Sagt om Dragsdahl-Jensen

Egentlig burde der ikke have hersket tvivl om resultatet. I Information kunne man 19 september læse hvorledes tidligere PET chef Ole Stig Andersen havde vidnet

»PET var af den opfattelse, at Dragsdahl var påvirkningsagent. Han arbejdede for KGB som meningspåvirker.«

Netop påvirkningsagenter var blevet stedse vigtigere for russerne, forklarede den tidligere PET-chef, efter den sovjetiske 20. partikongres i 1956 forlod forestillingen om socialistiske revolutioner i hver enkelt nationalstat. I stedet blev kræfterne brugt på at påvirke opinionen og politikerne i de vestlige lande.

Det var, mens Ole Stig Andersen var chef, at PET i april 1983 oprettede en operationssag på Dragsdahl, som bl.a. indebar telefonaflytning i mere end tre år.

Eftersom Dragsdahl var den eneste danske journalist, efterretningstjenesten på det tidspunkt aflyttede (»det er jeg 99 procent sikker på«, som Ole Stig Andersen formulerede det), blev han som øverste chef orienteret om sagen. Dragsdahl blev i øvrigt også rumaflyttet, fik sin post tilbageholdt og holdt under observation.

Baggrunden for operationssagen mod Dragsdahl var ifølge Andersen, at Information-journalisten havde »usædvanlige konspirative møder med en fremmed efterretningstjeneste«.

Derfor havde Andersen på et møde i embedsmændenes sikkerhedsudvalg også diskuteret Dragsdahls deltagelse i SNU, som var et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Udvalg, hvor medlemmerne bl.a. modtog klassificeret materiale. Efter aftale med direktøren for Udenrigsministeriet Eigil Jørgensen holdt man inde med at udlevere den slags papirer til SNU-medlemmerne, så længe Dragsdahl deltog: »Vi ville ikke have, at Dragsdahl fik adgang til den slags,« sagde Andersen.

Ifølge hans erindring var embedsmændenes sikkerhedsudvalg enige med ham i opfattelsen af Dragsdahl som påvirkningsagent. Men, understregede Andersen flere gange, det havde intet at gøre med, om der skulle rejses en straffesag om overtrædelse af spionageparagraffen (§ 108) i straffeloven.

»108 er enormt vid. Men det er en politisk vurdering, hvor langt man vil gå,« forklarede Andersen.

»Så når man bruger ordet agent, så var det ikke, fordi man mente, at Dragsdahl kunne straffes efter 108?« spurgte Bent Jensens forsvarer Karoly Németh.

»Nej, det var var en efterretningsterminologi, som vi brugte dengang,« svarede Andersen.

Men der herskede tvivl, ikke blot fordi retssagen i byretten var så bizar. Og den var bizar, som tidligere chefredaktør ved Ekstra Bladet Bent Falbert mindedes i Jyllands-Posten

Den forkerte dom i 2010 i Svendborg ret, hvor det forvirrede kvindemenneske Mette Langborg var retsformand, viser, hvor svært det kan være at føre sådan en sag til sejr.

Hun kasserede Bent Jensens dokumentation og idømte ham bøder, erstatning og sagsomkostninger til sammenlagt 600.000 kr.

Yderligere glemte hun at indkalde kronvidnet Ole Stig Andersen, der var PET-chef 1975-1984, ligesom det lykkedes hendes afdeling at smide retsbogen væk fra en bestemt dag. Det kom frem i landsretten under Bent Jensens ankesag – som flyttede regningen på de 600.000 kr. over på Dragsdahls bord.

Jeg har overværet nogle af møderne i landsretten og undret mig over flere vidners hang til at bortforklare, at Jørgen Dragsdahl var registreret som KGB-påvirkningsagent både i PET’s kartotek og i KGB’s arkiv, hvor han ligefrem blev kaldt ”Nummer 1”.

Der herskede tvivl fordi Østre Landsret også havde sine bizarre indslag. Søren Krarup beskrev i Berlingske Tidende “En episode i Østre Landsret” da historikeren Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 i PET-Kommissionens beretning var indkaldt som vidne

Men der blev slet ingen afhøring. Den unge historiker meddelte, at han ikke måtte svare på spørgsmål. Hvorfor dog ikke? spurgte Nemeth forbløffet. Fordi jeg har tavshedspligt, svarede Morten Heiberg.

ALMINDELIG FORBAVSELSE i retssalen. Morten Heiberg har begået et historisk værk. Står han så ikke til ansvar for værkets indhold og konklusion? Morten Heiberg er blevet indkaldt til afhøring for en måned siden, meddelte Karoly Nemeth de tre landsdommere. Han har haft tid til at meddele os sin beslutning for længe siden, og han kan jo ikke hæve et historisk indlæg over spørgsmål og kritik.

Retsformanden undrede sig ligesom alle andre i retssalen, men Morten Heiberg trak et stykke papir op, som var en skrivelse fra justitsministeriet, og som meddelte, at fordi Morten Heiberg havde haft lejlighed til at læse klassificerede PET-dokumenter, kunne han ikke svare på spørgsmål.

»Hvornår er dette brev dateret?« spurgte retsformanden. Morten Heiberg svarede: 1.oktober - dagen før denne afhøring.

MUNTERHEDEN OG OGSÅ forargelsen bredte sig i retssalen. Morten Heiberg havde altså sammen med justitsministeriet udformet et brev, der fritog ham for at stå til regnskab for sit historiske værk, og justitsministeriet og han havde sørget for at datere dette brev så sent, at beslutningen ikke kunne anfægtes og omgøres.

Sådan slipper en historiker for at svare på vanskelige og ubehagelige spørgsmål vedrørende sin historiske fremstilling. Sådan skal man blot alliere sig med et ministerium, hvis der rejses kritik af en redegørelse, som man ikke ønsker diskuteret og anfægtet.

Og Jesper Vind skrev i Weekendavisen at “[h]vis retssagen en dag skulle filmatiseres som en komedie, kunne den passende få titlen Halløj i Landsretten.”

For retssagen, der finder sted i Københavns gamle operabygning i Bredgade, har det ene øjeblik handlet om KGB-agenter, atombomber og storpolitik – for det næste øjeblik at dreje sig om en dansk forsker, der beskyldes for at være en enfoldig og politiserende fusker – for det næste igen at dreje sig om en kvindeglad journalist, der lod sig beværte med udlandsrejser, vodka og dyre frokoster af sovjetiske KGB-folk, og som var »syg af forelskelse«, som en PET-medarbejder skrev i en hemmelig overvågningsrapport.

Halløjet fortsatte, da sagens sidste vidne blev indkaldt. Det var den unge koldkrigshistoriker Morten Heiberg fra den tidligere PET-kommission, der stirrede foragteligt på professor Bent Jensen og nægtede at besvare hans advokats spørgsmål med henvisning til, at Justitsministeriet havde pålagt ham tavshedspligt. Det fik en af tilhørerne – forfatteren Ulla Dahlerup – til at sige indigneret til Jensens advokat: »Hvor er Heiberg dog fræk!«, hvilket fik advokaten til at hviske tørt: »Han er bare en idiot.«

Og halløjet kulminerede forleden dag, da advokaterne – Karoly Németh for Bent Jensen, Henrik Holm-Nielsen for Jørgen Dragsdahl – stod over for hinanden i deres afsluttende sagsfremlæggelse. Den var blevet flyttet til en større retssal på grund af stigende tilskuertilstrømning. Her udførte advokaterne hver deres velgennemtænkte karaktermord på modpartens klient, medens de seneste års danske kulturkamp udgjorde baggrundsmusikken.

(…)

Men uanset hvad vil den offentlige interesse hurtigt komme til at handle om Jensens udgivelse af det 1500 sider store værk, Danmark under Den Kolde Krig. Det er et værk, som har været forsinket på grund af forviklinger omkring Jensens brug af PET-dokumenter. Men forlaget Gyldendal oplyser, at værket er klar til at blive trykt med det samme, når dommen falder på fredag.

Hos Jensens støtter vil værket sikkert få status som »koldkrigsbibel«, og omvendt tales der blandt historikere om, at Jensens fjender lige så sikkert ser frem til at »slagte værket«.

For som den unge koldkrigshistoriker Thomas Wegener Friis sagde i landsretten, da han blev bedt om at beskrive Bent Jensens placering i det danske historikermiljø i dag: »Bent Jensen er den historiker, som de skræmmer deres børn med, inden de skal falde i søvn.«

Det er altid skræmmende at blive indhentet af fortiden. Ulrik Høi tog i Politiken da også sorgerne på forskud og erklærede inden dommen at Jensen ville vinde den moralske sejr, Dragsdahl den juridiske

Mit gæt er, at PET har lovet Dragsdahl straffrihed, mod at han fortalte alt om forbindelsen med KGB.

Ligesom præsten og Stasi-agenten Aleksander Radler, der blev afsløret for et par år siden i Sverige. Gennem syv år førte Radler samtaler med det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, der lod ham slippe for tiltale og sikrede ham anonymitet, indtil nidkære journalister afslørede ham.

Spekulation og gætteværk, javist, men det er desværre det, som lukkede døre lægger op til.

Værre er det for Bent Jensen, der risikerer at tabe sagen, medmindre forsvaret trækker en kæmpekanin op af hatten.

Men Bent Jensen vandt. Skønt Dragsdahl var krænket var Bent Jensen i sin gode ret til at skrive, som han mente om Dragsdahks aktiviteter på baggrund af de informationer han trods PET modvilje og modarbejdelse havde støvet op i deres arkiver. Og hensynet til forskeres ytringsfrihed skulle veje tungere end både os andres og Dragsdahls manglende lyst til at stå til regnskab for sine handlinger, mente retten. Jørgen Dragsdahl var selvfølgelig rystet over at systemet ikke længere belønnede ham for det undergravende arbejde, hvorved han var steget til magt og ære, kunne man læse i bl.a. Jyllands-Posten

- Det er en underlig dom, siger Dragsdahl.

- I mine øjne ophæver de den danske injurielovgivning, siger han.

- Øjensynlig er det sådan, at hensynet til ytringsfriheden kan dække over fremsættelse af en stribe falske påstande, siger han til pressefolkene efter dommen.

(…)

Dragsdahl skal betale modparten 600.000 kroner i sagsomkostninger. Han kan ikke umiddelbart anke afgørelsen til Højesteret. Det kræver i givet fald en særlig tilladelse af Procesbevillingsnævnet.

Derudover må Jørgen Dragsdahl forholde sig til, om han har råd til en eventuel ankesag.

- Det er ikke kun et spørgsmål om ret eller uret, men også om økonomiske ressourcer, og jeg sidder ikke på nogen guldgrube, siger Jørgen Dragsdahl.

Jørgen Dragsdahls advokat, Henrik Holm Nielsen, har tidligere oplyst, at han har arbejdet over 1000 timer med sagen, siden ankesagen blev anlagt. I den oprindelige sag brugte han 1600 timer. Dragsdahls udgifter til advokat er under sagen løbet op i over 2,5 millioner kroner.

Den sorg er nok tabt på Bent Falbert der intet havde glemt havde glemt fra dengang Dragsdahl og støtter trynede ham og hans avis til at trække sandheden tilbage

Det er ikke kun professor Bent Jensen og Jyllands-Postens redaktion, som er glade for den dom, som Østre Landsrets 17. afdeling afsagde i fredags.

Vi gamle i gårde på Ekstra Bladet er også tilfredse med afgørelsen. Vi har ventet på retfærdigheden i 20 år.

I 1992 – året efter Sovjetunionens sammenstyrtning – bragte vi en artikelserie om danskere, som havde bistået KGB på vekslende vis.

Blandt de mest fremtrædende var Jørgen Dragsdahl, udenrigsmedarbejder på Dagbladet Information 1977-1995 og 1981-1983 medlem af regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Desuden bistod han Socialdemokratiet og SF som rådgiver under 1980’ernes kamp i Folketinget om sikkerhedspolitiske dagsordener. Navnlig stod han to folketingsmedlemmer, socialdemokraten Lasse Budtz og folkesocialisten Gert Petersen, nær.

Ekstra Bladet rullede op, hvordan Jørgen Dragsdahl havde holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer i Danmark og i Wien. Han blev skildret som en energisk påvirkningsagent, der blev styret af Sovjets efterretningscenter i ambassaden i København.

Avisens kilder var bl.a. ledende medarbejdere i PET, så vi var rimeligt trygge ved oplysningernes validitet. Men Dragsdahl gik straks til modstand og forlangte artiklerne berigtiget. Da vi afslog, stævnede han os.

Nu gjaldt det om at dokumentere vore påstande præcist med dokumenter og vidneudsagn. Men så langt strakte PET’s hjælpsomhed ikke. Socialdemokraten Erling Olsen, der var justitsminister 1973-1974, var heller ikke leveringsdygtig i beviser, da han havde talt med sit formørkede bagland.

Med udsigt til at tabe en retssag fulgte vi – tænderskærende – advokaternes råd om at indgå forlig med Østre Landsrets assistance.

Den 13. december 1994 måtte Ekstra Bladet beklage, at vi havde omtalt Dragsdahl som KGB-agent, der havde modtaget betaling for at udsprede disinformation. I tilgift fik han 125.000 kr. i torterstatning.

Det var en mørk dag på avisen. Vi følte, at vi havde ret – men ikke kunne få ret.

Men der ligger altså en regning på 3,5 mill. til Dragsdahls støtter og som man kunne læse om i Jyllands-Posten allerede ved den første retssag, plejede de at omfatte bl.a. “En stribe tidligere ministre fra S, R og CD ”, som også dummernikken Steen Folke

Ud over Kjeld Olesen og Mogens Lykkestoft drejer det sig bl.a. om tidligere justitsminister Ole Espersen (S), tidligere indenrigsminister Birthe Weiss, tidligere økonomiminister Marianne Jelved, tidligere miljøminister Lone Dybkjær og tidligere minister og leder af CD, Mimi Jakobsen. Derudover har bl.a. biskop Kjeld Holm, filosoffen Peter Kemp, og de forhenværende folketingsmedlemmer Jens Bilgrav-Nielsen (R) og Steen Folke (Venstresocialisterne) bidraget.

Der er også kommet støtte fra menneskeretsadvokaten Sune Skadegaard Thorsen, historikeren Kristian Hvidt, professor Ole Lange, professor Nikolaj Petersen, professor Uffe Østergaard og professor Øjvind Lidegaard.

Blandt journalister, der støtter, er tidligere chefredaktør på Information, David Jens Adler, journalist Flemming Ytzen, journalist Jens Lohmann, redaktør Ove Weiss og redaktør Jacob Andersen. Foreningen Informations venner støtter også indsamlingen.

Desværre har de røde jo penge nok, penge de gerne har tjent i fede offentlige stillinger, mens de aktivt og med forsæthar skadet Danmark. Jyllands-Posten konkluderede i deres leder

Dommen bekræfter, at det var en KGB-agent, der stod bag 1980’ernes fodnotepolitik.

Østre Landsrets frifindelse af professor Bent Jensen er meget andet og mere end afgørelse af en strid mellem to enkeltpersoner. Det er intet mindre end en officiel bekræftelse af det faktum, at det var en KGB-agent, der stod bag  1980’ernes ødelæggende fodnotepolitik, som truede Danmarks forhold til Nato.

(…)

En fremtrædende sikkerhedspolitisk skribent og en gruppe socialdemokratiske folketingsmedlemmer støbte i fælleskab fundamentet til fodnotepolitiken, og det kan nu siges åbent, at den ene af disse arkitekter var KGB-agent.

Katrine Winkel Holm lagde også lidt nuancer ind af Dragsdahls virke

Selv om Dragsdahl ved Gud ikke er en stor mand, har retssagen mindet os om hans lille, usle rolle.

Som f. eks. i denne passus, der blev citeret af Bent Jensens sagsfører, Karoly Németh. Her fortæller en eks-kommunist, hvor stor glæde kommunisterne dengang havde af Dragsdahl: »Vi var målløse over at få leveret så megen prosovjetisk ammunition (fra Dragsdahl, KWH)… for selv om Sovjet knagede i fugerne under Reagans pres, fortsatte Jørgen Dragsdahl med at levere varen. Som propagandist og leverandør af argumenter fik han status og en indflydelse, som ingen kommunist kunne have fået.« Men kommunisten, der hér fører ordet, er ikke længere kommunist og konkluderer derfor: »Hvis jeg i dag kunne stå inde for, hvad jeg dengang stod for, ville jeg være Dragsdahl dybt taknemlig.

Men i dag kan jeg se, at det var en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham. Måske kun nogle timer. Eller bare minutter.

Det forekommer selvmodsigende at betegne Dragsdahls rolle som lille og ussel når man samtidig har øje for hans betydning for “en halv milliard mennesker, som fik en elendig og uværdig tilværelse forlænget på grund af ham”. Men hun er jo kvinde og skriver med sine følelser. Mere nøgtern er Ole Hasselbalch, der slår fast, hvad der ikke er sandt ved Dragsdahls ævlerier omkring retten

Jørgen Dragsdahl og hans støttekreds er nu begyndt at omskrive og bortforklare domsresultatet i landsretten.

Dommen siger,

- at Bent Jensen havde faktuelt belæg for at skrive, at PET som institution betragtede Dragsdahl som KGB-agent,

- at Dragsdahl drev desinformation i den forstand, i hvilken BJ havde brugt dette ord,

- at BJ med hjemmel i den tolkning af straffeloven, Menneskerettighedskonventionen tilsiger, havde ret til at bringe disse oplysninger i pressen i kort, populariserende form.

Retten noterer, at der ikke blev ført bevis for, at Dragsdahl faktisk var indflydelsesagent. En sådan bevisførelse var unødvendig, eftersom BJ ikke i de påklagede artikler havde skrevet noget sådant.

Der er således IKKE sandt, når Dragsdahl nu hævder, at Menneskerettighedskonventionen har sat injurielovgivningen ud af kraft og åbner for, at der kan offentliggøres ”falske påstande”. Bevisligt sande injurier har altid kunnet viderebringes, og BJ førte bevis for, at han havde tilstrækkeligt faktuelt belæg i PET’s papirer for det, han skrev, der stod i dem.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at landsretten fastslår, at det, BJ skrev, var forkert, og at BJ iht. dommen kan ”lyve og svindle”.

Det er således IKKE sandt, når Dragsdahl fortæller, at BJ skrev, at Dragsdahl var agent.

Det er IKKE sandt, som Dragsdahl hævder, nemlig at PET aldrig har ført bevis for, at han var indflydelsesagent. Det ved vi intet om. Men man har lov til at gå ud fra, at PET havde belæg for at bruge betegnelsen over for statsministeren, udenrigsministeriet og de udenlandske allierede tjenester, til hvem oplysningen om Dragsdahl som indflydelsesagent blev videregivet. Det vides også, at dette belæg var tre KGB-kilder samt PET’s egne efterforskninger.

Det er IKKE sandt, når Dragsdahl siger, at han har søgt at få alle PET-papirer offentliggjort. Han nægtede f.eks. at medvirke til, at mere end nogle få af telefonaflytningsrapporterne kunne fremlægges i retten.

Det er IKKE sandt, at tre tidligere PET-chefer ikke mente, han var indflydelsesagent. De mente, at det ikke kunne bevises, at Dragsdahl havde gjort sig skyldig i STRAFBARE forhold. Og de kørte under afhøringerne rundt i begreberne på en måde, som altså fik landsretten til at se bort fra deres vidneudsagn. En indflydelsesagent behøver i parentes bemærket ikke gøre noget som helst strafbart.

Det er IKKE sandt, at PET’s efterforskning sluttede med at konkludere, at mistanken imod Dragsdahl for (indflydelses)agentvirksomhed var uberettiget. PET indstillede først overvågningen på det tidspunkt, hvor KGB opdagede, at han var afsløret, hvorefter han ikke mere var brugbar som indflydelsesagent.

Det er IKKE sandt, at det aldrig er bevist, at Dragsdahl skrev efter KGB-inspiration. Det modsatte har landsretten anført flere eksempler på i domskonklusionen.

Det er IKKE sandt, at Dragsdahl fik sit materiale afvist af landsretten. Retten gennemlæste det, han fremlagde, men forkastede altså dets værdi.

Det er IKKE sandt, at BJ ikke har været kildekritisk nok. BJ kom med en omfattende redegørelse for sin kildekritik i retten, som altså anså den for fuldt tilstrækkelig.

Mange jurister og kommentatorer har forklaret, hvad dommen drejede sig om, hvis ikke man gad læse den selv, men allerbedst var Thomas Fog’s forklaring, som han skrev på Facebook

Vedrørende landsrettens lysende klare dom:

Når en person går med slips, skjorte, jakke og bukser med bulen på rette sted, dertil har en dyb stemme, angiveligt har fået tre børn med sin kone, som desværre nu er død, når der synligt tilmed gror skæg i ansigtet og hår ud af både næsebor og begge ører på ham, er der på den ene side ikke ført sandhedsbevis for, at personen virkelig er en mand, for den eneste, der faktisk har set hans diller, er jo desværre død. På den anden side vil Bent Jensen trods alt have grund til at tro og sige, at andre mener, at personen faktisk er en mand, fordi også mandens egen læge ifølge journalerne er gået ud fra, at han nok er en mand, og at han ifølge sin egen kones udsagn har været nummer 1, da de i sin tid fik børn sammen. At Bent Jensen derfor har fået rettens ord for, at han godt må tro og sige, at det forholder sig som lægen og konen siger, bare han ikke påstår, at det faktisk forholder sig sådan - det er en stor landvinding, der må betegnes som en sejr for den personlige ytringsfrihed og den relative sandsynlighedsværdi af de observationer, andre støtter sig til.

Såre simpelt.

Uri Bezmenov revisited

Diverse, Jørgen Dragsdahl, Kolde Krig, Kommunisme, Pressen, Uddannelse, venstrefløjen — Drokles on October 30, 2013 at 2:14 pm

Dragsdahl var påvirkningsagent, så meget ligger fast. Den afhoppede KGB agent Uri Bezmenov forklarede i 1984 til amerikansk TV Sovjetunionens påvirkningsteknik

Der er ikke noget i vejen med islam - hvis bare vi kunne ændre det

Diverse, Godheds-industrien, islam, venstrefløjen — Drokles on October 30, 2013 at 10:24 am

Jyllands-Posten skriver, som Naser Khader gjorde forleden, at domprovst Anders Gadegaards forslag om en statslig imamuddannelse er et umuligt projekt grundet de mange internt stridende retninger indenfor islam (hvor mange pisk, der skal deles ud, hvor hårdt sten skal kastes, hvor herligt pædofili er, hvor mange hoveder der skal skæres af, things like that), at et dansk universitet vil være forpligtet på også at uddanne kvinder (hvor mangfoldigheden ikke kan indeholde mangfoldighed) og at universiteter ikke uddanner præster, men derimod teologer. Så meget for det praktiske, men Jyllands-Posten drømmer, som den gode Gadegaard, også deres egne drømme

Baggrunden for forslaget forekommer egentlig ganske konstruktivt og sympatisk, for domprovsten mener, at man med en sådan uddannelse vil kunne modvirke den ekstremistiske form for islam, som man i vid udstrækning ser udfolde sig i også danske moskeer.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at den forkyndelse, som muslimer modtager i Danmark, bærer præg af det samfund, som de lever i,« har han udtalt til Jyllands-Posten, og uddyber: »Ellers er forkyndelsen ikke relevant, så bliver den fremmedgørende. De imamer, der er her nu, bliver uddannet i udlandet og hentet hertil. De forkynder ofte en korantolkning, som passer til det land, som de kommer fra, men som ikke passer til det moderne danske liv.«

Hvis domprovstens dybeste ønske således er at gennemføre en vestliggørelse af den islam, som prædikes her i landet, så den bringes i overensstemmelse med moderne vestlig kultur og levevis, er det et smukt og ædelt ærinde, han er ude i.

Om det er sympatisk, smukt og ædelt er jo en smagssag, men islams indhold er ikke et spørgsmål om den enkelte danskers æstetiske præferencer. Under det fedtede postulat at at imamerne har en “korantolkning, som passer til det land, som de kommer fra, men som ikke passer til det moderne danske liv” ligger en fornægtelse af at, med Jørgen Bæk Sim0nsens ord, “islam er, som islam er”, for der er “kun én slags koran i hele verden”, som Kristeligt Dagblads skrivende imam Kassem Rachid udtrykker det. Allahs ord og befalinger lader sig ikke underkaste det moderne danske liv. Med de sympatiske, smukke og ædle ønsker om at forme islam i sit eget billede leverer de gode mennesker, Gadegaard såvel som Jyllands-Posten, en kritik af islams væsen, som den præsenterer sig i Danmark, de ikke selv vil være sig ved. If it ain’t broke, don’t fix it. Og sådan som den præsenterer sig negativt i Danmark er ikke en dansk forseelse, men tværtimod en forseelse fra islams kernelande.

Oh, Danmark

islam — Drokles on October 28, 2013 at 9:10 am

UN Watch skriver

As the UN Human Rights Council scrutinized Saudi Arabia’s domestic rights record this morning, a minority of democracies such as Canada, UK, and the Czech Republic raised concerns, while the vast majority of countries lined up to defend and praise one of the world’s most repressive theocratic regimes.

Out of the 102 countries taking the floor today, over 80 of them praised Saudi Arabia.

skc3a6rmbillede-2013-10-28-kl-080007

- “Denmark: “We commend #SaudiArabia’s progress in the promotion of rights for women in recent years…”

Arabian Business skriver om et øjebliksbillede fra Saudiarabien

Authorities in Saudi Arabia are in the midst of a new crackdown on female drivers after several women in the conservative Gulf kingdom were caught behind the wheel.

Traffic officials in the Eastern Province city of Al-Qatif said that any females caught driving would be dealt with firmly on the back of three arrests in recent months, Saudi Gazette reported. Sunni Muslim Saudi prohibits women from driving, instead making them rely on private drivers or male guardians.

A spokesman told the newspaper that any woman caught driving would be fined SR900 ($240) and made to sign a legal document that assures authorities they will not do it again.

Fra det høflige til det servile.

Medierne begynder at interessere sig for Benghazi

Diverse — Drokles on October 28, 2013 at 7:11 am

Normalvidenskaben i problemer

Diverse — Drokles on October 24, 2013 at 1:52 pm

The Economist har en glimrende artikel, som jeg kun kan anbefale at læse i sin fulde længde om en stadigt mere stagnerende videnskab.

A few years ago scientists at Amgen, an American drug company, tried to replicate 53 studies that they considered landmarks in the basic science of cancer, often co-operating closely with the original researchers to ensure that their experimental technique matched the one used first time round. According to a piece they wrote last year in Nature, a leading scientific journal, they were able to reproduce the original results in just six. Months earlier Florian Prinz and his colleagues at Bayer HealthCare, a German pharmaceutical giant, reported in Nature Reviews Drug Discovery, a sister journal, that they had successfully reproduced the published results in just a quarter of 67 seminal studies.

The governments of the OECD, a club of mostly rich countries, spent $59 billion on biomedical research in 2012, nearly double the figure in 2000. One of the justifications for this is that basic-science results provided by governments form the basis for private drug-development work. If companies cannot rely on academic research, that reasoning breaks down. When an official at America’s National Institutes of Health (NIH) reckons, despairingly, that researchers would find it hard to reproduce at least three-quarters of all published biomedical findings, the public part of the process seems to have failed.

Academic scientists readily acknowledge that they often get things wrong. But they also hold fast to the idea that these errors get corrected over time as other scientists try to take the work further. Evidence that many more dodgy results are published than are subsequently corrected or withdrawn calls that much-vaunted capacity for self-correction into question. There are errors in a lot more of the scientific papers being published, written about and acted on than anyone would normally suppose, or like to think.

Various factors contribute to the problem. Statistical mistakes are widespread. The peer reviewers who evaluate papers before journals commit to publishing them are much worse at spotting mistakes than they or others appreciate. Professional pressure, competition and ambition push scientists to publish more quickly than would be wise. A career structure which lays great stress on publishing copious papers exacerbates all these problems. “There is no cost to getting things wrong,” says Brian Nosek, a psychologist at the University of Virginia who has taken an interest in his discipline’s persistent errors. “The cost is not getting them published.”

First, the statistics, which if perhaps off-putting are quite crucial. Scientists divide errors into two classes. A type I error is the mistake of thinking something is true when it is not (also known as a “false positive”). A type II error is thinking something is not true when in fact it is (a “false negative”). When testing a specific hypothesis, scientists run statistical checks to work out how likely it would be for data which seem to support the idea to have come about simply by chance. If the likelihood of such a false-positive conclusion is less than 5%, they deem the evidence that the hypothesis is true “statistically significant”. They are thus accepting that one result in 20 will be falsely positive—but one in 20 seems a satisfactorily low rate.

(…)

The idea that there are a lot of uncorrected flaws in published studies may seem hard to square with the fact that almost all of them will have been through peer-review. This sort of scrutiny by disinterested experts—acting out of a sense of professional obligation, rather than for pay—is often said to make the scientific literature particularly reliable. In practice it is poor at detecting many types of error.

John Bohannon, a biologist at Harvard, recently submitted a pseudonymous paper on the effects of a chemical derived from lichen on cancer cells to 304 journals describing themselves as using peer review. An unusual move; but it was an unusual paper, concocted wholesale and stuffed with clangers in study design, analysis and interpretation of results. Receiving this dog’s dinner from a fictitious researcher at a made up university, 157 of the journals accepted it for publication.

Dr Bohannon’s sting was directed at the lower tier of academic journals. But in a classic 1998 study Fiona Godlee, editor of the prestigious British Medical Journal, sent an article containing eight deliberate mistakes in study design, analysis and interpretation to more than 200 of the BMJ’s regular reviewers. Not one picked out all the mistakes. On average, they reported fewer than two; some did not spot any.

Another experiment at the BMJ showed that reviewers did no better when more clearly instructed on the problems they might encounter. They also seem to get worse with experience. Charles McCulloch and Michael Callaham, of the University of California, San Francisco, looked at how 1,500 referees were rated by editors at leading journals over a 14-year period and found that 92% showed a slow but steady drop in their scores.

As well as not spotting things they ought to spot, there is a lot that peer reviewers do not even try to check. They do not typically re-analyse the data presented from scratch, contenting themselves with a sense that the authors’ analysis is properly conceived. And they cannot be expected to spot deliberate falsifications if they are carried out with a modicum of subtlety.

Fraud is very likely second to incompetence in generating erroneous results, though it is hard to tell for certain. Dr Fanelli has looked at 21 different surveys of academics (mostly in the biomedical sciences but also in civil engineering, chemistry and economics) carried out between 1987 and 2008. Only 2% of respondents admitted falsifying or fabricating data, but 28% of respondents claimed to know of colleagues who engaged in questionable research practices.

Peer review’s multiple failings would matter less if science’s self-correction mechanism—replication—was in working order. Sometimes replications make a difference and even hit the headlines—as in the case of Thomas Herndon, a graduate student at the University of Massachusetts. He tried to replicate results on growth and austerity by two economists, Carmen Reinhart and Kenneth Rogoff, and found that their paper contained various errors, including one in the use of a spreadsheet.

Economist’s leder, der ligeledes kan anbefales at læses i sin helhed konkluderer

Science still commands enormous—if sometimes bemused—respect. But its privileged status is founded on the capacity to be right most of the time and to correct its mistakes when it gets things wrong. And it is not as if the universe is short of genuine mysteries to keep generations of scientists hard at work. The false trails laid down by shoddy research are an unforgivable barrier to understanding.

I en notorisk email til en kollega afviser klimaforsker professor Phil Jones (leder af det klimaforskningsenhed ved East Anglia universitetet, CRU, der blev afsløret i fordækt praksis i climategate skandalen) en kollegas henvendelser om at frigøre sine data til efterprøvelse

Even if WMO agrees, I will still not pass on the data. We have 25 or so years invested in the work. Why should I make the data available to you, when your aim is to try and find something wrong with it.

Jones’ kollega Michael Mann, der havde skabt sig et navn på at konstruere den berømte ishockeystav graf, en graf der viste en stabil global temperatur fra for 1.000 år indtil den industrielle revolution, hvor temperaturen begyndte at stige drastisk for siden at stige faretruende med forbrugersamfundet, afviste ligeledes en forespørgsel. Hans rå data blev dog ufrivilligt trukket ud af ham, men hans metode, en algoritme han havde programmeret ind i et computerprogram, ville han ikke frigive under hensyn til at det var beskyttet af hans intellektuelle rettigheder. Det er en god undskyldning for en tryllekunstner, der lever af at bedrage folks øjne. Begge eksempler, som flere andre, blev bakket op af deres alarmistiske kollegaer, som det naturligste i verden.

Fuck Reformerne, Luksus til Løkke

Diverse, Politik, Pressen, venstrefløjen — Drokles on October 23, 2013 at 7:54 pm

billede-7700

Gradbøjninger af Luksus til alle var i en ikke så fjern fortid venstrefløjens enestående slagvare, som billedet her fra Snaphanen giver et vink om. Men med Løkkes behagelige rejser er omkostningerne nu rindet vendstrefløjen ihu, som har reageret med stor forargelse, ikke mindst den tidligere autonomlignende enhedslister, indlukker af malingkastere og nuværende socialdemokratisk moralsk overhøjhed Pernille Rosenkrantz-Theil.

De politiske modstanderes blodtørst er ikke blot forståelig, de er forpligtet til at få så meget ud af Løkke’s seneste klovnerier, som muligt, især når det tager fokus væk fra Holger K.’s bizarre uddeling af et gyldent håndtryk til en ven, der selv sagde op. Og ikke et ord om det generelle EU embedsværk og medfølgende politikere. Løkkes dømmekraft og moralske habitus er uden tvivl blevet kompromitteret nok engang, hvilket fik en god ven til at give frit udtryk for sin skuffelse over statsministerkandidatens omgang med betroede midler “helt ned til, at han har forsøgt at tørre regningen for to pakker smøger af på skatteyderne.

Lars Løkkes snuskeri minder mere om bondefangeri og nasseri i den billige ende. Han er fyren der giver omgange når man er i byen, og så forsøger at få andre til at betale for sine store armbevægelser.

(…)

Venstre har dumpet alt der hedder ideologi, og de har ikke magten (incumbent-værdigheden). Løkke har reduceret sit parti til en billig havneluder, der vil gøre alt for at få magten igen. Dermed er der kun tilbage, at Venstre/Løkke er “bedre end alternativet”.

Med denne sag opvejer Løkke Thornings skattesag og almene fuskeri.

Hvilke grunde har man tilbage til at synes, at Løkke er bedre end Thorning?

Så sandt som det er sagt er pressens hysteri er sværere at tage alvorligt. Løkke må stå til regnskab for sine vælgere, der i sidste ende afgør om Løkke er bedre end Thorning (hvis skattesag givetvis indeholder ulovligheder - sikke et valg). Men Løkke kan ikke dømmes af en selvretfærdig presses overbevisning om at de repræsenterer en moralsk overhøjhed, der lader sig klart definere. Løkke har ikke nydt luksus på skatteydernes regning, men på den tåbelige organisation GGGI’s regning, hvor han var ansat ulønnet, penge der allerede var smidt ud af vinduet. Han er ikke under nogen omstændigheder forpligtet til at betale sin datters rejse thi arbejdsgiver greb ind i hans planlagte ferie og vurderede at det at det var omkostningerne værd. Og han skal selvfølgelig ikke betale differencer af noget som helst arbejdsgiver har booket. Heller ikke selv om han havde fornøjelse af det.

Politikens Sigge Winther Nielsen opsummerer måske ufrivilligt journaliststandens tilgang til Løkke

Problemet for Løkke er, at han nu har sagt så mange ting, og at han kan fanges med det mindste i bilagsmaterialet, når vi sammenholder tekst og tale.

Intet er potentielt for småt for pressen og det er Løkkes problem. Journalistisk Folkeparti maler nemlig derud ad, som Poul Madsen der for prostitutionsfinansierede Ekstrabladet indrømmer “’Jeg har bare fulgt reglerne’, sagde Løkke igen og igen. Og det har han helt ret i“, men fortsætter fordømmelsen uanfægtet

Kan vi betro ham nøglerne til riget oven på denne omgang? Hans dømmekraft er åbenlyst ikke særlig god, og han kommer først ud af busken og beklager, når han bliver opdaget.

Vi ved nu, at i Løkkeland betaler man ikke selv og lægger først alle bilag frem, når man er presset helt op i en krog og bliver tvunget til det.

Og i samme moralske tråd er BT’s Peter Brügmann

Det er op til den enkelte vælger, om man køber Løkkes beklagelse. Køber vi hans oprigtige anger? Kan den almindelige dansker forstå, at han beklager nu, men ikke de 9 gange han sad på 1. klasse og kom ‘veludhvilet frem’ til sin destination?  Tror vi på, at Løkke er egnet som Danmarks statsminister, når han roder sig ud i en sag som denne efter at have rejst med en temmelig tung bilags-bagage fra 2008? Tror vi på et lederskab, hvor Venstres formand lader Søren Pind, Ellen Trane Nørby m.fl.  gå glødende i byen med en forklaring, der efterfølgende viste sig forkert, grænsende til det komiske?

Jeg gør ikke. Den flig af sarkasme i nogle af svarene. Den forurettethed, nogle af spørgsmålene blev mødt med. Og den begrænsede evne til at reflektere over befolkningens forargelse i andet end indstuderede sætninger gør, at det lignede et stykke professionelt arbejde. Ikke en mand, der har lært og kigger indad.

Til den slags moralistisk medløberi siger Rune Selsing

Eneste kritikpunkt, jeg kan få øje på, er, at [Løkke] overhovedet har involveret sig i noget så indlysende åndssvagt som Global Green Growth Institute (!). Det lugter langt væk af aflad til den grønne klasse. Et ’undskyld, at jeg er borgerlig og taler om vækst og velstand’-stunt, der skal indfange luksusbohemerne i det øvre mellemlag. I ved, dér, hvor man nu, i mangel på andet livsindhold, er begyndt at gå op i skrald, genbrug, dyrevelfærd og rettigheder til rodfrugter. For 100 år side havde det været broderi og lanciers. Men jeg forstår på Løkke, at det er en slags dæknavn for et dansk-koreansk handelssamarbejde. Det kan man da forstå.

(…)

I fire stive timer blev han bombarderet med det ene stupide og ubehjælpsomme spørgsmål efter det andet. Alligevel holdt han masken. Og han undskyldte og beklagede sin adfærd et utal af gange, selvom han ret beset ikke har gjort noget forkert. Han var tålmodig, og responderede både kvikt og respektfuldt på de særdeles ukvikke og respektløst enslydende spørgsmål, der kom fra salen. Det kræver sin mand.

Enhver, der har set det pressemøde, kan ikke været andet end lamslået over journalisternes pøbelagtige adfærd. Spørgsmål om bonuspoint. Om hvornår, han tænkte hvad. Hvor i flyet hans datter sad. Gentagelse på gentagelse. Dumhed på dumhed. De største ligegyldigheder leveret med den største selvhøjtideliglighed. Det, vi så, var en indspist klasse gå amok i en magtrus. Hvor besnærende må det ikke være, at en tidligere statsminister, på kornet – og, på direkte TV, kunne udsætte ham for sin infantile spørgeterror?

Jeg vil afholde mig fra at gøre mig kostelig over at jo flere penge Løkke har kunnet æde, drikke og flyve for, jo mindre var der tilbage til GGGI at gøre skade med. Men at Løkke mister pejlingen for, hvad der er politisk ansvarligt er ikke alene hans forhold til andre folks penge og hans tendens til at give det store parti uden selv at betale helt ned til to pakker smøger. Det er som Jyllands-Posten påpeger et generelt problem for den politiske overklasse. Således er Udviklingsminister Christian-Friis Bach nu også kommet under beskydning for hvorledes han har kunnet tillade at Danmark støtter en suspekt klimaorganisation med millioner af kroner.  Og hvorfor har ingen interesseret sig for det før? Fordi hele den del af den internationale verden og tilhørende NGO’er er en fed gråzone af korruption og fråds, der retfærdiggør sin eksistens med sine formål og ikke står til regnskab for sine aktiviteter endsige resultater. Men det er ved at støtte den slags depraviteter man b.la køber sig til gode relationer til verdens ledere. Og som Sir Humphrey minder ministeren om: ”you’re either in the arms business or you are not”.

Nigel Farage om, hvem der kan bosætte sig i England

EU — Drokles on October 23, 2013 at 12:52 pm

Islams mange grusomme ansigter

Diverse, Godheds-industrien, Multikultur, islam, muhammed — Drokles on October 23, 2013 at 8:16 am

Naser Khader skriver på sin Facebook profil

Himmelråbende dansk uvidenhed og naivitet - igen igen igen! Først et forslag om en fælles moské for alle muslimer i Danmark, foreslået af en naiv radikal borgmester i København, og bakket op af 12 lige så naive danske kendisser. Og nu et forslag om en fælles imamuddannelse, foreslået af en naiv domprovst i København.

Lidt fakta. Der er ca 70 retninger eller retsskoler i Islam, og de er næsten alle repræsenteret i Danmark. Forestillingen om en fælles moské for alle muslimer i DK, svarer til én fælles kirke for alle kristne (fx katolikker, protestanter, græsk-ortodokse osv), men der er stor forskel på kirkeindretning, gudstjenester og teologi. Der er også forskel på moské-indretningen, bønnen og teologi. En shia-muslim har en lersten (som foto2) på bedetæppet. Men det betragter sunni-muslimerne som blasfemi og grund til udvisning.

En typisk shia-muslimsk moské (foto1) er kendetegnet ved fx en helgens gravsted, guld, glimmer og fotos af Muhammeds fætter Ali. Det er ikke velset i en sunni-muslimsk moské.

Og forslaget om en imam-uddannelse: Hvilken slags imamer skal uddannes? Shafi-sunni imamer? Hanbali-sunni imamer? Maliki-sunni imamer? Alavi-shia-imam? Ahl-al-bait shia imamer? Tolvte-shia imamer? Ismali-shia imamer? Druziske imamer? - En imam-uddannelse bør være et anliggende for de enkelte trossamfund, ikke for staten.

‘Flere af partierne betragter netop en imam-uddannelse som et potentielt værn mod rabiate og selvbestaltede imamer.’ - NK: Dokumentation udbedes!

Når det er sagt, så kunne det være glimmerende, hvis de muslimske imamer kunne supplere deres imam-kundskaber med en dansk kristen teologi-uddannelse. De kunne fx lade sig inspirere af kildekritik og af Luthers reformation.

Mange forskellige retsskoler baseret på de samme skrifter, hvor fortolkningens porte forlængst er lukkede. Mon ikke de væsentlige værdier binder muslimer sammen, som denne video set hos Snaphanen viser

Hvem vil det fremmede?

islam, venstrefløjen — Drokles on October 20, 2013 at 12:02 pm

Halvdelen af danskerne svarer ærligt på spørgsmålet om hvorvidt de vil have at deres børn stifter familie med en muslim. Til TV2 siger en idiot

Problemet skyldes, at danskere og muslimer ikke kender hinanden bedre, end de gør. Det siger Lotte Duch, der er leder af Fakti, som er en forening, der tilbyder undervisning, aktiviteter og rådgivning til kvinder med indvandrerbaggrund.

- Man er jo altid bange for det, man ikke kender. Skal børnebørnene så ikke holde jul, og kan vi så ikke drikke vin, når vi har gæster? Det er den slags bekymringer, mange får, siger hun.

Jeg tror nu det stikker dybere end det. Faktisk tror jeg det stik modsatte, nemlig at danskerne vil blive endnu mere lorne ved muslimernes nærvær, hvis de fik øget kendskabet til det. Og faktisk tror jeg at de fleste gutmenschen ved det, hvorfor de har så travlt med at lyve og censurere virkeligheden væk. Islams uforenelighed med alt anstændigt afspejles måske bedst i, hvorledes muslimer reagerer på udsigten til at deres børn flirter med det fremmede. Det kræver trods sin Politiken-læser at relativere vånden sig i en spørgeskemaundersøgelse til æresdrab. For muslimer straffer ofte og i flæng især deres døtre med vold og død for at fraternisere med fjenden, det urene.

And so on and so forth.

Miljø-evangelisten David Suzuki

Diverse, Grøn energi, IPCC, Klima, Satire, Vandmelon, miljø, venstrefløjen — Drokles on October 19, 2013 at 10:43 am

‘Det religiøse højre’ i USA, er en fast forklaringsmodel for hvorfor amerikanerne ikke kan komme til fornuft og indrette deres samfund efter europæisk forbillede. ‘Det religiøse højre’ udgør ofte en moralsk forkastelig vælgerbase for de mest upopulære republikanske præsidenter og den står i naturligt ledtod med ‘den jødiske/israelske lobby’, der gør mod Mellemøsten og verdensfreden, hvad ‘det religiøse højre’ gør mod USA. Men populære abstraktioner er intet at regne for den rene levendegørelse og tele-evangelister er selve billedet på amerikansk åndelig afstumpethed (selv om det er svært at stå for Jimmie Swaggert).

Men der religiøse er ikke isoleret til højre i USA. Det er lige så rigt repræsenteret til venstre og i Europa dominerer det religiøse netop til venstre. Men det religiøse venstre er en uerkendt religiøsitet thi de tror sig vaccineret i dyrkelse af gudløsheden. For det religiøse handler ikke om hvilken tro på det der ligger ud over det menneskeligt erkendtlige, men om man sorterer og manipulerer virkeligheden efter hvor godt den passer ind i den fortælling man antager som faktuel såvel som moralsk sandhed. Med Reagans ord handler det om man er bange for at se det man ser. Konklusionerne kan vi altid siden skændes om.

I forrige uge henviste jeg til Ezra Lavant, der gjorde sig kostelig på en af venstrefløjens store miljø-evangelister, canadiske David Suzuki og hans manglende viden om klimaet, som det blev eksponeret i et australsk debatprogram. Lavant forsøger i dette opfølgende show at gå en undvigende Suzuki på klingen, som han også opruller det ernorme økonomiske og moralske hykleri, der følger af den ukritiske tilbedelse af et selvbekræftende evangelium

Allahu Akbar

Arabiske forår, Diverse, Jihad, islam — Drokles on October 16, 2013 at 10:25 pm

1390734_544028992344792_20663304_n1

skc3a6rmbillede-2013-01-31-kl-1602181

skc3a6rmbillede-2013-10-16-kl-221942

Jeg skal advare om stærke billeder fra Liveleak

Mysteriet om brevet og hvad hjertet er fuld af

Diverse, Forbrydelse og straf, Politik, Pressen — Drokles on October 11, 2013 at 6:31 pm

Her er det anonyme brev endnu engang, som har optaget medierne og det politiske Danmark

Venstre Landsret,
Att.: Skattesagskommissionen,
Gråbrødre Kirkestræde,
8800 Viborg.

Jylland, den 17. september 2013.

Vedr. afhøringerne i skattesagskommissionen.

Hermed skal jeg tillade mig at rette henvendelse til Skattesagskommissionen med en viden som jeg indtil nu har holdt for mig selv, men sådan som afhøringerne har formet sig, kan jeg ikke længere holde min viden for mig selv.

Jeg er ansat sekretær på det man vel kalder et stort advokatkontor i provinsen. Jeg deler kontor med en anden sekretær som er sekretær for en af indehaverne i advokatfirmaet.

På et tidspunkt får min sekretærkollega af sin chef en noget mærkelig opgave. Hun får udleveret en bærbar pc som hun skal bruge til en speciel opgave, og hun får til opgave at oprette en ny e-mail adresse. Jeg får ikke på det tidspunkt noget at vide om hvilken opgave der er tale om, og det hele foregår med et hidtil uhørt hemmelighedskræmmeri.

På et tidspunkt får jeg dog at vide af min sekretærkollega, at det er noget der skal bruges i en valgkamp.

Min sekretærkollega arbejder ofte på opgaver, og hun modtager en del notater fra sin chef.

På et tidspunkt blev min nysgerrighed så stor, at jeg i en pause, og hvor jeg var alene på kontoret, startede den pågældende computer op, og så hvad der var på computeren af dokumenter.

Der var ved at blive udarbejdet et notat, og der var en hel række e-mails til den nye e-mail adresse.

På det tidspunkt havde jeg fået min nysgerrighed stillet, og jeg tænkte ikke videre over hvad det drejede sig om.

Men på det tidspunkt sagen om Skattesagen begyndte at rulle i pressen, blev min nysgerrighed tirret, og jeg bestemte mig for, mens jeg en dag var alene på kontoret, at tage en kopi af alt hvad der var på computeren. Alle filerne har jeg gemt på et usb-hukommelsesstick.

Efter at have haft lejlighed til at læse alt det der var på hukommelsessticket fik jeg en fornemmelse af, at her var der noget der var helt galt. Men jeg turde ikke dele min viden med nogen, idet jeg selvfølgelig var bange for at blive fyret, hvis nogen fik viden om hvad jeg havde gjort og at jeg brød min tavshedspligt.

Efter nogen tid henvendte jeg til en jurist i min faglige organisation og fortalte ham om hvad der var passeret. Han var mildest talt chokeret, og opfordrede mig til at få offentliggjort min viden på en eller anden måde. Men jeg afslog hans forslag, idet jeg er glad for mit job, og selvfølgelig ved, at jeg ikke vil få ansættelse i advokatbranchen efterfølgende, hvis jeg bliver fyret som følge af at jeg har brudt en tavshedspligt.

Juristen accepterede min holdning, og vi blev enige om at afvente. Måske kom sandheden frem på en anden måde.

Efterfølgende har jeg jo så kunne konstatere, at sandheden ikke er kommet frem - tværtimod.

Jeg har efterfølgende talt med den ovenfor nævnte jurist, som anbefalede mig at vente med at offentliggøre min viden og dokumentation, indtil alle havde givet forklaring i Skattesagskommissionen, idet de - med juristens ord - “har godt af at blive stegt i deres eget fedt.”

Jeg er bekendt med at jeg mister mit arbejde og ikke får arbejde som advokatsekretær igen, når jeg offentliggør min viden og dokumentation, og det er selvfølelig trist, når man er glad for sit arbejde. Men jeg kan ikke leve med, at nogle få personer forsøger at føre os alle sammen bag lyset. Der går grænsen.

Hvis, eller rettere når jeg bliver fyret, vil jeg finde ud af, hvordan jeg ka sælge min viden og dokumentation, således at jeg på den måde får kompensation for mit indtægtstab som advokatsekretær. Overvejer at udgive min viden og dokumentation i bogform.

Men for at Skattekommissionen forhåbentligt kan komme mig i forkøbet og få sandheden frem, vil jeg oplyse følgende:

  • Det notat, som BT anfører at være et substansnotat udarbejdet af Simon Andersen, er i flere versioner udarbejdet af en af indehaverne i det firma hvor jeg arbejder.
  • Notatet er udarbejdet efter anmodning fra et ledende Venstre medlem.
  • Der er tilgået vores kontor en lang række mails med bilag til brug for udarbejdelse af notatet. Disse e-mails er tilgået vores kontor fra Venstres sekretariat og fra Venstres pressetjeneste.
  • De e-mails vores kontor har modtaget, har været vedlagt en lang række filer/bilag. Af påtegningerne på disse bilag fremgår, at en lang række af dem har været omkring Skatteministeriet/Departementet.
  • Nogle presseklip med udtalelser af Helle Thorning-Schmidt har vi fået fra Skatteministeriet, men kan se, at presseklippene er samlet af BT.

Som det fremgår af ovennævnte ønsker jeg indtil videre at være anonym, og håber at sandheden kommer frem i Skattesagskommissionen, således at jeg kan forblive med at være anonym.

Men kommer sandheden ikke frem, på grund af de mange løgnagtige forklaringer der er blevet afgivet for Skattesagskommissionen, vil jeg på en eller anden måde træde frem, og sørge for, at de pågældende “bliver steg i deres eget fedt.”

Denne skrivelse er stilet til Skattesagskommissionen. Men for at sikre mig, har jeg overgivet en kopi af skrivelsen til juristen i min faglige organisation. Jeg overvejer at give en kopi af skrivelsen til en seriøs journalist, som kan holde helt tæt indtil Skattesagskommissionen har gjort sit arbejde færdigt. Men jeg vil ikke kunne beskyldes for, at jeg ikke advarede i rette tid.

Med venlig hilsen

“Den anonyme”

Berlingske Tidendehar bedt biolog og krimiforfatter (»Dinosaurens fjer«, »Svalens Graf« m. fl.) Sissel-Jo Gazan læse skattesagens anonyme brev og give et bud på brevskriverens identitet

Som inkarneret tilhænger af den utrolige historie, min egen fascination af civilcourage og min erfaring med mange kvinders indgroede forsigtighed, vælger jeg – med et par forbehold – at tro, at det anonyme brev er ægte.

Kvinden er i begyndelsen af fyrrerne og har store, men hjemmeboende børn. Hun er godt begavet og parkerede drømmen om at flytte til København og læse jura (og med tiden at blive højesteretssagfører), fordi hun blev gift og fik børn, plus havde en hest, da hun var i tyverne. Hun er en dybt skattet arbejdskraft og ser i den grad sig selv som pligtopfyldende, nøjagtig og ordentlig, deraf angsten for at blive fyret/anklaget for at have snuset i og lækket information fra sin arbejdsplads.

Den viden hun har, har redet hende som en mare ved nattetide, og det er ved at være noget tid siden, at hun har betroet sig til sin mand.

Den udbredte holdning er ellers at brevet givetvis er et falsum. Klaus Kjøller er ifølge Politiken enig i at der er tale om en kvinde, men at stilen»…er jo synopsen til en dårlig lægeroman«netop med udgangspunkt i det stærk personlige præg, som ser ud til at have forført forfatteren ikke af lægeromaner men af krimier.

Klaus Kjøller undrer sig over, at Skattekommissionens medlemmer har taget brevet så seriøst, at man valgte at suspendere afhøringerne, mens politiet efterforskede brevet.

»De er givetvis dygtige jurister, men det er rystende, at de ikke har været bedre til at analysere autenticiteten af brevet«, siger sproglektoren. Han nægter at tro på, at brevskriveren som påstået er advokatsekretær.

»Der er alt for mange kommafejl og sproglige fejl. Man holder ikke fem minutter som advokatsekretær, hvis man ikke kan sætte kommaer. Og dette skal forestille at være et brev, som man har gået og tænkt længe over? Sådan et brev skulle være en advokatsekretærs mesterværk. Den holder ikke«, siger Klaus Kjøller.

Kender ikke »juristkulturen«
Endnu værre er, at brevet ifølge sproglektoren afslører, at skribenten tydeligvis ikke er bekendt med »juristkulturen«.

»Hun vælger - ja, nu siger jeg ‘hun’, for jeg tror, at det er en kvinde - at bringe sig selv i fokus, når der absolut ingen grund er til det. Vi får en historie om, hvordan hun i hemmelighed kopierer materialet fra sin kollegas computer. Om hvordan hun frygter at miste sig job. Det er altsammen meget spændende, men hvorfor bringe sig selv ind i det? Hvis hun vil have de her oplysninger frem, kunne hun nøjes med anonymt at sende bare en enkelt af de kompromitterende emails«, siger Klaus Kjøller.

(…)

Hvorfor mener du, at det er en kvinde, der har skrevet brevet?

»Fordi det fortrinsvis er kvinder, der læser den litteratur, som det her er inspireret af«, siger Klaus Kjøller.

Selv Rune Engelbrecht Larsen tvivler i Politiken på ægtheden og spekulerer i mulige alternativer

Hvem denne anonyme brevskriver så SELV er, er selvsagt altafgørende - men vedkommende er i hvert fald NÆPPE DEN ‘advokatsekretær’, som han eller hun udgiver sig for at være (altså en, der har delt kontor med en kollega, som fik hemmelig PC og mailkonto), for så ville vedkommendes beskrivelser med stor sandsynlighed afsløre identiteten over for selv samme advokatfirma.

Denne del af brevet er med andre ord i bedste fald en del af en dækhistorie.

Kan det i stedet være en anden samvittighedsramt person, der har set dokumenter eller overhørt samtaler, som vedkommende ikke kan bevise, men ønsker, at andre vil bore efter? Måske er det en person, der faktisk arbejder for eller har arbejdet for et advokatfirma, men bevidst har villet lyve om sin position i firmaet for ikke at risikere noget? Måske er det en medarbejder fra BT eller i Venstre, der har villet kaste misvisende spor ud om sin person, men samtidig få sine opysninger ud i pressen?

Eller måske er det i virkeligheden en socialdemokrat, der er frustreret over, at Venstre ikke rigtig har tabt noget på denne sag, og som derfor har brygget noget sammen for at holde gryden i kog og forstærke mistanken?

Der er stof til en tv-serie her - men ikke til Skattekommissionen.

Engelbrechts og Kjøllers læsning af brevet er realistisk. Selv for en lægmand udi den juridiske verden er det tydeligt at det ikke er en advokatsekretærs præcise og afmålte sprog, men for meget ævl. Der er heller ikke den obligatoriske vareprøve med, som det også virker mærkeligt at brevskriveren har haft så uhindret adgang til en en topfortrolig computer og dens email kode. Profilerede sager kalder på psykisk ustabile mennesker, der udgiver sig som på vidner og gerningsmænd og derfor er der intet mystisk i et mystisk brev. Men der er et mysterium ved dette brev nemlig, som Kjøller også undrer sig over; hvorfor har kommissionsformanden nogensinde kunnet tage det alvorligt?

Den sikkert udmærkede krimiforfatter Sissel-Jo Gazan ser en kriminalroman i fordi hun er kriminal forfatter. Hvad Hjertet er fuld af løber munden over med. Men hvad ser kommissionformanden? Er han “i virkeligheden en socialdemokrat, der er frustreret over, at Venstre ikke rigtig har tabt noget på denne sag, og som derfor har brygget noget sammen for at holde gryden i kog og forstærke mistanken“, som Rune Engelbrecht formulerer det?

Klimavidenskaben har stået i stampe i 30 år

IPCC, Klima, Videnskab — Drokles on October 10, 2013 at 4:29 pm

Grafen herunder, der er udarbejdet af den israelske astrofysiker Nir Shaviv og som han kalder den kedeligste nogensinde, viser udviklingen i FN’s klimapanels vurdering af klimaet’s følsomhed eller sensitivitet om man vil. Klimaet’s følsomhed er, som udtrykket sig, hvor stærkt det reagerer på en påvirkning. Har klimaet således en høj følsomhed, som klimapanelet antager, vil en lille ændring i f.eks. atmosfærens indhold af CO2 have stor betydning. Omvendt, har klimaet en lille følsomhed kan man sagtens udlede store mængder CO2 uden at det gør en synderlig forskel.

sensitivityvstime

Som man kan se på grafen, der går tilbage til før klimapanelet, til Charney rapporten’s glade dage i 1979, er der, bortset fra klimapanelets rapport fra 2007 (AR4) ikke sket en ændring af klimaforskningens konsensus om en gennemsnitlig temperaturstigning på mellem 1,5 og 4,5 grader, for hver gang CO2 indholdet i atmosfæren fordobles. Med alle de mia. af dollars man har hældt i klimaforskningen netop for at finde ud af klimaets følsomhed er man altså ikke nået et skridt videre efter mere end 30 års forskning.

One of the statements which wonderfully exemplifies the absurdity of the new report is this paragraph discussing the climate sensitivity in the summary for policy makers. They write:

“The equilibrium climate sensitivity quantifies the response of the climate system to constant radiative forcing on multi-century time scales. It is defined as the change in global mean surface temperature at equilibrium that is caused by a doubling of the atmospheric CO2 concentration. Equilibrium climate sensitivity is likely in the range 1.5°C to 4.5°C (high confidence), extremely unlikely less than 1°C (high confidence), and very unlikely greater than 6°C (medium confidence) 16. The lower temperature limit of the assessed likely range is thus less than the 2°C in the AR4, but the upper limit is the same. This assessment reflects improved understanding, the extended temperature record in the atmosphere and ocean, and new estimates of radiative forcing.”

Now, have you noticed something strange? According to the AR4 report, the “likely equilibrium range of sensitivity” was 2.0 to 4.5°C per CO2 doubling. According to the newer AR5 report, it is 1.5 to 4.5°C, i.e., the likely equilibrium sensitivity is now known less accurately. But they write:  “This assessment reflects improved understanding”. How ridiculous can you be?

Shaviv leverer det indlysende svar for alle jer, der holder af Popper og Kuhn eller blot logik. Hvis en teori i udgangspunktet er forkert, vil flere data, mere empiri, ikke føre til en præcisering fordi teori og virkelighed ikke stemmer overens - tværtimod. Er teorien derimod rigtig, vil mere indsamling af data, mere ophobning af empiri, føre til en præcisering, da teorien vil afspejle virkeligheden.

Løsningen på islamiske problemer er mere islam

Diverse, Godheds-industrien, islam, muhammed, venstrefløjen — Drokles on October 10, 2013 at 12:29 pm

Kendte kæmper for en stormoske, skriver DR og Politiken. En TV-kok, en præst, en tidligere udenrigsminister og en integrationsborgmester, der forstår at folk med forkerte meninger får bank ved offentlige arrangementer. Det er svært at bære denne begejstring for islam, mens den islamiske verden er i færd med at begå folkemord mod især kristne. Men det er også et forvirret billede af virkeligheden, hvis vi blot skal forholde til nogle få udtalelser.

“De moskéer, vi har nu, repræsenterer enten nogle mindre grupperinger eller forholdsvis konservative strømninger, siger Anna Mee Allerslev.”

Må islam ikke længere være mange ting? Må muslimerne ikke selv bestemme, hvad deres religion skal indeholde? Må muslimerne ikke selv fordele sig som deres samvittighed byder dem? Hvad er det ifølge Anna Mee’s og den kendte TV-kok’s og udenrigsministeren’s og præstens optik, der er galt med islam, siden den skal omgøres i deres eget billede? Svarede billedet da ikke til virkeligheden?

Og hvem er “vi”? Er de moskeer, der allerede eksisterer og som kun “repræsenterer enten nogle mindre grupperinger” vores, når de ikke repræsenterer os? Og har jeg en moske, når jeg ikke er muslim? Og hvorfor har vi brug for moskeer når det er fra dem kristenforfølgelser og udgår fra overalt i den muslimske verden? Måske et dumt spørgsmål, brevskriverne taget i betragtning. I deres omfavnelse af alt, der er i modsætning til Danmark tvinges de alligevel til at bøje deres egen forskruede logik. Men de er også nødt til at lyve, som Jaleh Tavacoli skriver i Jyllands-Posten

I forbindelse med lanceringen af støttekomiteen, var jeg sammen med Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, inviteret på DR2 Morgen for at debattere ideen om en sådan moske.

Allerslev følte sig åbenbart for fattig på argumenter til fordel for moskeen og i forsvar for MF, at hun på landsdækkende TV påstod, at det jeg sagde om Muslimernes Fællesråds talsperson Mustafa Gezen, var ukorrekt, og at det heller ikke var første gang, at jeg påstod ting, der ikke var korrekte.

Det sker, når jeg under debatten, spørger Anna Mee Allerselv, hvad hun mener om at Mustafa Gezen, som hun jo roser til skyerne på et interviewspørgsmål om, hvorvidt MF anerkender, at det er i orden at være homoseksuel, stillet af Berlingske svarer: “Det her er ikke bare et simpelt ja/nej spørgsmål.”

Allerslev et al. plejer et billede af et uproblematisk og værdi moderne islam, der blot mangler den danske elites kyndige hånd til at organisere sig og få styr på økumeniske misforståelser, hvor en stormoske, med Stine Bosse’s ord “…vil nedbryde nogle barrierer sammen med den angst og uvidenhed, der giver os de her fordomme omkring muslimer” og børster Tavacoli’s dokumentation af homofobi til side som løgn. Der er ellers allerede en stormoske i København, men den er ikke faldet heldigt ud og i Politiken kan man læse, hvad de har konkluderet på den erfaring

Og senest har opførelsen af en moske i Rovsinggade på Nørrebro – der kun repræsenterer en bestemt gren af islam og derfor ikke, som medier ellers har skrevet, er en stormoske – vakt opsigt, fordi en stor del af byggeriet angiveligt er finansieret af donationer fra Qatar, hvor konservative islamiske kræfter har stor indflydelse.

Netop derfor er der ifølge Anna Mee Allerslev behov for et sted, hvor alle muslimer – både sunnier og shiaer – og ikke-muslimer er velkomne.

Det er deres løsningen på en uheldig omgang islam - endnu mere islam! Det er sjovt nok også imamernes løsning, som kommunisters er mere kommunisme og EU tilhængere er mere EU uanset de faktiske forhold i jernindustrien.

Overskud og underskud

Diverse — Drokles on October 8, 2013 at 4:37 pm

Desperate situationer kalder på desperate løsninger. Greenpeace føler at de taber kampen om klimaet og vil nu have at medlemmerne kaster sig ind i kampen med livet som indsats, udtaler en af virksomhedens topdirektører til Independent

Mr Naidoo admits that the organisation was “taken by surprise” by the charges, which he thinks are “completely disproportionate”. He said that freeing his colleagues was a “top priority” but added that, as in other movements, the world needs people who are “prepared to go to prison, put their lives on the line if necessary, in the struggle for climate justice and addressing the reality of runaway catastrophic climate change“.

På den modsatte fløj nyder man hvorledes virkeligheden gør arbejdet så her er man mere til satire

Stemplet

Diverse — Drokles on October 6, 2013 at 2:37 am

Der har åbenbart været en mennskekæde-event i København, kan man læse på Københavns Kommunes hjemmeside

Menneskekæde-eventen er en del af kampagnen Stemplet, der sætter fokus på diskrimination i nattelivet og opfordrer københavnere til at registrere diskrimerende episoder hos Københavns Politi.

“Vi har længe kæmpet med, at der er store mørketal på det her område, og et af målene med vores kampagne er netop at få diskrimination i nattelivet registreret, så vi kan få mere viden om, hvordan vi kan stoppe det,” udtaler beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R).

(…)

Diskrimination er samfundsnedbrydende, og det her er noget, som kan komme til at betyde rigtig meget for mange unge københavnere, som i dag oplever diskrimination i nattelivet og i deres hverdag. De fortæller mig, at de ikke føler sig som en del af det fællesskab og den ungdomskultur, som de brændende ønsker at blive inkluderet i.”

Blandt de gode menneskerfindes indehaver af Café Viking Jane Pedersen, der blev berømt for sin standhaftighed overfor pengeafpressere af anden etnisk oprindelse end dansk.

Stemplet har også en Facebookside, hvor man kan læse kriteriet for diskrimination

Diskrimination i nattelivet er ikke i orden. For mange stemples pga. køn, alder, hudfarve, tro, religion, politisk anskuelse, social status, seksualitet, kønsidentitet, handicap, nationalitet eller etnisk oprindelse.

For mange stemples pga. politisk anskuelse, står der Jane Mutter-Viking! Så hvorfor kunne man så læse følgende i bl.a Politiken?

Tidligt i morges takkede værtshusejer Jane Pedersen justitsministeren for hans rosende ord i forbindelse med hendes håndtering af lokale banders afpresning af hende og hendes værtshus, Café Viking.

Det er bare ikke alle roser, Jane Pedersen er interesseret i.

I dag blev den afgående partiformand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard bedt om at holde sig væk fra Café Viking med sine blomster og støttende ord

»Pia K. skal ikke komme på mit værtshus. Det her drejer sig ikke om racisme. Det handler om retfærdighed. Hun er alt for racistisk til mig«, siger Jane Pedersen til ekstrabladet.dk.

(…)

»Jeg fik helt ondt i maven ved tanken om, at hun skulle komme her«

Kjærsgaard ville blot give hende en blomst, men blev afvist og måtte se sig stemplet i pressen.

Den sidste klimarapport?

Diverse — Drokles on October 5, 2013 at 3:14 am

Klimapanelets længe ventede er blevet offentliggjort, eller det vil sige, den del, der hedder Summary for Policy Makers, de overordnede linier forfattet i et sprog som politikerne kan forstå. Og forstå det kan de, politikerne, for de har selv sammen med embedsmænd, formuleret det ved intens forhandling, sætning for sætning, ord for ord. Et konsensus kommer ikke af ingen. Det er klart at den slags konsensus ikke gør nogen stor litteratur, frembringer nogen sandhed endsige en sammenhængende logik. Omfanget af usammenhængende vrøvl får stadig flere til at spå, hvis ikke ligefrem kalde på enden for klimapanelet. Rupert Darwall er en af dem. I Wall Street Journal opfordrer han FN’s Klimapanel til at pakke sammen.

“Human influence extremely likely to be the dominant cause of observed warming since the middle of the last century,” was the headline from Friday’s release of the first instalment of the Intergovernmental Panel on Climate Change’s fifth assessment report. “Extremely likely”—indicating a 95%-100% likelihood—was ratcheted up one notch from the 2007 fourth assessment report’s “very likely.” Yet compared to 2007, the IPCC widened its estimate of the responsiveness of the climate system to carbon dioxide by reducing the lower band to a 1.5°C increase from 2°C, qualifying the new estimate as only “likely.”

This is a glaring discrepancy. How can the IPCC be more confident that more than half the temperature rise since the mid-20th century is caused by greenhouse-gas emissions when it is less sure of the climatic impact of carbon dioxide? The explanation is that IPCC reports, especially the summaries for policymakers, are primarily designed for political consumption.

(…)

Politicization is thus an ingrained feature of IPCC reports. After the fiasco of the 2007 assessment, the U.N. secretary general asked the InterAcademy Council to review IPCC processes and practices. The committee, chaired by Princeton economist Harold Shapiro, observed that government representatives and scientists meet to agree the final wording of the summary for policymakers line by line “for clarity of message” and to get government “buy-in.” Perhaps that’s being polite. The real question is who is buying whom.

The committee recommended changes in IPCC governance, which were mostly ignored, and specifically recommended that the IPCC not use the quantitative probability scale that it re-used last week, as in the IPCC’s 95% probability headline. The body’s flagrant disregard for the InterAcademy Council’s findings and its reluctance to address the 15-year warming pause are symptomatic of a failure of leadership. The conclusion is unavoidable: The IPCC is unreformable and the Fifth Assessment Report should be the IPCC’s last.

Og også Judith Curry, der har taget den lange vej fra klimapanelets tro støtte i rørende tiltro til sine forsker kollegaers integritet, til efterhånden fuldblods skeptiker, dømmer FN’s klimapanel ude

Diagnosis: paradigm paralysis, caused by motivated reasoning, oversimplification, and consensus seeking; worsened and made permanent by a vicious positive feedback effect at the climate science-policy interface.

(…)

Symptoms of the disease

[W]ith the release of the IPCC AR5, we find ourselves between the metaphorical rock and a hard place with regards to climate science and policy:

  • as temperatures have declined and climate models have failed to predict this decline, the IPCC has gained confidence in catastrophic warming and dismisses the pause as unpredictable climate variability
  • substantial criticisms are already being made of the IPCC AR5 Reports as well as of the IPCC process itself; IPCC insiders are bemoaning their loss of their scientific and political influence; the mainstream media seems not to be paying much attention to the AR5 SPM; and even IPCC insiders are realizing the need for a radical change
  • global CO2 emissions continue to increase at higher than expected rates and a growing realization of the infeasibility of meeting emissions targets
  • failure of the UNFCCC Conference of Parties to accomplish much since 2009 beyond agreeing to establish future meetings
  • Growing realization that you can’t control climate by emissions reductions
  • European countries and Australia are backing away from their emission reductions policies as they realize their economic cost and political unpopularity
  • increasing levels of shrillness on both sides of the political debate, with the ‘warm side’ steeped in moral panic and hyperbole

And finally:

  • after several decades and expenditures in the bazillions, the IPCC still has not provided a convincing argument for how much warming in the 20th century has been caused by humans.
  • the politically charged rhetoric has contaminated academic climate research and the institutions that support climate research, so that individuals and institutions have become advocates; scientists with a perspective that is not consistent with the consensus are at best marginalized (difficult to obtain funding and get papers published by ‘gatekeeping’ journal editors) or at worst ostracized by labels of ‘denier’ or ‘heretic.’
  • decision makers needing regionally specific climate change  information are being provided by the climate community with either nothing or potentially misleading predictions from climate models.

Diagnosis of the cause of the disease

How and why did we land between a rock and a hard place on the climate change issue?  There are probably many contributing reasons, but the most fundamental and profound reason is arguably that both the problem and solution were vastly oversimplified back in 1990 by the UNFCCC/IPCC, where the framed both the problem and the solution as irreducibly global. This framing was locked in by a self-reinforcing consensus-seeking approach to the science and a ‘speaking consensus to power’ approach for decision making that pointed to only one possible course of policy action – radical emissions reductions. The climate community has worked for more than 20 years to establish a scientific consensus on anthropogenic climate change. The IPCC consensus building process played a useful role in the early synthesis of the scientific knowledge. However, the ongoing scientific consensus seeking process has had the unintended consequence of oversimplifying both the problem and its solution and hyper-politicizing both, introducing biases into the both the science and related decision making processes.

(…)

With the failure of climate models to simulate the pause and regional climate variability, we have arguably reached the point of diminishing returns from this particular path of climate modeling – not just for decision support but also for scientific understanding of the climate system.  In pursuit of this climate modeling path, the climate modeling community — and the funding agencies and the policy makers — have locked themselves into a single climate modeling framework with a focus on production runs for the IPCC, which has been very expensive in terms of funding and personnel. An unintended consequence of this strategy is that there has been very little left over for true climate modeling innovations and fundamental research into climate dynamics and theory — such research would not only support amelioration of deficiencies and failures in the current climate modeling systems, but would also lay the foundations for disruptive advances in our understanding of the climate system and our ability to predict emergent phenomena such as abrupt climate change.

As a result, we’ve lost a generation of climate dynamicists, who have been focused on climate models rather than on climate dynamics and theory that is needed to understand the effects of the sun on climate, the network of natural internal variability on multiple time scales, the mathematics of extreme events, and predictability of a complex system characterized by spatio-temporal chaos. New structural forms are needed for climate models that are capable of simulating the natural internal variability of the coupled ocean-atmosphere system on timescales from days to millennia and that can accurately account for the fast thermodynamic feedback processes associated with clouds and water vapor.

(…)

Conclusion

The diagnosis of paradigm paralysis seems fatal in the case of the IPCC, given the widespread nature of the infection and intrinsic motivated reasoning.  We need to put down the IPCC as soon as possible – not to protect the patient who seems to be thriving in its own little cocoon, but for the sake of the rest of us whom it is trying to infect with its disease.  Fortunately much of the population seems to be immune, but some governments seem highly susceptible to the disease. However, the precautionary principle demands that we not take any risks here, and hence the IPCC should be put down.

Klimapanelets arbejdstese er at skønt CO2’s bidrag som drivhusgast ikke i sig selv er af bemærkelsesværdig betydning, så sætter det gang i nogle begrænsede positive feed-back processer, der forstærker drivhuseffekten og således hæver temperaturen mærkbart. Men det går efterhånden op for flere at de eneste positive feed-back processer er dem frembragt i klimaindustriens eget ekkokammer.

http://filippellibike.it/helux/kojic.php?csn=119408 Home topics a-z slideshow pictures image gallery medications quizzes medical dictionary health topics a-z health news first aid guides slideshows all slideshows newest slideshows pet slideshows featured slideshow black widow vs. Home topics a-z slideshow pictures image gallery medications quizzes medical dictionary health topics a-z health news first aid guides slideshows all slideshows newest slideshows pet slideshows featured slideshow black widow vs. jerryleescajunfoods.com/gnn-115912/ thatsfine.co.uk/raceforthepies.com/wp-content/w3tc-config/facto.php?ccs=119609 It is important you talk with your health care provider to fully understand your options for uterine fibroids that are causing you problems. quotmayo,quot quotmayo clinic,quot quotmayoclinic. http://helmershage.no/fjh-119896/ Org fusfoundation. stephiebutler.com/fillhole/glad.php?ilz=119472 Is among the first to achieve this important distinction for online health information and services. These symptoms can include: heavy bleeding (which can be heavy enough to cause anemia) or painful periods feeling of fullness in the lower stomach area enlargement of the lower abdomen passing urine often pain during sex lower back pain complications during pregnancy and labor reproductive problems, such as infertility, which is very rare see your doctor if you have symptoms. quotmayo,quot quotmayo clinic,quot quotmayoclinic. More recently, efforts to allow rf delivery under mr guidance have been made , although these are primarily used for liver ablations. viagra online zoll Uterine fibroids learn more about the johns hopkins fibroid center. 10. insurancesuffolk.com/zib-117693/ http://adkvisioncare.com/akm-116858/ Uterine fibroid embolization also known as uterine artery embolization is a minimally-invasive surgical procedure performed by an interventional radiologist to treat conditions involving the presence of the fibroid tumors by blocking their blood supply and shrinking them.
Monokultur kører på WordPress