Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Antisemitisme


Den lange march gennem FNs institutioner

Tidligere kortavarig  Knessetmedlem for Arbejderpartiet Einat Wilf forsøgte med lidt optimisme ovenpå FNs resolution 2334, der delegitimerer alt israelsk udenfor 1967 ‘grænsen’, inklusiv Øst-Jerusalem med Grædemuren og det gamle jødiske kvarter. Wilf påpegede at resolutionen ved sin skelnen mellem bosættelser og selve Israel “essentially clarifying the absolute legality of the territory of Israel within the 1949 ceasefire lines, including west Jerusalem”. Optimismen slutter vi af med, men først til Caroline Glieck der i Jerusalem Post skriver om de palæstinensiske araberes diplomatiske svikmølle

In 1989, following her tenure as President Ronald Reagan’s ambassador to the United Nations, Jeane Kirkpatrick described how the Palestinians have used the UN to destroy Israel.

Following outgoing US President Barack Obama’s assault on Israel at the UN Security Council last Friday, longtime UN observer Claudia Rossett wrote an important article at PJMedia where she recalled Kirkpatrick’s words.

In “How the PLO was legitimized,” published in Commentary, Kirkpatrick said that Yasser Arafat and the PLO worked “to come to power through international diplomacy – reinforced by murder.”

Kirkpatrick explained, “The long march through the UN has produced many benefits for the PLO. It has created a people where there was none; a claim where there was none. Now the PLO is seeking to create a state where there already is one. That will take more than resolutions and more than an ‘international peace conference.’ But having succeeded so well over the years in its campaign to delegitimize Israel, the PLO might yet also succeed in bringing the campaign to a triumphant conclusion, with consequences for the Jewish state that would be nothing short of catastrophic.”

As Rossett noted, in falsely arguing that Obama’s support for Friday’s UN Security Council Resolution 2334 is in line with Reagan’s policies, Obama’s UN Ambassador Samantha Power deliberately distorted the historical record of US policy toward Israel and the PLO-led UN onslaught against the Jewish state.

Anne Bayefsky, der tidligere så glimrende har beskrevet FNs konstante krig mod Israel, skriver på Fox News

The Palestinians have completed the hijacking of every major UN institution. The 2016 General Assembly has adopted nineteen resolutions condemning Israel and nine critical of all other UN states combined. The 2016 Commission on the Status of Women adopted one resolution condemning Israel and zero on any other state. The 2016 UN Human Rights Council celebrated ten years of adopting more resolutions and decisions condemning Israel than any other place on earth. And now – to the applause of the assembled – the Palestinians can add the UN Security Council to their list.

Resolution sponsors Malaysia and New Zealand explained UN-think to the Council this way: Israeli settlements are “the single biggest threat to peace” and the “primary threat to the viability of the two-state solution.” Not seven decades of unremitting Arab terror and violent rejection of Jewish self-determination in the historic homeland of the Jewish people.

Abbas ser frem til at kunne stille israelske sikkerhedsstyrker for den International Krigsforbryderdomstol i Haag. Elder Of Ziyon mindede med et par gamle avisudklip om arabernes jødefri ønske for ‘Palæstina’. Men videre og måske mere foruroligende skriver Bayefsky

At its core, this UN move is a head-on assault on American democracy. President Obama knew full well he did not have Congressional support for the Iran deal, so he went straight to the Security Council first. Likewise, he knew that there would have been overwhelming Congressional opposition to this resolution, so he carefully planned his stealth attack.

He waited until Congress was not in session. Members of his administration made periodic suggestions that nothing had been decided. There were occasional head fakes that he was “leaning” against it. He produced smiling photo-ops from a Hawaiian golf course with no obvious major foreign policy moves minutes away. Holiday time-outs were in full-swing across the country. And then he pounced, giving Israel virtually no notice of his intent not to veto.

Profound betrayal of a true democratic friend of the United States is the only possible description.

FN taler ikke om Yemen og den slags får Charles Krauthammer at foreslå at USA burde stoppe med at være vært for FN og omdanne FN-bygningen til ejerlejligheder. Og netop Trump er optimismen

Glædelig Hannukah til jøderne - I får brug for det

Jeg troede Julens absurditet var Prins Charles, der vil have at englænderne vil bruge Julen ikke til at tænke på “Lord our savior” men at tænke på Muhammed, fordi pædofeten var nødt til at emigrere til Medina for at finde sin frihed. Den frihed benyttede han, som bekendt for alle andre end Charles, til at etablere en intolerant stat, slagte de jøder han ikke solgte fra som slaver og alle sine kritikere, førend han vendte tilbage og erobrede Mekka. Ja, det er værd at tænke når man slipper hans følgere løs i Europa.

Men desværre er Charles afsindighed overgået af rigtig politik ved Obama, der har tilladt at FN definerer Tempelbjerget inklusiv Grædemuren som tilhørende araberne. Ben Shapiro skriver

Just in time for Chanukah, President Barack Obama has unleashed all the anti-Jewish fury of his administration on the state of Israel. According to a senior Israeli official, both Obama and Secretary of State John Kerry have been pushing a United Nations resolution behind the scenes that would essentially declare East Jerusalem, which includes the holiest site in Judaism, the Temple Mount, non-Jewish territory off limits to Israel, as well as labeling any Jew living outside the pre-1967 armistice lines illegitimate.

The draft resolution is an utter rejection of Judaism’s claims to Jerusalem – a historical absurdity, since the only reason anyone cares about the spot is because of Judaism’s claims to it, which predated any Muslim claims by well over a millennium. It rejects Israel’s ability to defend itself by maintaining territory outside the “Auschwitz borders” of pre-1967 Israel. It ignores international law – the resolution says that Israel is occupying “Palestinian territory,” which makes no historical sense given the fact that there was never any sovereign Palestine, that the Palestine Liberation Organization was founded prior to 1967 and called for the full destruction of the state of Israel (as indeed, the Palestinian governing organizations continue to do), and that Israel’s enemies never agreed to any international agreement granting them sovereignty over the territory. Essentially, the UN calls for all areas outside the pre-1967 lines, which would include East Jerusalem, to become Judenrein.

This isn’t a major shock from the Obama administration, which has a long, inglorious history of Jew-hating activity when it comes to Israel. This is the same administration that signed an Iran deal that puts Israel’s very existence in jeopardy, that forced Israel to apologize for attempting to blockade arms shipments to the terrorist group Hamas, that tried to stymie Israel’s ability to defend herself during a rocket war with Hamas, that pressures Israel consistently to make concessions to would-be Jew-murderers, that goes silent when American Jews are killed in Israel, that funds a terrorist unity government.

Mark Levin tweetedeIt appears anti-Semite Obama is working with the extremist Palestinians, and using the Israel-hating UN, to undermine our ally Israel“. Og i The Weely Standard skriver Elliot Abrams at Obama har tilladt FN at vedtage “a nasty and harmful anti-Israel resolution

Just weeks before leaving office, he could not resist the opportunity to take one more swipe at Israel—and to do real harm. So he will leave with his record on Israel in ruins, and he will leave Democrats even worse off.

It’s pretty clear that he does not care. Obama has gotten himself elected twice, the second time by a decreased margin (the only time a president has been reelected by fewer votes than in his first term), but he has laid waste to his party. In the House, the Senate, the state governorships, and the state legislatures, the Democrats have suffered loss after loss. Today’s anti-Israel action will further damage the Democratic party, by driving some Jews if not toward the Republicans then at least away from the Democrats and toward neutrality. Donald Trump’s clear statement on Thursday that he favored a veto, Netanyahu’s fervent pleas for one, and the Egyptian action in postponing the vote show where Obama stood: not with Israel, not even with Egypt, but with the Palestinians. Pleas for a veto from Democrats in Congress were ignored by the White House.

Does the resolution matter? It does. The text declares that “the establishment by Israel of settlements in the Palestinian territory occupied since 1967, including East Jerusalem, has no legal validity and constitutes a flagrant violation under international law.” This may turn both settlers—even those in major blocs like Maale Adumim, that everyone knows Israel will keep in any peace deal—and Israeli officials into criminals in some countries, subject to prosecution there or in the International Criminal Court. The text demands “that Israel immediately and completely cease all settlement activities in the occupied Palestinian territory, including East Jerusalem.” Now add this wording to the previous line and it means that even construction in the Jewish Quarter of the Old City is “a flagrant violation under international law.” The resolution also “calls upon all States, to distinguish, in their relevant dealings, between the territory of the State of Israel and the territories occupied since 1967.” This is a call to boycott products of the Golan, the West Bank, and parts of Jerusalem, and support for the Boycott, Divestment, Sanctions movement.

Yet Barack Obama thought this was all fine and refused to veto.

National Review forsøger at forstå omfanget af resolutionen og spørger “If an Israeli lives in a suburb of Jerusalem, is he or she now a criminal? Can he be arrested and tried in activist courts in Europe or in international legal tribunals?“. Abrams spørger “The remaining question is whether Jewish leaders and Democratic politicians who vouched for Obama and defended him for eight years will now tell the truth”. Jonah Goldberg skriver i samme ånd at “Obama has just thrown [liberal Jews and other supporters of Israel] under the bus” med sit forræderi og blandt Obamas egne partikammerater er der også vrede, skriver The Tower. I det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine skriver Lee Smith at “The lame-duck president is dismantling the alliance system that has kept America and much of the rest of the world secure

In a sense, the UN vote is a perfect bookend to Obama’s Presidency. A man who came to office promising to put “daylight” between the United States and Israel, has done exactly that by breaking with decades of American policy. It is also seeking—contrary to established tradition and practice, which strictly prohibit such lame-duck actions—to tie the hands of the next White House, which has already made its pro-Israel posture clear.

No doubt that many of those critical of the U.S.-Israel relationship will defend and applaud the administration’s action, even as the effects of the resolution are obscene. So what if it enshrines in international law the fact that Jews can’t build homes or have sovereign access to their holy sites in Jerusalem, the capital of the Jewish people for more than 3000 years? Israel, as Kerry said, is too prosperous to care about peace with the Palestinians. Maybe some hardship will shake some sense into the Jewish State—which after all, could easily have made a just and secure peace with the Palestinian leadership at any time over the past two decades, if that’s what it wanted to do. Accounts to the contrary, from Presidents Bill Clinton and George W. Bush, say, or left-wing Israeli politicians like former Prime Minister Ehud Barak and the late Shimon Peres, are simply propaganda generated by the pro-Israel Lobby, whose wings the President has thankfully clipped.

But the Obama Administration’s abstention isn’t just about Israel or bilateral relations with a vital partner in a key region. It’s also about the prestige of the United States and its power—the power, for instance, undergirding international institutions like the United Nations. Consider how the Obama Administration has used the UN the last several years—to legalize the nuclear program of Iran, a state sponsor of terror, and make it illegal for Jews to build in their historical homeland. In Turtle Bay, the White House partners with sclerotic socialist kleptocracies like Venezuela in order to punish allies, like Israel. Is this American moral leadership? For Sean Penn, maybe.

Det er Jul og der er håb. Om mindre end en måned træder en mand ind som ny amerikansk præsident

trump-forsvarer-israel

Within a couple of hours, Egypt withdrew the resolution, at least temporarily, and its president, Abdel Fattah el-Sisi, called Mr. Trump to discuss how “to establish true peace in the Middle East,” according to an aide to the president-elect.

Skrev New York Times og selv Charles Krauthammer var imponeret. Resolution blev kørt igennem alligevel da alle, med Tom Lehrers ord, hader jøderne.

Den store løgn

Venstrefløjens medier har siddet så længe på den offentlige mening at de ikke længere kan acceptere debat og ser dissens som kontroversielt og det kontroversielle er altid et skridt fra racisme, nazisme eller en eller anden metastaserende fobi. Som de presses af faldende tillid og spirende alternativer, gør de hvad de gør om ikke bedst så hvad de magter, og skruer op for defameringen af, ja alle efterhånden. Frank Gaffney skriver i Breitbart

In 2011, then-Secretary of State Hillary Clinton promised the Organization of Islamic Cooperation (OIC) to use “some old fashioned techniques of peer pressure and shaming” against those whose exercise of free speech “we abhor.”

(…)

Three good men Donald Trump has selected for key strategic and national security positions are currently getting the Big Lie treatment: his White House Counsel Steve Bannon, Attorney General-designate Senator Jeff Sessions, and incoming National Security Advisor Lieutenant General Michael Flynn. They are being relentlessly vilified as “racists,” “bigots” and “haters.”

I feel these able public servants’ pain. Indeed, I know what it’s like to be subjected to the Big Lie. For years, the Islamists and their allies on the hard Left – notably, the discredited (for example, here and here) Southern Poverty Law Center – have used character assassination and vitriol against me (for example, herehere and here) to protect what they otherwise cannot defend: the totalitarian program its adherents call Sharia. The false assertion last week that I had been asked to serve on the Trump transition team sent these rogues into fresh paroxysms of hateful denunciation, repeated like a mantra by their media echo chamber (for example, hereherehere and here).

Af en eller anden grund, skal disse udskammelser af meninger ‘vi foragter’ gentages i danske medier. Danmarks Radio spørger i en “slår Trump stadig konen” overskrift “Trump afviser at omstridt rådgiver er racist” og beretter

Demokrater, borgerrettighedsorganisationer som Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer og selv en række republikanere kritiserer Trump for at have valgt den stærkt højreorienterede Stephen Bannon som sin chefstrateg.

Kritikerne siger, at Trump dermed lukker en racist, antisemit og fortaler for hvidt overherredømme ind i Det Hvide Hus.

Bannon blev hentet ind i Trump-valgkampen sidst på sommeren fra det højreradikale Breitbart News. Det er et medie, der har fremmet alt-right-bevægelsen.

Breitbart News beskrives af amerikanske medier som eksempelvis radiostationen NPR for at være en løs gruppering af racister, nynazister, antisemitter og folk, der arbejder for hvidt overherredømme i USA.

Det er altså den yderste venstrefløj, der i sin nederlagsforbitrelse fremturer med beskyldningerne. Så lad os lige kontekstualisere lidt - det bliver vigtigt længere nede. Middle East Forum sammensatte en top 10 over “campaign contributions from individuals who subscribe to the same Islamic supremacism as Khomeini, Bin Laden, and ISIS” for 1015-16 sæsonen. Og ikke overraskende var der “nine Democrats, one independent (Sen. Bernie Sanders accepted $9,285), and no Republicans

Hillary Clinton tops the list, raking in $41,165 from prominent Islamists. This includes $19,249 from senior officials of the Council on American-Islamic Relations (CAIR), declared a terrorist organization by the United Arab Emirateson November 15, 2014.

For example, Mrs. Clinton has accepted $3,900 from former CAIR vice-chairman Ahmad Al-Akhras, who has defended numerous Islamists in Ohio indicted – and later convicted – on terrorism charges.

Among other current presidential candidates, Jill Stein has accepted $250. Donald Trump and Gary Johnson have not received any Islamist money.

Og Rådet for Amerikansk-Islamiske Relationer (CAIR) er selvfølgelig ikke en borgeretsorganisation, men en islamisk pressionsgruppe med bånd til HAMAS, der, som alle muslimske organisationer, kun har til formål at drage omsorg for islamiske interesser, omsorg som at sikre at ordet ‘jihad’ ikke indgår i en negativ sammenhæng. Grundlæggeren af CAIR, Omar Ahmad, har sagt følgende om de amerikansk-muslimske relationer

Islam isn’t in America to be equal to any other faith, but to become dominant. The Koran, the Muslim book of scripture, should be the highest authority in America, and Islam the only accepted religion on Earth.

Derfor var det også naturligt at CAIR drog omsorg for San Bernadino terroristens familie PLO-style, som det er naturligt for deres formand at ville styrte den amerikanske regering, som det var naturligt at de propaganderede for Ahmed the Clock Boy, som man betvivlede faldne amerikanske soldater deres ære

Hvad angår radiostationen NPR, så skylder Danmarks Radio måske at fortælle at det er en offentligt finansieret radiokanal, blot så man ved, hvor man har den i det politiske landskab. Og fordi offentligt finansierede medier ikke behøver at repræsentere andre interesser end de politikere, der skaffer finansieringen, så bliver det nødvendigt med en Ombudsmand der officielt skal sikre institutionen mod at blive overrendt af lange marcher, men som i realiteten selv er marcheret ind i institutionens hjerte til sikring af den officielle fortælling. Og denne ombudsmand Elizabeth Jensen, var så bestyrtet over at Breitbarts Joel B Pollack i et live interview fik chancen for at forsvare Trump og Bannon fermt mod nazi-, og sårn’ beskyldninger, at hun foreslog aldrig at lave live interviews med folk med kontroversielle holdninger. Og hvad der er kontroversielt ved vi fra Danmarks Radios liste af anklagere mod Bannon/Trump er dissens fra venstrefløjens fortælling. Breitbart skriver

Pollak, who serves as Breitbart’s Senior Editor-at-Large and In-house Counsel, defended its Executive Chairman Stephen K. Bannon from false and defamatory claims of antisemitism and “white nationalism.” He also turned the tables, pointing out that NPR has “racist programming,” including a story that called the 2016 election results “nostalgia for a whiter America.”

NPR listeners were apparently outraged that anyone from Breitbart News had been given an opportunity to defend the website and its chairman.

In her response, “Listeners: Two Recent Interviews Are ‘Normalizing Hate Speech’,” Jensen concluded that the live format had allowed Pollak to get the better of host Steve Inskeep.

She suggested that future interviews be taped: “In addition, in my opinion, these interviews should not be done live. Inskeep is an excellent live interviewer, but live interviews are difficult, especially when there is limited time. A little contextualizing never hurts.”

Jensen went on to argue that “contextualizing” had worked for a similar interview with former Ku Klux Klan leader David Duke, as well as for an interview Nov. 17 with white nationalist Richard Spencer. (Pollak responded to the latter interview in an article Nov. 18 rejecting NPR’s attempt to link Bannon and Breitbart with white nationalism.)

(som en sidebemærkning så havde BBC, endnu et offentligt finansieret medie en overskrift der lød “The Trump resistance movement builds” og indholdet skuffede ikke overskriften) Venstrefløjen og dens medier er en selvforsynende fødekæde af defameringsmaskiner.

“Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”

Smædekampagnen imod Trump med alle dens løgne spillede fallit, men som Milo Yiannopoulos funderer er det bemærkelsesværdigt at medierne ikke reflekterer over sig selv og deres egen taktik. Måske er det kun naturligt at når man i snart to år har overbevist sine læsere, lyttere og seere om at Trump er en skrækkelig mand måske også har overbevist sig selv. Som David P Goldman spekulerer så tilsiger “polite opinion (…) ritual anathemas of Trump”. Og når Trump er skrækkelig er de mennesker han omgiver sig med helt sikkert også skrækkelige.

Den mest skrækkelige mand Trump valgte var Steve Bannon. Bannon blev midt under valgkampen hentet fra sin redaktørpost på Breitbart til at lede Trumps kampagne og dengang kaldte lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen Stephen Bannon for “Donald Trump på steroider” og smædede foran Jyllands-Postens villige mikrofonholder ved samme lejlighed Breitbart News for “gentagne gange er blevet anklaget for at bringe artikler med tydeligt racistisk indhold“. En anklage er det samme som en dom, men Bannon selv har kørt Breitbart efter devisen “Facts get shares, opinions get shrugs” - og fakta tager sig jo ofte racistiske ud.

Medierne svælger i ufunderede beskyldninger mod alt fra højre og ikke mindst den nye store Satan i Trump. Men jeg vil dvæle lidt ved Point of View Internationals Annegrethe Felther Rasmussen der kaldte Bannon for “Den farligste mand i amerikansk politik” og Breitbart News for et hvidt nationalistisk netmedie, “Førerhunden for den islamhadende, antisemitiske, sexistiske, homofobiske og ultrapopulistiske bevægelse i USA

Men hvis man slet ikke kender Breitbart News, vil nogle af de i USA oftest fremhævede overskrifter hjælpe til at forstå mediets natur: “Bill Kristol: Republican Spoiler, Renegade Jew,” var en overskrift, der i Breitbart blev brugt som en kritik rettet mod William Kristol, der er en kendt neokonservativ chefredaktør og kommentator, som bl.a. har grundlagt magasinet, The Weekly Standard, efter at Kristol undsagde Trump som republikanernes kandidat.

Blandt de stødende overskrifter, som Rasmussen trak frem var tre af dem “Birth Control Makes Women Unattractive and Crazy“, “The Solution to Online ‘Harassment’ Is Simple: Women Should Just Log Off” og “Would you rather your child had feminism or cancer?” skrevet af Milo Yiannopoulos. To af dem havde Hillary Clinton allerede læst op til nogen latter blandt hendes på det tidspunkt endnu troende i den tro, at folk ikke kan skelne polemik fra nyheds-stof. Sådan går det når man tankeløst kolporterer den amerikanske venstrefløjs forbitrelser, “Hell hath no fury like a self-designated elite scorned”.

Venstrefløjen er intellektuelt faldet helt sammen og har intet projekt men kun gamle fjendebilleder. De kan ikke gamle hvide mænd, som de faktisk heller ikke bryder sig særligt meget om hverken gamle, hvide eller mænd. De kan ikke lide privat foretagsomhed, slægters led, civilisation og deres egen arv og især ikke historien, fordi den udstiller deres kroniske fejltagelser nådesløst. Så tilbage er kun at defamere alle der taler den midt imod og kalde alle nazist, homo-, islmo-,femi- alt muligt andet gejlfob.

Defameringen af Bannon går på to ben, dels at han er fortaler for hvid nationalisme, dels at han er antisemit. Anklagen om den hvide nationalisme ser venstrefløjen bevist i hans virke som redaktør på Breitbart News. Guardian mente at Breitbart News var et aldeles lødigt nyheds-site, måske fordi de faktisk havde taget sig tid til at læse Breitbart News, frem for blot at linke til en CNN artikel om stødende overskrifter, hvor man glemmer, hvem der skriver og hvorfor, som Annegrethe Rasmussen gør. Ligesom hun glemmer at nævne at det var David Horowitz, der kaldte Bill Kristol for ‘a renegade jew, - og at han ville gøre det igen.

Og det er defameringen af Bannons andet ben, at Bannon er antisemit, som Rasmussen ikke dvæler ved. Det gør hun muligvis ikke fordi hun blev træt i fingrene mens hun skrev, muligvis fordi det at beskylde en mand for at have et problem med jøder, lyder så indlysende tåbelig, når man nu allerede har nævnt, at denne mand har arbejdet for en virksomhed som Goldman Sachs, har produceret Seinfeld og har redigeret Breitbart,(Der forsvarer Israel) at den automatisk kaster tvivl på påstanden om førerhunden for alt det andet grimme han også skal have tid til at være. Det gælder om at dosere løgne i rigelige, men ikke alt for overvældende mængder. Stefan Molyneux giver en lang tilbagevisning, men man kan også se den mere effektive Ezra Levant

Åh, nu Rasmussen er glad for overskrifter hentet fra hendes nyhedstjeneste på CNN, så tillader jeg mig at vise nogle overskrifter fra venstrefløjens medier, som Breitbart havde samlet: “White people should be banned from doing yoga“, “Dog or jewish boyfriend; a quiz“, “Meet pedophiles who mean well“, “In Silicon Valley, young white males are stealing the future from everyone else” og

cnn-overskrift

For sorte hører ligesom til i fængslet…

Hvem skal betale for minoriteterne?

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

Berlingske Tidendes 80er propaganda

Sådan så Berlingske Tidendes, nu et par uger gamle kampagne ud og der medfulgte et interview med jordemoderen, der skulle uddybe nuanceringen af debatten. Er det en flygtning, islamist, eller jordemoder vi ser? Kasper Støvring spurgte på Facebook “Men hvad nu, hvis kvinden er alle tre ting? Det er da også en overraskende nuancering.”. For som det blev suppleret af flere, så er der ingen modsætning mellem islamisme, terrorisme og uddannelse og et eksempel blev hentet fra Uriasposten.

Men også et andet eksempel, som vi har været glade for på Monokultur, blev hentet frem. Douglas Murray beskrev nemlig for et par år siden, muslimen lidt mere nuanceret i forbindelse med nogle obligatoriske anti-israelske demonstrationer, han havde observeret i London, på baggrund af at Israel frækt igen-igen nægtede at lade sig ydmyge

I have watched them a bit in recent days, watched the contorted hatred on their faces as they scream at the embassy and then watched their friendly sociability as the headscarfed women are driven away by their menfolk, often with their children in tow — a family day outing in “diverse” modern London. Behind their smiles and the increasingly competent public relations that the pro-Hamas faction is managing in Britain, it is possible for some people to forget that what brings these people out is one simple thing: a hatred of the Jewish state and a desire to see it annihilated by the terrorists of Hamas or anyone else at hand.

Lene Kattrup havde mange gode indvendinger til dette stykke 80er propaganda, men jeg vil frem een, som ofte er fremdraget her på Monokultur, fordi det fremhæver den selvmodsigelse, der er indbygget i det multikulturelle narrativ

Overskriften (som er valgt af journalisten) er “Flygtning? Islamist? Jordemoder: »Selv om jeg ikke er streng, er jeg glad for mit tørklæde«.

Det synes jeg er en ”formindskende” og/eller misvisende omtale af hendes forhold til tørklædet og til den religion eller religiøse ideologi, som det islamiske tørklæde normalt er et symbol på, og som det sandsynligvis også repræsenterer for denne kvinde. For Soheila Azimi forklarer, at hvis hun havde skullet afføre sig det i arbejdstiden (men selvfølgelig kunne tage det på, straks hun fik fri), så ville hun have sagt sit job op. Dette fortæller os jo, at hun ikke kun er ” glad for tørklædet” som der står, og hun er jo så faktisk ”streng” på dette punkt. Det er en mulighed for, at hun bærer det for at vise, at hun går ind for sharialoven som lov. Lad læseren få lov til at tænke selv, ville jeg sige til journalisten og til Berlingske. Hvis journalisten var dygtig, kunne man jo have spurgt Soheila Azimi om det. Det ville have være klogt, men det tør journalisten måske ikke?

Nemlig. Der er ingen tvang i islam, men jeg skal have mit tørklæde på. Og hvad skal jeg mere…

Den postfaktuelle venstrefløj

For et par uger siden kunne man på siden Reel Ligestilling læse at “Objektiv viden er sexistisk”.

Når universiteter underviser de studerende med udgangspunkt i, at viden er noget en-gang-for-alle-fastslået, som det er de studerendes opgave at tilegne sig, diskrimineres kvinder og minoritetsgrupper.

Det fastslår Laura Parson i sin ph.d.-afhandling ‘Are STEM Syllabi Gendered? A Feminist Critical Discourse Analysis’. STEM er en forkortelse for Science, Technology, Engineering og Mathematics.

»STEM-pensaene i dette studie demonstrerede et syn på viden som noget, den studerende skulle tilegne sig, hvilket fremmer et syn på viden som noget uforanderligt. Dette forstærkes yderligere af brugen af biord, som underforstår vished, såsom »faktisk« og »det viser sig«, hvilke bruges i pensaene til at identificere information som faktuel og uden for diskussion«, skriver Parson i afhandlingen, som man kan læse et fyldigt uddrag af her.

Og således runger det akademiske Cthulhu i venstrefløjens hoveder. Her fra USA, hvor nogle negre med ‘afrikansk’ accent beskriver, hvorfor videnskab er hvidt og racistisk

Videnskaben er slem, bortset fra når den hævder at fortælle alt det venstrefløjen godt vil høre, såsom den øredøvende klimavidenskab, der helt unikt kan afgøres en gang for alle i et konsensus - videre debat er ødelæggende. Klimavidenskaben, som åbenbaret af FN og dens servile støtter, er hverken racistisk, sexistisk eller socialt uretfærdig. Tværtimod viser den at klimaet ødelægges af hvide gamle mænd og at det rammer fattige enlige farverige kvinder og deres handikappede børn i alle de dele af verden, hvor det ikke har været muligt at samle egentlige data til at bakke den besluttede viden op. Videnskab i klimagevanter er skruebrækker for allehånde interesseorganisationer og antivestlige ideologier til at tilrane sig magt og for stater og bureaukrater at inddrive flere skatter, så thumbs up for den!

Venstrefløjen baserer sit vræng på, hvad den kalder posfaktualitet, der er et ord for den snigende frygt den mærker af at tabe grebet om den dominerende fortælling. Venstrefløjen er postfaktualiteten; den tror på store menneskeskabte klimaforandringer når der ingen er at måle; hylder den multikulturelle model og kræver grænserne åbnet for alle de flygtninge den producerer; ser islam som progressiv; beundrede Berlinmuren, der holdt østtyskerne indespærret mens den nu fordømmer Israles sikkerhedsmur for at holde terroristerne ude…

Truth will out, som englænderne siger, men Obama appelerer efter lidt respit, som man kan læse på Breitbart

“We are going to have to rebuild within this wild-wild-west-of-information flow some sort of curating function that people agree to,” Obama said at an innovation conference in Pittsburgh.

“There has to be, I think, some sort of way in which we can sort through information that passes some basic truthiness tests and those that we have to discard, because they just don’t have any basis in anything that’s actually happening in the world,” Obama added.

Lidt antisemitisme til weekenden fra duetten Eno og Lykketoft

Antisemitisme, Diverse, FN, Historie, Israel, Muslimer, Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on September 10, 2016 at 11:14 am

Tidligere udenrigsminister Mogen Lykketoft og nuværende  blev bedt om at tale imod antisemitisme og bashede derfor Israel

When Israel, the U.S. and Canada hosted a forum on anti-Semitism at the U.N, the General Assembly president, former Danish foreign minister Mogens Lykketoft, spoke of Israeli “oppression” of the Palestinians.

Musikeren og produceren Brian Eno, der støtter Boykot, Divest, Sanction bevægelsen imod Israels eksistens, fik kvababbelse, da det kom ham for øre, at en israelsk dansetrup dansede til hans musik, skriver Jewish Standard

In a letter to the dance company and its choreographer, Ohad Naharin, Eno said he was not aware until last week that Batsheva used his work.

“(T)hough in one way I’m flattered that you chose my music for your work, I’m afraid it creates a serious conflict for me,” he wrote.

“To my understanding, the Israeli Embassy (and therefore the Israeli government) will be sponsoring the upcoming performances, and, given that I’ve been supporting the BDS campaign for several years now, this is an unacceptable prospect for me.”

Eno condemned “the demolition of Palestinian homes and confiscation of Palestinian land” and the lack of “any attempt to limit settler activity in any way.”

“I am trying to understand the difficulties that must face any Israeli artist now – and in particular ones like yourselves who have shown some sympathy to the Palestinian cause,” he wrote. But the bottom line, Eno said in the letter, is “I don’t want my music to be licensed for any event sponsored by the Israeli Embassy.”

Og det mindede en god ven om en tid, førend verdens 1,5 mia. muslimer blev regnet som et sårbart mindretal, hvor Brian Eno ikke var optaget af kampagner mod verdens 5 mio. israelere. I 1981 indspillede Eno, sammen med musikeren David Byrne, pladen “My Life in the Bush of Ghosts, der samplede tv-prædikanter, arabiske sangere m.m. Et af numrene var Qu’ran, der satte dyster musik til koranrecitation. Fedt nummer. De fik så en henvendelse fra British Council of Muslims, der førte til at nummeret blev erstattet med et andet på cd-udgaven.

Og et par gyldne ord fra Brian Eno

““I think we’re about ready for a new feeling to enter music. I think that will come from the Arabic world.””

““I’d love it if American kids were listening to Muslim music.””

Olympisk propaganda i Hijab

Det er spøjst, som muslimerne bruger de Olympiske Lege dette år til at promovere en ide om kvindefrigørelse overfor godtroende vesterlændinge. Amerikanerne stillede med den hijabkædte Ibtihaj Muhammad i sabelfægtning (ikke krumsabel dog og hun vandt bronze), der fortalte at hun følte sig utryg “all the time” ved at være muslim ‘hjemme’ i USA [En imam og hans assistent er til aften blevet likvideret i Queens, hvorfra Ibtihaj Muhammad bor]

“I want people to know that as hard as [these racist incidents] are on me, they don’t come even close to things we’ve seen like the shooting in North Carolina or the rhetoric around the Khan family at the DNC. It’s ridiculous and we as a country have to change and I feel like this is our moment.”

Vores øjeblik er muslimernes øjeblik, øjeblikket, hvor de præsenterer deres sag, som er islam, mens påstår at repræsentere hvad de kalder deres land, USA. Den bronzevindende atlet var rent faktisk tæt på at have den ære at bære Stars and Stripes ved åbningsceremonien, trods sin marginale sport. Og alligevel er USA hende imod, for alt er imod muslimerne. Og det er dette budskab, der skal masseres ind i den vestlige psyke.

Men det skal blive endnu mere plat. Den Olympiske Komite krævede ved forrige OL at Saudiarabien også stillede med kvindelige atleter, hvis ikke hele landet skulle udelukkes. Saudernes forfængelighed overvandt deres kvindehad, men de stillede også modbetingelser. Således skulle deres kvindelige judokæmper, der kun havde øvet denne disciplin i selvforsvar med sin far(host, host), have lov til at stille i hijab selv om det stred imod reglerne for sportens dresscode. Og hun skulle have lov til at optræde i det Sorte Bælte selv om hun højst kunne gøre sig fortjent til det Blå. Judoforbundet sagde først nej, men et kompromis blev fundet som der altid bliver fundet når det drejer sig om islamiske krav: Saudieren fik lov til at have hijab mod til gengæld også at få lov til at stille op i det Sorte Bælte.

Også en kvindelig saudisk 400 meter løber stillede op og selv om hun knap kunne løbe distancen blev hun behandlet som en stor helt for hendes brud på saudiske kønsroller. Og ikke et ord blev der nævnt om islam i de danske medier, næh, fænomenet var patriarkalsk kultur, der stadig var fremherskende i Saudiarabien. I år er der endnu flere hijabber med, der ikke kan vinde, knap nok konkurrere. Det er heller ikke meningen, de er med til ære for den vestlige verden, der åbenbart hungrer efter billeder af hvor frigjort man kan være når man aldrig kan optræde udenfor sin religiøse dresscode.

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-061039

Og det ser så tåbeligt ud, som det lyder

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-061249

Fremvisningen af den muslimske klædedragt på verdenscenen handler på ingen måde om at emancipere, eller anden form for empowermentshalløj, kvinden hjemme i muslimland. Det er alene rettet mod vesten, at bilde os ind at kvinden i den muslimske verden er lige så fri til at løbe som den vestlige kvinde. Ironien i at saudiske hijabber ikke må køre bil, er indtil videre helt tabt for medierne, der stiller indlysende tåbelige spørgsmål

skc3a6rmbillede-2016-08-14-kl-062117

Svaret er lige for. Den undertrykte er den der ikke kan skifte klædedragt efter forgodtbefindende. Men ikke for de sludrende klasser

Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, er en af dem, der faktisk ser noget positivt i billedet af de to kvinder i nærkamp ved nettet. »Et fantastisk billede, som viser to engagerede sportsudøvere,« siger hun og fortsætter:

»For mig viser det diversitet og mangfoldighed blandt de kvinder, som deltager i OL. Jeg er faktisk ret begejstret for det og finder påstandene om undertrykkelse i overkanten.«

(…)

Hun hæfter sig ved, at reglen om, at spilledragten i beachvolley indtil OL i London skulle være en bikini, også kan ses som undertrykkelse.

»Det bryder dette billede med. Det viser, at begge dele er muligt,« siger Signe Vahlun.

(…)

Lidt på samme hold er Khaterah Parwani, der ud over at blande sig i debatten også arbejder for at hjælpe kvinder fri af vold, undertrykkelse og religiøs social kontrol i Exitcirklen.

(…)

»Det er svært at forestille sig kvinder kaste sig frådende ud i en debat, hvor de kræver sportsmænd iført noget bestemt tøj. Enten tangatrusser, lange bukser eller noget helt tredje. Jeg kan blive stiktosset over, at mænd i den grad blander sig. Det gjorde de jo også, da kravet om bikini til beachvolleykampe blev ophævet,« siger hun, der ikke vil tage konkret stilling til, hvem af de to kvinder der er mest undertrykt. Eller fri.

»Det giver jo ingen mening, for jeg kender dem ikke. Det kan jo være, at kvinden med meget tøj på føler sig bedst tilpas sådan, og at kvinden i badedragt hader det. Det kan også være omvendt, men vi aner det ikke, og undertrykkelse handler om at gøre noget mod sin vilje,« siger Khaterah Parwani.

Hjemme i muslimland kunne billedet se således ud

skc3a6rmbillede-2016-08-13-kl-0613401

Men maskerne falder alligevel hos muslimerne, når det mindste pres melder sig. Den ægyptiske judokæmper Islam El Shahaby nægtede ikke blot at give hånd, men forlod helt sporten, efter at have tabt til en israeler, skrev Times of Israel

Some elements of the Egyptian media were furious Friday at the judoka for losing to an Israeli, Army Radio said. The outlets blamed Egypt’s President Abdel-Fattah el-Sissi for El Shahaby’s appearance at the fight itself.

The 32-year-old Egyptian, a world championship medalist in 2010, had faced pressure on social media and from hardline Islamist groups in his homeland to withdraw from the match.

(…)

Messner said that the fact that the Egyptian actually turned up for the match signaled “a big improvement” in the Arab states’ attitude to Israeli athletes at the Olympics.

“In the past, it is not sure that a fight between those two athletes would have taken place. This is already a big improvement that Arabic countries accept to be opposed to Israel,” he said.

Islam lover muslimen herredømmet over den ydmygede jøde. At tabe til en jøde, der endda er herre i sit eget hus, Israel, er en smertelig kognitiv dissonans.

Studie i Trump

Poul Høi mindede Berlingske Tidendes læsere om at “…en god del af [Trump]s tilhængere hører til derude, hvor man skal huske at blive vaccineret mod rabies. Den tidligere stordrage hos Ku Klux Klan støtter ham…” og derfor støttes af “60 pct. af stemmerne hos de lavtuddanede” i Nevada. Eller måske er det fordi Trump ikke er “a chemical cyborg with a personality that is driven by big pharma“, som tegneseriefiguren Dilberts skaber, Scott Adams mener (OBS DVT, doppler bestilt). Adams forudså meget tidligt at Trump ville vinde ikke blot republikanernes nominering som præsidentkandat, mens alle grinede ad hans hår, men også at han ville vinde præsidentvalget til november. Det fik selvfølgelig det venstreorienterede tidsskrift Salon til at kalde Adams for fascist - hvad andet kan man gøre på det overdrev?

Trump leverede et glimrende eksempel på  hvormed han med et enkelt tweet kan erobre dagsordenen. Som Demokraterne nominerede Hillary Clinton som præsidentkandidat skrev han: “Russia, if you’re listening, I hope you’re able to find the 30,000 emails that are missing. I think you will probably be rewarded mightily by our press.”. Demokraterne og hele pressen gik i selvsving med eksperter der talte om muligt landsforrædderi, hvad der hvilede på den præmis at Hillary rent faktisk opbevarede statshemmeligheder på sine personlige servere. Jim O’Brian skriver i Western Journalism

First, Trump got most mainstream media news outlets to refocus on the Clinton email controversy with front-page vigor. The controversy never got that much attention when it was being investigated in Congress. Now, it is on the cover of every newspaper for the world to read.

Second, Trump’s comments stole the headlines from the Democrats’ vice presidential rollout and President Obama’s speech on day three of the convention. No one is talking about Tim Kaine, certainly, and Barack Obama’s oversized ego must be smarting from the lack of attention. Everyone is talking about Trump.

Third, he took another dig at the mainstream media, and they are printing his criticism everywhere. Re-quoting the brilliant line, “…I think you will probably be rewarded mightily by our press,” was sarcasm at its finest. Everyone knows that the press will never print anything negative about a Democrat unless forced to do so, or unless they’re trying to raise a friendly warning flag about changing course. Consequently, they will definitely not be “rewarded.” Republicans and conservative-leaning Independents should be laughing at this line.

Fourth, Trump reinforced the rigged system narrative. All week long, Bernie Sanders supporters and the DNC have been arguing over the obviously rigged system that favored Hillary Clinton. Now Trump has expounded upon that narrative. He knows you cannot steal deleted emails. After all, how could the Russians hack that to which FBI Director James Comey testified was destroyed beyond any possible recovery? Unless, of course, the FBI was lying…

Trump watered the mental seed that is growing in everyone who believes the system is rigged. If those emails do not exist, why worry about hacking? If they do exist, why did the FBI not produce them?

Fifth, Trump reopened a festering wound in the psyche of the Democratic voter: what if those emails do contain something that can sink Hillary in November? No doubt, a significant portion of the “outrage” over Trump’s alleged hacking comments was really just preemptive damage control. If Hillary Clinton did something so egregious that one of those emails contained more than yoga schedules, then the DNC will have a hard time distracting the American public from that news story. The only thing that might work is faux indignation over the possibility that a foreign government is intervening in our affairs.

The sixth and most brilliant Trump achievement was how hard the media bit. The accusations levied against Trump were over-the-top. From Russian collusion to treason, the words he actually said reached none of the hype the media reported them to be. Now, normal people who do not live in New York City, Washington, D.C. or Los Angeles are reading those words and thinking “wow, that comment is meaningless… hardly treasonous… the media really has it in for this guy.”

Man kan også se Michael Strongs interview med Scott Dilbert, der varer en halv time. Men Trump kan også være seriøs, som da han talte om sit forhold til Israel, sikkerhedssituationen i Mellemøsten og Obamas atom-aftale med Iran. Først og fremmest lover Trump en anden dagsorden, end den som gammelpartierne har administreret ud til det degenererede.

Balfour erklæringen er alle katastrofers moder

Det palæstinensiske selvstyre vil sagsøge briterne for alle de ulykker, palaraberne har bragt over sig selv. Det er Balfourerklæringen udstedt i 1917, som er de skyldiges forbrydelse, der ved at love jøderne et hjemland i jødernes eget land har gjort det helt umuligt for arabere i den ganske region at tage sig noget som helst fornuftigt til lige siden. En god ven ønskede dem held og lykke og mindede om at oprettelsen af Israel var unilateral og ikke noget Storbritannien stod bag

Om noget bør de sagsøge Nationernes Forbund og efterfølger-organisationen de Forenede Nationer - det er under dets charter, at jødernes ret til at vende hjem til deres hjemland er fastlagt. Så løber de bare ind i det problem, at det er FN der er deres stærkeste støtte…..og at at det er gennem FN-organisationen UNRWA, at de fleste palarabere lever på permanent bistand.

United With Israel havde spurgt en lokal ekspertise

Director of Israel’s Foreign Ministry Dr. Dore Gold derided the Palestinians announcement that they intend to sue the United Kingdom for the Balfour Declaration, a document written almost 100 years ago by then UK Foreign Secretary Lord Arthur James Balfour which expressed support for the establishment of a Jewish national homeland in the land of Israel.

Saying the move is “revealing,” Gold stated that “apart from the obvious lack of any legal basis” for the Palestinian lawsuit, the “initiative itself demonstrates yet again the continuing refusal of the Palestinian side to recognize the legitimate and indigenous connection of the Jewish people to their ancient homeland.”

He pointed out the legal significance of the Balfour Declaration emanated from the fact that it was incorporated by the League of Nations into the 1922 Mandate for Palestine. “That mandate recognized the historical connection of the Jewish people to that area and that it provided the grounds for them to reconstitute their national home there.

The League of Nations’ mandate transformed Balfour’s stated policy into an internationally recognized legal obligation to “give effect to the inherent right of the Jewish people to self-determination in their ancient homeland,” Gold added.

Rights that were recognized by the League of Nations in that period were preserved by its successor organization, the United Nations, through Article 80 of the UN Charter.

Den venstreorienterede engelske avis Guardian anser da også søgsmålet for “a symptom of desperation about the Palestinian cause” og “a cry of anger and despair” ifølge Elder og Ziyon, fordi fredsforhandlingerne går trægt. Måske er det desperat, men næppe på grund af de fredsforhandlinger som palaraberne aldrig har været interesseret i. Langt mere er det nok et symptom på dels det umulige i at skade Israel med våbenmagt og dels den manglende succes med at fravriste Israel sin legitimitet, så massivt muslimer fra hele verden godt assisteret af vestens venstreorientede forsøger.

En af metoderne man har haft store forhåbninger til var at isolere Israels økonomi og gøre landet til en international paria igennem BDS (Boykot, Divest, Sanction). Og det er seriøse metoder nede på mikroniveau der helt ublut viser sit antisemitiske ansigt. Israel Hayom beskriver en del af virkeligheden, som den ser ud på de notorisk hysteriske amerikanske campus

On a recent campus tour, members of the Reservists on Duty Israel advocacy organization discovered the extent of anti-Semitism displayed by BDS activists, who posted “eviction notices” on the dormitory doors of Jewish students, demanding that they evacuate in three days or have their property thrown out.

Students for Justice in Palestine, one of the better known campus BDS groups, is responsible for this type of anti-Semitic prosecution. The notices they posted went on to state that the Israeli military does the same thing to Palestinians.

SJP typically undertakes these types of activities during “Israeli Apartheid Week,” an annual event during which activists screen films and organize protests, lectures and exhibitions that accuse Israel of apartheid, ethnic cleansing and war crimes.

(…)

These anti-Semitic tactics are common at a range of well-known American universities, particularly on the east coast. Jewish students have reported to Reservists on Duty about similar incidents at universities including New York University, the University of Pennsylvania, Connecticut College, Harvard University, the University of California, the University of Oklahoma, the Claremont Colleges, Vassar College and other schools.

In some cases, students approached the campus administration for help in dealing with the situation, but for the most part, the colleges avoided taking action to stop the phenomenon.

Men ak, ud over at være en gene for andre mennesker, som venstrefløjen mest er, så har de ikke formået at gøre en forskel for Israel. “Foreign investments in Israeli assets hit a record high last year of $285.12 billion, a near-tripling from 2005 when the so-called Boycott, Divestment and Sanctions (BDS) movement was started by a group of Palestinians, skrev Bloomberg og i New York går det endda modsat, hvor guvenør “Andrew Cuomo issued an executive order on Sunday, commanding government agencies to divest funds from, and refuse to do business with, companies and groups participating in the Palestinian-backed boycott of Israel.” En BDS-BDS med andre ord. Så palaraberne er efterladt med det eneste talent de har, at udnytte at alle andre, selv deres fjender, kerer sig mere for palarabernes børn, end de selv gør

Men måske palaraberne kunne sagsøge Kuwait for den etniske udrensning af pal-arabere i kølvandet på den Anden Golfkrig?

During the first hours of the Iraqi invasion, the Kuwaiti government left to Saudi Arabia. This encouraged Kuwaitis to leave the country, as well. They received financial aid from their government (in-exile) and other Gulf Cooperation Council (GCC) states. No government offered Palestinians any help; therefore, they had no other alternative but to stay in Kuwait throughout the crisis, the war, and the stage of persecution that followed.

A terror campaign against Palestinians in Kuwait started during the Iraqi rule. They were the target of several explosions that also killed Iraqis and workers from other countries. In particular, the Kuwaiti resistance was responsible for four major explosions and several small explosions before the war. The explosions occurred in the predominantly-Palestinian neighborhoods of Al-Adasani, Al-Hassawi, Khitan, and Amman Street. They resulted in Killing 46 and injuring 99 people most of whom were Palestinians.

The first explosion was in October 1990 in Al-Hassawi neighborhood, which was inhabited by Palestinians and workers from India, Pakistan, Sri Lanka, and the Sudan. The explosion resulted in killing twenty-two and wounding thirty-five people. There were five Palestinians and four Iraqis among the dead. The rest were from different nationalities. The Second explosion was also in October and occurred in Al-Adasani neighborhood, which was inhabited mainly by Palestinians. It resulted in killing three and wounding twenty-three Palestinians and one Indian. The third explosion was in November 1990, in Al-Hassawi neighborhood, killing seven and wounding thirty-seven people. While majority of the injured were Palestinians, the dead were four Iraqis, two Palestinians, and one Kuwaiti. The fourth explosion occurred in Khitan neighborhood, in December 1990. It resulted in killing eleven and wounding eighteen people. Among the dead were six Iraqis, three Palestinians, a Syrian, and an Asian worker. The wounded were eight Palestinians, three Bidoons (without citizenship), two Iraqis, and the rest were Asians. Finally, in January 1991, several small explosions targeted Palestinians in a commercial area known as Amman Street. Six people were killed and twenty were injured the vast majority of whom were Palestinians.

After the war

The terror campaign against Palestinians intensified after the war reaching a persecution stage. The Emir, the Crown Prince, and other senior members of Al-Sabah family led the campaign from the beginning. The Crown Prince reiterated his threats of vengeance against Palestinians of Kuwait in an interview with Robert Fisk of the London newspaper, The Independent, on February 21, 1991. He called for “cleansing” Kuwait of “fifth columnists.” On March 13, the Guardian cited government officials expressing the need to “clean out” the Palestinian neighborhoods. On April 3, a Kuwaiti army officer boasted to the American newspaper “USA Today” that the country was being “cleansed” of Palestinians. In his speech of April 8, 1991, the Emir also urged Kuwaitis to continue the campaign of “cleansing” Kuwait of the alleged “fifth columnists.” On May 8, 1991, the government newspaper, Sawt Al-Kuwait, claimed that Palestinians committed a collective crime during the crisis when they engaged in a “concerted attempt to cripple Kuwaiti civil disobedience against the Iraqis.” In the August 6, 1991 issue, the newspaper stated that Kuwait could not be secure as long as the fifth columnists are still inside the country. Apparently, the “fifth columnists” is a reference to Palestinians, Iraqis, Sudanese, Yemenis, and other Arabs whose countries supported the Iraqi position.

The terror campaign after the war started as early as the arrival of the Kuwaiti forces on February 26, 1991. Kuwaiti militants were quoted saying that they would shoot suspected Palestinians when they found them in their apartments. Four main militia groups and two state institutions participated in a concerted effort to terrorize and persecute Palestinians in Kuwait. Two of the militias were headed by the state security officers Adel Al-Gallaf and Hussain Al-Dishti. The third was headed by Amin Al-Hindi, a gangster who specialized in rape, torture, stealing, and killing. The fourth was the group known as August 2nd, which specialized in psychological warfare against Palestinians. The army and the police forces represented the two state institutions that were involved in this terror campaign.

Two Palestinians were shot dead near a traffic circle, on February 27. On March 2, Kuwaiti tanks and soldiers rolled into Palestinian communities, mainly Hawalli. House-to-house searches for weapons and alleged collaborators resulted in the arrest of hundreds of Palestinians. People were also arrested at checkpoints for no reason other than being Palestinians. Typically, they were beaten instantly then taken to police and detention centers where they were tortured for confessions.

Despite the military censorship, newspapers began to report a dramatic rise in the number of injured Palestinians in Mubarak Hospital. Scores of people were treated from severe beating and torture. Six Palestinians were brought to the Hospital shot dead in the head, execution style. By the third week of March, hundreds of people were treated from torture injuries and thousands stayed in detention centers for interrogation. Amnesty International reported that the torture of Palestinians was continuing in Kuwait by the third week of April. A 24-year-old Palestinian had been beaten for hours, had acid thrown over him, and had been subjected to electric shock torture.

The terror campaign continued throughout 1991 achieving its main objective: terrorizing Palestinians enough so that they would leave the country. To expedite the process, the government took several other measures to evict those who did not leave. First, Palestinians working for the government were fired or not rehired. Second, Palestinian children were kicked out of public schools and subsidies for their education in private schools were stopped. Third, new fees became required for health services. Fourth, housing rents increased and people were asked by Kuwaiti landlords to pay rent for the entire crisis-period.

More important were the feelings of injustice and insecurity Palestinians began to experience as a result of the terror campaign. It became unsafe to walk in streets or to stay at home. Rape stories functioned as a decisive pushing factor for the remaining Palestinian families. The “censored” Western media rarely reported on this part of the campaign. The CNN TV network covered one of these rape stories. Lubbadah told the same story together with many others. The Middle East Watch group also told several stories of rape.

On May 27, 1991, several members of a Kuwaiti militia group entered the apartment of a newly married Palestinian couple. They divided themselves into two groups. One group took the twenty-six year old bride, Najah Yusuf As’ad, to one room where they raped her one after the other then they shot her with nine bullets in the head. The other group took the thirty-year old groom, Muhammed Musa Mahmood Mustafa, to another room where they also raped him one after the other then they shot him with four bullets in his spine. When they finished committing their crimes, they sat in the apartment, drank tea, then called the bride’s family several times telling them what happened to their daughter. Another story was about A.M.M., an eighteen-year old Palestinian girl. She was kidnapped and gang-raped for two days then was brought to Mubarak Hospital on May 25, 1991. Her family said that she was kidnapped in front of her house by Kuwaiti young men. A third story was about S.M.A.D., a twelve-year old Palestinian girl, who was also kidnapped in front of her house in Al-Rumaithiyah, on June 6, 1991. She was also gang-raped for two days by a group of Kuwaitis. A fourth story was about F.M.A.F, a fifteen-years old Palestinian girl, who was kidnapped in front of her house in Al-Farwaniyah, on June 4, 1991. She was raped for two days then was brought to Al-Adan Hospital. Finally, a Palestinian woman in her fifties was kidnapped and raped by a group of Kuwaiti men about the same age. A Kuwaiti man approached her offering help. He gave her an address where she can receive social assistance. When she went to the address, she was kidnapped and raped for a week by several Kuwaiti men who then left her in a deserted area.

The government also intensified its efforts to evict the remaining Palestinians directly through deportation. Between the middle of June and the first week of July 1991, about 10,000 Palestinians were deported to the Iraqi border. On July 8, the Minister of Interior Affairs, Ahmed Hamoud Al-Jaber Al-Sabah, announced that there were about 1,000 more Palestinians in detention camps waiting for deportation. Actually, these deportations forced tens of thousands of other Palestinians to leave, mainly family members, because they could not practically stay when the head of the household or the main bread winner was deported.

The deportees were dumped at the Iraqi border near Safwan. Gradually, it became known as the Safwan Refugee Camp. Many of the deportees to this camp were tortured and brutally beaten by Kuwaiti troops. In most cases people were simply “dumped” there without any legal deportation procedures. Typically, people were arrested at checkpoints, then beaten and tortured to admit that they were collaborators. If they did not admit, they would be deported to Safwan Camp. One of the Camp deportees was Fayiz Nadir, a 23-year-old Palestinian. He was burned 10 times with an iron on his arms, feet, and head. Another one was Abdul Qadir, a 30-year-old Algerian. He was arrested together with Fayiz Nadir for two weeks. He saw 109 men in the detention center with their hands tied behind their backs, often blindfolded. When the men were brought to the interrogation, they were kicked and jabbed with gun butts. Electrical wires were put on their fingers and temples. They were given water twice a day and food once every four days. A Sudanese truck driver, Mustafa Hamzah, was arrested and blindfolded for two weeks in the Salmiya Girls’ Secondary School. He named the Kuwaiti 1st Lt. Abdul Latif Al-Anzi as the person who was in charge of that detention center. A Palestinian deportee told the New York Human Rights Group that he was tortured in that school. They burned him with a cattle brand, beat him, then dumped him by a roadside.

Se, det lugter lidt mere af Haag.

Kommer det nye USA nu?

Man kunne tro at Donald Trump var arketypen, eller en lidt vulgær variant, af den amerikanske drøm, men i New Yorker kunne jeg læse at Obama mente at Trump er uamerikansk. Kristeligt Dagblad assisterede min bedagede forståelse det amerikanske og præsenterede “det nye USA der hepper på Hillary Clinton

Demokraternes præsidentkandidat skal samle et kludetæppe af mindretal for at vinde over Donald Trumps hvide vælgere ved USA’s valg i november

Det Demokratiske Partis nye ansigt er folk som Zak Davidson fra Columbia, Ohio. En hvid, veluddannet ateist på bare 22 år.

Det er 64-årige Norma Davenport, der har levet hele sit liv i et traditionelt afroamerikansk arbejderkvarter i Philadelphia.

Det er den homoseksuelle flådeveteran Ron Helms og hans jødiske veninde Joanne Goodwin fra Florida.

Og det er Sue Langley fra Virginia, der for 34 år siden immigrerede fra Thailand til USA med sine forældre.

Og det nye USA ser sådan her ud

At råbe “Intifada! Intifada!” og “Death to the USA!” mens man brænder israelske flag er i sandhed langt fra, hvad den negerlignende Steven W Trasher kalder “a rabid, dwindling and angry white electorate” af Trump støtter. Trasher er bange for at de rabiate, svindende, vrede hvide vælgere er nok til at bringe Trump til Det Hvide Hus til november fordi Hillary ikke kan begejstre, “just watch Hillary Clinton being booed at her own party convention”. Den slags intern dissens får man ikke indtrykket af i medierne, især ikke de danske, men Townhall forsøgte at opgøre omfanget af udvandringen fra konventet, da Hillary blev nomineret

The level of media bias in reporting the Democratic National Convention is as high as I have ever seen outside of North Korea and the old Soviet bloc. The GOP convention was declared a disaster many times during its four-day run, but the DNC, reeling from revelations of the rigging of the primary contests, is getting far more benign descriptors, as the media avert their eyes from unpleasant realities.

Among the most unpleasant realities for Democrats and the media is the anger of Bernie supporters now that it is clear the campaign into which they threw their hearts and souls was fixed all along. Somehow, that anger must be minimized, trivialized, and eventually extinguished if Donald Trump is to be stopped. And in the eyes of the media, that threat is so overwhelming that no restraints whatsoever are justified in making the case against him as propagandists rather than honest observers and reporters.

So the focus last night at the DNC was “history being made,” (no Y chromosomes at the top of the ticket) and a soft focus look at Hillary’s record as a left wing activist using children as a front for demanding leftist policies and selected aspects of her personal relationship with Bill Clinton, the most popular living Democrat (if you ask Democrats).

As propaganda, it was skillful.

Godt dog at ISIS overhovedet blev nævnt for ifølge Breitbart blev det eller jihad eller terror slet ikke nævnt på konventets første dag. Til gengæld blev andendagen åbnet med af islamisten Sherman Jackson, der mener, om ikke sit, så hvad islam lærer ham om del af det nye USA der er homosexuelle, jøder etc. Man skal helst ikke nævne islam, ifølge Obama, ikke blot fordi det er “offensive to Muslims”, men “the kinds of rhetoric that we’ve heard too often, from Mr. Trump and others, is ultimately helping do ISIL’s work for us”. Omvendt med Hillary “She will stand up to ISIS”, som Martin O’Malley (ham er der spræl i) uambitiøst erklærede. Men at stå op imod ISIS er alt man tør på et demokratisk konvent, hvor al tale om faktisk at bekæmpe kalifatet fører til protester fra salen.

Jeg er ikke helt klar over hvorfor befollkningsudskiftning er blevet så salonfähig i medierne. Men det nye USA kommer måske til at vente four more years, da Trump fører i meningsmålingerne og Assange truer med at der er mere slim i røret.

Med jøden er det anderledes

Muslimer i Europa råber Allahu Akbar mens de stikker folk ned på gaden, kører dem ihjel eller hugger deres hoveder af. De har muslimer gjort længe i Israel

Men inden muslimernes opførsel blev så spektakulær at den ikke længere kunne skjules, skosede europærere Israel for ikke at være eftergivende nok. Når muslimer myrdede jøder var der jo nok en god grund til det - det er der jo altid. Mosaic Magazine mindede forleden om et af de mange europæiske hyklerier når det drejer sig om Israel

Yesterday, when an Afghan migrant and Islamic State devotee in Germany began attacking commuters on a busy train, he was quickly shot and killed by security. Similarly, the horrific truck attack last week in Nice was only brought to an end when the French police shot and killed Mohamed Lahouaiej Bouhlel, who also appears to have been linked with ISIS.

When comparable knife attacks and car rammings have happened in Israel, security forces there acted similarly. Of course, on many occasions, Israel’s border police and army have managed to shoot and merely disable assailants. But when that has not been possible, Palestinian attackers have been shot and killed in an effort to save the lives of Israeli civilians in immediate harm’s way. It would seem morally obvious that sometimes this is what has to be done to bring a terror assault to the swiftest possible conclusion.

Yet Sweden’s Foreign Minister Margot Wallstrom had an objection to Israelis defending themselves in this way. In January, when allegations were made in the Swedish parliament that Israel was perpetrating “extrajudicial executions” of Palestinian attackers, Wallstrom gave credence to these allegations. “It is vital that there is a thorough, credible investigation into these deaths in order to clarify and bring about possible accountability,” she said. By the same standard, we should now expect to hear Sweden’s foreign ministry call upon their French and German neighbors to undertake investigations into the circumstances under which the German train and Nice attackers were killed.

Wallstrom’s talk of bringing about “possible accountability” is especially galling. The notion that it is members of Israel’s security forces who should be interrogated and punished for acting to neutralize a terror threat is an unspeakable moral inversion. But, of course, in the event that there was serious reason to believe that wrongdoing had been committed by a member of the security services then that would be a legal matter.

Der er nu ikke noget der ikke er for ‘galling’ for EU, som Evelyn Gordon skriver

Following last week’s terror attack in Nice, a Belgian Jewish organization issued a highly unusual statement charging that, had European media not spent months “ignoring” Palestinian terror against Israel out of “political correctness,” the idea of a truck being used as a weapon wouldn’t have come as such a shock. But it now turns out that European officials did something much worse than merely ignoring Palestinian attacks: They issued a 39-page report, signed by almost every EU country, blaming these attacks on “the occupation” rather than the terrorists. The obvious corollary was that European countries had no reason to fear similar attacks and, therefore, they didn’t bother taking precautions that could have greatly reduced the casualties.

The most shocking part of the Nice attack was how high those casualties were: The truck driver managed to kill 84 people before he was stopped. By comparison, as the New York Times reported on Monday, Israel has suffered at least 32 car-ramming attacks since last October, yet all these attacks combined have killed exactly two people (shootings and stabbings are much deadlier). Granted, most involved private cars, but even attacks using buses or heavy construction vehicles never approached the scale of Nice’s casualties. The deadliest ramming attack in Israel’s history, in 2001, killed eight.

(…)

Now consider the abovementioned EU document, first reported in the EUobserver last Friday, and its implications for both those counterterrorism techniques. The document is an internal assessment of the wave of Palestinian terror that began last October, written by EU diplomats in the region and endorsed in December 2015 by all EU countries with “embassies in Jerusalem and Ramallah,” the EUobserver said.

And what did it conclude? That the attacks were due to “the Israeli occupation…  and a long-standing policy of political, economic and social marginalisation of Palestinians in Jerusalem,” to “deep frustration amongst Palestinians over the effects of the occupation, and a lack of hope that a negotiated solution can bring it to an end.” This, the report asserted, was “the heart of the matter”; factors like rampant Palestinian incitement and widespread Islamist sentiment, if they were mentioned at all, were evidently dismissed as unimportant.

The report’s first implication is obvious: If Palestinian attacks stem primarily from “the occupation,” there’s no reason to think anything similar could happen in Europe, which isn’t occupying anyone (at least in its own view; Islamists might not agree). Consequently, there’s also no need to learn from Israel’s methods of dealing with such attacks.

In contrast, had EU diplomats understood the major role played by Palestinian incitement—for instance, the endless Internet memes urging Palestinians to stab, run over and otherwise kill Jews, complete with detailed instructions on how to do so—they might have realized that similar propaganda put out by Islamic State, urging people to use similar techniques against Westerners, could have a similar effect. Had they understood the role played by Islamist sentiments—fully 89 percent of Palestinians supported a Sharia-based state in a Pew poll last year, one of the highest rates in the world—they might have realized that similar sentiments among some European Muslims posed a similar threat. And had they realized all this, the crowds in Nice might not have been left virtually unprotected.

No less telling, however, was the report’s explanation for Israel’s relatively low death toll. Rather than crediting the Israeli police for managing to stop most of the attacks quickly, before they had claimed many victims, it accused them of “excessive use of force… possibly amounting in certain cases to unlawful killings.”

If the EU’s consensus position is that shooting terrorists in mid-rampage constitutes “excessive use of force,” European policemen may understandably hesitate to do the same. In Nice, for instance, the rampage continued for two kilometers while policemen reportedly “ran 200 meters behind the truck trying to stop it”; the police caught up only when a civilian jumped into the truck’s cab and wrestled the driver, slowing him down. Yet even then, an eyewitness said, “They kept yelling at him and when he did not step out – they saw him from the window taking his gun out.” Only then did they open fire.

Det er bare anderledes med jøden. Tag denne formulering fra BBC, som fremhævet af Campaign Against Antisemitism

Through the last 18 months of jihadist terror in France, a simple pattern is emerging: it keeps getting worse. If the January 2015 attacks were aimed at specific groups – Jews and blasphemers – the November follow-up was more indiscriminate. At the Bataclan and at the cafes the Islamists killed young adults, out being European hedonists. This time, it’s gone a step further. In Nice, it is the people at large – families and groups of friends – doing nothing more provocative than attending a national celebration. Ten children were among the dead.

Før ramte terror mest jøder og blasfemikere, men nu rammer det uden at diskriminere. Hmm, måske der efterhånden er nogle europæere, der skylder Israel mere end en undskyldning.

Her er en tanke. Som muslimer fortsætter med at myrde europæere og som det politiske landskab nok (og forhåbentligvis) kommer til at ændre sig vil forståelsen for Israels problemer sandsynligvis udvikle sig i en mere solidarisk retning for den europæiske offentlighed. På Jerusalem Post kan man læse at Israels næste krig “will be far more brutal” end den seneste for 10 år siden. Hvis Israel til den tid ikke skal bekymre sig om europæernes fine fornemmelser til den tid, står Hezbollah til en giga røvfuld - just saying.

Den økumeniske dødssejler

Det er svært at følge med efterhånden. Et meme på Facebook hed “0 dage siden et muslimsk terrorangreb”. I Frankrig har en præst fået skåret halsen over af to muslimer, der angreb midt under gudstjenesten. Ud over præsten, der med sine mere end 80 år kun vikarierede for den ferierende præst, var der to nonner, hvor den enes liv endnu hænger i en tynd tråd, og to kirkegængere. Alligevel var det nok kristenpraksis til et muslimsk angreb.

skc3a6rmbillede-2016-07-27-kl-045253

Eller, jeg forivrer mig måske, for selv om muslimerne skreg Allahu Akbar som de skar halsen over på den gamle mand, kender myndighederne endnu ikke deres motiv. Og mens myndighederne begynder at tjekke de to muslimers kontakt til døgnpsykiatrien eller interviewer tidligere klassekammerater om eventuel mobning eller det hele bare var et desperat råb på hjælp efter et afslag på asyl så hæfter jeg mig ved at den angrebne kirke var en del af et økumenisk projekt, hvor muslimer og kristne forsøgte at se ud over deres uenigheder (som at muslimerne burde slagte alle kristne nu eller vente til senere).

Vidste muslimerne dette? Og i så fald havde jeg forestillet mig at de hellere ville slagte den involverede imam for at besudle Allahs morderiske lære med snik-snak i selskab med kuffars. Principielt gør det jo heller ingen forskel at den slagtede præst var, hvad man kunne kalde en venligboer, der er stadig tale om terror. Og terror er, hvad der rammer alle, også kristne, selv om man ikke hører så meget om det. Fox News skriver dog, hvorledes den nye normal antager et stadigt mere muslimsk ansigt

Unfortunately, similar attacks on Christians are rarely recounted, although ISIS has made its intentions clear: “the Christian community… “will not have safety, even in your dreams, until you embrace Islam. We will conquer your Rome, break your crosses, and enslave your women….”

Certainly Islamist radicals have not ignored this proclamation, even though accounts of their successful efforts may be hard to come by.

Only a scouring of Catholic news reports exposes an ongoing litany of desecration, arson and abuse.  For example, a recent newsletter from Federation for Europa Christiana recounts (in French) the following:

“At Martigues…three successive attacks in May 2016: first the pastor extinguished a malicious fire on the altar of the church of the Madeleine. This same priest was later attacked and his eye was blackened….

“Then, at the Saint-Genest church, the same priest discovered the open tabernacle and communion wafers thrown to the ground…

“In April, 2016, all the crucifixes and crosses were shattered at the cemetery of La Chapelle-du-Bard….”

All told, 810 attacks on French Christian places of worship and Christian cemeteries took place in 2015.

Meanwhile, the National Catholic Register reported on June 6,

“In recent weeks, Catholics in France and Belgium — countries still recovering from brutal ISIS attacks — have been hit with numerous acts of violence and aggression, including fires set in churches, an assault on a priest, the desecration of a tabernacle.

“More than 100 Catholic websites… of churches and congregations were hacked by suspected Tunisian cyber-jihadists who call themselves the Fallaga Team.”

Og i Kososvo skyder muslimerne på serbere, der vil besøge resterne af deres kirker og klostre, som muslimerne har ødelagt

On Saturday, ahead of today’s holiday dedicated to Archangel Gabriel, a group of Serbs came under fire from automatic weapons as they were cleaning the grounds of the garbage and debris that local ethnic Albanians are dumping at the ruins of the desecrated temple. Nobody was injured during the incident, that has been reported to the Kosovo police.

Today, about 100 villagers and their guests from various parts of the Kosovsko Pomoravlje District, along with some citizens who had left the area as early as in the 1970s, gathered at the monastery and celebrated the day in peace, and without incidents.

“Visiting my hometown brings back beautiful childhood memories, but scenes like the desecrated grave of my former neighbor - which was done during the past year - point out to the reality and the difficult lives that people who remained are leading.” Mijomir Lalic, who now lives in the town of Smederevo, told Serbia’s state broadcaster RTS.

Nenad Kojic, a professor at the Pristina University, now relocated to Kosovska Mitrovica, said those who live in the village now “have no intention of leaving.”

“It’s all the same that they destroyed our holy places, they cannot destroy our faith and our hope,” said Kojic.

The Binac monastery, dedicated to Archangel Gabriel, is one of the oldest Serbian temples built in the 14th century. It was completely destroyed in July 1999, after the war in Kosovo and after the arrival of international forces there.

Og inden nogen skulle fristes til at påpege tonen i debatten, så går det samme vej for kristne i muslimske lande. Her en stemningsrapport fra Ægypten

Since late May, Christians in Egypt have been the victims of at least a dozen sectarian attacks, and activists and politicians say the government has done little to stop it, despite Egyptian President Abdel-Fattah el-Sisi’s early overtures to the Coptic community and their staunch support of him.

“It is escalating in a very short time,” said Mina Thabet, programme director for minorities and vulnerable groups with the Egyptian Commission of Rights and Freedoms.

Among the assaults was one in late May on an elderly Coptic woman in Minya, who was stripped, beaten and paraded naked because of a rumour that her son was having a relationship with a Muslim woman. Seven homes in the town were set ablaze.

Victims said the police response was late and insufficient.

Sectarian tensions heated up even more on June 30, three years to the day after the beginning of the protests that led to the overthrow of Egypt’s first democratically elected president, Mohammed Morsi, when a Coptic priest was gunned down in Al Arish, North Sinai in an attack claimed by the IS group. The group accused the priest of “waging a war against Islam”.

As gruesome as that attack was, the majority of the incidents have not taken place in the IS stronghold in northern Sinai, but in the Governorate of Minya, which is nestled along the Nile river about 250 kilometres south of Cairo.

(…)

Hours before the priest in Al Arish was shot, the under-construction house of a Coptic man in Minya was torched by a mob who thought he was building a church – despite his having signed an affidavit in the presence of police, the mayor and the local sheikh saying the structure would be a residence and would be used for no other purpose. The four adjacent homes, which belonged to his brothers, were also burned.

The building of churches is a flashpoint for sectarian tensions in Egypt. Per capita, there are far fewer churches serving the Christian community than there are mosques serving the Muslim community, and the building of new churches is strictly restricted under Egyptian law and requires special permissions. Christians for decades have had difficulty obtaining the necessary approvals and often face fierce opposition from Muslim neighbors.

While the recent violence has been concentrated in and around Minya, other Christian strongholds in the country have suffered as well. For example, an attack occurred on July 2 in the governorate of Sohag, which is about 500km south of Cairo and also has a large Christian population, when the teenage daughter of a priest was grabbed from behind by the hair and stabbed in the neck in what appeared to be a failed attempt to slit her throat. She was rescued by a bystander and survived the attack.

Tilbage til Danmark og et kig på venligboernes økumeniske projekt. For et par år siden vågnede den iranske kommunistpige op det umulige i et ægteskab med islam, om det var jøder, israelere eller progressive. Inger Holst husker tilbage til sommeren 2014

En lys og mild sommeraften samlede en flok mennesker sig på Christiansborg Slotsplads.

En taler bød dem velkommen: »Det kræver mod at komme her, det er svært at stå sammen om fred,« sagde taleren. Her var jøder, israelere, arabere, iranere, her var københavnere af alle slags. Det var i juli 2014 under endnu en voldsom konflikt i Mellemøsten.

Taleren var Jaleh Tavakoli, en af demonstrationens arrangører.

»Begge folk har ret til fred,« sagde hun.

»Begge folk har retten til et land.«

Imens hun talte, kom nye mennesker til. De kom fra Rådhuspladsen, hvor der var demonstration for palæstinensernes ret. Men ikke for andres. Jaleh Tavakoli var en af de få, der nåede at holde sin tale. Den startede med en erindring om hylende sirener og om den angst, hun selv havde oplevet i sin barndom under krigen mellem Iran og Irak.

Imens hun talte om disse minder, begyndte politisirener at hvine. Biler kørte med hornet i bund, med flag og fuckfingre strittende ud ad de nedrullede ruder.

De fleste af dem, der deltog i angrebet, var danskere med palæstinensisk baggrund.

Men blandt dem, der truende nærmede sig, kunne Jaleh Tavakoli genkende nogle af sine gamle, etnisk danske partikammerater fra Enhedslisten.

»Er det det her, du vil, Jaleh,« spurgte en af dem.

Et halvt år senere var Tavakoli medarrangør af det debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden, der blev angrebet af en herboende muslim. Der findes ingen frem med muslimerne, kun stilhed før massakren. Det positive er at mens folk på venstrefløjen skulle gøre sig anstrengelser for at registrere danske jøder og deres adresser på en særlig jødeliste, der skulle bruges, den dag den nu skulle bruges til hvad man dog ellers kunne bruge sådan en liste til så har vi allerede medlemslister af diverse partier og organisationer på venstrefløjen. Ikke at vi skal bruge den til andet end hvad Anne Grethe Holmsgaard havde tænkt sig med jødelisten, det er bare rart at have - hvis nu det skulle blive aktuelt med sådan en liste med navne og addresser.

Trumps sammenhængende tale

Donald Trump fører ifølge CNN i meningsmålingerne over Hillary Clinton. Der skal tages det forbehold at Trump har fået ekstra opmærksomhed som han blev kåret til Republikanernes præsidentkandidat på der republikanske konvent. Nu er det så Hillarys tur til at højne opmærksomheden om sit kandidatur, men hun skal tage højde for en opmærksomhed der indtil videre er centreret om hvorledes Demokraterne har modarbejdet Bernie Sanders den anden kandidat til Demokraternes præsidentkandidat i en blanding af almindelig Clintonsk korruption og generel venstreorienteret antisemitisme (og så er der den almindelige dyrkelse af race-deling). Hillary har allerede ansat Demokraternes skandaleombruste partiformand til (forsat?) at lede hendes kampagne.

Og man kan håbe at Trump ender med nøglerne til Det Hvide Hus. Muligvis er han en charlatan og muligvis vil han være en katastrofe, men i forhold til alternativet, så har vi brug for en mand der kan sige sandheder. Om terror-angrebene mod Frankrig - og man kan inkludere alle europæiske lande i denne ligning - siger Trump

- Det er deres egen skyld, fordi de i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium, siger han.

Det gør ondt at læse og nogle er faldet over ham for at bebrejde ofrene. Men det er desværre sandheden. Hvis ikke man værger for sig inviterer man problemerne ind i sit land. Man kan meget vel beskylde “eliten” eller “venstrefløjen” eller “venligboerne” eller “politikerne”, men alt i alt har de europæiske nationalstater, og de er jo summen der indeholder elite, folk og fjolser, ikke taget var på sig selv. Det er tid til at se virkeligheden i øjnene.

- De er blevet kompromitteret af terrorisme. Her er, hvad jeg vil gøre: Ekstremt grundige undersøgelser. Det er et hårdt ord. Ekstreme undersøgelser. Vi skal stille hårde krav. Hvis en person ikke kan bevise det, de skal kunne bevise, kommer de ikke ind i det her land, siger Trump, der dog ikke besvarer mere uddybende spørgsmål om hans model for undersøgelserne.

(…)

- Folk blev så vrede, da jeg brugte ordet muslim. Uh, man må ikke sige muslim. Og det er okay, for nu taler jeg om territorier i stedet for muslimer, siger han.

Det er en helt anden indstilling end den europæiske, der klart spejler sig i crooked Hillary. Jean-Claude Juncker “the EU chief admitted he would prefer Hillary Clinton in the White House to Donald Trump”, skriver Breitbart. Tro mod sit formål ræsonnerer formande at uanset omkostningerne er åbne grænser et gode

Mr. Juncker insisted that however bad the “migrant crisis” and terrorism in Europe gets, the EU will never call into question the free movement of people within the bloc.

“This is one of the four fundamental freedoms of the founding Treaty of Rome. It is an inviolable principle,” he said.

(…)

Dismissing suggestions that open borders led to the attacks, Mr. Juncker said he believed “exactly the opposite” – that the attacks should be met with a stronger display of liberal values including open borders.

Det verdensfjerne udsyn, renset for de grimme realiteter gennemsyrer både ekspertise, medier og myndigheder. Her sad jeg med kaffen og læste en ganske almindelig artikel på Danmarks Radio om noget af det seneste terror

Der er åbenlyst ingen sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland. Men for mange tyskere føles det som terror, selv når det ikke er det, siger DR’s Tyskland-korrespondent Michael Reiter.

- Det giver en følelse af, at man ikke kan gå ud i det offentlige rum uden at blive ramt af et eller andet forfærdeligt til hver en tid, siger Michael Reiter og tilføjer, at utrygheden kommer til udtryk på de sociale medier, i de tyske avisers ledere og hos dem, han taler med.

- Der en udpræget følelse af, at verden er at lave. Sådan var det allerede efter i fredags, hvor tyskerne oplevede blodbad nummer to på en uge.

Angreb gavner højrefløjen

De voldomme begivenheder kan meget vel give den islam- og indvandringskritiske tyske højrefløj ekstra vind i sejlene, vurderer Michael Reiter. For alle gerningsmænd har anden etnisk baggrund end tysk.

- For det nationalkonservative parti Alternative für Deutschland er det vand på møllen, når der er tale om terror. For det bekræfter dem og deres vælgere i deres meget heftige kritik af kansler Merkels flygtningepolitik, siger Michael Reiter.

Det er altså kun for det nationalkonservative parti Alternative für Deutschlands vælgere at der er en sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland alle begået af indvandrere og at denne sammenhæng har at gøre med Merkels flygtningepolitik, hvor man “i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium”. Det borger jo ikke godt for det samlede elektorat.

Skæggede mænd lavede tumult på nøgenbaderstrand” var en overskrift på Ekstrabladet, der i artiklen gav et lille hint ved at disse skæggede mænd “beskrives som værende ’sydlandske’ og som værende omkring 25 år gamle.” Som Møller på Uriasposten spekulerer i “kunne det godt være et efterspil til en fugtig kongres for kristen-arabiske julemænd, men nej”. Møllers sarkasme er desværre sørgelig præcis, hvis man læser de svenske medier, hvor det i ægte Camusks ånd er solen der var skyldig i de mange voldtægter. Midt i al det gejl kan man ikke fortænke den almindelige borger i at miste sin sunde fornuft

forkert-gc3a6t

Myndighederne i både Tyskland og Frankrig har haft travlt med at dække over problemets omfang og essens.

Der er en direkte sammenhæng mellem muslimsk indvandring og terror og vold. Trumps tale er sammenhængende, mens europærernes, med et engelsk udtryk er unhinged.

Jødehad på Campus

Safe Spaces gælder selvfølgelig ikke jøder på de amerikanske campus. Forklædt som Israel-kritik, ender debat-arrangementer eller foredrag om Israel ofte i mod-demonstrationer, mødeterror og uroligheder. På Algemeiner kan man læse om hvorledes venstrefløjen retfærdiggør sin mentalitet

Members of two prominent student groups who took part in a violent protest against a pro-Israel event at the University of California, Irvine (UCI) are attempting to justify their actions, following intense backlash and calls for legal action against them.

UCI’s Students for Justice in Palestine (SJP) and Jewish Voice for Peace (JVP) each released separate statements defending their sponsorship of and participation in the demonstration against a Student’s Supporting Israel (SSI) event featuring Israel Defense Forces (IDF) veterans and the screening of a movie about the army.

As The Algemeiner reported, anti-Israel students at UCI blockaded attendees. One female student was harassed and chased, to the point that she was forced to flee and take refuge inside a nearby building. Police were eventually called in, but allowed the protest to continue. Protesters shouted ,“Long live the intifada,” “f*** the police,” “displacing people since ‘48/ there’s nothing here to celebrate” and “all white people need to die.”

SJP said they were “wholly justified” in protesting the SSI event, because “the presence of the IDF, better known as Israeli Occupation Forces (IOF), and police threatened our coalition of Arab, Jewish, Black, Latinx, API, undocumented, trans, and queer students and the greater activist community. Our demonstration was held to protest the presence of military and police forces on campus, which threaten the lives of Black and Brown people every day.”

Bombarderet med had til Israel fra pressionsgrupper, undervisere og medier, skrider morgendagens elites, de studerene, opfattelse af moral ad absurdum

Love is in the air

Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed” skriver Ayan Yasin, “studerende og veninde med de to voldsofre”, i Politiken. De to voldsofre er Nada Musse og Ayaan Ahmed, der blev “verbalt og fysisk overfaldet af tre etniske dansker – en mand og to kvinder – efter et cafébesøg i Odense” og det var “en forbrydelse motiveret af had til og fordomme mod muslimer og er en konsekvens af folkevalgte politikeres indvandrerfjendtlige polemik og propaganda mod den muslimske minoritet i Danmark.”

Hvad kan vi lære af denne hadforbrydelse? Hvordan får vi vendt skuden? Al had er tillært og kan derfor aflæres. Vi kan overvinde had ved at imødegå negative stereotyper og fordomme gennem dialog og næstekærlighed.

Hadforbrydelser er et åbent angreb på vores danske værdier og skal bekæmpes med handlinger af godhed. Vi, flertallet, kan ikke tie længere. I lyset af had er tavshed dødbringende. At tie er at samtykke, og apati kan tolkes som accept.

Godt de stakkels ‘Sharia-aktivister‘ ikke var fra Politiet. Men jeg modstår fristelser om at nævne moskeer, koraner, Muhammeds udsagn, kriminalstatistikker, Frankrig i undtagelsestilstand, terror mod jøder, Islamisk Stat…. Hmmm, Islamisk stat og tonen i debatten, det minder mig om noget jeg læste tidligere i debatten. Åh jo, “Socialdemokraten Jacob Lund, der sad i Folketinget for sit parti i et år frem til valget sidste sommer” og “ i dag er lokalformand for Socialdemokraternes partiforening på Nordbornholm” tweetede “IS er en muslimsk version af DF” fordi Dansk Folkeparti vil “tage opholdstilladelsen fra flygtninge og sende dem hjem.” skriver Berlingske Tidende

Overfor politiko.dk uddyber Jacob Lund sin holdning:

»De har begge to frygten for det fremmede. Begge parter vil jo gerne udrydde dem, der ikke hører hjemme hos dem selv. Det kan godt være den ene skyder på dem, og de andre bare fortæller dem, at de skal flygte, men målet er jo det samme,« siger Jacob Lund.

(…)

At man ønsker, at flygtninge og immigranter skal sendes retur, er vel ret forskelligt i forhold til IS, der slår folk ihjel?

»Nej, de skræmmer jo også.«

Men IS slår folk ihjel?

»Ja, på den måde er der forskel, men begge parter vil gerne have sit eget område for sig selv.«

Måske er det svært med dialog hvor muslimer og venstrefløjsere ikke kan tænke en ærlig tanke, men måske skulle man prøve med næstekærlighed - eller måske blot med noget juhu, mens det hele går ad helvede til, så luk øjnene og dans dialog ind i dit hjerte

For børnenes skyld

Børnekultur, den er hele tiden under forandring. For opfattelsen af børn er, som begrebet fortæller, et spørgsmål om kultur. Derfor er det falsk når det siges at vi alle vil det bedste for vores børn. Det vil vi ikke og der er ikke blot tale om perverterede undtagelser. Til nogle tider og i nogle samfund er børn f.eks blot en fremtidssikring, i vore tider ofte en selvrealisering. Og selv om vi ville det bedste for vores børn, så er vi altid uenige om, hvad der er det bedste. En hippie i Købehavns gentrificerede brokvarterer vil gerne have at deres børn identitet er en udlevelse af en eksotiske sexualitet som slår døren ind til et kreativt job for vores andres penge. For muslimer på Vestbredden og i Gaza er det fineste at se sin teenagesøn sprænge sig selv og sine omgivelser i luften ved et busstoppested i Tel Aviv - så de kan opnå martyriet og familien lidt EU penge overrakt via den herskende terrorbevægelse Og det er jo på en gang det bedste for børnene og en fremtidssikring for familien.

Men vi er kristne eller i hvert fald rundet af kristendommen, så børn er individder med en uskyldighed, der giver dem en særlig forrang for at komme ind i himmerriget, skønt de rationelt er lettere at erstatte gennem reproduktion end et fuldvoksent menneske og derfor burde have mindre værdi. Men synet på børn er ikke rationelt, det er et religiøst dogme. Og den slags degenererer jo over tid, når man glemmer eller endog fornægter udgangspunktet. Så i Danmark, hvis for tiden herskende, men efterhånden lidt skrantende gud hedder velfærdsstaten vil man byde den ellers udviste gangster Levankovic velkommen hjem til det forbryderimperium han blev tvunget væk fra. For hans børns skyld, selvfølgelig. Fuck andres børn. Eller som psykolog ved Red Barnet Kuno Sørensen formulerer det

Som jeg umiddelbart hører det, har man ikke vurderet, at Levakovic er direkte skadelig for børnene, så derfor vil der i sådan en sag være et behov for børnene, for at have en ordentlig kontakt i ordentlige rammer sammen med den far, som de er børn af. Det, at skulle rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov

Gangsteren Fisfis har otte børn (8!), så han venter i kulissen. Er der noget som rettigheder? Men netop det at vi prøver at beskytte børn ud over al rimelighed, mens muslimerne kan tage småpigerne til koner (smådrengene kan bare tages) giver en udfordring i kulturmødet når de myldrer herop med deres barnebrude. Normalt ville vi redde dem ud af de pædofiles kløer, men når man ikke er fra Tønder spiller familien, som det ellers er så trendyt at dekonstruere, pludselig en stor rolle. For børnebrudens skyld, selvfølgelig.

Der kommer også flygtningebørn uden voksen ledsagelse (heldigvis er halvdelen af disse børn voksne), men disse børn sendes ikke tilbage til deres forældre, selvom det at “rejse til et fremmed land og etablere et samvær i nogle fremmede rammer, vil ikke kunne opfylde børnenes behov”. Måske fordi at når de endelig er med voksen ledsagelse, så vil den voksne måske ikke helt barnets bedste, men ser istedet barnet som en fremtidssikring, der kan slå døren ind til velfærd.

Saudi Arabia Uncovered

Her er en dokumentar om livet i Saudiarabien. Optaget med skjult kamera får vi et indblik i muslimsk liv, som det leves hvor det tages alvorligt. Fra The Muslim Issue

Saudi Arabia spent over $70 billion from oil revenues between 1984 to 2004 to spread Wahhabi Islam and terrorism all over the world. Our own trade budget is recycled and used to expand terrorism. Islamic terrorism accoding to the laws and dictates of prophet Mohammed. The amount has now surpassed $100 billion.

So why is the world still engaged in trade with the Saudis and the Muslim world in general, so intolerant and hateful of ‘the other’? Why are they allowed to get visas, diplomatic immunity, purchase properties, invest and fly in and out of the West with special previleges? This is a criminal alliance that is treason to the people in the West, their future and their security. This international association with the Islamic world is funding and enabling the spread of terrorism worldwide. The oil trade is the foundation of that door that opens to Saudi terror initiatives.

The Saudis have worked for decades to establish their roots in Bosnia and Herzegovina where they feel they gain easier access to spread Wahhabism into Europe. There they operate entire plagiarism operations and education on forging official documents. When Merkel Muslims illegally arrived into the mediterranean pre-planned through fraudulant claims in need of asylum Saudis didn’t offer them any shelters of ‘protection’ in their mutual Ummah. The Saudis quickly offered to fund 200 mosques. 200 Wahhabi mosques of hatred to be spread across Europe. There is already 5,000 mosques across Europe.

Imamer og ørefigner

TV2 har lavet en dansk pendant til de engelske Undercover Mosque og Undercover Mosque - The Return, Moskeerne bag sløret. Kim Møllers Document.dk gennemgik essensen

Det blev ikke udpenslet, men de problematiske moskéer var de største, og mellem linjerne kom det frem, at det på ingen måde drejede sig om at et mindretal af herboende muslimer fra flere arabiske lande og Somalia. Det blev fortalt, at 80 procent af kvinder fra disse lande ikke var i arbejde, hvad til dels blev forklaret med islams holdning til kvinders ageren i det offentlige rum.

Og Kasper Støvring mindede om de sørgelige tal

Er det kun et lille mindretal, der støtter det? Det er tvivlsomt, hvis vi ser på den mest omfattende undersøgelse, der er lavet om europæiske muslimer, WZB-undersøgelsen. Her mener 75 procent af alle muslimer, at der kun findes én sand udlægning af Koranen, og 65 procent mener, at religiøse lov skal stå over sekulære love. I en undersøgelse fra sidste år, lavet af Wilke for Jyllands-Posten, så man en stigende tendens til islamisering blandt muslimer i Danmark. I 2006 mente 62 procent af danske muslimer, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. Det tal er vokset til 77 procent i dag. Undersøgelsen viste også, at 50 procent beder mere end fem gange dagligt. Ved en tilsvarende måling i 2006 var det tal blot 37 procent, og andelen der ønsker, at kvinder skal være tilslørede i det offentlige rum, er vokset fra 28 procent til 42.

Ah ja, skjulte optagelser fra en moske sætter fokus på enkelte imamer og deres misforståede udlægning af islam - i hvert fald for vores politiske systems opfattelse. Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth “personlige reaktion er, at man bør rive moskéen ned og udvise imamerne“, skriver TV2. Og Konservative vil sammen med SF have en decideret dansk imamuddannelse, “et opgør med de selvbestaltede imamer, der kommer med grundlæggende anderledes samfundssyn end det, vi har i Danmark“, som integrationsordfører for Socialistisk Folkeparti Jacob Mark formulerede det ifølge Jyllands-Posten. Det er for socialister ikke et dansk samfundssyn vi har i Danmark, blot et samfundssyn i Danmark - og nu har vi altså et samfundssyn til. Alligevel “væmmes” Jacob Mark faktisk over de sydlandske

Som udgangspunkt er jeg villig til at gå ret langt for at få erstattet de radikale imamer, som får lov til at prædike i danske moskeer. Så hvis det handler om at finansiere de moskeer, der ikke har råd til sin egen imam, så synes jeg, det er det værd

Selvom vi kun har et samfundssyn i Danmark, så har vi dog noget, der er dansk, nemlig danske moskeer. Og de danske moskeer er af svingende kvalitet med hensyn til det i øjeblikket tilstedeværende samfundssynd, så vi må støtte de mindst ringe mod overmagten. Møller fangede pointen i at “de problematiske moskéer var de største“, største, som i mest populære, læggende sig mest op ad mainstream, mest på linie med muslimer flest, givende mest mening for en troende muslim, i størst overensstemmelse med islams væsen - sådan set ud fra et muslimsk perspektiv. TV2 citerede endvidere Venstres forrige integrations- og udlændingeordfører, den senere skatteminister Karsten Lauritzen, der sidste år ikke mente at man “løser problemet i Grimhøj ved at lukke lokalerne og jævne bygningen med jorden“, førend han fortsatte med en tom indsigt

For det er de mennesker, der prædiker og har deres daglige gang og holdninger, der er problemet. Dem bekæmper vi bedst ved at tage en debat omkring det og udfordre dem i offentligheden i stedet for at drive dem under jorden

Ja, absurditeterne bor i hjerterne og ikke i murstenene, men det er ikke et imamproblem at imamerne kender islam og prædiker for menigheden. Venstre er regeringen og trods deres bravaller vil ingen imam blive hældt ud af landet for at fortælle om islam, som ingen muslim vil blive stoppet ved grænsen. Og hvorfor også det da “vi har selv lukket den fanatiske imam, Oussama El-Saadi ind” som konstitueret præst i Stenstrup-Lunde pastorat Maria Høgh skriver i Berlingske Tidende

Og hvad gør vi så ved det? Ja, vi kunne begynde med at opgive troen på det gode i mennesket. Trangen til retfærdighed og godhed i mennesket er med Tom Kristensens udtryk »asiatisk i vælde«. Det er ikke bare en uskyldig og naiv tro – den er farlig for nationen, fordi trangen til godhed også bliver politisk.

Men politikerne vil ikke opgive illusionen. Vil de ikke se i øjnene, hvad vi har lukket ind i landet siden 1983? Skal det ikke snarere handle om inddæmningspolitik i stedet for integrationspolitik?

Hvis nogen bliver godt integreret i Danmark, er det ikke alene på grund af en eller anden politisk pakkeløsning, men fordi det enkelte menneske selv tager ansvar og gør op med sine patriarkalske familiemønstre og den islamiske ideologi. Selvfølgelig skal Grimhøj-moskeen lukkes, som Naser Khader straks udtalte søndag aften. Men hvad så?

Oussama El-Saadi kan vi vel smide ud af landet, men er problemet så løst? Nej, det ændrer ikke på islams DNA, og enhver muslim har frihed til at tro på ideologien. Det ændrer ikke på, at verden har brug for en reformation af islam. Eller, må Danmark en dag i nødværge tage skridt, som strider mod alt det, vi som et demokratisk folk er opdraget med?

Tja – forhåbentlig ikke. Men her til morgen (mandag) har SFs Özlem Cekic heldigvis løst problemet: »Så uddan for hulen imamerne i Danmark!« skriver hun på Facebook. Det vil sige, at småfuglene selv skal udruge gøgeungen frivilligt? Men det skal de vel med vores store tolerance have lov til?

Og Jaleh Tavakoli kalder imamernes opfordring til forældre om at tæske deres børn ind i islam for hadforbrydelser og opfordringer til racistisk vold. Hun mente at højrefløjen burde stoppe deres “symbolpolitik” og “spil for galleriet

Og hvorfor egentligt så al den larm, for de ting, der har været fremme om Grimhøjsmoskeen, er da islamisk teologi - som langt de fleste moskeer, også i Danmark, kan skrive under på.

(…)

Kære politi, retsvæsen og politikere, fortæl mig venligst, hvorfor imamer og islamister ikke retsforfølges for at tale for faktisk at bekrige jøder, dræbe for apostasi og blasfemi, og deltage i hellig krig?

Det er utilgiveligt, at imamer og islamister uden nogen konsekvenser kan fortsætte med at true og opfordre til vold, for det foregår, det findes på nettet, i lukkede kredse og i moskeerne.

(…)

En politisk kamp der strækker sig fra integration, til asylpolitik, til sikkerhedspolitik, til ulandsbistand, og til de militære konflikter, som vi deltager i.

I kan starte med i stedet at afskaffe de paragraffer, som tjener som appeasement, i en tid hvor fascismen truer os på ytringsfriheden, og det gælder både blasfemi- og racismeparagraffen.

(…)

Samtidigt ved jeg, at en del imamer på tværs af organisationer har valgt ikke at udtale sig. For teologisk er de på trods af uenigheder, enige om pisk, straffen for apostasi, blasfemi og stening med mere, så det siger jo sig selv.

Måske man kunne tæske islams væsen ind i vore politikere, som muslimerne skal tæske det ind i deres børn? Imens i Rusland har nogen hyret en barnepige med hijab

Det var et sidespring. Og apropos sidespring, Bettina Heltberg mente i Politiken, at kunne “se på Marie Krarups bittert nedadbøjede mundvige, at hun i Guds navn har fået mange små relevante ørefigner i sin opvækst“. “Hendes ansigt er bittert, træk for træk ligner hun sin far. Han var berygtet for at slå sine døtre…” skrev hun oplysende. At det er en løgn kommer ikke i vejen for Politikens faste klummeskriver, der selv levede med rygterne om sin tidligere mand, Svend Aukens udenomsægteskablige eskapader - ‘Lange Svend’ var altid dobbelttydigt. Men gad vide, hvad hvad Heltberg ser i muslimers ansigter?

- Frygt Allah, brødre og søstre, lær jeres børn Salah (at bede red.). Det er obligatorisk for jer at lære dem at bede, fra de er syv år. Og endda at slå dem, hvis de ikke laver Salah, når de er 10 år, siger imamen på de skjulte optagelser.

Og som Møller skriver i sit referat; “Vold var et gennemgående tema” i skabelsen af gode muslimer. Man hører det hele tiden.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress