Khader kalder Qvortrup for et svin

Politik, Pressen — Drokles on October 31, 2007 at 6:00 pm

Se & Hør afslører at Naser Khader har fået udført sort arbejde, men for at føje spot til skade, taber Khader besindelsen og siger

– Du må citere mig for én ting: Du er et svin, et svin, et SVIN!, brøler Ny Alliances stifter og partiformand med desperation i stemmen.

At Khader brøler i telefonen er nu en overdrivelse, men han er ingen mand i kontrol med sig selv. Det skal blive spændende at følge, hvorledes hans vælgere vil reagere på denne side af Khader’s væsen, der er hele Ny Alliances omdrejningspunkt. Der har ganske vist før været angreb på hans troværdighed, men de er indtil videre blevet afværget, især fordi Khader har stået i frontlinien i flere sammenstød med imamerne, ikke mindst under Muhammedkrisen. At Khader er nødt til at leve med at skulle have livvagter døgnet rundt er en stadig manifestering af det pres han er under. Men denne sag er anderledes, Khader er ikke under pres, men rider tværtimod på en bølge af velvillighed. Derfor vil de gamle sager sikkert dukke op, som kampen mellem Ny Alliance og Se og Hør formentlig vil tag til i de næste dage.
En af Ny Alliance’s store glansnumre er jo at præsentere en anstændig tone, som alternativ til Dansk Folkeparti. Som Naser Khader selv gjorde meget ud af at understrege i de første dage så handler politik

…altså ikke kun om konkrete politikpunkter. Politik handler altså også om troværdighed, det handler om sund fornuft, det handler om mavefornemmelser.

Ny Alliance gjorde sig dengang store anstrengelser for at fjerne fokus fra, at de ikke havde en politik, udover selvfølgelig Samuelsens ufinansierede skattereform. Nyrup gjorde 90′erne til moralens årti, hvilket ramte ham i nakken og allerede nu fejler Khader i forhold til sit eget oppustede etos. Mantraet om, at politik ikke er så vigtig, som personlig integritet kræver selvfølgelig en særlig høj moralsk status. Hvilken mavefornemmelse får man nu af Khader?
Khader er selvfølgelig gået til modangreb. Fra Berlingske Tidende

Ny Alliances leder, Naser Khader, overvejer en injuriesag mod ugebladet Se og Hør, som han anklager for at bringe en urigtig historie om, at han har fået lavet sort arbejde.

- Han (Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, red.) skal komme til at bevise, at jeg har fået lavet sort arbejde, siger Naser Khader til Ritzau.

Det får være hvad det er. Måske har Khader ret, det er set før, at et medie har bedrevet løgnekampagne mod politikere. Der er jo to historier her, der kun til dels hænger sammen. På den ene side er der noget substantielt nemlig om Khader bevist har benyttet sig af sort arbejdskraft og på den anden side er der hans personlig fremtoning.

Det er afgørende for en politiker, ikke bare at man overholder loven, men at man bidrager til fællesskabet. Man kan ikke sidde i en position, hvor man inddriver skatter hos alle andre end sig selv. Det går næppe præsentere Khader, som en pioner ved at sige, at han blot har taget forskud på Ny Alliance’s skattepolitik ved i praksis at nedsætte sin trækprocent. Khader behøver med hensyn til hans brug af sort arbejde godt nok ikke en fuld rensning, men blot et godt forsvar af benægtelse og overbevisende tale om, at han var i god tro og med lidt lykke og fromme vil tvivlen komme ham til gode. Han er jo trods alt ikke socialdemokrat, så hans vælgere, der sikkert glæder sig til en flad skat omkring de 40% vil sikkert kunne tilgive ham, for at være lidt frisk.

Men den anden historie er det ufine væsen han præsenterer, hvor han gentagne gange kalder et andet menneske, nå ja en journalist men alligevel, for et svin. Den reaktion er så stærk, at en mudret affære om hvorvidt Khader var i god tro osv omkring den ansatte arbejdskaft og det, reaktionen, vil skade Khader’s omdømme væsentligt. Se & Hør skal i dette tilfælde blot kunne godtgøre, at det for dem lignede en god historie, da de jo bare udfylder pressens rolle og hvis Khader var sikker i sin sag skulle han jo blot benægte påstanden og stille og roligt henvise til det firma, der har lavet arbejdet og fremvise en regning. Ved at reagere så ufint tiltrækker Khader sig ikke bare mistænksomhed, men han viser sig at være usympatisk. Khader er populær fordi alle synes at han er så flink og flinke mennesker kalder ikke journalister for svin (de undertrykker fristelsen). Khader udstiller sig her netop for de vælgere, der omfavner ham for hans fremtræden.

Kun hvis Se & Hør har bragt en direkte løgn kan man forstå Khader’s vrede. Men hvis Se & Hør virkelig kan producere beviserne mod Khader er hele ideen om et politisk hult kendisparti fyldt med gode mennesker der vil det gode i ruiner og så tyder alt på et fortsat VKO-styre. Khaders egne ord om at det handler om mavefornemmelser og troværdighed er mere sande end Khader kommer til at bryde sig om.

Åh jo, TV’s nyhedsudsendelse kl.14:00 havde det som tophistorie, mens DR’s kl.15:00 ikke nævnte det med et ord og istedet fokuserede på S og R’s nye skoleforlig og den ny LO formand.

God Leder i Jyllands-Posten

Diverse — Drokles on October 31, 2007 at 4:48 am

Om 24-års reglen og de Radikale i JP

 Nu dokumenterer en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten, at reglen har haft overordentligt gavnlige virkninger. Den har ikke alene fungeret som et værn mod de tvangsforanstaltninger, som forældre fra fremmede kulturer udsætter deres børn for, den har også medvirket til at højne det generelle uddannelsesniveau blandt unge indvandrere.

Når de unge indvandrere ikke har skullet underkaste sig deres forældres og indflydelsesrige onklers beslutninger og personlige prestige i familierne her og i oprindelseslandet, har de brugt overskuddet til at passe deres studier. Herefter har de unge mennesker haft tilstrækkelig modenhed og personlig integritet til selv at vælge deres ægtefæller, og valget er i stigende grad faldet på herboende frem for påtvungne ukendte fætre og kusiner fra fjerne lande.

Har de gode en god smag i munden?

Sindbilledet på Ny Alliance

Politik — Drokles on October 29, 2007 at 8:04 pm

Hvad skal man som nyt medlem af Ny Alliance mene om samfundet ud over at Dansk Folkeparti skal uden for indflydelse. På 180 Grader kan man se en række udvalgte folketingskandidater’s svar på en række at tidens emner (og måle dem med sine egne holdninger) og vi bringer her Kashif Ahmad svar

1. Teatre og museer skal ikke finansieres af skatteyderne, men af brugerne
svarede: Hverken/eller
 
2. Hash bør legaliseres
svarede: Hverken/eller
 
3. DR skal privatiseres
svarede: Hverken/eller
 
4. Vores frihedsrettigheder krænkes af anti-terrorlovgivningen
svarede: Hverken/eller
 
5. Det skal være lovligt for homoseksuelle par at adoptere børn
svarede: Hverken/eller
 
6. Politikerne skal ikke bestemme, om restauranter og caféer skal tillade rygning i deres lokaler
svarede: Hverken/eller
 
7. En bestemt del af barselsorloven bør være øremærket til mænd. Mændene skal ikke kunne overføre den til deres partner
svarede: Hverken/eller
 
8. Det er vigtigere, at folk selv kan råde over de penge, de har tjent, end at der er økonomisk lighed i samfundet
svarede: Hverken/eller
 
9. Det skal kunne betale sig at arbejde, derfor skal alle offentlige overførselsindkomster til arbejdsdygtige danskere være lavere end, hvad man kan tjene ved et lavtlønsjob
svarede: Hverken/eller
 
10. Det er urimeligt at betale mere end halvdelen af sin indkomst i skat
svarede: Hverken/eller
 
11. Fuld religionsfrihed indebærer en adskillelse af stat og kirke og en fuld ligestilling af alle religioner
svarede: Hverken/eller
 
12. Islam er en trussel mod vores demokrati
svarede: Hverken/eller
 
13. Danmark skal trække sine soldater ud af Afghanistan
svarede: Hverken/eller
 
14. Danmark skal være foregangsland, når det handler om at sænke udledningen af CO2
svarede: Hverken/eller
 
15. Danmark bør tilslutte sig EU-traktaten, som den foreligger
svarede: Hverken/eller
 
16. Det er bedre at børnehaver, plejehjem og sygehuse bliver drevet af private end af det offentlige
svarede: Hverken/eller
 
17. Fortjeneste ved salg af ejerboliger bør beskattes
svarede: Hverken/eller
 
18. Huslejeregulering er nødvendig af hensyn til de svageste i samfundet
svarede: Hverken/eller
 
19. Der bør indføres frokost betalt over skatten på alle folkeskoler
svarede: Hverken/eller
 

20. Kvinder skal ved lov sikres mindst 40 procent af pladserne i virksomhedernes bestyrelser
svarede: Hverken/eller
 
21. Værnepligten bør afskaffes og forsvaret i stedet være 100 pct. professionelt
svarede: Hverken/eller
 
22. Efterlønnen bør afskaffes
svarede: Hverken/eller
 
23. Religiøse symboler skal ikke være tilladte i skoler
svarede: Hverken/eller
 
24. Dagpengeperioden (4 år) er for lang og bør sænkes
svarede: Hverken/eller
 
25. Registreringsafgiften på biler er for høj
svarede: Hverken/eller

Måske havde det været lettere, hvis der havde været en rubrik, der hed Ja, tja, bum, bum, bum.

Herligt dementi af den ædle vilde

Diverse — Sobieski on October 29, 2007 at 1:56 pm

Meget apropos det tidligere indlæg om slaveri i Ghana, så er det godt at Pouls Audio Blog er klar med nedskydning af DR’s propaganda:

Ensidet handel, hvad er det?

Sommetider bliver man unægteligt intellektuelt udfordret af at zappe forbi “klogekanalen” DR2. Det er nu ikke altid, det er lige klogt, det der udfordrer mest. I aftes havde man således et program om nutidens Ghana, hvor en veltalende embedsmand fra Ghana talte om den såkaldte “ensidede handel” med slaver, som for over 250 år siden åbenbart til evig tid havde ødelagt det ghanesiske samfund. Nu er allerede det at sammenblande traditionelle stammesamfund og nationalstater i 1800-tallet jo også andre steder i verden ren volapyk, for eksempel lå nationalstaterne i Europa jo også 100 år ude i fremtiden. Det var næsten ligeså tåbeligt som at høre denne slikkede kleptokratiske herre tale om, at der jo havde været tale om en “ensidet handel”, som kun havde omfattet slaver. Det er jo intellektuelt udfordrende, for hvad grund var der til under store strabadser at indfange slaver og føre dem til handelspladser ved kysten? De hvide slavehandlere og deres søfolk havde jo i forvejen rigeligt travlt med at dø i hobetal under selve transporten. Det var altså de sorte selv og arabiske slavegrossister, som leverede varerne og naturligvis blev belønnet i denne naturligvis alt andet end “ensidede handel” Udover det mente samme embedsmand ikke mindre kontroversielt, at det ghanesiske samfund før slaveriet have været et ædelt og demokratisk ligevægtssamfund, hvor alle stammerne havde indført sandt demokrati. Det er jo også ret epokegørende, da der ikke fandtes skriftsprog, så hvordan i alverden dette fuldendte demokrati over store afstande har kunnet fungere er da interessant. Det hele var så blevet ødelagt af de hvide, som havde støttet de stærke stammer, så de kunne udnytte de svage. Nu er ghanesere næppe dummere end andre, så det er da utroligt, at de skulle have hjælp udefra til at finde ud af det, altså at udnytte andre. Det er gået helt fint i de 2 Amerikaer før Columbus, i Kalahari-ørkenen og på Ny Guinea og alle andre steder, hvor mennesker eller mink har huseret. Begrebet om “den ædle vilde” levede kun kort fra Rosseau til Fennimore Coopers bøger om “Den Sidste Mohikaner”, blot et par årtier i intellektuelle saloner. Og så altså lige på DR2 i går. Selv om tyskerne nedbrændte alle byer i Ukraine og store dele af Sovjetunionen og slog alle folk ihjel under 2. verdenskrig mener vi dog at vide, at de ikke for altid er skyldige i nogen permanent ødelæggelse. Anderledes i Ghana: Paradiset blev ødelagt af de hvide handlende ved kysten og amerikanerne er skyldige til evig tid, selv om de godt nok dengang var englændere. De sidste har bare ikke så mange penge, så dem nævnte embedsmanden ikke. Det var ellers araberne, som i hele Afrika allerede siden romerrigets fald havde handlet slaver og det gør de vist forresten stadigvæk, men alligevel var amerikanerne altså de permanent skyldige. Mærkeligt at DR2 ikke lige påpegede dette paradoks, nok ligeså mærkeligt som at de heller ikke påpeger alle de andre. Sikke klog man bliver af at se fjernsyn. Tænk blot på begrebet “ensidet handel”. Der ligger vist en Nobel-pris og lurer her. Denne veltalende herre, at dømme efter det aldeles perfekte engelsk allerede kleptokrat af mindst 2. generation, så forresten nydelig og særdeles afrikansk ud der i sine sikkert til lejligheden traditionelle rober udvalgt mellem alle jakkesættene fra Oxford og havde tydeligvis aldrig oplevet kritiske spørgsmål. Det kom han så heller ikke til fra den dumme “klogekanal” desværre. Nok endnu mindre end fra sin filippinske tjenerstab. Der er åbenbart tale om en arvesynd, som ikke kan sones af Amerika og som ikke skal sones af de måske allerværste skurke fra datiden, nemlig araberne og afrikanerne selv. Lidt har kristendommen da fået fat i Afrika.

Så er den ged hvist helt glatbarberet!

Glimrende historieprogram på P1

Historie — Drokles on October 29, 2007 at 6:17 am

Man bør rose P1, når man får chansen. Emnet er slavehandel og skyldsspørgsmålet og det handler blandt andet om Danmark’s deltagelse i slavehandelen og vores ansvar. Fra omtalen

Ghanas historie rummer meget lidelse, da landet tidligere lagde krop til flere vestlige landes slavehandel, deriblandt også Danmarks. I tusindvis af fædre, mødre og sågar børn blev brutalt fjernet fra deres familie og afskibet som slaver.

En måde, hvorved man kunne stemple slaverne, var ved at mærke dem. En af de metoder gik ud på at kappe det yderste af fingeren af.

Derfor hilser alle ghanesere i dag på hinanden på en lidt speciel måde - set med danske øjne - hvor man hylder friheden og samtidig lige sikrer sig, at fingrene er, som vorherre skabte dem.

Det fremgår nemlig, uden at forklejne det amoralske i slavehold, at historien dyrkes som offergørelse gennem historieforfalskning for at fjerne skylden fra afrikansk kultur istedet bebrejde den “hvide mand”. Det er ganske irriterende, men det er også en alvorlig hæmsko for afrikanerne selv, da det fratager dem deres forståelse for deres egen kultur og historie og fastholder dem i en myte, hvor de ikke selv har ansvar for deres udvikling. For at have skyld må man også have vilje.

Uenighedslisten

Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on October 29, 2007 at 5:40 am

Det undrer mig at folk der flygter fra totalitære styrer rundt omkring i verden melder sig ind i Enhedslisten. Ikke nok med at det er en liste for gamle kommunister, der er også et samlingsted for nye islamister. Men nu har en af dem fået nok. Fra Jyllands-Posten via Hodja’s Blog

“Jeg kan ikke i den grad vende mine politiske holdninger og principper ryggen. Jeg kan ikke ignorere mine medsøstre i Iran, som af islamister som Asmaa er blevet frataget de mest fundamentale rettigheder,” siger Katayuon Yazdanyar til Altinget.

Det skulle man jo tro var en god kvinde, men hvorfor har hun noget imod Asmaa’s tørklæde? 

“Jeg har på egen krop mærket islamisternes undertrykkelse i Iran, og det vil være at svigte alle de progressive, der er flygtet fra islamismen, hvis jeg er med i et parti, der får en islamist valgt til Folketinget,” siger Katayoun Yazdanyar til Altinget.

Mage til usympatisk sludder. Der døde 100.000.000 mennesker under marxistisk styre. Myrdet torturet, sultet, arbejdet til døde, mens de overlevende i disse ræselssamfund vogtede på hinanden i paranoid angst for at være den næste der blev hentet om natten efter tip fra naboen. Hendes indlevelse strækker sig kun til hvad hun specifikt har oplevet på sin egen krop og derfor strækker min sympati sig ikke til hendes historie. Men jeg glæder mig over at røvhullerne kriges indbyrdes.

Folketingsmedlem Line Barfod ærgrer sig over Yazdanyars udmeldelse:

“Jeg kan naturligvis godt forstå den reaktion, hvis man selv er flygtet fra et land, hvor man bliver tvunget til at gå med tørklæde. Men det vi kæmper for i Enhedslisten er jo, at alle skal have lov til at gå klædt, præcis som de vil. Derfor vil vi i Danmark kæmpe for, at man skal have ret til at gå med tørklæde frivilligt,” siger Line Barfod til Altinget.

Hvis det er frihed til personlig udfoldelse man søger, skal man blive liberalist. Men Line Barfoed overser det simple faktum at Asmaa’s tørklæde ikke er et symbol på den frie vilje, men derimod et undertrykkelsens symbol, der er påkrævet. På Den Hvide Rose bringes dette citat

Asmaa om tørklæder:
“Det islamiske klæde er obligatorisk for muslimske kvinder. (…) At den muslimske kvinde vælger at opfylde det obligatoriske krav kan og må kunne respekteres. Dog bør vi bakke op om de religiøse tiltag, da det er med til at give mennesker en bedre position i forhold til medmennesker og samfundet.”
(Fyens Stiftstidende, 12. dec. 2003)

Det er en hjernebrist at være totalitær. Men det er en karakterbrist at sidde det overhørigt mod bedre vidende.

Fremragende gennemgang af rød-fascismen

Politik, venstrefløjen — Drokles on October 29, 2007 at 3:51 am

En helt igennem fremragende gennemgang i Weekendavisen af de fascistiske bølleoptøjer til støtte for Ungdomshuset, vold for voldens egen skyd.

Der er, for mig at se, to grundlæggende måder at reagere på i forhold til en sag som kampene om Ungdomshuset: den rationelle forståelses position og autoritetens position. I medierne og blandt visse venstrefløjspolitikere forsøgte man længe at etablere en udstrakt forståelse og indføling i, hvad det var, de unge mennesker ønskede. Man forsøgte at rationalisere sagen, idet man mente, at der måtte findes en rationel mening i det, der ellers kunne minde om en slags momentan kollektiv galskab. Konklusionen var, at de unge måtte have været usædvanlig glade for det hus, siden de nu var så vrede.

Typisk forsøger man i denne forståelsens position at finde forklaringer på handlingerne ud fra en socio-økonomisk forklaringsmodel. Man ser sagen sådan, at en samfundsmæssigt udgrænset gruppe ikke får tilstrækkelig økonomisk støtte fra det offentlige til at kunne trives. En anden forklaring, man ofte hører, hænger sammen med et pluralitets-argument. Her er pluralitet og diversitet i sig selv blevet til et argument for at bakke op om den undertrykte »minoritet«. Kombinationen af det socio-økonomiske argument og pluralitets-argumentet lyder: Vi bør i et rigt samfund have overskud til at støtte dem, der falder uden for mainstream – der skal være plads til de »skæve eksistenser«.

Mens det gamle ungdomshus endnu stod på Jagtvej, var løsningen på problemerne i den rationelle forståelses position enten at lade de unge beholde huset eller at forære dem et nyt hus. Siden blev de unge og deres fond tilbudt at overtage et andet hus på fordelagtige vilkår. Det radikale, irrationelle skred i situationen, den uforklarlige reaktion, indtrådte med de unges afvisning af denne »rationelle« løsning på konflikten. I stedet valgte man opstanden, og det hele eksploderede. 72 millioner kroner kostede de unges optøjer borgerne. De unge søgte hinsides forståelsens grænser og ud i en handlemåde, der var uforståelig for den rationelle position, fordi den var ude af proportioner.

I dette handlemønster søger man ikke en løsning, men konfrontation. De mere seriøse politiske motiver er trådt i baggrunden. Man føler sig hinsides demokratiets spilleregler. Man søger en fjende at kæmpe imod, for man ønsker at kæmpe for kampens egen skyld. Man vil netop ikke være venner med politiet og forståelsens politikere.

Parolerne, der taktfast råbes ud i masseoptogene, taber deres semantiske indhold, og forvandles til ren primitivistisk rytme og emotion. Man vil etablere en undtagelsestilstand. Gaderne afspærres med skrammel, og man laver store bål, der forhindrer trafikken i at fungere. Sådan sættes dagligdagen ud af funktion. Om natten kortsluttes gadebelysningen, så bydelen henligger i mørke – kun oplyst af bålenes ild, der, som oprørerne, ikke respekterer grænser. Byens inventar af enkeltdele, butikker, biler, telefonbokse, busstoppesteder, forvandles til symboler på autoriteterne og smadres.

Det er en både spontan og koordineret voldsudøvelse, der synes at fremkalde en dionysisk ekstasetilstand og følelsen af uovervindelighed hos deltagerne. Det er et lignende reaktionsmønster, man finder i andre massebevægelser, inklusive fascisme og kommunisme. I masseoptoget nedbrydes grænserne mellem individerne i en kollektiv oplevelse, hvor hverdagens individuationsprincip opløses, sådan at enkeltindividets grænser i forhold til andre individer forsvinder, og menneskemængden bliver til et medium for en forhøjet vitalistisk livsudfoldelse i masseberuselsen.

Man finder en beskrivelse af fænomenet i Martin Andersen Nexøs roman Pelle Erobreren (1906-10), hvor en kommunistisk kollektivisme-religiøsitet med vitalistiske træk er skildret. Om en demonstration i København hedder det: »Der gik sælsomme Kræfter ud fra den tætpakkede Folkemængde som følte og tænkte et og det samme – og betog med en egen Styrkefølelse. Pelle [...] stod her og blev til ét med dette store Væsen, følte dets Kræfter svulme i sig, som den lille Finger er med i hele Legemets Styrke. Der udgik en blind Forsikring om Uovervindelighed fra denne vældige Klump, en tilskyndelse til at gaa Stormgang. Hans Lemmer svulmede ud, han blev et uhyre tungt Væsen, der blot behøvede at trampe frem for at træde det Hele ned! Det svinglede i hans Hjærne af Kræfter – umaadelige, uovervindelige Kræfter!«

I den kollektive kamp for »Godhedens Sejr«, som det hedder i bogen, er al den tvivl og skepsis, der ville have kastet den enkelte tilbage på sig selv og sine begrænsninger, fejet bort. Den organiske masse, hvor den enkelte blot er et led i helheden, er blændet af overbevisningen om at have erkendt det »Godhedens Princip«, der skal fungere som ledestjerne. I Nexøs fine beskrivelse er det primære kendetegn ved denne masse netop den følelse af svulmende kraft, som gennemstrømmer mængden.

På samme måde fandtes der en »Tilskyndelse til at gaa Stormgang« i optøjerne omkring Ungdomshuset sidste efterår, som befandt sig hinsides rationalitet og forståelighed, og som brød med alle de velmenende forventninger. I den rationelle forståelses position havde man misforstået konflikten. Ønsket om dialog og princippet om den fremstrakte hånd var en misforståelse af det sprogspil, den egenlogik, optøjerne fungerede efter.

Artiklens forfatter Anders Ehlers Dam mener i stedet at optøjerne skal mødes med konsekvens og knytter direkte de “unges” grænsesøgning til manglen på grænser i det feminiserede samfund (undskyld kvinder, men i dette tilfælde har I sejret ad helvede til), der istedet trænger til fars hammer.

I et valgprogram på P1, der desværre ikke er på nettet, blev Frank Aaen spurgt om han mente at alle grupper herunder også liberalistiske, der går på gaden for at forlange et hus forærende af kommunen også skulle have det og han svarede;

-JA!

Jeg tager hatten af!

Oppositionen i et moralsk fallit

Politik — Drokles on October 28, 2007 at 10:36 pm

Både Radikale Venstre og SF har opgivet modstanden mod 24-års reglen. Dette er ualmindeligt bemærkelsesværdigt og præsenterer en oppositionen i svære problemer. Hvad Helle Thorning umiddelbart regner for en sejr, ved at Radikale har gjort knæfald for Socialdemokratiets linie kan meget vel vise sig at være det sidste søm i kisten på et reelt alternativ til den siddende regering. SF og især Radikale Venstre forregner sig med dette køb på idealer i bytte for det samarbejde, der skal samle oppositionen til en sejr.
At man har et standpunkt til man tager et nyt er en bagudgang man kan gøre brug af en gang imellem og regnes almindeligvis for rimelig legitim. Standpunkter er nemlig afhængig af de oplysninger man har til rådighed, den specifikke situation og ens logiske apparat, der jo forståeligt nok kan fejle i ny og næ. Folk kan derfor sagtens være uenige om alle standpunkter og alligevel acceptere hinanden som ligeværdige mennesker og endda dyrke nære venskaber.

Hvis debatten ikke var skruet op i et hysterisk leje af de selvgode ville man kunne sumere den op på følgende måde. Der er dem der sætter de svagestes tarv som de stærkes ansvar, hvorfor danskere der finder en udenlandsk ægtefælle må bære den gevaldige gene at de ikke begge kan bo her i landet før ægtefællen er fyldt 24 år over for dem, der også gerne vil løse tvangsægteskabsproblematikken (hvis de overhovedet erkender den) men ikke på bekostning af friheden for myndige personer. En sidedebat ville så dreje sig om den demografiske balance og Danmark som nation og en anden ville mere nøgternt dreje sig om effekten af denne regel i forhold til forskellige alternativer.
Men oppositionen har gjort 24-års reglen og det tilhørende tilknytningskrav til et spørgsmål om moral! Moral afgør ikke om mennesker, der ellers er ligeværdige, kan være uenige, men om mennesker i sin essens er sunde. Hvis man ikke lever op til god moral forbryder man sig mod andre mennesker og mister sin status som ligeværdig. Eksempelvis er det en uenighed når man diskuterer om de fattige har mest brug for mere velfærd eller et arbejde, mens det er et spørgsmål om moral om deres situation overhovedet rager en. 24-års reglen er for de selvgode partier ikke bare amoralsk, men også udtryk for et ulækkert bagvedliggende menneskesyn og dette kan man ikke gå på kompromis med.
Politiken citerer kritikere fra Radikale Venstre

»For mig er tilknytningskravet virkelig hjerteblod«, siger folketingsmedlem Charlotte Fischer: »Derfor er det vigtigt, at vi går ud og fortæller vælgerne, at det her er altså noget, vi vil gå ud og slås for. Vi skal ikke forhandle med Socialdemokraterne i valgkampen. Vi peger på Helle Thorning-Schmidt, men det er klart, at vi ikke entydigt opgiver at ændre familiesammenføringsreglerne«.

»Jeg er alvorlig i tvivl, om jeg kan sidde med i en regering, som accepterer tilknytningskravet. Det er en meget stor mundfuld for mig det her«, siger hun.

(…)

»Der er mange mennesker, der regner med os. Vi er det sidste bolværk i kampen for at lave udlændingepolitikken om. Det er farligt, hvis man udvisker forskellene mellem R og S inden et valg«, siger Simon Emil Ammitzbøll.

»Vi skal stå fast på, at vi vil have nogle andre regler på familiesammenføringsområdet. Og skal der laves kompromiser på det her område, så skal de laves efter valg«, siger han.

(…)

»Vores ledelse skulle kæmpe for at ændre udlændingepolitikken i stedet for at lægge sig fladt ned på maven og stryge Socialdemokraterne med hårene«, siger hun. [Zenia Stampe]

»Vi skal kæmpe med det yderste af vores negle for at fortælle vælgerne, at vi vil en ny udlændingepolitik. Det er det, der betyder allermest for os, og derfor mener jeg, at det er dumt at gå ud og så tvivl om det budskab allerede nu«, fastslår Zenia Stampe. Hun mener, at de radikale burde gå til valg med et klart krav til Socialdemokraterne om, at reglerne på familiesammenføringsreglerne skal ændres.

»Det er vores vigtigste eksistensberettigelse det her. Det er derfor, at man skal sætte krydset ved os. Jeg anser det for fuldstændigt urealistisk, at der ikke kommer ændringer på de her to områder – uanset, hvad Socialdemokraterne siger. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det er meget svært for Det Radikale Venstre at forestille sig at sidde med i en regering, der bare fortsætter med Anders Fogh Rasmussens udlændingepolitik«, fastslår Zenia Stampe.

Og Jyllands-Posten citerer SF’ere

- Den politik, der nu bliver ført, vil skabe rigtig meget uro i partiet. Det er ikke SF’s politik at bevare 24-årsreglen. Baglandet bakker ikke op om det. Jeg kan ikke forstå, hvor Ole Sohn har det fra, siger Özlem Sara Cekic til Ritzau.
Udsigten til ministerbiler

Hun mener, at de positive meningsmålinger og muligheden for ministerbiler er ved at stige SF-ledelsen til hovedet.

- De giver afkald på partiets principper og værdier, fordi vi er for tæt på magten. Jeg kan på ingen måde stemme for en SR-regering på denne måde. Det bliver ikke med mit mandat, siger hun.

Og det midt i en valgkamp. Kritikken er ikke uden grund og den er ganske alvorlig for hele den fløjs eller det paradigmes selvforståelse. Der tales om hjerteblod, eksistensberettigelse, det sidste bolværk og der udtrykkes direkte tvivl om man vil sidde i eller støtte en sådan regering. Dette er alvorligt fordi det ikke blot er et par uregerlige medlemmer, men derimod en brudzone i dansk politik. Opgøret mellem et idealt menneskesyn på den ene side og nationens nødvendighed på den anden. Ved at acceptere 24-års reglen erkender man alt, hvad den er udtryk bl.a. at der er uønsket indvandring der kan kendes på den kulturelle markør.

Så hvilken moral udtrykker Margrethe Vestager og konsorter når de indgår denne dans med djævlen? De tilskrives i deres egnes optik at have en høj moralsk etos, men hvorledes skal de forklare deres syndefald? Som en pris der må betales for ministerbiler? Det vil da bare være et ualmindeligt billigt valgtrick og i sidste ende ganske uforståeligt, da der ingen forandring er ved at det Radikale Venstre fører Dansk Folkepartis Politik. At erkende fordelene ved 24-års reglen er også udelukket, men at gå imod den er umuligt. Hun er fanget, som en lus mellem to negle og hvordan den end vendes eller drejes står de nu på det forkerte ben og det hjælper ikke at Morten Østergaard på sin blog siger

Det Margrethe forklarer i Politikken idag er derfor blot, at vi i Radikale Venstre kun har et ultimativt krav til en ny regering - hvis den skal føre en anden politik, skal den være uafhængig af Dansk Folkeparti.

for det giver ingen mening at definere sin politik igennen en så spinkel negation. Hver gang Vestager skal forklarer sin nye position konsoliderer hun tanken bag ved 24-års reglen og fratager den dens farlighed. Tilbage står at VKO godt ved hvilken moral de repræsenterer, men hvilken moral repræsenterer Vestager når hun ikke repræsenterer sin egen?

Dagens Asmaa

islam — Drokles on October 28, 2007 at 8:47 am

Asmaa Abdol Hamid her gjort til sin metier at udtale sig komplet tvetydigt i alle væsentlige spørgsmål. Fra Jyllands-Posten

- Der er teorier om, at jøder skulle stå bag 11. september. Det påvirker de unge mennesker. Jeg kan huske, da jeg selv begyndte at tænke over konspirationsteorierne som 19-årig i 2001 og satte spørgsmålstegn ved, hvordan jøder kunne blive evakueret. Men man må tage afstand fra teorierne, ellers begynder man at sætte skel op mellem de etniske og religiøse grupper, siger Asmaa Abdol-Hamid til Ritzau.

Teorierne forkastes altså fordi de sætter skel mellem mennesker, men ikke fordi de er noget vrøvl. Asmaa’s tankegang er i dette tilfælde et glimrende eksempel på at sandhed i islamisk takegang er en social gestus og ikke et spørgsmål om objektiv sandhed.
Jøde-teorien stammer i øvrigt fra en fejlagtig gengivelse af en artikel i Jerusalem Post, der i dagene efter angrebet havde skrev, at der var 4.000 israelere i området omkring World Trade Center, hvis situation man ikke kunne redegøre for. Det blev i libanesisk presse til teorien om de 4.000 jøder der var blevet hjemme den dag og efterfølgende opstod forklaringen og terien at det var efter tip fra den israelske efterretningstjeneste Mossad.

Radikale opgiver deres gode moral

Politik — Drokles on October 27, 2007 at 6:51 am

Radikale Venstre går nu ind for at beholde 24-års reglen og tilknytningskravet, skriver Politiken.

Efter flere års splittelse i udlændingepolitikken mellem Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre accepterer den radikale partileder, Margrethe Vestager, nu at sidde med i en SR-regering, som ikke vil afskaffe 24-års reglen og de stramme tilknytningsregler for at komme til Danmark.»Vejen til regeringsdannelse er viljen til at finde nye, gode løsninger. Gamle regler står ikke i vejen for regeringsdannelse, heller ikke 24-års reglen og tilknytningskravet«, fastslår Margrethe Vestager.

Men

Hun uddyber, at de radikale kun har ét ultimativt krav i forbindelse med en regeringsdannelse, og det er uafhængighed af Dansk Folkeparti.

Og det er en holdning, der åbenbart kan bære dannelsen af et helt parti. Men hvorfor dog opretholde sin modstand mod et samarbejde med Dansk Folkeparti når man samtidig tilslutter sig de regler og krav som er et udtryk for Dansk Folkepartis menneskesyn?

Dermed rydder Vestager en af de helt centrale problemer for et regeringssamarbejde mellem S og R af vejen. Med sin udmelding sikrer R-lederen samtidig, at regeringen mister et af sine vigtigste kort i valgkampen, som går ud på at udstille SR-uenigheden på udlændingeområdet.

Men samtidig giver de køb på deres troværdighed. Hele den borgerlig blok plus Socialdemokratiet og SF har nu accepteret 24-års reglen blot for at slippe for Dansk Folkeparti indflydelse! Hvorledes vil de forklare det uden at indrømme at de tog fejl eller at kalde et stort flertal af vælgerne for grimme ting?

Fogh “kalder” Khaders bluff

Politik — Drokles on October 27, 2007 at 6:40 am

Tilgiv mit ringe kendskab til poker-lingo, men fra Jyllands-Posten

»Jeg tror, at efterhånden som valget nærmer sig, vil vælgerne godt have sikkerhed for, til hvilken side det går. Kan den nuværende regering fortsætte, eller kan den ikke fortsætte? Det, tror jeg, vil melde sig med øget styrke undervejs,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Og det er lige præcis det rigtige at gøre. Khader samler en hel del proteststemmer fra Radikale, SF og regeringen, men han har hidtil undgået at fortælle dem om prisen på sin salonfæhighed. De vælgere Khader tager fra Venstre og Konservative er næppe så utilfredse med VKO samarbejdet at de er villige til at se Helle Thorning som statsminister. Og de der håber på at Khader vil slå hårdt til mod regeringen og dens samarbejde med Dansk Folkeparti vil ikke være tilfreds med en konsolidering af det borgerlige Danmarks greb om magten. Fogh prøver at gøre det klart for sine frafaldne vælgere at det har sin pris at vaske sine hænder. Khaders svar er helt ude i hampen

»Jeg er sikker på, at vælgerne vil sætte pris på, at statsministeren nu tager et valg. Jeg vil gerne vide, om han vil Dansk Folkeparti eller Ny Alliance. Hvad vil du egentlig, Fogh,« spørger Naser Khader og stiller følgende betingelse for selv at bekende kulør:»Hvis han går ud og siger, at det ikke bliver Dansk Folkeparti, men Ny Alliance, så kan vi godt tale om det,« siger Naser Khader.

De ultimative kravs tid er forbi og det kommer Khader til at finde ud af de næste dage. Som meningsmålingerne ser ud nu er det enste alternativ til VKO, at regeringen hviler på både Ny Alliance og Dansk Folkeparti. Ny Alliance vil ikke være i en situation hvor de kan kræve det ene støtteparti fjernet da det parlamentariske flertal vil være væk. Khader spiller et højt spil der skaffer ham gevaldig medvind i visse kredse, men hans plan er umulig at gennemføre og det vil nu gå op for en del af hans vælgere.

Fredag aften

Diverse — Drokles on October 27, 2007 at 6:15 am

Fra DR

To dørmænd slap uskadt, da festen for 800 mennesker på natklubben Vega i København natten til lørdag endte med skyderi.

(…)

Den unge mands venner var fulgt med ud i køkkenet, hvor de råbte op, og under tumulten lykkedes det gerningsmanden at flygte. Efterfølgende kunne politiet dog anholde to venner til gerningsmanden, hvor af den ene formentlig vil blive fremstillet i grundlovsforhør lørdag. Han blev taget med en pistol på sig, men det er endnu uvist, om det er gerningsvåbnet.

Politiet leder nu efter den arabisk udseende gerningsmand, der er cirka 175 centimeter høj og spinkel, men atletisk af bygning. Han har et markeret ansigt og bar en rød t-shirt og mørke cowboybukser.

Same old….

Enhedslisten starter valget med et selvmål

Multikultur, Politik, venstrefløjen — Drokles on October 26, 2007 at 5:25 am

Dansk Folkeparti har lanceret en plakat, hvor en hånd tegner pædofeten Muhammed, mens en tekst kundgør, at ytringsfrihed er en dansk værdi. Det er ganske vist noget vrøvl med danske værdier, men lad det nu ligge. Som svar lancerer Enhedslisten en lignende plakat, men her tegner hånden istedet et portræt af Pia Kjærsgaard, mens teksten kundgør, at idioti ikke er en dansk værdi. Nyhedavisen skriver 1-1 på baggrund af en ekspert

»Plakaten er et ligeværdigt og raffineret svar, for det er ikke en satiretegning, men et skolepigebillede. Nu er medierne også nødt til at vise Asmaas plakat. Det er en politisk debat på plakater. De kan ikke flytte stemmer, men de forstærker troen på det parti, man i forvejen tror på,« siger lektor Klaus Kjøller. 

Men her tager de måske fejl. Ikke nok med at plakaten ganske gratis viser Pia Kjærsgaards ansigt, der her ikke er tegnet med en dæmonisk streg, men de forstærker også Dansk Folkepartis budskab ved at anerkende at kampen om ytringsfrihed ikke er afgjort. Dansk Folkeparti har fået anerkendt sit tema for denne valgkamp. Og selv om Enhedslisten siger

»DF’s plakat er barnlig og næsten desperat. Pia Kjærsgaard er bange, fordi hun er på vej til at miste indflydelse,« siger Asmaa Abdol-Hamid, folketingskandidat for Enhedslisten.

så er det deres egen i al hast fremstillede plakat, der kommer til stå for skud da Dansk Folkeparti’s plakat har mange flere referencer. Folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Morten Dreyer siger det bedst i debatrubrikken længere nede på Nyhedsavisens side

Ved at bruge en tegning fra 1600 årene trækkes en parallel fra fortiden til i dag.

Også i dag er vestlige holdninger under pres. Ikke mindst er ytringsfriheden klemt. Personlig har jeg for få dage siden vundet en retssag, hvor jeg blev stævnet for ca. 100.000 kroner i erstatning for at skrive et debatindlæg.

Så plakatens tekst er klar og præcis:

Ytringsfrihed er dansk, censur er det ikke.

Men der er en større og mere graverende trussel mod Liste Ø end at plakaten ikke får den ønskede gennemslagskraft. Enhedslisten er midt i et indre opgør om deres grundlæggende værdier. Groft sagt kan man tale om en fløj, der forfægter et eller flere sæt universelle værdier, som vi kan kalde idealisterne, overfor en fløj der loyalt forsvarer et fast galleri af ofre mod et ligeså fast galleri af skurke, og dem kan vi kalde loyalisterne.

Enhedslisten er et sammenrend af allehånde vraggods på den yderste venstrefløj og de har gjort en dyd af nødvendigheden og har samarbejdet i mange år mod den fælles fjende; resten af samfundet eller det meste af menneskeheden. Men nu kræves der altså langt om længe, at de tager principiel stilling i sagen om Asmaa’s Tørklæde. Er det et uskyldigt stykke stof der festligt bidrager til den mangfoldighed af udtryk i en ellers grå hverdag eller er det simpelthen et udtryk for mandens kontrol med kvindes seksualitet og i en bredere sammenhæng et opgør med religiøse hierakier mellem rene og urene?

Tørklædet var kun starten på opgøret mellem loyalisternes omfavnelse af islam og idealisternes forsvar af principper. Hele det muslimske menneskesyn burde være en torn i øjet på alle socialister og kommunister og feminister og det går i stigende omfang op for idealisterne. Derfor er Enhedslistens Pia-plakat et selvmål for ideen er tydeligvis fostret hos loyalisterne.

Plakaten siger jo at ytringsfriheden skal underlægges religiøse tabu’er (tabi?) og det kan man ikke forestille sig idealisterne være særligt begejstrede for. Men hvor skal idealisterne gå hen når deres parti svigter idealerne? SF venter selvfølgelig derinde i retning af den forhadte og blege politiske midte og det skridt overlever man jo nok. Det er jo på tide at blive voksen og tage lidt mere del i fællesskabet. Og fristelsen vil melde sig, hver gang man ser partiets plakat hængene fra en lygtepæl.

Men hvad ser man egentlig på den plakat? Man ser Pia Kjærsgaard se mildt og moderligt ned på én, som den paracelhus-mor man i sin ungdom ikke kunne komme hurtigt nok væk fra med hendes småborgerlige værdier og evendelige rengøringsvanvid. Den mor og den barndom, som hele ens politiske tro og virke udspringer af, som en lang frigørelsesproces. Det er jo ikke kapitalismen eller USA eller palæstinenserne, der holder én søvnløs om natten, men at Mor hellere ville se den krimi end at læse højt fredag aften og at far missede alle udekampene fordi han skulle arbejde over, så han kunne få råd til sin skide bil. Men nu er det måske på tide at vende hjem til den mor, der trods alt kun ville sikre sine børn en ordentlig opvækst i trygge kår og som aldrig svigtede når det virkelig galt. Hjem fordi man er blevet voksen og forstår det hele lidt bedre nu. Fra 180 Grader

Det er snart 30 år siden, at Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) faldt under spærregrænsen og forsvandt fra stemmesedlen. Partiets vælgere har derfor måtte finde nogle andre partier at stemme på. En analyse, som Rambøll Management har foretaget for Jyllands-Posten, viser ikke overraskende, at knap en tredjedel af partiets førstegangsvælgere i dag stemmer på SF (31,5 pct.), mens Enhedslisten har fat i godt en sjettedel af de tidligere sovjettro vælgere (17,3). Men den største gruppe eks-DKP’ere sætter i dag deres kryds ud for Dansk Folkeparti, der har tiltrukket hele 36,5 pct. af de gamle kommunister.

Plaketen summerer hele Enhedslistens konflikt op og den indeholder ikke bare argumentet for idealisterne om hvorfor de bør gøre op med Enhedslisten. Den bringer samtidig et bud på, hvor man kan gå hen når man er blevet partiløs. For præcis i spørgsmålet om ytringsfrihed og frihed for det religiøse tyrani, som man slår på med plakaten, havde Dansk Folkeparti jo ret. Men de havde ikke bare ret, de havde ret med den naturligste selvfølgelighed og det er noget, der gør indtryk på en idealist. Mennesker der er fast forankrede i deres værdier. Det er oftest dem der har lettest ved tilgivelse, så mon ikke mor Pia finder en fedekalv i kummefryseren?

Information overgiver sig aldrig

Politik, Pressen, islam — Drokles on October 26, 2007 at 4:46 am

Her er forslagene fra Dansk Folkeparti ifølge Information. At forbyde…

- særlige bederum på arbejdspladser for muslimer.

- halalkød i børnehaver.

- tørklæder i det offentlige rum.

- særlige bade- og omklædningsrum på skoler til muslimer.

- at svømmehaller lukkes for, at muslimske kvinder kan bade.

Det får være hvad det vil, men hvorledes fortolker en ekspert det?

Med sine forslag om at begrænse en bestemt befolkningsgruppes udfoldelsesmuligheder, kan forslaget give mindelser om de love, som Nazityskland indførte over for jøderne.

Lektor og Holocaust-ekspert ved Syddansk Universitet Therkel Stræde mener dog ikke, at man kan sidestille Dansk Folkepartis lovkatalog med Nazitysklands politik over for jøderne i 1930′erne.

“Dansk Folkeparti er ikke er nazister. Men deres parti og ideologi er ved deres ekstremt fremmedfjendske nationalisme ret tæt beslægtet med nazismen,” siger han.

Therkel Stræde peger også på, at formålet er det samme som i Nazityskland: at fortrænge en minoritet fra samfundet.

“Når Dansk Folkeparti forsøger at gøre livet så svært som muligt for muslimer, er det en hetz, der ligner den, der blev ført imod jøderne”, siger han.

Så når nazisterne havde travl med at fremhæve jøderne som de urene der ikke hører til mellem andre rigtige tyskere og forvise dem til særlige afgrænsede steder af det offentlige rum så svarer det til at Dansk Folkeparti forbyder alle måder hvorfpå muslimer lever som en (mere eller mindre frivilligt) adskild del af befolkningen? Jeg skulle mene at det var det modsatte, men Therkel Stræde er Holocaust ekspert så han ved helt sikkert, hvad han taler om. Ellers burde han jo fyres. Åh jo, artiklen har en boks for videre læsning, der lyder som følger

Valg07, Dansk Folkeparti og Hetz!

Nyhedsavisen’s konklusion på Muhammedkrisen

Pressen — Drokles on October 25, 2007 at 9:37 am

At de der forsvarede ytringsfriheden sejrede under Muhammedkrisen, reelt såvel som moralsk, er for stadigt flere en banal sandhed, men på Nyhedsavisen er det anderledes. Her er den grundlæggende opfattelse at det er forkert at tegne, sige, synge eller på anden måde ytre sig om noget eller på en måde som voldelige grupper ikke bryder sig om. Her holder man fast i takt og tone! Nyhedsavisen har afsløret en kampagne, ja det står sløjt til på redaktionen, hvor Dansk Folkeparti bruger Muhammeds kontrafej som illustration på at vi har ytringsfrihed og at det er vores egen forbannede ret til at forvalte den som vi vil. Under overskriften “DF bruger muhammedtegning i valgkampen” indleder Nyhedsavisen artiklen

Den muslimske profet Muhammed skal hjælpe Dansk Folkeparti med at score stemmer under valgkampen. Dermed åbner partileder Pia Kjærsgaard op for en ny debat om de kontroversielle Muhammedtegninger, som for to år siden resulterede i internationale protestdemonstrationer, dødsfald og ambassadeafbrændinger i Mellemøsten.

Det var altså tegningerne og ikke reaktionerne der var kontroversielle og det var dem der resulterede i ambassadeafbrændinger og ikke ildspåsætterne. Idag bringes et ligeledes i Nyhedsavisen et interview med de formasteliges leder, der ikke lader nogen tvivl tilbage om hvem der dog igen igen går over stregen. Hør bare en serie spørgsmål til Pia Kjærsgaard

Underminerer du ikke hele det diplomatiske arbejde, som Fogh gjorde for at skabe ro under  Muhammedkrisen?

(…)

Hvilket lys tro du, at annoncen stille Foghs indsats under krisen i?

(…)

Men det er vel ikke en partipolitik at tegne Muhammed…

(…)

Hvad siger du til kritikken af, at I har lavet valgannoncen, fordi I er løbet tør for mærksager, efter at regeringen har strammet udlændingepolitikken?

(…)

Har I overvejet om annoncen kan udløse vold?

(…)

Men det er vel noget, I har forholdt jer til?

Eller for at spørge lidt anderledes; Det er jeres skyld!

Stjernerne slår tilbage

Diverse — Drokles on October 25, 2007 at 9:19 am

Dansk Folkepartis indflydelse på Danmarks politiske diskurs (hvor opstyltet) har været en kogle i røven på de fleste kendisser. Gang på gang skal man høre dem i alle medier delagtiggøre os i, hvor forfærdeligt det er med denne regering og dets usle støtteparti og man skal føle med dem i deres afsky, der angiveligt holder mange af dem oppe om natten og traumatiserer deres børn. Desværre har de mange offentlige revselser - især på DR - af danskerne småtskårne racisme ikke hjupet, men nu ser det ud til at man kan få en ny platform til den ædle kamp, at bekæmpe krypto-fascismen.

Fra Berlingske Tidende

Generalsekretær Jørgen Poulsen fra Dansk Røde Kors bliver valgkampens første kanin.

Til stor overraskelse bliver han i dag opstillet til folketingsvalget for Ny Alliance erfarer Berlingske Tidende. Og det er en stor kanin. For Jørgen Poulsen er netop blevet kåret som den mest troværdige organisationsleder i Danmark.

Jørgen Poulsen kandidatur kommer i kølvandet på, at Ny Alliance i går også præsenterede Lars Kolind, tidligere topchef i Oticon, som ny kandidat på Fyn.

64-årige Jørgen Poulsen har været generalsekretær gennem 14 år for Dansk Røde Kors, og er en mand, der passer som støbt ind i partiets profil på bl.a. indvandrer- og asylområdet, hvor netop de Røde Kors-drevne asylcentre i forgårs kom i fokus, da regeringen fremlagde et forslag om at tilbyde 60 afviste asylfamilier ophold uden for centrene.

Kendisserne har opgivet at vælte det onde regime gennem støtte til eksisterende partier, som især de radikale og Socialdemokratiet og har istedet fået deres eget parti. Og hvilket parti? Et parti næsten uden indhold andet end den hellige mission at forhindre Dansk Folkepartis indflydelse, hvilket letter besværet med at skulle sætte sig ind i politik og ubehaget ved at skulle forholde sig til konsekvenserne af sine prioriteringer. Så alt hvad et partimedlemskab kræver er altså at man er imod Dansk Folkeparti og tjener så mange penge at man ikke føler sig forpligtet til at bidrage til fællesskabet. Kendisser løber altså en sidste storm mod regeringen.

Det er kendissernes sidste storm mod regeringen, hvor målet er at få Fogh, som man må finde sig i, ud af Pia-pigens klør. Det er ikke så ambitiøst som da målet var at vende tilbage til da kulturadikalismen var det eneherskende paradigme, men de mange nederlag har lært dem at sætte baren mere realistisk. Men hvis de ikke klare den denne gang………ja, så står de vanærede tilbage. Deres nederlag vil være komplet og de må sande at selv om de får lov at fyre giftigheder af i medierne er der ingen der lytter. De vil være færdige med at blive taget alvorligt og hvilken mere grum skæbne kan man tænke sig for så selvoptagede personer?

Hvorfor et valg nu?

Politik — Drokles on October 24, 2007 at 9:07 am

Uriaspostens Kim Møller kolporterer valgrygter. Statsministeren skulle ifølge hans kilder udskrive det senere idag onsdag. Men hvorfor nu?

Tidligere mente de fleste kommentatorer, at der ville blive udskrevet valg i september, men at dette blev forpurret (for det var ikke fordi de tog fejl) af de konservatives barnlige opgør med Dansk Folkeparti om skattelettelser. Man opregnede en lang liste med sager der kunne tale for et valg. Først og fremmest var en del problemer ryddet af vejen, ikke mindst Irak-krigen og tolkesagen. Dernæst skulle valget overstås før en lang række nye problemer ville tære på regeringen, såsom budgetforhandlinger med kommunerne og kvalitetsreformen. Det blev også nævnt at meningsmålingerne var forholdsvis gunstige.

Få påpegede, at der ikke var en oplagt grund til at udskrive valg og at vælgerne dermed nemt kunne straffe Fogh for at spekulere taktisk. Og det taktiske element ville også være spektakulært med dannelsen af Ny Alliance. Et hurtigt valg kunne tage det nye parti med bukserne nede inden det nåede at blive opstillingsberettiget og det ville nok virke kynisk hældene mod det direkte usympatiske. At lade Ny Alliance komme lidt igang ville derimod være at tage en chance da ingen viste hvor stor gennemslagskraft det ny parti ville få.

Det medførte en hel del bogstav-kombinationer, der alle nok gav Fogh 4 år mere, men samtidig sendte Dansk Folkeparti ud, som eneste støtte og dermed brød VKO-alliancen. Under alle omstændigheder ville Fogh ikke have noget valg, hvis flere medlemmer af regeringspartierne begyndte at melde sig ind i det nye parti og dermed forrykke den parlamentariske balance. Om det ville være godt for Fogh at opgive det faste ægteskab frem for flere genstridige elskere blev ivrigt diskuteret, men mange øjnede krytofascismens snarlige sammenbrud.

Der er altid problemer forude for en regering og der er altid problemer man har overstået. Nu venter lønfohandlinger med de offentligt ansatte og afstemning om EU. Men man udskriver ikke valg hvis ikke man er helt sikker på at det bringer noget bedre end det man har og hvad er bedre end at have flertallet? Alligevel kan man godt argumentere for at det vil være en god ide for Fogh med et valg.

På sin vis er det nemlig en gratis omgang for Fogh, der bevarer sin regering fordi, der intet altinativ er til den. Om andre partier vil dele støtterollen kan være et stort minus fordi det dermed vil skabe en masse konflikt imellem dem, men det indeholder samtidig muligheder for at kunne formulere en anden politik end hvad Dansk Folkeparti kan overskue. Foghs temperament foretrækker måske det stabile, men hans bagland foretrækker forandring. Uanset hvad er pladsen ved roret sikret.

Oppositionen er ikke stærk. Asmaa’s tørklæde handler om mere end Enhedslistens mandater. Det er en principiel debat på venstrefløjen mellem offergørelsen af invandrerkulturer og universielle idealer og den vil med sandsynlighed kunne mærkes i de to andre socialistiske partier SF og Socialdemokratiet. Den fløjs moralske selvsikkerhed vil være undermineret i hele debatten om indvandring.

Ny Alliance har alt for tidligt og meget klodset afskrevet sig mystikken om hvem de vil pege på og udgør derfor ikke en fare for Foghs magt, han kan regne med dem. Deres klodsethed har bevist, at de ikke er partiet, der i den nærmeste fremtid kommer til at definere de nye borgerlige og efterhånden, som deres umiddelbare fremgang eroderer står det stadig mere klart, at de kun holdes oppe af en velvilje til deres ædle motiver om at stække Dansk Folkepartis indflydelse og på den sympati som især Khader nyder bredt i befolkningen. Partiets eksistens er mere en måde for en del borgerlige at komme lidt væk fra den hørm af underdanmark som Pia Kjærsgaard repræsenterer, men det rykker ikke for alvor ved VKO’s interessefællesskab. Ny Alliance har fået tid nok til at samle sig, så meget tid faktisk at deres partiprograms udfærdigelse blev til en stående joke. De vil få det svært i en valgkamp, hvor man ikke bare kan affærdige kritiske spørgsmål med et “vent og se”.

Og hvad siger meningsmålingerne? De siger at regeringen og VKO flukturerer omkring et flertal, oftest manglende et par mandater og det uanset hvilken politisk dagsorden, der har præget medierne. Og det er faktisk meget stærkt i midten af en regeringsperiode, et tegn på at danskerne alt i alt stoler mere på VKO en alternativet. For selv om man kan være utilfreds med regeringen, hvad er så alterntivet?

Det er nemlig lykkedes Fogh at skabe en midterregering uagtet oppositionens anklager om fløjpolitik. Det eneste afgørende politikområde hvor VKO udgør en decideret fløj er udlændingepolitiken, men den har ganske solid støtte i befolkning. Sandt er det at der er flere der synes at den er for stram end der er der synes at den er for slap, men der er flest der synes at den er tilpas, hvilket lander den førte politk nogenlunde i midten af danskernes ønske, med en lille fordel til strammerne.

På skatte og velfærdsområdet (It’s the economy, stupid!) udfordres Fogh at to modsatrettede bevægelser. Radikale og Ny Alliance vil have på skattelettelser (de radikale kalder det bare reformer) mens Socialdemokratiet og SF satser på velfærd. Så selv om alt fremstilles som et grundlæggende opgør med den siddende regerings politik - om det så er 50.000 på slotspladsen der kræver et eller andet eller Ny Alliances skattepolitik der viser vejen for fremtidens globaliserede Danmark - er der ikke et samlet alternativ. Fogh er en mediator mellem de uansvarlige og de ufølsomme og udfylder dermed den praktiske rolle som landsfader - skønt han ikke har udstrålingen.

Det handler altså om på, hvilket grundlag Fogh skal regere og følgelig for oppositionen, mere deprimerende, i hvilken retning man vil trække Fogh. Socialdemokratiske vælgere vil her have en interesse i at holde deres tidlige Radikale samarbejdspartnere og dets udbryderparti Ny Alliance fra fadet og det kan faktisk kun gøres ved at stemme enten Dansk Folkeparti eller Venstre - for Helle vinder ikke. Og det ved hun godt, hvorfor hun må redde hvad der reddes kan. Alle partier der ikke kan vinde magten må kompensere med flotte resultater gennem stærke markeringer og det giver Fogh særdeles gode muligheder for at splitte oppositionen. Jo stærkere oppositionen slår på deres politik jo tydeligere bliver modsætningen. Fogh vil her have en stor fordel i at få en valgkamp til at dreje sig om emner der kan udstille oppositionens indre stridigheder frem for at det kommer til at handle om personer. Hvilken ironi.

Valgkampe er uforudsigelige og aktuelle politiske stridigheder kan få uforholdmæssig megen betydning, men Fogh har ramt en nerve i danskerne sentiment. Fogh er den eneste der kan præsentere en sammenhængende løsning, ikke blot at han kan skabe enighed, men også logisk og det vil appelere til et flertal af danskere. Hvorfor valg nu? For det siger Pia.

Hvis VKO vinder valget (der altså ikke er udskrevet) vil det tage luften ud af de nærmeste par års velfærdsprotester og de salonfæhiges kritik af udlæningepolitikken. Den senere tids pres på regeringen har været selvsupplerende, man har brugt sin egen stigende kritik af regeringen, som et argument i sig selv, hvilket har været med til at øge presset og udstille regeringen som værende træt og ude af trit med folket og så fremdeles. Et folkeligt mandat vil tage luften ud af den ballon.

Frankrig viser vejen

Diverse — Drokles on October 24, 2007 at 3:32 am

Fra Ekstra Bladet

Det franske senat vedtog tirsdag aften endeligt en indvandrerlov, der har udløst en ofte højtråbende debat i Frankrig. Loven introducerer dna-test af udlændinge, som vil familiesammenføres med pårørende i Frankrig.

Senatet sagde ja til loven med 185 stemmer imod 136, efter at nationalforsamlingen tidligere har sagt ja.

Loven, der også indfører sprogtest for indvandrere, har til formål at forhindre ulovlig indvandring til Frankrig.

So ein ding muss wir auch haben!

Ritt Bjerregaard’s totale nederlag

Diverse — Drokles on October 23, 2007 at 11:00 pm
Så skete det endelig. Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard giver efter for rødfascisternes krav og belønner samfundets fjender med fællesskabets værdier. Oven i købet i en tid hvor kommunen har været nødt til at spare på skoler og børnepasning, til stor fortrydelse for den arbejdende klasse, der betaler hele gildet. Venstrefløjen vandt - igen! Fra Nyhedsavisen

Allerede efter de første to møder, står det klart, at kommunen gratis vil stille et hus til rådighed, som Fonden Jagtvej 69 - og ikke kommunen - skal føre tilsyn med. Det meddeler advokat Knud Foldschack, som repræsenterer aktivisterne.

Den foreløbige plan er et kommunalt ejet hus med fonden som tilsynsmyndighed. Det vil sige, at fonden ikke kommer til at have penge op af lommen.

- Det er vi rigtig glade for. Fonden kan som tilsynsmyndighed tale i sprog som både er for henholdsvis kommunen og brugerne, siger aktivisternes advokat.

Hvis dette bliver aftalen er logikken ikke blot at vold betaler sig, det vidste vi jo egentlig godt alle sammen, men at Ungdomshuset på Jagtvej 69 aldrig skulle have været ryddet. Hvis kommunen er i stand til at udlicitere tilsynsmyndigheden, hvorfor gjorde den det så ikke tidligere? Konklusionen er jo at kommunen tog fejl og de unge havde ret og at alle efterfølgende optøjer derfor er kommunens skyld. Det vil være Ritts totale nederlag, men det er København der skal betale prisen.

Jeg kan godt forstå Knud Foldschacks glæde og det er rigtigt set af ham, at så længe modstanderen er på hælene skal man fortsætte med at lægge mere pres på. Og ikke så snart var døren åbnet for et nyt gratis hus før fascisterne stillede nye betingelser. Fra Berlingske Tidende

Der er endnu ingen huse i spil, men fra kommunens side opfordres de unge til at komme med forslag til huse, både kommunale og ikke-kommunale.

Hverken Knud Foldschack eller Ditte vil komme med konkrete forslag til et hus.

Vi er enige om, at alle muligheder skal i spil, ikke kun kommunale bygninger, men lige nu er det vigtigt, at vi ikke sætter grænser,” siger Knud Foldschack.

Det skal ligge centralt så man kan benytte det København med de muligheder og tilbud, som bliver gjort mulige af folk som overholder de regler, som de autonome gerne vil have et fristed for. De vil ligge centralt i det fællesskab de foragter og derfor aldrig tage imod et gods på Lolland. Ikke sætter grænser betyder i dagligt sprog at kun det bedste er godt nok. Det skal ikke bare være et hus, eller et fedt hus, det skal være det fedest mulige og man kan ikke udholde tanken om at man er blevet snydt.

Men mere vigtigt er det at kræve det grænseløse en god forhandlingsposition, hvis Ritt går med til det, hvad hun med hendes ryggrad jo sikkert gør. Når de unge ikke er tilfredse med et bestemt hus har de af kommunen på forhånd fået et moralsk carte blanche til at forkaste det fordi der altid og det er vigtig altid vil være andre muligheder i en forhandling der ikke har sat grænser. Og hver gang forhandlingerne bryder sammen vil det være kommunen der stik imod aftalen ikke har sat alle muligheder i spil, men tvært imod sat grænser. Det er en kæmpefejl inde i engigantbrøler, hvis ikke man sætter snævre kriterier for den forhandling der aldrig skulle have været. Men nuvel, der er vel ikke meget ved et nederlag, hvis ikke man sikrer sig at det er totalt.

Et af de glemte folkemord?

Globalisering, Historie, Multikultur, islam — Drokles on October 23, 2007 at 3:53 am

I hvert fald hvis man skal tro Hindunet.org.

In the December 1970 general election in Pakistan, Awami League won 167 of 169 seats and over 80 % of popular votes in East Pakistan. Numerically Awami League had an absolute majority of seats in the Pakistan National Assembly (167 of the total 313 seats)(1). Historically, East Pakistan was allocated only 36 % of the total resources and East Pakistanis occupied only 20 % of the positions in the federal government in the United Pakistan (2). The Pakistani government’s apathy towards East Pakistan after a terrible cyclone in November 1970 in which over 250,000 people died, had alienated East Pakistani people. The solid outcome of the 1970 elections for Awami League created an alternative power center for an already alienated people. The differences between the East and West Pakistani politicians snowballed into a major international crisis. On March 25, 1971 Pakistani army on President Yahya Khan’s orders initiated a campaign of terror which was to last till its final surrender to the Indian army on December 17, 1971. This terror campaign by Pak army resulted in 10 million Bangla Deshi refugees crossing over to India (per Senator Edward Kennedy’s report to the U.S. Senate Judiciary Committee (3)) and 3 million killed (4,5) based on reports from most relief agencies and official Bangla Desh government estimate. However the religious mix of both the refugees and the dead is nowhere emphasized anywhere. This significant information has particularly been absent in the reports from Indian News Media. This selective news dissemination has kept a more sinister truth of Hindu genocide in East Pakistan hidden from the world in general and Indians in particular.

Jeg kender ikke de indiske forhold særlig indgående, men i disse globaliseringstider er det måske på sin plads at se på de erfaringer andre multikulturelle samfund har med integrationen og samhørigheden. Så hvorfor er der ikke mere fokus på det? En boganmeldelse af Rewriting Indian History skrevet af Francois Gautier ligeledes på Indianet.org af C.J.S. Wallia giver et svar, der er foruroligende læsning i sin parallel til Europa

Gautier focuses mainly on the Muslim period of India’s history. “Let it be said right away: the massacres perpetrated by Muslims in India are unparalleled in history, bigger than the holocaust of the Jews by the Nazis; or the massacre of the Armenians by the Turks; more extensive even than the slaughter of the South American native populations by the invading Spanish and Portuguese.” 

However, the British, in pursuing their policy of divide-and-rule, colluded “to whitewash” the atrocious record of the Muslims so that they could set up the Muslims as a strategic counterbalance to the Hindus. During the freedom struggle, Gandhi and Nehru went around encrusting even thicker coats of whitewash so that they could pretend a facade of Hindu-Muslim unity against British colonial rule. After independence, Marxist Indian writers, blinkered by their distorting ideology, repeated the big lie about the Muslim record.

(…)

Gautier should have continued with the Will Durant quote: “The Hindus had allowed their strength to be wasted in internal division and war; they had adopted religions like Buddhism and Jainism, which unnerved them for the tasks of life; they had failed to organize their forces for the protection of their frontiers and their capitals, their wealth and their freedom, from the hordes of Scythians, Huns, Afghans and Turks hovering about India’s boundaries and waiting for national weakness to let them in. For four hundred years (600-1000 A.D.) India invited conquest; and at last it came. This is the secret of the political history of modern India. Weakened by division, it succumbed to invaders; impoverished by invaders, it lost all power of resistance, and took refuge in supernatural consolations; it argued that both mastery and slavery were superficial delusions, and concluded that freedom of the body or the nation was hardly worth defending in so brief a life. The bitter lesson that may be drawn from this tragedy is that eternal vigilance is the price of civilization. A nation must love peace, but keep its powder dry.”

About Gandhi’s whitewash of Muslims, Gautier observes: “Ultimately, it must be said that whatever his saintliness, his extreme and somehow rigid asceticism, Gandhi did enormous harm to India… The British must have rubbed their hands in glee: here was a man who was perfecting their policy of divide-and-rule, for ultimately no one contributed more to the partition of India, by his obsession to always give in to the Muslims; by his indulgence of Jinnah, going as far as proposing to make him the prime minister of India.”

Worse yet, Gandhi’s anointed disciple, Nehru, propagated false readings of Indian history in his books and speeches. Gautier quotes Nehru’s “amazing eulogy” of the tyrant Mahmud Ghazni, the destroyer of Mathura’s great Hindu temples, Gujarat’s Somnath, and numerous other Hindu and Buddhist temples. When Nehru, the arrant appeaser of Muslims, became India’s first prime minister, he appointed a fundamentalist Muslim, Maulana Abul Kalam Azad, as the first education minister. Under Nehru’s pseudo-secular rule, “Hindu-bashing became a popular pastime.” Moreover, Nehru “had a great sympathy for communism…. He encouraged Marxist think-tanks such as the Jawaharlal Nehru University [JNU] in New Delhi, which has bred a lot of ‘Hindu-hating scholars’ who are adept at negating Muslim atrocities and running to the ground the greatness of Hinduism and its institutions.” These Marxist “historians,” well-ensconced at JNU, have long been masterminding the politically correct textbooks of India’s history used in Indian schools. No wonder, JNU is also known as “the Kremlin by the Jumna.” For a long time, the Indian Marxists had been so brainwashed that whenever it rained in Moscow — the capital of their “only true fatherland”– they opened their umbrellas in Delhi.

To be sure, dissenting voices were raised against Gandhi’s whitewash of Muslims. Before the partition of India, Aurobindo Ghosh, the great Hindu poet-philosopher, posed the question about Islam: “You can live with a religion whose principle is toleration. But how is it possible to live with a religion whose principle is ‘I will not tolerate you’? How are you going to have unity with these people?… I am sorry they [Gandhi and Nehru] are making a fetish of Hindu-Muslim unity. It is no use ignoring facts; some day the Hindus will have to fight Muslims and they must prepare for it. Hindu-Muslim unity should not mean the subjection of Hindus. Each time the mildness of the Hindus has given way. The best solution would be to allow the Hindus to organise themselves and Hindu-Muslim unity will take care of itself, it will automatically solve the problem. …I see no reason why the greatness of India’s past or its spirituality should be thrown into the waste basket, in order to conciliate the Muslims who would not be conciliated by such policy.” Another strong dissenter was Sardar Vallabhbhai Patel. Seeing through Nehru’s pseudo-secularism, Patel commented, “There’s only one nationalist Muslim in India: Jawarharlal Nehru.”

Gautier warns: “Even today, there is no doubt that Islam has never been fully able to give up its inner conviction that its own religion is the only true creed and that all others are kafirs, infidels. In India it was true 300 years ago, and it is still true today. Remember the cry of the militants in Kashmir to the Pandits: ‘convert to Islam or die!’ … The Hindu-Muslim question is just plainly a Muslim obsession, their hatred of the Hindu pagans, their contempt for this polytheist religion. This obsession, this hate, is as old as the first invasion of India by the original Arabs in 650 AD. After independence, nothing has changed: the sword of Allah is still as much ready to strike the kafirs, the idolaters of many gods.”

The source of Muslim’s fanatical aggression, Gautier points out, is the Koran itself, from which he quotes: “Slay the infidels, wherever ye find them and prepare them for all kind of ambush”; and “Choose not thy friends among the infidels till they forsake their homes and the way of idolatory. If they return to paganism then take them whenever you find them and kill them.”

In the section on Ayodhya, Gautier says that demolishing the Babri Masjid has proved that Hindus too can fight. He criticizes Nehruvian “secularism” as interpreted by the Congress party to mean “giving in to the Muslims’ demands, because its leaders never could really make out if the allegiance of Indian Muslims is first to India and then to Islam or vice-versa.” For many of India’s Hindu journalists, this pseudo-secularism has meant “spitting on their own religion and brothers.” Curiously, Gautier does not mention Arun Shourie’s well-researched, lucidly articulated columns, which, in recent years, have laid bare the pretentions of Nehruvian pseudo-secularism.

Selvhad, falske forhåbninger til at verden ikke er som den tager sig ud, bevidste løgne propaganderet gennem medier, fornægtelse af egen styrke til at forsvare, hvad man elsker, sandheden underlagt større projekter om urealistisk samhørrighed mellem uforenelige størrelser osv. Indiens skæbne er en advarsel for Europa!

Next Page »

Monokultur kører på WordPress