Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » 2014 » April


Marianne Jelved’s ‘holdningsbearbejdning’ er naturstridig

Akademia, Diverse, Indvandring, Racisme, Videnskab, islam — Drokles on April 26, 2014 at 8:46 pm

Marianne Jelved udtalte engang at man istedet for at modvirke indvandringen fra Mordor istedet skulle ‘holdningsbearbejde’ befolkningen. Men det er mere end holdninger, det er Moder Natur selv de radikale er oppe imod ifølge Daily Mail

Toddlers show racial bias when picking playmates, a study reveals.

They also take account of how fairly others behave.

Researchers tested the reaction of white 15-month-olds as toys were distributed.

Researchers found white babies favoured supervisors who showed bias towards others of their race

Two white adults divided the toys, one equally and the other unequally.

Seventy per cent of the toddlers chose to play with the researcher who distributed the toys fairly.

But in a second test, when one researcher favoured a white recipient over an Asian one, they picked the ‘fair’ researcher less often, the journal Frontiers in Psychology reports.

And the babies are more likely to help those who share the same ethnicity, which is known as in-group bias when people favour those with the same characteristics as oneself.

Og det er ikke blot en dårlig vane, det er virkeligheden, som den er erfaret ifølge BBC

Behaviour can be affected by events in previous generations which have been passed on through a form of genetic memory, animal studies suggest.

Experiments showed that a traumatic event could affect the DNA in sperm and alter the brains and behaviour of subsequent generations.

Med vores traumatiske erfaringer med islam er der ikke megen håb for at Radikales holdningsbearbejdning har nogen fremtid for sig.

Akademisk kirke (ytrings og tankefrihed)

Akademia, Diverse, Historie, Videnskab, venstrefløjen — Drokles on April 26, 2014 at 8:39 pm

Dennis Prager skriver i Front Page Magazine

When Americans over the age of, let us say, 45, look at any of the iconic paintings of America’s Founders — the signing of the Declaration of Independence, the signing of the Constitution, George Washington crossing the Delaware, any of the individual portraits the Founders — what do they see?

They see great men founding a great country.

If you ask recent graduates of almost any American university what they see when they look at these paintings, chances are that they see something entirely different.

They are apt to see rich, white males who are not great and who did not found a great country. And for many, it is worse than that. These men are not only not great; they are morally quite flawed in that they were slaveholders and/or founded a country that allowed slavery. Moreover, they were not only all racists; they were all sexists, who restricted the vote to males. And they were rich men who were primarily concerned with protecting their wealth, which is why they restricted the vote to landowners.

In the past, Americans overwhelmingly saw pictures of greatness. Increasingly only conservatives see pictures of greatness. More and more Americans — that includes the entire left and many universities attendees who were indoctrinated by left-wing professors — now see rich, white, self-interested males.

The left-wing trinity of race, gender and class has prevailed.

Joanna Williams beskriver historien i denne trend i Spiked Online

[S]ince at least the 1960s, various trends in academia – particularly within the humanities and social sciences – have come together to challenge the assumption that truth claims can even be made in relation to knowledge. Theorists associated with the Frankfurt School, such as Theodor Adorno and Max Horkheimer, emphasised the temporality and context-dependence of truth in knowledge. Meanwhile, the New Left’s pet academic project, cultural studies, argued that knowledge was inescapably relative and determined by cultural conditions.

The new sociologists of education, who came to prominence in the 1970s with the publication of such books as Michael F D Young’s Knowledge and Control, posited that curricular knowledge merely reflected the ideology of the dominant social elite. The educational failure of many working-class children was thus blamed on the fact that their knowledge and experiences were not recognised as legitimate in the existing education system. Feminists of the time, likewise, challenged the very possibility of truth or objectivity in knowledge; key women’s studies textbooks argue that patriarchal assumptions are ‘built into what has been taken to be “knowledge”’. Postmodernism has gone even further, suggesting that all knowledge is merely constructed through discourse.

The argument that curricular knowledge is, to a degree, arbitrary and socially constructed, is well made. However, knowledge takes its objectivity precisely from the social conditions of its production – with new ideas born out of a particular time and place used to test and temper existing truth claims. However, this latter point has been lost today, with many academics assuming that knowledge is reducible to personal experience. Instead of testing the truth of existing knowledge, it’s argued that the notion of truth is itself an outdated concept. Instead, from this perspective, there are only multiple, equally valid truths which are all dependent on the status of the speaker’s social group. As Graham Good puts it in Humanism Betrayed, ‘objectivity and disinterest are dismissed as pretences concealing the motives of power’.

This intellectual relativism is most dominant in arts subjects, where the value of a text is no longer considered on its own terms but rather as a representation of the gender, class and race of the author. To counteract dominant ideologies and promote a concept of academic justice, new authors are included in the curriculum, not because of an objective evaluation of the merits of their work, but on the basis of the particular group they represent.

Den teolo.. ideologiske og teoretiske forvrængning af videnskabens væsen er ganske rigtig og også velbeskrevet. Men de falske værdiers fremmarch sker også som følge af fortrængningen af kristendommen. Det gamle udtryk at det var bedre at sidde på værtshuset og tænke på Gud end at sidde i kirken og tænke på værtshuset forudsætter en aktiv og levende kristendom. Men, som vi har frigjort os selv fra kristendommen er behovet for religion ikke blevet mindre. Vi har brug for værdier, vi har brug for moral, vi har brug for at kunne retfærdiggøre os selv. Disse nye værdier, der dyrkes i en hvilken som helst virksomhed, offentlig som privat og som altså også har fortrængt universiteternes og andre læreanstalters hovedopgave, er ad-hoc værdier. Intet andet en floskler af zeitgeist.

Og det er desværre ikke ikke harmløs velmenenhed, som vi kan se. Som vi er stoppet med at komme i kirken har vi også mistet evnen til at skelne religion fra virke. Nu nøjes vi ikke med at at tænke på Gud når vi sidder på værtshuse, nu indretter vi hele værtshuset i vores indbildte gudsbillede.

Fremmede værdier

Diverse, Indvandring, Londonistan, Multikultur, Sharia, Uddannelse, islam, muhammed — Drokles on April 25, 2014 at 10:45 am

En dag kom den hvide mand til indianerne og ville købe deres jord. “Vores jord?”, spurgte høvdingen, “Hvad mener du med at ville købe vores jord? Vi har huder og forskelligt indianer merchandise du kan købe. Endda en sqauw smider jeg med da jeg har forstrukket en muskel, men ingen kan da eje jorden. Den er blot til stede.”

Den hvide mand insisterede “Ikke desto mindre vil jeg gerne købe jorden. Jeg giver noget 12 års ildvand og smider nogle jetoner med i købet. Hvem ved, i får måske brug for dem en dag.”

“Ha, ha” lo høvdingen og alle indianerne med “det lyder sgu som et godt tilbud at du vil give os noget for ingenting. Vil du ikke også have regnen og vinden? Eller måske skumringstiden? Kunne sagte mumlen friste?”

“Nej tak, det bliver ikke nødvendigt, blot jorden”. Med fest indgik indianerne deres første og sidste handel med den hvide mand.

I disse Akkari tider, hvor sandheden om islam ikke længere kan fortrænges (selv om mange stadig trodser virkeligheden) vil jeg i stedet citere en af de mange stemmer der ikke behøvede at være insider for at have indsigt, nemlig Lone Nørgaard. I et læser til Kristeligt Dagblad skrev hun sidste år i forbindelse med Dansk Supermarkeds knæfald for islamisk segregeringsbeklædning følgende

Sam Solomon og Elias Al Maqdisi peger i deres lille bog ”Al-Hijra: The Islamic Doctrine og Immigration” (2009) på, at der findes en islamisk doktrin om migration, der stammer tilbage fra Muhammeds udvandring til Medina i år 622, der udgør det ideologiske grundlag for målet om erobring gennem migration. Briten Patrick Sookhdeo, der er direktør for The Institute for the Study of Islam and Christianity, er tidligere muslim, og ifølge ham foreligger der en mere eller mindre detaljeret køreplan for islamiseringen af Europa.

I 1980 udgav The Islamic Council of Europe en bog med titlen ”Muslim Communities in Non-Muslim States”, som giver anvisninger på, hvordan muslimer skal leve i Vesten. De detaljerede og faseinddelte instruktioner til minoritetsmuslimer kan koges ned til følgende: I skal samle jer og organisere jer med det formål at etablere et levedygtigt muslimsk fællesskab baseret på islam (læs: sharia – med islam kommer altid kravet om sharia).

Det er pligten for hver eneste muslim. I skal oprette moskeer, kulturcentre og islamiske skoler. Naturligvis skal piger og kvinder være iført hijab. I skal for enhver pris undgå at blive assimileret i majoritetsbefolkningen. For at undgå assimilation skal I gruppere jer geografisk og danne områder med så høj en muslimsk koncentration som muligt, og I skal stille religiøse (læs: politiske) særkrav.

Eksemplerne er legio, men det mest chokerende i disse dage er alligevel Englands muslimske skoleovertagelse, som Telegraph skriver om

Schools in Birmingham are illegally segregating pupils, discriminating against non-Muslim students and restricting the GCSE syllabus to “comply with conservative Islamic teaching”, an official report leaked to The Telegraph discloses.

Department for Education inspectors said that girls in a school at the centre of the so-called “Trojan Horse” plot were forced to sit at the back of the class, some Christian pupils were left to “teach themselves” and an extremist preacher was invited to speak to children.

The report, into three schools in the city, follows weeks of controversy over the alleged plot to “Islamise” secular schools in Birmingham and will lead to calls for intervention. The report focuses on Park View School and its sister schools, Golden Hillock and Nansen, the only primary of the three. Inspectors found that Park View practised forced and discriminatory sex segregation and has “restricted” GCSE subjects “to comply with conservative Islamic teaching”.

Core elements of the GCSE syllabus were missed out as “un-Islamic” and an extremist preacher with known al-Qaeda sympathies and anti-Semitic views was invited to speak with children. At Golden Hillock, there was discrimination against non-Muslims, the report found. Its handful of Christian students “have to teach themselves” in one GCSE subject after the teacher “concentrated on the students who were doing the Islamic course”.

At Nansen, Year 6 children, aged 10 and 11, received no teaching at all in the arts, humanities or music.

The document, classified “official-sensitive”, describes the results of inspections of the schools last month by officials from the DfE. All three are supposedly non-faith schools run by the Park View Educational Trust.

Allegations that radical Muslims were seeking to “Islamise” secular schools in Birmingham first emerged publicly last month in a leaked letter, describing an operation purportedly named “Trojan Horse”.

The letter supposedly described how activists could stir up Muslim parents to oust secular headteachers. Park View and its chairman of governors, Tahir Alam, were named in the letter as being at the centre of the plot. Mr Alam and the school have furiously denied the claims as “fictitious”, “Islamophobic” and a “witch-hunt”.

Blot fordi man ikke forstår andre kulturers værdier bliver de ikke mindre reelle. Ikke mindre faretruende.

Brandeis konformerer gladeligt under pres

Akademia, Arabere, Campusradikalisme, Diverse, Multikultur, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on April 18, 2014 at 11:57 am

Det har vakt en del opsigt at Brandeis University trak en ærespris tilbage da de pludselig opdagede at den somalisk fødte Ayaan Hirsi Ali ikke blot kæmpede imod kvinders undertrykkelse, men også havde luftet negative holdninger til undertrykkelsens væsen, nemlig islam. Rex Murphy begræder i National Post den generelle indskrænkning af den akademiske verden

Why in Aristotle’s name do institutions dedicated to higher learning tolerate these rags of verbal flannel — uncomfortable, unwelcome — from putative adults? Damn it, a university exists to unsettle, to throw down established attitudes, to shine the searchlight of reason on all ideas. Universities are supposed to be bold, confident, courageous institutions, whose biggest duty to their students is to expand the range and depth of their ideas, not confirm their prejudices.

Brandeis, on this account, is a failure. It cringed at the first criticism. It suggested Ali somehow offended its “core values” — and what would those be? Surrender at first fire, perhaps, and gaudy specious rationalizations afterwards? — and had the gall to talk of respecting debate.  I agree absolutely with the American writer and editor of Commentary, John Podhoretz, who called the decision the act of a “gutless, spineless, simpering coward.”

Universities are losing their halo. They are now factories for reinforcing received opinions, what the market holds as right and true — so-called “progressive” ideas. They have a deep hostility to ideas and opinions that wander outside their small circle of acceptability. They choose which protests they endorse and which they deplore. Oprah can get 10 honourary degrees and a winsome reception for her third-rate psuedo-therapies. But a real warrior in the cause for woman’s rights — a woman who truly rose by virtue of her courage, intelligence and industry — must walk, shamed, away from the platform she was invited to.

Og Mark Steyn håner Brandeis rektor Frederick Lawrence

As for Brandeis president Frederick Lawrence and the others who took this decision, nobody’s asking them to be as brave as Ayaan Hirsi Ali. They will never know what it’s like to have their associates murdered and to be forced into living under armed guard. They will never have to “share the risk” that Ms Hirsi Ali faces every day of her life. All that was required of President Lawrence & Co was that they not be total craven, jelly-spined squishes who fold like a cheap Bedouin tent at the first hint of pressure.

But Lawrence couldn’t even do that. Ayaan Hirsi Ali campaigns against female genital mutilation - that’s to say, the barbarous practice by which Muslim men deny women sexual pleasure by having their clitorises cut off. Lawrence and the other fellows who run Brandeis are in no danger of any equivalent procedure since it seems clear they’ve nothing down there to chop off anyway. The eunuchs of the American academy are the beneficiaries of western liberty, of the spirit of openness and inquiry that is the principal difference between us and the intellectually stagnant Muslim world. But they will not lift a finger to defend that tradition.

So getting an honorary degree at Brandeis, like serving on the board at Mozilla, is open only to those who make sure they never cross the Conformity Enforcers. And apostates to Islam, as Ayaan is regarded, must accept that they are apostates to American campus conformity, too, and be prepared to lead a life without the consolations of honorary degrees. Accepting the loss of A-list commencement gigs doesn’t take a lot of courage, but it still takes more than Frederick Lawrence has displayed. And ultimately, as I said re Brandon Eich, such a land will be bloody boring - and a society in decline.

skc3a6rmbillede-2014-04-18-kl-114420

Men det har ikke blot været onde højrefløjsere der har været ude med riven. Det ellers venstredrejede Daily Beast skriver indigneret på Hirsi Ali’s vegne

Unsurprisingly, it was Hirsi Ali’s former co-religionists who raised a stink about her. Upon the announcement that the school would honor Hirsi Ali, Brandeis’s Muslim Students Association announced on its Facebook page that she was guilty of “hate speech.” Like clockwork, an op-ed in the Brandeis student newspaper by two leaders of the organization accused her of “Islamophobia,” a catch-all term employed to smear any criticism of Islam as akin to racism, without regard for the fact that the former is a freely chosen belief system while the latter is an innate trait. Refusing to engage her arguments about Islam on the merits, the Brandeis students dismissed her views as purely the result of personal experience. They acknowledged that Hirsi Ali had undergone “terrible things in her life,” the likes of which they could never imagine, their idea of a rough time being “minorities at a predominately white, Jewish university, [where] many of us feel isolated and unwelcomed.”

Today, “no platform” has gone from being a consensual means of expressing disapproval to an all-out assault intended to castigate and muzzle unpopular opinions.

Well, they certainly can’t complain about that any more. “We will not tolerate an attack at our faith,” the MSA declared, in a thinly veiled ultimatum to the school (a tip for Muslim students angry at alleged Muslim stereotypes: Stop acting like Muslim stereotypes). The MSA persuaded the school to rescind its honor (so much for the all-powerful, right-wing “Jewish Lobby,” which can’t even get its way at Brandeis). Lawrence, sounding like a re-education camp functionary, maintained that Hirsi Ali was still welcome at Brandeis, where, presumably, she could be lectured to by aggrieved Muslims and their left-wing sympathizers. “In the spirit of free expression that has defined Brandeis University throughout its history,” Lawrence patronized, in a line that must have Louis Brandeis rolling over in his grave, “Ms. Hirsi Ali is welcome to join us on campus in the future to engage in a dialogue about these important issues.”

(…)

Ali is but the latest victim of a newfangled version of the “no platform” phenomenon. Initiated by British anti-racist groups in the 1970s to dissuade mainstream figures from debating fascists, “no platform” started out as an attempt to avoid the conferral of respectability upon the far right, not to abridge their freedom of speech. The aim was to send a message about the illegitimacy of certain anti-democratic political movements by refusing to engage with them. Writing in the New Statesman, Sarah Ditum explains that the tactic “was traditionally about rejecting the rhetoric of violence—especially when that rhetoric was liable to inspire leagues of smash-happy skinheads.”

Today, “no platform” has gone from being a consensual means of expressing disapproval to an all-out assault intended to castigate and muzzle unpopular opinions. A growing, ecumenical constituency composed of the religiously devout, perpetually outraged Twitter activists, and eager-to-please university administrators operate under the belief that there exists a “right” not to be offended. When their bullying tactics to silence opponents doesn’t work, the no-platformers shout down their ideological adversaries, which is what would have happened to Hirsi Ali had she been allowed to participate in Brandeis’ commencement ceremony. One sees this silencing impulse in everything from Twitter busybody Suey Park (who launched the “#cancelcolbert” campaign over a joke she was either too stupid, or too cynical, to understand), to gay activists who say that opponents of marriage equality, like former Mozilla CEO Brandon Eich, should lose their jobs.

Den sudanesiske journalist Nesrine Malik indvender i New York Times derimod dobbeltmoral når der ikke er samme støtte til antisemitter og homofober, som til islamkritikere

Hysterics aside, broad generalizations like this suggest that there is no Muslim mainstream made up of people who have the right to object to, and fear, language that stigmatizes them; there are only terrorists and their victims. The implication is that because some Muslims have a record of violence toward critics and apostates, that all Muslims have it coming to them. It’s an argument that boils down not to, “because of freedom of speech” but “because they deserve it.”

Swapping races and religions to gauge if the response to a particular incident would have been different is an imperfect counterfactual game, but in this instance it is instructive. Had Ms. Hirsi Ali been a widely acknowledged homophobe, or white supremacist, would free speech supporters have rushed so readily to their lecterns to defend her? Probably not, which is why the right to offend should be extended to all. Otherwise, our personal preferences will always dictate that there be exceptions.

Europe, and Britain in particular, are less covetous of the principles embodied in the American Constitution’s First Amendment. And their experiences in recent years demonstrate the dangers of a more limited allowance of expression, and how going down this slippery slope always ends in inconsistency and the selective justification of offensive speech based on its target and the national mood.

Earlier this year, a prospective British parliamentary candidate, who happened to be a Muslim, tweeted a cartoon of Jesus and Mohammed, part of “Jesus and Mo,” an irreverent series depicting the two religious figures in everyday situations. Some Muslims saw this as deliberately provocative and there was a backlash, including death threats. When mainstream British media outlets such as the BBC did not show the cartoon, the British press branded them cowards, traitors and free-speech equivocators.

Unfortunately for these critics, a few days later, the infamous French comedian Dieudonné Mbala-Mbala was banned from entering Britain because of his anti-Semitic rants. From those who had penned thousands of words warning of the danger of muzzling our voices when it comes to criticism of Islam, I counted one tweet. In the British broadsheets, there was only one article criticizing Mr. Dieudonné’s banning.

It is clearly far more palatable, even popular, to muscularly stand up for the right to offend Muslims than it is to back those who offend any other minority in Europe today. Indeed, when the notorious American Islamophobe Pamela Geller was banned from Britain on account of her vitriol toward Muslims, her exclusion was met with a chorus of objections. This selective attitude toward freedom of speech allows such disparities to become entrenched.

The reaction to the Brandeis affair is a troubling harbinger. It suggests that America, like Europe, might also begin to pick and choose who deserves to be protected from offensive speech. Once that door is open, the Trojan horse of libertarianism will smuggle in intolerance.

Nu er islam netop også både antismitisk og homofobisk, for ikke at nævne kvindefjendsk, pædofil-fil, anti-intellektuel og anti-videnskabelig. Alt sammen noget der sikkert, i hvert fald i teorien, strider imod Brandeis’ værdier. Og så handler det ikke blot om værdier som ren æstetik, men om den reelle trussel der altid følger islam og muslimers krav. Counsil on American-Islamic Relations Cair (CAIR), der ikke tilskynder til dialog, beskytter civiles rettigheder eller fremmer gensidig forståelse, som de påstår, da deres mission er at styrke amerikanske muslimer, lagde nemlig pres på Brandeis. Og CAIr er ikke til at spøge med

In 1994, less than a year after the Philadelphia Hamas meeting, the Islamists unleashed their new organization: the Council on American-Islamic Relations. Just as the Palestine Committee by-laws had foretold, CAIR sprang from the womb of IAP and set up its headquarters in the nation’s capital.

Actually, CAIR was already in existence and firmly in the Brotherhood fold even before its incorporation was announced. We know that because, in preparing for a meeting held on July 30, 1994, the Palestine Committee prepared a written agenda that was later seized by the FBI. It stated that a top discussion topic would be “suggestions to develop work” for several named “organizations.” Included among these was “CAIR,” in addition to the IAP and HLF, among others. The agenda elucidated that “complete coordination” was sought among the various groups. Critically, it stressed that the effort was under Brotherhood direction: “This is not a separate movement from the mother Group.”

The principal aim of that Palestine Committee meeting was the development of a plan to counter efforts by Israel and American Jewish groups to normalize relations between Jews and Muslims. According to the Committee, such normalization would break what Edward Said, the late Islamist academic, called the “psychological barrier” — the mindset that prevents Muslims from accepting Israel’s right to exist.

The Committee was determined to fortify this barrier. The meeting agenda explains some of its plans toward that end. It would form “an internal Brotherhood committee to fight the normalization of relations and monitor brotherhood organizations.” It would activate the “MAS” [i.e., the Muslim-American Society -- the Brotherhood’s quasi-official presence in the U.S.] to conduct education programs in “all work centers, mosques, and organizations on the necessity of stopping any contacts with the Zionist organizations and the rejection of any future contacts.” And, relying on Brotherhood founder Hassan al-Banna’s strategy of using “Islamic Centers in major cities” as the axis of the Islamist movement, imams and administrators in these centers would “activate their role in confronting the [Jewish] infiltration of their organizations.”

The role of CAIR was already coming into focus: The last element of the Committee’s “Confrontation Work Plan” was “activating the role of the Association [IAP] . . . to take up its media role in this area.” Six weeks later, CAIR was incorporated and began appearing publicly as a new Muslim “civil rights” organization.

(…)

Numerous CAIR figures have been convicted of federal felonies, including terrorism offenses. For example, when the aforementioned Elashi, the founder of CAIR’s Texas chapter, was found guilty in theHLF case, it marked his third time around the block. He’d been convicted in 2006 for funneling money to Marzook and Hamas, and in 2005 for illegal transactions with Libya and Syria. Randall Royer, aCAIR communications specialist and civil-rights coordinator whose sideline was recruiting would-be jihadists for terrorist training in Pakistan, is now serving a 20-year prison sentence after his conviction on explosives and firearms charges in the “Virginia Jihad” case. Bassem Khafagi, CAIR’s community-affairs director (and a founder of the Saudi-subsidized, al-Qaeda-promoting Islamic Assembly of North America), also makes this dishonor roll: He was deported to Egypt after convictions for visa and bank fraud. And then there’s Rabih Haddad, a fundraiser for CAIR’s Ann Arbor chapter who was deported to Lebanon after a “charity” he founded, the Global Relief Foundation, was designated as a terrorist facilitator by the Treasury Department for providing support to al-Qaeda.

Despite its Hamas roots and terror ties, the most disturbing aspect of CAIR is its accomplishment of the Muslim Brotherhood’s precise aspiration for it. Thanks to its media savvy and the credulousness of government officials and press outlets, which have treated it as the “civil rights” group it purports to be rather than the Islamist spearhead that it is, CAIR has been a constant thorn in the side of American national defense. As Daniel Pipes has observed, CAIR’s unique role has been well summarized by lawyers for the estate of the former FBI counterterrorism official John P. O’Neill, who was killed on 9/11 — shortly after becoming security chief at the World Trade Center. In a class-action lawsuit that named CAIR and its Canadian affiliate as members of a criminal conspiracy to promote “radical Islamic terrorism,” they state:

both organizations have actively sought to hamper governmental anti-terrorism efforts by direct propaganda activities aimed at police, first-responders, and intelligence agencies through so-called sensitivity training. Their goal is to create as much self-doubt, hesitation, fear of name-calling, and litigation within police departments and intelligence agencies as possible so as to render such authorities ineffective in pursuing international and domestic terrorist entities.

The invaluable Dr. Pipes further recounts that CAIR has consistently defended indicted terrorists, including Osama bin Laden. Hooper, for example, rationalized al-Qaeda’s 1998 bombings of U.S. embassies in Kenya and Tanzania as the unfortunate result of “misunderstandings of both sides.” CAIR also refused to condemn bin Laden for 9/11 until finally embarrassed into it by bin Laden’s own public boast that he had directed the attacks. The organization called the convictions of the 1993 World Trade Center bombers “a travesty of justice”; labeled the 1995 extradition of Marzook as “anti-Islamic”; tirelessly defended al-Arian and slimed his accusers until he finally pled guilty to terror promotion; and squawked relentlessly when the government shuttered the HLF.

Fox News Megyn Kelly konfronterede CAIR’s Ibrahim Hooper (måske derfor er Fox mere populært end deres venstredrejede konkurrenter?) og derpå interviewede hun Hirsi Ali selv

Virkeligheden overbeviser ikke om islams belastning

Arabere, Diverse, Indvandring, Multikultur, Politik, Politiken, Sharia, Terror, Uddannelse, islam, venstrefløjen — Drokles on April 11, 2014 at 5:48 pm

Det er ikke noget nyt, men erkendelsen er i disse dage sværere end nogensinde at ignorere; islam er inkompatibelt med et velfungerende samfund. Der er de små historier, som vel kun er i aviserne for at fylde formatet ud, som en afghaner der overfaldes på asylcenteret fordi han er konverteret til kristendommen, at der skal 200 politifolk til at beskytte Yahya Hassan, at den exotiske X-Factor vinders far er den berygtede morder Jaguar, de mia. af sociale ydelser der sendes ‘hjem’, Ikea i Taastrup København der ikke vil servere svinekød i deres grillbar for at tækkes Halal kravet… den skal vi lige dvæle lidt ved for begrundelsen er ubetalelig

Hvem har efterspurgt det?

»Det er folk, som foretrækker ikke at spise svinekød. Vi har også vegetarretter til folk, der ikke spiser kød. Vi tilgodeser alle typer kunder,« siger Tina Lindhart, som ikke ved, om halal-pølsen bliver indført i andre varehuse.

Men er det ikke unfair at folk, som gerne vil have svinekødpølser til en femmer ikke kan få det længere, fordi andre af religiøse årsager ikke vil have svinekødspølsen?

»Jeg vil ikke gå ind i en debat om religion. For os er det vigtigt, at der et alternativ til folk der spiser svinekød, og folk, der ikke spiser det.«

Nej, lad os ikke forfalde til debatter om religion når man gør fødevarer religiøse. Derfor forfalder danske aviser sig heller ikke til videregive historier om den muslimske pædofil mafia i England, overrepræsentationen af muslimer i engelske fængsler, den islamiske indoktrinering osv, der viser at det ikke går spor bedre med islam i andre vestlige lande. Det er et falsk håb skjult bag diffuse definitioner som ‘ikke-vestlig’. Det gør blind for realiteterne når yderligere 600.000 i Nordafrika står på spring til Europa.

Historien om de to muslimske piger, der stod til at miste deres job som laboranter på Hvidovre Hospital fordi de hellere ville være rene for Allah end deres patienter illustrerede for alle der tør tænke det håbløse projekt med at få normaliseret islam i et vestligt samfund. Kristeligt Dagblad

To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job.Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

”Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer,” siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

(…)

Jehad Al-Farra, der er læge og tilknyttet den kommende stormoské i Rovsinggade i Københavns nordvestkvarter, afviser, at kvinderne kan omgås danske hygiejneregler. Han henviser til, at Koranen taler om liv før lov.

”Islam siger jo, at man i arbejdet med syge mennesker skal tage hensyn til patienten. Så snart personalet har patientkontakt, må vi respektere Sundhedsstyrelsens retningslinjer om korte ærmer. Jeg kender rigtig mange piger med tørklæder, der har korte ærmer. Sådan er det system, de arbejder i, og vi kan ikke hver især lave vores egne regler,” siger Jehad Al-Farra.

Hospitalsimam Naveed Baig er enig med Jehad Al-Farra og henviser til, at langt de fleste muslimer i sundhedsvæsenet uden problemer overholder reglerne om korte ærmer.

”Det er en trist sag, for i langt de fleste tilfælde vil man kunne finde en løsning. Ligesom der i kristendommen er forskellige holdninger til teologiske spørgsmål, vil der også blandt imamer være forskellige holdninger. Det er vigtigt, at hospitalet i den type sager prøver at finde en løsning i dialog med de ansatte,” mener Naveed Baig.

Det er en vigtig pointe at to muslimske bioanalytikere der ikke kunne abstrahere fra deres religion om så deres job stod på spil netop tilhører den sjældne del af den muslimske del at befolknigen som rent faktisk færdiggør en uddannelse og søger et arbejde.

Jehad Al-Farras “Koranen taler om liv før lov” er selvfølgelig blår i øjnene, som Hospitalsimam Naveed Baig også diskret antyder ved sin opfordring til “at finde en løsning” når løsningen allerede er at man følger reglementet. Koranens, i øvrigt stærkt betingede, liv før lov gælder nemlig ikke her da der er tale om et simpelt ansættelsesforhold som uproblematisk vil udfyldes af andre. P1 Business havde 2007 en udsendelse om religion på arbejdsmarkedet med et par interessante kommentarer fra Abdul Wahid, der med den skriftkloges egne ord slår fast, at det er islam der står i vejen for integrationen allerede på arbejdsmarkedet.

- Kan muslimer varetage alle job?

- Nej, det mener jeg jo så ikke man kan! Det er jo når jeg bliver spurgt som religiøs vejleder, så må jeg jo svare ud fra en religiøs kontekst. Vi ser jo masser af eksempler på muslimer der varetager den type jobs, som man netop ikke kan. Vi ser jo masser af eksempler på kioskejere som er muslimer som stort set lever af at sælge pornoblade og øl og smøger og tipskuponer og ingen af dam er så at sige tilladt i islam. Men det betyder jo ikke at jeg skal gå ud og dømme de her som kættere eller frafaldne eller sådan noget. Jeg bliver bare spugt om det her som et religiøst spøgsmål og så må jeg svare nej man kan ikke sådan som udgangspunkt slagte svine eller tappe øl eller arbejde i stripbar for den sags skyld.

(…)

- Står du ved at muslimer ikke kan arbejde i øltappehaller og på svineslagterier?

- Ja, forstået på den måde at hvis der kommer nogen hen til mig og spøger mig: “Abdul Wahid, kan jeg som moslem tage arbejde på Danish Crown og stå og slagte svin?”, så vil jeg sige: “Nej, det kan du ikke fordi du spørger mig som religiøs rådgiver!” Men hvis der er en der gør det så vil jeg jo ikke sige til vedkommene at: “..du har forladt islam!” ved at gøre det. Får jeg spørgsmålet som religiøs rådgiver så bliver jeg nødt til at svare ærligt og konkret sådan som religionen …[overdøves og afbrydes af værtinden]

(…)

- Hvorfor er det forkert at muslimer arbejder på et bryggeri?

- Det er jo sådan at islam har nogen områder, der er det vi religiøst kan sige er forbudte og nogen der religiøst set er tilladte. Her er alkohol et af de forbudte områder. Vi må ikke fremstille alkohol, vi må ikke være med i processen, vi må ikke sælge det, vi må ikke transportere det, vi må ikke forhandle det osv. Og det kan jeg jo ikke som religiøs vejleder. Bliver jeg spurgt; “kan man så ikke alligevel, når der nu er tale om arbejde, kan man så ikke fravige reglen?” “Nej!” For reglen gælder jo faktisk arbejde. Og jeg ville jo være utro i forhold til min egen religion, hvis jeg gik ind og sagde; “Ok, jamen så gør vi det.” Og i øvrigt så ville jeg jo slet ikke have kompetence til det. Så jeg kan ligeså godt være tro og troværdig i forhold til det som min religion repræsenterer. Sådan siger religionen! Hvordan mennesker så håndterer relgionen i daglidagen, det er noget andet.

(…)

- Men det ville jo så betyde, hvis man fulgte ordet, så ville det jo i værste fald betyde arbejdsløshed, ikke?

- Eller at man måtte tage sig et andet arbejde! Altså jeg tvivler på at der er nogen der står i den situation at der kun er en mulighed for at arbejde ved at eksempelvis arbejde med et område der religiøst set er forbudt.

Alligevel taler politikere, eksperter og medier som om intet er af egentlig betydning. Og så alligevel, ind imellem sker der lidt, der kan give nogle skvulp. Integrationen har slet ikke virket kunne man læse i Jyllands-Posten og de sørgelige tal var samlet af rigsstatistiker Jan Plovsing

Man skulle tro, at integrationen af indvandrere og deres efterkommere fra ikke-vestlige lande med tiden ville udvikle sig bedre og bedre. Sådan er det ikke. Det overordnede billede er, at vi stadig har store problemer med integrationen, og at det tilmed i de senere år er gået dårligere med beskæftigelsen og kriminaliteten.

Ikke-vestlige lande er imidlertid meget forskellige med hensyn til kultur, religion og historie. Der er derfor stor forskel på, hvor godt det går med integrationen fra forskellige lande. Integrationen af indvandrere og efterkommere fra lande i Østasien går klart bedre end fra lande i og omkring Mellemøsten.

Det dokumenterer Danmarks Statistik, som årligt udgiver publikationen ”Indvandrere i Danmark”.

(…)

Mænd med oprindelse i Libanon begår kriminalitet mere end tre gange så hyppigt som mænd med dansk oprindelse. Indvandrere og efterkommere fra Somalia, Tyrkiet, Pakistan og Irak har et kriminalitetsniveau, som er 2-2½ gange så stort som gennemsnittet.

Sammenlignes kriminaliteten i 2007 med 2012 ses det desværre, at udviklingen er gået i den helt forkerte retning. Kriminaliteten er steget blandt de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere. De forskellige initiativer for at forbedre integrationen har spillet mere eller mindre fallit, når det handler om kriminalitet.

Morten Uhrskov lagde til da han på sin blog fortsatte sit arbejde med at gå i rette med med Politiken og Danmarks Radio for deres jubelbudskaber om at det alligevel går godt med integrationen. De godfølelnde medier lænede sig op ad en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der finder en feminin ny-dansk overvægt på de videregående uddannelser og erhvervskolerne

Det er Politiken, der har bestilt undersøgelsen fra AE. Undersøgelsen siger da heller ikke andet, end at ikke-vestlige efterkommerkvinder er gode til at lade sig indskrive på de videregående uddannelser. AE siger ikke noget om, i hvilket omfang de unge så også fuldfører disse uddannelser.

Undersøgelsen beskæftiger sig især med den såkaldt sociale mobilitet. Efterkommerkvinder af ufaglærte forældre indskriver sig i væsentlig højere grad på de videregående uddannelser end danske kvinder af ufaglærte forældre. Det ville sandelig også være mærkeligt andet, eftersom en langt større andel af de ikke-vestlige indvandrere ikke medbragte en (brugbar) uddannelse, da de kom til Danmark.

(…)

Hermed er vi nået til de tal, man kan fæste sin lid til, nemlig tallene for færdiggjorte uddannelser som 30-årige for de interessante grupper, som er danske mænd og kvinder og ikke-vestlige efterkommermænd og -kvinder. Bemærk, at vi taler om efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark med adgang til hele pakken af institutioner og gratis uddannelse.

For de 30-årige ser det således ud, når også erhvervsuddannelserne er talt med: 72 procent af danske mænd havde i 2013 en sådan, mens det gjaldt for hele 80 procent af de danske kvinder. For efterkommermændene var det 43 procent, mens det for efterkommerkvinderne var 59 procent. Lægges de to køn sammen, vil det sige, at 76 procent af 30-årige danskere har en kompetencegivende uddannelse, mens det gælder for blot 51 procent af de ikke-vestlige efterkommere. En afgrundsdyb forskel. Det skal med, at tallene for efterkommerne er stagneret siden 2011 og endda er faldet en smule.

Og Uhrskov uddyber PISA tallene

De viser, at efterkommerne ligger ca. halvandet skoleår bagefter deres danske kammerater. For matematik, læsning, naturfag og problemløsning hedder tallene for danskere henholdsvis 508, 504, 508 og 505. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet (herunder nogle få indvandrere), hedder de 447, 454, 433 og 436. 40 point svarer til ca. ét skoleår, og forskellen er i gennemsnit næsten 62 point.

Samlet set forlader knap halvdelen af eleverne med anden etnisk baggrund grundskolen uden tilstrækkelige funktionelle kompetencer i matematik.

(…)

De lavere gennemsnit for efterkommerne afspejler sig naturligvis i, hvor stor en andel der klarer sig enten meget godt eller meget dårligt. Elever uden indvandrerbaggrund klarer sig for 10,9 procents vedkommende på de to højeste niveauer i PISA, niveau fem og seks. For efterkommere er tallet 3,0 procent. En faktor godt 3,5 med andre ord.

13,4 procent af danske elever ligger under niveau 2, grænsen for funktionel kompetence i matematik. For efterkommere, hvor der tales dansk i hjemmet, er tallet 38,7 procent. Næsten tre gange så mange.

(…)

Hvis man fortsat mener, at Danmark bør tage imod indvandring fra ikke-vestlige lande, bør man overveje sine argumenter nøje. Det kan være, man synes, at Danmark bør gøre det, fordi Danmark bør gøre det.

Det kan i hvert fald ikke bygge på en påstand om, at ikke-vestlig indvandring er til nogen som helst gavn for Danmark, hverken religiøst, kulturelt, etnisk eller økonomisk.

Et stadig fattigere land synes at være vor skæbne. Det har vore politikere nemlig i deres visdom besluttet. Og selv ikke TV-avisen kan ændre på det faktum.

Og det er selvfølgelig ikke noget tilfælde at det er folk fra muslimske lande der er mere kriminelle, mindre uddannede og  har lavere erhvervsfrekvens thi det er islam der er problemet. Det er ikke integrationsindsatsen den er gal med, den er selvfølgelig gal i sig selv, men den gør hverken fra eller til. Det er islam som en konstant monolit holder muslimerne fast i et dysfunktionelt parallelsamfund. Derfor ser man ingen ændring, hverken til den ene eller anden side og ingen udsving, blot sump. I Akkaris bog kan man læse

…en fortælling om, hvordan moskeer systematisk, kompetent og velovervejet camoufleres som kulturforeninger, så de kan få fingrene i kommunale tilskud, hvordan uuddannede imamer styrer de troendes liv ned i mindste detalje, og hvordan selvbestaltede sharia-domstole agerer fuldstændig uden om det danske retsvæsen i alt fra ægteskabs- til drabssager.

Akkaris beskrivelse af sin egen rolle under Muhammed-sagen kaster også meget nyt lys over krisen. De internationale reaktioner på tegningerne var udelukkende et produkt af det arbejde, som arbejdsgruppen, hvori han selv var højtplaceret, udførte over måneder gennem internationale kontakter. Et arbejde, som de fuldt ud vidste, kunne resultere i terror i Danmark og mod danske interesser. Hvis beskrivelsen er sandfærdig, faldt arbejdsgruppens virke sandsynligvis ind under straffelovens bestemmelser om landsforræderi.

Fanatismens friskoler

Næsten mere problematiske end Muhammed-krisen, der trods sine dybe spor efterhånden fortoner sig i fortiden, er de forhold, Akkari beskriver på landets muslimske friskoler, og som antageligvis fortsat eksisterer.

Her beskriver Akkari, hvordan hensynet til religion overskygger alle faglige hensyn. Han skildrer lærere, der er groft inkompetente og religiøse fanatikere. Beskriver, hvordan der foregår systematisk svindel med læseplaner, og hvordan der konsekvent og overlagt iværksættes større skuespil, når der føres offentlige tilsyn med skolerne. Og han beskriver skoler, hvor åbenlys antisemitisme florerer og eksamensresultater udleveres på forhånd, så det faglige niveau fremstår højere, end det er. Ifølge den læreruddannede Akkari er det alt sammen ting, han oplevede på samtlige muslimske friskoler, hvor han arbejdede. Det er meget voldsomt, og såfremt hans udsagn står til troende – hvilket han inviterer enhver til at efterprøve gennem uanmeldte tilsyn – er det svært at være uenig i hans konklusion:

»Alt i alt er jeg i dag af den overbevisning, at de muslimske friskoler er uegnede til at klæde nye unge danskere på til voksenlivets udfordringer. Skoler skal fremme forståelse, integration og individets evne til at tage medansvar. De muslimske friskoler gør det modsatte.«

Et par uddrag fra bogen

Det første synlige resultat kom, da mine søstre for første gang i deres liv iklædte sig det muslimske hovedtørklæde og nægtede at gå uden for vores hjem i Vodskov uden. Hidtil havde de klædt sig nøjagtig som deres danske klassekammerater, først på Sønderbroskolen i Aalborg og nu på Vodskov Skole, men det skulle være slut. Tørklædet var deres helt eget frie valg, sagde de. Det samme påstår næsten alle kvindelige islamister. Jeg ved dog, at tørklædet aldrig var kommet i brug uden den blanding af frygt og løfter, der flød fra min mund.

(…)

Godtroende kommuner kastede millioner af kroner direkte ned i moskeernes kasser (…) i og omkring inderkredsen, hvor jeg efterhånden befandt mig, morede folk sig meget over, hvordan danskerne var til grin for egne penge. Danmark finansierede ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv.

(…)

En muslimsk kvinde, der går med tørklæde, er således ikke nødvendigvis islamist. Men går hun med tørklæde, fordi hun kun derved kan føle sig og blive betragtet som et godt menneske, er det udtryk for islamismens infektion.

Og i forlængelse kunne man læse den samme historie i Den Korte Avis, men fra en undseelig dansker der har arbejdet som medhjælper på den muslimske friskole ´Selam Friskole´ i Aarhus forstaden Hasselager

Pigerne forventes at følge de islamiske påbud om slør, og gerne undgå fordærvende vestlig tøjstil, det er bedre med løse gevandter!

Da jeg arbejdede på skolen, var jeg ikke så bevidst om, hvad der egentlig foregik – selv om jeg dagligt forsøgte at spørge ind til praksis eller bare joke lidt med, hvad jeg oplevede.

Saudi Arabien har givet to millioner kroner til Dikev Fonden, som har betalt nye lokaler på skolen. (TV2 oj)

Sidenhen blev jeg da også klart over, hvad skoler som Selam Friskole og Lykkeskolen står for.

En salafist som kollega

Skæbnen ville nemlig, at jeg senere på en dansk folkeskole fik en kollega, som var ortodoks muslim eller salafist. Denne islamiske kollega underviste de muslimske forældre på den danske folkeskole i det kun opfattede var nødvendigt for muslimer. Hun fortalte dem blandt andet, at man som rettroende muslim ikke må have venskab med de vantro danskere. I dag bor hun i Kairo og underviser på en skole støttet af ´Det Muslimske Broderskab´.

(…)

I 2011 foretog Tina Magaard en kvalitativ undersøgelse af ”Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund i Danmark”. Magaard konkluderede blandt andet:

”Denne undersøgelse bekræfter tidligere studiers konstatering af, at shari’a af imamerne ses som en uadskillelig del af islam.

Der er dog stadig variation i måden, hvorpå begrebet bliver brugt. Særligt kan man skelne mellem civilretlige og strafferetlige spørgsmål. Flere undervisere fremhæver, at ”Koranen er muslimernes grundlov”, og derfor skal overholdes, om end applikationen af for eksempel straffelov og krigens love ikke har praktisk betydning, så længe der ikke er en islamisk regering i Danmark.”

(…)

Da jeg arbejde på Tovshøjskolen var der altid koranskole i weekender. Mange børn kunne godt lide det for man kunne købe slik og det var også spændende at blive undervist i andre måder, fx at en rettroende muslim ALTID har kniven i venstre hånd. På profetens tid var der ikke toiletpapir, så højre blev brugt til at spise med og venstre til den modsatte ende. Mohammed er som bekendt alle muslimers forbillede.

Akkari konversion virker som en game-changer og en velkommen en. Men han bidrager ikke med noget nyt. Den virkning havde Yahya Hassan også, skønt han heller ikke fortalte noget vi ikke vidste i forvejen. Statistikker på vold og overfald, tilknytning til arbejdsmarkedet, skolegang osv. Og fra imamernes ublu udtalelser og prædikener samt dem der blev fremsagt i dølgsmål og afsløret. Og de religiøse særkrav som alle til hobe er supremascistiske. Og vi kendte det fra absurde fænomener som æresrelateret vold og mord. Og blodpenge. Og så er der terroren, den er heller ikke sådan at komme udenom. Islam er en rådnende gøgeunge.

Alligevel er det Yahya Hassan og Akkari der brænder igennem i medierne og sætter det gode selskab i forlegenhed. Ikke terroren, volden, kriminaliteten, socialbedrageriet, herrefolksmentaliteten, racismen, kvindeforagten eller den daglige belastning. Kort sagt, det er ikke virkeligheden der gør indtryk på de gode. Så hvad kan Yahya og Akkari som virkeligheden ikke kan? Eller hvad har de, som virkeligheden ikke har? Khader havde det sammen, men det lykkedes dem at neutralisere ham som en kokosnød.

De kan åbenbart fjerne den sidste rest af teoretisk tvivl og . De gode herrer i og omkring Politiken burde, hvis de føler de har et forklaringsproblem nu spørge sig selv; tror du det bliver lettere at forsvare dit standpunkt om 2 år, 5 år, 10 år? Akkari er ikke det sidste der kommer ud af skabet og det er ved at være en folkesport at besøge Infomedia for sjove udtalelser. Med Ulve Får og Vogtere som forbillede kan vi tegne et endog meget præcist billede af nyttige idioter, enablere og meningsagenter for en fjendtlig og fremmed magt. And lo and behold, its the same people!

Journalistikkens sans for etniske spændinger

Diverse — Drokles on April 5, 2014 at 12:07 pm

Det er spøjst som man kan komme til at beskrive sig selv når man prøver at beskrive andre. F.eks skriver en Guardian journalist i Informations oversættelse således om Michel Houllebeq i anledning af en fiktionsfilm om Houellebeq

Filmen udmærker sig dels ved en tør og indadvendt humor, dels ved skamløs beundring for sin hovedperson – ja, faktisk formår filmen at gøre, hvad mange ville have anset for umuligt: Den fremstiller Houellebecq som en nærmest flink fyr – helt i kontrast til hans ubekvemme og trættekære offentlige persona. Undtagelsen er dog nok den scene, hvor han køber sig til seksuelle ydelser hos en fattig lokal pige (der, med typisk houellebecqecqsk fornemmelse for etniske spændinger bærer et arabisk klingende navn).

Houellebeq er altså lidt af en kogle i røven for journalister som journalisten fordi Houellebeq ikke vil ændre sin mening til noget mere spiseligt. Og for journalister som journalisten, som for Houllebeq er spiselighed tæt knyttet til “etniske spændinger” men der er en kontrast.

Houellebeqs fornemmelse for etniske spændinger er ubekvem fordi den fortæller hvad journalister som journalisten reelt set godt ved, men ikke tør indrømme, end ikke for sig selv. For det bemærkes straks at Houellebeq forbinder prostitution til et arabisk klingende navn, men det beskrives løgnagtigt som en almen etnisk spænding. Det arabisk klingende navn er selvfølgelig antydningen af islam, som for altid hos Houellebeq og som altid også for journalister som journalisten. Og som altid stilles aldrig spørgsmålet om hvorfor der er en spænding, det antages blot.

For stiller man spørgsmålet må man konfrontere det islamiske syn ikke blot på seksualitet, men på kvinder og kvinder som ejendom. Og her ligger alle ubehagelighederne fra æresdrab til omskæring. Og man vil spore intensiteten af undertrykke i seriøsiteten som den udtrykkes i formummelsen. Og det er ubekvemt. Nej, Houellebeq er ikke trættekær, han er tålmodig.

En antagelse er bevis i klimavidenskab

Akademia, Diverse, IPCC, Klima, Michael Mann, Videnskab — Drokles on April 2, 2014 at 11:44 am

Bloggen Realclimate er det nærmste man kommer et uofficielt talsrør for FNs Klimapanel. Dens formål er at forklare klimavidenskab for en apatisk offentlighed og er stiftet af og består af nogle af klimapanelets mest centrale klimaforskere og de mest advokerende for menneskets uheldige indflydelse på klimaet som ishockeystavgrafens skaber Michael Mann og klimamodeløren Gavin A Schmidt. Så niveauet er derefter

Does global warming make extreme weather events worse? Here is the #1 flawed reasoning you will have seen about this question: it is the classic confusion between absence of evidence and evidence for absence of an effect of global warming on extreme weather events. Sounds complicated? It isn’t. I’ll first explain it in simple terms and then give some real-life examples.

The two most fundamental properties of extreme events are that they are rare (by definition) and highly random. These two aspects (together with limitations in the data we have) make it very hard to demonstrate any significant changes. And they make it very easy to find all sorts of statistics that do not show an effect of global warming – even if it exists and is quite large.

(…)

While statistical studies on extremes are plagued by signal-to-noise issues and only give unequivocal results in a few cases with good data (like for temperature extremes), we have another, more useful source of information: physics. For example, basic physics means that rising temperatures will drive sea levels up, as is in fact observed. Higher sea level to start from will clearly make a storm surge (like that of the storms Sandy and Haiyan) run up higher. By adding 1+1 we therefore know that sea-level rise is increasing the damage from storm surges – probably decades before this can be statistically proven with observational data.

Så altså, hvis vi antager at klimaet ikke opfører sig som et komplekst og dynamisk system så behøver vi slet ikke empiri for at bevise vores teorier. Teorierne står i deres egen ret og er deres eget bevis. Det kunne de jo godt have sagt inden de hævede deres løn for at beskære træer og programmere dyre computermodeller. Som illustration på deres cirkellogik kommer de med dette fornemme eksempel

Imagine you’re in a sleazy, smoky pub and a stranger offers you a game of dice, for serious money. You’ve been warned and have reason to suspect they’re using a loaded dice here that rolls a six twice as often as normal. But the stranger says: “Look here, I’ll show you: this is a perfectly normal dice!” And he rolls it a dozen times. There are two sixes in those twelve trials – as you’d expect on average in a normal dice. Are you convinced all is normal?

You shouldn’t be, because this experiment is simply inconclusive. It shows no evidence for the dice being loaded, but neither does it provide real evidence against your prior suspicion that the dice is loaded. There is a good chance for this outcome even if the dice is massively loaded (i.e. with 1 in 3 chance to roll a six). On average you’d expect 4 sixes then, but 2 is not uncommon either. With normal dice, the chance to get exactly two sixes in this experiment is 30%, with the loaded dice it is 13%[i]. From twelve tries you simply don’t have enough data to tell.

Så altså, den videnskabelige tilgang er at stole på en blanding af rygter og ens instinkter frem for eksperimenter. Problemet med klimaet, som et eksperiment, er, at man kun har det ene og intet at sammenligne med. Hvis denne beværtning er symbolet på verden, hvorfor opfatter man den så som snudsket fremfor normal? Åh, det er antagelsen om virkelighedens korrumperede ulidelighed og den bliver kun bekræftet af empiriens afkræftelse.

Monokultur kører på WordPress