Bo Lidegaard beskyldes for uvidenhed

Bent Jensen har i Jyllands-Posten ikke tiltro til Bo Lidegaards basale viden om Mellemøsten og vil gerne vide, hvad Lidegaard egentlig mener Israel skal gøre

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus. For nylig flygtede de udstationerede FN-styrker fra syrisk territorium. Hvorhen? Til Israel, hvor de fandt sikkerhed.

(…)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?

Samtidig skrev en foruroliget Flemming Rose ligeledes i Jyllands-Posten om Lidegaards manglende viden om Rusland

I weekenden bragte Berlingske et interview med udenrigsminister Martin Lidegaard. Ministeren afslørede her en sjælden uvidenhed om russisk økonomis tilstand, effekten af sanktioner, og hvad der venter i den nærmeste fremtid. Interviewet var aftalt på forhånd, så der er ikke tale om, at Lidegaard uden varsel fik stukket en mikrofon i hovedet.

Det gør hans udtalelser foruroligende, for hvis kendskabet til Rusland, Danmarks største sikkerhedspolitiske udfordring, ikke er større, så er risikoen stor for at begå fatale fejl. En anden mulighed er selvfølgelig, at Lidegaard bevidst misinformerer, men det gør det ikke bedre. Om russisk økonomi siger han:

»Noget af det mest bekymrende er, at den russiske økonomi er i frit fald. Vi står over for en reel risiko for russisk økonomisk kollaps. Det skyldes vores sanktioner kombineret med en stærkt faldende oliepris. Underskuddet i staten stiger, inflationen stiger voldsomt. Den almindelige russers købekraft bliver udhulet dag for dag.«

I fredags, altså nogenlunde samtidig med at Lidegaard fremsatte sin dystre vurdering, noterede The Wall Street Journal, at Rusland med en vækst på 0,8 pct. i årets første ti måneder har klaret sig bedre end ventet, på niveau med eurozonen. Det får ikke én til at tænke på en økonomi i frit fald.

I virkeligheden passer Lidegaards udtalelser på et andet land i regionen, nemlig Ukraine, der befinder sig på randen af en finansiel nedsmeltning.

Lidegaard må lægge sig lidt mere i selen, hvis virkeligheden skal moraliseres væk. Begge indlæg bør læses i deres helhed, hvis man vil vide mere end Lidegaard.

Insisterende benægtelse hos de liberale

Lørdag skrev jeg optimistisk at der var små sprækker af erkendelse hos venstrefløjen. Selvfølgelig er der ikke det, der er kun positionering. Men den positionering afslører, hvilke flanker man vil dække af overfor vælgerne. Så på en måde kan man godt glæde sig over at den muligvis kommende socialdemokratiske leder Mette Frederiksen ikke kan lide burkaer, som hun omtaler som et fængsel. Feministen Karen West opdagede at man ikke kan kritisere islam på nogen som helst måde uanset tonen. Özlem Cecik fra Socialistisk Folkeparti slog til lyd for at det bedre kan betale sig at lytte til politiske modstandere, frem for at udskamme dem (nu Dansk Folkeparti står til at få hver femte stemme, som erfaringerne) og på Modkraft støvede man sin gamle Marx af og ærgrede sig over at det altid var så akavet for venstrefløjen at kritisere islam. Og så har regeringen med Mette Frederiksen i spidsen og i modstrid med Radikale Venstre ønsker besluttet at Danmark ikke skal gøre FNs menneskerettigheder til dansk lov, da “inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene”.

Men der er snart valg og politikere siger så meget. Det gør de liberale også og de vil i deres moderne internationale udsyns ånd gerne distancere fra Danmark, måske ved at samle desillusionerede vælgere op fra netop venstrefløjen? Rune Kristensen glæder sig i hvert fald over at hans parti med det vildledende navn Konservative vil lægge “en klar distance til V og O” i deres nye udlændingeudspil, hvor grænserne skal åbnes for kvalificeret arbejdskraft. Og han…

…finder det fantastisk, at 24-års reglen skal lempes, da den ikke virker og i øvrigt rammer de forkerte mennesker. Hertil er jeg også særligt glad for, at beløbsgrænsen for personer uden for EU sænkes fra 375.000 til 315.000 kr. – dette her jeg tidligere skrevet om her på bloggen.

Uagtet fokus på de åbne grænser, så savner jeg en strategi for integration via arbejdsmarkedet i mit partis udspil. Det er her integrationen virker. Derfor er starthjælpen også helt tosset at genindføre. Hvis ikke folk kan forsørge sig selv, hvorfor så komme hertil?

Rune Kristensen er en kapacitet der har skrevet “bachelorprojekt om politisk islam versus det liberale demokrati” og derfor kan han ydermere konkludere

“Om man spiser flæskesteg eller halalkød er ikke det afgørende. Man kan godt blive dansk statsborger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark”.

Men nok om den slags intetsigenheder for Rasmus Brygger har i Politiken skrevet 10 principper for en udlændingepolitik, som alle burde efterleve. Og det er selvfølgelig opløsningen af Danmark som suveræn nation til fordel for en åben jurisdiktion. “Forskelle mellem os mennesker skal hyldes” for det er “hamrende udansk at kræve, at vi alle skal ligne hinanden”. Statsborgerskab skal ikke kunne fratages, hvis man vælger halshugning med ISIS, 24 årsreglen skal væk og mennesker skal dømmes på deres handlinger. Her hedder det som det første meget sigende “Muslimer er ikke per definition ansvarlige eller medskyldige i andre muslimers gerninger”. Nej, men tanken ligger lige for, også når man hedder Rasmus Brygger.

Meninger kan ikke brydes når de ophøjes til indlysende og objektive sandheder, hvorfor Brygger og hans sort betragter dissens som moralsk forkasteligt. Især punkt 4 udtrykte dette, da det ikke var et princip, men en besværgelse

4. Indvandrere, der kommer til Danmark, er et plus for landet uanset, hvor de kommer fra

Danmark har kun godt af, at der kommer flere til landet. Fokuseres der alene på de arbejdende nydanskere, bidrager de stort til den danske økonomi. Men indvandring er ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også kultur. Det liberale perspektiv er, at det er sundt for et samfund, når forskellige livsopfattelser og kulturer mødes. Det er gennem kulturkonkurrence og –udveksling af kultur, at det danske samfund har udviklet sig, ikke gennem isolation og nationalisme.

Kun i selvretfærdighedens univers, hvor enhver fremmed er en ven der endnu ikke har stukket en kniv i maven på dig giver udsagnet mening. Men det gør det ikke hos Brygger, der allerede i punkt 2 slår fast at “Alle, der kommer til Danmark, er velkomne, så længe de er selvforsørgende“. Ikke nok med det, så “Nydanskerne fortjener respekt og tolerance, så længe det er gensidigt“, hvilket vil sige at vi må møde dem med en vis skepsis, indtil de har gjort sig fortjent. I samme ånd skal kriminelle udlændinge udvises ifølge punkt 9. Hummus og spraglet burka kan altså alligevel ikke redde en langfingret dovenlars. Så meget for Bryggers kulturelle værdier.

Søndagsfilm: Battle of Kosovo

Yugoslavisk film med engelske undertekster.

Battle of Kosovo is a 1989 Yugoslav historical drama/war film filmed in Serbia. The film was based on the drama written by poet Ljubomir Simovi?. It depicts the historical Battle of Kosovo between Medieval Serbia and the Ottoman Empire which took place on 15 June 1389 (according to the Julian calendar, 28 June 1389 by the Gregorian calendar) in a field about 5 kilometers northwest of Pristina.
Serbian duke Lazar in 1389. refuses to obey the Turk sultan Murat who is penetrating towards Serbia with great army, in order to conquer Europe through it. Although aware that he is weaker, without enough army, duke Lazar decides to confront him. Serbian lords are not united. Most of them wants to fight, even if the price is defeat, but some of them hesitate. Everyone fit for weapon is sent to Kosovo field. The battle on Kosovo, in 1389. ended with no winners - both armies shed blood and got tired. Lazar and Murat died. But, nevertheless, the battle of Kosovo was a victory, not for Serbian state, which soon became Turkish, but for Europe, which Serbia rescued with bodies of her heroes of the first and the strongest Turkish attack…

The film was released in 1989, which marked the 600th anniversary of the Battle.

Gryende erkendelse hos venstrefløjen?

I halvfemserne tabte Holger K Nielsen en afsteming på SFs landsmøde om kritik at fremmed kulturers uhensigtsmæssige aspekter. Et flertal mente at SFs officielle politik per definition skulle afholde sig fra kultur og religionskritik af islam. Det er snart 20 år siden.

Feministen Karen West fik endelig nok, skrev hun på Folkets, efter et uspecificeret karaktermord der var “100 fold værre end de mest indædte sexistiske angreb, jeg også har prøvet - fra racisterne”. Islam er et problem så stort at man end ikke kan diskutere det konstruktivt med muslimer

Jovist vil jeg stadig være årvågen og skrive om politisk islam, som den nu er, fandens farlig og en trussel mod alt, hvad vi har kæmpet for i mange år.

Jeg har muslimske venner, som vil blive ved med at være mine venner - formentlig. Men alt hvad jeg overhovedet har haft af samarbejde ophører. Og alle aftaler om fremtidigt samarbejde på tværs af kultur ophører.

En epoke er slut, fordi det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer.

Skællene falder fra det ene øje der kan se at “det ikke kan lade sig gøre at være kritisk overfor politisk islam og islamisme, samtidig med at arbejde for integration, frihed og fællesskab med ganske almindelige muslimer“. Men skællene sidder stadig fast på det andet øje, der vedholder at betegne folk, der har prøvet at fortælle hende at islam er modsætning til frihed, som racister.

Özlem Cekic betroede i Politiken at hun som barn hadede jøder. Det gør muslimske børn meget i - hader. Og jøder er noget af det de hader mest. Özlem hadede også fremmedefjendske danskere, men fandt senere ud af at der også var mange andre danskere - hvilket vil sige at hun startede med bare at hade danskere. Hun hadede nationalistiske tyrkere, hvilket altså bare er tyrkere. Og hun skammede sig over “at være en assimileret kurder, der ikke var i stand til at snakke kurdisk“. Så hun var en rigtig lille muslim, fuld af had og skam. Men langsomt blev hun altså klogere, så klog at hun “godt [kan] forstå, at du er rasende over, at nogen begår kriminalitet“. Og det er et stort skridt for en muslim.

Vi skal være bedre til at anerkende, at vi hver især faktisk har gode grunde til at være frustrerede. Men samtidig insistere på, at man ikke behøver hade alle mørkhårede, fordi man mødte en mørkhåret idiot. At ikke alle muslimer støtter de ekstreme terrorister i IS. Og at ikke alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, er dumme racister.

Nej, “vejen til forståelse er ikke at ignorere de holdninger, man ikke kan lide. Holdninger kan ikke ties ihjel.“ Hun kalder selvfølgelig stadig Sverigedemokraterna for “Et parti med nazistiske rødder“, men alligevel har erfaringerne med venstrefløjens hidtidige kurs lært hende noget

Mit råd til vores naboer på den anden side af Øresundsbroen i Skåne: Lad være med at dæmonisere den fjerdedel af vælgerne, der stemte på Sverigedemokraterna. Lad være med at give partiet en martyrrolle. Den stigende opbakning til partier som Sverigedemokraterna i Sverige, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark ser jeg som et advarselssignal om, hvor store befolkningsgrupper der oplever sig som marginaliseret og svigtet af politikerne og derfor vælger at lytte til kræfter, der taler hadet op og dialogen ned.

Svaret er hverken at møde had med had eller at tale hadet efter munden. Men at tage en dialog for at finde reelle løsninger på de problemer, der optager vælgerne: bekymring for fremtiden, for jobbet, for de manglende sociale ydelser og for et svækket velfærdssamfund med udmagrede sygehuse, skoler og plejehjem. Sæt nu vand over til kaffen. Vi har meget at snakke om. Hvis vi har mod til det.

Kynikere kunne indvende at Cekic blot har opdaget at hele hendes fløj er ved at blive overflødig i vælgernes øjne. Men et ryk i retorik er der alligevel tale om. Venstrefløjen er måske ved at gøre sig klar til at erkende at det er bedre at kunne tale om virkeligheden frem for blot at fordømme danskerne.

Mette Frederiksen mener ifølge BT at burkaen er et fængsel

Justitsminister Mette Frederiksen (S) gør det nu fuldstændig klart, at regeringen mener, at brugen af burka ikke hører hjemme nogen steder og slet ikke i Danmark. Men hun vil ikke lovgive imod brugen.

- Jeg har det helt grundlæggende sådan med burka og andre beklædningsgenstande, der dækker ansigt og hænder, at det er helt forfærdeligt. Det er kvindeundertrykkende. Det hører på ingen måde hjemme hverken i Danmark eller i andre samfund. Det er noget, der hører en svunden tid til – og her mener jeg for hundreder af år siden, siger justitsminister Mette Frederiksen (S).

(…)

- En burka er jo ikke bare stof eller beklædning. Det er en beslutning om, at kvinder ikke må være til stede. Det er et lille fængsel, man placerer et andet menneske i. Så for det første er det et demokratisk, kønsmæssigt problem, at man gemmer det ene køn væk. Det repræsenterer en systematisk undertrykkelse, som man ikke på nogen måde kan retfærdiggøre. Og den har intet med religionsfrihed at gøre. Folk skal have lov at tro på, hvad de vil. Men helt hverdagspraktisk kan man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka, siger Mette Frederiksen.

Frederiksen er en vejrhane og hun prøver blot at få sosserne til at spille på ‘hele banen’ ved den slags tomme værdiudmeldinger. For hendes tilsyneladende angreb, eller opgør om man vil, er helt diffust. Hvad vil det sige at hun mener at folk “skal have lov at tro på, hvad de vil” når “man jo ikke være sammen med hinanden, når man er tildækket af en burka”? Hun vil ikke lovgive, fair nok, men hun vil heller ikke adressere problemet, nemlig den tro der byder folk formummelse. Frederiksen kan ikke lide symptomer på sygdomme hun ikke vil anerkende.

Jep, man kan indvende at dette ‘jo bare Henrik Sass Larsens “de fucker danskernes liv op” om igen‘, som en god ven indvendte og at Thorning som bekendt før havde talt om at betale, hvad der skulle til for repatriering for “Hvorfor skal de være her?“. Utroværdige som de er sosserne, skal man ikke være blind for, hvem de forsøger at tækkes, hvorfra de mærker vinden. Ugens store chok kom ude fra den yderste venstrefløj. I Modkraft skrev Caspar Groneman nemlig

Da tågerne fra Muhammed-krisen lettede og folk som Akkari begyndte at tegne et klarere billede af begivenhederne, blev Tøger Seidenfaden og vi, der fulgte ham, gjort ubønhørligt til skamme. Vi forsvarede det uforsvarlige. Vi holdt hånden over mennesker, der var antidemokratiske og aktivt modarbejdede Danmark. Når man i dag ser gamle videoklip af Svend Auken, der i Folketinget forsøger at holde Anders Fogh personligt til ansvar for det røre, som tegningerne skabte i Mellemøsten, får man kvalme. Dette var ikke venstrefløjens stolteste stund.

I 20 år har Socialdemokratiet og andre venstreorienterede partier svigtet unge i indvandrermiljøer i et ellers velmenende forsøg på at vise hensyn. I dag lever vi med konsekvenserne af den integrationspolitik, der blev resultatet. Unge indvandrere har nu f.eks. større tilbøjelighed til at begå kriminalitet, selv efter man korrigerer for sociale og økonomiske omstændigheder. Alt sammen blandt andet, fordi vi led af berøringsangst, da vi skulle have taget hånd om problemerne. I stedet overlod vi løsningerne til højrefløjen, som på forudsigelig vis fejlede totalt, og gjorde ondt værre.

Det er sindssygt vigtigt, at både medierne og venstrefløjen diskuterer fortællinger om minoriteter og religion over et bredt spektrum. Både når fortællingerne handler om diskrimination og når de handler om kritik af traditionalistisk kultur og social kontrol i islam. Vi må ikke fortsætte det svigt, som vi endelig er begyndt at slippe. Venstrefløjens kritiske tradition lider døden, hvis vi ignorerer problemer i ekstremistiske og konservative miljøer, fordi de er sammensat af minoriteter. Resultatet af fortsatte fejltrin på dette område kan blive en ny overladelse af centrale problemstillinger til højrefløjens løsningsmodeller. Det vil være fatalt.

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

Der en en vognfuld vrøvl i indlægget, venstrefløjen er venstrefløjen, men selv helt herude begynder virkeligheden at stikke sit fjæs frem.

Når ulve hyler IV

Arabere, Demografi, Diverse, Forbrydelse og straf, Israel, Multikultur, Muslimer, islam, venstrefløjen — Drokles on November 22, 2014 at 7:00 pm

Det vakte en del underholdene debat, da feministerne tabte en ellers oplagt sag til racisterne i kølvandet på Hollabacks gadechikane video. Aktivist gruppen Hollaback havde fulgt en neutralt klædt yngre kvinde med skjult kamera på 10 timers vandring rundt i New Yorks gader for at optage, hvor megen sjofel opmærksomhed almindelige kvinder kan få fra mænd i det daglige. At mænd er nogle svin ved vi, men det triste var at nogle mænd er mere svin end andre og at disse svin især var at finde blandt sorte og latinamerikanske. Og dem var det jo ikke meningen at anklage. Som nogen på nettet opsummerede

“The fact that the video chooses to showcase the experience of a white woman experiencing harassment almost exclusively at the hands of black and Latino men,” Brooklyn Magazine’s Kristin Iverson proposed earlier this week, “is a pretty clear indication of who the audience for this video is supposed to be, namely, those who seek to protect and defend innocent white women, aka the already existing societal power structure.” This theme was picked up in more explicit terms elsewhere, the less direct references to the “power structure” quickly giving way to overt accusations of white supremacy. “Thousands of satisfied racists are sharing that viral catcalling video,” griped Lindy West at the Daily Dot, lamenting that its creators had imposed “manipulative, specific, politicized constraints on the issue of street harassment” and thereby permitted “the bulk of the audience to divorce themselves from the problem.” Yesterday, the Root’s Dion Rabouin dispensed with euphemism entirely, confirming that “some of the video’s intentional choices seem to play on the Birth of a Nation trope that white women simply aren’t safe from sex-crazed black and brown men.” How that’s for a thumb in the eye for the millions who shared the spot on their Facebook pages?

Heldigvis er ikke alle sortsmudskere ens. I Mumbai kan en kvinde tilsyneladende gå let påklædt og frit. Men i Delhi er det sværere. Men hvad, heller ikke Prinsesse Leia har det let. Hvis man har en mand med, kan en kvinde måske regne regne med lidt beskytterinstinkt, som denne russer et sted i USA

Men dette er ingen mirakelløsning. I San Fransisco blev en mand nær dræbt, da han ville forsvare sin kæreste overfor en ABC7 News

They were near Larkin and Ellis streets when he said a man started catcalling and making obscene comments.

“At first we tried to just ignore it, just kind of walk away and make our way home, cross the street and try to take a different path,” he said.

But the man started following them and Schwartz braced for a fight.

“It turned violent very quickly, punches thrown,” he said. “Next thing I know, I kinda had a knife in the back of my neck.”

The suspect was picked up in a silver sedan and got away.

Der er ingen beskrivelse af gerningsmanden. Så ingen racedebat på den konto. Muslimernes løsning på chikane er at pakke kvinder ind så de ikke ægger mænd. Det lyder smart, men det virker ikke, som man kan se i bl.a Saudiarabien

Den israelske løsning er nok bedre.

1392428_348761835285133_1112513728850626280_n

Hovedet i sandet

Diverse, Klima, Multikultur, Muslimer, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on November 21, 2014 at 10:05 pm

Nogle australske venstrefløjsere beskyldte med en sært selvudleverende happening, den australske regering for at stikke hovedet i busken overfor den nært forestående klimakatastrofe, skrev Jyllands-Posten

skc3a6rmbillede-2014-11-21-kl-205459

Hovedet i sandet? Jamen, det er da et venstrefløjsspeciale. Tosseanstalten skrev 5. november

Jyllands-Posten skrev den 2. november om Muslimsk Ungdoms Centers (MUC) holdning til homoseksualitet. MUC, der tæller 20-30 medlemmer, mener at homoseksualitet er en synd og bør på ingen måde støttes. Dette fik Peer Aagard til tasterne på Facebook og vi har fået lov til at bringe hans kommentar.

“Ja, jeg er rasende på de unge muslimer i Århus, som ytrer sig hadefuldt om unge homoseksuelle, men lige nu er jeg mere rasende over, at Jyllands-Komposten af alle bringer historien og giver sine læsere lejlighed til endnu en gang at forarges over udlændingene i Danmark. Hvorfor? Fordi den samme avis på lederplads og gennem offentliggørelse af blogs fra lønnede skribenter og læserbreve fra den mere underfrankerede del af abonnenterne gang på gang på gang i årtier har gjort præcist det samme.

Jeg har ikke glemt Mikael Jalvings blog “Fri os for homo-OL”, hvor støtten til “den slags” blev betegnet som udtryk for en kollektiv anal fiksering, og hvor opbakning til en af de største og mest succesfulde københavnske sportsbegivenheder blev kaldt sindssyg og deltagerne betegnet som latterlige. Selve stævnet kaldte Jalving “en hån mod al sport”. Under blogindlægget gik læser efter læser amok i homo-had.

gaysmuslims

Negerderoute

Diverse, Forbrydelse og straf, Multikultur, Race, Racisme, venstrefløjen — Drokles on November 20, 2014 at 1:13 pm

Vi venter i spænding på dommen i Ferguson, hvor en politimand står anklaget for at have skudt en ubevæbnet teenager. En sort teenager, hvorfor der er store spændinger, som venstrefløjen elsker at opdyrke. Det er noget med strukturel racisme og undertrykte masser og minoriteter på een og samme gang. Jeg kom til at tænke på, hvor langt USA egentlig er nået i forholdet mellem sorte og hvide siden slaveriet blev ophævet da Daily Mail forleden viste nogle billeder fra en svunden tid med segregering i de amerikanske sydstater.

1415915696272_wps_2_must_link_back_to_site_ht

1415915696285_wps_4_must_link_back_to_site_ht

1415915696332_wps_11_must_link_back_to_site_ht

Billederne er fra Alabama og er taget af Gordon Parks i 1956. De vidner om en tid med institutionaliseret racisme og det midt i den frie verden. Ikke alting var bedre i gamle dage. Men som det fremgår af billederne, så fremstod sorte amerikanere med en værdighed, der trodsede det uværdige system, der holdt dem som 2. rangs borgere. Negre var mennesker og derfor også borgere og borgere måtte have rettigheder. Borgerretsbevægelsen havde ret, helt ret.

Men bevægelsens succes fik sit eget liv og et momentum, som ikke lod sig stoppe. Revolutionen skulle snart æde sine børn. For ligeret blev til krav om ligemageri og værdighed blev fortrængt af berettigelse. En fortælling om slaveri og undertrykkelse blev en identitet, retfærdighed blev til selvretfærdighed. Thomas Sowell skriver i National Review Online

Despite the grand myth that black economic progress began or accelerated with the passage of the Civil Rights laws and “War on Poverty” programs of the 1960s, the cold fact is that the poverty rate among blacks fell from 87 percent in 1940 to 47 percent by 1960. This was before any of those programs began.

Over the next 20 years, the poverty rate among blacks fell another 18 percentage points, compared to the 40-point drop in the previous 20 years. This was the continuation of a previous economic trend, at a slower rate of progress, not the economic grand deliverance proclaimed by liberals and self-serving black “leaders.”

Ending the Jim Crow laws was a landmark achievement. But, despite the great proliferation of black political and other “leaders” that resulted from the laws and policies of the 1960s, nothing comparable happened economically. And there were serious retrogressions socially.

Nearly a hundred years of the supposed “legacy of slavery” found most black children being raised in two-parent families in 1960. But thirty years after the liberal welfare state found the great majority of black children being raised by a single parent.

The murder rate among blacks in 1960 was one-half of what it became 20 years later, after a legacy of liberals’ law-enforcement policies. Public-housing projects in the first half of the 20th century were clean, safe places, where people slept outside on hot summer nights, when they were too poor to afford air conditioning. That was before admissions standards for public-housing projects were lowered or abandoned, in the euphoria of liberal non-judgmental notions. And it was before the toxic message of victimhood was spread by liberals. We all know what hell holes public housing has become in our times. The same toxic message produced similar social results among lower-income people in England, despite an absence of a “legacy of slavery” there.

If we are to go by evidence of social retrogression, liberals have wreaked more havoc on blacks than the supposed “legacy of slavery” they talk about. Liberals should heed the title of Jason Riley’s insightful new book, Please Stop Helping Us.

Og i samme periode faldt den ellers stabile sorte famile fra hinanden, som man kan læse hos Discover The Networks

Illegitimacy is an important issue because it has a great influence on all statistical indicators of a population group’s progress or decline. In 1987, for the first time in the history of any American racial or ethnic group, the birth rate for unmarried black women surpassed that for married black women, and that trend continued uninterrupted until the passage of welfare reform. The black out-of-wedlock birth rates in some inner cities now exceed 80 percent, and most of those mothers are teens. Because unmarried teenage mothers—whatever their race—typically have no steady employment, nearly 80 percent of them apply for welfare benefits within five years after giving birth to their first child. No group can withstand such a wholesale collapse of its family structure without experiencing devastating social consequences.

Father-absent families—black and white alike—generally occupy the bottom rung of our society’s economic ladder. Unwed mothers, regardless of their race, are four times more likely to live in poverty than the average American. Female-headed black families earn only 36 percent as much as two-parent black families, and female-headed white families earn just 46 percent as much as two-parent white families. Not only do unmarried mothers tend to earn relatively little, but their households are obviously limited to a single breadwinner—thus further widening the income gap between one-parent and two-parent families. Fully 85 percent of all black children in poverty live in single-parent, mother-child homes.

(…)

Children in single-parent households are raised not only with economic, but also social and psychological, disadvantages. For instance, they are four times as likely as children from intact families to be abused or neglected; much likelier to have trouble academically; twice as prone to drop out of school; three times more likely to have behavioral problems; much more apt to experience emotional disorders; far likelier to have a weak sense right and wrong; significantly less able to delay gratification and to control their violent or sexual impulses; two-and-a-half times likelier to be sexually active as teens; approximately twice as likely to conceive children out-of-wedlock when they are teens or young adults; and three times likelier to be on welfare when they reach adulthood.

In addition, growing up without a father is a far better forecaster of a boy’s future criminality than either race or poverty. Regardless of race, 70 percent of all young people in state reform institutions were raised in fatherless homes, as were 60 percent of rapists, 72 percent of adolescent murderers, and 70 percent of long-term prison inmates. As Heritage Foundation scholar Robert Rector has noted, “Illegitimacy is a major factor in America’s crime problem. Lack of married parents, rather than race or poverty, is the principal factor in the crime rate.”

Since the black illegitimacy rate is so high, these pathologies plague blacks more than they affect any other demographic. “Even if white people were to become morally rejuvenated tomorrow,” writes black economist and professor Walter E. Williams, “it would do nothing for the problems plaguing a large segment of the black community. Illegitimacy, family breakdown, crime, and fraudulent education are devastating problems, but they are not civil rights problems.”

(…)

It bears mention that the astronomical illegitimacy rate among African Americans is a relatively recent phenomenon. As late as 1950, black women nationwide were more likely to be married than white women, and only 9 percent of black families with children were headed by a single parent. In the 1950s, black children had a 52 percent chance of living with both their biological parents until age seventeen; by the 1980s those odds had dwindled to a mere 6 percent. In 1959, only 2 percent of black children were reared in households in which the mother never married; today that figure approaches 60 percent.

The destruction of this stable black family was set in motion by the policies and teachings of the left, which for decades have encouraged blacks to view themselves as outcasts from a hostile American society; to identify themselves as perpetual victims who are entitled to compensatory privileges designed to “level the playing field” in a land where discrimination would otherwise run rampant; and to reject “white” norms and traditions as part and parcel of the “racist” culture that allegedly despises blacks.

Dyrkelsen af en sort kultur er ikke stort andet end et vræng, af de aspirationer, der drev borgerretsbevægelsen.

Rosa Parks ville ikke sidde på en bestemt plads i bussen. Hun ville sidde som et hvert andet menneske, ikke som en neger.

Kulturen, naturen og fremmedlegemet

Guardian fortæller om en heltemodig katolsk præst Fader Kinvi i Congo, der med fare for sit liv redder muslimer fra animistiske militsers hævnangreb. Fader Kinvi tror på “the contagion of love” og det kræver mere end almindelig vilje midt i sekteriske blodigheder. Og det er et af menneskets fineste egenskaber. Men det er idioti ikke. Og idioti er at invitere hadet indenfor og med vilje og magt konstruere forudsætningerne for sekterisk vold. Og ondskab er at forråde og bekæmpe sin egen befolkning, mens man konstruerer sin fremtidige sekteriske samfund

Fader Kinvi redder mennesker i nød fordi troen på næstekærlighed er stærk i ham. Men det er ikke næstekærlighed at ophøje fjendtlige ideologier til ligeværdighed. En kvinde blev eskorteret ud af The National Cathedral i Washington for at protestere over at den blev brugt til et muslimsk arrangement. Robert Spencer støtter kvindens argumentation i, hvor direkte antikristent islam og islamiske bønner er på Jihad Watch og skriver

It all sounds so high-minded: the Rev. Canon Gina Campbell says: “This needs to be a world in which all are free to believe and practice and in which we avoid bigotry, Islamaphobia, racism, anti-Semitism, and anti-Christianity and to embrace our humanity and to embrace faith.”

But someone threw a rotting cabbage on their lovely sofa, as DCist laments: “And because love, respect and understanding is too much of a concept for some people to understand, a person interrupted the service. Of course.” Still, the spectacle of a woman being forcibly ejected from what is ostensibly a Christian cathedral for proclaiming that Jesus Christ is Lord just before Muslim prayers are about to begin is at very least evidence that we live in strange times.

(…)

In light of all that, and the ongoing and escalating Muslim persecution of Christians worldwide, wouldn’t it have been more appropriate, so as to promote love, respect and understanding and all that, to have Christian prayers in a mosque? After all, it is Muslims who are persecuting Christians worldwide, and the National Cathedral decides to show its good will and love for Muslims by inviting Hamas-linked Muslim Brotherhood front groups to pray there. Why doesn’t the ADAMS Center show its good will and love for Christians by inviting Christians to pray in the mosque there?

This woman who disrupted the service was upset that a building dedicated to the worship of Christ had been given over for the use of people who believe that her proclamation of Christ is a blasphemous falsehood and that her beliefs are a perversion of the true teachings of Jesus the Muslim prophet.

Den muslimske bønneleder talte derefter for den amerikanske kongres hvor han også ledte bønnen, skriver Freedom Outpost

With newly re-elected Speaker of the House John Boehner presiding AND BOWING HIS HEAD, the Imam for the Islamic Center of Central Jersey praised Islam’s Allah from the House floor as the God who reigns supreme. Here is the shocking video of Imam Hamad Chebli delivering the Islamic prayer; Boehner can be seen behind him

We’re not talking about a harmless, moderate Imam here. Instead, we’re talking about a major devil.

(…)

The selection of Chelbi also appears to have significance relative to the U.S. policy in Syria. Both his mentor Khaled – and Khaled’s father – were killed by the Syrian regime. As such, Chelbi has an axe to grind when it comes to Bashar al-Assad. With news that the Obama administration is actually considering a policy based on an absurd premise that the best way to defeat ISIS is to remove Assad from power, Chelbi’s appearance at locations of national significance seem to coincide with this potential shift in U.S. policy.

Despite western portrayals of Chelbi as a moderate, he absolutely is not.

When it comes to Muslim prayers being delivered on the House floor or at the National Cathedral, unfortunately, this is not new. The precedent was set by Boehner’s predecessor – Speaker Dennis Hastert – less than one year prior to 9/11. As for the National Cathedral, none other than President George W. Bush shared a podium with Muzammil Siddiqi, then president of the Islamic Society of North America (ISNA).

First up, on February 7, 2001, Chairman of the Dar al-Hijrah mosque Bassam Estwani delivered a prayer on the floor of the House as well. As the chairman of Dar al-Hijrah, Estwani represented perhaps the most notorious mosque on American soil. It was visited by three of the 9/11 hijackers and was home to Anwar al-Awlaki, the inspiration for the Fort Hood shooter. Estwani was the chairman of the mosque at that time:

Mennesket er rundet af sin kultur. Det har visioner, overvejelser og håb og frygt. Naturen har kun konsekvens.

Tid for vold

Det er søndag, det blæser en stiv pelikan og det er koldt og vådt, så måske er det tid til en bulgarsk film om Balkans erfaringer med Osmannerriget?

A Bulgarian film, Time of Violence uses precisely the same stylistic conventions as American films, the same form of storytelling, the same approach to character, the same values as to what makes a good story, and, moreover, it satisfies American criteria for being a good movie. There is a basic story, with well-attached subplots, lots of action, villains and heros (with a bit more complexity, perhaps, than most American films), and a logical resolution. The production values are high, the performances excellent, the direction skillful. The film has done very well in many countries, including some as foreign to Bulgarian culture as Japan. So why can’t the filmmakers get any distribution deal in the U.S.?

Time of Violence suffers only from its language and its setting. Few Americans know much about the Balkans during the 17th century. But it was one of those proverbial “interesting” times during which it was a curse to live. Most of the Balkans were under the thumb of the Ottoman empire. Islamic empires have more of a reputation for tolerance than most, but the Ottoman empire was showing its ugliest face during this period in Bulgaria. Bulgaria was a strategically important area inhabited by unreliable Christian subjects. The sultan decided that they must all convert to Islam, or die.

Time of Violence focuses on the fate of one valley during this crisis. The son of the miller was taken off by the Turks years ago, while still a boy, to become a janissary. Janissaries were special troops used by the Ottomans. Recruited (involuntarily) from Christian boys, they were separated from their families at an early age, indoctrinated in Islam, and turned into fiercely reliable troops with no allegiance to anyone but the sultan. The miller’s son is now a highly trusted janissary, with the task of converting his entire home valley to Islam. But the people there take their religion very seriously, and will not submit. The janissary becomes more and more brutal in his attempts to convert the valley, for he must slaughter them all if they don’t take the turban.

The film is painted on a large, sweeping canvas, with many characters and subplots, all cleverly woven into a single story. (This accomplishment is even more remarkable when you consider that the original Bulgarian version was nearly two hours longer, yet there is no sign at all that anything has been cut.) And, surprisingly, this isn’t a “vile Turk” story. Director Ludmil Staikov has much more ambitious goals, including an examination of the power of religion and of the destructiveness of violence and fanaticism. Not all of the Christians are good, nor all of the Muslims bad. The Turkish governor of the valley is not loved by his subjects, yet does all he can to avert their doom. He is given a beautiful, tender moment as he leaves the valley forever, in disgrace. Crossing a bridge that leads out of his valley, he notices a stone that has worked out of place. He gets down from his horse, carefully puts the stone back into its place, and then proceeds on to his exile. Even the janissary has his complexities, as he truly wants to spare his people from unnecessary pain, despite having completely transferred his loyalties to the sultan. The screenplay, by Staikov, Georgi Danailov, Mihail Kirkov, and Radoslav Spassov, provides complex shadings of characters and motivations.

Time of Violence is a professionally made film, beautifully photographed, well edited, and with scrupulous care in costuming and set design. The period atmosphere feels perfectly authentic, at least to someone with only passing familiarity with the time and place. The technical aspects of the film are well up to the standard of moderate budget Hollywood movies.

There are some unpleasant moments of torture and brutality in Time of Violence, but they do not exist to excite or titillate. Rather, they are necessary to demonstrate the full scope of the tragedy. Still, some viewers may find themselves looking away during certain scenes. But, otherwise, Time of Violence is a film without flaws. There are no particularly weak points in the film, and many great virtues.

Træt af at være forkælet

I Ekstra Bladet kunne man læse noget så fantastisk som hvad der gjorde en global meningsdanner træt. Svaret var det at være ung i Danmark. Bemærkelsesværdigt handlede det ikke om at drikke  mange øl, noget unge danskere er gode til og som gør een træt. Nej, den globale meningsdanner er træt af at Anders Fogh ladet ordet ’rundkredspædagogik’ så negativt, at Morten Østergaard har skåret i SUen, at Women against Feminism bliver større, træt af multinationale selskaber og PiaKjærsgaard.

Den globale meningsdanner er 18 år og hedder Sophie W og hun er global meningsdanner for Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad det betyder, men det er ironisk både at høre, hvad der gør unge mennesker trætte og at det globale er rent danske forhold. Vi kan trøste med at ungdom kun er en overgang. Om få år, og de går hurtigt min pige, vil du savne ungdommen og den ulidelige træthed når du som os andre ruiner kæmper med nedslidthed.

Men vi vil også komme med en lille advarsel, hvis Sophie W skulle bevæge sig uden for sit mellemfolkelige samvirke, for danske unge har det globalt set bedre end så mange andre. Et par eksempler fra samme dags rundtur på nettet viser at det også kan være trættende at være ung inder i England som Daily Mail skriver

This photo shows the horrific injuries a Sikh woman suffered after being attacked by her father-in-law because he thought she was having an affair with a Muslim man.

Jageer Mirgind was left blind and scarred for life after 51-year-old Manjit Mirgind slashed her wrists and stabbed her in the eyes screaming ‘I am going to kill you’.

Mrs Mirgind’s children, just three and six years old, watched the horrific attack at their mother’s home in Kensington Gardens, Ilford, East London, and pleaded with their grandfather to stop.

The mother has been left partially-sighted in both eyes while the children can no longer sleep alone and have recurring nightmares.

The crazed attacker wrongly believed his daughter-in-law was ’sleeping with a Paki’ and that she had ‘ruined his family’, Snaresbrook Crown Court heard.

article-2652927-1ea29d7f00000578-584_634x425

Det er også trættende at være ung fra negerland som The Express skriver

The mutilation, a traditional practice in the west African republic of Cameroon, aims to deter unwanted male attention, pregnancy and rape by delaying the signs that a girl is becoming a woman.

Experts believe the custom is being practised among the several thousand Cameroonians living in Britain. Schools are training staff to look out for signs of the barbaric practice. The move follows heightened awareness of female genital mutilation.

Campaigners want to see the same prominence given to other forms of cultural abuse, such as breast ironing. Margaret Nyuydzewira, co-founder of the charity CAME Women’s And Girl’s Development Organisation, says authorities need to take action faster than they have on stopping FGM in the UK.

Trættende at være ung i Iran

Trættende af være ung pige i Ægypten

Vi frygter at ikke danske unge ville møde Sophie Ws træthed med alt fra manglende empati henover dummeflade til en decideret dragt prygl.

batman

Modkrafts venstrefløj og ytringsfriheden

Ytringsfrihed for Modkraft i streg

10405529_10152760821713911_6620927578183310762_n

Tegningen er ansporet af debatten om den svenske gadekunstner (eller gadesatiriker, som jeg i mit regressive kunstsyn mener er en bedre betegnelse) Dan Park. Man kan sagtens se den i den sammenhæng, som en ikke særligt vellykket kommentar til en konkret debat. Men det kræver som minimum velvijle. Den ejer venstrefløjen dog ikke selv, men har derimod masse af modvilje.

Som man kan se, indholder Modkrafts ellers teknisk gode tegning end ikke en antydning af tvetydighed, som præger Parks værker. Det er en projektion af et vulgært og ensidigt udtryk, som de omvendt fejlagtig beskylder Dan Park for at gøre sig skyldig i. Både Galleri Svinestien og Entartete Kunst har glimrende analyser af nogle af Parks mere omtalte værker.

Nazikunstner hyldes nær Breiviks gerningssted” hed en dramatisk overskrift på Modkraft tilbage i midten af oktober. Og indtil jeg læste første sætning troede jeg fejlagtigt at artiklens forfatter Joakim Møllersen havde en historie

Den indvandringsfjendtlige hjemmeside document.no har inviteret den svenske tegner Lars Vilks til torsdag den 23. oktober at holde en forsvarstale for den dømte svenske nazist Dan Park på Deichmanske bibliotek, Norges største offentlige bibliotek.

Nazisten Dan Park er hadefuld får vi betryggende for vores simple forestillinger at vide og han “har stået bag alt fra hyldest af Adolf Hitler og Anders Behring Breivik til holocaustfornægtelse og jødehetz“.Og hans værker får som en del af oplysningsforpligtelsen en lettere retoriske behandling

Det drejer sig blandt andet om små billeder med hakekors på samt dåser med påskriften ‘Zyklon B’, navnet på den gas der blev brugt til at dræbe jøder i gaskamrene i udrydelseslejren Auschwitz, der er blevet hængt op udenfor et jødisk forsamlingshus i Malmø. En handling, der forståelig nok har skabt frygt og bekymring i meningheden samt i det jødiske miljø i den svenske by.

Selv om Park har en hang for at hetze jøder begrænser han sig ikke til det.

Også afrikanere, muslimer og romer er blevet udsat for hans hadefulde budskab. Park har udtalt at han »elsker at lave sjov med død og mord«.

Dette giver sig udtryk i løkker rundt halsen på navngivne personer, deres ansigter i geværsigtekorn og hyldester til massemordere. Det i tillæg til ekstremt racistiske og fornærmende animationer.

Som en god ven tørt konstaterede venter man flere af den slags historier som “Modkraft kulegraver nazirockgruppen Rammstein”og afsløringen af hvem der står bag nazifilmen Diktatoren. Og hvad skal man dog ikke mene om Bruno Ganz, der i Der Untergangs samfulde to timer ikke bestiller andet end at tale Hitler efter munden?

Verden er entydig for Modkraft. I en anden artikel forsøger Modkraft at dokumentere og uddybe deres parodi

Således har Dan Park deltaget i flere demonstrationer indkaldt af det voldelige, nynazistiske Svenskernes Parti og har optrådt i en t-shirt med en smiley med et Hitler-lignende overskæg, ligesom han har lavet plakater, der udtrykker sympati for både Adolf Hitler og den fascistiske norske massemorder Anders Behring Breivik.

danparksvp_0

Dan Park (bagerst med en blå pose) til demonstration med det nynazistiske Svenskernes Parti. Foto: Redox.” er beskrivelsen af en elefant i rummet. ‘Bagerst med blå pose’ ligner Dan Park en der hører hjemme blandt de barske og trinde højreradikale, som ja, en Hitlermoustache på en smiley.

9780141039503

Get it? Artiklen med denne ekstra dokumentation af Parks sorte virke var foranlediget af en demonstration formand for African Empowerment Center Danmark, Josef W. Nielsen (der mere end let bliver ked af det) havde indkaldt til imod Trykkefrihedsselskabets udstilling af Dan Parks forbudte værker. Og ved netop den demonstration opstod der et lille bizart optrin, da Josef W. Nielsen lod sig provokere af en ældre herres kommentarer

Nu var det jo ikke Modkraft med de røde faner og nitterne i ansigtet, men rimeligvis læserskaren. Men  optrinnet mindede mig om pifteaktionen 1. maj mod Statsminister Helle Thorning Schmidt, hvor man netop i Modkraft argumenterede for at det er demokratisk at overdøve modstanderen, som altså er socialdemokratiet. Argumentet hang på at hvis der var nogen man ikke kunne lide var »demokratiske metoder« i anførselstegn at gå ind på ”borgerliges præmisser”. Socialdemokratiet blev stemplet ude af fællesskabet trods det at pifteaktionen var i klart mindretal blandt de resterende svedende masser. Me  er det ikke blot historien om venstrefløjen? Selv med en megafon råbende ind i ansigtet på en ældre herre føler man sig ikke hørt. For dem er andre ytringsfrihed blot bræk.

Når ulve hyler III

Debatten om mænds tilråb til shoshana Roberts vuggende vandring i New Yorks gader burde egentlig også have en dansk udgave. Men som en anden Radio 24/7 vil jeg blot opfordre andre til den slags. I USA har det nemlig ramt venstrefløjen hårdt i den kognitive dissonans. Sexchikane er primært et sort og brunt fænomen og hvorledes finder man så en hvid, kristen mandlige kapitalistisk skurk at bebrejde?

Men helt uden sammenhæng i øvrigt fik jeg lige en strøtanke, der ikke har noget med noget at gøre. Her demonstrerer venstrefløjen nemlig for flere muslimer under parolen “Her er plads”

asyldemo_stop_deportations-11

Men tilbage til seksuel chikane af kvinder på gaden, for det ligger naturligvis og ganske beundringsværdigt venstrefløjen så meget på sinde. Derfor skulle der arrangeres en demonstration i kølvandet på “to voldsomme gadeoverfald på i alt fem personer med forbindelse til den politiske venstrefløjen, der er fundet sted med en uges mellemrum i bydelen i september” skrev Modkraft

Af en artikel bragt på hjemmesiden ProjektAntifa.dk fremgår det, at den første voldsepisode fandt sted om aftenen den lørdag den 20. september, da tre kvinder befinder sig i området omkring Møllegade og Guldbergsgade.

»Kvinderne bliver passet op af en mand, som først agerede venligsindet, men bliver aggressiv i det øjeblik han antager dem for at være lesbiske. Først bliver kvinderne chikaneret og tilsvinet, de trues med voldtægt og da kvinderne siger fra, bliver de slået i jorden flere gange,« kan man læse i artiklen, der fortsætter:

»Kvinderne forsvarer sig og den tumult som opstår, får en større gruppe forbipasserende til at ligge sig imellem og bidrager dermed med til, at overfaldet stoppes.«

Den anden episode finder sted en uge efter – tidligt om morgenen lørdag den 27. september ved Folkets Park i Griffenfeldsgade.

Her bliver to kvinder overfuset med grove, sexistiske tilråb fra to mænd, da de omkring klokken 04 forlader værtshuset Trabi Bar.

Da den ene af kvinderne beder mændene om at stoppe chikanen bliver hun sparket så hårdt i hovedet, at hun besvimer.

Der er desværre ingen beskrivelse af overfaldsmændene. Ofrene er fra venstrefløjen får vi at vide og overfaldsmændene er sexistiske og homofobiske, men der mangler lige det, der kunne få denne demonstration til at gå op i en højere enhed end blot at være noget som Modkraft så ud til at have eneret til. Som, lad os sige en hvid højreradikal kliche måske? Men de strukturelle problemer antydes måske alligevel

– Vi er en gruppe kvinder, der bor på Nørrebro, der synes, det er vigtigt, at vi sammen løser de problemer og udfordringer, vi har i bydelen.

(…)

Den lokale forankring er vigtig for netværket, da man gerne vil undgå, at udefrakommende slår politisk plat på situationen.

– Vi ønsker ikke, at en eller anden Rasmus Jarlov-type skal demonstrere eller tale på vores vegne. Vi ønsker, at demonstrationen bliver sammen med vores naboer, ikke imod dem, fortæller kvinden fra 2200Unite.

Hmm, det er ikke problemer der kyses af mirakelkuren “Ingen racister i vores gader!” råben og de obligatoriske trusler om vold (stop volden eller vi smadrer dig, som Anders Matthesen ironiserede). Der skal heller ikke komme nogen udefra, som Rasmus Jarlov typerne, som kastede smuds på potemkimkulissen da han påpegede muslimsk antisemitisme på Nørrebro. Never again I say. Problemer i bydelen skal løses i fællesskab. Det lyder som et strukturelt og meget delikat problem på Nørrebro, men nærmere kommer vi ikke.

I stedet vil jeg lige vende tilbage til de glade dage med sammenhold og tolerance.

asyldemo_stop_deportations-32

Hvor smukt. Meget smukkere end samme periode i oktober i Århus. Her gik det ifølge Jyllands-Posten igen ud over en kvinde, hvis politiske og seksuelle orientering dog smagfuldt forblev en privatsag

“I Skt. Clemens Stræde blev en kvinde væltet omkuld, spyttet på, og så sparket i brystet. De skete ved tretiden, og vi kunne desværre ikke finde gerningsmændene, da vi kom frem,” siger vagtchefen.

Han udsender derfor en efterlysning. Begge gerningsmænd beskrives som somalisk af udseende.

Skrækkeligt. Men i Danmark er her plads nok - til hvem som helst.

Når Ulve hyler II

Akademia, Demografi, Diverse, Ligestilling, Multikultur, Race, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on November 6, 2014 at 6:24 pm

Som nævnt tidligere har videoen af en ung mørkklædt kvinde der går gennem New Yorks gader vakt en del opsigt. I løbet af de ti timers vandring fik Shoshana Roberts, kvinden i sort, en del tilråb fra opmærksomme mænd. Gruppen Hollaback, der har produceret videoen, ville sætte fokus på mænds nogen gange ublu seksualisering af unge kvinder, men, som man selv kunne se, var det ikke bare mænd over en bred karm. Tilråbene og den uønskede opmærksomhed kom fra sorte og off-white amerikanere. Og det ramte lige ned i venstrefløjens ømme kognitive dissonans. Charles C W Cooke, giver et fremragende resume for National Review

As it has grown in popularity, the video has been transformed into a blank canvas, onto which America’s brave advocates of hyphenated-justice have sought to project their favored social theories. Evidently unwilling to let the spot stand on its own, Purdue’s Roxanne Gay wrote sadly that “it’s difficult and uncomfortable to admit that we have to talk about race/class/gender/sexuality/ability/etc, all at once.” Alas, she was not alone. Soon, the claims of “sexism” had been joined by accusations of “racism” and of “classism,” Hollaback had been forced to acknowledge that it had upset the more delicate among us, and those who had celebrated the video had been denounced as unreconstructed bigots. By this process was its message diluted and appropriated, the country’s most prominent peddlers of grievance and discord electing to squabble and bicker over its meaning, and to strip it of its value in favor of their own, fringe fixations.

In the exquisitely calibrated judgment of The Nation’s “racial justice” guru, Aura Bogado, the spot was “deeply problematic,” serving not to highlight the frequency with which women are bothered on the street, but instead perpetuating “the myth of the cult of white white womanhood by literally placing this white woman in neighborhoods where men of color will be the ones who catcall (or, in some instances, say hello to) her.” “Doing so,” Bogado writes, “makes it appear as if men of color are the perpetrators of all that is bad on this planet, which can only be balanced with the exigent need to therefore save white women above all else.” The only solution, she says, is to remake the video with a “universalizing” cast: the camera centering on, “say, a black trans woman.”

(…)

Consider how far its critics are stretching to discredit the experiment’s results. On Wednesday, Roxanne Gay suggested with palpable irritation that “the racial politics of the video are f****d up. Like, she didn’t walk through any white neighborhoods?” For her part, Salon’s Emily Gould went full circle, seeking to justify the behavior of the maligned cat-callers by submitting that they had been forced into it by the actions of white people writ large. “This kind of harassment,” Gould wrote, “can be a way marginalized groups talk back to the white gentrifiers taking over their neighborhoods.” In and of itself, this view strikes me as being grotesquely condescending — the perverse cousin, perhaps, of precisely the sort of racial stereotyping that progressives believe they have been divinely called upon to destroy.

To contend that the minorities depicted in the video are mere victims of circumstance and that they have been forced by their conditions into badgering innocent women on the street is to contend that those minorities lack agency, intelligence, sensitivity, and the capacity to reason — that they are child-like figures who act on their base instincts and who need excusing and explaining by their betters. Oddly enough, it is also to contend that the victim was either a “white gentrifier” herself, or a proxy for white gentrifiers, and that she therefore deserved the treatment she received. This presumption, it should go without saying, is typically anathema to the arbiters of feminist thought. One cannot help but wonder whether, weighed down by their own contradictions, the champions of “empowerment” have at last become what they despise themselves?

Og der er allerede fortaget flere efterligninger af Shoshana Roberts vandring: En hunk i New York, en transvestit i Los Angeles og en kvindelig kriger i Skyrim - hvor ellers?

Theo van Gogh

Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Jihad, Multikultur, Muslimer, Terror, Ytringsfrihed, islam — Drokles on November 2, 2014 at 7:19 am

I dag er det 10 år siden Theo van Gogh blev myrdet af en muslim. Grunden var at Theo van Gogh sammen med den senere hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali havde lavet en kort film om islams kvindeundertrykkelse. Unødvendigt at sige, men jeg gør det alligevel, at venstrefløjen havde og stadigt har, mere ondt af islams renomme end de især kvinder det går ud over. Bag burkaen kan ingen høre dig skrige.

Mere muslimsk indskoling

Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Frankrig, Jihad, Multikultur, Muslimer, Sharia, islam — Drokles on October 31, 2014 at 12:35 pm

Vi kan ikke leve i fred med hinanden.

Måske ikke ligefrem indskoling, men en så kort video retfærdiggør ikke en post. Fransk politi efterforsker en voldtægtssag det mest åbenlyse sted og trænges væk

Når ulve hyler

Demografi, Diverse, Ligestilling, Multikultur, Race, Racisme, Ytringsfrihed — Drokles on October 31, 2014 at 4:07 am

Skuespilleren Shoshana Roberts gik i 10 timer gennem New Yorks gader, mens hun blev filmet i skjul. Ideen var at vise, hvorledes nogle mænd hverken kan holde deres øjne eller tanker for sig selv

Bortset fra klammoerne, der følger hende er fleste kommentarer ikke ondsindede omend lettere kiksede til det ucharmerende. Og de giver måske et indtryk af en virkelighed, de fleste af os (desværre) er ikke er forundt, som Allahpundit pointerer på Hot Air, hvor han selv har følgende sigende anekdote

The only time I can recall being present when a woman was catcalled on the streets was once a few years ago when I was getting off the subway and a beautiful blonde woman dressed for a night out was getting on. Men stopped in their tracks; someone in the vicinity (no, not me) said, loudly enough for everyone nearby to hear, “Oh yeah, that’s a ten.”

“Oh yeah, that’s a ten” er en sigende bemærkning fordi den ikke anråber vores opmærksomhed, som “Se den røv!”, men selvfølgeligt antager den og sætter en kommentar på. Den er næsten bedre end videoen, var det ikke for den vandrende babe.

Nu er almindelig sexchikane på gadeplan, hvis maskuline komplimenter absolut skal kaldes det, ikke Monokulturs største interesse. Men det er chancen for lidt lummer racisme derimod. For at dømme efter udseende og stemmeføring kommer 2/3 af bemærkningerne fra negre. Og af resten virker det lettere latinohvidt. En neger har måske derfor indvendinger.

Når man slår ned i et kobbel ulve…

10 Hours of Walking in NYC as a Man - watch more funny videos

Ifølge BT har Shoshana Roberts siden modtaget trusler, men om dem ved vi ikke mere end at det øjensynlig blot er fra mænd.

Muslimsk indskoling

Arabere, Diverse, Muslimer, islam, muhammed — Drokles on October 30, 2014 at 11:24 am

Kulturcentre, kaldes moskeer tit, og her lærer børn, hvad muslimsk kultur er. Fra WND

An Ontario mosque is coming under fire for using young Muslim children to conduct mock beheadings in a school play.

Video footage of the Islamic Jaffari Center in Thornhill, Ontario, shows children as young as 4 years old watching and learning to conduct beheadings in a play that reportedly took place two years ago.

The video was featured on the Canada’s Sun News Network television program, “Byline with Brian Lilley.”

A young boy can be seen sitting on the floor as another boy approaches him from behind with a machete.

At the end of the play, the boy playing the part of the executioner announces, “Here are the heads.”

The footage can be found at the 3:30 mark:

Men endnu tidligere lærer muslimerne deres børn om kausalitet, som The Muslim Issue skriver

Another abusive Muslim parent. With parents like this, who needs enemies?

This video will really, really upset a lot of people. She appears to barely be a few months old yet she is already learning what abuse means in the Saudi household she had the misfortune to be born into. Absolutely barbaric to even consider beating a SMALL INFANT!

The video shows a Saudi Arabian father disciplining a small infant (possibly for crying). The voice of the callous mother can be heard coaxing her savage husband in the background.

The video was posted on the Arab version of al-Jazeera (not available on the English translated version) and spread through social media. The father is from Jedda in Saudi Arabia and its said that he was “only educating her”.

Det kaldes en bastonade.

Islamificering i fængslerne

Arabere, Diverse, Forbrydelse og straf, Muslimer, Sharia, USA, islam — Drokles on October 30, 2014 at 5:03 am

Hugh Fitzgerald fortæller på New English Review

Isn’t that the question that ought to be asked all over the Western world? Not to try to say that the mentally ill, who just happen to be converts to Islam, kill people, but that those who are psychically off, if they convert to anything, nowadays will almost certainly to convert to Islam.

So what is it about Islam that makes it so attractive to them?

Let’s give the answers now, again, before some clever fellows apply for a government grant of five or perhaps ten million dollars to answer, after ponderous studies, involving lots and lots of researchers, and papers, and conferences, and come, finally, tortuously, to the conclusions which you and I can come to right now, and spoil their well-paid, overpaid, fun.

1. Islam offers a Total Regulation of Life. Like the Junior Woodchucks of America, Huey, Dewey, and Louie, you get special Arabic words to learn: Allahu Akbar, alhumdulillah, Jihad, Kuffar, things like that. You get to make up a special name, in Arabic, for yourself. It can express your origin in a particular country: Al-Amriki, Al-Frangi, Al-Britani, just the way those to the manner born can be called Al-Misri (from Egypt) or Al-Shami or Al-Hijazi. You can give yourself a new first name: Stephen might choose to become Suleiman. It’s such fun. A new identity, and an instant Community of Bruvvers, fellow Believers, one for all and all for one (that can be especially important in prison).

2. Islam offers a Compleat Explanation of the Universe. Life is so confusing, so overwhelming. But to the True Believer, life suddenly beomes simple. See Eric Hoffer. There is the Enemy — in Islam,it’s the non-Muslims, the Unbelievers, the Kuffars, the Ungrateful Ones. .There is the Cause for which one subsumes one’s own personality (not that such people ever had much of one to begin with), ready to do everything, ideally, for that Cause. And Islam is all about a Cause — the Cause of Islam itself. The true object of worship in Islam is not Allah, but Islam. It is for Islam that we live and die. And Muslims, to the precise extent that they take Islam to heart (and someone may not take Islam to heart, and then do so, but converts ordinarily are among the most fanatical, the least willilng to modify their behavior, or to embarrassedly or uneasily try to ignore some of the tenets and teachings of Islam).

3. In prisons in the Western world, where Musliims represent such a disproportionate number of those incarcerated (in France Muslims may be 5% of the population, but constitute 60% of the prison population, and similar figures can be found in every other country in Western Europe) Islam is attractive as a Gang, the biggest and most dangerous Gang, and the one you want to belong to, for your own protection against others, and of course, against that Muslim Gang. Western governments have yet to do the obvious and sane thing, which would be to put Muslims in prisons for Muslims only, keeping them away from others who might otherwise convert to this dangerous doctrine.

4. Islam legitimizes criminal behavior. It makes the convert feel good about his behavior, not ashamed or guilty. Have you raped, or stolen from, or killed people, peope who are not Muslims? That’s not only not a crime, but they have it coming to them. Not only have you not done wrong, but if you continue to do what you are doing, you can see it in a new light: you are merely helping yourself to the Jizyah that the Infidel nation-state, for now, prevents you from claiming. If you rape seductively-dressed Western women, that is women who aren’t wearing a niqab, or chador, or even a hijab, and whose skirts may be short, and who may wear lipstick and rouge, then they are asking for it. The little English girls who were made sex slaves deserved what they got. So for a certain kind of convert to Islam, his life now becomes justifiable; he’s been a warrior for Islam all along.

5. Islam provides a permanent source of enmity — the Infidel — whom you can blame for all of your woes. That’s very relaxing. In the Western world, we find so many different things to blame if things go wrong — and things always go wrong. But in Islam, you can always blame the Infidel for everything. And that’s what Musilms do, with their conspiracy theorizing, all the time.

6. So that’s why criminals and homicidal maniacs find Islam so attractive. Do you know of any homicidal maniacs who decided to convert to Judaism or Buddhism? No, I haven’t, either. And if a criminal converts to Christianity, say in prison, aren’t we all relieved to hear it, don’t you feel he’s done the one thing that might help change him? Of course you do. Now imagine the glad tidings reach you that that same prisoner converted not to Christianity, but to Islam. Now how do you feel?

Lysner det?

Demografi, Diverse, Forår?, Generation Identitaire, Indvandring, Multikultur, Muslimer, islam — Drokles on October 29, 2014 at 8:58 pm

Hooligans i Holland råber “Allah, din mor er en mær” under kampen mellem Feyenoord og Besiktas

I Milano samlede man 10.000 imod illegal indvandring

I Køln

Ja, det er helt bevægende. Franskmændene sørger for at have et ideologisk udgangspunkt, men også de ruster sig

Gode mænd sover trygt fordi hårde mænd er villige til at forsvare dem.

Mere om venstrefløjens ideosynkrasier

Diverse, Multikultur, Muslimer, Ytringsfrihed, islam, venstrefløjen — Drokles on October 28, 2014 at 11:10 pm

Ben Afflecks udfald mod TV-værten Bill Maher og bestseller ateisten Sam Harris har startet en hård debat på venstrefløjen om værdier overfor sympatier. Venstrefløjen (den del som i USA betegnes the liberals) har, hvis det er gået nogens næse forbi, glemt nogle af de værdier, de for årtier siden besmykkede sig med. Værdier som tolerance, frihed, ytringsfrihed, religionskritik osv til fordel for et romantisk billede af tilbagestående kulturer, der skulle tjene som en levende anklage mod højrefløjens kristne, heteronormative arvesynd.

Bill Maher og Sam Harris angreb netop venstrefløjens manglende evne til at bekæmpe islamisk fundamentalisme og Harris kaldte ligefrem islam for the motherload of bad ideas. Affleck blev i det traditionelle fjendebilledes univers og kaldte deres tankegan racistisk. Raymond Ibrahim i Frontpage Magazine kaster sig blandt andet over Afflecks væsentligste fejlslutning; ”Conflating Muslim Teachings with Muslim People“, som er et gennemgående tema i venstrefløjens tænkning

At one point, after the other speakers made certain statistical points, Affleck made the following outburst, to much applause: “How about the more than a billion people [Muslims], who aren’t fanatical, who don’t punish women, who wanna go to school, have some sandwiches, pray five times a day, and don’t do any of the things you’re saying of all Muslims. It’s stereotyping.”

Again, Affleck conflates the actions of people—Muslims—with the teachings of a religion—Islam. Going back to the apostasy example, Islamic law clearly teaches that those who abandon Islam—including as the world recently saw, one pregnant Christian woman, Meriam Ibrahim—are to be executed.   One can therefore say that Sharia calls for the death of apostates.

But can one say with similar certainty that every single Muslim alive today believes that the apostasy penalty should be upheld? Obviously not. Yet this is not a reflection of Islam; it is a reflection of individual human freedom—a freedom that ironically goes against Islamic teaching.

Nonetheless, this conflation of Islam with Muslims is an all too common approach used to shield the former from criticism.   (See this 2007 video where I respond more fully to this question from a concerned reporter.)

Dennis Praeger kommenterede New York Times  lidt oversete Mr. Kristof i National Review

Then the New York Times columnist, Mr. Kristof, offered his take:

The picture you’re painting is to some extent true, but it is hugely incomplete. It is certain that plenty of fanatics and jihadis are Muslim, but [so are] the people who are standing up to them — Malala [the Pakistani twelve-year-old shot and critically wounded by Islamists for attending school and advocating that other girls do so], Muhammad Ali Dadkha in Iran, in prison for nine years for speaking up for Christians, [and] a friend that I had in Pakistan [who] was shot this year, Rashid Rahman, for defending people accused of apostasy.

Kristof’s response is a frequent one. So it is worth responding to.

It is quite true that there are heroic Muslims who are fighting the Islamists throughout the Muslim world — and that some of them have been murdered for doing so. These people are moral giants. But their existence has nothing to do with the criticisms leveled by Maher and Harris, since they never said or implied that all Muslims are bad. There were heroic Germans who fought Hitler and the Nazis. If Kristof had been present when people criticized Germany’s values, would he have labeled them “Germanophobes?”

But it was later in the dialogue that Kristof expressed the most dishonest of the Left’s arguments on this issue: “The great divide is not between Islam and the rest. It’s rather between the fundamentalists and the moderates in each faith.”

“In each faith,” Mr. Kristof?

Where, sir, are the Christian and Jewish jihadists? The only Jewish state in the world is one of the freest countries on earth, with protections — for minority religions and women and homosexuals — unknown anywhere in the Muslim world. And virtually every free country across the globe is in the Christian world.

Presumably, these are just “ugly” facts.

This debate was valuable. Even more valuable would be if Mr. Maher and Mr. Harris came to realize that the death of Judeo-Christian values and their being supplanted by leftism is producing hundreds of millions of people who think like Ben Affleck and Nicholas Kristof.

Og Den frafaldne muslim Sadaf Ali føler sig på Free Thoughts Blogs svigtet af Affleks og kommer midt i vældet af selvretfærdighed med et par udmærkede pointer (der nu mest er udmærkede fordi hun tjener som en af de kokosnødder venstrefløjsere føler sig svigtet af)

I have a personal appeal to Ben Affleck, after his participation on Bill Maher’s show, because it is attitudes like his that have historically made little to no room for ex-Muslims, secular, reformists, liberal or progressive Muslims to own a dialogue that is supposed to be ours to discuss.

I think it is important to notice how I referred to the event on Maher’s show as a scuffle and not a debate. That’s because it wasn’t a debate. There was no exchange of ideas. In fact, the mere suggestion of the criticism of Islam was slammed as ‘racist’ and ‘Islamophobic’ by Affleck.

(…)

Affleck uses the death and suffering of my peoples as a tool to suffocate the discourse of Islam and as an Afghan-Canadian, I am upset by this. How dare you? Islam as an ideology is not flawless. No ideology is. Much in the same way Affleck played a part in the film ‘Dogma’ to satirize or criticize Christianity, others are allowed to criticize Islam. Furthermore, Islamists must be confronted. Those who preach the death of apostates and LGBTQ peoples, and seek the inequality of genders and wish to marginalize minorities must be condemned.

The thing that made the scuffle worse was the straw man argument. No one there on the panel insinuated that the flaws in Islam should be used as a justification to murder innocent people halfway across the world. Affleck fails to acknowledge the pain, alienation, ostracization and abuse people also face here in the name of someone’s literal interpretations of Islam. Islamism isn’t just about terrorism. Islamism poisons our cultures around the globe. Islamism hurts me. Islamism hurts apostates. Islamism hurts non-Muslims. Islamism hurts our families. And most of all: Islamism hurts Muslims.

(…)

Am I then a racist for criticizing scriptures that clearly condone the infantilization of women, the allowance for physical means to control women and the condemnation of a queer apostate such as myself? Am I, as a secular humanist who is directly affected by my cultural and religious communities, communities in which homophobia, transphobia, sexism and racism exist, not entitled to acceptance, love and dignity? What about those brave and selfless individuals in theocratic regimes who suffer and put their life on the line for their rights? Am I then asking for bombs to be dropped on innocent people? Are activists in theocratic states asking for bombs to be dropped on them?

Og en anden pe… indvandrer, den pakistanske Eiynah ”born and raised in Islam” problematiserer også Afflecks forfladigelse af racismebegrebet og underkendelse af islamkritik i et åbent brev i Pakistan Today

Why should any set of ideas be above criticism, Ben?

Why are Muslims being ‘preserved’ in some time capsule of centuries gone by? Why is it okay that we continue to live in a world where our women are compared to candy waiting to be consumed? Why is it okay for women of the rest of the world to fight for freedom and equality while we are told to cover our shameful bodies? Can’t you see that we are being held back from joining this elite club known as the 21st century?

Noble liberals like yourself always stand up for the misrepresented Muslims and stand against the Islamophobes, which is great but who stands in my corner and for the others who feel oppressed by the religion? Every time we raise our voices, one of us is killed or threatened. I am a blogger and illustrator, no threat to anyone, Ben, except for those afraid of words and drawings. I want the freedom to express myself without the very real fear that I might be killed for it. Is that too much to ask?

(…)

What you did by screaming ‘racist!’ was shut down a conversation that many of us have been waiting to have. You helped those who wish to deny there are issues, deny them.

Jeg har valgt at ignorere hendes vrøvlende og selvmodsigende ævl om eksistensen af islamofobi. Venstrefløjen er på vej ind i en alvorlig identitetskrise. De er i deres fokus på deres traditionelle modstandere på højrefløjen blevet blinde over for at den kritik der rejses af multikulturalisme generelt og islam især, lige så vel kunne være deres egen kritik. At hæjrefløjen ikke blot advarer om at deres distinkte værdier er truet, men at de fælles værdier vi bygger vores samfund på er truet. At det er selve ideen om et fællesskab, hvor vi tillader andre det samme som vi tillader os selv. Venstrefløjen må befri sig selv fra den falske skyldfølelse som marxisternes pseudointellektuelle fortælling har forført dem med. Venstrefløjen er nødt til at erkende prisen for de antidemokratiske og undergravende overgangskrav.

Next Page »

no prescription buy viagra
Monokultur kører på WordPress