Der er næppe noget mere kvalmende end den type invasiv psykoterapi, som kaospiloter og andre charlataner praktiserer overfor uheldigt udvalgte personer fra den arbejdende almue. Dette coaching, psykodrama, teambuilding nonsens er åbenbart helt blottet for etik, i det der skaltes og valtes med menneskers sjæleliv, på slap line og uden sikkerhedsnet. Man for blotlagt og ommøbleret sit indre, men det er småt med hjælp når skaderne skal genoprettes.
Her følger et eksempel på den slags coaching-lort. En tidligere studerende ved kaospiloterne (og det er “tidligere” med fed streg under) har henledt min opmærksom på bitter-blog’s historie, med den følgebemærkning, at det kursusforløb som omtales i indlægget præcist beskriver noget essentielt i kaospilotuddannelsen. Her er teksten i sin helhed (fra Bitter Blog):

Værdiløshed

Jeg klager ofte over ressourcespild i det offentlige system. Man bør dog heller ikke glemme, at det også eksisterer i det private erhvervsliv, selvom man her har mulighed for at fravælge de firmaer, som skyller sine og dermed engang kundernes penge ud i lokummet. Et godt eksempel er et firma, jeg arbejdede i for nogle år siden, hvis produkter jeg aldrig vil drømme om at købe, da jeg ved, de ville koste det halve, hvis vi ikke havde været på værdiseminar. Ja, lige præcis, netop som folk begynder at opdage den rustne og gennemhullede bund i teambuilding-vognen, så har man bare fundet på værdiseminarer i stedet.

Vi blev udstationeret på hotel i tre uger, og vi var naturligvis blot det første hold. Da vi ankom til hotellet, hængte der en fin planche med hotellets værdier. Personalet havde tydeligvis været igennem det samme helvede som os, hvilket forklarede værelsespriserne og manglen på erfarent personale. Jeg påpegede for mine kollegaer, at vi burde kopiere hotellets værdier og tage på arbejde i stedet, hvilket naturligvis kun affødte hånlige fnys fra den flok af Politiken-abonnenter, de var.

Da min hjerne har en forsvarsmekanisme mod sindssyge, husker jeg kun få dage af seminaret. Vi mødtes første dag i en stor sal, og den samlede mængde af inkompetence var enorm. Efter et tre timers foredrag fra direktøren om, hvor vigtigt et arbejde, der stod foran os, forlod han etablissementet, kørte hjem i sin Audi og vi hørte ham aldrig igen nævne et ord om værdier. Så begyndte mareridtet. Firmaet havde hyret nogle skuespillere og en kaospilot til at køre seancerne, og derefter gik det kun ned af bakke. Det var som at være i børnehave igen bortset fra, at det var skægt første gang.

De nærmere detaljer i udskejelserne på seminaret skåner jeg jer for, men jeg kan nævne, at vi bl. a. var fugle en dag og skulle løbe rundt og pippe. Vi kæmpede også med værdi-skjold og værdi-sværd og spillede nøgenteater, der blandt andet inkluderede en frustrations-ballet. Alt for at komme frem til en bruttoliste af ord, som var potentielle værdier for firmaet. Det var jo et herligt resultat, som næsten fik en til at glemme de kompetente kollegaer, der blev fyret derhjemme på samme tid. Firmaet fyrede nemlig omkring tyve medarbejdere per måned, og så gav det rigtig god mening, at vi brugte noget, der nærmede sig 100.000 om dagen på at finde frem til værdiord, som alle med rette er komplet ligeglade med bagefter. Der var måske en af kollegaerne, som omtalte værdierne en uges tid efter seminaret, og derefter blev de totalt glemt, for ingen kan bruge sådan en gang varm luft til noget som helst. I løbet af fjorten dage var alt tilbage ved det gamle, på nær at en masse af de kvindelige kollegaer kastede op på toilettet om morgenen.

Jeg lærer aldrig at forstå sådan en disposition, for jeg har aldrig oplevet noget som helst af mening opstå ud af det psykologiske sidestykke til swinger-klubber, som værdiseminarer er. Det er ren CV-opbygning og beskæftigelsesterapi for HR-folk og latterlige kaospiloter, som åbenbart skal genere arbejdsomme mennesker med deres respektløse, påtrængende og invaderende udadvendthed. Men det må jo være fordi, de ikke kan andet. De skulle have en ordentlig lussing, afskediges, tvinges til at holde gaderne rene, og så må de for min skyld diskutere værdier, så tosset de vil bagefter. Men så kan de selvfølgelig ikke vedligeholde en indkomst, som dækker udgifterne til latterlige, grimme samtalekøkkener og tåbeligt retromodetøj til deres stupide afkom, der hjælper dem til at glemme, at de absolut intet kan udrette i en virkelig verden.

Åh ja, og jeg behøver vel ikke at nævne, at de fem ord, som tre hold kom frem til efter i alt ni ugers brutal nedslagtning af sund fornuft var nøjagtig magen til dem, som hotellet havde på den liste, jeg læste den første dag? Bortset fra, at kaospiloten havde skrevet ”trykhed” på vores liste.

Mere om kaospiloterne: Kaospiloternes ny rektor på P1

Iman Abdul Wahid Petersen har i gårsdagens Politiken et åbent brev til Trykkefrihedsselskabet, som jeg mod al ophavsret bringer i sin fulde ordlyd (vi kender jo godt den med misforståelsen og fejlcitatet). Anledningen er selvfølgelig Trykkefrihedsselskabets planlagte udgivelse af Sherry Jones bog om muslimernes ideale menneske og hans ideale systematiske voldtægt af et barn. Og Abdul sparer ikke på absurditeterne.

DET ER kommet undertegnede for øre, at I agter at udgive Sherry Jones’ bog om profeten Muhammed, som hun ikke kunne få udgivet i USA, da de potentielle udgivere frygtede, at bogen kunne give anledning til uro og ballade. DA JEG IKKE kender bogens indhold, agter jeg ingenlunde at kommentere på, om det er en lødig eller underlødig skildring af det emne, den beskæftiger sig med. Men den amerikanske ængstelse taget i betragtning er der dog noget, der kunne tyde på det sidste. Og uagtet bogens indhold kan den hverken skade eller gavne profeten Muhammed eller hans eftermæle. Nuvel, I agter altså at udgive bogen, fordi »frygt for trusler ikke skal holde en bog tilbage«.

HAVDE DET nu været et hvilket som helst forlag i Danmark, der agtede sig ud i denne udgivelse, ville det naturligvis også have været et argument, som sagtens kunne stå alene. Men når man kender historien omkring en stor del af medlemmerne af Trykkefrihedsselskabet, kunne man meget nemt fristes til at tro, at der også er andre motiver, der ligger til grund for beslutningen. Eksempelvis at fortsætte den hetz mod muslimer og islam, som de samme personer har forestået i en længere årrække. Dette er naturligvis helt legitimt, og jeg vil end ikke kommentere det på anden måde end ved at fastholde, at det er jeres legitime ret at kritisere islam og muslimer, lige så tosset I vil. Men som ganske almindelig dansk borger vil jeg dog bede jer om at overveje beslutningen atter en gang. Skal det danske forsvar for ytringsfriheden være årsag til, at Danmark (og her taler jeg ikke om jer som personer, men om hele nationen, da en eventuel vrede ikke vil være rettet mod jer som personer, men i lige så høj grad mod vores fædreland) igen skal gøres til genstand for vrede ude i verden. Skal ytringsfriheden i Danmark være den trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda og xenofobisk litteratur bliver sat i tryk og mangfoldiggjort? Skal hele nationen tages som gidsler i jeres barnlige hang til provokation? Synes I, det er rimeligt, at vores stolte gamle nation skal kendes i verden for racisme og xenofobi? Tror I, at I har den danske befolkning med jer, hvis bogen skulle vise sig at være af sådan en karakter, at den udløser en ny ’tegningekrise’? Personlig synes jeg, at det er dybt beskæmmende at misbruge ytringsfriheden til at piske sin egen islamofobiske kæphest med, hvilket jeg ikke er den mindste smule i tvivl om er den mest tungtvejende årsag til, at I har valgt at udgive lige præcis den bog. Tilbage er der så kun at håbe, at bogens indhold ikke er af sådan en karakter, at det giver anledning til fornyet vrede mod Danmark.

Den særlige muslimske cocktail af klynk (”hetz mod muslimer og islam“) og trusler (”,,,en eventuel vrede ikke vil være rettet mod jer som personer, men i lige så høj grad mod vores fædreland) igen skal gøres til genstand for vrede ude i verden.“, “,,,fornyet vrede mod Danmark“, “udløser en ny ’tegningekrise’“) på grund af noget, der ikke gør nogen forskel (”hverken skade eller gavne profeten Muhammed“) refererende til en legitimitet, man ikke skal have (”naturligvis helt legitimt (…) det er jeres legitime ret (…) Men…“) og absurde følgeslutninger (”trædesten, som sikrer, at nynazistisk propaganda“) er ganske velkendt og trættende. Dog som noget helt nyt også en uklædelig nationalisme (”vores stolte gamle nation“)

Alt dette baseret på ikke at have læst bogen og en spekulativ motivanalyse med udgangspunkt i personer. Imam Petersen føler sig så hævet over hele miseren, at han ikke vil kommentere det nærmere, hvorfor hans initiativ til et åbent brev virker håbløst. Men hvorfor er imamen vred over en bog han ikke har læst? Hvorfor reagerer han så kraftigt på en bog der omhandler islam? De udkommer jo i stride strømme fra apologeter som kritikere. Hvorfor lige den? Hvad ved han om den?

Han ved to ting. Han ved at Trykkefrihedsselskabet udgiver den og de er i sig selv en amoralsk samling. Det handler altså ikke om hvad de gør, men at det er dem der gør det, hvilket i Abdul Wahid Petersens muslimske optik betyder at de er urene. Det er i sig selv uhyggeligt, men det kan ikke være Imamens grund til at reagere med et åbent brev. Islamkritik er jo ikke noget nyt fra den kant. Så hvad ved Imamen ellers om bogen? - Emnet!

Imamen ved nemlig også, at den handler om det pinlige faktum, at pædofili er en kanoniseret del af islam. Det er altså selve sandheden om islam, islams egen grundlæggende moral, der bringer Imamen på krigsstien. Imam Abdul Wahid Petersen ved nemlig udmærket godt, at den moral han forfægter strider imod den moral, der er koncensus om her i landet. Og intet sted er det mere følsomt end emnet pædofili. Selve bogens indhold om “det er en lødig eller underlødig skildring af det emne” ændrer jo ikke en tøddel ved at det menneske, som muslimerne anser for ideal var pædofil. Og det ændrer ikke en tøddel ved at pædofili dermed er en del af et islamisk ideal. Imam Petersen forsvarer og understøtter dermed et værdisæt der tilskynder til pædofili og derfor er det nok klogt af ham, at han vælger “ ingenlunde at kommentere på” bogens lødighed.

Egentlig kan jeg nu meget godt lide Søren Krarup. Fra Kristeligt Dagblad

 1962 VAR JEG medlem af bestyrelsen af Studenterkredsen i København, og i samme år udsendte vi en fælles udtalelse mod dansk tilslutning til Fællesmarkedet.

Vi havde læst Rom-traktaten, der var vedtaget i marts 1957 af de såkaldte seks: Frankrig, Tyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien, og nogle af os havde også stiftet bekendtskab med de visioner, som franskmanden Jean Monnet havde udkastet. Blandt andet kendte i hvert fald jeg hans voluminøse sætning: “For at freden virkelig kan få en chance, må der først skabes et Europa”.

Hvilket oppustet bavl! Som om Europa ikke var skabt. Som om Jean Monnet skulle genskabe, omskabe, nyskabe et Europa, som i tusind år havde været skabt. En opblæst nar.

(…)

Da protesten mod EF-domstolens oprørende reducering af dansk lovgivning lyder i Danmark og blandt andet Dansk Folkeparti beder statsministeren om at stå fast på dansk lov, så svarer Anders Fogh Rasmussen (V), at dette er uansvarligt, for i en retsstat skal man jo rette sig efter domstolens tale.

Jamen, Herre Jemini, hedder retsstaten ikke Danmark? Er det ikke dansk lov, som en dansk statsminister skal værne og hævde? Er dette ikke et rystende vidnesbyrd, hvor langt ude vi efterhånden er kommet i Danmark i forhold til den overnationale union, der uden ophør gøres stadigt snævrere?

Læs ham for han er altid god, hvis ikke den bedste.

I forbindelse med afstemningen om Maastrichtraktaten i 1992 skrev Jens Peter Bonde en lille bog, hvori han især angreb den magt, som EU-domstolen ville få, hvis vi stemte ja. Han lagde udtrykkeligt vægt på, at i alle tvivlsspørgsmål om forholdet mellem EU og nationalstat ville nationalstaten tabe, thi ikke blot er det en iboende karakter for alle institutioner at arbejde for mere indflydelse/magt, men for EU-domstolen er det selve formålet at afskaffe nationalstaten til fordel for det Europæiske projekt.

Hele det danske statsapparat blev sat i sving for at nærlæse Bondes bog i søgen efter fejl, der kunne miskreditere manden og hans næsvisheder og man fandt da også et par stykker. Bl.a. havde han skrevet at budgetunderskuddet i de enkelte medlemslande ikke måtte overstige 1,5% mens det retteligt var 2% (det havde noget at gøre med det nationale spillerum for økonomisk politik). Men skønt det har en vis økonomisk betydning med en 1/2% af statsbudgettet så kan det ikke siges at have en populær agitatorisk effekt på de svedende masser og må i den henseende henregnes som en ubetydelig unøjagtighed. Bondes bog var selvfølgelig et partsindlæg med de sædvanlige skønhedspletter. Men den var mere end det.

Bonde analyserede nemlig ganske præcist, hvad det ville sige at afgive suverænitet. Problemet er, at man ikke kan underlægge sig et andet beslutningsorgan uden selv at miste magt og man kan ikke fralægge sig initiativet og stadig være på forkant med udviklingen. Uagtet at det kan være praktisk og givtigt at lave en lang række af kompromisser til fordel for samhandel og samarbejde så er selve præmisserne for den magtoverdragelse vi ser med EU meget farlig for demokratiet da vi parkerer beslutningerne uden for Danmark. For det kan ikke være lige meget om man vælger sin egen vej under givne omstændigheder eller om man lader andre vælge for sig i et absurd håb om at kunne bestemme over omstændighederne. Her var Subsidaritetsprincippet i centrum, det princip ja-partierne lallende døbte “nærhedsprincippet” men som betød underinddelingsprincippet. Nationalstaten underinddelt EU.

Og ved en eventuel valgkamp på dette grundlag vil den langsigtede demokrati og selvstændighedstænkning sejre suverænt over den kortsigtede kvababbelse over den siddende regerings udlændingepolitik. For alle kan forestille sig perspektiverne, hvis man i yderste konsekvens skal vinke farvel til Folkeskolen eller offentlige sygehuse under parolen om deres konkurenceforvridende egenskab.

Dansk Folkeparti vil ved et valg udskrevet på baggrund af EU dommen let ryge over de 20% tilslutning og ethvert parti, der taler imod danskernes suveræne ret til selvbestemmelse vil blive knust. Der vil ikke blot være tale om forskydninger inden for den borgerlige lejr da Dansk Folkeparti ligeledes vil bejle til bekymrede socialdemokratiske vælgere. Derfor vil de andre partier kun kunne begrænse nederlaget ved løfter om at tale EU midt imod på den ene eller anden måde. Den politiske dagsorden vil blive en konsensus af, at Folkestyret er truet af selve vores medlemskab af EU på de betingelser der dikteres af den nuværende struktur. Og jo klare tale jo større tilslutning.

Det indså de fleste partier da også hurtigt efter EU-dommen uanset, hvad de måtte mene om den konkrete sag. For man kan vel vanskeligt bede vælgerne stemme på sin egen overflødighed? Med mindre man altså hedder Radikale Venstre. Dette parti har udover sin antinationale dagsorden en interesse i at samle alle de vælgere op, der bekymrer sig om det danske renome (selv om det er selvmodsigende) ude i Europa. Men Danmark går ikke enegang, vi går forrest. Det kunne man se da 10 EU lande hurtigt stillede sig på Danmarks side efter dommen.

Tabet af suverænitet skræmmer især de protestantiske lande, der ikke tager let på at lade sig koste rundt med af en fjern overhøjhed, noget katolikker generelt tager mere afslappet. Men alle kan efterhånden også se indvandringen som en reel trussel mod de europæiske samfund, selv i de politiske eliter. I Italien leger man sågar med ideen om at registrere romaer med deres fingeraftryk og der er endda udlovet dusør på pågribelse af illegale indvandrere! Af nogle set som et udtryk for fascistiske tendenser emmende fra den Italienske regering, men af andre, som endnu et udtryk for at indvandringssituationen er ved at eskalere ud af kontrol så vi med stormskridt nærmer os nødretstilstande.

Alle europæiske lande mærker altså virkelighedens uafvendelighed og mod dette kan EU ikke kæmpe i længden, selv om det nok kan forrette megen skade så længe. Markeringen fra domstolen er blot en foreløbig kulmination på den krise EU sikkert og roligt glider ud i - en krise, som eksperterne efterhånden også vagt fornemmer. Selve indvandringen fra især den muslimske verden bliver i stigende hast til den vigtigste dagsorden rundt omkring i Europa og regeringerne har kun deres mandat fra folket. Dermed er det af største betydning for EU, hvad folkehavet mener.

For mens suveræniteten til EU blev afgivet i lyset af 2. Verdenskrigs blodbad og den kolde krig, båret frem af traumatiserede tyske og franske politikere og deres yngre proselytter der euroforisk lod sig forblænde af selve ideen om at være dynamo i en “vision”, stå i midten af Europas historiske vendepunkt, være historien, skabe den, så er gassen nu gået af helt af ballonen. Den nuværende genration af politikere støtter kun projektet så langt, som de lever af det og den slags opbakning er notorisk svigefuld. Dengang hed det at EU var som en cykel, der ville vælte, hvis ikke den hele tiden bevægede sig fremad. Derfor var argumentet bizart nok at man skulle stemme ja. Fortidens europolitikere kunne skjule sig bag en selviscenesat myte om uafvendelighed. Den går ikke længere for nu er det blevet normalt for de europæiske befolkninger at sige nej til grundlæggende ideer bag EU.

Er jeg pessimist? Nej, jeg er optimist og det er jeg fordi jeg siden 1992 og Bondes bog har anset det for en realitet at Danmark har underlagt sig et system, der tilsidesætter vores interesser. DEr er altså intet nyt under solen i mit perspektiv. Men med EU-dommen er realiteterne endelig blevet til almen viden for hele det politiske spektrum undtaget det sekteriske Radikale Venstre, der principløst støtter, hvem som helst - imamer som eurokrater - der vil fremme deres idealer om det nationsløse Europa. Den danske EU-debat - som den europæiske - står nu på helt andre ben, med løgnene væltende ud af skabet. Vi står ganske vist det samme sted, men i en position, hvor vi kan reagere. Som i eventyret Rumleskaft gælder det om at sætte ord på trolden, hvis man vil have ham væk. Det er nu at man skal tage kampen med det stadigt svagere EU inden ulykken bliver til en katastrofe.

Da Bonde skrev sin bog blev han ubønhørligt angrebet for at være småtosset. Alle argumenter om at selve demokratiet er truet når man afgiver suverænitet blev affærdiget som paranoidt venstredrejet vrøvl. At se de selv samme partier og mange af politikerne fra dengang agere overraskede og rystede er kvalmende. For sandheden er at de vidste, hvad de gjorde dengang. Sandheden er at de løj dengang, som de lyver nu. At nøjes med at skrive historien tilbage til en overmodig underskrift af Lissabontraktaten er et sølle figenblad, for det europæiske projekt har altid indebåret opløsningen af nationalstaten og dermed også folkestyret. 1992 var et skelsættende år fordi man endeligt ovelod magten og initiativet til de europæiske paver og Bonde så det. Man skylder ham en uforbeholden undskyldning som man også skylder det danske folk en undskylning for løgnene.

Fra Information

“Vie en pige på otte, og du er sikret,” lyder et velkendt ordsprog, [fra Yemen, Drokles] med en dobbelt henvisning til pigens far, der vil få hende vel afsat, før hun risikerer at komme i uføre, og til ægtemanden, som vil få en nem og føjelig brud, han kan opdrage efter sit eget hoved. 

(…)

Yemenitisk lov angiver, at en pige kan blive gift, når hun fylder 15 år, eller når hendes værge anser, at hun er klar til at have samleje.

(…) 

“Ja, jeg var intim med hende, men jeg har ikke gjort noget forkert, for hun er min kone, så det er min ret, og ingen kan stoppe mig,” [ægtemand til barnebrud, Drokles]

Islam er en naturstridig religion og at leve efter de islamiske forskrifter er at leve imod menneskets natur. At indrette samfundet efter islams forskrifter er at undertvinge menneskets natur. Det er den afgørende spænding i de muslimske samfund, spændingen mellem mennesket og islam, mellem virkeligheden og Gudsforordningen og som her, mellem det kærlige og det perverterede.

Der er dog fremskridt at spore

 Under et familiebesøg i hovedstaden Sanaa stak otte-årige Nojoud Nasser af til den lokale domstol for at bede om en skilsmisse. Dermed blev hun den første af Yemens mange barnebrude, der ved egen kraft brød ud af sit uønskede ægteskab. Nu står hun med to andre nyskilte piger, Arwa på ni og Reem på 12, og smiler og stråler i opmærksomheden fra en stor gruppe lokale og udenlandske gæster, som er kommet til en reception på avisen Yemen Times for at hylde de tre unge pionerer.

(…)

Hele programmet afholdes på arabisk, så mange udenlandske journalister og diplomater har svært ved at følge med. Det er dog med vilje, for Nadia Saqqaf understreger i sin tale, at dette ikke er et problem, der skal løses af store international organisationer, men derimod en udfordring, som det yemenitiske samfund selv må tage ansvar for. 

(…)

Disse tre sager er højtprofilerede, efter de formåede at opnå international opmærksomhed. Kampagnen fra Yemen Times sigter i første omgang mod at få ændret lovgivningen, så det bliver strafbart for forældre at gifte deres børn væk, før de fylder 18. 

Det er en god ide Yemen Times har fået ved at iklæde påvirkningen fra Vesten egen selvkritik, som de gør når de lader programmet foregå på arabisk. På den måde undgår man man beskyldninger om vestlig dekadence. Men da de tre sager er højtprofilerede fordi de har opnået international opmærksom afsløres samtidig den muslimske håbløshed. Sagerne er kun sager ved at man kan spejle sig i den vestlige verden, spejle sig i normaliteten i, hvad man kan anse for naturlig menneskelighed. Det er det islamiske væsen og Muhammeds forbillede der danner fundamentet for den kulturelle pædofili. Det er islams afvisning af rationalitet.

Fra Politiken

En 13-årig irakisk pige iført en vest med sprængstoffer valgte at melde sig til politet i stedet for at sprænge sig selv i luften i byen Baquba nord for Bagdad.

fra Ekstra Bladet

Ifølge en betjent kunne pigen ikke sige noget ved anholdelsen, formentlig fordi hun var påvirket af stoffer, sagde han.

Den perverse udnyttelse af svage eller udsatte mennesker er desværre set alt for ofte, hvor børn og retarderede bliver sendt i døden for alt slagte tilfældige mennesker i den endelige sandhed navn. Allah er nådig!

Fra Jyllands-Posten

 Den seneste Tiårsoversigt fra Danmarks Statistik dokumenter, at kvinder med indvandrerbaggrund har lagt de store børneflokke bag sig og nu opfører sig aldeles dansk. Mens kvinder fra ikke-vestlige lande for 14 år siden fødte 3,41 børn i gennemsnit, nedkommer den samme gruppe i 2007 med knap to børn. Tæt på det danske gennemsnit på 1,85 børn pr. kvinde.

»Indvandrerkvinderne har erfaret, at vilkårene i det danske samfund gør det vanskeligt med store familier. Der stilles krav til forældrene om at engagere sig i børnenes skole, institution og fritidsliv, og det vil indvandrerkvinderne naturligvis gerne leve op til,« siger integrationskonsulent Esma Birdi, der selv har tyrkisk baggrund - og er mor til tre børn.

Selvfølgelig skal der malurt i bægeret, fra en professionel vindbøjtel, den altid letkøbte Manu Sareen

»I et øjebliks overmod overvejede min kone og jeg det fjerde barn, men en af mine venner sagde spontant: Hold nu op, Manu, det kunne du gøre, hvis du var dansker. Med din baggrund vil det bare blive en sigøjnerfamilie,« siger han.

Men det er effekten af den nye kurs overfor indvandrere vi ser og ikke mødet med moderniteten, som det ellers foreslås i artiklen. Der er ikke længere den samme udstrakte villighed fra det offentlige til at dække det enorme økonomiske underskud, store børneflokke påfører arbejdsløse indvandrerfamilier. Og samtidig har lukningen af grænserne overfor muslimske indvandrere betydet at mange muslimske miljøer har fået klippet navlestrengen og gjort det lettere for de progressive at vandre, nej ikke fra traditionen ind i moderniteten, men fra Mellemøsten til Vesten.

Trykkefrihedsselskabet har taget det glimrende alternativ at trykke, den bog om Muhammeds pædofili, som det amerikanske forlag Random House. TV2 indleder historien således

En kontroversiel bog om den muslimske profet Muhammeds koner - heriblandt en seks-årig pige - bliver nu sandsynlig vis trykt og udgivet i Danmark. Det sker efter at et af verdens største forlag har afvist at udgive bogen på grund af dens kontroversielle indhold. 

Hvorfor er denne bog kontroversiel og ikke Muhammed, der jo var manden der voldtog et lille barn. Jo det er bogen “The Jewel of Medina“s indhold, der er kontroversielt men ikke på  grund af Koranen eller Bukari eller en anden af de andre kanoniserede skrifter - den er bare kontroversiel i sig selv. Med denne brug af kontroversielt er det altså suspekt at omtale, hvad der prædikes i islam uden tanke på islam.

Det skulle i stedet have heddet noget i retning af: “Bog om den pædofile sektleder Muhammed udgives nu i Danmark.”

Simon Andersen skriver i sin avis om en udvisning af en tyrkisk dreng. Andersen er meget vred over, hvad han opfatter som en uretfærdighed og kalder sit indlæg “Pesten over Danmark”. Pesten er Dansk Folkeparti og deres politiske kurs ses som den egentlige grund til at uretfærdigheder som denne. Jeg kender ikke sagen og kan ikke sige om reglerne, forvaltningen eller Andersens fremstilling er rigtig eller forkert.

Men som indledning fremkommer Andersen med en typisk påstand

Regeringen har, under pres fra Dansk Folkeparti, indført verdens måske strammeste politik over for udlændinge. Reglerne har bred opbakning i befolkningen - og hårde krav og stram politik får, generelt, støtte herfra. Det bliver imidlertid mere og mere tydeligt, at Danmark i angst for fremmede har udviklet regler, der er så forkvaklet stramme og paranoide, at de med rette kan betegnes som menneskefjendske, som en hån, som en pestplet på et civiliseret samfund.

Jeg kan garantere at Danmark end ikke er i nærheden af at have den strammeste politik overfor indvandrere. Det er en trættende påstand at høre på. En anden er at Danmark er blevet mere lukket siden 2001. I Jyllands-Posten kunne man se denne grafik

Forleden bragte jeg et citat af den romerske politiker og retoriker Marcus Tullius Cicero, der handlede om forræderi og forræderen iblandt os. Citatet har frembragt en del uro hos nogle, der i lyset af Monokulturs monomane fokus på ydre og indre fjender, islam og kulturradikalere, frygter at der er tale om en fordækt trussel. Intet kunne ligge mig fjernere og efter mere end 1.000 posteringer ville det være helt ukarakteristisk for Monokultur at begive sig ud i den slags. Lad mig komme med et andet citat efter en kort forhistorie.

Da Hitler gik ind i Polen tvang det den engelske regering under premiereminister Neville Chamberlain til at honorere sin garanti af Polens suverænitet. Men samtidig blev det Chamberlains endeligt som premiereminister og i stedet blev hans mangeårige rival Winston Churchill udpeget. De to så vidt forskelligt på den trussel, som Hitler og hans nazistbevægelse udgjorde og hvor Chamberlain anså Curchill som en farlig mand (warmonger) anså Churchill Chamberlain for naiv (fool) og hans politik, som skadelig for Englands fremtid. Det viste sig at Churhill havde ret. Men Churchill anbragte alligevel Chamberlain i sin regering, meget mod manges ønske om at “straffe” symbolet på eftergivenhed. Da Chamberlain senere på året blev alvorligt syg (kræft i maven) og måtte træde ud af regeringen, sørgede Churchill for at han stadig fik tilsendt regeringspapirer på sit sygeleje. Den gamle statsmand skulle kunne følge med i begivenhederne på nærmeste hold. Chamberlain døde kort efter af sin sygdom og Churchill sagde følgende om ham

It fell to Neville Chamberlain in one of the supreme crises of the world to be contradicted by events, to be disappointed in his hopes, and to be deceived and cheated by a wicked man. But what were these hopes in which he was disappointed? What were these wishes in which he was frustrated? What was that faith that was abused? They were surely among the most noble and benevolent instincts of the human heart–the love of peace, the toil for peace, the strife for peace, the pursuit of peace, even at great peril, and certainly to the utter disdain of popularity or clamour. Whatever else history may or may not say about these terrible, tremendous years, we can be sure that Neville Chamberlain acted with perfect sincerity according to his lights and strove to the utmost of his capacity and authority, which were powerful, to save the world from the awful, devastating struggle in which we are now engaged. This alone will stand him in good stead as far as what is called the verdict of history is concerned.

Dette kommer efter et årti, hvor Churchill blev hånet af Chamberlain og hans fløj. Dette er den demokratiske essens - ærlige modstridende opfattelser af den virkelighed man befinder sig i. Churchill anerkender det svære i at gennemskue virkeligheden, at kunne definere de fænomener vi står overfor, at kunne vægte dem og drage de rette forholdsregler. Det er hvad vi skændes om, diskuterer og vender og drejer og vi gør det uden facitliste, uden forhåndsviden om hvordan man har ret og i tvivlende tillid vores ræsonnementer. Jeg anser islam for et uvæsen, der efter at have lagt hele det område, der er den islamiske verden øde nu truer Europa.

Den frie tanke er en ren vestlig opfindelse og Vesten er det eneste sted den findes. Når det kommer til den frie tanke - menneskets fornemmeste disciplin - er Vesten det eneste lys i mørket et lys, der i håbefulde kulturer prøves eftergjort. Og hvad gør verden hvis lyset slukkes? Islam er en ideologi, der har som sit højeste mål at slukke lyset og den islamiske verden er den mørkeste af alle. Islam forsværgrer den frie tanke og er antitesen til rationaliteten. For så langt man benægter dette betragter jeg en som værende naiv (fool). Dette skal man ikke tage personligt da personen udgøres af meget andet end en snæver politisk observans, men ikke desto mindre i den forbindelse “a fool”. Og det er hvad vi diskuterer: Forholder det sig således? Er det ikke mig, der er en nar? Misforstår jeg ikke den virkelighed jeg befinder mig i?

Så hvad er al den tale om forrædere? Den skulle være underforstået, men desværre var det naivt. Bag vores diskussioner i Danmark og Europa om islam, der er en nedsunket del af diskussioner om Danmarks identitet, om forholdet til det fremmede, om verdens udvikling, om modernitet osv. er der noget andet - noget, der målrettet tjener fremmed overherredømme. Et ønske, der efter alle standarter går imod det danske folks interesser. Historisk har vi haft erfaringer med Komintern og nazisme, der begge havde som målsætning at Danmark skulle forsvinde og danskene lyde et fremmed og totalitært styre. Det er den lære jeg drog fra Cicero og, hvad jeg underforstået mente ville blive læst.

Forleden havde forfatteren Ole Hyltoft en kronik i Jyllands-Posten, hvor han frækt hævdede at kulturradikalerne mente at de tilhørte et udvalgt aristokrati. Han trak linier fra Georg Brandes til nutidens Vestager. Men kan man det? Fra Politisk Sommer

Claus Hagen Petersen: Er det Radikale Venstre blevet et fløjparti?

Margrethe Vestager: Det kan godt være at man kan se det i en sådan snæver dansk sammenhæng. Men nogle af de ting, som bliver betragtet som ekstreme af nogen, det er jo helt mainstream i den europæiske debat.

Ja Hyltoft er helt ude i hampen.

I Afghanistan sidder, der mange kvinder og teenagepiger fængslet, som en direkte udløber af islams tingsliggørelse af kvinden. Fra The Independent

Ostracised from her family and village, Saliha was convicted of escaping from home and illegal sexual relations. The first carries a maximum penalty of 10 years, the second 20. These are two of the most common accusations facing female prisoners in Afghanistan.

Two-thirds of the women in Lashkar Gah’s medieval-looking jail have been convicted of illegal sexual relations, but most are simply rape victims – mirroring the situation nationwide. The system does not distinguish between those who have been attacked and those who have chosen to run off with a man.

(…)

Earlier this year a report by Womankind, Taking Stock: Afghan Women and Girls Seven Years On, revealed that violent attacks against women, usually in a domestic setting, are at epidemic proportions – 87 per cent of women complain of such abuse, and half of it is sexual. More than 60 per cent of marriages are forced and, despite laws banning the practice, 57 per cent of brides are under 16. Many of these girls are offered as restitution for a crime or as debt settlement. Afghanistan is the only country in the world with a higher suicide rate among women than men.

På den anden side af grænsen fortsætter rædslerne. Fra Aftonbladet

I Pakistan och Bangladesh är frätande syra männens främsta vapen för att skada och förnedra kvinnor. Syran fräter sönder huden, bränner som eld och vanställer ansiktet. Straffet för att ha ratat en man eller fötts till fel kön kan få ödesdigra konsekvenser.

– Männen kan göra vad de vill med kvinnorna, utan påföljd. Våld mot kvinnor är ett oerhört utbrett problem i Pakistan, säger Katarina Bergehed, kvinnorättsexpert på Amnesty.

Måste gifta sig

Årligen drabbas hundratals kvinnor av syraattacker i Pakistan. Problemet så stort att många plastikkirurger börjat hjälpa dem – ideellt. Men mörkertalet är stort. Precis som skammen. För kvinnan blir attacken ett

Det er ikke blot patriarkalske normer, der er løbet ud af en tangent. Det er en religiøst institutionaliseret krig mod det kvindelige køn. Det køn, der hele livet igennem betragtes, som det fremmede og farlige andet. Det køn, der med psykopat-argumentet i koranisk erindring er skyld i mandens handlinger, det køn der skal sløres og helst gemmes bort fra det offentlige rum, det køn, der handles som kvæg og som følgelig ingen rettigheder har, men allerhøjest privilegier. Det køn betragtes ikke som mennesker og behandles derfor, som umælende dyr.

I 1967 var der for første gang et rødt flertal i Folketinget. Det førte dog ikke til en regering, men det såkaldte kontaktsamarbejde mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Men samarbejdet med det realpolitiske Socialdemokrati trak så store veksler på det idealistiske SF at en gruppe meldte sig ud og dannede det nu hedengangne VS og endte Axel Larsens Røde Kabinet.
Nu ser vi igen konturerne af et tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Denne gang ikke på grund af overvældene vælgertilslutning, men snarere i desperation over de kaotiske tilstande hos oppositionen. Men realisme og idealisme er dengang, som nu svære størrelser at forene og når man igennem årtier har skønmalet pittoreske kulturer og fremmanet fiktive eksotiske ofre er det svært at forstå nutidens bydende nødvendighed. Fra Information

Sidste uges fælles integrationsudspil med Socialdemokraterne var dråben. En række SF’ere, der i et såkaldt asylpolitisk netværk har arbejdet for at udvikle partiets politik på flygtningeområdet, melder sig nu ud af partiet i protest mod en partiledelse, der efter deres mening har solgt ud af idealerne for at opnå anerkendelse og ministerbiler.

“Det nye SF står for en tankegang om, at indvandrere mere eller mindre skal assimileres og indordne sig. Man ser ikke længere integration som en tosidig ting og accepterer ikke, at vores samfund er ved at ændre sig. SF’s ledelse er mere optaget af, hvad der er stemmer i. Man sælger flygtninges rettigheder og respekten for indvandrere ved at give køb på idealerne”, siger Michala Clante Bendixen, der er aktiv i Komiteen Flygtninge Under Jorden, og som var med til at stifte det asylpolitiske netværk under SF for et år siden.

(…)

“Det er den mest triste del af socialdemokratisk politik, man er gået ind på: Nemlig tankegangen om, at der er noget galt med dem, der kommer hertil. Det er vinklen på alle 14 punkter i udspillet. Selv med de bedste intentioner udtrykker det en dyb mangel på respekt for de her mennesker”

Man er virkelig en idiot, hvis man mener, at det er anstødeligt, at indvandrere skal indordne sig. Man er også en virkelig idiot, hvis man ser integration, som en tosidig ting. Lad det ligge at “de” kommer til “os”, men indvandrere kommer ikke fra den samme del af verden. Eller det vil sige - de indvandrere det hele drejer sig om, nemlig muslimerne, kommer fra den muslimske verden. Det er det, der oprindeligt menes med tosidighed. Indførelsen af det fremmede andet, i dette tilfælde islam, der kan nedbryde den Europæiske kulturarv, hvis overlegenhed medfører så megen skyldfølelse og deraf selvhad hos nogle af os. Her har vi dog at gøre med så stor en idiot, at der kun er tale om floskler, der var salonfähige for år tilbage.
Så Villy er ved at skille sig af med de største idioter i håbet om indflydelse. Men repræsenterer disse idioter ikke netop arvesølvet? Man kan jo godt på lidt længere sigt bekymre sig for SF’s sundhed, hvis de blot ender som et andet Socialdemokrati for afgangen af disse idioter er også et farvel til ildsjæle. Omvendt kan de glæde sig i Socialdemokratiet over denne frasortering af idioter. Fra Politiken

»I foråret måtte jeg tage et særstandpunkt i forbindelse med sagen om et forbud for religiøse symboler for dommere. Det er et helt centralt spørgsmål for mit politiske virke, fordi det helt grundlæggende handler om, hvordan vi ser på vores medmennesker. Altså om vi vurderer folk ud fra nogle ydre ting som et tørklæde. Det er dybt problematisk«, siger Lise von Seelen.

»Derfor har jeg besluttet, at jeg ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Jeg har måttet trække en streg i sandet. Påklædning, hudfarve eller handikap skal overhovedet ikke have nogen betydning for, hvordan Socialdemokraterne skal tilrettelægge politik«, siger hun.

Så de største idioter søger væk og kan koncentrere sig hos Radikale Venstre eller Enhedslisten eller måske et nyt VS? De realitetsfornægtende moralister er dog en svindende race og i Socialdemokratiet virker de kun som farlige kværulanter, der konstant truer partiets enhed. Magten i Danmark ligger i erkendelsen af, at islam er et problem i en eller anden udstrækning og det har både Helle og Villy set. Men deres udgangspunkt er vidt forskelligt og de står ikke lige godt rustet til mødet med virkeligheden. Socialdemokratiet er måske endnu engang i en position, hvor de kan kastrere Socialistisk Folkeparti.

Fra This Is London

Muslim drivers are, for the first time, being offered insurance that obeys the teachings of the Koran.

Salaam Halal Insurance provides the same services as conventional companies but it is compliant with Islamic law. This means it cannot invest in any organisation associated with gambling, alcohol or pork. It is also not allowed to take financial risks or speculate with revenue.

Halal insurance – known as takaful – differs from standard British products because the risk is shared between policyholders. Drivers pay into a fund, which is then invested in sharia-compliant ventures and any profits are put back into the fund.

Claims are paid from the pooled sum and any surplus cash is distributed in the form of a discount for the following year’s premium. This is in addition to any conventional no-claims bonus.

Jeg vil lade Patrick Sookhdeo fra instituttet for studier af islam og kristenhed i Coventry i England kommentere fra Kristeligt Dagblad

– Da jeg kom til Storbritannien i 1959 – og jeg kom med en muslimsk baggrund – sugede vi den britiske kultur til os. Som min far sagde, så måtte vi integrere os fuldt og helt ind i samfundet. I dag er det et helt andet billede. Mange muslimer har over de seneste 30 år genopdaget klassisk islam, hvor troen også er politisk, så religion, magt og territorium smelter sammen.Den del af muslimerne, der accepterer vestlig sekularisme, er meget lille, fordi islam af natur er politisk. Mange muslimer siger, at islam er omdrejningspunktet i deres liv, og deres love skal være reguleret af trossamfundet. Det betyder adgang til magt, til egne skoler. Det betyder, at regeringen må tillade pensioner, som er i overensstemmelse med sharia, realkredit, som er i overensstemmelse med sharia, og halalmad på hospitaler. Dermed har islam vundet territorium i den verden, de lever i. Det bliver områder, hvor vi andre ikke kan færdes. De genskaber de samme mønstre, som vi kender fra Pakistan og Mellemøsten.

– Jeg tror, der er en række faktorer. Vi kan gå tilbage til 1979. Det var starten på det 15. århundrede med islam. Vi så Khomeini i Iran, den russiske invasion af Afghanistan og en stigende indflydelse fra Mekka. I den periode genopdagede islam sig selv, sin identitet. I Storbritannien begyndte muslimer at definere sig selv politisk. Før den tid så du ikke kvinder klædt i en hijab. De gik almindeligt klædt. Der var ikke mange halalslagtere, og der var ikke alle de muslimske institutioner, som vi ser i dag. Det er derfor, jeg i min bog lister alle organisationer og institutioner og viser, hvordan de er blevet brugt til at omforme ikke bare det muslimske samfund, men det britiske samfund generelt.

– Der er fire stadier. Først er der udviklingen af en islamisk bevidsthed. Eksempelvis skal muslimske kvinder bære hijab. Den proces bliver formet af sharia. For det andet skaber du institutioner for uddannelse, jura og sundhedsvæsen, som er med til at skabe den sociale bevidsthed. For det tredje forlanger de, at samfundet skal tilpasse sig deres normer og skabe love, der beskytter dem. Eksempelvis skal piger bære muslimske klæder, og de må ikke være i svømmebadet med drenge. For det fjerde: Hvis muslimer ikke får det, som de vil have det, så har de retten til at sprænge dig i luften. De siger eksempelvis, at de ikke kan gøre for, at deres unge er vrede over, at landet har tropper i Irak og Afghanistan. De bruger truslen om vold.

Klassisk islam og ikke islamisme! Det er endnu et eksempel på islams korroderende effekt på den menneskelige hjerne, at selv konfronteret med den moderne verdens herligheder midt i London går udviklingen for muslimer mod den formørkelse, der har ødelagt den verden de kom fra. Denne korrosion medfører krig med omgivelserne så langt disse ikke underkaster sig.

Her på bloggen har vi en række personer som kandiderer til vores top ti liste over 68′er idioter. Christian Braad Thomsen er foreløbig spidskandidat. Venstrefløjsflagelanten er faret i blækhuset. Fra JP:

Debat: Retsstatens opløsning

Af CHRISTIAN BRAAD THOMSEN filminstruktør og forfatter, Lavendelstræde 9, København K

DET ER IKKE usædvanligt, at lovovertrædere retter deres vrede mod den domstol, der påtaler deres lovbrud. Det er dog næppe set før, at et politisk parti, der har støttet lovovertrædelser, gør det samme i stedet for at rette ind efter rettens afgørelser. Men det er, hvad Dansk Folkeparti gør, når det nægter at følge EF-domstolens afgørelse. Det kan for så vidt ikke undre, for Dansk Folkeparti har også tidligere været i konflikt med demokratiet, f.eks. når det har gjort sig til talsmand for, at kunststøtte ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier.

Derimod kan det undre, at et stort flertal af Venstres, de konservatives og socialdemokraternes vælgere også mener, at vi skal se stort på EF-domstolens bindende afgørelse, sådan som det fremgår af Jyllands-Postens meningsmåling (9/8).

Vort retssamfund er baseret på en klar adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt, og det er endnu et eksempel på retssamfundets opløsning, at et politisk parti og en meget stor del af befolkningen ikke vil respektere EF-domstolens udlændingeafgørelse.

Men har et befolkningsflertal da ikke ret? Nej, ikke i et demokratisk samfund. Der må også flertallet indordne sig under de gældende love. Det ville justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke under Tamilsagen, og derfor blev han dømt ved en rigsret, fordi vi havde en ansvarlig opposition.

…Derfor er det godt, at vi har EF-domstolen til at sikre mindretallets rettigheder, når vi overtræder de internationale konventioner, vi har tilsluttet os.

Et befolkningsflertals ønske kan nemlig godt være forkert. Det så vi i Tyskland i 1933, da nazisterne kom til magten på demokratisk vis. Få år senere vedtoges de berygtede Nürnberg-love, hvor det blev forbudt tyske statsborgere at gifte sig med jøder, hvis de fortsat ville bo i Tyskland.

Den danske 24-årsregel er det første eksempel siden Nürnberg-lovene på, at statsmagten vil sende unge i eksil, hvis de gifter sig med tilsvarende uønskede elementer. Under nazismen fandtes ingen international domstol, der kunne sikre unge, forelskede tyskere deres rettigheder. Det gør der heldigvis i dag.
…
Regeringspartierne og socialdemokraterne undskylder deres modbydelige og ulovlige fremmedpolitik med, at de blot følger befolkningens ønsker. Det bakkes tilsyneladende op af Jyllands-Postens deprimerende undersøgelsesresultat - og alligevel tror jeg ikke så dårligt om danskerne. Et svar afhænger af, hvordan et spørgsmål er formuleret.

Jeg vil her lade Poul Mathiasen fra bloggen Pouls Audiobutik svare:

I gamle dage var undertegnede jo en slags erhvervsfisker som alle de andre ramsaltede søulke af denne æt. Det var dengang, det vist endnu på dansk hed om en særligt utilpasset person, at han “var en havkat i et hyttefad” Godt nok havde jeg selv et hyttefad, men jeg fangede nu aldrig nogensinde nogen havkat, som jo forresten også er en ganske kedelig fisk med voldsomme kæber til at knuse skallerne på den mest tykskallede danske musling, nemlig den såkaldte molboøsters. Det værste jeg selv kom ud for var ved et uheld at drysse en almindelig ulk ned i hyttefadet, men at få fisket den op igen med de bare næver var nu heller ingen spøg. Sådan en ulk kaldte vi forresten “københavnertorsk”, fordi den var dum nok til at bide på krogen lige efter at man havde pillet den af. Meget dumt, næsten ligeså dum som en anden mand, som næsten også må være københavner. Det må han være, selv om hans hjemmeside ikke kommunikerer dette. I forhold til gårsdagens tekst er det følgende rigtigt forfærdeligt.

Det drejer sig om en kronisk overordentligt vred mand, som hedder Christian Braad Thomsen. I hele sit professionelle liv som af navn filminstruktør og forfatter (det er vist heldigvis begge ret frie erhvervsbetegnelser) og sikkert også længe før har Braad Thomsen været den såkaldte “havkat i hyttefadet”, uhyre ildeset men alligevel én, som man skulle være på vagt for. Det sidste skal man bestemt stadigvæk men det hænger nu mest sammen med hans syn på det danske samfund. Lidt kort kan vi da vist sige, at det er uhyre heldigt, at denne mand ikke har magt som han har agt. Med en komfortabel margin er hans indlæg i går i JP det mest demagogiske og samfunds-og folkefjendske vi endnu har oplevet fra denne gamle havkat. Han er vist efterhånden mest blevet et dikkende fedthalefår for nu at citere salig kaptajn Haddock fra Tintin. Da Fanden blev gammel gik han som bekendt i kloster og Braad Thomsen er da gået samme ensporede vej.

Nu behøver man ikke nogen særlig god opløsning af billeder af Braad Thomsen (det er lige før én pixel kan gøre det) for at se, at han ikke ligefrem er nogen gennemsympatisk person og så vi vist endda rundet en hel pixel op. Det er der heller ikke meget, der tyder på, at han nogensinde har været, for gennem flere årtier var han i evig strid med alle mulige af samtidens notabiliteter i dansk film. Samtidigt var det ganske svært at se egentlige spor af samtidens doktrinære politiske ensretning i denne højtråbende vrede mand, og det gjorde ham jo ganske underholdende. Samtidigt gjorde hans utrættelige kamp for ekstra kunststøtte til sin hustru Jytte Rex og hendes utalrige aldeles rædseldfulde filmprojekter et uforglemmeligt indtryk. Og en lillebitte smule ægte respekt.

Man skulle nemlig VIRKELIG holde af omtalte dame for at udholde at se værker som f. eks “Veronicas Svededug”, et af datidens superhits fra Rex´ hånd. Man må forestille sig de fra den engelske søfartshistorie så velkendte “press gangs”, som drak sagesløse søfolk hønefulde og når disse uheldige søulke så vågnede op var det som matroser i flåden, allerede langt til havs. Man må forestille disse ulykkelige publikummere, som er blevet slæbt ind til Rex´ film forgæves kradse neglene til blods på de låste døre som jøderne i Auschwitz. Så slemt var det muligvis ikke men tro mig, det var slemt nok alligevel. Storslemt. Dengang var det underholdende at se Braad Thomsen fægte vildt omkring sig for overhovedet ingenting

Nå, den sidste bemærkning om Auschwitz kunne være en dårlig spøg og er det naturligvis også. Det vil sige, i virkeligheden er selv elendige jokes som denne her blevet overhalet indenom af Braad Thomsen. I sin kronik sammenligner han nemlig den danske 24-årsregel med de nazistiske Nürnberg-love. Udover at sådan en bemærkning sandsynligvis vil kunne vinde et vist gehør på DR2 Deadline så forekommer den skudt noget over målet, men det skal blive værre, meget værre. Vi taler nemlig om, at store dele af det danske samfund ifølge Braad Thomsen er kommet i konflikt med selve demokratiet og det skal man bestemt tage alvorligt. Man skal naturligvis ikke tage det, som Braad Thomsen siger alvorligt, men man skal tage sygdommen bag symptomerne alvorligt. Det hedder vist den såkaldte “kritiske” intelligens” og dens dødskamp. Da den blev gammel blev den da noget ukritisk. Som vor ven her.

Som alle kulturelle elitister mener Braad Thomsen naturligvis heller ikke, at et befolkningsflertal har ret, langt snarere tværtimod, som han jo så tilsyneladende overbevisende påviser ved, at nazismen ifølge Braad Thomsen blev demokratisk indført og æv-bæv, se bare hvor galt det gik da folket bestemte. Det er nu lige knapt hele sandheden og der er ganske mange måder at indføre diktatur på og Braad Thomsen går så på sine gamle og affældige dage helt håndfast ind for en af den nye tids. Det er den, som hedder den almægtige EU-domstol, hil du Frelser og Forsoner! Det er nemlig den, som skal erstatte alt det der demokratiske snak vi har i Danmark, hvor Socialdemokratiet ifølge Braad Thomsen er blevet en underafdeling af Dansk Folkeparti.

Og Dansk Folkeparti: Ja det er jo næsten så tænderskærende forfærdeligt, at det er udenfor bedømmelse. Ifølge vor ven i dag har partiet gjort sig til åbenbar talsmand for, at kunststøtte “ikke skal uddeles efter kunstneriske, men politiske kriterier” Nu kunne man måske betvivle det superbegavede i blot at lade kunstnere uddele gaver til vennerne (uvennerne får da sikkert ikke) og i Braad Thomsens optik er alt, hvad der ikke er sammenspist med Rex, Braad Thomsen og de andre ved bevillingernes højbord altså afskyeligt og politisk. Og folkeligt, æv!

Desværre er det jo selve det danske folk, som Braad Thomsen er oppe imod, og i lighed med alle landsforrædere til alle tider er det jo derfor nødvendigt at søge udenlandsk bistand. I samme ombæring skal det også lige med, at han naturligvis også tager det som en aksiomatisk sandhed, at al dansk selvstændig udenrigspolitik naturligvis skal deponeres hos aldeles impotente FN. Dette diktatorernes legeplads har jo ikke siden krigen i Korea blandet sig andet end helt impotent i bittesmå borgerkrige. Alle FN´s indgreb siden Korea er iøvrigt karakteristiske ved, at konflikterne allesammen er uløste og brændende også i dag. Ikke engang Cypern kunne de klare og heller ikke efter 40 år og de skød ikke engang…Der er de selvfølgelig også stadigvæk.

Nå, men Braad Thomsen mener altså i sit blinde raseri mod Fogh, DF, Socialdemokratiet og alle de andre udemokratiske svinehunde, at “flertallet må indordne sig under gældende love” Som mannah til israelitterne i deres fordrivelse i ørkenen er EU-domstolen jo så i sin politiserende aktivitet, forårsaget af et folkeligt-politisk vakuum, så kommet Braad Thomsen til hjælp. Det er simpelthen fantastisk at se ham og helt givet massevis af andre, som i måske 30 år har stemt imod alt, som ville kunne styrke EU, simpelthen over hals og hovede forråde ikke blot Fogh og den danske regering. Nej, de er fra en kant fuldstændigt ligeglade med det danske folk og alle dets aldeles “forkerte” meninger. Det har de sikkert været hele tiden, aldeles ligeglde, men nu har de altså fået våben i hånd.

At deres egne meninger så var helt diametralt modsatte indtil for et par år siden betyder naturligvis ingenting for disse mennesker. Hvor end de står har de principielt ret, fordi de er de udkårne.

De er simpelthen af de mennesker, man i det gamle Sovjetunionen lavede kommissærer af. De tror helt og aldeles fast på en overordnet ide (troen er alt, ideen er ligegyldig) og så er det forresten fuldstændigt ligemeget, hvad følgerne for befolkningen er. Som man sagde i visse venstreflejskredse i min egen ungdom (alt, alt for mange faktisk) så kan “det være i en befolkningsgruppes objektive interesse af blive udryddet” Det sidste citat er alt for let at belægge og slet ikke en joke. Overskriften for Braad Thomsen i dag er forresten “Retsstatens Opløsning” Vi kan da så håbe på, at denne for mange danske intellektuelle så forkerte og forlorne konstruktion, som det danske demokrati åbenbart er, vil formå at bekæmpe alle de gamle totalitarister, som efter EU-domstolen vejrer ny morgenluft. Det er altså ganske skræmmende at forestille sig den enevældige og naturligvis ikke-appellable EU-domstol og Braad Thomsen og alle de andre opportunistiske medløbere ved magten. Om ikke andet så giver folk som dig da kampen for det danske demokrati en helt ny mening. I kampen mod folk som dig og alle totalitære meninger forklædt som bekymring for folkets demokratiske uvidenhed . SÅ er der nemlig rigtig grund til bekymring.

Under 100-årskrigen mellem England og Frankrig med start i 1300-tallet var der en anden kontroversiel “helt” nemlig den engelske prins Edward, kendt som riddertidens måske største hærfører, “The Black Prince” Hans skæbne blev også at udleve sin egen tid og berømmelse og dø som en vanvittig og vattersotig gamling. Der er dog alligevel et par forskelle. Edward blev nemlig kun 43 år gammel og derudover var han vældigt pæn som ung. Det har Braad Thomsen som sagt aldrig været.

Fra Ekstra Bladet

Den første fremstilling i rækken af de anholdte fra gårsdagens politiaktion på Hotel Scandic viste sig at være en svensk fodboldspiller, som formentlig også nu kan skrive ‘røver’ på sit spillerblad.

Det drejer sig om den 28-årige Patrik Manzila, der spiller i den svenske 1. divisionsklub Väsby United, der ligger nord for Stockholm.

- Jeg fatter ingenting, nåede svenskeren at udbryde i retten, inden dommer Katja Høegh på anklagerens opfordring lukkede dørene af hensyn til efterforskningen.

Manzila, der stammer fra Den Demokratiske Republik Congo, måtte under retsmødet have en svensk tolk til at oversætte for sig. Som den eneste under dagens grundlovsforhør, og undrende nok, blev Patrik Manzila ikke beskyttet af navneforbud. Men det er dog ikke første gang, at den sorte spiller har været i vælten.

Jamen dog.

“Hold ud, så vinder du” var salig Robert Jacobsens valgsprog. Men man kan tilføje at man ikke nødvendigvis får medaljerne selv om man vinder. Hvis det drejer sig om at få folk til at åbne øjnene for den islamiske invasion har folk, som Krarup og Kjærsgaard, der har stået i brechen og mærket kleresiets væmmelse og foragt, formelt vundet. Men medaljerne får de aldrig skønt modstandernes hvide faner blafrer lystigt over kernedebattens slagmark. Fra Nyhedsavisen

 Tiden med en blød linje i indvandrerpolitikken er for alvor forbi for SF. Partiet vil nu belønne indvandrere med årelange ophold og dansk statsborgerskab for at rejse. Går de ikke ind for demokratiet, skal de ganske enkelt have en pose penge for at rejse.

(…)

Går du ikke ind for demokratiet, så skrid.

»Det helt afgørende er det signal, vi sender med forslaget. At hvis du er utilfreds med at leve i et demokrati, så skal du ikke blive hængende og undergrave det af økonomiske årsager,« forklarer SF’s integrationsordfører, Astrid Kragh.

Der er altså i SF’s øjne et muslimsk problem i Danmark, som Krarup og Kjærsgaard har påpeget i årtier, men de får ingen ære af deres klartseenhed. Det er et interessant forslag, der er blevet stillet flere gange især på de skrækkelige nationale blogge som denne, men også tidligere. Hver gang fulgt af beskyldninger om racisme. For vi har altid været ærlige og haft islam in mente (prisen var gerne en rund million for det rødbedefarvede pas).

Det røde forslag er det samme, men pakket ind i en ideologisk forklædning om at tilslutte sig en ide altså demokratiet istedet for at tilslutte sig fællesskabet, altså assimilering i nationen. Men det sigter som os racisters direkte mod muslimer, hvorfor det er integrationsordfører Astrid Kragh der forklarer. Mere tydeligt var signalet dog fra ideens ophav Socialdemokratiet, som formanden udtrykte det i marts

 HTS: Men det er også et tilbud til alle dem som aldrig rigtigt er faldet til…

(…)

- Hvor meget skal man have for at rejse hjem?

HTS: Det synes jeg vi skal kigge på. Hvad er det der skal til for at det virkelig er et reelt valg? (…) Og vi skal måske også give den [hjemsendelsescheck] til mennesker der allerede har fået statsborgerskab.

(…)

- Men der er jo i nogle tilfælde tale om mennesker der er opvokset her i Danmark, er født her i Danmark. Det er vel noget andet at sige til dem at de skal rejse til et andet land med en check?

HTS: Jeg siger ikke at de skal rejse til et andet land med en check. Jeg siger at hver enkelt borger, der bor i Danmark skal helst være her af de rigtige årsager; fordi de ønsker at leve i Danmark, fordi de godt kan lide Danmark og danskerne eventuelt. Så det her er et bud om at hver enkelt skal gøre op med sig selv om man egentlig har lyst til at være i Danmark med al det demokrati vi har, al den frihed vi har. Er det det man ønsker? Og derfor skal hjemsendelseschecken være af en størrelse så det bliver et reelt valg for de her borgere som ikke ønsker at være i Danmark. Hvorfor skal de være her?

Hvorledes man har tænkt sig denne sindelagskontrol er et åbent spørgsmål. Et andet er det besynerlige i at forslaget om penge for at rejse retter sig imod mennesker, der netop afviser tanken om jordisk gods og demokrati til fordel for det guddommelige kalifatet. Men uagtet den massive demonstration af manglende indsigt markerer forslaget om en hjemsendelses-check endnu et skred i sproget i dansk politik.

Dansk Folkeparti var det første parti der gav indvandringskritikken en stemme. Hvis de borgerlige ville til regeringsmagten måtte de finde et sprog for en indvandringskritik, der kunne bane vejen for et samarbejde med Dansk Folkeparti. Dette lykkedes ved valget i 2001, hvor Nyrups credo om en stemme på Venstre var en stemme på Dansk Folkeparti var slidt op.

Lykketofts videreførelse af rene økonomiske argumenter led ved det efterfølgende valg et historisk nederlag og opposition lå sønderknust. Mod virkeligheden kunne den i sidste ende intet stille op. Det har været Helle Thornings store fortjeneste for oppositionen at hun har formået at lægge kursen om for Socialdemokratiet. For uanset at der har været slinger i valsen i en lang række sager er den overordnede kurs blevet holdt så ufortrødent at resten af oppositionen er blevet set som at spænde ben for hende, frem for omvendt.

Det blev nemlig hurtigt klart at Socialdemokratiets invandringskritiske kurs ikke stod at ændre og derfor var det Radikale Venstre der måtte sluge kameler da, der ved valget om velfærd eller skattelettelser skulle dannes fælles front i al hast. Intet andet var realistisk, selv om mange radikale talte om tab af hjerteblod (blod cirkulerer i øvrigt i hele kroppen), hvilket siger en del om styrkeforholdet. Thorning havde virkeligheden på sin side og den vinder gerne over drømmene i et lutheransk samfund - hvis man ellers tør sætte ord på den.

Og ordene har sandelig ændret sig meget siden 2001. Tænk blot på at Karen Jespersen blev udråbt til fanden selv, et andet ord for Pia Kjærsgaard, da hun ville isolere kriminelle mennesker fra lovlydige fordi de krimminelle mennesker ikke blot stjal udenfor asylcentrerne, men også terroriserede de lovlydige på asylcentrerne. Idag stiller alle de gode mennesker, der fordømte Ø-Karens åbenlyse racisme op med en sum penge for at få ustraffede mennesker til at skride ad helvede til for det de tænker.

At Thomas Larsen i sin analyse ser Villy Søvndal som en forvandlingskugle er således at gøre lidt for meget stads ud af den gamle opportunist. Søvndal vender sig blot i vinden eller rettere; han vender sig i det friske pust over Danmark. Et pust Thorning forlængst har insisteret på at sætte socialdemokraternes endnu lille, men dog eksisterende spiler op for. Og det endda kun i en sen erkendelse af, at dette lands Krarup’er og Kjærsgaard’ere havde ret i den uomgængelige virkelighed, at islam er et problem, ja en trussel mod dette land.

De, der har haft ret hele tiden får aldrig deres medalje, når ellers fornuftige folk som Thomas Larsen vælger at rose Søvndal for 20 år for sent fodslæbende at stille hovsaforslag. Sådan er det desværre. Dansk Folkeparti får ingen tak for at trække først de borgerlige og derefter hele den røde blok over på erkendelsen stenede vej, den vej hvorfra vi kan starte på at tackle de mange problemer S, V, R, K, SF og VS skaffede os på halsen.

Til sidst tilbage til hjemsendelses-checkens signal. Når man vil betale mennesker for at skride ad helvede (den islamiske verden) til, så er det fordi man anser dem for uønskede, ikke blot problematiske - for det er sprittere og kriminelle jo også. Det er ikke deres gerninger der er et problem men deres eksistens - de er uønskede. Man prøver så at betale sig fra dem, men, hvad når penge ikke er nok? Hvis de er uønskede skal de vel ud?

‘A nation can survive its fools, and even the ambitious. But it cannot survive treason from within. An enemy at the gates is less formidable, for he is known and carries his banner openly. But the traitor moves amongst those within the gate freely, his sly whispers rustling through all the alleys, heard in the very halls of government itself. For the traitor appears not a traitor; he speaks in accents familiar to his victims, and he wears their face and their arguments, he appeals to the baseness that lies deep in the hearts of all men. He rots the soul of a nation, he works secretly and unknown in the night to undermine the pillars of the city, he infects the body politic so that it can no longer resist. A murderer is less to fear.’

– Marcus Tullius Cicero - (106-43 B.C.)

Jeg elsker den mand. Fra Jyllands-Posten

Kulturradikalerne har flere guder. Men den mest guddommelige af dem er Georg Brandes. Han var lidt af en oprører som ung. Han kæmpede for frie kvinder, for fri litteratur, for fri erotik, og for demokratiet mod Estrup. Men da det konservative demokrati havde forhindret ham i at blive professor ved Københavns Universitet - hvilket var en skandale - udskiftede han troen på demokratiet med troen på de store personligheder. Dem skrev han nu tykke bøger om: Cæsar, Shakespeare, Goethe, Voltaire, Michelangelo.

På et tidspunkt i vort lands historie, da Venstre og Socialdemokratiet kæmpede for, at den jævne mand skulle have del i landets styre, tilslutter Georg Brandes sig Søren Kierkegaards udsagn: »Mængden er usandheden«. Og han opfinder et begreb, han fra nu af lader sig lede af, aristokratisk radikalisme.

Georg Brandes har nu som politisk mål »en aristokratisk kultur, selv om såre få kan blive umiddelbart delagtige i den«.

Han siger, at selv om dansk skolevæsen er mere udviklet end fransk, står fransk kultur højere i kraft af den lille franske elites højere kvalitet. Han siger, at Firenze i renæssancen var mere kultiveret end Schweiz i dag, selv om kun få kunne læse og skrive i datidens Firenze, mens alle kan læse i skrive i dagens Schweiz.

Georg Brandes skriver, at det er godt at bønder lærer at læse. Men det er ”de store enkelte”, der er samfundets mål. Dette talte han så for, samtidig med at lillebror Edvard Brandes arbejdede på at udskille om ikke de store, så dog de veluddannede fra den brede Venstre-bevægelse. Udskillelsen endte med oprettelsen af Det Radikale Venstre i 1905.

Denne opfattelse af, at man som radikal venstremand tilhører et udvalgt aristokrati har aldrig forladt Det Radikale Venstre eller dets børn, kulturradikalerne.

Læs den hele og få lidt historisk dannelse. Det bliver man aldrig for klog til.