Ideelt set indgår universitetet i en symbiose med demokratiet. Universitetet understøttes af det demokratiske samfund og sikrer til gengæld, at dette samfund får den bedst mulige viden om den verden, hvori det skal tage beslutninger. Det sker både gennem universitetets selvstændige forskning og gennem dets evne til at være på forkant med, hvad der sker i forskningen andre steder i verden. Desuden er det universitetets opgave at uddanne folk til at fortsætte den forskningsmæssige tradition og til at udfylde stillinger i den højere del af undervisningssystemet, i statsadministrationen, i retsvæsnet og i sundhedssektoren. Således får universitetet på den ene side frihed til at forske og undervise og giver på den anden side nogle helt nødvendige bidrag til den demokratiske beslutningsproces.

Dette billede er krakeleret. Ganske uanset om billedet nogensinde har været sandt, så er forholdet mellem universitet og demokrati nu i krise.

(…)

…det mest bemærkelsesværdige, at universitetet ikke har stået som en klar og entydig forsvarer af den videnskabelige rationalitet med dens forpligtelse på objektiv sandhed. Tværtimod har vi oplevet et universitet, som har givet rum for stærke ideologiske strømninger, som benægter selve muligheden af den objektive videnskabelige rationalitet. Det hævdes, at der ikke findes nogen universel sandhed, men at alle sandheder må nøjes med at være partielle eller relative. Engang i fortiden tog denne indstilling form efter den marxistiske ideologi. Senere har den splittet sig ud i forskellige former for postmodernistisk relativisme, enten de så kalder sig socialkonstruktivisme, multikulturalisme eller kulturrelativisme. I nogle tilfælde har den ført til, at kravet om sandhed er blevet fortrængt af en magtretorik.

Kernen i alle disse akademiske modeteorier har været relativisme. De har mere eller mindre åbenlyst benægtet videnskabernes krav om at tale for en objektiv og universelt gyldig sandhed. Hvor universitetet tidligere har forsvaret videnskabens objektivitet og rationalitetens universalitet, så har det nu mere og mere givet efter for en relativisme, som undsagde videnskabens og rationalitetens fordring på objektivitet og universalitet.

Dermed har universitetet anbragt sig selv i en dybt problematisk position. For relativismen fører ind i en sump af dilemmaer. For det første kan den ikke fremføres som universelt forpligtende - altså som en påstand om, at al erkendelse er relativ - uden at være selvmodsigende. For det andet undergraver relativismen selve det fundament, som den sekulære demokratiske samfundsorden bygger på. Denne orden giver politisk ligeværdighed og religionsfrihed til den enkelte. Til gengæld kræver den, at den enkelte anerkender andres politiske ligeværdighed og desuden adskiller religion og politik. Kun således er den sekulære demokratiske orden konsistent og kan opretholde sig selv. Dette er en rent rationel konstatering. Men hvis al erkendelse er relativ, så gælder det også for demokratiets grundlag. Så mister det sin rent rationelle universalitet. For det tredje undergraver den relativistiske position selve den argumentation, som er nødvendig for at begrunde forskningsfriheden som et alment politisk ideal. Hvis al erkendelse er relativ, så kan der ikke gives nogen universel og objektivt forpligtende argumentation for at fastholde forskningsfriheden som en nødvendig værdi.

Den relativistiske position er altså selvmodsigende og i sin konsekvens opløsende for både den sekulære demokratiske orden og forskningsfriheden. Alligevel har den en stærk basis på universitetet, hvorfra den ad forskellige kanaler udbredes til resten af samfundet. Og i den demokratiske debat oplever vi folk fra universitetet argumentere ud fra selvmodsigende teorier - fx en gennemført kulturrelativisme - som om de var universelt gyldige. Alt i alt har universitetet ikke haft så meget rationel råstyrke, at det selv - igennem sin interne debat - har kunnet kvæle sin egen relativistiske og antirationelle stemme.