Det er ikke mærkeligt at ‘college-educated’ falder for fake news. En lille film om, hvorledes det amerikanske uddannelsessystem lider under en ganske ondartet hensynsbetændelse.

Around the county college students are silencing speakers in the name of safe spaces. Filmmaker Rob Montz visits his alma mater of Brown University to find out what happened to free speech and debate on campus in We the Internet’s first mini documentary. Watch Part 2 here: https://www.youtube.com/watch?v=xK4MB… and tell us - do you think free speech will survive the modern college campus? Let us know in the comments!

New: hear a discussion with Rob and current college students and activists on our comedy and debate podcast, Unsafe Space! http://www.unsafespaceshow.com/2017/0…

Since the release of this college free speech documentary, it’s been editorialized in USA Today and shared widely. The debate over whether topics like rape culture are too sensitive to debate on campus, or whether the university is the most important place to debate them, continues to rage. At UC Berkeley, protestors shut down the speech of Milo Yiannapoulos - even after the university worked closely with the College Republicans to put on the speech. Is the “heckler’s veto” becoming the norm - and is it a valid exercise of free speech, or simply a way of censoring others through mob pressure? The record of Brown activists shutting down speakers like former NYPD commissioner Ray Kelly, and heavily pressuring Wendy McElroy, a former rape victim who now speaks against the idea of rape culture, leads many to believe the argument that this speech is genuinely harmful is simply hysteria or an excuse for ostracizing legitimate viewpoints and perspectives that are disagreed with.

In “Silence U” we talked to Brown University professor Glenn Loury as well as students and administrators and look at the controversial actions of Brown University president Christina Paxson and professor Tricia Rose. Are they helpful or hurtful? Let us know what you think.

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Rock’n'Rolls arkitekt Chuck Berry døde i ugens løb i en alder af 90 år og heldigvis kan vi via identitetshysterikere hædre det gamle musik-ikon på Monokultur uden at forlade vores hadske fokus. David Marcus mindes scenen i 80er filmen Tilbage Til Fremtiden, hvor Marvin Berry ringer til fætter Chuck og begejstret fortæller “You know that new sound you were looking for?” mens Marty McFly spiller Johnny B Goode for et forbløffet afdansningsbal.

What didn’t exist in the popular consciousness in 1985, but does now, is the concept of Cultural Appropriation. The concept argues that members of a dominant culture should not take the cultural products of a non-dominant culture and attempt to make them their own. Greg Tate’s 2003 book, “Everything but the Burden,” helped to popularize the concept, which had bubbled in academia throughout the 1990s.

Rock and Roll, as it turns out, is a popular example used by those who argue against cultural appropriation. In this 2014 Salon article, “Elvis Wasn’t the First to Steal Black Music: 10 White Artists who ‘Borrowed’ from R & B Before the King,” we’re told that black artists invented Rock and Roll, and it was stolen by white artists such as Elvis Presley.

This makes the “Back to the Future” joke somewhat more sinister today: white people didn’t steal Rock and Roll, they travelled back in time to teach it to black people. But while it is true that black artists, especially blues guitarists, had an outsized influence on Rock and Roll—one that was not sufficiently compensated or celebrated—the real story is, not surprisingly, more complex. And perhaps no artists’ work tells that complex story of cultural mixology better than Chuck Berry’s.

Chuck Berry’s first big hit was “Maybelline,” with legendary Chess Records in 1955. Chess was looking for a new sound, something fresh that didn’t sound like traditional black Rhythm and Blues. What Berry brought them was a guitar-driven version of a country song, “Ida Ray.” The country sound, favored by white artists, was taken from a fiddle tune. It balanced the blues elements, making them lighter, airier, and more flexible. Some believe that in “Maybelline,” and then the next year with “Roll Over Beethoven,” also rooted in a country sound, Chuck Berry invented rock guitar.

Chuck Berry var vokset op med country musik, hans mor var en stor fan, som mange sorte var det da det var umuligt at segregere folks kulturelle indtryk. Dengang var det en anden tid, en tid med direkte og strukturel racesme, som man vidste var racisme, både de der var modstandere og de der vedkendte sig den. Idag er det næsten ingen racisme tilbage, jo Black Lives Matter og den slags, men de er uden reel betydning, så ingen kan genkende den. Rolling Stones Magazine mindes en anden anekdote om Berry, som definerer appropriationstankens sande væsen

In the 1978 book Honkers and Shouters: The Golden Age of Rhythm & Blues, by Arnold Shaw, blues artist Jimmy Witherspoon is quoted as saying, “Chuck Berry is a country singer. People put everybody in categories, black, white, this. Now, if Chuck Berry was white… he would be the top country star in the world.” That claim can certainly be backed up by the vast number of country acts who have paid homage to Berry by covering his songs, putting a country – and in some cases bluegrass – spin on some of his most highly regarded tunes.

Dengang vidste man at det var racisme at afholde folk fra kulturelle og kunstneriske udtryk baseret på deres farve.

Der er meget der er racistisk i den store hvide verden, såsom mælk. Hvorfor er mælk racistisk? Fordi ikke-hvide mennesker ikke tåler mælk så godt som hvide mennesker, der har indtagetdet, som en væsentlig del af deres kost igennem tusind år. Heldig kan Solen yde lidt modvægt til den slags uretfærdigheder. King Kong er ifølge Huffington Post en allegori for negeren og abens kranke skæbne for foden af Empire State Building kun en advarsel om, hvorfor det nødvendigvis må gå galt for den ædle vilde i civilisationen - og det forklarer jo så meget (En klassisk tolkning af Camerons Aliens caster alien-dronningen som en sort wellfare-queen, storproducerende snyltende og grusomt afkom)

Museum Vestsjælland havde af hensyn til tidsånden valgt at udstille antikke negerdukker, som “piger fra Vestsjælland har leget med” i et særskilt rum “fordi tilskueren pludselig skulle forholde sig til 200 års racesyn” og “reflektere over det menneskesyn som dukkerne og sparebøsserne er udtryk for”. Men som man kunne læse norske VG for et par år siden, så var hvide småbørns valg af hvide dukker frem for sorte et udtryk for børnehaveracisme - et ganske alvorligt problem. Og hvorfor koster hvide og sorte skøjtebarbier ikke det samme? Hvides præferencer for dukker er bare racistiske - med mindre det er en Trump-dukke.

Det er i dette miljø at Signe Herman i Jyllands-Posten udtrykker sin lettelse over at hendes børn ikke rigtig ligner det, de er. Og hvad de er, er små tjærefarvede klumper, men snydenær på at gå for rigtige “leverpostejsfarvede” hvide. Herman har nemlig været helt nede i Umblagidarum efter en rigtig negermand og nu er hun utryg over højredrejningen, tonen i debatten, fordomme, strukturel diskrimination og hvorledes det kommer til at påvirke hendes børn

Jeg kan måske se tidlige stadier af det i mit ældste barns insisteren på, at rigtige prinsesser har langt, lyst hår. Min mand bliver meget utilpas over den tankegang og fortæller igen og igen, at alle mennesker er smukke, som de er, og at man ikke skal bruge tusindvis af kroner og bade sig i kemikalier for at komme til at ligne noget andet. Han finder bøger og tegnefilm med handlekraftige, mørke piger i hovedrollerne og er meget imod at udsætte børnene for Disneys ariske prinsesseunivers.

Jeg er enig i det med pengene og kemikalierne, men jeg synes, at det at lege med sit udseende er uskyldigt og endda positivt, hvis det virkelig bunder i en nysgerrighed efter at se, hvor mange forskellige udtryk, ens udseende kan have. Men de allestedsnærværende, blonde prinsesser tyder på, at det ikke kun er nysgerrighed, desværre.

Min mand mener ikke, at det at vokse op som en del af en underprivilegeret gruppe nødvendigvis er en ulempe. Han mener, at ens kulturelle baggrund kan være så stærk, at det opvejer alle de strukturelle barrierer, man kan blive udsat for. Hvis han var vokset op i USA eller Sydafrika, ville han ikke have ønsket sig at være hvid. Måske er det min opvækst som en del af den privilegerede gruppe, der gør, at jeg ikke helt kan forstå logikken. Jeg kan ikke se, hvorfor nogen skulle vælge at have alle odds imod sig, hvis de kunne slippe for det. Men det bunder i stolthed over og kærlighed til sin baggrund. I at nægte at give sin identitet i bytte for letkøbte fordele, at ville klare sig på grund af, og ikke på trods af, sit udgangspunkt.

Vi har altid ønsket, at vores børn skal være stolte over deres rødder, som spænder over to kontinenter. Men hvad nu, hvis de ender med kun at ville kendes ved den ene side af sig selv? Vil det blive som i apartheidtidens Sydafrika, hvor nogle farvede, der blev klassificeret som hvide, fornægtede deres ophav, fordi det gav dem en masse konkrete fordele, selvom prisen var en bitter splittelse af deres familier og et liv i konstant angst for at blive afsløret? Vil mine børn føle skam over at følges med deres far, hvis nogen råber efter ham på gaden? Vil de føle sig tvunget til at vælge mellem deres internationale identitet og deres tilhørsforhold til Danmark?

Ja, det var lettere om alle var malet blå så ingen skulle smøre sværte eller rettelak op ad benene, men så ville sorte Massa ikke være sit eget eksotisk underpriviligerede selv, der var så lokkende.

Herman vil helst ikke fremstå alt for hellig og indrømmer til “sin store skam” at hun “kæmpede med alle mulige Dansk Folkeparti-agtige fordomme” fordi hendes “ældste barn, der vælger mennesker med hjertet, har fundet sig en ven med muslimsk baggrund“. Disse fordomme “viste sig selvfølgelig at være (…) grundløse fordomme, der ikke havde hold i virkeligheden” da hun mødte vennens familie. Hvad det mere præcist var for Dansk Folkeparti-agtige fordomme fortælles ikke og det er derfor svært at se, hvorfor det er en selvfølge at de var grundløse. Spiste den muslimske vens familie ølmarineret flæskesteg og lod datteren frekventere swingerklubber?

Og så er der noget andet, som hun ikke fortæller, der til gengæld ville være mere relevant påpegede min ven (en af dem, jeg har faktisk flere end en), så jeg vil give ham de sidste ord:

- Hun fortæller ikke, at hun er aktiv i “Ægteskab uden grænser” og “De usynlige danskere”, der begge fører kampagne mod begrænsninger på indvandringen. Hun går sjovt nok også kun under Signe Hermann, selv om hun hedder Signe Kibuuka Hermann. Nu hun er opsat på at holde sine børn fast i deres afstamning ville det ellers være oplagt.

- Hun fortæller heller ikke, at hun ifølge hendes linkedin-side og hendes cv siger, at hun boede og arbejdede i Tanzania (Dar es-Salaam) fra august 2009 til september 2011. I Tanzania har hun så åbenbart mødt en ugander som har gjort hende gravid. Hvis børnenes rødder og sorte rollemodeller var så vigtige, hvorfor så ikke blive i Tanzania, eller tage til faderens hjemland Uganda? De to lande har sikkert også langt bedre indvandringslovgivninger, og mandens (efter sigende) videregående uddannelse, der underligt nok ikke kan godkendes i Danmark, vil sikkert være godkendt der.

- Eneste problem ved at blive dernede jeg kan se er, at der ikke er så gode overførselsindkomster som i Danmark, men det kan jo umuligt være det der gør det.

- Hun fortæller ikke, at hun er del/driver af en kampagne for tiden. Hun optræder i en artikel i Arbejderen i januar 2016, men derefter er der still til kampagnen begynder i november 2016. Det sjove er, at hun koncentrerer sig om ét medie ad gangen. Det er udelukkende Information fra november 2016 til januar 2017 (Kronik (Inf.) 16/11 ´16, læserbrev (Information) 3/12 ´16, læserbrev (Information) 19/12 ´16, læserbrev (Information) 21/1 ´17, læserbrev (Information) 23/1 ´17). Derefter er det udelukkende Arbejderen januar til februar i år (læserbrev (Arbejderen) 25/1 ´17, artikel (Arbejderen) 31/1 ´17, kronik (Arbejderen) 8/2 ´17). Og nu er tiden så kommet til JP.

- Mht de “racistiske” disney-prinsesser, så omfatter gruppen på 11 en kineser (Mulan), en araber (Yasmin), en neger (Tiana) og en indianer (Pocahontas). Men spørgsmålet er, hvorfor Disney-prinsessernes påståede hvidhed overhovedet er et problem, hvis hendes børn ser hvide ud. Så er det jo netop faderens insisteren på sorte rollemodeller, der indoktrinerer dem med en racistisk identitet der ikke er deres.

Det har været undervejs nogen tid, Sydafrika er på ved til at lave en Mugabe, skriver Telegraph

President Jacob Zumahas called on parliament to change South Africa’s constitution to allow the expropriation of white owned land without compensation.

Mr Zuma, 74, who made the remarks in a speech yesterday/FRI morning, said he wanted to establish a “pre-colonial land audit of land use and occupation patterns” before changing the law.

“We need to accept the reality that those who are in parliament where laws are made, particularly the black parties, should unite because we need a two-thirds majority to effect changes in the constitution,” he said.

(…)

The ANC is also under pressure from the radical Economic Freedom Fighters, led by Julius Malema.

Mr Malema has been travelling the country urging black South Africans to take back land from white invaders and “Dutch thugs”.

Regnbuenationens leder Zuma er Zulu, og dermed ikke selv ud af Sydafrikas indfødte befolkning. De indfødte - Khoi- og San-folkene - havde landet for sig selv indtil Bantu´erne (deriblandt Zulu´erne) begyndte at kolonisere landet i vikingetiden. De finere historiske detaljer interesserer sikkert ikke Zuma og den sorte befolkning i Sydafrika, som de ikke interesserer sorte afrikanere overhovedet. Og derfor vil historien sikkert gentage sig fra Zimbabwe - og hvad med minedriften?

Black Pigeon Speaks har en glimrende og anbefalelsesværdig gennemgang af Sydafrikas march imod en sort ledet apartheid og deraf truende kaos. Den sorte Chigozie Obioma skrev midt i en del klynk også noget sandt i Foreign Policy om sorte nationers elendige forfatning

Black elites and activists across the world have adopted a culture of verbal tyranny in which they shut down any effort to reason or criticize us or black-majority nations by labeling such attempts as “racism” or “hate speech.” Thus, one can be certain that any suggestions that our race may indeed need to do something to remedy our situation will not be aired — not by the terrified people of other races. And anyone within our race who makes such a suggestion will be deemed weak and pandering or a sellout, as U.S. President Barack Obama has been repeatedly called.

Thus, no one will talk about the painful fact that most African and Caribbean nations have either failed or are about to collapse.

(…)

Nigeria, the most populous black nation on Earth, is on the brink of collapse. The machineries that make a nation exist, let alone succeed, have all eroded. One might argue that the nation’s creation by self-seeking white imperialists engendered its failure from the beginning, as I did in my recent novel. But this is only a part of the cause. A culture of incompetence, endemic corruption, dignified ineptitude, and, chief among all, destructive selfishness and greed has played a major role in its unravelling. The same, sadly, can be said for most other African nations. States like Zimbabwe, Cameroon, and Equatorial Guinea are farcical democracies ruled by men who exclusively cater to their interests and those of their clipped circles.

Thus, it is no surprise that in the absence of any healthy black nation — in the midst of chaos, senseless wars, corrupted religiosity, violence, and economic collapse — African and Caribbean people leave home en masse.

Afrika har et massivt problem med afrikanerne, nemlig at de ikke duer til stort andet end at producere flere børn end de kan brødføde. FN advarer ifølge BBC om at vi, og det er at strække ordet ‘vi’ udi en moralsk betydning, står overfor den værste humanitære katastrofe da “more than 20 million people faced the threat of starvation and famine in Yemen, Somalia, South Sudan and Nigeria”.

Black Pigeon ender sin gennemgang af Zuma land-ekspropriation med nedenstående scene fra filmen Empire of Dust - China In Africa, hvor en ærlig kineser, fritaget for vestlig forloren skyldfølelse, fortæller sandheder om afrikanernes totale cock-up - som kun en god ven ville gør

Zuma kan konsumere de sidste rester af driftighed og holde sig ved magten nogle måneder ekstra. Men Afrika er Afrika og afrikanere er afrikanere. Både de som bliver og de som kommer hertil.

“Den første måneden av presidentskapet skrev norske medier 472 saker om dagen om verdens mektigste mann” skrev NRK. Breitbart henviste til en undersøgelse, der konkluderede at 88% af hvad amerikanske medier skrev om Trump var negativt. 50% af de, der stemmer på Demokraterne tror at Rusland manipulerede valget og skaffede Trump til magten.

EU gik til angreb på Trumps meninger om abort, Parlamentet vil indøfre Visum overfor amerikanere og hekse kaster forbandelse en masse mod den amerikanske præsident. I New York boykottede en gruppe mødre Dalton Schools årlige skøjtefest fordi den, traditionen tro, skulle afvikles på Wollman Rink i Central Park og Wollman Rink var besudlet af at være restaureret af Donld Trump - før tid og for mindre end budgetteret tilbage i 80erne.

Det ser ud som om dele af Verden er på vej ind i en psykose. Los Angeles Times skriver om Trump Derangement Syndrome

In her 35 years as a therapist, Arlene Drake has never heard so many clients talking about the same issue. Week after week, they complain of panic attacks and insomnia because of President Trump. They’re too anxious to concentrate at work. One woman’s fear turned into intense, physical pain.

“It’s just a nightmare,” said Drake, who practices in West L.A.

Drake was trained not to reveal her personal beliefs, but now will agree with clients if they say they don’t support Trump.

“If this were just another session, if this weren’t such a big thing, if this weren’t so evil, I wouldn’t,” she said. “But I have to stand for what I stand for and that does cross over into politics.”

(…)

“This is so monumental because we are not in normal anymore,” said Randi Gottlieb, a therapist who heads the L.A. chapter of the California Assn. of Marriage and Family Therapists. “It’s putting into flux and questioning how do we practice, what is the best way to support the people we care for. We’re beginning those conversations — we don’t really have good answers.”

Therapists say the last time so many people came to therapy wanting to talk about the same thing was after the Sept. 11 attacks. Trump has been a topic of discussion for months, even for people who see therapists for issues as seemingly unrelated as relationship troubles or eating disorders.

“I had a 10-year-old in my office who was talking about it,” said Paul Puri, a psychiatrist in Brentwood.

Over the summer, William Doherty, a professor at the University of Minnesota and a therapist in St. Paul, published a manifesto online declaring Trump a unique threat to America’s mental health. More than 3,800 therapists signed it.

I det miljø, trænger man måske til noget realitetsterapi. “Got to do something about these missing children grabbed by the perverts. Too many incidents – fast trial, death penalty.” citerede Liz Crokin et Trump tweet fra 2012 på Townhall og leverede nogle nuancer på forvrængningerne i skyggen af karaktermordet på Milo Yiannopoulos

As a strong advocate for sex crime victims, I’ve been closely following the pedophile arrests since Trump took office. There have been a staggering 1,500-plus arrests in one short month; compare that to less than 400 sex trafficking-related arrests in 2014 according to the FBI. (…)

My suspicions were confirmed on Feb. 23 when Trump gave a press conference from the White House addressing how human trafficking is a “dire problem” domestically and internationally. He gave further confirmation when he said: “Dedicated men and women across the federal government have focused on this for some time as you know — it’s been much more focused over the last four weeks.” Trump’s press conference was barely a blip in the mainstream media and the massive arrests have been almost completely ignored by the MSM altogether. (…)

As the MSM has ignored these historical arrests, they have zeroed in on casting conservative icon Milo Yiannopoulos as a monster. They claim he supports pedophilia based on comments he made in a video years ago. The reality is Milo was a victim of child sex abuse, and although he did joke about his abuse in an interview, he in no way promotes pedophilia. The opposite is true, and he addressed this controversy head on in a press conference. Not only is it normal for sex abuse victims to make light of their abuse as a coping mechanism, Milo has personally taken down and exposed pedophiles in his columns over the years. However, the mainstream media and the left ignored this information and demonized Milo. The irony of all this is that the left and MSM have been the biggest proponents of pedophilia. Salon has published articles attempting to normalize pedophilia; however, to maintain their faux outrage over Milo, they deleted them.

Blot lidt stof til den sokratiske dialog.

Hvad skal man egentlig lægge i at EU parlamentet vil have deres eget bevæbnede vagtværn mens en jihadist filmer hovedbanegården i Antwerpen? Og hvor lang tid har de tyske politikere tænkt sig at holde stand og forbyde tyrkisk valgkamp i Tyskland? Eller, med andre ord, hvornår Danmark kommer til at dele grænse med Tyrkiet. Ikke noget vil politikerne sikkert have os til at tro, men et par udvalgte historier som mit nyhedsfeeds algoritme havde fundet frem til i fredags giver deres eget indtryk af den tid vi lever i. Og den ser ud til at mangle en omtanke.

Fox News skriver at den pakistanske skuespiller Riz Ahmed, der er født på engelsk jord, bildte det britiske parlament ind, at englændernes interesse for at filmatisere egen fortid styrker Islamisk Stat. Logikken er at han ikke kan spille Tudor konge og det vil få muslimer til at mangle forbilleder, så de lige så godt kan tage på halshuggerferie i Levanten. Det er nok ikke gået op for Ahmed at han derved og ikke helt forkert beskriver det almindelige muslimske sind som en bombe under samfundet i al sin morderiske volatilitet.

Forleden kunne man i Daily Mail læse, at Nkechi Amare Diallo henslæbte en kummerlig tilværelse uden arbejde og fast bolig. (originates from the Igbo language of Nigeria and means “what god has given” or “gift of god”) levede. Nkechi Amare Diallo blev kendt under et andet navn og en anden race. Hun hed indtil for ganske nyligt Rachel Dolezal og var så sort i sin egen selvforståelse at hun blev formand for Washingtonafdelingen af den amerikanske negerforening NAACP (National African American noget). Da det blev afsløret - ja, det fortæller en del om tiden at det åbenlyse kan afsløres - at hun var hvid af en slægt der havde været hvide tilbage til før Huset Stuart, argumenterede hun efter en længere og ganske pinlig periode med benægtelse der endda omfattede fornægtelse af sine blege forældre med at race var en konstruktion man selv var herre over. Det var nok ikke gået op for hende at hun derved opløste hele ideen med at have en interessegruppe for afroamerikanere da deres påståede problemer i det amerikanske samfund åbenbart var selvkonstruerede.

BBC skriver at det er faldet den filippinsk-amerikanske mad-fotograf Celeste Noche for brystet at “Food media is predominantly generated by white people for white people, so when the subject veers toward anything outside of the Western canon, it’s not uncommon to see things generalised, exotified, or misrepresented“. Og den slags er appropriation og mikroagression og disse “microaggressions can be as simple as a lack of research“. Og så endda i disse fake news tider… “We need to break away from the idea that white and western is the base standard for media portrayals - whether in food, film, literature, etc - and start trusting and hiring people of colour to represent themselves” siger Noste uden at det er gået op for hende at mennesker der bruger kulør udenfor den vestlige hvide verden selv kan etablere deres egne medier og tillidsfuldt hyre hinanden.

Independent, der fortæller at en arbejdsgruppe fra FN beskylder Tyskland, Merkels Tyskland, for institutionel racisme og raceprofilering af mennesker af ‘afrikansk afstamning’ i kølvandet på massesexovergrebene nytårs nat, sidste år. Dengang valgte pressen at tie så længe de kunne modstå presset fra sociale medier, men ironisk er negrenes nuværende lidelser mulige på grund af fake news kampagnerne fra die lugenpresse da “racism against black people has been “overshadowed” by a focus on Nazi history and the anti-Semitic far-right“. Det er endnu ikke gået op for medierne at man skal fortælle sandheden som den udfolder sig.

Amnesty International beskylder Danmark for diskrimination af den transseksuelle del af befolkningen. Danmark kræver nemlig at man skal mentalundersøges førend man kan få en kønsskifteoperation. Helle Jacobsen sig ifølge The Local at “the health system doesn’t trust that transgender people are capable of taking decisions about their lives themselves”. Det er nok ikke gået op for hende at alle, også ikke-transseksuelle skal undergå en mentalundersøgelse, hvis vi vil have noget så crazy, som en kønsskifteoperation.

“Kære muslim-hader” indleder Camilla Schwalbe et blogindlæg, og uddyber “dit had mod muslimer er kun blevet større med tiden”. Der er nu også blevet flere muslimer med tiden, men “hver dag oplever danske såvel som udenlandske herboende muslimer hverdagsracisme og verbale overgreb nøje udvalgt og eksekveret af dig”. Og det er slemt, for muslimhaderne er alle steder, “på uddannelsesinstitutioner, på arbejdspladser, i nattelivet såvel som i foreningslivet”. Det skal så forklare muslimske mænds tøven overfor uddannelse, muslimske kvinders tøven overfor nattelivet og muslimernes generelle tøven med at engagere sig på arbejdsmarkedet og i foreningslivet.

Hvis ikke man kan få muslimer i tale ved at tale grimt, kan man næppe nå “muslimhaderne” på den konto, (derfor gør jeg opmærksom på den, så den kan nå rette vedkommende) så teksten retter sig imod ligesindede, som hun vil gøre sig lækker overfor. Derfor er der ikke megen mening i at Schwalbe har “argumenteret et utal af gange for, hvorfor du bør have samme respekt for muslimer, som for kristne og ateister” - især når man betænker, at respekt er noget man gør sig fortjent til.

Når du taler og skriver grimt om muslimer, så graver du kløfter i vores samfund, så er du med til at skabe et polariseret samfund, hvor sammenhængskraften smuldrer mellem hænderne på os.

Det har altid været mig en gåde, at mennesker, der som du harcelerer over, at vores muslimske medborgere ikke er godt nok integreret i det danske samfund (du ved - dét du definerer så elegant med frikadeller og bare bryster) samtidig gør alt, hvad du kan for at holde dem på afstand.

Altså med andre ord, hvorfor inviterer du ikke muslimerne indenfor i “dit samfund”? Øger det ikke sandsynligheden for den integration, som du ønsker?

Dit had er skadeligt og ikke særligt fordrende for integrationen. Det bør give sig selv – selv med dit forskruede blik på Danmark og danskhed. For had avler had.

Mnjah, men det er nu ikke helt sådan det hænger sammen kære Camilla. For der er en grund til at os muslimhadere bare hader muslimer, som vi stolt gør over en bred karm uden at skelne det mindste mellem nogen som helst. Sohail Ahmed fortæller her om, hvorfor det er logisk for muslimer at ville bombe kuffar, og selv om det har rod i hvad der bliver sagt, kommer det skuffende nok ikke fra os selvhenførende tastaturkrigere