Belgien er sindbilledet på EU
Jeg besøgte Brüxelles engang i de tidligere 90′ere, med min gymnasieklasse. Det var en studietur der skulle kombinere samfundsfag og fransk, men som mest endte i druk - også for os elever. Dengang slog byen mig som et permanent turist-centrum, hvor der ikke syntes meget andet dagligliv end souvenir butikker, chokolade forretninger og restauranter, der kunne betjene de mange udlændinge, som EF og den tilknyttede ekspertindustri beskæftigede. Embedsmænd og danske politikere, som viste os rundt og venligt fortalte om meningen med Samarbejde og Europa jokede lidt forlegent med at de eneste karrieremuligheder for de resterende belgiere var som laverestående embedsmænd i kommunen, i politiet eller som postbude, hvis ikke man arbejde direkte i turistbranchen med at betjene Europas elite og deres børn, som ofte fik de bedste studie-jobs. Vi var kun i centrum, så muslimer så vi ingen af.
Det tyske magasin Spiegel har bl.a interviewet formanden for det konservative Ny Flamsk Alliance, Bart De Wever, der kalder Merkels flygtningepolitik for en “epochal mistake,” og trækker paralleller mellem Belgiens væsen og EU
Bart De Wever doesn’t have much faith in his country. In fact, you can hardly call it a country, this artificial construct created sometime in the 19th century as the result of an accident of history, a power struggle among major powers. The centralized Belgian state is “slow, complicated and inefficient,” says De Wever, one of the most powerful men in Belgian politics.
Også hans politiske modstykke, tidligere borgmester for netop Molenbeek, socialistiske Philippe Moureaux, sammenligner Belgien med EU
“It’s an artificial state.” The man saying this was the mayor of Molenbeek for three-and-a-half years, a white-haired man with the Belgian Socialist Party (BSP), which speaks critically about Belgium and Europe and, in this respect, is surprisingly close to his political antipode, conservative right-winger Bart De Wever. “Unfortunately, Europe is developing into a large Belgium, instead of Belgium developing into a small Europe,” N-VA party leader and Antwerp Mayor De Wever believes:
Philippe Moureaux once believed that the nation-state in Europe would fade away and that a unified Europe would remain and assume its function — a democratic and just Europe. “Not,” he says, “what we have today.”
On this day, Moureaux is not the former mayor, and not the former Belgian interior minister, but instead is the history professor he once was. He’s not the political pragmatist he has just written about in his book “The Truth About Molenbeek,” one of the few who made an outstanding contribution to integration.
Belgians Lack Common History
Moureaux lives in Molenbeek, on the fifth floor of a building that looks like it could be low-income housing, in an apartment with a living room and a study with dark books and dark-red leather sofas. He sits there, looking back at a state that came into being as a compromise, in 1830. It was a construct that optimistically fused together regions that lacked a common history: Flanders, Francophone Wallonia and eastern Belgium, where 76,000 people speak German. It is a construct that now has a poor south that requires support, and a wealthy north where the grumbling is getting louder and louder. It’s a familiar principle. It’s called Europe.
Belgium has a fractured administration, confusing relationships among the various government levels and inefficient bureaucratic structures that sometimes must make allowances for grotesque regional disputes. To prevent this fragile nation from breaking apart, the constitution has been reformed several times and central power has been weakened. The result is that everything in Belgium exists in multiples: There’s a Flemish prime minister, a Wallonian prime minister and a prime minister who represents all of Belgium. In Belgium, it takes months instead of weeks to form a government. About four years ago, the state simply continued to exist for 541 days without a government.
Over the years, the people of Belgium have developed a certain distance from their authorities. As Moureaux puts it, Belgians have achieved this by becoming “a little rebellious, a little anarchistic.” One reason they are anarchistic, he says, is “that this region has been occupied again and again,” by the Burgundians, the Spaniards, the Austrians and the French. “A tradition here is to say: An authority? That will resolve itself. It will pass.”
Social Injustices
Belgium could have become a model of successful coexistence, but it didn’t, and not even Moureaux wants to romanticize anything. Instead, the country became the nucleus of Europe and received “the institutions,” as the headquarters of the EU’s governing bodies — the European Commission, the European Parliament and the European Council — are called. They are now there, with their glass towers, and some perceive this is as some form of colonization.
The heart of Europe is, well, a cold heart, at least from the perspective of the Brussels poor. They see none of the money “from Brussels,” as it is put elsewhere, or “from the eurocrats,” as they say in Brussels.
(…)
It’s about four kilometers from the European Parliament to the so-called jihadist hotspot in Molenbeek, and yet there is virtually no connection between Europe and the troubled district on an everyday basis. In the European quarter, laws are written for an entire continent, while jihadists nearby plan ways to fight this continent and destroy its freedom and values.
I Tyskland er nogle jernbaneselskaber begyndt at tilbyde vogne kun for kvinder og børn(!) på udvalgte strækninger, skriver Daily Mirror. Et jernbaneselskab siger at “the measure is not a direct reaction to the Cologne incidents but is about increasing security generally”. Islamificeringen er altså systemisk. Tidligere på måneden blev tre teenage piger jagtet gennem et indkøbscenter at en migranter fra Afghanistan kunne man læse i Express. Myndighedernes svar er dels at dele gratis kondomer ud, dels en oplysningskampagne rettet mod Tysklands nye borgere, om, hvad sædelighed plejede at betyde
Venstrefløjen burde egentlig argumentere imod denne racistiske kampagne, der insinuerer at de højtuddannede migranter er sygdomsbefængte sexforbrydere og voldsmænd. Hvis altså ideologisk konsekvens var en mærkesag. Den anden del af EUs akse Frankrig er i undtagelsestilstand indtil 26. maj - derefter skulle alt være godt, må vi formode. Men hvad med lille Danmark?
Eskild Dahl Pedersen, der er leder af de boligsociale indsatser for boligselskabet Lejerbo i de københavnske bydele Nørrebro og Nordvest, sagde til Radio24/7 at “Der er mange karakteristika, som gør, at man kan tillade sig at lave den sammenligning” mellem Nørrebro og Molenbeek, skrev Berlingske Tidende
Vi gemmer på borgere, som officielt ikke bor på Nørrebro, men som reelt gør det. Vi har mange familier, der er udsat for vold, og vi har mange familier, der lever med angst, uden at vi har kræfterne til at gøre op med det. Vi har mange, der lever af kriminalitet, og mange der er omfattet af socialt bedrageri
Heldigvis kan medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, Lars Aslan Rasmussenslå koldt vand i blodet med den sammenligning, der “er lidt fortegnet”, førend han går videre med at beskrive et “gigantisk svigt” ´over for rigtig mange beboere, hvis liv bliver påvirket af højreradikaliserede kræfter´. Eller som an kunne læse i andetsteds i Berlingske Tidende: “»Problemet er,« siger Samar Subhie, der stammer fra Libanon og arbejder i Café Nora, »at det danske system greb os helt forkert an fra det øjeblik, vi kom til landet«”. De højreradikaliserede kræfter er i Aslans optik troende muslimer, der kan deres koran og enten er imamer eller Hizb ut-Tahrir. Og så minder han om at “Det er enormt vigtigt, at man skelner imellem almindelige muslimer og så det her miljø.”
Venstres medlem af Københavns Borgerrepræsentationen og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Cecilia Lonning-Skovgaard “tror, at det er rigtigt, at der findes nogle lommer rundt omkring på Nørrebro”, men er enig med Aslan Rasmussen i at ‘at det er tegnet for hårdt op’ at sammenligne Nørrebro med Molenbeek. Og sandt er det at Molenbeek, qua sin størrelse og sin koncentration at muslimer, er i en anden liga af muslimsk morrads. Men islam er som islam er, spørgsmålet handler alene om, hvornår man overskriver en kritisk masse eller koncentration. I ‘Sagen mod terroristens venner, Jyllands-Posten 26/3,kan man læse om det første retsmøde mod 4 unge mænd fra Mjølnerparken, der står anklaget for at have assisteret Omar El-Hussein i sine terrorangreb mod Krudttønden og Synagogen i København. Og her er en beskrivelse af det miljø, der hersker i her-eksisterende muslimske parallelsamfund
Allerede i tiden før angrebet har El-Hussein ifølge politiet søgt på både den svenske kunstner Lars Vilks, men også den tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard.
Også på selve dagen for angrebene søgte han ved 21-tiden på flere potentielle mål foruden synagogen: Fra internetcaféen Powerplay på Nørrebrogade søgte han Christiansborg, to private adresser til hhv. Nicolai Sennels, der er talsmand for den islamkritiske organisation Pegida, og DF’eren Mogens Camre, foruden den hippe købmandsbutik på Vesterbro, Kihoskh, der en måned forinden havde solgt det franske satiremagasin Charlie Hebdos første nummer efter terrorangrebet mod redaktionen i Paris. De mange søgninger viser ifølge anklagemyndigheden, at angrebene var specifikke, ideologiske/ religiøse angreb, som havde til hensigt at skræmme den danske befolkning som helhed. Og var altså dermed terror.
Andre bagmænd?
Derudover er det værd at hæfte sig ved, at Omar El-Hussein ikke søgte på Mogens Camre, Nicolai Sennels eller Kihoskh, men søgte på de specifikke adresser til de tre “mål”. Det viser både, at han var langt mere forberedt, end man hidtil har antaget (fordi han jo altså på forhånd har researchet sig frem til adresserne), og rejser spørgsmålet om, hvorvidt målene er nogle, El-Hussein selv har fundet på, eller om andre ukendte personer har givet oplysninger til eller inspireret den nu afdøde 22-årige. Særligt søgningen på butikken Kihoskh vækker undren, da det er et relativt ukendt sted, og det kræver et stort kendskab til ytringsfrihedsdebatten, før man ville have Kihoskh på sin liste over “relevante” terrormål. Spørgsmålet er, om El-Hussein, der var kendt som en rodløs mand med kriminelle tilbøjeligheder, har haft intellektuel kapacitet til at finde på at ville ramme sådan et mål.
(…)
Og under retsmøderne er der kommet forskellige afgørende ting frem: Den yngste af de tiltalte, den 21-årige LE, har under sin første afhøring af politiet tilbage i februar 2015 fortalt, at der allerede i ugerne op til den 14. februar gik rygter i det sociale boligbyggeri Mjølnerparken om, at El-Hussein ville »lave et skyderi a la det i Paris« - altså terrorangrebet i Paris, der fandt sted godt en måned forinden.
Og mens LE under sin afhøring afviste, at Omar El-Hussein havde fortalt mændene om Krudttønde-angrebet, sagde én af de andre tiltalte i sin afhøring det stik modsatte: Den 25-årige BH erkendte blankt, at El-Hussein allerede halvanden time efter angrebet fortalte sine venner om sine handlinger.
(…)
På overvågningen kan man se, at Omar El-Hussein kommer ind på caféen kl. 01.46 om natten, altså en time efter angrebet på synagogen, og gestikulerende ser ud til at fortælle sine venner om angrebet. De to venner smiler begge begejstret på videoen, idet Omar El-Hussein fortæller sin historie, og lader da heller ikke til at være synderligt overrasket.
Og om tiden kort efter angrebet på Krudttønden
På videoovervågninger fra Mjølnerparken kan man se, at Omar El-Hussein kl. 16.15 ankommer til en adresse i Mjølnerparken, hvor den nu terrortiltalte 23-årige IA bor.
Det gør han altså cirka tre kvarter efter angrebet på Krudttønden.
Man kan på overvågningen se, at El-Hussein løber op ad trappen til sin vens lejlighed, og at han har en sort sæk i hånden med en aflang genstand, som anklagerne mener er militærriflen, han netop havde brugt ved Krudttønden. Ifølge den 21-årige LE’s vidneudsagn låner han en lys hættetrøje af IA.
(…)
Kl. ca. 17, altså cirka en halv time senere, kan man på overvågningen i Mjølnerparken se, at den 21-årige LE og den 26-årige BH går rundt på det grønne område bag ved boligblokkene, hvor de ifølge egne udsagn mødtes med Omar El-Hussein. Den tiltalte BH erkendte selv under sin afhøring i retten, at El-Hussein her gav ham posen med militærriflen - dog mod hans vilje - og at han efterfølgende skaffede sig af med den ved at smide den i en grøft tæt på Bispebjerg Station.
Om de fire anklagede er terrorister i lovens forstand er her uinteressant, kun beskrivelsen af et miljø, hvor der er mere end udstrakt sympati for slagtning af de vantro. Og det bedste forsvar, som en af de anklagede, den 26-årige BH, ifølge artiklen diskede op med?
Han slog mange gange fast, at der ikke er noget unormalt i, at én af gutterne fra kvarteret kommer og fortæller, at nogen er blevet skudt, ligesom der i sig selv ikke er noget mærkeligt i, at vennerne stikker et gevær i hånden på én, som Omar El-Hussein ifølge BH’s forklaring gjorde.
Muligvis vil det redde ham, men det lægger til anklagen mod de muslimske enklave. Og de, der har ladet dem slog rod, ikke at glemme. Sammenhold den miljøbeskrivelse med Spiegels beskrivelse af terroristerne fra Molenbeek
The attacks were delivered four days after the arrest of Salah Abdeslam. Investigators now know that it was a mistake to assume that IS, which claimed responsibility for the attack, favored the “lone wolf” approach. Since the Brussels bombings, it is clear that Islamic State has created its own infrastructure in Europe, under the radar of most intelligence services, cells consisting of first, second and third-tier militants. If the first tier is unable to act, the second tier takes over and prepares the next attack. The Brussels bombers were already involved in the Paris attacks. There were logistics experts who provided them with apartments and weapons, there were explosives experts and there were people who maintained communications with IS in Syria.
It’s clear that there was a network on which Salah Abdeslam could rely. Documents from the Belgian and French authorities paint a picture of a tightknit group in which everyone protected everyone else, and that made the Belgian security forces look like fools. Salah apparently moved about freely in Molenbeek, where he even went to a barber. The mayor of Molenbeek says there is an “omertà” in the community, a code of silence reminiscent of the Mafia.
(…)
The groups are part of international networks, and the terrorists had an advantage over security services: They were perfectly in command of cooperation across European national borders. Najim Laachraoui traveled straight across Europe. The authorities had already identified him as a potential threat, and yet he was able to move about freely with forged documents. For instance, the explosives expert of the Belgian terror cell spent the night in Bavaria’s Kitzingen district while traveling from Hungary to Belgium in September 2015, together with Salah Abdeslam, the Paris attacker who has since been arrested.
EU har gødet de nationale regeringers flugt fra ansvar, måske fordi projektet hele tiden var at opløse Europas nationer. Men ved at opløse nationen gennem en befolkningsudskiftning bliver det også selv den europæiske civilisation undergang. For de nye europæere hader Europa, endnu mere en europas eliter.