi alle er ved at blive prakket på. En af de implicerede forskere, professor Michael Mann, havde skabt sin karriere på en enkelt graf, der rekonstruerede den globale temperatur for de seneste tusind år. Grafen tegnede en alarmerende ishockeystav, som da også blev grafens navn, da den viste et temperaturmæssigt stabilt klima indtil industrialiseringens begyndelse hvor temperaturen derefter stiger ubønhørligt og accelererende, hvilket praktisk nok var sammenfaldende med menneskets ekstra bidrag af CO2 i atmosfæren i perioden.

Grafen var, skønt flere års prominens, hvor den kom på forsiden af FN’s klimarapport, for god til at være sand. Forskningen bag blev gennem møjsommeligt arbejde pillet fra hinanden af to vedholdende canadiske nørder og da climategate brød ud og afslørede at Mann havde anbefalet sine kollegaer til at benytte sig at af de “tricks” han selv havde skabt ishockeystavs grafen med til at binde alle løse ender sammen med havde man pludselig mere end blot inkompetent videnskabeligt arbejde at anke Mann på. Mann havde forsæt.

Derfor blev der indledt interne undersøgelser af professor Michael Mann arbejde, som alle frikendte ham for alle anklager om videnskabelig uredelighed og anden sjofel omgang med data og kollegaer. Her er en skræmmende bedømmelse The Atlantic af den frikendelse, fra Clive Crook, der selv tror på menneskets negative inflydelse på klimaet og hyppigt råber vagt i gevær med forslag om at beskatte CO2 (det, der kommer ud af din mund når du forbander den slags ideer).

The Penn State inquiry exonerating Michael Mann — the paleoclimatologist who came up with “the hockey stick” — would be difficult to parody. Three of four allegations are dismissed out of hand at the outset: the inquiry announces that, for “lack of credible evidence”, it will not even investigate them. (At this, MIT’s Richard Lindzen tells the committee, “It’s thoroughly amazing. I mean these issues are explicitly stated in the emails. I’m wondering what’s going on?” The report continues: “The Investigatory Committee did not respond to Dr Lindzen’s statement. Instead, [his] attention was directed to the fourth allegation.”) Moving on, the report then says, in effect, that Mann is a distinguished scholar, a successful raiser of research funding, a man admired by his peers — so any allegation of academic impropriety must be false.

You think I exaggerate?

This level of success in proposing research, and obtaining funding to conduct it, clearly places Dr. Mann among the most respected scientists in his field. Such success would not have been possible had he not met or exceeded the highest standards of his profession for proposing research…

Had Dr. Mann’s conduct of his research been outside the range of accepted practices, it would have been impossible for him to receive so many awards and recognitions, which typically involve intense scrutiny from scientists who may or may not agree with his scientific conclusions…

Clearly, Dr. Mann’s reporting of his research has been successful and judged to be outstanding by his peers. This would have been impossible had his activities in reporting his work been outside of accepted practices in his field.

In short, the case for the prosecution is never heard. Mann is asked if the allegations (well, one of them) are true, and says no. His record is swooned over. Verdict: case dismissed, with apologies that Mann has been put to such trouble.

Husk at det er på det grundlag din varme- og elregning stiger.

Den afslørende forskel

Diverse — Drokles on October 13, 2011 at 7:31 pm

Fra Jyllands-Posten

Som traditionen byder havde Løkke også en gave med til Thorning: En taske bygget af en studerende ved navn Katja Knudsen fra Danmarks Designskole i Kolding.

Og vel og mærke en taske bygget af de omfattende bøger med regeringens finanslovsforslag for det kommende år.

(…)

»Jeg har på fornemmelse, at du stadig vil være en del af mit liv,« sagde Thorning og gav Løkke to klippekort til den offentlige transport i Storkøbenhavn.

Fra Politiken

Da dronningen rejste sig for at gå, var der flere af de nye ministre, der blev siddende i deres nye ministerstole. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blev rasende over den manglende respekt for kongehuset, at han gestikulerende råbte til den nye statsminister:

»Kan du ikke få din regering til at rejse sig op«.

Helle Thorning vendte sig og kiggede bestemt på sine regeringsmedlemmer:

»I skal rejse jer op«. Og tilføjede: »Mette, Mette«.

Sådan er det bare, det er folket der bestemmer - indtil de ombestemmer sig.

Den rene ondskab

Diverse — Drokles on October 12, 2011 at 4:31 pm

Zenia Stampes forår

Diverse — Drokles on October 11, 2011 at 11:36 am

Jeg vil lige tilbage til et ældre indlæg af Zenia Stampe i lyset af udviklingen væk fra hendes drømme og i den virkelige verden. Dengang i de glade farabiske forårsdage skrev hun smagfuldt på sin blog i Politiken

Tillykke til Egypterne. Tillykke til Nordafrika, til Mellemøsten, til den arabiske verden. Tillykke hele verden! For 80 millioner mennesker har erobret deres land tilbage. Det kan vise sig at være et afgørende vendepunkt i verdenshistorien. Og i Danmark kan det vise sig afgørende for den indenrigspolitiske dagsorden. For sagen er:

I snart et årti har Dansk Folkeparti og co levet af at dæmonisere den muslimske verden og araberne.

Det var nu så meget sagt, men Stampes fortsættende fejring af demokratiets sejr i det arabiske og i parallelt hendes snarlige sejr over Pia Kjærsgaard er forudsigelig. Og den var også ganske typisk dengang, hvor lallende venstrefløjsere væltede sejrsberusede ud af træværket. For arabere er mennesker ligesom os der vil det samme som os lød det fra stampisterne. Måske, men måske på en anden måde forsøgte besindige stemmer at påpege. Og ja, mennekser er ens i deres forskellighed og der ville ikke være nogen multikultur at dyrke hvis ikke der var forskelle på kulturerne. Jo større forskellene er jo mere spændende er det også og forskellen på dansk kultur og arabisk/muslimsk kultur er direkte frygtindgydende. Fra Middle East Forum

What clearer sign that Egypt is turning rabidly Islamist than the fact that hardly a few weeks go by without a church being destroyed, or without protesting Christians being attacked and slaughtered by the military?

The latest chaos in Egypt—where the military opened fire on unarmed Christians and repeatedly ran armored vehicles over them, killing dozens—originates in Edfu, a onetime tourist destination renowned for its pharaonic antiquities, but now known as the latest region to see a church destroyed by a Muslim mob.

Den manglende erkendelse af virkeligt strukturelle konflikter leder konstant venstrefløjen på vildspor, der hellere vil pleje sine sværmerier. Det er ikke disse billeder Søvndal tager ned for at se på Tahirpaldsen.

Rystet over at se hvorledes kristne desperat prøver at dække deres krop med armene når politiet prøver at dæmpe gemytterne rapporterer JyllandsPosten statens fredelige appel til borgerne.

Det har blandt andet vakt opsigt, at egyptisk stats-tv, som bakker helhjertet op om militærregimet, bad ”hædefulde” egyptere om at gå på gaden og beskytte hæren mod de kristne demonstranter.

Kort efter blandede store bander bevæbnet med kæppe, sten og brandbomber sig i begivenhederne og gik tilsyneladende til angreb på de koptiske kristne, mens politiet ifølge AP gjorde meget lidt for at forhindre optøjerne.

Tillykke til kopterne og de 70 millioner muslimer der nu frit fejrer løs på dem. Tillykke, tillykke og æv-bæv Dansk Folkeparti.

Støt Fjordmans “relocation fund”

Diverse — Drokles on October 10, 2011 at 10:22 am

Fra Snaphanen

Hello from Peder Jensen alias Fjordman. I will continue writing under one name or the other and hope to publish several books in the next year and a half, but after the Breivik case in Norway, which I got mixed up in against my will, I no longer have a job and I am also moving out of my old flat in Oslo, which I already left weeks ago. There are always some costs involved in moving to a different location and creating a new life somewhere else. If you have enjoyed some of my essays in the past I would be grateful if you donated a few bucks this time. Think of it as a Fjordman Relocation Fund. Just mark the donations as being for me and I will get it via Vlad’s fine website.
Thank you, and thank you for all the support and kind words I get from long-time readers.
Peder

Brug Pay Pal her: A chance to help out Fjordman. Vi kender bloggeren godt, og vi står inde for, at pengene havner hvor de skal. De første 95 $ er allerede løbet ind i dag. Når resultatet af indsamlingen forligger, bringer vi det. Skulle Peder en dag vælge at fortælle, hvad der er sket siden den 22.7, bringer vi også det. Som Vlad skriver: “I hope many of you can help him out. Fjordman really has sacrificed a lot, and more than I can say here in fact.” (Se også: Your Golden Opportunity to Repay Fjordman.)

Ole Sohn: “Vi låner ikke penge til at udbetale efterlønnen, for den vil vi gerne fastholde.”

Diverse — Drokles on October 9, 2011 at 3:26 pm
På den slags bizarre udsagn vandt rød blok Folketingsvalget. Det falder 10 sek. inde i nedenstående youtubevideo og for at slå fast at det ikke er en svipser slår han 35 sek. inde vanviddet helt fast
Vi kan sige så meget at de penge regeringen bruger på afskaffelse af efterlønnen, dem skal vi jo ikke låne i og med at vi ikke afskaffer efterlønnen.

Det vigtigste lille bitte skridt ifølge Politiken

Diverse — Drokles on October 8, 2011 at 6:13 pm

Det er min fornemmelse at Politiken bliver en stadigt mere vred avis. I hvert fald er  redaktør Per Michael Jespersen vred over ganske små detaljer fordi de står i vejen for ganske små symboler på det store gode overordnede verdensfrelsende projekt. Nej, jeg overdriver ingenlunde. “Forstår danskerne, at langsigtet politik kræver kortsigtede ofre?” spørger han under den nærmest komiske overskrift “Reaktionær kamp for et kastanjetræ“. Et episk eksistientielt ideologisk slag om et kastanjetræ.

En flok aktivister fik onsdag aften forpurret planerne om at fælde et gammelt kastanjetræ på Vesterbro i København.

Træet på Enghave Plads skulle fjernes på grund af Metro-byggeriet. Men det fik aktivisterne altså forhindret. Kastanjetræet står der endnu.

Fed heroisk aktion, ikke?

Næ, der er ingen grund til at få tårer i øjnene over ’heltegerningen’. Den var nemlig lige så reaktionær, som når privatbilister og vestegnsborgmestre i denne tid klynker over, at det skal koste en tyver at køre sin bil ind i Indre By.

Der er gået råd i træet og derfor skulle det ned alligevel. Og det kom det til sidst også, fældningen var blot udskudt så der var ingen grund til tårer af nogen slags hos Per Michael Jespersen. Men det er det principielle, som tirrer og afstedkommer den hvæsende sarkasme i Jespersens pen. Og det forstår vi her på Monokultur for det er skam irriterende at der altid er nogen der har en eller anden lille hassan at pleje. Som dengang en avis førte kampagner for at obstruere en lovlig udvisning af nogle arabere. Avisen så stort på det store gode at redde nationen fra at blive overrendt af groteske folkeslag og mobiliserede allehånde kværulanter og giver konstant sin støtte til at der kan modarbejde lands lov og ret der beskytter den danske befolkning.

Ja Jespersen er altså vred over at der “sættes særinteresser højere end de projekter - metrobyggeriet, betalingsringen og vindmøllebyggeriet – der er helt uomgængelige, hvis Danmark skal omstilles i en grøn, bæredygtig retning.” selvom “det bliver pisseirriterende, bøvlet og dyrt at redde Danmark fra miljøkatastrofen.” Jeg kender ikke den miljøkatastrofe han tænker på, men det er vist noget med klimaet og udledning af CO2 og sår’n. Men der er blot store usikkerheder om hvorvidt metroen kan være med til at forhindre udledningen af CO2 da det er usikkert om folk flytter deres transport fra bil til metro eller fra cykel til metro. Og der er også den mulighed at folk øger deres generelle transport nu da det bliver så meget lettere. Og med den usikkerhed om det store projekts frelse finder de lokale på Vesterbro det måske en kende for symbolsk at man fælder den eneste organisme, som spiser CO2 - skønt dens dage allerede var talte.

Men Per Michael Jespersen er inde på et tema og modstand mod den nævnte betalingsring havde han under behandling i August, hvor han slog fast at “Vores miljø- og klimadebat er blevet både pinlig, smålig og provinsiel.”

Forslaget giver på alle planer god mening: Lysten til at tage bussen og toget i stedet for bilen øges. Det vil betyde kortere køer, mindre luftforurening, færre lungesygdomme, mindre CO2-udslip etc.

Ideen er så oplagt og nødvendig, at flere europæiske hovedstæder som Stockholm og London allerede har praktiseret den i årevis. Et lille, bitte skridt i den rigtige retning – men dog et skridt.

Modstillingen af bydende nødvendighed og et lille bitte skridt understreger det strengt principielle men det giver ikke mening i den virkelige verden, hvor folk ikke gider pisseirriterende dyrt bøvl, når det åbenbart kun er bitte små skridt. Kan nødvendigheden da så tilfredsstilles uden at vi alle skal lægge os til at dø?Men Jespersen har sine meninger om det han spydigt kalder “’av-min-pengepung’-klynkeriet” fra “de stakkels, stakkels bilister“. Det er en “smålighedslavine” der ruller i Danmark og for det skal der sarkastisk lyde “et stort tillykke til omegnsborgmestrene“. Ja, Jespersen er virkeligt vred på sine småtskårne landsmænd.

Og derfor skal der føres “Kulturkamp mod danskernes klynkeri“, som en overskrift bombastisk slår fast. Og så melder spørgsmålet sig: “Tør Thorning & Co. gøre op med de danskere, der opfører sig som snotforkælede unger, der vil ha’ mer’ af det hele?” Næppe vil jeg mene, siden det nu er dem der har stemt rødt. Men det er ikke de selvretfærdige velfærdsorienterede røde danskere, som Jespersen taler, men de danskere, som i forvejen bærer samfundet, som er forkælede når de oveni ikke vil slæbe på endnu mere ideologisk gejl. Oppustet ideologisk gejl som dette

For betalingsringen er meget mere end et forslag. Den er en principiel idé, der handler om, hvorvidt vi skal forandre det her samfund i helhedens interesse. Eller om vi bare skal lade stå til og symbolsk lade bilisten beholde tyveren i pungen til en ekstra liter benzin?

Betalingsringen er en lille bitte start, et lille hjørne af det samlede bøvl, vi i de kommende år skal ud i, hvis vi skal forbedre klimaet og miljøet og omstille vores økonomi. Lakmusprøven er:

Er danskerne indstillet på bøvlet og omkostningerne?

Eller dette

Betalingsringen er en lille miniature af den kulturkamp om fremtiden, vi står over for. Tabes den – fordi velfærdsdanskerne råber for højt, mens politikerne er for svage – er vi alle på taberkurs.

Og fremtiden, det store projekt?

Vi skal have flere over i busser og tog. Og hele omstillingen skal ske samtidig med en kickstart af konkurrencekraften, produktiviteten, den sociale mobilitet – og samtidig med at politikerne fortæller middelklassen, at den ikke skal regne med mere velfærd på alle hylder.

Så de producerende danskere skal altså indrette sig på en masse pisseirriterende dyrt bøvl, der skal redde Danmark samtidig med at vi skal forbedre, undskyld kickstarte (elsker de ikke også når politikeres slogan glider sømløst ind i journalisternes billedsprog?) konkurrencekraften og produktiviteten, selv om det ikke er skønt andet end et lille bitte skridt.

Delingpole om vandmeloner

Diverse — Drokles on October 8, 2011 at 3:31 pm

Next Page »

Monokultur kører på WordPress