Når muslimer bygger samfund

Diverse — Drokles on May 20, 2018 at 10:32 pm

Islamisk Stat var ikke en undtagelse, der var et ganske velovervejet og planlagt eksperiment, som skulle prøve islams opskrift på et samfund imod virkeligheden. Det gik som det gik fordi det ikke kunne gå anderledes, så langt som begejstringen holdt.

Krigerne var høje på Tramadol, der tillod dem at torturere folk ihjel, fortalte en kurdisk officer i Raqqa CBC News, som han viste dem rundt i tidligere torturkamre. Islamisk Stat var (også) meget optaget af papirarbejde og havde rapporter på alle de myrdede og torturerede. Historieløse, som man er uden for Europa og især i den del af Verden, stod arkiverne for at skulle brændes. Det handler kun om hævn.

New York Times har gennemgået 15.000 dokumenter, Islamisk Stat efterlod, som de blev drev væk fra deres kalifat. Dokumenterne viser at Islamisk Stat “wielded power through two complementary tools: brutality and bureaucracy”. Alle embedsmænd blev kaldt tilbage på arbejdet, som terrororganisationen erobrede den ene by efter den anden, og skulle genoptage deres hidtidige funktioner, for ellers…

Ledgers, receipt books and monthly budgets describe how the militants monetized every inch of territory they conquered, taxing every bushel of wheat, every liter of sheep’s milk and every watermelon sold at markets they controlled. From agriculture alone, they reaped hundreds of millions of dollars. Contrary to popular perception, the group was self-financed, not dependent on external donors.

More surprisingly, the documents provide further evidence that the tax revenue the Islamic State earned far outstripped income from oil sales. It was daily commerce and agriculture — not petroleum — that powered the economy of the caliphate.

The United States-led coalition, trying to eject the Islamic State from the region, tried in vain to strangle the group by bombing its oil installations. It’s much harder to bomb a barley field. It was not until last summer that the militants abandoned Mosul, after a battle so intense that it was compared to the worst combat of World War II.

While the militants’ state eventually crumbled, its blueprint remains for others to use.

“We dismiss the Islamic State as savage. It is savage. We dismiss it as barbaric. It is barbaric. But at the same time these people realized the need to maintain institutions,” said Fawaz A. Gerges, author of “ISIS: A History.”

“The Islamic State’s capacity to govern is really as dangerous as their combatants,” he said.

De kristne og shiitterne flygter, kvinderne fyret. Langt skæg og korrekt islamisk kåbelængde bliver obligatorisk. Og gradvist kommer der nye forordninger og ministeriernes navne og funktioner bliver ændret; ministeriet for moralpoliti, ministeriet for plyndring af antikviteter, ministeriet for krigsbytte og landbrugsministeriet skal ikke længere måle døgnets regnmængde - regn er en gave fra Allah og hans gaver skal ikke måles. Gradvist blev det hele mere og mere muslimsk mod undergangen.

Alle Præsidentens Mænd

Diverse — Drokles on May 19, 2018 at 8:47 pm

FBI havde en ‘informant’ plantet i Trumps valgkampagnestab, det står nu fast. FBIs efterforskning sigtede ikke mod et kriminelt forhold, da de ikke kunne samle nok indicier, der kunne retfærdiggøre en sådan. I stedet indledtes en kontraspionagesag, som egentlig burde rettes imod de ‘russere’, man havde besluttet sig for at mistænke som skyldige i amerikanernes fejlvalg af præsident, imod egne statsborgere, nemlig imod Trump og hans stab. Kontraspionage kræver kun sandsynligheder og foretages, selvfølgelig, i hemmelighed, forklarer Andrew C McCarthy

Under federal law, to establish that an American is acting as an agent of a foreign power, the government must show that the American is purposefully engaging in clandestine activities on behalf of a foreign power, and that it is probable that these activities violate federal criminal law. (See FISA, Title 50, U.S. Code, Section 1801(b)(2), further explained in the last six paragraphs of my Dec. 17 column.)

But of course, if the FBI had had that kind of evidence, they would not have had to open a counterintelligence investigation. They would not have had to use the Clinton campaign’s opposition research — the Steele dossier — to get FISA-court warrants. They would instead have opened a criminal investigation, just as they did on Clinton when there was evidence that she committed felonies.

To the contrary, the bureau opened a counterintelligence investigation in the absence of any (a) incriminating evidence, or (b) evidence implicating the Trump campaign in Russian espionage. At the height of the 2016 presidential race, the FBI collaborated with the CIA to probe an American political campaign. They used foreign-intelligence surveillance and informants.

That’s your crossfire hurricane.

Og siden kontraspionage handler om landets sikkerhed, var det “With the blessing of the Obama White House”! Og det bringer igen to to afskedigede FBI ansatte, agenten Peter Strzok og juristen Lisa Page på banen. De to delte deres støtte til Hillary Clinton og had til Trump som de delte kropsvæsker, skriver Matt Vespa

This was the investigation signed off by FBI agent Peter Strzok. Sztrok was a top counterintelligence agent before being transferred to human resources after his extramarital affair with bureau lawyer Lisa Page was made public and the two’s texts, which numbered in the tens of thousands, were riddled with anti-Trump and pro-Hillary sentiments. Once then-FBI Director James Comey was fired by President Trump in May of 2017, Robert Mueller took over the investigation. Deputy Attorney General Rod Rosenstein oversees him.

The Page-Strzok texts formed the basis of inquiry into the FBI’s role in all of this. How impartial were they? The texts were so problematic that Mueller removed him in August of 2017. The two discussed how they felt the FBI was going too hard on Hillary as well; Strzok was also involved in that investigation as well. Was the bureau in the tank? The optics weren’t good, especially when reports came that Strzok was presented with evidence that the former first lady’s email server was breached and did nothing about it. But the main focus was the text Strzok sent about a meeting with then-Deputy FBI Director Andrew McCabe in which he referenced an “insurance policy” against Trump. Many have alleged this is a reference to the Trump dossier, which was used to obtain a spy warrant against Carter Page, who was a foreign policy adviser for the Trump campaign. This is unsettling because the dossier was a bankrolled project by Democrats. The Clinton campaign hired research firm Fusion GPS, who then contracted former MI6 spook Christopher Steele to compile dirt on Trump. Still, the counterintelligence probe into Russian collusion and the Trump team, in which there is still zero evidence, moved forward:

To historier om energi

Diverse — Drokles on May 18, 2018 at 5:41 pm

Nøje udvalgt, cherry-picked hedder det vist, for at understrege en pointe. Pierre L Gosselin fra No Tricks Zone skriver

A few days ago I reported here how the German solar industry had seen a monumental jobs-bloodbath and investments had been slashed to a tiny fraction of what they once had been.

Over the years Germany has made approvals for new wind parks more difficult as the country reels from an unstable power grid and growing protests against the blighted landscapes and health hazards.

Now that the wind energy boom has ended, the Baseler Zeitung reports that “the shutdown of numerous wind turbines could soon lead to a drop in production” after having seen years of ruddy growth.

Vindmøllerne er gamle, er stadigt dyrere at vedligeholde og subsidierne rinder gradvist ud. Og nu foreligger der en regning, når man skal rydde op efter alle de øjebæer. Vingerne er svære at brænde af, hvilket gør det fristende at dumpe dem i tredieverdenslande og det armerede betonfundament er dyrt at fjerne, skriver Gosselin videre.

Imens i USA, er Trump ved at frigøre naturens ressourcer på en anderledes produktive og miljøvenlig facon - drill baby, drill! Stephen Moore argumenterer i Townhall for at OPEC er dødt fordi USA har fravristet  Saudiarabien for dens alt-afgørende indflydelse på olieprisen og dermed olieproduktionen.

The Wall Street Journal confirms that U.S. oil production “is expected this year to surpass Saudi Arabia’s” and that we will rival Russia for No. 1 in the world. American production will rise to almost 11 million barrels a day, the most ever in American history. Doesn’t it seem like yesterday when the left was running around shrieking about “peak oil”? More like peak idiocy.

Last week Reuters argued that the American shale boom should be called “Donald Trump’s Revenge.” The story reported that U.S. oil “now floods Europe at the expense of OPEC and Russia.” Couldn’t have happened to a couple of nicer guys. America is now selling more than a half-million barrels a day, thanks in no small part to the end of the oil and gas export ban in 2016.

Det er Trumps optimisme der er afgørende - og den grundlægger muligheden for en midtvejsvalgsejr til Republikanerne.

Bedrageriske protester

Diverse — Drokles on May 17, 2018 at 8:19 am

Hamas Mahmoud Al-Zahhar fortalte Al-Jazeera at ideen om de fredelige protester er en løgn der skal tjene til at ‘bedrage offentligheden’. Og offentligheden vil bedrages. En CNN journalist tweeter et billede af Trump i et sigtekorn, BBCs Mellemøstredaktør kalder Gazastriben for et åbent fængsel, Trumps datter kaldes ‘fars lille dæmon‘, som hendes smilende kontrafej taget ved den festlige indvielse af USAs ambassade i Jerusalem retorisk og visuelt forbindes med de voldelige optøjer, Russia Times kaldte det en ‘forfærdelig massakre’ og ingen af dem lægger mærke til den bevidstløse mands faste greb eller viser manden på krykkers mirakuløse helbredelse.

En analyse i den venstreorienterede israelske avis Haaretz hedder det at protesterne ikke er fra Hamas hånde men titusindvis af mennesker, villige til at dø. Så store tal mangler vi stadigt at komme op i dette seneste folkemord på palæstinenserne. 50 af de dræbte er Hamasfolk, ifølge Hamas selv og Elder of Zioyn skriver bl.a

With all the trouble Hamas is going through, they are very determined. When Israel tried to impede the riots by warning bus companies in Gaza not to bring people to the border, Hamas threatened to imprison the drivers - leaving them no choice.

Similarly, in order to encourage the largest possible of participants in what was supposed to be the last day of the riots, Hamas declared a general strike and even UNRWA complied and closed down.

Den engelske oberst Richard Kemp har udfærdiget en rapport om Hamas’ bedrageriske strategi, skriver Algemeiner

“Hamas’s use of actual smoke and mirrors to conceal its aggressive maneuvering on the Gaza border is the perfect metaphor for a strategy that has no viable military purpose but seeks to deceive the international community into criminalizing a democratic state defending its citizens,” Kemp wrote.

As part of the HLMG’s ongoing project to assess the impact of Western armies facing enemies deploying terrorist tactics — including deliberate war crimes such as hiding military personnel and infrastructure among a civilian population — Kemp has been observing Palestinian activity and the IDF’s response on the Gaza border since the current spate of violence broke out on March 30. The strategy pursued by Gaza’s Hamas rulers “includes creating situations which compel the IDF to respond with lethal force so that they are seen to kill and wound ‘innocent’ Palestinian civilians,” Kemp said. “In some cases, including during the current wave of violence, we have seen Hamas present their fighters as innocent civilians; numerous fake incidents staged and filmed which purport to show civilians being killed and wounded by Israeli forces; and films of violence from elsewhere, eg. Syria, portrayed as violence against Palestinians,” Kemp continued.

Jerusalem underkender muslimernes virkelighedsopfattelse, det er ‘Katastrofen’. “We will not allow today to be the day the Muslim world loses Jerusalem” sagde Erdogan midt i en tirade, hvor Israel belv beskyldt for at være en terrorstat, der begik folkemord, som optakt til en ny Verdenskrig - hvis nogen, andre end medierne, skulle være i tvivl om, hvad der er stridens kerne.

Sagen mod Trump, ‘unraveling faster than a mummy on a merry-go-round’

Diverse — Drokles on May 15, 2018 at 10:01 pm

Det er Gutfelds beskrivelse af arven fra Obamas udenrigspolitik. Og det ser ud til at være en passende beskrivelse af sagen mod Trump, som stadigt flere amerikanere ser som en heksejagt. Ingen ved, hvad Mueller mener Trump har gjort, om han overhovedet har overtrådt loven og i givet fald hvilken lov, skrev Andrew C McCarthy i en lærd indføring i sammenstødet mellem amerikanske retsstatprincipper og de politiske checks and balances. FBI er bare gået igang med at undersøge alle ting Trump, hans venner og disses hund.

Anledningerne til disse efterforskninger bliver stadigt mere spegede. Meget tyder på at Steele-rapporten, den med de tissende Moskva-ludere, som Hillary Clintons kampagnemaskine bestilte som et led i at finde smuds på modkandidaten Trump, blev brugt som basis for dommerkendelse til overvågning af en af Trumps kampagnemedarbejdere. Rapporten er fuld af u-verificerede og nogle gange højt kulørte oplysninger om Trump og russere og FBI tabte hurtigt tiltroen til den og til ophavsmanden, den tidligere engelske efterretningsagent Christopher Steele, men fortsatte uagtet med præsentere den for en dommer, for at få opretholdt overvågningen.

Og nu viser det sig angiveligt, at den også har været anvendt som begrundelse for at plante en spion i Trumps kampagne. Sådan en rigtig fysisk een. Ædruelige Andrew C McCarthy argumenterer i en lang og kompliceret klumme om hvorfor han mener at det er det sandsynlige ud fra de oplysninger, der er tilgængelige. Oven i det, viser det sig sandsynligvis også, at FBI har forsøgt at kapre en russisk rigmand, til at vidne imod Trump qua hans dårlige relation, til trumps tidligere kampagneleder Paul Mannafort

‘Deep State’ er ikke en historie uden kød, det ser ud til at være inficeret med særinteresser, der går imod det siddende præsidentskab. Baggrunden for undersøgelsen af Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, har været svært gennemskueligt fordi FBI og Justitsministeriet kun har villet, og det er under pres fra Kongressen, frigive censurerede dokumenter af hensyn til statens sikkerhed. Men de ucensurerede dokumenter viser, at det mere var af hensyn til den ‘dybe stats’ sikkerhed, rapporterede Sean Davis. Andrew C McCarthy skrev i National Review

They tell us that their lack of transparency is necessary for the protection of national security, vital intelligence, and investigative operations. But what we find out is that they were concealing their own questionable judgments and conflicting explanations for their actions; their use of foreign-intelligence and criminal-investigative authorities to investigate Michael Flynn, Trump’s top campaign supporter and former national-security adviser; and their explicitly stated belief that Flynn did not lie in the FBI interview for which Special Counsel Robert Mueller has since prosecuted him on false-statements charges.

Flynn erklærede sig skyldig i at have givet et forkert vidneudsagn til FBI, altså løjet, om samtaler med den russiske ambassadør i USA Sergej Kislyak. Men

Flynn pled guilty “even though the [FBI] agents did not detect any deception during Flynn’s interview.” There was no elaboration on this point — no discussion of why Flynn was interrogated by FBI agents in the first place; no insight on deliberations within the FBI and Justice Department about whether Flynn had deceptive intent; no explanation of how he came to be charged months later by Mueller’s prosecutors even though the trained investigators who observed Flynn’s demeanor during the interview did not believe he’d lied.

This news that Flynn’s interrogators had not sensed deception was not altogether new. It had been reported that then–FBI director James Comey had made this revelation in closed-session testimony before the committee on March 2, 2017. (See my column.) Yet, during media interviews to promote his just-released memoir, Comey — who has rebuked the House Intelligence Committee report as an effort to tear down our law-enforcement institutions — repeatedly expressed bafflement that anyone could possibly have construed his testimony to imply that the agents believed Flynn had not lied.

Det er ikke det eneste, der er censureret. Også i den interne kommunikation mellem de to Trump-hadende FBI medarbejdere, der blev fyret i skændsel, Lisa Page og Peter Strzok, har FBI sløret information, der f.eks. kunne kaste lys over, hvilken sammenhæng deres kommentarer om en ‘forsikringspolitik’ i tilfælde af en Trumpsejr kunne dække over. Ifølge McCarthy (jeg ved det, men han er altså skarp) leverer Pages og Strzoks dialog “a day-to-day narrative of the goings-on in the Clinton-emails and Trump-Russia investigations by two of the highest, most plugged-in officials in the government”.

Strzok and Page are singularly well-informed, central players in the Clinton and Trump investigations. They tell us exactly what is going on and why — or at least they would if the Justice Department had not blacked out key parts of their running conversation.

Thanks mostly to the dogged work of Senator Ron Johnson (R., Wis.), who chairs the Senate Homeland Security and Governmental Affairs Committee, hundreds of pages of the Strzok-Page texts have been released publicly — trust me on that: I am bleary-eyed from a weekend of reading about half of them. Even in their heavily redacted form, they are a goldmine of insight.

Og efter en del indsigt, spørger MaCarthy: “[A]re they telling us that Hillary Clinton was investigated — and given a pass — for the unauthorized transmission of classified information by FBI officials who were themselves actively engaged in the unauthorized transmission of classified information?”

Nogen husker nok at Mueller fandt frem til at der rent faktisk var 13 russiske rigmænd (og et firma der ikke eksisterede), med en eller anden forbindelse til det russiske magt apparat, som på den ene eller anden måde havde stået bag påvirkning af amerikanske sind midt i valgkampe og umiddelbart derefter. Udover ‘bot’s’ og mem, hvad de angiveligt hafttvivlsomt held til at forsamle nogle mennesker til demonstrationer for og imod Trump - og Hillary. Ved en lejlighed havde de endda sat to sådanne i stævne i håbet om lidt gang i gaden. Men da alle disse russere ikke var bosat i USA var der ikke mere at gøre ved det, ingen kunne retsforfølges, Mueller havde gjort sit arbejde så godt han kunne og det væsentlige var at han havde afdækket russisk indblanding i det amerikanske valg.

Men havde Mueller nu også det?  En af de anklagede russiske rigmænd har taget anstød af anklagerne og har hyret amerikanske advokater for at rense sit gode navn og rygte. Disse advokater kræver derfor nu at Mueller beviser sine anklager i en retssag eller trækker anklagerne tilbage. Mueller har svaret, at han ikke er parat til en retssag, men dommeren holder på at Mueller selv har startet retssagen ved sine anklager - hvilket forekommer logisk

I sagen mod Trumps tidligere kampagne-leder Paul Manafort, leverede dommeren en sønderlemmende kritik af Muellers efterforskning. Mens Mueller ledte efter russiske forbindelser fandt hans folk nemlig ud af at Mannafort flere år tilbage havde lobbyet på vegne af ukrainske interesser uden at have oplyst myndighederne om sin fortjeneste. Dette er ulovligt, men bliver sjældent straffet og Mannafort indviglede i at samarbejde med FBI og overdrog alle dokumenter og servere de forlangt. Alligevel stormede FBI, med skarpladte våben, Mannaforts hjem midt om natten og gennemførte en visitation af hans kone, der var i nattøj. Ingen kunne være i tvivl om at det var et forsøg på at presse Mannafort til at besværte sin tidligere arbejdsgiver Trump

“The vernacular is to sing,” he said.

“You don’t really care about Mr. Manafort,” the judge said. “You really care about what information Mr. Manafort can give you to lead to Mr. Trump” and his eventual prosecution or impeachment.

“It’s unlikely you’re going to persuade me the special counsel has unfettered power to do whatever he wants,” Ellis, who was appointed by Republican President Ronald Reagan, said at a hearing on Manafort’s motion to dismiss the Virginia charges.

Film: Katyn massakren

Diverse — Drokles on May 13, 2018 at 8:07 am

Der er en god film i bunden af denne post, så man kan roligt springe min indledende tirade over.

Jeg diskuterede Sovietunionens rolle i sejren over Nazityskland et sted på Facebook, der hedder In The Now. In The Now laver små videoblogs, hvor unge mennesker siger de særeste ting. En ung kvinde ved navn Anissa Naouai undrede sig over at amerikanerne ikke fejrede V-Day (VE-Day eller VJ-Day skulle det sikkert have været), som man gjorde i andre lande, som Frankrig, England og især Rusland, med store parader. Det ironiske for Naouai var at amerikanerne ellers så sig selv om de ultimative nazibetvingere og at det ifølge amerikanerne var dem, der var endestående ansvarlige for sejren over Hitlertyskland. Ifølge kvinden var det endnu et eksempel på, hvor latterlig amerikansk selvbevidsthed var og hvor historieløse de er. Sandheden var nemlig, at det var Sovjetunionen der mere end noget andet land, havde æren for at Hitler blev besejret. Eller med In The Nows ord “Stalin was a monster. But the dude won.”

Hendes argument? At russerne tabte så mange liv på og udenfor slagmarken. Mellem 25 og 30 mio, mod de samlede angelsaksiske tab på 1 mio. Ja, det har rigtigt gjort ondt på Stalin, the dude that won, sådan at få fravristet sit årsagsmonopol på den sovjetiske befolknings lidelser.

Det var Stalin selv, der var ansvarlig for at Den Røde Hær var så ringe forberedt, da han selv havde fået myrdet og fængslet i tusindvis af officerer og mistet en enorm militær ekspertise og fordi at han stolede på at Hitler ikke ville angribe. Dermed var de fra starten på hælene og da Stalins automatreaktion var at forbyde tilbagetrækning uanset hvad, blev hele divisioner omringet og nedkæmpet. Senere lærte han, i modsætning til Hitler, at stole på at hans generaler træf bedre strategiske beslutninger end ham og Soviet kunne langsomt slide sig tilbage til en vinderposition.

Den Røde Hær mistede omtrent 9 mio mand, resten af de døde skal findes blandt de civile da aksemagterne, som Victor Davies Hanson bemærker, mest brugte deres bevæbnede mænd til at føre krig mod fjendens ubevæbnede befolkninger. Men krigen blev ikke afgjort på ofre og det er ikke et udtryk for effektivitet af miste mange soldater på slagmarken. Krigen blev, som Hanson også bemærker, afgjort på produktion.

‘Amerikanerne kom for sent til festen og drak bare alle øllerne’ er et af Naouai påstande, der skal understøtte hendes stråmand. Men det er ikke helt rigtigt. 11 marts, 40 dage før Operation Barbarossa, underskrev præsident Roosevelt Låne-leje aftalen, der grundlæggende betød at USA ikke længere var et neutralt land. Så omend de ikke havde erklæret krig mod Tyskland, havde de allerede valgt side. Og låne-lej aftalen var ikke nogen ligegyldig støtte. Både Stalin, the winning dude, og hans øverste militære kommisær, Nikita Khrusjtjov, mente begge, som dagens fremmeste russiske historikere, at den, i sig selv, var afgørende for at Sovietunionen ikke fik bank af tyskerne.

Og det er der god grund til at tro på. Udover at levere mere end 40.000 køretøjer (næsten 1/3 af alle køretøjer, den Røde Hær havde til sin rådighed), 12.000 pansrede køretøjer og tanks, 11.400 flyvemaskiner og 1.75 mio ton fødevarer, leverede amerikanerne også 92% af alt jernbaneudstyr inklusiv lokomotiver, skinner og fladvogne, der blev produceret fra 42 og frem til Krigens slutning udover ammunition, aluminium, telefonkabler, tøj og 1/3 af flybrændstoffet. Så amerikanerne havde ikke blot meldt deres interesse før end Russerne modvilligt ankom, det var oven i købet dem der tog øllerne med.

Det vil sige, at amerikanerne har direkte andel i russernes del af sejren. Dertil kom af amerikanerne sammen med briterne bombede den tyske industri, hvilket hæmmede krigsproduktionen og bandt 60% af Luftwaffe til Reichsverteidigung, som jo nok kunne have ændret slagets gang i Kursk. De sidste 40% blev delt fortrinsvis mellem Sydeuropa og Østfronten, så et betydeligt handicap for wehrmacht. Ydermere blev tyskerne banket ud af Afrika og Amerikanerne fik med briternes hjælp åbnet en front fra Italien og senere Frankrig, da de brød igennem den atlantvold, som i sig selv repræsenterede et enormt spild af ressourcer. Fik jeg nævnt at ikke blot Luftwaffe blev totalt nedkæmpet af amerikanerne og englænderne, men også den tyske flåde, fra de i starten frygtindgydende ubåde, til de to latterlige slagskibe Bismarck og Tirpitz. Alt imens Amerikanerne stort set egenhændigt bankede den japanske flåde blandt andet ved at producere 21 hangarskibe og 70 eskort-hangarskibe. Åh, og to atombomber med flere på vej.

Det er kedeligt med en ungdom, der henter så meget af deres viden på nettet, at den slags er så prominent. Man midnes Boris Pasternak, der skrev i Doctor Zhivago om tiden med duden Stalin ”And when the war broke out, its real horrors, its real dangers, its menace of real death were a blessing compared with the inhuman reign of the lie, a relief because it broke the spell of the dead letter”.

Nå, men midt i et vælde af kommunister, Holocaustbenægtere, muslimer og andre, der blot hadede amerikanerne, var der også noget så eksotisk, som en benægter af Katyn massakren. Kapitalistisk propaganda, kaldte han det. Og da man i denne tid mindes Katyn massakren, hvor Stalin, den sejrende dude, myrdede den store dele af polske officersstand og en masse intellektuelle, i den del af Polen havde havde taget efter venlig aftale med Hitler - den tabende dude. Så her er en polsk film, der forsøger at bearbejde det traume krigen, undertrykkelsen og løgnene gjorde ved folkesjælen. Og det er ikke den polske Bornedahl, der har instrueret.

Karl Marx, en dårlig vane

Diverse — Drokles on May 11, 2018 at 9:48 am

I dette Karl Marx år tales diskuteres det hvor meget hans tanker har rodfæstet sig i vores tænkning. Det er selvfølgelig svært at sige, da Marx ikke udtrykte nogle originale tanker, andet end hans forfejlede økonomiske analyser, som kun akademikere kan tale varmt om. Social indignation, klasseidentitet, kollektivisme og ideen om den sociale arv er alle ældre end ikke blot Marx og den socialistiske bølge han var formet af. Et af argumenterne for Marx store indflydelse på den politiske tænkning er, hvorledes selv borgerlige ikke blot afstår fra at trampe hjemløse ihjel, som deres hjerte egentligt lyster, men endda omfavne dele  af velfærdsstaten og tankerne bag.

Da jeg var ung, var det den gængse opfattelse blandt datidens marxister, at anskue velfærdsstaten som Kapitalens måde at bestikke arbejderne fra den nødvendige revolution. I denne udlægning var det oftest Bismarck, der var arneskurken, da han skabte konturerne af den moderne socialstat, for småligt at holde socialisterne fra revolution imod Kejservældet. I Danmark voksede fattigvæsnet fra at bekæmpe generne ved tiggeres eksistens over til en egentlig omsorg for sognenes fattigste i 1708 ved forordningerne om betleri. En god kristen moral lå bag - hvad ellers, man kendte ikke til andet. Socialisterne fik først resultater, da de afsvor revolutionen, blev demokrater og med Stauning appellerede bredt til ‘Danskerne’, især de virksomme, og lagde grundstenen til den moderne velfærdsstat med Kanslergade Forliget. Klasseforrædere!

De russiske kommunisters forbillede var de russiske bønder, der ikke kendte til ejendomsret over jorden andet end, hvad den lokale herremand kunne tæske dem til når han skulle have dem til at arbejde på hans marker. For dem tilhørte jorden det kollektiv, der dyrkede det og fordelingen af lodder blev afgjort af ‘miren’ efter en nødvendighedsnøgle. Da nødvendigheden hele tiden forandrede sig som landsbyens familier voksede og skrumpede, var det en konstant omfordeling, hvor ingen havde interesse i at udvide samfundskagen ved at gøre sig det besvær at opdyrke ny jord, der blot ville blive fordelt blandt alle de andre.

Forbilledligt, men kommunisterne forestillede sig blot at erstatte landsbyens fællesskab med koorporativets under ledelse af en kommisær. Bønderne ville selvfølgelig ikke erstatte den ene herremand med den anden, de gjorde vrøvl så kommunisterne begyndte at myrde løs på bønderne. Det var derfor revolutionen var en nødvendighed for marxister, for når de ikke kunne præsentere et bedre alternativ, end den måde folk allerede havde indrettet sig på, uanset hvor uhensigtsmæssigt det syntes, kunne man kun gøre det ubærligt ikke at underkaste sig marxismens dogmer.

I dagens debat er det ikke meget man hører om revolutionens nødvendig, store spring fremad eller hele forkromede samfundsmodeller. Ingen citerer Marx i diskussioner for at slå hovedet af tandbørsten. End ikke Enhedslisten vil være ved Revolutionen, dels fordi halvdelen ikke ved at det står i deres program og dels fordi den anden halvdel kun taler om den fordi det er en gratis omgang at kunne vrøvle høfligt selskab til - høfligt undtaget er den ægte marxistklenodie, som kan findes ved Nordkoreaboden hver 1. maj.. Men det er alligevel her man finder de sidste reminiscenser af den engang så brovtende ideologi. 1. maj foreslog Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen, at sætte beboerlicensen op fra nogle hundrede kroner til 10.000 kroner og argumenterede således

I virkeligheden synes jeg ikke, at det lyder så vanvittigt højt. De 10.000 kroner er om året, og hvis man tænker på, hvad det koster at have en bil i vægtafgifter, reparationer, værksted og så videre, så er en beboerlicens på 10.000 kroner ikke særligt meget sammenlignet med ens øvrige udgifter til bil.

Hedeager (Hvilket navn til en Mir!) mente det var vanetænkning at slippe så billigt for at parkere sin bil. Men det er hende, der vanetænker når hun retfærdiggør endnu en urimelig udgift med, at alle de andre udgifter er urimeligt høje. Og ikke overraskende har hun fået beregnet, at det vil betyde et fald på 6.100 licenser, “hvis det koster 10.000 kroner om året at have en bil stående foran ens hoveddør”. Ja, for så er der nogle, de lave indkomster, for at være mere præcis, der ikke længere har råd.

Men Hedeager vil gerne omfordele ressourcerne og  bruge de ekstra penge på pædagoger og sosuer. Penge der altså skal hentes på at presse selvsamme løngruppe ud af deres biler. Det er mest passende at en bilejer også er en person af en hvis substans. Hedeager retfærdiggør den analyse, som Marxister gør sig i, som ren vanetænkning ved blot at gå ud fra, at de bedre kender de svedende massers egentlige interesser end de svedende kender deres egne behov, med deres opiumdøllede falske bevidsthed

Når vi ved, at en fjerdedel af bilerne ikke flytter sig hele ugen, så virker det ikke til, at det er et hverdagsbehov at have en bil.

For en bil skal man kun have, hvis man har behov og det har de lavere klasser ikke, for dem er det bare spads, hvis ikke det ligefrem er småborgerlige aspirationer. For dem er der andre løsninger, bedre svarende til deres behov, “Der er delebilsordninger og alle mulige andre muligheder for at bruge bil engang imellem, når behovet opstår” forklarer hun pædagogisk uden tanke på, hvorfor københavnerne allerede har fravalgt sig disse i det nuværende omfang selvom “man tænker på, hvad det koster at have en bil i vægtafgifter, reparationer, værksted og så videre”.

Hedeager kan ikke præsentere folk for et bedre alternativ. Derfor afgiftens nødvendighed, der skal gøre det ubetaleligt ikke at underkaste sig kommunens dogmer. Der ligger dog ingen større ideologisk tænkning bag Hedeagers forslag, bare en dårlige vanetænkning.

The art of cancelling the deal

Diverse — Drokles on May 9, 2018 at 3:47 am

National Review, der var det ideologiske arnested for #neverTrump, roser i deres leder præsident Trump for at trække USA ud af Iran aftalen - “to his great credit

The Iran deal is a travesty and a boon to the regime. In short, Iran entered into years-long negotiations with the West over whether it would have a nuclear program, during the course of which it developed a nuclear program. The deal allowed it to preserve a temporarily curtailed program in exchange for the shipment of $1.7 billion in cash to Iran — part of it clearly a ransom payment for the release of U.S. hostages — and relief from Western sanctions that had begun to bite.

For the mullahs, it was the deal of the century. It was less a nonproliferation agreement than a deal to pay for its proliferation.

The economic benefits of the accord were predictably poured into Iran’s expansion around the region. Rather than a new era of peace, the deal has coincided with more widespread conflict in the Middle East. Iran is now at the borders of Israel and Saudi Arabia via its own forces and proxies in Syria and Yemen. It has aided Bashar al-Assad’s destruction of his own country so he can continue to rule the hollowed-out remains. It continues its attempted takeover of Iraq. It supports terror groups such as Hamas, Hezbollah, Palestinian Islamic Jihad, and the Taliban. Wherever there is discord in the region, there are the Iranians, fueling the conflict and supporting the nastiest actors.

The Iran deal takes no account of this activity in exchange for what is, in the best case, a pause in the Iranian nuclear program. Since the West isn’t allowed to inspect military sites, it is entirely possible that Iran is flagrantly cheating on the deal. Even if it isn’t, the deal allows the Iranians to bide their time — mustering their economic strength, cementing commercial ties with Europe — until restrictions on its nuclear program begin to lapse in less than a decade.

The deal does nothing to check Iran’s missile program, indeed gives it more running room, even though it would be easier to verify a stoppage in missile activity than the nuclear program.

Det er den bekymrede ros. Den optimistiske kan man læse i Free Beacon, hvor Matthew Continetti skriver

By reimposing sanctions, President Trump will weaken an already ailing Iranian economy. The Iranian currency, the rial, has plummeted in recent weeks. Inflation is rampant. The financial system is corrupted, dysfunctional. Strikes are proliferating, and often turn into displays against the government. This is a situation the United States should seek not to mitigate but to exacerbate.

Removing ourselves from the deal puts Iran on the defensive. Its people and government are divided and uncertain how to respond. Its leverage is minimal. Iranian citizens have seen their leaders use the money from the deal not to improve the economic lot of the average person but to fund the military, IRGC, and other instruments of foreign adventurism. Implicit in the deal was recognition of the Islamic regime as a legitimate member of the so-called “international community.” President Trump has rescinded that recognition and the standing that came with it. The issue is no longer Iranian compliance with an agreement that contained loopholes through which you could launch a Fateh-110 heavy missile. The issue is whether Iran chooses to become a responsible player or not, whether it curbs its imperial designs, cuts off its militias, abandons terrorism, opens its public square, and ceases its threats to and harassment of the United States and her allies. That choice is not Donald Trump’s to make. It is the Iranian regime’s.

Obamas Iran politik var et fatamorgana mens “Trump opposes privileges therapy and dialogue over realism and hard decisions.” Obamas politik hvilede på hans dekreter, da han var mere villig til at forhandle med mullaherne end med republikanerne, skriver Continetti videre, og derfor trævles den let op. Og, som Andrew C McCarthy peger på, så underminerer netop dekreterne, to argumenter for at honorere Iran-aftalen

(…) Obama apologists posit two other objections to Trump’s cashiering of the former president’s legacy agreement: abandoning the deal (1) isolates the United States and (2) suggests that the United States cannot be trusted to keep its word.

What nonsense.

Far from isolating the United States, President Trump is proving that the United States is the indispensable nation. Nations will be put to a choice: You can have access to the U.S. economy or you can have commerce with Iran — not both. Our European allies know this is not a real choice: They can’t isolate us, they need us, our markets, and the umbrella of our protection. They’re angry because they’d like to pocket the benefits they get from us while cutting profitable deals with our enemies. That’s not “isolating us”; that’s a tantrum. They will get over it in short order if the president is steadfast about enforcement.

Moreover the JCPOA [Joint Comprehensive Plan of Action] did not represent America’s word, it represented Obama’s word. Our Constitution and our laws are no secret. Our European allies know full well that a president has no power unilaterally to bind the United States to an international agreement. We give our word when we enter a treaty or enact legislation that cements commitments. Obama did not seek to make his deal a treaty precisely because he knew America was not giving its word — the public did not support the deal, which would have been roundly defeated if subjected to the Constitution’s process for ratifying international commitments.

Continetti funderer videre, at selv om Trump fører traditionel republikansk udenrigspolitik, skal man ikke regne med at andre kandidater, der ville være født ud af det politiske system, end outsideren Trump ville have haft modet til at gå imod “ the foreign policy establishment”.

Victor Davis Hanson legede for nogen tid siden med tanken om at Trump kan ende som den tragiske helt. Manden til tiden, som gennem sine grove metoder redder de civiliserede og efterfølgende udstødes fordi de civiliserede ikke kan indeholde hans grovheder. Det kan meget vel være og vi krydser fingre. Trump vil da være 78, i fantastisk fysisk form, milliardær og Nobelprismodtager.

Hvad Trump udløser

Diverse — Drokles on May 9, 2018 at 1:27 am

Andrew P McCarthy noterer at Trump slår hårdt ned på alle fjender, men “the harder you fight against small stuff, the bigger it appears if your story collapses”. Og det er lige, hvad Trumps historie om sit stævnemøde med den tidligere pornostjerne Stormy Daniels ser ud til at ville gøre i den nærmeste fremtid.

Men ved at benægte anklager, der snart viser sig at være sande, spinder Trumps sig ind i et net af løgne og selvmodsigelser. Hvem betalte fru Daniels, Cohen selv eller på vegne af en vidende Trump? Og hvis Cohen betalte af egen lomme på eget initiativ, blev han så kompenseret for sine udgifter senere, hvilket vil kunne tolkes som et lån, der ikke er blev indberettet til de rette myndigheder. Og blev fru Daniels betalt for ikke at skade Trumps forhold til ægtefællen Melania, eller for ikke at skade hans chancer i valgkampen, og dermed et inddirekte kampagnebidrag, der ikke var blevet korrekt anmeldt til myndighederne? Det er ikke århundredets forbrydelse, som McCarthy pointerer, men pressen vil elske en sådan chance for ikke at tage et opgør med sig selv, om hvorledes man dog kunne dyrke den afsindige russerhistorie og istedet vælte sig i saftige historier om

…hush money before the election, the implausible denials of the conduct, the implausible denials of knowledge about the payment, the specter of cheating on Melania right after the birth of Barron Trump, Stormy’s allegation of an extortionate threat, the laugh-out-loud details of the non-disclosure agreement (Trump as “David Dennison” and Stormy as “Peggy Peterson”), and…

(…)

…wall-to-wall coverage to prove it happened, including coverage of Trump’s flings and interactions with women over the years (some of which are alleged to involve unwanted advances), until he admits it. If he does, he will look terrible for inducing Stormy to sign a false denial letter and for relying on it. In the meantime, he will look terrible for appearing to threaten Stormy with the punitive NDA damages, which will lend credibility to her thus far uncorroborated claim that, in 2011, an unidentified man threatened that she would be killed if she did not keep quiet. And the cherry on top: Trump’s tweet calls renewed attention to the NDA. While such agreements may be “very common” as Trump says, how “very common” is it to do them under silly pseudonyms instead of the parties’ real names? That question, as night follows day, will lead to more media discussion of the fact that Cohen used the very same pseudonyms in yet another hush-money arrangement with a major GOP donor and Trump supporter.

Der er langt fra Hitler og starter af atomkrige i lommen på Putin til disse sladderbladsskandaler. Men det er, hvad Trumps modstandere i medierne har tilbage så det er hvd der præger den offentlige debat - og det er bare en del af den politiske virkelighed. Men kernen i politik er stadig vælgerne og de er ved at være trætte af, hvad de i stigende grad ser som en politisk heksejagt, på en præsident der både skaffer jobs i USA, fred i Korea og retfærdighed i Mellemøsten, skriver Jeff Crouere i Townhall

In an April Rasmussen Reports poll, only 46% of Americans believed that the Special Counsel investigation was an “honest attempt to determine criminal wrongdoing.” This is a decrease of 6% from October, when 52% supported Mueller’s investigation.

With an out of control Special Counsel and a public becoming more disgruntled, one Congressman finally decided to act.On Thursday, U.S. Representative Todd Rokita (R-IN) introduced a resolution calling for the Mueller investigation to endwithin 30 daysunless evidence of Russian collusion is introduced. According to Rokita, he proposed the resolution to “preserve the integrity of our democratic institutions.”

Rokita is disturbed by both the scope and the $17 million cost of the Mueller investigation. He believes it is “an attempt by the Washington elite to destroy President Trump.” However, it is also an unprecedented political and legal assault on the 63 million Americans who voted for Donald Trump on November 8, 2016. The Special Counsel and his team of partisan Democrat attorneys are attempting to overturn the results of the last election, and enact, in essence, the first political coup d’état in American history.

Modstanden mod Trump har for længst fået sit eget liv, der helt har løsrevet den fra politisk indhold til fordel for personlige idiosynkrasier. Hans tidligere politiske modstandere er forblændet af personaen Trump og vil blot se ham skandaliseret uanset, hvad det betyder for nationens ve og vel. Men det bliver der ikke så meget af, som de håber og det pæne National Review gruer for.

Alle vidste hvilken levemand Trump, der selv pralede af sit høje energiniveau i valgkampen, var. Hans vulgariteter er kun interessant for folk på de bonede gulve. Historien om en præsident, der i sin tid som reality stjerne, knaldede en halvt så gammel pornostjerne til almuens store forbløffelse og beundring vil snart blegne i skyggen af de politiske skandaler, der vil komme rullende, som følge af afsløringerne af efterretningsvæsenets metoder, pressens løgn- og følgagtighed og korruptionen i det Demokratiske partis top.

200 året for Karl Marx, 100 året for hans elendigheder

Diverse — Drokles on May 6, 2018 at 10:08 am

det er 200 år siden Karl Marx blev født og derfor er der en overflod af priviligerede mennesker, der takker manden bag de tanker udfra hvilke mellem 70 og 100 mio mennesker blev myrdet og hele samfund destrueret. Som et eksempel kan jeg anbefale at læse Ben Shapiro hudflette en New York Times hyldest. Eller en udfordring, se om De kan se forskel på en filmkritiker og en marxist i Informations artikel om filmen ‘den Unge Karl Marx’.

Svaret er at De kan ikke ikke, når kritikeren savler over den “menneskeligt og politisk engagerende film om den nødvendige kamp for at forandre verden”. Og ironien tabes også når marxisten udtaler

Et af Marx’ mange vigtige bidrag til videnskaben var afvisningen af ’stor mand’-teorien’ om historien, altså den (ofte implicitte) forestilling, at sociale forandringer har sin oprindelse i enestående individer og deres ideer.

Så Marx er falsificeret, Marx forandrede Verden, endda tilskyndede til dens forandring fordi det er muligt - om så vi skal sætte ild til den. Er det ikke ironisk, som hans samfund kollapsede under vægten af deres egne indre modsætninger, vælter hans egen succes hans teorier omkuld. Kun ‘nationens lort’ kan falde for den slags. Anyways, vi skal have lidt sanddruelighed.

Dominic Sandbrook undrer sig i Daily Mail over at tilsyneladende begavede mennesker, kan gøre noget så dumt, som at se op til Karl Marx. Trods massegravene overalt i Verden, hvor marxismen har været prøvet gennemført og kollapset næsten hver gang (hold ud Kammerat Nordkorea, der er ikke langt igen), så friholdes Marx fra ansvaret ud fra en tanke om at Lenin, Stalin, Mao og Pol Pot, der alle havde studeret Marx nærgående og skrevet tykke bøger om ham, at de alle, samt deres tilhængere, fuldkommen havde misforstået Marx teorier. De var ikke monstre, der blot var marxister, det monstrøse var marxismen

As a young man, Stalin studied Marx’s theories with obsessive dedication. Then, after winning power, he put them into practice.

Stalin did not kill millions of his own people because he was mad. He did it because he believed Marx’s theories required it.

He thought their deaths were a price worth paying for the collectivisation of agriculture, the end of private farms and the coming of a socialist society.

Although Marx’s acolytes will never accept it, Stalin was not perverting his hero’s vision.

In fact, violence had formed part of Marx’s worldview from the very beginning.

‘There is only one way in which the murderous death agonies of the old society and the bloody birth throes of the new society can be shortened, simplified and concentrated,’ wrote Marx in 1848, ‘and that way is revolutionary terror’.

Here is Marx a year later, addressing his conservative adversaries: ‘We have no compassion and we ask no compassion from you,’ he writes. ‘When our turn comes, we shall not make excuses for the terror.’

The truth is that Marx’s vision was inherently violent. How could it be otherwise? How, without bloodshed, would you get your revolution? How would you abolish private property?

Here is a crucial distinction between Marxism — which is often called a ‘political religion’ — and genuine religions.

Christianity, for example, abjures violence and Christians are supposed to turn the other cheek.

But Marxism is violent by definition. If Marxists turned the other cheek, they would never get their revolution.

The other difference is that most religions venerate the individual.

In Judaism and Christianity, the wellsprings of mainstream Western politics, individual life is sacred, because man is made in God’s image.

But, for Marxists, the individual is irrelevant. Man is merely the servant of history. All that matters is the collective, the grand sweep.

And if that means some people — Russian landowners, Chinese merchants, Cambodian teachers, Cuban dissidents — end up in mass graves, prison camps or psychiatric hospitals, that is just their tough luck.

This sort of thinking strikes me as obscene.

Yet, thanks to the sheer force of Marx’s intellect, it has attracted some very clever people.

Og det er et intellektuelt kollaps, som er iboende venstrefløjen, som man kan se på dens seneste fascination af en kollektivistisk ideologi, hvis terrorgrupper og dysfunktionelle samfund bliver bortforklaret med at de, med ideologiens eget sprog, har byttet rundt på ordene.

Monokultur kører på WordPress