Politiken når den er kulsort

Politik, Pressen — Drokles on November 26, 2008 at 7:15 pm

Jeg kan kun tolke denne artikels billedsprog, som et forsøg på humor. Men i virkeligheden udtrykker valget en generel desorientering. Fra Politikens News in English

 At his weekly news conference yesterday, Prime Minister Anders Fogh Rasmussen issued a fatwa to his Integration and Welfare ministers Birthe Rønn Hornbech and Karen Jespersen, laying down the law as to what is acceptable or not in government.

Politiken er på vej ud i mental opløsning og det er ikke noget at grine af.

Tunesersagen

Diverse — Drokles on November 24, 2008 at 5:11 pm

Efter en hård tid med forudsigelig paragrafrytteri om menneskeret og retsstat uden hensyntagen til formålet med loven nemlig at den skal “…gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven…”, som det står i Jydske Lov. Først på Banen var Søren Pind på sin blog

Essensen er ganske enkel: Det er ikke en menneskeret at opholde sig i Danmark. Det er det principielt og som hovedregel kun danske statsborgere, der har ret til.

Og så Pia Kjærsgaards ugebrev.

Jamen, har alle mennesker da ikke krav på at blive stillet for en domstol?
Befolkningen har de love og rettigheder, som landets Folketing beslutter for dem. Og i Danmark har et flertal af politikere på både højre og venstre side i Folketinget altså besluttet, at ikke-danske statsborgere, der efter PET’s opfattelse udgør en fare for statens sikkerhed jf. terrorlovningen, ikke har krav på at blive stillet for en offentlig domstol. Det har de ikke, fordi terrorefterforskning er et så ekstremt følsomt område, som ikke kan være offentligt af hensyn til befolkningens sikkerhed. I stedet skal beviserne fra PET mod dem forelægges justits- og integrationsministeren og deres betroede jurister, som godkender eller afviser beslutningen om den såkaldte administrative udvisning.

Jamen, tuneseren blev da frikendt af Højesteret og bør derfor være en fri mand?
Nej, Højesteret tog ikke stilling til Slim Chafras skyldsspørgsmål. Højesteret tog alene stilling til, om PET havde fremlagt beviser nok til at varetægtsfængsle ham i otte måneder, sådan som by- og landsretten i øvrigt allerede havde godkendt. Kendelsen tager således ikke stilling til, om tuneseren har lagt mordplaner mod Kurt Westergaard, eller ej.

Det er alligevel rat at der blandt lovgiverne alligevel sidder nogle, der forstår. Læs især Kjærsgaards for de mange betragtninger.

Oh Sverige

Diverse, Sverigetanic, venstrefløjen — Drokles on November 24, 2008 at 4:24 pm

Det går ned ad bakke for broderfolket og man skulle tro at man kunne slippe med en stille fryd over fodboldrivalernes selvvalgt skæbne, men så tænker man på hr og fru Jönson, der blot prøver at være civiliserede og yde deres til Folkehjemmet. Ak, ak, ak. Den næste flygtningebølge kommer over broen og de skal være mere end velkomne - hvis de altså klarer sindelagskontrollen, for vi skal ikke have Liza Marklund og konsorter ind og forplumre Danmark, der har vi nok i vore egne fjolser. Fra Ekspressen

I Danmark är “feminist” ett skällsord.
Att säga att män och kvinnor fortfarande inte är jämställda i Skandinavien framkallar samma reaktion bland danskarna som om man släpper en offentlig brakskit: folk ryggar tillbaka i fasa, de tror inte sina öron.

Är det sant? Sa hon det verkligen? Är hon verkligen en SÅN? En… ja, ni vet, F-ORDET!?!
De senaste tio åren har jag tillbringat tid i Danmark och blivit intervjuad på olika scener och i diverse tv-program. I alla år har de danska journalisterna fokuserat på samma fråga: det faktum att jag naturligtvis tillstår att jag är feminist. Jag har ju hjärna.Från början var jag fascinerat road över danskarnas aningslöshet.
Hur kunde ett trevligt, upplyst och begåvat folk vara så rasande okunniga i de mest basala samhällsfrågor?

Feminist bliver ikke mindre skældsord når man læser den svenske fortolkning i Politiken

Landets Etiske Råd mod Kønsdiskriminerende Reklame har hæftet sig ved et annonce, der viser et pigeværelse - i lyserødt. Og med en sminkedukke, blomstermønstre og en hvidmalet seng.

Det er »utvivlsomt et skabelonbillede«, mener rådet, der imidlertid ikke vil gribe ind over for den formastelige annonce. Årsagen er, at der på billedet optræder en lille pige, der glad og begejstret hopper løs.

En pige i aktiv leg følger ikke det traditionelle kønsrollemønster. Følgelig er der ikke grund til at rejse sag mod Jysk’ annonce, mener rådet ifølge den svenske avis Sydsvenskan.

Jeg tror jeg tager på Burgerking og i Magasin for at udtrykke min dybeste medfølelse til servicepersonalet.

Når eksperterne vrøvler

Akademia, Forbrydelse og straf, islam — Drokles on November 23, 2008 at 10:06 am

Fra Jyllands-Posten

  Det er ikke kun i indvandrerfamilier, at mænd myrder deres koner eller ekskoner for at redde stolthed og ære.

29 kvinder i Danmark er de seneste tre år blevet slået ihjel af en jaloux mand eller eksmand. Mændene dræber især, fordi de er bange for at miste ære, når kvinden f.eks. er ved at forlade forholdet.

Jalousifølelse og lavt selvværd gør, at gerningsmanden føler, at han mister agtelsen udadtil og derfor føler sig nødsaget til at myrde.

»En del af det er det samme, som vi ser i de såkaldte ”æresdrab”. Psykologien bag er den samme. De danske mænd tænker på samme måde som indvandrermænd, der føler, at de ikke kan leve med ydmygelsen, hvis konen går,« siger psykiater Henrik Day Poulsen.

Jalousimord og æresdrab er kraftpetervæltemig ikke det samme. Jalousi er ifølge Den Store Danske Encyklopædi

…følelser forbundet med oplevelsen af at miste en særstilling hos et menneske til fordel for en rival. Jalousi er en sammensat, smertelig følelse, der bl.a. rummer vrede og misundelse over for rivalen samt bitterhed, afmagt og mistænksomhed over for det menneske, den jaloux person føler sig svigtet af. Styrken kan variere i grader fra vrede over, at partneren er optaget af en anden, til den dominerende besættelse, der udarter til egentlige vrangforestillinger (jalousiforrykthed).

Kvindens far, brødre og mor, der oftest står bag æresdrab kan ikke på nogen som helst måde være jaloux over hendes seksuelle forhold. At påstå noget sådan er det rene vrøvl. Jalousimord er ganske rigtigt et psykologisk fænomen, hvor noget kortslutter oven i hovedet på manden. Æresdrab er derimod en straf, der er udmålt efter et fastlagt system, det er konklusionen på en kulturel opfattelse af køn og ære. Ære er ifølge Den Store Danske Encyklopædi

…en beskaffenhed, der påkalder sig andre menneskers agtelse og respekt. Denne respekt kan forklares ved, at den pŒgældende person til fulde lever op til de uskrevne normer, der afgrænser det fællesskab, den gruppe eller den subkultur, som han eller hun er del af. � 

Desværre er encyklopædien ikke globaliseret nok til også at omfatte æresdrab, men ære og jalousi er to vidt forskellige begreber. Ære er kollektiv og drabet handler om et brud på kollektivets normer. Derfor er det en sanktion, der udmåles og planlægges af, netop kollektivet og ikke en impulsiv handling af en eller anden uligevægtig forsmået idiot. Det grufulde ved æresdrab er således at det netop intet har at gøre med ustabile mennesker, men helt normale mennesker, der igennem deres religion eller kulturs forskruede briller ser sig nødsaget til at dræbe deres eget blod - i fællesskab!

Hvorfor i den hede hule helvede skal eksperter opretholde kulturelativismen på bekostning af det faktuelle. Moralister har vi nok af.

Hvad der venter de hjemreste

Diverse — Drokles on November 23, 2008 at 4:19 am

Forleden rejste en artikel i Information en lang række spørgsmål om hvorfor udlændinge altid vil blive forfulgt, tortureret og myrdet, hvis de skulle forlade Danmark, som jeg savnede svar på. Frustrerende, som den oplevelse ellers var er det glædeligt at, der findes andre aviser, som f.eks. Kristeligt Dagblad.

Det var hårdt at rejse ud, men det er lige så svært at vende tilbage. Sådan har mange af de flygtninge det, der de seneste par år er begyndt at vende tilbage til det kurdiske selvstyre i Nordirak. For det er ikke så nemt at slippe ud af Danmark, som man skulle tro, og velkomsten i hjemlandet er langtfra altid hjertelig.

I millionbyen Erbil har Ako Sema været tilbage i to år nu. Han har sit eget radioprogram for unge, har også haft et tv-program og er i gang med at bygge et kultur- og mediehus. På gaden bliver han genkendt, og de unge hilser begejstret, for han er én af de få, der tør tage emner som sex og alkohol, frihed og fremtidsplaner op i sine programmer. Men i resten af samfundet er han udstødt. De kalder ham æreløs og korrumperet af vestlige værdier, fortæller han:

– Jeg kom tilbage for at hjælpe med at bygge landet op igen. Det er min pligt, synes jeg, når nu jeg har muligheden for at gøre en forskel. Jeg kom også for at slippe væk fra evig og altid at blive stemplet i Danmark som indvandreren, der aldrig var rigtig dansk og derfor skulle gøre sig ekstra fortjent til alting, selvom jeg havde boet i landet i 25 år, var fuldt integreret og havde et godt job som uddannet socialrådgiver. Jeg var kørt træt i, at andre altid skulle bestemme, om jeg var noget værd. Men her i Kurdistan bliver jeg også stemplet. Nu er jeg bare ikke ”ham muslimen”, men i stedet ”ham forræderen”.

Ja, det er hårdt at være ham “der aldrig var rigtig dansk“, men det er nok en del hårdere at være “forræder“. Nok om søgt ækvivalens. Lad os se på en del af asylindustrien

…..ifølge flere sociale hjælpeorganisationer, der hjælper de afviste med at arrangere hjemrejsen, risikerer de at blive truet af andre afviste asylsøgere i Danmark og stemplet som skruebrækkere, hvis de tager imod pengene [fra den danske stat til at starte et nyt liv for]. For de svækker de tilbageblivendes kamp for at blive boende i Danmark. For asylsøgere, der har boet i op til otte år i en midlertidig og uvis tilstand på danske asylcentre, gør den behandling det ikke nemmere at vende hjem.

Der findes dog også afviste asylsøgere, der klarer sig godt. De har for det meste bare ikke lyst til at tale med pressen. I de sociale hjælpeorganisationer hører man nemlig også ofte om mobninger og trusler mod dem, der udtaler sig for positivt om at vende tilbage til Irak.

Er der noget mere ynkeligt end en gruppe mennsker, hvis plan det er uanset omkostningerne at gøre sig selv ynkelig og hjælpeløs?

England i rivende udvikling

Londonistan, Multikultur — Drokles on November 23, 2008 at 4:00 am

Fra Evening Standard

MORE than a quarter of prison places in London are occupied by foreign nationals despite Government efforts to increase deportations.

Official figures show 1,953 foreigners are in the capital’s seven jails - accounting for 28 per cent of inmates.

Fra Telegraph

It will be the first rise in net migration since 2004 and another setback for the new immigration minister Phil Woolas, who faced ridicule after apparently calling for a cap and then appearing to row back.

It also piles extra pressure on Mr Woolas who has pledged to not allow the UK population to exceed 70 million - some nine million above its current level.

The rise is likely to be due to migrants from outside the EU as separate figures are expected to show a continuing downward trend in numbers arriving from Eastern Europe.

(…)

Figures in August showed that in the 12 months up to mid 2007 there was a net migration in to the country of 198,000 and that was an increase of 9,000 on the previous 12 months.

If a similar pattern continued for the rest of 2007 then the net figures for the calendar year will have increased from 191,000 for 2006 to 200,000 last year.

Netto migrationen vil sige at man modregner de, der forlader landet, hvilket fortrinsvis er englændere (i den klassiske forståelse af ordet englænder). Londons borgmester Boris Johnson synes åbenbart ikke at de legale kanaler arbejder hurtigt nok i transformationen af England ifølge Telegraph

Mr Johnson estimated there are around 700,000 illegal immigrants in the country, with 400,000 of them in the capital.

He said there is no prospect of them being removed and wants those who have been here for more than five years and can demonstrate a commitment to the country to be “regularised”.

For at alle disse diversiteter ikke skal støde sammen arbejder de engelske myndigheder ihærdigt på at undgå anstødelige fænomener i det offentlige rum. Fra Kristeligt Dagblad

Motorkontoret i England (DVLA) mener, at nummerplader med kombinationer, der kan ligne religiøse ord, kan være provokerende.Derfor har man nu valgt at forbyde en lang række kombinationer. Motorkontoret har en liste over de potentielt krænkende nummerplader, som heller ikke må ligne ord forbundet med terrorisme og sex, skriver The Telegraph.

De religiøse kombinationer på listen er blandt andre ordet muslim, som kan skrives som M056LEM. Tal og bogstaver, der ligner ord som Jesus eller Koranen, må heller ikke indgå.

Ja, det er rart at vide at de engelske myndigheder er på forkant med udvikling ud i den yderste detalje så selv motorkontoret mobiliseres i forsøget på at undgå etniske konflikter. Men så er der vel efterhånden heller ikke flere ressourcer at kaste ind, hvorimod problemerne tårner sig da det anstødelige stiger eksponentielt med diversiteten pga. de ekstra mange bruderflader.

Den gode tone og ytringsfriheden

Diverse — Drokles on November 22, 2008 at 6:26 am

De seneste dages debat om Westergaards tegninger til Lars Hedegaards bog har budt på en del ophidsede indlæg imod både Hedegaard og mordtruede tegner Kurt Westergaard. Fælles for dem er en mangel på argumenter og forståelse af begrebet ytringsfrihed og en særdeles ”hård tone” og det endda fra segmentet af tonens vogtere. Rune Engelbrecht Larsen og Krause-Kjær, der sammenlignede Westergaard med et pruttende barn, har tidligere været behandlet, men, der har også været Omar Marzouk, der gjorde sig lystig i tvetydigheder i MetroXpress

Personligt sy - nes jeg, det hele er Kurt Westergaards egen skyld. Ja, du læste rigtigt. Hvis Kurt Westergaard virkelig er forfulgt af farlige terrorister, hvad fanden laver han så på sin bopæl i Århus? Har han slet ikke for stået hele konceptet med af være forfulgt? Det er noget med at bo mærkelige steder og skifte adresse hver dag. Derfor mener jeg, at tuneseren ikke har gjort noget forkert - han har bare anta get, at Kurt ikke var hjemme.

(…)

…det er på tide, at vi boykotter tosserne. Lige fra Kurt Westergaard til hans ligesindede i Dansk Folkeparti og tosserne i det saudiarabiske kongehus, som rejser verden rundt og prædiker religiøs tolerance i et land, hvor man bliver stenet for selv den mindste overtrædelse af religiøse regler.

Skønt det tynde fernis af forceret ironi er der ikke meget at tage fejl af. Marzouk sætter offeret på anklagebænken og latterliggør både Kurt Westergaards situation, som jaget vildt og hans virke ved at sammenligne ham med et islamisk styre. Det sidste er særdels mærkeligt da man, der netop tager Muhammed alvorligt - var det ikke derfor vi ikke måtte tegne ham?

Man har også svært ved ikke at grine når man opfordres til boycut af en enkelt bog. Fravalg er nok mere præcist. Helt patetisk bliver det når Marzouk i vanlig islamisk stil gør sig selv til offer når han skriver “Der bliver ikke lavet særlove for jøder, kristne bliver ikke udvist af landet uden en retssag og så videre.” Ud over Serviceloven er jeg ikke bekendt med love for muslimer og man bliver udvist af landet, hvis man ikke har dansk statsborgerskab og vurderes at udgøre en trussel mod nationens sikkerhed f. eks. ved planlægning af terror. Hvorfor der på den baggrund tegner sig et mønster af muslimer med en støvle i røven er en anden sag.

Værre endnu var Karen Thisted i Ekstra Bladet under overskriften “Taler jeg for højt: Jeg er dødtræt af Kurt Westergaards tåbelige tegninger“. Igen må man sige til Thisted, som man måtte sige det til Krause-Kjær, der også var træt; så lad være med at købe bogen og lad være med at omtale den.

Jeg har valgt at bringe det meste at Thisteds indlæg, selv om det udover et raseri der nærmer sig had til Kurt Westergaard og ikke indeholder meget af interesse for debatten, for at illustrere den gode tone, som den administreres af dens fortalere.

NU ER JEG SÅ DØDHAMRENDE træt af tegneren Kurt Westergaard, manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen, at jeg ville ønske, et venligt menneske ville sende ham på pension.

Nogen må fortælle ham, at han har fået berømmelse nok for sine talenter, for det er, som om han er gået i selvsving og ikke kan få nok af rampelysets sødme.

Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær og bragt andre menneskers liv i fare med sine tåbelige tegninger.

(…) 

Men altså, det værste er 73-årige Kurt Westergaards tegninger, for hvis de nu igen skal sætte verden i brand, er det ikke til at bære.

De fleste mennesker vil kæmpe for retten til at ytre sig, men der er ingen grund til at ytre sig bare for at skade andre mennesker.

JEG GARANTERER FOR , at ingen havde lagt særlig mærke til folkeskolelæreren og købmandssønnen fra landsbyen Døstrup i Himmerland -i hvert ikke som tegner -hvis ikke han havde tegnet den bombe.

Og nu kan han ikke holde op -jeg tror, at han er begyndt at betragte sig selv som en stor, provokatorisk kunstner, som ingen kan stoppe.

NÅR HAN PORTRÆTTERES i f.eks. Politiken i denne uge, må han selv stå bag nogle af de meget personlige oplysninger.

Og de tyder på en mand, der har store tanker om sig selv og sin baggrund for at fornærme hele den muslimske verden.

De store tanker startede nemlig allerede i den indremissionske søndagsskole, for her fik han en grundlæggende angst for religioner.

FANDEN MÅ DA HAVE TAGET ved søndagsskolelæreren i Døstrup, for knægten fik et skræmmende indtryk af den fundamentalistiske lære, som -ifølge Westergaard -gælder for såvel ekstreme muslimer som himmerlandske medlemmer af Indre Mission. Og det blev et livsvarigt traume.

Det skal vi andre så lide under, og ikke nok med det, han koster det danske samfund formuer og ekstra arbejde for Politiets Efterretningstjeneste, der har forhindret, at han blev slået ihjel af en tuneser, som politikerne nu ikke ved, hvad de skal stille op med.

VI TRÆNGTE SKATTEBORGERE har betalt store summer for at pansre Kurt Westergaards rækkehus i Århus, som af PET er blevet udstyret med panserglas, panserdøre og overvågningskameraer, så Kurt og konen Birgitte på tv-skærme i hele huset kan følge med i trafikken på havegangen.

I huset er der bygget et sikkerhedsrum, hvor Kurt og Birgitte kan låse sig inde, hvis de bliver bange.

Kære Kurt Westergaard, jeg beder dig inderligt: Stop nu!

Og jeg mener det alvorligt.

Ingen argumentation, ingen forholden sig til principper og ingen anstændighed. Istedet får vi hendes følelser understreget af de mange gentagelser, der baserer sig på en bagvendt logik og fejlagtig opfattelse ytringsfrihed, spekulation i onde motiver og perfid personkarakteristik. Det absolut mest ondsindede indlæg i debatten om Kurt Westergaard og ytringsfriheden. Men en ny grænse overskrides i og med at Kurt Westergaards kone inddrages med navns nævnelse. Hvorfor er det nødvendigt?

Så er en læser af Ekstra Bladet Else Lindh mere uskyldig i når hun under overskriften “En Farlig Mand”, (som ikke er tuneseren) skriver ”Hvis jeg var din [Westergaards] kone, skred jeg. Ingen er jo fredet i dit nærvær.” Her er konens navn i det mindste ikke nævnt, hvilket giver det et mere alment præg på selve situationen og fjerner galden fra det personlig. Og der udtrykkes trods alt en vis medfølelse med konen når hendes sikkerhed betænkes. En anden af Ekstra Bladets læsere vender ligeledes tingene på hovedet  ”Nu læser jeg, at tegneren Kurt Westergaard igen vil lave brand i gaden. Han har lavet tegninger til en ny bog. Den bog skal stoppes, inden den udkommer! Regeringen må skride ind.” Ja det er sandelig en alvorlig forbrydelse at lave tegninger til en ny bog.

Forfatter og redaktør Bjarke Larsen er medlem af det Radikale Venstre og som Karen Thisted også en af den gode tones vogtere. Westergaard bliver i hans debatindlæg i Jyllands-Posten ikke angrebet for andet end naivt at være kommet i “anløbent selskab“, som vi andre kalder Lars Hedegaard. For Bjarke Larsen er sammenligningen ligetil

Når et svin roder tilstrækkeligt længe i sin mudderpøl, kan det ikke undgås, at det finder noget spiseligt.

Hvad behager! Lars Hedegaard er som et svin. Men det kan man tillade sig når man selv er god og rigtig og kan se at Hedegaard er fremkommet med det mest “…maniske, unuancerede, hadefulde, perspektivforvrængende og negative kritik af stort set alt, der har med islam at gøre.“ Hvor det gælder for Bjarke Larsens eget virke  ”Tværtimod (…) at holde tungen lige i munden og være nuanceret og præcis i sin kritik.” For repræsentanterne for den gode tone er det mere fint at svine et menneske til end en religion og da ingen synspunkter er rigtigere end ens egne hvorfor andre følgeligt er anstødelige. For Bjarke Larsen “forholder sig kritisk til dele af islam ” og ”fremmer (…) forståelsen, mens det uartikulerede råberi, LH og konsorter repræsenterer, blot graver grøfterne dybere.

Med denne metaanalyse om debattens udtryk uden rod i debattens indhold (er islam som Hedegaard beskriver den?) er det interessant at Bjarke Larsen udgiver bogen the Jewel of Medina om Muhammeds barnebrud Aisha, der ifølge forfatteren er “…deliberately and consciously written respectfully about Islam and Mohammed … I envisioned that my book would be a bridge-builder,” Altså ikke megen kritik der, men istedet respekt for religionen islam på bekostning af følgerne for det moralske eksempel Muhammed satte for sine tilhængere med sin årelange voldtægt af en lille pige. Bjarke Larsen kan selv være et svin.

Ikke hvid mands byrde

Multikultur — Drokles on November 20, 2008 at 7:21 am

At påtage sig ansvaret for verdens problemer er de sidste mange årtier tolket derhen, hvor modsætninger blev løst med eftergivenhed. Fra Kristeligt Dagblad

For alle sikher gælder det, at ethvert rusmiddel, utroskab samt at spise kød tilberedt efter de muslimske halal-skikke er forbudt.

Denne byrde kan hvid mand trods alt ikke bære.

Durban II

FN, islam — Drokles on November 20, 2008 at 6:31 am

Den noget nærtagende Jacob Mchangama (se kommentarsporet) har på sin blog set nærmere på Durban II og det er forudsigelig, men nyttig og anbefalelsesværdig læsning. Fra Berlingske Tidende

Udkastet viser med al tydelighed, at OIC-landene anser det for magtpåliggende at få beskyttet religion – særligt Islam – mod kritik. I udkastets præambel hedder, det bl.a., at medlemsstaterne:

”understreger at ærekrænkelse af religion udgør en alvorlig krænkelse af den menneskelige værdighed”. Udkastet fastslår også, vigtigheden af, ”på effektiv vis at bekæmpe ærekrænkelse af religion”, at ”ærekrænkelse af religion…kan lede til social uharmoni”. Udkastet udtrykker ”dyb bekymring over intensiveringen af kampagner for ærekrænkelse af religioner” og ”understreger behovet for at bekæmpe ærekrænkelse af religioner”. Udkastet nævner kun ytringsfriheden et enkelt sted. Og da kun for at understrege, at ytringsfriheden kan begrænses af en række modstående hensyn.

Og konkluderer blandt andet

Det globale værdifællesskab på menneskerettighedsområdet findes ikke og derfor udvander man egne værdier, hvis man insisterer på kompromis, mens modstanderen stålsat holder på sit.

Dialog er ingen magisk størrelse. Læs den hele.

Den særlige fornøjelse at læse Information

Diverse — Drokles on November 19, 2008 at 3:24 am

Når man læser Information får man som navnet lægger op til en masse information, men den er ikke helt relevant, kun halvt. Således sikres læserne det særlige Informationssyn på verden, der ikke ligner den vi andre lever i. Artikelen “Jeg har afsonet min straf - hvorfor skal jeg straffes dobbelt?” er et typisk eksempel på gennemarbejdet halvt arbejde. Den starter formen tro til tonerne af violiner

I en lejlighed i Haraldsgade på det ydre Nørrebro bor Taleb Asari, der sammen med sin mor flygtede fra Irak til Danmark for 24 år siden. Lejligheden er hans mors, og han bor der for at passe hende. Tidligere har Taleb Asari arbejdet som pædagogmedhjælper og rengøringsassistent, men en forårsdag i 2001 ringer hans lillebror fra Tyrkiet og beder ham om at hente en fælles bekendt i lufthavnen.

“Pludselig kommer politiet og siger, at manden har narko,” siger Taleb Asari.

Han får seks år og en udvisningsdom. Da han har afsonet sin straf i Vridsløselille statsfængsel, nægter han at rejse tilbage til Bagdad, hvor der er krig, og han kommer - ligesom alle andre udlændinge, der ikke kan sendes hjem, fordi de risikerer forfølgelse eller tortur - på tålt ophold i Center Sandholm.

Vi stopper lige violinerne. Her er fra starten masser af detaljer, men alligevel mangler noget relevant, hvis man vil vide noget om virkeligheden. Taleb Asari får vel ikke seks år og en udvisningsdom fordi Politiet kommer og siger det. Han får en dom fordi domstolen har fundet det hævet over enhver tvivl at han smuglede narko. Overskriften, der er et citat fra Taleb antyder jo den sammenhæng “Det er mere end halvandet år siden, jeg blev løsladt. Jeg har begået fejl tidligere i mit liv, men jeg har afsonet min straf. Hvorfor skal jeg straffes dobbelt?,“.

Han skal heller ikke udvises til “Bagdad, hvor der er krig“, men til Irak, hvor der mange steder ikke er krig. Og hvorfor risikerer han forfølgelse og tortur? Regimet han flygtede fra eksisterer ikke længere så hvem vil forfølge ham 24 år efter? Kan de huske ham i hele Irak? Og for hvad? Er irakere bare dumme svin, der forfølger og torturerer alle hjemvendte landsmænd?

Det er der ingen, der bliver klogere på, men istedet får vi en grundig omgang ekspertkritik af det kritisable i de danske regler i forhold til retssikkerhed og konventioner. Seniorforsker ved Institut for menneskerettigheder Kim U. Kjær, juridisk konsulent hos Amnesty International, Claus Juul, talsmand for Asylret Said Pervin og som ekstra trumf chefjurist i Cepos, Jacob Mchangama bidrager til Informationslæsernes verdensforståelse, der kun handler om abstraktioner og juristeri (trivial akademika) - suset af Informationslæserens studentikose ungdom.

Krause-Kjær er en Radikal glidegås

Diverse — Drokles on November 18, 2008 at 9:28 am

Niels Kraus-Kjær vånder sig på sin blog på Berlingske Tidende over en bog, der snart kommer i handelen og som man er fri til at købe eller ignorere. På sin blog kalder Krause-Kjær Westergaard for politisk naiv og et fjols og håner dermed et modigt menneske. Her er ingen argumenter, men en redegørelse for hvordan han har det. Han er træt

….fordi Muhammed-debatten - skønt principielt vigtig - er ved at være lidt trættende.

Hvis han er træt så burde han skrive om noget andet. Hvorfor er det trættende med tegninger man skal købe for at få at se, mens den terror der rammer det frie ord ikke er trættende, men tages som selvfølgelig præmis, skønt det at der er menneskelige beslutninger bag? Hvis, der er noget, der er trættende er det debattører, der skriver om deres følelser frem for deres rationaler, men dem kan vi så blot ignorere og skuffet konstatere at de intet har bidrage med i deres egen metier. Krause-Kjærs problem med træthed bunder nok i at han grundlæggende ikke forstår det principielle og så er en sådan debat anstrengende at finde hoved og hale i og trætheden melder sig, som læste man til eksamen efter at have spildt semesteret med fester. Lad os se på det naive

Et foreløbigt lavpunkt var den 50 minutter lange tale han holdt i forbindelse med de 20 minutters taletid, han tog imod på Dansk Folkepartis landsmøde. Mage til politisk naivt gidseldrama skal man lede længe efter. I det øjeblik blev en principiel kamp gjort til en partipolitisk banalitet.

Hvorfor blev en principiel kamp til en partipolitisk banalitet? En principiel debat er vel en principiel debat også i et partipolitisk rum. Og hvorledes tager debatten skade af et frit menneske og borger i samfundet vælger at fremføre sine egne meninger? Manden er fri og kan gøre hvad fanden han vil og det skader ingen. Hvorfor er det naivt og fjolset at sige sin mening?

Westergaard gik faktisk i dialog med imamerne fra islamisk trossamfund midt under krisen og inviterede dem oven i købet ind i sit eget hjem! En modig og ualmindelig åben tilgang til en modstanders synspunkter og en opvisning af stort format. Det kunne man kalde naivt for vi var flere, der kunne forudse resultatet af dette forsøg. Imamen ville nemlig, som det selvfølgelig viste sig ikke have dialog, men underkastelse af Koranens forbudslogik og gik sammen med sine gorillaer derfra i vrede fordi Westergaard ikke ville underkaste sig islams overhøjhed. Westergaard gjorde sig den reelle erfaring at, der ingen dialog er mulig med de der forbyder dialog og fri tanke. Så meget for naivitet.

Karuse-Kjær slutter sit indlæg med denne usmagelighed

Når et barn på fem år prutter første gang, griner selskabet. Når barnet - beruset af succesen - prutter igen og igen er det både barnligt, trættende, fantasiløst og uden perspektiv.

Hermed sammenlignes Muhammedtegningerne med en prut. En ildelugtende vulgaritet, som vi gerne vil undvære i det fælles rum og ikke en ytring eller en kunstnerisk refleksion. Så den største debat om ytringsfrihed i nyere tid herhjemme og sakl det huskes også i det store udland var intet andet end en prut. 150 mennesker døde til hylende fra muslimske masser, der havde svært ved menneskets selvstændige tanke og senere et bombeangreb på ambassaden i Pakistan. Redaktører, debattører (Kruse-Kjærs kollegaer!) og intellektuelle blev fængslet og pryglet for at støtte tegningerne. Intet andet end prut for Krause-Kjær.

I P1 Debat uddybede han sin foragt for Westergaard.

Spørgsmålet er, hvor stort problemet er. Ja, der er dødstrusler mod Kurt Westergaard (…) men det at tegne nye tegninger (…) Jeg synes at det er uopfindsomt, jeg synes at der er mangel på ambition, det er mangel på intellektuel spændvidde.

(…)

…vi bilder hinanden ind at det er det altoverskyggende problem og at vi alle sammen har grund til at føle at vi lever i fare og det er jo ikke tilfældet.

(…)

Du [Jalving] taler, som om, at vores ytringsfrihed er truet, at det er lige før at der er nogen, der kommer og tager den. Det er jo sådan et fatamorgana, sådan et fiktivt skræmmebillede, der bliver kørt op.

Westergaard er truet på livet jaeh, men… er det et problem? Ja det er sgu et problem! Og det er et problem for os alle. Og selv om Krause-Kjær ikke har sagt noget af interesse, som kan hidse nogen voldelige elementer op så er det også et problem for ham. Westergaard har fået dødstrusler for at benytte den frihed, der tilhører os alle og som er Krause-Kjærs hovedindtægtskilde og dermed står vi alle for skud. Westergaard står blot forrest. Det er dog rigtigt at, der ikke er nogen, der kommer og “tager” vores ytringsfrihed (det ville jo være rart for så havde de lært noget). Problemet er at de kommer og vil knægte den!

Når Kruse-Kjær erklærer sig enig i Jyllands-Postens Carsten Juste holdning om ikke at ville have trykt tegningerne, hvis konsekvenserne havde været kendt argumenterer han for at man skal underlægge sig trusler. Da voldelige konsekvenser netop er de totalitæres argument for at vi andre skal overholde deres regler; Stop jeres forehavende for ellers….! adler Kruse-Kjær politisk vold, som legitimt udtryk.

At Kruse-Kjær så samtidig benægter truslen mod ytringsfriheden er ekstra absurd når han samtidig er fortaler for, at man ikke skal udtrykke helt legitime meninger, hvis man kender konsekvenserne. At man skal rette ind efter de voldeliges krav om tabuisering af den frie debat er altså ikke en trussel mod ytringsfriheden. Det rene og skære selvmodsigende vrøvl.

Krause-Kjær benytter tillige det Seidenfandenske og ganske trættende argument når han efterlyser ambition, opfindsomhed (Westergaard er tegner, hvad skulle han opfinde, hvis han ikke fortsat må tegne?) og intellektuel spændvidde at indholdets lødighed afgøres af den kunstneriske udførelse. Westergaards tegninger var barnlige mente Seidenfaden, mens De Sataniske Vers var stor kunst og således var der tale om to forskellige problemstillinger. Principperne i denne tænkemåde er således afhængige af den enkelte persons kunstneriske formåen, hvilket betyder at ytringsfrihed ikke ses som en kulturs ellers samfunds adelsmærke, men som en adling af en elite. Måske man skulle have Statens Kunstfond til at afgøre politiske meldinger?

Krause-Kjær plæderer gennem hele programmet for at en ytring skal have et særligt objektivt formål for at være af værdi når han gentagne gange stiller spørgsmål ved projektets nytte. Men ytringer skal ikke være nyttige ud fra et objektivt kriterium ellers ville de ikke være frie. Ytringsfrihed er netop en frihed vi har at forvalte efter eget forgodtbefindende inden for lovens grænser og som sådan frigøres den fra en objektiv nytte. Vi giver hver især selv vores ytringer værdi, som vi også hver især vurderer andres ytringer. Værdien af vores ytringer er set oppe fra netop at det er vores ytringer og ingen andres. Det er på den måde vi tager bestik af hinanden så vi kan indrette os efter hinanden uden at skulle slås. Til forskel fra det totalitære er der for os ikke givet nogen facitliste. Dersom man måtte være uenig har man sin egen frihed til at modsige eller ignorere efter eget forgodtbefindende. Det er, hvad frihed betyder og det burde Kruse-Kjær lære i stedet for at glide usympatisk med de Radikales leflen for de totalitære. Krause-Kjær er en fej hund og en Radikal glidegås!

Engelbrecht går bag om dansen

Diverse — Drokles on November 17, 2008 at 3:38 pm

Måske er det bare mig, men den tidligere kultur og systemrevser, idehistoriker, redaktør, blad- og partistifter og nu flittig blogger på Politiken Rune Engelbrecht Larsen virker stadigt mere letbenet, hvor alderen og den stigende erfaring ellers burde have skærpet hans intellekt. Hans opstød i forbindelse med den snart udkomne Groft Sagt - Lars Hedegaards 100 Bedste (navnet på bogen nævnes meget sigende for Engelbrechts foragt ikke) er således en parade af gårsdagens fejlslagne argumenter, der af en eller anden grund stadig danner forståelsesramme for Engelbrecht Larsen.

Selvfølgelig får vi de gamle udtryk hevet af stalden, som “den antimuslimske forening, Trykkefrihedsselskabet“, der traditionen tro sidestilles med Den Danske Forening og så ved vi jo godt hvad klokken er slået, og “Westergaards oprindelige propaganda-tegning” til at minde læseren om, hvilket univers vi er havnet i. Desværre kun Engelbrechts isolerede univers i hvilket han føler sig forpligtet til en evig røgtelse af sine modstandere, der kun fortæller om Engelbrechts egen intellektuelle fiasko. For en mand, der bruger så mange og ganske hårde skælsord om sine modstandere såsom “skingrende antimuslimsk” og “sekunda-aktør og smart-ass” (sekunda-aktør er i øvrigt et noget frimodigt udtryk for en man af Rune Engelbrechts kaliber, hvis læsere ikke består af mange andre en Tøger S og undertegnede) er det bemærkelsesværdigt, hvor fintfølende Engelbrecht er på andres vegne, hvad angår ytringer. Men det er fordi det ikke handler om ytringerne i sig selv, men hvem de er rettet imod. Modtageren er nemlig ikke godmodige demokrater, der finder sig i udtryk, som Engelbrecht lystigt og trygt slynger om sig.

Blandt sine sandhedsvidner trækker Engelbrecht imamerne Abdul Wahid Petersen, Niels Krause Kjær og Islamisk Trossamfunds Imran Shah frem for ingen anden grund end deres enighed med Engelbrecht i at det er dumt at udsende den bog skønt ingen har læst den. Vi kender jo selvfølgelig Hedegaard og det er alt rigeligt og vi kender jo de let anstødte og så kan vi blot vente på konsekvenserne. Men hvori er det dumme i at udsende den bog, hvis ikke det er det uvæsen Engelbrecht forudsætter og benægter i en og samme ombæring - den islamiske trussel mod friheden.

…Muhammed blev fremstillet som en vredladen Khomeini-skikkelse med bombe i turbanen, påskrevet den islamiske trosbekendelse. Derved sikrede tegneren sig, at den matchede en række antisemitiske karikaturer fra 1930′erne og sørgede for, at den netop i kraft af den islamiske trosbekendelse på selve bomben rettede sig specifikt mod hver eneste muslim.
Først og fremmest er der ingen sammenligning mellem den nazistiske propaganda og Westergaards tegning. Hvor den nazistiske propaganda søgte at defamere et folk gennem en nederdrægtig arketype tegner Westergaard en historisk person på samme måde, som man ville tegne Julius Cæcar eller Julius Bomholdt. Dernæst er trosbekendelsen en bekendelse til en tro og ikke en race. Denne trosbekendelse bruges flittigt og i flæng af de bombeproducerende og bombesmidende terrorister, hvorfor sammenhængen mellem den skrevne opfordring i den tro bekendelsen sigter mod og handling er knæsat på forhånd. Men Engelbrecht ligestiller trosbekendelsen med hvert enkelt muslim og gør således hver enkelt muslim til et produkt af et skrift og ikke et selvstændigt individ, der på den ene eller anden måde tilhører det islamiske fællesskab. Sondringen mellem islam og muslim mestrer idéhistorikeren ikke efter en årelang offentlig debat om netop dette og det har digre konsekvenser for de slutninger han når frem til, som vi skal se senere.
Westergaard har siden gjort tåkrummende karriere som gæstetaler på Dansk Folkepartis landsmøde og nu altså som Trykkefrihedsselskabets velvillige pen - landets næstmest antimuslimske sammenslutning efter Den Danske Forening. Han er sovset rundt i inkonsistenser om ytringsfriheden - på den ene side er der ingen grænser, og så støtter han lidenskabeligt Wilders’ antimuslimske propagandafilm Fitna, før han har set ét eneste sekund; på den anden side truede han bagefter samme Wilders med sagsanlæg for at bruge bombe-karikaturen, ligesom han nedlagde fogedforbud imod foreningen SIAD, der ville bruge hans karikatur som banner i en antimuslimsk demonstration.
Inkonsistens er selvfølgelig noget af det værste for et så konsistent sludrehoved, som Engelbrecht Larsen, der insisterer på at blande ophavsret og ytringsfrihed sammen. Det tåkrummende ved at tale på Dansk Folkepartis Landsmøde er jo en smagssag, men Westergaards rationale var helt klart, nemlig at takke dem, der har været bekymret for hans sikkerhed, hvilket jo udelukkede partier, som Radikale Venstre og Enhedslisten, der hellere forsvarer mordplansfriheden. At Jyllands-Posten, som arbejdsgiver siden frygtede at blive indblandet i noget, der kunne ligne et partipolitisk ærinde er en helt anden sag, der tilhører ansættelsesforholdet på JP.
Engelbrecht fremfører i samme ombæring at Westergaard mange gange ført har fået afslag på sine tegninger af Jyllands-Posten, som var det et argument for almindelig censur. Men at arbejdsgiver forlanger et bestemt produkt af sine ansatte har intet at gøre med en offentlig censur af religionskritik. Og igen skal vi huske på, hvor lang tid vi har haft denne debat.

Kurt Westergaard er ingen ytringsfrihedsapostel, men en karikaturtegner, der velvilligt, men dumt har ladet sig bruge i propagandaens tjeneste.

(…)

Lars Hedegaard håber utvivlsomt på maksimal international opmærksomhed - og han har da også atter gjort sit bedste for at kaste benzin på bålet.

Når det er dumt af Westergaard forudsættes det at der er et bål, der allerede brænder og på dette bål vil altså Hedegaard kaste benzin på så flammerne endnu engang slikker mod himlen. Bålet er islams fundamentale modsætningsforhold til menneskets frie tanke - netop Hedegaards og Westergaards pointe. Og siden Engelbrecht Larsen mener at, hver eneste muslim kun er et udtryk for Koranens bud, så er det en indrømmelse af at hver eneste muslim har et fundamentalt modsætningsforhold til den frie verden. Så meget for Engelbrechts forsvar af muslimernes sensitivitet, der ender i usmagelighed grænsende til racisme.

Deprimerende, men tørre konstateringer af Plesner Dali

Diverse — Drokles on November 12, 2008 at 8:58 am

Jette Plesner Dali konstaterer tørt og frygteligt at underlægger sig andre organer er at fraskrive sig sin selvstændighed. At underlægge sig abstrakte idealer er at svigte virkeligheden. Fra Fyens Stiftstidende

Indimellem kan man få det indtryk, at regeringens holdning til dansk suverænitet bygger på den antagelse, at så længe dansk er rigsmålet, så længe vi har Dannebrog som nationens flag og så længe vi har valg til Folketinget, så har Danmark ikke afgivet nogen form for suverænitet.
 
Fakta er imidlertid at en række af de konventioner, vi gennem tiden har tiltrådt, i stigende grad udgør en tikkende bombe under Danmark som selvstændig nation med egen og suveræn lovgivningsmyndighed, og vi står i dag i en situation, hvor vi for alvor bliver nødt til at tage stilling til, hvorvidt vi ønsker at landets lovgivning fremover skal varetages af de politikere, vi vælger til opgaven, eller om disse politikere blot skal være administratorer, der i stigende grad lovgiver efter retningslinier udstukket af internationale og europæiske konventioner vedtaget i hhv. FN og EU.
 
Det gælder bl.a. især FN’s flygtningekonvention, Genevekonventionen af 28. juli 1951, som med Danmarks ratificering af Lissabontraktaten nu vil blive ophøjet til lov med EF-domstolen som den myndighed, der fremover vil få bemyndigelse til at udstikke retningslinierne for Folketingets lovgivning på området. Akkurat som vi netop har set det med den omstridte Metock-dom, der underkendte den danske udlændinge-lovgivning på trods af det faktum, at der var tale om en traktatmæssig undtagelse fra de generelle EU-regler på området. Men denne undtagelse var altså ifølge domstolen i strid med Romtraktatens forældede regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Og dermed ugyldig.

Læs den hele og gys.

Hvorfor McCain valgte Palin

Diverse — Drokles on November 10, 2008 at 8:44 am

Fra Ekstra Bladet

Efter hans førstevalg blev afvist, pegede McCain på den totalt uerfarne og næsten ukendte Sarah Palin, istedet for at vælge sikre valg på listen. At udnævne en kandidat som ’sikker’ var som at give en garanti på, at McCain ville vælge noget andet, siger en af hans medarbejdere. Den tidligere krigshelt ville ikke ødelægge sit image ved at gøre noget sikkert - han var modig. Derfor blev listens nederste navn valgt - Sarah Palin fra Alaska.

Den friske og uimponerede familiemor var lige, hvad en træt kampagne havde brug for, mente McCain.

Alt det er meget godt, men det var ikke hvad McCain så i Palin

Problemet for McCain var at han stadig er en viril mand.

Slaveri berøres

Diverse — Drokles on November 9, 2008 at 5:57 am

Fra Kristeligt Dagblad

Verden er stadig fuld af slaver. Rigtige slaver, der holdes fanget, bliver mishandlet og bruges som kvæg til hårdt fysisk arbejde. De findes i tusindvis overalt på jorden, men kun få er klar over det, og endnu færre gør noget ved det. Det var derfor, at bogen skulle skrives – uanset hvor smertefuldt, det ville blive.

Mende Nazer har et ansigt som en dronning, men det skifter til en skræmt, ung kvindes, når hun fortæller om det, der skete den nat i 1993. Arabere angreb hendes landsby ved Nubi-bjergene i Sudan, myrdede mange af de voksne og tog i alt 31 børn med sig, heriblandt Mende. Hun var cirka 12 år. De følgende år tilbragte hun som slave hos en rig, arabisk familie, som misbrugte hende og holdt hende fanget i et skur, hvor hun levede af familiehundens rester. Hun blev solgt til en arabisk familie i London, hvor slaveriet fortsatte, indtil det i 2000 lykkedes hende at undslippe. 

“De findes i tusindvis overalt på jorden, men kun få er klar over det….” står der i artiklen og derefter følger ingen oplysninger om slaveri andet end hvad der berører Mende Nazer personligt.

Skal loven beskytte alle?

Diverse — Drokles on November 9, 2008 at 5:29 am

Fra Jydske Lov

Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvedes ingen Lov. Men ingen Lov er jævngod at følge som Sandheden, men hvor der er Tvivl om, hvad der er Sandhed, der skal Loven vise Sandheden.

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven gælder for alle, men med det formål at beskytte den den retsindige og sagesløse. Noget går før noget andet. Alles rettigheder er kun lige i udgangspunktet og ondskaben er skillelinien. Fra BT

Manden, der er mistænkt for at planlægge Muhammed-tegneren Kurt Westergaards død, er tilbage i Århus - bosiddende kun 10 minutter fra bladtegneren.

Og det selvom myndighederne har oplyst, at den 36-årige mand bor på tålt ophold i flygtningelejren Sandholmlejren i Nordsjælland.

Nu er det spændende - ikke mindst for Kurt Westergaard og hans familie - at se om tunesernes samtaler med politi og anklager og beværtning med tre retter daglig er tilstrækkeligt til at rædde ham fra at fuldbyrde sin ondskab.

Og så er eufemismen “…at planlægge Muhammed-tegneren Kurt Westergaards død…” herlig. Bestilte han blomster og lavede aftaler med bedemanden?

Pisk til kontanthjælpsmodtagere

Diverse — Drokles on November 8, 2008 at 9:16 am

Fra 180 Grader

  De er så fattige, at de må ud og samle flasker for at brødføde deres børn. De kan ikke betale deres regninger, deres børn har ikke råd til at deltage i skolearrangementer, og de har ikke råd til helt basale fornødenheder som beklædning og medicin. Skamfulde over deres fattige kår åbner de end ikke døren for fastelavnsudklædte børn, mens de til andre højtider selv må ud og tigge. Når december nærmer sig, får de ondt i maven over visheden om, at de ikke har råd til at opfylde deres børns ønsker, og når juleaften oprinder, står der ofte kun en stuebirk der, hvor der burde stå et juletræ.

Det er i sandhed sørgelige skæbner, som kontanthjælpsmodtagerne beretter om på hjemmesiden  loftsramteeksperter.dk. Men hvordan kan man blive så fattig, at man end ikke har råd til et juletræ, som man trods alt kun behøver købe en gang om året? Det kan kontanthjælpsmodtagernes egne beretninger måske kaste lys over. Men først lidt om foreningen bag hjemmesiden.

Et los i røven har ingen taget skade af. Hvor har Krarup dog ret. afskaffelsen af Revselsesretten betaler vi alle for.

Obama er en amerikansk præsident

Diverse — Drokles on November 7, 2008 at 9:28 am

Obama har vakt en enorm begejstring blandt mange mennesker, ikke mindst uden for USA. Men amerikanerne valgte Obama med 52% mod 48% til MaCain, hvilket er en sikker sejr javist, men ikke overvældende (Nixon fik 61 % af stemmerne og vandt 49 ud af 50 stater). Den store midte i USA er endt med at se Obama, som et alt i alt bedre valg end McCain, men er ikke faldet i svime. Men hvorfor stemte amerikanerne på Obama?

Obamas succes går på to ben. Den ene er en voldsom begejstring han vækker hos mange mennesker på venstrefløjen om forandring til det bedre og et billede af personlig integritet. Den anden er en virkelighedsnær politik, der kan overbevise mainstream Amerika om at han er en seriøs kandidat. Seriøs politik og begejstring er to ting, der ikke er let at forbinde og Obama og hans kampagne har også gjort alt for at kontrollere at denne dobbelthed ikke blev udstillet, som en selvmodsigelse. Derfor optrådte Obama aldrig på slap line, men altid som en meget forberedt taler med hvert et ord og hver en gestik vejet på en guldvægt. Kun med den allerstørste præcision kunne man nemlig fremstille, hvad man kunne kalde de to Obamaer som et og det samme. Kun med den allerstørste præcision kunne man undgå at skræmme den  amerikanske midte væk med den store venstrefløjs højtråbende begejstring. Vi skal senere se, hvorledes Obama iklæder sin midtsøgende politik de rette floskler.

Men udover talerne og i det hele taget en dygtig kampagne, med nye finansieringsmetoder og gode slogans og udover en finanskrise, der gjorde hans store force nemlig økonomisk indsigt overfor McCain (”I don’t know much about economy” - “but it’s the economy, stupid”) og udover McCains selvmål i valget af den uvidende Palin, så har det været afgørende at Obama har præsteret noget nyt i USA - han har for første gang mobiliseret det religiøse venstre. Det er en gruppe mennesker, der nok har stemt demokratisk i det omfang de anså det for værd at stemme, men aldrig engageret sig nævneværdigt i en konkret kampagne.

Det religiøse venstre er i min forståelse ikke ‘liberals’ blandt trofaste kirkegængere, men en venstrefløj, der på samme måde som de velkendte bibelsvingere har en urokkelig tro på at besidde en objektiv sandhed og som har en eller anden vision om et endemål eller et idealsamfund. Men det religiøse venstre har ikke et samlende skrift, som de kristne fundamentalister, da marxismen ikke slog rod på samme måde, som i Europa. Deres tro er modsat det religiøse højre (og marxisterne i europa) meget diffus og individuel, stærkt bundet i en dyrkelse af den personlige udfoldelse i alt bortset fra i pengesager. Men den står, som venstrefløjen herhjemme, med en frustreret opfattelse af at være i modsætning til det borgerlige samfund. Det etablerede må derfor bære vægten af al deres kritik for alverdens skævheder.

Det religiøse venstres religiøsitet er uerkendt fordi der ikke er en samlet ide, men de er i lige så høj grad, som alle andre religiøse til fals for drømmerier. I stedet for at følge et forlæg slavisk reagerer de hver for sig på retorik, der indeholder gode buzz-ord. Et tilsyneladende selvfølgeligt vokabular uden defineret ideologi, men med en underforstået sammenhæng, hvor ord som diversitet, tolerence, humanisme, rettigheder, progressivitet, nyskabelse og forandring (change) er uproblematiske størrelser, der logisk og uomtvisteligt lover en bedre verden. Det er det stof politisk korrekthed er gjort af. Hvis man mestrer vokabularet fremstår man i deres øjne, som værende god og oprigtig fordi de hver især på hver deres måde identificerer sig med det underforståede, men ikke definerede værdisæt. De projicerer deres værdier eller mere præcist deres selvopfattede godhed (fromhed) ind i, hvad de hører eller hvad de læser. Og hvor præsidenter, der ønsker at mobilisere det religiøse højre iklæder deres retorik med bibelske analogier og indlagt “so help me God” mønstrer Obama den religiøse venstrefløj med en art newage udtryk og indgyder dem selvværd på samme måde en coach ville gøre med “Yes we can”, som noget man vile sige til sig selv 100 gange, hver morgen foran spejlet.

Det religiøse venstre har været en enestående ressource i at skaffe de mange ekstra stemmeberettigede og de historisk store kampagnebidrag. De har købt og videresolgt en drøm om en præsident, som et levende udtryk for det gode samfund, en præsident, hvis kvalifikation mere end nogen præstation - som umådeholdent heltemod for sit land eller en opsigtvækkende politik - er at have den rette baggrund. Hans præstation er således, at hans mor og far kom fra hver deres land med hver deres kultur og var af hver deres race. Med sin baggrund regnes han for være nærmere sandheden end hvis begge hans forældre havde været hvid middelklasse fra forstæderne. Obama er på den måde den perfekte repræsentant for en postmoderne adel.

Det er denne gruppe, der var motoren i Obamas kampagne og det var dem hans oratoriske evner først og fremmest ramte i hjertet. En sideeffekt har været at begejstring hos mange forplanter sig til begejstring hos flere og det giver ud over optimisme også følelse af konsensus, der rationelt er et godt udgangspunkt for en vel udført politik, der således bekræfter styrken i sig selv. De fleste kommentatorer både i USA og herhjemme, der har ladet sig rive med af denne stemning har hæftet sig ved at Obama i sin tale sagde, at USAs storhed ikke hviler i militær eller i økonomisk magt, men i værdier som håb og frihed og en ubændig vilje til gode ting og sager. Men det er jo intet andet end banaliteter og også, hvad McCain mener og for den sags skyld Bush og før ham Clinton. Det er deres forskellige forståelser af disse værdier og på hvilken måde man bedst forsvarer dem, der adskiller kandidaterne fra hinanden.

Obamas sejrstale på valgnatten var i sin essens intet andet end en national peptale til den brede amerikanske masse og ikke en vision om egentlig forandring, selv om ordet forandring var gennemgående. Mens hans unge tilhængere på overfladen fik sig en god gang coaching (Barnum-effekten, giv folk, hvad de vil have og fortæl dem, hvad de vil høre - change!) var indholdet i Obamas tale at samle det amerikanske folk med udgangspunkt i det nationale fællesskab. Obama citerede endda Lincoln fra dengang da bølgerne i USA virkelig gik højt, mens hans hoved vendte sig fra teleprompter til teleprompter. Betydningen var ikke til at tage fejl af. Det er nationen, der binder folket sammen, det er folket, der er nationen og nationen er folket. Amerika er ikke hele verden, men noget unikt, hvis interesser han først og fremmest forsvarer. Og med det også en advarsel til “those who will tear the world down - we will defeat you!”.

Americans who send a message to the world that we have never been just a collection of individuals or a collection of red states and blue states. We are and always will be the United States of America!

Både Obama og McCain talte i store ord om hinanden efter resultatet lå klart og selv om McCains ord var mest rørende fordi de midt i nederlagets bitre stund var storslåede var Obamas ord om McCain mest bemærkelsesværdige. Han fokuserede på McCains militære indsats og hans tid i fangelejr under Vietnamkrigen

We are better off by the sacrifice of this leader [McCain]

Ikke blot bliver det personlige offer anerkendt og hyldet, men USA er bedre stillet for det offer McCain gav i Vietnamkrigen! At føre krig kan være nødvendigt og soldater, der forsvarer deres lands interesser er helte.

We know there are brave americans waking up in the desert of Iraq and in the mountains of Afghanistan to risk their lives for us.

Men hvad talte Obama ellers om? Udover takketaler til de der har hjulpet ham og de ud af hvis lænder han er sprungen - ingenting. Not a goddamn thing. Forandring blev selvfølgelig nævnt, men kun, som en figur til at sikre rytmik og indlagte klimaks, men ikke andet.

There is a new energy to harness, new jobs to be created, new schools to build and threats to meet, alliances to repair. The road ahead will be long, our climb will be steep. We may not get there i one year or in one term but America I have never been more hopefull that i am tonight. We will get there I promise you we as a people will get there.

[afbrudt af tilhængernes "Yes we can!"]

That chance cannot happen without a new spirit of service, a new spirit of sacrifice. so let us summon a new spirit of patriotism, of responsebility (…) In this country we rise and fall as one nation, as one people.

Hvor ‘there’ er får man end ikke antydningen af, men vejen går gennem patriotisme og - som med McCain og soldaterne i ørkenen - ofre. På den baggrund klinger sætningen “A new dawn of american leadership is at hand!” ikke af pacifisme og beklagelse over det foregående, men af at forandring blot er en ændring af taktik.

Obama tog til slut afsæt i en 106 år gammel sort vælger, der kunne være født i slavetiden, havde hun bare været født 40 år tidligere, som et afsæt for en person, der har set - change - forandring, såsom negrenes stemmeret, New Deal og månelandingen. Og han spekulerede over hvad fremtidige generationer ville se tilbage på

What progress will we have made? This is our chance to answer that call. This is our moment. This is our time to put our people back to work and open the doors of opportunity for our kids, to restore prosperity and promote the cause of peace to reclaim the american dream and reafirm that fundamentalt truth, that out of many we are one, that while we breathe we hope and where we are met with cynicism and doubt and those who tell us that we can’t we will respond with that timeless creed that sums up the spirit of a people - Yes we can!

Can….what? Være en nation! “Til de, der stadig sætter spørgsmålstegn ved det amerikanske demokrati har i svaret her i aften”, sagde Obama og netop den enorme omfavnelse fra hele verden og hans mørkhed i huden tager luften ud af den ballon, der har indeholdt så megen foragt for amerikansk dominans og politik. Personen Bush er væk, som skydeskive, men i stedet får man en af sine egne helte, hvis eneste målsætning er at sikre amerikanske interesser, hvis mandat er Amerika først, hvis virkelighed ikke er forandret. Iran bygger stadig atomraketter, Israel og palæstinenserne hader stadig hinanden, Rusland er stadig underdrejet storhedsvanvid. Obama er blot endnu en amerikansk præsident. Lad os se, hvad han duer til og ellers tillykke til USA og Obama.

Den nye Eurofori

EU — Drokles on November 5, 2008 at 6:46 am

Finanskrisen har igen bragt vind i sejlene hos de, der ikke tager et nej for et svar, nemlig tilhængerne af den fælles europæiske møntfod Euroen - fomerly known as the Ecu. I Berlingske Tidende kan man læse at Finansministeriets økonomer har regnet sig frem til at Euroen er ufejlbarlig - eller i hvert fald perfekt.

»Vi har undersøgt sagen meget nøje, og vi kan konstatere, at der er helt umuligt at finde nogen realistisk økonomisk situation, hvor det vil være en fordel for Danmark at bruge den ’option’, der ligger i at kunne devaluere og dermed opgive fastkurspolitikken,« siger Rasmus Degn, økonom i Finansministeriet og en af forfatterne til rapporten.

Euroen er ikke blot bedre generelt eller i de fleste tilfælde eller i de mest sandsynlige tilfælde, nej den er bedst i alle hypotetiske scenarier. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Og det er det også, da økonomi handler om meget mere end en enkelt renteforskel og at devaluering ikke er det eneste man kan bruge sin valutafrihed til og at den nuværende situation ikke gælder for al fremtid. En valuta skal svare til økonomien og derfor er det altafgørende at man har friheden til denne afpasning.

Hvorfor den globale krise, hvilket jo vil sige en krise der rammer globalt og ikke blot nationalt, kan udlægges, som et rent dansk fænomen er i sig selv mærkværdigt og hvorfor man mister tiltro til små valutaer når krisen brød ud i dollarzonen, den største valuta på denne Guds grønne jord er direkte tåbeligt.

Men Økonomi er ingen eksakt videnskab og Euroens tilhængerer fremfører da også dens velsignelser med en nærmest religiøs skråsikkerhed, hvor man forveksler dørmmens løfter med virkelighedens realiteter.

I P1 Morgen 2. Time fra 28/10 konfronterede partiejer og direktør for Saxo Bank Lars Seier Christensen Klaus Rasmussen, cheføkonomen i Dansk Industri og valutaprædikant, med Eurozonens langt større vanskeligheder. Flere lande har nemlig strukturelle problemer, der underminerer Euroen og Eurozonens økonomi, her bekræftet af Klaus Rasmussen

 Altså, der er nogen store problemer i en række Eurolande og vi ser da også de her lidt underlige rentespænd og det er selvfølgelig fordi, der er nogle lande, der er er i uføre og det skal, der rettes op på. Men det uføre de er ude i er altså ikke noget, der kan løses ved nogle devalueringer eller nedskrivninger af deres valuta. Det kræver at de gennemfører nogen gennemgribende reformer, der får deres arbejdsmarked til at fungere bedre - der giver noget omstillingsevne i økonomien. Og det bliver de nødt til uanset, hvordan udviklingen vil være i fremtiden. Nogen af de her lande de vil bare blive fattigere og fattigere i de kommende år indtil de omstiller sig og jeg mener sådan set at det mest fornuftige det er at vi går med i Euroen og er med til at presse dem til at gennemføre de reformer, der er nødvendige.

Danmark har altså en positiv indflydelse, men lidt senere siger han

Jeg mener, at det er for tidligt at afskrive Italien og Frankrig som forholdsvis stærke vestlige økonomier. De skal nu nok se at få reformeret sig.

Ok, det går alligevel uden dansk bistand, den dynamiske duo Italien og Frankrig kan selv. Men så ændres præmisserne igen

Tyskerne skal nu nok presse på for at få den her stabilitetspagt op at køre igen.

Svigtet af stabilitetspagten er den pisse-i-bukserne-effekt man forudsagt at os andre forfalder til i stedet for at konfrontere de strukturelle problemer. Og nu håber Klaus Rasmussen at tyskerne vil få den tilbage på sporet og ad den vej vil få lagt ballerne til rette for følgelige reformer i Frankrig og hvorellers de bare vil blive fattigere og fattigere i de kommende år.

Det går altså ikke godt i Eurozonen og faktisk går det mod det værre. Men vi skal med alligevel for Danmark vil vende udviklingen,,,,eller det går af sig selv,,,,,eller tyskerne klarer skærerne,,,,,eller skal vi alle sammen vente på at Villy Søvndal lige ordner en ny og bedre form for Euro,,,,,eller det der….

Hvad Klaus Rasmussen upræcise fremtidsanalyser udtrykker er en fornægtelse af den virkelighed vi har været vidne til siden Euroens oprettelse og til, hvad vi ser idag, hvor Euroland har det værre end Kroneland og en klyngen sig til en drøm om at alt nok skal ændre sig til det bedre på en eller anden måde - om håbet er der ingen tvivl.

Ligeså skråsikker er den ellers økonomisk ukyndige Lone Dybkær, som hun gav udtryk for i P1 Debat 30/10 med den unge Morten Messerschmidt, hvor hun fremmaner et gammelt Anker Jørgensen spøgelse

LD: I sidste ende mener du jo også at vi skal have devalueringsinstrumentet ikke?

MM: Euroen har lige devalueret voldsomt overfor dollaren!

LD: Ja, men det er ikke det samme.

Aha. Jeg mindes Oberst Hachels forklaring på sine udenomægteskabelige eskapader “Med mænd er det anderledes. Din mor var svagelig og øh, ingen lystig kvinde!“. Virkeligheden gælder ikke når den står vejen for ens ønsker.

Islam i sin reneste form V

islam — Drokles on November 2, 2008 at 8:36 pm

De kaldes islamister, men er blot det muslimske kleresi, der følger islams logik, som den står skrevet i Koranen, tolket i forhold til det eksempel Muhammed satte. Deres religion, islam, dikterer handlinger så modbydelige og naturstridige, at man opfinder det kunstige begreb islamister. Modbydeligheder, som for eksempel at stene en 13 årig pige, der havde ladet sig voldtage. Politiken skriver

Hun blev henrettet ved, at et halvt hundrede mand foran flere tusinde tilskuere sent mandag placerede hende i et hul, der blev dækket til, så kun hendes hoved var synligt. Islamisterne gav sig derefter til at kaste sten imod hende.

(…)

En lokal indbygger sagde, at da en af kvindens pårørende løb hen imod hende, åbnede vagter ild, og et barn blev dræbt.

Det er den fælles reference for det muslimske samfund, som byens indbyggere sammen kan mindes i de lange aftener i afholdenhed fra det forbudte. Steningen er et udtryk for den måde man betragter mennesket og dermed hinanden på det muslimske samfund. Mennesket er ikke noget helligt og enestående, men er underkastet en gud, der afkræver dem blind lydighed og som definerer deres værd i forholdet til reglernes overholdes - efter evnen at holde sig ren. Man stener det urene og mennesker der besudler sig selv ophører med at være mennesker. De er ikke den urene, thi der kan man forbarmes, men blot det urene. Det er, hvad de sten sten man symbolsk kaster mod satanstenen under pilgrimsfæren betyder. Det er ikke en sten og det er ikke et menneske, men det urene. Men det er en fornægtelse af virkeligheden. I Jyllandsposten kunne man læse

- I Nigeria, begraves mænd, der skal stenes, til livet og kvinder til brystet, og stenene udvælges nøje efter størrelse. Man må hverken bruge kampesten eller småsten, for døden skal hverken gå for hurtigt eller for langsomt. Stening af såvel kvinder som mænd, foretages udelukkende af mænd. Man begynder med mindre sten, og drenge fra den dømtes egen familie kaster de første. For at holde den dømte i live så længe som muligt, skal børnene holde en sten klemt fast mellem overarmen og kroppen, så de kun kan bruge underarmen og ramme den delvist nedgravede kvindes overkrop med begrænset kraft. Efter børnene vil det være de ældres og endelig de yngre mænds tur, mens stenenes størrelse samtidig sættes op til knytnævestørelse. Mændene kaster efter tur sten på sten, indtil offerets ansigt, hoved og overkrop er knust. Herefter kan kvinder rydde op, fjerne resterne og overlade dem til hundene. Den måde kvinden begraves på, betyder, at hver sten, der rammer hende, tvinger hendes hals bagover i en række ulidelige piskesnert. Da en person kan tåle ret alvorlige slag mod kroppen uden at miste bevidstheden, er stening en sagte og pinefuld død. Døden indtræffer som regel først, når der sker skader på hjernen, halsen knækker eller hendes hoved slås helt af.

Barbariet har ingen mening, blot uudgrundelig dyrkelse af had sat i system, som religion. Religionen hedder islam og dette er den reneste form.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress