Obama har vakt en enorm begejstring blandt mange mennesker, ikke mindst uden for USA. Men amerikanerne valgte Obama med 52% mod 48% til MaCain, hvilket er en sikker sejr javist, men ikke overvældende (Nixon fik 61 % af stemmerne og vandt 49 ud af 50 stater). Den store midte i USA er endt med at se Obama, som et alt i alt bedre valg end McCain, men er ikke faldet i svime. Men hvorfor stemte amerikanerne på Obama?
Obamas succes går på to ben. Den ene er en voldsom begejstring han vækker hos mange mennesker på venstrefløjen om forandring til det bedre og et billede af personlig integritet. Den anden er en virkelighedsnær politik, der kan overbevise mainstream Amerika om at han er en seriøs kandidat. Seriøs politik og begejstring er to ting, der ikke er let at forbinde og Obama og hans kampagne har også gjort alt for at kontrollere at denne dobbelthed ikke blev udstillet, som en selvmodsigelse. Derfor optrådte Obama aldrig på slap line, men altid som en meget forberedt taler med hvert et ord og hver en gestik vejet på en guldvægt. Kun med den allerstørste præcision kunne man nemlig fremstille, hvad man kunne kalde de to Obamaer som et og det samme. Kun med den allerstørste præcision kunne man undgå at skræmme den amerikanske midte væk med den store venstrefløjs højtråbende begejstring. Vi skal senere se, hvorledes Obama iklæder sin midtsøgende politik de rette floskler.
Men udover talerne og i det hele taget en dygtig kampagne, med nye finansieringsmetoder og gode slogans og udover en finanskrise, der gjorde hans store force nemlig økonomisk indsigt overfor McCain (”I don’t know much about economy” - “but it’s the economy, stupid”) og udover McCains selvmål i valget af den uvidende Palin, så har det været afgørende at Obama har præsteret noget nyt i USA - han har for første gang mobiliseret det religiøse venstre. Det er en gruppe mennesker, der nok har stemt demokratisk i det omfang de anså det for værd at stemme, men aldrig engageret sig nævneværdigt i en konkret kampagne.
Det religiøse venstre er i min forståelse ikke ‘liberals’ blandt trofaste kirkegængere, men en venstrefløj, der på samme måde som de velkendte bibelsvingere har en urokkelig tro på at besidde en objektiv sandhed og som har en eller anden vision om et endemål eller et idealsamfund. Men det religiøse venstre har ikke et samlende skrift, som de kristne fundamentalister, da marxismen ikke slog rod på samme måde, som i Europa. Deres tro er modsat det religiøse højre (og marxisterne i europa) meget diffus og individuel, stærkt bundet i en dyrkelse af den personlige udfoldelse i alt bortset fra i pengesager. Men den står, som venstrefløjen herhjemme, med en frustreret opfattelse af at være i modsætning til det borgerlige samfund. Det etablerede må derfor bære vægten af al deres kritik for alverdens skævheder.
Det religiøse venstres religiøsitet er uerkendt fordi der ikke er en samlet ide, men de er i lige så høj grad, som alle andre religiøse til fals for drømmerier. I stedet for at følge et forlæg slavisk reagerer de hver for sig på retorik, der indeholder gode buzz-ord. Et tilsyneladende selvfølgeligt vokabular uden defineret ideologi, men med en underforstået sammenhæng, hvor ord som diversitet, tolerence, humanisme, rettigheder, progressivitet, nyskabelse og forandring (change) er uproblematiske størrelser, der logisk og uomtvisteligt lover en bedre verden. Det er det stof politisk korrekthed er gjort af. Hvis man mestrer vokabularet fremstår man i deres øjne, som værende god og oprigtig fordi de hver især på hver deres måde identificerer sig med det underforståede, men ikke definerede værdisæt. De projicerer deres værdier eller mere præcist deres selvopfattede godhed (fromhed) ind i, hvad de hører eller hvad de læser. Og hvor præsidenter, der ønsker at mobilisere det religiøse højre iklæder deres retorik med bibelske analogier og indlagt “so help me God” mønstrer Obama den religiøse venstrefløj med en art newage udtryk og indgyder dem selvværd på samme måde en coach ville gøre med “Yes we can”, som noget man vile sige til sig selv 100 gange, hver morgen foran spejlet.
Det religiøse venstre har været en enestående ressource i at skaffe de mange ekstra stemmeberettigede og de historisk store kampagnebidrag. De har købt og videresolgt en drøm om en præsident, som et levende udtryk for det gode samfund, en præsident, hvis kvalifikation mere end nogen præstation - som umådeholdent heltemod for sit land eller en opsigtvækkende politik - er at have den rette baggrund. Hans præstation er således, at hans mor og far kom fra hver deres land med hver deres kultur og var af hver deres race. Med sin baggrund regnes han for være nærmere sandheden end hvis begge hans forældre havde været hvid middelklasse fra forstæderne. Obama er på den måde den perfekte repræsentant for en postmoderne adel.
Det er denne gruppe, der var motoren i Obamas kampagne og det var dem hans oratoriske evner først og fremmest ramte i hjertet. En sideeffekt har været at begejstring hos mange forplanter sig til begejstring hos flere og det giver ud over optimisme også følelse af konsensus, der rationelt er et godt udgangspunkt for en vel udført politik, der således bekræfter styrken i sig selv. De fleste kommentatorer både i USA og herhjemme, der har ladet sig rive med af denne stemning har hæftet sig ved at Obama i sin tale sagde, at USAs storhed ikke hviler i militær eller i økonomisk magt, men i værdier som håb og frihed og en ubændig vilje til gode ting og sager. Men det er jo intet andet end banaliteter og også, hvad McCain mener og for den sags skyld Bush og før ham Clinton. Det er deres forskellige forståelser af disse værdier og på hvilken måde man bedst forsvarer dem, der adskiller kandidaterne fra hinanden.
Obamas sejrstale på valgnatten var i sin essens intet andet end en national peptale til den brede amerikanske masse og ikke en vision om egentlig forandring, selv om ordet forandring var gennemgående. Mens hans unge tilhængere på overfladen fik sig en god gang coaching (Barnum-effekten, giv folk, hvad de vil have og fortæl dem, hvad de vil høre - change!) var indholdet i Obamas tale at samle det amerikanske folk med udgangspunkt i det nationale fællesskab. Obama citerede endda Lincoln fra dengang da bølgerne i USA virkelig gik højt, mens hans hoved vendte sig fra teleprompter til teleprompter. Betydningen var ikke til at tage fejl af. Det er nationen, der binder folket sammen, det er folket, der er nationen og nationen er folket. Amerika er ikke hele verden, men noget unikt, hvis interesser han først og fremmest forsvarer. Og med det også en advarsel til “those who will tear the world down - we will defeat you!”.
Americans who send a message to the world that we have never been just a collection of individuals or a collection of red states and blue states. We are and always will be the United States of America!
Både Obama og McCain talte i store ord om hinanden efter resultatet lå klart og selv om McCains ord var mest rørende fordi de midt i nederlagets bitre stund var storslåede var Obamas ord om McCain mest bemærkelsesværdige. Han fokuserede på McCains militære indsats og hans tid i fangelejr under Vietnamkrigen
We are better off by the sacrifice of this leader [McCain]
Ikke blot bliver det personlige offer anerkendt og hyldet, men USA er bedre stillet for det offer McCain gav i Vietnamkrigen! At føre krig kan være nødvendigt og soldater, der forsvarer deres lands interesser er helte.
We know there are brave americans waking up in the desert of Iraq and in the mountains of Afghanistan to risk their lives for us.
Men hvad talte Obama ellers om? Udover takketaler til de der har hjulpet ham og de ud af hvis lænder han er sprungen - ingenting. Not a goddamn thing. Forandring blev selvfølgelig nævnt, men kun, som en figur til at sikre rytmik og indlagte klimaks, men ikke andet.
There is a new energy to harness, new jobs to be created, new schools to build and threats to meet, alliances to repair. The road ahead will be long, our climb will be steep. We may not get there i one year or in one term but America I have never been more hopefull that i am tonight. We will get there I promise you we as a people will get there.
[afbrudt af tilhængernes "Yes we can!"]
That chance cannot happen without a new spirit of service, a new spirit of sacrifice. so let us summon a new spirit of patriotism, of responsebility (…) In this country we rise and fall as one nation, as one people.
Hvor ‘there’ er får man end ikke antydningen af, men vejen går gennem patriotisme og - som med McCain og soldaterne i ørkenen - ofre. På den baggrund klinger sætningen “A new dawn of american leadership is at hand!” ikke af pacifisme og beklagelse over det foregående, men af at forandring blot er en ændring af taktik.
Obama tog til slut afsæt i en 106 år gammel sort vælger, der kunne være født i slavetiden, havde hun bare været født 40 år tidligere, som et afsæt for en person, der har set - change - forandring, såsom negrenes stemmeret, New Deal og månelandingen. Og han spekulerede over hvad fremtidige generationer ville se tilbage på
What progress will we have made? This is our chance to answer that call. This is our moment. This is our time to put our people back to work and open the doors of opportunity for our kids, to restore prosperity and promote the cause of peace to reclaim the american dream and reafirm that fundamentalt truth, that out of many we are one, that while we breathe we hope and where we are met with cynicism and doubt and those who tell us that we can’t we will respond with that timeless creed that sums up the spirit of a people - Yes we can!
Can….what? Være en nation! “Til de, der stadig sætter spørgsmålstegn ved det amerikanske demokrati har i svaret her i aften”, sagde Obama og netop den enorme omfavnelse fra hele verden og hans mørkhed i huden tager luften ud af den ballon, der har indeholdt så megen foragt for amerikansk dominans og politik. Personen Bush er væk, som skydeskive, men i stedet får man en af sine egne helte, hvis eneste målsætning er at sikre amerikanske interesser, hvis mandat er Amerika først, hvis virkelighed ikke er forandret. Iran bygger stadig atomraketter, Israel og palæstinenserne hader stadig hinanden, Rusland er stadig underdrejet storhedsvanvid. Obama er blot endnu en amerikansk præsident. Lad os se, hvad han duer til og ellers tillykke til USA og Obama.