6 dage i Juni II - De udvalgtes åg

Diverse — Drokles on June 12, 2018 at 7:40 pm

Det var aldrig meningen at Israel skulle blive, som det er idag, skrev Göran Rosenberg f.eks i Information sidste år. Rosenberg var skuffet på den Første Zionistiske Kongres vegne over at Israel i de 121, der er gået, med alt hvad der er sket af uforudset ting i historien, ikke har været efter den oprindelige og lettere diffuse plan. Rosenberg sammenligner simpelt hen nogle drømme med et nutidsbillede uden hensyn til at vilkårene har ændret sig - hensynet til virkeligheden er den mangel han stiver sin indignation af med. For eksempel kollapsede det Osmanniske Rige, hvis velvilje planen afhang, som følge af 1. Verdenskrig. En anden udvikling man ikke havde set i 1898 var at det ellers stort set tomme land omkring Judæa og Samaria ville tiltrække allehånde arabere, som jøderne skabte økonomisk liv. Det var heller ikke med i planen at araberne ville erklære jihad mod selv ideen om at jøder ikke levede ydmygede under muslimsk fod, men havde deres egen bestemmekalot på issen. Virkeligheden optræder faktisk ikke i Rosenbergs domfældelse af Israel.

6-dageskrigen blev, ganske rigtigt, et afgørende vendepunkt for Israels identitet og forhold til araberne. Fra at Israel kunne overleve arabernes forsøg på folkemord, beviste Israel i juni ‘67, at de kunne ’settle all family business’ til den arabiske og muslimske Verdens store ydmygelse - og de var ikke uskyldige. Og vist førte den sejr til en brovtende selvforståelse og det er alt hvad Rosenberg mener er relevant. “Uanset årsagerne til krigen” indleder han således et afsnit, og fortsætter

…varede det ikke længe, før Israels erobring af Østjerusalem og Vestbredden blev beskrevet som en historisk tilbagevenden. En bred politisk bevægelse på tværs af partier under navnet ’Hele Landet Israel’, Eretz Israel Hachlema, krævede, at ’Judæa’ og ’Samaria’ skulle beholdes. Den faktiske – og senere formelle – annektering af Østjerusalem (inden for stærkt udvidede bygrænser) blev forholdsvis hurtigt sat i værk. Få år senere var de første jødiske bosættelser på besat jord et faktum, deriblandt den aggressivt national-religiøse enklave i det centrale Hebron.

(…)

Med tilbagekomsten til Hele Landet Israel skabtes de militære, politiske og territoriale forudsætninger for jødiske bevægelser baseret på forestillingen om, at jødisk nationalt herredømme over den erobrede ’hellige jord’ var en opfyldelse af bibelske profetier. De millioner af palæstinensere, som endnu beboede og benyttede området, var reduceret til en hindring på jødernes vej.

Med den jødisk-ortodokse tænker Yeshayahu Leibowitz ord, blev det jødiske folks stat “et statsapparat for jøders tvangsherredømme over et andet folk”. Uanset årsagerne, vold er forkert, så spar ham for “den selvmedlidende tone” om selvforsvar “uanset om der måtte være nogen sandhed i disse påstande eller ej”.

Men desværre, sandheden kan ikke forskastes. Araberne forkastede FNs delingsplan og derved også deres krav på jorden. Jorden mente de, at de kunne erhverve sig uden om FN ved at tage den med magt og slagte jøderne. Derved afsværgede de sig også retten til det, der ikke var Israel (Israel anerkendte FNs delingsplan og har efter international lov, ret til det land, som Delingsplanen definerede) og det blev, som det stadig er, omstridt land.

I ‘48 blev Østjerusalem besat af Jordan, der straks ødelagde alle synagoger og jødiske kirkegårde med mere. De millioner af palæstinensere, som endnu boede og benyttede området havde ingen kvaler med den manøvre. Området tilhørte altså ikke dem, men en hvilken som helst repræsentant for arabere eller muslimer. Omstridt land besat af trediepart… hvem besætter Israel det fra? Jordan eller de millioner af palæstinensere, som endnu beboede og benyttede området?

Og hvorfor er hellig jord sat i citationstegn, når det var araberne der erklærede hellig krig? Og hvorfor benyttes navnet ‘Palæstina’, som det korrekte, når det hverken er arabisk eller jødisk (det er et romersk hånenavn) - og ikke indkluderer Jordan, som ellers var en del af det Palæstinensiske Mandat? Fordi fakta ikke betyder noget, kun anklagen.

Rosenberg medgiver at det er “givetvis korrekt”, at Israel bliver bedømt med en anden målestok end andre stater, men det syntes altså så uvæsentligt at han end ikke finder det væsentligt om det faktisk er korrekt. For hvis Israel bliver målt med andre alen, så hænger det sammen med at “at forventningerne helt naturligt blev eksalterede og frygten apokalyptisk”, ved vores civilisations udsigt til “Jødernes tilbagekomst til ’det hellige land’”. Det er altså jødernes egen skyld at de ikke har levet op til vores forventninger.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress