The Establishment strikes back

Der synes at være et skred i vesterlændingenes erkendelse, som Kim Møller beskriver på Uriasposten

Norbert Hofer fra Haiders frihedsparti var blot 31.000 stemmer fra at blive præsident i Østrig, og med Marine Le Pen i Frankrig og et muligt Brexit i England er nationalstaterne så småt ved at vågne. En meningsmåling giver sågar Donald Trump en svag føring over Hillary Clinton, og man kan roligt sige at status quo har rykket sig til højre for midten. Måske er der noget apolitisk politikerlede over det, i lighed med Pegida-bevægelsen, men kræsenhed er en luksus vi ikke har råd til at have. Den stemning, følelse eller populisme der kan mindske skaderne ved masseindvandringen er den rette. Uden forbehold.

Herhjemme er Nye borgerlige det bedste bud på et paradigmeskifte, for selvom Martin Henriksen på sin vis er skarp nok, så har partiet valgt ikke at satse med ultimatummer, der i værste fald, kunne sætte partiet femten år tilbage. Et DF der ikke er medansvarlig for masseindvandringen, er desværre også et DF helt uden indflydelse. Problemet er ikke bare, at et ultimatum risikerer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, men at Thulesen-Dahl hermed også gør sig selv til statsministerkandidat for en mulig mindretalsregering uden mandater til at vedtage andet end velkomstflyers på arabisk.

Men det etablerede giver sig ikke uden kamp. For den er magten blevet sit eget indhold og den den ser ud til at ville ofre alt, selv befolkningen, for en forlængelse. “The President of the unelected executive arm of the European Union (EU) has vowed to block all right wing populists from power across the continent, shortly after acquiring the power to exert “far-reaching sanctions” on elected governments.” hedder det på Breitbart

Jean-Claude Juncker, the president of the European Commission, promised to exclude Norbert Hofer, the leader of Austria’s Freedom Party (FPÖ), from all EU decision-making if elected ahead of yesterday’s presidential vote.

“There will be no debate or dialogue with the far-right,” the liberal bureaucrat told AFP.

The FPÖ has been Austria’s top-polling political force for some time. However, after leading the pack for most of the presidential race, the right-wing candidate lost out by 0.6 per cent to the Green party, after the inclusion of postal votes, and months of Europe’s mainstream media calling the centre-right populist “far right”.

Right wing populists are periodically topping the polls across the continent – in France,SwedenHolland, and now Austria – and anti-migrant populists are already in power inHungaryPoland, and the Czech Republic.

Mr. Junker’s definition of “far right” is somewhat broad, noted by him previouslydescribing Hungary’s conservative president, Viktor Orbán, as a “fascist.”

With the continent-wide democratic surge to the right, the anti-democratic Commission could be in for a challenge in their attempt to exclude each and every elected government they deem to be “far right.”

However, as of 2014, the Commission was handed a batch of new powers that it could plausibly use to do just this – powers already being mobilised against Poland’s elected, conservative leaders.

The Commission can now trigger a “rule of law mechanism” (Article 7 TEU) againstnations it perceives as deviating from “the common constitutional traditions of all Member States.” Ultimately, “far-reaching sanctions” can be exerted, and a country can be stripped of all voting rights in the EU and have funding blocked.

Og for at puste til min egen snigende paranoia, så kan det se ud til at man undgik at gøre brug af “Article 7 TEU” ved at håndtere problemet på et nationalt niveau

The election victory of Alexander Van der Bellen, former head of the Austrian Green party, against Austrian Freedom Party (FPÖ) candidate Norbert Hofer, saw one of the tightest results in Austrian electoral history.

The former Green leader won the vote by a mere 0.6 per cent after postal ballots had been counted. Some are sceptical of the results and one case in particular has given pause.

The town of Waidhofen an der Ybbs has, on the Austrian Interior Ministry website, a stunning result: 146.9 per cent of the town voted, Stern reports.

According to the Interior Ministry website a total of 13,262 people had voted with 12,559 of the votes cast being regarded as valid which is still estimated to be more people than actually reside in the town.

The Interior Ministry came out and claimed that the entire result was simply a technical glitch and Robert Stein, chairman of the Electoral Department of the Interior, said the problem was an input error on behalf of one of their staff.

Man tror efterhånden det værste, men muligvis var det blot en fejl med alle de stemmer. I USA møder mange døde mennesker op for at give deres stemme

See, for example, this story out of Florida. Or this story out of North Carolina. Or this story, wherein a convicted fraudulent voter and poll worker in Ohio was cheered at a Democrat-sponsored anti-ID rally in Ohio. Or these instances of elected Democrats being charged and convicted of illegal voting. While you’re at it, don’t forget about Rhode Island’s voter ID law, passed by a Democratic legislature and co-sponsored by black Democrats who stated that they’d personally witnessed fraud. The anti-voter ID crowd must be forced to explain just how much fraud they’re willing to accept.  Double voting, non-citizens voting, dead people voting, etc.  I’ll leave you with a friendly reminder that there is an overwhelming bipartisan consensus in support of these common sense laws.

Men man behøver nu ikke vække de døde, hvis man kan importere en zombiehær, til at udslette de sidste rester af folkets vilje, hvis det står til Hillary Clinton, der ser ud til at ville ophæve grænsen til Mexico, skriver Breitbart

“I would not deport children. I do not want to deport family members either,” Clintondeclared in March. Clinton’s pledge not to enforce U.S. immigration law as President represents an essentially unprecedented departure from the nation’s history of enforcing immigration law.

The Center for Immigration Studies’ Mark Krikorian described Clinton’s pledge as “a breathtaking step toward open borders.”

As the Washington Post reported: “Clinton’s pledge not to deport any illegal immigrants except violent criminals and terrorists represents a major break from President Obama, and it could vastly increase the number of people who would be allowed to stay in the country.”

Clinton’s vision erases entirely the protections that U.S. immigration laws are supposed to afford American citizens: such as protecting Americans from losing a job to an illegal immigrant, preventing the sapping of school and hospital resources, as well as defending the voting privileges and enfranchisement of U.S. citizens (giving citizenship to illegal immigrants allows them to cancel out the votes of native-born American citizens).

The implication of Clinton’s platform– i.e. that illegal entry is not in and of itself a deportable offense–represents a central pillar of the open borders credo: namely, that millions of people can illegally come to the country, take jobs, attend U.S. schools, receive affirmative action, apply for federal benefits, and give birth to children who receive birthright citizenship.

Moreover, waiting until after a violent conviction has been obtained to deport an illegal alien means that immigration laws were enforced far too late–i.e. they were not enforced until after an American was victimized, raped, or murdered by a criminal alien. A federal policy that waits to enforce immigration laws until after there is a criminal conviction would mean admitting and releasing criminals by the hundreds of thousands, and letting them roam free until after they have committed a crime, and have been apprehended, tried, and convicted for that crime.

Samme vision om international socialisme har Københavns Sundheds- og Omsorgsborgmester Ninna Thomsen, der vil give asylansøgere stemmeret til kommunalvalg. Begrundelsen er følgende

- København er en international storby, hvor der er mange, som kommer til. Det er både internationale studerende og folk, som i kortere eller længere perioder skal arbejde her. Og så er vi begyndt at modtage flygtninge igen.

- Nu er det på tide at sige, at de mennesker, som bor i byen, skal have indflydelse på Københavns udvikling fra dag ét, siger hun.

Uh, en dejlig leg med begreber, som venstrefløjen kitter deres logik op på. Man kan sagtens beskrive København som en international storby ud fra en eller anden betragtning om dens forbindelser til omverdenen og den kuturelle, videnskabelig, kulturelle osv output. Det er beskrivelser, men faktuelt er København en dansk by. Faktisk er København nationens hovedstad.

PS: Det tidligere medlem af det etablerede Helle Thornings tidligere rådgiver Noa Reddington foreslår i Politiken i samme angst for folket at spærregrænsen hæves fra 2 til 4 procent så man undgår at skulle forholde sig til “Nye Borgerliges balstyriske formand” Pernille Vermund og Dansk Samlings ’sammenbidte og svedende’ formand Morten Urhskov Jensen.

Negerrevolte

Det er farligt at lade sig friste af rollen som offer. De kortsigtede glæder ved følelsen af selvretfærdighed og den umiddelbare gevinst ved positiv særbehandling underminerer selvopretholdelsen. Og det er en effekt, der viser sig stærkest over generationer og som kræver stadigt mere positiv særbehandling helt ud i det absurde i et forgæves forsøg på at lindre den uafvendelige deroute. Thomas Sowell skrev for et par år siden følgende i National Review Online

Despite the grand myth that black economic progress began or accelerated with the passage of the Civil Rights laws and “War on Poverty” programs of the 1960s, the cold fact is that the poverty rate among blacks fell from 87 percent in 1940 to 47 percent by 1960. This was before any of those programs began.

Over the next 20 years, the poverty rate among blacks fell another 18 percentage points, compared to the 40-point drop in the previous 20 years. This was the continuation of a previous economic trend, at a slower rate of progress, not the economic grand deliverance proclaimed by liberals and self-serving black “leaders.”

Ending the Jim Crow laws was a landmark achievement. But, despite the great proliferation of black political and other “leaders” that resulted from the laws and policies of the 1960s, nothing comparable happened economically. And there were serious retrogressions socially.

Nearly a hundred years of the supposed “legacy of slavery” found most black children being raised in two-parent families in 1960. But thirty years after the liberal welfare state found the great majority of black children being raised by a single parent.

The murder rate among blacks in 1960 was one-half of what it became 20 years later, after a legacy of liberals’ law-enforcement policies. Public-housing projects in the first half of the 20th century were clean, safe places, where people slept outside on hot summer nights, when they were too poor to afford air conditioning. That was before admissions standards for public-housing projects were lowered or abandoned, in the euphoria of liberal non-judgmental notions. And it was before the toxic message of victimhood was spread by liberals.

Med Obama som præsident i 8 år, valgt og genvalgt med en hvid majoritet, er det svært at dyrke sin ulykke som alle andres hvide fejl. Obama har ingenlunde været et eksempel eller har helet de modsætning har har gjort det til sin mission i livet at puste op. Tværtimod har han “spillet racekortet“, næsten hver gang en sort kriminel har mødt sin skæbne i en voldelig konfrontation med politiet eller modige borgere.

Flere negre har derfor fået nok, af den besnærende men hæmmende fortælling om undertrykkelse og hvide privilegier. Kevin Jackson er en af dem og han skriver i American Thinker

Obama is the divisive excuse maker, as his comments to graduates of Howard University showcased:

“Be confident in your blackness” Obama said in the speech, adding, “That’s a pet peeve of mine, people who’ve been successful and don’t realize they’ve been lucky, that God may have blessed them. It wasn’t nothing you did.”

I have major issues in Obama’s comments, surely to be overlooked by black liberals, the media, and white Leftist enablers.

To begin, what would the media and other leftists say if George Bush told graduates to “be confident in your whiteness”? I will allow you to ponder that; as for me, no further explanation needed.

In his commencement speech, Obama may have felt the need to remind blacks to be confident, because liberals like reminding blacks that we are less than everybody else. Blacks are taught terms like “institutional racism,” “white privilege,” and many other concepts that essentially say to young blacks that the deck is stacked against them. Black liberals have built-in excuses for failure. The irony of institutional racism is that almost all of the institutional racism originates from bastions of the left; in education, entertainment, and unions, to name a few.

But the next part of the Obama message was most perplexing: “it wasn’t nothing you did” to be successful in life, it was luck.

It seems that Obama is saying that your success is not because of you, your hard work, tenacity, determination, drive, focus, and the many other attributes needed for success. Obama implied that the Howard grads were just lucky.

Of course, there is an element of luck in everything, and there is a saying, “It’s always better to be lucky than good.” But it’s good to be good.

Obama provided a glimpse into this own views of his success, as he feels very lucky to be where he is. He must know that he was not prepared to be president, and that his performance has been dismal. Any credit that Obama gets as president is because of luck. The luck that the media is leftist, and therefore willing to accept failure of a black man, simply because he’s black and a Democrat. Imagine the history of Obama, if he were a white Republican and you will get the picture.

Obama is lucky that black people have not burned down Washington. Because if Obama were “lucky” enough to be a white Republican president, he would be the most despised president by blacks in modern history.

In a time where Obama and other Leftists talk of white privilege, the luckiest man on the planet is Barack Obama, lucky to be considered black, in a world that now despises white.

Efter at have udsat negerne for særbehandling, negativ som positiv, var det måske på tide med lige behandling?

For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Venezuela, et monstrøst kollaps

Et par gode venner har de seneste (snart mange) år i ny og næ sent forskellige artikler om udviklingen i Venezuela. Det var dystopisk læsning om et landet regeret af en mand og en socialistisk bevægelse, der havde sat sig for at opfylde deres løfter om en socialistisk samfund på overfladen gennemført ved demokratiske midler. ‘Det går galt’ tænkte man når man læste de forskellige eksperter, de fleste bekymrede, men også en håndfuld skadefro, forklare om det ene og det andet regeringstiltag, mens nøgletal blev hevet frem som dokumentation på at Venezuela blev styret ind i en ond spiral. Og det gik galt, som ekspertisen, der mest var baseret i USA, fortalte.

Atlantic har en fremragende beskrivelse

The news coming from Venezuela—including shortages as well as, most recently, riots over blackouts; the imposition of a two-day workweek for government employees, supposedly aimed at saving electricity; and an accelerating drive to recall the president—is dire, but also easy to dismiss as representing just one more of these recurrent episodes.

That would be a mistake. What our country is going through is monstrously unique: It’s nothing less than the collapse of a large, wealthy, seemingly modern, seemingly democratic nation just a few hours’ flight from the United States.

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

But why? It’s not that the country lacked money. Sitting atop the world’s largest reserves of oil at the tail end of a frenzied oil boom, the government led first by Chavez and, since 2013, by Maduro, received over a trillion dollars in oil revenues over the last 17 years. It faced virtually no institutional constraints on how to spend that unprecedented bonanza. It’s true that oil prices have since fallen—a risk many people foresaw, and one that the government made no provision for—but that can hardly explain what’s happened: Venezuela’s garish implosion began well before the price of oil plummeted. Back in 2014, when oil was still trading north of $100 per barrel, Venezuelans were already facing acute shortages of basic things like bread or toiletries.

The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement (the government plowed state money arbitrarily into foolish investments); institutional destruction (as Chavez and then Maduro became more authoritarian and crippled the country’s democratic institutions); nonsense policy-making (like price and currency controls); and plain thievery (as corruption has proliferated among unaccountable officials and their friends and families).

(…)

In the midst of all this, Venezuela is facing one of the worst Zika outbreaks in South America, and it’s an epidemic the country can hardly measure, much less respond to. The Universidad Central de Venezuela’s Institute for Tropical Medicine is where the crime and public-health crises collide. The institute—ground zero in the country’s response to tropical epidemics—was burglarized a shocking 11 times in the first two months of 2016. The last two break-ins took place within 48 hours of one another, leaving the lab without a single microscope. Burglars rampaged through the lab, scattering samples of highly dangerous viruses and toxic fungal spores into the air.

Conditions like those make it virtually impossible for institute researchers to do their work, crippling the country’s response to the Zika outbreak. And attempts to repair the damage are undercut by the same dysfunctions that afflict the rest of the economy: There’s just no money to replace the expensive imported equipment criminals have stolen.

1998_to_2013_venezuela_murder_rate

number_of_kidnappings_in_venezuela_1989_to_present_presidents

I april kunne man se denne rapportage (der tages forbehold for lidt søvlpapirshat til slut) fra Venezuela på Youtube

In this video Luke Rudkowski and Jeff Berwick travel down to Caracas Venezuela to give you a report on how people live in socialism. We not only give you a detailed update on life in Caracas but a complete social and economic breakdown of the situation on the ground.

En detalje i rapportagen, som jeg med stigende bekymring lægger mærke til andre steder, er hvorledes våbenforbud og totalitarisme ser ud til at gå hånd i hånd. Som dansker er man ikke vandt til denne afstand mellem folk og magthavere fordi mindelig uenighed er indgroet i vores traditionelt tætte nationale sammenhold. Men med den stigende befolkningsudskiftning trues dette sammenhold samtidig med at magthavere bryder kontrakten om at sikre den lov og orden, som vi ellers selv skulle sikre med våben i hånd.

En anden god ven rapporterer meget om Sverige, et andet tidligere velstående land, der føres ind i en ond progressiv spiral af et på overfladen demokratisk system.

“Not that there’s anything wrong with that!”

Diverse — Drokles on May 14, 2016 at 5:44 am

Der er så meget venstrefløjen ikke forstår, såsom ironi og satire. Det amerikanske Salon har set på “10 “Seinfeld” episodes that are racist and sexist in retrospect”, serien om de fire narcissister, der har den frækhed at”move about the world totally oblivious to their white privilege”.

Jeg vil starte med eksempel 2. “The Café,” Season 3, Episode 7, fordi venstrefløjen antager at alt grinagtigt er højrefløjens vanvid og derfor ikke kan sit eget univers blive spiddet

In this rare episode that features a person of color, the gang ruins yet another innocent bystander’s life. Babu, a Pakistani immigrant, opens up a generic café across the street from Jerry’s apartment. Feeling it is place to give everyone advice, Jerry tells Babu to bring different cuisine to the neighborhood and make the restaurant Pakistani-themed instead. The restaurant fails, and Babu continually yells, “You are a very bad man” cartoonishly while waving his finger at Jerry. Later on in the series, Jerry accidentally gets Babu deported, and the scene is construed as comedy.

The Café handler, som man kan se allerede ud fra dette referat, om den selvfedme venstrefløjen som er venstrefløjens inderste kerne. Den politisk korrekte overskudsbybo, her i den ellers apolitiske Seinfelds skikkelse, føler sig i sin gode ret til både at hylde fremmede kulturer, mens man automatisk er nedladende overfor dens repræsentanter. Ikke nok med det, så interesserer Seinfeld og hans fire venner sig slet ikke for pakistansk madkultur og bliver ikke kunder i den døende forretning, men har nok i at nyde deres kulturelle tolerance i tale, mens de antager at andre samler regningen op. At de etniske figurer, optræder som anmassende etniske clicheer er et bevidst ironisk greb.

Det samme gør sig gældende for eksempel 8. “The Diplomat’s Club,” Season 6 Episode 22

After George’s black boss is offended when he tells him he looks like Sugar Ray Leonard, George goes out of his way to prove he is not racist by trying to find a black man to pretend to be his friend. He stops random black people on the street and asks them to play his friend, finally getting an exterminator to come with him to dinner to meet his boss. Aside from being a super awkward episode, it insinuates that you can’t be racist if you can prove you have one black friend.

De hele handler i Seindfeld om at tage sig ud, om etikette i et kulturløst univers. Andre grunde til at episoder af Seindfeld er racistiske og sexistiske er eksempel 1. “The Stake-Out,” Season 1, Episode 2, da Sainfeld brænder varm på en kvinde og han “gets a date with her, but his approach is creepy and intrusive.

Eksempel 3. “The Implant,” Season 4, Episode 19, hvor “Jerry meets a buxom woman at his gym and feels compelled to find out if she has breast implants. Rather than simply ask, he enlists Elaine to spy on her in the gym, determine whether her breasts are real or fake, and report back to Jerry.” Spectacular!

Eksempel 4. “The Shoes,” Season 4, Episode 16: “George is caught staring at his boss’ teenage daughter’s cleavage.”

Eksempel 5. “The Cigar Store Indian,” Season 5, Episode 10 “is a good commentary on white male cluelessness, though the Native American woman is portrayed as being overly sensitive.” og det er en interessant problemstilling. For hvis ikke der var oversensitivitet, ville hvide mænd heller ikke være “clueless”.

“The Beard,” Season 6, Episode 16 afvises ligeledes på trods på en formildende omstændighed

While this episode highlights homophobia in the workplace, it is problematic because it reinforces the idea that identifying as gay is a phase that can be rectified with the right heterosexual.

Det gælder vel også “Once you tried black…”?

I “The Chinese Woman,” Season 6, Episode 4 er fejlen at “Seinfeld fetishizes Asian women without having any Asian women actually in the show.” Men det skal blive meget værre i eksempel 9. “The Wizard,” Season 9 Episode 15

The gang can’t figure out if Elaine’s new boyfriend is part black. Determined to figure out his ethnicity, Elaine asks several inadvertent questions about his heritage. After hearing hip-hop music blaring from his apartment and noticing his collection of African masks, Elaine is confident of his blackness. She even calls the black waitress “sister” and says, “It’s okay, my boyfriend is black,” at which point he arrives and tells her he is in fact white and assumed she was Hispanic because her last name is Benes. She says she is not, and they conclude, “So we’re just a couple of white people?” Seinfeld deals with the issue of interracial dating without having any of the characters date an actual person of color.

I eksempel 10. “The Puerto-Rican Day Parade,” Season 9, Episode 20, prøver Kramer at slukke et brændende puertoricansk flag ved at trampe på det, “causing a riot

After being chased by an angry mob, Kramer shouts, “It’s like this every day in Puerto Rico!” Manuel Mirabal, the president of the National Puerto Rican Coalition, called the episode an “unconscionable insult” to Puerto Ricans.

Og som en konsekvens blev den episode ikke genudsendt af NBC. Verden er fuld af racisme

flagafbrc3a6nding

Rush Limbaugh om mediernes behandling af Obama og Trump

Diverse — Drokles on May 13, 2016 at 10:27 am

They don’t cover Obama or Hillary, any Democrat, as in any way related to news.” fortæller Rush Limbaugh en lytter og giver en fantastisk beskrivelse af, hvorledes medierne ikke fortæller om nyheder, men presser nyhederne ind i fortællinger

They cover Obama like it it’s a movie or book or daily soap opera script.  And this is the old discussion we had about the concept of the MacGuffin in a book or a movie, the MacGuffin is what the hero wants.  It could be a thing, it could be a conquest, it could be victory over another person, but whatever the hero wants is the MacGuffin.  And the Democrat media, of course, is only interested in whether or not Obama gets what he wants.

So in the case of Obamacare, there was never any investigation of what Obamacare actually was from the Drive-By Media.  We had to do that.  And a bunch of bloggers had to do it.  And a bunch of conservative think tankers.  And that’s the only reason people had any idea what was in those 2,000 pages ’cause the media didn’t.  The media only cared whether Obama would get it, would get it passed.  That’s all that mattered.

And then on the other side you have the villains, the people trying to stop the hero from getting what he wants.  And those are always the Republicans.  So the coverage of any Obama story is not the substance of it and not the detail of it, and not the good or the bad; it’s whether or not Obama will get it. Whether Obama will be hurt, will Obama be helped?  That’s the that’s the way the media covers everything.

So, after Benghazi, Obama concocts this story that it was an internet video that led to the protests, that led to the murders of the four Americans.  The media didn’t question it.  They asked, will Obama get away with this?  Obama wants to blame it on the video.  Will he succeed?  And they began the reporting, then, was only on the efforts of Obama and Hillary to make everybody believe that it was the video.  The media never once questioned it. They never once poured any doubt on it.  All they did was cover it from the perspective, will Obama get away with this?  Obama wants people to think that it was a video.  Will he get what he wants?

Mrs. Clinton is out there doing the same thing, and the media treats her the same way.  The Democrats are used to this.  They’re used to the media greasing the skids. They’re used to the media not investigating the substance of what they do, and yet caller after caller here can tell us why they don’t like Mrs. Clinton.  Benghazi, Libya, every substitute failure that the Drive-By Media has never reported, people know it, but Hillary’s unaware of it.  She doesn’t think she’s gonna get called on it because, in her experience, she gets away with whatever because the media helps her get what she wants.  That’s why she’s in for a rude awakening, I think, all over this election.

Trump eller Clinton er et valg mellem den ultimative løftebryder og en regulær forbryder, som en ven formulerede det. Jeg foretrækker Trump fordi der altid er håbet i en god fortælling

Fredens projekt

Demografi, Diverse, EU, England, Erdogan, Fascisme, Historie, Indvandring, Multikultur, Muslimer, Terror, Tyskland — Drokles on May 13, 2016 at 4:49 am

Selv som teenager købte jeg ikke postulatet om EF, siden EU, som fredens garant i Europa. Jeg forstod, selv med mit ringe kendskab til den store verden, at politikerne optrådte som kvaksalere, betlende slangeolie mod alle dårligdomme. Både Den Kolde Krig og den stille observation at demokratier ikke havde præcedens for at gå i flæsket på hinanden var indlysende argumenter for mit unge sind, som blæste ideen om en unions fortræffeligheder og et par handelsaftalers mirakelvirkning væk. Jeg har aldrig fået en EF/EU tilhænger til at forklare præcis hvad det er for en krig, som EU har forhindret. Kul- og Stål unionen skulle hindre endnu en tysk-fransk konflikt og da den var en fransk opfindelse måtte man mene at det var tyskerne man burde stoppe. Så hvem var den næste Hitler? Adenauer? Erhard? Kiesinger? Brandt? Smith? Kohl? Hvilke af disse gale hunde blev holdt i skak af Unionen?

Så indlysende var den indsigt for mig at den er blevet siddende så fast i alle årene at jeg end ikke gad overveje at læse Kasper Støvrings sikkert glimrende bog Fortællingen om Fredens Europa - Georg Metz kunne ikke lide den, så den må være ret god - fordi det er anstrengende at blive bekræftet i egne forestillinger. Og påstanden om EUs fredskabende egenskaber er da også på retræte, måske især efter EU hovent paraderede sin impotens overfor Rusland, mens det æggede Ukraine. Og så var der jo Jugoslavien i 90′erne. Men herhjemme er ikke i England, der står overfor at skulle bestemme sig om de overhovedet vil være medlem af, hvad der i stigende grad ligner en taberklub. Og med en mistillidserklæring fra vælgerne truende i horisonten, bliver systemets mænd endnu mere stålsatte på at benytte de metoder der ikke virker, blot mere intenst. I dette tilfælde argumentet om EU som fredens projekt, hvor premierminister David Cameron direkte advarede om at et Brexit ville kaste Europa ud i krig.

I Guardian kaldte Simon Jenkins Camerons historieskrivning for “rubbish” og “Project Fear gone mad” og mindede om Camerons forgænger Salisbury, der navngav sin politik “splendid isolation”

The best thing that happened to medieval England was its defeat in the hundred years war and the end of English ambitions on the continent of Europe. The best thing to happen in the 16th century was Henry VIII’s rejection of the pan-European papacy. The wisest policy of his daughter, Elizabeth I, was an isolationism so rigid that she rejected one continental suitor after another. Britain fought off all attempts by France and Spain to restore European Catholicism, and accepted a Dutch and a German monarch strictly on the basis of British parliamentary sovereignty.

Cameron’s 18th-century predecessor was Robert Walpole, author of Walpole’s Peace. Its meticulous isolation from Europe’s conflicts brought Britain a golden age of enlightenment and industrial revolution. In 1734, Walpole could proudly tell the Queen: “Madam there are 50,000 men slain this year in Europe, and not one an Englishman.”

Even William Pitt’s creation of a British empire was based on staying explicitly aloof from the seven years’ war on the continent of Europe. Later, while Horatio Nelson’s victories were essential to British interests, the Waterloo campaign could hardly, on David Cameron’s terms, have been avoided by earlier intervention. Nor did Napoleon Bonaparte pose a serious threat to Britain.

I Telegraph mindede Nigel Jones ligeledes om en af Camerons konservative forgængere, nemlig Pitt the Younger, der som argument for at stå imod Napoleons tyranni sagde at det var englands rolle atSave Europe by her example”. Og et Brexit kunne meget vel være et eksempel med en domino-effekt indikerer meningsmålinger. Som kontrast beskrev han Camerons horistont med Goebbels diktum om at folk vil tro en løgn, blot den er stor nok. For mens EUs grundlæggere “distrusted democracy, which they believed had brought dictators and demagogues to power, and determined that their project would create a post-democratic new order, imposed by stealth step by step on their blissfully ignorant populations” peger Jones på at unioner ser ud til at kollapse, nogengange endda i et kaos af krig.

The history of EU-style multinational federations imposed by an elite from above in Europe is not a happy one. From the frayed patchworks of the  Holy Roman and Hapsburg Austrian Empires, down to the collapse of Yugoslavia and the Soviet Union, they have invariably ended in bloody chaos, and then the peace and quiet of the graveyard.

Not for nothing did a bemused Mikhail Gorbachev – and as the man who presided over the dissolution of Russia’s “evil empire” he should surely know – say that the most puzzling development in Europe over the past decade was the determination of the EU’s leaders to reconstruct the Soviet Union, a failed state if there ever was one, on the soil of western Europe.

Gorbachev was speaking before the long arm of EU meddling reached as far as Ukraine, causing that vast country to split in two and threaten  war with Vladimir Putin’s Russia – a slow-burn crisis that may yet erupt once more into open conflict.

Back in the 1990s, the total failure of EU diplomacy helped speed former Yugoslavia into a brutal ethnic civil war. A fragile peace was finally imposed on those troubled lands not by the EU, but by Nato bombs and arm twisting backed by the Atlantic alliance’s  military muscle.

Og Oberst Richard Kemp var Telegraph endnu mere konkret i hvorledes EU ville underminere freden

A German defence white paper, leaked last week but supposed to be kept under wraps until after the referendum, leaves no doubt of Germany’s intention to drive through the merger of Europe’s armed forces “and embark on permanent cooperation under common structures”. Germany has begun to combine substantial elements of the Dutch forces with their own.

A centralised army is an indispensable component of the superstate to which the EU is openly committed. It would also provide an excuse for struggling economies to slash defence budgets. Few nations take defence seriously enough to spend even the 2 per cent of GDP required by Nato, a shortcoming criticised by President Obama in Germany last month. An EU army will see these nations cut back even further, cynically pretending that defences are strengthened even as forces and capabilities are merged and downsized.

(…)

As well as depleted strength and capability, the aggregated European forces will beemasculated by a lack of political will. After Iraq and Afghanistan the West is paralysed, with governments terrified of committing ground forces to any conflict. An EU command structure, fraught with divergent and opposing policy agendas, will turn paralysis into rigor mortis. Look at the EU’s long track record of vacillation, timidity and inaction on the Balkans, Ukraine, Syria, Libya, the immigration crisis and the Islamic State.

None of our enemies is going to take an EU army seriously. Its creation would undermine one of the most critical virtues of a strong and credible defence: deterring an aggressor from action they might be forced to regret.

Og i Breitbart perspektiverede samme Kemp

The EU failed to prevent the migration crisis that threatens to overwhelm many European cities and the housing, welfare, health, and education services paid for by the hard work of citizens who have been allowed no say.

The EU failed to deploy effective naval forces along the North African coast to prevent illegal immigration across the Mediterranean. Such action, used to great effect by Australia, would not only have prevented the landing of countless unregulated immigrants on our shores but would also have saved thousands of lives and sent a firm message to both immigrants and traffickers.

It was self-doubt and a desire to expunge the sins of the past rather than strong and principled leadership that led Europe’s most powerful politician unilaterally to invite in migrants from the corners of the earth, to transform German cities and to assault and rape German girls. A policy that opened the doors of Europe to hundreds of thousands of economic migrants, including many young men of fighting age who abandoned their families and their countries; and closed the doors to genuine refugees.

Timorous EU countries failed to take military action against Assad’s regime in Syria when he crossed the chemical weapons ‘red line’. Action that could have ended his reign of terror and prevented the intervention of Russia and Iran that has solidified his position and exacerbated the migrant crisis.

Fearful EU members failed even to contemplate setting up protected safe havens in Syria, where millions of beleaguered people could have taken refuge without the need to move to other countries. This would have required boots on the ground but, terrified by experiences in Iraq and Afghanistan, few if any EU states are prepared to countenance that. Physical danger was not their only fear; they were also afraid to act without United Nations authorization, which would have been vetoed by Russia.

Now, bullied and blackmailed by President Erdogan, the EU is now allowing visa free access to Europe for 70 million Turks and is well on the way to admitting Turkey to full EU membership. Not only will this push back the borders of the EU to Iran, Iraq and Syria, but it will also lead to yet another massive population shift in Europe, without consultation further transforming the way of life of its citizens.

This is the peace and security provided by the EU today.

EU som fredens projekt er en løgn ingen længere gider høre. Kun de mest desperate gider fortsat fortælle den. England forlader EU, EU falder fra hinanden - med lidt held.

brexit

Citizen Donald?

Det ellers glimrende og konservative National Review mener at Trump er lige så slem som Hillary Clinton mens ellers venstreorienterede Susan Sarandon frygter Hillary mere end Trump. Hillary, hun har også sit at slås med, hvilket medierne og især de danske glemmer. Den anarkistiske hackergruppe Anonymous truer Hillary med at “afsløre alt” fordi løgn er blevet hendes “natur” og minder om 30.000 slettede e-mails og 1/2 mio. døde irakiske børn i Irak, som de mener hun må stå på mål for. Og der er da også et hashtag, #DROPOUTHILLARY.

Vores egen David Trads kalder Trump “den fascistoide reality-stjerne”, “en notorisk løgner”, “gal”, og “den største trussel mod vores sikkerhed – fordi han med sit vanvid, sit had, sin fjendtlighed over for muslimer, mexicanere, kvinder, handicappede, sin begejstring for Putin, sine udfald mod Kina, Mexico og verden” og sammenligner Trump med Titanics forlis, som det tog sig ud gennem Mikael Wihes fakta-fattige men klassiske protestsang. Alt sammen baseret på “indslag, [han] har set i TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og det, [han] har læst i de danske aviser” og en Hillary Clinton reklame. Det fortæller alt væsentligt om Trads - og danske medier.

Trump er “the ultimate outsider“, som taler direkte til folket, skriver Piers Morgan i Daily Mail, som to af ti grunde til at Trump har rystet det politiske parnas i Washington. Og sandt er det at Trump ikke har haft behov for en større kampagnemaskine i modsætning til hans modstandere, som man kan se i denne New York Times grafik

skc3a6rmbillede-2016-05-05-kl-123846

Hvis man skal tro meningsmålingerne er Trump ikke populær blandt vigtige demografiske grupper, som kvinderne, latinoerne, afroamerikanerne (negrene), bøsserne, de handicappede og de kriminelle. Men er han populær blandt vælgerne? Bruce Thorntorn giver sit bud på Frontpage Magazine

Trump has consistently disproved conventional wisdom. The old electoral truisms may not apply. Take the clichés about Hispanics. For nearly a decade we’ve been told that the Republicans needed to cultivate this “fastest growing demographic group,” as Obama warned everyone in 2012. The party wise men counseled Republicans to drop the harsh rhetoric about illegal aliens and reach out to the 9% of voters who are Hispanic and allegedly “natural conservatives.” Heeding this advice, Senate Republicans toyed for a while with “comprehensive immigration reform,” which many voters decoded as “amnesty” for lawbreakers stealing their jobs. Yet in most polls, “immigration reform” is consistently low on the list of issues that concern Hispanics.

That didn’t stop some in the party from angering much of the white working class, 36% of the electorate, just to pursue this electoral will-o-the-wisp. About a third of those voters voted Democrat in 2012, but evidence suggests that many are shifting to Trump this year. So Trump speaks to their concerns about ICE’s “catch-and-release” of felons, the hundreds of Americans murdered by illegal aliens, the quality-of-life crimes making many neighborhoods and cities unlivable. Trump promises to put a stop to “sanctuary cities” that blatantly disregard federal law and get away with it.  He gets their anger at seeing protestors, like those in Irvine last week, attempting to stop their right to assemble and waving Mexican flags, or the demonstrators in Indiana Monday arming their children with F-bombs to hurl at Trump supporters.

And he especially understands how sick many Republicans and Democrats are of the snotty rhetoric from some leaders and pundits of both parties. From their tony enclaves far from the daily disorder and mayhem caused by our immigration failures, they suggest that such complaints reflect bigotry and xenophobia. So Trump promises to round up the illegals, build a wall on the border, and make Mexico pay for it. And I’ll wager that the pollster’s net doesn’t catch significant numbers of voters who sit at home and shout their approval at the television screen and will pull the lever for Trump come Election Day.

In fact, despite his hard words for illegal aliens, there is growing evidence, much of it anecdotal at this point, that significant numbers of Hispanics and blacks like Trump and may vote for him. Here in the San Joaquin Valley, ground zero for Mexican immigration, one more and more frequently runs into working-class Mexicans who admire Trump for his macho bluster and willingness to slap down politically correct gringos with their superior airs and class snobberies. It’s not just white conservatives who have grown sick and tired of the credentialed class telling them how to live and then demonizing them for disagreeing. No one knows how many Hispanics will vote for Trump, but I’ll wager it will be more than voted for Romney.

But Trump is ignorant and incoherent when it comes to policy, the critics say. Contrary to the commentators cocooned in their social and cultural enclaves, elections are not about policy. The majority of voters don’t carefully study the issues, pore over policy papers, and objectively weigh various proposals in order to arrive at the best choice. They are motivated by their “passions and interests,” as Madison understood. “Interests” are about “property,” or in our time, jobs and the economy. Years of sluggish growth, lower workforce participation, and the investor class waxing fat the whole time have angered a lot of people, including Bernie Sanders’ supporters. Trump’s tirades against free-trade-agreements and China’s currency manipulation speak to these frustrations.

The “passions” we see seething through a Trump rally are the anger at elites of both parties who for years now have talked down to the people, dismissed their legitimate concerns, and sneered at their ignorance, even as they pander to privileged minorities or appease the Democrats. They see criticism of Trump, whether intended or not, as criticism of themselves, yet another patronizing dismissal of their grievances. The backlash against political correctness that Trump has brilliantly exploited is the obvious focus of this anger at politicians who are supposed to be on their side, but who always find excuses to cede the high ground to the other side. Why else would the Senate confirm Loretta Lynch as Attorney General, especially after she told the Judiciary Committee that she viewed Obama’s unconstitutional amnesties as “legal”? Was it because she was eminently qualified, or because she is a black woman?

Some will dispute these assertions as misleading or false, but whether they are true or not is irrelevant. Politics is about perception. How else did a cipher like Barack Obama get elected twice? In 2008 he was perceived to be a racial healer, the smartest president ever, a “no red state, no blue state” unifier, and a brilliant orator. None of these perceptions turned out to be remotely true. The second time it was partly because 81% of voters perceived him to “care about people like me,” while only 18% felt the same about Mitt Romney, one of the most fundamentally decent and kind men ever to run for president. Trump seems to get that perceptions and passions come first, and policy can be figured out later. To a greater or lesser degree, this has pretty much been true in all presidential elections. Trump has simply discarded the decorum that camouflages the truth about political sausage-making.

Trump er sikkert usmagelig, men det er hans modstandere der griber til politisk vold

Radikal bedreviden til venstre

Uffe Ellemann Jensen burde have været medlem af Radikale Venstre, men blev frastødt af “at de altid er så pokkers bedrevidende“, som han formulerede det. Ellemann er en ener og bedrevidende kan man ikke være i grupper, så han meldte sig ind i bondepartiet Venstre, hvor han kunne trives som den bedrevidende ener. Og når man er bedrevidende er det svært at erkende at man har taget helt fejl. Da Berlingske Tidendes journalist påpeger overfor Zenia Stampe at “Multikulturelle samfund fører ofte flere spændinger, sammenstød og konflikter med sig …” svarer hun uanfægtet

»Det er jo kun, når man ikke respekterer pluralismen som forudsætning. Det er jo kun, hvis den ene gruppe synes, at man har ret over den anden gruppe, at der opstår konflikter.«”

At det er indbygget i alle grupper at de som minimum ikke tager fejl er konflikten sådan set indbygget i det multietniske samfund. Det er ikke de radikale der tager fejl, men tarvelige mennesker, der underløber deres drøm. Nej, sådanne bedrevidende mennesker er det ikke til at være sammen med når man vil være en ener, som Uffe. Til udsigten om at EU vil blive nødsaget til at holde flygtninge og migranter ude af Europa med “pigtrådshegn og bevæbnede vagter” siger Ellemann Jensen ifølge Berlingske Tidende

- Det nytter ikke at opgive de indre grænser, hvis man ikke samtidig sørger for at beskytte de fælles ydre grænser. Og det er det, der så åbenlyst er gået galt. Det er der mange grunde til, siger den tidligere udenrigsminister.

Han peger især på, at medlemslandene udviser en manglende vilje til at deltage i fælles europæiske løsninger.

- Så længe du har nogle lande, der ikke vil være med til at tage det fælles slæb, så bevæger du dig i retning af, at du en skønne dag kan blive nødt til at bruge pigtråd, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Se, EU er ikke faldet sammen under vægten af egne indre selvmodsigelser - som det var blevet forudsagt - EU er blevet svigtet af dets medlemmer. Tarveligt.

Kommunisterne drømte om at kommunismen kunne frembringe et nyt og bedre menneske. Den ide myrdede de 100.000.000 af den gamle mennesketype og styrtede hele lande i grus på, kun for at konkludere mennesket ikke var kommunismen værdigt. Lidt erkendelse, sneg sig dog ind hos nogle og Socialistisk Folkeparti blev en realitet, da Sovjetunionen lavede en faux pas med invasionen af Ungarn. Til Altinget siger Pia Olsen Dyhr om den vanskelige integration af kulturer, der ikke blot mener at have ret over andre grupper, men også håndret over “deres” kvinder

”Vold er desværre mere udbredt i patriarkalske etniske miljøer end i en gennemsnitligt dansk familie. En etnisk kvinde risikerer at blive udstødt eller endda få bank af sin egen familie, hvis hun går fra en voldelig ægtemand. Der er nogle strukturer, vi som socialister ikke kan være blinde over for.” Men Pia Olsen Dyhr erkender, at der var endnu en grund til, at hun som så mange andre på venstrefløjen var tilbageholdende med kritik af kulturelle og religiøse normer: ”Højrefløjen snakkede så meget om det, og jeg ville ikke puttes i bås med den. For i modsætning til Dansk Folkeparti er jeg fløjtende ligeglad med, om man spiser frikadeller eller ej, og om man går med religiøse symboler som kalot eller tørklæde.”

Det kræver noget særligt, at hævde moralsk overhøjhed mens man indrømmer at man har taget fundamentalt fejl. Som en ægte socialist kan man altid vikle en selvmodsigelse ind, for hvor hun påstår at hun er fuldstændig ligeglad med symboler som frikadeller og tørklæder, så er hendes største bekymring at blive sat symbolsk i bås.

I fucking love science

Diverse — Drokles on April 19, 2016 at 6:26 am

Udvalget Vedrørerende Videnskabelig Uredelighed led et nederlag til professor Helmuth Nyborg i Landsretten 30 marts. UVVU havde påpeget at Nyborg dels ikke havde krediteret en bidragyder til en videnskabelig artikel og at Nyborg ikke havde korrekte kildehenvisninger. Dette er også for dårligt, men “Landsretten finder på denne baggrund imidlertid, at det ikke med den fornødne klarhed kan lægges til grund, at Helmuth Nyborg ved at undlade at anføre Jørn Ebbe Vig som medforfatter forsætligt eller groft uagtsomt har forfalsket eller forvredet det videnskabelige budskab”

Det sidste er sagens kerne, selv om UVVU fire medlemmer argumenterer for det modsatte i en bitter kronik i Jyllands-Posten. Nyborg vækker kun UVVUs opmærksomhed fordi han forsker i racer og genernes indflydelse på intelligens og herpå konkluderer at venstrefløjen har sat Danmark på en farlig kurs med dens drøm om en multikulturel og multiracial fremtid.

For selv om det er en gammel indsigt at ondskab ikke er et videnskabeligt ord, så antager alt for mange at videnskaben udspringer af eller fordrer et sæt normer, der er identiske med de liberale og sociale normer man har lært at holde kære. “I fucking love science!” er et ofte brugt meme der deles på sociale medier om resultater eller undersøgelser, der synes at påvise en ønskelig udvikling eller blot peger mod en større verden. Videnskab som en trættende metode, med endeløse forsøg og pertentlig kildehenvisning, der, hvis alt går vel, fører een derhen, hvor realiteterne bor har ikke noget at sige, hvor fortællingen om videnskabens revolutioner er fortællingen om den sociale progression. Følgeligt bliver en udfordring af den sociale progression og de liberale normer til en udfordring af selveste videnskaben.

I USA er universitetsmiljøerne sine steder degenereret så langt at studerende har krav på at blive beskyttet mod ny og uønsket viden, fordi det underminerer deres identitet, de såkaldte ’safe-spaces’. Identitet er her, selvfølgelig ikke en personlig identitet, thi da kunne der ikke politiseres, men en gruppe-identitet af evigt afskallende subgrupperinger, som afroer, lebber, transkønnede, klammoer osv, grupper, der imodsætning til individder, alle kan beskrives som en modsætning til ‘den hvide mand’ og det ‘hvide privilegium’. It’s a white mans world hedder sangen nu. At et overdrevent fokus på race, etnicitet, køn i sig selv fremmer et ‘racialiseret’ klima forstår venstrefløjen ikke, mens den har har travlt med at beskytte sig mod den tanke at siden mennesket nu kommer i lidt forskellige udgaver at de så også kunne tænkes at have lidt forskellige kompetencer - målt påp populationer, naturligvis.

Denne kamp mod den hvide dominans på en gang har en klar målsætning og samtidig er helt blind for at de selv forstærker den racistiske fortælling, som deres påståede indignation udspringer af. Daily Caller giver et sørgeligt eksempel, hvor det at komme til tiden og passe sine studier er et udtryk for en hvidhed der undertrykker ikke-hvide, fordi de åbenbart ikke er i stand til….

“Education is not about the mere reproduction of knowledge,” Hackman said. “Education is the practice of freedom. And as a result, we have to have [teaching] students becomes activists as well as teachers.”

Creating educators who are proper activists, Hackman continued, means training them to not only to encourage diversity but also to engage with the systemic oppression she says is pervasive in the entire educational system. In Hackman’s telling, virtually everything associated with being a good student in modern education is actually just a tool of racist white supremacy.

“The racial narrative of White tends to be like this: Rugged individual, honest, hard-working, disciplined, rigorous, successful,” she said. “And so then, the narrative of U.S. public education: Individual assessments, competition, outcome over process (I care more about your grades than how you’re doing), ‘discipline’ where we care more about your attendance and making sure you’re not tardy than we care about your relationships  … proper English must be spoken (which is just assimilation into standard U.S. dialect), hierarchical power structure, and heavy goal orientation.”

While the traits listed may simply be regarded as positive traits for success in the modern world, Hackman described them as specific cultural traits chosen and emphasized to favor whites to the detriment of non-white groups, who are forced to assimilate white traits such as good discipline and goal orientation or else be left behind.

Heather Hackman, ja selvfølge en kvinde, fortæller endda at det for hende er ligegyldigt i hvilken form en opgave besvares. ““If I don’t know [your language,] frankly, that’s my issue,” she said. “All I need to know is that you’re thinking about it, I don’t really care how you do it.””. Som Hackman forklarer, så gælder det om at metastasere denne anti-intellektuelle strømning ved at gøre så mange studerende til aktivister, som kan presse deres læringsanstalterne i knæ med stadigt flere overgangskrav, som Bruce Thornton forklarer i Frontpage Magazine

The real instigators of these incidents are savvy progressive student activists who know that most faculty agree with and support them, and that most administrators are careerist invertebrates fearful of bad publicity and blowback from trustees and the media. These student Alinskyites leverage photogenic protests and marches into academic lucre in the form of more scholarships, “research centers,” and faculty hires that will expand the progressive influence over the institution, especially over curricula, hiring, programs, admission criteria, and academic policy.

A perfect example of this dynamic can be seen in the response of Yale president Peter Salovey to the incident on his campus last November. First there is some embarrassing groveling: “I have never been as simultaneously moved, challenged, and encouraged by our community — and all the promise it embodies — as in the past two weeks. You have given strong voice to the need for us to work toward a better, more diverse, and more inclusive Yale. You have offered me the opportunity to listen to and learn from you.” But employing the multiculturalist dog whistles “diverse” and “inclusive,” and flattering self-righteous entitled whiners by anointing them as Socratic sages, are just preludes to the real business––doling out academic protection money.

Race, ethnicity, and other aspects of social identity are central issues of our era, issues that should be a focus of particularly intense study at a great university. For some time, Yale has been exploring the possibility of creating a prominent university center supporting the exciting scholarship represented by these and related areas. Recent events across the country have made clear that now is the time to develop such a transformative, multidisciplinary center drawing on expertise from across Yale’s schools; it will be launched this year and will have significant resources for both programming and staff.

And that’s just the beginning of the payola. Four new faculty positions will be filled to research and teach the “histories, lives, and cultures of unrepresented and under-represented communities,” and Yale will add “additional teaching staff and courses in Yale College starting in spring 2016 that address these topics.” Fifty million dollars is committed to “enhance faculty diversity,” by which he means hiring not the children of Scots-Irish West Virginia coal-miners, but “protected” groups like blacks and “Hispanics” no matter how affluent their parents or how laden with social capital.

But this academic Santa Clause is just getting started. There will be a new administrative position created to help the Faculty of Arts and Science in its “diversity efforts.” Yale will make “funds available to improve existing programs and develop new ones — both during orientation periods and beyond — that explore diversity and inclusion and provide tools for open conversations in all parts of the university about these issues. Programs may take the form of trainings, speaker series, or other ongoing activities.” New “pathways” for reporting discrimination, and new “measures to strengthen mechanisms that address discrimination” will be created with significant “input” from students.

Mens der er stærke kræfter indenfor det læringsindustrielle kompleks der arbejder ideologisk målrettet imod civilisationens grundpiller, så er de fleste studerende blot dovne konformistiske medløbere. Time to cry

Belgien er sindbilledet på EU

Diverse — Drokles on March 30, 2016 at 12:19 pm

Jeg besøgte Brüxelles engang i de tidligere 90′ere, med min gymnasieklasse. Det var en studietur der skulle kombinere samfundsfag og fransk, men som mest endte i druk - også for os elever. Dengang slog byen mig som et permanent turist-centrum, hvor der ikke syntes meget andet dagligliv end souvenir butikker, chokolade forretninger og restauranter, der kunne betjene de mange udlændinge, som EF og den tilknyttede ekspertindustri beskæftigede. Embedsmænd og danske politikere, som viste os rundt og venligt fortalte om meningen med Samarbejde og Europa jokede lidt forlegent med at de eneste karrieremuligheder for de resterende belgiere var som laverestående embedsmænd i kommunen, i politiet eller som postbude, hvis ikke man arbejde direkte i turistbranchen med at betjene Europas elite og deres børn, som ofte fik de bedste studie-jobs. Vi var kun i centrum, så muslimer så vi ingen af.

Det tyske magasin Spiegel har bl.a interviewet  formanden for det konservative Ny Flamsk Alliance, Bart De Wever, der kalder Merkels flygtningepolitik for en “epochal mistake,” og trækker paralleller mellem Belgiens væsen og EU

Bart De Wever doesn’t have much faith in his country. In fact, you can hardly call it a country, this artificial construct created sometime in the 19th century as the result of an accident of history, a power struggle among major powers. The centralized Belgian state is “slow, complicated and inefficient,” says De Wever, one of the most powerful men in Belgian politics.

Også hans politiske modstykke, tidligere borgmester for netop Molenbeek, socialistiske Philippe Moureaux, sammenligner Belgien med EU

“It’s an artificial state.” The man saying this was the mayor of Molenbeek for three-and-a-half years, a white-haired man with the Belgian Socialist Party (BSP), which speaks critically about Belgium and Europe and, in this respect, is surprisingly close to his political antipode, conservative right-winger Bart De Wever. “Unfortunately, Europe is developing into a large Belgium, instead of Belgium developing into a small Europe,” N-VA party leader and Antwerp Mayor De Wever believes:

Philippe Moureaux once believed that the nation-state in Europe would fade away and that a unified Europe would remain and assume its function — a democratic and just Europe. “Not,” he says, “what we have today.”

On this day, Moureaux is not the former mayor, and not the former Belgian interior minister, but instead is the history professor he once was. He’s not the political pragmatist he has just written about in his book “The Truth About Molenbeek,” one of the few who made an outstanding contribution to integration.

Belgians Lack Common History

Moureaux lives in Molenbeek, on the fifth floor of a building that looks like it could be low-income housing, in an apartment with a living room and a study with dark books and dark-red leather sofas. He sits there, looking back at a state that came into being as a compromise, in 1830. It was a construct that optimistically fused together regions that lacked a common history: Flanders, Francophone Wallonia and eastern Belgium, where 76,000 people speak German. It is a construct that now has a poor south that requires support, and a wealthy north where the grumbling is getting louder and louder. It’s a familiar principle. It’s called Europe.

Belgium has a fractured administration, confusing relationships among the various government levels and inefficient bureaucratic structures that sometimes must make allowances for grotesque regional disputes. To prevent this fragile nation from breaking apart, the constitution has been reformed several times and central power has been weakened. The result is that everything in Belgium exists in multiples: There’s a Flemish prime minister, a Wallonian prime minister and a prime minister who represents all of Belgium. In Belgium, it takes months instead of weeks to form a government. About four years ago, the state simply continued to exist for 541 days without a government.

Over the years, the people of Belgium have developed a certain distance from their authorities. As Moureaux puts it, Belgians have achieved this by becoming “a little rebellious, a little anarchistic.” One reason they are anarchistic, he says, is “that this region has been occupied again and again,” by the Burgundians, the Spaniards, the Austrians and the French. “A tradition here is to say: An authority? That will resolve itself. It will pass.”

Social Injustices

Belgium could have become a model of successful coexistence, but it didn’t, and not even Moureaux wants to romanticize anything. Instead, the country became the nucleus of Europe and received “the institutions,” as the headquarters of the EU’s governing bodies — the European Commission, the European Parliament and the European Council — are called. They are now there, with their glass towers, and some perceive this is as some form of colonization.

The heart of Europe is, well, a cold heart, at least from the perspective of the Brussels poor. They see none of the money “from Brussels,” as it is put elsewhere, or “from the eurocrats,” as they say in Brussels.

(…)

It’s about four kilometers from the European Parliament to the so-called jihadist hotspot in Molenbeek, and yet there is virtually no connection between Europe and the troubled district on an everyday basis. In the European quarter, laws are written for an entire continent, while jihadists nearby plan ways to fight this continent and destroy its freedom and values.

I Tyskland er nogle jernbaneselskaber begyndt at tilbyde vogne kun for kvinder og børn(!) på udvalgte strækninger, skriver Daily Mirror. Et jernbaneselskab siger at “the measure is not a direct reaction to the Cologne incidents but is about increasing security generally”. Islamificeringen er altså systemisk. Tidligere på måneden blev tre teenage piger jagtet gennem et indkøbscenter at en migranter fra Afghanistan kunne man læse i Express. Myndighedernes svar er dels at dele gratis kondomer ud, dels en oplysningskampagne rettet mod Tysklands nye borgere, om, hvad sædelighed plejede at betyde

sex-oplysning-til-migranter

Venstrefløjen burde egentlig argumentere imod denne racistiske kampagne, der insinuerer at de højtuddannede migranter er sygdomsbefængte sexforbrydere og voldsmænd. Hvis altså ideologisk konsekvens var en mærkesag. Den anden del af EUs akse Frankrig er i undtagelsestilstand indtil 26. maj - derefter skulle alt være godt, må vi formode. Men hvad med lille Danmark?

Eskild Dahl Pedersen, der er leder af de boligsociale indsatser for boligselskabet Lejerbo i de københavnske bydele Nørrebro og Nordvest, sagde til Radio24/7 at “Der er mange karakteristika, som gør, at man kan tillade sig at lave den sammenligning” mellem Nørrebro og Molenbeek, skrev Berlingske Tidende

Vi gemmer på borgere, som officielt ikke bor på Nørrebro, men som reelt gør det. Vi har mange familier, der er udsat for vold, og vi har mange familier, der lever med angst, uden at vi har kræfterne til at gøre op med det. Vi har mange, der lever af kriminalitet, og mange der er omfattet af socialt bedrageri

Heldigvis kan medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, Lars Aslan Rasmussenslå koldt vand i blodet med den sammenligning, der “er lidt fortegnet”, førend han går videre med at beskrive et “gigantisk svigt” ´over for rigtig mange beboere, hvis liv bliver påvirket af højreradikaliserede kræfter´. Eller som an kunne læse i andetsteds i Berlingske Tidende: “»Problemet er,« siger Samar Subhie, der stammer fra Libanon og arbejder i Café Nora, »at det danske system greb os helt forkert an fra det øjeblik, vi kom til landet«”. De højreradikaliserede kræfter er i Aslans optik troende muslimer, der kan deres koran og enten er imamer eller Hizb ut-Tahrir. Og så minder han om at “Det er enormt vigtigt, at man skelner imellem almindelige muslimer og så det her miljø.”

Venstres medlem af Københavns Borgerrepræsentationen og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Cecilia Lonning-Skovgaard “tror, at det er rigtigt, at der findes nogle lommer rundt omkring på Nørrebro”, men er enig med Aslan Rasmussen i at ‘at det er tegnet for hårdt op’ at sammenligne Nørrebro med Molenbeek. Og sandt er det at Molenbeek, qua sin størrelse og sin koncentration at muslimer, er i en anden liga af muslimsk morrads. Men islam er som islam er, spørgsmålet handler alene om, hvornår man overskriver en kritisk masse eller koncentration. I ‘Sagen mod terroristens venner, Jyllands-Posten 26/3,kan man læse om det første retsmøde mod 4 unge mænd fra Mjølnerparken, der står anklaget for at have assisteret Omar El-Hussein i sine terrorangreb mod Krudttønden og Synagogen i København. Og her er en beskrivelse af det miljø, der hersker i her-eksisterende muslimske parallelsamfund

Allerede i tiden før angrebet har El-Hussein ifølge politiet søgt på både den svenske kunstner Lars Vilks, men også den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard.

Også på selve dagen for angrebene søgte han ved 21-tiden på flere potentielle mål foruden synagogen: Fra internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade søgte han Christiansborg, to private adresser til hhv. Nicolai Sennels, der er talsmand for den islamkritiske organisation Pegida, og DF’eren Mogens Camre, foruden den hippe købmandsbutik på Vesterbro, Kihoskh, der en måned forinden havde solgt det franske satiremagasin Charlie Hebdos første nummer efter terrorangrebet mod redaktionen i Paris. De mange søgninger viser ifølge anklagemyndigheden, at angrebene var specifikke, ideologiske/ religiøse angreb, som havde til hensigt at skræmme den danske befolkning som helhed. Og var altså dermed terror.

Andre bagmænd?

Derudover er det værd at hæfte sig ved, at Omar El-Hussein ikke søgte på Mogens Camre, Nicolai Sennels eller Kihoskh, men søgte på de specifikke adresser til de tre “mål”. Det viser både, at han var langt mere forberedt, end man hidtil har antaget (fordi han jo altså på forhånd har researchet sig frem til adresserne), og rejser spørgsmålet om, hvorvidt målene er nogle, El-Hussein selv har fundet på, eller om andre ukendte personer har givet oplysninger til eller inspireret den nu afdøde 22-årige. Særligt søgningen på butikken Kihoskh vækker undren, da det er et relativt ukendt sted, og det kræver et stort kendskab til ytringsfrihedsdebatten, før man ville have Kihoskh på sin liste over “relevante” terrormål. Spørgsmålet er, om El-Hussein, der var kendt som en rodløs mand med kriminelle tilbøjeligheder, har haft intellektuel kapacitet til at finde på at ville ramme sådan et mål.

(…)

Og under retsmøderne er der kommet forskellige afgørende ting frem: Den yngste af de tiltalte, den 21-årige LE, har under sin første afhøring af politiet tilbage i februar 2015 fortalt, at der allerede i ugerne op til den 14. februar gik rygter i det sociale boligbyggeri Mjølnerparken om, at El-Hussein ville »lave et skyderi a la det i Paris« - altså terrorangrebet i Paris, der fandt sted godt en måned forinden.

Og mens LE under sin afhøring afviste, at Omar El-Hussein havde fortalt mændene om Krudttønde-angrebet, sagde én af de andre tiltalte i sin afhøring det stik modsatte: Den 25-årige BH erkendte blankt, at El-Hussein allerede halvanden time efter angrebet fortalte sine venner om sine handlinger.

(…)

På overvågningen kan man se, at Omar El-Hussein kommer ind på caféen kl. 01.46 om natten, altså en time efter angrebet på synagogen, og gestikulerende ser ud til at fortælle sine venner om angrebet. De to venner smiler begge begejstret på videoen, idet Omar El-Hussein fortæller sin historie, og lader da heller ikke til at være synderligt overrasket.

Og om tiden kort efter angrebet på Krudttønden

På videoovervågninger fra Mjølnerparken kan man se, at Omar El-Hussein kl. 16.15 ankommer til en adresse i Mjølnerparken, hvor den nu terrortiltalte 23-årige IA bor.

Det gør han altså cirka tre kvarter efter angrebet på Krudttønden.

Man kan på overvågningen se, at El-Hussein løber op ad trappen til sin vens lejlighed, og at han har en sort sæk i hånden med en aflang genstand, som anklagerne mener er militærriflen, han netop havde brugt ved Krudttønden. Ifølge den 21-årige LE’s vidneudsagn låner han en lys hættetrøje af IA.

(…)

Kl. ca. 17, altså cirka en halv time senere, kan man på overvågningen i Mjølnerparken se, at den 21-årige LE og den 26-årige BH går rundt på det grønne område bag ved boligblokkene, hvor de ifølge egne udsagn mødtes med Omar El-Hussein. Den tiltalte BH erkendte selv under sin afhøring i retten, at El-Hussein her gav ham posen med militærriflen - dog mod hans vilje - og at han efterfølgende skaffede sig af med den ved at smide den i en grøft tæt på Bispebjerg Station.

Om de fire anklagede er terrorister i lovens forstand er her uinteressant, kun beskrivelsen af et miljø, hvor der er mere end udstrakt sympati for slagtning af de vantro. Og det bedste forsvar, som en af de anklagede, den 26-årige BH, ifølge artiklen diskede op med?

Han slog mange gange fast, at der ikke er noget unormalt i, at én af gutterne fra kvarteret kommer og fortæller, at nogen er blevet skudt, ligesom der i sig selv ikke er noget mærkeligt i, at vennerne stikker et gevær i hånden på én, som Omar El-Hussein ifølge BH’s forklaring gjorde.

Muligvis vil det redde ham, men det lægger til anklagen mod de muslimske enklave. Og de, der har ladet dem slog rod, ikke at glemme. Sammenhold den miljøbeskrivelse med Spiegels beskrivelse af terroristerne fra Molenbeek

The attacks were delivered four days after the arrest of Salah Abdeslam. Investigators now know that it was a mistake to assume that IS, which claimed responsibility for the attack, favored the “lone wolf” approach. Since the Brussels bombings, it is clear that Islamic State has created its own infrastructure in Europe, under the radar of most intelligence services, cells consisting of first, second and third-tier militants. If the first tier is unable to act, the second tier takes over and prepares the next attack. The Brussels bombers were already involved in the Paris attacks. There were logistics experts who provided them with apartments and weapons, there were explosives experts and there were people who maintained communications with IS in Syria.

It’s clear that there was a network on which Salah Abdeslam could rely. Documents from the Belgian and French authorities paint a picture of a tightknit group in which everyone protected everyone else, and that made the Belgian security forces look like fools. Salah apparently moved about freely in Molenbeek, where he even went to a barber. The mayor of Molenbeek says there is an “omertà” in the community, a code of silence reminiscent of the Mafia.

(…)

The groups are part of international networks, and the terrorists had an advantage over security services: They were perfectly in command of cooperation across European national borders. Najim Laachraoui traveled straight across Europe. The authorities had already identified him as a potential threat, and yet he was able to move about freely with forged documents. For instance, the explosives expert of the Belgian terror cell spent the night in Bavaria’s Kitzingen district while traveling from Hungary to Belgium in September 2015, together with Salah Abdeslam, the Paris attacker who has since been arrested.

EU har gødet de nationale regeringers flugt fra ansvar, måske fordi projektet hele tiden var at opløse Europas nationer. Men ved at opløse nationen gennem en befolkningsudskiftning bliver det også selv den europæiske civilisation undergang. For de nye europæere hader Europa, endnu mere en europas eliter.

Nu står vi her igen

Diverse — Drokles on March 27, 2016 at 5:31 pm

Det sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen da han lagde blomster ved den belgiske ambassade. “Det, vi oplevede her til morgen, er ganske enkelt forfærdeligt. Det fylder mig med afsky, vrede og sorg.” fortsatte han. Men det fylder ham ikke med eftertanke om, hvilken politik han forfølger, når han passivt ser danske grænser nedtrådt af gud ved hvem, der måtte finde det betimeligt at slå rod eller folk ihjel i vores land. Det fylder ham ikke med eftertanke at muslimsk terror  slog til i hovedstaden for det europæiske projekt, der ikke evnede at kontrollere sine grænser.

Man kunne have håbet at TVs eksponering af det daglige liv i moskeerne i Danmark havde gjort større indtryk på debatten, i det mindste når terrorister slog til på europæisk jord. Men når Thulesen Dahl konkluderer at Dansk Folkeparti i virkeligheden ønsker “at fremme en europæisk form for islam” så går det vel den gale vej. På P1 for et par uger siden hørte jeg radioværten konkludere “Der er masser af uindtaget land når det handler om kvinder rettigheder”. Værten antog at moskeerne blot var nogle lommer fra fortiden, der nok snart ville blive skyllet igennem med en god gang Oplyst modernisme, som vil det gå sin skæve gang helt af sig selv.

At det er en kamp om vores civilisation, hvor imamerne og deres menigheder har den klareste forståelse af præcis, hvad det er for land, der skal indtages og hvordan, er endnu ikke sevet ind i de definerende klassers tankegang. Ingen eftertanke, blot mere Imagine og Kringsatt av fiender og hashtag Charlie og Paris og Belgien og je suis oppe i tiden, fordi jeg er det værd. Så volden må være den store læremester de kommende og pensum tårner sig op, især når man nu end ikke kan demonstrere imod terror af frygt for terror - men vi har vel alle Skype og kan jo altid farve vores profilbilleder…

Justitsminister Søren Pind leverede det måske mest pinlige opslag om terroren i Bruxelles på Facebook og selv om mange andre og forstandigere mennekser allerede har hæftet sig ved Pinds ordflom vil jeg alligevel dvæle ved absurditeterne

Forbandede terrorister. Men I skal vide dette: Det demokratiske samfund har før klaret sådan nogle som jer. Og vi vil gøre det igen. Vi vil forfølge og straffe hver og en af jer, putte jer langt væk i lang tid. Og vi vil sejre. Jeres formørkede ideologi står ikke en chance mod det oplyste moderne demokratiske samfund. Som al anden totalitær, undertrykkende og menneskefjendsk tankegang vil I blive smidt ud på historiens losseplads, hvor I hører til - kvalt af moderniteten, forfulgt af de lovformelige myndigheder. Fred med de døde i Belgien.

Danmarks Justitsminister leverer intet andet end ordflom, som en selvretfærdig præst, der trommer menigheden til samling om deres egen tro på troens kraft. Men Pind er ikke ansat som præst, han er justitsminister, den del af regeringen, hvis resort det er at sikre “at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde”, som det formuleres i Jyske Lov. Og vi er ikke hans enfoldig menighed, men Folket. Så hvorledes mener Pind at ville straffe selvmordsterrorister der fyger over hegnet med Pinds politieskorte, så de ikke tør fuldbyrde deres ondskab?

Eller måske er jeg for hård ved Søren Pind når hans chef, føromtalte statsminister, trods alt udtalte “Der er nogen, der øjensynligt har voldtaget en af verdens største religioner og på en fuldstændig fanatisk måde har dræbt uskyldige mennesker”. I samme åndrag kunne man på TV2 læse at “Paven vaskede og kyssede fødderne på muslimer, hinduer og kristne flygtninge, mens han samtidig undsagde terrorhandlingerne i Bruxelles”. Man turde jo mene at det burde være et enten eller. I Sverige var det kvinder der reagerede med at iføre sig hijab, som en solidaritetserklæring til muslimerne, som altså ikke var dem, der var blevet myrdet.

Der er også Rasmus Brygger, skønt han ingen reel betydning har, så er han altid leveringsdygtig i opsigtsvækkende udsagn

12814244_10207611313093513_8579105334174140721_n

Den eneste form for logik i dette opslag, som jeg kan finde er at Rasmus Brygger tror at alle forskelle er ens. At en stormufti er det samme som Prins Henrik, at islamificering er det samme som et liberalt demokrati osv. På den præmis kan vi alle hilse på vores spejlbillede og ønske det fremmede velkomment.

Men nu skal man ikke være for hysterisk med, hvad folk lægger på Facebook, ellers ville man jo også skulle minde om Margrethe Aukens Facebook opslag fra Januar

1935220_10154670877794112_1061213669956618877_n

Saudi Arabia Uncovered

Her er en dokumentar om livet i Saudiarabien. Optaget med skjult kamera får vi et indblik i muslimsk liv, som det leves hvor det tages alvorligt. Fra The Muslim Issue

Saudi Arabia spent over $70 billion from oil revenues between 1984 to 2004 to spread Wahhabi Islam and terrorism all over the world. Our own trade budget is recycled and used to expand terrorism. Islamic terrorism accoding to the laws and dictates of prophet Mohammed. The amount has now surpassed $100 billion.

So why is the world still engaged in trade with the Saudis and the Muslim world in general, so intolerant and hateful of ‘the other’? Why are they allowed to get visas, diplomatic immunity, purchase properties, invest and fly in and out of the West with special previleges? This is a criminal alliance that is treason to the people in the West, their future and their security. This international association with the Islamic world is funding and enabling the spread of terrorism worldwide. The oil trade is the foundation of that door that opens to Saudi terror initiatives.

The Saudis have worked for decades to establish their roots in Bosnia and Herzegovina where they feel they gain easier access to spread Wahhabism into Europe. There they operate entire plagiarism operations and education on forging official documents. When Merkel Muslims illegally arrived into the mediterranean pre-planned through fraudulant claims in need of asylum Saudis didn’t offer them any shelters of ‘protection’ in their mutual Ummah. The Saudis quickly offered to fund 200 mosques. 200 Wahhabi mosques of hatred to be spread across Europe. There is already 5,000 mosques across Europe.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Islamisk trossamfund frasiger sig de islamiske kilder

Eller også binder de blot godtroende journalister fra Danmarks Radio en historie på ærmet. Danmarks Radio skriver

- Vi går ikke ind for stening som straf, hverken i Danmark eller andre steder ved nogen som helst form for situationer. Vores holdning er, at der kildemæssigt er belæg for, at profeten Muhammad ikke ønskede dette, men netop ønskede, at barmhjertigheden skulle komme i fokus. Og det er også vores holdning. Vi ønsker det ikke indført nogen steder, skriver talsmand for Islamisk Trossamfund, Imrah Shah, til DR Kultur.

Deres holdninger til det kildemæssige belæg ændrer ikke ved det kildemæssige belæg. Og her ser islam ud som islam nu er. På Quran Explorer kan man læse

Bukhari :: Book 8 :: Volume 82 :: Hadith 816

Narrated Ibn ‘Abbas:

‘Umar said, “I am afraid that after a long time has passed, people may say, “We do not find the Verses of the Rajam (stoning to death) in the Holy Book,” and consequently they may go astray by leaving an obligation that Allah has revealed. Lo! I confirm that the penalty of Rajam be inflicted on him who commits illegal sexual intercourse, if he is already married and the crime is proved by witnesses or pregnancy or confession.” Sufyan added, “I have memorized this narration in this way.” ‘Umar added, “Surely Allah’s Apostle carried out the penalty of Rajam, and so did we after him.”

Og man kan også læse

Bukhari :: Book 4 :: Volume 56 :: Hadith 829

Narrated ‘Abdullah bin ‘Umar:

The Jews came to Allah’s Apostle and told him that a man and a woman from amongst them had committed illegal sexual intercourse. Allah’s Apostle said to them, “What do you find in the Torah (old Testament) about the legal punishment of Ar-Rajm (stoning)?” They replied, (But) we announce their crime and lash them.” Abdullah bin Salam said, “You are telling a lie; Torah contains the order of Rajm.” They brought and opened the Torah and one of them solaced his hand on the Verse of Rajm and read the verses preceding and following it. Abdullah bin Salam said to him, “Lift your hand.” When he lifted his hand, the Verse of Rajm was written there. They said, “Muhammad has told the truth; the Torah has the Verse of Rajm. The Prophet then gave the order that both of them should be stoned to death. (’Abdullah bin ‘Umar said, “I saw the man leaning over the woman to shelter her from the stones.”

Det ville have været rart, hvis journalister fra Danmarks Radio ville læse lidt op på kilderne til Islamisk Trossamfund med nogle spørgsmål. Og for at tale om noget lidt andet, nu vi er ved kilderne, så ser det bare ikke godt ud med islam i det multietniske samfund, som David Wood forklarer

Fri Debat uden ideologisk dagsorden

dsc02726

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Moratorium som de respektables redoute

Katrine Winkel Holm ser desperationen i de “veluddannede, respektable miljøer” i Pia Olsen Dyhrs udnævnelse af DF’ere som ‘helracister’ og Mogens Lykketofts beskrivelse af regeringen, som “dybt utiltalende personer” og andre “personfikserede ondskabsfuldheder” som et udtryk for at de er på spanden” som deres “naturlige verdensopfattelse” “har spillet komplet fallit”.

Men der er også andre og mere snedige måder at bearbejde realitetschokket på, end blot at lade munden flyde over. Kommunikationaschef i Det Obelske Familiefond Sune Gylling, giver i en kronik i Jyllands-Posten et indblik i de veluddannede, respektable miljøers gryende erkendelse af at der er reelle problemer, med reelle konsekvenser. Men det er samtidig et indblik i, at de veluddannede, respektable folk som Gylling ingenlunde er ved at blive en del af løsningen.

Gylling er af den mening at det er “EU, som trods alle forbistringer har garanteret freden i Europa i snart en menneskealder” og er nu “i knæ”. Derfor gribes vi af frygt og den er naturlig, sund og nødvendig. “Men hvis vi lader frygten tage over (…) bliver vores handlinger irrationelle, og vores rygmarvsreaktioner risikerer at blive endnu farligere end den oprindelige trussel.” Og han nævner i flæng “smykkeloven, teltlejrene, grænsekontrol og flæskegaranti i de randrusianske børneinstitutioner”.

“Etniske minoriteter udsættes for tilråb og overfald” og “Muslimske kvinder får tørklædet revet af” skriver han videre og “Det er svært at overse parallellen til det spirende jødehad i starten af 1940’erne”. Her glemmer han måske at fortælle at jødehadet kommer fra muslimerne, så meget endda at en modig dørmand gav sit liv for at der ikke forekom en massakre i synagogen i København. Men han fortsætter med indsigt at “riget stander i våde” og “[d]en danske befolkning er i overhængende risiko for at blive sprængt i en grad, som er irreversibel, og som kan få katastrofale konsekvenser.”

Han medgiver at danskernes frygt er reel og at vi stå foran en potentiel katastrofe. Men han frygter mere danskernes reaktion, end danskernes skæbne. Det er muslinerne, der er ofrene, som minoriteter får de hevet tørklædet af og får tilbud om frikadeller, men attentaterne på jøderne og forkæmpere for ytringsfriheden nævnes ikke som det ikke nævnes at muslimer i langt højere grad overfalder danskere end omvendt. Og derfor er hans forslag at et moratorium, som en redoute, de veluddannede, respektable miljøer kan søge tilflugt i, nu de har givet afkald på deres safe-space.

Statsministeren og integrationsministeren bør derfor indkalde Folketingets partier til et kriseråd, som har til opgave at nå frem til et nationalt kompromis om flygtningepolitikken:

For det første må de politiske partier indgå en borgfred, som blandt andet betyder et stop for politiske særmeldinger, prøveballoner og over- eller underbud på flygtningeområdet i en nærmere defineret periode for at give arbejdsro.

For det andet må partierne i fællesskab definere et kommissorium for opgaven, hvor hele den komplicerede problematik dechifreres i dens bestanddele: Hvilke kriterier vil vi have for at modtage og afvise asylansøgere? Hvordan kommunikerer vi om situationen, så der ikke skabes mytedannelser? Hvordan imødegår vi respektfuldt relevante bekymringer om konsekvenserne af tilstrømningen? Hvordan begrænser vi den voksende xenofobi og det stigende antal hadforbrydelser? Hvordan forbereder vi de nye borgere på et liv i Danmark med respekt for danske værdier? Og så videre og så videre.

Så der ligger det, et fælles kompromis mellem alle de, der har taget fejl, valgt at se den anden vej eller ligefrem skubbet på den katastrofale udvikling. Alle de, der har benægtet og udskammet, skal begrænse de virkelige problemer, den voksende xenofobi blandt de danskere, der havde ret hele vejen mod afgrunden. Som man ikke fik fastfrosset debatten i 80′erne må nederlaget nu erkendes og så håbe at man kan fastfryse debatten, helst før nytårsaften 2015, så den ikke længere kan udvikle sig med udviklingen. Det skal holde danskerne, det egentlige problem ved indvandringen, i ro.

En verden af Fritzler

Slaveri og voldtægt er en del af islams krig mod sine omgivelser. På Memri kan man se en kvindelig muslimsk teolog fra Al-Azhar universitetet forklare den rette lære

In a September 12, 2014 Fatwa show, Al-Azhar Professor of Theology Suad Saleh discussed the Islamic concept of “those whom you own.” Speaking on Hayat TV, Professor Saleh said that Muslims who capture women in a legitimate war against their enemies may own them and have sex with them as slavegirls. “In order to humiliate them,” Prof. Saleh said, “they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.” The video has been circulating in social media in recent days.

Suad Saleh: “‘Those whom you own’ (slavery) existed before Islam. It existed among all nations and countries, not just among pre-Islam Arabs. Anyone could trade in freeborn men and women. This is called the selling of freeborn people. It’s like the selling of human organs and trafficking in freeborn humans today. But when Islam emerged, it put (slavery) into order, by limiting it to legitimate wars between Muslims and their enemies. If we fought Israel, which is plundering land, and is an aggressor against people and their faith… Obviously, it is impossible that we will fight Israel, even though Surat Al-Isra in the Quran foretells this, and nothing is beyond the power of Allah… The female prisoners of wars are ‘those whom you own.’ In order to humiliate them, they become the property of the army commander, or of a Muslim, and he can have sex with them just like he has sex with his wives.

[...]

“Some opportunists and extremists, who only harm Islam, say: ‘I will bring a woman from East Asia, as (a slavegirl) under the status of “those whom you own,” and with the consent of my wife, I will allocate this woman a room in the house, and will have sex with her as a slavegirl.’ This is nonsense. This is not prescribed by Islam at all. Islam says that a woman is either a wife or a slavegirl. Legitimately-owned slaves come from among prisoners from a war, which is waged against the Muslims, a war to plunder land, a war against our faith, and so on. What some people are doing now is an aggression against Allah and against Allah’s legal texts in the Quran, and we must not be influenced by this at all.”

Og der er også et par vers

Quran (33:50) - “O Prophet! We have made lawful to thee thy wives to whom thou hast paid their dowers; and those (slaves) whom thy right hand possesses out of the prisoners of war whom Allah has assigned to thee”

Bukhari (41.598) - Slaves are property. They cannot be freed if an owner has outstanding debt, but they can be used to pay off the debt.

Daily Mail har nogle grufulde beretninger fra kvinder og piger der har overlevet Islamisk Stats sex-slavehandel. Tæsk, voldtægt, tortur, udsultning, mord, tvangskonverteringer var dagligdag i deres islamiske helvede. Blandt køberne er det især saudiarabiske ikke blot mænd, men hele familier. Men der er også købere fra Albanien, Syrien og USA, alle muslimer. Som en af de stakkels piger beskriver sin fangevogters hjem “The television was always on religious channels, reciting the Quran all the time.

We were in Tal Afar for two months then they brought us to Raqqa in Syria. There were about three hundred of us girls there, in a big hall. All the women had babies who cried because they were so hungry. The children were only given one egg a day.

The first night nine girls tried to flee. They tied their clothes together to make a rope and lowered themselves out of the window, but the ISIS fighters found them and brought them back. They hit all of us because we didn’t tell them about their escape.

They put us all in a big room, locked the door and didn’t give us any water. Then one day they brought us to another building. On the front was written something like ‘area for selling’ and there I was sold to a forty year-old man from Saudi Arabia.

He asked me to marry him and when I refused he pointed to three objects sitting on his table; a knife, a gun, and rope. He said he’d use all three if I didn’t say yes. I refused over and over again, so he beat me. He beat my niece, who is only 3 years-old.

I was sold again, this time to a single man who wanted to marry me. I refused with all my might and again was beaten, and again they beat my little niece. He tried to rape me and when he couldn’t he sold me again.

In the new house I did all the work: cleaning, cooking and washing. The man who bought me said that he had to sleep with me to make me a real Muslim. I told him that if he slept with me I would become his wife and then I would not be a slave any more. His wife threatened to leave if he slept with me.

She got very angry at my niece because she couldn’t speak Arabic: she put pepper in her mouth and locked her in a room without water; she beat her so much you can still see the wounds today.

They wouldn’t let me change her diapers for a week. We were only allowed to eat small portions of food because after all we were slaves and we shouldn’t expect to have much food.

muslimer-tager-slaver

They came to us and said that they would leave us alone. Then they came and told us we had to convert to Islam otherwise they would behead us. They gave us time to think and then they came back again saying that they would let us go, but instead they brought us to a school, took our money and our possessions. They separated the men from the women and left us inside. Then we heard the shooting. We thought they were killing animals not our men.

In Mosul sheiks and emirs came and looked at us. They were buying us. I was sold to a man who took me to Tal Afar. When we arrived I was forced into marriage. That night he tied my hands and legs and he blindfolded me. Then he raped me.

(…)

My whole family was taken at night except for one of my brothers. They brought us to a school and took our phones, money, gold; everything. They put the women and children on a bus and we were taken to Mosul at night, to be sold. I was sold to a man who came from Albania. He lived together with five other families and I became the group’s slave.

(…)

In Mosul we were inside a two-storey building, five hundred of us. A sheik came. He had a stick in one hand and a book in the other. He had come to convert us to Islam. We said the words he asked us to say and according to the man we were now Muslim and had to go with them. One morning at five they picked us up, forced us to put on black abayas, chained our hands, blindfolded us and forced us on to a bus.

Som Amal fortæller: “The saddest thing I remember, during those terrible months, was this little girl, 12 years old. They raped her without mercy.” Det er islam hele vejen. Hele familier tager slaver, som det naturligste i verden, fra hele verden kommer der muslimer for at være med i grusomhederne, lokket af grusomhederne selv (en pointe eksperterne helt overser), som Islamisk Stat stolt lægger på nettet i HD. Den islamiske verden er et samfund af Fritzler.

Højrefløjens racistiske dinosaure havde ret

Nytåraften er muligvis startskuddet til en accelererende udvikling i Europa mod væbnet kamp mellem muslimer, europæere og myndigheder. Muslimerne er nu så mange at de ikke længere kan skjule deres sejssikkerhed, som de demonstrerede i Køln. Vi kommer til at opleve flere masseoverfald og stadigt mere terror og myndighederne kan hverken dæmme op eller skjule det længere. Selv venstrefløjen og medierne bliver tvunget til at erkende den barske virkelighed. Og som myndighederne bliver nødt til at sætte grænser vil endnu flere muslimer føle sig angrebet og selv gribe til våben. Så jeg er lidt optaget af, hvad de skyldige egentlig tænker i disse dage. I den seneste tid har det været feministerne der stod for skud, fordi det trods alt handler om islams forhold til kvinder kontra vores forhold til hinanden.

Information mobiliserede for en uge siden læse den engelske feminist Gaby Hinsliff i kampen for at bevare fokus som var alt som før. Hinsliff omtaler begivenhederne, med hvilket hun mente masseoverfaldne, i Køln som “som en ekstra juleaften” for højreorienterede politikere og “konservatismens kvindefjendske dinosaurer”.

Aviser skriver om en ’tidsindstillet demografisk bombe’ under henvisning til, at de strømme af asylansøgere, Europa har taget imod, altovervejende er unge mænd, og unge mænd, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet – unægtelig en forandring fra dengang, da demografiske bomber bestod af tiltagende ’ældrebyrder’ med for få arbejdende unge mennesker til at finansiere de ældres pension.

Mærkeligt er det ikke, at venstreorienterede humanister og flygtningevenner gør, hvad de kan for ikke at nære denne ild. For bag hele denne forståelige indignation ser vi den gamle racistiske kliché om barbarerne, der står ved vores porte. Vi gør vores yderste for at rapportere om dette på en ansvarlig måde, så vi ikke fodrer fremmedhadet.

Vi argumenterer med rette for, at man ikke kan generalisere ud fra disse gerningsmænds oprindelse til at anklage alle indvandrere. Eller vi siger, at der altid har været voldsmænd og befamlere – men at dette åbenbart først bliver en stor nyhed, når de ikke er hvide.

Og så advarer Hinsliff om faren for ved selvcensur at “give racisterne ammunition” til deres “konspirationsteorier”. Man kan lære meget om venstrefløjens æstetisk indstillede tankebaner ud fra denne opstilling beskrivelse. Den paranoia hun beskylder racisterne og de konservative dinosaurer, der åbenbart præger debatten, for i deres konspiratoriske tankesæt at fremmane falske fjendebilleder, “gamle racistiske kliché om barbarerne” er et spejl af hendes egne forvrængede opfattelse af virkeligheden.

For hende kom begivenheden som et chock og hun tror derfor også at den kom som juleaften for racisterne og de kvindefjendske dinosaurer. Men juleaften ligger altid 24/12 og begivenhederne kom som en følge af en politik, hvis realiteter racisterne og dinosaurerne i årtier har forsøgt at råbe op. Derfor handler hendes vægelsindede balance med hvorledes man diskuterer dette tilsyneladende problem, for man skal ikke glemme at vi selv hytter vores egne befamlere, uden at fodre modstanderne med gamle fjendebilleder. Hvor megen censur skal der til for ikke at give ansporing til konspirationer og så vi stadig kan tale om konsekvenserne?

Denne problemstilling er en eksternalisering af hendes eget indre. Hun arbejder med sit eget verdensbillede, hvor langt det kan holde til at blive konfronteret med realiteterne, der “chokerer også, fordi de forvirrer” - Now there’s a dead giveaway. Hvor meget magter hun på stående fod at indrømme for sig selv, at de racistiske dinosaurer selvfølgelig kunne forudsige juleaften? ‘Unge mænd, det ved hun, står bag langt det meste voldskriminalitet’, det kan hun sagtens overskue. Og hun kan sagtens, når hun taler om unge mænd drage den følgeslutning at flere unge mænd derfor, alt andet lige, giver mere voldskriminalitet. Der er end ikke antydningen af et behov for at advare mod genereliseringer om unge mænd.

Men dette gør sig ikke gældende for de der ikke er hvide. Her er hun pludselig bekymret over racisme og vil gøre debatten til alt andet end et spørgsmål om kultur og religion. At der rent faktisk er tale om barbariske kulturer hvor mænd i tilfældigt sammensatte flokke pludselig kaster sig over kvinder på gaden i deres eksotiske hjemlande fordi det er deres norm, jævnfør at formummelsen af kvinden i muslimske lande og miljøer på en gang er et forsøg på at beskytte hende, men samtidig er man kodificering af kvindens evige skyld i overgrebene imod hende. Så derfor kan hun ikke se højrefløjens racistiske dinosaureres advarsel om at “Europa har taget imod, altovervejende barbarer, og barbarer, det ved vi, står bag langt det meste voldskriminalitet” kun var et udtryk for et klarsyn og en mestring af kalenderen. For os andre racistiske dinosaure, er ikke et spørgsmål om hvilken fortælling vi skal finde sammen om, men om hvorledes virkeligheden tager sig ud.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress