Når en politiker er tømt for politisk indhold er der kun tom moralisme. Mette Frederiksen bliver i Berlingske Tidende citeret for mere fra sin nye potrætbog

»Det er en absurditet, at vi, som et af verdens mest ligestillede samfund, har så stor fokus på, hvordan kroppe skal se ud, at vi på en eller anden måde underlægger os nogle forestillinger, som er forkerte. På de sociale medier vil vi alle sammen fremstille os selv i det bedste lys, og der bliver fotoshoppet flittigt. Og på mange måder er det en hæslig udvikling,« lyder det fra S-formanden.

Mette Frederiksen mener også, at »det slører ligestillingsspørgsmålet, for vi er kommet til at begå nogle fejl ved os selv - vi kvinder i det her samfund.«

Kønsforsker Kenneth Reinicke fra RUC giver S-formanden ret i, at selvfremstillingen på de sociale medier har uheldige konsekvenser. Både kvinder og mænd er stadig underlagt nogle mainstreamforestillinger om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde skal se ud.

»Det er ikke lykkedes os endnu at løsrive os fra det billede. Der er et enormt kulturelt blik på kvinders kroppe og det er anderledes konstant end det er hos mændene. Det er ikke et sundt tegn, når det blik går ind og definerer en stor del af en kvindes identitet. Det er i hvert fald ikke frigørende og man skal ikke bilde sig ind, at det ikke har konsekvenser, når kvinder skal leve op til et fasttømret ideal. Det er jo heller ikke sundt, at vi er så kropsfikserede, selvom vi siger, at vi har friheden til at forme kroppen på den måde vi har lyst til,« siger han.

Problemet folkevandring af primært muslimer er resultatet af de strukturelle problemer af politisk konsensus, konventioner, EU, pressen og politikerne. Frederiksen er en del af de strukturelle problemer og oppebærer en fortsat katastrofal kurs. Så der tales udenom politik og opmærksomheden henledes på pseudoproblemer, som Frederiksen ikke kan gøre noget som helst ved, andet end i fuld offentlighed at pudse en af hendes skiftende glorier, anglende efter et eller andet segments sympati.

Debatten er håbløs. Uanset gode og sande budskaber som at man ikke kan skue hunden på hårende og de største værdier er indre værdier, har mennesker øjne og er indgroede æstetikere. Der er altid nogle der er mere populære end andre, om de så er flinke, kloge, sexede, rige, musikalske eller, som Mette Frederiksen, har en overlegen moral.

Og diskussionen om idealer er en af de  fasttømrede diskussioner vi ikke kan frigøre os fra. Idealer derimod skifter over og i tid. Der er heldigvis det store flertal, der er afslappede med sig selv og så nogle andre, der forfølger allehånde konkurrerende idealer, som den tåbelige ide at lade sig tatovere eller have piercinger. For nogle er det den slanke linje og for andre er det All About That Bass (bass, bass, bass, bass, bass) - så Frederiksen har flere ting kørende for sig.

Alle plager sig selv med de krav de sætter til sig selv eller mener omgivelserne sætter. Det er ikke let at være skatteyder eller virksomhedsejer med de røde apparaters mange krav, lettere er det at være asocial. Mænd plager især sig selv, med at føle sig ubrugelige, som afspejler sig i deres højere selvmordsrate. Kvinder plager sig selv oftere, men i lidt mindre alvorlig grad, med lidt mere ydre ting. Sådan er vi så forskellige og sådan kan vi lide hinanden. Og det giver mig et tyndt påskud for at poste følgende næsten aktuelle video, fra Black Pigeon Speaks

Venstrefløjen ser ud til at lancere et voldsomt opgør med den hidtidige integrationspolitik. De kommer blot næppe til at erkende det. Information funderede “Kan en advokat forsvare udlændinge og samtidig være med i Pegida?”

Rasmus Paludan har været forsvarsadvokat for frihedsberøvede udlændinge. Samtidig er han stærkt udlændingekritisk og har i år deltaget i alle demonstrationer for ’For Frihed’ – det, der før hed Pegida. Det møder kritik, men Paludan selv kan ikke se problemet.

Og for de læsere der måske er lidt forvirrede over, hvad det er for foreninger, der tales om præciserer Information “den højreradikale forening For Frihed, som nok bedst er kendt ved sit gamle navn, Pegida”. Passende dog at frihed er højreradikalt for en avis, der underholder tanker om tankekontrol.

Socialdemokratiets formand (ja det hedder igen officielt Socialdemokratiet. Og det har det altid heddet på Monokultur, der ikke har meget til overs for tidstypisk pjat) Mette Frederiksen har skrevet en ny bog, skriver Jyllands-Posten nemlig, og de referer dette stykke

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Så, kan man som muslim, der bekender sig til et had til; menneskeskabte love, ligestilling mellem køn, at kunne tale, tro og tænke frit, etc overhovedet være ansat i det offentlige? Kan man overhovedet have et dansk pas?

Klimaet ryger endnu længere ud af debatten skriver Information

Hverken DR eller TV 2 havde spørgsmål om klima og miljø med, da partilederne mødtes i stort anlagte debatter samme dag, som statsministeren udskrev valg. Heller ikke i den første tv-duel mellem de to statsministerkandidater, som TV 2 lagde studie til søndag aften, var klima og miljø et tema.

TV 2’s valgansvarlige, Ulla Pors, forklarer kanalens beslutning med, at der ikke er plads til alle emner.

»Vi havde valgt de emner, som vi fandt vigtige. Klimaet er også et vigtigt spørgsmål, men der blev ikke plads til det i den her omgang. Det betyder ikke, at vi ikke senere vil spørge ind til det. Men vi vil meget gerne have tid til at diskutere de emner, vi tager op, og derfor er der ikke plads til særligt mange emner på sådan en aften.«

(…)

Også Naja Nielsen, der er ansvarlig for DR’s valgdækning, forklarer, at når spørgsmål om klima og miljø ikke var med i den første partilederdebat på DR, skyldes det, at der aldrig er plads til alle vigtige emner i den første debat mellem partierne.

»Klima og miljø er et vigtigt emne, og derfor dækker vi det selvfølgelig også. Det har vi allerede gjort i både radio og tv-aviser, og det kommer vi også til, som valgkampen skrider frem. Når vi ikke har det med i den første partilederrunde, er det fordi, at den runde i store træk går ud på, at politikerne fortæller vælgerne om deres dagsorden. Så jeg vil ikke kalde det et fravalg, men et tilvalg af andre emner, de emner som både optager politikerne og vælgerne mest.«

(…)

Det er ikke kun på tv-stationerne, men også på dagbladene, at spørgsmål om klima og miljø ikke fylder. Både Berlingske og Kristeligt Dagblad lokker på deres hjemmeside læserne med kandidattest, hvor man ved at svare på en lang række spørgsmål kan finde ud af, hvilket parti eller hvilken folketingskandidat, man er mest enig med.

Læs: Informations valgtest: Hvilket parti er du i VIRKELIGHEDEN enig med?

Men ingen af testene indeholder et eneste spørgsmål om klima og miljø. Thomas Hedin, der er researchredaktør på Berlingske, siger, at klimaspørgsmålet ikke er fravalgt bevidst i Berlingskes test.

Det har været undervejs længe. Ved valget i 2011 var der ganske vist resterne af bevingede ord, men ingen partier havde klimaet som slagnummer, skrev jeg dengang. Radikale Venstre, der ville “gøre op med 10 års klima-nøl” og var “villige til at iværksætte alle nødvendige tiltag” for at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer havde end ikke rangeret klimaet blandt deres mærkesager - et sådant tiltag var altså alligevel for skrapt.

Socialistisk Folkeparti knoklede dengang for alverden, da de skulle overbevise om deres duelighed til regeringskontorerne og minde vælgerne om vand i kælderen, men også “flygtninge, krige og konflikter” som de væsentligste følger af klimaet. Men Emnet var forvist til “Øvrige politikområder”.

Socialdemokraterne var mest optaget af Fair Løsning, ja det var før valget, og klimaet kom i deres scrollbar prioritering ind, som nummer 13, efter Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse, Velfærd, Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom.

Liberal Alliance ville blot ikke føre en miljøpolitik uden en effekt og henlagde de fossile brændstoffer under sikkerhedspolitik (!). Samme manglende begejstring kunne man se hos Venstre og Konservative Folkeparti forsikrede blot at de har “opmærksomhed på klimaforandringerne“.

Dansk Folkeparti ville ‘give dyrene en stemme’, men debatten drejede sig dengang ikke så meget om salafister, så ingen lagde mere i det.

Når de store aviser og tv-stationer ikke beskæftiger sig særlig meget med klimaet under valgkampen hænger det sammen med, at mediedækningen i forbindelse med klimatopmødet i 2009 var »ude af proportioner.« Det mener lektor på Journalisthøjskolen Lars Kabel, der har kortlagt journalisternes dækning af topmødet i København.

»Medierne dækkede klimatopmødet så massivt, at det skabte en dagsorden, der var helt forvrænget. Det skyldes vel mest af alt, at vi havde en naiv forestilling om, at klimaforandringerne kunne løses på det topmøde. Det kunne de så ikke,« siger Lars Kabel.

Han mener, at de mange ’COP-fiaskoer’, som han kalder det, hvor verdens politikere gentagende gange ikke har kunnet blive enige om at formulere nogle bindende klimamålsætninger, har skabt en træthed i befolkningen: »Det er en medvirkende faktor, at vi simpelthen er blevet trætte af emnet. Mange har en følelse af, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, og det også en årsag til, at medierne ikke beskæftiger sig med det,« siger Lars Kabel.

En af grundene til at klimaet ikke er interessant for vælgerne er at man som vælger ikke kan gøre noget ved et globalt fænomen. Man må heller ikke så gerne mene noget selvstændigt om det, thi da er man benægter. Grundlæggende bliver vælgerne bedt om at acceptere at et fjernt råd af øverste ved noget, der er meget for svært at forklare, men det er meget farligt og at vælgerne derfor ikke har noget egentligt valg end ved at spænde livremmen ind og betale ved kasse 1. Det findes der en sund skepsis imod i store dele af befolkningen, selv på venstrefløjen hvor den blot optræder uerkendt og intuitivt.

BT skrev “…at Thorning afbrød Løkke 27 gange, og Løkke afbrød Thorning fem gange.”. Danmarks Radio har en anden vinkel, hvor en sprogforsker roste Løkke Rasmussen for at vise ‘overskud’

Det var en mere afdæmpet og lyttende Lars Løkke Rasmussen (V), der i går mødte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i duellen på DR1.

Hvor han under valgkampen i 2011 flere gange blev både sur og sarkastisk under debatterne, formåede Lars Løkke Rasmussen at vise overskud under søndagens debat mellem de to statsministerkandidater.

(…)

- Lars Løkke Rasmussen blev ikke en eneste gang vred, sarkastisk eller nedladende under debatten. Han var derimod rigtig flink til at tie stille og lade Helle Thorning-Schmidt sige de ting, hun ville. Det tror jeg, var en helt bevidst strategi fra hans side, siger Michael Ejstrup.

Ralf Pittelkow skriver i Den Korte Avis om de to store TV stationernes skæve valgdækning

Fredag havde både TV-Avisen og Nyhederne en stor dækning af grundlovsdag.

I Nyhedernes dækning blev rød blok tildelt otte gange mere tid end blå blok. OTTE GANGE!

I TV-Avisens dækning blev rød blok tildelt femten gange mere tid end blå blok. FEMTEN GANGE!

Det kan man læse nærmere om i artiklen om de to TV-stationers misbrug af grundlovsdag andet steds i dagens avis.

Islamiske ekstremister – ni gange mere tid til de røde

TV2 fulgte straks ”succesen” op om lørdagen.

Her havde man et indslag om de islamiske ekstremister, der mener, at muslimer ikke bør stemme ved valget. Der var kommentarer fra de danske partier.

I denne dækning fik rød blok ni gange mere tid end blå blok. NI GANGE! De røde fik 6 minutter og 3 sekunder, de blå fik 40 sekunder.

En del af dette var et kæmpe langt interview med justitsminister Mette Frederiksen. Hvorfor i alverden havde hun ikke en borgerlig modpart? Om fredagen havde man et kæmpe langt interview med Helle Thorning, ligeledes uden en borgerlig modspiller.

TV-Avisen havde også et indslag om de islamiske ekstremister, men her var fordelingen ligelig.

At give den ene side i valgkampen mellem otte og femten gange mere tid i omtalen af centrale emner er fuldstændig uhørt.

Man vil lede forgæves efter TV-indslag i valgkampen, der har givet blå blok en tilsvarende fordel. Den røde slagside er massiv.

Og vi er ikke færdige endnu.

En cliff-hanger som afdrag på uddraget. Og mens Berlingske Tidende får økonomer til at gennemgå Liberal Alliances økonomiske politik (igen) kan Anders Hansen skrive ligeledes i Berlingske Tidende om, hvorledes Alternativet bliver alternativt behandlet

Er det klogt eller rimeligt, at Uffe Elbæk kan gøre sin entre i Danmarks lovgivende forsamling uden at blive stillet de kritiske spørgsmål, der stilles alle andre partiledere? Skal Alternativet med sine afgørende stemmer blot bæres i kongestol gennem valgkampen for at kunne bane vejen for en socialdemokratisk ledet regering, hvorefter Alternativets politik kan forkastes i mødet med virkeligheden i Det Sorte Tårn II.

Fortjener de vælgere, der måtte overveje at sætte kryds ved Alternativet, ikke at få Alternativets politik belyst seriøst af de to landsdækkende TV-kanalers politiske reportere, hvor der laves saglig, kritisk og objektiv journalistik.

(…)

Ingen vælgere kan være tjent med en TV-dækning, hvor Alternativet og konsekvenserne af dets politiske program står uimodsagt på begge TV-kanaler, hvor TV 2s Poul Erik Skammelsen afbryder oppositionens leder 23 gange i en debat med statsministeren, og hvor TV 2s Lotte Mejlhede m.fl. efterfølgende forfølger ét spor: at få kulet oppositionen og dens leder ned.

Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten om, hvorledes journaliststandens venstredrejning træder særligt i karakter når der er valgkamp

Eftersom danske journalister ligger markant til venstre for resten af befolkningen, og da deres redaktører typisk rekrutteres fra samme institutionaliserede journalistklasse, har valgkampe politisk slagside, uanset hvor meget journalister selv bedyrer, at de skam sagtens kan være objektive. Tro dem ikke. De véd ikke engang, at de lyver.

Det er især under valgkampe, at den filmende, redigerende og skrivende klasse træder i karakter, så at man mærker hensigten og bliver forstemt, hvis man er så uheldig at anskue verden fra end anden position end deres.

Danske mediers politiske slagside skal ikke ses som en bevidst strategi på samme måde som i 70’erne og 80’erne. Men journalisterne reagerer på verden med afsæt i et instinktivt handlingsmønster, en adfærd, vane, tilbøjelighed. De reproducerer en bestemt norm og en bestemt praksis.

Således er det i den danske medieverden stadig meriterende og anstændigt at se sig selv som ”progressiv”, ”humanistisk” og ”på de svages side”, uanset at synspunkterne ofte slet ikke er så progressive og humanistiske ved nærsyn, og de svage næppe heller så svage, som de bliver gjort til. Men det gængse udsyn leder almindeligvis journalisterne i armene på venstreorienterede præmisser, analyser og konklusioner, og de er notorisk resistente over for kritik – og endnu værre – selvkritik.

Det er alt sammen meget menneskeligt. Men det er alvorligt, når vi snakker om medier, der helt eller delvist er finansieret af offentlige midler.

Morten Uhrskov Jensen argumenterer i Jyllands-Posten sagligt for at Danmarks Radio ved Tine Gøtzsche og Ask Rostrup helt bevidst vildledte seerne i gårsdagens 18:30 TV-Avis

Her følger nogle af de kommentarer, som studievært Tine Gøtzsche og DR’ s politiske ekspert Ask Rostrup fandt passende kl. 18:30 om emnet:

”Valgkampens første dage har været fulde af tal…det kan være svært at konkludere, hvem der har ret…man kan altså ikke sige, hvem der har ret…tal og statistikker bliver taknemmelige…man kan lægge tal sammen på mange forskellige måder” (fra ca. minut 6:30).

Der er tale om bevidst manipulation af vælgerne fra Tine Gøtzsche og Ask Rostrups side. De må vide, at Socialdemokraterne oprindelig hævdede, at der var skabt 40.000 nye private arbejdspladser, som derpå er barberet ned til 20.700 fuldtidsstillinger. Tine Gøtzsche og Ask Rostrup må også vide, at det ikke er svært at konkludere, hvem der har begået vælgerbedrag, og hvem der har anvendt tal fra Danmarks Statistik.

På TV2 er det ikke bedre, skriver Katrine Winkel Holm

Én bemærkning stod tilbage, da jeg dybt deprimeret slukkede for tv’et søndag aften efter at have fulgt valgduellen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Den kom fra Peter Mogensen, der som den ene halvdel af spinekspertpanelet udlagde duellen for seerne på TV 2 News.

Han uddelte roser til Helle Thorning-Schmidt og pegede på det sted i duellen, hvor hun havde vundet en afgørende sejr over Løkke: i diskussionen om antallet af private arbejdspladser.

Umiddelbart underligt, for i denne debat skulle man tro, at det er regeringen, der står med et forklarings- og troværdighedsproblem. Det er jo, som læserne af denne avis vil vide, kommet frem, at de 40.000 private arbejdspladser, Thorning praler med at have skabt, i virkeligheden er langt færre.

Denne nyhed bruger Venstre i deres valgannoncer, hvor partiet slår stort op, at der kun er 700 danskere, der har fået gavn af regeringens jobvækst. I duellen brugte Løkke en del tid på, omhyggeligt og detaljeret, at redegøre for, hvordan tallene hænger sammen.

»Det tror jeg, ingen kan være i tvivl om, ikke er rigtigt«, replicerede Thorning-Schmidt kæphøjt og affejende og gik så, opmuntret af den ret Thorning-ukritiske ordstyrer Poul Erik Skammelsen, videre med denne bemærkning: »Der er gået Panorama i den, og det er ikke første gang, Venstre bruger meget tvivlsomme tal«.

Frækt og utroværdigt, for sagen er jo, at Panorama-eksemplet har vist sig at holde fuldstændig vand.

Det er ikke Løkke, der her har et troværdighedsproblem, men de medier, der forsøger at misbruge sagen til et karaktermord på Løkke, og så selvfølgelig Socialdemokratiet, der på forventelig hæmningsløs manér følger trop ved at hævde, at Løkke har »slynget om sig med usandheder«.

At der er gået Panorama i den burde være godt for Løkke, for her har han talt sandt, mens Socialdemokraterne har hetzet på utroværdig vis.

I det hele taget havde det været klargørende at komme til bunds i sagen om de private job, så seerne havde haft en chance for at finde ud af, hvad der er op og ned på jobtallene. Men til Thornings store held fandt ordstyrer Skammelsen ingen interesse i det.

Politiken skriver at TV2s ordstyrer Poul Erik Skammelsen afbrød Løkke dobbelt så meget som han afbrød Thorning og Danmarks Radios Detektor lod tallene blafre i vinden.

“Jakob Terp er chefkonsulent inden for social- og arbejdsmarkedsområdet og undervisningsassistent ved Aarhus Universitet”. Og så har han påtaget sig rollen som Helle Thorning Schmidt og socialdemokratiets Komiske Ali på Jyllands-Postens blogs. Ikke at det er latterligt i sig selv at forsvare sit politiske ståsted eller for den sags skyld at advokere loyalt for en regering eller en partilinje blot fordi vindene blæser i andre retninger. Men det er måden.

I sit seneste blogindlæg mener Terp at “Det var en klemt”, “Ja, vingeskudt” Pia Kjærsgaard, der “skulle lægge arm med de hårde drenge” i Debatten på DR2. Det var det nu langt fra, men det afhænger måske af øjnene der ser. Det gør almindeligt vrøvl, historieforfalskning og modbydeligheder derimod ikke. Terp skriver f.eks

Kakkelbordet krakelerer. Efter terrorangrebet er det åbenlyst, at DF ikke længere har eneretten til udlændingespørgsmålet i dansk politik.

Hvis kritik af udlændingepolitikken er repræsenteret ved kakkelbordet, er der så ikke i stedet blevet flere kakkelborde ved et brud på monopolet?

Med andre ord, pludselig er der stemmer i den offentlige debat som man hidtil har haft svært ved at høre, fordi DF-vælgerens rolle som dansk politiks ombejlede, rådne æg, har givet partiet en monopollignende politisk status på udlændingespørgsmålet.

Jeg synes at huske at man meget hurtigt, ja hurtigere end i dag, blev kaldt racist, hvis man påpegede det ulyksalige ved det multietniske? Det Terp fejt kalder ” den multietniske udfordring”. Jeg husker da, for nu at tage et enkelt socialdemokratisk eksempel, Vestegnsborgmestre, der blev ydmyget af deres egne landspolitikere.

En af konklusionerne må være, at det ensidige og unuancerede syn på udlændinge med muslimsk baggrund, som højrefløjspopulismen har skabt sig et nyt liv på siden 1990´erne, er den rene gift!

Altså, terroristen var motiveret af Dansk Folkeparti frem for den religion han selv mente var udgangspunktet for hans valg. Det var i Terps verden ikke imamens prædiken DAGEN FØR!!!! om at dræbe jøder, fordi de ifølge koranen og sira er Allahs fjender til alle tider, der lå som præmis. Budbringeren bør skydes.

Tværtimod vil denne tilgang blot fortsætte med at skubbe disse rodløse drenge over til ”de andre”, hvor ekstreme imamers letfordøjelige tilbud om identitet og selvrespekt, nogenlunde svarer til hvad DF - indenfor kategorierne protestantisk hykleri og dansk frikadellechauvinisme - har tilbudt sit vælgersegment siden 1995.

Så ikke nok med at Dansk Folkeparti har gødet jorden for muslimsk terrorisme med deres monopoliserede ‘tone’, de har rent faktisk skabt terrorrede blandt sine vælgere. den ser jeg frem til - med blandede følelser!

Al dialog bør herefter rette sig mod alliancen mellem demokratiske værdier og de sekulariserede muslimer. Uden den nedværdigende ”os-og-dem” tone.

Det er rent faktisk en os-og-dem præmis.

Således et stort velkommen til de nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden. I har været længe savnede.

for nu at være mere præcis, så har de såkaldte “nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden” længe svigtet fuldstændigt ved deres kujonagtige fravær!

“Så skete ugerningen i København” indleder Bo Lidegaard Politikens leder og tilskriver derved sin avis den simple men åbenbart svært erkendbare sandhed at islam uværgerligt vil angribe friheden og jøderne, som det skete lørdag den fjortende februar 2015. En 40 årig mand blev dræbt ved et arrangement med den svenske kunstner Lars Vilks og 3 politimænd blev såret da en muslim åbnede ild med et automatvåben. Senere åbnede muslimen ild mod den jødiske synagoge i Krystalgade, hvor men dræbte en ung jøde, der var dørvagt. Muslimen er nu måske selv død, skudt af Politiet ved Nørrebro Station. Men Politikens tilsyneladende knæfald for realiteterne skal bortforklares for Politiken kan ikke slippe sit naivistiske verdensbillede bygget op som det er af deres forlorne kosmopolitiske selvbillede.

Attentatet bekræfter endnu en gang, at forbrydere vil ramme enhver, som overskrider grænsen for, hvad de mener er tilladelige ytringer. Det er nærliggende at trække forbindelsen til islamisternes terror i Paris for få uger siden. Sagen efterforskes nu som en terrorhandling. Men i skrivende stund er det uvist, hvem der står bag angrebet i kulturhuset Krudttønden, og om målet var den svenske Muhammedtegner Lars Vilks. Over for ekstremismens trussel har vi to svar ud over harmen, fordømmelsen og vores tanker til den dræbtes familie og de sårede politifolk.

Forbrydere, kaldes muslimske terrorister forsimplet for forløjet. Ekstremister hedder det videre og så generisk at det ikke ville bestå banalitetstesten. Hvem er ikke i den opfattelse at have ret? Efter nogle betragtninger om sikkerhed, der ikke skal hæmme vores frihed og fortsætte hverdagen uanfægtet

Alle må hver især se i øjnene, at vi i et frit samfund er sårbare over for ekstremister, der ikke viger tilbage for trusler, vold og mord. Samtidig må vi finde styrke i visheden om, at det altoverskyggende flertal afviser sådanne voldshandlinger og står sammen om at ville forsvare demokratiet. (…) Ytringsfriheden er en ret, som vi står fast på, og som vi ubetinget vil forsvare. Det må aldrig lykkes enkeltpersoner eller grupper at kyse os til tavshed.

Politiken ser sig selv som selve besindelsen, men den kan ikke længere beskrive virkeligheden og hvad vi skal besinde os på. Islam er en konkret størrelse, som kommunisme og nazisme. Hvor de to ateistiske og moderne bevægelser ser døde ud er den teistiske ideologi islam stadig levende og har erklæret os krig. Det er ikke socioøkonomiske eller psykosociale problematikker. Det er krig med en ikke blot veldefineret fjende men også med en motiveret fjende.

Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden indgik i 2010 på avisens vegne et forlig med nogle muslimer fra Saudiarabien, der hævdede at være den muslimske religionsstifter Muhammed.

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«

Dengang sagde Helle Thorning-Schmidt “Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden”. Daværende formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard “manglede ord”, men kaldte det “absurd” og “dybt, dybt pinligt”. Jyllands-Postens daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen det “beskæmmende” og et svigt. ”pinligt, trist og beskæmmende” var også Berlingske Tidendes redaktør Lisbeth Knudsens reaktion. Flere af Politikens egne journalister lagde afstand til Tøger Seidenfadens forlig.

- Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til.

Kun tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen syntes at være tilfreds med Seidenfadens

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Samme år sagde Uffe Ellemann om Lars Vilks

“Det er jo ikke terror - der løber altså en gal svensker rundt. Undskyld, jeg siger det. Lars Vilks har jo tigget og bedt om at blive angrebet. Jeg har ikke ondt af den svensker, der har gjort alt, hvad han kunne, for at provokere. Ham har jeg ikke for fem flade ører sympati for. Det har du sikkert heller ikke, Mogens, men du kan ikke tillade dig at sige det.”

Mogens Lykketoft valgte stiltiende samtykke. Det var dansk gadekærsmentalitet der er den egentlige trussel mente Lykketoft og Ellemann, hvilket også var Seidenfaden og Politikens linje. Men det er dem selv der lider at gadekærsmentalitet, af en forloren selvopfattelse at de har en særlig betydning i den Verden de end ikke kan beskrive. “Fordi de kender Verden” hedder Ellemann&Lykketofts slogan for deres program på News.

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation”

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Socialdemokraterne i Norden er oprørte over at Helle Thorning Schmidt ikke vil være med til fordømme Israel for at forsvare sig selv. Lad derfor modtager af Nobels Fredspris og den ubestridte dronekonge Barak Hussein Obama forklare hvorfor det er en uæstetisk nødvendighed, men en nødvendig ikke desto mindre, at forsvare sit land mod terror ifølge The New Yorker

“I think any President should be troubled by any war or any kinetic action that leads to death,” Obama told me when I brought up Yousafzai’s remarks. “The way I’ve thought about this issue is, I have a solemn duty and responsibility to keep the American people safe. That’s my most important obligation as President and Commander-in-Chief. And there are individuals and groups out there that are intent on killing Americans—killing American civilians, killing American children, blowing up American planes. That’s not speculation. It’s their explicit agenda.”

Obama said that, if terrorists can be captured and prosecuted, “that’s always my preference. If we can’t, I cannot stand by and do nothing. They operate in places where oftentimes we cannot reach them, or the countries are either unwilling or unable to capture them in partnership with us. And that then narrows my options: we can simply be on defense and try to harden our defense. But in this day and age that’s of limited—well, that’s insufficient. We can say to those countries, as my predecessor did, if you are harboring terrorists, we will hold you accountable—in which case, we could be fighting a lot of wars around the world. And, statistically, it is indisputable that the costs in terms of not only our men and women in uniform but also innocent civilians would be much higher. Or, where possible, we can take targeted strikes, understanding that anytime you take a military strike there are risks involved. What I’ve tried to do is to tighten the process so much and limit the risks of civilian casualties so much that we have the least fallout from those actions. But it’s not perfect.”

It is far from that. In December, an American drone flying above Al Bayda province, in Yemen, fired on what U.S. intelligence believed was a column of Al Qaeda fighters. The “column” was in fact a wedding party; twelve people were killed, and fifteen were seriously injured. Some of the victims, if not all, were civilians. This was no aberration. In Yemen and Pakistan, according to the Bureau of Investigative Journalism, American drones have killed between some four hundred and a thousand civilians—a civilian-to-combatant ratio that could be as high as one to three. Obama has never made it clear how the vast populations outraged and perhaps radicalized by such remote-control mayhem might figure into his calculations about American security.

“Look, you wrestle with it,” Obama said. “And those who have questioned our drone policy are doing exactly what should be done in a democracy—asking some tough questions. The only time I get frustrated is when folks act like it’s not complicated and there aren’t some real tough decisions, and are sanctimonious, as if somehow these aren’t complicated questions. Listen, as I have often said to my national-security team, I didn’t run for office so that I could go around blowing things up.”

Nemlig sosser, en nations ret og vilje til at forsvare sig selv må i bryde lidt mere med.