Venstrefløjen skal vænne sig til diversitet

Måske er det racisme, der ligger bag modstanden mod Trumps mur? For udover et iboende had mod orangefarvede mennesker synes der ikke at være et eneste argument imod at bygge den mur mod Mexico, der selvfølgelig vil være i stand til at stoppe den afsindige og illegale trafik over grænsen.

Mexico har ikke, som flere mem på de sociale medier påstår, en mur mod Guatemala. De har på nogle strækninger sikkerhedshegn, men ellers forlader de sig lystigt på tortur, som Guardian skrev om sidste år

A scathing UN report has sharply rebuked Mexico for its widespread problem with torture, which it said implicates all levels of the security apparatus in the context of the government’s efforts to combat crime.

“Torture and ill treatment during detention are generalized in Mexico, and occur in a context of impunity,” the UN special rapporteur on torture, Juan Méndez, wrote in the report he presented on Monday before the Human Rights Commission in Geneva.

The report was based on a fact-finding mission Méndez made to Mexico last spring, and says methods used include beatings, electric shocks, suffocation, waterboarding, forced nudity and rape, as well as threats and insults.

Méndez’s report links torture in Mexico to government efforts to combat the country’s drug cartels, saying the majority of cases he studied involved victims detained for alleged links with organized crime. He also implicates local, state and federal police in the practice, as well as the armed forces.

For Mexico er der altså en tydelig sammenhæng mellem åbne grænser, illegal indvandring og kriminalitet, organiseret som uorganiseret. Og det er en sammenhæng der gennemsyrer det mexicanske samfund, fra bunden til toppen skriver Breitbart

U.S. news outlets appear to have forgotten that the Juarez Cartel and multiple acts of corruption have been linked to the election of the current Mexican President, Enrique Peña Nieto. The Mexican president’s ties to cartels, the mysterious release from prison of major cartel figures during his presidency, and the fact that regions of Mexico are under operational control of these paramilitary transnational criminal organizations during his presidency are rarely, if ever, reported in the U.S. The outrageous number of journalists who have been murdered or who have simply disappeared in Peña Nieto’s Mexico is also rarely reported.

Last year, Breitbart Texas reported on an investigation that revealed that a series of shell companies had been used by members of the Juarez cartel to funnel funds into Peña Nieto’s 2012 election. The investigation was carried out by Mexican award winning journalist Carmen Aristegui and her team; the subsequent scandal became known as Monexgate for the cash cards that were given out during Peña Nieto’s campaign. Those journalists have been under criticism by the Mexican government after discovering the cartel finance link, as well as the fact that Peña Nieto had received properties as bribes from government contractors.

Den mexicanske økonomi får tilført mellem 20 og 30 mia dollars via narkokartellernes eksport af narkotika til USA. Nogenlund det samme beløb som lavtlønnede mexicanske arbejdere i USA sender hjem til familierne i deres dysfunktionelle hjemland, nemlig 24,4 mia dollars. Mexicos trediestørste eksportvare efter narko og billig arbejdskraft er olie, med en årlig indtjening på 23,3 mia dollars.

Forholdet mellem USA og Mexico er en dårlig gænge. De forkerte interesser beriger hinanden på de to landes bekostning. Men hvor USA vil forlade misbruget og være great again, er Mexico fanget i afhængighed.

Mexico is on the Verge of a Civil War! Police RUN from Rioters! Mexico city police flee for their lives after violent protesters overrun their blockades. Mexicans are outrage over gas prices, the border wall, and the liberal media fueling protests against the sitting president after he had a conversation with Donald Trump over the phone. This is Mexicans response to that conversation.

Mexico må igennem en kold tyrker.

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Mentalitet

Medier, fagfolk og politikere har gjort det til en vane af affærdige ensomme ulve, der næsten altid synes at være godt assisteret, som værende psykisk ustabile socialt udsatte eksistenser. Belgisk politi har netop arresteret en 14 årig af slagsen og det er oveni de 29 andre ensomme jule-ulve.

Psykisk ustabile mennesker er fanget i deres egne unikke indre universer. Grupper opstår om noget medlemmerne deler. Selv hvis man som læser af Politiken skulle finde trøst i forklaringen om terroristens forvrængede virkelighed, kan man vanskeligt komme udenom at stille spørgsmålet; hvorfor er så mange muslimer, med de traditionelt grænsende over til det rent morderiske tætte sociale bånd, så udstødte psykofanter. For empirien løber ingen om hjørner med i sidste ende - man kan ikke skrive islam ud af ligningen for islamisk terrorisme.

For nyligt offentliggjorde Islamisk Stat en særligt grusom video i HD. To unge mænd, angiveligt tyrkiske soldater, bliver lukket ud af deres jern-bur i et goldt stenlandskab i Levanten, tvunget ned på alle fire og må kravle, ført som hunde, hen til eksekutions-stedet. Her blev de rejst op og via et langt bånd antændt og brændt ihjel i et roligt tempo, der tillader minutters dødskamp.

Deres dødsskrig akkompagnerer den hoverende islamiske messen, der danner det gennemgående lydspor, som det altid gør. Aldrig en pause for at tænke synes der at være i islamiske videoer. Det var en tilfredsstillende forestilling for jihad-krigerne, der som selve videoen svælgede i de grusomheder, man udsatte en i forvejen besejret og ydmyget fjende for.

Når eksperter og medier beflitter sig med Islamisk Stats propaganda videoer hæfter de sig ved at de er i HD kvalitet med en billedside, der mestrer både den lækre belysning, flere kamerastillinger og bevægelser, der fanger en koreograferet opsætning. Dette sættes i modsætning til Osama Bin Ladens grynede VHS bånd af ham selv, der holder monotone monologer i en hule i Bore Bora eller fra hans sidste bosted med den store pornosamling. Men, som jeg har skrevet før, så undgår eksperterne altid videoernes smertelige indhold, måske fordi konklusionen ikke er til at bære.

Propaganda skal lokke nye krigere til og islamisk stat lokker med grusomheder mod en slagen og ydmyget fjende. Kom og vær med, hug hoveder af, se dem vride sig i smerte, som flammerne fortærer dem, hør deres skrig, vær med til at nære angsten. Og deres målgruppe, muslimerne, lader sig lokke af de smukke billeder med det hellige indhold - skønt alt vi synes vores velfærdsregimer har gjort for at få dem inkluderet.

Julen er tid for religiøs krig, skriver Michael Finch i American Thinker og Syv migranter forsøgte at sætte ild på en hjemløs mand i Berlins undergrundsbane.  ‘Nogen andre’ forsøgte at brænde Emanuelskirken i Hamborg ned til grunden og i Sverige lykkedes det med et indkøbscenter. Og så er der nogen der bare synes det er sjovt at sparke en ældre hjemløs mand i asfalten.

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Postfaktualitet: I disse Trump tider…

Uffe Dreesen parafraserer i en perspektiverende artikel på TV2, om den tyske presses redaktionelle valg ved dækning af en teenagepige - “aktiv i hjælpearbejdet for flygtninge“, der blev brutalt myrdet af “en af de tusindvis af mindreårige flygtninge, som er kommet til Tyskland” - Joachim Käppner for i Süddeutsche Zeitung at konkludere at “…i de her ”Trump-tider” med masser af ”fake news” gælder det om ikke at sætte troværdigheden på spil”.

Hvis vi leger med på at døden skal have en årsag, så er fænomenet Trump, som de alternative medier og det ‘alternative højre’, resultater af, at pressen for længst har sat sin troværdighed over styr, ikke blot med non-information og fake news, men også og især udvalget af historier og vinklingen af dem. Dreesen leverer selv et par eksempler på løgnens anatomi. Først en løgn som ikke problematiseres af løgnepressen

Borgmester Salomon minder om, at mordet på Maria L. ikke har noget med gerningsmanden kulturelle baggrund at gøre, sådan som det var tilfældet med de nordafrikanske mænd på banegårdspladsen i Køln. ”Du finder ikke noget land eller nogen kulturkreds i verden, hvor en sådan afskyelig forbrydelse bliver tolereret”, forklarer han til avisen.

Lovgivning mod mord er én ting, accept af mord på vantro er en anden. Borgmesteren taler formentlig i komplet uvidenhed om dette, og løgnepressen er slet ikke klædt på til at fange det og stille spørgsmål til det. Når folk hævder at de flygter fra sekterisk vold så er det netop fordi, hvad vi anser for anskyelige forbrydelser tolereres i disse lande og kulturkredse.

Det er derfor de tyranniserer hinanden og andre der udgiver sig for asylansøgere, som man kunne læse i Ekstrabladet et par dage forinden Dreesens artikel.

Det er derfor at fem andre afghanske teenagere, der var nået til Sverige, kunne samles om det for dem helt naturlige at tæske og gruppevoldtage en mindreårig dreng ligeledes fra Afghanistan (Se evt filmen The Dancing Boys of Afghanistan, for at vide mere om, hvad der i den afghanske kulturkreds tolereres), som Daily Mail skrev om dagen forinden Dreesens artikel.

Og sandelig om Daily Mail samme dag kunne fortælle at “Another refugee has been arrested in Germany for sexually assaulting two Chinese students“, denne gang fra den irakiske kulturkreds, som man kunne læse dagen forinden Dreesens artikel.

Så en sandhed, der betvivles af løgnepressen ved Dreesen

Mordet på Maria L. var ifølge dem [tyske borgere med bladet fra munden] et ”Køln nummer to”. En begivenhed, der udstillede de etablerede mediers fortielser og politisk betingede tavshed, når det gælder kriminalitet, begået af flygtninge og indvandrere.

Akkurat som medierne blev beskyldt for at have gjort i forbindelse med sagen om mange seksuelle overgreb, som især nordafrikanske mænd skulle have begået ved banegården i Køln nytårsaften.

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

På vej mod interessante tider

“Russia orders all officials to fly home any relatives living abroad, as tensions mount over the prospect of a global war” skriver Daily Mail. Speisa skriver “Russian state TV warns viewers of war”. “Future war with Russia or China would be ‘extremely lethal and fast’, US generals warn” skrev Independent og tilføjede “Russia launches massive nuclear war training exercise that ‘involves 40 million people’” skrev IndependentOg på TV2 kunne man læse “Russiske atom-missiler kan nu nå Bornholm”.

“Wars are gathering”, skriver Victor Davis Hanson, “A hard rain is going to fall”

This summer, President Obama was often golfing. Hillary Clinton and Donald Trump were promising to let the world be. The end of summer seemed sleepy, the world relatively calm.

The summer of 1914 in Europe also seemed quiet. But on July 28, Archduke Franz Ferdinand of Austria was assassinated in Sarajevo by Gavrilo Princip with help from his accomplices, fellow Serbian separatists. That isolated act sparked World War I.

In the summer of 1939, most observers thought Adolf Hitler was finally through with his serial bullying. Appeasement supposedly had satiated his once enormous territorial appetites. But on September 1, Nazi Germany unexpectedly invaded Poland and touched off World War II, which consumed some 60 million lives.

(…)

Russia has been massing troops on its border with Ukraine. Russian president Vladimir Putin apparently believes that Europe is in utter disarray and assumes that President Obama remains most interested in apologizing to foreigners for the past evils of the United States. Putin is wagering that no tired Western power could or would stop his reabsorption of Ukraine — or the Baltic states next. Who in hip Amsterdam cares what happens to faraway Kiev?

Iran swapped American hostages for cash. An Iranian missile narrowly missed a U.S. aircraft carrier not long ago. Iranians hijacked an American boat and buzzed our warships in the Persian Gulf. There are frequent promises from Tehran to destroy either Israel, America, or both. So much for the peace dividend of the “Iran deal.”

North Korea is more than just delusional. Recent nuclear tests and missile launches toward Japan suggest that North Korean strongman Kim Jong-un actually believes that he could win a war — and thereby gain even larger concessions from the West and from his Asian neighbors.

Radical Islamists likewise seem emboldened to try more attacks on the premise that Western nations will hardly respond with overwhelming power. The past weekend brought pipe bombings in Manhattan and New Jersey as well as a mass stabbing in a Minnesota mall — and American frustration.

Europe and the United States have been bewildered by huge numbers of largely young male migrants from the war-torn Middle East. Political correctness has paralyzed Western leaders from even articulating the threat, much less replying to it.

Instead, the American government appears more concerned with shutting down the detention center at Guantanamo Bay, ensuring that no administration official utters the words “Islamic terror,” and issuing warnings to Americans not to lash out due to their supposedly innate prejudices.

Aggressors are also encouraged by vast cutbacks in the U.S. defense budget. The lame-duck Obama presidency, lead-from-behind policies, and a culturally and racially divided America reflect voter weariness with overseas commitments.

(…)

Obama apparently assumes he can leave office as a peacemaker before his appeased chickens come home to roost in violent fashion. He has assured us that the world has never been calmer and quieter.

Et russisk billede midt i freden

obama-pa-russisk

Uansvarlighed skal stoppe det nationale ræs mod bunden

Information har talt med  leder af University of Michigans Refugee and Asylum Law Program James C. Hathaway om hans bud på en model for en global omfordelingsmekanisme

Vi bør have et system for ’styret flygtningebeskyttelse’, hvor flygtninge bliver retfærdigt fordelt mellem lande, hvor der derfor ikke er incitament til at lukke grænser og behandle flygtninge dårligt for at skræmme dem væk,« forklarer han til Information.

Måden, professoren vil sikre sig det, er ved, at en flygtning – som for eksempel syriske ’Ahmed’ på illustrationen ovenfor – modsat i dag ikke nødvendigvis skal have permanent ophold i det land, hvor han ankommer og får asyl. Her søger han nemlig ikke asyl hos de statslige myndigheder, men hos en udvidet version af FN’s Flygtningeagentur, UNHCR.

Og opnår han flygtningestatus, vil han på sigt muligvis blive omfordelt og genhuset i et andet land. Det vil blandt andet forhindre, at modtagerlandene lukker grænser og presser flygtninge ud på farefulde ruter.

Så lad os hilse på syriske Ahmed, hvis situation altså illustreres i en tegneserie, som man virkeligt skal se for at tro den

flygtningetegneserie

Som man kan se bliver Ahmeds hus bombet og uden et hjem, må han flygte til grønnere egne. Hans forstående kernefamilie, en kvinde, en lille dreng og et spædbarn, vinker farvel til Ahmed. Ahmed ser tilbage på det hjem, hvor det nu synes umuligt for ham at leve - og vinker til sin familie, hans kone, hans lille søn og den lille ny. Der er ingen grund til at sidde lårene af hinanden, når hjemmet er udbombet, så afsted bliver der travet, en lysere fremtid lokker

»Hvis der ikke var nogen indvandringskonsekvenser for den stat, som flygtningen rejser mod – hvis det bare var et sted, hvor flygtningen kunne få adgang til et internationalt system – så ville staten ikke have nogen interesse i at forhindre hendes ankomst,« som James C. Hathaway formulerede det i et oplæg til et forum for EU’s agentur for fundamentale rettigheder i juni.

(…)

Ligesom Thomas Gammeltoft-Hansen støtter også adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen en omfordelingsmodel a la Hathaways.

»Kvoteordninger og internationale organer, der kan sætte sig ud over det nationale ræs mod bunden, er vejen frem. Jeg mener ikke selve modellen er urealistisk, der mangler bare politisk vilje,« siger han.

Hvis den enkelte stat ikke mærker konsekvenserne… De idealistiske herrer er altså helt med på at der er tale om konsekvenser for modtagerstaterne ved migration. Så det gælder om at lave et system, hvor alle opfører sig uansvarligt, fordi skønt man kommer til at mærke konsekvenser, så vil man ikke mærke konsekvenserne af sine EGNE handlinger. Et system af gensidig uansvarlighed uden ende.

Ahmed mærker heller ikke konsekvenserne af at flygte fra sin familie. Han flygter videre til Jordan, og “Det skal understreges, at flygtninges illegale grænsekrydsninger og ophold ikke må straffes. Det vil bl.a. ødelægge markedet for menneskesmuglere”. Modtagerlandende vil bl.a. blive ødelagt. I Jordan møder Ahmed så en repræsentant fra en udviddet version af FNs flygtningeagentur, hvorfra han modtager penge og vejledning i uddannelse og integration.

Ahmed skal blive i Jordan i 6 år. Hvis ikke Ahmed er vendt tilbage til sin familie, der nok efterhånden skulle være færdige med at bygge huset op igen, vil FNs flygtningeagentur genhuseham i et nyt modtagerland, afgjort af det internationale kvotesystem ud fra en fordelingsnøgle med parametre, som BNP/indb., befolkningens størrelse og Ahmeds oprindelsesregion.

Det ender lykkeligt for Ahmed, der med kufferten fuld af, hvad ved jeg, modtages med jubel fra venligboerne - eller er det den første bølge, der fejrer forstærkninger? Og familien? Hans kone, hans søn, som nok er i puberteten og det lille spædbarn, der nu venter på sin syvårs fødselsdag? Det skal man nok ikke bekymre sig om, Ahmed er stadig i den våbenføre alder og kan stifte en ny.

ahmed-med-sin-kuffert

Analyse med røven bar

Ask Foldspang Neve og Carsten Bagge Laustsen, henholdsvis studerende og lektor i sociologi, gør i Point Of View International et sociologisk forsøg på at forstå Donald Trumps tilhængere i lyset af “Trumps uforlignelige evne og vilje til at se sandheden direkte i øjnene og så alligevel at skyde først med det ene mere rablende udsagn end det andet“. At nogen er tilhængere af Hillary Clinton er altid selvindlysende for de skrivende klasser.

Neve og Laustsens gør sig umage med ikke at trivialisere fænomenet Trump, med at folk er for dumme til at kunne forstå bedraget eller fordummede af en stadigt mere overfladisk kultur. I stedet trækker de på filosofferne Peter Sloterdijk og Slavoj Žižek, “der beskriver moderne ideologi form som givet ved en kynisk attitude.”, hvor folk gennemskuer et bedrag eller en illusion, som de så accepterer fordi de finder den nyttig: “Kynikeren ved, at kejseren ikke har noget på, at han har røven bar, men insisterer ikke desto mindre på at behandle ham som kejser, fordi denne praksis konstituerer et fællesskab af følgere og muliggør en nydelse.” Som med Kejserens nye klæder er det også med Trump; “Alle ved, at det er et skuespil, men alligevel deltager de” og “Trump er den ultimative fiktion“, der muliggør “forestillingen om, at resten var virkeligt“. Det er altså en abstrakt virkelighed, der tales om, for kritikken er af USA, som noget uvirkeligt, sådan tager verden sig ud fra universitetet, det hele er et show

Det måske mest oplagte show at sammenligne Trumps kampagne med er pro wrestling, som flere amerikanske observatører allerede gjorde i foråret. For de uindviede er pro wrestling en show-kampsport, der blander sport og persondrama. Det er machosoap. Tilskueren følger ikke bare den enkelte kamp – som altså er aftalt på forhånd – men også historien før og efter. Det er næsten altid de gode mod de onde i et episk, men fuldstændigt todimensionelt univers.

Fribryderen Trump: løgn er bedre end sandhed

Trump har selv en lang baggrund i wrestling, og han har endda været i ringen i et stort opsat show, hvor først hans forkæmper og derefter han selv ’vandt’ over wrestlingforbundets ejer, Vince McMahon i en milliardærernes dyst. Wrestling bygger lige præcis på den bravado, den uforbeholdne skryden, som Trump er blevet kendt for. ”Jeg er den største bryder i verden!” proklamerede Gorgeous George, en af den tidlige wrestlings store stjerner. Dét lærte han fra sig til nogle af 60’ernes og 70’ernes allerstørste stjerner inden for showbiz overhovedet, som Muhammad Ali og Bob Dylan. ”Boksning, wrestling – det hele er et show,” sagde han til Ali, der endnu var Cassius Clay.  ”En hel masse mennesker er villige til at  betale for at se nogen lukke munden på dig. Så bliv ved med at prale, bliv ved med det kække og søg altid skandalen.”

Giv dine fans noget at begejstres over, giv fjenderne noget at oprives over, giv journalisterne noget at skrive om. Løgn er bedre end sandhed.

Trumps tilgang vækker mindelser om Berlusconis baggrund som krydstogtscrooner eller selvfølgelig Reagan og Schwarzeneggers som skuespillere. Men wrestling er mere basalt, og mere banalt, og derfor også endnu mere potent som fortællerform, for dem som altså ikke er stået af allerede ved indgangen. Det vækker afsky hos dem, der dyrker mindfulness, men har en enorm og overraskende bredspektret fanskare.

Publikum til en wrestling-match er selvfølgelig kynikere. De ved udmærket, at det er et show, men lader sig rive med alligevel. Ellers ville det jo være omsonst at se det. Så du får ikke noget ud af at råbe mængden op og gøre dem opmærksomme på, at det ikke er ægte. Du bliver formentligt bare buhet til tavshed eller bliver smidt ud. Folk vil have det show i fred, de er kommet for.

Ikke at de to herrer ikke har fat i noget langhåret, men de antager, som det er så populært i de kredse, at der ikke er noget, hverken bagved eller foran, den facade, som de glimrende beskriver. Fordi Trump er en showmand, ser de hans tilhængere som et publikum og hele det politiske spil som et show, frigjort fra realiteterne. Men hvis man vil forstå et show, skal man også tage det mere alvorligt end blot at ‘containe‘ wrestlingfans.

Pro Wrestling fortæller nemlig lidt mere end en kamp mellem de gode og de onde. Den tredje aktør i Pro Wrestling er nemlig kampdommerne, der skal sikre sig at reglerne overholdes. Dommerne er uden sans for proportioner og blottet for dømmekraft og de lader sig let distrahere af urimelige og trivielle indvendinger fra wrestlernes managers eller de bliver optaget af diskussioner med sidedommerne om nuancer i reglementet eller episoder forlængst passeret. De onde udnytter skamløst enhver lejlighed hvor dommerne opmærksomhed er fraværende, til at bruge feje kneb og slå deres modstandere i hovedet med de stole, der altid står ved ringside.

Dommerne er selvfølgelig de pludrende klasser, politikerne og magthaverne. De mener det sikkert godt, men de forstår ikke realiteterne og de forstår ikke at ethvert svigt i at opretholde reglerne er et svigt af de gode, der overholder reglerne selvom de bliver udsat for brud på reglerne. På den måde kommer regler til at beskytte de onde og hæmme de gode i at forsvare sig selv. Forbrydere er ligeglade med en stram våbenlovgivning og retorisk etikette på arbejdspladsen, udlændinge har ikke skrevet under på den sociale kontrakt, hvis fordele de konsumerer og vi vil alle blæse økologi en hatfuld.

Trumps tilhængere ved at den der ikke laver noget heller ikke laver fejl. Trump taler frit og fyndigt og er ikke bange for at kalde muslimsk terrorisme for muslimsk terrorisme.  Folket ved at det er islamisk terrorisme, begået af muslimer, der hader Vesten og USA for det, som Vesten og USA er. Fri, succesfuld og uislamisk. Folket ved at man ikke kan have fri indvandring og samtidig bevare amerikansk velstand og amerikanske værdier. De ved at man ikke kan have grænsekontrol, hvis også man giver illegale amnesti. De ved at politiet ikke udfører massakrer på sorte medborgere. De er trætte af race-baiting. De ved at Hillary er korrupt, at hele det politiske system er kompromiteret.

Hvad Trump demonstrerer med sit vulgære sprog og hans disrespekt for detaljer er at intet er helligt. Alle tanker kan gøres og ingen skal være hæmmet af de tabuer, som politisk korrekthed, hensynsbetændelse og politisk etikette har låst den politiske debat fast i en venstreorienteret skruestik, hvor der til stadighed opdyrkes nye ofre for den hvide, arbejdsomme skatteyders eksistens og historie, som skal betænkes med den hvide, arbejdsomme skatteyders penge. Trump forløser en opsparet frustration, førend den bliver til vrede, når han forholder sig til virkeligheden - og det virker selvfølgelig rablende på sociologer og andre dommere, som de hæger over juristeriet.

Hillary i kapløb med tiden

Jeg tror vi bevæger os mod et opgør med mediebilledet. MSMs interesser ser ud til at danse tætte med den magt vi ellers håber til vil udfordre. Migration, islam, klima, aldrig tør de tage virkeligheden alvorligt og stille de egentlige spørgsmål. I valgkampen mellem Hillary og Clinton og Donald Trump har de fleste medier valgt klart ud til fordel for Hillary og stiller ingen kritiske spørgsmål, men forsvarer hende nidkært. Men, hvor klima og indvadring og islam er abstrakte størrelser, så er det at alliere sig med en skurk konkret og fotogen. Mediernes dans med Hillary er en episk fejltagelse. Hvilken bortforklaring er sand spørger Ezra Levant (set hos Snaphanen)

wp-om-hillarys-helbred

Spekulationer er naturlige, når man bliver stukket så mange løgne. De kan også være sunde fordi de lægger pres på at få sandheden frem. De, der spekulerer i at hendes helbred er dårligt, ser jo ud til at have ret. For det ser jo besynderligt ud, som hun trækker sig fra 11. September mindehøjtideligheden.

Der var 26 grader og hendes stab oplyste at Hillary følte sig for varm? Eller måske var hun dehydreret? Men så kunne offentligheden se videoen af hendes totale kollaps, og nu havde hun pludselig haft lungebetændelse hele weekenden? Og det har flere fra hendes stab også, siges der. Fint, så det smitter tilsyneladende. Men, men, men, hvorfor lader man så en lille pige komme gennem sikkerhedsafspærringen så Hillary kunne smitte hende også? Og hvorfor kommer Hillary overhovedet til et arrangement, hvor hun kan hoste sine dårligdomme på de tæt pakkede sørgende?

Altså, en 69 årig kvinde kollapser fuldkommen og bæres nærmest (og måske helt) bevidstløs ind i en bil og ingen omkring hende tænker på at hun måske burde en tur forbi hospitalet for lige at sikre sig at det ikke blot var en enlig svale, der kunne kureres med lidt vand? Eller er Hillary i forvejen omgivet af så meget sundhedsekspertise at hospitalsbesøg er unødvendige? Og hvorfor tog Hillary hen til for at hoste ud i sin datters lejlighed? Chelsea Clinton har selv to små børn, det ene endda et spædbarn, som betændte Hillary gav sig til at lege med!

Hillary presses samtidig af sagen om hendes omgang med emails, hvor hun blandede officielle og fortrolige emails sammen med hendes private på sin egne ikke sikkerhedsgodkendte servere. Det var kriminelt sjusket, har FBI slået fast. Mange tusinde emails er tilsyneladende forsvundet og noget af det udstyr, som tablets og Blackberries er blevet destrueret med hamre(!) af Clintons stab. Men de findes stadig, nogle i hænderne på fjendtlige magter.

Sammenblandingen af emails og servere tegner dog et mere sinistert billede end blot skødesløshed. Hillary ejer sammen med sin mand The Clinton Foundation. Her har rigmænd af allehånde slags kunnet donere store summer, for så efterfølgende få et privat møde med udenrigsminister Hillary Clinton. Med andre ord har Hillary lagt amerikansk udenrigspolitik i udbud til højestbydende. Det er nu begyndt at indhente hende. Hvis ikke døden udfrier hende, så er hendes eneste chance for at holde spillet kørende og loven fra livet at blive Præsident for det hele. Clinton er vanvittigt determineret.

Men hun bliver indhentet af sin fortid og den vil også begynde at indhente medierne. Når skeletterne først begynder at vælte ud af skabet, så kan medierne ikke holde igen længere. Venstreorienterede eller ej, medierne er i sidste ende drevet af den gode historie. De danske mediers indgroede sympati for Socialdemokratiet blev blæst helt væk af lysten til at slagte Mogens Lykketoft alene fordi han stod så godt for hug. Sådan vil det også gå i USA, medierne vil vende kanonerne fra den ukuelige og tilsyneladende upåvirkelige Donald Trump, mod den døende Hillary Clinton og det bjerg af sensationelt gode historier, der venter i de kommende Wikileaks. Nogle medier har kun været medløbere og kan få en konkurrencefordel var at stikke deres mere ublu konkurenter i ryggen. Og selvrangsagelse vil blive afgørende, hvis man vil overleve.

Hillary ved vejs ende?

Der er sikkert et ord for det i spinddoktor vokabularet, når en kandidat er nået derhen i sin kampagne, at der ikke er mere at sige. Om det er desperation eller måske endda fallit ved jeg ikke, men Hillary Clinton har brugt et af hendes få valgmøder på “not talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter.” Istedet talte hun om the Alt Right, den bevægelse blandt republikanere, som Trump står i spidsen for og som er et rodsammen af alle venstredrejede demokraters sorger. Breitbart, Ku Klux Klan, konspirationsteoretikere, bøssehadere, misogyne antisemitter og racister og så videre.

Infowars Paul Joseph Watson var med røde øjne begejstret for opmærksomheden da dårlig omtale er bedre end ingen omtale og gjorde sig lystig over at Clinton beskyldte andre for konspirationsteoretiseren, mens hun selv plejede en forestilling om at hendes politisk opposition var betalt og styret af Vladimir Putin.

Charles Krauthammer var ikke sikker på det var en god ide for Hillarys kampagne at forlade sig helt på ad hominem, og mente specifikt at dette “slightly over the top”, især, da hun tilskrev Trump den tvivlsomme ære at mobning i skolerne angiveligt var i stigning. Og så er det jo altid svært at holde sig ren når man kaster med mudder

Politicians are always appearing on stages and welcoming people who have unsavory histories, and I would say that for Hillary, she should be a little bit careful since her support for Black Lives Matter — does she really want to be associated with a group that chants about killing cops? And nobody would accuse her of supporting that, but that is always a risk. So it is a cheap kind of political warfare. There are of course incidents — the Mexican judge story and all that, that even Paul Ryan had to admit was a form of classical racist speech. But I think this is the old story, I’m not sure if it is going to have an effect, and surely his calling her a bigot is not going to have a lot of effect either. I think we are at the bottom of the barrel of a race we knew would be down and dirty, and that is exactly where we are now.

Ah, ja, mudderkastning. Breitbart ihukom en venstredrejet artikel af ældre dato, der vånede sig over den racistiske tone, der bar Hillarys kampagne om at blive Demokraternes præsident kandidat  for 8 år siden, dengang modstanderen hed Barak Hussein Obama

In the aftermath of the Pennsylvania Democratic primary [won narrowly by Hillary Clinton] — a race in which Clinton had a 20-point lead only a few months ago — the racism and hypocrisy of the Clinton campaign were laid bare for all a nation to scorn.

Desperate and willing to do anything to win, the Clintons resorted to a naked form of racism aimed directly at white working-class voters in the rural portions of the state. Their message: Barack Obama cannot win because he’s black.

In the early stages of the campaign, it was Clinton’s cadre who kept playing the race card. In New Hampshire, Clinton’s co-chair, Billy Shaheen, accused Obama of being a drug dealer; then there was the photograph of Sen. Barack Obama in Somali garb leaked to the press by Clinton’s staff.

In the aftermath of the South Carolina primary, former President Bill Clinton compared Obama’s victory to those of Jesse Jackson in 1984 and 1988. His message was clear: Obama was a marginal, black candidate.

[…]

To anyone who has followed the Clinton campaign closely, it is all too apparent that her top political strategists — reeling from losses from coast to coast and badly miscalculating the grassroots power of the Obama movement — made a tactical decision to go negative, as that would be the only way for Clinton to stop Obama and somehow allow her to steal the nomination.

And go negative they did — with a subtle yet consistent racism underscoring every turn.

Breitbart, supplerer med flere eksempler og et fact-check. Og for at det ikke skal være Breitbart det hele (tidligere Breitbart chef ) har den gode Jamie Glazov også en debat med Michael Cutler om hvorledes Hillary ikke gavner sortes interesser.

Og ifølge Breitbart, er der også en anti-Clinton bevægelse blandt Demokraterne, der mener at Hillary ikke gavner sin sag, ved at fremstå “unhinged”. Måske er hun blot uforståelig for hendes vælgere, der gerne vil høre hende “talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter”

(2:16 I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump”) Og selvfølgelig har Trump ikke noget imod niggere.

Eliten mod Donald Trump

J Robert Smith skriver i Townhall om, hvorledes eliten frygter Donald Trump

Elections aren’t about finalities, they’re about processes. They may be about departures. Case in point, the 2016 presidential contests, which feature Hillary and The Donald. If Trump wins, the process of the November election might start a departure in more than politics. It could be historic. It won’t be good, however, for the global elites inhabiting New York, DC, Boston, and San Francisco — or wherever else ivory towers, mahogany-paneled offices, pricey secured buildings, and gated communities are found. Trump’s election would have reverberations overseas, too, in London, Paris, Berlin — yes, wherever else ivory towers, et al, are found.

A Hillary victory means there won’t be a departure; merely a doubling-down by the elite, as they act with renewed zest to secure their interests — versus the national welfare. The Great Imposition — a war waged on average Americans — will continue with awful consequences.

Impose and divide – divide to conquer. Blacks against whites. (That’s moreMilwaukees.) Hispanics against Anglos. (That’s more illegals and all legalized). Poor against rich. (Lots more free sh*t.) Takers versus producers. (Lots more free sh*t.) Marginalize the working class. (Further cede manufacturing to the Chinese; shut down coal and domestic energy production, generally.) Demean the middle classes. (Who knuckle-drag their bibles, guns, and backwater values through life.)

The worldview among many of our elite is anti-nation — dare we say — anti-American, anti-law and order, anti-tradition, anti-faith (with exceptions carved out for Islam), anti-durable values and enduring truths, like marriage between a man and woman, and family, as defined by a man, woman, and children. The elite, so very cosmopolitan, have evolved past antique beliefs and ways.

The dangers are domestic and foreign. President Hillary and anti-nation elites would continue failed policies toward Islamic militants and insurgencies. They’d serve up more perverse rationalizations for why Islam doesn’t animate jihadists. More dangers in the offing with rogue nations Iran and North Korea. Mounting danger in Asia, with China, where the PRC is boldly militarizing the South China Sea.

All pose existential threats, to one degree or another. To the elite? Obstacles to the world they’ve created for themselves. Perhaps to be solved with appeasements, like tribute (it worked for the Romans — for a while.). Ransoms(monetary and otherwise). Accommodations. Retreats. Misdirection and outright lies.

Velhaveren George Soros er en aggressiv variation af den elite og det er især blevet tydeligt efter at hackere har lækket dokumenter fra Soros hedgefond Open Society Foundations. Her kan man (selvfølgelig) læse at Soros gennem sit Open Society gav $650,000 til “invest in technical assistance and support for the groups at the core of the burgeoning #BlackLivesMatter movement.”, og til anti-israelsk propaganda, og til at sværte islamkritikere, som David Horowitz som værende islamifober, og til at arbejde for yderligere indvandring til Europa. Men man læser ikke meget om det, skriver Investor’s Business Daily

On Saturday, a group called DC Leaks posted more than 2,500 documents going back to 2008 that it pilfered from Soros’ Open Society Foundations’ servers. Since then, the mainstream media have shown zero interest in this gold mine of information.

We couldn’t find a single story on the New York Times, CNN, Washington Post, CBS News or other major news sites that even noted the existence of these leaked documents, let alone reported on what’s in them.

Indeed, the only news organization that appears to be diligently sifting through all the documents is the conservative Daily Caller, which as a result has filed a series of eye-opening reports.

(…)

Anyone with this much power and influence demands close media scrutiny. Particularly when he has extremely close ties to the would-be next president of the United States.

This year alone, Soros has given $7 million to the Clinton-supporting Priorities USA super-PAC, and a total of $25 million to support Democrats and their causes, according to Politico.

And when Soros speaks, Clinton listens. A separate email released by WikiLeaks shows Soros giving what read like step-by-step instructions to then-Secretary of State Clinton on how to deal with unrest in Albania in early 2011, including a list of people who should be considered as candidates to become an official mediator sent to that country. Days later, the EU dispatched one of the people on Soros’ list.

Thomas Lifson, writing in the American Thinker blog, said “Soros got the U.S. and other accomplices to intervene in the internal affairs of a sovereign state…. How is this not huge news?”

How, indeed.

Ifølge USA Newsinsider advarer hacker-gruppen Anonymous om at venstrefløjen planlægger valgsvindel, for at sikre sig imod en eventuel sejr til Trump. Og det er ikke noget nyt, skriver Townhall.

The Donald starter sin kampange

På National Review er de bekymrede over, hvilken skade Donald Trump gør mod den konservative tradition og hvor meget han potentielt kan skade dens anseelse i generationer fremover. De fleste amerikanere er mere bekymrede over, hvilken skade Hillary Clinton gør på USA og hvor mange generationer, det vil tage den stolte nation at komme sig. Donald Trump har været igennem den største løgnekampagne i et civiliseret land og alligevel, skriver Wayne Allen Root i Townhall, alligevel…

After all of THAT…after Hillary and the media and liberals…and the GOP establishment threw everything they had at Donald…

He is tied with Hillary (within statistical margin of error) in every major credible national poll out in the past few days. Pick your poll: Zogby, Rasmussen, LA Times/USC, Bloomberg, they all say he’s down 1 or 2 points with likely voters- which is tied. In the latest LA times/USC poll he’s down less than one point.

And we all know 5% to 10% of voters won’t admit they support Trump. Why would they after the three weeks of disaster I just described?

So that means he’s actually AHEAD by 3 to 5 points.

Hillary is like a NFL team ahead by 14 in the 3rd quarter…and the coach, players and fans all know it’s not enough. They can feel it. Disaster is coming. They are ahead by 14…and they just know they are dead.

If Hillary isn’t ahead by 15 to 20 points right now…at this absolute low point of Trump’s campaign…the deep, deep valley…Hillary is the one in deep trouble.

Her peak is actually the valley. Her fans and the mainstream media just don’t understand that yet. This is the high water mark of her campaign. It will never get better than this. And she’s tied, hanging on by her fingernails.

She won’t make it to the November 8th finish line. She is DOA (I mean politically, of course).

Even worse…

She knows any day between now and November 8th…Julian Assange and Wikileaks will drop a bombshell that will destroy her presidential run, political career and legacy all in one. She knows what’s coming, because she knows what’s in those emails. If Wikileaks has what Hillary thinks they have, her future involves the “Big House,” not the White House.

Because Wikileaks clearly has her 32,000 deleted emails. Secret emails that detail her crimes against the American people.

No wonder Hillary’s sick…no wonder she has “health issues”…no wonder she has trouble standing up behind a podium…or sitting on a couch without being propped up by large pillows…or walking up stairs…stress will kill you!

Hillary knows what’s coming…and it’s destroying her mental and physical health.

One more reminder- Donald Trump has not spent one dollar yet. His first TV ads start this weekend.

Og weekenden er her, The Donald giver amerikanerne et sobert valg

Der er essensen. Lige der! Vil man have kontrol med sit land, eller vil man ikke? Det er hvad folkedybet kerer sig om, det er hvad Trump taler om. Og venstrefløjen, medierne, snart sagt alt det etablerede, hader ham inderligt for det. De vil fortsætte deres drømme, hvor hensigten retfærdiggør fortrængning, hvor drømme om alt muligt umuligt er smukt, hvor op er ned og sort er hvid. Drømme om at man blot kan blive med med at sælge ud, ud af sine traditioner, statsborgerskaber, velfærd, hvor man blot kan blive ved med at bakke, at undskylde for fortiden og sin egen eksistens, indtil freden sænker sig og velstanden præsenterer sig selv jævnt for alle. Obama ville stoppe havspejlstigningen, men den bølge Trump har skabt, stopper ikke.

Balfour erklæringen er alle katastrofers moder

Det palæstinensiske selvstyre vil sagsøge briterne for alle de ulykker, palaraberne har bragt over sig selv. Det er Balfourerklæringen udstedt i 1917, som er de skyldiges forbrydelse, der ved at love jøderne et hjemland i jødernes eget land har gjort det helt umuligt for arabere i den ganske region at tage sig noget som helst fornuftigt til lige siden. En god ven ønskede dem held og lykke og mindede om at oprettelsen af Israel var unilateral og ikke noget Storbritannien stod bag

Om noget bør de sagsøge Nationernes Forbund og efterfølger-organisationen de Forenede Nationer - det er under dets charter, at jødernes ret til at vende hjem til deres hjemland er fastlagt. Så løber de bare ind i det problem, at det er FN der er deres stærkeste støtte…..og at at det er gennem FN-organisationen UNRWA, at de fleste palarabere lever på permanent bistand.

United With Israel havde spurgt en lokal ekspertise

Director of Israel’s Foreign Ministry Dr. Dore Gold derided the Palestinians announcement that they intend to sue the United Kingdom for the Balfour Declaration, a document written almost 100 years ago by then UK Foreign Secretary Lord Arthur James Balfour which expressed support for the establishment of a Jewish national homeland in the land of Israel.

Saying the move is “revealing,” Gold stated that “apart from the obvious lack of any legal basis” for the Palestinian lawsuit, the “initiative itself demonstrates yet again the continuing refusal of the Palestinian side to recognize the legitimate and indigenous connection of the Jewish people to their ancient homeland.”

He pointed out the legal significance of the Balfour Declaration emanated from the fact that it was incorporated by the League of Nations into the 1922 Mandate for Palestine. “That mandate recognized the historical connection of the Jewish people to that area and that it provided the grounds for them to reconstitute their national home there.

The League of Nations’ mandate transformed Balfour’s stated policy into an internationally recognized legal obligation to “give effect to the inherent right of the Jewish people to self-determination in their ancient homeland,” Gold added.

Rights that were recognized by the League of Nations in that period were preserved by its successor organization, the United Nations, through Article 80 of the UN Charter.

Den venstreorienterede engelske avis Guardian anser da også søgsmålet for “a symptom of desperation about the Palestinian cause” og “a cry of anger and despair” ifølge Elder og Ziyon, fordi fredsforhandlingerne går trægt. Måske er det desperat, men næppe på grund af de fredsforhandlinger som palaraberne aldrig har været interesseret i. Langt mere er det nok et symptom på dels det umulige i at skade Israel med våbenmagt og dels den manglende succes med at fravriste Israel sin legitimitet, så massivt muslimer fra hele verden godt assisteret af vestens venstreorientede forsøger.

En af metoderne man har haft store forhåbninger til var at isolere Israels økonomi og gøre landet til en international paria igennem BDS (Boykot, Divest, Sanction). Og det er seriøse metoder nede på mikroniveau der helt ublut viser sit antisemitiske ansigt. Israel Hayom beskriver en del af virkeligheden, som den ser ud på de notorisk hysteriske amerikanske campus

On a recent campus tour, members of the Reservists on Duty Israel advocacy organization discovered the extent of anti-Semitism displayed by BDS activists, who posted “eviction notices” on the dormitory doors of Jewish students, demanding that they evacuate in three days or have their property thrown out.

Students for Justice in Palestine, one of the better known campus BDS groups, is responsible for this type of anti-Semitic prosecution. The notices they posted went on to state that the Israeli military does the same thing to Palestinians.

SJP typically undertakes these types of activities during “Israeli Apartheid Week,” an annual event during which activists screen films and organize protests, lectures and exhibitions that accuse Israel of apartheid, ethnic cleansing and war crimes.

(…)

These anti-Semitic tactics are common at a range of well-known American universities, particularly on the east coast. Jewish students have reported to Reservists on Duty about similar incidents at universities including New York University, the University of Pennsylvania, Connecticut College, Harvard University, the University of California, the University of Oklahoma, the Claremont Colleges, Vassar College and other schools.

In some cases, students approached the campus administration for help in dealing with the situation, but for the most part, the colleges avoided taking action to stop the phenomenon.

Men ak, ud over at være en gene for andre mennesker, som venstrefløjen mest er, så har de ikke formået at gøre en forskel for Israel. “Foreign investments in Israeli assets hit a record high last year of $285.12 billion, a near-tripling from 2005 when the so-called Boycott, Divestment and Sanctions (BDS) movement was started by a group of Palestinians, skrev Bloomberg og i New York går det endda modsat, hvor guvenør “Andrew Cuomo issued an executive order on Sunday, commanding government agencies to divest funds from, and refuse to do business with, companies and groups participating in the Palestinian-backed boycott of Israel.” En BDS-BDS med andre ord. Så palaraberne er efterladt med det eneste talent de har, at udnytte at alle andre, selv deres fjender, kerer sig mere for palarabernes børn, end de selv gør

Men måske palaraberne kunne sagsøge Kuwait for den etniske udrensning af pal-arabere i kølvandet på den Anden Golfkrig?

During the first hours of the Iraqi invasion, the Kuwaiti government left to Saudi Arabia. This encouraged Kuwaitis to leave the country, as well. They received financial aid from their government (in-exile) and other Gulf Cooperation Council (GCC) states. No government offered Palestinians any help; therefore, they had no other alternative but to stay in Kuwait throughout the crisis, the war, and the stage of persecution that followed.

A terror campaign against Palestinians in Kuwait started during the Iraqi rule. They were the target of several explosions that also killed Iraqis and workers from other countries. In particular, the Kuwaiti resistance was responsible for four major explosions and several small explosions before the war. The explosions occurred in the predominantly-Palestinian neighborhoods of Al-Adasani, Al-Hassawi, Khitan, and Amman Street. They resulted in Killing 46 and injuring 99 people most of whom were Palestinians.

The first explosion was in October 1990 in Al-Hassawi neighborhood, which was inhabited by Palestinians and workers from India, Pakistan, Sri Lanka, and the Sudan. The explosion resulted in killing twenty-two and wounding thirty-five people. There were five Palestinians and four Iraqis among the dead. The rest were from different nationalities. The Second explosion was also in October and occurred in Al-Adasani neighborhood, which was inhabited mainly by Palestinians. It resulted in killing three and wounding twenty-three Palestinians and one Indian. The third explosion was in November 1990, in Al-Hassawi neighborhood, killing seven and wounding thirty-seven people. While majority of the injured were Palestinians, the dead were four Iraqis, two Palestinians, and one Kuwaiti. The fourth explosion occurred in Khitan neighborhood, in December 1990. It resulted in killing eleven and wounding eighteen people. Among the dead were six Iraqis, three Palestinians, a Syrian, and an Asian worker. The wounded were eight Palestinians, three Bidoons (without citizenship), two Iraqis, and the rest were Asians. Finally, in January 1991, several small explosions targeted Palestinians in a commercial area known as Amman Street. Six people were killed and twenty were injured the vast majority of whom were Palestinians.

After the war

The terror campaign against Palestinians intensified after the war reaching a persecution stage. The Emir, the Crown Prince, and other senior members of Al-Sabah family led the campaign from the beginning. The Crown Prince reiterated his threats of vengeance against Palestinians of Kuwait in an interview with Robert Fisk of the London newspaper, The Independent, on February 21, 1991. He called for “cleansing” Kuwait of “fifth columnists.” On March 13, the Guardian cited government officials expressing the need to “clean out” the Palestinian neighborhoods. On April 3, a Kuwaiti army officer boasted to the American newspaper “USA Today” that the country was being “cleansed” of Palestinians. In his speech of April 8, 1991, the Emir also urged Kuwaitis to continue the campaign of “cleansing” Kuwait of the alleged “fifth columnists.” On May 8, 1991, the government newspaper, Sawt Al-Kuwait, claimed that Palestinians committed a collective crime during the crisis when they engaged in a “concerted attempt to cripple Kuwaiti civil disobedience against the Iraqis.” In the August 6, 1991 issue, the newspaper stated that Kuwait could not be secure as long as the fifth columnists are still inside the country. Apparently, the “fifth columnists” is a reference to Palestinians, Iraqis, Sudanese, Yemenis, and other Arabs whose countries supported the Iraqi position.

The terror campaign after the war started as early as the arrival of the Kuwaiti forces on February 26, 1991. Kuwaiti militants were quoted saying that they would shoot suspected Palestinians when they found them in their apartments. Four main militia groups and two state institutions participated in a concerted effort to terrorize and persecute Palestinians in Kuwait. Two of the militias were headed by the state security officers Adel Al-Gallaf and Hussain Al-Dishti. The third was headed by Amin Al-Hindi, a gangster who specialized in rape, torture, stealing, and killing. The fourth was the group known as August 2nd, which specialized in psychological warfare against Palestinians. The army and the police forces represented the two state institutions that were involved in this terror campaign.

Two Palestinians were shot dead near a traffic circle, on February 27. On March 2, Kuwaiti tanks and soldiers rolled into Palestinian communities, mainly Hawalli. House-to-house searches for weapons and alleged collaborators resulted in the arrest of hundreds of Palestinians. People were also arrested at checkpoints for no reason other than being Palestinians. Typically, they were beaten instantly then taken to police and detention centers where they were tortured for confessions.

Despite the military censorship, newspapers began to report a dramatic rise in the number of injured Palestinians in Mubarak Hospital. Scores of people were treated from severe beating and torture. Six Palestinians were brought to the Hospital shot dead in the head, execution style. By the third week of March, hundreds of people were treated from torture injuries and thousands stayed in detention centers for interrogation. Amnesty International reported that the torture of Palestinians was continuing in Kuwait by the third week of April. A 24-year-old Palestinian had been beaten for hours, had acid thrown over him, and had been subjected to electric shock torture.

The terror campaign continued throughout 1991 achieving its main objective: terrorizing Palestinians enough so that they would leave the country. To expedite the process, the government took several other measures to evict those who did not leave. First, Palestinians working for the government were fired or not rehired. Second, Palestinian children were kicked out of public schools and subsidies for their education in private schools were stopped. Third, new fees became required for health services. Fourth, housing rents increased and people were asked by Kuwaiti landlords to pay rent for the entire crisis-period.

More important were the feelings of injustice and insecurity Palestinians began to experience as a result of the terror campaign. It became unsafe to walk in streets or to stay at home. Rape stories functioned as a decisive pushing factor for the remaining Palestinian families. The “censored” Western media rarely reported on this part of the campaign. The CNN TV network covered one of these rape stories. Lubbadah told the same story together with many others. The Middle East Watch group also told several stories of rape.

On May 27, 1991, several members of a Kuwaiti militia group entered the apartment of a newly married Palestinian couple. They divided themselves into two groups. One group took the twenty-six year old bride, Najah Yusuf As’ad, to one room where they raped her one after the other then they shot her with nine bullets in the head. The other group took the thirty-year old groom, Muhammed Musa Mahmood Mustafa, to another room where they also raped him one after the other then they shot him with four bullets in his spine. When they finished committing their crimes, they sat in the apartment, drank tea, then called the bride’s family several times telling them what happened to their daughter. Another story was about A.M.M., an eighteen-year old Palestinian girl. She was kidnapped and gang-raped for two days then was brought to Mubarak Hospital on May 25, 1991. Her family said that she was kidnapped in front of her house by Kuwaiti young men. A third story was about S.M.A.D., a twelve-year old Palestinian girl, who was also kidnapped in front of her house in Al-Rumaithiyah, on June 6, 1991. She was also gang-raped for two days by a group of Kuwaitis. A fourth story was about F.M.A.F, a fifteen-years old Palestinian girl, who was kidnapped in front of her house in Al-Farwaniyah, on June 4, 1991. She was raped for two days then was brought to Al-Adan Hospital. Finally, a Palestinian woman in her fifties was kidnapped and raped by a group of Kuwaiti men about the same age. A Kuwaiti man approached her offering help. He gave her an address where she can receive social assistance. When she went to the address, she was kidnapped and raped for a week by several Kuwaiti men who then left her in a deserted area.

The government also intensified its efforts to evict the remaining Palestinians directly through deportation. Between the middle of June and the first week of July 1991, about 10,000 Palestinians were deported to the Iraqi border. On July 8, the Minister of Interior Affairs, Ahmed Hamoud Al-Jaber Al-Sabah, announced that there were about 1,000 more Palestinians in detention camps waiting for deportation. Actually, these deportations forced tens of thousands of other Palestinians to leave, mainly family members, because they could not practically stay when the head of the household or the main bread winner was deported.

The deportees were dumped at the Iraqi border near Safwan. Gradually, it became known as the Safwan Refugee Camp. Many of the deportees to this camp were tortured and brutally beaten by Kuwaiti troops. In most cases people were simply “dumped” there without any legal deportation procedures. Typically, people were arrested at checkpoints, then beaten and tortured to admit that they were collaborators. If they did not admit, they would be deported to Safwan Camp. One of the Camp deportees was Fayiz Nadir, a 23-year-old Palestinian. He was burned 10 times with an iron on his arms, feet, and head. Another one was Abdul Qadir, a 30-year-old Algerian. He was arrested together with Fayiz Nadir for two weeks. He saw 109 men in the detention center with their hands tied behind their backs, often blindfolded. When the men were brought to the interrogation, they were kicked and jabbed with gun butts. Electrical wires were put on their fingers and temples. They were given water twice a day and food once every four days. A Sudanese truck driver, Mustafa Hamzah, was arrested and blindfolded for two weeks in the Salmiya Girls’ Secondary School. He named the Kuwaiti 1st Lt. Abdul Latif Al-Anzi as the person who was in charge of that detention center. A Palestinian deportee told the New York Human Rights Group that he was tortured in that school. They burned him with a cattle brand, beat him, then dumped him by a roadside.

Se, det lugter lidt mere af Haag.

Den økumeniske dødssejler

Det er svært at følge med efterhånden. Et meme på Facebook hed “0 dage siden et muslimsk terrorangreb”. I Frankrig har en præst fået skåret halsen over af to muslimer, der angreb midt under gudstjenesten. Ud over præsten, der med sine mere end 80 år kun vikarierede for den ferierende præst, var der to nonner, hvor den enes liv endnu hænger i en tynd tråd, og to kirkegængere. Alligevel var det nok kristenpraksis til et muslimsk angreb.

skc3a6rmbillede-2016-07-27-kl-045253

Eller, jeg forivrer mig måske, for selv om muslimerne skreg Allahu Akbar som de skar halsen over på den gamle mand, kender myndighederne endnu ikke deres motiv. Og mens myndighederne begynder at tjekke de to muslimers kontakt til døgnpsykiatrien eller interviewer tidligere klassekammerater om eventuel mobning eller det hele bare var et desperat råb på hjælp efter et afslag på asyl så hæfter jeg mig ved at den angrebne kirke var en del af et økumenisk projekt, hvor muslimer og kristne forsøgte at se ud over deres uenigheder (som at muslimerne burde slagte alle kristne nu eller vente til senere).

Vidste muslimerne dette? Og i så fald havde jeg forestillet mig at de hellere ville slagte den involverede imam for at besudle Allahs morderiske lære med snik-snak i selskab med kuffars. Principielt gør det jo heller ingen forskel at den slagtede præst var, hvad man kunne kalde en venligboer, der er stadig tale om terror. Og terror er, hvad der rammer alle, også kristne, selv om man ikke hører så meget om det. Fox News skriver dog, hvorledes den nye normal antager et stadigt mere muslimsk ansigt

Unfortunately, similar attacks on Christians are rarely recounted, although ISIS has made its intentions clear: “the Christian community… “will not have safety, even in your dreams, until you embrace Islam. We will conquer your Rome, break your crosses, and enslave your women….”

Certainly Islamist radicals have not ignored this proclamation, even though accounts of their successful efforts may be hard to come by.

Only a scouring of Catholic news reports exposes an ongoing litany of desecration, arson and abuse.  For example, a recent newsletter from Federation for Europa Christiana recounts (in French) the following:

“At Martigues…three successive attacks in May 2016: first the pastor extinguished a malicious fire on the altar of the church of the Madeleine. This same priest was later attacked and his eye was blackened….

“Then, at the Saint-Genest church, the same priest discovered the open tabernacle and communion wafers thrown to the ground…

“In April, 2016, all the crucifixes and crosses were shattered at the cemetery of La Chapelle-du-Bard….”

All told, 810 attacks on French Christian places of worship and Christian cemeteries took place in 2015.

Meanwhile, the National Catholic Register reported on June 6,

“In recent weeks, Catholics in France and Belgium — countries still recovering from brutal ISIS attacks — have been hit with numerous acts of violence and aggression, including fires set in churches, an assault on a priest, the desecration of a tabernacle.

“More than 100 Catholic websites… of churches and congregations were hacked by suspected Tunisian cyber-jihadists who call themselves the Fallaga Team.”

Og i Kososvo skyder muslimerne på serbere, der vil besøge resterne af deres kirker og klostre, som muslimerne har ødelagt

On Saturday, ahead of today’s holiday dedicated to Archangel Gabriel, a group of Serbs came under fire from automatic weapons as they were cleaning the grounds of the garbage and debris that local ethnic Albanians are dumping at the ruins of the desecrated temple. Nobody was injured during the incident, that has been reported to the Kosovo police.

Today, about 100 villagers and their guests from various parts of the Kosovsko Pomoravlje District, along with some citizens who had left the area as early as in the 1970s, gathered at the monastery and celebrated the day in peace, and without incidents.

“Visiting my hometown brings back beautiful childhood memories, but scenes like the desecrated grave of my former neighbor - which was done during the past year - point out to the reality and the difficult lives that people who remained are leading.” Mijomir Lalic, who now lives in the town of Smederevo, told Serbia’s state broadcaster RTS.

Nenad Kojic, a professor at the Pristina University, now relocated to Kosovska Mitrovica, said those who live in the village now “have no intention of leaving.”

“It’s all the same that they destroyed our holy places, they cannot destroy our faith and our hope,” said Kojic.

The Binac monastery, dedicated to Archangel Gabriel, is one of the oldest Serbian temples built in the 14th century. It was completely destroyed in July 1999, after the war in Kosovo and after the arrival of international forces there.

Og inden nogen skulle fristes til at påpege tonen i debatten, så går det samme vej for kristne i muslimske lande. Her en stemningsrapport fra Ægypten

Since late May, Christians in Egypt have been the victims of at least a dozen sectarian attacks, and activists and politicians say the government has done little to stop it, despite Egyptian President Abdel-Fattah el-Sisi’s early overtures to the Coptic community and their staunch support of him.

“It is escalating in a very short time,” said Mina Thabet, programme director for minorities and vulnerable groups with the Egyptian Commission of Rights and Freedoms.

Among the assaults was one in late May on an elderly Coptic woman in Minya, who was stripped, beaten and paraded naked because of a rumour that her son was having a relationship with a Muslim woman. Seven homes in the town were set ablaze.

Victims said the police response was late and insufficient.

Sectarian tensions heated up even more on June 30, three years to the day after the beginning of the protests that led to the overthrow of Egypt’s first democratically elected president, Mohammed Morsi, when a Coptic priest was gunned down in Al Arish, North Sinai in an attack claimed by the IS group. The group accused the priest of “waging a war against Islam”.

As gruesome as that attack was, the majority of the incidents have not taken place in the IS stronghold in northern Sinai, but in the Governorate of Minya, which is nestled along the Nile river about 250 kilometres south of Cairo.

(…)

Hours before the priest in Al Arish was shot, the under-construction house of a Coptic man in Minya was torched by a mob who thought he was building a church – despite his having signed an affidavit in the presence of police, the mayor and the local sheikh saying the structure would be a residence and would be used for no other purpose. The four adjacent homes, which belonged to his brothers, were also burned.

The building of churches is a flashpoint for sectarian tensions in Egypt. Per capita, there are far fewer churches serving the Christian community than there are mosques serving the Muslim community, and the building of new churches is strictly restricted under Egyptian law and requires special permissions. Christians for decades have had difficulty obtaining the necessary approvals and often face fierce opposition from Muslim neighbors.

While the recent violence has been concentrated in and around Minya, other Christian strongholds in the country have suffered as well. For example, an attack occurred on July 2 in the governorate of Sohag, which is about 500km south of Cairo and also has a large Christian population, when the teenage daughter of a priest was grabbed from behind by the hair and stabbed in the neck in what appeared to be a failed attempt to slit her throat. She was rescued by a bystander and survived the attack.

Tilbage til Danmark og et kig på venligboernes økumeniske projekt. For et par år siden vågnede den iranske kommunistpige op det umulige i et ægteskab med islam, om det var jøder, israelere eller progressive. Inger Holst husker tilbage til sommeren 2014

En lys og mild sommeraften samlede en flok mennesker sig på Christiansborg Slotsplads.

En taler bød dem velkommen: »Det kræver mod at komme her, det er svært at stå sammen om fred,« sagde taleren. Her var jøder, israelere, arabere, iranere, her var københavnere af alle slags. Det var i juli 2014 under endnu en voldsom konflikt i Mellemøsten.

Taleren var Jaleh Tavakoli, en af demonstrationens arrangører.

»Begge folk har ret til fred,« sagde hun.

»Begge folk har retten til et land.«

Imens hun talte, kom nye mennesker til. De kom fra Rådhuspladsen, hvor der var demonstration for palæstinensernes ret. Men ikke for andres. Jaleh Tavakoli var en af de få, der nåede at holde sin tale. Den startede med en erindring om hylende sirener og om den angst, hun selv havde oplevet i sin barndom under krigen mellem Iran og Irak.

Imens hun talte om disse minder, begyndte politisirener at hvine. Biler kørte med hornet i bund, med flag og fuckfingre strittende ud ad de nedrullede ruder.

De fleste af dem, der deltog i angrebet, var danskere med palæstinensisk baggrund.

Men blandt dem, der truende nærmede sig, kunne Jaleh Tavakoli genkende nogle af sine gamle, etnisk danske partikammerater fra Enhedslisten.

»Er det det her, du vil, Jaleh,« spurgte en af dem.

Et halvt år senere var Tavakoli medarrangør af det debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden, der blev angrebet af en herboende muslim. Der findes ingen frem med muslimerne, kun stilhed før massakren. Det positive er at mens folk på venstrefløjen skulle gøre sig anstrengelser for at registrere danske jøder og deres adresser på en særlig jødeliste, der skulle bruges, den dag den nu skulle bruges til hvad man dog ellers kunne bruge sådan en liste til så har vi allerede medlemslister af diverse partier og organisationer på venstrefløjen. Ikke at vi skal bruge den til andet end hvad Anne Grethe Holmsgaard havde tænkt sig med jødelisten, det er bare rart at have - hvis nu det skulle blive aktuelt med sådan en liste med navne og addresser.

Trumps sammenhængende tale

Donald Trump fører ifølge CNN i meningsmålingerne over Hillary Clinton. Der skal tages det forbehold at Trump har fået ekstra opmærksomhed som han blev kåret til Republikanernes præsidentkandidat på der republikanske konvent. Nu er det så Hillarys tur til at højne opmærksomheden om sit kandidatur, men hun skal tage højde for en opmærksomhed der indtil videre er centreret om hvorledes Demokraterne har modarbejdet Bernie Sanders den anden kandidat til Demokraternes præsidentkandidat i en blanding af almindelig Clintonsk korruption og generel venstreorienteret antisemitisme (og så er der den almindelige dyrkelse af race-deling). Hillary har allerede ansat Demokraternes skandaleombruste partiformand til (forsat?) at lede hendes kampagne.

Og man kan håbe at Trump ender med nøglerne til Det Hvide Hus. Muligvis er han en charlatan og muligvis vil han være en katastrofe, men i forhold til alternativet, så har vi brug for en mand der kan sige sandheder. Om terror-angrebene mod Frankrig - og man kan inkludere alle europæiske lande i denne ligning - siger Trump

- Det er deres egen skyld, fordi de i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium, siger han.

Det gør ondt at læse og nogle er faldet over ham for at bebrejde ofrene. Men det er desværre sandheden. Hvis ikke man værger for sig inviterer man problemerne ind i sit land. Man kan meget vel beskylde “eliten” eller “venstrefløjen” eller “venligboerne” eller “politikerne”, men alt i alt har de europæiske nationalstater, og de er jo summen der indeholder elite, folk og fjolser, ikke taget var på sig selv. Det er tid til at se virkeligheden i øjnene.

- De er blevet kompromitteret af terrorisme. Her er, hvad jeg vil gøre: Ekstremt grundige undersøgelser. Det er et hårdt ord. Ekstreme undersøgelser. Vi skal stille hårde krav. Hvis en person ikke kan bevise det, de skal kunne bevise, kommer de ikke ind i det her land, siger Trump, der dog ikke besvarer mere uddybende spørgsmål om hans model for undersøgelserne.

(…)

- Folk blev så vrede, da jeg brugte ordet muslim. Uh, man må ikke sige muslim. Og det er okay, for nu taler jeg om territorier i stedet for muslimer, siger han.

Det er en helt anden indstilling end den europæiske, der klart spejler sig i crooked Hillary. Jean-Claude Juncker “the EU chief admitted he would prefer Hillary Clinton in the White House to Donald Trump”, skriver Breitbart. Tro mod sit formål ræsonnerer formande at uanset omkostningerne er åbne grænser et gode

Mr. Juncker insisted that however bad the “migrant crisis” and terrorism in Europe gets, the EU will never call into question the free movement of people within the bloc.

“This is one of the four fundamental freedoms of the founding Treaty of Rome. It is an inviolable principle,” he said.

(…)

Dismissing suggestions that open borders led to the attacks, Mr. Juncker said he believed “exactly the opposite” – that the attacks should be met with a stronger display of liberal values including open borders.

Det verdensfjerne udsyn, renset for de grimme realiteter gennemsyrer både ekspertise, medier og myndigheder. Her sad jeg med kaffen og læste en ganske almindelig artikel på Danmarks Radio om noget af det seneste terror

Der er åbenlyst ingen sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland. Men for mange tyskere føles det som terror, selv når det ikke er det, siger DR’s Tyskland-korrespondent Michael Reiter.

- Det giver en følelse af, at man ikke kan gå ud i det offentlige rum uden at blive ramt af et eller andet forfærdeligt til hver en tid, siger Michael Reiter og tilføjer, at utrygheden kommer til udtryk på de sociale medier, i de tyske avisers ledere og hos dem, han taler med.

- Der en udpræget følelse af, at verden er at lave. Sådan var det allerede efter i fredags, hvor tyskerne oplevede blodbad nummer to på en uge.

Angreb gavner højrefløjen

De voldomme begivenheder kan meget vel give den islam- og indvandringskritiske tyske højrefløj ekstra vind i sejlene, vurderer Michael Reiter. For alle gerningsmænd har anden etnisk baggrund end tysk.

- For det nationalkonservative parti Alternative für Deutschland er det vand på møllen, når der er tale om terror. For det bekræfter dem og deres vælgere i deres meget heftige kritik af kansler Merkels flygtningepolitik, siger Michael Reiter.

Det er altså kun for det nationalkonservative parti Alternative für Deutschlands vælgere at der er en sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland alle begået af indvandrere og at denne sammenhæng har at gøre med Merkels flygtningepolitik, hvor man “i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium”. Det borger jo ikke godt for det samlede elektorat.

Skæggede mænd lavede tumult på nøgenbaderstrand” var en overskrift på Ekstrabladet, der i artiklen gav et lille hint ved at disse skæggede mænd “beskrives som værende ’sydlandske’ og som værende omkring 25 år gamle.” Som Møller på Uriasposten spekulerer i “kunne det godt være et efterspil til en fugtig kongres for kristen-arabiske julemænd, men nej”. Møllers sarkasme er desværre sørgelig præcis, hvis man læser de svenske medier, hvor det i ægte Camusks ånd er solen der var skyldig i de mange voldtægter. Midt i al det gejl kan man ikke fortænke den almindelige borger i at miste sin sunde fornuft

forkert-gc3a6t

Myndighederne i både Tyskland og Frankrig har haft travlt med at dække over problemets omfang og essens.

Der er en direkte sammenhæng mellem muslimsk indvandring og terror og vold. Trumps tale er sammenhængende, mens europærernes, med et engelsk udtryk er unhinged.

Obama: “Just because Iranian hardliners chant Death to America does not mean that that’s what all Iranians believe”

Husker De det? Da Obama ikke lagde noget i at ledende kræfter i det iranske regime ønskede død over USA. Hans ræsonnement var at et flertal af iranere sikkert ikke ønskede, hvad lederne ønskede. Jo, og så slog han de, der advarede om truslen fra de dødstruende iranske hardlinere i hartkorn med de selv samme dødstruende iranske hardlinere. Derfor var det helt logisk at lade død-over-USA Iran starte deres eget atom-program og frigive de enorme summer, der havde været indefrosset i udenlandske banker siden Shahens fald.

Man kan håbe på at Hillary Clinton ikke vinder det amerikanske præsidentvalg i november. Og hvis den ulykke skulle være undgået, så kan man håbe at Trump holder noget af det han lover. I så fald vil USA, og det vil måske kunne trække det meste af Vesten med sig, skifte kurs fra Obamas farlige underdanighed overfor verdens tyranner i almindelighed og muslimer og deres månereligion i særdeleshed. Victor Davis Hansen, der altid er værd at læse, giver i Townhall på glimrende vis en forelæsning i konsekvenserne af eftergivenhed for bøller - at de tolker det som svaghed

When President Obama entered office, he dreamed that his hope-and-change messaging and his references to his familial Islamic roots would win over the Muslim world. The soon-to-be Nobel Peace Prize laureate would make the U.S. liked in the Middle East. Then, terrorism would decrease.

But, as with his approach to racial relations, Obama’s remedies proved worse than the original illness.

Obama gave his first presidential interview to Al Arabiya, noting that he has Muslims in his family. He implicitly blamed America’s strained relations with many Middle Eastern countries on his supposedly insensitive predecessor, George W. Bush.

The new message of the Obama administration was that the Islamic world was understandably hostile because of what America had done rather than what it represented.

Accordingly, all mention of radical Islam, and even the word “terrorism,” was airbrushed from the new administration’s vocabulary. Words to describe terrorism or the fight against it were replaced by embarrassing euphemisms like “overseas contingency operations,” “man-caused disaster” and “workplace violence.”

In apology tours and mythological speeches, Obama exaggerated Islamic history as often as he critiqued America. He backed the Muslim Brotherhood in Egypt. He pushed America away from Israel, appeased Iran, and tried to piggyback on the Arab Spring by bombing Libya. He even lectured Christians on their past pathologies dating back to the Crusades.

Yet Obama’s outreach was still interpreted by Islamists as guilt and weakness to be exploited rather than magnanimity to be reciprocated. Terrorist attacks increased. Obama blamed them on a lack of gun control or generic “violent extremism.”

(…)

Radical Islam never had legitimate grievances against the West. America and Europe had welcomed in Muslim immigrants — even as Christians were persecuted and driven out of the Middle East.

Billions of dollars in American aid still flows to Islamic countries. The U.S. spent untold blood and treasure freeing Kuwait and later the Shiites of Iraq from Saddam Hussein. America tried to save Afghanistan from the Soviets and later from the Taliban.

For over a half-century, the West paid jacked-up prices for OPEC oil — even as the U.S. Navy protected Persian Gulf sea lanes to ensure lucrative oil profits for Gulf state monarchies.

Osama bin Laden and Ayman al-Zawahiri, the original architects of al-Qaida, were so desperate to find grievances against the West that in their written diatribes they had to invent fantasies of Jews walking in Mecca. In Michael Moore fashion, they laughably whined about America’s lack of campaign finance reform and Western culpability for global warming.

The real problem is that Islamic terrorism feeds off the self-induced failures of the Middle East.

Som Churchill sagde om tyskerne (I en anden tid! I en anden tid!) “They are either at your feet or at your throat!”

Brexit er et generationstyveri

Det er overvældende så mange mærkværdige reaktioner på Brexit, der fortjener en kommentar. Hvis EU var en almindelig sund konstruktion af samarbejde, ville unionens repræsentanter reagere med en form for vemodighed over at briterne ikke syntes det var godt nok. De ville sige tak for denne gang, bytte telefonnumre og sørge for at holde kontakten så meget som det nu synes at være til fælles bedste. Med et sundt og givtigt samarbejde ville de fortsætte den gode form, nu uden briterne, og se frem til den samme gyldne fremtid, som de hele tiden kunne. I stedet reagerer de med vrede, bitterhed og trusler om altings ende. Kurserne rasler ned og økonomierne er usikre, 3. Verdenkrig står måske for døren og klimaet, hvad med det?

I en glimrende argumentation op til valget, sagde Daniel Hannan vittigt at stemme for EU fordi man holdt af Europa var som at støtte FIFA fordi man kunne lide fodbold. Engelske Guardian forstår som typisk eksponent ikke den slags skelnen mellem skæg og snot og den forstår ikke at uenighed kan være ærlig og uden sinistre bagtanker. Dissens er bagstræberisk og den skriver harmdirrende om et intergenerationelt tyveri

This generational gap is among the many parallels between Brexit and climate change. A 2014 poll found that 74% of Americans under the age of 30 support government policies to cut carbon pollution, as compared to just 58% of respondents over the age of 40, and 52% over the age of 65.

Tilsvarende undersøgelser viser at kendskabet til holocaust er langt mere fremtrædende blandt ældre generationer end yngre (og helt grelt havde det set ud, hvis ikke Spielberg havde givet lidt substans til popkornene). Klimabenægtere, betegnes dissidenter fra den herskende ortodoksi og der henvises til for længst afviste undersøgelser, som de famøse 97% enighed blandt forskere (og embedsmænd og aktivister) der

Guardian tikker bokse af for hvor loyale mennesker er for vedtagne fortællinger og her er ungdommen blot bedre fordi den godtager fortællingen om EU som Europa og fredens projekt og fremskridt og fællesskab, som også fortællingen om menneskets katastrofale påvirkning af klimaet på en nederen måde. De ældre generationer roses modsat ikke for deres selvstændige tankegang og deres store modstandsevne mod en vedvarende strøm af ensidig mediedækning. De ældres erfaring og deres ræsonnementers kvalitet underkendes helt og aldeles som et moralsk og intellektuelt svigt.

The problem is of course that younger generations will have to live with the consequences of the decisions we make today for much longer than older generations. Older generations in developed countries prospered as a result of the burning of fossil fuels for seemingly cheap energy.

Ja, hvad har de gamle nogensinde gjort for de unge, bortset fra alt? Det er fri fantasi, og en ondsindet en af slagsen, at de ældre generationer handler mere egoistisk end de yngre. Enhver kan spørge sig selv om man regner sin egen dømmekraft, evne til at ræsonnere eller viden som stærkere end den var for år tilbage. Og de fleste der får børn og lærer at betale egne regninger, tenderer også til at se samfundet i en større helhed end den tåkrummende veksling mellem flyvske idealer og og militant egoisme, der præger den venstredrejede ungdom over det meste af den vestlige verden,

Guardian har samlet nogle videoreaktioner fra nogle unge mennesker der lufter deres frustrationer. De er ikke de mest opsigtsvækkende, men det er hvad Guardian mener er valide indvendinger fra en generation de forrige. Så vi giver flygtigt ordet til de unge mennesker, hvis liv allerede ligger i ruiner, berøvet som de er for enhver meningsfuld fremtid

“We are europeans! We’re citizens of the world.” indleder den anden pige med selvmodsigende selvretfærdighed. Enten er de europæere eller også er de verdensborgere. Hvis man kan anse sig som begge dele, kan man også se sig som brite og verdensborger. Og nej, det er rigtigt at de 16-17 årige ikke blev spurgt, som heller ikke de 5 årige. For det er som at høre børn mere end verdensborgere, når harmen får luft. Som fyren lige efter, der spørger, hvorfor andre generationer skal have indflydelse på hans fremtid. Eller den unge mand, der er bange for LGBT personers fremtid, eller hende der er sur over at universiteterne er blevet dyrere, eller hende der ser verden som en 24 årig kvinde eller hende hvis generation er DØMT til en usikker fremtid af 90 årige (der allerede havde bekæmpet Hitlers visioner for et samlet Europa) fordi verden er global (England kan nu lave handelsaftaler med BRIC landene) til den sidste fyr, der udlægger en pro-EU stemme som medfølelse og progression, hvilket implicit de gamle røvhuller har stemt imod, egoistiske og regressive som de er.

Der er dog en som kerer sig om sygehusvæsenet som nu vil blive underfinansieret som følge af alle de økonomiske ulykker som et Brexit vil trække med sig, men her kan man berolige med at markedet allerede har overstået sit umiddelbare hysteri.

Men hvornår blev det ansigtsløse bureaukrati af big business og big regulation og lukket heteronormativ hegemon EU, til alle ungdommens drømme og visioners moder? De plejede at være noget med regnbuer, tolerance, multikultur og indtil for nyligt opgør med big government og big business i allehånde eat the rich metastaser udskudt fra Occupy Wall Street. Så stor var vreden at selv når disse ansigtsløse fjender mødtes for at redde klimaet skulle byens smadres i afmægtig vrede over at blive taget alvorligt. Breitbart har været til en pro-EU demonstration, der tro mod venstrefløjens røde tråd var anti-altmuligt

They chanted: “EU, We Love You”, “EU Forever”, “Love Not Hate”, “Racists Out, Migrants In”, “Say it Loud, Say it Clear, Refugees are Welcome Here”, and, “Who’s Future? Our Future!”

skc3a6rmbillede-2016-07-01-kl-112356

EU er det nye sort.

Overklassens forælede unge er færdige med at grine ad Little Britain

Ian Tuttle beskriver i National Review, de barnlige reaktioner fra taberne af Brexit

In the wake of the U.K.’s decision to withdraw from the EU, the anti-Brexit crowd has leaped to explain the vote in stark terms. “The force that has been driving [‘Leave’ voters] is xenophobia,” wrote Vox’s Zack Beauchamp, and at Esquire Charles Pierce explained: “Some of the Oldest and Whitest people on the planet leapt at a chance to vote against the monsters in their heads.” The Guardian’s Joseph Harker mused: “It feels like a ‘First they came for the Poles’ moment.” And blogger Anil Dash managed to squeeze all of these dismissive opinions into a single tweet: “We must learn from brexit: Elderly xenophobes will lie to pollsters to hide their racist views, then vote for destructive policies anyway.”

(…)

Both sides of the Atlantic are dominated by liberal cosmopolitans who are no longer able to acknowledge the validity of any other worldview than their own. The anti-Brexit crowd cannot acknowledge that those who voted to leave may have done so out of legitimate concerns about sovereignty or economic opportunity or security — that is, that they may have drawn rational conclusions and voted accordingly. And President Obama seems incapable of recognizing that there are reasonable, non-bigoted grounds on which to oppose his executive actions — for example, to preserve the principle of separation of powers that is a pillar of the American constitutional order.

Liberal cosmopolitanism, regnant since the end of the Cold War, has bought completely into its own rightness. It is entirely devoted to an increasingly borderless political future carefully managed by technocrats and tempered by “compassion” and “tolerance” — all of which aims at the maximal amount of material prosperity. It sees no other alternative than that we will all, eventually, be “citizens of the world,” and assumes that everyone will be happier that way.

It’s not unreasonable to think otherwise. Anti-EU movements and renewed nationalism in the United States are on the rise precisely because they offer alternatives to this self-assured order. It’s not clear whether a United Kingdom withdrawn from the EU will be better off. But it’s entirely defensible to think that it might be. Likewise, it’s not unreasonable to prefer loyalties rooted in close-knit interactions among people who share a particular space and a particular history. Or to prefer local rule to government outsourced to distant bureaucracies. Or to prefer a richer sense of belonging than interaction in a common market. There are alternatives to a transnational super-state that are not fascism.

En gammel klassekammerat ‘linkede til nogle bitre tweets fra unge Remain-tilhængere, som BuzzFeed havde samlet. Og ungdommen, den ungdom, selvsikker si sin egen selvretfærdighed, mistænker ældre mennesker for kortsynet egoisme. “I know it’s not very “politically correct” to say it out loud but in the wasteland of ruined Britain I am going to hunt and eat old people“, skriver en og “I’m not giving up my seat to the elderly anymore. Eye for an eye.” skriver en anden. Noget for noget, hva’, de generationer der gik forud, hvad har de nogen sinde gjort for mig? Billedet med de forræderiske ældre mennesker, der trods den større erfaring åbenbart er blevet mindre vidende illustreres også med gammel kunst

inforgraphic

Og historiske refererencer

medieval-reactions

Selvfølgelig, vi ved alle hvor egoistiske bedsteforældre er. (Psst, universiteter og den moderne videnskab blev opfundet i middelalderen).

brexiters-er-nazier

Brexiter er nazister fordi de ikke vil lade deres land diktere af fremmede magter.

channel-tunnel

Psst, Channel Tunnel er ikke EU, men fransk-britisk halløj. Så lad os slutte via Daily Mirror med den tidligere Liverpool og Arsenal wing, Jermaine Pennant og hans bekymringer for fremtiden

jermain-pennant

Psst, EM afholdes næste gang i 2020.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress