Berufsverbot… en overvejelse værd

Venstrefløjen ser ud til at lancere et voldsomt opgør med den hidtidige integrationspolitik. De kommer blot næppe til at erkende det. Information funderede “Kan en advokat forsvare udlændinge og samtidig være med i Pegida?”

Rasmus Paludan har været forsvarsadvokat for frihedsberøvede udlændinge. Samtidig er han stærkt udlændingekritisk og har i år deltaget i alle demonstrationer for ’For Frihed’ – det, der før hed Pegida. Det møder kritik, men Paludan selv kan ikke se problemet.

Og for de læsere der måske er lidt forvirrede over, hvad det er for foreninger, der tales om præciserer Information “den højreradikale forening For Frihed, som nok bedst er kendt ved sit gamle navn, Pegida”. Passende dog at frihed er højreradikalt for en avis, der underholder tanker om tankekontrol.

gc3a6tteleg-1

Socialdemokratiets formand (ja det hedder igen officielt Socialdemokratiet. Og det har det altid heddet på Monokultur, der ikke har meget til overs for tidstypisk pjat) Mette Frederiksen har skrevet en ny bog, skriver Jyllands-Posten nemlig, og de referer dette stykke

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Så, kan man som muslim, der bekender sig til et had til; menneskeskabte love, ligestilling mellem køn, at kunne tale, tro og tænke frit, etc overhovedet være ansat i det offentlige? Kan man overhovedet have et dansk pas?

Information om Donald Trump

“Donald Trump er et røvhul” fortæller Jay Carson, en politisk konsulent på den populære TV serie House of Cards (den underlegne amerikanske version) til Information. Information er en verbos avis, så den har indlæg på indlæg om hvor stort et røvhul Donald Trump egentlig er, hvor kritikere kan lufte deres vrede uden at vi bliver klogere.

Det er Carsons opfattelse at medierne er medskyldige i at ingen forstår “at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land” fordi samme medier overspillede deres kort, da de forsøgte at fortælle at Bill Clinton også var forfærdelig fordi han havde “haft en affære”.

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

(…)

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

(…)

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

Fucked-up, det er hvad Trump er.  Et røvhul, modbydelig, ubehagelig, korrumperet, der ikke aner hvad han foretager sig andet end had, xenofobi, racisme og homofobi. Og nu nærmer vi os en perfekt storm, hvor Hi(tler)storien lurer, med krise og et folk, der må gå fra hus og hjem har en reel frygt kan udnyttes. Der er grund til vrede, men ikke til at tæve mennekser til politiske møder… åh, vent lige lidt, jeg syntes jeg læste noget lidt andet hos Bretibart

Pierson told The Kelly File (via rushlimbaugh.com):

If you go back to the WikiLeaks release of the DNC emails, this is on the PowerPoint playbook on the messaging — slide number 6 — with the messaging theme number 1: Violence.  They were looking for an opportunity to pick up somewhere to continue this narrative that somehow Donald Trump is violent.

Here is the relevant slide, in full. Note the suggestion to tie Trump to “incidents of violence.”

demokrater-opfordrer-til-vold-mod-trump

The worst case of violence was outside a San Jose rally in early June, where Trump supporters were viciously beaten and chased through the streets by a left-wing mob. Despite the fact that the rioters carried out their brutality shamelessly, in full view of the mainstream media, some media outlets blamed Trump for the violence. One headline blared: “San Jose rally turns violent as Trump supporters clash with protesters.”

And for the left, that was precisely the point: creating violence is a no-lose strategy. If protesters can provoke Trump supporters to be violent, they embarrass Trump and cast him as a fascist. And if the protesters themselves are violent, voters will understand that a Trump victory will be met with violent mob resistance.

The left has recruited some Beltway Republicans — the NeverTrump faction — as a willing echo chamber for this meme. Mere hours before the San Jose riot, David French — then considering a third-party run for president to undermine Trump and give the election to Hillary Clinton — accused Trump of inciting violence.

Trump’s primary opponents, too, blamed Trump for the riot that closed down his Chicago rally in April — rather than blaming the organized left-wing groups that created the chaos.

All of that has helped the left establish the predicate for future spin, so that when Donald Trump cites the familiar refrain that gun owners will defend their rights, he is accused of wanting to assassinate Hillary Clinton, and large portions of the media — including conservative media — believe it.

Så, det er demokraterne der tæver politiske modstandere, ligesom brunskjorterne? Og den frygt og vrede, som amerikanerne er i deres gode ret til at have, er den ikke fremkommet efter 8 år med håb og forandring? Kunne journalisten ikke have undret sig blot en lille smule? Og hvad er det med sex der forhindrer gode politikere i at stille op? Ligger talentmassen blandt de promikuøse? Og is så fald, hvad siger det så om Trump, der har haft så mange at han praler med dem?

Amerikanerne elsker countrymisk og tilgiver altid en angrende synder. Sagen om Bill Clinton handlede ikke om at han havde haft en affære, men om at han som præsident bollede med praktikanter, mens han var præsident og derefter løj om det under ed, som han også forsøgte at hindre rettens gang. Skyldsspørgsmål blev afgjort ved afstemning i kongressen, og her havde demokraterne flertal.

Men det handler om sex for venstrefløjen, så Information har også talt med “forfatteren Frank Browning, hvis seneste bog om ’kønnenes skæbne’, The Fate of Gender, netop er udkommet”, der mener at Trumps succes er et udtryk for “en vrede og en nagfølelse”, der gennemsyrer de vestlige samfund på grund af “ændringer og forskydninger inden for autoritets- og magtforhold” og “kønsfluiditet”

Browning siger, at denne ’kønsrevolution’ leverer et afgørende bidrag til forklaringen på den genopblussede ??højreorienterede ekstremisme i Europa.

Og til forklaringen på, hvordan det kunne gå til, at en tidligere reality-tv-showmand og ejendomsmatador kunne mobilisere støtte til at blive republikansk præsidentkandidat i USA ved at fremsætte utallige racistiske, sexistiske og fremmedfjendske kommentarer.

»Vi kommer i de kommende år til at se flere af den slags bevægelser, som Trump har været eksponent for,« forudsiger Browning. »Og en stor del af forklaringen på dette skal søges i kønsspørgsmål.«

Browning pointerer, at der er sket en grundlæggende forskydning i retning af, at mænd i dag beklæder stadig færre magtpositioner i samfundet, hvilket slår om i både en vigende respekt over for mænd og i en såret selvfølelse hos mænd.

Samtidig har mennesker, der vil udforske og eksperimentere med deres kønsidentiteter, fået mulighed for at udfolde sig mere åbent – ikke mindst via de muligheder, som internettet giver for at skabe netværk og møde ligesindede.

Også Jonathan Hedegaard, ja, han er måske ikke amerikaner, men han er bosat i USA, og er digter, kunstner og debattør, giver sit besyv med i Information, i hvad han også kalder et cirkus og “et dårligt realityshow”. Også han taler om “indebrændte vrede amerikanere, som globaliseringen kun efterlod krummerne”, der derfor er til falds for “brød og cirkus”. Der er ingen egentlige argumenter, så her er kunstneriske højdepunkter om Trump og amerikanerne

Cirkusset bliver stadig mere absurd, som Trump gang på gang lufter sin utæmmede stupiditet og samtidig fremstår underligt urørlig.

(…) hans modbydelige udfald mod muslimer, mexicanere, handicappede, krigsveteraner, en død soldats efterladte, politiske modstandere og kvinder, til det forhold, at han har ført en politisk valgkamp, hvor reelle løsningsforslag har virket irrelevante – og det på et sprogligt niveau, der kunne ligne en 5.-klasse-elevs til forveksling.

(…)Efter opfordringen til vold mod sine politiske modstandere er Trump ganske vist kommet under pres.

(…)Trump spejler sin befolkning. (…) Hvis USA fortjener Trump, må der være tale om et samfund præget af historieløshed, overflade over substans, og et samfund, der er ved at miste evnen til at lytte og fordybe sig – værdier, der bliver væk i den endeløse strøm af information og underholdning og videoer af katte, der ter sig på morsomme måder.

Et samfund, hvor folk har for travlt med at fange Pokémons til for alvor at interessere sig for politik. Disse tendenser ser man i hele Vesten. Vores kulturer er plaget af historieløshed, præcis som Trump. Vi glemmer og tilgiver selv de værste udfald. (…) Kun et folk, der selv er historieløst, kan stemme for en mand, der flirter med ophævelsen af NATO’s musketered og åbent vil bryde internationale konventioner.

(…) Det er et sjovt eksperiment at vælge en gammel, forstyrret realitystjerne til præsident.

(…)Trump overhovedet kan slippe afsted med sin grænseoverskridende brutale retorik. En retorik, der bærer præg af det støjende, vulgære, brutale og hangen til konspiration.

Den slags retorik kan kun overleve i det politiske rum, fordi den er så langt ude, og i sin enfoldige forenklethed så mærkeligt let at relatere til. Den minder meget om værtshusretorik. Og selv om det er sjovt nok at høre på kværulanten på værtshuset i et par minutter, er der en grænse for, hvor længe man gider lægge øre til stædigt uvidende sludder af typen: Obama er ikke født i USA. Eller barnlige fingerknipsløsninger på seriøse udfordringer: Vi bygger en kæmpe mur. Eller militant sprog såsom: Spær den politiske modstander inde, eller skyd hende for forræderi (som en af Trumps støtter foreslog).

Analysen er altid simpel for venstrefløjen, blottet for indhold, fremstiller man sin fjende, som lidende af allehånde smålige følelser og mindreværdskomplekser og den skinbarlige virkelighed forsvinder. Den virkelighed at der bare er andre mennesker, som mener truslerne mod civilisationen, det fælles, friheden, er reelle. At der rent faktisk vælter allehånde mennesker, fra fejlslagne stater og kulturer over grænserne, som en mur med et effektiktivt grænsevæsen kunne holde ude. At Hillary rent faktisk har begået lovbrud der retfærdiggør en fængsling. At det var Hillarys kampagne, der fandt på at Obama ikke er amerikaner. Og Trump sætter ord på den reelle frygt de har, deres reelle vrede over et misregimente, ikke fra deres neuroser, men det de kan se.

Afsporing af alt reelt er selvfølgelig ikke noget Information har monopol på, det er blot venstrefløjen.

Se, han har en lille tissemand, og vi ved jo, hvorledes sådanne mennesker er, moral knytter sig til fysisk pragt.

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Krybben er tom

Det er et historisk vendepunkt, lød en overskrift i Dagbladet Information. Det handlede om klima, men det burde være historien om sektorformanden for HK Privat, Simon Tøgern, der på Facebook skrev ”BOYKOT DANSK FLYGTNINGEHJÆLP“. Grunden var at Dansk Flygtningehjælps formand Andreas Kamm havde foreslået indslusningsløn til flygtningene og det kunne Tøgern jo godt gennemskue som løndumpning af danske ansatte. At dumpe lønne er ufint i forhold til at hæve skatten, men for lønmodtagerne er forskellen den samme, hvorfor de vandrer mod de borgerlige.

Det er endelig gået op for en fagforeningsboss at hans medlemmers interesser er truet af de mennesker, der gør hans medlemmers nabolag utrygge. Det lurede fagforeningerne også i starten af tresserne, hvor de var fremmedarbejdere. Men tidens retorik ændrede sig og kampen for anti-racisme blev uimodståeligt lækker i sit manglende indhold.

Meningen for dansk flygtningehjælp er at hjælpe flygtninge til Danmark. Jo flere jo bedre, der var aldrig nogen grænse. Dansk Flygtningehjælp ser kun flygtningenes behov og ikke nationens. Så hvad var fagbevægelsens støtte til en horde af kulturfremmede lønpressere så andet end at besmykke sig med falsk godhed. Var det blot for nemt at dele medlemmers penge ud til hvad som helst, hvis man i medierne kan fremstå som et godt menneske? Når man råbte på solidaritet med fremmede folkeslag så betød det alligevel intet. Man havde tænkt sig en begrænset mængde brune mennesker, som man kunne spejle sit selvbillede i, men man vil altså ikke tage den fulde konsekvens af solidaritet, nemlig at køre hele landet i sænk, som de lande emigranter kommer fra. Fagforeningerne har taget sig godt ud ved at kaste medlemmernes penge efter humanitære organisationer, noget for noget og den første er altid gratis. De har næret slangen ved deres barm. Men nu er sponsorerne af godheden i direkte konflikt med godheden selv.

Hermed er venstrefløjen næsten officielt nået til skismaet mellem socialisme og fællesskab på den ene side og på den anden side multikulturelisme. Så længe man syntes at have råd kunne man forene kræfterne i et fælles moralistisk angreb på, ja alt. kvindekamp var klassekamp blev udvidet til alt fra Israel, til flygtninge til ligestilling til muslimer til miljø til lønmodtagere til offentligt ansatte til antiracisme og fanden og hans pumpestok. Nationen betragtet via staten virkede som om den kunne klare det hele så langt den var noget værd overhovedet at bevare. Men ak, der lå hele tiden en konflikt for nationen og dens stat er også alle de lønmodtagere der ikke har forstået at penge er en cirkulation og samfund en daglig øvelse. Man kan ikke bare skrive højere skatter ud til de rige og man kan ikke bare åbne sine hjerter. Realiteterne kan ikke længere skjules, og 17.000 flygtninge, der skal “integreres” næste år er “næsten umuligt” siger formanden for Kommunernes Landsforening. Men der kommer flere end 17.000, mange flere, så det bliver umuligt , helt umuligt - og regningen skal alligevel betales.

Merkels usympatiske regering

I Information kan man læse om det tyske pres på Facebook til at “filtrere racisme”. Racisme synes at være kernen i venstrefløjens forståelse af og angreb på ytringsfrihed. Der indledes

Tyske Facebook-brugere har i stort omfang opfordret til at gå til angreb på flygtninge ved at skyde dem, stikke dem ned, gasse dem, lukke dem inde i koncentrationslejre, binde dem fast til biler og derpå slæbe dem ihjel. En del af disse hadske kommentarer er ledt videre til de tyske myndigheder, der trods direkte opfordringer til Facebook ikke har kunnet få slettet kommentarerne ad frivillighedens vej.

Derfor har den tyske justitsminister, Heiko Maas, i denne uge haft chefer fra Facebook til en alvorlig samtale i Berlin om deres medansvar for at sprede de hadefulde kommentarer.

Som det her står beskrevet af Information kan vi ikke konkludere om der ligger racisme til grund for disse voldsomme udsagn. Skal flygtninge gasses, stikkes ned og/eller slæbes ihjel fordi de er af en anden race? Måske nogle vil have det således, men andre vil givet, hvis debatterne ellers ligner de danske, opfatte flygtningestrømmen som mest bestående af migranter, der de facto invaderer Tyskland og dermed som en trussel, en fjende. Det ved vi altså ikke. Men, som det fremgår af Informations beskrivelse er her tale om voldsopfordringer og muligvis trusler. Ikke ytringer.

Informations artikel giver istedet et mere konkret eksempel

“En række tyske Facebook-brugeres voldsfantasier skal derfor fremover forfølges langt mere systematisk, som det skete for nylig for en mand fra Passau i Bayern: Som kommentarer til et foto af den druknede treårige kurdiske dreng Aylan Kurdi skrev manden, at han ikke begræd det, men fejrede det. Manden fik en politianmeldelse og mistede også sit job.”

Igen ved vi ikke om der var tale om racisme, om manden fra Passau glædede sig over det døde barn fordi det tilhørte en uønsket race. Men som det står beskrevet er der intet der tyder på en voldsfantasi (som tilsyneladende skal være forbudt på lige fod med racisme). Der er tale om en regulær ytring, der på alle måder er omfattet af enhver sand skottes ytringsfrihed. Manden fra Passau er glad for at drengen er død. Ingen trussel, ingen opfordring, ingen fantasi end ikke antydningen af ideen om at drengen blev myrdet af sin far. Kun glæde over en ny normal er indtruffet. Usmageligt, men hans ret. I hvert fald i et demokrati.

Overskriften på Informations artikel hedder “Facebook skal filtrere racisme”, men ingen eksempler på racisme er givet. Voldsopfordringer er nævnt samt en mand der glædede sig over at et barn var dødt. Så hvad handler det om?

“Han [it-advokat i München Thomas Stadler] mener, at de nye regler ikke bør udvikle sig til en jagt på personer med højreorienterede meninger, det ville virke modsat.”

Ah, sådan. Det handler altså ikke om racisme og vold, men om højreorienterede meninger. Så forstår man bedre at eksempler som “Dø dit nazisvin”, “ingen racister i vores gader”, “Eat the rich” og “Vi skærer halsen over på jer alle, kuffar” ikke fremføres som eksempler.

Facebook har også sagt ja til at være med til at opbygge en counter-speech-metode, hvor eksperter kan svare brugerne bag racistiske kommentarer. Brugere skal kunne anmelde racistiske kommentarer, og endelig har Facebook indvilget i at samarbejde med små organisationer som Netz gegen Nazis og den frivillige selvkontrol-organisation FSM om at etablere etiske retningslinjer og kontrolmetoder. Derudover indretter det tyske justitsministerium en taskforce til at følge området.

»Jeg mener, at det inden for 24 timer bør være muligt at fjerne trusler, forfølgelse af udvalgte grupper eller opfordring til tvang. Det handler om at lave nogle håndfaste metoder til, hvordan man anmelder det,« siger justitsministeren. Den såkaldte counter-speech-metode skal ifølge Maas dog ikke forhindre, at statsadvokaten kommer på banen, hvis overtrædelserne er alvorlige nok.

»Vi vil opbygge en klageprocedure, hvor vi også skal have fat i Twitter, YouTube og andre. Jeg tror også Facebook har en interesse i at stramme op. Ifølge Facebooks egne mål må racisme heller ikke forekomme på deres netværk.«

Ønsket er at kvæle kritik af den førte politik. De tyske myndigheder vil aktivt undgå at repræsentere tyskernes interesser. Ja, de savner måske endda sympati med tyskerne?

Ich kann kein Mitgefühl empfinden. Ich wiederhole, ich kann kein Mitgefühl empfinden! Das Volk hat dies Schicksal selbst gewählt. Ja das kann für manche Leute eine Überraschung sein. Geben Sie sich keine Illusion: Wir haben das deutsche Volk nicht gezwungen. Es hat uns selbst beauftragt und jetzt wird ihnen das Hälschen durchgeschnittet.

Venstrefløjen benytter sig ikke af nok new-speak

Akademia, Diverse, Information, Politik, Pressen, venstrefløjen — Drokles on August 21, 2015 at 4:57 am

Tidligere næstformand for Socialistisk Folkeparti Peter Westermann og cand.scient.pol med speciale i metaforisk framing Jacob Riiskjær efterlyser i Information endnu mere new-speak på venstrefløjen. Det er kun ganske logisk, det er trods alt kun på venstrefløjen at man kan kalde sig selv autonom og gå i sortklædt flok, råbende floskuløse paroler om solidaritet og menneskesyn mens man smadrer byen. Allerede i indledningen går det galt

I Ludvig Holbergs komedie råber Jeppe på Bjerget: »Tal dansk, din sorte hund!« til advokaten, der taler kancellisprog. Jeppe ønsker et sprog, han kan forstå, forholde sig til og føle. Et sprog, han kan kende sig selv og sine værdier i. Venstrefløjen har både været dum og doven, når den så længe har forsømt at udvikle sit eget sprog, men blot har benyttet sig af højrefløjens.

Hvis advokaten repræsenterer venstrefløjen, hvad vil det da hjælpe dem at udvikle sit eget sprog, når det netop fremmedgør dem i forhold til Jeppe, der repræsenterer folket? Jeppe kan ikke forholde sig til venstrefløjens floskler fordi den ikke repræsenterer Jeppes egne værdier.

At ’blive lettet’ betyder ifølge Den Danske Ordbog at ’gøre mindre tung’. Skat er noget, vi betaler til staten mod at få adgang til en række fælles goder som politi, retsvæsen, veje, osv. Det er ikke en fysisk ting, som kan veje mere eller mindre. Dermed er skat ikke noget, man kan blive lettet fra. Når vi forstår, hvad der menes med ordet ’skattelettelser’ skyldes det, at vi alle deler en fælles forståelse af, at skat er en byrde.

Her forveksler venstrefløjen det ikke at kunne tale dansk med det at tænke. Jeppe kan udmærket forstå metaforer og sexualiserer da heller ikke den danske sommer. Jeppe kan derfor sagtens forholde sig til at hans hverdag bliver mere trængt jo flere penge konfiskerer. Jeppe kan også sagtens forstå at der er nogle fælles goder der kræver fælles bidrag. Men fordi Jeppe netop kan tænke får han en bitter følelse når han ser venstrefløjen opfinde allehånde særinteresser og importerer allehånde særinteressenter der skal betænkes med frugtens af Jeppes anstrengelser.

Westermand og Riiskjær tilhører eksempelvis som offentligt ansatte den “del, som ikke mener, at skat er en byrde”. De mener derfor videre at man skal fortsætte ud fra en mere klassisk socialdemokratisk vinkel på sproget, hvor velfærdsstaten er “En bygning, vi rejser“, hvor skatten derfor er ‘fundamentet’.

Hvis velfærdsstaten er en bygning, bliver skatten metaforisk til fundamentet for den bygning. Således bliver ’skattelettelser’ til ’skatteforringelser’ eller ’skatteerosion’, fordi en sænkning af skatteniveauet svækker fundamentet for vores fælles velfærdssamfund (bygningen).

Det er underforstået at ‘vi’ alle skal støbe fundamentet til den bygning uanset om vi er interesserede i at bo i den, hvorfor den for Jeppe antager form af et fængsel, med Westermand og Riiskjær som smilende . Det

Efter at have overvejet at omtale skat “neutralt”, som hæves eller sænkes, selv om det er svært at forestille sig vesntrefløjen bruge ordet skattesænkning, når nu massakre på velfærdsstaten ligger lige på tungen, foreslår Westermann og Riiskjær “Et tredje alternativ”, nemlig

…at frame en skattenedsættelse som en gave. At betale mindre i skat er en gave fra staten. Ikke en ret. Jensen har derfor fået en ’skatteforæring’.

Jeg kan kun bede til at venstrefløjen vil fortælle Jeppe Jensen er statens ejendom og at eventuelle rester af hans arbejdsfortjeneste derfor er at regne for en skatteforæring. Thi i så fald vil Jeppe svar være i et sprog venstrefløjen uanset at den ikke kan forstå eller forholde sig til så føle.

Fjendtligboerne er flest

Danskerne vil ikke tage imod flere flygtninge, skriver TV2. Det vil Stine Bosse gerne. Hun får “en led smag i munden” af at følge debatten fortæller hun Berlingske Tidende og det er hun bange for, at den kvalificerede udenlandske arbejdskraft også gør, hvis de ser Støjbergs anti-immigrationskampagne. Vi har ikke andre valg end at åbne sluserne for folkevandringen konkluderer Jes Stein Pedersen med en blanding af apati og optimisme i Politiken: “Det er Europas helt store politiske og moralske problem, og vi slipper ikke for at tøjle vores egen skamløse forkælelse, hvis vi skal løse det”

Jeg vil til enhver tid gå på barrikaderne for, at den lille plet, der hedder ’Danmark’, forbliver et civiliseret sted. Problemet er, at Historien med meget stort H banker på, og at vi står foran enorme forandringer, som, uanset om vi vil det eller ej, vil ændre den måde, vi har levet på.

Vi står foran enorme folkevandringer og en enorm indvandring. Og fra både vores egen og andre folk og nationers historie ved vi, at det fra tid til anden kan være nødvendigt at udvandre og dermed befolke områder, som andre har haft for sig selv.

Men inden Politikens læser for pakket kufferten, afsted mod at fortrænge andre folkeslag, leverer Pedersen sit twist,

Se bare på USA, som i løbet af relativt få årtier har ændret kulør. Det nordamerikanske menneske er også rent genetisk ved at blive globaliseret med stor fart. Det sørger kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien for. Det samme vil ske i Europa. Selvtilstrækkelige velstandsnationer som Norge og Danmark kan måske holde stand lidt længere end humane lande som Sverige, men prisen vil blive høj, fordi de lande, der kæmper mest mod indvandring, er dem, der vil lide mest under aldringens byrder. Når USA spås en glorværdig fremtid, er det netop, fordi befolkningen er ung og divers.

Ja, det er os der skal rendes over evne. Det er svært at vide, hvor man skal begynde. “USAs unge og diverse befolkning er ‘Genetisk globaliseret’ via “kærlighedslivet mellem hvide og sorte og indvandrere fra Latinamerika og Asien”… Hvorledes Norge og Danmark formåede at blive velstandsnationer i vores selvtilstrækkelighed forstår man ikke. Ej heller hvorfor folk flygter fra sekteriske konflikter frem for at lade sig blive genetisk globaliseret, der synes at være opskriften på fremtidig vækst, velstand og lykke. Derfor er følgende også uforståeligt

Det er ikke kun grækerne, der lever vildt over evne. Det gør hele Europa, og det holder ikke i længden, at vi ikke vil dele ud af trygheden og velstanden til folk i nød.

Det er således med folk, der lever over evne at de ikke har noget at dele ud af jvf at Grækenland derfor er et skrækeksempel. Politikens Peter Wivel mener ikke blot at Europa er nødt til at dele ud tryghed og velstand, men at folkevandringen ligefrem vil gavne Europa. Hvorfor? Hvordan? Det bliver aldrig forklaret. Det behøver man heller ikke når man kan skelne mellem god kynisme og populisme. God kynisme er ens egne meninger, mens populisme er det man ikke kan lide.

Og medierne kan lide Venligboerne, der straks rykker ud for at ordne haven for eksotiske syrere, noget de aldrig har gjort for forarmede danskere - ligesom venligborgmestrene. De fylder meget i medierne, i Information kørte man således sit eget lille kampagneindslag der med Café Venligbo som hovedperson skulle forsikre de eksotiske masser om at her var ressourcer nok at hente, blot man gider stå med hænderne i lommen. Venligheden oversteg Maher Hosin fra Syrien

»Før jeg kom til Danmark, hørte jeg dårlige ting, men da jeg kom hertil, blev jeg overrasket. Alle har været søde,«

Lader til Støjberg skal udtrykke sig i betydeligt kraftigere vendinger. Men venligboerne er ikke blot et dansk fænomen. Eller det er det måske, et rent dansk mediefænomen, men det rækker ud over Stevns og helt til Calais, hvor ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe fortæller TV2, hvorledes civilsamfundet har taget godt imod de massende negre og hjulpet med bad, mad og telefoni. Dette til trods er de desperate for at komme væk fra venligboerne i Calais

- Der er mange grunde til, at de vil til Storbritannien, fortæller ph.d. og ekstern lektor ved Sorbonne-universitetet i Paris Caroline Sanchez Boe, som har besøgt flygtningelejrene i Calais, til TV 2.

- Hvis man tager afghanere, er det ofte fordi, der er mange afghanere der i forvejen. Men det er også et spørgsmål om sprog.

Den analyse bakker TV 2’s Petter Ettrup op. Han har netop besøgt Calais, hvor han talte med en række af flygtningene.

- Mange af dem, jeg mødte, talte engelsk. Og de ser det selvfølgelig som en fordel at komme til et engelsksproget land.

Det lykkedes ikke Daily Mail at få kommentarer fra de franske venligboere.

‘De’ er på sporet af os

Diverse, Forbrydelse og straf, Greenpeace, Historie, IPCC, Information, Pressen, Videnskab — Drokles on July 30, 2015 at 5:36 pm

Daily Mail skriver at et hold psykologer under ledelse af Stephan Lewndowsky mener at kunne godtgøre at klimaskeptikere ofte er konspirationsteoretikere.

They found around a fifth of the comments about the research ‘can be considered conspiracist’.

It builds on a previous survey that the researchers conducted, which found up to 40 per cent of those who are skeptical about global warming use imagery that invoked conspiracy theories.

This includes the use of words like ’scam’ and repeated references to faked data and collusion between scientists and governments to deliberately conceal evidence.

Professor Stephan Lewandowsky, an experimental psychologist at the University of Bristol who led the work, said: ‘These results add to a growing body of research on the nature of internet discourse and the role of the blogosphere in climate denial.

‘It also confirms that conspiratorial elements are readily identifiable in blogosphere discourse’

The paper, which is published in the Journal of Social and Political Psychology, provides a damning view of skeptical bloggers and those who comment on their websites.

Og det kommer fra de, der dyrker allehånde teser om , Big Oil, Big Kooch, republikanere, kapitalister og gamle, hvide, protestantiske mænd. Som titlen på Naomi Oreskes Merchants of Doubt praler med, så er hele debatten om klimaet skabt og holdes kunstigt i live af skumle interesser. Læs blot Al Gores et als anbefalinger

- Naomi Oreskes and Erik Conway have demonstrated what many of us have long suspected: that the ‘debate’ over the climate crisis–and many other environmental issues–was manufactured by the same people who brought you ’safe’ cigarettes. Anyone concerned about the state of democracy in America should read this book. (Former Vice President Al Gore, author of An Inconvenient Truth)

- The real shocker of this book is that it takes us, in just 274 brisk pages, through seven scientific issues that called for decisive government regulation and didn’t get it, sometimes for decades, because a few scientists sprinkled doubt-dust in the offices of regulators, politicians and journalists … Oreskes and Conway do a great public service. (Huffington Post)

Merchants of Doubt, by the science historian Naomi Oreskes and the writer Erik Conway, investigates a sort of reverse conspiracy theory: ecoterrorists and socialists are not the ones foisting dubious science upon us; rather it is deniers who are running their own well-funded and organized long-term hoax. Several previous works have ably illuminated similar themes, but this one hits bone…[Merchants of Doubt] provide[s] both the historical perspective and the current political insights needed to get a grip on what is happening now. (OnEarth)

Merchants of Doubt might be one of the most important books of the year. Exhaustively researched and documented, it explains how over the past several decades mercenary scientists have partnered with tobacco companies and chemical corporations to help them convince the public that their products are safe - even when solid science proves otherwise…Merchants of Doubt is a hefty read, well-researched and comprehensive…I hope it sells, because what it has to say needs to be heard. (Christian Science Monitor)

- Ever wonder how the terms liberty and freedom got all tangled up in fake science, how industry friendly think-tanks got their start, or what motivates scientists to sell out beyond the obvious? (Austin Science Policy Examiner)

Merchants of Doubt udkom også som film. Jeg kunne benytte lejligheden til at tale om Climategate, den store email-lækage fra East Anglias klimaenhed, hvor man sorte på hvidt kunne læse hvorledes nogle af FNs klimapanels mest centrale forskere aftalte manipulation af data og metoder, obstruerede offentlighedens tilgang til date, truede kollegaer og påvirkede fagbladsredaktører, manipulerede fagfælle processen, skændtes og udtrykte stor tvivl. Men ikke mindst inddelte verden i de der var for og imod ‘tha cause”, ’sagen’. Men når det nu handler om, hvad der er man synes at se i skyggerne, der ikke er der vil jeg hellere slå ned på en skandale ud i klimadebatten, der hurtigt blev døbt Fakegate.

Den fremtrædende klimaforsker og videnskabsetiker Peter Glieck, der havde vundet international berømmelse på frasen “debatten er ovre” kunne nemlig i 2012 afsløre den klimaskeptiske tænketank Heratland Institute’s skumle strategi til nedbrydelse af skolebørns tro på videnskab. Sponseret af oliepenge og Big Koch (som James Delingpole med infantil fornøjelse elsker at kalde dem) var det Heartlands velsmurte kampagnemaskine, der var skyld i at tiltroen til FN’s klimapanels fortælling dalede kraftigt i offentligheden.

Glieck havde fra en anonym kilde, som påstod at være tilknyttet Heartland Institute, modtaget hemmelige papirer fra Heartland om bl.a. deres finansiering. Med i dokumenterne var det saftigste bevis på at klimaskeptiscisme blev drevet frem af onde hensigter, nemlig det hurtigt berømte strategimemo. Og det var i strategimemo’et at alle sandhederne om, hvorledes Heartland lavede disinformationskampagner, hyrede forskere,  der tidligere havde benægtet sammenhængen mellem rygning og cancer og udarbejde taktikker til at skræmme amerikanske lærere fra at undervise i videnskab. Klimaredaktionerne på alverdens etablerede medier sprøjtede over med ekstatisk forargelse.

Men festen blev kort. Hurtigt gik det op for journalister, der besad den gamle vane at tjekke kilder, at Heartland Institute havde en god pointe i deres påstand om at strategimemo’et var et falskneri. Strategimemo’et var skrevet i et andet format end resten af dokumenterne og med en anden sproglig stil med en særegen brug af parenteser og binde-streger(!), der til forveksling lignede Glieck’s eget sprog. Og ifølge Atlantics Megan Mcardle lignede dets indhold noget der var forfattet i en tegneserie skurkegrotte - af en praktikant. Strategimemo’et svarede ifølge Mcardle på ingen måde til skeptikernes selvforståelse som en David i kamp for sandhed mod Goliat.

Mens Strategimemo’et var et falskneri var resten af dokumenterne, om bestyrelsesmedlemmer og samarbejdspartnere og deres adresser osv, samt Heartland budgetter ægte. Men de ægte dokumenter afslørede intet fordækt. Faktisk kunne man se at Heartland var en meget lille tænketank med et beskedent budget, hvoraf klimaet kun var en af fire områder, som Heartland havde interesse i. Deres store betydning for klimadebatten kunne alene tilskrives deres flid og dygtighed samt måske det faktum at det er billigere at tale sandt fremfor at betle skræmmescenarier og som en anden alkoholiker at bruge stadigt flere ressourcer på at holde styr på alle sine mange små løgne igennem daglidagen.

Peter Glieck måtte hurtigt indrømme at han var manden der selv havde fremskaffet de ægte dokumenter ved at foregive at være et medlem af Heartlands bestyrelse. Dette havde han endda gjort kun få dage efter at han havde takket nej til en invitation, som debattør på en af Heartlands klimakonferencer, hvor han ville have mulighed for at præsentere sin sag og gå i kødet på sine skeptiske modstandere. Men Glieck fastholdt en tid at strategimemo’et var blevet ham tilsendt af en anonym person i dagene mellem han skaffede sig Heartlands fortrolige dokumenter og til han offentliggjorde det hele.

Sådan kan det gå. Men vi skal tale om sølvpapirshatte for selv om Glieck gik over stregen og forfalskede den virkelighed han gerne ville se var han ene om sin udåd. Men reaktionerne fra fremtrædende medier og forskere afslørede til gengæld at hans konspiratoriske univers var fast forankret bredt i den klimaalarmistiske højadel. New York Times havde f.eks. under overskriften “Leak Offers Glimpse of Campaign Against Climate Science” følgende vurdering af strategimemoets ægthed EFTER at Heartland selv havde påpeget at det var et tydeligt fremmedelement

Heartland did declare one two-page document to be a forgery, although its tone and content closely matched that of other documents that the group did not dispute.

Som jeg refererede ovenfor så skilte det falske dokument sig på alle måder ud fra det ulovligt rekvirerede materiale og matchede ikke i tone og indhold de andre dokumenter. Et mildt ord for New York Times stykke research er “confirmation bias”, det at man søger bekræftelse for sin tro. Og det New York Times her tror bekræftet er altså en paranoid forestilling om oliefinansierede konspirationer mod videnskaben til menneskehedens store fortrydelse. Men det har pinligt intet med sandheden at gøre. Den mastodont, som de ser true deres fortælling er intet andet end en undseelig tænketank kun bevæbnet med saglig interesse og gode argumenter - Kan en god sag være bange for det?

BBC’s miljøskribent Richard Black havde kun sympati for Gliecks handlinger og resonnerede således

As the old saying goes, “news is something that someone somewhere doesn’t want you to know” - and here was information about a significant player in climate politics that it certainly didn’t want you to have.

In saying one of the documents was a fake, the institute also signified that the rest were genuine.

Ja, det er rigtigt at Heartland på den måde inddirekte bekræftede de andre dokumenters ægthed (og senere blev de direkte bekræftet da Heartland ganske fornuftigt havde sikret sig at der ikke var manipuleret med dem). Men ved at forfalske et dokument udtrykker man også at de ægte dokumenter ikke indeholder noget belastende. Og dette er jo netop den åbenlyse pointe som BBCs Black overser! Man havde selv ved bedrag ikke kunnet afsløre noget som helst sinistert. Forfalskningen udtrykker netop, hvor stærkt argumenterne imod FN’ Klimapanels forløjede konsensusteori er - og derfor også, hvor svagt klimabevægelsen ikke blot står, men også føler sig. Derfor måtte en bizar ondskab fabrikeres og tilsættes for at forklare, hvorledes det kan gå til at de forkerte vinder en debat om rationaler.

Også Time leverede et forvrænget billede af virkeligheden da de indledte deres referat af sagen således

For advocates of climate action, the Heartland documents offered a rare glimpse into the world of the conservative power players who work to cast doubt on climate science and delay action on global warming — the same people authors Naomi Oreskes and Erik Conway called the “Merchants of Doubt” in their 2010 book by the same name.

Saglig debat forveksles med økonomisk overlegenhed - et budget, som end ikke kunne betale huslejen for Geenpeace’s frivillige medarbejdere ses som en “power player”. Dog skal det retfærdigvis med, kunne Time se at løgne ikke er vejen frem for noget konstruktivt. Det havde Guardians fremtrædende klimakommentator George Monbiot sværere ved og sprang lige ud i det og erklærede

I see Peter Gleick, the man who obtained and leaked the devastating documents from the Heartland Institute, as a democratic hero. I do not think he should have apologised, nor do I believe that his job should be threatened. He has done something of benefit to society.

Det er, må man nok sige, den slags udtalelser, som slider på troværdigheden når man sammenholder at Glieck gennem amoralsk adfærd har afsløret at Heartland har rent mel i deres meget lille pose. Eller, hvad med dette filosofiske spørgsmål fra økoetikeren James Barvey i samme Guardian

Are his actions wrong just because he lied?

(…)

You can see where I’m headed. Gleick’s intentions matter when we try to work out whether he was wrong to lie. It’s worth noticing that he wasn’t lying for personal gain. What resonates for me, though, are the consequences of his action. If Gleick frustrates the efforts of Heartland, isn’t his lie justified by the good that it does?

Når man stiller sig selv et så ledende spørgsmål er det nemt at svare på især hvis man er fascist

What Heartland is doing is harmful, because it gets in the way of public consensus and action.

Så er der vel ikke mere man sige. Også Information havde en artikel om sagen, som de lystigt kaldte “Klimaskeptikere smager egen medicin”, der i bedste fald kan betragtes som et afskrift af Desmogblogs første blogpost om sagen. Såøh, sølvpapirhatte er mere udbredt blandt alarmister, der jo i udgangspunkt tror mennesket står bag vejrliget. Derfor er det heller ikke så overraskende når man læser i Daily Mail, at en professor Peter Wadhams ved Cambridge tror at ‘dem’ går og slår hans forskerkollegaer ihjel, blandt ved hjælp af lynnedslag - ja, vi kontrollerer jo vejret

Professor Peter Wadhams insists Seymour Laxon, Katharine Giles and Tim Boyd could have been murdered by someone possibly working for the oil industry or within government forces.

The trio had been studying the polar ice caps - with a focus on sea ice - when they died within a few months of each other in 2013.

Professor Laxon, 49, a director of the Centre for Polar Observation at University College London, was at a New Year’s Eve party in Essex when he fell down a flight of stairs and died.

Meanwhile oceanographer Dr Boyd, 54, was out walking his dogs near his home in Port Appin, Argyll, western Scotland, in January 2013 when he was struck by lightning and killed instantly.

Just months later in April, Dr Giles, 35, was cycling to work at UCL where she lectured when she was hit by a tipper truck in Victoria, central London, and died.

(sammenfatningen om Fakegate er sammenklistret af nogle tidligere posteringer om sagen)

Kampagnekrig?

Politiet kan ikke klare mere siger de. 60 timers arbejdsuger får de udkørte betjente til at runde et sygefravær på hele 18%. Årsagen er dels at man har nedlagt stillinger svarende til en hel politikreds, dels det ekstra arbejde de mange muslimske terrorsager giver, skriver TV2. Og også flyvevåbnets F-16 mekanikere i Irak “er trætte, hårdt belastede og har ikke tid til familien, mens sygefraværet er rekordhøjt” skriver Jyllands-Posten. Det er de menige medlemmer af statens voldsmonopol, der mærker trykket mellem dalende finansiering og stigende islamicering.

Eneste modsvar fra politikerne ser ud til at være Inger Støjbergs anti-folkevandringskampagne. Store ord frem for konkrete tiltag har længe været Støjbergs unikke talent. Det var egentlig Dansk Folkeparti der havde foreslået en sådan kampagne, men da havde Venstre afvist det fordi det “hører ikke hjemme i Danmark at lave videoer, der skal skræmme flygtninge fra at søge til landet”. Uønskede mennesker hører nu endnu mindre hjemme skulle man mene. I stedet skulle man “kommunikerer på en mere informativ måde”. Og det er synd, for information om Danmark er en magnet.

Mens Støjberg gør alt for at holde sine udmeldinger tomme for handling skulle man tro at aviserne Information og Jyllands-Posten allerede havde indledt deres egne oplysning-til-flygtninge-kampagner. Jyllands-Posten opreklamerede således alternativet til Danmark på den synkende side af sundet og kunne fortælle hvorledes alting der er meget bedre da man som flygtning i Sverige får lov til at køre gratis med offentlige transport. Argumentet fra forvalterne af det svenske folks indkomst er at det er “en kæmpe integrationssatsning, hvor vi håber, at folks mobilitet vil stige, så de kan få flere kontakter i samfundet.” Det bliver i alt fald gratis for parallelsamfundene at knytte deres ghettoer bedre sammen.

Information går den anden vej og havde endnu en venlig artikel om Venligboernes succes med at ønske de kommende parallelsamfund velkomne. Her fortæller de kommende økonomiske udgifter - der bliver en meget mere eksotisk underklasse end det eksisterende ‘white trash’ - at venligheden i Danmark overstiger al forventning. Selv om venligboerne er en helt igennem kunstig størrelse opfundet til en intern dansk debat, så afspejler den desværre virkeligheden bedst. Venligheden i Danmark overstiger enhver forventning.

Muslimerne propaganderer grusomheder

Propaganda

propaganda, (lat., af propagare ‘udbrede’), systematisk tilrettelagt envejskommunikation, der i frihed over for sagligheden med suggestive midler (ord, gerne billeder og musik) sigter mod at styre modtagernes holdning og adfærd. Hvor saglig argumentation med rod i samtale og debat vil vise, bevise og overbevise, vil propaganda ved demagogi overtale og forføre.

Med andre ord vil propagandisten tage sig lækker ud i forhold til sin målgruppes værdier, ønsker, drømme og frygt. Lige så meget som det er fortællingen om propagandistens selvbillede er dens succes fortællingen om målgruppens essens. Englænderne kunne f.eks motiveres til at bekrige kejserens Tyskland ved at appellere til retfærdighedssans og angst for det lurende barbari tilsat et strejf af lummerhed.

01-destroy-this-mad-brute-wwi-propaganda-poster1

The Guardians Steve Rose skriver

In 1941, Hollywood director Frank Capra was commissioned to make a series of propaganda films for the US war effort. He knew he had his work cut out: he had seen Leni Riefenstahl’s Triumph Of The Will – a staggering, state-of-the-art display of both film-making expertise and Nazi military might. “It scared the hell out of me,” Capra later said. “It fired no gun, dropped no bombs, but as a psychological weapon aimed at destroying the will to resist, it was just as lethal.” How could the Americans possibly compete? Capra’s solution was to turn the enemies’ weapons against them. His resulting seven-film documentary series, Why We Fight, repurposed footage from Triumph Of The Will and other propaganda films to show “our boys” what they were up against. He even copied Riefenstahl’s editing rhythms and rousing use of music. “Let their own films kill them,” Capra said. “Let the enemy prove to our soldiers the enormity of his cause – and the justness of ours.”

De totalitære styreformer appellerede til drømmen om fremskridt og sammenhold, der skulle forblive en illusion og en løgn.

propaganda21

Eller til drømmen om lederens menneskelighed og kærlighed.

gwwii0322

Vestlige demokratier benytter vulgær propaganda som en force majeure og hvis man skal have almindelige vesterlændinge til at gribe til vold er en dehumanisring af fjenden nødvendig. Fra Tyskland, henover Rusland til Kina appellerer de totalitære og morderiske regimer til det almindelige menneskes håb og drømme om et bedre samfund, en bedre fremtid og den kære leder. Men, hvad kan vi lære af Kalifatets videoer? Kun om æstetik og teknibavl hos Times of Israel

Analysts say that a video released by the Islamic State group last month, showing the beheading of 22 Syrian soldiers, took between four and six hours to film, and cost an estimated $200,000.

The propaganda video, released on November 16 and called “Though the Unbelievers Despise It,” shows the simultaneous executions of the Syrian soldiers as well as the beheading of US aid worker and hostage Peter (Abdul Rahman) Kassig.

The US-based terrorism research organization TRAC (Terrorism Research & Analysis Consortium) and a UK-based counter-extremism think tank Quilliam analyzed the production techniques used to make the video in an effort to identify victims and their killers and to locate the exact location of the brutal killings.

Based on lighting and shadows, the analysts estimated that the video was shot in multiple takes over a four- to six-hour period.

They also noted several inconsistencies in the line-up order of hostages and killers. In certain frames the jihadists can be seen chatting among themselves, passing time between takes.

TRAC said that the professional-quality footage was filmed with multiple high-definition cameras and edited with state-of-the-art software.

Veryan Khan, a TRAC researcher, told TIME magazine that the video would have likely had a director, producer and editor, who may have used storyboards like traditional filmmakers.

Khan pointed out that not only did the executioners posses a certain physical aesthetic, they also represented varying ethnicities and nationalities, a way for the Islamic State to demonstrate the global reach of its self-proclaimed caliphate.

På Telegraph kan man læse at ISIS er for muslimer, hvad pop-idoler er for vesterlændinge

Isil jihadists are becoming like the Beatles and other pop idols with British boys wanting to be them and girls wanting to be with them, a senior prosecutor has warned.

Nazir Afzal said “jihadimania” is worse than previously thought and is luring youngsters conned by the image to Syria.

And those who do not managed to travel are a “ticking time bomb” for the security services and police here, he warned.

More than 600 Britons are feared to have travelled to Syria with many joining the terror group Isil.

They include young teenage boys and girls who have either gone to become soldiers or “jihadi brides”.

Isil’s alleged British executioner Mohammed Emwazi was already dubbed “Jihadi John” in reference to the “Beatles” nickname given to him and his fellow British captors by their hostages.

But Mr Afzal said the pop music image is more widespread and risks luring and radicalising many more young Britons.

“The boys want to be like them and the girls want to be with them,” he said in an interview with The Guardian.

“That’s what they used to say about the Beatles and more recently One Direction and Justin Bieber. The propaganda the terrorists put out is akin to marketing, and too many of our teenagers are falling for the image.”

“The extremists treat them in a similar way to sexual groomers – they manipulate them, distance them from their friends and families, and then take them.”

Guardians Steve Rose mener at ISIS bl.a forsøger at trække Vesten ind i et morrads af krig og muslimer med sine halshugningsvideoer af vestlige jourlister som Steven Sotlof og James Foley (en advarsel, der deles af Magnus Ranstorp). Men så tilføjer han helt ureflekteret at vestlige lande “have seen their citizens departing to join Isis”. Men hvad drager dog “vestens borgere” som muslimer så eufemistisk kaldes, til at deltage i henrettelser af sagesløse mennesker? Rose svarer ikke, men synes overvældet af at ISIS synes at gøre Capra kunsten efter når det handler om at bruge fjendens æstetisk, fjernt fra Bin Ladens monotone hulemologer

The visual grammar of these films bears close examination. Cantlie first appears talking straight to the viewer, but the angle switches mid-speech, showing him in profile. It’s a technique common to modern documentary and TV interviews, requiring more than one camera or multiple takes. Cantlie’s broadcasts also end with a news-like sign-off: “Join me for the next programme”. In the beheading videos, “Jihadi John” and his masked kidnappers indicate their next victim at the end, as if enticing viewers to stay tuned, in the manner of a reality TV show. Why do this? Isis is trying to make its hostage videos look more professional, more entertaining, even.

The full extent of Isis’s media ambitions can be seen in the output of its “Al Hayat Media Center”. Not to be confused with the Arab newspaper Al-Hayat, Al Hayat Media is specifically aimed at non-Arabic speakers, particularly younger viewers, and its output is closer to mainstream broadcast standards than anything else Islamic extremism has yet produced. Like a conventional broadcaster, it has its own glossy ident, not dissimilar to that of Al-Jazeera: a teardrop-shaped logo of Arabic script materialising from a digital cascade of water. Its broadcasts invariably feature this logo or a fluttering black-and-white Isis flag in the top corner of the screen. It makes programmes in several languages – primarily German, English and French – and multiple formats, from minute-long, Twitter-friendly “Mujatweets” to an hour-long “documentary” entitled The Flames Of War, which was heralded by its own Hollywood-style trailer. It also publishes audio content and an English-language PDF magazine, called Dabiq. Issue two likened the Caliphate to an “ark” in an apocalyptic “flood”. It illustrated the analogy with images from the recent Hollywood epic Noah.

(…)

The more violent images from The Flames Of War have also been edited into a rapid-fire, steroidal action montage accompanied by a recruitment nashid, or hymn. Again, the implication is that warfare is a real-life Grand Theft Auto. The song lyrics sweep across the screen, karaoke-style in latin-script Arabic and English: “Brothers rise up! Claim your victory! Let’s go! Let’s go for jihad!” It takes a while to register that the song itself is in German.

Information har en rasende spændende fortælling om “en fransk journalist går undercover på de sociale medier for at komme i kontakt med Islamisk Stat”. Hun bliver forlovet med “en af Al-Baghdadis mest betroede mænd” og er på vej til Kalifatet og afsløring da handes ‘gom’ bliver dræbt af vestlige styrker, angiveligt fordi sikkerhedstjenester har overvåget “forholdet”. Journalistens erfaringer kommer som bog og er “en skræmmende beretning om, hvor langt ind i teenageværelserne, Islamisk Stats propagandamaskine når” Til TV2 siger Loretta Napoleoni, ekspert i international terrorisme at ”Islamisk Stat (IS) har et besnærende positivt budskab til verdens unge muslimer”.

- Den besked, som Al Qaeda sendte ud, var: ”Kom til Irak og spræng dig selv i luften. Og så får du bagefter et vidunderligt liv med 72 jomfruer”. IS siger: ”Kom og vær en del af dette fantastiske eventyr, bring din familie hertil, lev livet nu”. Det er derfor, de besnærende, siger Loretta Napoleoni i et interview med TV 2.

(…)

- Det er skabelsen af en stat, som er virkeliggørelsen af det muslimske, politiske Utopia. At gå tilbage til Kalifatet er noget, der er blevet debatteret blandt lærde i måske seks århundreder: ”Vi må tilbage til kalifatets strålende civilisation”. De har ikke andre positive, politiske eksempler. Så det, de gør, er at vise folk – i særlig grad de unge muslimer verden over – at de er i gang med at føre denne utopiske drøm ud i livet. Og de ønsker, at de skal deltage.

- Dette er en stat, der vil give dem alle sammen frigørelse. Århundreder af ydmygelse og kolonisering vil al sammen være glemt, for denne stat vil beskytte dem. Det er det positive budskab.

Napoleoni advarer mod at bruge militær magt, der kun vil gøre dem “endnu stærkere end i dag”. I stedet skal vi “bringe denne stat ind i det internationale samfund”. Det lyder ganske tilforladeligt, især når The New Yorker analyserer poetikken. Så overraskede og imponerede eksperterne er over Kalifatets lækre propaganda, så lidt beskæftiger de sig med indholdet og det muslimske sind. Propaganda er at fortælle om sagens fremragende kvaliteter eller om fjendens grusomheder. Kalifatets kvalitet er grusomhed mod islams knækkede fjender og dette gør Kalifatets propaganda enestående. De viser grusomheder begået mod en værgeløs knækket fjende. Kalifatet caster gladeligt sig selv i rollen som “the mad brute” og vinder muslimers hjerter.

Men eksperterne er blinde for den vinkel og medierne og politikerne bange. National Post havde spurgt Joanna Cook, der skrev afhandling om “jihad-brude” unge piger der drager til Kalifatet for at gifte sig med krigerne. Bortset fra almindelige sammenligninger med kvinder der bistod Klu Klux Klan som generisk ekstremisme får man intet at vide om det specifikke fænomen, altså en gang akademisk tomgang, På spørgsmålet om, hvor disse brude kommer fra svarer hun selvfølgeligt “Belgium, Germany, Malaysia, France, Austria, Australia and even the U.S…”. Men de kommer ikke allehånde steder fra. De kommer fra muslimske familier!

Forklaringen skal man søge hos folk som Nikolaj Sennels

Brainwashing people into believing or doing things against their own human nature — such as hating or even killing innocents they do not even know — is traditionally done by combining two things: pain and repetition. The conscious infliction of psychological and physical suffering breaks down the person’s resistance to the constantly repeated message.

Totalitarian regimes use this method to reform political dissidents. Armies in less civilized countries use it to create ruthless soldiers, and religious sects all over the world use it to fanaticize their followers.

During numerous sessions with more than a hundred Muslim clients, I found that violence and repetition of religious messages are prevalent in Muslim families.

Muslim culture simply does not have the same degree of understanding of human development as in civilized societies, and physical pain and threats are therefore often the preferred tool to raise children. This is why so many Muslim girls grow up to accept violence in their marriage, and why Muslim boys grow up to learn that violence is acceptable. And it is the main reason why nine out of ten children removed from their parents by authorities in Copenhagen are from immigrant families. The Muslim tradition of using pain and intimidation as part of disciplining children are also widely used in Muslim schools — also in the West.

Combined with countless repetitions of Quranic verses in Islamic schools and families, all this makes it very difficult for children to defend themselves against being indoctrinated to follow the Quran, even if it is against secular laws, logic, and the most basic understanding of compassion.

And as we know from so many psychological studies, whatever a child is strongly influenced by at that age takes an enormous personal effort to change later in life. It is no wonder that Muslims in general, in spite of Islam’s inhumane nature and obvious inability to equip its followers with humor, compassion and other attractive qualities, are stronger in their faith than any other religious group.

Ingen tvivl om at Kalifatet lægger i kakkelovnenRousseau mente at civilisationen ødelagde mennesket, at mennesket i sin urform var ædlere. At dømme efter muslimernes hang til grusomheder, så er der forskel på civilisationer. Eller også er muslimerne forfaldet til Hobbes‘ krigeriske naturtilstand og deres og deres omgivelsers liv ondt, brutalt og kort. Og her er der kun et at gøre: Destroy this mad brute!

Jihadists vs. the Assad Regime: Syria’s Rebel Advance

Jeg kan ikke følge udviklingen i Mellemøsten, men det går tilsyneladende ikke så godt for Assad i kampen mod ISIS skriver Telegraph

The Assad regime has suffered a series of blows in recent weeks that have once again raised questions about how long Iran will continue to support it.

Since it took Palmyra three weeks ago, Isil has pushed on against a regime defence line that is withering.

It is now close to Homs, the capital of Syria’s largest province but more important as a symbol of the early, non-jihadist opposition to the Assad regime.

The defeat of a coalition of secular and “moderate” Islamist forces in Homs after a long siege by the regime was for a while seen as a turning point in the war.

In fact, it seems merely to have invigorated support for more militant varieties of rebel.

Vice News fulgte nogle jihadister

In just a few short weeks, a newly-united rebel coalition has captured almost all of northwest Syria’s Idlib province from government forces, overturning assumptions over the war’s course, and threatening the regime’s ability to defend its heartland.

VICE News filmmaker Salam Rizk secured rare access to the jihadist fighters at the spear tip of the battle for the strategic city of Jisr al-Shughour.

Klimaet i valgkampen 2

Klimaet ryger endnu længere ud af debatten skriver Information

Hverken DR eller TV 2 havde spørgsmål om klima og miljø med, da partilederne mødtes i stort anlagte debatter samme dag, som statsministeren udskrev valg. Heller ikke i den første tv-duel mellem de to statsministerkandidater, som TV 2 lagde studie til søndag aften, var klima og miljø et tema.

TV 2’s valgansvarlige, Ulla Pors, forklarer kanalens beslutning med, at der ikke er plads til alle emner.

»Vi havde valgt de emner, som vi fandt vigtige. Klimaet er også et vigtigt spørgsmål, men der blev ikke plads til det i den her omgang. Det betyder ikke, at vi ikke senere vil spørge ind til det. Men vi vil meget gerne have tid til at diskutere de emner, vi tager op, og derfor er der ikke plads til særligt mange emner på sådan en aften.«

(…)

Også Naja Nielsen, der er ansvarlig for DR’s valgdækning, forklarer, at når spørgsmål om klima og miljø ikke var med i den første partilederdebat på DR, skyldes det, at der aldrig er plads til alle vigtige emner i den første debat mellem partierne.

»Klima og miljø er et vigtigt emne, og derfor dækker vi det selvfølgelig også. Det har vi allerede gjort i både radio og tv-aviser, og det kommer vi også til, som valgkampen skrider frem. Når vi ikke har det med i den første partilederrunde, er det fordi, at den runde i store træk går ud på, at politikerne fortæller vælgerne om deres dagsorden. Så jeg vil ikke kalde det et fravalg, men et tilvalg af andre emner, de emner som både optager politikerne og vælgerne mest.«

(…)

Det er ikke kun på tv-stationerne, men også på dagbladene, at spørgsmål om klima og miljø ikke fylder. Både Berlingske og Kristeligt Dagblad lokker på deres hjemmeside læserne med kandidattest, hvor man ved at svare på en lang række spørgsmål kan finde ud af, hvilket parti eller hvilken folketingskandidat, man er mest enig med.

Læs: Informations valgtest: Hvilket parti er du i VIRKELIGHEDEN enig med?

Men ingen af testene indeholder et eneste spørgsmål om klima og miljø. Thomas Hedin, der er researchredaktør på Berlingske, siger, at klimaspørgsmålet ikke er fravalgt bevidst i Berlingskes test.

Det har været undervejs længe. Ved valget i 2011 var der ganske vist resterne af bevingede ord, men ingen partier havde klimaet som slagnummer, skrev jeg dengang. Radikale Venstre, der ville “gøre op med 10 års klima-nøl” og var “villige til at iværksætte alle nødvendige tiltag” for at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer havde end ikke rangeret klimaet blandt deres mærkesager - et sådant tiltag var altså alligevel for skrapt.

Socialistisk Folkeparti knoklede dengang for alverden, da de skulle overbevise om deres duelighed til regeringskontorerne og minde vælgerne om vand i kælderen, men også “flygtninge, krige og konflikter” som de væsentligste følger af klimaet. Men Emnet var forvist til “Øvrige politikområder”.

Socialdemokraterne var mest optaget af Fair Løsning, ja det var før valget, og klimaet kom i deres scrollbar prioritering ind, som nummer 13, efter Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse, Velfærd, Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom.

Liberal Alliance ville blot ikke føre en miljøpolitik uden en effekt og henlagde de fossile brændstoffer under sikkerhedspolitik (!). Samme manglende begejstring kunne man se hos Venstre og Konservative Folkeparti forsikrede blot at de har “opmærksomhed på klimaforandringerne“.

Dansk Folkeparti ville ‘give dyrene en stemme’, men debatten drejede sig dengang ikke så meget om salafister, så ingen lagde mere i det.

Når de store aviser og tv-stationer ikke beskæftiger sig særlig meget med klimaet under valgkampen hænger det sammen med, at mediedækningen i forbindelse med klimatopmødet i 2009 var »ude af proportioner.« Det mener lektor på Journalisthøjskolen Lars Kabel, der har kortlagt journalisternes dækning af topmødet i København.

»Medierne dækkede klimatopmødet så massivt, at det skabte en dagsorden, der var helt forvrænget. Det skyldes vel mest af alt, at vi havde en naiv forestilling om, at klimaforandringerne kunne løses på det topmøde. Det kunne de så ikke,« siger Lars Kabel.

Han mener, at de mange ’COP-fiaskoer’, som han kalder det, hvor verdens politikere gentagende gange ikke har kunnet blive enige om at formulere nogle bindende klimamålsætninger, har skabt en træthed i befolkningen: »Det er en medvirkende faktor, at vi simpelthen er blevet trætte af emnet. Mange har en følelse af, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, og det også en årsag til, at medierne ikke beskæftiger sig med det,« siger Lars Kabel.

En af grundene til at klimaet ikke er interessant for vælgerne er at man som vælger ikke kan gøre noget ved et globalt fænomen. Man må heller ikke så gerne mene noget selvstændigt om det, thi da er man benægter. Grundlæggende bliver vælgerne bedt om at acceptere at et fjernt råd af øverste ved noget, der er meget for svært at forklare, men det er meget farligt og at vælgerne derfor ikke har noget egentligt valg end ved at spænde livremmen ind og betale ved kasse 1. Det findes der en sund skepsis imod i store dele af befolkningen, selv på venstrefløjen hvor den blot optræder uerkendt og intuitivt.

Hvem gider arbejde?

Hvad der kan svare sig er en subjektiv vurdering. Vil man bruge 37 timer for at øge sin månedlige indkomst med 2.000,-? 1.000,-? 500,-?

Hvis man vil have en 3F’er til at arbejde udover den aftalte 8 timers arbejdsdag, koster det 50% ekstra de første 3 timer. Derefter stiger timelønnen 100%. Det vil altså koste 754,- oveni de normale 1.328,- at få en 3F’er til at tage en ‘dobbelt-vagt’. 2.084,- for 8 timer. Ellers kan det ifølge 3F ikke svare sig.

»Der er der en række andre erhvervsfolk, der er stået frem, bl.a. på jeres egen kanal (TV2, red.), Allan Agerholm fra Crown Plaza, med meget meget konkrete eksempler på, at der ikke er rimelighed nok i tingene, når visse mennesker er i den situation, at tager man højde for alle de meromkostninger, der er ved at gå på arbejde og de tillæg og andet, der falder bort, så forsvinder gevinsten mellem folks fingre,« sagde Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.

Det fortalte Løkke Rasmussen til TV2 ifølge BT. BT havde under overskriften “Nyt Løkke-eksempel pilles fra hinanden” citeret analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul

»Det er farligt at tage udgangspunkt i enkelte eksempler, når vi taler om gevinsten på arbejde, fordi det bliver så forsimplet på nogle punkter, at det er direkte misvisende

Et par dage tidligere havde BT sået tvivl om det første eksempel, nemlig ‘Panorama-manden’. ‘Panorama-manden var en ansat ved rengøringsvirksomheden Panorama, der havde fortalt sin chef Morten Broager, at det på grund af differencen på løn og offentlig forsørgelse for ham ikke kunne svare sig at arbejde. Måske eksisterede han slet ikke, spekulerede BT på baggrund af at Jobcenterchef i Høje Taastrup Kommune ikke havde set den anonyme Panorama-mand i ledighedskøen. “Mysteriet fortsætter… følg med her på BT” sluttede de artiklen. Dagen efter udspillede sig en af de sørgeligste scener for danske tv-stationer da TV2 og Danmarks Radio nærmest faldt over hinanden i forsøget på at få Panorama chef Morten Broager til at afsløre mysteriet om Panorama-manden. Selv om Løkkes historie således var vandtæt troede medierne ikke på ham og den virkelighed han forsøgte at beskrive.

Kasper Støvring skrev på Berlingske Tidende at tilliden til Løkke Rasmussen er svækket. Pressen tegner et billede af beruset frås  og antager at hvert et ord er en potentiel løgn, der kan afsløres i et faktatjek. Men måske har Løkke fat i den lange ende, måske spiller Løkke sit bedste kort ved at udfore pressen, Socialdemokratiet og fagforeningerne på troværdighed. Det er let at forestille sig at Løkke har draget en vigtig lektie af både personsager og formandsopgør, nemlig at være yderst præcis med sine udtalelser. At han ved at der står en kø af erhvervsfolk, der drypvis vil bekræfte, hvad man godt ved i folkehavet; at lønnet arbejde ikke synes at kunne svare sig for mange danskere. Og at de mange tusinde nye job derfor går til  østeuropæere, der ikke hæger sentimentalt om ‘den dansk model’. Det kan meget vel blive mere end en kameramand, der falder over sine egne ben.

Det er nemlig mere forsimplet og misvisende at tage udgangspunkt i de regneark, som fagbevægelsen fodrer pressen med på Socialdemokratiets vegne, når de mange enkelte eksempler, hver med deres udgangspunkt, vejer, hvad der kan svare sig for dem i deres liv. I Information kom Iben Nørup således Løkke Rasmussen til hjælp - ufrivilligt og bagvendt selvfølgelig - da hun gjorde op med ideen om det saliggørende i arbejde

Videnskabeligt er der nemlig ikke noget belæg for at tro, at arbejde er det altafgørende for vores sociale trivsel og liv. Mine egne forskningsresultater, der udkom i december 2014, giver på baggrund af omfattende statistiske analyser på et meget omfattende datamateriale et ganske entydigt og klart svar.

Analyserne baserer sig på Region Nordjyllands store spørgeskemaundersøgelse Sundhedsprofilen, der er besvaret af godt 25.000 personer. Disse besvarelser er koblet sammen med Danmarks Statistik-registre, hvor der bl.a. er trukket forskellige helbredsoplysninger og oplysninger om uddannelse og indkomst samt med Beskæftigelsesministeriets DREAM-database, der bl.a. indeholder oplysninger om forsørgelsesgrundlag, beskæftigelse og deltagelse i eksempelvis aktivering. Resultaterne af samtlige analyser viser, at det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke i sig selv medfører lavere trivsel, dårligere sociale netværk eller mindre deltagelse i alt muligt andet, f.eks. fritidsaktiviteter eller foreningsliv.

Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. Resultaterne viser også, at personer, der arbejder er mindre tilfredse med, hvor ofte de ser deres familie og venner, end personer, der ikke arbejder.

Kilde til stress

Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv. For disse mennesker er det – set ud fra et socialt og livskvalitetsmæssigt perspektiv – langt fra lykken, at få lov til at bruge deres sidste rest af overskud og energi på at arbejde. Resultaterne viser således det stik modsatte af, hvad vi går og bilder os selv ind – endda med stor statistisk sikkerhed. De fortæller os en historie om, at arbejde ér en væsentlig kilde til stress. Og at det at leve op til de forpligtelser, der følger med at have et job, tager tid fra andre vigtige ting i vores liv.

Hvis ikke der er den store forskel i indkomst, hvorfor så slide sig ned i rotteræset? “Arbejde er for langt de fleste en afgørende kilde til en indtægt” forsikrer Nørup og glemmer i bedste Informationsånd at arbejde er den afgørende kilde til indtægt for alle: Hvis ikke ens eget arbejde så andres arbejde.

Virkeligheden mod institutionerne

“Verden er efterhånden ved at vågne op til klimaforandringernes dilemma, og det er ikke et øjeblik for tidligt” skriver Duncan Clark i Information. Amerikanerne er i så fald ikke en del af den verden ifølge PEW

pew-bekymring-over-global-opvarmning

Og det er til trods for at ingen miljøsag har fået så megen promovering, som klimaet. Hysteriet toppede omkring 2006, hvor Al Gore fik en Nobel pris for filmen En Ubekvem Sandhed. I 2009 lækkede nogen interne emails fra en gruppe centrale klimaforskere tilknyttet East Anglia Universitetet i England. Angiveligt var det medvirkende til at man ikke opnåede enighed ved klimakonferencen i København nogle uger senere. Ifølge Watt’s Up With That har lande som Kina, Indien, Canada, Australien og Rusland endnu ikke besluttet sig for om de gider deltage i klimakonferencen i Paris til december i år.

Ifølge satellit målingerne er atmosfærens temperatur ikke steget de seneste 18 år. Den udvikling, sammen med andre historier som diskrepansen mellem modller og virkelighed, har man først for nyligt indrømmet og da kun med en lang række forbehold. Klimaet ser bare ikke ud til at være så påvirkeligt, eller følsomt, som det hedder indenfor den videnskabelige disciplin, som forskerne selv. Greg Jones skriver i Climate Change Dispatch at de træge modvillige indrømmelser fra klimahysteriets konsensus følger Kübler-Ross modellen for en psykologi konfronteret med det uafvendelige.

Now, after a roller coaster of emotions and barrage of media tantrums, it seems the issue is settled, sort of. In a recent paper in the journal Science, a team of researchers actually acknowledges the pause and attempts to explain it.

(…)

“The Pause in Global Warming is Finally Explained,” Scientific Americanassures us; “The global warming slowdown is real—but that’s no reason to question climate science,” sneers the Washington Post; “Scientists now know why global warming has slowed down and it’s not good news for us,” proclaims a recent headline on Quartz.com.

As is often the case with predicting the climate, however, the certainty proclaimed in the headlines is anything but certain. This isn’t the first time researchers have attempted to explain what they have previously denied. To date, there are more than 52 scientific theories attempting to solve the pause that doesn’t exist, from a lazy sun to trade winds to the wrong types of El Niño’s. But for some reason Mann’s explanation is the one; 53 is apparently the magic number.

(…)

Mann’s paper encapsulates perfectly the issue between skeptics of climate change and the hard-core believers: something in the models is always missing that is later found. What was wrong last time has been corrected, even though last time nothing was wrong. The same models that are considered gospel always come up short, only to be revised as gospel yet again.

Everyone understands that climate change research is tricky; countless variables constantly interacting with one another at ever-changing time and distance scales. And studying the Earth’s climate is indeed a worthwhile pursuit. But there is nothing scientific about denying actual, physical data, in this case the global average temperature over two decades. And nothing is academic or open-minded about demonizing an entire portion of the population pointing out the obvious by labeling them “deniers” as if they doubt the Holocaust.

(…)

Don’t expect full acceptance anytime soon, however. In fact, a recent Nature paper defends the accuracy of the very models that failed to predict the very pause that didn’t exist that now does exist but only because the models were wrong. No, this is not a Zen koan: it’s modern climate science.

Klimahistorien har haft det svært, men trods dens lunkne opbakning er den stadig hos os. Måske fordi de n er blevet to big to fail, spekulerer Paul Driesen ligeledes i Climate Change Dispatch

Lockheed Martin, a recent Washington Post article notes, is getting into renewable energy, nuclear fusion, “sustainability” and even fish farming projects, to augment its reduced defense profits. The company plans to forge new ties with Defense Department and other Obama initiatives, based on a shared belief in manmade climate change as a critical security and planetary threat. It is charging ahead where other defense contractors have failed, confident that its expertise, lobbying skills and “socially responsible” commitment to preventing climate chaos will land it plentiful contracts and subsidies.

As with its polar counterparts, 90% of the titanic climate funding iceberg is invisible to most citizens, businessmen and politicians. The Lockheed action is the mere tip of the icy mountaintop.

The multi-billion-dollar agenda reflects the Obama Administration’s commitment to using climate change to radically transform America. It reflects a determination to make the climate crisis industry so enormous that no one will be able to tear it down, even as computer models and disaster claims become less and less credible – and even if Republicans control Congress and the White House after 2016. Lockheed is merely the latest in a long list of regulators, researchers, universities, businesses, manufacturers, pressure groups, journalists and politicians with such strong monetary, reputational and authority interests in alarmism that they will defend its tenets and largesse tooth and nail.

Above all, it reflects a conviction that alarmists have a right to control our energy use, lives, livelihoods and living standards, with no transparency and no accountability for mistakes they make or damage they inflict on disfavored industries and families.

Selv om temperaturen holder ‘pause’ fortsætter debatten. Lawrence Solomon skriver i Financial Post at den russiske forsker Habibullo Abdussamatov

His latest study, published in Thermal Science, delivers this week’s second whammy. It continues the analysis he has long pursued, which consistently arrives at the same conclusion: Earth is now entering a new Little Ice Age, Earth’s 19th Little Ice Age, to be precise. Abdussamatov has been quite confident of his findings for what might strike some as odd reasons: His science is based on that of the giants in the field — astronomers like Milutin Milankovitch, who a century ago described how tilts in its axis and other changes in the Earth’s movements determine its climate, and William Herschel, who two centuries ago noticed an inverse correlation between wheat prices on Earth and the number of sunspots generated by the Sun’s cycles. (Hint: the more energy from the Sun that Earth gets, the more warmth Earth receives, the more abundant the wheat crops, the lower the price of wheat; the less energy from the Sun, the less warmth, the more wheat crop failures, the higher the wheat price.)

Greenhouse gases — CO2 and water vapour — play a role in this drama but the gases come not from SUVs and other man-made activities but from the oceans, which contain 50 times as much CO2 as the atmosphere. As the oceans warm or cool because of the Sun, they release or absorb these gases, whose greenhouse effect is secondary and relatively minor.

Abdussamatov’s model incorporates the Sun’s 200-year cycles and the feedback effects from greenhouse gases released by the oceans, and sees how they acted on Earth’s previous 18 Little Ice Ages. “All 18 periods of significant climate changes found during the last 7,500 years were entirely caused by corresponding quasi-bicentennial variations of [total solar irradiance] together with the subsequent feedback effects, which always control and totally determine cyclic mechanism of climatic changes from global warming to Little Ice Age.”

If the 19th Little Ice Age follows the pattern of the previous 18, Earth slipped into an ice age in the winter just concluded and will become progressively colder over the next 50 years, reaching its depth around 2060. Another half century, taking us to the 22nd century, and we’ll arrive back at today’s temperatures.

Mens Joe Romn i Think Progress betror os at pausen er slut

We may be witnessing the start of the long-awaited jump in global temperatures. There is “a vast and growing body of research,” as Climate Central explained in February. “Humanity is about to experience a historically unprecedented spike in temperatures.”

A March study, “Near-term acceleration in the rate of temperature change,” makes clear that an actual acceleration in the rate of global warming is imminent — with Arctic warming rising a stunning 1°F per decade by the 2020s.

Scientists note that some 90 percent of global heating goes into the oceans — and ocean warming has accelerated in recent years. Leading climatologist Kevin Trenberth of the National Center for Atmospheric Research explained here in 2013 that “a global temperature increase occurs in the latter stages of an El Niño event, as heat comes out of the ocean and warms the atmosphere.”

In March, NOAA announced the arrival of an El Niño, a multi-month weather pattern “characterized by unusually warm ocean temperatures in the Equatorial Pacific.”

How much of a temperature jump should we expect? Last month, Trenberth explained to Living on Earth:

I interviewed Trenberth this week, and he told me that he thinks “a jump is imminent.” When I asked whether he considers that “likely,” he answered, “I am going to say yes. Somewhat cautiously because this is sticking my neck out.”

Trenberth explained that it’s significant the Pacific Decadal Oscillation (PDO) “seems to have gone strongly positive” because that is “perhaps the best single indicator to me that a jump is imminent.” During a PDO, he explains, “the distribution of heat in the oceans changes along with some ocean currents.”

“Through it all, Gallup will be describing the public’s opinion of global warming.” slutter Lawrence sit indlæg.

Ateist muslim i Danmark

Information har en glimrende artikel om en ung muslimsk pige, Haifa, der mister troen og ender med at leve et dobbeltliv i savn og frygt for sin familie og det muslimske bagland.

En god muslim funderer sit liv på islam og begreber om ære, som danskerne aldrig vil kunne forstå. Jeg følte mig fjern fra alt det, jeg kom fra, da jeg begyndte at tro på videnskaben og stillede spørgsmål til Koranen: Dannes sæd virkeligt i rygsøjlen? Hvorfor er en mands vidneudsagn dobbelt så meget værd som en kvindes? Hvorfor må kvinder ikke deltage ved begravelser, og hvorfor giver koranen mænd lov til at holde slaver?

Alle pigerne i klassen tog tørklæde på, da de blev 12-13 år. Jeg ventede til, jeg var 14. Jeg havde ikke lyst til at gå med tørklæde, men troede, at jeg ville have mere til fælles med pigerne i klassen, hvis jeg tog det på. Alle var så stolte af mig og sagde, at jeg så smuk ud tildækket. Jeg holdt også op med at gå i stramme bukser. Udadtil lignede jeg én, der var sikker i troen, men indeni forsatte tvivlen. Jeg fortalte en veninde om alle de ting, jeg ikke forstod ved islam, og hun gav mig en bog om Koranens videnskabelige mirakler. Det er sådan en, man forærer tvivlere. Jeg havde brug for at tro på det, der stod i den, for frafaldne muslimer er der, hvor jeg kommer fra, ikke noget værd.

Om den sociale kontrol og den medfølgende paranoia

Jeg låner aldrig min computer ud og er normalt meget påpasselig med at slette mine digitale spor. Men en dag, hvor en gammel bekendt var på besøg, og hun ville vise mig noget på internettet, startede computeren op på en engelsk artikel om muslimske afhoppere. Jeg lukkede siden ned og sagde, at jeg ikke havde læst historien, men bare klikket på den, fordi den lå i mit Facebook-feed. Hun sagde ingenting, men gik efterfølgende til mine forældre og spurgte, om jeg havde forladt islam?

Om normaliteten i voldstruslen

I det lokale miljø forsatte rygterne, og mændene krævede, at min far ’handlede’. Det kan enten betyde, at han skal slå hånden af mig eller sætte mig på plads med vold.

Om hvorledes det er et gennemgående træk i muslimsk kultur

Det er svært at være den eneste, der står frem, men hvis vi er flere, kan det være, at det en gang i fremtiden ikke længere vil være farligt at bryde med islam.

Apostasi er forbudt i islam under dødsstraf. Det tages alvorligt af muslimer flest, hvorfor alle overvåger hinanden og fungerer som stikkere. Godt så.

Det medførte en del debat på kommentarsporet, der efterhånden degenererede i en ny-ateistisk dagsorden relativerende for eller imod religion, tro og ateismens indhold. Det sker ofte med den slags debatter; udannede ny-ateister vil gerne demonstrere at de har nærlæst Christoffer Hitchens eller Sam Harris til de rene memer. Det er skam interessant nok i sig selv, men her vil jeg blot vise et uddrag af klassiske relativister og apologeter, som de optrådte imellem også ganske gode kommentarer

Niels-Simon Larsen relativerede som den første

Ateisterne i Danmark er ikke anerkendt som andet, end at vi skal være med til at understøtte folkekirken. Hvilket parti skal man stemme på ud over Enhedslisten? Ingen har en ateistisk profil. De tør ikke, for vælgerne vil gerne have folkekirken og vil ikke skille stat og religion.

Hvor meget er protestanterne i virkeligheden bedre end muslimerne?

Charlotte Krarup Mouritzen fulgte efter

Min største medfølelse til ‘Haifa’.
Måske kan erfaringer fra tidligere Jehovas Vidner bruges af unge tidligere muslimer?

Niels-Simon Larsen, der til slut fik stor succes med at trække diskussionen ned i en begrebsforvirret debat om Guds eksistens relativerede mere uddybende og, imponerende også, både mere verdensfjernt og ganske etnocentrisk

Nogle her vil gerne tydeliggøre afstanden mellem kristendommen og islam i sidstes disfavør, og jeg kan da også godt selv se forskellen, men hvad med lighederne? Mange kristne tror på det evige liv i enten en himmel eller et helvede. Mange tror på, at de engang skal se Gud og være sammen med Jesus m.m. Hvad er så forskellen på at tro på de 70 jomfruer, ja, hvad er forskellen på det kristne paradis og det muslimske?
Jeg synes i høj grad, at vi trænger til at feje for egen dør, inden vi kritiserer andre. Mange går med et kors om halsen. Det er jo en slags nøgle til himlen. De iranske børn, der blev brugt som mineryddere i Iran/Irak krigen havde en plasticnøgle i en snor om halsen, så de selv kunne låse sig ind i paradis. Ja, ja, ja, der er forskel igen, men hvor stor er den?

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i Haifas grusomme situation, selvom jeg ikke har været i hendes sko. Man kan læse om masser af den slags. Og husk så lige på, at 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, og disse 80 procent bakker op om militæret og kongehuset. Det hele dybt godnat. Det er os, der skal gå foran med at skippe trossystemerne, så kommer de andre nok bagefter, for alle vil leve frie liv og kærlige liv.

Peter Jensen har ikke læst hvor udbredt og intens overvågningen er i det muslimske miljø og sætter Information på listen over islamfjendtlige medier

“I håb om, at det en dag holder op med at være et tabu at forlade islam, fortæller hun her sin historie”

Illustrerer artiklen ikke at der findes rig variation indenfor islam-praksis? Hendes kæreste kommer selv fra et ‘muslimsk’ miljø - og kan, så vidt artiklen, sekularisere sig uden de store problemer. I øvrigt har jeg vanskeligt ved at finde religioner, som ikke tabuiserer - eller minimum problematiserer (og så er tvangen allerede i gang) brud med menigheden.

Men gryden skal jo holdes i kog.
De kære medier, de kære magthavere, de villige afmægtige.

Leo Nygaard opfordrer de ateistiske muslimer til at forlade landet. Ja, De læste rigtigt, de korantro kan blive

Denne beskrivelse af et enkelt menneskes liv i religiøs/kulturel konflikt er et billede af hele samfundet. Splittesen i Heifas hoved er splittelsen i samfundet.
Nogen foreslår et brud - rejs væk Heifa.
Hævet til det øverste niveau : Rejs væk I muslimer, der ikke kan leve med det samfund, i er en del af.
Som Heifa, der ikke kan leve med dette dobbeltliv.

Lennart Kampmann taler om ateisters særlige indsigt, diagnosticerer teister som sindssyge og kolporterer myten om at man har troet at Jorden var flad

På samme måde som kristendommen er blevet tæmmet og overflødiggjort i Danmark står andre religioner overfor samme skæbne. Det er et spørgsmål om tid. Tanken om en skabende gud fornærmer vores intellekt, men det varer jo noget før effekten af vores indsigt har forplantet sig til alle. En gang troede man at jorden var flad. Med tiden forsvandt denne tro, og i dag er den tegn på galskab.

Også emil groth finder at Information forfølger islam

Jeg gir øl den dag en anderledes avis tør, at skrive en possitiv beretning om islam.

John Victor Lorck mener at muslimsk forfølgelse af apostater er gældende for alle religioner

Tak til “Haifa” for hendes modige åbenhed. Og hvor er det sørgelig læsning. Religon er i sandhed formørkelse og intolerance. Hvilket umenneskelig sitution at være i, for man elsker jo dog sine forældre og søskende. Men er der en anden udvej end at forlade familien ?

Ole Hansen mener Haifas historie også er typisk for danske piger

http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_faith_(existentialism)

Dansk kultur er ikke et hak bedre! Hvorfor har danskerne så svært ved at se på dem selv? Hvorfor antid andre - specielt muslimerne? Er danskerne frie????? omg!

Tilsyneladende er han nemlig selv truet af sin voldelige famile, eller hvem det nu er

Jeg skal også altid være klar med en løgn - der er jo zero frihed til at være sig selv, i Danmark! Diskriminationen, selvcensuren er absolut, her i landet.

Niels-Simon Larsen ved ikke at den danske Folkekirke er Luthersk evangelisk

Prøv til en begyndelse at få en dansk præst til at sige, at helvede ikke eksisterer og det samme med dødsriget.

Claus E. Petersen har heller ikke opdaget at Haifas dobbeltliv netop forudsætter en kulturel normalitet

Et eller andet sted er det vel et enkeltstående tilfælde, som bør udløse kritik af de manglende ressourcer til fremme af integration.

Som alle ved, er dialog vejen frem til partnerskab.

Den meget aktive Niels-Simon Larsen kan ikke se Haifas specielle fortælling om islam er særligt knyttet til islam, føler sig truet til at handle i Bilka og fortæller at der er meget stor forskel på hans opførsel på Informations debatfora og når han er sammen med muslimer - klogeligt

Jeg kan ikke lide fordømmelsen af islam og synes hellere, vi skal feje for egen dør. Hvor mange gange om dagen ligger vi ikke ‘med røven i vejret og beder til’ materialismen, som er den mest ødelæggende tendens i verden? Jeg har tilbragt en del tid sammen med muslimer og oplevet dem fra den menneskelige side. Selvfølgelig sagde jeg ikke i tide og utide, at jeg var ateist, men det gør jeg heller ikke her.

Robert Ørsted-Jensen vil også gerne relativere

Simon - jeg er ganske enig i at fundamentalt et er islam ikke værre end så mange andre religioner.

Og han følger op

den eneste virkelige forskel på islam og de andre judæiske religioner er at dele af islam stadig sidder fast i fortidens idioti og har svært ved at komme vider

Siden forfaldt debatten er verbose indlæg, hvor ateister prøvede at meme sig til en højere indsigt. Men skønt Information ikke er islamkritikkens højborg, som flere af læserne synes at mene, så er den i det mindste slået ind på en kurs, hvor mere nuancerede fortællinger om muslimsk hverdagsliv, end de gængse offer- og succeshistorier. Blandt andet en om æresdrab og venstrefløjens svigt

I dag har norske Deeyah Khan droppet sangkarrieren. Otte år efter at hun måtte flygte fra London og for anden gang i sit liv søge ly i et fremmed land, har hun i stedet dedikeret sin tid til at tale på vegne af kvinder, der er ofre for såkaldt æresrelateret vold. Kvinder som dem, hun kender fra sin opvækst i Oslos pakistanske miljø og gennem sit ngo-arbejde: »Kvinder, som ikke blot flygter fra voldelige ægtemænd, men fra hele deres omgangskreds, fra hele deres liv,« som den nu 37-årige instruktør og kvinderettighedsforkæmper selv formulerer det over for Information.

Hendes Emmy-vindende dokumentarfilm fra 2012 om Banaz Mahmod – en pige med kurdiske rødder, der med sin families vidende og accept blev voldtaget, kvalt og begravet i en kuffert i en baghave i 2006 – var et forsøg på at synliggøre problemet.

»Dengang jeg selv blev udsat for overgreb, turde jeg ikke protestere. Jeg var bange for, at mine ord ville blive misbrugt til at generalisere og stigmatisere etniske minoriteter. Men det gik op for mig, at min tavshed bidrog til kvinder som Banaz’ lidelse og død,« siger Deeyah Khan.

Men venstrefløjen og kvindebevægelsen er stadig tavs, mener hun.

»Frygten for at blive beskyldt for racisme får dem, der burde tale kvindernes sag, til at se den anden vej. Kvinderne bliver glemt og ignoreret, for deres ulykke påvirker ikke samfundet i samme grad som de drenge, der bliver radikaliseret til at begå terror.«

(…)

I det multikulturelle London forsøgte Deeyah Khan at starte på en frisk. Hun fik en stor pladekontrakt og relancerede sig selv som ’Den muslimske Madonna’. Med hvad Nick Cohen beskriver som en »rørende naivitet«, troede hun, at Storbritannien ville være et mere sikkert sted end Norge. Men snart efter måtte den unge sangerinde hyre bodyguards, da hun blev spyttet på på gaden og opsøgt på sin adresse og truet på livet.

(…)

»Æresdrab sker kun i de mest ekstreme tilfælde, men tusindvis af kvinder lever et liv under total kontrol. De kan ikke gemme sig, fordi taxachauffører og folk, som arbejder for politiet og i jobcentre, rapporterer tilbage til familierne,« siger Deeyah Khan.

Kommentarerne her var væsentligt mere afdæmpede.

Alle skal krydse deres egne spor

Information supplerer den løbende ytringsfrihedsdebat med lidt skrivende kolorit fra fire kvindelige forfattere og Thomas Boberg

Efter lørdagens angreb på Krudttønden og Københavns Synagoge sidder følelserne uden på tøjet, og retorikken skærpes. Vi har bedt fem forfattere – Carsten Jensen, Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup, Kristina Stoltz og Thomas Boberg – om fri af døgnet at fortælle, hvad ytringsfrihed betyder for dem, og hvad det er for en kamp for ytringsfriheden, der skal kæmpes i vores globale verden

Carsten Jensen fortæller hvorledes han engang i Afghanistan, var blevet konfronteret af en lokal militsleder, der ikke kunne forstå, hvorfor vi i Danmark ikke havde slået Flemming Rose ihjel for Muhammed tegningerne. Som Jensen danser om sine svar, helt prisgivet svært bevæbnet muslimsk mentalitet, får han pludselig spørgsmålet om han er kristen

Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne sige sandheden. At jeg ikke havde noget trosforhold, og hvis jeg troede på noget, så var det Einsteins relativitets teori, Schrödingers kat, Heisenbergs usikkerhedsprincip, ormehuller og sorte huller i en pærevælling, kort sagt universets gådefuldhed og al videns indbyggede mangelfuldhed i modsætning til al religions skråsikkerhed.

Det var derimod ikke noget problem at sige, jeg var kristen. Jeg var fra Vesten. Militssoldaten vidste, at i Vesten er vi ikke muslimer, og kristen var godt nok for ham. Det gjorde os på en vis måde til ligemænd i den forstand, at vi begge havde en Gud, der ikke måtte krænkes. Det var fint med ham, at jeg var vantro, hvis bare jeg tilhørte en afart af vantro, der var lige så militant intolerant som hans tro. Det var min forståelse, han appellerede til. Du har selv en gud, så må du da kunne forstå, at den, der krænker ham, må betale med sit liv.

Jeg kunne ikke sige, at jeg ikke troede på nogen Gud. Det ville afføde en foragt med helt uoverskuelige konsekvenser. Det ville også have helt uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg sagde, at jeg var kristen, for så ville konklusionen i militssoldatens øjne være uundgåelig. Det ville være min pligt at sørge for, at min halvnøgne diskussionspartner fra saunaen i Norge blev slået ihjel. Og hvis jeg ikke forstod det, var jeg en dårlig kristen, der fortjente samme skånselsløse foragt som en, der ævlede løs om Schrödinger og Heisenberg.

Jensen bliver reddet da samtalen slutter grundet almindeligt muslimsk kaos. Det vender jeg tilbage til. Jensens overskrift og hans konklusion på dette muslimske optrin? “Jeg slap for at dø for Flemming Rose.” Nemlig, det var Flemming Rose der gjorde livet farligt for Jensen. Rose er åbenbart skyld i enten:

- at Carsten Jensen er rejst til Afghanistan notorisk berømt for af være fyldt med crazy fucks, som muslimer er flest

- at Carsten Jensen kommer fra Danmark

- at Danmark er et kristent land

- at Carsten Jensen er ateist

- at muslimer vil dræbe ateister og dårlige kristne

Og Jensen er ikke et øjeblik i tvivl om at det vil muslimer bare - og det lyder så meget pænere når det kommer fra ham end når det kommer fra skimlede mig.

“Intet er mig helligt” skriver Merete Pryds Helle og man må indrømme, som i Carsten Jensens tilfælde, at frimodige beskrivelser af fremmede folkeslags mentalitet hører til den kategori

Når jeg sidder i en bus i Indien med bare lår, så provokerer det. Jeg har ret til at blive vred, hvis nogen lægger en hånd på det lår, men ikke ret til at blive forbløffet.

For sådan er indere. Og det er de faktisk, men mig vil det nok ikke være beskåret at sige det samme. Det er nemlig et spørgsmål om æstetik.

Jeg lægger mærke til, at de tegninger, der provokerer så meget, som regel er elendige. Elendig kunst. Ikkekunst. Hvor er den virkelig gode kunst, der provokerer på samme måde? Er den fraværende, fordi god kunst er kompleks, og det at vise kompleksiteten ikke bliver et mål for et ensrettet had? Kan vi kræve, at folk, der ytrer sig, formår at rumme både hensynet til de andre og egen integritet? At kunst skal være god?

“For vi lever i det globalt sociale” argumenterer Helle og ophæver helt sit argument om, hvad kvinder specifikt kan vente sig i Indien, for så umiddelbart derefter at vende tilbage til sit skik følge eller land fly

I det sociale er der altid spilleregler, der afgør, hvordan det sociale spiller. Hvis man overtræder reglerne, får man problemer med resten af gruppen; hvis man holder for meget fast i reglerne, mister gruppen dynamik og udviklingsmuligheder. Det er hele tiden en balance. Hvad man kan sige på et tidspunkt og i en situation, kan man ikke sige i en anden. Man siger muntert ‘Fuck dig’ til en ven, men ikke til sin bedstemor. Man skal have tildækket sine skuldre for at gå ind i Peterskirken, og i Indien tager jeg gamacher på mine ben. Hensynet til gruppen er en måde at vise, at man vil gruppen; også selv om man ikke er en del af den. Samtidig er man også sig selv; integriteten er også vigtig. Igen gælder det om at finde balancen. Jeg indretter mig, og jeg holder fast i mig selv.

Nemlig, og her i landet har du så ikke ret til at blive forbløffet over at se grim kunst. Ligesom man ikke har ret til endnu engang at blive forbløffet over det glade vanvid på Information

Jeg bliver nødt til at forstå, at jeg provokerer. Dette er ikke et forsvar for vold, jeg foragter den voldelige reaktion. Men jeg er stolt, når tusindvis af arabere boykotter Arla, fordi de derved bruger deres demokratiske ret til at vise en forargelse.

Og jeg tænker, at reaktionen på Muhammedtegningerne var med til at starte de folkebevægelser, der førte til Det Arabiske forår. På den måde kommer kompleksiteten frem igen; jeg synes, at tegningerne er dårlige, jeg synes godt, man måtte trykke dem, men jeg synes, det var dumt, at man ikke forstod, hvor afsindigt dumt det var, at Anders Fogh Rasmussen afslog at mødes med de ambassadører. Men måske førte den (fra min side set) tåbelige provokation til en bevægelse, der har skabt afgørende forandringer i Mellemøsten og sat diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen der. Det er jo godt.

Ja, ytringsfrihedens veje er uransagelig, men alt i alt til det bedste. Vi forstår måske ikke, hver en sten i skoen, men det tilkommer altså ikke os at dømme.

Kirsten Thorup mener som Merete Pryds Helle i sit indlæg, hun uden ironi kalder “Det store selvmål”, at vi lever i en “globaliseret verden, hvor vi skal finde ud af at leve sammen som medmennesker og medborgere uanset hudfarve og religiøse tilhørsforhold.”. Nu er det jo forfattere af fiktion, men jeg må alligevel indskyde at vi kun lever med medborgere her i landet. Thorup mener at “Ytringsfriheden er alt for vigtig og central i et frit, demokratisk samfund til at blive patenteret af ytringsfrihedsfundamentalister” og patenterer i stedet hvad den faktisk skal bruges til

Det ville være mere relevant at rette satiren mod de religiøse, politiske, økonomiske magthavere og magtmisbrugere end mod ’de danske muslimer’, som det hed i følgeteksten til Jyllands-Postens tegninger med en generalisering af en mangfoldig og forskelligartet minoritet, hvoraf mange er flygtet fra islamiske regimer.

Det gælder i dag om at være opmærksom på den afgørende skillelinje mellem bevidst, propagandistisk hetz og hate speech mod udsatte mindretal på den ene side og på den anden side vores demokratiske ytringsfrihed, der taler magten midt imod, og som det er værd at værne om og kæmpe for.

(…)

Uden en ansvarsbevidst, åben og tolerant omgangsform i det på en gang lokale og globale offentlige rum, vi befinder os i, ender den frie demokratiske debat i en narcissistisk skyttegravskrig styret af fordomme, stereotyper og fjendebilleder.

Thorup kender desværre ikke tolerance, som ikke udvises af den der ytrer, men af den der lytter. Og hun ser måske heller ikke, at man måske ikke befinder sig så meget i det globale offentlige rum, når man skriver på dansk i et meget lille dansk dagblad, hvis hovedintægtskilde er dansk mediestøtte, givet af danske skatteydere fordi danske politikere mente, at den danske del af det globale offentlige rum, trængte til marginale stemmer. Til gengæld kender hun, som det mere og mere synes at være forfattere til del, muslimens mentalitet, hvis ”forudsigelige vredesreaktioner” det er en “selvopfyldende profeti”  at udfordre. Og den mentalitet lyder ikke rar. Livsfarlig endda, som Jensen kunne berette.

Kristina Stoltz fortæller en genuint morsom barndomsanekdote om første gang hendes far så “En neger på en cykel”, som han kaldte hele familien hen til vinduet for at se. Men alting var ikke bedre i gamle dage, faktisk var det “forrykt”. “For mange danskere er det som at få stukket en rød klud op i ansigtet, at blive dikteret, at der er ord, man ikke må bruge” forklarer hun, som en modsætning til sin amerikanske negermands californske politiske korrekthed. Men heldigvis gælder danskernes forrykte stanpunkt ikke for nutidens og fremtidens samfund af lurende konflikt

Et standpunkt som for min eksmand, hvis aner var en skønsom blanding af irske, litauiske, jamaicanske plus den ubekendte slavekoloniale, ikke fattede et pløk af – naturligvis ikke, han var født og opvokset i det multikulturelle Californien, hvor han havde fået ind med modermælken, at sprog og omgangstone var af afgørende betydning for, at så forskellige befolkningsgrupper kunne leve side om side.

(…)

Vi er ikke længere et homogent etnisk, mere eller mindre renskuret land med et par enkelte rastafarier inde på Gammel Torv, tre-fire gæstearbejdere fra Pakistan og de grønlændere, der altid hører til, nej, vi er blevet et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Og vi vil forblive et multikulturelt samfund, om vi kan lide det eller ej. Ydermere er vi blevet en del af en global offentlighed. Spørgsmålet er så bare, om vi trods denne multikulturelle virkelighed vil holde stædigt fast på vores homogene selvopfattelse, hvilket indtil videre har indbefattet retten til at tale, skrive og tegne, som vi vil, uden tanke for hvordan vores udtalelser bliver opfattet af folk med andre kulturelle og religiøse baggrunde. Og uden tanke for de langsigtede følgevirkninger af vores mulige tilbagevendende, mere eller mindre tilsigtede krænkelser.

Stolz kloger sig, trods sit intime forhold til sin negermand, ikke på specifikke multikulturelle etniciteter i den globale offentlighed, med særlig interesse for danske forhold. Men hun kender nok til “dem” at de udgør en samlet masse, som ikke kan forstå og leve med vores homogene ytringer. Ja, de kan heller ikke kan lære det, fanget som de er i rigid stereotypi - og vi er fanget med dem. Eller er det af dem? Under alle omstændigheder hæver den danske forrykte mentalitet sig således over den globale offentlighed ved åbenbart at være den eneste, der er i stand til at forandre sig, om det så er til det værre. Vi kan, som de eneste i globale offentlighed, i hvert fald ikke holde på hvem vi er, om vi kan lide det eller ej og sådan er det bare.

For Stoltz er det logisk, ja uproblematisk, hvis endda ikke ønskeligt, at multikulturalisme undergraver demokratiet ved at det umuliggør ytringsfrihed. Demokrati betyder folkestyre, altså et styre der forudsætter et folk. Og når så folket endda er forrykt så kan afskaffelsen vel kun gå for langsomt.

neger-og-hvid-pige

Neger og hvid pige hed billedet og en fotograf blev sendt ud for at dokumentere det for læserne i 1962

Thomas Boberg redder dagen, selv om det ikke er uden bekymringer. For Boberg er “Situationen kompleks” og han mener ligesom sine fire kvindelige forfatterkollegaer at “Vi er en del af en globaliseret verden”. Og så køber han til fulde ideen om at indvandringen er en trussel mod demokratiet, men mener optimistisk at “det må være muligt at arbejde for en bedre integration uden at give køb på ytringsfriheden”. Integration, ikke assimilering. De vilde kan aldrig lære at blive som os, men måske kan de gå fredeligt rundt i vores gader?

Dogmatisk religion er dybt problematisk. At Gud og samtlige profeter ikke er større, end at en lille tegning kan krænke, er for mig en gåde og appellerer ikke til min respekt. Det er nok, fordi fundamentalistisk religion snarere end individuel tro drejer sig om magt, ensretning og kontrol. Vi kan som samfund naturligvis aldrig acceptere, at religion ikke skal kunne være genstand for kritik. Dog finder jeg det heller ikke nødvendigt konstant at slynge om sig med hån, spot og latterliggørelse. Man må sgu da tænke sig om. Det handler om at finde en måde at leve sammen på, og det må foregå i et rum, hvor enhver kritik og enhver ytring er en ret. Vi må holde fast i det frie ords frie dialog. »Jeg er uenig i, hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det.« (Evelyn Beatrice Hall).

Sproget er ikke statisk, det udvikler sig med tiden, med os. At skrive er også at lytte til virkeligheden. Derfor må forfatterens sprogarbejde hele tiden være i bevægelse. Opmærksomt, antiautoritært, udogmatisk, kritisk, humoristisk. Visse digtere mener, at der er ord og ting, man af forskellige politiske grunde ikke bør skrive. Jeg er uenig. Alle ord er brugbare. Det afhænger af sammenhængen. Et ord kan synes rigtigt i en tekst, men helt forkert og usmageligt i en anden. Sådan er det jo at skrive, man vælger til og fra. Det vil være misforstået at undlade at skrive dette eller hint, fordi en politisk agenda derude dikterer det. Det vil være (selv)censur. Og den frie digtnings død. Og dermed også vejen mod det frie samfunds ophør.

Og sådan er det for de pæne. De kan tale imod ytringsfrihed og demokrati fordi de respekterer mennesker, de mener er morderiske, uden evne til selvkontrol og udvikling. De kan besynge at samfundet bliver stadigt mere som en krudttønde, hvor vi i stadigt højere grad skal kende diplomatiets subtile kunst for ikke at antænde det hele.

I min forrykte barndom var angsten for at træde på sociale konventioner, hvad der kendetegnede det provensielle. Nu er det, hvad der kendetegner den store verden. Hvordan flygter man fra den globale landsby?

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Information debaterer med sine stråmænd - og taber!

Diverse, Information, Klima, Politik, Pressen, Videnskab, miljø, venstrefløjen — Drokles on December 19, 2014 at 8:20 pm

for et stykke tid siden løb jeg ind i en række artikler på nettet, som jeg bedst kan beskrive som debat-manualer. Det var op til Thanksgiving og var henvendt til ‘liberals’ der skulle konfrontere deres konservative, immigrationsforskrækkede og klimabenægtende familiemedlemmer. Åbenbart er ‘liberals’ dagligliv blottet fra dissens. Og måske derfor kræver det en ekstra forberedelse når man konfronteres med den anstrengelse der hedder hele den pukkelryggede.

Dagbladet Information havde også en sådan artikel. I “Sådan bekæmper du klimaskeptikerne” mente journalist Lærke Cramon at kunne give sine med-venstresnoede opskriften på, hvorledes de kan nedkæmpe fjenden. Men ak, den skulle være udgivet for 15 år siden, inden det stod klart hvor meget virkeligheden svigtede teorierne.

Når klimaskeptikeren siger:
» Vi ikke kan finde ud af at forudsige vejret i morgen, så vi kan heller ikke sige noget kvalificeret om klimaet for det næste årti«.

Siger du: »Ok kammerat, lad os holde vejr og klima adskilt, for det er to vidt forskellige ting. Vejret er det, vi oplever til dagligt og som kan skifte fra den ene time til den anden, mens klimaet er summen af vejret over en længere periode.« (Grin evt. lidt over klimaskeptikerens tåbelighed og træk så luft ind til denne argumentation.)

Fremtidens klima kan ganske præcist beregnes ud fra nogle meget komplicerede, matematiske klimamodeller, som inddrager en lang række faktorer. Bl.a. gasindhold i atmosfæren, temperaturer, oceanernes strømninger, overfladearealet af is på kloden blot for at nævne nogle få parametre. Modellerne er testet på, hvor præcist de gengiver fortidens klima, og de har vist sig meget nøjagtigt at kunne gengive de seneste 30-100 års klima.

Det er hele 3 ting. Jeg ved ikke helt, hvem der ikke kan holde vejr og klima adskilt, men argumentet er ikke så langt ude, som Informations simple forklaring. Vejret er et non-lineært system hvor en lang række processer på en gang påvirker hinanden og er hinandens præmisser. Over tid kaldes det ganske rigtigt klima så man lettere kan klassificere det, men det er i realiteten bare vejr. Derfor bygger klimamodellerne også på vejrmodeller, som man kan læse hos World Meteorological Organization. Og netop fordi man ikke helt forstår processerne dynamik er det svært at forudsige vejret og således også klimaet. Måske grinet er blevet lidt fjoget nu?

Fremtidens klima kan nu heller ikke ganske præcist beregnes. Faktisk er det i disse år gået helt galt, da den målte globale temperatur er ved at falde helt under de mest optimistiske modellers usikkerhed.

falling-of-the-charts

Det lyder ganske vist imponerende, at man kan bagudregne fortidens klima og tillige besnærende, at man derved kan spå om udviklingen. Men det er desværre noget vrøvl. De modeller FNs Klimapanel IPCC bruger påstår alle at kunne rekontruere fortiden. Men de bygger på forskellige antagelser om, hvilke processer, der er kraftigere end andre og hvorledes de påvirker hinanden og har derfor også forskellige bud på fremtiden, alle dog med den samme ophedede tendens. Ergo er rekonstruktion ikke tegn på at man evner at forudsige noget som helst, thi da ville der ikke være forskellige resultater.

Når klimaskeptikeren siger:
»Rigtigt mange har konkluderet, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte«.

Siger du: »Det er tydeligt at høre, at du har sovet i timen, og ikke fulgt med de seneste års klimaforskning. I dag er 97 procent af verdens klimaforskere enige om, at global opvarmning er menneskeskabte. Men undersøgelser viser desværre også, at befolkningen tror, at kun 55 procent af eksperterne har konkluderet dette. Jeg tror, befolkningens opfattelse er sådan, fordi klimaskeptikerne får lov til at gå rundt og spreder usandheder«. (tilføj et fnys, hvis stemningen er til det)

Jeg ved heller ikke, hvem der siger at klimaforandringerNE ikke er menneskeskabte. Men jeg kender en del, der siger at man ikke kan stille det op som værende skabt eller ikke skabt af mennesket. Og nu vi er ved det, hvad forstår man ved klimaforandringerNE? Der er flere åbenbart, så det er ikke den globale gennemsnitstemperatur der er tale om, men hvor mange klimaforandringer er der tale om? Kan nogen nævne 3 klimaforandringer? Og er de alle skabt af mennesket, eller kun nogle? Og i givet fald hvilke?

De 97% af verdens klimaforskere er grangiveligt hentet fra Cook et als besynderlige opgørelse af fagfællebedømte videnskabelige artikler om klimaet i årene 1991-2011. Men her hed det “We find that 66.4% of abstracts expressed no position on AGW, 32.6% endorsed AGW, 0.7% rejected AGW and 0.3% were uncertain about the cause of global warming“. Altså mente 2/3 ikke noget som helst om menneskets indflydelse ifølge deres undersøgelse. Af den sidste 1/3 artikler der udtrykte en mening for eller imod mente 97% altså at mennesket var skyldige. Og det har ingen jo mistet sit job på at påstå.

Når klimaskeptikeren siger:
»Dyr og planter har altid tilpasset sig klimaet. Hvis temperaturen stiger lidt, smider de bare lidt af pelsen eller muterer«.

Siger du: »Nu er det trods alt sket lidt siden Darwin, og selvom evolutionen stadig findes, kan hverken dyr eller planter nå at tilpasse sig den fart, klimaforandringerne kommer buldrende med«. Klimaforandringerne sker ti gange så hurtigt som det naturlige klimaskifte, der er sket over de seneste 65 millioner år, så planterne kan ikke nå at skifte farve, og dyrene kan ikke nå at gro mindre pels. Deres bedste mulighed er at flugt, men selv her kan de ikke nå at bevæge sig hurtigt nok. Ifølge denne opgørelse ryger egernet først.

Øøhm. Klimaforandringerne kommer buldrende så langt at den globale temperatur ikke er steget i 18 år, hvilket skulle være 10 gange så hurtigt som på noget tidspunkt i 65 mio år inklusiv den seneste istid, der ankom i løbet af mellem et årti og 6 måneder. Så må vi håbe at egernet har samlet nødder nok. Men vi behøver ikke geologiske studier af is-krystaller, sedimenter, fossiler, nano-diamanter og andre proxydata, når vi kan nøjes med målingerne fra midten af det nittende århundrede.

Ifølge den ofte citerede professor Phil Jones, ofte citeret af mig i hvert fald, har vi haft 3 perioder med stigende varme, nemlig 1860-1880, 1910-1940 og endelig den buldrende 1975-1998. Phil Jones tager udgangspunkt i de oplysninger som ligger til grund for IPCC fordi det er nogle han selv har skabt og han tror meget på menneskeskabt global opvarmning. Og selv om han medgiver, at temperaturen ikke er steget i dette årtusinde medregner han også 1975-2009 som en varmeperiode. Men indrømmer han, “the warming rates for all 4 periods are similar and not statistically significantly different from each other“. Hvilket med andre ord vil sige at klimaforandringernes buldren ikke er statistisk signifikant.

udklip-phil-jones

Som et lille ekstra bonuskort kan vi se på en anden statistisk insignifikant buldren. Jones erklærer sig nemlig også omend modvilligt enig i at det fra 1995(!) til 2009 har været et fald i temperaturen, men vil ikke regne med det da det dels er statistisk insignifikant og dels er for kort en periode. Nu skriver vi 2014, 19 år, et år fra at være 20 år som 1860-1880. 19 år med et buldrende statistisk insignifikant fald i temperatur. Til næste år må der være istid.

Når klimaskeptikeren siger:
»Det er solen, der bærer hovedansvaret for den globale opvarmning«.

Siger du: »Hvis det skulle være sandt, hvordan vil du så forklare, at jordens klima er blevet varmere gennem de seneste tyve, hvor solaktiviteten er faldet, mens menneskets CO2-udslip til gengæld er eksploderet?« (Henvis gerne igen til, at 97 procent af alle eksperter konkluderer, at klimaforandringerne er menneskeskabte.)

Øhm, fordi effekten er omvendt lille ven. Vi har en internationalt anerkendt forsker ved navn Henrik Svensmark, som har en teori om solpletter og magnetfelter og areosoler og skyer og albedo og temperatur, som står stadigt stærkere jo flere eksperimenter og målinger der tikker ind. Om det er sådan det hele hænger sammen skal jeg ikke kunne sige. Men nu vi er ved den glade brug procenter, kan man jo nævne til de 97% eksperter, der støtter konsensus, at den globale gennemsnitstemperatur ikke er steget i 70% af IPCCs levetid.

Når klimaskeptikeren siger:
»Påstanden om, at vandstanden i havene stige, er baseret på nogle regnemodeller, som slet ikke har hold i virkeligheden«.

Siger du: »Det er simpelthen ikke rigtigt! FN’s klimapanels IPCC’s seneste rapport viser, at vi med det nuværende tempo for CO2-udledningen er på vej mod et fremtidsscenarie, hvor havene i 2100 vil være steget 74 cm. Når temperaturen stiger, udvider vand sig. I 2080 vil der være tolv gange så mange oversvømmelser, og store landområder vil være ubeboelige«.

(Hav gerne rapporten med i din jakkelomme. Hiv den frem og peg aggressivt på dine gule overstregninger, mens du taler.)

Øøhm, fordi uenigheden går på antagelse om, at der sker en positiv feedback effekt med vandmolekyler højt i atmosfæren som forstærker effekten af CO2 med en faktor 3. Og debatten på, om empirien støtter dette udsagn. Derfor hjælper det jo ikke meget at referere til nogle modeller, der er bygget på og derfor blot en logisk projektion af den teori. Information burde lytte bedre til, hvad deres stråmænd egentlig indvender.

Det er dog rigtigt at store landområder vil være ubeboelige i 2080, men det er fordi der kommer flere muslimer.

Når klimaskeptikeren siger:
»Det har ingen betydning for klimaet, hvordan enkeltmennesker opfører sig«.

Siger du: »Jordens befolkning består nu engang af enkeltmennesker, så selvfølgelig har individers opførsel betydning for klimaet. Det er sandt, at magthaverne skal påtage sig de store forpligtelser, hvis verdens samlede CO2-udledning skal reduceres markant, men alle kan bidrage«. (Fortæl evt. her om dine solceller på taget, dine ultrakorte bade eller om, hvordan du har reduceret din personlige CO2-udledning med 27 procent ved at skære kød, fisk, alkohol og slik ud af din kost. Hvis klimaskeptikeren er bilejer, køber konventionelle fødevarer eller bor i en dårligt isoleret bolig, kan du naturligvis kritisere det.)

Igen, Information burde lytte bedre til deres egen stråmand. Men hvis man vil have skræmt gæsterne hjem, skal man endelig tale om sin egen hellighed - og så forklare hvorfor man rejser udlands i ferien.

Lille quiz

Akademia, Information, Race, Racisme, Satire, venstrefløjen — Drokles on November 16, 2014 at 2:15 am

Hvad er satire, hvad er ikke? Først en historie

I et voldeligt og sygdomsplaget land sidder en person, som ingen i Danmark har hørt om, og har det virkelig hårdt. Vedkommende har ikke spist i flere dage og ønsker knap at overleve i sin krigshærgede hjemby; tanken om et nyt liv i et andet land er meget fjern.

Ingen danske politikere kerer sig dog om denne triste skæbne.

“Nej, jeg har ingen planer om at hjælpe, medmindre vedkommende har tænkt sig at flygte til Danmark,” udtaler justitsminister Mette Frederiksen, idet hun understreger, at næstekærlighed er en vanskelig størrelse, og at vi skal hjælpe i nærområderne.

Kun spændende grupper
Det samme gælder for handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der dog kunne være interesseret, hvis den fattige person tilhører en spændende gruppe, fx unge kvinder mellem 20-30 år, der ønsker mikrolån, eller sekulære oprørere fra Mellemøsten, der skriver godt engelsk.

“Hvis man kan skrive et skarpt læserbrev, som en praktikant på en af morgenaviserne eller DR kan oversætte til dansk, har man en chance for, at vi gider tage det op. Men læserbrevet skal ikke bare handle om kedelige ting i Syrien eller Irak; der skal gerne være en kobling til dansk politik, hvor vi fremstår fremsynede og humane, mens fx Dansk Folkeparti fremstår fremmedfjendske og tilbagestående,” forklarer Mogens Jensen.

Så et indlæg

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre.

(…)

Selve proklamationen ’jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er.

Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

(…)

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed.

Masochistiske magtudøvelser

Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere.

Man definerer den brune som dansk/ikke dansk ved at tale om denne som enten ’indvandrer og efterkommer,’ eller som ’du-er-jo-dansk,’ som oftest i en kombination. Budskabet bliver: Du er dansk, men ikke rigtig-dansk. Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører.

(…)

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ’ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid.

Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

Når man påstår menneskers lighed, kan man kun gøre det som en moralsk dom. Det eneste lige mellem hvide og brune mennesker er deres værdi. En sådan påstand er en holdning, man må tage op med sig selv, om man kan erklære sig enig i eller ej. Men så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni.

Hvis de eksisterende magtstrukturer skal ændres, må vi erkende, at vi altid selv har en rolle, ud fra hvordan vi er givet til situationen.

Er du hvid, har du højest sandsynligt privilegier. Er du brun, har du højest sandsynligt ikke de samme privilegier.

Jeg vil ikke legitimeres af en hvid person – jeg vil ikke overrækkes min danskhed, jeg vil ikke have at vide, at jeg skal se det som en god ting, at jeg er eksotisk, og jeg vil ikke have at vide, at jeg ikke skal skamme mig over min baggrund, når jeg nægter at dele mit stamtræ med fremmede, hvide mennesker.

Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.

Hvad er Rokokoposten, hvad er Information?

Set på Uriasposten

Next Page »

Monokultur kører på WordPress