Radikal bedreviden til venstre

Uffe Ellemann Jensen burde have været medlem af Radikale Venstre, men blev frastødt af “at de altid er så pokkers bedrevidende“, som han formulerede det. Ellemann er en ener og bedrevidende kan man ikke være i grupper, så han meldte sig ind i bondepartiet Venstre, hvor han kunne trives som den bedrevidende ener. Og når man er bedrevidende er det svært at erkende at man har taget helt fejl. Da Berlingske Tidendes journalist påpeger overfor Zenia Stampe at “Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …” svarer hun uanfægtet

»Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.«”

At det er indbygget i alle grupper at de som minimum ikke tager fejl er konflikten sådan set indbygget i det multietniske samfund. Det er ikke de radikale der tager fejl, men tarvelige mennesker, der underløber deres drøm. Nej, sådanne bedrevidende mennesker er det ikke til at være sammen med når man vil være en ener, som Uffe. Til udsigten om at EU vil blive nødsaget til at holde flygtninge og migranter ude af Europa med “pigtrådshegn og bevæbnede vagter” siger Ellemann Jensen ifølge Berlingske Tidende

- Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til, siger den tidligere udenrigsminister.

Han peger især på, at medlemslandene udviser en manglende vilje til at deltage i fælles europæiske løsninger.

- Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til at tage det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Se, EU er ikke faldet sammen under vægten af egne indre selvmodsigelser - som det var blevet forudsagt - EU er blevet svigtet af dets medlemmer. Tarveligt.

Kommunisterne drømte om at kommunismen kunne frembringe et nyt og bedre menneske. Den ide myrdede de 100.000.000 af den gamle mennesketype og styrtede hele lande i grus på, kun for at konkludere mennesket ikke var kommunismen værdigt. Lidt erkendelse, sneg sig dog ind hos nogle og Socialistisk Folkeparti blev en realitet, da Sovjetunionen lavede en faux pas med invasionen af Ungarn. Til Altinget siger Pia Olsen Dyhr om den vanskelige integration af kulturer, der ikke blot mener at have ret over andre grupper, men også håndret over “deres” kvinder

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.” Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer: ”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Det kræver noget særligt, at hævde moralsk overhøjhed mens man indrømmer at man har taget fundamentalt fejl. Som en ægte socialist kan man altid vikle en selvmodsigelse ind, for hvor hun påstår at hun er fuldstændig ligeglad med symboler som frikadeller og tørklæder, så er hendes største bekymring at blive sat symbolsk i bås.

I fucking love science

Diverse — Drokles on April 19, 2016 at 6:26 am

Udvalget Vedrørerende Videnskabelig Uredelighed led et nederlag til professor Helmuth Nyborg i Landsretten 30 marts. UVVU havde påpeget at Nyborg dels ikke havde krediteret en bidragyder til en videnskabelig artikel og at Nyborg ikke havde korrekte kildehenvisninger. Dette er også for dårligt, men “Landsretten finder på denne baggrund imidlertid, at det ikke med den fornødne klarhed kan lægges til grund, at Helmuth Nyborg ved at undlade at anføre Jørn Ebbe Vig som medforfatter forsætligt eller groft uagtsomt har forfalsket eller forvredet det videnskabelige budskab”

Det sidste er sagens kerne, selv om UVVU fire medlemmer argumenterer for det modsatte i en bitter kronik i Jyllands-Posten. Nyborg vækker kun UVVUs opmærksomhed fordi han forsker i racer og genernes indflydelse på intelligens og herpå konkluderer at venstrefløjen har sat Danmark på en farlig kurs med dens drøm om en multikulturel og multiracial fremtid.

For selv om det er en gammel indsigt at ondskab ikke er et videnskabeligt ord, så antager alt for mange at videnskaben udspringer af eller fordrer et sæt normer, der er identiske med de liberale og sociale normer man har lært at holde kære. “I fucking love science!” er et ofte brugt meme der deles på sociale medier om resultater eller undersøgelser, der synes at påvise en ønskelig udvikling eller blot peger mod en større verden. Videnskab som en trættende metode, med endeløse forsøg og pertentlig kildehenvisning, der, hvis alt går vel, fører een derhen, hvor realiteterne bor har ikke noget at sige, hvor fortællingen om videnskabens revolutioner er fortællingen om den sociale progression. Følgeligt bliver en udfordring af den sociale progression og de liberale normer til en udfordring af selveste videnskaben.

I USA er universitetsmiljøerne sine steder degenereret så langt at studerende har krav på at blive beskyttet mod ny og uønsket viden, fordi det underminerer deres identitet, de såkaldte ’safe-spaces’. Identitet er her, selvfølgelig ikke en personlig identitet, thi da kunne der ikke politiseres, men en gruppe-identitet af evigt afskallende subgrupperinger, som afroer, lebber, transkønnede, klammoer osv, grupper, der imodsætning til individder, alle kan beskrives som en modsætning til ‘den hvide mand’ og det ‘hvide privilegium’. It’s a white mans world hedder sangen nu. At et overdrevent fokus på race, etnicitet, køn i sig selv fremmer et ‘racialiseret’ klima forstår venstrefløjen ikke, mens den har har travlt med at beskytte sig mod den tanke at siden mennesket nu kommer i lidt forskellige udgaver at de så også kunne tænkes at have lidt forskellige kompetencer - målt påp populationer, naturligvis.

Denne kamp mod den hvide dominans på en gang har en klar målsætning og samtidig er helt blind for at de selv forstærker den racistiske fortælling, som deres påståede indignation udspringer af. Daily Caller giver et sørgeligt eksempel, hvor det at komme til tiden og passe sine studier er et udtryk for en hvidhed der undertrykker ikke-hvide, fordi de åbenbart ikke er i stand til….

“Education is not about the mere reproduction of knowledge,” Hackman said. “Education is the practice of freedom. And as a result, we have to have [teaching] students becomes activists as well as teachers.”

Creating educators who are proper activists, Hackman continued, means training them to not only to encourage diversity but also to engage with the systemic oppression she says is pervasive in the entire educational system. In Hackman’s telling, virtually everything associated with being a good student in modern education is actually just a tool of racist white supremacy.

“The racial narrative of White tends to be like this: Rugged individual, honest, hard-working, disciplined, rigorous, successful,” she said. “And so then, the narrative of U.S. public education: Individual assessments, competition, outcome over process (I care more about your grades than how you’re doing), ‘discipline’ where we care more about your attendance and making sure you’re not tardy than we care about your relationships  … proper English must be spoken (which is just assimilation into standard U.S. dialect), hierarchical power structure, and heavy goal orientation.”

While the traits listed may simply be regarded as positive traits for success in the modern world, Hackman described them as specific cultural traits chosen and emphasized to favor whites to the detriment of non-white groups, who are forced to assimilate white traits such as good discipline and goal orientation or else be left behind.

Heather Hackman, ja selvfølge en kvinde, fortæller endda at det for hende er ligegyldigt i hvilken form en opgave besvares. ““If I don’t know [your language,] frankly, that’s my issue,” she said. “All I need to know is that you’re thinking about it, I don’t really care how you do it.””. Som Hackman forklarer, så gælder det om at metastasere denne anti-intellektuelle strømning ved at gøre så mange studerende til aktivister, som kan presse deres læringsanstalterne i knæ med stadigt flere overgangskrav, som Bruce Thornton forklarer i Frontpage Magazine

The real instigators of these incidents are savvy progressive student activists who know that most faculty agree with and support them, and that most administrators are careerist invertebrates fearful of bad publicity and blowback from trustees and the media. These student Alinskyites leverage photogenic protests and marches into academic lucre in the form of more scholarships, “research centers,” and faculty hires that will expand the progressive influence over the institution, especially over curricula, hiring, programs, admission criteria, and academic policy.

A perfect example of this dynamic can be seen in the response of Yale president Peter Salovey to the incident on his campus last November. First there is some embarrassing groveling: “I have never been as simultaneously moved, challenged, and encouraged by our community — and all the promise it embodies — as in the past two weeks. You have given strong voice to the need for us to work toward a better, more diverse, and more inclusive Yale. You have offered me the opportunity to listen to and learn from you.” But employing the multiculturalist dog whistles “diverse” and “inclusive,” and flattering self-righteous entitled whiners by anointing them as Socratic sages, are just preludes to the real business––doling out academic protection money.

Race, ethnicity, and other aspects of social identity are central issues of our era, issues that should be a focus of particularly intense study at a great university. For some time, Yale has been exploring the possibility of creating a prominent university center supporting the exciting scholarship represented by these and related areas. Recent events across the country have made clear that now is the time to develop such a transformative, multidisciplinary center drawing on expertise from across Yale’s schools; it will be launched this year and will have significant resources for both programming and staff.

And that’s just the beginning of the payola. Four new faculty positions will be filled to research and teach the “histories, lives, and cultures of unrepresented and under-represented communities,” and Yale will add “additional teaching staff and courses in Yale College starting in spring 2016 that address these topics.” Fifty million dollars is committed to “enhance faculty diversity,” by which he means hiring not the children of Scots-Irish West Virginia coal-miners, but “protected” groups like blacks and “Hispanics” no matter how affluent their parents or how laden with social capital.

But this academic Santa Clause is just getting started. There will be a new administrative position created to help the Faculty of Arts and Science in its “diversity efforts.” Yale will make “funds available to improve existing programs and develop new ones — both during orientation periods and beyond — that explore diversity and inclusion and provide tools for open conversations in all parts of the university about these issues. Programs may take the form of trainings, speaker series, or other ongoing activities.” New “pathways” for reporting discrimination, and new “measures to strengthen mechanisms that address discrimination” will be created with significant “input” from students.

Mens der er stærke kræfter indenfor det læringsindustrielle kompleks der arbejder ideologisk målrettet imod civilisationens grundpiller, så er de fleste studerende blot dovne konformistiske medløbere. Time to cry

Monokultur kører på WordPress