Søvndal kalder tørklædet undertrykkende (Sejrherren Krarup VII)

Politik, Pressen, islam, venstrefløjen — Drokles on June 5, 2008 at 8:08 am

Sidste år vakte Søren Krarup stor ballade da han kaldte det muslimske tørklæde for et totalitært symbol. Mange var rystede over Krarups hårde tone og han blev sågar kaldt op på Pia Kjærsgaards kontor for at stå skoleret for sine udtalelser (et syn man gerne ville have set) til den sensationshungrende presse, ført an af møjsprøjten Nyhedsavisen.

Men debatten døde ikke med forsøget på dæmoniseringen af Søren Krarup for Krarup havde ret og han havde ret i en sag der var principiel og derfor umulig for nogen at undslå sig. Alle partier var nødt til før eller siden at gøre deres holdning op for på et eller andet tidspunkt ville der komme en sag, der fremtvang en stillingtagen. En sag, hvor de liberale skulle forholde sig til deres ide om individets frie valg overfor en kollektivistisk kultur, de socialistiske skulle forholde sig til religionens plads i samfundet, kvindesagsfortalerne skulle forholde sig til ligestilling, konservative skulle forholde sig Danmarks essens og samlet skulle alle demokrater forholde sig til det totalitære.

Muligheden for tørklædeklædte dommere blev den første store sag, der tvang politikerne væk fra alibiudtalelser, hvor de kunne lægge afstand til den dæmoniserede Krarup’s tone og dyrke offerliggørelsen af Asmaa og ellers undvige problemet med svigagtige udtalelser om folks frie valg, forskellig tøjsmag, 30 gram stof og hvad der er aktuelle problemer lige nu. Man prøvede ganske vist som sædvanligt at forskyde debatten til et spørgsmål om smagløsheden i Dansk Folkepartis rammende burkarannoncer, der ved den lejlighed kun blev endnu mere eksponeret. Men den gik ikke længere - problemet var nu smerteligt aktuelt og helt konkret.

Tøvende måtte de fleste partier tilslutte sig Dansk Folkepartis præmis at tørklædet var et utåleligt symbol og at man måtte lovgive for at forhindre at det viste sig som dommer over nogen dansker. Skønt mange har hæftet sig ved at lovforslaget er rettet mod alle symboler og ikke kun muslimske, så bifalder ingen forslaget for at få stoppet gældende praksis, hvor man altså har kunnet risikere at se et kors. Det kristne kors har altså i partiernes øjne aldrig været et principielt problem. De bifaldt derfor et forbud mod symboler generelt for ikke nogensinde at skulle se et muslimsk symbol.

Fra debatten om tørklædet for alvor startede med Krarups nøgterne analyse til dommerdebatten kollapser nu hele venstrefløjen i deres usmagelige kamp for islams rettigheder. Socialistisk Folkepartis formand Villy Søvndal kalder senere idag ifølge Berlingske Tidende det muslimske tørklæde for kvindeundertrykkende i sin Grundlovstale.

»For mig – personligt – signalerer tørklædet ikke ligestilling. Tværtimod. Kvinder må selvfølgelig selv bestemme, om de vil bære tørklæde eller ej. Selvfølgelig må de det. Men det ændrer ikke ved, at tørklædet er et religiøst symbol på, at manden og kvinden ikke er stillet lige,«

Så sandt, så banalt, men man skal nok ikke vente sig at nogen undskylder overfor Krarup. Men nu er katten definitivt ude af sækken og venstrefløjen har opgivet den platform, hvor de kunne sidestille kritik af fremmede kulturer, med noget racistisk, indskrænket eller hadefuldt. Selvom der ikke ændres noget natten over, så er den udvikling i fuld gang og som vi kunne se fortsætte i de kommende år. Dansk Folkpartis holdninger vil ikke længere kunne angribes for deres uhyrlighed, for alle er enige og dermed diskuteres indholdet. Skønt Dansk Folkepparti dermed mister noget af sit monopol på kritik af islam beholder de førertrøjen og står som det parti der opfandt de præmisser alle har bøjet sig for (da Radikale Venstre og Enhedslisten ikke er nogen). I alle fremtidige debatter vil man høre spørgsmålet til venstrefløjen; jamen i har jo selv sagt…? og så kan de stå at væve om at deres meget sene erkendelse er sket fordi de tænker bedre - mens vælgerne tænker sit.
Denne Grundlovsdag er dagen for det endelige kollaps for den platform hvorfra man har dæmoniseret Dansk Folkeparti og alle andre, der turde sige sandheden. Nu er der lagt op til at kritikken af islam bliver mere generel og diffunderer ud i samfundet, hvor den enkelte muslim kan blive konfronteret i det daglige med sin tro’s værdisæt. Måske vil mange muslimer gribe lejligheden til at se sandheden i øjnene om den løgn de er flasket op med, måske vil man se kritiske muslimer. God Grundlovsdag!

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress