Tider skifter, sæder hærdes

Som med Theresa Mays forvandling til en tilsyneladende ansvarlig politiker, har vindbøjtlen David Trads også lugtet at det er en dødssejler at sidde sammen med den etablerede presse og blive trukket rundt i ringen af Donald J Trump.

”I for lang tid har en lille gruppe i vores nations hovedstad høstet alle magtens fordele, mens folket har betalt det hele. Politikere berigede sig selv, mens arbejdspladserne forsvandt og fabrikkerne lukkede. Eliten beskyttede sig selv, men ikke borgerne i vores land.”

Lige der bag Trump, mens han talte, sad hele eliten:

Barack Obama og alle demokraterne – men også Paul Ryan og Mitch McConnell - de to republikanske ledere i Kongressen. For Trump er det ét fedt, om dem, der har siddet på flæsket, er fra højre eller venstre. De er den elite, han foragter. De er sumpen, der skal drænes.

”Deres sejre har ikke været jeres sejre; deres triumfer har ikke været jeres triumfer; og mens de festede i nationens hovedstad, har der ikke været meget at fejre for hårdt prøvede familier rundt i landet. Alt dette ændrer sig lige her og lige nu, for dette øjeblik er jeres øjeblik.”

Trumps frontalangreb var demonstrativt. Ikke en eneste gang rakte han hånden ud til forsoning. Han nævnte ikke ’samarbejde’ med et ord. Alt den sædvanlige snak om at ’samle Amerika’ og ’arbejde på tværs af partierne’ sprang han over. Han er reelt sin egen herre.

Det er vigtigt hele tiden at erindre sig, at Trumps sejr netop var ’hans sejr’. Først knuste han hele den republikanske elite, som alle til hobe foragtede ham. Så maste han den demokratiske elite. Til sammen smadrede han al politisk logik, ja, al logik.

Det er klare ord, meget bedre, end da han mente at Trump var værre end slem, at det hele ramlede på grund af Trump og at han derfor var bange som aldrig før og hans lidt mere litterære overskrift Donald Dag Nu. Vindbøjtlerne vender, højrefløjen vejrer morgenluft, venstrefløjen vånder sig, hvis ikke den regredierer. Præsenterer disse mennesker et ønskeligt alternativ?

venstreflc3b8jen

Ikke hvis man bekymrer sig om håndgribelige problemer og blot læner sig mod det fælles frem for at stræbe efter frihed. Men det gør den toneangivende del af venstrefløjen ikke. “A good tactic is one your people enjoy.” skrev Saul Alinsky i sin manual for radikale. Og venstrefløjen har virkeligt haft megen spas med at indtage gaden og intimidere sine modstandere, som når en fetichist(?) slår Richard Spencer for at sige sin mening. Men der bliver ingen kære mor de næste par år

Det viser sig iøvrigt, at limousinen, som venstreorienterede satte i brand efter at have skrevet “WE THE PEOPLE” med spraymaling, tilhørte et udledningsfirma, ejet af en muslimsk indvandrer. Samme ironi gjorde som da en venstrefløjsaktivist et par dage forinden skød en mand i maven, udenfor et arrangement med Milo Yiannopoulos under indtryk af at der var tale om en racist.

Tonen har ændret sig i debatten, manden på gaden har fået nok, selv Gavin McInnes der måske nok slås som en tøs, men i det mindste har han temperament. Røde voldsmænd ud med jer… Så venstrefløjen skal passe på, hvorledes den administrerer sin fortælling og med hvem den marcherer, som Bethan Mandel advarer om i det venstreorienterede Forward. Men det er ikke blot islamisten Linda Sasour og den muslimske subversive organisation CAIR (Council on American-Islamic Relations), som de bør værge sig fra at pleje omgang og dele interesser med. Også de dejlige penge fra finansmanden George Soros, der tilgår allehånde organisationer, der er fjendligt indstillet overfor de Vestlige samfund

“Trumps sejr er et historisk nederlag til den ’djøficering’, den ’nødvendighedens politik’ og den ’sådan-er-det-jo-attitude’, som har styret ikke bare dansk politik, men også amerikansk og europæisk politik i årevis. Manualen for, hvad der kan lade sig gøre, skal skrives om.” skriver Trads. Og det kan vores defaitistiske regering begnde på

Pigen der råber hyrdehund

Fra Berlin til Bogota samledes feminister for at demonstrere mod at amerikanerne har valgt at indsætte en heteroseksuel mand som deres præsident. Bogota er lidt en sjælden by i, hvad der næsten er en liste over byer i USA, Australien og Europa. New York Times har dog samlet en flot billedserie, der viser en imponerende opbakning. Men synet bedrager, venstrefløjen tabte valget, de er ikke i flertal. Men de er gode til at gå på gaden.

trump-svarer-feministerne

Formanden for Concerned Women for America, en pro-life (anti-abort) organisation, Penny Nance havde på CNN bidt mærke i, at Women’s March on Washington ikke inkluderede kvindelige pro-life aktivister

“March for life, been going on for 43 years, will have about, 400,000, 500,000, next weekend,” she said. “[I] will need all of you back here to have the same conversation next weekend, because that [March for Life] is ignored on a regular basis. This is not new.”

“It’s not about women, it’s about liberalism” svarede CNNs analytiker Bakari Sellers. Og det er rigtigt, det handler om venstrefløjens selvforståelse. Og i den selvforståelse giver det god mening at skrue op for den identitetspolitik, der kostede Hillary Clinton valget. Her et billede fra Pajamas Media

womens-mach

En god ven sagde at der er noget “beroligende at se manglen på noget som helst relevant eller konkret kritiserbart hos Trump i de mange demonstrationers skiltning og grafik“, det er helt indforstået. Tag feministen Ashley Judds (ja, det er der åbenbart en feminist der hedder) opsang til folket

Negre er stadig slaver og stadig i lænker, men nu som indsatte i fængslerne, siger Judd og kvinder hujer i begejstring så højt at ingen kan høre om nogen indvender; Jamen, det giver jo ingen mening. Negerslaver arbejdede for at den hvide mand kunne blive rig, negrene i fængslerne er derimod en enorm udgift for den hvide mand.

Så Judd er fri til at føle Hitler i gaderne og inden nogen siger, ja de forbandede venstreradikale med deres politiske vold, understreger Judd at hun tænker på Trump; overskæg skiftet ud med en toupe. Trumps hår er nu hans eget, han klipper det endda selv. Hun er indigneret over at Scarlett Johanson ikke tjener endnu flere millioner på sine film, hendes løs er skåret af testosteronslebne knive, som også lønnen for latino- og negerkvinder er markant lavere end… hvide kvinder? Ikke helt, den hvide MANDS privilegerede datter.

Den muslimske kvinde i baggrunden er sharia og Hamas tilhænger og mange af arrangørerne bag Women’s March on Washington er sponseret af George Soros. Men her er arrangørernes egne ord, hvorfor de marcherer

En pige vil være tryg i skolen, en negermand er feminist, hvilket ikke er et skældsord ifølge en aldrene negerkvinde, mens to andre supplerer at deres liv har betydning førend en asiatisk kvinde peger på sin gravide mave og siger “And so does hers!”. Stop!

Var det ikke meningen at pro-life aktivister ikke måtte være med?

Men sådan fortsætter det. En udefinerbar person vil ikke defineres af et badeværelse. Diversitet er smuk, en kvinde er ud af en immigrantfamilie (altså ikke en indianer) og med gråd i stemmen kan ikke forstille sig, hvor hun ville være, hvis ikke hun havde fået den chance - at dømme efter hendes asiatiske træk sikkert ikke et sted, hvor man fik chancen for et frit valg med den risiko at ens favoritkandidat kan tabe. En kvinde i hijab mener USA handler om frihed, en lille hvid pige vil smadre glasloftet, en anden gør det for sine mødre - sejt, hun ikke er en hvid MANDS privilegerede datter! En kvinde vil marchere fremad og ikke tilbage og en vil have sin stemme hørt på den mest irriterende måde og en gammel negermand vil marchere fordi han ikke kan trække vejret.

Det kan jeg snart heller ikke. Mens kampen mod ethvert udtryk for maskulinitet antager mere hysteriske toner, står feminister i Tyskland og skriger Allahu Akbar, ikke for andet end at være i trods til deres beskyttere.  Der er intet andet end en forsværgelse af den hvide kristne mand og alle hans gerninger og alt hans væsen. Og der bliver hvidt sort og op bliver ned.

american-hijab

Gør det bedre

Jeg vil anbefale at man udstår at se nedenstående video (bare rolig, der er en sund modgift til slut på denne post). Den er på sin egen måde morsom.

Selv om du har sorte venner, kan du sagtens være racist og i Politiken forklarer en farmor til en 22 årigt barnebarn, hvorledes hun er blevet et bedre hvidt menneske da hun indså at hun var “så dum som de (…) dumme, uvidende, ubehøvlede mennesker, som man ikke behøver at tage sig af” og den smerte de forvolder. Farmoderens barnebarn, der “over sine hvide gener () også [har] nogle afrikanske” og “er derfor brun i huden og har dreadlocks” var nemlig kommet hjem fra USA, hvor sorte liv betyder noget, og blev i en række situationer konfronteret med racismen i Danmark

Situation 1:
Barnebarnet køber ind hos den lokale grønthandler, men kan ikke få lov at betale, før hun svarer på, hvordan hun kan have så langt hår, om det er hendes eget, hvilket betvivles.
Der røres ved håret, både med hænderne og kuglepennen. Herefter slipper hun væk. Hun slår beskrivelsen af sin oplevelse op på Facebook og giver klart udtryk for, at det hændte er et udslag af racisme.
Jeg læser hendes opslag og afviser racismeteorien, men mener, at det handler om dårlig opførsel og dårlig opdragelse.

Ja, mange tyrkere har sikkert ikke set en neger, men lige netop de grønthandlende tyrkere er blandt dem der ikke opfører sig dårligt.
I situation 2 spørger en “nydelig ældre bedstemor” det yngste barnebarn “om hun har fået sit hår i Afrika!“, hvilket gør barnebarnet “tydeligt rystet“. Ja, det var grusom blot at læse om det. Men det er kun indtil det rene Holocaust i situation 3

Min mands nevø og hans kone har været til kaffe og julebag, og da vi står i entréen og tager afsked, griber nevøen (som er over 60 år) fat i barnebarnets hår og siger: »Det er godt nok blevet langt, det er meget flottere end det der kunstige hår, nogle af de danske piger får sat på«.
Han har kendt pigen, siden hun var helt lille, og hans handling er bestemt kærligt og anerkendende ment, men jeg kan se, at hun stivner, og hun får fremstammet: »Rør aldrig mit hår«.
Hun går ind på sit værelse, vi vinker farvel, og jeg går i gang med forberedelserne til aftensmaden.

Det skal her siges at barnebarnet stadig er i live og i god behold - en af de få onkel-overlevende. Farmoderen forsøgte nemlig at forstå barnebarnet, der udsøgt trak “linjer til den tid, hvor afrikanere blev indfanget, bragt til Europa og vist frem som mærkværdigheder”

Det er det samme som, hvis du bliver taget på brysterne og bliver spurgt, om de er ægte. Håret er også en del af min krop. Ingen kan bare ud af det blå røre det eller tage fat i det. Du har aldrig prøvet det, farmor, du ved ikke, hvad det vil sige.
(…)
Hun siger: »Vi (underforstået mennesker med afrikanske gener) er nødt til at have hjælp fra den hvide del af befolkningen for at forklare alle dem, der overskrider grænserne, at det føles som at være degraderet til et dyr, når de bare går hen og befamler vores hår. Det svarer til, at man går hen og klapper en hund, men her spørger man jo ofte om lov hos ejeren, for måske bider den?«.

Først og fremmest, hvis du er farmor og bliver taget på brysterne og spurgt om de er ægte, så er din dag reddet. Og hvis man ikke er bange for at negre bider når man klapper deres ikke-gyldne hår er det måske netop fordi, man ikke ser dem som hunde? Med en tåre i mit øje, vender jeg mig istedet mod den ovenfor lovede modgift fra både Paul Joseph Watson og Gavin McInnes, begge i hopla

Uriasposten fortæller om en kampagne hvor “sorte amerikanere boykotter produkter produceret af hvide amerikanere” og fremkommer med “den ret så interessante oplysning, at initiativtageren for ‘We Buy Black’-bevægelsen er en imam tilknyttet ekstremistiske Nation of Islam”. Interessant bliver det også, hvorledes de vil holde deres imponerende mordrate kørende uden deres guns.

Alfa-hannerne skaber bekymring og stress

Det er svært for Politiken, der i lørdagens udgave af Debat sektionen leger med tanken om Trump som Hitler, i form af Chaplins Anton Hynkel.

img_00121

Og hans stab klar til krig

img_00211

Politiken har næsten ret. Alfahannerne er kommet igen. Breitbarts sikkerhedsredaktør Sebastian Gorka om Trumps udnævnelse af flere generaler i sin kommende regering

“I’d like to recognize the fact that after eight years of Pajama Boys, it’s time for the alpha males to come back,” he added. “How appropriate that we’ve got three Marines from the same division, legendary figures in uniform, to represent three of the key posts in the new administration! The fact is, having met Donald Trump a long time ago, and talking about national security issues, one of the first things that was clear to me from this businessman, this very special businessman, is that he understands we are at war, Raheem. He gets it. And he wants to win that war. He knows he’s not going to do it with limp-wristed Pajama Boys. Who better than a bunch of legendary Devil Dogs to do it? So yeah, it’s baloney, and it’s very cool in my opinion.”

Kassam turned to a discussion posted at The Gorka Briefing, in which Dr. Gorka argued that “Europe is collapsing.”

“I think it’s patently obvious that the Trump Train was the result, in part, a reflection of, the general rejection of centralized federative bureaucracy, and as a result, we have Brexit foreshadow the future of what used to be called Project Europe,” Gorka elucidated. “And the fact is, people are waking up. They’re rejecting faceless bureaucracy. We see it all across the continent. Brexit isn’t a uniquely British phenomena. As a result, we will see more and more people say, ‘Enough is enough. We want national sovereignty. We want national security most important of all.’ And as a result, I think Project Europe is on the ropes.”

Den mest markante alfahan er tidligere general i det amerikanske marinekorps James Matthis, en mand der selvfølgeligt erkender, at “there are some assholes in the world that just need to be shot”. National Reviews Tom Rogan kalder Matthis “at once a scholar and a warrior” og begynder sin beskrivelse med citatet “I don’t have worry and stress. I cause worry and stress!”, bl.a fordi sin “…annihilation upon al-Qaeda in Iraq”

Iran has particular reason for concern. Commanding CENTCOM, Mattis pushed for tough realism in constraining the Islamic Republic’s revolutionary expansionism. He recognizes that Iran’s leaders are rational actors, but he also knows that their revolutionary impulses must be checked. For this, he earned the ire of President Obama, who was so intent on kowtowing to the Iranian regime. But now he is set to take over the Pentagon, and Khamenei and the Qassem-crew have much to fear.

First, Mattis is likely to push Trump to focus on fixing the Iran nuclear deal. This will likely entail reducing Iranian cheating on inspections protocols and Iranian ballistic-missile research. If Trump and Mattis work with U.S. allies (notably the French) who are concerned about President Obama’s failure to enforce the deal, Iran could face rougher waters next year. Mattis has suggested blockading the country if the regime tries to play hard ball. It’s a good idea.

Second, a Mattis Pentagon will likely take tougher action against Iranian aggression in the Middle East. As I’ve noted, President Obama has largely ignored Iranian malevolence in states such as Lebanon and Iraq. That needs to be remedied, and quickly.

Third, Mattis will deter Iranian terrorism against America. That imperative is real. In 2011, the Iranian Revolutionary Guards — as Mattis himself explains — tried to murder the then-Saudi ambassador to the United States. The plan involved blowing up a Washington D.C. restaurant and everyone in it. He’s the incarnation of the First Marine Division motto, ‘No better friend, no worse enemy.’

Fourth, Mattis’s realism will be useful in helping the U.S. to confront Sunni extremism more effectively. As I’ve explained before, thanks to his supplication to Iran, President Obama has alienated America’s Sunni-Arab allies. Mattis, who is adored by the Sunni-Arab monarchies for his honest courage, offers the Trump administration a chance to renew those bonds. That means new potential for a Sunni-Arab crackdown on Sunni fundraising for groups such as ISIS and al-Qaeda. It also means we might see more special forces on the ground in Iraq and Syria.

“Who knows? American red lines might even make a comeback.” slutter Rogan.

Breitbart har samlet 15 Matthis citater, hvor mange er skønne. Jeg vil dog trække et andet citat frem, hvor kampen mod islam og anden fjendskab, ikke blot skal overlades til alfahannerne

I think it’s very clear that this enemy has decided that the war, the real war for them, will be fought in the narrative, in the media. This is not a place where we’re going to take the enemy’s capital and run up our flag and drink their coffee and that sort of thing.

Politiken er Hitler-forskrækket over generaler i regeringen Trump, fordi Alfahanner ikke hører til i fredstid - men det er Politiken ikke hører efter, hvad der foregår uden for deres bombesluse. Vi er ikke i en fredstid.

Det er min overbevisning, at demokratier ikke kan kæmpe for sin frihed uden konsensus om en nødvendighed og hvem der er fjenden. Vietnamkrigen blev tabt i de amerikanske hjerter og  ikke på slagmarken. Vi danskere, der anerkender vores nationalisme, Danmark først kunne man kalde det, kan ikke nedkæmpe truslen fra islam, uden et konsensus bag os.

Og det betyder at vi er forpligtet til at nedbryde det narrativ, den fortælling, der dominerer medierne. Sammen med venstrefløjen og bureakraterne enabler de islams angreb på vores frihed og kultur ved at fortrænge realiteterne for det stor tavse flertal. Det er en kamp for definitionsretten og den frie debat, som alle os betahanner og -hunner, kan tage på alle niveauer.

Og fordi vi i den kamp har brug for friheden til at ytre os, reagerer bureaukraterne og venstrefløjen og medierne med allehånde forsøg på at sikre kontrol med ytringer og nyheder. Racismeparagraffer ikke blot opretholdes, men søges udvidet til forbud mod hadtale, hadprædikanter bliver løst defineret som både de der spreder had som de der advarer og nægtet indrejse, sociale medier indskrænker rammerne og venstrefløjen og dens medier opfinder nye begreber, som post-faktualitet til fake news for at retfærdiggøre et offentligt meningsmonopol.

Vi kan skal alle sammen kæmpe for den frihed, der er blevet os skænket. Og der er lyspunkter i den kamp, fra store sejre som Brexit og Trump til små sprækker i mediernes selvfølgelige forståelse af ofre og skurke i det store og modige arbejde For Frihed bedriver. Og vi vil vinde - yyyuge!

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Krakkelerer meningsmålingtyranniet?

“Democrat Hillary Clinton has a 9-point lead over Republican Donald Trump in Ohio following the news of Trump’s vulgar talk about women and after the second debate between the candidates, according to a statewide poll released today by Baldwin Wallace University in Berea.” kunne man læse for to uger siden på Cleveland.com. Gode nyheder for Hillary Clintons kampagne da Ohio er en vigtig sving-stat.

Mange meningsmålinger, der giver Hillary Clinton et stort forspring er blevet masseret og medierne kolporterer dem ukritisk, men de forvrænger billedet af, hvad der er betydningsfuldt og hvad der er ligegyldigt. En mere en 10 år gammel optagelse af en lummer Donald Trump fra dengang han optrådte i radioprogrammer med sin lummerhed, blæses op til en skandale, mens Hillarys skrantende helbred, kriminelt lemfældige omgang med fortrolige oplysninger og hendes udsalg af amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik til fremmede og fjendtlige magter. Imens tæskes Trumps tilhængere til vælgermøder. Det er ikke gratis at afsløre sine sympatier, hvis ikke  de harmonerer med det venstreorienterede mediekonsensus.

Et konsensus er stærkt fordi det demoraliserer modet til at sige sin mening og endda tale sandhed. Fortællingen om et konsensus kan fortrænge kritik og hvis det er vedholdende længe nok ændre mentaliteten hos en befolkning. Men et konsesus fortrænger også evnen til selvkritik og tiltrækker eftersnakker, hysterikere og ja-mænd og begynder hurtigt at udhule sin egen troværdighed. Diskrepansen mellem en stadigt grummere virkelighed overfor en stadigt mere virkelighedsfjern ekspertise får autoriteterne til at tage sig stadigt mere fjollede ud. Det ender i Komiske Ali, men vejen går over talkshows

Being President is a tough job. It’s one of the only jobs where you get a new approval rating every day. Now that we have this thing called social media, the President gets hundreds of judgments every hour of every day, many of them unpleasant. For the second time, President Obama has agreed to read them for our second-ever Presidential Edition of #MeanTweets.

Det kan være at Obama er ganske charmerende og demonstrerer en bedre komisk timing end hans pap-lignende tv-vært. Indrømmet, Obama som stand-up komiker er mere overbebevisende end Hiullary Clinton, som muskelbundt. Men er det virkeligt overbevisende at den amerikanske præsident og en fri tv-station i et stykke velforberedt politisk propaganda? Får den tavse vælger en fornemmelse af at Obama og Hillary kampagne står med de gode kort på hånden? Tænker den tavse vælger ikke at medierne virkeligt er i lommen på Hillary Clintons kampagne?

Donald Trumps slogan hedder “Make America Great Again!”. Modsat Trumps højenergiske selvcentrerede retorik, som “I’m gonna build a big beautiful wall”, “And I’m rich, I mean, I’m really, really rich!” og “I’ll grab ‘em by the pussy!”, så er hans slogan helt uden afsender. Det er en appel eller et bud og det er op til at alle, politikere, vælgere, medier, at gøre USA fantastisk igen. Trump sælger, under alt sit vulgære bravado, et budskab om fællesskab og ydmyghed og storhed.

Og, hvad handler det så om for den sjove, cool præsident Obama, der giver honnør med caffe latte, hvis budskab til iværksættere er “You did’nt build that!”, mens det var ham selv der fik ram på Osama bin Laden? “Well, @realDonaldTrump, at least I will go down as a president”. Så det kan godt være at han er den værste præsident i amerikansk historie, men ingen ulykker han kan lavet, er så slemme, at hans personlige ambition ikke er bedre.

Så er tvivlen begyndt at nage? Er der begyndt at være sprækker i den fortælling centrum venstre konsensus selv har konstrueret? For et par dage siden skrev det meget, meget venstredrejede Think Progress, at “?Ohio might turn out to be “Trump country” after all” fordi “Hillary Clinton are in a dead heat in Ohio, while Republican Sen. Rob Portman is trouncing former Ohio Gov. Ted Strickland by more than 15 polling points“.

But before the president took the stage, Ohio Democratic Party chair David Pepper strode to the podium and, citing polls showing Donald Trump with a slight lead in the crucial swing state, launched into what he called a “pep talk.”

“Do you think we’re a Trump state, Ohio?”

“No,” the crowd roared.

“I don’t think so,” he called back to them. “We’re the state that elected President Obama in 2008 and 2012. We are the state that elects [Senator] Sherrod Brown, the progressive lion, again and again.”

“One more reminder,” he shouted as the crowd cheered. “Donald Trump couldn’t even win the primary here. This isn’t Trump country.”

Ked af det, men The Trump Train er på vej!

The truth emerges

Det var chefredaktøren for Washington Post Ben Bradleys ord da Watergate fældede Nixon. Og det kunne tage uger eller år, men sandheden kom frem.

Part III of the undercover Project Veritas Action investigation dives further into the back room dealings of Democratic politics. It exposes prohibited communications between Hillary Clinton’s campaign, the DNC and the non-profit organization Americans United for Change. And, it’s all disguised as a duck. In this video, several Project Veritas Action undercover journalists catch Democracy Partners founder directly implicating Hillary Clinton in FEC violations. “In the end, it was the candidate, Hillary Clinton, the future president of the United States, who wanted ducks on the ground,” says Creamer in one of several exchanges. “So, by God, we would get ducks on the ground.” It is made clear that high-level DNC operative Creamer realized that this direct coordination between Democracy Partners and the campaign would be damning when he said: “Don’t repeat that to anybody.” The first video explained the dark secrets and the hidden connections and organizations the Clinton campaign uses to incite violence at Trump rallies. The second video exposed a diabolical step-by-step voter fraud strategy discussed by top Democratic operatives and showed one key operative admitting that the Democrats have been rigging elections for fifty years. This latest video takes this investigation even further.

The Art of the Deal

Evnen til at forhandle er måske det eneste træk, hvor mænd og kvinder er forskellige, når man lytter til feminister og ligestillingsdebattører i almindelighed. Det er en gammel traver at individuelle lønforhandlinger forfordeler kvinder. Tesen er at kvinder sætter deres lys under en skæppe, mens mænd, som følge af deres indbildske natur, forhandler deres vilkår aggressivt målrettet. Mænd tillader sig, hvad kvinder er for anstændige til og i mødet mellem de to køn efterlader mænds grådige begær altid kvinden som et offer.

Forleden kunne man fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen læse et typisk opstød over prostitution, hvor kunden, manden, var så moralsk vakuøs at det var tvivlsomt om han overhovedet hørte til på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror ikke, at en kunde hos en prostitueret bagefter kan gå ind og undervise en skoleklasse eller dømme i en retssal eller være politiker, politimand, eller hvad han er, på en måde, som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene,« siger Mette Frederiksen i bogen.

(…)

»Det sætter sig, når vi har relationer, der er helt skæve,« siger hun videre i bogen.

Manden er kunden, kunden er skurken, skurken er manden er kunden er skurken…. Det er etableret, sådan er det, tænk ikke mere. Relationerne bliver helt skæve, forhandlingerne er besudlet.

Nuvel, men det er altid godt at nuancere, når man ikke ved hvad man skal sige. For et par år siden kunne man i Berlingske Tidende læse om Rasmus Jensen, der bedrev en sideforretning som gigolo, at kvinder også købte sex og mænd som mænd solgte. Forskellige typer af forskere var overraskede over at se en stigning af det fænomen, så langt som de overhovedet har haft en metode til at måle på befolkningens lumre privatliv. Men nogle tilsyneladende mere åbenlyse tal blev der refereret til for perspektivets skyld

Britisk forskning viser blandt andet, at næsten en tredjedel af de kvindelige vesterlændinge, der tager på ferie i Den Dominikanske Republik, siger, at de har haft sex med lokale mænd. Men selv om 60 procent af dem indrømmer, at deres forhold har »økonomiske aspekter«, anser de det ikke for at være prostitution. Men det er slet ikke så mærkeligt, mener Claus Lautrup. For kvinder romantiserer ofte »ferieaffæren« med den lokale gigolo:

»Kvinderne tror, at de får reel omsorg og kærlighed, men for mændene er det hardcore business og ikke andet. Det er helt tydeligt, at der ikke ville være noget forhold, hvis ikke der var penge involveret.«

Kvinden er kunden, kunden er offeret, offeret er kvinden er kunden er skurken… The Art of the Deal? Grab them by the pussy!

Den postfaktuelle venstrefløj

For et par uger siden kunne man på siden Reel Ligestilling læse at “Objektiv viden er sexistisk”.

Når universiteter underviser de studerende med udgangspunkt i, at viden er noget en-gang-for-alle-fastslået, som det er de studerendes opgave at tilegne sig, diskrimineres kvinder og minoritetsgrupper.

Det fastslår Laura Parson i sin ph.d.-afhandling ‘Are STEM Syllabi Gendered? A Feminist Critical Discourse Analysis’. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.

»STEM-pensaene i dette studie demonstrerede et syn på viden som noget, den studerende skulle tilegne sig, hvilket fremmer et syn på viden som noget uforanderligt. Dette forstærkes yderligere af brugen af biord, som underforstår vished, såsom »faktisk« og »det viser sig«, hvilke bruges i pensaene til at identificere information som faktuel og uden for diskussion«, skriver Parson i afhandlingen, som man kan læse et fyldigt uddrag af her.

Og således runger det akademiske Cthulhu i venstrefløjens hoveder. Her fra USA, hvor nogle negre med ‘afrikansk’ accent beskriver, hvorfor videnskab er hvidt og racistisk

Videnskaben er slem, bortset fra når den hævder at fortælle alt det venstrefløjen godt vil høre, såsom den øredøvende klimavidenskab, der helt unikt kan afgøres en gang for alle i et konsensus - videre debat er ødelæggende. Klimavidenskaben, som åbenbaret af FN og dens servile støtter, er hverken racistisk, sexistisk eller socialt uretfærdig. Tværtimod viser den at klimaet ødelægges af hvide gamle mænd og at det rammer fattige enlige farverige kvinder og deres handikappede børn i alle de dele af verden, hvor det ikke har været muligt at samle egentlige data til at bakke den besluttede viden op. Videnskab i klimagevanter er skruebrækker for allehånde interesseorganisationer og antivestlige ideologier til at tilrane sig magt og for stater og bureaukrater at inddrive flere skatter, så thumbs up for den!

Venstrefløjen baserer sit vræng på, hvad den kalder posfaktualitet, der er et ord for den snigende frygt den mærker af at tabe grebet om den dominerende fortælling. Venstrefløjen er postfaktualiteten; den tror på store menneskeskabte klimaforandringer når der ingen er at måle; hylder den multikulturelle model og kræver grænserne åbnet for alle de flygtninge den producerer; ser islam som progressiv; beundrede Berlinmuren, der holdt østtyskerne indespærret mens den nu fordømmer Israles sikkerhedsmur for at holde terroristerne ude…

Truth will out, som englænderne siger, men Obama appelerer efter lidt respit, som man kan læse på Breitbart

“We are going to have to rebuild within this wild-wild-west-of-information flow some sort of curating function that people agree to,” Obama said at an innovation conference in Pittsburgh.

“There has to be, I think, some sort of way in which we can sort through information that passes some basic truthiness tests and those that we have to discard, because they just don’t have any basis in anything that’s actually happening in the world,” Obama added.

“Money, the media, and the establishment in cahoots are hard to beat”

Og resten af verden med, lader det til. FNs højkommisør for menneskerettigheder Zeid Raad al-Hussein siger ifølge BBC at “If Donald Trump is elected on the basis of what he has said already - and unless that changes - I think it is without any doubt that he would be dangerous from an international point of view.”

Mr Hussein has spoken out before on Mr Trump’s policies, saying in June that “bigotry is not proof of strong leadership”, while in September he launched a scathing attack on Western populist politicians, branding them “demagogues and political fantasists”.

På universiteterne er der for hver en tænkende, 5 venstrefløjsere blandt underviserne og flertallet ser ud til at se favorabelt på de studerende der støtter Hillary Clinton, skriver Gateway Pundit. Ved Wikileaks seneste lækage fra Clintons snudskede verden, beskæftigede de amerikanske medier med alt fra ovennævnte Hussein, henover vice modkandidatens meninger om høvisk sprog til Janet Jacksons graviditet, skriver The Political Insider.

Man kan godt forstå Trumps tilhængere, hvis de mener at alt er imod dem og deres kandidat. Men derfor skal der alligevel snydes, lader det til

Måske er det derfor Hillary næsten er holdt op med at føre valgkamp?

Vogterne skal vogte sig for Trump

Den kunne de ikke lide, de gode jurister, som Fortune forhørte sig hos

Trump’s campaign manager Kellyanne Conway tried to downplay Trump’s threat, later saying it was just “a quip.” However, some prominent lawyers and legal scholars took umbrage at the threat and expressed alarm. Harvard Law professor Laurence Tribe told Fortune that even threatening such a thing was “incompatible with the survival of a stable constitutional republic,” while carrying out such a threat would constitute an “impeachable offense.”
Eric Holder, former U.S. Attorney General in the Obama Administration, immediately tweeted that Trump’s comment rendered him “unfit” for office.

Fortune reached out to all the former U.S. attorneys general that we could locate (including Holder), as well as several other prominent legal authorities and presidential historians, to get their views. Was what candidate Trump proposed legal? Was there precedent for it? Was it good policy? Here are the answers we’ve received so far.
Laurence Tribe, Professor of Constitutional Law, Harvard Law School
(Via email:) “Under the laws and Justice Department regulations governing federal prosecution, a President Trump would not have legal authority to direct the Attorney General to appoint a special prosecutor to ‘look into’ Hillary Clinton’s email situation or the Clinton Foundation or anything else. That’s not within a President’s power.

The only precedents for the kind of vow Trump made in last night’s debate are to be found in dictatorships and banana republics, not the United States. The closest parallel may be what [Viktor] Yanukovych (a former Paul Manafort client) did to [Yulia] Tymoshenko in Ukraine.

Making threats or vows to use a nation’s criminal justice system against one’s vanquished political opponent is worse than terrible policy: it’s incompatible with the survival of a stable constitutional republic and, under our Constitution, would represent an abuse of power so grave that it would be an impeachable offense—one reminiscent of Richard Nixon’s deliberate use of the IRS to go after his political enemies.”

[In a second email, Tribe added that] “some of the political leaders who’ve jailed their political opponents [in the past] have been Hugo Chávez, Recep Erdo?an, Robert Mugabe, Manuel Noriega, Augusto Pinochet and, of course, Vladimir Putin.”

Nej, man truer ikke sine politiske modstandere med fængsel. Men, men, men, skriver Andrew C McCarthy på National Review, Trump truede ikke Clinton fordi hun er hans politiske modstander. Han truede hende fordi hun bevidst og tydeligt har overtrådt loven. Law and order!

This is manifestly not a case of banana-republic criminalization of politics. Trump was not threatening to go after Clinton because she has the temerity to oppose him politically. He was committing to have a special prosecutor investigate Clinton for mishandling classified information, destroying government files, and obstruction of justice — criminal misconduct that has nothing to do with being a political adversary of Trump’s, and for which others who commit similar felonies go to jail.
The Obama administration investigated Mrs. Clinton, at least ostensibly, for over a year. Is Professor Burns saying a politician should only be investigated by her political allies and may otherwise violate the law with impunity?

To get a sense of what a banana-republic Justice Department looks like, Burns might want to have a look at the Obama administration’s prosecutions of Dinesh D’Souza and Nakoula Basseley Nakoula. D’Souza is a political critic of the president’s who was subjected to a criminal prosecution (in which the Justice Department pushed for a severe jail sentence, which the judge declined to impose) for a campaign-finance violation of the petty sort that the Justice Department routinely allows to be settled by a civil fine. (For example, it declined to prosecute the Obama 2008 campaign for offenses that dwarfed D’Souza’s.) Nakoula, the producer of the anti-Muslim video the Obama administration falsely portrayed as the catalyst of the Benghazi massacre, was subjected to a scapegoat prosecution (under the guise of a supervised-release violation) intended to bolster the administration’s “blame the video” narrative.

Prosecuting a person who happens to be a politician for serious crimes is an affirmation of the American principle that no one is above the law.

Hillary ved vejs ende?

Der er sikkert et ord for det i spinddoktor vokabularet, når en kandidat er nået derhen i sin kampagne, at der ikke er mere at sige. Om det er desperation eller måske endda fallit ved jeg ikke, men Hillary Clinton har brugt et af hendes få valgmøder på “not talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter.” Istedet talte hun om the Alt Right, den bevægelse blandt republikanere, som Trump står i spidsen for og som er et rodsammen af alle venstredrejede demokraters sorger. Breitbart, Ku Klux Klan, konspirationsteoretikere, bøssehadere, misogyne antisemitter og racister og så videre.

Infowars Paul Joseph Watson var med røde øjne begejstret for opmærksomheden da dårlig omtale er bedre end ingen omtale og gjorde sig lystig over at Clinton beskyldte andre for konspirationsteoretiseren, mens hun selv plejede en forestilling om at hendes politisk opposition var betalt og styret af Vladimir Putin.

Charles Krauthammer var ikke sikker på det var en god ide for Hillarys kampagne at forlade sig helt på ad hominem, og mente specifikt at dette “slightly over the top”, især, da hun tilskrev Trump den tvivlsomme ære at mobning i skolerne angiveligt var i stigning. Og så er det jo altid svært at holde sig ren når man kaster med mudder

Politicians are always appearing on stages and welcoming people who have unsavory histories, and I would say that for Hillary, she should be a little bit careful since her support for Black Lives Matter — does she really want to be associated with a group that chants about killing cops? And nobody would accuse her of supporting that, but that is always a risk. So it is a cheap kind of political warfare. There are of course incidents — the Mexican judge story and all that, that even Paul Ryan had to admit was a form of classical racist speech. But I think this is the old story, I’m not sure if it is going to have an effect, and surely his calling her a bigot is not going to have a lot of effect either. I think we are at the bottom of the barrel of a race we knew would be down and dirty, and that is exactly where we are now.

Ah, ja, mudderkastning. Breitbart ihukom en venstredrejet artikel af ældre dato, der vånede sig over den racistiske tone, der bar Hillarys kampagne om at blive Demokraternes præsident kandidat  for 8 år siden, dengang modstanderen hed Barak Hussein Obama

In the aftermath of the Pennsylvania Democratic primary [won narrowly by Hillary Clinton] — a race in which Clinton had a 20-point lead only a few months ago — the racism and hypocrisy of the Clinton campaign were laid bare for all a nation to scorn.

Desperate and willing to do anything to win, the Clintons resorted to a naked form of racism aimed directly at white working-class voters in the rural portions of the state. Their message: Barack Obama cannot win because he’s black.

In the early stages of the campaign, it was Clinton’s cadre who kept playing the race card. In New Hampshire, Clinton’s co-chair, Billy Shaheen, accused Obama of being a drug dealer; then there was the photograph of Sen. Barack Obama in Somali garb leaked to the press by Clinton’s staff.

In the aftermath of the South Carolina primary, former President Bill Clinton compared Obama’s victory to those of Jesse Jackson in 1984 and 1988. His message was clear: Obama was a marginal, black candidate.

[…]

To anyone who has followed the Clinton campaign closely, it is all too apparent that her top political strategists — reeling from losses from coast to coast and badly miscalculating the grassroots power of the Obama movement — made a tactical decision to go negative, as that would be the only way for Clinton to stop Obama and somehow allow her to steal the nomination.

And go negative they did — with a subtle yet consistent racism underscoring every turn.

Breitbart, supplerer med flere eksempler og et fact-check. Og for at det ikke skal være Breitbart det hele (tidligere Breitbart chef ) har den gode Jamie Glazov også en debat med Michael Cutler om hvorledes Hillary ikke gavner sortes interesser.

Og ifølge Breitbart, er der også en anti-Clinton bevægelse blandt Demokraterne, der mener at Hillary ikke gavner sin sag, ved at fremstå “unhinged”. Måske er hun blot uforståelig for hendes vælgere, der gerne vil høre hende “talking about jobs, the economy, trade deals, national security, or any of the issues that matter”

(2:16 I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump”) Og selvfølgelig har Trump ikke noget imod niggere.

Eliten mod folket

For en måned siden skrev Jim Edwards i Business Insider at det var på tide at erkende at Brexit ikke vil ske, for i praksis kan ingen melde sig ud af EU fordi omstillingen vil være uoverskuelig og økonomisk ødelæggende. Trods den indsigt skrev Henry Porter for nogle dage siden i Vanity Fair at de økonomiske tømmermænd efter det Brexit, der altså endnu ikke er en realitet og ifølge Edwards aldrig vil blive det, allerede er blevet endnu værre. Andrew Greice skrev dog i Independent at mantraet t Downing Street var “We’re all Brexiteers now.” og andet også ville være politisk selvmord.

Der sker noget i det vestlige sind i disse år og store valg skal træffes og hvor udsigten til de enorme konsekvenser allerede trækker splittelsen frem i befolkningerne. Og det er først og fremmest eliten mod resten. Brendan O’Neill skriver om reaktionen på Brexit i The Spectator

Why is everyone so chilled out about the threats to Brexit? Why isn’t there more public fury over the plotting of lords and academics and experts to stymie Brexit and thwart the will of 17.4m people? In all the years I’ve been writing about politics, I cannot remember a time when democracy has been treated with as much disgust, with as much naked, Victorian-era elitism, as it is being today. And yet we’re all bizarrely mellow. We’re going about our business as if everything is normal, as if the elites aren’t right now, this very minute, in revolt against the people. We need to wake up.

Every day brings fresh news of the revolt of the elite, of the march of the neo-reactionaries against the mandate of the masses. At the weekend it was revealed that Brexit might not happen until 2019, because David Davis and Liam Fox can’t get their departments in order, the amateurs. The lovers of the EU and loathers of the blob could barely contain their glee. March for Europe, a celeb-backed, media-cheered chattering-class outfit agitated by the throng and the dumb decision it made on 23 June, spied an opportunity to do over Brexit entirely. ‘[W]e can help delay Brexit further and ultimately defeat it altogether,’ it said yesterday. ‘We can win this.’

‘We can win this.’ The ‘we’ they’re talking about is a minority view,backed by the likes of Bob Geldof, Owen Jones and Jarvis Cocker, yes, but by only 10,000 people on Facebook. And the thing they think they can win is the overthrow of the largest democratic mandate in British history.

(…)

It has to stop. We’re witnessing an explicit use of power and influence to overthrow, or at least water down, the say of the people. It is an outrage. And it’s being made worse by the uselessness of Theresa May’s cabinet, whose constant pushing back of triggering Article 50 gives the impression that it’s a scary, difficult thing to do (which it isn’t) and in the process inflames the anti-democratic ambitions of the new elites. We need to get real, and fast. Not only is Brexit at stake — so is democracy itself. Earlier generations took to the streets to roar against less ugly elitist campaigns than the one we’re currently living through. So why aren’t we on the streets protesting? I’m serious. They might have money and titles and newspaper columns, but we have the masses on our side. Let’s remind them of that.

Og det gælder også i det amerikanske præsidentvalg, hvor Donald Trump udfordrer den sidende elite, personificeret i al sin korrupte glans af Hillary Clinton. Den politiske analytiker Pat Caddell fortæller her i en samtale med Breitbarts Stephen Bannon om, hvorledes medierne angriber Trump, som ingen anden kandidat er blevet angrebet før, for at beskytte den elite, som de selv er en del af.

“The issue here for [Trump], which is clear, is that this is a country in trouble. This is a country where the economy and foreign policy are in trouble. And she represents — for a country that sees, by vast majorities, that the political class in Washington is corrupt, and rigging the system for themselves, that has not yet come center place,” he said.

“What they’re trying to do is disqualify him from the Presidency. He needs to now go back to saying, ‘Hey, wait a minute, what kind of country do you want to continue to have? The one that is, inevitably, slowly before our eyes, declining and not succeeding? Or do you want to take a chance on making things better? I can help you make things better.’ He has not engaged that. The minute he engages, this election will change amazingly,” Caddell predicted.

“She is locked in to what she is,” he said of Clinton. “All she can do is put up barriers, or throw up arguments, against Trump. Trump is the independent variable in this equation. He is the one that can force those things that matter to people to the front. That is what a change election is about.”

Bannon suggested that “the general population doesn’t know this is a change election,” with so much attention focused on the clash of personalities, and Trump’s negative qualities. Caddell faulted Trump and his campaign for lacking the preparation and discipline to impose their own narrative.

(…)

Bannon advised Trump to prepare himself for even worse treatment from the press, if he should find a way to close his polling deficit against Clinton — an eventuality Bannon described as a “miracle,” while Caddell thought it was highly likely.

“He will close this gap. He will,” Caddell predicted. “And I’ll tell you, you’re right about the media. So, therefore, what do you do about that? You must take it to the level of notwhining about the media. It’s not about whining. It is about that they are playing a detailed role, and a conscious role, in terms of protecting the political class, because theyare the political class.”

He cited polling data that showed the American people have lost faith in the media, arguing that “two-thirds of them believe their level of objectivity and bias is as high as ever — they’re the lowest they’ve ever been, in Gallup.”

“They need to be challenged institutionally,” he said of the press. “Remember what they’re trying to do. They’re not trying just to knock Trump off. They need to suppress that which they have not been able to do all year, this rebellion out in the hinterlands, in both parties — whether it’s the Democrats’ revolt with Sanders, the Republican revolt with Trump — to suppress this instinct of the American people, to take control back of their country.”

That’s the issue: who runs America?”

Kun 11% af amerikanerne mener Hillary Clinton er til at stole på.

Post traumatisk negersyndrom

Eller slavesyndrom, men tanken er at hvide skal betale til negre selv om negre også holdt negre som slaver hjemme i Afrika. Og det er ikke noget at grine af: “We still feel that pain. We suffer discrimination, we suffer from racism…in every walk of life.” Jamen, så skal de da også ha’!

Faktisk var negre den foretrukne vare som negre i Afrika handlede i med og da europærerne kom til Afrika blev resultatet af dette kultursammenstød til en stor international eksportvare, hvad negrene i Afrika anså som ganske fair trade. Eller, der var allerede et arabisk marked før europærerne begyndte sine relationer til Afrika og det fortsatte efter europærerne havde fortrudt at lade sin økonomi basere sig på sort energi. I Frontpage Magazine kan man læse

Professor Black condemns the exclusive focus on the Atlantic—or transatlantic—slave trade to the exclusion of the robust slave trade conducted by Arabs across the Sahara Desert. Or, across the Indian Ocean and the Red Sea to markets in the Middle East. This exclusive focus on westerners as slave owners and traders, notes Black, “fits with the [political] narrative of Western exploitation” of underdeveloped countries and their people.

The greatest development economist to live was Lord P.T. Bauer. As The Economist quipped, Bauer was to foreign aid what Friedrich Hayek was to socialism: a slayer. In his Dissent on Development (London, 1971), Bauer bolstered Black’s point well before the latter made it: “The slave trade between Africa and the Middle East antedated the Atlantic slave trade by centuries, and far outlasted it. Tens of millions of Africans were carried away—north through the Sahara, and from East Africa, by Arab and Muslim slave traders, well before Europeans took up the trade from West Africa.”

Arab affinity for slavery, ethnic prejudice and purges lives on today in the treatment, for example, of blacks in Darfur and Yazidi Kurds in Iraq.

Considering Europeans were not alone in the slave trade, Black, in particular, questions “the commonplace identification of slavery with racism,” given that, like serfdom, slavery was a device (albeit an inefficient one) “to ensure labor availability and control.”

At its most savage, child slavery still thrives in Haiti in the form of the “Restavec system.”

(noget om den ikke vestlige verdens primitivitet)

The cult of apology that has gripped America and Britain is uniquely Western. What other people would agonize over events they had no part in, personally, for damages they did not inflict?

Grievance is leveled at a collective, all whites, for infractions it did not commit: Africans who were not enslaved are seen as having an ineffable claim against Europeans who did not enslave them.

At its core, the argument against racism, at least as it works to further black interests, is an argument against collectivism. You’re meant to avoid judging an entire people based on the color of their epidermis or the conduct of a statistically significant number of them.

It is, however, deemed perfectly acceptable to malign and milk Europeans for all they’re worth, based on the lack of pigment in their skin and their overall better socio-economic performance.

Imens i Venezuela, prøver man nu om livegenskab kan redde den socialistiske drøm inden slaveriet bliver nødvendigt.

Monokultur kører på WordPress