Sambasocialismen II

Diverse, Historie, venstrefløjen — Drokles on January 30, 2009 at 2:52 am

For et par uger siden skrev Peter La Cour om Cuba i Jyllands-Posten. I denne uge skriver Niels Westy Munch også om Cuba, men på 180 Grader. Der er ingen grund til at forherlige Batistas styre på baggrund af Munchs klumme, som en kommentar til artiklen også gør opmærksom på. Men udover at virkeligheden sætter revolutionens “goder” i relief har man generelt overset potentialet i det Cuba, der gik før Castros regime, nemlig at åndslivet havde mulighed for at trives. Batistas regime var dets mange mangler i øvrigt således ikke støbt i beton og man kan derfor sagtens sandsynliggøre at Cuba var inde i en fremdrift baseret på det potentiale, der allerede var og blev opdyrket og som blev sat helt i stå med kommunismen. Den frie tankes potentiale overfor det totalitære.

Fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1950′erne modtog Cuba over 1 mio. immigranter, og mere end 25% af befolkningstilvæksten i denne periode bestod af indvandrere. Da Batista flygtede ud af Havana i de tidlige morgentimer den 1. januar 1959, lå der 12.000 ubehandlede immigrationsansøgninger på den cubanske ambassade i Rom.

En anden af de sejlivede myter om Cuba og Havana før 1959 er datidens Cubas afhængighed af turistindtægter, mafiaens indflydelse og den udbredte prostitution. Fakta er, at Cuba i dag er langt mere afhængig af turistindtægter, mens det anslås, at der er mere end 10 gange så mange prostituerede på Cuba, sammenlignet med 1950′erne. Og hvad angår Cuba som mafiastyret spillebule i 1950′erne, skal det lige medtages, at den ejede blot to ud af de ti casinoer, der fandtes i Cuba i 1950′erne.

(…)

Cuba havde da også en af Latinamerikas laveste andele af analfabeter. Den succesfulde kampagne mod analfabetisme, som Castro-regimet gennemførte i 1960′erne, og hvis “storslåede” resultater kritikløst blev viderebragt af medier rundt om i verden, skete altså på en yderst billig baggrund. Langt de fleste cubanere kunne nemlig allerede læse og skrive, og de kunne rent faktisk bruge det til noget. Sammenlignet med forholdene efter 1959, var der før revolutionen stort set ingen censur i Cuba. Befolkningen kunne købe og læse den litteratur, den ville. Der udkom mere end 50 daglige aviser - i dag kan cubanerne vælge mellem blot to, hvis indhold er givet på forhånd. Derudover havde Cuba 23 tv-stationer - i dag er der fem.

At der eksisterede et marked for 23 tv-stationer og mere end 50 dagblade i et land med under 7 mio. indbyggere på daværende tidspunkt passer kun dårligt på en befolkning, præget af fattigdom og usle levevilkår. Med mindre man da vil påstå, at de rige ikke lavede andet hele dagen end at zappe rundt mellem TV-kanaler og bladre i aviser - helst mens de kørte bil.  

Læs den hele, hvis du vil vide mere.

Pat Condell om Wilderssagen

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on January 29, 2009 at 10:02 pm

Set overalt, men jeg ville også gerne have et vidnesbyrd her

Enough is enough….

Tørklædet og livsdueligheden

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on January 29, 2009 at 5:07 am

Jeg hørte en gang en christianit bedyre på TV, at hvis han var nødt til at flytte fra Christiania ville hans børn blive traumatiseret. Hvad han troede var et stærkt argument for at Christiania ikke skulle eksproporieres var for mig det stik modsatte. Hvis børn bliver traumatiseret af at flytte fordi de er opvokset på Christiania må Christiania være et skadeligt sted for børns udvikling.

Som man derfor ikke bør lade børn opvokse på Christiania vil jeg advare de danske muslimer om at iklæde deres døtre tørklædet for det kan give direkte afhængighed. Det er den konklusion man må drage af en ny Politi-skandale, som er under opsejling, hvor nogle muslimer har fået den skrækkeligste behandling af Politiet efter Gaza-demonstrationen 13. januar. Under den komplet uforståelige overskrift “Politiet tvang 17-årig til at tage sit hovedtørklæde af” skriver Information

Én af klagerne kommer fra den 17-årige palæstinenser Fatma Ghadban fra Brøndby Strand. Sammen med et par veninder og sin lillesøster deltog hun i demonstrationen, som sluttede på Christiansborg Slotsplads. 

(…)

Efter lidt ventetid blev Fatma Ghadban bedt om at tage sit hovedtørklæde af, fordi hun skulle fotograferes. Da hun af religiøse årsager nægtede, blev en kvindelig betjent tilkaldt. Beskeden lød, at hvis hun ikke selv fjernede det, ville de gøre det for hende. 

“Jeg græd og følte mig nøgen, for jeg har været vant til at have mit tørklæde på, siden jeg var syv år. Jeg kunne ikke klare mere til sidst,” siger Fatma Ghadban, der sad i detentionen 12 timer uden mad og drikke. Og uden sit tørklæde.  Efter episoden har Fatma Ghadban haft det dårligt: 

“Jeg har svært ved at sove om natten og bliver hurtigt stresset,” siger hun.

Som det ses er det muslimske tørklæde ikke befordrene for livsdueligheden, men det angår ikke Information der for længst smidt deres religionskritik overbord og med vanlig mangel på proportionsans konstaterer “Hvis politiet havde fulgt et cirkulære fra 2001, havde Fatma Ghadban måske ikke haft grund til at klage.“ Både SF’s Oliver Qureshi, der mener at Politiets opførsel er “meget voldsom” og center for racediskrimination er på banen i denne opsigtsvækkende og vigtige sag. Den vigtigste sag for dansk Politi siden for 10 minutter siden, hvor en spritter hævdede at have fået stærk hovedpine af at have overnattet i arresten.

Jeg vil indskyde at tørklædet i muslimsk sammenhæng betyder at hendes sexualitet tilhører faderen - i dette tilfælde en syvårig piges seksualitet. Kan ske hendes traume hænger sammen med hendes fuck’ed up kultur og hendes fuck’ed up religion? I hvert fald skuffer hun, som kulturbærer ikke min erfaring

Ved et uheld blev hun af demonstranter, der kom bagfra, skubbet ind i en betjent og kom til at gribe fat i hans hjelm, forklarer hun. 

Det var ikke mig, det var de andre der skubbede.

Danmark er Europas åndelige fristed

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on January 28, 2009 at 5:41 am

I hvert fald ifølge Jalving. Og han har en god sag i Berlingske Tidende

I Norge er den socialistiske regering følgelig i gang med at vedtage en ny lov mod at fornærme Gud, dvs. i dette tilfælde Allah. Det samme mummespil foregår i FN’s Menneskerettighedsråd forud for den såkaldte Durban 2-konference i april. I Schweiz modsætter bystyret i Genève sig opsættelsen af Voltaires tragedie Fanatismen – eller Muhammed, og jeg gad godt se den teaterchef med sit på det tørre, som tør sætte det stykke op på en europæisk scene i dag. I Storbritannien eksperimenterer juristerne med en sharialov ved siden af britisk lov, og i Frankrig lever Robert Redecker, Voltaires direkte arvtager, under jorden på grund af sin forbrydelse: at have taget politisk islam under kærlig behandling.

Kære venner og fjender, det er efterhånden kun i Danmark, at islam-kritik er tålt og visse steder ligefrem påskønnet, selv om der bestemt også er en tendens i den anden retning, som når nu f.eks. Udenrigsministeriet forsøger at fedte sig uden om den politisk vedtagne og på finansloven fastsatte anti-islamiseringskonference med Naser Khader i en hovedrolle.

Som den britiske journalist Andrew Anthony skriver i et fremragende essay, der var genoptrykt i Politikens bogtillæg lørdag, så lader det til, at europæerne har internaliseret fatwaen mod Rushdie og er godt i gang med at lade sig kue, mens stort set enhver kritik af islam behæftes med skældsordet “islamofobisk” på trods af, at man med god ret kan spørge, hvem det egentlig er, der er bange for islam – og om der ikke også er noget at advare imod?

Hans pointe om den inddirekte indrømmelse fra islams apologeter når de advarer om konsekvenserne af at fornærme fredens religion er god.

Man bliver ikke blind…

Diverse — Drokles on January 28, 2009 at 4:58 am

…man får kræft! Fra Berlingske Tidende

 Hvis en ung mand onanerer meget, forøger han måske sin risiko for at får prostatakræft senere i livet.

Således når forskere fra University of Nottingham i England i en ny undersøgelse frem til, at der er en sammenhæng mellem en stor seksuel appetit og dermed onani og prostatakræft.

Ifølge undersøgelsen af flere end 800 mænd er risikoen for at få prostatakræft størst for mænd med en stor seksualdrift og et aktivt sexliv i 20erne og 30erne. Risikoen bliver yderligere forstærket, hvis de også onanerer, mener forskerne.

Kronede dage for nypuritanismen. Nu håber jeg at man tager denne nye og nyttige viden til sig i Folkeskolen og bruger biologitimerne på at advare poderne mod at besudle sig selv. Samtidig kan skolerne spare penge ved at fjerne det varme vand fra gymnastiksalens omklædningsrum når de store renoveringer bliver en realitet i de kommende år.

Regnskabet gøres op

Antisemitisme, Forbrydelse og straf, Israel, venstrefløjen — Drokles on January 28, 2009 at 4:06 am

I Jyllands-Posten kunne man se denne tegning over tunnelfænomenet

gaza_tunnel_146933a.jpg

Den illustrerede mur vækker ingen debat til daglig fordi den ikke er israelsk, men arabisk. Intet land er underlagt en så minutiøs kritik af sine handlinger, som Israel. Hver en handling vendes og drejes for forbrydelser, overtrædelser af konventioner eller vejes moralsk på en vægt opstillet til formålet. Ved at Israel nægter at lade sig udslette og forsvarer sine egne og sine grænser, som enhver anstændig nation ville og skal gøre får vi at vide, at det blot skaber mere had, mere frustration og er kimen til fremtidig konflikt. Israel har ikke blot skyld for alt sket, men får også skylden for alt, der kommer til at ske. Manuskriptet er skrvet på forhånd med fast rollefordeling. Under overskriften “Krigsforbrydelser i Gaza skal undersøges” skriver Information

Da Gaza-krigen var slut, var der over 100 dræbte palæstinensere for hver israeler. Skete alle disse drab inden for de internationale loves rammer, og hvis ikke, hvem bærer så skylden?

Begik Israel eller dets fjende, Hamas, krigsforbrydelser i løbet af de 22 døgns luftangreb, raketbeskydninger og kampe på landjorden i Gaza? I en vis forstand er spørgsmålet akademisk, i og med at Israel ikke anerkender konflikten som international.

Alligevel er der ifølge internationale retseksperter seks afgørende punkter, der indikerer krigsforbrydelser i den 22 dage lange Gaza-krig:

1. Proportionalitet

Op mod hundrede gange flere palæstinensere end israelere er dræbt. Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium blev der dræbt 1.314 palæstinensere, hvoraf de 412 var børn eller teenagere under 18, mens 110 var kvinder.

På israelsk side var der 13 dødsfald mellem 27. december og 17. januar, hvoraf tre var civile, der blev dræbt af raketter fra Gaza. Af de ti dræbte soldater blev de fire udsat for ‘venlig ild’ - det vil sige dræbt af deres egne.

Proportionalitet er imidlertid ikke kun et spørgsmål om tal. Det vil også blive diskuteret, hvorvidt den ødelæggelse, som Israels massive hær, flåde og luftvåben forårsagede, stod i et rimeligt forhold til den trussel, som Hamas’ militante udgjorde over for civile israelere, med de raketangreb, der i sig selv udgjorde en overtrædelse af international humanitær ret.

Og så gennemgås kampe i byområder, Hvid Fosfor, DIME bomber og civile, som mål - nu ber’ jeg dem. Med hensyn til om Israels militære svar stod i et rimeligt forhold til truslen fra Hamas, så er israelske soldater endnu engang kommet under angreb. Konklusionen må være at Israel lider af den sygdom, der hedder “alt for flink”. At Israel er omgivet af fjender, der skuppelløst spekulerer i Israels samvittighed er ikke noget, der forstyrrer især venstrefløjens besatte optagethed af at placere skylden hos netop Israel. Lad mig rette lidt på proportionerne i dækningen af slaget i Gaza. Fra Jerusalem Post

The classic coach’s mantra - that the best defense is a good offense - was at the center of a set of legal talking points passed from the IDF to the Justice Ministry as part of a joint effort to counter war-crimes allegations against Israel related to Operation Cast Lead.

In addition to stressing the role of humanitarian instruction and legal counsel in IDF operational decision-making, the strategy involves a heavy dose of turning the tables on Hamas and emphasizing the terrorist group’s own humanitarian violations.

Under the heading “distinction,” the accompanying slide show emphasize Hamas’s use of civilian structures with special status and protection such as mosques and medical facilities, describing it as part of Hamas’s “modus operandi.”

The use of such structures, the presentation emphasizes, “renders them legitimate military targets.” It then stresses that this behavior by Hamas “is in breach of international law and amounts to war crimes.”

The talking points blast Hamas for “intentionally and systematically endangering civilians by imbedding themselves within the civilian population,” and condemn Hamas’s “despicable methods of warfare” which “have forced the IDF to fight within densely populated areas.”

“It is important to keep in mind,” the slide show continues, “that the alternative to this warfare was not to carry hostilities in the open battlefield - this was not an option - but to abstain from responding to Hamas’s attacks altogether. This is not an option for any democracy whose civilians are systematically and continuously under attack.”

Hamas, the writers claim, seized the contents of “many humanitarian convoys” for its own use “or to be sold to Palestinian civilians on the black market.”

Specific headings of the talking points convey the assumption that would-be advocates will face questions on proportionality, use of incendiary weapons, including white phosphorous, and treatment of detainees.

(…)

“The IDF activity in the Gaza Strip during Operation Cast Lead revealed the full extent to which Hamas and the other terrorist organizations exploit the civilian population as human shields,” wrote the IICC in the bulletin, which the organization said “presents examples of the terrorist infrastructure, seen superimposed on aerial photographs to complement the report on the use Hamas and the other terrorist organizations make of civilians as human shields.”

IICC’s luftfotografier kan ses her. Fra Camera

As the media broadcast and discuss images of destruction in the Gaza Strip, it is essential that they recall, and alert the public to, the context within which those images exist — most narrowly, that during the fighting Hamas launched attacks against Israel from crowded and built up civilian areas.

By basing its leaders, fighters and rocket launchers near or inside homes, mosques and schools, Hamas chose to put its neighbors in the line of fire, and invited destruction that, even with today’s most advanced guided weapons and with unprecedented attempts to reduce civilian casualties, is an inevitable result of contemporary urban warfare.

Some media reports have referred to the mingling of Hamas fighters among civilians as merely an Israeli claim. One unsigned report by the Associated Press, for example, reported that “Israel says Hamas militants are launching rockets from civilian areas and using non-combatants as human shields” (emphasis added; AP, “Israel denies attack on clan members in Gaza town,” Jan. 10, 2009).

This is a partial and misleading truth. In fact, it is not only Israel but also independent journalists and Palestinian witness who have attested to Hamas’s self-serving and illegal tactic.

To be sure, Israeli officials and soldiers have drawn attention to the issue. Gabriela Shalev, the Israeli ambassador to the United Nations, said on Jan. 14, 2009 that “Hamas and terrorists like it … view civilians not as a population to be avoided in an armed conflict but as a population to be exploited in an armed conflict.” Israeli soldiers have told reporters of discovering schools rigged with explosives and homes serving as weapons depots, and intelligence officers have noted that some Hamas leaders took shelter in a hospital basement. Maps seized during the military operation provide other examples of the organization’s intentional mixing of weapons and civilians.

There is also video evidence from IDF aircraft showing Hamas rocket activity from a schoolyard and just outside of schools, secondary explosions caused by weaponry stored in mosques, and military attacks from Palestinian homes.

While the videos linked to above and numerous other similar clips released by Israel provide incontrovertible evidence of Hamas locating military objectives within and near densely populated areas, they do originate from Israeli sources. Still, to report only that “Israel says” Hamas bases itself among civilians amounts to error of omission.

På Camera kan man tillige se erfaringerne med skyld og tabstal fra kampene i Libanon i 2006 og man kan også se denne begavede gennemgang af de informationer vi allerede har til rådighed. Camera igen

As Israel’s Operation Cast Lead winds down in Gaza, controversy rages over whether Israel used indiscriminate and excessive force. Israel defends its actions claiming that ¾ of the fatalities were Hamas members or other combatants opposing Israeli forces. The Palestinian claim, echoed in much of the media coverage, is that the vast majority of the fatalities were unarmed civilians.

A complicating factor in quantifying the number of civilian casualties is the call by Hamas leaders for their members to shed their uniforms and fight in civilian clothing ( “Gaza War Full of Traps and Trickery,”New York Times, Jan. 11, 2009).

CAMERA examined the data collected by the Palestinian Center for Human Rights (PCHR), which provides the most comprehensive tally of casualty figures in Gaza. The results of CAMERA’s analysis are summarized below.

An Analysis of the Fatalities by Age and Gender Suggests Combatants May Have Been Misidentified as Civilians

The most recent weekly update records 1042 Palestinian fatalities through Jan. 14. It defines 698 of these fatalities as civilians (67 percent) and an additional 166 “civil police officers” (16 percent) it also regards as non-combatants. Included in the civilian fatality total are:

• 230 children (defined as those aged 17 or under)

• 76 women

• 392 (38 percent of all fatalities) adult men labeled as civilians

A statistical analysis of the data raises questions about the accuracy of PCHRs application of the civilian label to adult men and to male teenagers.

Table of tabulated PCHR data from Weekly reports

* this number excludes males age 15-17.

These statistics raise questions about the accuracy of PCHR’s data and its labeling of combatants and civilians. First, there is an unusually high proportion of fatalities in the adult male group, the same group which provides nearly all of the combatants.

• Out of 1042 fatalities, at least 782 were males aged 15 or higher. While males over age 15 make up approximately 25 percent of the Gaza population, they made up over 75 percent of the fatalities.

• Where the data is broken down by age, it is clear most fatalities were males between ages 15 and 40.
Is it a coincidence that this is also the age range of most of those identified as combatants?

Even after excluding those identified by PCHR as combatants, there is still a disproportionate number of fatalities among this age group in relation to their representation in the population. Given reports that Hamas fighters shed their uniforms and were indistinguishable from civilians, and given footage from the conflict showing people actively engaged in shooting from within crowds of civilians, it is right to question how it is possible for PCHR to distinguish combatants from those of the same age range who accompany them in battle.

It has also been widely reported that Hamas militants executed a number of Fatah supporters. The estimates vary at this point from a low estimate of 10 to as many as 70. Are these buried in the PCHR figures for civilian deaths?

Among Child Fatalities, an Unusual Proportion are Males Aged 15 to 17

PCHR records 230 child fatalities to January 14. But it gives specific age and gender information for only 172 . Of these 172, 49 (28 percent) are 15 -17 year old males. Considering that this age group accounts for approximately 8 percent of the under-18 population, 15-17 year old males are overrepresented as fatalities. Since Palestinian terror groups are known to have used teenagers from this age category to carry out suicide bombings, it is not unreasonable to suspect that a number of these teenage fatalities resulted from them having participated in combat.

A Note on Child Casualties

A significant proportion of the child and women fatalities were the result of targeted attacks on the homes of Hamas leaders. Israel reports that these homes serve as command quarters and as munitions depots where arms are stored. Israel claims that it notifies the occupants of houses it plans to hit before attacking them. PCHR corroborated this claim in at least one instance. In two instances, Israeli warnings were ignored and large numbers of children and women, the families of the targeted senior Hamas officials, were killed.

Der er generelt god grund til at stole mere på Israels oplysninger end noget andet da Israel ikke blot er en retsstat, men også et åbent demokrati. Løgne om krigsforbrydelser vil logisk ikke kunne forties i Israel med mindre man har en ide om et særligt konspirativt forhold blandt jøder. Og det er måske en underliggende præmis for venstrefløjens syn på Israel. For hvor er forargelsen når jøder ikke er i spil? Som denne historie fra det tidligere modtagerland af dansk bistand ifølge Kristeligt Dagblad

En omfattende humanitær krise er under udvikling i Sri Lanka, siger Røde Kors. Flere hundrede mennesker er blevet dræbt og 250.000 er indespærret af kampe.

Hospitaler og sundhedscentre i områder, der tidligere var kontrolleret af oprørerne i De Tamilske Tigre (LTTE) melder ifølge Den Internationale Røde Kors Komité om “hundredvis af døde og snesevis af sårede” under regeringsstyrkernes offensiv mod den sidste stribe land under oprørernes dominans.

- Mennesker bliver fanget i krydsild, sygehuse og ambulancer bliver ramt af granater og flere nødhjælpsarbejdere er blevet såret, mens de evakuerede er ofre for konflikten, hedder det i en udtalelse fra Røde Kors.

Regeringsstyrkerne presser på i et forsøg på at få bragt den 25 år lange konflikt til en afslutning, og de indtog søndag Mullaittivu, som var den sidste større by under oprørernes kontrol.

Vil venstrefløjen gå i demonstration i tusindvis med fakler og billeder af dræbte? Eller vil den hellere sidde hjemme og forarges over X-Factor indtil jøden igen er at bebrejde?

Proportioner

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on January 27, 2009 at 9:01 am

Venstrefløjens dyrkelse af relativismen har logisk og tydeligt fjernet deres proportionssans. Under Israels fremragende operation bøllebank i Gaza hørte vi det surrealistiske krav om proportionalitet i de militære handlinger. Det lykkedes ikke for en eneste debattør at definere denne proportionalitet og man blev overladt til spekulationer om, de mente man skulle sende vilkårlige raketter tilbage mod civile mål eller tilstræbe en lighed i tabstal. Det Proportionale svar er at bekæmpe sine fjender til angrebene stopper med så begrænsede civile tab, som muligt og Israel lykkedes med dette til historisk overmål. Men kravet om proportionalitet var opfundet til lejligheden båret af en følelse inspireret af den antisemitisme, der forudsætter Israels skurkerolle og ikke et rationale.

Modkraft.dk - navnet er en ren negation, der i tråd med den logik der forudsætter Israels skurkerolle nu forudsætter at alt er galt - har man ikke ladet sig distrahere af de nazilignende tilstandestande vores muslimske mindretal beriger vores gader med. Man skulle ellers tro at netop venstrefløjen, der er så glad for at stemple deres værste fjender som nazister ville være bange for at se nazismens grimme ansigt. I stedet søger man at skabe balance - eller proportionalitet - ved at fremhæve, hvad man mener er et virkeligt problem. Nemlig en betjents smagløse brug af det danske sprog

– Jeg har lavet en såkaldt spektografisk analyse af lydklippet. Analysen viser, at betjenten siger »perker« og ikke »perle«, udtaler Eddy Bøgh Brixen til Modkraft.dk.

Eddy Bøgh Brixen, der både arbejder som retsakustiker og for dansk politi, bekræfter, at han er så sikker, som det er muligt at blive i den slags sager.

Perker og ikke perle! Nu står verden da ikke længere. Måske det var bedre fremover at bruge ord, som tølper, løjser, fusentast, svumpukkel, gavtyv, laban, kæltring, varyl, lurendrejer eller fister løgsovs. I bedste Hollywood stil skal alle succeser følges op af en 2′er og drømmefabrikken Modkraft.dk er skam også leveringsdygtig. Her strømlignes dramaet ved at udskifte den forhutlede indvandrerbisse med det velintegrerede mønstereksempel

En af dem, der oplevede at blive tiltalt med de racistiske ord, er den 23-årige deltidsprofessionelle fodboldspiller og lærerstuderende Mohammed Hamad, der ved siden af fodboldkarrieren arbejder som dansk- og historielærer på en privatskole i Københavns Nordvestkvarter.

Sammen med en ven var han taget til demonstration på Christiansborg Slotsplads den 13. januar. Da de var færdige med at høre politikerne tale, fulgte de strømmen af demonstranter ned mod Rådhuspladsen og bliver i Stormgade fanget ind i politiets knibtangsmanøvre.

– Min kammerat og jeg er nogle af de sidste, der bliver lagt i strips, og da turen kommer til mig, siger jeg til en venlig kvindelig betjent, at jeg ikke kan sidde ned på asfalten pga. en korsbåndsskade.

– Den kvindelige betjent fører mig så over til en mandlig kollega. Jeg gentager min forklaring, men han insisterer på, at jeg sætte mig ned. Da vi har diskuteret lidt, siger han: »Sæt dig ned, din abe! Ellers sætter jeg dig ned med vold«, fortæller Mohammed Hamad, der har spillet for forskellige danske divisionsklubber, senest 2. divisionsklubben Ølstykke.

Det er vel nok noget værre noget, der for alvor sætter de harmløse dødstrusler mod jøderne og hyldelsten af Hitler og gaskamrene, der ellers præger de stadig hyppigere uroligheder, som vores muslimske befolkning beriger os med i relief. Ingen kan vel benægte at vi i den henseende oplever too much monkey business? Men Modkraft har selvfølgelig ret i at betjente skal være korrekte i deres opførsel fordi de ikke repræsenterer sig selv, men loven og derfor bærer uniform. Et andet sprog kan sagtens bruges, som demonstreret her i EkstraBladet

Tre påsatte brande inden for en radius af 250 meter i Tingbjerg har i aften holdt politi og brandvæsen beskæftiget i den socialt udfordrede bydel.

(…)
- Det er nok de sædvanlige rødder, der er ude på ballade - det er muligt, at vi må blive et stykke tid ude i kvarteret for at dæmme op for yderligere brande, siger vagthavende ved Station Bellahøj til ekstrabladet.dk

“Socialt udfordret” og “sædvanlige rødder” er de officielle eufemismer for perler, men mon ikke Politiet skal vare sig for overhovedet at sige eller gøre noget, som helst? I hvert fald, hvis det står til venstrefløjen, der med sin omklamring af relativismen er prisgivet sine ideosynkrasier.

Fremragende kronik i Jyllands-Posten

Antisemitisme, Israel, islam, venstrefløjen — Drokles on January 25, 2009 at 3:37 pm

Jyllands-Postens kronik er kræs for kendere

Vi hører igen og igen, at Hamas kom til magten ad demokratisk vej. Ole Sippel siger i DR, at det er det mest demokratiske valg nogensinde i et arabisk land. Han glemmer bekvemt det efterfølgende statskup, hvor Fatah blev myrdet eller smidt ud af Gaza. Og selv om de så er demokratisk valgt, så hvad? End ikke det største flertal kan gøre en terrororganisation til andet end det, den er: en terrororganisation. Nazisterne kom også til efter såkaldte demokratiske valg. Retfærdiggjorde det blot en centimeter af deres gerninger?

Den forfærdende sandhed er, at Gaza er et lovløst helvede på jord, og at Hamas bærer skylden. Al skyld. Drop enhver tanke om på den ene side og på den anden side.

(…)

Israel har påtaget sig det beskidte arbejde, der hedder at knægte Hamas. DR’s kommentatorer påstår, at det har noget med det kommende israelske valg at gøre. Udenrigsministeren påstår, at Israel bruger alt for voldsom militær styrke. FN snakker om proportionalitet. Norge støtter Hamas. EU betaler til Hamas under dække af humanitær bistand. Tjek lige Hamas’ spritnye firhjulstrækkere engang til.

Israel har brug for al den opbakning, vi kan give landet. Margrethe Auken snakker om ”papraketter” på Hamas side kontra det professionelle israelske militær. Hun støtter Hamas, mens hun dækker sig under kristendommens og humanismens vældige skjold. Hendes partiformand, den åh så populære Søvndal, siger konsekvent, at Israel ”tæppebomber” Gaza. Han støtter også Hamas.

Hvorfor er venstrefløjen så konsekvent i sin opbakning til dette jordens værste afskum? Næppe fordi de ikke kan kende en terrorist, når de ser en. Men hvorfor så? Uvidenhed måske? Men hvor stammer den fra? Hvorfor fortæller journalisterne og chefredaktørerne ikke, hvad der foregår?

Jeg kan desværre ikke se anden forklaring end en lille antisemitisme, der lurer lige under den humanitære overflade. Det er selvsagt en grov beskyldning. Og jeg skal gerne gentage den: Bag den uforklarlige velvilje overfor Hamas gemmer sig den lille antisemitisme. Der er ingen anden logisk forklaring.

Hvor var alle de blødt venstreorienterede, velmenende humanister og forargede journalister, da tetjenerne blev myrdet i hobetal af russerne? Hvor er de, når Dafur’s befolkning bliver myrdet af de arabiske militser? Hvor er de, mens myrderierne i Congo raser?

Ingen steder, for det er jo ikke israelerne, der er på den anden side. Så kort kan det siges. Så længe det ikke er israelere (læs: jøder), så reagerer de pæne mennesker ikke. De tier, de ser intet, de er bedøvende ligeglade. Men så snart Israel (læs: jøderne) er på den anden side, så reagerer de.

Læs den hele, for hvert et ord er sandt.

Sverige i nød

Akademia, islam — Drokles on January 24, 2009 at 5:59 pm

Svenskerne har i høj grad forladt deres skæbne på akademiske eksperter. Hvis man vil have en forklaring på de svenske tilstande er det derfor værd at se lidt på disse eksperters tankegods og det kunne man få en lille smagsprøve på i forrige nummer af Weekendavisen, hvor den norske religionshistoriker Anne Sofie Roald fra Malmö Högskola og den svenske journalist Bjarne Stenquist docerer virkeligheden gennem svenske, åh så svenske briller.

I de vestlige lande var det protestantismen, som banede vejen for mere verdsligt prægede indstillinger. I lande med muslimsk majoritets-befolkning er det, måske lidt overraskende, islamismen og dens klare politiske dagsorden, som synes at spille en tilsvarende rolle. I centrum for denne udvikling står Det muslimske Broderskab, en organisation der virker i hele den muslimske verden.

I lande som Egypten og Jordan kan man se, hvordan Broderskabet »sekulariseres«. Alment gyldige menneskerettigheder såsom rettigheder for religiøse minoriteter og kvinder, får stadig større plads i kommunikationen udadtil.

I Egypten er denne proces delvis et resultat af Mubarak-regimets voksende politiske undertrykkelse for at gøde jorden for et »Mubarak-dynasti«, hvor sønnen Gamal efterfølger sin far som landets præsident. Modstanden mod denne udvikling bæres af især to bevægelser; en løst organiseret »bloggosfære« i alliance med liberale kræfter og så Det muslimske Broderskab. Ved parlamentsvalget i 2005, hvor Broderskabet opstillede »uafhængige« kandidater, blev organisationens stemmetal fordoblet til 19 procent. Da den kendte blogger Kareem Amer for tre år siden blev idømt fængselsstraf for at have »smædet islam« fik han støtte af Broderskabets unge bloggere, som også slås for ytringsfrihed.

Og så går det over stok og sten med eksempler på Broderskabets normalisering baseret på følgende type bevisførelse

I Jordan kan vi beskrive denne udvikling via en række interviews, som Anne Sofie Roald lavede med ledende medlemmer af Det muslimske Broderskab under forskningsrejser i 1991, 1995 og 2007. Interviewene handlede om organisationens forhold til demokrati, til grundlæggelsen af en islamisk stat og til kvindernes rolle som ledere af politiske og religiøse institutioner.

Da Broderskabet gjorde sin politiske entré i det jordanske parlament i 1989, var partilinjen, at politiske partier var et »uislamisk« påfund. Islamister skulle ikke samarbejde med regeringer, som ikke havde en islamisk orientering. Interview-svarene gik ud på, at Broderskabet var imod »vestligt demokrati« med flerpartisystem, men for et islamisk demokratisk system bygget på »shura« (samråd), et begreb fra Koranen.

“Alt ordner sig” nåede Hans-Christian Varnæs at sige til bogholder Stein i sekunderne inden konen ringede fordi hun havde få indsigt i hans udenomsægteskabelige aktiviteter. I stedet for at spørge de magtsøgende grupperinger om deres hensigter kunne man jo se på deres målsætning og holde det op mod den erfaring man allerede har; at skille mål fra midler. For Broderskabet, som andre lignende bevægelser har nemlig den islamiske stat, som mål en stat, der ikke er defineret i verden, som den tager sig ud i dag, men som det ideal, der er beskrevet i de hellige tekster. Heldigvis behøver man ikke andet end selv samme Weekendavis for at få en ide om den svenske fejlslutning. Martin Krasnik skriver i Weekendavisen om udviklingen blandt de engang så sekulariserede palæstinensere

Islamiseringen sker i tre bevægelser:
Den første er en eksplosiv stigning i støtten til Hizb ut-Tahrir på Vestbredden. »De er nu i stand til at arrangere store demonstrationer i især Hebron, Ramallah og Jerusalem. Hizb ut-Tahrir spillede en vigtig rolle i protesterne mod de danske Muhammed-tegninger,« siger Jonathan Spyer, en britisk forsker på Global Research in International Affairs Center i Haifa og ekspert i palæstinensisk politik.

»Fatah opfatter med rette partiet som en stor trussel. Jo mere håbløsheden breder sig, desto mere støtter unge palæstinensere deres abstrakte forestillinger om en islamisk utopi. De har truet kristne palæstinensere og alle, der ikke støtter deres religiøse ideer. For dem er kampen mod Israel rent religiøs.«

Den anden bevægelse er stigende opbakning til andre salafistiske grupper blandt palæstinenserne. På Vestbredden er det en mildere udgave end i Gaza, hvor støtten til denne ekstreme og saudiske al-Qaeda-islam vokser - også internt i Hamas. I Gaza står selvbestaltet salafistisk moralpoliti bag mange »æresdrab« og angreb på »u-islamiske« steder som for eksempel internetcafeer. Og da Fatah på Vestbredden fjernede imamer, der støttede Hamas, i mange hundrede moskeer, åbnede man døren for en strøm af salafistiske prædikanter.

»På Vestbredden er der opstået en uhellig alliance mellem Fatah og disse nye salafistiske grupper,« siger en amerikansk diplomat i Jerusalem. »Det sker for at bekæmpe Hamas, men resultatet er endnu mere uforsonlighed.« Diplomaten siger, at de salafistiske grupper er støttet af organisationer og individer i Golfen og Saudi Arabien, og at de sætter sig på stadig flere moskeer, hvor der prædikes konservativ islam og modstand mod Israel. Det er med til at gøre konflikten mod Israel stadig mere religiøs.«

Den sidste bevægelse i radikaliseringen kommer fra Libanon og Iran. Støtten til det shiamuslimske Hizbollah er vokset markant på den ellers sunnimuslimske Vestbred og i Østjerusalem. »Vi er sikre på, at Hizbollah har stor indflydelse i de palæstinensiske skoler. Der foregår en massiv indoktrinering. Det er umuligt at være skolelærer på Vestbredden og kritisere væbnet kamp og ideologi à la Hizbollah,« siger en tysk diplomat i Ramallah.

Moralpoliti
Islamiseringen på Vestbredden sker ikke bare i begrænsede lommer, men overalt i samfundet, også internt i det såkaldt sekulære Fatah. Sidste år dannede Selvstyret en politistyrke, der skulle sikre respekt for Ramadanen, og i de store byer arresterede politifolk med røde armbind med påskriften moralpoliti folk, der brød fasten. I Nablus var der eksempler på, at folk, der spiste eller drak om dagen, blev gennembanket. På gaden i Ramallah er langt de fleste kvinder i dag tilslørede, selv på Birzeit-universitetet lidt uden for byen. Sådan var det bestemt ikke for et par år siden.

»Det er ikke, fordi folk er blevet mere religiøse,« siger Nancy Sadiq, »men fordi de ønsker at blive accepteret socialt. Hamas og andre grupper bruger moskeerne til at styrke deres sociale dagsorden. De fleste lokale byråd er styret af Hamas, og hvis man ønsker noget som helst, kan man ikke være imod dem. Så må man gå ind på deres islamiske levevis.«

Hun siger, at det bliver stadig mere udbredt, at store familier eller hele kvarterer i byerne pludselig bliver meget religiøse. »Det begynder at være ligesom i de områder i Libanon, der styres af Hizbollah. Hvis man bryder deres religiøse kode, bliver man et socialt udskud. De gamle sekulære politikere har ikke længere en chance for at bryde igennem i offentligheden, især ikke kvinderne.«

Nancy Sadiq ser den religiøse dagsorden »som en stor personlig trussel«: »Jeg er totalt uenig i deres dagsorden om religion, kvinder, uddannelse og sociale forhold,« siger hun. Hun peger på, at Hamas i Gaza i slutningen af december, lige før våbenhvilens udløb, vedtog en række sharialove, der betyder, at domstolene kan idømme forbrydere fysisk afstraffelse, inklusive piskeslag, for besiddelse af alkohol og håndsafhuggelse for tyveri. Lovene er refereret i det arabiske dagblad Al Hayat i London. I princippet skal præsident Abbas godkende loven, hvilket viser det pres, Fatah på Vestbredden er under.

Men ved palæstinenserne da ikke, at netop den slags love er konsekvensen af deres støtte til Hamas?

»Jo,« siger Nancy Sadiq, »men de ser kun modstanden mod Israel. Min far, der er kommunist, har opgivet sin modstand mod Hamas. Selv min fætter, der overhovedet ikke er religiøs, støtter Hamas. ‘Lad dem ordne Israel’, siger han. De ignorerer den religiøse dagsorden.«

Ingen tvivl om at jøderne får skylden for den udvikling uden hvis eksistens Palæstina havde været et økonomisk Hong Kong med San Fransiscos frisind. I samme avis har Pernille Bramming og Hussein Ferdowsipour et interview med den iranske flygtning Reza Toghyani

»Jeg vil nødigt lyde som en revolutionsromantiker, men Pernille, du må forstå, det var fantastisk, det var en rus, vi hadede pahlavierne så meget. På en måde var alle enige om, at ayatollah Khomeini skulle være leder. Hvis man ikke var decideret for Khomeini, var man heller ikke imod ham. Khomeini talte ikke om at oprette en islamisk stat. Han talte om demokrati og frihed og lighed.«

Nogle måneder efter revolutionen i februar 1979 flyttede Reza til Teheran og blev aktivist for den største politiske bevægelse i Iran på den tid: Folkets Mujahedin (Mujahedin e-Khalq, MKO).

»Jeg havde ikke været i direkte forbindelse med Mujahedin inden revolutionen, kun indirekte via min storebror, som sad i fængsel, fordi han var Mujahedin-sympatisør.«

Mujahedin talte om demokrati. Om jord til bønderne, arbejde til arbejderne, lighed mellem mænd og kvinder. Om at gøre hæren til en folkehær, afsløre SAVAK-folk og løse alle problemer i fællesskab i rådsforsamlinger. Muslimske marxister havde shahen kaldt dem. Ayatollah Khomeini begyndte snart at kalde dem for »monafeqin«: de, der splitter. Den enorme støtte til ham blev nemlig i revolutionens første år forvandlet til had, efterhånden som det stod klart, at mullaherne ikke ville dele magten med nogen, og at Hizbollah og revolutionsgarden var blevet de nye undertrykkere.

Mujahedin kritiserede den manglende frihed. Der var ikke ytringsfrihed eller frihed til at stifte politiske partier, oppositionelle blev fyret fra deres arbejde, landreformen blev ikke gennemført, SAVAK blev ikke optrevlet, der kom ingen retssikkerhed, Hizbollah kunne skalte og valte, som de ville.

»Jeg følte, at revolutionen ikke var fuldført, og derfor tilsluttede jeg mig Mujahedin,« forklarer Reza.

Mujahedin
Magtkampen bølgede frem og tilbage, og Mujahedin-bevægelsen voksede sig så stor, at den uden videre kunne mobilisere en halv million demonstranter. Reza fik arbejde på en fabrik og var med til at organisere strejker og demonstrationer. Han solgte Mujahedins avis og sloges med Hizbollah-folk, som angreb dem. Han blev arresteret og fængslet, men Khomeini-regimet havde endnu ikke fået rigtigt fat i magten, så modstanderne blev hurtigt løsladt igen.

I de kurdiske områder var der decideret borgerkrig, og også i Khuzistan i det sydvestlige Iran havde det nye styre kæmpe problemer med at håndhæve sin autoritet. Men i juni 1981 kunne ayatollah Khomeini afsætte den folkevalgte præsident, Bani Sadr, og derefter gik regimet for alvor i gang med at nedkæmpe Mujahedin-oppositionen.

At præstestyret havde vokset sig så magtfuldt, skyldtes ikke mindst, at det havde fået en hjælpende hånd udefra: Saddam Hussein angreb Iran i august 1980. Pludselig kunne enhver kritik anses for at være forræderi. »Denne krig var en stor nåde,« erklærede ayatollah Khomeini sidenhen.

»Det er rigtigt. De kunne nedkæmpe hele den iranske opposition i krigens navn,« siger Reza.

En anden faktor var afmagtsfølelsen: Hvis der var 10 ud af 100, der støttede præstestyret, og 5 ud af 100, der støttede Mujahedin, så var der 85, der bare var trætte og politik og forholdt sig passive.

»I dag kan jeg se, at vores liv var blevet reduceret til slagord, som vi ikke engang forstod: ‘Død over imperalismen og dens lakajer’, ‘Demokratisk centralisme’. Dengang troede vi, at hvis vi bare besluttede os for væbnet kamp, så ville folk slutte sig til os, og 24 timer efter ville præstestyret være væltet. Vi var meget umodne. Mujahedin gav os ordrer, og vi fulgte dem.«

For at ødelægge mit forkromede koncept med en ren reference til Weekendavisens forrige nummer vil jeg lige indskyde en anden beskrivelse af udviklingen i Broderskabets hjemland Egypten fra en tidligere postering på baggrund af P1 programmet Panorama

….der er en ting der har ændret sig og det er kvinderne; Det er nærmest umuligt at se en kvinde uden slør.

En gåtur gennem gaderne i Kairo bekræfter min første antagelse. De fleste kvinder har valgt at gemmen håret væk bag et tørklæde

(…)

De fleste kvinder går med hijab, det traditionelle sl’ør der dækker håret og det meste af kroppen og som hverken afslører form eller figur. Endelig er der dem der er gået et skridt videre og har iført sig niqab. En sort klædedragt, der kun overlader beskueren med en smal sprække med et par øjne bag. Resten af kvinden fremtræder sort, selv hænderne, der er gemt i et par handsker. I Egypten er det ikke som i Saudiarabien og Iran lovpligtigt at være tildækket. Men tørklædet er gennem de senere par år kotyme for den egyptiske kvinde. Idag går omkring 8 ud af ti kvinder med slør, hvor det for 10-15 år siden var en fjerdedel. Og hvis man går endnu længere tilbage i historien var tørklædet et særsyn. Dengang var Egypten et foregangsland for resten af Mellemøsten.

Så hvordan kommer man så til at være så naiv som vores to svenskere? Ganske simpelt ved mangel på almen dannelse. For det er ikke nok at henvise til diverse skribenters konklusioner og så rette bager for smed. Forskellige religioner og ideologier og andre værdisystemer har selvfølgelig forskellige konklusioner og konsekvenser. Det var således ikke ligemeget om nazisterne eller socialdemokraterne kom til magten i 33′ selv om de begge er politiske partier. Så lad os vende tilbage til den indledende sammenligning mellem Broderskabet, protestantismen og det sekulerende.

Udviklingen i Broderskabet giver anledning til interessante sammenligninger med sekularismens frembrud i den kristne verden. Ifølge flere sekulariseringsteoretikere, blandt andre sociologerne Peter Berger og Steve Bruce, begyndte sekulariseringsprocessen i de vestlige lande allerede ved reformationen. Protestantismen var første skridt i nedbrydningen af den monolitiska og af paven styrede form for kristendom.

Næste skridt kom med vækkelsesbevægelsen, som bredte sig i Europa og USA i 1700- og 1800-tallet. Den svenske pædagog Per-Johan Ødman hævder, at denne vækkelse var afgørende for den fortsatte sekularisering af det svenske samfund. Vækkelsesbevægelsen satte på ny spørgsmålstegn ved det kirkelige hegemoni og i oplysningens kølvand kunne almindelige mennesker selv læse og tolke de hellige skrifter. De religiøse autoriteters ufejlbarlighed blev dermed erstattet af en subjektiv, reflekterende og individualiseret tro.

Det to forfattere begår en klassisk fejl når de anser islams evne til at sækularisere samfundet, som kristendommen i sin protestantiske udgave. Protestantismen handler ikke om at se bort fra visse dele af Jesu liv fordi det står i vejen for et ordenligt samfund. Protestantismen er som en hver anden religion den direkte konsekvens af en tekst, som man med tiden er kommet til at forstå, hvad en fortæller os og ikke, hvad vi vil have den skal fortælle. Demokratiet i vores verden er ikke fremkommet som et selvbærende ideal, men som en konsekvens af den protestantiske tankegang der har præget vores kultur. I et samfund, hvor ideen om menneskets ligestilling overfor Gud og dets unikke ukrænkelighed på jord med egen vilje er det svært grænsende til det umulige at opretholde et formynderi. Protestantismen er ikke en religiøs læsning, hvor man ser bort fra dele af Jesus ord for at få den til at virke mindre dum i forhold til det liv man allerede ved, hvordan man skal leve og efter hvilke værdier. Den er ikke tolket ind i verden i et forsøg på tilpasning, men danner udgangspunkt for den indretning af individdets liv, der fik den kolossale betydning for samfundet. Alle religiøse tekster hævder en sandhed og dette ophæves i samme øjeblik man søger at tilpasse teksten, for sandheden kan ikke tilpasses. Og da slet ikke en sandhed, der hævdes at være Guds egne og uforfalskede ord.

Hvis man ser bort fra Guds egne bogstavelige ord underminerer man på enhver tænkelig måde Gud. Enten ved at Gud tager fejl eller vrøvler eller forældes, hvilket alt sammen er utænkeligt i forhold til det omnipotente væsen. Eller også ved at så tvivl om kildens guddommelighed, som Guds ord, hvilket igen har to fundamentale problemer. Logisk kan man ikke stole på noget som helst i og med at hvis noget kan være falsk kan, hvad som helst være falsk. Det andet er det utænkelige i det scenarie at Gud har tilladt sine ord at blive udsat for forfalskning og således tabt til Fanden. I filmen Exorcisten fra 1973 siger Fader Merrin (Max von Sydow) at Djævlens kendetegn netop er sammenblandingen af sandhed og løgn fordi løgnen forurener sandheden så alt bliver løgn. Denne logik er lige til benet og hvad, der også var den bærende anklage mod Salman Rushdies Sataniske Vers. Indlæsningen af noget som helst og især demokrati i Koranen er altså på alle måder blasfemisk og derfor urealistisk for den religøse at godtage. Demokrati og Islam vil altid være modsætninger.

Denne fejllæsning af religionernes indhold og den historiske udvikling leder de to “svenskere” til denne absurde slutning

Men det paradoksale er, at islamisterne, gennem deres mange og forskellige tolkninger, bidrager til en nedbrydning af det »religiøse hegemoni« og åbner for en bredere diskussion af religionens indhold. Tilsammen med bedre uddannelsesmuligheder, globalisering af medier samt at islams kilder er tilgængelige på cd og på internettet har »folkelig uddannelse« fået stor gennemslagskraft på kort tid. De kilder, der tidligere var forbeholdt den religiøse elite, står nu til rådighed for et voksende antal mennesker. Da bliver tolkningsmulighederne flere, og positionen som enevældig »religiøs autoritet« bliver sværere at opretholde, uanset hvem der ønsker at indtage den.

(…)

Som udviklingen i Det muslimske Broderskab viser, findes der også tendenser til, at forøget aktivitet på den politiske arena medfører, at man i stigende grad tager den sekulære verden og demokratiet til sig, herunder menneskerettigheder og ligestilling, ganske enkelt for at appellere til nye vælgergrupper.

På lang sigt er alt dette en udvikling, der kan føre til en adskillelse mellem den religiøse og den samfundsmæssige sfære og dermed til en privatisering af religionen i lande med muslimsk majoritetsbefolkning.

En af Jørgen Bæk Simonsen og mange islameksperter, som ham mener omvendt at netop tabet af det “religiøse hegemoni” er skyld i den megen vold og terror (noget som Vesten i sidste ende er skyld, men det får være…) fordi islam netop er en hegemoni og ikke et personligt anliggende. Her er argumentationen at Osama Bin Ladens konklusioner ikke repræsenterer islams væsen fordi islams tekster skal læses med traditionens forståelse. Islam er i sit væsen farisærernes religion, der udlægger den rette mening for det enkelte menneske der kan og højst sandsynligt vil misforstå budskabet. Det kan man forvisse sig om her og her.

Det vi ser er derfor ikke en demokratiseringsproces i den islamiske verden, men derimod en islamificeringsproces, hvor de forskellige islamiske grupper i et oprør mod ulemaens tolerence med dekadente og vestligt inspirerede diktatorer og samfundsinstitutioner griber ned i Koranens og Profetens univers af vold og underkastelse og dyrkelse af massesugesion. Der eksisterer nemlig ikke en individualisering af den muslimske tro, som der gør i den kristne, hvor Gud elsker alle sine børn, hvilket er en fordring og ikke en nedfældet lov om handling. Debatten i den islamiske verden referer til islams essens eller om man vil sandheden om Guds ord og så længe den er fælles reference vil islam være præmissen. I den islamiske verden sker med indtagelsen det offentlige rum med den traditionelle symboldyrkelse, der i sidste ende tyranniserer alle til underkastelse for de religiøse og ganske anti-sekulære kræfter. En proces vi også kender i vores egen del af verden.
De totalitære bevægelser har alle en entydighed, om det er proletariatets diktatur, Føreren eller, som i dette tilfælde indførelsen af Kalifatet og man skal ikke regne med at de mange fraktioner vil holde hinanden skak i en evig pluralisme i hvis kølvand den frie meningsudveksling trives. Nøjagtig, som man så det med de modernistiske ideologier i Tyskland, Rusland, Kina, Cuba osv. er netop det fænomen at Broderskabet og dets mange konkurrenters udgangspunkt er ens jo betyde at de kun er variationer over det samme tema. Derfor vil vi se den ene fraktion opsluge, udkonkurrere eller udslette den anden indtil en vinder er fundet og et konsensus er opnået. Om det går gennem løgne eller vold er kun taktik mod det endelige Kalifat.

Wilders for retten !!

Diverse, Multikultur, islam — Sobieski on January 21, 2009 at 7:44 pm

Fra Snaphanen:

Ritzau
En hollandsk domstol bad i dag anklagere om at retsforfølge den stærkt islam-kritiske højrepolitiker Geert Wilders for at have tilskyndet til had og diskrimination mod muslimer ved at sammenligne deres religion med nazisme.

- Ved at angribe den muslimske religions symboler, har han også krænket muslimske troende, meddelte distriktsdomstolen i Amsterdam i en skriftlig erklæring.

- I et demokratisk system opfattes hadske udtalelser så alvorligt, at det er i alles interesse at trække en klar grænse, lød det.

Domstolen tog beslutningen efter at have modtaget adskillige klager fra borgere over anklagemyndighedens afvisning af at rejse sigtelse mod Wilders for flere offentlige anti-islamiske udtalelser.

Vi følger sagen og denne nyheds udvikling…

Opdatering 24 jan. —————————————————————————————

Der er underskriftsindsamling her:
http://www.petitiononline.com/wilders/petition.html

Lars Hedegaard og Diana West på IFPS Internationalfreepresssociety.org

Og Michael Jalvings blog på Berlingeren. Overskriften er “Saudisk lov i Holland”. Meget rammende må man mene.

Politiken og anstændigheden

Diverse — Drokles on January 20, 2009 at 8:57 pm

Samuel Rachlin er fremragende i Jyllands-Postens kronik, hvor han angriber Politiken for at bringe en stærkt antisemitisk tegning og Tøger Seidenfadens håbløse argumentation.

Men Politikens chefredaktør kalder den for »en eller anden form for sammenligning« mellem den israelske militæraktion i Gaza og de nazistiske forbrydelser. Nej, det er ikke »en eller anden form for sammenligning«, men en direkte identificering af Israel og jøderne med Nazityskland. Det er et kendt kunstgreb, der går ud på vende tingene på hovedet og gøre ofrene til bødler i et skoleeksempel på dæmonisering: Israel fører ikke krig mod Hamas, men mod børn lige som nazisterne.Det næste skridt er deligitimering af Israel som stat. Det vil sige, at når Israel er lig med Nazityskland, er det rigtigt at føre krig mod den stat. Den skal bekæmpes, har ingen eksistensberettigelse og det er legitimt at ville udslette den.

Ghettobilledet fra Warszawa bærer en ganske bestemt signalværdi, som man forbinder med Holocaust og den jødiske tragedie. Når det bliver vendt om og gjort til en karikatur, er problemet ikke, at det må man ikke, fordi det er helligbrøde eller et tabu, der bliver brudt. Problemet er det direkte og det underliggende budskab, der signalerer, at israelere er nazister og identificerer alle jøder som nazister. Jøderne bliver kollektivt gjort ansvarlige for, at Israel begår samme slags forbrydelser, som nazisterne begik imod dem.

Ifølge Seidenfaden er sammenligningen ikke rimelig, og han forsikrer, at man aldrig ville finde den i en lederartikel i Politiken. Den er ”proportionsløs” og ”stødende”. Men han prøver samtidig at bagatellisere den og budskabet ved at sige, at sammenligningen forekommer hyppigt, og alle danske aviser har ”formentlig” bragt indlæg med den sammenligning. Virkelig? Det er altså i orden, for andre gør det også. Seidenfaden tænker måske på sig selv, fordi han selv har lavet sammenligningen, da han i et interview for nogle år siden sagde, at muslimerne i dag er Europas jøder.

Ifølge chefredaktøren ville Politiken ikke have bragt tegningen, »hvis den havde været antisemitisk eller racistisk«. Det er en klassisk Seidenfaden-slutning, som ville kunne gøre en Erasmus Montanus misundelig: tegningen kan ikke være antisemitisk, for så ville den ikke have stået i Politiken, fordi Politiken bringer ikke antisemitiske tegninger.

Selv om tegningen er »en proportionsløs og diskutabel historisk sammenligning« er det »ikke det samme som antisemitisme«. Sådan. Der kan altså ikke være tale om en redaktionel fejl. Politikens tidligere chefredaktør, Herbert Pundik, siger til JP derimod, at det ikke kun er en redaktionel fejl, men at sammenligningen mellem nazismen og Israels krig mod Hamas strider mod enhver form for anstændighed og logik.

Ligeledes er Mogens Rukov skarp, som altid i Jyllands-Posten

Der er mennesker derude - ikke med sikkerhed i nærområdet Danmark - der kender historien og det faktiske.

Det helligste er krænket. Vores historiske viden, vores indsigt, vores fornuft, den politiske nøgternhed, den humane indsigt, har fået en bombe i turbanen i Marquards tegning i Politiken.

Gaza 2009 er blevet sammenlignet med Warszawas ghetto 1943, virkeligheden med fantasiforestillinger, ikke alene, at der er ligheder mellem Warszawas ghetto og Gaza. Men at det er det samme.

(…)

Tilintetgørelsen af jøderne og deres kultur i Europa under Anden Verdenskrig er uomtvistelig. Er det virkelig den samme ødelæggelse, der truer gazanerne i 2009?

Det siger Marquard Otzen, Politiken, utallige andre i pressen, blandt politikerne, ophidsede palæstinensere i København og rundt omkring i Europa, vrede gymnasielærere og deres elever, børnehavens børn.

Heldigvis er det også i den seidenfadenske/marquardske avis, at man kan læse forhenværende chefredaktør Herbert Pundiks præcise udtalelse: »At sammenligne Israels aktuelle forsvarskrigs tragiske følger med nazisternes udryddelsespolitik, hvis formål var at tilintetgøre den jødiske nation, er en total forvirring. Det er to usammenlignelige situationer, hvis sammenligning er imod enhver form for anstændighed og logik.«

Herbert Pundik minder om, at Hamas med otte års bombardementer af Sydisrael pressede Israel ind i krigen. Det er den virkelige karikatur i krisen, Politikens karikaturkrise.

Billederne har jeg ingen ret til at bringe, men fordi de er genstand for en debat vil jeg krænke ophavsretten og bede om den samme forståelse, som Seidenfaden appelerede efter da han udgav Ritt Bjerregaards famøse dagbog. Når der er strid må man få syn for sagn. For der fortælles også historien om et hykleri hos Politiken og Seidenfaden og alle den gode tones anstændige og tapre forsvarere. Tegningen og dens ophav fra Politiken

gaza__l_serbreve_313543c.jpg

nazi.jpg

Seidenfadens argumentation er helt i ruiner. Hvorledes kan man opfatte de tegninger, som Politiken selv bringer, som andet end hån, spot og latterliggørelse? Umiddelbart ville man ikke finde nogen forskel på det de beskylder andre for andet end afsender (Politiken eller Jyllands-Posten). Og dog. Prøv at sammenlign Politikens satire med Kurt Westergaards berømte tegning og bedøm selv hårdheden i udtrykket.

bombe-i-en-turban.jpg

Analysen har været gentaget i det uendelige, nemlig at Westergaards tegning er af en konkret historisk person, som ikke engang er karrikeret negativt, der bærer bomben i sin turban, som en direkte kommentar til de mange bombninger, der henviser til hans bud. Tegningen udtrykker hverken for eller imod det synspunkt at Muhammeds lære er skyldig i kultisternes konklusioner ej heller forholder den sig til nogen retfærdighed for det eller det andet. Westergaards tegning er tæt på neutralitet og udtrykker i streg kun den logik, som mange muslimer udtrykker i tale og handling og hvad mange af deres vestlige sympatisører bekræfter når de undskylder og bortforklarer. At læse Westergaards tegning som nogen form for fornærmelse er absurd. Politikens tegning derimod kalder Israels hær for SS og beskylder dem for at begå Holocaust, hvilket er løgn og dæmonisering.

Prøv i øvrigt at sammenlign Westergaards tegning med denne WulffMorgenthaler tegning ligeledes fra Politiken og bedøm det krænkende

muhammed-og-kamel.jpg

Prøv at sammenlign med de mange Roald Als-tegninger af Pia Kjærsgaard fra en given udgave af Politiken, hvor hun altid er indsmurt lort - lort hun slæber med sig alle vegne og besudler alt og alle med. Det levende menneske Pia Kjærsgaard skal man ikke komme i kontakt med. Hykleriet er evident. Disse tegninger viser endnu en forskel. At de anstændige hader de mennesker, som de er uenige med så meget at de ikke kan formulere hvorfor, men kun udtrykke deres foragt. Geoffrey Cain skrev en fremragende bog om netop dette, som jeg kun kan anbefale alle at købe.

De frygtelige våben

Diverse — Drokles on January 20, 2009 at 5:44 pm

Krig er frygteligt fordi det gælder om at dræbe modstanderen i et sådan omfang at han giver op. Glem derfor alt om at tage særlige hensyn ved at lade fjenden sove stille ind i rolige omgivelser for fjenden prøver også at slå dig ihjel. Det betyder at man udvikler våben, der så effektivt, som muligt kan opfylde krigens blodige logik. Sideløbende med våbenes udvikling har der været krav om at forbyde visse typer våben enten af etiske, religiøse eller moralske grunde eller ud fra en fælles overenskomst. Det var bedst for alle parter ikke at bruge giftgas under 1. Verdenskrig, Paven forbød armbrøsten og morgenstjernen fordi de var unødigt grusomme, mamelukkerne forbød skydevåben og blev mejet ned af Osmannerne, der ikke tolkede Koranen lige så strengt. I vor tid fokuseres, der udover den unødige grusomhed meget på våben, der rammer civile som klyngebomber og landminer og napalm. Lad de der vil slås slås, men hold i det mindste andre udenfor. Men hvad er grusomhed i en virkelighed, hvor det gælder om at dræbe for ikke selv at blive dræbt?

Israel brugte i deres vidunderlige sejr over Hamas de såkaldte DIME-bomber, som skabte en del røre. I BT kunne man læse

Ben og arme der må amputeres, hele underkroppe, der er blæst væk, hurtigt voksende kræft. Israel beskyldes for at afprøve brutal bombe i Gaza, der især rammer civilbefolkningen.

- I forvejen er situationen forfærdelig, siger den norske krigskirurg Erik Fosse, der arbejder på Sheefa-hospitalet midt i Gaza. Han er stærkt kritisk overfor israels brug af den såkaldte DIME-bombe, der indtil videre har dræbt og såret flere hundrede civile palæstinensere.

- Dem der bliver ramt af bomben får forfærdelige skader fra de brændvarme mikro-fragmenter, der med enorm kraft blæser ind i kroppen på ofrene. Det flænser humant væv i stumper og stykker, og vi har måttet foretage langt flere amputationer af arme og ben end jeg har set før. Det ekstra ulykkelige er, at mange børn også kommer ind med alvorlige skader, siger Erik Fosse, der overfor DR betegner situationen som desperat.

En begavet læser af Information forklarede hvorledes bomben virkede

- DIME-bomberne er lavet for at efterkomme et krav om, at tab kun forekommer ved det mål, man skyder efter = sprængstykker ikke må flyve langt fra målet. Den dødelige radius af DIME-bombens sprængkraft er ca 4 meter, mens tungsten-pulveret falder til jorden efter ca 8 meter (mindre, hvis det skal gennem feks en mur).

Det vi taler om er altså 1) en cirkel med radius 4 meter, hvor folk dør og 2) et bånd på yderligere 4 meter uden om, hvor sprængstykker kan dræbe eller såre. Sidstnævnte bånd ville være en del større, hvis man brugte normale bomber frem for DIME-bomber.

Helt simpelt: Ingen DIME-bomber = flere uskyldige såret af sprængstykker. Sår tæt på målet bliver til gengæld sværere. Lære: lad være med at opholde dig tæt på HAMAS´ terror-infrastruktur.

Det er altså fragmenter der, som den norske læge også forklarede slår ihjel og lemlæster. Frygteligt ja tak, men hvor er det nye? Læg i denne video mærke til manden på bagsædets hoved, som det bliver flået og sprængt af et fragment.

Faktisk er det et projektil for det hedder det når en genstand affyres i hel. Hvis denne genstand spredes, for eksempel ved en sprængning er det et fragment, men virkningen er den samme ved at en hård genstand river, borer, knuser, flår kroppens væv i stykker. Er det ikke blot krig og vold, der i sin essens er grusom?

Hamass

Diverse — Drokles on January 19, 2009 at 10:14 pm

Set på Snaphanen

To detaljer, som jeg havde svært ved at stå for. Det ene er det lille klip fra et børneprogram, hvor den søde dukke siger “I will kill you because of your faith!”, der er så himmelråbende bizart. Jeg så engang et af disse talkshows, hvor folk blot skændes om ganske private ting for åben skærm og en tilskuer udbrød pludselig “Du forsvarer den anklagede!”, som var det en skam i sig selv.
Det andet er råbene “Allah is greater than USA! Allah is greater than USA!”, der minder om Søren Kirkegaards gentagne forsikringer i sine private skrifter om at det ikke var en synd at onanere - Tvivlen nagede den store filosof.

God leder i Jerusalem Post

Diverse — Drokles on January 19, 2009 at 10:10 pm

Fra Jerusalem Post

You are a freshman university student on the first day of a philosophy course. Your professor poses this ethical dilemma: A devoutly religious man is shooting at you with an AK-47. He is determined to kill you and your family. Is it moral to shoot back? Before you answer; consider that he is shielded by his pregnant wife and three young children.

Ordinary Israelis know what any undergraduate not suffering from a death-wish intuitively appreciates - namely, that human beings should not intentionally injure other human beings but may sometimes need to resort to violence to keep themselves and others from harm.

We are sensitive to the heartrending loss of innocent life in Gaza during Operation Cast Lead. Arab and foreign press reports claim upwards of 1,300 Palestinians killed, including 300 children and 100 women. It will take Israeli experts time to accurately determine how many of the dead were truly non-combatants. For now, there are huge discrepancies.

Of the 900 enemy dead that Israeli intelligence had reportedly identified by last Thursday, about 250 were said to be non-combatants. The blame for their deaths rests solely with Hamas. Hamas provoked this war, and then fought it from behind Palestinian men, women and children.

Still, for some knee-jerk enemies of Israel like British MP Gerald Kaufman, even the killing of “militants” is inexcusable. He’s implied that Israel’s shooting of a Hamas gunman is akin to the Nazis’ murder of his grandmother during the Holocaust. We can have no common language with someone whose moral compass is so warped. Kaufman, like the mullahs in Iran, has convinced himself that Israel is exploiting the “continuing guilt from Gentiles” over the Holocaust “as justification for their murder of Palestinians.”

That broken record won’t play. Presumably, Kaufman means the “gentiles” who control the United Nations. But how sympathetic are they to Israel’s right of self-defense? Or perhaps he means the “gentiles” in the international media? How convincing is it to suggest that they side with Israel in their Gaza coverage?

Even Kaufman’s notoriety as a “Jewish critic” of Israel has lost its cachet - such critics are hardly a rare species.

And anyway, Kaufman has been siding with the Palestinians since 1988, when he endorsed the first intifada.

The Kaufmans of the world apart, Israel can also do no right in the eyes of those critics who believe that our existence here is an “original sin”; that since there were 600,000 Jews here in 1948 and, arguably, twice that number of Arabs, any partition of Palestine was inherently “theft.” We have no claims on the hearts of those who embrace the Arab narrative so utterly.

BUT WE’VE also been let down by those who profess to believe that the Jewish people do have the right to a homeland. Why is it so hard for them to comprehend the nature of the enemy we’re facing in Gaza? After all, the theology that motivates Hamas is analogous to the fanaticism that brought down the World Trade Center, exploded London’s transport system, and continues to spill innocent blood from Bali to Mumbai.

Israelis are told that no matter the provocation, we are “too quick” to resort to force. As if negotiations with Hamas were an option; as if eight years was too quick.

And if we’ve acted so “disproportionately” in our brutal march to triumph, how come the enemy is still standing and declaring victory?

To the morally obscene charge that we’ve committed “genocide” in Gaza - does anyone seriously doubt that were genocide our goal, heaven forbid, there would be 500,000 dead Palestinians, and not 1,000?

What other army drops warning leaflets and makes automated warning calls prior to attacking? Why is it ethical for Hamas to fire from a mosque or over the walls of a UN facility, but unethical for our citizen-soldiers to save themselves by responding with heavy weapons?

The truth is that no Western country faced with a similar set of circumstances - fighting an enemy that principally targets non-combatants while hiding behind its own civilians - would comport itself with higher moral standards than the IDF.

Sophomoric ideals about wartime morality are barely tolerable in Philosophy 101. When mouthed by leaders and pundits who should know better, they reflect intellectual laziness and dishonesty.

Der er langt til Politikens hjørneværelse.

Camre for president!

Diverse — Drokles on January 19, 2009 at 9:10 am

Hatten af for gamle Camre. Aldrig er så sandt et ord blevet sagt, som i dagens Jyllands-Posten

 Psykiateren Gideon Zlotnik siger, at kvinder er bedre mennesker end mænd. Mere godhjertede, mere velfungerende, mere betænksomme.

Han har sikkert ret - og det er nok derfor, at kvindelige værdier er blevet valgt som normgivende i de vestlige samfund.

Desværre indebærer det store farer, for de feminine værdier deles ikke af alle. Zlotnik har påpeget, at det altovervejende er mænd, som begår mord, mænd, som sidder i fængsel, og mænd, som går i hundene, når noget går galt. Det er altovervejende mænd, som slår, og kvinder, som bliver slået.

Når samfundet bliver kvindeligt, er det samfundet, der får tæsk - det er samfundet, som ikke kan eller ikke tør forsvare sig. 

Det er klart den udvikling, som vi ser i Danmark, som dag for dag bliver mere voldeligt og mere utrygt. Selve det, at nogen begår voldshandlinger, viser, at der er noget galt med dem. De er altså tabere, og så siger den kvindelige logik, at de skal beskyttes. 

At voldshandlingerne går ud over endnu svagere borgere, tæller ikke.

Det bedste, der er skrevet på dansk i mange år. Seks stjerner!

Sambasocialismen

Historie, venstrefløjen — Drokles on January 19, 2009 at 9:02 am

En udmærket kronik i Jyllands-Posten om Cuba

I disse dage er det 50 år siden, Fidel Castro og hans oprørshær rykkede i triumftog ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning.

Alligevel har store dele af den danske presse i mange år omtalt Fidel Castro med en påfaldende underdanighed - ja næsten beundring.

Men er Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime noget ganske særligt - i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der er gået, siden Castro rykkede ind i Havana, og frem til han - i hvert fald formelt - blev afløst af broderen Raul Castro for et år siden, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere - nogle få af dem under nedkæmpning af oprør - resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I Kommunismens Sorte Bog (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden - ligesom i det gamle Rom - dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere i revolutionen mod Batista-diktaturet.

Det havde været et centralt programpunkt for alle de ”anti-Batista-revolutionære”, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: »Valg! Med hvilket formål?«, udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Den er værd at læse i sin helhed

Informations læsere

Antisemitisme, Forbrydelse og straf, Israel, Multikultur, islam, venstrefløjen — Drokles on January 19, 2009 at 5:48 am

Antisemitismen stortrives på venstrefløjen, men fordi den ikke er en formuleret del af ideologien(erne) tror de fleste fløjsere sig fri for den slags primitive idiosynkrasier. Den er ellers let at konstatere f.eks. i det intense og urimelige fokus på Israel, hvis hver og eneste handling granskes nidkært uden hensyn til kontekst og historie. Hverken Kina, Saudi-Arabien, Burma, Nordkorea, Congo, Sudan, Syrien, Cuba eller noget land er så foragtede hos venstrefløjen, som Israel. Israel står ikke blot til ansvar for egne handlinger, men også for de handlinger, der er vendt imod Israel. Terror og gentagne forsøg på udslettelse ser venstrefløjen ikke, som Israels sørgelige vilkår, men derimod, som beviser for Israels forbrydelser, der naturligt genererer had. Damned if they do and damned if they don’t.

Og jøden er bare fordømt for ulykke er kun interessant, hvis der er jøder indblandet. Empatien for det palæstinensiske folks lidelser er kun aktuelle så langt de angår Israel. Derfor berøres undertrykkelsen af palæstinensere i andre arabiske lande ikke, som at Ægypten har lukket deres del af grænsen til Gaza. Heller ikke engang palæstinensernes slavelignende forhold i Saudi-Arabien, hvor kvinder holdes, som kvæg interesserer den røstrømpede venstrefløj.

USA kræves altid på banen i Israel/palæstina konflikten, men træffes en forkert beslutning i venstrefløjens øjne taler de straks om den israelske lobby eller endda mere frit om den jødiske lobby, som ophav til miseren. At der er jøder, der fra et skjul styrer verdens mægtigste mand ved at hviske ham ting i øret og manipulere ham til beslutninger han ellers ikke ville træffe er temaet i det groteske falsum Zions Vises Protokoller. I det lys er det særligt farligt at så mange vesterlændinge mener at verdensfreden trues af konflikten mellem Israel og palæstinenserne fordi at den underliggende konklusion er at det så nok er jødernes eksistens, der står i vejen for en ny og bedre verdensorden.

Information har en artikel om antisemitismen i Europa og endda i dagens Danmark. Her hedder det blandt andet

Siden begyndelsen på den israelske offensiv i Gaza for to uger siden har der været rapporter om vold mod jøder og attentater mod jødiske institutioner i en lang række vesteuropæiske lande. I Stor-britannien, Belgien og Tyskland har der været brand-attentater mod jødiske synagoger. Efter attentatet mod synagogen i Toulouse i forrige uge udtalte den franske præsident, Nicolas Sarkozy, at Frankrig “ikke vil acceptere, at internationale konflikter muterer til vold mellem forskellige befolkningsgrupper i det franske samfund”.

I Danmark blev to jødiske mænd beskudt i et indkøbscenter i Odense mellem jul og nytår, og sidste lørdag blev en demonstration på Rådhuspladsen i København for Israels ret til selvforsvar, som var arrangeret af Dansk Zionistforbund, chikaneret af Hamas-sympatisører:

“Vi kan ikke leve i den forestilling, at Danmark er et eventyrland. Vi er en del af det internationale samfund på godt og ondt,” udtaler overrabbiner Bent Lexner.

Overrabbineren beklager, at danske jøder ikke fortæller mere åbent om deres problemer:

“Jødiske familier vil gerne leve anonymt. De tør ikke stille op i medierne og fortælle om deres oplevelser med chikane. Vi har et fodboldhold, der må spille under politibeskyttelse. Vores børn bliver chikaneret, når de går fra skole. Det er den situation, som vi lever i og med. Og spørgsmålet er så, hvordan vi kan ændre det,” siger Bent Lexner.

(…)

Når situationen i Mellemøsten spidser til, oplever vi også en radikalisering af muslimske miljøer i Danmark,” siger Finn Schwarz, som dog ikke mener, at klimaet for nuværende er det rette til øget dialog mellem jøder og muslimer i Danmark:

“Jeg tror, at vi skal vente, indtil konflikten i Gaza er slut. Vi må først finde ud af, hvem vi skal snakke med, og hvem der vil snakke med os.”

Traditionen tro blandes nogle europæiske befolkningers holdning til jøder sammen med deres holdning til muslimer et sted i artiklen, mens holdningen til alle andre sjovt nok ignoreres. Men det får ligge til en anden gang. Det er trods alt tydeligt at den muslimske indvandring er en indvandring af antisemitisme. Og det er tydeligt at den antisemitisme ikke blot er uigennemtænkt vrangvillighed blandt enkelte særlinge, men religiøst og ideologisk had der fordrer agressiv adfærd, hvor mindelserne om nazismen springer i øjnene. F.eks. når demonstrationen til fordel for Israel kun kunne foregå med massiv politibeskyttelse og hvor den ulovlige “moddemonstration”, slyngede nazistiske slagord og trusler ud mod jøderne og vel at mærke ikke fra Johnni fra Greve, men danske muslimer og enkelte autonome. Moddemonstration blev sigende for dagens Danmark ikke opløst, men holdt hen til pro-Israel demonstrationen var færdig. Derefter fik den lov at indtage Rådhuspladsen da politiet ikke ville skabe unødige konfrontationer. Gadens parlament sætter dagsordenen, men hos Informations læsere konkluderer man anderledes

Hvis Det Mosaiske Troessamfund vil hetzen til livs, ville et sted at starte være med det politiske etablissements dæmonisering af sagens parter. Det bør stå rimelig klart, at den retorik vi hører fra eksempelvis DFs Søren Espersen vil positionere israelere (og i befolkningens øjne, desværre, dermed jøder) i modsætningsforhold til andre religiøse og politiske overbevisninger.

Det er Søren Espersen, der er skyldig.

Hans Jørgen Lassen

Schwarz siger til Information:“Mit indtryk er, at mange har været udsat for ubehagelige bemærkninger, og at rigtig mange er bekymret for situationen.”

Hertil kan man blot sige:

“Mit indtryk er, at mange palæstinensere har været udsat for bomber og granater, og at mere end 1000 er blevet myrdet.”

Er der blevet myrdet mere end 1000 palæstinensere i Danmark?

Tja, DF står jo hårdt og fast på at yttringsfriheden er uantastbar og alt skal kunne hånes, nedgøres, fornærmes. Hvorfor er det så lige dem og deres følgesvende der nu mokker sig over Israel- og jødekritiske yttringer?

“Dræb jøderne” og “heil Hitler” er jødekritik.

De israelske - og de danske med - er da vist hverken en sårbar eller udsat minoritet. Tværtimod, er de særdeles magtfulde.Hvis nogen er sårbare og udsatte, så er det da palæstinenserne i Gaza - så sårbare, at inden for kort tid er 1.100 døde af det, og over 5000 sårede.

Jøderne i Danmark er særdeles magtfulde og deres sikkerhed i Danmark skal betænkes i lyset af situationen i Gaza.

Jens H.:“jagtet vildt”… Man skulle tro der gik lynchmobs igennem gader, anholdt enhver med hvad de holder for jødisk-etniske kendetegn, hev bukserne ned på tilsvarende for at se om tilsvarende er omskåren og så fandt det nærmeste træ og et stykke reb.

Og det der med “særbar og udsat minoritet” indgår desværre ikke i den hellige yttringsfrihed.

Man skulle tro artiklens indhold var sandt og at trusler ikke er en del af ytringsfriheden.

Det må for Guds skyld ikke slippe ud. Hele min opfattelse af verden og hele min identitet vil ligge i ruiner af denne vigtige og relevante oplysning.

En opblussen af ‘jødehad’ i Europa en forudsigelig følge af Zionisternes fremfærd i Gaza og deres propaganda der forsøger at miskreditere al kritik som ‘antisemitisk’.
Det er således ironisk nok Zionisterne, og ikke Irans præsident, der reducere Holucaust til en myte i stedet for at være en advarsel om konsekvensen af folkemord.
Det er Zionisterne der er skyld i forvekslingen af anti-zionisme og anti-semitisme.

Roden skal findes blandt jøderne.

Heilene Islamofacister på Rådhuspladsen, er ikke noget der klæder vores land, ligeså lidt som Dansk folkepartis populistiske støtten op om Israel.

Dansk Folkeparti sidestilles med nazisme.

@Frank PedersenIngen land kan slagte så mange børn og kvinder i så kort tid, bruge forbudte våben imod civil befolkning, ignorere FN resolutioner, udsulte,ydmyge… en hel befolkning, ekspropriere deres land….og alligevel slippe ustraffet fra det!!
Nu er det på tide at sætte Israel, og for den sags skyld de vestlige regeringer for deres støtte, på terrorlisten.

Ja, hvem andre end jøderne? At de civile tabe er historisk lave for en væbnet konflikt og at 1.100 til 1.300 døde også er lavt i betragtning af konfliktens intensitet og varighed har ingen betydning for deres billede af begivenhederne. I øvrigt tales, der intenst om boykot af israelske varer, som der også hersker enighed om at “muren er kendt ulovlig” af den israelske højesteret, hvilket får en til at kalde Israel for en fasciststat. Der findes selvfølgelig ingen lov, der forbyder Israel at bygge en mur langs grænsen, men der findes en lov om at man ikke må overskride grænsen, hvilket er noget ganske andet. En mener ganske surrealistisk at den israelske hær ikke må advare beboere i et hus før de bomber det for “Israel må ikke opfordre en befolkning til at flytte sig for at det kan føre krig der. Står direkte i Geneve-Konventionerne.” og en anden mener oven i købet at var han palæstinenser og blev advaret ved flyveblade at han “..snarere ville opfatte dem som provokerende og hånlige..” Ak ja.

—————————————————————-

Bohemian Rhasody har en glimrende gennemgang af det samme tema, som det varmt kan anbefales at læse

Hedegaard banker den danske journaliststand

Diverse — Drokles on January 17, 2009 at 11:02 am

Fra Jyllands-Posten, hvor Lars Hedegaard undrer sig over de danske mediers ignorering af den skinbarlige fascisme og racismes larmende præg på gadebilledet.

Jeg gik over for at tage dette kulturberigende sceneri i øjesyn [den islamiske moddemonstration i forbindelse med støttedemonstrationen for Israel: Drokles] og stødte på en tv-journalist, som jeg kendte. Hun stod der sammen med en kameramand, og jeg bad hende sørge for, at også dette udslag af den postdanske virkelighed kom med i hendes reportage. Det skulle hun nok sørge for, sagde hun, men det gjorde hun ikke.

Til gengæld blev optrinnet dokumenteret af rigtige journalister ved hjælp af mobiltelefoner, der havde kostet et par kroner. De havde ikke gået på Journalisthøjskolen og så det derfor som deres opgave at videreformidle den ubesmykkede virkelighed. En video, der viser, hvad der virkelig skete, er lagt ud på nettet. (1) Jeg har neden for givet nogle links - både til denne begivenhed og til andre facetter af Gaza-konflikten, som danske og vestlige journalister ikke mener, at du, kære læser, har godt af at få besked om.

I det hele taget er der meget, vi ikke får at vide. Begivenheder, der sjældent omtales i de etablerede medier; spørgsmål, der ikke bliver stillet.

Hvor mange danske avislæsere eller tv-kikkere har f.eks. hørt om, hvordan Hamas i fuld åbenhed overfaldt og slagtede et helt bryllupsselskab i Gaza? En video, der viser denne omhyggeligt planlagte massakre, ligger ellers frit for på nettet. (2). For ikke at tale om, hvordan samme Hamas oplærer småbørn til at blive selvmordsbombere? Små søde, opfanatiserede piger med kalashnikov, knive og sprængstoffer spændt om livet på vej mod Allahs paradis. (3) Man skulle tro, at sådanne og talrige lignende videoer ville være guf i fjernsynets bedste sendetid, når kanalerne alligevel dagligt diverterer os med flere timers hændervriden over de forfærdelige tab blandt palæstinensiske civilister. Men sådan ser danske journalister ikke på det. Hverken journalisterne eller de politikere, som 90 pct. af dem stemmer på - Frank Aaen, Mogens Lykketoft, Villy Søvndal m.fl. - mener, at danskerne har godt af at få sådan noget at vide. Det kunne jo få deres omhyggeligt opbyggede billede af jøderne - undskyld: zionisterne - og deres forbryderiske bagmænd i USA til at krakelere.

Ulykkeligvis for den journalistiske korrekthed er danskerne et oplyst folk. De har efterhånden fået computer, forstår engelsk og kan så let som at klø sig i nakken overtyde sig om den virkelighed, som pressen prøver at skjule.

Læs den for få skriver så godt som Hedegaard

Endelig en dommer med dømmekraft

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on January 17, 2009 at 10:55 am

I  Weekendavisen 16/1 argumenterer tidligere kriminaldommer Peter Garde flot imod flokdommernes indvendinger mod tørklædeforbudet.

To argumenter fremføres. For det første, at spørgsmålet burde overlades til domstolene selv, enten Domstolsstyrelsen eller retspræsidenterne, særligt efter domstolsreformen af 1999, hvis formål var at bestyrke domstolenes uafhængighed af den udøvende magt, læs: Justitsministeriet. For det andet, at en sådan lov vil stride imod særlig troende muslimske kvinders religionsfrihed, hvis de ikke må bære tørklæde i retten, hvorfor forslaget krænker både Grundlovens § 70, hvorefter ingen må fratages adgangen til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder på grund af den pågældendes trosbekendelse, og den europæiske menneskerettighedskonventions § 9 om religionsfrihed.

Jeg er uenig i begge henseender. Dommerens ydre fremtræden er ikke et rent internt spørgsmål for retsvæsenet, som kan løses ved et cirkulære fra Domstolsstyrelsen eller en vedtagelse i den enkelte rets dommerkollegium, men noget der vedrører både domstolene selv og de udefrakommende, i virkeligheden hele samfundet, og derfor med rette nu afgøres ved lov.

(…)

Argumentet religionsfrihed må jeg afvise. Jeg kan umuligt se Højesteret omstøde den kommende lov under henvisning til Grundlovens § 70; retten til et embede er ikke en borgerlig rettighed, og selv om det måtte være tilfældet, bæres loven af solide praktiske hensyn.

Herligt at det hele ikke er gået op i hat og briller.

Holgers Hamas

Diverse — Drokles on January 15, 2009 at 4:06 am

Der er ikke noget, som gamle socialister til at underkende den rene fascisme ved at pege på idiotiske eksempler fra egen baghave eller en eller anden banalitet, som opvejede det den rene ondskab. De kommunistiske lande udmærkede sig således ved en social lighed vi ikke havde i Vesten. De Autonome behøver ikke at underlægge sig de fælles regler for vold, hærværk og trusler fordi de bidrager kulturelt. På samme måde skal vi også se Hamas, som mere end en terrororganisation i kraft af deres sociale engagement, hvis det står til mennesker, som Holger K. Nielsen, som om det ene opvejede det andet på en moralsk konto.

Men som både den kommunistiske verden var præget af stor ulighed, skønt man gjorde alt for at folk fik det dårligt og de autonome ikke bidrog til andet end deres egen sekteriske revolutionsromantik så har Hamas engagement de samme karakteristika, som Hitlers Tyskland. Skam dem, der ikke ser ligheden.

Fra Israel National News

The Hamas terrorist regime in Gaza is using children to support its fighters during combat with IDF troops as they carry out counterterrorist activities in Operation Cast Lead in the region. Palestinian Media Watch (PMW) has created a five-minute compilation of key representative segments from Hamas TV that document indoctrination of children into the culture of terrorism, including a music video that teaches that bombs to kill Israelis are more precious to an Arab mother than her children.

(…)

During the course of a prior Israeli military operation against Gaza terrorists in March 2008, Hamas repeatedly called upon civilians to gather near buildings where they expected the IDF to launch air strikes against weapons storage facilities and other military targets.

Hamas’s Al-Aqsa TV issued a special call to children at the time to form a human shield at the home of Abu al-Hatal of the a-Shouqaf quarter in Sajaiyeh in order to protect the building from an anticipated IAF air strike.

 

Fra Jyllands-Posten

Palæstina har aldrig været en suveræn stat, men altid kun en del af andre riger, ofte løst defineret. Efter Israels udslettelse år 130 e. Kr. lå landet hen som brakmark indtil zionismens opblomstring omkring 1880. De jødiske indvandrere købte dårlig, uopdyrket jord af arabiske grundejere til meget høje priser. Der findes intet tilfælde, hvor arabere blev tvunget til at sælge jord, og det meget lille antal bønder, der måtte opgive deres landbrug, blev tilbudt kompensation eller fandt nyt arbejde. Mange arabiske bønder blev fordrevet, men af lokale arabiske sheiker, grundejere og pengeudlånere, der regerede på middelalderlig feudal vis.

Endvidere opmuntrede britisk politik den arabiske bosættelse på frugtbar statsjord og spærrede samtidig for jøder. I 1944 betalte jøder 1.000-1.100 dollars pr. acre gold eller delvis gold jord i Palæstina - samtidig blev fed, sort jord i Iowa USA solgt for 110 dollars pr. acre. Ud af 750.000 dunam (en dunam er lig med 1.000 m² eller 0,1 hektar) dyrkelig statsjord blev 350.000 eller næsten halvdelen i 1948 tildelt araberne, mens jøderne kun fik 17.000 dunam.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress