Den Radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Anna Mee Allerslev åbner for at straffe indvandrerfamilier, hvis ikke de får styr på deres forvorpne unger, fortæller hun Berlingske Tidende

Når forældre modarbejder kommunen og fastholder børn i et radikaliseret verdensbillede, skal de mærke konsekvensen.

Det mener beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R), der vil gøre op med berøringsangsten over for et omstridt middel i socialrådgivernes værktøjskasse. Det såkaldte forældrepålæg, som betyder, at forældre kan skæres i børnebidrag, hvis de ikke samarbejder.

»Langt de fleste mennesker reagerer på økonomi, og pålægget får først konsekvenser, når man ikke samarbejder. Det er min opfattelse, at forældrepålægget kan sparke døren ind til de her familier,« siger hun.

Inden nogle kunne få den tanke at Allerslev har givet efter for Dansk Folkpartis mange ønsker om kollektive straffe, vil jeg gerne minde om hendes stålsatte politiske konsistens. Til Weekendavisens Søren Willemoes forklarede hun 16/5 2012 at hvis man tilhører de gode mennesker så kan man gennemføre de slemme menneskers politik

»En af grundene til, at vi kan gøre noget ved problemet med social kontrol nu, er, at vi ikke længere har den der skarpe debat,« erkender Anna Mee Allerslev.

(…)

»Netop når man har en positiv tilgang til mangfoldigheden, er det lettere at gå til de problemer, der rent faktisk eksisterer, fordi man ikke bliver mistænkt for at have andre motiver,« siger hun.

»Jeg har sagt til mine kolleger, at der ikke længere er nogen tabuer på området, og at de, der har en positiv tilgang til mangfoldighed, også skal være de første til at tage hånd om problemerne, Vi bliver nødt til at kunne tale om tvangsægteskaber og indavl blandt indvandrerfamilier, selvom det lyder ubehageligt, for det er problemer, vi hører om fra vore kommunale medarbejdere.«

Nemlig, hvis man er god i hjertet. Og det er Allerslev så hun kan gøre som hun vil uden at nogen kunne tænke ilde om hende.

Klimaet ryger endnu længere ud af debatten skriver Information

Hverken DR eller TV 2 havde spørgsmål om klima og miljø med, da partilederne mødtes i stort anlagte debatter samme dag, som statsministeren udskrev valg. Heller ikke i den første tv-duel mellem de to statsministerkandidater, som TV 2 lagde studie til søndag aften, var klima og miljø et tema.

TV 2’s valgansvarlige, Ulla Pors, forklarer kanalens beslutning med, at der ikke er plads til alle emner.

»Vi havde valgt de emner, som vi fandt vigtige. Klimaet er også et vigtigt spørgsmål, men der blev ikke plads til det i den her omgang. Det betyder ikke, at vi ikke senere vil spørge ind til det. Men vi vil meget gerne have tid til at diskutere de emner, vi tager op, og derfor er der ikke plads til særligt mange emner på sådan en aften.«

(…)

Også Naja Nielsen, der er ansvarlig for DR’s valgdækning, forklarer, at når spørgsmål om klima og miljø ikke var med i den første partilederdebat på DR, skyldes det, at der aldrig er plads til alle vigtige emner i den første debat mellem partierne.

»Klima og miljø er et vigtigt emne, og derfor dækker vi det selvfølgelig også. Det har vi allerede gjort i både radio og tv-aviser, og det kommer vi også til, som valgkampen skrider frem. Når vi ikke har det med i den første partilederrunde, er det fordi, at den runde i store træk går ud på, at politikerne fortæller vælgerne om deres dagsorden. Så jeg vil ikke kalde det et fravalg, men et tilvalg af andre emner, de emner som både optager politikerne og vælgerne mest.«

(…)

Det er ikke kun på tv-stationerne, men også på dagbladene, at spørgsmål om klima og miljø ikke fylder. Både Berlingske og Kristeligt Dagblad lokker på deres hjemmeside læserne med kandidattest, hvor man ved at svare på en lang række spørgsmål kan finde ud af, hvilket parti eller hvilken folketingskandidat, man er mest enig med.

Læs: Informations valgtest: Hvilket parti er du i VIRKELIGHEDEN enig med?

Men ingen af testene indeholder et eneste spørgsmål om klima og miljø. Thomas Hedin, der er researchredaktør på Berlingske, siger, at klimaspørgsmålet ikke er fravalgt bevidst i Berlingskes test.

Det har været undervejs længe. Ved valget i 2011 var der ganske vist resterne af bevingede ord, men ingen partier havde klimaet som slagnummer, skrev jeg dengang. Radikale Venstre, der ville “gøre op med 10 års klima-nøl” og var “villige til at iværksætte alle nødvendige tiltag” for at gøre Danmark fri af fossile brændstoffer havde end ikke rangeret klimaet blandt deres mærkesager - et sådant tiltag var altså alligevel for skrapt.

Socialistisk Folkeparti knoklede dengang for alverden, da de skulle overbevise om deres duelighed til regeringskontorerne og minde vælgerne om vand i kælderen, men også “flygtninge, krige og konflikter” som de væsentligste følger af klimaet. Men Emnet var forvist til “Øvrige politikområder”.

Socialdemokraterne var mest optaget af Fair Løsning, ja det var før valget, og klimaet kom i deres scrollbar prioritering ind, som nummer 13, efter Fair Løsning 2020, Vækst, Nye Job, Sundhed, Uddannelse, Velfærd, Økonomi, Efterløn, Folkeskole, Unge, Arbejde og Fattigdom.

Liberal Alliance ville blot ikke føre en miljøpolitik uden en effekt og henlagde de fossile brændstoffer under sikkerhedspolitik (!). Samme manglende begejstring kunne man se hos Venstre og Konservative Folkeparti forsikrede blot at de har “opmærksomhed på klimaforandringerne“.

Dansk Folkeparti ville ‘give dyrene en stemme’, men debatten drejede sig dengang ikke så meget om salafister, så ingen lagde mere i det.

Når de store aviser og tv-stationer ikke beskæftiger sig særlig meget med klimaet under valgkampen hænger det sammen med, at mediedækningen i forbindelse med klimatopmødet i 2009 var »ude af proportioner.« Det mener lektor på Journalisthøjskolen Lars Kabel, der har kortlagt journalisternes dækning af topmødet i København.

»Medierne dækkede klimatopmødet så massivt, at det skabte en dagsorden, der var helt forvrænget. Det skyldes vel mest af alt, at vi havde en naiv forestilling om, at klimaforandringerne kunne løses på det topmøde. Det kunne de så ikke,« siger Lars Kabel.

Han mener, at de mange ’COP-fiaskoer’, som han kalder det, hvor verdens politikere gentagende gange ikke har kunnet blive enige om at formulere nogle bindende klimamålsætninger, har skabt en træthed i befolkningen: »Det er en medvirkende faktor, at vi simpelthen er blevet trætte af emnet. Mange har en følelse af, at vi alligevel ikke kan gøre noget ved det, og det også en årsag til, at medierne ikke beskæftiger sig med det,« siger Lars Kabel.

En af grundene til at klimaet ikke er interessant for vælgerne er at man som vælger ikke kan gøre noget ved et globalt fænomen. Man må heller ikke så gerne mene noget selvstændigt om det, thi da er man benægter. Grundlæggende bliver vælgerne bedt om at acceptere at et fjernt råd af øverste ved noget, der er meget for svært at forklare, men det er meget farligt og at vælgerne derfor ikke har noget egentligt valg end ved at spænde livremmen ind og betale ved kasse 1. Det findes der en sund skepsis imod i store dele af befolkningen, selv på venstrefløjen hvor den blot optræder uerkendt og intuitivt.

Her på Monokultur tager vi naturligvis afstand fra smædekampagner, naragtige internet videoer og politiske platheder. Men det hænder at vi alligevel falder for fristelsen igen og igen og igen…

Alting skal jo ikke handle om elevrådets magtovertagelse i Fis-Fis regeringen.
Her er teksten:

Look out your window, baby, there’s a scene you’d like to catch
The band is playing “Dixie,” a man got his hand outstretched
Could be the Führer
Could be the local priest
You know sometimes Satan comes as a man of peace

He got a sweet gift of gab, he got a harmonious tongue
He knows every song of love that ever has been sung
Good intentions can be evil
Both hands can be full of grease
You know that sometimes Satan comes as a man of peace

Well, first he’s in the background, then he’s in the front
Both eyes are looking like they’re on a rabbit hunt
Nobody can see through him
No, not even the Chief of Police
You know that sometimes Satan comes as a man of peace

Well, he catch you when you’re hoping for a glimpse of the sun
Catch you when your troubles feel like they weigh a ton
He could be standing next to you
The person that you’d notice least
I hear that sometimes Satan comes as a man of peace

Well, he can be fascinating, he can be dull
He can ride down Niagara Falls in the barrels of your skull
I can smell something cooking
I can tell there’s going to be a feast
You know that sometimes Satan comes as a man of peace

He’s a great humanitarian, he’s a great philanthropist
He knows just where to touch you, honey, and how you like to be kissed
He’ll put both his arms around you
You can feel the tender touch of the beast
You know that sometimes Satan comes as a man of peace

Well, the howling wolf will howl tonight, the king snake will crawl
Trees that’ve stood for a thousand years suddenly will fall
Wanna get married? Do it now
Tomorrow all activity will cease
You know that sometimes Satan comes as a man of peace

Somewhere Mama’s weeping for her blue-eyed boy
She’s holding them little white shoes and that little broken toy
And he’s following a star
The same one them three men followed from the East
I hear that sometimes Satan comes as a man of peace

Der er grund til at fejre valghandlingen, og der er grund til at begræde den.
I Danmark kan vi glæde os over at folk gider stemme, kan gøre det uden at fuske eller slås, og at vi anerkender valgets resultat. Dette tager vi for givet; den hemmelige stemmeafgivning og partiernes lige muligheder for at blive vejet og fundet for lette af det dansk folk. Et blik ud i verdenen viser at dette billede ikke er normalen - faktisk er det en afvigelse. Så da amerikanere i 2008 valgte Obama som præsident, blev det fejret, både på venstre- OG højrefløjen. Hvilken glæde over at eksercere de umistelige rettigheder, som det amerikanske folk havde kæmpet så hårdt for. Det viser en bevidsthed fra de politisk aktive amerikaneres side om det unikke og exceptionelle i det amerikanske demokrati. Bliv ved med at stå fast på det kære USA.

Det begrædelige i valget er, ud over at vi får en rød-kulturradikal regering, at kun ét parti kærede sig om de fundamentale problemer i det danske samfund, problemer som danskerne deler med mange andre europæiske lande. Kort sagt: Danskerne er for dumme, for dovne, og for gamle. (Satans til Clemens Kjærsgaard for at komme først med den, æv!) Ja, det er Liberal Alliance der turde angribe den tilsyneladende umættelige offentlige sektor, den umættelige trang til offentlige ydelser og den umættelige trang til “tryghed” (et begreb som forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tog i sin mund mere end en gang for meget). Disse temaer står i modsætning til begrebet frihed, og hvor nemt er det ikke at glemme hvad det betyder at være fri. For man kan ikke være fri, hvis staten beslaglægger halvdelen, med stigende tendens, af din indkomst. Man kan ikke være fri, hvis staten altid sidder inde med den “bedste” løsning - dvs. den eneste løsning. Man kan ikke være fri, hvis staten sidder inde med sandheden. Det er nemlig det, man kalder socialisme, men det blev ikke noget valgtema. Og hvordan kunne det også det for en regering som i 10 år har sovset sig ind i Big Government. Derfor er Liberal Alliance et nødvendigt parti, ligesom Dansk Folkeparti var det, og er det.

Når danskerne er for dumme, for dovne og for gamle, handler det om at vi er dumme, fordi vi falder bagud i undervisnings- og uddannelsesniveau sammenlignet med de nationer vi er i konkurrence med. Vi er for dovne, fordi en dansk arbejder har en alt for høj løn i forhold til den ydelse der leveres, og vi er for gamle fordi… ja, hvad med demografien? Den var ikke et tema. Man burde tilføje et fjerde punkt: Danskerne er for offentlige, dvs. at siden 1951 er der kun kommet 4000 flere ansatte i det private arbejdsmarked, mens der er kommet 683.000 flere offentligt ansatte. Der er nu 2 private pr. 1 offentlig. Hvis man tager dem som er i et ansat i et uformelt ledelsesforhold til det offentlige og dem som er på overførselsindkomst, så nærmer vi os 1 til 1 forholdet. Hvis folket har mulighed for at stemme penge hjem til sig selv…Tyg lidt på den.

Igen, det drejer sig om fundamentale problemer, problemer vi ikke kan komme ud af “the Lykketoft way” ved at dreje på nogle knapper og hive i et håndtag, så vi lige omfordeler lidt mere. Nej, problemerne er systemiske. In this present crisis, government is not the solution to our problem; government is the problem. Igen kunne sige det som Ronald Reagan, og venstrefløjen hadede ham for det, fordi han forstod hvad frihed vil sige. Spørgsmålet er om “det offentligt ansatte Danmark” har viljen til at sadle om, eller om vi skal gå stille ind i den lange nat.

Det leder os ad omveje til ikke-nationen Belgien, som nu i 15 måneder ikke har haft en regering. Belgien, som i erhvervsmæssig sammenhæng på ingen måde er exceptionel eller spektakulær, har EU’s højeste vækstrate. 15 måneder, hvor Big Government ikke har stukket næsen i det belgiske folks liv og arbejde. Overladt til sig selv, har et civiliseret folk en tendens til at virke produktivt. Hvad var det Reagan sagde om staten?

Til sidst vil jeg tillade mig en afskedssalut til Konservativt Folkeparti. Nu har DF lagt stemmer til VK regeringen og givet de konservative ministerposter i 10 år, og dermed fed hyre og ministerpension for life. Det belønnede de konservative regeringens støtteparti ved at stikke dem en kniv i ryggen og krybe i seng med det radikale venstre. Nu er Konservativt Folkeparti blevet tingets mindste parti. Hvor har I dog godt af det! Hvor har I dog godt af det!