Monokultur med på PEGIDA tur (forår for højre?)

Denne er vist lidt gammel, men Monokultur var også repræsenteret på ‘Team-Urias’ tur til Dresden for med egne øjne at opleve fænomenet PEGIDA demonstrationer fast hver mandag. Eller det vil sige at det viste sig at være den sidste PEGIDA i Dresden, da demonstrationerne er blevet forbud af politiets efter alvorlige mordtrusler, skrev Jyllands-Posten

Modstandere af muslimsk indvandring i Dresden må mandag blive hjemme, efter at den efterhånden traditionelle demonstration, sammenkaldt af den såkaldte Pegida-bevægelse, er aflyst på grund af frygt for et attentat.

Politiet meddelte søndag, at man havde forbudt alle forsamlinger – også demonstrationer mod Pegida. Myndighederne vurderer, at demonstrationer er for farlige efter tegn på, at attentatmænd er blevet opfordret til at myrde et medlem af Pegidas ledelse.

Det oplyses ikke, hvor et mordforsøg skulle komme fra, eller hvem man ville søge at ramme. Men politiet meddeler, at en tweet-meddelelse på arabisk har udpeget Pegida som »en fjende af islam«.

Voldsmandens veto således knæsat. Men den fredag var der fred og ingen fare da Politiet endnu beskyttede de fredelige borgere mod de trusler der regnede ned over dem fra venstreradikale med en samtykkende Kansler Merkel i ryggen. To ringe havde Politiet slået om centrum og alle sidegader dækket af.

Som de fleste konservative går jeg meget sjældent i demonstration. Ja, man skyr vel ligefrem det at gå på gaden fordi man efterlever. At politikere er valgt til at føre politik indtil vi skifter dem ud med det vi finder er bedre alternativer. Og i mellemtiden fører vi andre debat, der kort sagt er fællesskabets reflektion, der skal sikre overensstemmelse mellem folk og regering. Men politiske partier og medier har det med at smelte sammen i det vi herhjemme optimistisk kalder det samarbejdende folkestyre og et stykke af vejen blive en regerende klasse.

Med indvandringen fra den muslimske verden, som med dyrkelsen af landsskadelige konventioner forholder det sig helt klart således, både herhjemme og i Tyskland. At ændre et lands demografiske sammensætning med en forskydning væk fra nationen burde mindst kalde på en folkeafstemning (så kan man ikke sige det mere underspillet). Der er trods alt tale om suverænitetsafgivelse, hvis vi skal blive i det kliniske politikersprog. Men det har ingen haft interesse i og Radikale venstre især har gjort indvandring til en del af de kortsigtede politiske studehandler. I bytte har de udstyret borgerlige og socialdemokratiske politikere med det bedre menneskesyns vokabular til udskamning af konkurrenter og politiske opkomlinge. For Reagan var nationen “et folk, der har en stat, ikke en stat der har et folk”. For Radikale Venstre gælder det modsat, nemlig “holdningsbearbejdning”.

Ligeledes forholder det sig i Tyskland, hvor det politiske konsensus ved Merkel ikke blot påstod at islam hører hjemme i Tyskland (en drøm Hitler flirtede med, nu vi skal til tilsviningerne), men endda gik arm i arm med andre europæiske ledere og forbrydere fra den 3. Verden i sympatidemonstration med den muslimske befolkning som folk uforskammet tænkte ilde om. Der er noget lattervækkende i at se den regerende klasse også indtage gaden i protest, som var de afmægtige eller umyndiggjorte. Så her gik de afmægtige statsledere, ikke blot direkte sammen med muslimske organisationer, venstreradikale, diktatorer og fagforeninger, men også i hjertet. Og således kom de venstreradikale moddemonstranter mod PEGIDA til at agere på vegne af Merkel, hendes egne små Basij. Kun Politiet afholdt det fra at blive helt svensk.

Fjordman beskriver min oplevelse på Snaphanen

The largest number of participants were undoubtedly local residents of Dresden or Saxony. However, there were also visitors from other parts of Germany and a few international visitors who came specifically to take part in the PEGIDA rally. I was one of them.

I talked to some friends from Denmark afterwards. It is noteworthy that so many people displayed the German national flag, openly and with pride. This would have been taboo some years earlier. Germans were then still too weighed down by guilt from the Second World War. For historical reasons, neighboring countries which have been invaded by Germany in the past view their large neighbor with some suspicion. Despite this, my Danish friends concluded that they were fine with what they had seen in Dresden.

PEGIDA is not about aggressive German nationalism. It is about the normalization of Germany. Germans should not invade Poland or other countries for Lebensraum. However, they have the perfect right to reject Arabs, Turks or others from expanding their own Lebensraum in Germany.

I had a good look at thousands of people. There were hardly any skinheads present. I saw more grandmothers. The people who participated in this peaceful demo were simply normal, concerned citizens, many of them well-dressed. The only tensions I registered were triggered by some rather few left-wing counter-demonstrators who shouted senseless slogans.

While looking at the different slogans and banners, many of them were indeed related to Islam and Islamization. However, some people in the PEGIDA demo carried posters denouncing biased mass media or the EU. PEGIDA is anti-Islamic, but it is also anti-totalitarian, anti-establishment and in favor of traditional European culture.

One of the reasons why other Europeans who participated found it natural to support PEGIDA is that we realized that we have largely the same cause. These Germans are not our enemies. They are rather our allies in the battle against Islamization, mass immigration, lying media and hostile EU elites.

Så jeg var taget med til Tyskland dog ikke så meget for at min støtte kunne forsvinde i menneskehavet, som for med egne øjne at se de mennesker uden om mediernes tvivlsomme prisme. De mennesker Merkel mente havde had i deres hjerter. De mennesker som Uffe Ellemann beskrev som ekstremister, der går terroristernes vegne ved at sige det som terroristerne, som Merkel og Ellemann, ikke kan lide at høre. Og jeg befandt mig umiddelbart dårligt i demonstrationen, mistede hurtigt orienteringen og blev væk fra mine danske venner. Tyskere lyder som om deres modersmål er et andetsprog de mestrer perfekt. Men alle virkede søde og venlige og glade over et dansk indslag og klappede høfligt at de venstreradikales hadefulde tilråb

Omkring 25.000 mennesker i en glad og afslappet affære, uden risiko for angreb fra venstreradikale, og trods tusindvis af flag og hjemmelavede bannere, var det virkelig en afslappet gå-tur mere end en højtråbende demonstration. Jeg gik bagerst i optoget, og da jeg på et tidspunkt så Snaphanen in person, råbte jeg højt hans navn. Det viste sig at være en lignende tysker, og flere gav mig onde øjne – her råber vi ikke aggressivt. Der siges at være udstationeret 4.000 betjente, og der må have været flere hundrede frivillige med ‘Ordner-bind’. Da jeg betrådte en græsplæne, bad en ung fyr mig høfligt om at holde mig til vejen. Tyskerne må have sin spidskompetence lige på det her punkt – ordning muss sein.

(…)

Der var højtråbende moddemonstranter bag afspærringerne under optoget, men de fyldte forbavsende lidt. Deres aggressivitet blev svaret med klappen og råb som ‘lauter‘ (højere) og ‘Zugabe’ (ekstranummer). Ingen lod sig provokere, og det var måske det bedste af det hele. Den yderste venstrefløj fungerer på mange måder som systemets forlængede arm, og der er ingen grund til at dreje på radikaliseringsskruen. På ruten var der masse af anti-Pegida-klistermærker og grafittihærværk, men det værste var uden tvivl at se samme propaganda ved historiske bygninger i midtbyen dagen efter. Der er noget helt galt når det politiske system bekæmper borgerne med skattemidler.

Så meget for had i hjertet. Halvvejs på turen løb Merkel dog tør for venstreradikale.

dsc00009

Kim Møller og Uve Max Jensen nach Dresden.

dsc00071

Et par gode danskere

dsc00064

sikkerhedsopbuddet var massivt med to ringe af indsatsvogne omkring indre by, hvor PEGIDA demonstrationen foregik

dsc00136

Jeg prøvede at fotografere moddemonstranterne, men så meget som de ville høres, ville de ikke ses. Det stærke lys i midten fulgte ethvert kamera, som en bordlampe under en afhøring.

dsc00077

Skaterbanen havde fået sine budskaber

dsc00184

Den danske blogger Kim Møller dagen derpå.

dsc00251

Den tyske arkitekt Gottfried Semper

dsc00223

Dresdens politis passende adresse.

dsc00270

dsc00291

dsc00296

Stemninger fra Brühlsche Terrasse.

dsc00284

Den protestantiske Frauenkirche.

skc3a6rmbillede-2015-01-17-kl-125832

Retning mod Katolske Hofkirche og Gottfrieds Semperoper.

dsc00308

Grüne Gewölbe bag Hofkirche.

dsc00381

Konfronteret med salat er Møller fortabt.

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

Muslimerkongen er død

Kong Abdullah af Saudiarabien er død og verdens statsledere har udtalt deres sorg over den store mand. Her nogle reaktioner samlet af den venstreorienterede Think Progress

King Abdullah, 90, who died early Friday morning, is being hailed as a reformer, despite condoning human rights abuses and forwarding only very measured efforts to promote democracy in his oil-rich nation.

One of the most scrutinized aspects of the Saudi Arabia’s rights’ record is its so-called “male guardianship system,” women are not allowed to travel, obtain a passport, marry, or continue their education without the approval of a male relative.

The King’s own daughters are hardly an exception to the harsh rule. Four of his daughters claim that the are being forcibly held in a dilapidated palace with little in the way of food and water. “Our father said that we had no way out,” Sahar Al Saud, 42, wrote in an email to the British broadcast network Channel 4, “And that after his death our brothers will continue detaining us.”

“We are just an example of so many families, of what so many women, go through. Just a tiny, tiny example,” the princess who once enjoyed international skiing and shopping trips said.

(…)

President Barack Obama praised the king for having “the courage of his convictions,” and for promoting security in the region, but steered clear of commenting on Saudi Arabian social policies.

“In a very discreet way, he was a strong advocate of women,” Christine Lagarde the head of the International Monetary Fund said from the Davos Economic Forum in Switzerland.

Even news reports heralded King Abdullah’s track record on civil rights, though the laudatory language was often followed by only vague or contradictory examples from his 9-year tenure as the head of Saudi Arabia.

CNN called him “a cautious reformer” citing “steps toward broader freedoms” without giving clear examples. The New York Times Douglas Martin and Ben Hubbard referred to the autocratic ruler as a “force of moderation,” although the already tempered phrase was followed by examples in which the King failed to carry out the reforms he publicly vowed to carry out.

(…)

On Friday, Saudi authorities again postponed the flogging of the progressive blogger Raif Badawi. Although the British foreign secretary raised concerns about brutal sentence awaiting the blogger with the Saudi ambassador to Britain prime minister was among those praising King Abdullah’s commitment to his people.

“He will be remembered for his long years of service to the kingdom, for his commitment to peace and for strengthening understanding between faiths,” David Cameron said.

skc3a6rmbillede-2015-01-27-kl-074444

Flere og overlappende reaktioner her. Også tidligere præsident George Bush var ked af den store mands død, som han skrev på Facebook

“Laura and I are saddened by the death of a man I admire and with whom I was honored to work. I have very fond memories of my visits to the Kingdom of Saudi Arabia, and of the King’s visit to our ranch in Crawford. He was an important and able ally and a force for modernization in his country. King Abdullah served his nation honorably with strength and vision. We send our heartfelt condolences to the King’s family and all who will miss him.”

bush-og-kong-abdullah

Islam opstod, som bekendt, på den arabiske halvø som en kodificering af arabisk kultur og moral. Som islam spredte sig udvikledes et væld af variationer, så man hurtigt ikke længere kunne tale om et islam. Seneste skud på stammen er islamisk stat, hvis forskelle og ligheder i forhold til den saudiske variant gør enhver islamofob til skamme. Washington Post stiller det pædagogisk op

b7z1hcscuaelirf

Disses væsensforskellige forskel i samfundsindretning kommer af den fleksibilitet, der er i islams lære, her i sammenligning med koranen

comparingquranis
Og i praksis er der da også milevid forskel på Islamisk stat og kalifatet. Daily Telegraph skriver om lov og orden i den nye Islamisk Stat

On January 15, 2015, the Islamic State (ISIS) released a collection of images showing the enforcement of the hudud (Koranic punishment) in Ninawa, Iraq. The images show the execution of two men convicted of homosexuality by throwing them from a tall building; the crucifixion of two men convicted of armed theft; and the stoning of a woman convicted of adultery.

g

i

Således holdes der også orden i Saudiarabien på åben gade

Som man kan se, helt forskellige straffemetoder, der vidner om islams mange ansigter. Men det er den samme folkelige deltagelse, der vidner om islam som fredens religion

13 minutters jødisk korrektiv til venstrefløjens løgne om Pegida

Uriasposten afdækker agent provocateurs ved de danske Pegida demonstrationer og pressens villighed til at kolportere venstrefløjens løgne.

Den yderste venstrefløj har det nemt. De lader en sympatisør ødelægge den fredelige Pegida-demo med pro-fascistiske råb, og kan så hænge Pegida ud som fascister. Bærer provokationen frugt, står massemediernes kameraer klar til at dokumentere militante islamkritikere. Den aggressive ved Pegida-demonstrationen sidste mandag var en 20-årig kurdisk jøde ved navn Akar Chaim Barhon, der smiler bredt, mens flere tv-hold filmer seancen. Skulle nogen være i tvivl om de slette motiver, så indrømmer han faktisk på Facebook, at det hele var et mediestunt for at provokere dem han samme aften kalder for ‘voldsliderlige xenofober!’. Provokationen lykkedes ikke helt – flere greb ind, hvorefter politiet fulgte ham ud. To gange.

(Collage: Politiet ekskorterer smilende Akar Chaim Barhon ud efter happening, 19. januar 2015)

Så, som en modgift til den selvhadende jøde Akar Chaim Barhon, er her en ordentlig jøde, hvis retfærdige harme er en udsøgt fornøjelse at lytte til

Exodus 2.0

I August skrev Guardian (af alle), at stigningen i jødeforfølgelse i Europa ikke bare var en udløber af Israels politik, men var rodfæstet i noget dybere. Varsom med at bruge islam og muslimer for meget skrev avisen alligevel

In the space of just one week last month, according to Crif, the umbrella group for France’s Jewish organisations, eight synagogues were attacked. One, in the Paris suburb of Sarcelles, was firebombed by a 400-strong mob. A kosher supermarket and pharmacy were smashed and looted; the crowd’s chants and banners included “Death to Jews” and “Slit Jews’ throats”. That same weekend, in the Barbes neighbourhood of the capital, stone-throwing protesters burned Israeli flags: “Israhell”, read one banner.

In Germany last month, molotov cocktails were lobbed into the Bergische synagogue in Wuppertal – previously destroyed on Kristallnacht – and a Berlin imam, Abu Bilal Ismail, called on Allah to “destroy the Zionist Jews … Count them and kill them, to the very last one.” Bottles were thrown through the window of an antisemitism campaigner in Frankfurt; an elderly Jewish man was beaten up at a pro-Israel rally in Hamburg; an Orthodox Jewish teenager punched in the face in Berlin. In several cities, chants at pro-Palestinian protests compared Israel’s actions to the Holocaust; other notable slogans included: “Jew, coward pig, come out and fight alone,” and “Hamas, Hamas, Jews to the gas.”

Across Europe, the conflict in Gaza is breathing new life into some very old, and very ugly, demons. This is not unusual; police and Jewish civil rights organisations have long observed a noticeable spike in antisemitic incidents each time the Israeli-Palestinian conflict flares. During the three weeks of Israel’s Operation Cast Lead in late 2008 and early 2009, France recorded 66 antisemitic incidents, including attacks on Jewish-owned restaurants and synagogues and a sharp increase in anti-Jewish graffiti.But according to academics and Jewish leaders, this time it is different. More than simply a reaction to the conflict, they say, the threats, hate speech and violent attacks feel like the expression of a much deeper and more widespread antisemitism, fuelled by a wide range of factors, that has been growing now for more than a decade.

“These are the worst times since the Nazi era,” Dieter Graumann, president of Germany’s Central Council of Jews, told the Guardian. “On the streets, you hear things like ‘the Jews should be gassed’, ‘the Jews should be burned’ – we haven’t had that in Germany for decades. Anyone saying those slogans isn’t criticising Israeli politics, it’s just pure hatred against Jews: nothing else. And it’s not just a German phenomenon. It’s an outbreak of hatred against Jews so intense that it’s very clear indeed.”

Selv om det er muslimernes had til jøderne, der bærer truslen om det næste Holocaust har fortællingen om jøderne som fredens fjende diffunderet fra venstrefløjen ud i mainstream tankegangen. Udtrykt for eksempel ved den tidligere hollandske finansminister Hermanus Philippus Johannes Bernardus Heinsbroek. The Times of Israel

“It was a historical error to give the Jews their own country in the middle of Islam,” he is quoted as saying. “You’ve had nothing but war ever since and you’ve had anti-Semitism resurging, too. My idea: Give the Jews their own state somewhere in the United States and 25 years to move their state over there.”

Heinsbroek is also quoted as saying that, if implemented, his solution “will finally create, perhaps, peace in the world.”

Den antisemitiske Heinsbroek indrømmer grundlæggende at muslimernes had til jøder er alle konflikters moder. Og hadet er stort, som selv svenskerne er ved at indrømme for sig selv

I angst for den voksende muslimske befolkning svigter venstrefløjen jøderne, der rejser til deres Helms Deep, Israel, skriver Telegraph

A record 15,000 French Jews could emigrate to Israel this year amid fears of rising anti-Semitism in Europe, according to the official body overseeing migration to the Jewish state.

The figure – double the number who left France for Israel last year – has been forecast by Natan Sharansky, head of the Jewish Agency, following last Friday’s deadly attack on a kosher supermarket in Paris by a French jihadist, which left four Jewish citizens dead.

The attack prompted an appeal to French Jews by Benjamin Netanyahu, the Israeli prime minister, who told them they would be made welcome if they wished to move to Israel.

Jewish Agency statistics projected that the number of French Jews preparing to make aliyah (emigration) to Israel was on course to reach record levels of around 10,000 even before last week’s attack.

428-142116616272969

Conspiracy, film om Wannsee konferencen

Antisemitisme, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Nazisme — Drokles on January 24, 2015 at 5:38 am

For 72 år siden retfærdigjorde Nazi-Tyskland juridisk det folkemord på jøderne (og andre u-ønskede racer) de i praksis allerede havde startet. Fra Holocaust Uddannelse

På mange måder er Wannsee-konferencen blevet en myte. Man ser for sig en række herrer om et bord - med den iskolde sikkerhedschef Heydrich for bordenden - som i løbet af en time beslutter at lade flere millioner mennesker myrde. Denne opfattelse er forkert på to måder:

  • Deltagerne i Wannsee-konferencen var alle meget vigtige personer inden for den nazistiske stat, men ingen af dem var så højt placeret, at de havde myndighed til at beslutte ‘den endelige løsning på det jødiske spørgsmål’.
  • Man var begyndt at gennemføre systematisk udryddelse af jøderne lang tid før Wannsee-konferencen blev afholdt. Det var således ikke noget, der blev et resultat af konferencen. Det var snarere omvendt.

Reinhard Heydrich, som indkaldte til Wannsee-konferencen. Tilsyneladende havde Heydrich fire formål med dette:

  • For det første at få understreget og fastslået sin egen absolutte myndighed hvad angik jøderne i alle tyskkontrollerede områder. Heydrich gjorde allerede dette i sin invitation til konferencen ved at vedlægge Görings bemyndigelse.
  • For det andet ønskede Heydrich at informere deltagerne om, hvad der skulle ske med jøderne i de tyskkontrollerede områder.
  • For det tredje ville han gerne opnå, at deltagerne samarbejdede med ham i løsningen af “det jødiske spørgsmål”.
  • Endelig var det Heydrichs hensigt at få afgjort, hvilke jøder der skulle inkluderes i ‘den endelige løsning’. Med andre ord: hvem skulle leve og hvem skulle dø? Dette spørgsmål var klart det mest komplicerede, fordi man var nødt til at diskutere “halvjøderne” og “kvartjødernes” kommende skæbne.

Da konferencen endelig fandt sted, efter at være blevet udskudt seks uger, havde formålet muligvis ændret sig. Den nyeste forskning tyder på, at Hitler i begyndelsen af december 1941 tog beslutningen om, at alle europæiske jøder skulle udryddes (det skal understreges, at dette synspunkt er stærkt omdiskuteret blandt historikerne). Hitlers beslutning var noget nyt. Indtil da havde det “kun” været de sovjetiske jøder, som kunne forvente denne grusomme skæbne, men nu gjaldt det alle jøder i de tyskbesatte områder. I forhold til Wannsee-konferencen medførte dette:

  • at det nu måtte diskuteres, hvordan de forskellige besatte lande ville forholde sig til, at deres jødiske befolkningsgrupper ville blive deporteret,
  • at de tyske jøder nu ikke længere var undtaget fra udryddelse, og at deportationen af dem østpå nu skulle planlægges.

(…)

Wannsee-konferencens resultater

Heydrich var tilsyneladende meget tilfreds med konferencens forløb. Han havde i store træk opnået, hvad han ville: ingen havde modsat sig hans absolutte autoritet, hvad angik løsningen af det jødiske spørgsmål - flere havde sågar givet udtryk for at ville bidrage helhjertet til projektets gennemførelse. Ét eneste stridspunkt, spørgsmålet om de tyske “halv”- og “kvartjøders” skæbne, var ikke blevet afgjort, men på den anden side var slaget heller ikke endegyldigt tabt for Heydrich.

Omvendt så det efter Wannsee-konferencen sortere ud end nogensinde før for de europæiske jøder:

  • For de tyske (hel-)jøder var Wannsee-konferencen en katastrofe. Efter dens afholdelse blev de i stigende grad transporteret til de store ghettoer østpå og derefter likvideret.
  • For det øvrige Europas jøder stillede sagen sig ikke meget bedre. Fra alle de tyskkontrollerede områder påbegyndtes deportationer mod øst, primært til koncentrations- og udryddelseslejrene i det polske område.
  • For de polske jøder var slaget nu tabt. Fra og med foråret 1942 begyndte tyskerne at tømme de polske ghettoer og sende beboerne til udryddelseslejre som led i den såkaldte Aktion Reinhard.

Fra Youtube omtalen

Conspiracy is a television film which dramatizes the 1942 Wannsee Conference. The film delves into the psychology of Nazi officials involved in the “Final Solution of the Jewish Question” during World War II. It is an English-language adaptation of the German film The Wannsee Conference (1984) which is a must see for anyone who appreciates WW2, Holocaust historical films.
The movie was written by Loring Mandel (inspired after viewing a 1984 documentary on the subject), directed by Frank Pierson, and starred an ensemble cast, including Kenneth Branagh as Reinhard Heydrich and Stanley Tucci as Adolf Eichmann. Branagh won an Emmy Award for Best Actor, and Tucci was awarded a Golden Globe for his supporting role as Eichmann.

Med isnende normalitet afskrives Europas jøder med et pennestrøg.

Uffe Elbæk løser civilisationernes sammenstød

Diverse — Drokles on January 20, 2015 at 7:41 pm

Og alle andre konflikter, som man kan læse i Politiken ansporet af massakren på Charlie Hebdo

Hvordan pokker kommer man dog ned igen, når konflikten først er kørt op. Her er er et bud:

Første trin: Accept af uenighed. De involverede parter i konflikten er enige om, at de er uenige. De aftaler tid, sted og regler for den videre samtale.

Andet trin: Tre skridt tilbage. Enighed om, at man vil forsøge at løse konflikten, træde tre skridt tilbage og se selvkritisk på egne bevæggrunde.

Tredje trin: Alle får taletid. Der bliver skabt tid og rum til, at alle fremlægger deres standpunkter og deres historie.

Fjerde trin: Forståelse af problemets kompleksitet. I fællesskab finder man ned til de underliggende behov, interesser og problemer bag den konkrete konflikt.

Femte trin: Løsningsscenarier undersøges. I fællesskab udarbejder man mange forskellige løsningsscenarier og handlemuligheder. Parterne enes om at vælge nogle, som undersøges yderligere.

Sjette trin: Accept af handlingsplan. Det undersøges, om alle er tilfredse med de valgte muligheder, og man indgår helt præcise aftaler. En handlingsplan formuleres, accepteres og sættes i værk.

Hvis bare nogen havde tænkt på det. Jeg havde engang en geografilærer, der løste Golfkrisen (Den med Q8 inden den blev til en krig) på stort set samme måde. Han var selvfølgelig venstredrejet og havde derfor en høj stjerne hos os, der forbandt det venstredrejede med en højere bevidsthed/intellektuelt niveau/sandhed. Hans agtelse blandt os kollapsede på de minutter for aldrig at komme sig igen og vi så ham nu kun som en fordrukken gammel selvindbildsk nar. Oplevelsen blev for flere af os til en metafor for venstrefløjens løgnagtige verdensbillede og en vigtig nøgle til at komme videre. Jeg skylder ham således en stor tak

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Den muslimske helt

Jeg vil ikke trampe unødigt på heltegerninger men mens medierne krymper sig for at kalde muslimsk terrorisme for sit rette navn (CNNs Christiane Amanpour kaldte de muslimske terrorister for “aktivister“), så er der ingen smalle steder, når det kommer til de sjældne solstrålehistorier. En snarrådig ansat skjulte nogle kunder fra Charlie Hebdo terroristerne og  TV2, som så mange andre, udråber ham til en muslimsk helt

24-årige Lassana Bathily, en muslimsk mand, som er ansat i supermarkedet, bliver nu hyldet som helt, efter det lykkedes ham at gemme adskillige kunder i et fryserum under episoden.

Læs også: Medier: Terrormistænkt kvinde har forladt FrankrigDen franske tv-station BFMTV har talt med Bathily, som fortæller, at da angrebet begyndte løb en større gruppe kunder ned i købmandens kælder, hvor han førte dem hen til køleboksen, som han slukkede, inden han forsøgte at hente hjælp.

Tegnere og forfattere ved det franske satiriske magasin Charlie Hebdo blev slagtet fordi de tegnede og skrev som de så verden. To politimænd blev myrdet som de forsøgte at udføre deres arbejde med at beskytte borgerne. Endnu fire blev myrdet, ikke for noget de havde gjort eller forsøgt at gøre. De blev myrdet for det de var - jøder.

Redaktøren for Jewish Chronicle Stephen Pollardskriver i Telegraph at han forventer et exodus af jøder fra Frankrig

The least surprising thing about today’s turn of events in Paris is that Jews are the target. Because when it comes to home grown anti-Semitism, France leads the world.

A survey last year from the European Jewish Congress and Tel Aviv University found that France had more violent anti-semitic incidents in 2013 than any other country in the world. Jews were the target of 40 per cent of all racist crimes in France in 2013 – even though they comprise less than 1 per cent of the population. Attacks on Jews have risen sevenfold since the 1990s.

No wonder Jewish emigration from France is accelerating. From being the largest Jewish community in the EU at the start of this decade, with a population of around 500,000, it is expected by Jewish community leaders to have fallen to 400,000 within a few years. That figure is thought by some to be too optimistic. Anecdotally, every French Jew I know has either already left or is working out how to leave.

Natan Sharansky, the former Soviet refusenik who is now chair of the Jewish Agency Chairman, said last year that 2,254 French Jews moved to Israel during the first five months of 2014, against only 580 in all of 2013. That is a staggering 289 per cent increase, but in recent months the figure is thought to have increased exponentially.

The number expected to leave this year for Israel was estimated at over 10,000 – and that was before today’s events. And that is just to Israel. Many are coming to Britain as part of the wider French exodus under President Hollande.

Den store synagoge i Paris har været lukket siden terrordåden skriver Jerusalem Post

The closure marks the first time since World War II that the synagogue, a Paris landmark, was not open for worship on the Sabbath, according to the Orthodox Union.

“The Jewish community feels itself on the edge of a seething volcano,” said Dr. Shimon Samuels, the Paris-based director for international relations at the Simon Wiesenthal Center.

“Hostages in a kosher supermarket held [up] by an African jihadist, who reportedly already killed two victims,” he said. “The scenes are out of a war movie. But the war is undeclared as long as the sickness is not publicly named as a state of emergency. A culture of excuse exonerates the perpetrators as ‘disaffected, alienated, frustrated, unemployed.’ No other group of frustrated unemployed has resorted to such behavior.”

Angrebet på Charlie Hebdo gik på to ben. Det ene, mordene på tegnerne og forfatterne, skulle undertvinge os islamisk overhøjhed. Det andet, mordene på de fire jøder, varsler et folkemord.

Michael’erne Houellebecq og Youssef om Vesten udhuling af egen tro

Diverse — Drokles on January 12, 2015 at 4:44 am

Michel Houellebecq mener at sekularismen er død skriver Information

»Min bog handler ikke om indvandring. Den er politisk fiktion. Og en plausibel fiktion, selv om jeg fremskriver begivenheder, der måske ligger årtier forude – 2022 er nok for tidligt. Hvad højrefløjen frygter, har jeg slet ikke styr på, men nok ikke lige den verden, jeg beskriver i min bog, nemlig dannelsen af en stor vestlig muslimsk middelhavsmagt – moderat og med Romerriget som forbillede og Frankrig og det franske sprog som dynamo. En sådan alliance med den arabiske verden ville ikke nødvendigvis have mishaget de Gaulle.«

Fundamental ændring

Altså både fiktion, men ikke fuldstændig science fiction, for islamiseringen vil ske, og ej heller behøver det at være en dårlig ting. Under alle omstændigheder er udviklingen uafvendelig, spår Houellebecq.

»Marine Le Pen kan stoppe indvandring, men ikke stoppe islamiseringen. Den er en åndelig proces, et paradigmeskift, en genkomst for det religiøse. Jeg tror ikke på tesen om ’udskiftning’. Det afgørende er ikke forskydningen i befolkningens racesammensætning, men i dens værdi- og trossystem.«

Noget fundamentalt har tydeligvis ændret sig for Houellebecq, der tidligere har kaldt islam »den dummeste religion af alle«. Men han har efter sine forældres og sin hunds død indset, at han ikke var rigtig ateist – kun agnostiker – og dette er den væsenligste årsag til, at han har skrevet denne bog, siger han til Paris Review. Uden at være religiøs, mener Houellebecq simpelt hen at have indset, at et samfund behøver religion. Som han forklarer i Nouvel Observateur:

»Auguste Comte (fransk 1800-tals-sociolog, red.) så rigtigt: Intet samfund kan i længden bestå uden religion. Det er for mig at se svært at benægte, at vi i dag ser en magtfuld genkomst af religionen. Den idéstrømning, der kom til verden med protestantismen og blomstrede op med Oplysningstiden og Den Franske Revolution, ligger for døden og vil vise sig at have været en kort parentes i menneskets historie. I dag er ateismen død, sekularismen er død, og Republikken er død.«

Og igen i Paris Review: »Hør her, Oplysningen er død. Det skal jo ske på et eller andet tidspunkt, så det kan lige så godt være nu. (…) I sig selv har den ikke kunnet frembringe andet end tomhed og gøre mennesker ulykkelige. Så, jo, jeg er fjendtlig over for Oplysningsfilosofien – det vil jeg gerne gøre helt klart«.

Om det, der skal træde i stedet, så bliver at foretrække, lader Houellebecq dog stå åbent. Til Nouvel Observateur siger han: »Min roman er grundlæggende tvetydig. Man kan læse den som en desperat eller som en optimistisk bog. Under alle omstændigheder ser det ud til at være muligt for os at indrette os på venskabelig fod med muslimerne. Det vil være muligt at indgå kompromis mellem en genfødt katolicisme og islam. Men først må noget slås i stykker. Og det bliver Republikken.«

Og “Michael Youssef visits Ground Zero for the first time and there shares his thoughts on America’s current direction and the power the Cross holds as a hope for her future.”

USAs Obama og Canadas Stephen Harper reagerer forskelligt på Charlie Hebdo massakren

Lederen af den frie verden lod sin talsmand erklære krig mod islamofobi i kølvandet på Charlie Hebdo massakren skriver Breitbart

There are some individuals that are using a peaceful religion and grossly distorting it, and trying to use its tenets to inspire people around the globe to carry out acts of violence. And we have enjoyed significant success in enlisting leaders in the Muslim community, like I said, both in the United States and around the world to condemn that kind of messaging, to condemn those efforts to radicalize individuals, and to be clear about what the tenets of Islam actually are.  And we’re going to redouble those efforts in the days and weeks ahead.

Islam er fredens religion og skam få den, der tænker ilde på baggrund af muslimers myrderier på Muhammeds utvetydige befalinger. Mod nord ligger USAs traditionelt feminine nabo Canada og her udtalte premierministeren sig således (irriterende lyd)

Endnu et par reaktioner fra eksperter og kommentatorer

Danmarks Radio Dominique Bouchet, sociolog og professor ved Syddansk Universitet, og født og opvokset i Frankrig.

- Også mange muslimer er trådt frem og har sagt, at angrebet ikke har noget med deres religion at gøre. Det er spændende, og det havde jeg ikke forventet, siger han.

Bliver selv rørt

Dominique Bouchet bliver selv rørt over at tale om angrebet, og han kalder det ubeskriveligt, hvordan angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo har påvirket den franske nation.

- Alle reagerer med store følelser og siger det samme om, at vi skal stå sammen, og at det er et angreb på vores grundværdier. Det samme lyder fra højre og venstre og uden hensyn til, hvor man kommer fra, siger han.

- Angrebet handler ikke religion, det er dumhed. Nogen er blæst og har identitetsproblemer. De mener, at de har ret, og de respekterer ikke andre mennesker. De er voldelige mennesker, og de betragter sig selv som Gud, siger han.

Man må godt gøre grin med Gud

Dominique Bouchet mener, at den stærke franske holdning om retten til at tænke, mene og sige hvad man vil kan skyldes de religionskrige, som begyndte fra 1510.

- Alle religioner bekrigede hinanden, og det var et mareridt. Lidt efter lidt skabte man demokratiet, og grundprincippet blev, at man godt må gøre grin med Gud. Men skal ikke respektere folks ideer, men man skal respektere dem som personer. Det er virkeligt vigtigt for franskmændene, siger han.

Ekstrabladet har talt med [sufi-muslimen] Mark Sedgwick, professor på Aarhus Universitet med speciale i islam” der præsenterer følgende praktiske kategorier af muslimer

- Der er dem, der ser tegningerne og ikke tænker mere over det.

- Der er dem, der ser tegningerne og bliver irriterede over det.

- Og så er der den tredje gruppe, der føler, at tegningerne er en stor provokation mod deres religion, siger professor Mark Sedgwick.

- Det er den sidste lille gruppe, der er problematisk, siger Sedgwick

Og desværre for hans intellektuelle taskenspil er det den sidste gruppe der tegner islam fordi de har fat i den lange ende og de vil bruge vold for at gennemtvinge deres ret. For at tage det aktuelle eksempel udtaler en tidligere arbejdskollega til den ene terrorist at han ”ikke virkede som en religiøs type. Han havde ikke langt skæg eller noget i den stil,”. Han ville indtil massakren tælle blandt de muslimer, “der ser tegningerne og ikke tænker mere over det”. Og Sedgwick fortsætter med at sammenligne det med forskellig dyrkelse af Jesus

- Mange Sunni-muslimer tror på, at man skal holde sig fra at visualisere islams profeter. Og blandt nogle følgere i Shia-islam er der ikke unormalt at have billeder af profeter. Derfor kan man ikke sige, at alle muslimer bliver stødt over tegningerne af Muhammed, siger Sedgwick

Se også: Det skriver de danske avisforsider dagen derpå

- Der er tale om mennesker, der har fortolket deres religion, som de selv har lyst til, siger Sedgwick, hvis bekymring skal findes andetsteds.

- Tidligere terrorangreb i Danmark har været begået af folk, der ikke har været de skarpeste knive i skuffen. Her tænker jeg på somalieren, der angreb Kurt Westergaard med en økse, og den etbenede bombemand, Lors Doukaev, der prøvede at bombe Jyllands-Posten.

- Dette angreb virkede langt mere koordineret. Gerningsmændene virkede velforberedte, og det er bekymrende.

Og så havde Ekstra Bladet tillige et videointerview med mellemøstekspert Rasmus Boserup, der forklarede hvorfor diasporajihadisterne så virkeligheden som en pågående neokolonialisme. Måske skulle man bare anerkende at fordi de virkede velfo´rberedte så vidste de også, hvorfor de myrdede løs på bladtegnere og ikke militære eller politiske installationer. Og her må man hæfte sig ved at de netop ikke skreg “NED MED DEN PÅGÅENDE NEOKOLONIALISME I NORDAFRIKA!” men derimod “Profenten er hævnet! Allahu akber!”

Mikael Jalving beskylder i Jyllands-Posten meningsdannere og den politiske klasse for at plapre videre. Men desværre plaprer han selv med i koret

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

(…)

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne  rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og “diskrimination”.

Jalving ser bort fra islams væsen og befamler ideen om muslimer som små vestlige kristne på midlertidig vildveje. Den bedste analyse kommer derfor fra Anjem Choudary i USA Today, skønt konklusionen er Politikensk. So lets talk islam. Yes, lets talk islam

Contrary to popular misconception, Islam does not mean peace but rather means submission to the commands of Allah alone. Therefore, Muslims do not believe in the concept of freedom of expression, as their speech and actions are determined by divine revelation and not based on people’s desires.

Although Muslims may not agree about the idea of freedom of expression, even non-Muslims who espouse it say it comes with responsibilities. In an increasingly unstable and insecure world, the potential consequences of insulting the Messenger Muhammad are known to Muslims and non-Muslims alike.

OUR VIEW: Slaughter of French satirists can’t silence free expression

Muslims consider the honor of the Prophet Muhammad to be dearer to them than that of their parents or even themselves. To defend it is considered to be an obligation upon them. The strict punishment if found guilty of this crime under sharia (Islamic law) is capital punishment implementable by an Islamic State. This is because the Messenger Muhammad said, “Whoever insults a Prophet kill him.”

However, because the honor of the Prophet is something which all Muslims want to defend, many will take the law into their own hands, as we often see.

Within liberal democracies, freedom of expression has curtailments, such as laws against incitement and hatred.

The truth is that Western governments are content to sacrifice liberties and freedoms when being complicit to torture and rendition — or when restricting the freedom of movement of Muslims, under the guise of protecting national security.

So why in this case did the French government allow the magazine Charlie Hebdo to continue to provoke Muslims, thereby placing the sanctity of its citizens at risk?

It is time that the sanctity of a Prophet revered by up to one-quarter of the world’s population was protected.

Og når jeg siger at konklusionen er Politikensk, så mener jeg virkeligt Politikensk. Således sagde Politikens chefredaktør Bo Lidegaard til Krasnik forleden: “Charlie Hebdo har valgt sin måde (at forsvare ytringsfriheden på) og det har ført til dette dybt tragiske resultat.”

Politiken “Ingen er hævet over kritik eller satire.”

Efter at have udtrykt sin foragt for Flemming Roses og Jyllands-Postens 12 tegninger af den muslimske profet Muhammed erklærer Politiken at alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse

Ingen er hævet over kritik eller satire

Jeg glæder mig allerede til Lidegaards semantiske forsvar. Men der er forskel på Jyllands-Posten og Charlie Hebdo

Frankrig har en stolt tradition for oplysning, ytringsfrihed og religionskritik, som Charlie Hebdo vedkender sig og fører videre. Attentatet var et attentat på arven fra den franske revolution, som alle vestlige demokratier bygger på.

En stolt tradition, som det var dumt for Jyllands-Posten at være en del af. Og efter en skåltale af floskler fortsætter Politiken

»Allah er stor«, skal attentatmændene have råbt. Men det er dem, der misbruger deres profet til at retfærdiggøre vold, der krænker religionen.

Stakkels islam. Hvordan kunne det dog gå til? Hvad havde også disse attentatmænd dog misforstået? Var der ingen fortilfælde fra det perfekte menneske Profet Whoever-curses-a-prophet-kill-him Muhammed til inspiration?

  • Abu `Afak - Muhammad asked his followers to kill this man for making negative remarks about Muhammad and Islam.
  • Ka’b bin Ashraf - Muhammad asked his followers to kill this man for writing inflammatory poetry about Muhammad and Muslim women.
  • Asma Bint Marwan - Muhammad asked his followers to kill this woman for composing inflammatory poetry about Islam and Muslims.
  • Blind Man’s Slave-Mother - When Muhammad learned that one of his followers had stabbed and killed his slave (other sources refer to her as a freed concubine: Umm walad) for making derogatory remarks about Muhammad, he declared that “no retaliation is payable for her blood.
  • Al-Nadr Bin Al-Harith - Al Nadir, a storyteller and poet who had mocked him. He was a prisoner of war who was not allowed to be ransomed by their clans and was executed on Muhammad’s orders.

Venstrefløjen og ytringsfriheden

Diverse, Fascisme, Forbrydelse og straf, Kunst og kultur, Racisme, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 6, 2015 at 11:39 pm

Venstrefløjen hader selvfølgelig ytringsfrihed, ikke fordi de ikke forstår den, hvad man ellers umiddelbart godt kunne tro på grund af den konstante strøm af  begrebsforvirring de vælter af sig, men fordi deres drømme ikke kan modstå saglig kritik og dissens. Sådan er det med alle totalitære bevægelser. Et eksempel kan man læse på Modkraft ved Liv Rolf Mertz, der vil gøre op “Det postulerede tankepoliti og den faktiske ordensmagt”. Det er en lettere verbos tekst, som det er den foretrukne stil når der skal spilles intellektuelt taskenspil, hvis hovedpointe heldigvis kan rammes ind i et enkelt afsnit. Her første halvdel af afsnittet

På en mangeårig venstreradikal aktivist virker forestillingen om, at ”vi” i øvrigt har ubegrænset ytringsfrihed, temmelig absurd. Nød Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe dén frihed, da de råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15? Hvordan skal jeg forstå ”no tolerance”-politikken, der har været ført mod graffiti i det offentlige rum de seneste 20 år, hvis ikke netop som et forsøg på at dæmme op for demokratisk dialog på dåse? Eller hvad med at tilbringe natten på Station Bellahøj, fordi man har forsøgt at sætte et klistermærke med påskriften ”Jagtvej” op på en mur?** Der findes borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden!

Ja, en venstreradikal har det svært med ytringsfriheden. For at tage det fra en ende af: Da Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe “råbte ”Push!”* oppe fra højttalervognen under COP15″ var det ikke en ytring, men en handling. Det klassiske eksempel på den distinktion er at råbe brand i et teater da det svarer til at udløse brandalarmen. Uden at kloge mig videre på bevisførelsen så bygger anklagen mod Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe på at de koordinerede en ulovlig handling. De var så at sige bagmændene.

Grafitti er ikke demokratisk dialog på dåse, men hærværk. Det samme er opsætning af klistermærker på andres ejendom. Andre folks ejendom er andre folks ejendom, selv om man slår det hen som værende blot “en mur”. Så, hvem er så de “borgere, som får deres ytringsfrihed begrænset hele tiden“? Gry fuldender afsnittet

Risikoen for racistisk tilsvining, som enhver ikke-hvid debattør til stadighed må løbe, er ganske rigtigt én måde, denne begrænsning udfolder sig på: som selvcensur. Den logiske konsekvens i form af demokratisk underskud burde om noget have fået spalteplads, men også andre problemer unddrager sig meget belejligt mediernes opmærksomhed. Hvad med den håndgribelige repression, der ofte følger udøvelse af dét, der angiveligt er ”vores” grundlovssikrede ret?

Såøh, er det ikke-hvide der spraymaler og tilklistrer andre folks ejendom og hedder Gry Jonassen og Tannie Nyboe mens de råber “Push” og ser således ud?

gry-jonassen-og-tannie-nyboe

Eller er indsats mod den meget hvide venstrefløjs hærværk og vold blot racistisk? Og til det er svaret, ja!

Ugen i tilbageblik

Diverse — Drokles on January 5, 2015 at 12:55 pm

Jeg falder i ugens løb over små historier som ikke kan bære en hel post, men højst en kommentar. De kan være helt små formuleringer som Jyllands-Postens overskrift “Ny moskébrand rammer Sverige”. En moskebrand er ikke et lavtryk eller en katastrofe. Eller, det er måske en potentiel katastrofe, men kun, hvis man erkender de enorme spændinger som den muslimske indvandring medfører. Det gør man naturligvis ikke frivilligt.

Det kan også være en populær artikel fra Jyllands-Posten om at stenaldermad er noget fup når der står I det meste af Stenalderen var Danmark i øvrigt så varmt, at der levede sumpskildpadder i søerne.” - Hvad kan den viden betyde for klimapolitikken? Eller den morbide overskrift “Ekspert: Thornings sidste ord kan være socialdemokratisk valgslogan” på Danmarks Radio. Tydeligvis regner eksperten med at Socialdemokratiet overlever den tilsyneladende døende Thorning. Eller en ny TV-serie fra Danmarks Radio, der fokuserer på “perker-danskere”, som souchef i DR Ung, Erik Struve Hansen ifølge Jyllands-Posten forklarer

“Vi ved ikke helt hvem de er, eller hvad vi skal kalde dem, og vi har måske også svært ved at skelne de forskellige kulturer, befolkninger og religioner fra hinanden. Med serien skal vi se nærmere på kløfterne og lighederne mellem herboende befolkningsgrupper.”

Hvem ‘vi’ er, ved jeg ikke (men vi kender statistikkerne), men perker-danskere er altså meget eksotisk for Danmarks Radio, der holder dem ud som et selvstændigt studie og henlægger det på en af deres små kanaler frem for på hovedkanalen.

I den lette ende tilbyder Modkraft udvalgte billeder som flotte plakater, bla dette, der så rammende for venstrefløjen hedder “Demo mod hele lortet”

demo-mod-hele-lortet

Og så var det en historie i de fleste medier, her ved Danmarks Radio, om at den danske sædbank Cryos International “savner sæddonorer med anden etnisk baggrund”. Hvorfor et privat firmas leveranceudfordringer skulle interessere læserne mere end afsætningsproblemer for, lad os sige, en sofagruppe Biva ligger selvfølgelig i den underliggende racisme

- Hylderne er fyldt med dansk sæd, men til indvandrere og deres efterkommere har vi ikke ikke så meget, vi kan tilbyde. Så vi har et problem, siger Ole Schou.

Han tilføjer, at sædbanken har forsøgt at hale flere donorer ind via en annoncekampagne i boligområder, hvor koncentration af indvandrere er høj. Blandt andet i Gellerup ved Aarhus.

- Det kom der ikke noget ud af. Vi kunne ellers sagtens komme af med sæden. Der er en kæmpe efterspørgsel derude, og vi skriver også på vores hjemmeside, at vi specifikt søger andre etniciteter, siger han.

Det er især sæd fra mænd med afrikanske, mellemøstlig og asiatisk baggrund, der er en mangelvare.

- Det er op ad bakke, og det har det altid været af en eller af anden mærkelig grund. Og det er også et fænomen, man kender i andre vestlige sædbanker, siger han.

Her er race ikke et diffust begreb kastet ned over religiøse og kulturelle grupper eller underliggende reaktioner mellem fordom og rettidig omhu. Jyllands-Posten havde en historie om hvordan danskere reagerer undrende når nogen gifter sig med en muslim (mens æresdrab er muslimers reaktion når muslimske piger kærester med danskere - og danskernes undrende reaktioner måske kunne være farvet af den slags religiøse særheder). Sæd-historien er den ægte vare. Cryos mener ikke at have noget at ’tilbyde’ til ikke-hvide etniciteter til den kæmpe efterspørgsel derude, men undrer sig ikke over fravalget af hvide gener til fordel for egen race.

Den liberale Rasmus Brygger glædede sig på Facebook over den svenske Enhedsregering til udelukkelse af Sverigesdemokraterne fra nogen indflydelse deres folkelige mandat ellers kalder på.

Tillykke til den svenske regering, for at den kan overleve med støtte fra de borgerlige partier. Og et særligt stort tillykke til Sverige, for at det sker uden Sverigedemokraterna. Man skal tale om problemerne ved indvandring, men selvfølgelig løser vi dem ikke ved at lukke grænserne ned og skabe en os-og-dem-stemning.

Måske er der alligevel en ting eller to, vi kan lære af Sverige?

Den såkaldt konservative Rune Kristensen havde i øvrigt trykket ‘Like’ til den status. I Enland rykker Dronningens Livgarde bag sikkerhedshegn for at beskytte dem mod terrorangreb skriver Daily Mail

2449df6800000578-0-image-a-12_1419716320446

Security chiefs have taken the dramatic step of withdrawing Royal Guards from their high-profile posts outside palaces amid mounting fears of ‘lone wolf’ terrorist attacks.

Elite soldiers of the Queen’s Guard have pulled back from public positions at many landmarks in response to possible threats from Islamic extremists.

For the first time since the height of the IRA’s terror campaign, the soldiers are also no longer allowed on sentry duty alone, and are now accompanied by armed police.

Det gav om ikke andet så en ny betydning til udtrykket qui custodiet ipso custodes? Og så er var der selvfølgelig Per Clausens “Jeg er imod vold, men…” tweet, til nyheden om at hans partis tæskehold havde overfaldet gadesatirikeren Dan Park

10898181_10153011712929803_4766962968463425668_n1

Man kan kun beundre venstrefløjens evne til at dæmonisere fra håndvasken.

Dan Park overfaldet af venstrefløjen

Diverse, Pressen, Ytringsfrihed, venstrefløjen — Drokles on January 5, 2015 at 8:41 am

Dan Park er blevet overfaldet på Nørrebro i København skriver Jyllands-Posten

Den 1. januar kl. ca. 10 om formiddagen blev den svenske provokunstner Dan Park overfaldet af seks maskerede mænd på Nørrebro, hvor han havde fejret nytårsaften hele natten.

»Inden det skete, havde vi siddet og snakket ganske længe ved den tomme byggetomt på Jagtvej 69, der hvor Ungdomshuset engang lå,« fortæller han til Jyllands-Posten.

»Der var flere, som genkendte mig, og vi snakkede frem og tilbage, men jeg tror ikke, at de havde noget med overfaldet at gøre, for de var fine nok,« siger han.

Dan Park blev genkendt og et tæskehold blev samlet. Klassisk venstrefløjsarbejde. Det er venstrefløjens samlede forståelse af politisk arbejde, forståelse af samfund og politisk dissens. Blandt de sikkert fine personer, der genkendte ham var der jo mindst een der ringede til tæskeholdet, de der udfører det grove arbejde. Og der er, som især Kim Møller har afdækket, en direkte sammenhæng mellem tæskeholdet og dele af Enhedslisten.

“Det var efter alt at dømme en kritisk artikel i BT om enhedslistens folketingskandidat Pelle Dragsted, der udløste overvågningen af Kim Møller.

26. september 2009 medvirkede Kim Møller som kilde i en kritisk BT-artikel om Pelle Dragsted, som dengang var presserådgiver for Enhedslisten. Artiklen beskrev Pelle Dragsteds fortid som maskeret frontfigur i den voldelige aktivistgruppe Antifascistisk Aktion (AFA). …

Få dage senere – 2. oktober 2009 – blev Redox kontaktet af en eller flere unavngivne personer fra Christiansborg. … Da BT ringer til Dragsted og spørger og spørger, om det var ham der ringede til Redox, svarer han:

‘Det kan jeg ikke huske’.

Senere sender han en mail til BT, hvor han afviser ethvert kendskab til sagen:

‘Jeg kunne ikke drømme om at opfordre til den slags metoder. Jeg synes det er langt ude,’ skriver han. …

‘Jeg kan oplyse, at Enhedslisten ikke har et samarbejde med Redox, og jeg har tjekket vores regningskaber… Her kan jeg se, at Redox ikke har modtaget nogen økonomisk støtte fra Enhedslisten’, oplyser partiets pressemedarbejder.

Det er klart at ikke hele Enhedslisten beflitter sig med overfald af politiske modstandere, men de negligerer og fornægter som minimum den politiske vold fordi de drager nytte af den. Og bærer gerne ved til bålet ved dæmoniseringer, der skal fratage ofrene legitimitet, som her ved Per Clausen, der formår at hylde overfaldet fra håndvasken ifølge BT

Per Clausen skrev efterfølgende på Twitter, at han tog afstand fra gerningen, men at det ikke ændrede på hans mening om den racisme-dømte kunstner.

»Fordømmer altid vold, men Dan Park er hverken kunstner eller politisk modstander, men en nar,« skriver Per Clausen, som senere fulgte op med et nyt tweet:

»Vold skal altid fordømmes. Men en nar holder ikke op med at være en nar, fordi nogle idioter tæver ham.«

10898181_10153011712929803_4766962968463425668_n

Uriasposten har et par andre eksempler på reaktioner til illustration af, hvor selvfølgelig den logik er for venstrefløjen. Venstrefløjen har ingen principper, kun fjender.

En weekend med Politiken

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (http://ekstrabladet.dk/…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!

Motherload of Sverige

Så skete det endelig. De svenske partier har hen over midten aftalt at holde Sverigedemokraterne helt ude for indflydelse, lavet en aftale for de næste 8 år(!) opg afskrevet det ekstravalg, der ellers skulle løse den parlamentariske knude, man var endt i efter de kuldsejlede finanslovsforhandlinger. Danmarks Radio havde under den ellers præcise overskrift “Svensk aftale skal holde Sverigedemokraterne ude” sammenfatningen af den såkaldte december-aftale, der “betyder, at svenskerne alligevel ikke behøver at gå til valg i marts”. Hvilken lettelse, for det er det lille besvær for den enkelte vælger der er sagens kerne. Morten Uhrskov noterer sig også at skønt de danske medier erkender at december-aftalen kun har til formål at holde Sverigedemokraterne ude for al indflydelse så analyserer de svenske situation, som en anden parlamentarisk krølle.

Berlingske Tidende er som bekendt den meget pæne tante hos den trykte presse. Lederen om emnet udtrykker lidt kvababbelser over den ekstreme handling og kalder den ”vidtrækkende at gøre i et moderne demokrati.” Hold da op en lovsang for det parlamentariske system. Og til sidst i lederen hedder det således:

”Dets aflysning er konsensus-Sveriges hidtil stærkeste markering af, at man ikke på nogen måde ønsker at lytte til eller have med disse 16 procent at gøre. Man kan frygte [min fremhævelse], at det er en direkte invitation til, at de [de 16 procent i en meningsmåling til Sverigedemokraterne] bliver flere. Måske endda langt flere.”

Altså alene en ren taktisk vurdering af muligheden for at holde de urene fra indflydelse, ikke forfærdelse over Sveriges farvel til parlamentarismen. Flot af den gamle avis. Det må være 1880´ernes provisorietid herhjemmefra, som virker tillokkende på Berlingskes chefredaktion.

Et andet eksempel kunne være Danmarks Radios Ole Ryborg der underspillet skriver at december-aftalen “cementerer blokpolitikken i svensk politik”  i de kommende otte år.

Aftalen løber frem til 2022. Den betyder, at den største blok i Riksdagen kan få sin finanslov igennem. Og at den største blok i Riksdagen udpeger landets statsminister.

Op til valget sagde Stefan Löfven netop, at han ikke automatisk ville lade den største blok regere. Men den holdning har Socialdemokraterna nu lovet at droppe - også efter valget i 2018.

Og prisen er en aftale, som stort set er identisk med det, de borgerlige partiledere foreslog Stefan Löfven om aftenen den 3. december, hvor Löfven i stedet valgte at true med et ekstravalg. Det valg, som nu er aflyst.

Den borgerlige alliance kan fejre, at alliancen holdt, og at det ikke er lykkedes for Socialdemokraterna at gøre det, som har holdt dem ved magten i årtier. Nemlig at bryde det borgerlige sammenhold.

Valg var ikke oplagt comeback for de borgerlige

Men prisen er, at de borgerlige nu lader den rød-grønne regering regere Sverige frem til 2018. Dog med udsigt til blokoverskridende aftaler på en række strategiske områder, hvor blandt andet energi og pension fremhæves i aftalen.

For de borgerlige partier, hvor der er udsigt til, at flere partiledere skal udskiftes, var et ekstravalg ikke oplagt som et muligt comeback.

Realiteterne er tilsyneladende ikke gået op for medierne. December-aftalen skal holde Sverigedemokraterne uden for indflydelse, så langt er alle enige, også de svenske medier der går varsomt med virkeligheden. Men Sverigedemokraterne er en realitet, Sverigedemokraterne forsvinder ikke. Så hvad forestiller de svenske partier sig vil ske på langt sigt? Snaphanen skriver

Prisen for at holde  SD uden for indflydelse er allerede høj. I asylsøgere er den høj. Næste år kommer der 140.000 asylsøgere, hvis tallet holder sig bliver det lidt over en million til år 2022 oveni de godt to millioner, der allerede findes. De vil således komme til at udgøre halvdelen af befolkningen længe inden 2040-2060, som hidtil spået. Nu kan kun kassekisten sætte en stopper for svenske politikere.

Hvor mange svenskere vil føle, at dette er et kup imod SD og demokratiet? Hvor mange vil føle, at Sverige nu har en legitim regering? Min fornemmelse er, at prisen for at holde SD ude, vil stige drastisk de kommende år. Polariseringen af befolkningen vil forværres. Der er på dette tidspunkt ingen mærkbar kritik fra svenske journalisters side.

Lars Hedegaard mener ligeledes at “Sverige går planken ud

Fra og med i dag, lørdag den 27. december 2014, har Sverige i realiteten kun to partier: På den ene side De forenede Partier (Socialdemokraterne, Miljøpartiet, Moderaterne, Centerpartiet, Kristdemokraterne og Folkepartiet) og på den anden Sverigedemokraterne, som er landets eneste oppositionsparti. Dvs. så længe det får lov at findes og stille op til valgene i håbet om at dets stemmer bliver optalt.

Man kan også beskrive det nye politiske system på en anden måde, nemlig som et toparlamentssystem. Officielt regeres Sverige af Riksdagen. Uofficielt, men i realiteten, af et skyggeparlament bestående af De Forenede Partier, der aftaler alt indbyrdes – uden at offentligheden får indblik i forhandlingerne. Riksdagen optræder derfor som et slags ekspeditionskontor for allerede trufne beslutninger.

Det var en glad og stolt statsminister Stefan Löfven, der kl. 10.30 kunne træde frem på tv og forkynde, at De Forenede Partier havde indgået en såkaldt “Decemberoverenskomst”, der betyder, at hans regering er fredet frem til det ordinære valg i 2018 og at der altså ikke bliver udskrevet noget nyvalg den 22. marts, som han havde bebudet.

Overenskomstens hovedindhold er, at den siddende regering får garanti for, at dens finanslov ikke vil blive nedstemt, dvs. at Löfven vil kunne regere uforstyrret. Og da overenskomsten går til det følgende ordinære valg i 2022, gælder det også en eventuelt kommende borgerlig statsminister.

Uanset hvilken regering Sverige har de næste otte år, vil den i realiteten kunne regere diktatorisk, fordi finansloven er fundamentet for enhver anden politik. Det er finansloven, der sætter grænserne for hvad man kan gøre på de tre politikområder, som De Forenede Partier har proklameret, at de vil samarbejde om: forsvar/sikkerhed, pension og energi.

Money walks, bullshit talks. “Après moi, le déluge. Efter mig syndfloden.” er Hedegaards udlægning af det svenske politiske systems tænkning.

Moskebranden var ikke påsat?

Diverse, Indvandring, Jihad, Multikultur, Muslimer, Pressen, Terror, islam, venstrefløjen — Drokles on December 26, 2014 at 10:53 pm

Så blev spændingen udløst, intet attentat mod moskeen, skriver Avpixlad

Gårdagens extra julafton för Twittervänstern kom av sig idag då alltmer tyder på att branden inte hade den önskvärda dramaturgin och polisen tillbakavisar uppgifterna om att något skulle kastats in i lokalen. Samtidigt har en ruta krossats på en annan Eskilstunamoské.

Enligt Sveriges Radio tillbakavisar Eskilstunapolisen idag uppgifterna om att något, en flaska med bensin som det hette igår, skulle ha kastats in i den nedbrunna lokalen. Ingen attack ska ha skett överhuvudtaget.

Rykten talar om att det antingen ska ha rört sig om smällare/raketer moskébesökare själva hanterade felaktigt så det fattade eld, försäkringsbedrägeri eller kurder som hyser agg mot Islamiska Staten, och ska ha attackerat moskén för att de rekryterar till den muslimska terrorgruppen.

Enligt Expressen ska ytterligare en moské, inte långt ifrån den som igår eldhärjades, ha utsatts för fönsterkross under natten mot fredagen. Även ett par bilar utanför ska ha vandaliserats.

Samtidigt har vänstern idag ägnat sig åt detta:

I TV2 News oplæg havde den udsendte eller stedlige medarbejder, om man vil, i Sverige kædet branden sammen med debatten om indvandringen og så blev det nævnt at der havde været flere brandattenteter gennem årene mod Moskeer. Magnus Ragnstorp var TV2 News ekspert på ekstremisme, hvor han kaldte det mulige brandattentat mod moskeen i sverige for ‘en afskyelig gerning’ og en trussel mod demokratiet. Direkte adspurgt om hvem gerningsmændende kunne være til disse angreb undslog Ragstorp sig fra at sige andet end at det nok var sandsynligt at det var nogle der havde et had mod moskeer og muslimer. Snaphanen har andre eksempler på lignende utidige reaktioner.

Hvad der ikke var af reaktioner adskilte muligheden for vold mod muslimer fra vold begået af muslimer. Her var nemlig ingen svensk statsminister, der som den australske premierminister Tony Abbot slog koldt vand i blodet da en allahu akbar råbende muslimsk terrorist tvang sin gidsler til at holde en islamisk fane op foran sig for verden at se

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Ingen svensk tidligere operativ chef i efterretningstjenesten, som Hans Jørgen Bonnichsen, til at advare mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

At der ikke er fanget nogen gerningsmænd til de mange moskebrande i Sverige beviser i sig selv intet, men det giver saglighed til mistanker om at det oftest er interne opgør i de lukkede miljøer. Derfor ville jeg spille mod ekspertisens og journalistsstandens og politikernes verdensbillede hvis Danske Spil var friske med lidt odds. Der var forlydender om at en gerningsmand var set gående rundt i området med en genstand, muligvis ‘brandbomben’, men intet signalement, hvilket man måske ville forvente, hvis det passede til den fortælling om muslimer som ofre for de indfødte. Og på TV2 hed det kryptisk

En person, der ønsker at være anonym, siger til Expressen:

– Vi hørte et brag, og så gik vi ud og tjekkede. Jeg har et hus mellem mit og det, der brænder, men de, der bor tættere på fortalte, at man kunne mærke hele bygningen ryste, siger naboen.

Men muligheden for en højreradikal gerningsmand eller en en gruppe er klart tilstede. Sverige er en krudttønde af stigende spændinger. Og det er Sveriges ulykke. Det var ikke så meget, hvem det kunne være, men at det snart kunne være hvem som helst. Juleaften blev Malmø ramt af en bombesprængning: “Det er tredje gang på en uge. Eksplosionen fandt sted ved et ejendomskontor i bydelen” skrev BT

Politiet har endnu ingen mistænkte, men man er »næsten sikker på,« at der er tale om en »enlig gerningsmand, som er utilfreds med noget i samfundet og vil protestere«.

(…)

Sydsvenskan har tidligere skrevet, at det tyder på, at eksplosionerne har været rettet mod ejeren af den otte etager høje beboelsesejendom Victoria Park. Ejendomsselskabet har tidligere krævet, at dømte kriminelle skal flytte ud af bygningen.

Julemorgen blev en brandstation i bydelen Rosengården i Malmø blev sat i brand og en person blev skudt ihjel i Sofielunds industriområde ligeledes i Malmø.

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Next Page »

Monokultur kører på WordPress