Den israelske venstrefløj i krise

Venstrefløjen drømmer om en verden efter deres idealer, mens højrefløjen minder om realiternes barske væsen. Den prisbelønnede israelske forfatter Amos Oz vånder sig over det israelske valgresultat i Information.

I fraværet af to stater og i erkendelsen af, at binational sameksistens er en fantasi, truer udsigten til én arabisk stat med at slå vores zionistiske drøm i stykker.

I et forsøg på at udskyde det uafvendelige vil landet, som strækker sig fra Jordan til Middelhavet, måske i en periode blive styret af et uforsonligt jødisk og racistisk diktatur, som vil sætte sin vilje igennem, både over for det arabiske flertal og over for sine jødiske modstandere. Men som andre mindretalsdiktaturer i moderne tid vil heller ikke dette kunne overleve. International boykot udefra og blodbad indefra – eller begge dele – vil til sidst tvinge det til at give efter: En arabisk stat fra havet til floden vil da være en realitet. Og tostatsløsningen? Mange i Israel støtter visionen herom, men hævder også, at en sådan løsning på konflikten for øjeblikket ikke er i syne. For dem var Yasser Arafat for stærk og havde ondsindede bagtanker, hvorimod hans mere fornuftige efterfølger, Mahmoud Abbas (Abu Mazen) er for svag. Derfor taler de for i det mindste at holde tostatsløsningen i live igennem såkaldt ’konflikthåndtering’.

Ak, bare sidste sommer oplevede vi, hvad ’håndtering’ kan betyde. Konflikthåndtering dømmer os til nye Libanon-krige, til nye Gaza-krige og til en tredje, fjerde og femte intifada i Jerusalem og på Vestbredden, der alle vil brede sig til vores gader. Med den følgevirkning, at PA, De Palæstinensiske Selvstyremyndigheder, bryder sammen, og at Hamas eller mere ekstreme efterfølgere tager over. Det vil give store tab på begge sider. Og dette vil være den logiske konsekvens af ’konflikthåndteringen’.

Ja, det er hårdt at være venstrefløjen i Israel efter Benjamin Netanyahus valgsejr. Raymond Ibrahim fortæller spidende om venstrefløjens selvoptagede sværmerier

It dreamed of a country run by bureaucrats that worked only three days a week. It dreamed of unions running monopolies that worked whenever they liked and charged whatever they wanted. It dreamed of children raised on collective farms without parents and of government as a Socialist café debate.

Most of all it dreamed of a country without conservatives. It still hasn’t gotten that wish.

Netanyahu’s victory hit hardest in Tel Aviv where, as Haaretz, the paper of the left, reports, “Leftist, secular Tel Aviv went to sleep last night cautiously optimistic only to wake up this morning in a state of utter and absolute devastation.”

Tel Aviv is ground zero for any Iranian nuclear attack. Its population density makes it an obvious target and Iran threatened it just last month. A nuclear strike on Tel Aviv would not only kill a lot of Israelis, it would also wipe out the country’s left.

Haifa and Tel Aviv are the only major cities in Israel that the left won in this election. And it was a close thing in traditionally “Red Haifa” whose union dockworkers these days are Middle Eastern Jews who vote right. The left took a quarter of the vote in Haifa to a fifth for Netanyahu’s conservative Likud party.

In Tel Aviv however, the Labor coalition and Meretz, the two major leftist parties, took nearly half of the vote. Amos Oz’s daughter told Haaretz that everyone in the left had been upbeat because everyone they knew was voting for the left. Now the leftist elite is once again forced to come to terms with the tragedy that much of the country doesn’t want to hand over land to terrorists, live on a communal farm or turn over the country to Marc Rich’s lawyer and his American backers who make Slim-Fast and KIND bars.

There are however days when they think Israel might be better off without certain parts of Tel Aviv.

The left doesn’t want a country. It wants a Berkeley food co-op. It wants a city with some ugly modernist architecture. It wants a campus with courses on media studies and gender in geography. It wants an arcade where unwashed lefties can tunelessly strum John Lennon songs on their vintage guitars. It wants cafes with Russian Futurist prints on the walls. It wants to be excited about political change. Its only use for Israel was as a utopian theme park.

Its allegiance was not to Jewish history or democracy, but to its crackpot leftist fantasies. Now its fantasies are dead and it wants to kill Israel.

11083609_10153986183612316_5843325016074765199_n

Schrödingers kvindekamp

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

_dsc0699

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Bill Maher forsvarer Netanyahu til de progressives bestyrtelse

Diverse — Drokles on March 24, 2015 at 6:02 pm

Den venstredrejede amerikanske TV-vært Bill Maher har to gode funktioner. Han kritiserer islam og forsvarer Israel. Begge til venstrefløjens højlydte protester. Senest har han angrebet hysteriet over den israelske premierminister Benjamin Netanyahus let klodsede formulering om at araberne i Israel ville komme til stemmeurnerne i stimer

I heard a lot of commentators here say, it would been as if Mitt Romney, in 2012, on the eve of the election said, ‘black voters are coming out in droves to the polls,’ But I don’t know if that’s really a great analogy. I think that would be a good analogy if America was a country that was surrounded by 12 or 13 completely black nations who had militarily attacked us many times, including as recently as last year. Would we let them vote? I don’t know. When we were attacked by the Japanese, we didn’t just not let them vote, we rounded them up and put them in camps.

Think Progress kaldt Mahers analogi ‘bizar’ og mente at “Maher’s defense of Netanyahu goes significantly farther than conservatives“. For Alternet “This seems to endorse the idea that America is a white nation and blacks are merely second-class citizens” og de argumenterede

Today, most of those countries [krigeriske/arabiske lande] are at peace with Israel, and some, including former rivals Jordan and Egypt, have strong diplomatic relations with the country. But even beyond the issue of the wars, it’s unclear if the comic understands the implications of what he’s saying. During those conflicts, Israel went to war with other countries, not other races. That should in no way impact how the country treats its domestic Arab population, which on paper has the same citizenship as the Jewish population. By Maher’s logic, the fact that we’ve been at war with several Muslim countries in the past decade would somehow logically lead to us disenfranchising Muslim Americans here at home.

The wider implication of Maher’s comments are that the United States is a white nation that could be besieged by “black nations” or the Japanese – as if our African American or Japanese American population is somehow less American. The logic that Maher is applying to Israel more or less concedes that he believes it’s a state where Arab citizens are second-class, a belief that it is increasingly obvious Israel’s leadership and electorate endorse.

Maher har helt ret. Israel afkræves højere standarder og vil selv da blive udskammet.

En drive by Braad

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

massacremap

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

Israel gav Bibi en chance - til

Arabere, Barak Hussein Obama, Diverse, Israel, Obama, Politik, Pressen, USA, venstrefløjen — Drokles on March 18, 2015 at 5:04 pm

Netanyahus Likud vandt en glimrende sejr ved det israelske parlamentsvalg igår. Det vakte ellers opsigt da Netanyahu advarede mod for mange arabere ved stemmeurnerne og der skulle præciseres, skriver Arnold Ahlert for Frontpage Magazine

Netanyahu offered subsequent clarification of his remarks, insisting “what’s wrong is not that Arab citizens are voting, but that massive funds from abroad from left-wing NGOs and foreign governments is bringing them en masse to the polls in an organized way, thus twisting the true will of all Israeli citizens who are voting, for the good of the left,” he explained.

One of those NGOs was Victory 15, a subsidiary of Washington-based OneVoice, a non-profit currently being probed by the Senate Permanent Subcommittee on Investigations. The bipartisan investigation is exploring possible ties to the Obama administration following the revelation that OneVoice received $350,000 in recent State Department grants. State Department officials insist that funding for OneVoice stopped a month prior to the announcement of the Israeli election. But OneVoice’s 2014 Annual Report stated that it would be “embarking on a groundbreaking campaign around the Israeli elections,” and that Victory 15 would be “promoting popular resistance, state-building and the Arab Peace Initiative, while advocating for an end to the conflict and a two-state solution along the 1967 borders.” More telling, Victory 15 is run by Jeremy Bird, who was Obama’s National Field Director during his successful presidential campaigns.

Herzog, who had emerged as Netanyau’s chief rival, made a statement following his vote that should sound very familiar to Americans. “Whoever wants to follow (Netanyahu’s) path of despair and disappointment will vote for him,” Herzog maintained. “But whoever wants change, hope, and really a better future for Israel, will vote the Zionist Union led by me.”

Netanyahu believed the leftist-inspired hope and change was a potentially fatal departure from reality for a country surrounded by enemies who yearn for its annihilation. His position is buttressed by an ever-strengthening ISIS, and Iranian aggression that most recently manifested itself with the addition of Yemen to its list of terrorist proxies that also include Syria and Hezbollah. “We have a different approach,” Netanyahu said. “They (the Zionist Union) want to withdraw. I don’t want to withdraw. If I put together the government, it will be a nationalist government.” Netanyahu has ruled out a coalition with Herzog and will seek to align himself with the Jewish Home party, a hard-line nationalist organization that also opposes Palestinian statehood—putting him squarely at odds with the Obama administration and other Western leaders who remain convinced, despite decades of ongoing failure, that the so-called two-state solution is the ultimate cure for Middle East violence.

Joel B Pollack skriver for Breitbart

Meanwhile, the mainstream media are at a loss for words. They had expected Netanyahu to lose, perhaps even by a wide enough margin to put Herzog in the pole position to form a new government. They had expected economic issues to trump security issues, which were Netanyahu’s focus. And they expected far stronger Arab turnout (as did Netanyahu).

Herzog did put up a good fight, and will have cemented his leadership role in the opposition while building an international profile. The real loser is President Barack Obama, who undoubtedly hoped for a poor showing by Netanyahu. And the even bigger loser is the Iranian regime, who will now face an emboldened Israeli leader who made the case for his re-election on the grounds of strong public opposition to the generous terms of the nuclear deal that Obama is negotiating with Iran.

The most important immediate consequence of the election is that Netanyahu’s defense minister, Moshe “Bogey” Ya’alon, is likely to retain his post. A thorn in the side of Secretary of State John Kerry, whom he called “messianic,” Ya’alon is one of the few military planners in the western world with a grasp on the strategic realities of the Middle East. He has been a counsel of patience for Netanyahu, advising him not to waste resources on Hamas while Iran still looms as the enemy.

New York Times har dog ikke tabt mælet, skriver Robert Spencer på Jihad Watch og henviser til Jodi Rudorens raseri.

netanyahu1

Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

Ræk ud

Diverse — Drokles on March 16, 2015 at 8:33 pm

Finn Nørgaard blev myrdet af ude foran Krudttønden på Østerbro i København. Morderen hed Omar, var muslim og vred over tegninger og jøder. Sådan en myrdede han senere på dagen. Omar nåede aldrig ind i selve Krudttønden, men beskød arrangementet, hvor Lars Vilks var hovedperson og æresgæst udefra. Finn Nørgaard flygtede sammen med andre deltagere i arrangementet ud af en sidedør, men i stedet for at løbe væk løb han hen til Omar og tog fat i ham bagfra.  TV2 skriver

Men ifølge Clayton Coleman kom Finn Nørgaard rundt om hjørnet og gik hen til den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein - efter der var affyret en lang række skud mod Krudttøndens facade.

Læs også: Nyt vidne: Synagoge-vagt så ven og to betjente blive skudt

I videoklippet øverst i artiklen kan du se, hvordan Finn Nørgaard – ifølge Clayton Colemans beskrivelse – herefter forsøger at overmande gerningsmanden ved at gribe fat i hans skuldre bagfra. Men attentatmanden får vristet sig fri.

- Det er som om han (Finn Nørgaard, red.) prøver at få fat i skuldrene på ham. Men gerningsmanden drejer bare rundt og skyder, fortæller Clayton Coleman.

Læs også: 3D-grafik: Sådan forløb terror-døgnet i København

Han fortsætter:

- Finn var ikke en særlig stor mand. Det var svært for ham. Knægten (den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, red.) var 22 år og kickbokser, og han var meget svær at stoppe på den måde.

I 2007 blev skuespilleren Peter Myginds teenage søn overfaldet af indvandrere. I et interview med TV2 fik han spørgsmålet, hvad han ville gøre, hvis han kunne mødes med indvandredrengene og han svarede med tydelig gestik, at han bare ville tage fat i dem og forklare dem, hvorfor det var forkert, hvad de havde gjort. Var det, hvad Finn Nørgaard prøvede da han tog fat om skuldrene på Omar? Havde Finn Nørgaard en så stor tro på at man kunne række ud til det gode i et menneske at han ville give Omar en sidste chance? Bare tage fat i ham og forklare ham, hvorfor han var galt afmarcheret?

Finn Nørgaard voksede op blandt rødder og havde en stor forståelse for folk, der var udstødte. Skudattentatet på Krudttønden, der kostede ham livet, ville han ikke have set som terror, men som en sindsyg handling begået af en kriminel. Det fortæller hans venner.

(…)

»Han voksede op blandt rødder. Rødder som blev til rockere, rødder som blev til unge mænd og blev kriminelle og mistede livet blandt kriminelle.«

Finn Nørgaard gik en anden vej og formåede at vende sin opvækst blandt rødderne til en empatisk forståelse for de socialt udsatte. Da Finn Nørgaard blev dræbt, havde han lige været i gang med en dokumentarfilm om fængslede og deres børn.

»Det var empatien der var driveren for Finn. Empatien for alle dem som var udstødte, som på en eller anden måde kom til at hænge i udkanten af samfundet, som vi ikke kunne rumme, som ikke kunne være en del af fællesskabet. Hans arbejde gik ud på at prøve at inkludere de mennesker,« lød det fra Ole Mølgaard efter bisættelsen.

Der er masser af eksempler på godhjertede projektionister, der vil række ud til deres egne mordere. Ja, da Omar blev skudt død af Politiet lagde danskere blomster hvor hans lig havde ligget på fortorvet. Han var jo også et menneske, forklarede en ung kvinde. En vi måske ikke havde nået. En vi ikke havde rakt ud imod. Men det havde vi som samfund. Mange gange. Han var blevet taget imod af et Danmark der havde tilbudt ham alt fra skole, uddannelsestilbud og understøttelse. Alle havde rakt ud mod Omar, der blot blev stadigt mere forbitret på de hænder han bed i. Og til sidst kostede det Finn Nørgaard livet.

Den amerikanske ambassadør Rufus Giffords reaktion - som Morten Østergaard efter et besøg i Mjølnerparken erklærede sig fuldstændig enig i - var endda at alle religioner skal omfavnes. Det er et dårligt råd.

Venstrefløjen hader dem, der hader ondskab

Den amerikanske præsident Barak Hussein Obama bruger ofte udtrykket “en bankerot ideologi” om ISIS, Kalifatet i Irak og Levanten. Det er helt sikkert en ond ideologi og den hedder islam, men den er ikke bankerot. Den er sine steder, som hos ISIS ganske levende og dyrkes med stor nidkærhed og med et formål.

Hvad der derimod er bankerot ideologi er venstrefløjens dogmatiske kompleks af værdier. Så bankerot at Obama og mange andre med ham, end ikke kan sætte ord på det der skræmmer dem af frygt for at indrømme, deres eminente fejl og svigt. Dennis Prager diagnosticerer i Townhall venstrefløjens fortrængning af ondskabens realitet med udgangspunkt i netop Obama

There is no question about whether President Obama — along with Secretary of State John Kerry and the editorial pages of many newspapers — has a particular dislike of Israeli Prime Minister Benjamin Netanyahu.

But there is another question: Why?

And the answer is due to an important rule of life that too few people are aware of:

Those who do not confront evil resent those who do.

Take the case at hand. The prime minister of Israel is at the forefront of the greatest battle against evil in our time — the battle against violent Muslims. No country other than Israel is threatened with extinction, and it is Iran and the many Islamic terror organizations that pose that threat.

It only makes sense, then, that no other country feels the need to warn the world about Iran and Islamic terror as much as Israel. That’s why when Benjamin Netanyahu speaks to the United Nations about the threat Iran poses to his country’s survival and about the metastasizing cancer of Islamist violence, he, unfortunately, stands alone.

Virtually everyone listening knows he is telling the truth. And most dislike him for it.

Appeasers hate those who confront evil.

Haviv Rettig Gur giver i Times of Israel et fremragende portræt af Obama og hans foragt for Israels premierminister Benjamin Netanyahu

At a recent gathering of the Israel Council on Foreign Relations, the eminent former director general of the Foreign Ministry, Prof. Shlomo Avineri, called Obama’s foreign policy “provincial.” It was a strange choice of words to describe the policies of a president with such a cosmopolitan outlook and so much eagerness to engage the world.

But Avineri had a point.

Obama’s remarkable memoir, “Dreams from My Father,” includes a powerful account of how his experiences as a young, keenly observant social organizer in South Chicago instilled in him the sensibility that would come to define his presidency.

In the book, he describes his reaction upon hearing the children of a poor Chicago neighborhood divided into “good kids and bad kids – the distinction didn’t compute in my head.” If a particular child “ended up in a gang or in jail, would that prove his essence somehow, a wayward gene…or just the consequences of a malnourished world?”

“In every society, young men are going to have violent tendencies,” an educator in one majority-black Chicago high school told him in the late 1980s. “Either those tendencies are directed and disciplined in creative pursuits or those tendencies destroy the young men, or the society, or both.”

The book is full of such ruminations, and they echo throughout Obama’s rhetoric as president. In his last speech to the UN General Assembly, he asserted that “if young people live in places where the only option is between the dictates of a state or the lure of an extremist underground, no counterterrorism strategy can succeed.”

For Obama, terrorism is, at root, a product of social disintegration. War may be necessary to contain the spread of Islamic State, for example, but only social reform can really cure it.

Add to this social vision the experience of a consummate outsider – half-white and half-black, with a childhood and a family scattered around the world – and one begins to see the profile of a man with an automatic empathy for the marginalized and an almost instinctive sense that the most significant problems of the world are rooted not in ideology but in oppressive social and economic structures that reinforce marginalization. This sensibility is broader than any economic orthodoxy, and is rooted in the hard experience of South Chicago.

After taking the helm of the world’s preeminent superpower in January 2009, this social organizer set about constructing a foreign policy that translated this consciousness into geopolitical action.

“The imperative that he and his advisors felt was not only to introduce a post-Bush narrative but also a post-post-9/11 understanding of what needed to be done in the world,” James Traub noted in a recent Foreign Policy essay. “They believed that the great issues confronting the United States were not traditional state-to-state questions, but new ones that sought to advance global goods and required global cooperation — climate change, energy supply, weak and failing states, nuclear nonproliferation. It was precisely on such issues that one needed to enlist the support of citizens as well as leaders.”

The world was one large Chicago, its essential problems not categorically different from those of South Chicago’s blacks, and the solutions to those problems were rooted in the same essential human capacity for overcoming social divisions and inequities. This was Obama’s “provincialism” — his vision of the world that favored the disadvantaged and downtrodden, that saw the ideological and political clashes between governments as secondary to the more universal and ultimately social crises that troubled a tumultuous world.

Republikanerne erkender ondskaben og forærede Netanyahu en bronzebuste af Churchill.

Zeitgeist fra ugen

Diverse — Drokles on March 13, 2015 at 8:28 pm

3 historier i denne uge fortæller på hver deres måde, den samme historie om den udhuling af Danmark, som der arbejdes måbevidst på. I den lette ende kunne man på Ugebrevet A4 læse af Danmarks Nationalbank vil udlicitere produktionen af danske mønter og pengesedler

Står det til Nationalbankens ledelse, skal danske sedler og mønter nemlig ikke længere trykkes og præges af medarbejderne på Den Kgl. Mønt og Seddeltrykkeriet i Nationalbankens lokaler på Havnegade i hjertet af Danmark hovedstad.

I oktober sidste år annoncerede Nationalbanken, at pengeproduktionen skal udliciteres til en virksomhed i udlandet. Den beslutning får historikere og kunstnere til at råbe vagt i gevær. De mener, der er store kulturhistoriske værdier på spil.

»Danske mønter og sedler holder i dag et meget, meget højt sikringsmæssigt og kunstnerisk niveau og har gjort det længe. Om vi kan blive ved med det, kommer meget an på licitationsaftalen. Jeg er spændt på at se, om den kvalitet, vinderen af licitationen kan levere, vil stå mål med Den Kgl. Mønts og Seddeltrykkeriets,« siger Michael Märcher, historiker og museumsinspektør ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuset.

(…)

»Disse job er ikke nogle, man kan uddanne sig til. Sidemandsoplæring er afgørende for at kunne udfylde jobbene i Seddeltrykkeriet og Den Kgl. Mønt, fordi håndværket er så unikt. Det vil i løbet af kort tid være umuligt at genetablere produktionen, når disse medarbejdere enten er gået på pension eller har fundet arbejde inden for andre områder,« siger Ulla Jeppesen fra HK.

Historiker og museumsinspektør ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuset Michael Märcher er enig i, at Danmark kan miste kompetencer inden for et højt specialiseret håndværk, som det kan blive overordentlig svært at genskabe efter en udlicitering.

»Der er få her i landet, som mestrer det meget særlige håndværk, det er at kunne producere højkvalitetsmønter og -sedler. Mister vi produktionen i Danmark, vil det i praksis blive meget vanskeligt at starte en så specialiseret proces op igen,« siger Michael Märcher.

Samme uge som filmen 9. April fik premiere satte man sig for at afvæbne hjemmeværnet

I al ubemærkethed har Hjemmeværnet indledt en midlertidig afvæbning af de frivillige medlemmer. Det sker efter terrordrabet i København i februar, hvor en stjålet automatriffel af typen M95 tilhørende Hjemmeværnet blev brugt til angrebet på kulturhuset Krudttønden i København.

4.328 frivillige hjemmeværnsmedlemmer har udleveret våben til opbevaring i hjemmet, men senest 30. marts skal bundstykkerne, også kaldet våbenlåsene, til disse våben midlertidigt inddrages og opbevares på centrale depoter rundt om i landet. Uden bundstykket kan et våben ikke affyres.

Afleveringen af bundstykkerne gennemføres i forbindelse med en ekstraordinær våbenkontrol, hvor kontrollanter aflægger besøg hos hvert enkelt medlem for at sikre sig, at hans våben er til stede og opbevares i våbenskab, sådan som reglerne kræver.

Forsvarsministeren kaldte det “en fornuftig beslutning“. Men mest ubehageligt var nyheden om, hvor ublut 5. kolonne allerede arbejder, som man kunne læse i Information

Store meddelernetværk eftersøger kvinder, der flygter fra såkaldte æresrelaterede konflikter for at tvinge dem tilbage til deres mænd og familier. Det fortæller flere kilder til Information.

Lørdag beskrev Information, hvordan taxaselskaber bryder deres retningslinjer af hensyn til kvindernes sikkerhed. Det sker, når krisecentrene efterspørger etnisk danske chauffører til beboere i æresrelaterede konflikter.

»Normalt skeler vi naturligvis ikke til etnicitet, men når det kommer til at transportere netop disse kvinder, gør vores medlemmer oftest en undtagelse,« siger direktør for brancheorganisationen Dansk Taxi Råd, Trine Wollenberg. Men meddelernetværket begrænser sig ikke til taxabranchen, lyder det fra Informations kilder med indgående kendskab til de miljøer, kvinderne flygter fra.

»Mange bliver opstøvet, fordi familien har kontakter i det offentlige. Og disse kontakter kan så let som ingenting finde ud af, hvor en kvinde opholder sig, hvis bare de har hendes personnummer,« siger Hakima Lakhrissi, leder af det såkaldte Vestegnen Indvandrer Kvindecentret, der siden 2011 har rådgivet flere hundrede minoritetskvinder om blandt andet æresrelaterede konflikter.

Fjenden er iblandt os og vi skal stå forsvarsløse når den kaster sig over os.

Ferguson: To betjente skudt

To politibetjente i den amerikanske by Ferguson er blevet skudt skriver Daily Mail

Two police officers have been shot outside the police headquarters in Ferguson where the shooting of a black teenager by a white officer sparked a wave of angry protests across the U.S. last year.

Gunfire erupted during protests following the resignation of Ferguson Police Chief Thomas Jackson late last night as angry scuffles broke out between officers and the public.

A 32-year-old officer from nearby Webster Groves was shot in the face and a 41-year-old officer from St Louis County was shot in the shoulder, St Louis County Police Chief Jon Belmar said.

Both were taken to hospital, where Belmar said they were conscious, but described their injuries as ’serious’ without giving further details.

‘These police officers were standing there and they were shot, just because they were police officers, he added.

A few dozen demonstrators fled following the gunfire, with some screaming that ‘they hit a cop’ around midnight, a photographer with Reuters said.

Nu venter vi på at Obama fordømmer attentatet, men udviser sin forståelse for vreden. Og måske tillige betror os at det kunne være hans egen søn der skød? Vinklen i medierne kører over en bred karm på netop den pointe, den retfærdige vrede mod et racistiske politi. Og de kan bakke påstanden op med en undersøgelse fra Department of Justice, der blev udgivet tidligere på måneden. Information kaldte det en chock-rapport

Statistikken taler sit tydelige sprog. I Ferguson er 67 pct. af befolkningen sort, men i perioden 2012-14 var hele 85 pct. af bilerne, der blev stoppet af politiet, ejet af afroamerikanere. Sorte udgjorde 88 pct. af dem, der blev udsat for politivold og 93 pct. af de arresterede i 2012-14 var sorte.

Så tydeligt taler statistikken dog ikke. Kriminelle bliver oftere uretmæssigt stoppet en lovlydige borgere (i en blanding af almindelig fremtoning og genkendelse ved gengangere) og sorte er blot mere kriminelle end ikke-sorte - af forskellige årsager, grangiveligt. Men der er mistanke om et mafiøst system, da kommunen er tilskyndet til at balancere sine budgetter, gennem bøder fortæller Information videre

Bag tallene skjuler sig et hvidt magtsystem, der ikke alene forskelsbehandler sorte. I Ferguson og – hævder sorte amerikanske ledere – i andre byer landet rundt med afroamerikanske beboere anvender politi og civile myndighedspersoner loven til at udbytte den fattige og sårbare del af befolkningen økonomisk.

I Ferguson giver det sig udslag i åbenlys pengeafpresning af sagesløse borgere med det ene formål at inddrive så store indtægter som muligt til dækning af de relativt høje lønninger, som politi, dommere, embedsmænd og kommunalpolitikere får.

I dette mafiøse magtsystem præmieres politibetjente af kommunalpolitikere for at pålægge borgerne så mange og så store bøder som muligt for alle mulige forseelser, der ofte – ifølge rapporten – er uberettigede og i alle tilfælde intet har at gøre med politiets hovedopgave: at beskytte borgerne.

Retten er underlagt politimesteren, hvorfor det står dommerne frit at afvise anker og fordoble og tredoble bøder, hvis ’synderen’ betaler for sent eller ikke har tilstrækkeligt med penge til at betale det fulde beløb. Domstolen sender jævnligt skyldnere i fængsel. Alene i 2014 var 9.000 af de omkring 21.000 borgere i Ferguson en kort tur bag tremmer. 95 pct. af disse var sorte.

Igen, racisme antages at ligge til grund, når systemet måske blot er udgjort af almindeligt dumme svin. Think Progress har samlet nogle eksempler på racisme, eller i hvert fald på sorte der er blevet behandlet skandaløst. Men når man smider Oscars efter Selma som kompensation for de penge negertragedien ikke kunne indtjene selv så er det fordi jorden for længst er gødet. Hollywwod elsker racisme meget mere end amerikanerne gider praktisere den. Samuel L Jackson ville have sine medcelebriteter til at synge om de racistiske politi, Charlie Shee

Så der kan være andre grunde end indebrændt vrede over at blive undertrykt som forklaring på attentatet på de to betjente. Demontranter i Ferguson krævede Darren Wilson dræbt og mente at USA var racistisk på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik igennem andre byer. I New York krævede demonstranter højlydt død over politibetjente og to beskikkede forsvarere deltog i en rap med samme død-over-politiet tema. Og Ferguson kunne endda bruges til angreb på Israel og jøder - hvad kan ikke det?

fergusonpalestine

ferguson-jews-control-everything

Darren Wilson blev frikendt i en omstridt høring. Omstridt ikke fordi den rent juridisk var unødvendig, da der ikke eksisterede grund til at rejse tiltale mod Wilson og dermed ingen grund til en høring. Men omstridt fordi anklageren, der gav efter for ballademagernes trusler om vold i gaderne, prøvede at dele sol og vind lige, ved at lade Wilson føre et forsvar, hvad der ikke er en hørings formål.

På Think Progress fandt man ligheder med en anden selvforsvarssag mistænkelig. Her mente man, at den hvide politimand Darren Wilsons forklaring lignede George Zimmermann, den jødiske hispanic, der i selvforsvar dræbte den sorte Trayvon Martin, ubehageligt meget

The description is eerily similar to another lethal confrontation with an unarmed black teen in broad daylight: the death of Trayvon Martin in Sanford, Florida. George Zimmerman, the man who shot and killed Martin, told police that the teen “jumped out from the bushes” and punched him in the face, knocking him down. “I started screaming for help. I couldn’t see. I couldn’t breathe,” he said. “He grabbed my head and started hitting it into the sidewalk. My head felt like it was going to explode.”

Zimmerman also claimed Martin put his hand over Zimmerman’s mouth and nose and told him, “You’re going to die tonight.”

Both Zimmerman and Darren Wilson told officials that the young men they killed had their hands in their waistbands—suggesting they feared the presence of a weapon when there was none.

Throughout his testimony, Wilson repeatedly referenced Brown’s size, calling him “really big,” “obviously bigger than I was,” and saying he felt “like a five-year-old holding onto Hulk Hogan,” though the two men were about the same height.

Later, describing the moment right after he first fired the first bullet, he said Brown “looked up at me and had the most intense aggressive face. The only way I can describe it, it looks like a demon.” In other places, he describes Brown in animalistic terms (“he made like a grunting, like aggravated sound”) and supernatural ones (“it looked like he was almost bulking up to run through the shots”).

Zimmerman offered a vaguer physical description, telling a 911 dispatcher that Martin looked like “real suspicious guy” and saying: “This guy looks like he’s up to no good, or he’s on drugs or something.”

Both Zimmerman and Wilson are free men today, in part because of these accounts and descriptions provided to law enforcement and the courts. Though the public may never know exactly what happened on those days, research shows that hidden biases often lead people to see African Americans as aggressive, superhuman and less vulnerable to pain.

At store bøller er store bøller og derfor beskrives som store bøller (pyha, der undgik jeg at skrive at alle niggere er ens) var typisk hvad der undslap mediernes dækning. Den var fokuseret på fortællinger om virkeligheden udenb at tage virkeligheden i betragtning. For at hamre deres pointe hjem så viste Think Progress, som snart sagt alle andre medier et billede af the gentle giant Darren Brown med studenterhue ved siden af et børnebillede af Trayvon Martin

mikebrown-trayvonmartin

Hvad der dog især lignede hinanden ved fortællingerne var mediernes heksejagt. Breitbart skrev

New York Times had no qualms whatsoever about publishing almost all the information needed for Officer Darren Wilson’s enemies to track him and his wife down at home:

Officer Wilson and [his wife] own a home together on XXXXXXX Lane in XXXXXXXXXX, Mo., a St. Louis suburb about a half-hour drive from Ferguson.

This malicious move by the New York Times has not gone unnoticed by Ferguson’s protesters:

But printing his street name in the nation’s most influential newspaper on the day the grand jury is expected to hand up a decision on the indictment could reignite interest in — and awareness of — the location, and some critics worry that it could result in protesters descending on his home. Slate even went a step further than the Times, publishing an article featuring a photo of the modest, red-brick house on Monday.

A number of Twitter users — some of whom have identified themselves as planning to protest the grand jury decision — have tweeted the location of Wilson’s home as they gear up for rallies. The house number was not printed in the Times, but the street in the St. Louis suburb of Crestwood where it sits is only about two blocks long, and the house number can be easily located via online sources using only the street name and Wilson’s name.

This type of behavior is nothing new from our elite media. When the media was pulling out the stops to electronically lynch George Zimmerman like they are Wilson, CNNbroadcast Zimmerman’s Social Security number to the world.

Thomas Sowell beskrev ligeledes mediernes samspil med pøblen. Og medierne havde deres historie. Jonah Goldberg skrev dengang

Brown wasn’t a person who allegedly robbed a convenience store. He was a stand-in for racial injustice. That’s what was so powerful about Brown’s (probably mythological) “hands up” gesture.

The outrage that followed when the convenience store robbery video was released and details from the grand jury were leaked was at least in part fury at having the narrative muddied. No one likes to see fresh gospel fact-checked. No one wants to hear that their martyr was in fact no angel. And, in the case of Wilson, no one wants to see their demon humanized.

Jesper Steinmetz rapporterede for TV2 News samme dag kendelsen faldt at også sortejede butikker blev stukket i brand, hvilket for ham viste, at der var elementer blandt demonstranterne, der slet ikke respekterer det lille by-samfund. Den indre racisme i den logik var tabt for den samlede presses dækning. Andre grunde til at nogle butikker gik fri skyldtes dog det frie initiativ

tattooguns777-thumb-550x366

Den sorte kultur har kørt sig selv ned i en selvretfærdig skruestik af offergørelse. Og fortællingen er så sexet af løsningens banaliteter virker komiske

En lille diagnose på historieundervisningen

Diverse — Drokles on March 12, 2015 at 5:25 pm

Fra forordet på Niall Ferguson’s Civilization: The West And The Rest.

For roughly thirty years, young people at Western schools and universities have been given the idea of a liberal education, without the substance of historical knowledge. They have been taught isolated ‘modules’, not narratives, much less chronologies. They have been trained in the formulaic analysis of document experts, not in the key skill of reading widely and fast. They have been encouraged to feel empathy with imagined Roman centurions or Holocaust victims, not to write essays about why and how their predicaments arose. In The History Boys, the playwright Alan Bennett posed a ‘trilemma’: should history be taught as a mode of contrarian argumentation, a communion with the past Truth and Beauty, or just ‘one fucking thing after another’? He was evidently unaware that today’s sixth-formers are offered none of the above - at best, they get a handful of ‘fucking things’ in no particular order.

Billeder af racialt selvhad

Demografi, Diverse, Kristendom, Multikultur, Pressen, Race, Racisme, USA, venstrefløjen — Drokles on March 10, 2015 at 2:36 pm

Blot en lille amerikansk stemningsrapport fra de moralsk overlegne på venstrefløjen. Think Progress fortæller om den sørgelige demografiske og åndelige udvikling i USA. Hvide kristne bliver en stadigt mindre del af befolkningen

A new study reports that white Christians, long understood to be the primary shapers of American politics and culture, are rapidly losing their majority status across the country — even in traditionally conservative states.

Earlier this week, Jonathan Merritt of the Religion News Service dug into data from the American Values Atlas, a website unveiled late last year by the Public Religion Research Institute (PRRI) that aggregates polling information on the political opinions, values, and religious affiliations of Americans. The wealth of data is a lot to sift through, but Merritt pointed to a striking revelation: white Christians, once the majority in virtually every major population area in America, are now a minority in 19 states.

For their surveys, PRRI defines “white Christian” as evangelical Protestants, mainline Protestants, Catholics, and Orthodox Christians who list their identity as “white, non-Hispanic.” (Interestingly, PRRI also includes white Mormons in this group, who are sometimes listed by sociologists as separate from the rest of Christianity due to their unique religious views and texts.)

white-christain-religious-minorityv4

Think Progress Facebook venner var svært begejstrede over at de hvide, long understood to be the primary shapers of American politics and culture, er på tilbagetog. Her et par af de første kommentarer fra de hundredevis skadefro HVIDE amerikanere

Richard Toker Guess you old white racist men are on the way out!

(…)

Leah Alley Yes they are, this is also true about “white” people in general,many are interracial, a large amount of people are gay,It wont be long before the mighty hunters and the fishermen are gone too. A new world is forming. Less racism more acceptance.

(…)

Kyung Sook people who have common sense would not follow christian today. They promoting hate.

(…)

Lois Kaznica Best news all day.

skc3a6rmbillede-2015-03-10-kl-133204

Jep, fem HVIDE børn, er ikke for mange når det er ens egne.

Calvin Lindfors Not the majority doesn’t mean they aren’t still the plurality, which means they’ll unfortunately hold disproportionate power for a while yet.

Paulina Martinez Exactly. It’ll be like apartheid for a while yet.

(…)

Wendy Winett Costello Does it matter??? HOw many are humans? HOw many are kind? HOw many are starving?

Oliver Flores Of course it matters, you think a religious group is gonna end hunger? No my friend, is scientific advancements what will fix it, not praying for miracles.

Lockley Alsoknownas Joe If you’re a “White Privilege” denier, than I guess it doesn’t matter. But most deniers are also benefactors of the aforementioned privilege.

(…)

Kathryn Hilton Yay. I’m white but I gave up being a Christian in exchange for being a kind, compassionate, loving human being.

(…)

Mark Williams Arizona, Texas, and Florida demonstrate that a minority can still rule. But as with South Africa, Apartheid tactics can only work for so long.

(…)

James Shamus Nilan thank goodness to see it happening in my lifetime

Tracey Hering Goodman Finally some good news.

Nicole Coelho Antoun Thank god. And I say that as a white Christian.

(…)

Kari Hulgaard Well thank goodness diversity is becoming the norm!

(…)

Veronica Pawlus Hargrove Great news!

(…)

Sally Basile It can’t happen fast enough IMO.

Det er ikke glæden ved nye ansigter, der var gennemgående blandt kommentarerne. Det var glæden ved af hvide blev i mindretal. En glæde, man givetvis ikke ville dele, hvis der kom et stort hvidt rykind i Afrika.

Tillykke til kvindernes internationale vaskedag

Akademia, Diverse — Drokles on March 8, 2015 at 5:59 am

Hjernevaskedag, burde jeg sige med denne 5 år gamle norske dokumentar. Bare rolig, der er engelske undertekster.

Hjernevask (Brainwash) is a Norwegian popular science documentary series that aired on Norwegian television in 2010. The series was produced by Harald Eia and Ole Martin Ihle, and was completed in seven episodes consisting of interviews with Norwegian and foreign researchers who have different views on the nature versus nurture debate.

Wikipedia skriver: “The Nordic Council of Ministers closed the Nordic Gender Institute following the broadcast of Hjernevask.

Voldemort kaster skygger over skolen

“Fear of a name only increases fear of the thing itself”

Hermoine Granger

De Konservative og Dansk Folkeparti foreslår at at Muhammedkrisen bliver et obligatorisk emne på baggrund af et forslag fra religionslærerne om at Jyllands-Postens Muhammedtegninger trykkes i elevernes lærebøger. Det kan vi altså forstå at de ikke er nu for, som kommunikationschef hos det digitale undervisningsforlag Clio online Thomas Overholdt Hansen siger er det ”et følsomt et emne” og de ‘vurderede’ derfor “at det ikke gav nogen læringsmæssig værdi for eleverne at se tegningerne.”.

I Jyllands-Posten bliver forlaget fra De Konservative til overskriften “K: Muhammedtegninger skal være pensum i skolen”, mens forslaget fra Dansk Folkeparti på Danmarks Radio hedder “DF vil tvinge lærere til at undervise i Muhammedtegningerne”. Til Danmarks Radio siger religionslærernes formand John Rydahl

- De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser. Og der er også mulighed for at stille spørgsmål om, hvorvidt det er religiøsitet, det handler om, eller om der i virkeligheden er politiske motiver i det også, siger John Rydahl.

Besværligt at hente tegninger udefra

Religionslærerformanden understreger, at Muhammedtegningerne ved en direkte tilstedeværelse i lærebøgerne sikres at være en fast del af undervisningen.

- Lige så snart læreren skal hente noget ind udefra, bliver det mere besværligt. Og det vil også gøre det tydeligere for eleverne, hvad der er tale om, siger John Rydahl, der afviser, at opfordringen har til hensigt at støde nogen som helst.

Så religionslærerforeningen er grundlæggende kun interesseret i at vaske islam ren, for en udefrakommende politisk besudling. Men formanden for foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Dennis Hornhave Jacobsen er af en anden opfattelse. Han mener at selv en renvaskning af islam er farlig fordi de sidder en masse muslimer i klasserne. Det ikke bare ligner, men er en religiøs reaktion uden politiske motiver og at det derfor ”kan lukke for en reel diskussion om, hvad ytringsfrihed er, fordi der sidder børn rundt omkring i skolerne, som mener, at Muhammedtegningerne er forkastelige, og hvor diskussionen stopper der”. Eller, det må i hvert fald være præmissen for hans advarsel.

Og det er  formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal enig i. Undervisning i tegninger som nogen finder provokerende “det har vi ikke brug for i folkeskolen”

- Man kan sagtens fortælle om det uden at vise billederne, siger han til DR Nyheder.

Det syn er lærernes formand Anders Bondo ikke helt enig i. Han mener i stedet at tegningerne er direkte obskøne

Jeg kunne aldrig finde på at vise en pornofilm for mine elever. Men derfor kan jeg selvfølgelig godt undervise dem om porno, og som sådan kan man også godt undervise om Muhammedkrisen uden at vise tegningerne

Han mener derfor at dokumentation af et emne ikke går “hånd i hånd med folkeskolens værdier”, der handler om velvære

- I folkeskolen arbejder vi med, at man skal være gode ved hinanden. Man er kammerater, forklarer han over for DR Nyheder.

- Hvis man ved, at der er nogen, der bliver såret af, at vi viser nogle tegninger, så modarbejder det de principper, vi arbejder med, når vi arbejder med mobning.

Så til alle tyndhuder; skriv jeres forurettelser ned og send dem til Han Som Ikke Må Nævnes. Tegninger, jøder, kvinder i bare arme og frikadeller, alle som een står de i vejen Folkeskolens principper. Voldemort er tilbage.

Når ulve hyler VII (jøde special)

Diverse — Drokles on March 6, 2015 at 2:29 pm

Inspireret af den veldrejede amerikanske skuespiller Shoshana Roberts vandring i New York for at dokumentere mænds ublu komplimenter til kvinder gadeplan (farvede mænd, skulle det vise sig) og Israeli Zvikas lignende forsøg for at dokumentere antisemitisme, har den engelske journalist Jonathan Kalmus udviddet eksperimentet til flere europæiske byer, bl.a København. Daily Mail skriver

With as many as 45 per cent of British Jews fearing they ‘may not have a future in Britain’, according to a survey by the Campaign Against Antisemitism - and following an experiment by Israeli Zvika Klein on the streets of Paris, British journalist Jonathan Kalmus decided to test the levels of prejudice in two British cities with shocking results. Volunteers in Copenhagen and Rome also suffered some abuse, as well as welcoming reactions, while Jewish journalists in Stockholm and Berlin walked for hours without incident.

‘You Jew’ was the anti-Semitic scream which came from a passing car. My shaken wife tried to explain it away to my seven-year-old daughter as a very large sneeze. They were simply playing in a local park in Manchester a few weeks ago when the incident ripped through what should have been a peaceful and wholesome time for any mother and child.

‘Fight the Jewish scum’ and ‘Jew, Jew, Jew… Run’, were the more vicious threats hurled at me in the past few days, however, when I decided to secretly film and find out whether ‘Jew-hatred’ really is alive and kicking on British streets.

The answer to that question is a resounding and heart-sinking yes.

(…)

Hugs from strangers overshadowed by vile taunts in Copenhagen

After the recent shootings outside the synagogue in Copenhagen, it seemed a bad idea to wear a kippah in Mjølnerparken, where the assassin grew up.

It is an area that is known to have lots of gangs and there is no desire to stir up racial tensions. That said, it quickly became apparent that hardly anyone was taking any notice of it.

While walking down Nørrebrogade, a Jewish man wanted to walk beside me in a gesture to offer protection. But given the only reaction was a couple of glances, there didn’t seem much need. It was fine to continue walking.

The dad was explaining to his son that the ‘man in front of them’ had found his God and they should be happy for me.

There was only ever the feeling of somebody taking a quick look here and there and I was not aware of any abuse. When meeting a friend at the end of filming the experiment, she barely noticed it and I had also almost forgotten that I was wearing it.

I did not hear the ‘f*** you little jew’ comment at the time. It was only when we were editing the shots that it became clear.

Omar Shargawi, Palestinian-Danish filmmaker, Copenhagen

Den muslimske invasion af Indien

Tarek Fatah henviser til dette uddrag fra den yderst anbefalelsesværdige “The Story of Civilization

The Mohammedan Conquest of India is probably the bloodiest story in history. It is a discouraging tale, for its evident moral is that civilization is a precarious thing, whose delicatecomplex of order and liberty, culture and peace may at any time be overthrown by barbarians invading from without or multiplying within. The Hindus had allowed their strength to be wasted in internal division and war; they hadadopted religions like Buddhism and Jainism, which unnerved them for the tasks of life; they had failed to organize their forces for the protection of their frontiers and their capitals, their wealth and their freedom, from the hordes of Scythians, Huns, Afghans and Turks hovering about India’s boundaries and waiting for national weakness to let them in.For four hundred years (600-1000 A.D.) India invited conquest; and at last it came. The firstMoslem attack was a passing raid upon Multan, in the western Punjab (664 A.D.) Similarraids occurred at the convenience of the invaders during the next three centuries, with theresult that the Moslems established themselves in the Indus valley about the same time thattheir Arab co-religionists in the West were fighting the battle of Tours (732 A.D.) for themastery of Europe.But the real Moslem conquest of India did not come till the turn of the first millennium afterChrist. In the year 997 a Turkish chieftain by the name of Mahmud became sultan of thelittle estate of Ghazni, in eastern Afghanistan. Mahmud knew that his throne was young andpoor, and saw that India, across the border, was old and rich; the conclusion was obvious.Pretending a holy zeal for destroying Hindu idolatry, he swept across the frontier with aforce inspired by a pious aspiration for booty. He met the unprepared Hindus at Bhimnagar,slaughtered them, pillaged their cities, destroyed their temples, and carried away theaccumulated treasures of centuries.Returning to Ghazni he astonished the ambassadors of foreign powers by displaying “jewelsand unbored pearls and rubies shining like sparks, or like wine congealed with ice, andemeralds like fresh sprigs of myrtle, and diamonds in size and weight like pomegranates.”

Each winter Mahmud descended into India, filled his treasure chest with spoils, and amusedhis men with full freedom to pillage and kill; each spring he returned to his capital richerthan before.

At Mathura (on the Jumna) he took from the temple its statues of gold encrusted withprecious stones, and emptied its coffers of a vast quantity of gold, silver and jewellery; heexpressed his admiration for the architecture of the great shrine, judged that its duplication would cost one hundred million dinars and the labour of two hundred years, and thenordered it to be soaked with naphtha and burnt to the ground.

Six years later he sacked another opulent city of northern India, Somnath, killed all its fifty thousand inhabitants, and dragged its wealth to Ghazni. In the end he became, perhaps, therichest king that history has ever known.Sometimes he spared the population of the ravaged cities, and took them home to be sold asslaves; but so great was the number of such captives that after some years no one could befound to offer more than a few shillings for a slave.Before every important engagement Mahmud knelt in prayer, and asked the blessing of Godupon his arms. He reigned for a third of a century; and when he died, full of years andhonours, Moslem historians ranked him as the greatest monarch of his time, and one of thegreatest sovereigns of any age.

Seeing the canonization that success had brought to this magnificent thief, other Moslemrulers profited by his example, though none succeeded in bettering his instruction.In 1186 the Ghuri, a Turkish tribe of Afghanistan, invaded India, captured the city of Delhi,destroyed its temples, confiscated its wealth, and settled down in its palaces to establish theSultanate of Delhi- an alien despotism fastened upon northern India for three centuries, andchecked only by assassination and revolt. The first of these bloody sultans, Kutb-ud-Din Aibak, was a normal specimen of his kind -fanatical, ferocious and merciless. His gifts, as the Mohammedan historian tells us, “werebestowed by hundreds of thousands, and his slaughters likewise were by hundreds of thousands.”In one victory of this warrior (who had been purchased as a slave), “fifty thousand mencame under the collar of slavery, and the plain became black as pitch with Hindus.”

Another sultan, Balban, punished rebels and brigands by casting them under the feet of elephants, removing their skins, stuffing these with straw and hanging them from the gatesof Delhi. When some Mongolian habitants who had settled in Delhi, and had been converted toIslam, attempted arising, Sultan Ala-ud-din (the conqueror of Chitor) had all the males -from fifteen to thirty thousand of them - slaughtered in one day.

Sultan Muhammad bin Tughlak acquired the throne by murdering his father, became a greatscholar and an elegant writer, dabbled in mathematics, physics and Greek philosophy,surpassed his predecessors in bloodshed and brutality, fed the flesh of a rebel nephew to therebel’s wife and children, ruined the country with reckless inflation, and laid it waste withpillage and murder till the inhabitants fled to the jungle.He killed so many Hindus that, in the words of a Moslem historian, “there was constantly infront of his royal pavilion and his Civil Court a mound of dead bodies and a heap of corpses, while the sweepers and executioners were wearied out by their work of dragging” the victims“and putting them to death in crowds.”

In order to found a new capital at Daulatabad he drove every inhabitant from Delhi and leftit a desert; and hearing that a blind man had stayed behind in Delhi, he ordered him to bedragged from the old to the new capital, so that only a leg remained of the wretch when hislast journey was finished.

The Sultan complained that the people did not love him, or recognize his undeviating justice.He ruled India for a quarter of a century, and died in bed. His successor, Firoz Shah, invadedBengal, offered a reward for every Hindu head, paid for 180,000 of them, raided Hindu villages for slaves, and died at the ripe age of eighty. Sultan Ahmad Shah feasted for threedays whenever the number of defenceless Hindus slain in his territories in one day reachedtwenty thousand.

These rulers were often men of ability, and their followers were gifted with fierce courageand industry; only so can we understand how they could have maintained their rule among ahostile people so overwhelmingly outnumbering them. All of them were armed with a religion militaristic in operation, but far superior in its stoicalmonotheism to any of the popular cults of India; they concealed its attractiveness by making the public exercise of the Hindu religions illegal, and thereby driving them more deeply intothe Hindu soul.Some of these thirsty despots had culture as well as ability; they patronized the arts, andengaged artists and artisans–usually of Hindu origin– to build for them magnificentmosques and tombs; some of them were scholars, and delighted in converse with historians,poets and scientists.One of the greatest scholars of Asia, Alberuni, accompanied Mahmud of Ghazni to India,and wrote a scientific survey of India comparable to Pliny’s “Natural History” andHumboldt’s “Cosmos”.

The Moslem historians were almost as numerous as the generals, and yielded nothing tothem in the enjoyment of bloodshed and war. The Sultans drew from the people every rupeeof tribute that could be exacted by the ancient art of taxation, as well as by straightforwardrobbery; but they stayed in India, spent their spoils in India, and thereby turned them back into India’s economic life.Nevertheless, their terrorism and exploitation advanced that weakening of Hindu physiqueand morale, which had been begun by an exhausting climate, an inadequate diet, politicaldisunity, and pessimistic religions. The usual policy of the Sultans was clearly sketched by Ala-ud-din, who required his advisersto draw up “rules and regulations for grinding down the Hindus, and for depriving them of that wealth and property which fosters disaffection and rebellion.”

Half of the gross produce of the soil was collected by the government; native rulers hadtaken one-sixth. “No Hindu,” says a Moslem historian, “could hold up his head, and in theirhouses no sign of gold or silver…or of any superfluity was to be seen…. Blows, confinementin the stocks, imprisonment and chains, were all employed to enforce payment.” When one of his own advisers protested against this policy, Alauddin answered: “Oh,Doctor, thou art a learned man, but thou hast no experience; I am an unlettered man, but Ihave a great deal. Be assured, then, that the Hindus will never become submissive andobedient till they are reduced to poverty. I have therefore given orders that just sufficientshall be left to them from year to year of corn, milk and curds, but that they shall not beallowed to accumulate and property.”

This is the secret of the political history of modern India. Weakened by division, itsuccumbed to invaders; impoverished by invaders, it lost all power of resistance, and took refuge in supernatural consolations; it argued that both mastery and slavery were superficialdelusions, and concluded that freedom of the body or the nation was hardly worthdefending in so brief a life. The bitter lesson that may be drawn from this tragedy is that eternal vigilance is the price of civilization. A nation must love peace, but keep its powder dry.

1-mughal-india-kirpal-singh-bhai-mati-dass-ji-1024x766-1

The Muslim Issue, hvor ovenstående billede er hentet, har mere om den muslimske invasion af Indien.

Lidt løst Terperi

“Jakob Terp er chefkonsulent inden for social- og arbejdsmarkedsområdet og undervisningsassistent ved Aarhus Universitet”. Og så har han påtaget sig rollen som Helle Thorning Schmidt og socialdemokratiets Komiske Ali på Jyllands-Postens blogs. Ikke at det er latterligt i sig selv at forsvare sit politiske ståsted eller for den sags skyld at advokere loyalt for en regering eller en partilinje blot fordi vindene blæser i andre retninger. Men det er måden.

I sit seneste blogindlæg mener Terp at “Det var en klemt”, “Ja, vingeskudt” Pia Kjærsgaard, der “skulle lægge arm med de hårde drenge” i Debatten på DR2. Det var det nu langt fra, men det afhænger måske af øjnene der ser. Det gør almindeligt vrøvl, historieforfalskning og modbydeligheder derimod ikke. Terp skriver f.eks

Kakkelbordet krakelerer. Efter terrorangrebet er det åbenlyst, at DF ikke længere har eneretten til udlændingespørgsmålet i dansk politik.

Hvis kritik af udlændingepolitikken er repræsenteret ved kakkelbordet, er der så ikke i stedet blevet flere kakkelborde ved et brud på monopolet?

Med andre ord, pludselig er der stemmer i den offentlige debat som man hidtil har haft svært ved at høre, fordi DF-vælgerens rolle som dansk politiks ombejlede, rådne æg, har givet partiet en monopollignende politisk status på udlændingespørgsmålet.

Jeg synes at huske at man meget hurtigt, ja hurtigere end i dag, blev kaldt racist, hvis man påpegede det ulyksalige ved det multietniske? Det Terp fejt kalder ” den multietniske udfordring”. Jeg husker da, for nu at tage et enkelt socialdemokratisk eksempel, Vestegnsborgmestre, der blev ydmyget af deres egne landspolitikere.

En af konklusionerne må være, at det ensidige og unuancerede syn på udlændinge med muslimsk baggrund, som højrefløjspopulismen har skabt sig et nyt liv på siden 1990´erne, er den rene gift!

Altså, terroristen var motiveret af Dansk Folkeparti frem for den religion han selv mente var udgangspunktet for hans valg. Det var i Terps verden ikke imamens prædiken DAGEN FØR!!!! om at dræbe jøder, fordi de ifølge koranen og sira er Allahs fjender til alle tider, der lå som præmis. Budbringeren bør skydes.

Tværtimod vil denne tilgang blot fortsætte med at skubbe disse rodløse drenge over til ”de andre”, hvor ekstreme imamers letfordøjelige tilbud om identitet og selvrespekt, nogenlunde svarer til hvad DF - indenfor kategorierne protestantisk hykleri og dansk frikadellechauvinisme - har tilbudt sit vælgersegment siden 1995.

Så ikke nok med at Dansk Folkeparti har gødet jorden for muslimsk terrorisme med deres monopoliserede ‘tone’, de har rent faktisk skabt terrorrede blandt sine vælgere. den ser jeg frem til - med blandede følelser!

Al dialog bør herefter rette sig mod alliancen mellem demokratiske værdier og de sekulariserede muslimer. Uden den nedværdigende ”os-og-dem” tone.

Det er rent faktisk en os-og-dem præmis.

Således et stort velkommen til de nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden. I har været længe savnede.

for nu at være mere præcis, så har de såkaldte “nye aktører på den udlændingepolitiske dagsorden” længe svigtet fuldstændigt ved deres kujonagtige fravær!

Jøder har ingen fremtid i Europa

Det skriver Mark Steyn blandt meget andet

Laura Rosen Cohen is forceful and impassioned about those Europeans who object to Netanyahu’s call for Continental Jews to leave for Israel. In the most basic sense, she is right: Jews have no future in Europe - because the actions necessary to restore normality to Jewish community life on the Continent will never be taken by its ruling elites. But incremental evil is not as instantly clarifying as ISIS riding into Benghazi and running their black flag up the pole outside City Hall. Jews cannot safely ride the Paris metro with identifying marks of their faith, or walk the streets of Amsterdam, or send their children to school in Toulouse, or attend a bat mitzvah in Copenhagen. As much as those Nigerians and Libyans and Yemenis and Ukrainians, Europe’s Jews are living history rather than reading it. They are living through a strange, freakish coda to the final solution that, quietly and remorselessly, is finishing the job: the total extinction of Jewish life in Europe - and not at the hands of baying nationalist Aryans but a malign alliance of post-national Eutopians and Islamic imperialists. Sure, it’d be nice to read a book - maybe Obama could recommend one on the Crusades. But you’ve got to be careful: in France, in 2015, you can be beaten up for being seen with the wrong kind of book on public transportation. As Max Fisher says, we could all stand to read a little history, and the Jewish Museum in Brussels has a pretty good bookstore, but, if you swing by, try not to pick one of the days when they’re shooting visitors.

This is Europe now, 2015. What will 2016 bring, and 2020, 2025? And yet France or Denmark is all you’ve ever known; you own a house, you’ve got a business, a pension plan, savings accounts… How much of all that are you going to be able to get out with? These are the same questions the Continent’s most integrated Jews - in Germany - faced 80 years ago. Do you sell your home in a hurry and take a loss? Or maybe in a couple of years it’ll all blow over. Or maybe it won’t, and in five years the house price will be irrelevant because you’ll be scramming with a suitcase. Or maybe in ten years you won’t be able to get out at all - like the Yazidi or those Copts.

If you’re living history as opposed to reading it in a sophomoric chatroom with metrosexual eunuch trustiefundies, these are the calculations you make - in Mosul, in Raqaa, in Sirte, in Sana’a, in Donetsk, in Malmö, Rotterdam, Paris…

Britiske Channel 4 News interview med den israelske journalist, der inspireret af Shoshana Roberts gik gennem Paris gader iført kalot, er en renskuret farce. Fra første spørgsmål er fokus på muslimer som ofre, trods de mange attentater på jøder i Frankrig, Belgien og senest Danmark.

Zvika Klein: So it started out very calm, you know, I had heads turning and stuff like that. But I could kind of understand because, you know, maybe not everybody in Paris has seen someone or, you know, an orthodox jew. But as time went on and the more I got closer to muslim neighborhoods it started getting very negative. Eh, certain situations where I actually felt scared and frightened. At the end of the day, as you can see, people are looking at me as an orthodox jew and accordingly they don’t know who I am, and they curse ehm they spit on me. So thats a fact: That happened i Paris and it happened in 2015, that it happened just weeks after people where killed just because they where jewish.

C4N: Would you accept for example, that it might also be true that a woman walking through certain parts of Paris in a hejab, or a burkha for example, might experience the same hostility?

Zvika Klein: I’m very happy to discuss and very happy to see things and open up my eyes and I’m more than happy to see what would go on. I would assume wouldn’t spit at her and wouldn’t curse at her because I don’t think the french people, most of them except for the extremists, are like that. So I just don’t think that would happen.

C4N: So you belive as an absolute fact, that people within Paris are more hostile to jewsh people, say, than they might be to other minorities?

Zvika Klein: I think that if we cut down to the actual facts, there are some muslims in France and around Europe that have problems with jews just because they are jewish…

C4N (afbryder): But there are many muslims…

Zvika Klein (gør sin tanke færdig): ..and that’s a problem!

C4N: Sorry to interrupt you. There are many muslims who would say that they are also hounded wihtin parts of Europe.

Zvika Klein: From my standpoint nobody should be harassed because of their religion and religion should be something you can practice anywhere except if it is a religion that teaches you to kill og teaches you not to accept other religions.

C4N: You filmed before the terrible events in Copenhagen. The israeli primeminister Benjamin Netanyahu says jew in Europe should move to Israel, they are not welcome anymore. What do you think about that?

Zvika Klein:As a zionist I’m more than happy for jews to move to Israel. I think that’s what zionism is; it’s encouraging jews to live in Israel and creating,, ehm, we, you know, a little over sixty years ago created a jewish state here in Israel. But the question is; if the jewish community can’t really guard themselves, then maybe it’s time for them to look for something else?

C4N: Just finally: As you say, you are a zionist, you have a particular standpoint. Do you accept what some critics would say, that the video, the way it was done was an act of provocation?

Zvika Klein: I don’t think it should be a provocation because this is the way I dress, I wear a kippa on my head every day, everywhere I go, except certain parts of Europe because I’m afraid for my safety. So I don’t think that could be called a provocation because there is no particular statement here. I wouldn’t recommend my friends in Europe to walk around with this on their head because it’s dangerous. And it doesn’t represent a situation in France, it represent a part of a situation a hundred percent.

C4N: But it’s the condensing into 90 seconds makes it incredibly powerfull, doesn’t it?

Zvika Klein: I think that’s why we got this attention. I think anything that creates discussion is a positive thing, so I see that as something positive discussing this and people are open to debate to see what is going on, how the situation could be better. Because I think that everybody agrees that there is a very big problem in France now. Just walk the streets of Paris you see it for yourselves. They are on red alert, they are afraid of another attack happening. So something has to be done, the question is what.

“And the 1930s should have reminded us that Jews are usually among the first — but not the last — to be targeted by terrorists, thugs, and autocrats.” skriver Victor Davis Hansen.

Backlash!

Diverse — Drokles on February 22, 2015 at 10:54 am

En muslim likviderer en dansker for at deltage i et debatmøde om ytringsfrihed og senere likviderer han en jøde for at være jøde. Den muslimske terrorist får støtte og sympatitilkendegivelser fra mange muslimer. Og i moskeerne prædikes der jødehad og krig mod vantro. Ekstra Bladet trawler selvfølgelig derfor efter muslimske ofre og søreme om ikke der var et offer for en ældre dansk dames mund

- Hun sagde højt tørklæde-svin. Skrid ud af landet. Det var enormt ubehageligt. Hun stoppede først, da en anden dansk mand kom ind og blandede sig.

Mariam har været påvirket af det verbale overfald lige siden. Hun frygter, at det nu vil blive værre, og at hun en dag vil blive fysisk overfaldet.

- Jeg har læst meget om muslimske piger på Facebook, som er blevet overfaldet af danskere de seneste par dage. Jeg frygter, at jeg selv bliver overfaldet, eller at det går ud over mødre og børn.

Kvinder raser på sociale medier
Mariam er angiveligt ikke et enkeltstående tilfælde. Flere kvinder har skrevet om overfald og tilråb på Facebook.

Et muslimsk tæskehold er selvfølgelig også organiseret, som var der nogensinde mangel på dem. Så, hvad består disse overfald i? Hvorfor anmeldes de ikke til Politiet? Eller, hvis de gør, hvorfor tager Politiet dem så ikke seriøst?Facebook gruppen Muslim i Danmark linkede derfor til en video, de mener illustrerer problemets essens

Gammelt klip. Men gammelt eller ej, så er det her noget vi muslimer oplever alt for ofte. Nu mere end nogensinde før..

En tilsyneladen beruset dansker argumenterer i et S-tog højrøstet med angiveligt en muslim om retten til Danmark. Javist kalder han sin opponent for en negerluder, men det er efter han er blevet kaldt nazist. Vi hører dog mere end een stemme svare ham og ordet nazist forekommer flere gange. Da videoen starter er vi midt i en diskussion uden at vide, hvad der er gået forud. Manden sætter sig ned i den modsatte side af vognen, helt op mod vinduet. Efterhånden synker han sammen mod vinduet, mens han holder fast i de samme to tre udsagn i en diskussion der kører i ring. Her er hvad læserne af Muslim i Danmark så så

Karadayi Okutan Wallahi jeg havde tæsket ham sønder sammen !!!!

Ricki Løjtnant Johansen Manden er jo syg.

(…)

Alexander Petersen Sikke en hat..

Karsten B- Knudsen Det er Dimitrij Busk på vej hjem fra DNF nederlaget på slotspladsen 10.maj 2014. No pasaran

Mohamed Isak Ooh jeg havde voldtaget ham på stedet den klamme svin!!???? føj

Mathias Bast Hvad sker der? Hvad er det for noget! Husk altid, hvis i har mulighed for det eller der måske står nogle og taler grimt om muslimer eller islam, så forsvar det med den viden i for ved at gå til lektion eller i det hele taget den viden i har. Hvor er det synd der er nogle mennesker der ikke kan se det rigtige:-/ Inshallah de bliver klogere.

Lene Højer Jensen Syg stodder, sgu da godt hun tør give ham tilbage.
Har prøvet noget ligene, hvor jeg blev beskyldt for at være racist, sgu mange syge mennesker til.

Joakim Hvorfor er der ingen der stopper ham?

Videoen er fra Ghetto ? Manden, der kommenterer den med ordene

Muslimske piger bliver overfaldet i S - toget. Gad vide om han vil opføre sig på samme måde, hvis der var snakke om en gruppe muslimske drenge?

Man skal vist være muslim oven i hovedet for at kunne se den logik. Og kommentarerne deler den holdning. Dette er et overfald, og manden fortjener enten politianmeldelse, korporlig straf eller tilgivelse. Men et overfald er det altså. Her er de første af 278 kommentarer, usorteret for at illustrere en almindelig muslimsk opfattelse af at være offer (og hvad man mener om homosexualitet)

Naba Malik Hvorfor er der ingen som stopper ham?

Melissa Sahin Fordi folk er så egoistiske og selvfede nu til dags:-)

Sama Tariq Ridha Seriøst hvis det var mig han snakkede sådan der til, ville jeg melde ham. Hvis Ikke mere.

Randi Vesterbro Nelausen Der ingen der har nosser til at stoppe det og synes det vigtigere at det kommer på Facebook

Victor Drevskich Sandt nok skal han stoppes, men det skal vel også dokumenteres

Mikro Ab Hahaha at han kan brænde sådan af på piger. Der sider sikkert kun en flok svanser i det tog siden der ingen tøre og gribe ind og give ham sådan en på hovedet så han fattede man ikke snakker sådan til piger og især til vores søskende. Gad bare så godt og møde sådan et par fjolser

Dane Sinclair MacDougall Du hård og høre på Mikro Ab

Mohsinrinho Alves Al-zohairi Ville ønske jeg at jeg var i denne tog!

Zeliha Delal Han råber som en haywan.

Maher Sami Ali Han er en svans. Hadet der været en udlændinge der i området hadet han været stille som en mus

Ahmad Ali Han skal sættes på plads om det var til indvandre eller dansker han snakkede til.

Abdel Aziz Mahmoud Det virker som en alt for ubehagelig episode. Jeg kender ikke omstændighederne bag, og man kan ikke se kvinden.
Men hvis det er rigtigt, som nogen skriver, at det er en gammel video, synes jeg det er ærgerligt at sætte den op nu. Det hjælper ikke på d
en betændte tid, vi befinder os i. I øjeblikket hører vi om adskillige tilfælde af overfald på kvinder. Og det er lidt at pisse på dem, hvis man ikke kan regne med konteksten af historierne.
Vi har brug for at vide, hvor stort et problem, dette er. Politiet fortæller, at de færreste melder episoderne. Nogen tager dét så som om, at det ikke finder sted. Hvis du “sælger” dette som en ny episode, giver det ikke mening. Og hvis folk så oveni i dette hidser sig op over et gammelt klip, fordi de har alle de følelser i sig i øjeblikket, er det super unfair.
Tag problemet seriøst.
Omvendt, hvis dette vitterligt er et nyt tilfælde, og hun bliver (fysisk) overfaldet så meld det, istedet for at bruge det som underholdning på Facebook.

Tommy Knudsen Ghetto manden din dagsorden er efterhånden tydelig for enhver og Abdels kommentar fortjener en bemærkning fra dig!

Merve Gül Kara Er det ikke ligegyldigt, om hændelsen opstod igår, el. for 2 mnd siden? Der er umiddelbart ingen der påpeger, at det har en sammenkobling med de aktuelle problemer vedr. skud episoderne. Konteksten er lidt alá de overfald muslimske kvinder går i møde, men det jo blot et belæg for, at det ikke just er opstået på baggrund af terror.. Synes snarer, at man skulle antage det som et dilemma, der har medført endnu flere overfald i form af fysiske såvel som mentalt baserede.

Javad Alam Der findes tosser alle vegne. Han er en fordrukken abe, som burde være blevet meldt til politiet for hans opførsel.
At koble det sammen med begivenhederne efter attentatet i Kbh er forkert da det ikke giver et billede af det reelle problem.

Tommy Knudsen Merve Gül Kara læs Abdels indlæg så bør du kunne forstå at det ikke er ligegyldigt.

Merve Gül Kara Really? Bliver nødt til at spørge, har du overhovedet nogle gram logik blandt dine hjerneceller? Havde under alle omstændigheder ikke forsvaret hverken videoen el. kommenterer hans pointe, hvis ikke jeg havde læst den. Seriøst man… Komisk

Merve Gül Kara Jeg pointerede NETOP, at det ikke har en sammenhæng m. sidste weekend, men at det blot er endnu dårligere, at det har opstået FØRHEN. Er det så ensbetydende med, at det er en acceptabel handling, på baggrund af, at han handlede sådan førhen? Hans opførsel kan ikke retfærdiggøre, så simpelt.

Anders Jansen J Godt skrevet!

Merve Gül Kara Klapper i rytme.. At i inddirekte retfærdiggøre hans opførsel, fordi det ikke er aktuelt? No way.. Den adfærd kan jeg ikke følge op på..

Tommy Knudsen Merve Gül Kara træd nu ud af offerrollen og forstå at der intet godt kommer ud af at hive gamle klip frem og bære ved til had i en tid hvor Danmark er i krise efter terrorangrebet sidste weekend. Jeg har på intet tidspunkt forsvaret den fulde mands opførsel og så hold lige en ordentlig tone.

Abdel Aziz Mahmoud Skriver du det til mig, Merve? Hvor læser du det?

Merve Gül Kara Abdel, vedr. hvad? Og Tommy, forhelvede kan du ikke stoppe med at modargumentere noget, du ikke aner noget om? Jeg spiller ikke offer, men tag og forhold dig objektivt, fremfor at se alt, alt fra dir subjektive perspektiv. Så du mener, at man skal ignorer det, fordi terrorangrebet? Åh, hvor er du latterlig. Citere ET ENKELT sted, hvor jeg har hentydet til, at det skulle gavne nogle eller noget. Igen; jeg siger blot, at det ikke skal tilsidesættes pga. det ikke er sket for nyligt.

Tommy Kim Dalgaard Sørensen Gammelt klip fra lang tid før Kbh skyderierne..

Men han er stadig en klaphat ham i video’en..

Samir Chehaiber Hvorfor møder jeg aldrig sådan nogle mennesker….

Ole van Dijk Så havde han ikke sagt et pip

Samir Chehaiber Du har vel ret hahahaha. Svanser

Birna Lambaa Fordi, der heldigvis er meget få af hans slags.

Peter Tagesen Præcis. Hans type er i ekstremt mindretal.

Ardijan Murati Hvad havde du så gjordt min ven ?
Smadret ham ?
Konfronter ham med at det er forkert det lort han lukker ud, men ellers så lad ham være..

Hans skæbne er Allahs valg, ikke dit eller mit, alle Dem der tegner vores profet er i Allahs hænder ikke vores..

Ida Løyche Det er fuldkommen ligegyldigt om han var beruset eller ej. Det stunt han laver ved at verbalt overfalde nogen piger i toget er ikke ok.
Vores hudfarve, religion og sprog, gør os ikke anderledes. Vi er stadig mennesker, og lige nu er det fandme pinligt at en med dansk herkomst skal opføre sig sådan der, man bliver jo helt flov over at skulle kalde sig selv for en dansker.

Victor Lind Han har inted med og kalde sig selv dansker og gøre ham der han er bare en fuld bums der ikke fortjener mere ind et par flade…

Ida Løyche Lige præcis, men derfor er det stadig pinligt at han skal opføre sig sådan!

Peter Frederiksen Du kan da ikke skrive at du er pinlig over at være dansker tag dig lige sammen ham der er bare en af de typer der har en mening javist det er en forkert mening og holdning at have for vi kan heller ikke dømme alle udlændinger for hvad en gør men kun den person du andre kan kun dømme ham og ikke resten af os og ja et par flade til ham vil være på den rette plads men skulle vi smække nogen på skallen for at lukke noget lort ud så skulle næsten alle her i Danmark have tæsk til dagligt han er ikke andet end en som kun har lortet i munden og burde tørre sig om munden med toiletpapir

Ida Løyche Derfor kan JEG da stadig godt mene at det er flovt at være dansker når de tér sig sådan
Han er jo uheldigvis ikke den eneste dansker, der har været gået amok på muslimer uden grund. Jeg synes bestemt det er latterligt og så er det jo godt, som du siger, at folk er forskellige. For jeg har jo heldigvis min mening, og du har din

Mille Kara Ljungberg Hvorfor blir du flov over at være dansker bare fordi én mand er helt væk?:)

Ida Løyche Fordi jeg synes det er flovt at se hvordan vi udvikler os som danskere. Dette er kun én ting ud af tusinde. Efter skyderiet i KBH har mine veninder som også er muslimer, blevet opstammet af forskellige danske fyre eller kvinder, som kalder dem for skældsord og vil have dem ud af Danmark.
Synes det er flovt, som dansker at se denne video, især fordi der sidder ikke blot 1, 2, men ca 5 mennesker i samme vogn, og er publikum til det

Dane Sinclair MacDougall En dranker som køre i s tog hele dagen skal man nok ikke tage seriøs. Lad da vær

Ida Løyche Desværre kan hans voldsomme ord og opførsel stadig være skræmmende, når man sidder og bliver høvlet ned. At der så sidder andre såkaldte “voksne” i samme vogn og gør intet, fatter jeg simpelthen ikke.

Murat Kekec Jeg tvivler stærkt. Idiot. Ud af Danmark med ham

Tina Borgen Fjols. Han er jo bare for dum at høre på!

Yada Brahimawaiy Var der ikke bare en mand i det tog, der kunne smadre alle hans tænder??!!

Osv. En personlig note. For et par uger siden irettesatte en af mine kollegaer en muslimsk pige for demonstrativ inkompetence. Den muslimske pige forlod afdelingen og sad og græd på afdelingen nedenunder, hvor hun løj om at være blevet overfuset og skreget ind i hovedet. Derefter forlod hun arbejdspladsen. Tre kvarter senere tropper hendes far og svoger op…

Next Page »

Monokultur kører på WordPress