Asmaa’s ideologiske venner

Antisemitisme, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on April 28, 2009 at 6:26 pm

Asmaa fortæller Politiken

»Zionisme sidestilles mange steder med nazisme. Jeg ved, at hun (Pia Kjærsgaard red.) har nogle markante holdninger til flygtninge og indvandrere, men det, at hun ikke lægger afstand til zionisme, viser, at Dansk Folkeparti sidder inde med nogle rigtig ekstremistiske holdninger, som er farlige for verdensfreden«, siger Asmaa Abdol-Hamid.

blandt de mange, der sammenstiller zionisme med nazisme er Irans præsident Ahmedinejad, der ifølge Foreign Policy Journal sagde følgende på Durban 2

Following World War II, they resorted to military aggression to make an entire nation homeless on the pretext of Jewish sufferings. And they sent migrants from Europe, the United States, and other parts of the world in order to establish a totally racist government in the occupied Palestine… [Delegates walk out in protest. Applause] And in fact in compensation for the dire consequences of racism in Europe… Okay, please. Thank you. And in fact in compensation for the dire consequences of racism in Europe, they helped bring to power the most cruel and repressive, racist regime in Palestine. [Applause]

The Security Council helped stabilize this occupation regime and supported it in the past 60 years, giving them a free hand to continue their crimes. It is all the more regrettable that a number of Western governments and the United States have committed themselves to defend those racist perpetrators of genocide whilst the awakened conscience and free minded people of the world condemn aggression, brutalities and bombardments of civilians in Gaza. They have always been supportive or silent against their crimes. And before that, they have always been silent with regard to their crimes.

Om zionisternes indflydelse på verdensfreden siger Ahmedinejad

Distinguished delegates, ladies and gentlemen, what are the root causes of U.S. attacks against Iraq or invasion of Afghanistan? [Shouts from audience] What are the root causes of U.S. attacks against Iraq invasion of Afghanistan? Was the motive behind the invasion of Iraq anything other than the arrogance of the then U.S. administration and the mounting pressures on the part of the owner of wealth and power to expand their sphere of influence, seeking the interests of giant arms manufacturing companies, affecting a noble culture with thousands of years of historical background, eliminating potential and practical traits of Muslim countries against the useful Zionist regime, or to control and plunder energy resources of the Iraqi people? Why, indeed almost a million people were killed and injured and a few more millions were displaced and became homeless. Why, indeed the Iraqi people have suffered enormous losses amounting to hundreds of billions of dollars. And why was hundreds of billions of dollars imposed on the American people and its allies as a result of these military actions? Wasn’t the military action against Iraq planned by the Zionists and their allies in the then U.S. administration in complicity with the arms manufacturing companies and the owner of the wealth?

Enhedslistens samling af antisemitter har fået sig en rigtig champ.

Tim Jensen får et hurtigt svar

Akademia, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Multikultur, islam — Drokles on April 28, 2009 at 4:18 pm

Capacents undersøgelse, der konkluderer at muslimer generelt er imod ytringsfrihed søges landet af religionsforsker Tim Jensen ifølge DR

Blandt de 55 procent, der har svaret, at de mener at religionskritik bør være forbudt, vil der derfor efter hans kvalificerede gæt være mindst to grupper: Islamister der ønsker at sætte religionen over alt andet. Men især en stor gruppe af muslimer, hvis svar kan tolkes anderledes:

- Der var mange muslimer, der følte at de blev sårede unødvendigt under Muhammedkrisen. Det er det, de gerne vil undgå, og det spejler sig i svaret, forklarer han til dr.dk/nyheder.

Undersøgelse skaber debat
Og deres svar er i virkeligheden ikke meget anderledes end det en del ikke-muslimer og meningsdannere, var ude og sige under og efter Muhammedkrisen, mener han.

Og heldigvis behøver vi ikke Tim Jensens kvalificerede gæt for DR er gået direkte til kamelens mule og spurgt en af undersøgelsens deltagere den 32 årige sagsbehandler Ezma Ozkan

- Jeg mener, det skal være forbudt at kritisere religion, fordi man skal have respekt for hinanden. Og hvis det er krænkende, så synes jeg, der skal sættes en stopper for det, siger Ezma Ozkan til Radioavisen

(…)- Man ved det er ren provokation for det muslimske folkefærd, så det burde stoppe der, siger hun til Radioavisen.

(…)- Klart der er ytringsfrihed i Danmark, men religion er noget, man har indeni, så man bør tænke sig om en ekstra gang, før man kommer med krænkende udtalelser, siger hun til Radioavisen.

Vil det ikke være en fair antagelse at betragte hende, som almindelig muslim og ikke islamist og ud fra navnet at dømme sikkert med rødder i Tyrkiet.

Fællesskabet

Diverse — Drokles on April 27, 2009 at 6:42 am

I gamle dages København var en gades unger ofte i konflikt med en anden gades unger. Venstredrejede konkluderer ofte på den baggrund, at fælleskabsfølelsen eller den nationale samhørighed derfor er en ny og derfor lidt falsk foreseelse. Men København undergik dengang en voldsom befolkningsforøgelse med vandringen fra land til by, hvorfor “broernes” kultur ikke var rodfæstet i en følelse at være hjemme, men kun befinde sig i en fremmedhed under stadig og voldsom forandring, hvor kun det hjemmevante var trygt og alt andet udgjorde en potentiel fare. Nye kvarterer og kvarterer med stor udskiftning vil således ikke have opbygget en social historie, der knytter den enkelte til noget bestandigt for, der er for få faste beboere til at opretholde en følelse af naturlig kontinuitet af samhørighed, som andre kan glide ind i. Det er også problemet i getthoer, hvor den kulturelle diversitet forhindrer en naturlig konsensus for opførsel og forhold til det fælles. Derfor er det lidt sørgeligt at Nørrebros “fredsdemonstration”, som svar på de mange skyderier havde skilte med skriften “Skyd ikke på vores naboer”. For hvad er meningen i det budskab andet end at bebrejde “ungerne” udefra? Er deres naboers opførsel slet ikke en del af problemet? Og skal Chrstianias beboere gå i demonstration med skilte der siger “Når I holder op med at kaste håndgranater efter os og vores gæster!”?

Informations læsere om Ahmedinejads tale

Antisemitisme, FN, Globalisering, Israel, islam, venstrefløjen — Drokles on April 27, 2009 at 6:36 am

Det kan være svært at forudsige, hvad læsere af Information anser, som sobert. Men at de røde netop skulle falde for religiøse rablerier kom lidt bag på mig - der havde troet at benægter/negleter/kostruktions-strategierne var standard - da jeg læste en artikel med den udmærkede tiltel “En umulig dialog“. Anledningen er Durban 2 og artiklens forfatter ser negativt på det perspektiv at despotier sætter dagsordenen for menneskerettighederne. Den vinkel er for Informations læsere ”dybt propagandistisk” og et udtryk for uvidenhed i forhold til, hvad hr. Ahmedinejad sagde. En læser henviser til Foreign Policy Journal, hvor man selv kan læse, hvad medierne “lyver” om og her lægger Ahmedinejad ud med følgende smøre

In the name of God, the Compassionate, the Merciful… [Protestors in clown costumes escorted out by security] May he bestow upon his prophets… Praise be upon Allah, the Almighty, who is just, kind, and compassionate. May he bestow upon his prophets his blessings and his grace from Adam to Noah; Abraham, Moses, Jesus Christ, and His last prophet, Mohammed. Peace be upon them all who are the harbingers of monotheism, fraternity, love … [Applause] … human dignity and justice.

Mr. Chairman. I call upon all distinguished guests to forgive these ignorant people.

Og fortsætter

In the name of God, the Compassionate, the Merciful. Praise be upon Allah, the Almighty, who is just, kind, and compassionate, and praise and salutations of the Almighty God to the great prophet. May he bestow upon [us] His blessings, His grace. We thank the Almighty God. Praise be upon him who is just and who is compassionate. And the salutations and regards of Allah to his prophets, from Noah to Abraham, Moses, Jesus Christ, and his last prophet Mohammed. Peace be upon them all who are the harbingers of monotheism, fraternity, love, human dignity, and justice.

Efter denne indledning turde det være klart for de fleste at Ahmedinejad taler til den islamiske verden fra den globale talerstol, som han på sin vis har erobret. Derudover er det også klart, at talens indhold derfor skal forstås ud fra en islamisk tankegang. Alle begreber og udtryk har altså ikke samme indhold, som vi gerne vil tro, men er udtryk for islam. Her er ingen vilje til at finde en fælles forståelse mellem de forskellige folkeslag. Det er monoteisterne, der ønskes fred for, hvor det er underforstået at de kristne, med deres halvbagte religion skal være dhimmier. Forholdet til jødernes opridses senere.

Ahmedinejads forståelse og definition overfor alverdens muslimer af, hvad en verdens-enighed skal bringe er helt klart og utvetydigt islamisk dominans og logisk nok gør det selve formålet med konferencen hellig.

Mr. Chairman. Honorable Secretary General of the United Nations. Madam High Commissioner. Ladies and Gentleman. We have gathered here in the follow up to the Durban conference against racism and racial discrimination to work out practical mechanisms for our holy and humanitarian campaigns.

Den praktiske implementering af disse tiltag mod racisme, der er synonymt med islamofobi har samme ordlyd, som Pakistans FN ambassadør Zamir Akram “– Vi ønsker at få oprettet en mekanisme, der kan registrere kritik af religioner og især islam.“, men altså med en understregning af hellig mission, hvilket man ikke kan gå på kompromis med. Og den hellige mission er islamisk mission, Gud er Allah, de retfærdige er muslimer, retfærdighed er islamisk styre, tilbedelse er til Allah og så fremdeles. Alle modstandere og anderledes tænkende er fjender - fjender af Allah.

Mr. President, ladies and gentlemen, racism is rooted in the lack of knowledge concerning the truth of human existence as the selected creature of God. It is also the product of his deviation from the true path of human life and the obligations of mankind in the world of creation. Failing to consciously worship God, not being able to think about the philosophy of life or the path to perfection that are the main ingredients of divine and humanitarian values, have restricted the horizon of human outlook, making transient and limited interests a yardstick for his actions.

That is why the cells of the Devil’s power took shape and expanded its realm of power by depriving others from enjoying equitable and just opportunities to development. (…) This increasing general awareness and understanding towards the philosophy of human existence is the principle struggle against such manifestations; which is the key to understanding the truth that humankind centers on the creation of the universe, and the key to a return to the spiritual and moral values, and finally the inclination to worship God the Almighty. The international community must initiate collective moves to raise awareness in the afflicted societies where the ignorance of racism still prevails so as to bring to a halt the spread of these malicious manifestations. 

(…)

The logic of collective management of world affairs is based on noble aspirations which centers on human beings and the supremacy of the Almighty God.  Therefore it defies any policy or plan which goes against the interest of nations. Victory of the right over the wrong and establishment of a just world system have been promised by the Almighty God and his messengers and it has been a shared goal of all human beings from different societies and generations in the course of history. Realization of such a future depends upon the knowledge of the creation and the belief in the hearts of all the faithful [applause]. The making of a global society is in fact the accomplishment of a noble held in the establishment of a common global system that will be run with the participation of all nations of the world in all major and basic decision making processes and the definite route to this sublime goal. Scientific and technical capacities as well as communication technologies have created a common and wider spread understanding of the world society and has provided the necessary ground for a common system.

Dårligdomme finder sin plads i manglen på den rene tro og selv om nogle af de FN delegerede udvandrer og andre ytrer protest møder hr. Ahmedinejads tale klapsalver. Ahmedinejad taler altså ikke for døve øre, som en ensom galning, hvis ord man ikke skal regne med. Verden er før blevet løbet over ende af galninge med lav statur og hvor Hitler og Napoleon tog udgangspunkt i vældige nationer benytter Ahmedinejad og hans 52 konsorter FN, som et middel til indførelse af islams globale dominans, som han også slår fast til slut i sin tale, hvor han ønsker

…a world devoid of poverty and hatred, [inaudible] the increasing blessings of God Almighty and the righteous management of the perfect human being. Let us all join hands in amity in playing our share in the fulfillment such a decent new world.

Og så meget mere ildevarslende er det når hr. Ahmedinejad definerer ondskabens udspring

Distinguished delegates, ladies and gentlemen, what are the root causes of U.S. attacks against Iraq or invasion of Afghanistan? [Shouts from audience] What are the root causes of U.S. attacks against Iraq invasion of Afghanistan? Was the motive behind the invasion of Iraq anything other than the arrogance of the then U.S. administration and the mounting pressures on the part of the owner of wealth and power to expand their sphere of influence, seeking the interests of giant arms manufacturing companies, affecting a noble culture with thousands of years of historical background, eliminating potential and practical traits of Muslim countries against the useful Zionist regime, or to control and plunder energy resources of the Iraqi people? Why, indeed almost a million people were killed and injured and a few more millions were displaced and became homeless. Why, indeed the Iraqi people have suffered enormous losses amounting to hundreds of billions of dollars. And why was hundreds of billions of dollars imposed on the American people and its allies as a result of these military actions? Wasn’t the military action against Iraq planned by the Zionists and their allies in the then U.S. administration in complicity with the arms manufacturing companies and the owner of the wealth?

Og siden referer til sine tidligere forudsigelser og intentioner, der blandt andet indvolverer udslettelsen af Israel og islamisk revolution

Mr. President. Mr President. Ladies and gentlemen. The world is going through fundamental changes, radical fundamental changes. Power relations have become so weak and fragile. The sounds of cracks in the pillars of world oppression can now be heard. Major political and economic structures are at the brink of collapse. Political and security crises are on the rise. The worsening crises in the world economy for which there can be seen no bright prospect, amply demonstrate the rising tide of far reaching global changes. I have repeatedly emphasized the need the change the wrong direction in which the world has been managed today. And I have also warned of the dire consequences of any delay in this crucial responsibility. 

Tiden er moden! Det er en interessant udtalelse, der på en gang maner til kamp og optimisme for de revolutionshungrende muslimer og samtidig og mere væsentligt kan være en temperaturmåling på den islamiske verden. You ain’t seen nothing yet.

Zionismen og Israel er arnestedet for verdens ondskab, men hvor venstrefløjen forstår zionismen og Israel, som henholsvis en ideologi og en konkret stat spiller Ahmedinejad på dobbelttydigheden for det jødiske folk. Igennem hele teksten er, der en påfaldene mangel på historisk sammenhæng og deraf årsagssammenhæng. Vestens århundreder lange ulykker, som er bragt over den  og derfra til andre tillægges i sidste ende kun en skurk, nemlig zionismen og Israel, som således gøres tidløse og derved løsrevet fra vores præcise definition af de to fænomener.

Så her står vi med en kraftfuld islamisk tale fra FN’s talerstol, der jo kan opfattes, som hele verdens talerstol, stilet direkte til muslimerne, der udpeger den evige fjende, ondskabens kilde og viljen til den eneste løsning islams globale dominans. Det er, hvad en Informationslæser mener er “sober ordentlig og velargumenteret” og “den iranske præsident har med sin tale i den grad formået at stille Vestens dobbeltmoral og hykleri til skue...” Endnu en læser mener at “Rådet er demokratisk valgt på FNs generalforsamling” uden smålig skelen til despoternes tvivlsomme legitimitet. En anden, at “Meget af det, der som her skrives i danske aviser, er udtryk for en religiøs-kristen tankegang….” og “Grundloven er i forvejen fuldstændiggjort af terrorlovene og dens frihedsrettigheder smager da af liberalisme, men vi ville nok bedre forstå anderledes tænkende på socialismens grundlag.“. Det forsøg er nu blevet prøvet og endda i Iran, hvor den rød-grønne alliance endte med at de røde dinglede fra lygtepælene til de grønnes takbir-råb. Som hr. Ahmedinejad påpeger forskellen mellem de forskellige ideologier

….I also want to lay emphasis on the fact that the western liberalism and capitalism, like communism, has reached to its end since it has failed to perceive the truth of the world and human[kind] as it is. It has imposed its own goals and directions on human beings with no regard for human and divine values, justice, freedom, love, or brotherhood; has based the living on the intensive competition securing individual and collective material interests.

Der er stor enighed i kommentarerne også i opfattelsen af at “man kunne således konstateret at han IKKE benægtede holocaust,” som en læser, der ellers forarges over “direkte løgn” mener. I samme ånd erklærer en anden læser sin forståelse for hr. Ahmedinejads opfattelse af Israel, som en “en sort satan i ondskabens akse” (måske et lidt upassende udtryk på en racismekonference) og måske rammer han hovedet på sømmet for, hvorfor hr. Ahmedinejads Holocaustbenægtelse ikke møder den mindste kritik blandt debattørerne.

Jeg antager nu at disse læsere, der ikke kan finde Holocaustbenægtelse eller usandheder i Hr. Ahmedinejads tale lider af den danske selvovervurdering når det kommer til engelskkundskaber og at det springende punkt i denne diskussion er ordet “pretext”, der ifølge Wikipedia defineres

A pretext is an excuse to perform an action or claim plausible deniability. Pretexts are typically either a half-truth or a complete lie used to conceal the true purpose or rationale behind the action performed.

Med det in mente sagde hr. Ahmedinejad fra FNs talerstol

Following World War II, they resorted to military aggression to make an entire nation homeless on the pretext of Jewish sufferings. 

Det er måske semantik, men alligevel…  

For at forlade Informations læsere (eller i hvert fald de, der kommenterer på artiklerne) så siger Klaus Rothstein i Weekendavisen(der meget sigende var dagens citat i Politikens debatsektion lørdag)

Når Ahmedinejad kalder Israel ond, undertrykkende og racistisk kan landedelegationerne lige op i hans åbne ansigt. Men hvor kan man udvandre fra i protest, når Ole Hyltoft kalder islam for en voldsorienteret ideologi?

For at svare på hans spørgsmål kan man udvandre, hvis man er i Hyltofts selskab. Det er faktisk forudsætningen for en udvandring at man skal være i selskab, hvorfor det var delegationerne, der udvandrede og hvorfor det kunne ske op i hans åbne ansigt. Derefter var udvandringen en markering af, hvad man ville sidde model til i et forum, der ikke handlede om en generel debat, men om at nå til en enighed. Hvis Rothstein i øvrigt mener at kunne modbevise Hyltofts påstand - og hvem ser ikke frem til det forsøg? - kan han jo blot gå i kødet på dem i sin klumme i Weekendavisen. Først kunne Rothstein dog læse Ahmedinejads tale og tænke på de mange klapsalver den mødte for der er mange, der uagtet Rothsteins egen selvforståelse ville regne ham til zionismen.

Durban

FN, Globalisering, islam — Drokles on April 26, 2009 at 4:14 am

Under overskriften “De islamiske lande tabte Durban-2 slaget” argumenterer Kristeligt Dagblad

Libyen, Iran og Syrien stod i går på spring til at kræve paragraffer om Israel og religionskritik føjet ind i Durban 2-konferencens slutdokument.

Ifølge iranske og europæiske diplomater, som Kristeligt Dagblad har talt med under FN’s racismekonference, også kaldet Durban 2, i Genève, var det EU-landenes frygt for nye krav fra de islamiske lande, der fik konferencens deltagere til at vedtage slutdokumentet i går - hele tre dage før planlagt.

Paragraffen om de islamiske landes initiativ til at forbyde religionskritik blev pillet ud af FN’s racismekonferences slutdokument allerede i midten af marts.

Paragraffen er ikke vendt tilbage siden og er derfor ikke en del af det slutdokument, som konkluderer på denne uges konference i Genève. 

Slaget er ikke krigen for, som, der står længere nede i artiklen

- Vi ønsker at få oprettet en mekanisme, der kan registrere kritik af religioner og især islam. Hertil søger vi også at få en garanti for, at de enkelte lande vil vide, hvad de skal stille op med kritik af islam, som ofte fører til opfordring til had og vold, siger Pakistans ambassadør i FN, Zamir Akram, til Kristeligt Dagblad.

Men i denne ombæring har de islamiske lande dog accepteret, at Durban 2-konferencens slutdokument ikke tager stilling til religionskritik.

- Vi vil tage emnet op i FN’s Menneskerettighedsråd ved en senere lejlighed. Det er stadig en mærkesag for de islamiske lande, siger Zamir Akram.

Og som Ralp Pittelkow tørt påpegede i Krause På Tværs taber Europa stadig mere indflydelse i verden. En pointe, som Jette Elbæk Maressa fint redegør for på sin blog på Jyllands-Posten

Og når det gælder Durban II-konferencen, som i går blev indledt i Genève, er fokus flyttet fra konferencens egentlige formål, bekæmpelse af racisme og fremmedhad, til endnu en debat om religion.

Hvis nogen for godt 30 år siden havde spået, at religion igen skulle spille en så stor rolle i internationale relationer, ville de være blevet afvist med datidens dogmer om, at religion er en privatsag, og at religion og politik ikke skulle blandes sammen.

(…)

Heri tegnes desværre konturerne af en ny verdensorden. I efteråret udgav European Council on Foreign Relations en rapport, som afslørede, at EU og Vesten oftere og oftere stemmes ned i FN-regi. Baseret på en optælling af 10 års afstemninger i FN, konkluderede rapportens forfattere, at mens EU’s synspunkter om menneskerettigheder tidligere nød et bredt flertal på ca. 72 pct. af stemmerne i FN’s generalforsamling, så er det i dag kun omkring halvdelen af landene, som støtter EU.

Mchamgama deler heller ikke Kristeligt Dagblads optimisme på sin blog på Berlingske Tidende

Når staterne nævner, at der i rundt omkring i verden er massive problemer på dette område er man – udover Israel-Palæstina konflikten – aldrig konkrete. Det er som om disse krænkelser bliver begået i et parallel-univers. Ikke af de selvsamme stater, som tager afstand fra racisme og diskrimination. Der er dog masser af konkrete eksempler, som FNs stater kunne adressere. Det mest oplagte eksempel at tage op ville være situationen i Darfur, hvor 300.000 sorte afrikanere er blevet slået ihjel af Sudans regering. Men der er også en række andre lande, hvor religiøse og etniske minoriteter forfølges. Disse reelle eksempler på præcis den adfærd, som Durban skulle forhindre bliver dog ikke taget op på konferencen. Man må derfor spørge, hvad værdien af en sådan opfølgningskonference egentlig er?

Det er ikke ønskeligt for den frie verden at definitionsretten til frihed og pligt og ret glider Vesten af hænde. Opfindelsen af individdet på hvilken det kollektive hviler er det største civilisatoriske bidrag til menneskeheden og det er stadig kun den vestlige kultur, der kan forfægte det thi det er vores kultur og vores tro. Derved bliver afstemninger om de globale spilleregler i sig selv en trussel mod friheden ikke for for os, men også for resten af verden, der ligger på slæb af vores præstationer og ser mod os, som et lys i mørket. Hvis vi sælger vores frihed i håbet om en bedre verden opnår vi kun at lyset slukkes - for os og for resten af verdens folk.

Oh, den forbandede tone

Forbrydelse og straf, Multikultur, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on April 24, 2009 at 9:01 am

Endnu engang er der blevet skudt i København og endnu engang har vi oplevet mennesker, der opfører sig, som aber.

Undskyld forkert video

Ser disse mennesker ud, som om de læser særligt meget avis eller følger samfundsdebatten? Det tænker jeg lidt på for endnu engang hører vi det samme vrøvl fra DR

Formand for Det Kriminalpræventive Råd Eva Smith har blandt andet været ude og sige, at politikernes sprogbrug omkring indvandrere i denne her konflikt er med til at gøre bandekrigen værre.

Og i samme tråd fra DR

Siris Hartkorn, der læser Freds- og Konfliktvidenskab på Lund Universitet, har sammen med en medstuderende lavet en undersøgelse af de skrevne mediers nyhedsdækning af bande- og rockerkonflikten fra august 2008, hvor konflikten for alvor brød ud - og frem til januar i år.

Medier og politikere har medvirket til konflikten
Undersøgelsen viser, at der blev brugt etniske begreber i 73 procent af artiklerne. Det mener, Siris Hartkorn er et problem, der har gjort, at bandekonflikten ikke længere kun er en konflikt i den kriminelle underverden, men en konflikt som de danske medier og politikere også har været med til at skabe.

Siri Hartkort fortæller, at mediernes og politikernes fokusering på etnicitet er med til at piske en stemning op om indvandrerbander og rockere, dem og os.

Jeg giver ordet til Nikolaj Sennels i Jyllands-Posten

Mange mener, at hovedårsagen til de voldsomme integrationsproblemer skyldes “stigmatisering”.

Stigmatiseringsargumentet bygger på en lommepsykologisk omgang vrøvl om, at tryk avler modtryk, og at indvandreres anti-sociale adfærd er en naturlig (og dermed retfærdig?) reaktion på ubegrundet kritik fra omgivelserne.

Som autoriseret psykolog vil jeg her komme med en faglig indvending: Menneskers adfærd og personlige valg styres langt mere af deres opdragelse, kultur og religion end af, hvad folk og fæ skriver om dem i aviserne.

At forklare ting som stigende kriminalitet, islamisk fundamentalisme og arbejdsløshed med stigmatisering alene afslører således en katastrofal mangel på menneskekundskab og humanisme, fordi man derved undlader at kigge på hele mennesket, inklusiv dets baggrund, opvækst og frie vilje.

Det er en katastrofe for debatten, at medier i så lang tid har taget denne udokumenterede påstand for god vare.

Som rationelt menneske vil jeg tilslutte mig Sennels.

Slutdokumentet indtil videre

FN, islam — Drokles on April 22, 2009 at 5:34 am

Uenigheden mellem de vestlige lande om at skulle boykotte Durban 2 eller blive og kritisere OIC’s opkast har raset i den seneste til og blandt fortaler for at blive var desværre vores egen regering her ved udenrigsminister Per Stig Møller ifølge Politiken

»Hvis vi havde forladt hele konferencen på grund af ham (Ahmadinejad red.), så havde vi jo foræret ham det hele på en sølvbakke. Men hvis det breder sig, og han inspirerer mange andre til at stille sig op og skabe sig på talerstolen, jamen, så er det et cirkus, vi ikke vil være med til«, siger Per Stig Møller

Og hos tidligere udenrigsminister Ellemann-Jensen finder man samme synspunkt på hans blog på Berlingske.dk

hvis man ikke engagerer sig i arbejdet – og kæmper med til det allersidste for at præge debatten med sine synspunkter – så overlades scenen til dem, der ikke ønsker fredelig sameksistens. Det er derfor, man i den slags internationalt arbejde aldrig skal true med at gå – men true med at blive. 

Ellemann har desuden en besynderlig ide om at “israel-lobbyen” har presset Obama til boykot med sin egen vilje. Det er sikkert et argument, der er let for Ellemann at hævde blandt hans mange nye imam-venner og allierede på venstrefløjen. Overfor Møller og Ellemanns argument om at blive står folk, som Jacob Mchangama, som på sin blog ligeledes på Berlingske.dk skriver

Derudover er det – endnu engang – vigtigt at påpege at de forbedringer, der er opnået i slutdokumentet blev tilføjet efter USA endelig havde besluttet for at boykotte. Hvis EU landenes dialog er så effektiv må man spørge, hvorfor de ikke allerede før boykotten kunne opnå de ændringer? 

Men uenigheden om, hvorledes vi i den civiliserede verden skal reagere på en sådan konferenceverden handler ikke blot om taktik ved at blive eller udvandre eller om, hvor lavpraktiske idealer kan blive og stadig give mening. Der ligger også en slet skjult modstand mod FN blandt mange fortalerne for udvandring og boykot - en afvisning af selve ideen om at opnå en global enighed, der kun kan være et kompromis af ikke blot vore idealer, men også en kompromitering af vores demokrati - at man ikke vil underkaste folkets selvbestemmelse en juridisk og moralsk overhøjhed i et forsøg på at tøjle despotiets grusomheder. Her bliver argumentet om at FN risikerer udhuling ved ikke at blive på sin post og kæmpe helt tomt da det jo nærmest er ønskeligt at se FN synke sammen inden det trækker os med ned. I sin essens er FN en konstant trussel mod den frie verden. Jalving har ingen illusioner på sin blog på Jyllands-Posten da han trækker perspektiverne op over juristeriet

Fjendskabet mellem den frie verdens idealer og islamisternes mål handler ikke kun om Durban 1 og Durban 2. Der vil komme mere, vær vis på det, Durban 3, 4 og 5 venter forude – vi er kun lige begyndt på at save ytringsfriheden i stykker efter salamimetoden. Der er nemlig kun én ting, islamister hader mere end selvstændige kvinder uden slør, og det er alles ret til at tro, tænke og tale frit.

Og i en kronik i Information, hvor Mchangama kritiserer venstrefløjens ømhed overfor FN ridser han glimrende realiteterne op

Kigger man på situationen i en række af Menneskerettighedsrådets medlemsstater, er karakteren af menneskerettighedskrænkelser fundamentalt anderledes. I Saudi-Arabien undertrykkes kvinder, ikke fordi de udgør en trussel mod en demokratisk samfundsorden, men blot fordi de er kvinder.

I Kina er det ikke potentielle selvmordsbombere med anti-demokratiske holdninger, der fængsles og censureres, men derimod tilhængere af åbenhed og frihed. Når OIC-landene ønsker at forbyde religionskritik, er det ikke terrorister, men derimod demokratiske stemmer i egne lande, som man ønsker at gøre tavse. Når Sudan fører krig mod dele af sin egen befolkning, er det ikke mod en Taleban-lignende organisation, men mod uskyldige civile. De krænkelser, som diktaturstater begår, og som forties eller endog indirekte blåstemples af visse FN-organer, er således ikke blot mere omfattende og grove end de krænkelser, Vesten begår i kampen mod terror. De er som oftest også rettet mod helt uskyldige mennesker, som modsætter sig totalitære styrer, ideologier eller religiøse doktriner. 

Det er svært at se potentialet for et tilfredsstillende kompromis, men det forhindrer ikke diplomatiets cirkus i at hylde deres egen fortræffelighed. Fra Politiken

Klapsalverne bragede løs i Geneve, da FN’s konference om racisme ved 16.30-tiden vedtog det slutdokument, der igennem mange måneder har været genstand for intense forhandlinger.

»I har truffet en stor beslutning«, sagde formanden og roste alle deltagerne i konferencen for deres bidrag.

»Vi vil opnå vores mål om at være én familie i den menneskelige race - forenet i respekt for den enkeltes menneskerettigheder«, lød det fra mødelederen, hvorefter salen brød ud i nye klapsalver.

(…) 

Tidligere på dagen udråbte Frankrigs udenrigsminister allerede konferencen til en succes.

»Det var rigtigt ikke at efterlade vores stole tomme. Det her er ikke nogen fiasko, men begyndelsen på en succes«, sagde Bernard Kouchner, til den franske radiostation Europe 1.

Og vores udenrigsminister er ikke mindre tilfreds også ifølge Politiken

»At det er lykkedes er en sejr for de kræfter, der gennem dialog har ønsket at fremme og beskytte menneskerettighederne frem for på forhånd at opgive og at overlade initiativet til kræfter, der forsøger at så tvivl om menneskerettighedernes universalitet. Faktisk lykkedes det i slutfasen at isolere de kræfter, som til det sidste prøvede at afspore konferencen og slutdokumentet«, siger Per Stig Møller i en pressemeddelelse.

»Dokumentets fokus er på de reelle racismeproblemer, og hvordan vi bedst muligt imødegår disse. Dokumentet bekræfter, at menneskerettighederne er til for at beskytte individer, og ikke ideologier eller religioner. Forbud mod religionsforhånelse er således ude af teksten«, pointerer han.

»Slutdokument går således på ingen måde på kompromis i forhold til ytringsfriheden. Tværtimod fremhæves den positive rolle, som ytringsfriheden spiller for demokratiet, pluralismen og i kampen mod racisme udtrykkeligt. Det er et aspekt, som vi fra dansk side lægger stor vægt på, og som Danmark har arbejdet hårdt for kom med i slutdokumentet«.  

Men Mchangama har læst teksten og også han finder sig bekræftet i sin skepsis på sin blog på Berlingske.dk

Slutdokumentet indeholder en række paragraffer, som alle indeholder potentielle indskrænkninger af ytringsfriheden. Paragraf 12 tager afstand fra religiøs intolerance og vold i form af nedsættende stereotyper eller stigmatisering på baggrund af religion. Ved at henvise til en paragraf i Durban I sluterklæringen opfordrer paragraffen endvidere til at tage ”effektive midler” mod sådanne ytringer.  Opfordring til religiøs vold skal naturligvis ikke være tilladt. Men ”intolerance” på baggrund af stigmatisering og nedsættende stereotyper er ikke nødvendigvis omfattet af gældende undtagelser til ytringsfriheden, og kan derfor fortolkes som en svækkelse af denne rettighed.

(…)

På en konference tidligere i dag spurgte jeg direkte den tidligere FN special rapporteur vedrørende racisme og fremmedhad – den i Danmark berømte og berygtede senegaleser Doudou Dienne - om han mente, at Muhammed-tegningerne ville være omfattet af forbuddet mod hate speech i artikel 20. Dienne har i lighed med OIC tidligere givet udtryk for at denne bestemmelse i højere grad bør beskytte mod ”islamofobi”.

Svaret var ja, for så vidt angår tegningen med bomben i turbanen, da denne ifølge Dienne udgjorde opfordring til diskrimination og religiøst had. Dette er ekstra relevant fordi paragraf 30 i den nuværende sluterklæring udtrykker støtte til netop FNs special rapporteurs indsats i kampen mod racisme, fremmedhad og relateret intolerance. Denne paragraf kan således af visse eksperter og stater fortolkes som en støtte til en udvidende fortolkning af hate speech, der inkluderer et forbud mod Muhammedtegningerne. 

Og Jalvings forudsigelse af Durban 3, 4 og 5 er skam ingen gal mands rablerier ifølge Kristeligt Dagblad

– Vi ønsker at få oprettet en mekanisme, der kan registrere kritik af religioner og især islam. Hertil søger vi også at få en garanti for, at de enkelte lande vil vide, hvad de skal stille op med kritik af islam, som ofte fører til opfordring til had og vold, siger Pakistans ambassadør i FN, Zamir Akram, til Kristeligt Dagblad.

Men i denne ombæring har de islamiske lande dog accepteret, at Durban 2-konferencens slutdokument ikke tager stilling til religionskritik.

Vi vil tage emnet op i FN?s Menneskerettighedsråd ved en senere lejlighed. Det er stadig en mærkesag for de islamiske lande, siger Zamir Akram. 

Med den trussel kan jeg ikke lade være med at forbløffes over tankegangen hos OIC, der ifølge Kristeligt Dagblad har følgende på deres hjemmeside

 - Islamofobi har haft en negativ indflydelse på billedet af muslimer, den kulturelle identitet og selvværdet verden over, og den har nedbrudt de fundamentale menneskerettigheder, lød det fra generalsekretær Ihsanoglu ved konferencen.

Af en så brovtende gruppe er denne klynken over manglende selvværd besynderlig. Men på sin vis endnu en grund til at konstatere at Babelstårnet FN ikke tjener vores interesser og vi skal ud hellere i dag end i morgen.

Disse uvildige eksperter

Diverse — Drokles on April 21, 2009 at 7:53 am

Man bliver ind imellem lidt forstemt over eksperter, der blot lufter deres holdninger under dække af faglighed. Fra Jyllands-Posten.

- Danmark har behov for at forbedre sit omdømme efter Muhammedsagen og Irak-krigen. Man vil bemærke, at vi deltager nu. Det kan betyde, at man i den arabiske verden får øjnene op for, at Danmark ikke altid tilhører det, de betragter som det reaktionære Vesten, siger han til Ritzau.

Hvorfor har vi behov for at det? Hvilke studier leder til den konklusion at vores omdømme er vigtigere end at gøre, hvad vi finder rigtigt? Hvilke studier leder til den konklusion at vores omdømme blandt autoritære lande med tilbagestående kulturer er vigtigere en vores omdømme blandt civiliserede lande? Og hvilke studier leder til den konklusion at en småleflende slingrekurs er vejen frem?

De tunge børn

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on April 21, 2009 at 7:46 am

De fleste kender vel situationen at skulle hjælpe et lidt “tungt” barn med en opgave. Den lange tid det tager at få kørt forudsætningerne, såsom hvor mange æbler i kurven skal deles med hvor mange og den slags slider så meget på barnets energi, at det ikke længere kan lave de relevante slutninger, der ligger lige for når alt andet ellers er på plads. Gang på gang siger barnet noget, der næsten er rigtigt eller endda er rigtigt, men af de forkerte grunde eller er på sporet, men ikke kan fuldføre tråden og udviklingen balancerer mellem aha-oplevelsens eufori og potentiel skole-lede. Der er dog kun en vej og det er hårdt arbejde og en sikker tiltro til at ti-øren falder for så falder den også. Sådan et punkt er vi i disse år inde i når det gælder den officielle opfattelse af islam.

Alle brikkerne, der til overflod beskriver fænomenet islam er på plads og til overflod i bøger, aviser, på film og TV osv. De mange upræcise navne og begreber, som nogle i misforstået godhed eller regulær ondsindethed har smidt om sig med har selvfølgelig gjort erkendelsen sværere, som her fra Kristeligt Dagblad

Der findes mange forskellige islamistiske bevægelser. Fælles for de islamistiske bevægelser er en overbevisning om, at islam kan og bør forenes med politik og statsindretning. Derudover har grupperne det tilfælles, at de aktivt, gennem sociale og politiske tiltag, arbejder for realiseringen af den islamiske stat.

Dvs at alt fra Hamas til Erdogan er at betegne som islamisme. Men hvorledes adskilder det sig fra islam? Ifølge Jørgen Bæk Simonsen (og alle andre imamer) kan man karakterisere islam således

Når muslimer skal afgøre, hvad der i en given situation er i overensstemmelse med islam søger de først efter anvisninger i Koranen. Hvis et givet spørgsmål ikke er direkte omtalt i Koranen - og det er der naturligvis mange forhold der ikke er - søger muslimen efter anvisning i profeten Muhammads sædvane, hans sunna. Profetens sædvane kendes af eftertiden gennem et meget stort antal overleverede traditioner, der på arabisk betegnes hadith.
De enkelte traditioner giver hver for sig oplysning om, hvorledes Muhammad plejede at gøre i bestemte sammenhænge, og gennem den samlede sum af overleveringer kan man give anvisning for, hvorledes Muhammad plejede at gøre dette eller hint. På den måde skabes et ideal, som muslimer kan forsøget at efterleve. Det skal fastholdes, at profetens sædvane er normativ og ikke guddommelig al den stund at Muhammad var et menneske som alle andre. Men det forhold, at Gud udvalgte ham til sin sidste profet, har givet ham en særlig status i den muslimske tradition. Muhammad omtales da også i Koranen Sura 33 vers 22 som et forbillede, de troende bør efterligne.
Koranen omtaler forhold, som ud fra en vanlig betragtning i vor del af verden ikke opfates som en del af det religiøse. Der er således regler for arvedeling (Sura 4 vers 8-9 og vers 10-14), for straf for bestemte forbrydelser (Sura 24 vers 3-4 og vers 5-7 samt Sura 5 vers 39-41), for hvilken føde det er tilladt muslimer at spise (Sura 2 vers 173-74), forbud af forskellig art, bl.a. mod spil og alkohol (Se Sura 2 vers 220) og endelig anvisning for hvorledes en mand skal behandle sin hustru, en hustru sin mand og forældre deres børn (se Sura 46 vers 16-18).
Muslimske teologer beskriver derfor islam som et system, der omfatter alle sider af tilværelsen og gør gældende, at islam er dÓn,’ibad‚t og mu’amal‚t.

Islam, islamisme, hvor er forskellen? Det er et trick-spørgsmål for der er ingen. Det ideologiske ophav er nøjagtig det samme og “Døren til nytolkning, itjihad, blev smækket i 900-tallet” ganske logisk. Jyllands-Posten skriver i deres 2. sektion Indblik ganske tørt

Ifølge islam er det tilladt for en mand at tage flere koner, op til fire.

(…)

Sura 4:1: “Gift jer med de kvinder i finder for godt: to, tre eller fire.”

Nogle mennesker er særligt tunge, som her fra Jyllands-Posten

Den danske konvertit Jette Abou-Hawache fra Gellerup Parken i Århus kender selv seks muslimske kvinder, der lever i et flerkone-forhold:

»Danmark har et problem, som politikere og myndigheder slet ikke har opdaget. Kvinderne i flerkone-ægteskaber er spærret inde enten fysisk eller psykisk, og det er kvindeundertrykkelse af værste skuffe. Der bør gøres noget for de kvinder,« siger hun.

Tilsvarende opfordrer den tidligere frivillige medarbejder ved Det Islamiske Trossamfund i København, Mohammed Selfati, til en kamp mod flerkoneriet; han kender selv fem-seks mænd, der har to eller flere koner, og han kender imamer, der uden problemer vier mænd til kone nummer to eller tre.

»Det er på tide, at det danske samfund gør op med den form for kvindeundertrykkelse,« siger han.

Og hvilke spørgsmål kunne i så stille jer selv, som muslimer?  Mens de tænker tager vi en anden af de tunge. Fra 180 Grader

Flerkoneri er noget kvindeundertrykkende svineri, som vi skal have udryddet helt. Det kræver en effektiv udlændingepolitik, hvor vi har en forstærket politimæssig indsats for at finde gerningsmændene. Vi skal have en oplysningskampagne, så kvinderne kender deres rettigheder. Og så skal vi styrke fraskilte udenlandske kvinders rettigheder,” siger de Radikales retsordfører, Morten Østergaard.

Ja nemlig Morten og det vil sige….

I Ekstrabladets vold - Skal det være os tre, bigami bigami

Diverse, Pressen, islam — Sobieski on April 20, 2009 at 10:03 am

Nu skulle man tro at flerkoneri eller bigami for Ekstrabladet hørte til i afdelingen for lavt hængende frugter, men man kommer i tvivl.

EB d. 20 april:

…FÆNOMENET trives blandtmuslimske indvandrere og flygtninge, der af deres imamer i flere tilfælde er blevet viet til både kone nummer to og tre.

Præstationen aftvinger mærkeligt nok ingen respekt hos den brede vifte af søndags-spørgetime-parate politikere.

I stedet for at se på det fornemme i, at en mand i Danmark ikke lader sig skille - som flertallet vel efterhånden har for vane - men i stedet forbedrer ægteskabsstatistikken, vil disse politikere have sat en prop i flasken.

Det vil de, fordi de aner en muslimsk ånd i flasken.

DER ER efterhåndenikke den sag, der er for lille til, at ikke blot Dansk Folkeparti, men også Socialdemokraterne, regeringspartierne og i flere tilfælde også Søvndals Folkeparti råber ’muslim!’ efter den.

Og dét ord er et skældsord i Danmark. Man vil hellere anklages for spritkørsel, pædofile tendenser eller rygerlunger, end man vil have hæftet prædikatet muslim på sig.

For det er en brændemærkning i den offentlige debat.

DE POLITISKE hyæner råber i kor, at de par håndfulde mænd, der har et par håndfulde flere koner, skal stoppes i det.

Blandt hyænerne blander nu også ligestillingsminister Inger Støjberg sig. Godt nok vil hun have problemet undersøgt og omfanget belyst.

Men kunne en behjertet sjæl ikke forklare den nyudnævnte minister, at ligestilling ikke handler om, at ethvert lille problem skal føre til en heksejagt på mindretallet?

I tidernes morgen var Danmark kendt som et land, der havde selvtillid nok til at tro på, at med tolerance og interesse for vore gæster kunne vi præge dem.

Den aktuelle sag understreger, at det er længe siden.

Mærkeligt er det måske, at Ekstrabladet hylder en af de mest reaktionære institutioner i den islamiske kultur, men hvorfor mener EB at sagen er for mikroskopisk til at være et politisk emne? Indtil nu har der i hvertfald ikke været den sag der var for lille til Ekstrabladet.
At det er svært at præge indvandrere fra muslimske lande med “tolerance og interesse” har Ekstrabladet selv dokumenteret til overmål: Her, her og her… og jeg kunne fortsætte i dagevis.

Deja vue

Diverse — Drokles on April 18, 2009 at 1:48 pm

Jeppe Fogtmann er formand for Center For Positiv Integration - hvis nogle fejlagtigt tror at centeret arbejder for negativ integration er det altså en misforståelse - og harcelerer i Jyllands-Posten over Trykkefrihedsselskabets særoptryk af Westergaards Bombe-i-turban tegning. Argumentationen hviler, som sædvanlig for den slags godhedens apostle både på en motivanalyse, hvor Jyllands-Posten og Lars Hedegaard gør, hvad de gør af forkerte grunde og derfor burde holde op og en skråsikker smagsdom over, hvad, der er “anstændigt“. Udover en grotesk udledning af Kants Kategoriske Imperativ leder disse præmisser som sædvanlig hen mod den klassiske selvmodsigelse

Det begyndte jo i sin tid med en fiks idé om, at ytringsfriheden var under pres og det frie ord truet. Det er vel noget pjat - dengang som nu.

(…)

Trykkefrihedsselskabet skal have ny hjemmeside. For at rejse midler til det mål - og i forbifarten lige teste grænserne for ytringsfriheden - føler det sig berettiget til på ny at lange ud efter en gruppe mennesker her i landet og en verdensreligion i øvrigt med risiko for at kickstarte Muhammed-krise III.

Ytringsfriheden er ikke under pres, men det kan få digre konsekvenser at benytte den? Og således funderet på det rene vrøvl vakler Fogtmann igennem teksten med besynerlige postulater. Forbrydelsen er således at tegningerne har været “sårende” og…

 Det har intet med demokrati at gøre, for demokrati handler om dialog. Denne ytring - både citatet og tegningerne - er langt fra og oven i købet helt gratis, da de netop ikke lægger op til dialog, men kun minder om hånlige råb fra en gruppe hooligans.

Næh. Demokrati betyder blot at styret hviler på folkets mandat.

Gentagelse tærer som bekendt på selv den bedste historie, men tredje gang virker netop denne her om muligt endnu dummere og pointeløs end første gang. Men det skal nok lykkes på ny at støde og såre og tjene en skilling (faktisk hele 1,2 mio. kr., hvis de sælger ud).

Bortset fra at man skal bestille den for at få den at se og oven i købet kun mod betaling! Det kræver altså en vis viljestyrke at lade sig såre.

Pointen er jo, at man netop ikke forsvarer ytringsfriheden ved at stå og råbe hvad som helst ind i ansigtet på sin næste, nej, man udhuler blot begrebet ved dette misbrug.

Nej man gør ej. Man udhuler måske sin egen position, men det er friheden til at fejle, som man selv forvalter og det giver ingen ret til optøjer.

Ytringsfriheden er nemlig et middel, med hvilket man kan servere sine synspunkter og input til en (civiliseret) samtale.

Nej det er ej. Ytringsfrihed er netop ved at være en frihed noget vi forvalter efter eget forgodtbefindende. Her er ingen opskrift eller hellig bog at korrigere efter. Her er blot os - og det er en skræmmende tanke for nogle.

For dig [Lars Hedegaard; Drokles] og dine kumpaner, som giver os andre et dårligt ry, burde ytringsfriheden komme med en brugsanvisning: ”Bør bruges med omtanke, hvis den ikke skal gå til”.

Eller som amerikanerne siger det: ”You cannot cry fire in a crowded theatre”.

Det er ligeledes forbudt at tie om en truende fare. Det afhænger nemlig af situationen. Debatten handler om den sorte røg, der vælter op fra orkestergraven og tilsyneladende har kvalt flere af musikerne og en enkelt billetpige nu også udgår fra en brand eller blot er noget, der skal indkluderes og som kun bliver værre, hvis vi tænker ilde om det.

Desuden så er denne brand ikke en objektiv størrelse, men en handling foretaget af andre mennesker og denne handling - at gå amok og true og terrorisere - er ulovlig. Peg ikke pyromanen ud for så sætter han ild på det hele, synes Jeppe Fogtmanns logik altså at være.

Men grundlæggende har Fogtmann misforstået forskellen mellem “free speech” og “freedom of speech”. Som Sobieski tidligere har uddybet her på bloggen er amerikanernes valg af udsagnet “Der er brand i teateret!” ikke forstås, som en mening eller en holdning, men som en handling, der svarer til at trykke på brandalarmen (hvilket man gerne må, hvis man har anledning til at tro, at, der er brand i teateret. Det er jo derfor at den er der!). Ak ja, man burde tro at folk havde hørt efter i første omgang.

Hvem overraskes?

Politik — Drokles on April 18, 2009 at 8:21 am

Kun de, der var skeptiske. Overskriften i Politiken

Eksperter: Løkkes fremgang er overraskende

Fordi

Kun 27 procent af danskerne tror på, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, er bedre til at håndtere den økonomiske krise end statsministeren.

Efter kun to uger på tronen trækker Lars Løkke Rasmussen (V) derimod hele 48 procent vælgere i land samtidig med, at et stort flertal tror mere på hans skatte-, rets- og udlændingepolitik end på Thornings.

Så hvorfor var de skeptiske? Løkke er en dygtig politiker, meget erfaren og er grundigt inde i sit stof. En ægte professionel kunne man sige og i en krise er det nok et sikrere kort end den mere sympatiske, men også usikre Helle Thorning. Regeringens falmende popularitet havde mest rod i, at den manglede en statsminister for vinderformularen for dansk politik er stram indvandring og økonomisk sikkerhed.

Pakistan på vej mod muslimsk mørke III

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on April 15, 2009 at 8:17 am

Pakistan er på vej mod et muslimsk mørke og intet kan forhindre dem fordi de allerede er muslimer. Fra Kristeligt Dagblad

Den 17-årige pige Chand Bibi blev offentligt pisket, mens to mænd med sorte turbaner holdt hendes arme og ben. På videoen, der også kunne ses på Youtube, skreg pigen under sækken, hun havde over hovedet. Hun blev straffet for at vise sig offentligt med en mand, hun ikke var i familie med. Det var en skandale, alle fordømte videoen, men kun de første par dage. Derefter fik regeringen styr på undskyldningerne i en sådan grad, at pakistanske debattører pegede på det åbenlyse: at Pakistans ledelse ikke ville indrømme, at de mennesker, de netop havde indgået en fredsaftale med, var de rene barbarer.

Kristeligt Dagblad har klasse nok til ikke at svælge i grusomheder, men det har jeg ikke

Grusomheder foregår, som det naturligste i verden i fuld offentlighed. Alle mændene i landsbyen er tilskuere og i bedste fald tavse medløbere. Hvad, der i vores del af verden er en forbrydelse er her samfundets rod, en naturlig del af den “kulturelle kontekst” for nu at bruge et Jørgen Bæksk udtryk

Aftalen indebærer, at den militante Taleban-bevægelse i Swat lægger våbnene, mod at de til gengæld får sharia-lov i hele Malakand-division, som udgør et stort område i det nordlige Pakistan. Det omfatter også områder, som hverken har været involveret i de halvandet års uroligheder i Swatdalen eller ønsker sharialov. Men eftersom den pakistanske hær ikke kunne nedkæmpe Taleban, er regeringen nu gået med til, hvad den kalder en “lokal løsning på et lokalt problem”. Det ser allerede ud til at være en farlig cocktail.

I begyndelsen af april rykkede Taleban fra Swat ind i nabodistriktet mod syd, Buner. De lokale reagerede prompte. De forenede sig i en lokal modstandshær, men det har ikke forhindret Taleban i at begynde at rekruttere unge i flere af distriktets moskéer. Maulana Khalil, der er en af Swat-Talebans ledere, opfordrede de unge til at komme ud og kæmpe for indførelse af sharialov.

Engelske Sky News har været i Swat Valley

Og det har Al Jazeera også

Taleban’s uimodståelighed er ikke baseret på deres godt organiserede milits eller deres brutalitet, men på deres retfærdighed. Hvem kan i “De Renes Land” argumentere med en præcis læsning af Guds ord? Hvem kan stille sig op og forkaste ondskaben, når alle samfundets værdier hviler på denne ondskab? Talebans moral er så åbenlys rigtig for så mange, at man uden videre kan piske, halshugge og skyde mennesker i fuld offentlighed. Det er islam, der fortæller, hvad, der er godt og ondt i den verden og det er islam, som vi ser. Når skinnerne er lagt er det den vej toget kører.

Den islamiske verden i rivende udvikling

Diverse — Drokles on April 14, 2009 at 8:24 am

Mens vi her i Danmark tilsyneladende forfalder til et snævertsyn i et kolonihavehus inde i en firelænget gård uden vinduer udad til, der i øvrigt aldrig har eksisteret som rykker den islamiske verden på den globale scene. Den islamiske verden ser nu ud til at have tilbagevist den løgnagtige påstand om en “diskrepans” mellem deres tankegods og menneskerettighederne. Fra CNS News

A bloc of the world’s Islamic states, which has been accused of undermining human rights at the United Nations, is planning to establish its own “independent human rights commission.”

The Organization of the Islamic Conference (OIC), the 57-nation bloc of Muslim nations at the U.N., held a conference Sunday at its headquarters in Saudi Arabia to discuss the plan.

OIC Secretary-General Eklemeddin Ihsanoglu in a speech stressed that “human rights and man’s dignity are an integral part of Islam and core components of Islamic culture and heritage,” according to an OIC statement.

International interest in the issue of human rights had grown exponentially over the past two decades, said Ihsanoglu, a Turkish academic. The complexity of the issue called for the need to refine the Cairo Declaration on Human Rights, he added, “in keeping with the current global human rights discourse.”

The 1990 declaration controversially states that all human rights and freedoms must be subject to Islamic law (shari’a), although senior Islamic leaders have over the years disputed the assertion that the Islamic document contradicts the Universal Declaration of Human Rights. The OIC statement did not elaborate on how the bloc envisaged that the Cairo Declaration would be “refined.”

I Pakistan er et af de lande, hvor man aldrig har været i tvivl om de hellige skrifters styrke, som basis for samfundet og relationerne mellem og værdisætningen af mennesker og præmis for tænkning. Fra Politiken

Pakistanske politikere har blåstemplet indførelsen af sharia i Swat-regionen.

Det betyder blandt andet, at utroskab fremover vil blive straffet med stening, og tyveri med at hugge hånden af.

(…)

Formelt betyder det, at piskeslag er en passende straf for at drikke alkohol. Hvis man som ugift har sex, bør det ligeledes straffes med piskeslag, har et lokalt overhoved forklaret til den britiske avis The Guardian i et sjældent interview.

Straffen for at stjæle er at få hugget hånden af, medmindre tyven er fattig og stjæler for at få stillet sin egen sult. Og folk, der er deres ægtefælle utro, skal stenes.

(…)

Ifølge AP oplyser Taleban, at en militærdomstol skal debattere, om politikere, der modarbejder forslaget, skal have en straf for apostasi, altså for at frafalde islam.

Taleban har allerede lukket pigeskoler i Swat, ligesom der er blevet indsat dommere, der er trænet i at praktisere islamisk lov.

Og hvad er der så galt i det? Det er deres kultur og religion og de har en ret for ikke at sige pligt til at tage den alvorligt

Hvis vi andre blot kunne smide illusionen om vores særegenhed til side og lære at elske de hellige skrifter og ideen om den endelige sandhed. Så ville vi også være en del af menneskeheden - i stedet, som nu, hvor Pia Kjærsgaard og Lars Hedegaard og vores dumme klaphatte gør os til verdens paria - og en del af den store enhedskultur - i fuld overensstemmelse med Sharia naturligvis-

Hvem kommer tvivlen til gode?

Diverse — Drokles on April 13, 2009 at 12:52 am

Der har i de seneste dage været en debat om genereliseringer med udgangspunkt i Nikolaj Sennels bog “Blandt Kriminelle Muslimer”. Det er faldet en del debatører for brystet at mange rask væk betegner folk fra muslimske lande, som muslimer og de peger på at der ofte er minoriteter fra andre trossamfund og at også disse fraflytter de muslimske lande (dog nævner de aldrig hvorfor). De har ganske ret så langt. Endda er der flere, som peger på at indvandringen fra ikke-europæiske lande nu overvejende udgøres af kristne. Hvad skal man så konkludere af det?

Folk, som Rune Engelbrecht lader tvivlen komme islam til gode idet de - på bagrund af at den gruppe mennesker, der betegnes, som muslimer kun er det delvist - antager at fordelingen af kriminalitet blandt ikke-europærere er ligelig og derved falder muslimernes overrepræsentation. Til det er at sige at det jo stadig er indvandringen fra den primitive verden, der udgør problemet og for det andet så falder muslimernes overrepræsentation i i kriminalstatistikkerne ikke ved at nedskrive deres reelle antal - tværtimod! Hvis vi antager at Sennels har lavet et sobert arbejde - og det er på ingen måde draget i tvivl at han har! - kender han sine “klienters” religiøse tilhørsforhold, som en naturlig del af den terapi han har bedrevet, som jo netop koncentrerede sig om at holde sig præcist til de kulturelle og derved også religiøse baggrunde. Da de alle var muslimer betyder det altså at i og med at Engelbrech og andre forsøger at nedskrive det reelle antal af muslimer så stiger deres procentvise andel i kriminaliteten. Tvivlen om indvandrernes religiøse tilhørsforhold kommer altså ikke islams renome til gode.

Konfliktens rod

Antisemitisme, Forbrydelse og straf, Israel, islam — Drokles on April 13, 2009 at 12:47 am

Caroline Glick skriver indsigtsfuldt i Jerusalem Post om et grufuldt drab på en jødisk dreng i Bat Ayin

We were not supposed to see Shlomo Nativ’s name in the newspapers. At least, we weren’t supposed to know who he was for several years. He was just a 13-year-old boy. He was loved by his family and friends. He had brothers and sisters, parents and grandparents. His life was not our business. And, to a certain extent, now that it is over, it still shouldn’t concern us.

What should concern us is his death. Nativ was murdered last Thursday at the hands of a Palestinian ax murderer just a few meters from his home in Bat Ayin. And his death should interest us for what it teaches us, first of all about the nature of the Middle East and Israel’s place in it.

The mainstream media in Europe and the US and even here maintain that Nativ’s death tells us little we didn’t already “know” if we are right-thinking people. By this view of things, the cold-blooded terrorist murder of civilians - even of children - is to be expected when the victims in question are Israeli Jews who live beyond the 1949 armistice lines. It isn’t nice. It isn’t pleasant to say. But as far as the right-thinking people of the Western media are concerned, Israeli Jews like Nativ, who live in Gush Etzion in Judea, are simply asking to be murdered.

Today, the media’s view is shared by both European governments and the Obama administration. For years now the Europeans have accepted the legally unsupportable Arab claim that all Jewish presence in areas beyond the 1949 armistice lines is illegal. Since 1993, supported by the Israeli Left, the US government has gradually moved toward adopting this view. And today this view stands at the center of President Barack Obama’s emerging policy toward Israel and the Palestinians.

At base, this view assumes two things. First, it assumes that the root of the Arab-Israeli conflict is the absence of Palestinian statehood, and therefore the solution is the establishment of a Palestinian state. The second thing it assumes is that the Palestinian demand that any territory that Israel transfers to Palestinian control must first be ethnically cleansed of all Jewish presence is completely innocent and acceptable.

(…)

Shlomo Nativ’s murder shows clearly that Obama and his supporters are viewing the Arab conflict with Israel through a distorted lens. Their interpretation of both the nature of the conflict and its likely resolution are wrong.

IT TAKES A CERTAIN type of person to hack a child to death with an ax. In the case at hand, Nativ’s murderer actually tried to kill seven-year-old Yair Gamliel as well. But unlike Nativ, the first grader managed to escape with a fractured skull.

Nativ of course was not the first child to be brutally murdered by Palestinian terrorists. Kobi Mandell and Yosef Ish-Ran were also 13 when they were stoned to death by a mob as they gathered wood for a bonfire in 2001. In 2003 five-month-old Shaked Avraham was shot in her crib by a Palestinian terrorist who pushed his way into her home. In 2002 five-year-old Matan Ohayon, four-year-old Noam Ohayon and their mother Revital Ohayon were murdered in their home in Kibbutz Metzer.

And the list goes on and on and on.

It takes a special type of person to murder a child. And it takes a special type of society to support such behavior. Palestinian society is a special society. It has become routine, indeed it has become expected that in the aftermath of successful murders of Israelis - including children - Palestinians distribute candy in public celebrations. In 2002 for instance, when word got out about the terrorist who barged into Nina Kardashov’s bat mitzva party in Hadera and massacred six people, the masses took to the streets in neighboring Tulkarm to celebrate. That particular attack was carried out by a Fatah terrorist employed by the US-trained Palestinian Authority security forces. The Shin Bet (Israel Security Agency) and the IDF now reportedly believe that Nativ was also murdered by a Fatah terrorist.

TO CELEBRATE the terrorist murder of children and to glorify child murderers as heroes is to celebrate and glorify the nullification of life - or at least the life of the target society. This is the case because at the most basic philosophical level, children represent the notion that life is intrinsically valuable. Since children haven’t yet had the chance to accomplish great and lasting things for humanity, all they can give us is the promise of a future.

The fact that Palestinian terrorists target children specifically - both inside and outside the 1949 lines - and that Palestinian society celebrates their murder tells us that the two foundational assumptions upon which Obama and his supporters base their policies toward Israel and the Middle East are false. It is not the absence of a Palestinian state that stands at the root of the conflict, and it is not the presence of Israeli communities, or “settlements,” beyond the 1949 armistice lines that renders the conflict intractable.

Instead, the root of the conflict is the Arab world’s rejection of Israel’s right to exist - regardless of its size. And the reason the conflict is intractable is because hatred of Israel and Jews is so deep and endemic in both Palestinian society and the wider Arab world that they view the very existence of Jews - including Jewish children - in Israel as an unacceptable affront to their sensibilities. Indeed, the Jewish presence both within and beyond the 1949 armistice lines is so unacceptable that murdering Jews at every opportunity is perceived as an acceptable and indeed heroic undertaking.

Det arabiske had er selvfølgelig ikke grundet i situationen i Israel, men i deres kultur og religion, som deres medier giver en præcis og nøgtern spejling af (hvad ellers?)

Desværre er realiteterne så grufulde at tænke på for det moderne civiliserede menneske (som Holocaust også blev forkastet af mange indtil beviserne var overvældene) og Caroline Glick konstaterer bittert

The answer unfortunately is that in their actions, Obama, his colleagues and supporters are not motivated by facts. Instead they are motivated by a desire to ignore the facts. They wish to believe that the existence of Israeli communities in Judea and Samaria is a primary obstacle to peace because doing so allows them to ignore the fact that the reason there is no peace is because Palestinians and their Arab and Iranian brethren refuse to peacefully coexist with Israel regardless of its size. Accepting such bitter realities would make it impossible for them to move forward with their agenda of appeasing the Arab world because it would force them to acknowledge that the Arab world is unappeasable.

Hvis Obama vitterlig er en mand uden substans bliver hans bevæggrunde det, som mediebilledet beskriver. David Horovitz beskriver - ligeledes  i Jerusalem Post - de sørgelige realiteter for det perspektiv på baggrund af de mange løgne, der blev spredt om den israelske hær efter deres eminente aktion i Gaza.

Protecting Israel cannot now be achieved by walls and fences and defensive measures; the rockets have to be stopped at source - and the source of the rockets, as ruthlessly determined by the Palestinians who manufacture and launch them, lies in the heart of the civilian populace. By cynical design, those who would kill our citizens thus ensure that their people are killed when we try to thwart the attacks - so that we are forced to fight not only to protect ourselves, but to protect our good name and our legitimacy as we do so.

This creates a somewhat complex reality - in which war footage and death tolls emphatically do not tell the full story of our conflicts, and yet that story is told, and is misunderstood, largely in a mix of misleading images and statistics. Still, internalizing the true picture - of an Israeli nation seeking to defend itself against a cynical, dishonest Palestinian terror leadership whose religiously inspired loathing for us far outweighs its concerns for the well-being of its own people - is not impossibly challenging, not for those with the earnest will to look a little more carefully.

Operation Cast Lead, Israel’s turn-of-the-year military effort to halt the rocket fire from Gaza, however, seems to have marked something of a turning point as regards the willingness to look a little more carefully, to probe beyond the daily images of war and the casualty tolls.

Indeed, the furor surrounding purported testimonies from a small group of soldiers back from the war - the soldiers whose stories were compiled by the Rabin pre-army program’s Danny Zamir - would suggest that a growing proportion even of our own people, we Israelis, are losing the capacity to distinguish between what we know from our own experiences to be true or credible and what others would have the world believe about us.

(…)

FROM ISRAEL’S front-pages, in the sadly predictable rat-pack world of what passes for global journalism these days, Zamir’s compilation became the most prominent story on earth for a few days - headlining major newspapers, leading global newscasts, demolishing yet more of Israel’s legitimacy, turning Chief of Staff Gabi Ashkenazi’s insistence that the IDF is a “moral army” into an international bad joke. This newspaper, when news broke of the Rabin academy graduates’ “testimonies,” sought to measure their credibility by traditional journalistic standards. How dependable was the source? Were the testifying soldiers named? Could they be contacted to verify their accounts?By definition, such assessments have to be made rapidly, decisions taken against the pressures of deadlines, and all newspapers inevitably get some of them wrong. But since the soldiers themselves were not named and not contactable, and since doubts about the accuracy of their accounts surfaced almost immediately, it was rapidly decided to carry those initial stories on the inside pages of the paper.Danny Zamir’s unexpected declaration to this newspaper on Tuesday that he had been horrified by the worldwide controversy sparked by his soldiers’ accounts was, to put it mildly, hard to reconcile with his earlier stance and expressions. Now, Zamir says that the IDF “tried to protect civilians in the most crowded place in the world. There were no orders to kill civilians or any summary executions or things like that. There were problems, but problems the army can deal with.”The narrow focus in his own op-ed article (reprinted on Tuesday in the Post) on The New York Times in particular and the international media in general is disingenuous, too; it was parts of the Hebrew media, notably Haaretz and Ma’ariv, that first splashed the damming accusations he had compiled of permissive rules of engagement producing specific incidents in which civilians were deliberately shot dead. It was a Haaretz reporter who flatly stated that “the soldiers are not lying, for the simple reason that they have no reason to… This is what the soldiers, from their point of view, saw in Gaza.”Except, it turns out, they didn’t. Their “testimony” was hearsay, and untrue.FROM ISRAEL’S front-pages, in the sadly predictable rat-pack world of what passes for global journalism these days, Zamir’s compilation became the most prominent story on earth for a few days - headlining major newspapers, leading global newscasts, demolishing yet more of Israel’s legitimacy, turning Chief of Staff Gabi Ashkenazi’s insistence that the IDF is a “moral army” into an international bad joke.

With newspapers closing down, resources evaporating and reporters’ buckling under ever-heavier pressures of work, it should be understood, there is no profound process of evaluation that determines whether a story like this will dominate the global agenda. What happens, rather, is that a hostile-to-Israel story in the Hebrew press is deemed credible simply by virtue of its having appeared in the Hebrew press: The Israelis are saying nasty stuff about themselves. Networks such as Al-Jazeera have an ideological interest in pumping up any such stories. Rival networks don’t want to be left behind. Once the story is running on TV, in turn, the print news agencies feel obligated to cover it, because otherwise their clients will complain that it’s on TV but not on the wires. Hey presto. World headlines.  

 The highly dubious nature of this and certain other items that made world headlines relating to the Gaza conflict, I have been told, prompted considerable unrest in the newsrooms of several international news organizations, with some staffers loudly protesting the apparent suspension of more rigorous journalistic standards - to no avail and, I suspect, to no lasting effect.

 Entirely unsurprisingly, infinitely less global media attention has attended Zamir’s contention to the Post this week that “the international media turned the IDF into war criminals,” that he had no way of knowing whether the alleged shooting incidents ever took place, and that “Operation Cast Lead was justified; the IDF worked in a surgical manner. Unfortunately, in these types of operations, civilians will be killed.”

 

Begge artikler bør læses i sin helhed. Under operation Cast Lead i Gaza blev denne video cirkuleret rundt for at vise følgerne af et israelsk angreb

Videoen er i virkeligheden fra 2005 og viser følgerne af en Hamas-parade, der gik frygtelig galt, da nogle af de fremviste bomber eksploderede ved en fejl.

God Påske

Diverse, Kunst og kultur — Drokles on April 12, 2009 at 3:31 am

Vestens nok væsentligste kulturelle bidrag er musikken og her påskedag er det måske på sin plads med lidt hyldest til Herren Jesus Kristus - hvis man overhovedet kan udtrykke sig sådan uden at lyde ironisk eller idiotisk

Talentkrisen på Politiken

Forbrydelse og straf, Multikultur, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on April 11, 2009 at 4:36 am

I går fremsatte jeg den påstand at Politiken havde en talentkrise baseret på deres politiske kommentator Peter Mogensen. Men endnu værre ser det ud, hvis man fremtrækker Rune Engelbrech Larsen, der ufortrødent kæmper en kamp mod den virkelighed, som Villys socialister efterhånden er ved at erkende eksistensen af. I sin klumme, der gengives på hans blog, lægger han ud således

»Afroamerikanere er overrepræsenteret i kriminalstatistikkerne. Det er også en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget høj grad accepterer eller ligefrem fremmer aggression. Det er en kendsgerning, at den afroamerikanske kultur i meget ringe grad accepterer den amerikanske model for at tale om tingene og ad dialogens vej uden sanktioner gøre kriminelle begribeligt, at de er på gale veje. Det bliver opfattet som slaphed og animerer til ny kriminalitet.«

Enhver kan se, at dette en hårdkogt racisme, der uredeligt misbruger de mangesidede årsagsforhold bag sortes overrepræsentation i amerikanske fængsler. Citatet stammer imidlertid ikke fra USA, men fra en leder i Dansk Folkepartis Dagblad, også kaldet Jyllands-Posten, og omhandler påstået »muslimsk« overrepræsentation – »muslim« er for anskuelighedens skyld blot ændret til »afroamerikaner« og »dansk« til »amerikansk«. Der er altså ikke tale om klassisk racisme, men om antimuslimsk propaganda. 

Engelbrecht bruger ord som løgner, nonsens og vrøvl til at beskrive sine modstandere og deres argumenter, men, hvilke ord skal man sætte på ham? Det ovenstående citat han fremdrager fra en JP-leder har intet med racisme at gøre, men er en påstand, der enten er sand eller falsk. Ved at skifte emnet og rammen ud forsøger Engelbrecht at demonstrere sin pointes validitet, men det er rent vrøvl. Negrene i USA kan ikke uden begrundelse erstatte muslimerne i Danmak. Udsagnet “løver spiser kød” kan således ikke falcifiseres ved at skifte ordene ud så “solar plexus spiser postmodernisme”.

Løgneren i Engelbrechts optik er psykologen Nikolaj Sennels for bogen Blandt Kriminelle Muslimer, der hos Engelbrecht er baseret på pseudofaglighed. Engelbrecht mener nemlig at der manipuleres med statistikkerne om, hvor mange af de kriminelle, der rent faktisk er muslimer

Udgangspunktet er dermed ikke blot baseret på pseudofaglighed af værste skuffe, men hele fremstillingen er rent sludder, eftersom kriminalitet slet ikke gøres op efter trostilhørsforhold (hvilket også er umuligt uden en underskrevet trosbekendelse fra samtlige kriminelle), hvorfor lederen må ty til generaliserende spredehagl og kortsluttet logik. 

Men er f.eks. Tyrkiet uden videre et »muslimsk land«? Er en kristen libaneser og en sekulær palæstinenser, der støtter Fatah mod Hamas, »muslimer«?”

Det er rigtigt at Sennels i sin bog blander begreberne indvandrer, araber, muslim, hvilket er en irriterende skønhedsfejl, men, der er ingen tvivl om at han mener muslim i alle tilfælde. Denne viden baserer Sennels ikke blot på den statistiske sandsynlighed at indvandrere fra muslimske lande oftest er muslimer eller i hvert fald kraftigt præget af og til en hvis grad identificerer sig med muslimske værdier. Sennels har skrevet om sine erfaringer med mennesker han har haft i et behandlingsforløb og derfor kender ret godt. I en lukket institution, hvor man kan bestille halal-retter og frasige sig svinekød er det ikke det store detektivarbejde af afgøre et muslimsk tilhørsforhold. Engelbrechts pseudo-indvendinger er simpelthen naragtige.

Men de bringer heller ikke Engelbrecht væk fra grundindvendingen, nemlig at kultur og religion er afgørende for menneskers ageren. Sandheden er jo at selv om vi ikke opgiver trosforhold er det stadig udlændinge fra bestemte lande eller kulturer om man vil, der tegner sig for den grove vold. Dermed etableres det, som Sennels bog jo banalt påpeger at der er en klar sammenhæng mellem de værdier man socialiseres ind i og den opførsel man lægger for dagen. Det eneste mystiske er, hvorfor Engelbrecht kun søger at frikende den røde tråd gennem de mange kulturer, der er storleverandører af assosciale indvidder nemlig islam. Hvorfor han gør det får være til en anden god gang.

…Nicolai Sennels. Denne løgner, der ud fra samtaler med 150 stærkt socialt og psykisk belastede unge med indvandrerbaggrund drager de mest hårrejsende konklusioner om samtlige muslimer i hele verden 

Charmetrolden Engelbrecht overser at det ikke er, hvad Sennels gør. Sennels undersøger, hvorfor de muslimske kriminelle i modsætning til de “danske” - der udgjorde 100 af de i alt 250 “stærkt belastede unge” han arbejde med - alt andet lige ikke kunne tage udgangspunkt i egne handlinger, som årsag til deres situation. De savnede simpelthen redskaberne til selvindsigt og refleksion. Da der ikke var tale om psykiatriske tilfælde måtte det være en forskel i socialiseringen, hvilket jo er en almen og banal antagelse (siden man nu ansætter en psykolog), som også finder støtte udenfor Politikens sekteriske univers. Fra Kristeligt Dagblad

Vi er nødt til at gøre op med tabuet om, at alle indvandrere er ens og dermed lige lette at integrere. Der er nemlig stor forskel på, hvor høj grad af tillid forskellige indvandrergrupper har til fremmede – og den tillid har betydning for, hvor meget de integrerer sig i samfundet.

Sådan lyder den kontroversielle udmelding fra lektor Christian Bjørnskov, som forsker i tillid ved Handelshøjskolen – Aarhus Universitet.

– Det er selvfølgelig politisk ukorrekt at sige, at vi skal gøre forskel på folk. Hele det offentlige system i Danmark er jo bygget på tanken om, at vi alle er lige og ens. Men jo mere blandet det danske samfund bliver, jo mere er vi altså nødt til at acceptere, at indvandrergrupperne er forskellige og derfor også skal behandles forskelligt. Ellers risikerer vi at komme til at stå med enkelte grupper, som slet ikke bliver integreret i det danske samfund og i stedet danner parallelsamfund, siger Christian Bjørnskov, som også er medlem af bestyrelsen i den liberale tænketank CEPOS.

Christian Bjørnskov baserer sin konklusion på dansk og international forskning i, hvor høj grad af tillid forskellige befolkninger har til fremmede mennesker.

Forskningen viser, at mens skandinaver er de mest tillidsfulde i hele verden, så er der en høj grad af mistillid til fremmede i visse arabiske lande – for eksempel i Syrien og Jordan – og i afrikanske lande som Somalia. Samtidig ændrer den grad af tillid, man så at sige er født med, sig ikke markant, hvis man flytter til et andet land, fortæller Christian Bjørnskov.

– I stedet for at stemple hele indvandrergruppen, når vi taler integrationsproblemer, så bør vi bruge denne viden til meget mere effektivt at adressere, at der er store forskelle på de danske indvandrere. Dermed kan vi også sætte mere effektivt ind over for de egentlige problemområder, siger han.

Integrationskonsulent Manu Sareen (R) er enig:

– Problemet er bare, at det bliver opfattet som noget meget kontroversielt at sige, at der er forskel på forskellige grupper, og at der derfor også bør være forskel på vores tilbud til dem. Men det skal vi efter min mening ikke være så bange for, som vi er.

De “hårrejsende konklusioner”, som Engelbrehct nævner er blot realiteternes verden og de gør ingen løgn.

Peter Mogensens verden

Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on April 10, 2009 at 12:26 am

Politiken skrev i en leder at Ritts afgang afslørede en talentkrise for Socialdemokraterne. Deri er jeg helt enig, men brugen af Peter Mogensen som politisk kommentator afslører en talentkrise på Politiken. Peter Mogensen skrev i Politiken d.9/3

Da Fogh under Muhammedkrisen lagde sig ud med en milliard muslimer , var det indenrigspolitiske afkast til at få øje på. (…) Men i udlandet var der mindre forståelse for den fremprovokerede konflikt med verdens muslimer , primært fordi diplomatiske provokationer er ‘ bad for business’. Fogh sidder ved telefonen i sit franske sommerhus og venter på o. k. til Nato-posten fra USA, som givet leder efter den indrømmelse, som præsident Obama kan give de muslimske tyrkere som betaling for, at de skal leve med Fogh .

Det er selvfølgelig typisk Politiken at skose for genereliseringer mens man selv svælger i dem og tager “en milliard muslimer” og “verdens muslimer” til indtægt for en bestemt tankegang i forbindelse med tegningerne af deres profet Muhammed i stedet for at lægge sig lidt diciplin i sproget og skrive f.eks. “den muslimske/islamiske verden”. Men det er en af mange detaljer, der blegner ved den fundamentale tankegang bag de politiske analyser på Politiken, der tåkrummende klart kommer til udtryk hos Peter Mogensen.

Vi får her i første afsnit selvmodsigelsen at Foghs politik overfor verdens en milliard muslimer skulle have skadet Danmarks omdømme når selv Barak Obama er med i en samlet vestlig armvridning på Erdogan for at få Fogh, frem for alle andre på posten, som NATO’s generalsekretær. Fogh er vel mere kendt i det store udland for sin håndtering af Muhammedkrisen, fremfor noget andet heri iberegnet smagsdommeropgøret. Men det siver ikke ind på Politiken, hvor man fastholder sine meninger på tværs af virkeligheden.

Virkeligheden er slet ikke interessant på Politiken, hvor Mogensen i en opremsning af regeringens fadæser bl.a. får fraskevet det at “Nørrebro ligner nu mest en satellit af Gazastriben på gud ved hvilken uge.” for det første er resultatet af, at en del af Gazas befolkning er flyttet herop i første omgang og at det i anden omgang er en kommunal opgave selvom “…at de implicerede ‘ no future-unge’ af anden etnisk herkomst ikke bliver integreret over en nat“. Og han taler også om oppositionen, som en fasttømret enhed uden at gøre rede for hverken Radikale Venstre eller Enhedslisten.

Mogensens manglende anerkenderkendelse virkeligheden får ham til at antage at befolkningen vil straffe regeringen for alle skavanker i samfundet med mindre man får nogle “gode sager”. Befolkningen er åbenbart ude af stand til at kaste sit lod i den vægt de alt i alt anser for de mest ansvarlige i forhold til det grundsynd de selv har og befolkningen ejer åbenbart ikke en særlig stor hukommelse. På den baggrund bliver hans profetier mildt sagt famlende og svære at forstå

Imens fyringer bølger hen over kongeriget, har regeringen meldt ud, at der ikke er brug for en økonomisk aktivitetspakke i Obama-klassen. Et meget svært budskab at sælge til de målløse vælgere, som så småt fornemmer nedturen i horisonten.

(…)

Mareridtet synes uden ende for regeringen, som lige nu kun har en ny stribe skattelettelser og en lavere marginalskat at smøre vælgerne med.

(…)

…finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) - fagligt klogt, men politisk uklogt - i sidste uge udtalte, at der ikke er brug for en økonomisk hjælpepakke. (…) Til trods for at vi kun nærmer os en ledighed på 2,5 procent - nedefra - sidder Thorning-Schmidt på den politisk mest salgbare melding til vælgerne.

Mogensens råd til og håb for Thorning er at hun vinder på en populistisk økonomisk politik, frem for den ifølge Mogensen selv fagligt kloge Løkke Rasmussen - midt i finanskrisen! Mogensens tro på sager skygger derfor også for en anden udlægning af vælgernes reaktion på skattelettelser, nemlig at krisen måske bliver lettere at komme igennem for den enkelte med et større rådighedsbeløb på lommen. Og at vælgerne måske ligesom Mogensen anser Løkkes politik som fagligt klog og derfor at foretrække. Og måske kan vælgerne i denne usikre periode også huske Thornings valgkamp, hvor hun lovede at solde hele overskuddet op på “velfærd” her og nu fordi nu havde vi pengene, mens regeringen netop advarede om at gode tider altid afløses af dårlige. Politik handler om troværdighed, som Khader sagde før alle kunne se hans inkompetence. Det er gisninger, men rationaler skal trods alt bygges på et solidt grundlag og ikke ønsketænkning for de, der vil sove videre i drømmeland.
Nu fik Fogh så den vestlige verdens tillidserklæring i modstrid med verdens en milliard muslimers følelser (og Tøgers vel også?) og den 5/4 skrev Mogensen

Man kommer ikke uden om, at det er en politiker lidt over middel, som nu har forladt Danmark og har sat sig i Nato ’s chefstol.

En politiker lidt over middel. Politiken anser naturligvis den hjemlige andedams dømmekraft for det laveste af det laveste, men åbenbart sin egen, som overlegen i forhold til det store udland. Det er godt at få tingene i perspektiv. Nuvel, Mogensen er ikke den stor tilhænger af realiteternes verden, men holder sig til sine meningers illusioner, hvilket giver følgende absurde påstand og den egentlige grund til denne postering

….muslimerne havde ikke gode kår under Fogh . Hverken hjemme eller ude.

Hvabehar! Muslimerne “ude” var nu ikke “under Fogh”, men under Mubarak, Hamas, Erdogan, Khazari…men alligevel og meget mystisk tilskrives deres kår ham. Det er vist ikke en politiker lidt over middel, men langt udover det sædvanlige, hvis den påstand skal tages alvorligt. Vi tager lige et realitetstjeck af påstanden om at muslimerne har fået det dårligere i Danmark under Fogh. Fra DR

Godt et år før planlagt har regeringen nået sit mål om at få flere nydanskere i arbejde. Mellem 2004 og 2008 er 26.000 flere nydanskere kommet i arbejde, viser nye tal fra Integrationsministeriet, og det er gået stærkere end ventet.

I 2004 opstillede regeringen et mål om, at 60.000 flere skulle i arbejde inden 2010, herunder 25.000 nydanskere fra ikke vestlige lande.

Nu - knap et år før deadline - har nydanskernes beskæftigelse indfriet målsætningen, og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) er stolt.

ikke nok med det, men i Mogensens eget Politiken kan man læse om nye muligheder for moderne frigørelse for muslimerne

Unge indvandrere søger i stigende grad hjælp, fordi de er udsat for trusler eller vold fra deres egen familie.

Det viser nye og endnu ikke offentliggjorte tal fra Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK). Det skriver Kristeligt Dagblad.

Organisationen har siden 2005 tilbudt rådgivning til unge med etnisk minoritetsbaggrund, som oplever alvorlige konflikter med deres familie. Og antallet af henvendelser er steget kraftigt siden da.

Stor stigning siden 2005
I 2005 hjalp rådgivningen 101 gange personer, som enten selv stod i en æresrelateret konflikt eller havde kontakt med en ung i den situation. I 2008 hjalp rådgivningen 397 personer.

»Det handler formentlig om, at flere er blevet opmærksomme på, at de kan henvende sig til os for at få hjælp. Men tallene viser i hvert fald, at det her til stadighed er problem. Selvom indsatsen for integration efterhånden har stået på i en del år, så bliver især unge piger stadig udsat for æresrelaterede overgreb«, siger Lene Johannesson, der er konstitueret sekretariatsleder i LOKK.

Danske kærester giver problemer
De fleste henvendelser til LOKK’s rådgivning kommer fra unge indvandrerkvinder, som mod forældrenes ønske har fundet sig en dansk kærester.

»Men det kan også handle om, at de bare gerne vil opføre sig som danske børn: Være ude om aftenen, træffe egne valg om uddannelse og sådan noget«, fortæller Lene Johannesson.

Den adfærd stemmer dog ikke overens med familiernes ønske til pigernes adfærd. Og så opstår de konflikter, som får dem til at ringe eller maile til LOKK.

»De fleste af de piger, der henvender sig, har allerede en verbal konflikt med forældrene, hvor der er blevet fremsat trusler. Det kan være trusler om, at de vil blive holdt indespærret eller blive sendt tilbage til hjemlandet. Eller det kan være trusler om vold«, forklarer Lene Johannesson.

Måske har Mogensen kun læst artiklens overskrift “Flere unge frygter æresforbrydelser“, der i bedste Politiken-tradition antyder at forholdene for muslimer er blevet værre selv om artiklen fortæller om en frigørelsesproces - en proces, der bliver mulig fordi de bor i Danmark og et Danmark, som under Fogh er begyndt at formulere en modstand mod islamisk tænkning og en styrke og beslutsomhed overfor trusler, der giver de unge tro på at vi kan forsvare dem mod deres kultur. Ak ja. Grundlæggende står hele oppositionen med en talentkrise.

Tyrkiet skal ud af NATO

Multikultur, islam — Drokles on April 7, 2009 at 7:58 am

Man skal angiveligt have truet Erdogan med at Tyrkiets chancer for EU-medlemskab skulle rykke længere væk såfremt de stod i vejen for Anders Foghs formandsskab for NATO. Men, som Daniel Pipes argumenterer burde Tyrkiet slet ikke være medlem af NATO.

The hoops that Fogh Rasmussen had to jump through to win Ankara’s support can be inferred from his cringe-inducing, dhimmi-like remarks on winning the appointment: “As secretary general of NATO, I will make a very clear outreach to the Muslim world to ensure cooperation and intensify dialogue with the Muslim world. I consider Turkey a very important ally and strategic partner and I will cooperate with them in our endeavors to ensure the best cooperation with Muslim world.”We appear to be witnessing the emergence not of a robust NATO following the Claes-Aznar model, one leading the fight against radical Islam, but an institution hobbled from within, incapable of standing up to the main strategic threat for fear of offending a member government.

Nor is Islamism NATO’s only problem with Turkey. In what is emerging as a Middle Eastern cold war, with Tehran leading one faction and Riyadh the other, Ankara has repeatedly sided with the former – hosting Mahmoud Ahmadinejad, advocating for Iran’s nuclear program, developing an Iranian oil field, transferring Iranian arms to Hezbollah, openly supporting Hamas, viciously condemning Israel, and turning Turkish public opinion against the United States.

Noting these changes, columnist Caroline Glick urges Washington to “float the notion of removing Turkey from NATO.” The Obama administration is not about to do that; but before Ankara renders NATO toothless, dispassionate observers should carefully think this argument through.

For mange begår den klassiske fejl af overføre fortidens lære direkte på nutidens udfordringer uden skelen til deres kvalitet. Således konkluderede det franske militær efter 1. Verdenskrig at man hellere i tide måtte udvikle bygge forsvarsværker langs grænsen til Tyskland så man ikke stod i huj og hast og bomberegn og gravede huller i mudderet. Idag konkluderer mange at inklusion af alt er løsningen på modsætningernes problemer ganske fordi de intuitivt tror at inklusionen af almuen, bønderne, arbejderne og kvinderne i samfundet er historien om inklusionens selvskrevne mirakel. Erik Meir Carlsen brugte præcis den fortælling til sit argument da han mente at islamismen (islam) skulle omfavnes uden at tænke på dens essentielle modsætning til civilisationen. Som 2. Verdenskrig ikke handlede om artilleri og maskingeværer, men derimod tanks og fly så handlede demokratiets fødsel om konsekvensen af at anerkende hele folket, som et helt folk, hvis interesser i sidste ende var fælles. Islamisternes interesser deles af ingen og er på bekostning af alle!

Next Page »

Monokultur kører på WordPress