Kodeord for kodeord

Danmarks Radio kan man læse at Trump måske endelig accepterer at russerne har hacket (DR skriver også at der sidste år blev “registreret over 100.000 hackerangreb mod Sverige fra fremmede magter“) det amerikanske valg, men at han stadig “kritiseres af både demokrater og republikanere for ikke klart at støtte efterretningstjenesternes konklusioner“. Men der er ikke gode grunde til klart at stole på de amerikanske efterretningstjenester, som Andrew McCarthy skriver på National Review,

Here, we are talking about a community whose own analysts have complained that their superiors distort their reports for political purposes. In just the past few years, they have told us that they had “high confidence” that Iran suspended its nuclear weapons programs in 2003; that the NSA was not collecting metadata on millions of Americans; and that the Muslim Brotherhood is a moderate, “largely secular” organization. We have learned that the Obama administration intentionally perpetrated a disinformation campaign — complete with a compliant media “echo chamber” — to sell the public on the Iran nuclear deal (and the fiction that Iran’s regime was moderating). We have seen U.S. intelligence and law enforcement complicit in the Obama administration’s schemes to convince the public that “violent extremism,” not radical Islam, is the explanation for terrorist attacks; that a jihadist mass-murder attack targeting soldiers about to deploy to Afghanistan was “workplace violence”; that al-Qaeda had been “decimated”; that the threat of the ISIS “jayvee” team was exaggerated; and that the Benghazi massacre was not really a terrorist attack but a “protest” gone awry over an anti-Muslim video.

Overfor dette står Julian Assanges ord om at Wikileaks ikke fik nogle emails fra russerne, men fra utilfredse medarbejde blandt Demokraterne. Hvis Assange taler sandt har russerne ingen indflydelse haft på det amerikanske valg af præsident, da alle historier i medierne ikke tog udgangspunkt i hvad russerne angiveligt havde fundet ud af, men hvad Wikileaks afslørede. Og Det var altså ikke løgne eller fake news, men afsløringer.

Og, som McCarthy videre skriver, så nævnes formanden for Demokraterne, John Podesta ikke med et ord i hverken rapporten fra CIA, FBI eller NSA. Det var ellers hans emails der blev ‘phished’, dvs at han blev lokket til selv at afsløre at hans password var “password” til uvedkommende. Og det var i Podestas emails, at man kunne læse, hvorledes Demokraternes ledelse snød Bernie Sanders til fordel for Hillary Clinton i primærvalget og hvorledes Clintons stab arbejdede tæt sammen med store dele af medierne.

Som Charles Krauthammer mindede om i National Review, så er russernes påståede indblanding sket på Obamas vagt, mens han belærte alle om, hvor sikkert det amerikanske system var og at 80erne gerne ville beholde deres udenrigspolitik. Så hvorledes kunne det ske? Ronald Deibart, der mener at Obamas forsøg på at skabe en diplomatisk krise mellem USA og Rusland “may be an admirable motive“, forklarer på Just Security, hvad der er galt med FBIs analyse

The DHS/FBI Joint Analysis Report on Russian information operations, which the administration refers to as “Grizzly Steppe,” is a disappointing and counterproductive document. The problems with the report are numerous and have been well documented by professionals in the computer security area. But the culture of secrecy and the lack of independent sources of verification that gave rise to it are far more pervasive.

Among the problems in the report: Instead of clearly mapping out the evidence linking the cyber espionage operations to Russia, the report provides generic charts on tradecraft and phishing techniques that apply to just about every cyber espionage campaign I and others have ever studied.

At the centre of the report (page 4) is a table that unhelpfully lumps together, without explanation, several different names attributed to Russian-associated cyber espionage campaigns alongside names of malicious software and exploits that have little or no direct link to Russia.

An appendix includes a spreadsheet meant to provide “Indicators of Compromise,” long lists of technical details supposedly associated with the espionage campaign. These include IP addresses, malware signatures, and command and control infrastructure, which network defenders are supposed to use to ward off Russian-backed espionage, and which would ostensibly be used to “fingerprint” Russia as the culprit. Unfortunately, many of these are out of date or irrelevant, or are used by multiple cyber espionage campaigns and not ones exclusively associated with Russia. To give just one example, journalist Micah Lee analyzed the IP addresses contained in the appendix, and found over 40 percent of them are exit nodes of the anonymizer Tor (meaning anyone in the world using Tor could be associated with these IP addresses). It is a disservice to both the general public and expert researchers to not clarify the degrees of confidence associated with each indicator. Without proper categorization or context, the indicators satisfy neither aim of helping network defenders or proving attribution.

Herunder forklarer John McAfee (!) til russisk TV (!) at “hacket” ligner amatørarbejde

Man husker nok valgkampen, hvor det vakte stor forargelse at Trump ikke ville forhåndsgodkende valgresultatet, skulle det gå imod ham. Antidemokratisk, blev det kaldt og en trussel imod demokratiet. Nu fyger der beskyldninger om at Trumps valg ikke blot ikke er legitimt, men at han er en russisk marionet, indsat ved noget der ligner et statskup. Helvede kender ingen vrede som en vraget venstrefløj.

Pas på muslimerne!

Danmarks Radio, Demografi, Forbrydelse og straf, Multikultur, Muslimer, Politik, Pressen, Terror, islam — Drokles on December 30, 2016 at 9:02 am

“Mosque attacker dead” kan man læse på SUN. 35 årig Kevin Crehan var en del af en racistisk gruppe, der havde angrebet en Tamia moskeen i Bristol, England med en baconsandwich: “The gang left rashers of bacon on the door handles of the mosque, and put bacon sandwiches on the doorstep”. 12 måneders fængsel koster en sådan forbrydelse, men Crehan nåeed kun at afsone de 6. Endnu er omstændighederne for hans død ukendte.

Det er den slags had vi virkeligt vi skal værne os imod. Radikale Venstres formand på Vesterbro Jacob Sabir advarer i Point Of View International

Efter angrebet på moskeen i Zürich, der “blot” var en gal mands værk, er det værd at overveje, om det samme kan ske i Danmark og i Tyskland. Vreden er stor og det er langt fra umuligt, at der tænkes i voldelige baner i højreorienterede ekstremistiske terrorgrupper. Det kan heller ikke afvises, at der vil blive gennemført hævntogter mod muslimske miljøer efter Berlin-angrebet.

Men der er normalt ingen vagter eller politibevogtning hverken udenfor eller indenfor i de danske moskeer. Og i øvrigt: hvad kan en ubevæbnet vagt i det hele taget stille op mod en bevæbnet terrorist?

Der er uforståeligt for mig, at der intet er gjort for at beskytte de muslimske moskeer og forhindre et terrorangreb. Terroren i Berlin kan være den hændelse, der kan sætte  voldelige og dødelige tanker i gang hos ekstremister.

(…)

Mange glemmer sandsynligvis i vrede over den terror, der begås af islamistiske ekstremister, at der også er grupperinger blandt muslimer og lande der gerne vil angribe hinandens bedesteder.

Sabir spørger, som et ekko af Omar; “hvad kan en ubevæbnet vagt i det hele taget stille op mod en bevæbnet terrorist?”. I sandhed, islam er en udsat religion og muslimerne er en udsat minoritet. Ikke nok med at de kan blive ofre for gale mænd og uønskede ingredienser, så kan de så resultaterne af deres trosfællers massakrer OVENI muslimernes iboende indre vold. Det er op til os kuffar, at træde i karakter - og der er heldigvis noget DU kan gøre!

Og Danmarks Radio giver dobbelt sul, og lader muslimerne redde din jul

Dagen musikken fortsatte

68, Danmarks Radio, Diverse, Forbrydelse og straf, Historie, Kunst og kultur, USA, venstrefløjen — Drokles on August 29, 2016 at 9:12 am

Joel Selvin mener i en ny bog at kunne kaste et bedre lys over omstændighederne omkring mordet på Meredith Hunter ved en Rolling Stones koncert i 1969, skriver Daily Mail. Det er historien om depravation, både Rolling Stones, især Mick Jaggers, men mest interessant også hippiebevægelsen. Og den fik mig til at tænke på en anden artikel, der husker tilbage på, hvorledes flower power endte i narko og ynk.

I 1969 var Rolling Stones stort set fallit, trods deres kommercielle succes, grundet de aftaler de havde med deres agent, som tog hele fortjenesten, fortæller Daily Mail. En turne på den amerikanske vestkyst, hvor bandet ikke var så fremtrædende, skulle rette op på det forhold og den sidste koncert, skulle være en åben og fri med deltagelse af andre at tidens toner, misundeligt inspireret af den foregående Woodstockkoncert, og den skulle tillige filmes.

Men forberedelserne til så stor en koncert var sjuskede. Man ombestemte sig en uge, før at koncerten skulle afholdes på Altamont Speedway ved San Fransisco, fremfor det mere velegnede Sears Point Raceway fordi Jagger mente det var for dyrt. Og fordi Jagger ikke kunne lide politiet, skulle Hells Angels stå for sikkerheden. Et andet band, The Grateful Dead havde gode erfaringer med de Hells Angels rockere, som de kendte, men dem Jagger hyrede for en masse bajere var anderledes

As a small team rushed to set up an inadequate, 4ft-high stage and a lighting system the day before the show, a toxic party began. Fans arriving ahead of the show tore down the neighbouring fences for firewood and sat around playing music, taking LSD, smoking joints and having sex.

Unknown to the complacent Stones, these were no longer the happy, innocent days of the Summer of Love. Some chemists had added the poison strychnine to their LSD recipe because it was said to extend the length of the trip. Some threw speed into the mix. Bad trips spread throughout the crowd at Altamont from the start, and many fell prey to acid-spiked drinks. The crucial detail of medical care had been put off until the last minute, leaving the site with eight doctors, four psychiatric doctors from UCSF hospital, and a Red Cross team who, mercifully, had turned up uninvited.

The Hells Angels, who were paid for their vague role as a disastrous informal security force with $500 of beer, left a bloody trail all day, riding their motorbikes through the crowd to the stage and beating men and women with pool cues.

These were not just the relatively civilised San Francisco Angels known to the Grateful Dead. As Altamont was on no one’s patch, the Angels came from an unstable mixture of chapters. Some of the bikers were frankly psychotic; many had something to prove.

A fat, naked Latino man was pummelled for dancing erratically and could later be seen covered in blood, his teeth missing. A naked woman dispensing hugs received similar treatment. The injured were littered backstage like wounded soldiers.

Angels crowded the stage, savagely knocking out singer Marty Balin of support band Jefferson Airplane while they played. One sat beside Crosby, Stills, Nash & Young’s Stephen Stills as he performed and stabbed him in the leg with a sharpened bicycle spoke every time Stills stepped forward to sing. Streams of blood soaked his trousers.

Even for the Stones, the signs were there from the beginning that this was not the peaceful hippy gathering Jagger had naively hoped for. Moments after their arrival by helicopter, a young man stepped into Jagger’s path and punched him in the face, knocking him down. ‘F*** you, Mick Jagger,’ he screamed. ‘I hate you!’

(…)

As they took to the stage, the Stones belatedly realised the situation had gone far beyond their control. Angels glowered at them from all around, and wouldn’t stop beating people in full view of the band.

Hunter, a black man with a white girlfriend, had attracted the attention of Angels all day. As the Stones went into Under My Thumb, Hunter was smashed in the face by a biker. He tried to scramble away into the audience, but four or five more Angels pounced on him.

He managed to get up and started to run away. Stumbling and out of breath, Hunter pulled a gun from his waistband.

In chilling scenes, The Maysles’ film, Gimme Shelter, captured the moment when 22-year-old Hells Angel Alan Passaro leapt through the air and plunged a hunting knife into Hunter’s neck. They tumbled to the ground together. Passaro kept stabbing the boy in the back. Several other Angels stamped on him. One stood on his head.

‘The hippies had no defense against this kind of ferocious savagery,’” kan man læse i en anden Daily Mail artikel om samme bog, men med flere gode billeder. Rolling Stones spillede videre og hippierne lyttede og trippede og fik bank. Man skulle virkeligt ikke have været der.

Meredith Hunters liv kunne være reddet, hvis ikke Rolling Stones havde insisteret på at bruge deres helikopter til at flyve hjem til hotellet, Hvor Jagger forsøgte at arrangere en trekant (af seksuel karakter forstås), i stedet for at få Hunter på hospitalet. 3 andre mennesker døde den dag; en druknede da han forsøgte at forcere et hegn ved en akvædukt og to blev kørt ned af en koncertgænger på et trip i en stjålen bil.

Jeg huskede som sagt en artikel fra The Atlantic, som via Joe Samberg, mindedes disse “hordes of kids who had been lured to California by utopian ideals and then settled into a life of sex, drugs, and lethargy”, som “by any middle-class standards, these people were living totally miserable lives.” i netop San Fransisco

There were two types of drug users on Telegraph Avenue. One group unapologetically shot heroin. The other group took mind-altering drugs but believed that opiates were a sinister way for The Man to keep poor people from climbing out of the ghetto. At first, some of the kids put up signs declaring, “No heroin dealers here.” Over time, Joe says, those signs came down and more and more people started using hard drugs. “All that stuff about consciousness was just sort of dropped.”

“You see these kids drinking Southern Comfort? Those two bottles appeared and disappeared in what couldn’t have been more than two minutes. These kids were 13, maybe 14. But they just consumed anything that would come their way.” (Joe Samberg)
Looking at Joe’s pictures, it’s clear how young some of those addicts were. One group of junior-high-aged girls, known as the Mini Mob, often showed up in Mickey Mouse t-shirts. “There were people there who had those young kids very much in their thrall,” says Joe. “They told them, ‘Listen, you don’t need to go to school. Everything you need to learn in life is right here on the street.’”

A lot had changed in Berkeley since 1964, when thousands of students—many of them wearing suits and ties—gathered at Sproul Plaza to champion civil rights and demand free speech. Campuses had been the sources of the counterculture’s boldest ideas, the places where young activists mobilized to fight segregation and the Vietnam War, taking classes in political theory and Eastern philosophy.

Now, college dropouts were congregating with misfits and runaways on the other side of Sather Gate. The outrage was still there, but the issues were murkier. While Joe was hanging out on Telegraph Avenue, his brother Paul published an anthology of underground newspaper diatribes called Fire! Among other things, the book ridiculed the whole idea of higher education:

College is a fantasy in the suburban mind of Mr. and Mrs. Work-Hard-Our-Life-Is-No-Fun-But-the-Kid-Will-Get-What-We-Can’t-Afford. The campus is a cultured nest egg where I-Don’t-Understand-He’s-Always-Been-a-Good-Boy and Oh-No-She’s-Not-That-Kind-of-Girl stroll hand in hand up the ladder to success, their tender heads floating in the lessons of the gentle professor. Only the kids never saw the professor. He was in his lab developing the new improved tear gas the kids are coughing under while the university president sits above it all.

Even at the time, though, Joe says he was “too sarcastic” to fully buy into the radical agenda. “The average person on the avenue was almost completely ignorant politically,” Joe says. “All they really cared about was drugs, drugs, drugs. They were nihilists and hedonists. They just supported anything that was against the establishment. There was no intellectual foundation. The spirit everyone had talked about—the feeling of love and new age and progressive politics—was dying a miserable death.”

f70318d511

Over time, Joe says he watched “mind-expanding” drugs give way to more and more heroin. “I never had the wherewithal to be a full-fledged drug addict,” says Joe. “I never had enough money. And I was never willing to sell my camera.” (Joe Samberg)

“That was my problem with the whole thing,” says Joe. “There’s no growth for people if they’re continuously on drugs. It started out with all this higher thinking—expanding your mind to become more conscious of what’s really going on in the universe. But once the drugs took over, all of those big ideas disappeared.”

The author of the Atlantic article, Mark Harris, reached a similar conclusion. He was a generation older than the Baby Boomers, but as a white New Yorker who wrote for Ebony and The Negro Digest, he was highly sympathetic to the youth activism of the 1960s. He just didn’t think the hippies, in particular, were bringing about any meaningful change. Drugs had stunted their emotional development, leaving them at the mercy of “their illusions, their unreason, their devil theories, their inexperience of life, and their failures of perception.” Instead of promoting brotherhood and equality, they’d taken over public spaces, picked all the flowers in Golden Gate Park, and refused to turn their music down to let their hardworking neighbors sleep. And as they begged for money and frequented free clinics, these children of the suburbs siphoned resources away from the urban locals who needed them most.

En tredie observation er at de mest ressourcestærke ideologer udlevede sig selv i en periode af deres liv og fortsatte derefter som iværksættere eller forfulgte seriøse karrierer. I deres kølvand efterlod de sig alle de dumme og svage, som de havde besnakket med deres løfter om frihed, virkelighedsflugt og ansvarsforskydning og som aldrig kom ud af deres misbrug.

Og der er jo ikke meget ved at have en dansk blog uden et dansk perspektiv, så her er Danmarks Radios dokumentar Christianias Børn: Skyggesiden af eventyret

Trumps sammenhængende tale

Donald Trump fører ifølge CNN i meningsmålingerne over Hillary Clinton. Der skal tages det forbehold at Trump har fået ekstra opmærksomhed som han blev kåret til Republikanernes præsidentkandidat på der republikanske konvent. Nu er det så Hillarys tur til at højne opmærksomheden om sit kandidatur, men hun skal tage højde for en opmærksomhed der indtil videre er centreret om hvorledes Demokraterne har modarbejdet Bernie Sanders den anden kandidat til Demokraternes præsidentkandidat i en blanding af almindelig Clintonsk korruption og generel venstreorienteret antisemitisme (og så er der den almindelige dyrkelse af race-deling). Hillary har allerede ansat Demokraternes skandaleombruste partiformand til (forsat?) at lede hendes kampagne.

Og man kan håbe at Trump ender med nøglerne til Det Hvide Hus. Muligvis er han en charlatan og muligvis vil han være en katastrofe, men i forhold til alternativet, så har vi brug for en mand der kan sige sandheder. Om terror-angrebene mod Frankrig - og man kan inkludere alle europæiske lande i denne ligning - siger Trump

- Det er deres egen skyld, fordi de i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium, siger han.

Det gør ondt at læse og nogle er faldet over ham for at bebrejde ofrene. Men det er desværre sandheden. Hvis ikke man værger for sig inviterer man problemerne ind i sit land. Man kan meget vel beskylde “eliten” eller “venstrefløjen” eller “venligboerne” eller “politikerne”, men alt i alt har de europæiske nationalstater, og de er jo summen der indeholder elite, folk og fjolser, ikke taget var på sig selv. Det er tid til at se virkeligheden i øjnene.

- De er blevet kompromitteret af terrorisme. Her er, hvad jeg vil gøre: Ekstremt grundige undersøgelser. Det er et hårdt ord. Ekstreme undersøgelser. Vi skal stille hårde krav. Hvis en person ikke kan bevise det, de skal kunne bevise, kommer de ikke ind i det her land, siger Trump, der dog ikke besvarer mere uddybende spørgsmål om hans model for undersøgelserne.

(…)

- Folk blev så vrede, da jeg brugte ordet muslim. Uh, man må ikke sige muslim. Og det er okay, for nu taler jeg om territorier i stedet for muslimer, siger han.

Det er en helt anden indstilling end den europæiske, der klart spejler sig i crooked Hillary. Jean-Claude Juncker “the EU chief admitted he would prefer Hillary Clinton in the White House to Donald Trump”, skriver Breitbart. Tro mod sit formål ræsonnerer formande at uanset omkostningerne er åbne grænser et gode

Mr. Juncker insisted that however bad the “migrant crisis” and terrorism in Europe gets, the EU will never call into question the free movement of people within the bloc.

“This is one of the four fundamental freedoms of the founding Treaty of Rome. It is an inviolable principle,” he said.

(…)

Dismissing suggestions that open borders led to the attacks, Mr. Juncker said he believed “exactly the opposite” – that the attacks should be met with a stronger display of liberal values including open borders.

Det verdensfjerne udsyn, renset for de grimme realiteter gennemsyrer både ekspertise, medier og myndigheder. Her sad jeg med kaffen og læste en ganske almindelig artikel på Danmarks Radio om noget af det seneste terror

Der er åbenlyst ingen sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland. Men for mange tyskere føles det som terror, selv når det ikke er det, siger DR’s Tyskland-korrespondent Michael Reiter.

- Det giver en følelse af, at man ikke kan gå ud i det offentlige rum uden at blive ramt af et eller andet forfærdeligt til hver en tid, siger Michael Reiter og tilføjer, at utrygheden kommer til udtryk på de sociale medier, i de tyske avisers ledere og hos dem, han taler med.

- Der en udpræget følelse af, at verden er at lave. Sådan var det allerede efter i fredags, hvor tyskerne oplevede blodbad nummer to på en uge.

Angreb gavner højrefløjen

De voldomme begivenheder kan meget vel give den islam- og indvandringskritiske tyske højrefløj ekstra vind i sejlene, vurderer Michael Reiter. For alle gerningsmænd har anden etnisk baggrund end tysk.

- For det nationalkonservative parti Alternative für Deutschland er det vand på møllen, når der er tale om terror. For det bekræfter dem og deres vælgere i deres meget heftige kritik af kansler Merkels flygtningepolitik, siger Michael Reiter.

Det er altså kun for det nationalkonservative parti Alternative für Deutschlands vælgere at der er en sammenhæng mellem den seneste uges fire voldelige angreb i Tyskland alle begået af indvandrere og at denne sammenhæng har at gøre med Merkels flygtningepolitik, hvor man “i årevis har tilladt folk at komme ind på deres territorium”. Det borger jo ikke godt for det samlede elektorat.

Skæggede mænd lavede tumult på nøgenbaderstrand” var en overskrift på Ekstrabladet, der i artiklen gav et lille hint ved at disse skæggede mænd “beskrives som værende ’sydlandske’ og som værende omkring 25 år gamle.” Som Møller på Uriasposten spekulerer i “kunne det godt være et efterspil til en fugtig kongres for kristen-arabiske julemænd, men nej”. Møllers sarkasme er desværre sørgelig præcis, hvis man læser de svenske medier, hvor det i ægte Camusks ånd er solen der var skyldig i de mange voldtægter. Midt i al det gejl kan man ikke fortænke den almindelige borger i at miste sin sunde fornuft

forkert-gc3a6t

Myndighederne i både Tyskland og Frankrig har haft travlt med at dække over problemets omfang og essens.

Der er en direkte sammenhæng mellem muslimsk indvandring og terror og vold. Trumps tale er sammenhængende, mens europærernes, med et engelsk udtryk er unhinged.

Over Broen

“Svensk jødehad gjorde det nemt for Bodnia at droppe »Broen«” skrev Berlingske Tidende. Det “svenske” jødehad “vokser. Især i Malmø, hvor vi optog Broen” forklarede Bodnia det israelske onlinemedie Walla. Det er nyt for Bodnias producer på Broen Bo Erhardt, der ikke havde “oplevet problemer eller utryghed på holdet” - et sandt mysterium. Ifølge Jyllands-Posten fortæller Erhart videre, at der var skyderier hvor “En ung mand skød efter muslimske personer, men ifølge produceren påvirkede hændelsen ikke produktionen”.

Bodnias svenske partner i Broen, Sofia Helin, havde for et par måneder siden, skoset Danmark for ikke at tage flygtninge hertil, i grel modsætning til Sverige, som hun var stolt over. “I skal fandeme tage jer sammen” sagde hun til danskerne og mindedes jødeflugten under 2. Verdenskrig; “En gang havde I brug for at flygte fra jeres land”. Tjah, det er blevet en kedelig tendens at hver gang der kommer invasionsstyrker sydfra, så flygter jøderne den ene eller anden vej over Sundet.

Johanna Schreiber og Björn Olsson, henholdsvis jødinde og politiker, skriver i svenske Expressen i forlængelse af Bodnias sørgelige erfaring

Malmös judiska församling blir mindre för varje år som går. Allt fler judar lämnar staden. Föräldrar vågar inte längre ha sina barn i den judiska förskolan.

När skandinavisk-judiska ungdomsförbundet höll sin årliga nyårsfest i staden vid årsskiftet var säkerheten lika rigorös som vid ett statsministerbesök. Judar över hela världen har under det senaste året samlat in pengar till den ultraortodoxa rabbinen i Malmö och hans familj. De har så höga kostnader för sin privata säkerhet att de behöver ekonomisk hjälp för att kunna bo kvar i Malmö.

Judiska församlingens kursgård i Höllviken, där barn och ungdomar från hela Skandinavien tidigare tillbringade både helger och sommarlov, gapar tom allt oftare efter att barn som varit så unga som i sjuårsåldern tvingats höra hot och glåpord som skrikits utifrån vägen.

Programomtalen gjorde det nemt for mig hurtigt at droppe Broen. Afsnit 6

Den fejlslagne integration viser sig snart at være det fjerde samfundsproblem. Københavnerne er i oprør efter en rettergang, hvor en gruppe politifolk går fri, på trods af at de har mishandlet en indvandrer til døde. En af de tiltalte bortføres fra sit hjem og forsøgene på at finde ham ender i gadeoptøjer.

Men hvad kan man vente af DR? Ikke en israelsk korrigerende dokumentar

Islamisk trossamfund frasiger sig de islamiske kilder

Eller også binder de blot godtroende journalister fra Danmarks Radio en historie på ærmet. Danmarks Radio skriver

- Vi går ikke ind for stening som straf, hverken i Danmark eller andre steder ved nogen som helst form for situationer. Vores holdning er, at der kildemæssigt er belæg for, at profeten Muhammad ikke ønskede dette, men netop ønskede, at barmhjertigheden skulle komme i fokus. Og det er også vores holdning. Vi ønsker det ikke indført nogen steder, skriver talsmand for Islamisk Trossamfund, Imrah Shah, til DR Kultur.

Deres holdninger til det kildemæssige belæg ændrer ikke ved det kildemæssige belæg. Og her ser islam ud som islam nu er. På Quran Explorer kan man læse

Bukhari :: Book 8 :: Volume 82 :: Hadith 816

Narrated Ibn ‘Abbas:

‘Umar said, “I am afraid that after a long time has passed, people may say, “We do not find the Verses of the Rajam (stoning to death) in the Holy Book,” and consequently they may go astray by leaving an obligation that Allah has revealed. Lo! I confirm that the penalty of Rajam be inflicted on him who commits illegal sexual intercourse, if he is already married and the crime is proved by witnesses or pregnancy or confession.” Sufyan added, “I have memorized this narration in this way.” ‘Umar added, “Surely Allah’s Apostle carried out the penalty of Rajam, and so did we after him.”

Og man kan også læse

Bukhari :: Book 4 :: Volume 56 :: Hadith 829

Narrated ‘Abdullah bin ‘Umar:

The Jews came to Allah’s Apostle and told him that a man and a woman from amongst them had committed illegal sexual intercourse. Allah’s Apostle said to them, “What do you find in the Torah (old Testament) about the legal punishment of Ar-Rajm (stoning)?” They replied, (But) we announce their crime and lash them.” Abdullah bin Salam said, “You are telling a lie; Torah contains the order of Rajm.” They brought and opened the Torah and one of them solaced his hand on the Verse of Rajm and read the verses preceding and following it. Abdullah bin Salam said to him, “Lift your hand.” When he lifted his hand, the Verse of Rajm was written there. They said, “Muhammad has told the truth; the Torah has the Verse of Rajm. The Prophet then gave the order that both of them should be stoned to death. (’Abdullah bin ‘Umar said, “I saw the man leaning over the woman to shelter her from the stones.”

Det ville have været rart, hvis journalister fra Danmarks Radio ville læse lidt op på kilderne til Islamisk Trossamfund med nogle spørgsmål. Og for at tale om noget lidt andet, nu vi er ved kilderne, så ser det bare ikke godt ud med islam i det multietniske samfund, som David Wood forklarer

Glædelig Jul fra mere end et overdrev

Blot et lille stemningsbillede af Julen som den også tager sig ud i medierne, lidt satire og Bachs Jule-oratorium, som man burde gå direkte til og springe resten over.

Politikens Kultur sektion siger Fuck Julen på forsiden og i BT kan man læse at kulturforsker Rune Klingenberg Hansen, der viser sig kun at være “Ph.d.-studerende ved institut for kultur og identitet ved RUC” mener at løgnen om julamanden må stoppe fordi “[d]et kan give børn en dårlig oplevelse, når de finder ud af, at julemanden ikke eksisterer”. Religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen mener pludselig godt at man kan lede alt muligt konkret ud af de islamiske tekster på Danmarks Radio, og slår fast at “Maria er Koranens vigtigste kvindeskikkelse (…) noget særligt”.

Men selv om Gud har dekreteret hans undfangelse, er Jesus alligevel bare et menneske og ikke Guds søn. Det er en grundlæggende teologisk forskel mellem islam og kristendommen.

Anderledes er det med Maria. Her er der nogenlunde overensstemmelse mellem den muslimske og kristne forståelse om de centrale punkter: jomfrufødsel, nedkomst, flugt til Egypten.

(…)

Ligesom i kristendommen er Maria den ubesmittede kvinde, som Gud kontaktede og gjorde til redskab i sin store plan. Men fra sin mihrab har hun allerede længe forinden været i nær kontakt med Gud i sin bøn. Det gør hende til et fromhedsideal, særligt for unge piger, hvor profetens koner kan være det for den gifte kvindelige muslim.

Petersen, skrev en ven nedstemt, “fortier alle forskellene mellem hhv. “Isa” og Jesus. Han døde ikke på korset, korset er blasfemisk afgudsdyrkelse, treenighedslæren er “shirk”, polyteisme, Bibelen og Toraen er senere forfalskninger der dækker over at Jesus og de jødiske profeter var troende muslimer osv.” En anden kandidat til titlen som den vigtigste kvindeskikkelse i islam er selvfølgelig Aisha, der måske ikke gav Jesus liv, men var Muhammeds yndlingskone og et 9 årigt barn da han voldtog hende første gang. Hmm, en mor til en af mange underordnede profeter over for det perfekte menneskes yndling.

Eksemplet Aisha har gjort børneægteskaber til en systemisk plage for muslimske piger så kunne man ikke forvente at eksemplet Maryam – eller Maria – vil gøre det muligt for muslimer at fejre jul? Hans Hauge spørger, lidt i samme ånd hvorfor muslimer i Danmark…

…ikke bare selv holder jul, for hvis det ikke er en kristen fest, kunne han jo gøre det. Hvorfor synger han ikke »Højt fra træets grønne top« eller »Nu er det jul igen«. Disse sange er renset for religion. Er de ikke? Hvorfor spiser muslimer ikke and, rødkål, brunede kartofler, hvide kartofler og risalamande med svensk kirsebærsovs fra en karton? Der er intet kristeligt ved en and. Er der?

Jeg spørger igen: Hvorfor fejrer muslimer ikke dansk jul? Jesus er for dem en profet. De kender Jomfru Maria og Kong David. Hvad er problemet? Kunne muslimerne ikke gøre som de 90 procent af danskerne, der er bedøvende ligeglade med Jesus, men som alligevel fejrer jul? De lidt mere kulturelt interesserede går endda i kirke juleaften, for det er så hyggeligt. (Det er det nu ikke. Der er altid for mange larmende børn med, og salmerne er dårlige).

3 lande, alle tilfældigvis muslimske, har just forbudt fejring af Jul og på Filippinerne gik muslimer til jule-angreb på kristne bønder og myrdede mindst 7. Hmm, måske fordi Maryam ikke er Maria når man ser på forskellene. Så tilbage til Aisha, den rene vare der danner Allahdommelig præcedens for køb og salg af børnesexslaver.

Og så er der fakta og Fathi El-Abed. På sin Facebook-side havde den herboende palæstinensiske vrøvlemaskine postet følgende billeder

maria-og-sikkerhedsmurenmaria-og-sikkerhedsmuren-ii

Og konfronteret af en Facebook ven med den detalje at Jesus var jøde argumenterer Fathi

“Jesus blev født i Palæstina og dermed var/er palæstinenser - MEN han havde jødedommen som religion og dermed jøde. Nationlitet er en ting og religion er anden”

Eller også, og dette er jo bare en vild tanke, er jøderne de egentlige palæstinensere. Og hvorfor mon Josef og Maria flygter til Israel? Eller rettere, hvad flygter familien Jesus fra i El-Abeds verden? I hvert fald er de kristne i dag næsten helt fordrevet fra Betlehem af muslimske troende. Og der er heller ingen jøder tilbage i Jesus fødeby.

Nej, Fathi var ikke satiren, den kan man læse fra Katherine Timpfs hånd, som hun hjælper venstrefløjen med at problematisere endnu flere julesange end den racistiske White Christmas og date-rape sangen Baby It’s Cold Outside

1. ”Jingle bells, jingle bells, jingle all the way.”
What’s with this song making people feel like they have to “jingle all the way”? I mean, seriously? People need to know that they have the right revoke their consent to jingle at any moment, even if they’ve already starting jingling, and even if the person they’re jingling with is someone they’ve jingled with before.
2. ”Gone away is the bluebird Here to stay is the new bird.”
So just because someone is “blue,” he or she should expect to be replaced? In case you don’t get it, the use of “bluebird” here clearly refers to “bird suffering from depression or mental illness.” People suffering from mental illness indeed often are pushed “away” due to the inherent discrimination against them in our society, and to sing about it in some cute little song as if it’s not a serious problem is disgusting.
You may think that I’m looking too much into this — but please don’t let the fact that I’m a woman make you think that I must be wrong. Rather, the fact that I’m a woman means that I must be right, and that asking me for any further evidence or clarification would be sexist and oppressive.
(…)
6. “Have a holly jolly Christmas And when you walk down the street Say hello to friends you know And everyone you meet”
More P.C. Culture Rachel Dolezal: ‘Race Is Not Real’ Republicans Need to Identify What They’re Fighting Against: Leftism Scalia’s Detractors Don’t Care about the Fate of Minority Students Okay, “Holly Jolly Christmas” — have you ever thought that one of the people on the street might be a woman who does not want to be said “hello” to? (Yes, women are people too. I know that’s hard for some of you to understand.)
Look: Just because a woman is walking down the street does not mean that it is acceptable for you to talk to her. We may be a bit far off from ending street harassment, but the least we can do is stop letting men use “Christmas” as an excuse to abuse people in this way. Ladies, let’s tell these dudes that — holidays or not — they’re just going to have to get their holly jollies elsewhere!

Og så musikken

Glædelig hvid og kristen Jul

Har vi råd til flygtninge?

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-093259

Hvor en ekstratilførsel på 34 mia. til det offentlige er en massakre, skulle man ellers tro at fri uddeling til hvem som helst der måtte sætte fod på dansk jord repræsenterede en økonomisk udfordring. Det synes at være en indgroet virkelighedsforståelse på venstrefløjen, at selv om vi er et rigt land, så er vi det ikke lige der hvor jeg selv befinder mig. Personligt har jeg ikke penge nok, men fællesskabet kan hente uanede ressourcer på pengetræet, hvis blot man fik en anden indstilling til sine kulørte medmennesker, et andet menneskesyn kunne man næsten sige. Modkraft skriver

Over 100 erhvervsskoler og gymnasier havde i dagens anledning nedlagt undervisningen. Op mod 40.000 gymnasie-elever og studerende demonstrerede i København og i Aarhus mod regeringen, der har varslet milliard-besparelser på uddannelses-området.

skc3a6rmbillede-2015-11-01-kl-101318

Hanreberalisten Rasmus Brygger skriver oplysende i Information at

Målt på, hvad det koster i offentlige kroner at få en person igennem et videregående studie, så er vi suverænt i toppen. Et stk. nyuddannet dimittend har alene på sin videregående uddannelse i gennemsnit kostet samfundet over 750.000 kroner. Det er 100.000 kroner mere end i nabolandet Sverige, næsten 300.000 kroner mere end i Tyskland og over dobbelt så meget som en studerende koster at uddanne i Storbritannien.

Og Henrik Dahl kommer med disse tal på sin Facebook

Det danske uddannelsessystem er stadig overordentlig rundhåndet. Lad mig for eksempel nævne, at staten bruger 21 milliarder kroner på SU. Det er - til sammenligning - en anelse mere, end den samtidig bruger på forskning.

Hvor mange negerlandsbyer kunne man dog ikke drive for de penge? Det skal man ikke spørge flygtningene, lad os bare bruge det udhulede begreb, om, thi de er ikke den horde af læger og ingeniører, som vi ellers blev stillet i udsigt, der kan regne den slags ud. Deres skolekundskaber er stærkt begrænsede, og derfor vil de heller ikke kickstarte et økonomisk mirakel, men faktisk ligge os andre til last, ligesom vi allerede har erfaringer for, først og fremmest de af os der ikke har betalte spisepauser.

Apropos spisepauser, journalister vælger nærmest konsekvent ikke de faktiske forhold i jernindustrien, som den økonomiske (og vi taler slet ikke om hvorledes flygtningenes barbariske normer ødelægger ethvert fællesskab af en hvis kvalitet) når en historie skal drejes. De har, som en del af den kreative klasses vidensarbejdere, overbevist sig selv om, at det er en intellektuel præstation at afvise sammenhængen mellem Folket og samfundets beskaffenhed. Nation er en konstruktion, dekonstruktivismen er vejen frem og alle mennesker vil jo alligevel det samme, så jo flere jo bedre. Alt andet er racistisk.

Det er kun DF der sidder tilbage på historiens mødding med mindet om mormorkagen klægt i ganen. Så derfor er der heller ingen sammenhæng mellem immigrationen og velfærden og økonomien. Så journalisterne fortsætter deres human interesset historier om grædende sekulariserede børn af læger og ingeniører, der blot venter på at kickstarte Danmarks økonomi, hvis blot de får lov af de vrangvillige at få del i velfærden og alt betalt. Ja, alt betalt, ellers ville det jo ikke være en investering i fremtiden, vel?

For journalisterne forstår, som resten af venstrefløjen og den kreative klasses vidensarbejdere, ikke hvor flygtigt et fænomen som rigdom er, nemlig at det ikke er noget der er bygget op og nu bare eksisterer, så meget som det er en fortløbende fælles aktivitet. En omsætning, der hurtigt kan gå i stå, og så er den ikke mere. Heller ikke i banken, eller i det offentlige. Eller hos De Rige. Den er der kun så længe vi kan enes om at gøre hver vores til det private og fælles bedste og det kræver mindelig enighed om at være et fællesskab af individder med egen forståelse af pligt, ansvar og selvforsørgelse og samfundssind. Kultur om man vil.

Og mens journalisterne føler sig rige på Danmarks vegne, hvor spørgsmålet er reduceret til villighed til at være god kontra vrangvillighed, så er deres egen lille del af den danske økonomi presset helt i bund. Faktisk så meget at Danmarks Radios journalister gik i strejke fordi ledelsen fandt det uholdbart at bruge borgernes licenspenge på at journalisterne kunne spise.

Lidt mere om mediernes valgdækning

Danmarks Radio, Politik, Pressen, Socialdemokratiet, Valgkamp 2015, venstrefløjen — Drokles on June 8, 2015 at 5:11 pm

BT skrev “…at Thorning afbrød Løkke 27 gange, og Løkke afbrød Thorning fem gange.”. Danmarks Radio har en anden vinkel, hvor en sprogforsker roste Løkke Rasmussen for at vise ‘overskud’

Det var en mere afdæmpet og lyttende Lars Løkke Rasmussen (V), der i går mødte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i duellen på DR1.

Hvor han under valgkampen i 2011 flere gange blev både sur og sarkastisk under debatterne, formåede Lars Løkke Rasmussen at vise overskud under søndagens debat mellem de to statsministerkandidater.

(…)

- Lars Løkke Rasmussen blev ikke en eneste gang vred, sarkastisk eller nedladende under debatten. Han var derimod rigtig flink til at tie stille og lade Helle Thorning-Schmidt sige de ting, hun ville. Det tror jeg, var en helt bevidst strategi fra hans side, siger Michael Ejstrup.

Ralf Pittelkow skriver i Den Korte Avis om de to store TV stationernes skæve valgdækning

Fredag havde både TV-Avisen og Nyhederne en stor dækning af grundlovsdag.

I Nyhedernes dækning blev rød blok tildelt otte gange mere tid end blå blok. OTTE GANGE!

I TV-Avisens dækning blev rød blok tildelt femten gange mere tid end blå blok. FEMTEN GANGE!

Det kan man læse nærmere om i artiklen om de to TV-stationers misbrug af grundlovsdag andet steds i dagens avis.

Islamiske ekstremister – ni gange mere tid til de røde

TV2 fulgte straks ”succesen” op om lørdagen.

Her havde man et indslag om de islamiske ekstremister, der mener, at muslimer ikke bør stemme ved valget. Der var kommentarer fra de danske partier.

I denne dækning fik rød blok ni gange mere tid end blå blok. NI GANGE! De røde fik 6 minutter og 3 sekunder, de blå fik 40 sekunder.

En del af dette var et kæmpe langt interview med justitsminister Mette Frederiksen. Hvorfor i alverden havde hun ikke en borgerlig modpart? Om fredagen havde man et kæmpe langt interview med Helle Thorning, ligeledes uden en borgerlig modspiller.

TV-Avisen havde også et indslag om de islamiske ekstremister, men her var fordelingen ligelig.

At give den ene side i valgkampen mellem otte og femten gange mere tid i omtalen af centrale emner er fuldstændig uhørt.

Man vil lede forgæves efter TV-indslag i valgkampen, der har givet blå blok en tilsvarende fordel. Den røde slagside er massiv.

Og vi er ikke færdige endnu.

En cliff-hanger som afdrag på uddraget. Og mens Berlingske Tidende får økonomer til at gennemgå Liberal Alliances økonomiske politik (igen) kan Anders Hansen skrive ligeledes i Berlingske Tidende om, hvorledes Alternativet bliver alternativt behandlet

Er det klogt eller rimeligt, at Uffe Elbæk kan gøre sin entre i Danmarks lovgivende forsamling uden at blive stillet de kritiske spørgsmål, der stilles alle andre partiledere? Skal Alternativet med sine afgørende stemmer blot bæres i kongestol gennem valgkampen for at kunne bane vejen for en socialdemokratisk ledet regering, hvorefter Alternativets politik kan forkastes i mødet med virkeligheden i Det Sorte Tårn II.

Fortjener de vælgere, der måtte overveje at sætte kryds ved Alternativet, ikke at få Alternativets politik belyst seriøst af de to landsdækkende TV-kanalers politiske reportere, hvor der laves saglig, kritisk og objektiv journalistik.

(…)

Ingen vælgere kan være tjent med en TV-dækning, hvor Alternativet og konsekvenserne af dets politiske program står uimodsagt på begge TV-kanaler, hvor TV 2s Poul Erik Skammelsen afbryder oppositionens leder 23 gange i en debat med statsministeren, og hvor TV 2s Lotte Mejlhede m.fl. efterfølgende forfølger ét spor: at få kulet oppositionen og dens leder ned.

Et par kommentarer om Danmarks Radio og TV2

Mikael Jalving skriver i Jyllands-Posten om, hvorledes journaliststandens venstredrejning træder særligt i karakter når der er valgkamp

Eftersom danske journalister ligger markant til venstre for resten af befolkningen, og da deres redaktører typisk rekrutteres fra samme institutionaliserede journalistklasse, har valgkampe politisk slagside, uanset hvor meget journalister selv bedyrer, at de skam sagtens kan være objektive. Tro dem ikke. De véd ikke engang, at de lyver.

Det er især under valgkampe, at den filmende, redigerende og skrivende klasse træder i karakter, så at man mærker hensigten og bliver forstemt, hvis man er så uheldig at anskue verden fra end anden position end deres.

Danske mediers politiske slagside skal ikke ses som en bevidst strategi på samme måde som i 70’erne og 80’erne. Men journalisterne reagerer på verden med afsæt i et instinktivt handlingsmønster, en adfærd, vane, tilbøjelighed. De reproducerer en bestemt norm og en bestemt praksis.

Således er det i den danske medieverden stadig meriterende og anstændigt at se sig selv som ”progressiv”, ”humanistisk” og ”på de svages side”, uanset at synspunkterne ofte slet ikke er så progressive og humanistiske ved nærsyn, og de svage næppe heller så svage, som de bliver gjort til. Men det gængse udsyn leder almindeligvis journalisterne i armene på venstreorienterede præmisser, analyser og konklusioner, og de er notorisk resistente over for kritik – og endnu værre – selvkritik.

Det er alt sammen meget menneskeligt. Men det er alvorligt, når vi snakker om medier, der helt eller delvist er finansieret af offentlige midler.

Morten Uhrskov Jensen argumenterer i Jyllands-Posten sagligt for at Danmarks Radio ved Tine Gøtzsche og Ask Rostrup helt bevidst vildledte seerne i gårsdagens 18:30 TV-Avis

Her følger nogle af de kommentarer, som studievært Tine Gøtzsche og DR’ s politiske ekspert Ask Rostrup fandt passende kl. 18:30 om emnet:

”Valgkampens første dage har været fulde af tal…det kan være svært at konkludere, hvem der har ret…man kan altså ikke sige, hvem der har ret…tal og statistikker bliver taknemmelige…man kan lægge tal sammen på mange forskellige måder” (fra ca. minut 6:30).

Der er tale om bevidst manipulation af vælgerne fra Tine Gøtzsche og Ask Rostrups side. De vide, at Socialdemokraterne oprindelig hævdede, at der var skabt 40.000 nye private arbejdspladser, som derpå er barberet ned til 20.700 fuldtidsstillinger. Tine Gøtzsche og Ask Rostrup også vide, at det ikke er svært at konkludere, hvem der har begået vælgerbedrag, og hvem der har anvendt tal fra Danmarks Statistik.

På TV2 er det ikke bedre, skriver Katrine Winkel Holm

Én bemærkning stod tilbage, da jeg dybt deprimeret slukkede for tv’et søndag aften efter at have fulgt valgduellen mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. Den kom fra Peter Mogensen, der som den ene halvdel af spinekspertpanelet udlagde duellen for seerne på TV 2 News.

Han uddelte roser til Helle Thorning-Schmidt og pegede på det sted i duellen, hvor hun havde vundet en afgørende sejr over Løkke: i diskussionen om antallet af private arbejdspladser.

Umiddelbart underligt, for i denne debat skulle man tro, at det er regeringen, der står med et forklarings- og troværdighedsproblem. Det er jo, som læserne af denne avis vil vide, kommet frem, at de 40.000 private arbejdspladser, Thorning praler med at have skabt, i virkeligheden er langt færre.

Denne nyhed bruger Venstre i deres valgannoncer, hvor partiet slår stort op, at der kun er 700 danskere, der har fået gavn af regeringens jobvækst. I duellen brugte Løkke en del tid på, omhyggeligt og detaljeret, at redegøre for, hvordan tallene hænger sammen.

»Det tror jeg, ingen kan være i tvivl om, ikke er rigtigt«, replicerede Thorning-Schmidt kæphøjt og affejende og gik så, opmuntret af den ret Thorning-ukritiske ordstyrer Poul Erik Skammelsen, videre med denne bemærkning: »Der er gået Panorama i den, og det er ikke første gang, Venstre bruger meget tvivlsomme tal«.

Frækt og utroværdigt, for sagen er jo, at Panorama-eksemplet har vist sig at holde fuldstændig vand.

Det er ikke Løkke, der her har et troværdighedsproblem, men de medier, der forsøger at misbruge sagen til et karaktermord på Løkke, og så selvfølgelig Socialdemokratiet, der på forventelig hæmningsløs manér følger trop ved at hævde, at Løkke har »slynget om sig med usandheder«.

At der er gået Panorama i den burde være godt for Løkke, for her har han talt sandt, mens Socialdemokraterne har hetzet på utroværdig vis.

I det hele taget havde det været klargørende at komme til bunds i sagen om de private job, så seerne havde haft en chance for at finde ud af, hvad der er op og ned på jobtallene. Men til Thornings store held fandt ordstyrer Skammelsen ingen interesse i det.

Politiken skriver at TV2s ordstyrer Poul Erik Skammelsen afbrød Løkke dobbelt så meget som han afbrød Thorning og Danmarks Radios Detektor lod tallene blafre i vinden.

Hvem gider arbejde?

Hvad der kan svare sig er en subjektiv vurdering. Vil man bruge 37 timer for at øge sin månedlige indkomst med 2.000,-? 1.000,-? 500,-?

Hvis man vil have en 3F’er til at arbejde udover den aftalte 8 timers arbejdsdag, koster det 50% ekstra de første 3 timer. Derefter stiger timelønnen 100%. Det vil altså koste 754,- oveni de normale 1.328,- at få en 3F’er til at tage en ‘dobbelt-vagt’. 2.084,- for 8 timer. Ellers kan det ifølge 3F ikke svare sig.

»Der er der en række andre erhvervsfolk, der er stået frem, bl.a. på jeres egen kanal (TV2, red.), Allan Agerholm fra Crown Plaza, med meget meget konkrete eksempler på, at der ikke er rimelighed nok i tingene, når visse mennesker er i den situation, at tager man højde for alle de meromkostninger, der er ved at gå på arbejde og de tillæg og andet, der falder bort, så forsvinder gevinsten mellem folks fingre,« sagde Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.

Det fortalte Løkke Rasmussen til TV2 ifølge BT. BT havde under overskriften “Nyt Løkke-eksempel pilles fra hinanden” citeret analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul

»Det er farligt at tage udgangspunkt i enkelte eksempler, når vi taler om gevinsten på arbejde, fordi det bliver så forsimplet på nogle punkter, at det er direkte misvisende

Et par dage tidligere havde BT sået tvivl om det første eksempel, nemlig ‘Panorama-manden’. ‘Panorama-manden var en ansat ved rengøringsvirksomheden Panorama, der havde fortalt sin chef Morten Broager, at det på grund af differencen på løn og offentlig forsørgelse for ham ikke kunne svare sig at arbejde. Måske eksisterede han slet ikke, spekulerede BT på baggrund af at Jobcenterchef i Høje Taastrup Kommune ikke havde set den anonyme Panorama-mand i ledighedskøen. “Mysteriet fortsætter… følg med her på BT” sluttede de artiklen. Dagen efter udspillede sig en af de sørgeligste scener for danske tv-stationer da TV2 og Danmarks Radio nærmest faldt over hinanden i forsøget på at få Panorama chef Morten Broager til at afsløre mysteriet om Panorama-manden. Selv om Løkkes historie således var vandtæt troede medierne ikke på ham og den virkelighed han forsøgte at beskrive.

Kasper Støvring skrev på Berlingske Tidende at tilliden til Løkke Rasmussen er svækket. Pressen tegner et billede af beruset frås  og antager at hvert et ord er en potentiel løgn, der kan afsløres i et faktatjek. Men måske har Løkke fat i den lange ende, måske spiller Løkke sit bedste kort ved at udfore pressen, Socialdemokratiet og fagforeningerne på troværdighed. Det er let at forestille sig at Løkke har draget en vigtig lektie af både personsager og formandsopgør, nemlig at være yderst præcis med sine udtalelser. At han ved at der står en kø af erhvervsfolk, der drypvis vil bekræfte, hvad man godt ved i folkehavet; at lønnet arbejde ikke synes at kunne svare sig for mange danskere. Og at de mange tusinde nye job derfor går til  østeuropæere, der ikke hæger sentimentalt om ‘den dansk model’. Det kan meget vel blive mere end en kameramand, der falder over sine egne ben.

Det er nemlig mere forsimplet og misvisende at tage udgangspunkt i de regneark, som fagbevægelsen fodrer pressen med på Socialdemokratiets vegne, når de mange enkelte eksempler, hver med deres udgangspunkt, vejer, hvad der kan svare sig for dem i deres liv. I Information kom Iben Nørup således Løkke Rasmussen til hjælp - ufrivilligt og bagvendt selvfølgelig - da hun gjorde op med ideen om det saliggørende i arbejde

Videnskabeligt er der nemlig ikke noget belæg for at tro, at arbejde er det altafgørende for vores sociale trivsel og liv. Mine egne forskningsresultater, der udkom i december 2014, giver på baggrund af omfattende statistiske analyser på et meget omfattende datamateriale et ganske entydigt og klart svar.

Analyserne baserer sig på Region Nordjyllands store spørgeskemaundersøgelse Sundhedsprofilen, der er besvaret af godt 25.000 personer. Disse besvarelser er koblet sammen med Danmarks Statistik-registre, hvor der bl.a. er trukket forskellige helbredsoplysninger og oplysninger om uddannelse og indkomst samt med Beskæftigelsesministeriets DREAM-database, der bl.a. indeholder oplysninger om forsørgelsesgrundlag, beskæftigelse og deltagelse i eksempelvis aktivering. Resultaterne af samtlige analyser viser, at det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke i sig selv medfører lavere trivsel, dårligere sociale netværk eller mindre deltagelse i alt muligt andet, f.eks. fritidsaktiviteter eller foreningsliv.

Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. Resultaterne viser også, at personer, der arbejder er mindre tilfredse med, hvor ofte de ser deres familie og venner, end personer, der ikke arbejder.

Kilde til stress

Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv. For disse mennesker er det – set ud fra et socialt og livskvalitetsmæssigt perspektiv – langt fra lykken, at få lov til at bruge deres sidste rest af overskud og energi på at arbejde. Resultaterne viser således det stik modsatte af, hvad vi går og bilder os selv ind – endda med stor statistisk sikkerhed. De fortæller os en historie om, at arbejde ér en væsentlig kilde til stress. Og at det at leve op til de forpligtelser, der følger med at have et job, tager tid fra andre vigtige ting i vores liv.

Hvis ikke der er den store forskel i indkomst, hvorfor så slide sig ned i rotteræset? “Arbejde er for langt de fleste en afgørende kilde til en indtægt” forsikrer Nørup og glemmer i bedste Informationsånd at arbejde er den afgørende kilde til indtægt for alle: Hvis ikke ens eget arbejde så andres arbejde.

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Danmarks Radio omtaler muslimske terrorister som seperatister

Det er noget værre noget med de seperatister skriver Danmarks Radio

Det sydlige Thailand er mest kendt for flotte hvide sandstrande, svajende palmer og azurblåt hav. Men i de fire sydligste provinser, blot et par timers kørsel fra ferieparadiset Phuket, ser det helt anderledes ud.

Her er hyppige kontrolposter langs vejene, og forskellige militære fraktioner patruljerer jævnligt gaderne. Området har været i undtagelsestilstand i 9 år, men det er ikke lykkes skiftende regeringer at stoppe de hyppige - og ofte anonyme - angreb, der i gennemsnit dagligt koster et menneske livet.

Nu dokumenterer en ny rapport, at der blandt de aktive krigere findes børnesoldater helt ned til 13 år.

- Vi ved, at børn er involveret i militante, væbnede grupper. De bliver brugt som spioner, til at holde udkig og ind imellem som krigere, fortæller Anchana Heemina, en lokal aktivist, der har leveret dokumentationen til rapporten: ‘Sydthailand: Væbnede gruppers fortsatte rekruttering og brug af børnesoldater’.

De militante væbnede gruppers religiøse ophav er også anonymt for Danmarks Radios læsere. “Der er en mistænksomhed og en mangel på respekt mellem myndighederne og lokalbefolkning” fortæller en uspecificeret “aktivist”. Men, som en god ven påpegede til min enorme overraskelse, så viser det sig, hvis man læser den rapport Danmarks Radio henviser til, at separatisterne faktisk er muslimer. Og, og hold nu fast, de vil have et muslimsk hjemland i Thailand

At the beginning of 2014 the bitter separatist insurgency in Thailand’s southernmost provinces entered its second decade. Grounded in a century of ethnic, cultural and religious tensions between the region’s Malay-Muslim majority and the Thai state, the violence not only shows no indication of abating but appears to be becoming more intense.

Since the current separatist campaign first erupted back in January 2004, armed groups have targeted government forces and officials, ethnic Thai Buddhist civilians and local Muslims suspected of collaborating with government authorities. Well over 6,100 people have been killed to date and a further 11,000 injured. The vast majority of these casualties have been civilians, including women and children. Children have been victims of other grave violations, including attacks on schools, which have resulted in the killings of teachers and disrupted education

souththailandmap

Danmarks Radios omsorg for islams i forvejen uretfærdigt behandlede omdømme kan kun beskrives som rørende.

Lidt rablen fra Yahya Hassan

Jeg ved ikke, hvem der er værst, men i det mindste får et par dumsmarte tv-værter en lille dosis virkelighed: Den fremmeste arabiske stemme er fuldkommen usammenhængende. Man orker ikke at gå i rette med al denne rablen, det er for uoverskueligt. Men når jeg siger ‘man’ indregner jeg ikke en Facebook ven, som straks skrev

Når man trækker paralleler til 2. verdenskrig, så lyder det så dumt hvis man er komplet historieløs.

Waffen-SS-divisionerne i Skanderberg og Handschar var rene muslimske divisioner, med egen moské tilknyttet.
De blev undervist i deres eget sprog om hvorfor jøder og muslimer altid vil være fjender, og hvorfor islam og nazisme passede så godt sammen.
Det var resultatet af en aftale mellem Hitler og stormuftien af Jerusalem - Haij Amin al-Husseini - hvor Hitler lovede at hvis muftien støttede det tredie rige, så ville tyskerne udrydde hele den jødiske befolkning i palæstina.

Og de var godt i gang, - mobile gaskamre blev afskibet mod Jerusalem via Nordafrika, men blev stoppet i Tobruk i Libyen, da Rommel tabte til Montgomery.
Da Nürnberglovene blev vedtaget i 1935 (Rigsborgerloven af 15 sept. 1935 - med underafsnit - ‘Lov til beskyttelse af tysk blod og ære) modtog Hitler lykønskninger fra ledere i hele den arabiske verden i Nordafrika og Mellemøsten.
Der blev oprette partier overalt i den arabiske verden, som kopierede Hitlers doktriner b.la. i Syrien, Libyen, Saudi og Marokko. I Egypten oprettes et parti der hed ‘Young Egypts’ men slagordet ” Et folk, et parti, en fürer” bl.a. af de senere præsidenter Nasser og Sadat.
Nasser som senere sagde: ”Og det glæder mig i øvrigt, at ingen efterhånden tror på Auschwitz-løgnen”

Efter krigen fik hundredvis af nazistiske krigsforbrydere asyl i arabiske lande, og den dag i dag er Mein Kampf stadig den mest solgte bog i de muslimske lande.

I 2012 under valgkampen i Egypten, holdt Mursi og hans folk utallige taler om hvordan de vil udrydde jøder.

Og linkede til en artikel i Jerusalem Post

The Arab masses and leadership gleefully welcomed the Nazis taking power in 1933 and messages of support came from all over the Arab world, especially from the Palestinian Arab leader, Mufti Haj Amin al-Husseini, who was the first non-European to request admission to the Nazi party.

Husseini, who was to be arrested for his role in the bloody Arab Revolt 1936-9, had fled to Germany in 1941 and was immediately granted a special place among the Nazi hierarchy.

The Mufti and Hitler relayed many declarations to each other explicitly stating that the main enemy they shared was the Jews.

However, the Mufti’s ideology transcended words and directed his actions. In 1945, Yugoslavia sought to indict the Mufti as a war criminal for his role in recruiting 20,000 Muslim volunteers for the SS, who participated in the killing of Jews in Croatia and Hungary.

Adolf Eichmann’s deputy Dieter Wisliceny (subsequently executed as a war criminal) in his Nuremburg Trials testimony stated: “The Mufti was one of the initiators of the systematic extermination of European Jewry and had been a collaborator and adviser of Eichmann and Himmler in the execution of this plan… He was one of Eichmann’s best friends and had constantly incited him to accelerate the extermination measures.”

On a visit to Auschwitz, Husseini reportedly admonished the guards running the gas chambers to work more diligently. Throughout the war, he appeared regularly on German radio broadcasts to the Middle East, preaching his pro-Nazi, anti-Semitic message to the Arab masses back home.

Even the Mufti himself explained that the main reason for his close cooperation with the Nazis was their shared hatred of the Jews and their joint wish for their extermination.

“Our fundamental condition for cooperating with Germany was a free hand to eradicate every last Jew from Palestine and the Arab world,” the man who was known as the “Fuhrer of the Arab World” wrote in his post-World War Two memoirs.

However, the affection, emulation and cooperation with the Nazis were not just found among the Arabs of Mandatory Palestine, they were replicated across the Arab world.

Many have suggested that the Ba’ath parties of Assad’s Syria and formerly in Saddam Hussein’s Iraq were strongly inspired by the Nazis. The most influential party that emulated the Nazis in the Arab world was “Young Egypt,” which was founded in October 1933.

The party had storm troopers, torch processions and literal translations of Nazi slogans – like “One folk, One party, One leader.”

Nazi anti-Semitism was replicated, with calls to boycott Jewish businesses and physical attacks on Jews.

Sami al-Joundi, one of the founders of the ruling Syrian Ba’ath Party, recalls: “We were racists. We admired the Nazis. We were immersed in reading Nazi literature and books… We were the first who thought of a translation of Mein Kampf. Anyone who lived in Damascus at that time was witness to the Arab inclination toward Nazism.”

There was of course the infamous pogrom in Iraq led by the pro-Nazi Rashid Ali al-Kaylani in 1941. Kaylani also asked of Hitler the right to “deal with Jews” in Arab states, a request that was granted. Apart from the secular pro-Nazi stance, there were many other religious Arab leaders who issued fatwas that the Arabs should assist and support the Nazis against the Allies.

(…)

In Libya, many Jews were sent not only to local concentration camps but also to European camps like Bergen-Belsen and Biberach. In a film titled Goral Meshutaf (“Shared Fate”), some Tunisian eyewitnesses claim that the Nazis had begun building gas chambers there. If the Allies had not won the decisive battle at El Alamain, perhaps the fate of North African Jews would have been the same as befell European Jewry.

A willing or indifferent local population was an important ingredient in the destruction of European Jewry and it was certainly present amongst the Arabs of North Africa.

Many of the current leadership in the Middle East owe their power base to the emergence of their predecessors during those dark times. The Palestinians still revere Husseini and many of terrorist groups are named after groups he founded.

The myth that the Arabs were innocent bystanders to the Nazi Holocaust is unfortunately widely accepted at face value. It is about time that this capricious fallacy was exposed, not just out of respect to those Jews who suffered at the hands of the Nazis and their allies everywhere, but also to deconstruct the simplistic notions used to explain the history of the conflict, especially that the Arabs were not responsible for the suffering that resulted from their continued incalcitrance.

Og igen til Children In History

SS Standartenführer Walter Rauff was placed in charge of Eisatzgruppen Tunis with the assignment of destroying the substantial Jewish population of North Africa. Rauff had played an important role in the killing phase of the Holocaust. He helped develop gas vans, essentially mobile gas chambers, used to murder Jews, disabled people, communists, and other targeted groups (1941-42).

As Rommel and the Afrika Korps advanced wast toward Suez and Egypt, SS commanders realized that there were Jews in Egypt and even more in Palestine beyond Egypt, some 0.5 million Jews. As a result SS authorities organized an Einsatzgruppe to kill Jews in the British Mandate of Palestine and Egypt. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.] The Einsatzgrupppe Ägypten was standing by in Athens, Greece, prepared to go into action as soon as the Afrika Korps reached Suez. The palm was to first exterminate the Jews of Egypt and then move into Palestine. Eventually the Jews in other Middle Eastern countries (Syria, Lebanon, Iraq and Iran wiuld experience similar fates. SS Obersturmbannfuehrer Walter Rauff was assined to lead the Einsatzgrupppe Ägypten. It only included 24 members, but the olan was to enlist Arab collaborators. This would allow ‘mass murder would continue under German leadership without interruption’. The Arab collaborators would play promient roles in anti-Semitic radio propaganda, recruitimg Arab volunteers to staff killing operations, and in raising an Arab-German Battalion. Former Iraqi prime minister Rashid Ali al-Gaylani and Haj Amin al-Husseini, the Grand Mufti of Jerusalem were enrolled to play prominant parts. [Mallman and Cueppers, pp. 128-30.]

11059507_10205343738946335_308594233442861405_n

Farvel Far genbesøgt

Danmarks Radio, Feminisme, Forbrydelse og straf, Ligestilling — Drokles on March 13, 2015 at 2:12 pm

Det er desværre en gammel og velkendt sag at man kan bruge anklager om vold og incest mod sin tidligere ægtefælle, hvis man vil vinde kampen om de fælles børn. Så længe en undersøgelse er i gang, og den kan vare i årevis, vil den anklagede ikke have ret til sine børn. Om der falder en dom er underordnet for over tid vil man kunne hævde at børnene ikke længere har et forhold til den forælder de ikke har set i årevis. Og det er altid manden, faderen, der kommer på anklagebænken. Bag kvinden, moderen, står en gruppe, advokater med en dagsorden der går ud over at vinde en sag for deres klient.

Fra TV2 http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-03-12-advokater-opfordrer-til-loegn-om-vold-og-incest-i-familiesager

Hvert år modtager statsforvaltningen omkring 250 anklager fra forældre, der påstår, at deres tidligere samlever har begået vold, incest eller andre skadelige overgreb mod deres fælles barn, og en lang række af disse anklager er det purre opspind, fabrikeret og tilskyndet af en familieadvokat.

- Anklager om vold eller overgreb er et super effektivt redskab, hvis du ønsker, at din tidligere partner skal ud af dit barns liv. Som systemet er i dag, er der kun fordele for den forælder, der fremsætter de falske anklager. Hvis ikke du som forælder ikke er bleg for at sætter dine egne behov før dit barns, kan du meget let få skubbet den anden forælde ud af barnets liv, siger Tanja Graabæk, der rådgiver forældre i familiesager og tidligere har været ansat i statsforvaltningen.

I Statsforvaltningen har man kendskab til gruppe familieadvokager, som handler uetisk i børnesager. Det fortæller kontorchef i Statsforvaltningen Bente Koudal til DR.

(…)

- Når sagen er afgjort, og det viser sig, at der er tale om en falsk anklage, er barnet blevet så fremmedgjort fra den anklagede forælder, at Statsforvaltningen ofte vurderer, at det er uhensigtsmæssigt, hvis barnet overlades til den anklagede forælder. Den handling er psykologiske set i sig selv et voldsomt overgreb på barnet, mener Tanja Graabæk.

(…)

- Statsforvaltningens vurdering af, at de møder omkring 1 falsk anklage om ugen, er efter min vurdering er et meget konservativt bud.

Den snart 16 år gamle DR dokumentar Farvel Far tåler et gensyn. Når man kan læse, hvor lidt der er sket siden er det ekstra deprimerende

En skilsmisse er næsten aldrig behagelig affære. Nogle gange udvikler det sig til en regulær krig, hvor bl.a. beskyldninger om incest bruges i kampen for at få barnet for sig selv. Denne udsendelse handler om tre mænds kamp for at få lov at være sammen med deres børn. DR Dokumentar har fulgt myndighedernes behandling, som starter med de tre mænds ønske om samvær med deres børn - og ender med at de stemples som seksualforbrydere.

En af disse mænd er den praktiserende læge Peter Østrup. Han ønskede at fortsætte med at være sammen med sin datter efter han var blevet skilt fra moderen. I starten delte han forældremyndigheden med moderen. Men hun ville nu have forældremyndigheden for sig selv og ønskede at begrænse faderens samvær med datteren. Det lykkedes til fulde, da hun anklagede ham for incest.

Normalt er det politiet og de sociale myndigheder, der tager sig af sager om incest. Men Københavns statsamt vælger selv at undersøge påstande om overgreb på børn. I Peter Østrup’s tilfælde er det en overlæge i psykiatri og en psykolog, der skal undersøge om han misbruger sit barn seksuelt, eller om der er andre forhold der gør, at han ikke skal have lov til at se sit barn. Advokat Lone Reffshammer mener, at den fremgangsmåde nærmest gør fædrene retsløse.

I forbindelse med undersøgelsen bliver Peter Østrups samvær gjort overvåget. Det vil sige, at han ikke må være alene sammen med barnet. Så fra at have haft barnet boende i 5 ud af 14 dage, så beslutter de børnesagkyndige, at han kun må være sammen med barnet i nogle timer om ugen - overvåget af andre voksne.

Der er stor uenighed om kvaliteten af de børnesagkyndige undersøgelser. Formanden for Børnerådet, professor Per Schultz Jørgensen, mener de er mangelfulde, og ofte bygger på et for løst grundlag. DR Dokumentar har fulgt undersøgelsen i Peter Østrups sag, og kan med opsigtsvækkende tv-optagelser afsløre, hvordan de børnesagkyndige arbejder.

Voldemort kaster skygger over skolen

“Fear of a name only increases fear of the thing itself”

Hermoine Granger

De Konservative og Dansk Folkeparti foreslår at at Muhammedkrisen bliver et obligatorisk emne på baggrund af et forslag fra religionslærerne om at Jyllands-Postens Muhammedtegninger trykkes i elevernes lærebøger. Det kan vi altså forstå at de ikke er nu for, som kommunikationschef hos det digitale undervisningsforlag Clio online Thomas Overholdt Hansen siger er det ”et følsomt et emne” og de ‘vurderede’ derfor “at det ikke gav nogen læringsmæssig værdi for eleverne at se tegningerne.”.

I Jyllands-Posten bliver forlaget fra De Konservative til overskriften “K: Muhammedtegninger skal være pensum i skolen”, mens forslaget fra Dansk Folkeparti på Danmarks Radio hedder “DF vil tvinge lærere til at undervise i Muhammedtegningerne”. Til Danmarks Radio siger religionslærernes formand John Rydahl

- De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser. Og der er også mulighed for at stille spørgsmål om, hvorvidt det er religiøsitet, det handler om, eller om der i virkeligheden er politiske motiver i det også, siger John Rydahl.

Besværligt at hente tegninger udefra

Religionslærerformanden understreger, at Muhammedtegningerne ved en direkte tilstedeværelse i lærebøgerne sikres at være en fast del af undervisningen.

- Lige så snart læreren skal hente noget ind udefra, bliver det mere besværligt. Og det vil også gøre det tydeligere for eleverne, hvad der er tale om, siger John Rydahl, der afviser, at opfordringen har til hensigt at støde nogen som helst.

Så religionslærerforeningen er grundlæggende kun interesseret i at vaske islam ren, for en udefrakommende politisk besudling. Men formanden for foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Dennis Hornhave Jacobsen er af en anden opfattelse. Han mener at selv en renvaskning af islam er farlig fordi de sidder en masse muslimer i klasserne. Det ikke bare ligner, men er en religiøs reaktion uden politiske motiver og at det derfor ”kan lukke for en reel diskussion om, hvad ytringsfrihed er, fordi der sidder børn rundt omkring i skolerne, som mener, at Muhammedtegningerne er forkastelige, og hvor diskussionen stopper der”. Eller, det må i hvert fald være præmissen for hans advarsel.

Og det er  formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal enig i. Undervisning i tegninger som nogen finder provokerende “det har vi ikke brug for i folkeskolen”

- Man kan sagtens fortælle om det uden at vise billederne, siger han til DR Nyheder.

Det syn er lærernes formand Anders Bondo ikke helt enig i. Han mener i stedet at tegningerne er direkte obskøne

Jeg kunne aldrig finde på at vise en pornofilm for mine elever. Men derfor kan jeg selvfølgelig godt undervise dem om porno, og som sådan kan man også godt undervise om Muhammedkrisen uden at vise tegningerne

Han mener derfor at dokumentation af et emne ikke går “hånd i hånd med folkeskolens værdier”, der handler om velvære

- I folkeskolen arbejder vi med, at man skal være gode ved hinanden. Man er kammerater, forklarer han over for DR Nyheder.

- Hvis man ved, at der er nogen, der bliver såret af, at vi viser nogle tegninger, så modarbejder det de principper, vi arbejder med, når vi arbejder med mobning.

Så til alle tyndhuder; skriv jeres forurettelser ned og send dem til Han Som Ikke Må Nævnes. Tegninger, jøder, kvinder i bare arme og frikadeller, alle som een står de i vejen Folkeskolens principper. Voldemort er tilbage.

Krigen om det fælles rum

Danmarks Radio skriver at muslimer er ofre efter terrorattentatet, hvor en muslim først likviderede en dansker og siden en jøde.

Det muslimske miljø i Danmark oplever i disse dage diskrimination og deciderede overgreb som følge af weekendens terrorangreb i København.

Sådan lyder det fra flere organisationer. Konsulent og næstformand i Exitcirklen, Khaterah Parwani, arbejder til daglig med afradikalisering, og hun har fået “mindst 10″ henvendelser i denne uge fra kvinder, der er blevet udsat for voldelige angreb eller anden form for diskrimination.

- Der har helt klart været en eskalering efter angrebet. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Khaterah Parwani, der også er juridisk rådgiver og talsperson for Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination (DRC).

- Jeg har haft rigtig mange henvendelser fra piger, som har haft mange ubehagelige oplevelser. Det er fysiske overgreb i form af kvælertag, vold, spyt og skub, siger hun.

“Københavns Politi har dog ikke modtaget nogen anmeldelser, der har med muslimer, trusler og chikane at gøre, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen.” Men virkeligheden er underordnet for muslimer og i det multikulturelle samfund er man sine egne nærmest. Derfor har muslimer dannet deres eget vagtværn, skriver MetroXpress

Talsmanden for gruppen i København, der kalder sig ‘Beskyt dine søstre’, fortæller til metroxpress, at der er flere hundrede mænd, der er klar til at rykke ud, hvis en kvinde bliver overfaldet.

- Vi er ikke en bande eller et tæskehold. Vi er fredelige muslimer, der ikke ønsker nogen noget ondt, uanset hvad de tror på. Hvis politiet ikke kan finde ud af at passe deres arbejde, så må vi hjælpe dem, siger han.

Gruppen har 1.545 medlemmer i skrivende stund.

Hvis gerningsmanden stadig er på stedet, når gruppen dukker frem, vil de foretage en civil anholdelse, siger talsmanden:

- Hvis hun er ved at blive fysisk overfaldet, så bliver han også overfaldet, så bliver der lavet en civil anholdelse og ringet efter politiet.

Gruppen blev oprettet efter terrorhandlingerne i Paris i starten af januar, og ifølge talsmanden findes lignende grupper over hele landet.

- Der har været utallige eksempler på ‘hate crimes’ mod muslimer, og det blev intensiveret efter det, der skete i Frankrig. Vi snakker om uskyldige, forsvarsløse kvinder, der ikke har gjort nogen noget, siger gruppens talsmand, der har kendskab til ti overfald siden sidste weekend.

England er længere i den udvikling. Fra Youtube

Over the last year a quasi-religious turf war has sprung up on the streets of London. Young radicalised Muslim patrols are enforcing Shariah law in the capital. In reaction, far right Christian Patrols are also taking the law into their own hands.

Since the Woolwich killing, anti-Muslim rhetoric as been at an all time high, and the right-wing Christian Patrols are only exacerbating the rising tensions.

These two marginalised but potentially dangerous London subcultures believe that society has failed their communities enough that they are now taking to the streets to implement or defend their ways of life, according to their opposing politicised and religious ideologies.

The irony being that while their shared aggressive approach has resulted in media coverage and media panic, they ultimately are responsible for and justify each other’s existence.

Alex Miller meets the leaders and footsoldiers in Britain’s holy street patrols, the Anjem Choudary’s followers Muslim Patrol and Paul Golding of Britain First’s Christian Patrol, in the same area he lives and works, to find out just how effective their operations are, and how genuine their belief is in the battle for East London’s streets.

Fremtiden må ikke tilhøre de, der håner islams grundlægger

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

charlie-hebdo-pixelated

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Det er hårdt

Det er hårdt at være mig i denne svære juletid, måske ikke så som at være Knausgaard, men hårdt. Liverpool spillede pludselig fodbold, men til ingen verdens nytte. Mit højre knæ døjer med betændelse, mit højre håndled er forstuvet og min højre skulder brækket. Ja hele mine højre fløj er så syg at ironien næsten ikke er til at bære. Familiens store vareombytningsdag tager glæden ud af julen, dog ikke som Per Nyholm, der med krav om at den danske klamme og selvbedrageriske jul skal åbne sig for alle verdens velfærdssultne folkeslag tillige vånder sig over “bøvede julefrokoster og deres efterspil”. Jeg har kun været til een julefrokost og der var desværre intet efterspil - som sædvanlig. Og jeg burde foretage så mange andre ting end det jeg konstant er i gang med at jeg ender med at foretage mig meget lidt.

Teorien om mænds dumhed ‘male idiot theory‘, om hvorfor mænd har en højere tendens til at blive dræbt er komme slemt til skade kastede en del tragikomiske anekdoter af sig. Bl.a om manden der kom slemt til skade da han brugte en rystepudser som et sexlegetøj og derpå lappede sit scrotum med en klipsemaskine. Ubetvivleligt et udtryk for maskulin idioti. Men det er alligevel normativt og kulturelt, hvad man betragter som idioti, og mange kvinder går derfor fri. For, hvad skal man mene om de hundredevis af unge kvinder der drømmer om at gifte sig med jihad-krigere? Andet end at der er et låg til hver en gryde.

Og hvad skal man egentlig sige til Politikens overskrift “Bilist pløjer ind i menneskemængde i Frankrig“? Bilisten var muslim og råbte Allahu Akbar får vi at vide længere nede i teksten, men det er ikke så vigtigt som at han er bilist. Hvilket i sagens natur vel blot er en truisme. En anden ‘bilist’, som Jyllands-Posten ophøjede til ‘chauffør’  gentog dåden dagen efter. BBC havde samme overskrift ved en lignende muslimsk terrorhandling i Israel

10534090_10152916036499954_6442349501464347508_n

Anne Hertzum Alling skrev i øvrigt under overskriften “Hey Hamas, jeg tror, I er ved at smadre Palæstinas fremtid” i Information at jødedrab er kontraproduktivt og indledte med følgende anekdote

I sidste uge kørte jeg gennem Jerusalems gader sammen med en af mine palæstinensiske venner. Da vi passerede den gamle by, skruede han ned for popmusikken på anlægget. »Hvis jeg kører galt nu, vil medierne eksplodere med nyheden om endnu et terrorangreb i Jerusalem. Hvis jeg overlever, vil politiet med stor sandsynlighed skyde på mig. Ja, måske endda slå mig ihjel,« sagde han med både ironisk distance og et glimt i øjet. Vi grinede begge to, men blev hurtigt meget stille. Jeg er ret sikker på, vi tænkte det samme. At det desværre overhovedet ikke var usandsynligt. At det sørgeligt var uden for diskussion.

Ja, det er sørgeligt at arabere kan risikere det mindste ved at køre nogen ihjel i Israel. Det er den egentlige pris for terror. Derfor det ‘rørende øjeblik‘ en muslimsk brud lagde blomster for ofrene for terrorofrene i Sydney. Medierne og venstrefløjen ser undtagelsen, iscenesat som den sikkert var, som bekræftelse på at reglen ikke eksisterer. Folk klappede i deres hænder måske uden at gøre sig den tanke at det var fordi de så noget ekstraordinært.

2433516700000578-0-image-a-19_1419164255003

Hvad skal man egentlig mene om islamisk terror, når man ikke tør tale om islams væsen? Midt under gidseltagningen, hvor den muslimske terrorist tvang sine gidsler til at holde et islamisk flag op i vinduet slog den australske premierminister Tony Abbot koldt vand i blodet

“We don’t yet know the motivation of the perpetrator, we don’t know whether this is politically motivated although obviously there are some indications that it could be,”

Samme tanke havde “tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen, der advarer mod at drage forhastede konklusioner”

Vi er alt for hurtige til at råbe Islamisk Stat. Gidseltagninger er jo ikke noget nyt i kriminalhistorien. (…) jeg synes, man lige skal trække vejret og se, hvordan dagen og situationen udvikler sig

De fleste af os nøjedes nu også blot med at tænke islamisk punktum. Men det er et farligt ord for medier og politikere. Danmarks Radio skrev  da også forsigtigt under overskriften “Knivmand tre franske betjente på politistation

20-årig mand råbte Allahu akbar, da han angreb betjente. Motivet tyder på at være islamistisk, siger kilde.

Træk nu vejret, knivangreb er jo ikke nyt i kriminalhistorien. Og det er konstateret uden at “talkneppe”, som Trine Bramsen frivolt affærdigede Fyns Politis forsvar for nærpolitiet i Vollsmose. Klart en kandidat til årets citat. Men mesteren i absurditeter om islam havde inden da sikret sig sit mesterskab. Obama slog ved nyheden om ISIS slagtning af den amerikanske hjælpearbejder Peter Kassig nemlig fast at

“ISIL’s actions represent no faith, least of all the Muslim faith which Abdul-Rahman adopted as his own,” the president said, using another name for Islamic State.

Såeh, det ligner mere end kristen eller buddistisk handling? Og så havde man svært ved for meget succes på Langeland

- Vi føler ikke, at vi kan magte mere her på øen. Men jeg forstår ikke, hvorfor der ikke er flere kommuner, der går ind i det her. Her på Langeland har det skaffet 85 nye arbejdspladser og mere omsætning til lokale håndværkere og forretninger. Der er ikke noget at være bange for, siger Bjarne Nielsen.

For meget af det gode kan ellers være skønt ifølge Mae West. Elefanter er der nok af. Jacob McHangama forklarede en journalist hvorledes det kan være omfattet af racismeparagraffen at citere koranen uden at nogen af dem, hverken den skarpe jurist eller den nysgerrige journalist bragte koranens indhold og islams væsen på banen. Eller tør man trøste sig med socialdemokraternes integrations- og fygtningeordfører Mette Reismanns ord om at der blot skal være fred i een større by i Syrien for at man kan (men vil man?) sende de syriske flygtninge hjem? Og hvorfor undrer ingen sig over, hvorfor det kun er syriske mænd, der redder sig i sikkerhed? Måske var kønskvotering den største fejl da Titanic sank?

skc3a6rmbillede-2014-10-24-kl-135848

Som da skuespilleren Shoshana Roberts vandrede i New York og stort set kun fik seksuelle tilråb fra ikke-hvide

The video is a collaboration between Hollaback, an anti-street harassment organization, and the marketing agency Rob Bliss Creative. At the end they claim the woman experienced 100-plus incidents of harassment “involving people of all backgrounds.” Since that obviously doesn’t show up in the video, Bliss addressed it in a post. He wrote, “We got a fair amount of white guys, but for whatever reason, a lot of what they said was in passing, or off camera,” or was ruined by a siren or other noise. The final product, he writes, “is not a perfect representation of everything that happened.” That may be true but if you find yourself editing out all the catcalling white guys, maybe you should try another take.

What are the odds? Daily Mail ramte til gengæld tidens absurditeter i een sætning

The National Union of Students has come under fire after it refused to condemn ISIS - because of fears it was ‘Islamophobic’.

Herligt med sarkasme. Camilla Plum trådte derimod øvet op i bolledejen da hun rasede over nationalretten fordi hun tilhører den eksklusive gruppe der ikke forstår at alt nationalt er diskriminerende

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?’

Flere mente at hun måske foretrak en ret baseret på strandslagtet pony. Og Said Mansour blev ikke smidt ud af landet på grund af hans tilknytning til det svinespisende Danmark han hader og vil destruere. “Et statsborgerskab skal man ikke skalte og valte med.” sagde Marianne Jelved for år tilbage. Men det holdt dem ikke tilbage. Men i det mindste fik Morten Storm ført til rettens protokol og lagt ud til alverden at læse at muslimernes profet og eksempel på det perfekte mennesker er pædofil

Profeten Muhammed var pædofil og et narhoved. Han havde sex med en pige på ni år. Han blev gift med hende, da hun var seks og havde fuldbyrdet samleje med hende, da hun var ni år - det kalder jeg for pædofili.

Men det er selvfølgelig hårdere at være svensker når ens statsminister ser ned over det enorme og smukke land og deklarerer at der er plads nok til mange flere muslimer. Plads og rum er ikke det samme - rum er begrænset af de fælles regler som ironisk bliver stadigt strammere jo flere der skal favnes. Fra samhällets nye bund beskrev en svensk pensionist at “Det känns som att man vill rensa bort sådana som mig från samhället. Det är ett hemskt sätt att leva.” Og med de ord, glædelig jul!

Lidt mere om Martin Krasniks omgang med sandheden og sine interviewofre

Akademia, Danmarks Radio, Pressen, Videnskab — Drokles on December 16, 2014 at 4:50 pm

Katrine Winkel Holm skrev for et par uger siden et glimrende indlæg i Jyllands-Posten om, hvorledes Martin Krasnik sætter “Effekt over fakta”. Hun trak et par gode eksempler frem

Tidligere på året interviewede Krasnik den helt unge formand for Konservativ Ungdom, Mikkel Ballegaard, om KU’s ageren i 1930’erne.

Her påstod Krasnik med inkvisitorisk indignation i stemmen, at »hele Københavns … altså Konservativ Ungdom i København, hele den del af organisationen gik jo ud – gik ind i Schalburgkorpset i slutningen af 1930’erne.«

Påstanden gjorde interviewofferet stumt. Det forstår man godt, for den var direkte usand.

(…)

rasniks største sejr: hans interview med Lars Hedegaard i 2013. Det dramatiske højdepunkt i interviewet opstod, da Krasnik hævdede, at Hedegaard havde benyttet en krigsforbryder som en afgørende kilde i bogen ”I krigens hus”.

»Din kilde, Lars Hedegaard, er en mand …En krigsforbryder!« lød det med dramatisk patos. Det var lodret forkert. Hedegaards kilde, Serge Trifkovic, er en serbisk-amerikansk professor, der har skrevet faste klummer i Washington Post og aldrig er blevet anklaget for krigsforbrydelser.

Hverken Ballegaard eller Hedegaard var hurtige nok til at tilbagevise Krasniks påstande, og derfor sad tv-seerne tilbage med indtrykket af, at Krasnik her rigtigt havde fået skovlen under dem og høstet en stor saglig sejr. Effekten var i top, men det var troværdigheden ikke.

Derfor skal man være godt inde i sit stof når man møder Krasnik og det var Lomborg. Han skrev efterfølgende høfligt om interviewet på sin Facebook profil

Jeg var på besøg hos Martin Krasnik i Deadline i går. Det var et rigtig godt, kritisk interview, men desværre opstod der forvirring om fakta, hvilket fjernede fokus fra en ellers interessant diskussion. Deadline har nu berigtiget.

Baggrunden var en kronik i Weekendavisen, hvor jeg henviste til blandt andet det Internationale Energiagenturs (IEA) centrale scenarie, fra hovedpublikation, “World Energy Outlook 2014″, der peger på, at vi i 2040 sandsynligvis kun vil få 2,2 pct. af vores samlede energiforbrug fra sol- og vindenergi. Jeg argumenterede, at det må være på tide at ændre klimapolitikken, når vi efter 20 års debat, klimatopmøder, og storslåede løfter kan fremvise et så pauvert resultat.

Krasnik påstod, at der i selv samme rapport faktisk stod, at vi ville få op til 27 pct. af vores elforbrug fra solenergi. Men det var ikke samme rapport, Krasnik citerede, men en “visionsrapport” eller en ekstrem outlier. Der er altså ikke tale om en projektion, som IEA selv understreger “This is not a forecast. It is not what will happen, but rather what should happen…” http://www.iea.org/…/speec…/140929_Solar_Roadmaps_Speech.pdf.

Jeg henviste til centralscenariet fra IEA, mens Martin Krasnik tog udgangspunkt i et helt andet visionsscenarie, som IEA selv understreger, er en “vision” og “ikke en forudsigelse, og ikke hvad der vil ske, men hvad der burde ske” og derudover sammenblandede 2040 og 2050.

Berigtigelsen kan ses her: https://www.facebook.com/DR2Deadline/posts/788733331174042

Interviewet kan ses her: http://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-830

World Energy Outlook 2014: http://www.worldenergyoutlook.org/

IEAs visionsrapport: http://www.iea.org/…/speec…/140929_Solar_Roadmaps_Speech.pdf

Next Page »

Monokultur kører på WordPress