Der er grund til at fejre valghandlingen, og der er grund til at begræde den.
I Danmark kan vi glæde os over at folk gider stemme, kan gøre det uden at fuske eller slås, og at vi anerkender valgets resultat. Dette tager vi for givet; den hemmelige stemmeafgivning og partiernes lige muligheder for at blive vejet og fundet for lette af det dansk folk. Et blik ud i verdenen viser at dette billede ikke er normalen - faktisk er det en afvigelse. Så da amerikanere i 2008 valgte Obama som præsident, blev det fejret, både på venstre- OG højrefløjen. Hvilken glæde over at eksercere de umistelige rettigheder, som det amerikanske folk havde kæmpet så hårdt for. Det viser en bevidsthed fra de politisk aktive amerikaneres side om det unikke og exceptionelle i det amerikanske demokrati. Bliv ved med at stå fast på det kære USA.
Det begrædelige i valget er, ud over at vi får en rød-kulturradikal regering, at kun ét parti kærede sig om de fundamentale problemer i det danske samfund, problemer som danskerne deler med mange andre europæiske lande. Kort sagt: Danskerne er for dumme, for dovne, og for gamle. (Satans til Clemens Kjærsgaard for at komme først med den, æv!) Ja, det er Liberal Alliance der turde angribe den tilsyneladende umættelige offentlige sektor, den umættelige trang til offentlige ydelser og den umættelige trang til “tryghed” (et begreb som forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tog i sin mund mere end en gang for meget). Disse temaer står i modsætning til begrebet frihed, og hvor nemt er det ikke at glemme hvad det betyder at være fri. For man kan ikke være fri, hvis staten beslaglægger halvdelen, med stigende tendens, af din indkomst. Man kan ikke være fri, hvis staten altid sidder inde med den “bedste” løsning - dvs. den eneste løsning. Man kan ikke være fri, hvis staten sidder inde med sandheden. Det er nemlig det, man kalder socialisme, men det blev ikke noget valgtema. Og hvordan kunne det også det for en regering som i 10 år har sovset sig ind i Big Government. Derfor er Liberal Alliance et nødvendigt parti, ligesom Dansk Folkeparti var det, og er det.
Når danskerne er for dumme, for dovne og for gamle, handler det om at vi er dumme, fordi vi falder bagud i undervisnings- og uddannelsesniveau sammenlignet med de nationer vi er i konkurrence med. Vi er for dovne, fordi en dansk arbejder har en alt for høj løn i forhold til den ydelse der leveres, og vi er for gamle fordi… ja, hvad med demografien? Den var ikke et tema. Man burde tilføje et fjerde punkt: Danskerne er for offentlige, dvs. at siden 1951 er der kun kommet 4000 flere ansatte i det private arbejdsmarked, mens der er kommet 683.000 flere offentligt ansatte. Der er nu 2 private pr. 1 offentlig. Hvis man tager dem som er i et ansat i et uformelt ledelsesforhold til det offentlige og dem som er på overførselsindkomst, så nærmer vi os 1 til 1 forholdet. Hvis folket har mulighed for at stemme penge hjem til sig selv…Tyg lidt på den.
Igen, det drejer sig om fundamentale problemer, problemer vi ikke kan komme ud af “the Lykketoft way” ved at dreje på nogle knapper og hive i et håndtag, så vi lige omfordeler lidt mere. Nej, problemerne er systemiske. In this present crisis, government is not the solution to our problem; government is the problem. Igen kunne sige det som Ronald Reagan, og venstrefløjen hadede ham for det, fordi han forstod hvad frihed vil sige. Spørgsmålet er om “det offentligt ansatte Danmark” har viljen til at sadle om, eller om vi skal gå stille ind i den lange nat.
Det leder os ad omveje til ikke-nationen Belgien, som nu i 15 måneder ikke har haft en regering. Belgien, som i erhvervsmæssig sammenhæng på ingen måde er exceptionel eller spektakulær, har EU’s højeste vækstrate. 15 måneder, hvor Big Government ikke har stukket næsen i det belgiske folks liv og arbejde. Overladt til sig selv, har et civiliseret folk en tendens til at virke produktivt. Hvad var det Reagan sagde om staten?
Til sidst vil jeg tillade mig en afskedssalut til Konservativt Folkeparti. Nu har DF lagt stemmer til VK regeringen og givet de konservative ministerposter i 10 år, og dermed fed hyre og ministerpension for life. Det belønnede de konservative regeringens støtteparti ved at stikke dem en kniv i ryggen og krybe i seng med det radikale venstre. Nu er Konservativt Folkeparti blevet tingets mindste parti. Hvor har I dog godt af det! Hvor har I dog godt af det!
