Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Morten Messerschmidt


Det vi alle mener

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.

… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

Som Befrielsen dog huskes

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

Forår for højre?

Der sker noget i det politiske landskab i disse år. Medier, eksperter og politikere langt ind i borgerlige rækker advarer om en farlig højredrejning i Europa. Farlig fordi den vender sig imod det mulitikulturelle projekt og farlig fordi den truer EUs fortsatte eksistens. Højredrejningen er dog ganske uens, hvor den ellers finder sted. Grækerne har just stemt den yderste venstrefløj ind til at køre resterne af landet endegyldigt i sænk, med mit lille håb om at skade EU projektet i farten.

Igår henvist jeg til en film om Jobbiks tag i unge veluddannede i det Ungarn, hvor en borgmester mener det er god stil offentligt at hænge dukker forestillende israelske statsledere. Det svenske konsensus har lagt effektivt låg på Sverigedemokraternes indflydelse et par år endnu og det tyske konsensus undsiger nødråbene fra dele af folket på gaderne i de mere eller mindre succesfulde Pegida demonstrationer. I England og Holland er de nationale strømninger ved Nigel Farage og Geert Wilders grundlæggende liberale i modsætning til franske Front National, der meget fransk advokerer for protektionisme, imod kapitalisme. Nationerne er meget forskellige uagtet EUs embedsværk for harmonisering.

I Danmark er højredrejningen udtrykt ved Dansk Folkeparti, der grundlæggende er socialdemokrater, der elsker Danmark. Det var Thulesen Dahl, der trak en rød rose frem og erklærede Dansk Folkeparti, som de nye socialdemokrater. Men deres udtalte ambition har i mere end 10 år været at være det nye midterparti, der med Radikale Venstres katastrofale succes som forbillede kunne svinge med flertallet frem og tilbage over midten, mod endnu en indrømmelse, til partiets hjerteblod. Men, hvad er Dansk Folkepartis hjerteblod? ”For et år siden sagde Thulesen Dahl til Berlingske:”

»Vi vil ikke skelne mellem religioner. Der er religionsfrihed i Danmark, og man må tro på det, man selv vil tro på og være muslim, hvis man er muslim. Vi vil i stedet sigte på, hvordan vi sikrer, at de mennesker, som kommer til Danmark, rent faktisk kan integreres i det danske samfund. Derfor må jeg sige, at det her har taget en drejning, som jeg gerne vil benytte anledningen til at sætte på plads i den forstand, at den definition, vi gerne vil bruge, er vestlig versus ikke-vestlig.«

BT skrev 28. december 2014 på bagrund af en artikel i Jyllands-Posten at “En nationalkonservativ bevægelse, der vil værne om fædrelandet og den danske kultur, har bidt sig fast i den offentlige debat”

Ifølge debattører og politikere, der i større eller mindre grad betegner sig som nationalkonservative, trues den danske kultur, ja faktisk hele den vestlige civilisation, både indefra og udefra.

En af de nationalkonservative er blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der vil i Folketinget, Morten Uhrskov Jensen. Han siger til Jyllands-Posten:

»Der er en lang række overbevisende uimodsigelige tal og fakta, der underbygger, at vores kultur er truet. Og det kan de kulturradikale og socialkonstruktivisterne ikke tale sig ud af.«

Det nye højre består ifølge Jyllands-Posten også af debattør Rune Selsing, den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard og formand for Trykkefrihedsselskabet Katrine Winkel Holm.

De nationalkonservative er ikke samlet i et parti, men i en fælles kamp for Danmark og mod fjenderne. Dem udpeger historiker, forfatter og blogger Michael Jalving udpeger i Jyllands-Posten:

»Det er islam. Det er folk med magt. Folk på universiteterne, folk på Christiansborg, det er de voksende minoriteter i vores samfund, bander og lobbyister. Og så er Det Radikale Venstre et yndlingsoffer,« siger han og fortsætter:

»Men de, der kan provokere mig mest, er borgerlige, der kalder sig borgerlige, men ikke er det.«.

Kulturanalytiker Hans Hauge fra Aarhus Universitet betegner det som helt nyt i en dansk sammenhæng, at det for eksempel på universiteterne er blevet accepteret at være nationalkonservativ.

De konservatives intellektuelle debat begrænser sig ikke til de rent akademiske miljøer, men er udtryk for en folkelighed. 20 januar i år kunne Jyllands-Posten fortælle at der var grobund for et nyt parti til højre for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne. Knap 13 pct. svarer i en måling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, at de »savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti«.

I blå blok er det 19,5 pct., der efterspørger sådan et parti, og 21 pct. anfører her, at de vil overveje at stemme på et »nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne«.

Tallene er indsamlet i dagene efter angrebet på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, og det kan forklare dele af den forholdsvis markante efterlysning, men det forklarer ikke det hele, mener eksperter.

“Forskerne er overraskede…” Selvfølgelig er de det. Det var Morten Uhrskov Jensen selvfølgelig ikke og han mindede straks om det realistiske i hans Dansk Samling ved at udlægge nogle af tallene fra Wilkes måling

Den myte har længe floreret, at særligt de unge vil finde det multikulturelle samfund naturligt, fordi de er vokset op med det. Det passer ikke, og det rammer undersøgelsen fra Wilke en tyk pæl igennem. Den suverænt største andel, der kunne tænkes at ville stemme på et national-konservativt alternativ til Dansk Folkeparti, er de yngste vælgere mellem 18 og 29 år. Hele 18,2 procent bliver det til her. De unge har aldrig kendt andet end det multikulturelle samfund, og næsten hver femte dømmer det ude. Godt gået, I der skal overtage Danmark efter os andre.

Meget interessant er det også, at et alternativ til Dansk Folkeparti kun vil hente under halvdelen af sine mulige vælgere fra Dansk Folkeparti, 40,7 procent af disse i forhold til sidste valg. Overhalvdelen vil komme fra især andre borgerlige partier, i rækkefølge Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Venstre, henholdsvis 14,2, 11,8 og 8,5 procent. De resterende fordeler sig på rød blok, ikke så mange, men stadig 2,4 fra Socialdemokraterne, 4,2 fra SF og imponerende 4,8 procent fra Enhedslisten. Kun De Radikale er ”rene” med 0,0 procent afgivet. Det viser, at en ordentlig erstatning for Dansk Folkeparti i høj grad vil kunne få stemmer uden for partiet, selvsamme Dansk Folkeparti, der meget snart har forskertset muligheden for at være danskernes talerør, hvad angår udlændingepolitik.

Sjovt nok havde Casper Støvring ugen forinden (10. januar) givet 3 grunde til at han mente at fremtiden tilhørte højredrejningen. Først og fremmest ville det multikulturalistiske eksperiment  i overstemmelse med Urhskovs udlægning af Wilkes måling kun løbe mere af sporet med “meget mere vold og mere terror” til at bevise og overbevise de kommende generationer om en idealismes fallit. Dernæst vil EU og andre antinationale drømme ligeledes vige til fordel for “en realisme og besindelse”. Hvilket fører til

3: Universalismen – at andre vil blive som os, og at vi har moralsk pligt til at hjælpe dem på vej – vil blive opgivet i takt med, at de andre store civilisationer vil følge deres egen kurs og efterlade Vesten som det, den er: noget partikulært, en unik kultur. De kommende generationer vil indse, at Vesten er alene i verden. Man vil da heller ikke have hverken ressourcer til eller lyst til at præge hele verden. Jeg tror også, at flere vil se med beundring hen mod andre civilisationer og deres evne til at overleve og skabe samhørighed (på deres betingelser).

Utopierne, som Støvring ganske rigtigt påpeger, om det er EU, multikultur, universalisme viser sig i stadigt højere grad uholdbare, moralsk lækre som de ellers var at besmykke sig med. Og virkeligheden kan ikke tales væk i længden. TV journalisten Stephanie Surrugue beskrev måske ikke helt så uforvarende den virkelighed i en debat med Morten Messerschmidt og sagde ifølge Uriasposten

Ja, men det jeg tror som kan være lidt svært for os at forstå her i Danmark, hvor vi måske kan genkende nogle af mekanismerne i den her splittelse, de her reaktioner, de her følelser er, at de stikker så meget dybere i Frankrig, de her frustationer de har været igang i årtier i Frankrig, ogjeg har talt med virkelig mange franskmænd, også som ligger på den politiske midte, som bare har fået mere end nok, altså de skal bare ud og de skal ikke komme ind igen. Der er kommet sådan en hårdhed i tonen nu, en indstilling til, at nu er, man omtaler folk der er født og opvokset i Frankrig som ‘de er ikke franskmænd’, ‘de må ud, de må væk’, de er problemer. Altså, jeg ville ønske jeg kunne sige, at det nok skal gå, og de der smukke tv-billeder som vi så af alle franskmænd i alle afskygninger skulder ved skulder var rørende, men jeg bliver bare nødt til at minde om, at langt størstedelen af franskmændene blev hjemme, og det gjorde de sikkert på grund af et væld af forskellige grunde, men der er et tavst flertal som er meget mere frustreret end politikerne, de er håbefulde.

At der er grøde i folkedybet ude som hjemme med forhåbninger om et nationalt orienteret parti giver mulighed for de forsømte konservative at lufte deres skuffelse over Dansk Folkeparti. Katrine Winkel Holm mente i Jyllands-Posten på bagrund af Wilkes måling at Dansk Folkeparti manglede begejstring

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Og Eva Agnete Selsing skrev et par dage senere i Berlingske Tidende mere opgivende at Dansk Folkeparti ser ud til at være gået på førtidspension

Det er helt utilstrækkeligt, at DFs folketingsmedlemmer harcelerer over halalkød i institutioner, bølleadfærd på hospitaler, reklamering på arabisk og hvad der ellers er af tilfældige reaktioner på dagsaktuelle enkeltsager. For hvad med det store billede? Hver eneste dag bevæger vores land sig langsomt mod en større opsplitning, og symbolske markeringer kan naturligvis ikke vende den udvikling.

Partiets eneste store sejr ligger tilbage i 2002, nemlig ændringen af udlændingeloven, som blev forhandlet af Jesper Langballe og Søren Krarup med Bertel Haarder. Men ikke bare var de stramninger langtfra nok til at standse den faretruende udvikling. Antallet af flygtninge og familiesammenførte er igen på vej op. Alligevel vil DF bevare både flygtningekonvention og kvoteflygtninge, og er grundlæggende ikke villige til at gøre noget for at bremse tilstrømningen.

Politikudviklingen er ikke-eksisterende. En fin illustration af det fravær får man på DFs hjemmeside, der kun indeholder tre udspil for hele sidste år: Dyrevelfærd, flere folkelige film (!) og et forkølet tosiders finanslovsudspil. Som taget ud af en karikatur – der mangler bare et krav om flere frikadeller til folket.

Skuffelsen over Dansk Folkeparti er langt fra ny. Morten Uhrskovs Jensen skrev i 2010 at Dansk Folkeparti alligevel ikke havde gjort så fremragende med at stoppe den muslimske folkevandring

En stor del af de mange nytilkomne registreres ikke i statistikken over familiesammenføringer, der er et sminket lig. Disse kædeindvandrere optræder som EU-borgere, fordi de har benyttet EU´s muligheder for fri bevægelighed.

Flygtningepolitikken kan vi endnu bestemme over, men vedtages det såkaldte Stockholmprogram, vil det fra 2014 også være slut med det. Så har Danmark ingen national indflydelse på udlændingepolitikken overhovedet.

(…)

Folketingets fem største partier vil ikke tale om, at udlændingepolitikken er til at køre på historiens mødding. De mangler ikke viden om, at den er helt gal, men de er ligeglade. Danmark og danskernes fremtid interesserer dem ikke. Kun deres egen »magt« - en magt, der er til at grine af, eftersom magten reelt ligger hos EU-kommission og EU-domstol - interesserer dem.

Der er forskellige grader af svigt i det her. S og SF har aldrig haft noget virkeligt ønske om at føre en stram udlændingepolitik. V og K bør naturligvis fordømmes på det allerkraftigste, idet Dansk Folkeparti gerne havde taget et opgør med EU-domstolen (dengang EF-domstolen) tilbage i 2008, da Metock-dommen gjorde det klart, at der var noget helt galt.

Det er således ikke Dansk Folkepartis skyld, at der ikke er blevet strammet i udlændingepolitikken. Men to ting kan man med rette bebrejde Dansk Folkeparti.

1. De skulle tilbage i 2004, da EU´s opholdsdirektiv blev vedtaget, og senest i 2008, da Metock-dommen lå klar, have gjort spørgsmålet om EU´s annektering af dansk lov og ret til et kabinetsspørgsmål. DF skulle med andre ord have trukket tæppet væk under V og K, hvis ikke de ville være med til en boykot af EU-domstolen. Dansk Folkeparti vil til dette svare, at det ville blive meget værre, hvis partiet væltede VK-regeringen, og de andre kom til. Det er et argument, jeg ikke er enig i, men som jeg for så vidt kan følge.

2. Hvad der derimod er utilgiveligt, er, at Dansk Folkeparti har valgt tavsheden om den katastrofale udlændingepolitik. Dansk Folkeparti har med åbne øjne besluttet sig for, at danskerne ikke skal vide, hvordan det står til. Man har Gud hjælpe mig tænkt sig at gå ind i en valgkamp og hævde, at DF er garanten for en stram udlændingepolitik, der ikke eksisterer.

Må historiens dom blive hård.

23. september 2008 skrev jeg

Hvor lang tid tager det et dansk fornyerparti at blive en del af parnasset? For dansk Folkepartis vedkommede fra 6. oktober 1995 til i går 22. september 2008 hvor accepten af at EU står over dansk myndighed ser ud til at blive en realitet. På hvilket argument vil de stille op til det dansk Folketingsvalg næste gang, hvis ikke de søger indflydelse på den øverste myndighed for dansk lovgivning, men kun en underafdeling af et større lovgivningsapparat med rødder i den katolske kirkes formynderstyre? Fra Politiken

En dansk erklæring på tro og love og skærpet kontrol med borgernes oplysninger skal være med til at sikre, at EUs regler om fri bevægelighed ikke kan »misbruges« til illegal indvandring.

Ifølge Marlene Winds udlægning - og det er med hendes udlægning og dermed med stærkt forbehold jeg skriver - er Dansk Folkeparti nu aktivt med til at reducere Folketinget til et elevråd. De accepterer den præmis at vi skal indordne os under de regler EU stiller op uagtet at de ingen adkomst har til den magt. At vi intet kan beslutte selv andet end om offentlige bygninger skal males i ny og næ - dog kun indtil en eller anden muslimsk gruppe finder farven anstødelig eller EU finder processen konkurenceforvridende.

(…)

Men Danmark skal ikke bære det affald ud, de andre lande hober op i deres uansvarlighed. Vi skal ikke bære byrderne af andres ideologiske sværmerier og småkorrupte systemer. De ligger som de har redt og den eneste nytte de nu kan gøre er at agere det negative eksempel vi andre kan lære af. Vi skal have nøglen til egen dør og der skal ikke ligge nogle kopier noget steds. Men som det ser ud nu er Dansk Folkeparti i færd med at acceptere at EU har systemnøglen og Danmark kun får udleveret en kopi til låns med begrænset virke.

Og efter nogen tid skrev jeg

Dansk Folkeparti har med knæfaldet for EU forladt selve ideen om at danskerne selv bestemmer i Danmark og anerkendt ideen om et større fælles bedste. Det er ikke længere Danskerne der kan “…hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land“, som Dansk Folkepartis principprogram som det første ellers slår fast. Dermed kan de ikke svare danskerne når de spørger i deres reklamer “Hvem bestemmer i Danmark? Danskerne eller EU?”. De kan ikke argumentere meningsfuldt imod indvandringen fordi suverænitetskravet på Danmark er faldet og i dets sted er trådt ideale forestillinger upåvirkelige af virkelighed og mennesker. Det handler ikke længere om, hvad vi vil være med til eller mener at kunne bære, det handler om noget større. Og de kan ikke argumentere mod EU’s bedreviden når man anerkender EUs overhøjhed. Hvor dansk er det? Selve navnet Dansk Folkeparti udtrykker jo netop, at det danske folk er suverænt. Hvis ikke det danske folks suverænitet er en bærende præmis, hvad signalerer navnet så? Et naivt håb? Eller er det snarere en interesserorganisation til varetagelse af dansk folklore?

(…)

Man vil bevæge sig ind i diskussioner om, hvordan en EU-tekst kan og skal forstås, frem for at argumenterer for hvad man vil. Og hvorfor det forholder sig således med krav og påbud oppefra og hvorledes vi skal implementere den højere orden har man ikke brug for folk der kender samfundet, men folk, der kender reglerne.

Det betyder at der vil komme en helt ny type politiker i Dansk Folkeparti, som er i stand til at forklare vælgerne den rette sammenhæng af det samfund de tror de ser og som kan forklare hvorfor politiske ønsker skal rette ind efter vedtagne idealer. Politikere, der har lært at tale efter forventninger, som med strømmen flyder stolt deres vej. Det er de skriftkloges sejr over almuen, juristeriets sejr over det politiske, kleresiets sejr over folket. Fremtidens DF-kandidater er Margrethe Vestager, Mogens Lykketoft, Uffe Ellemann, Svend Auken….

Dansk Folkeparti vil ikke længere være et nødvendigt parti, men et parti, som alle andre.

Og i en kommentar skrev jeg

Et valg på EU-modstand og Indvandring er et valg sendt af Herren til Dansk Folkeparti. Og det er et valg sendt af djævelen for de partier, der vil EU, men er bekymrede for indvandring (V, K, S, SF) fordi de skal argumentere overfor vælgerne at EU er en god ide, men at EU underminerer Danmark. De skal også bede vælgerne om at give dem en magt, som de mener skal gives videre til EU. Det bliver meget vanskeligt og Dansk Folkeparti vil dominere alle andre partier i debatter.

Hver kandidat slås for sit sæde og jo mere tro en kandidat er overfor partiet, jo sværere vil det være, mens man omvendt kan score point på en mere EU- og indvandrerkritisk argumentation. Det vil betyde at valget skifter karakter og at der kommer en konsensus af EU-modstand. Den politiske dagsorden vil være ændret og et vigtigt slag i kulturkampen vil være vundet.

For at sætte det på spidsen: Hvilken forskel gør farven på en regering, hvis den alligevel ikke kan regere?

Dansk Folkeparti rykker måske mod midten og det er ikke nødvendigvis skidt, hvis og kun hvis der eksisterer en konservativt parti, til at italesætte befolkningens bekymringer.

Spørgsmålet om Messerschmidt

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen, venstrefløjen — Drokles on June 4, 2014 at 3:54 pm

EU Parlamentsvalget var som Uriaspostens Kim Møller sagde, Morten Messerschmidt mod ros. Messerschmidt har dygtigt fanget en grundlæggende EU kritik ved blot at fortælle, hvad der foregår ‘dernede’. Det kunne hans EU-begejstrede modstandere ikke, hvis de stadig ville fremstå som fortalere for EU og måtte hensynke i næsten anonymitet ved at holde på de stadigt mere slidte vidtløftigheder og deres udtjente troværdighed. Det eneste alternativ var tåbelige indsigelser mod Morten Messerschmidt, der alle tjente til at gøre Messerschmidt til valgets ubestridte hovedperson.

Margrethe Aukens politiske erfaring svigtede hende ikke og hun indså før nogen andre, at det eneste kapløb der var tilbage at vinde for rosset var at blive EU tilhængernes bedste modstykke til Messerschmidt og hun tidligt indledte med beskyldninger om hans manglende parlaments arbejde. Så betød det mindre for hendes tilhængere at der ikke var fugls føde på den historie og at der hurtigt cirkulerede en Youtube video med en ekstatisk overvældet Margrethe Auken over alt det man kan blande sig i europærernes daglig ved blot et tryk på en knap. Tryk, tryk, tryk… Siden fulgte så hendes Wakey wakey, Messerschmidt kampagne, delvist betalt ulovligt med EU midler, hvis billedsprog ufrivilligt klart markerede, hvem der var konge af valget. Auken og Messerschmidt, Messerschmidt og Auken.

skc3a6rmbillede-2014-06-04-kl-144753

Andre var ikke lige så hurtige og forsøgte for sent og desperat at bryde ud af tapetet med direkte idiotiske angreb på Messerschmidt. Aukens partifælle Anne-Mette Wehmüller mente således det ville give pote at påpege at det udenlandsk klingende Messerschmidt var et suspekt navn for en dansker. Efterfølgende prøvede Wehmüller at undskylde ved at påpege at danskerne er en økonomisk byrde for derpå at afkræve Messerschmidt en forhåndsgaranti for ikke at melde sig under Front Nationals faner. Og imens gjorde den ungpige glade Jeppe Kofoed i flok med diverse eksperter og Jarl Cordua op med ideen om at dele sig efter anskuelse og beskyldte Messerschmidt for at være udenfor indflydelse og lede sine vælgere i bedrag.

Og så var det at socialdemokraterne slog til med en kampagne imod Morten Messerschmidt, der underløb Kofoeds, eksperternes og Corduas påstande om manglende indflydelse thi nu var Messerschmidt politik ikke uden indflydelse, men direkte “skræmmende“. Ved første opringning fra journalister og senere i TV2 News ‘gættede’ Messerschmidt på forhånd alle kampagnens indvendinger og punkterede dem veloplagt. Ja, Messerschmidt var i sandhed skræmmende, omend på en billig baggrund.

skc3a6rmbillede-2014-05-28-kl-113041

Med al denne virak fik jeg på et tidspunkt den tanke at den ellers mere snu Lars Løkke skød sig selv i foden med vilje med sin blandingsøkonomiske vaudeville blot for at aflede medieopmærksomheden fra Messerschmidt. Taking one for the team, som det vist hedder. Men det virkede ikke, folket stemte Messerschmidt til en historisk sejr og blæste forbi Nyrups tidligere rekord ind i EUs rene stuer.

Efterfølgende var det på TV2 News tid til undersøgelse af valgstyrt med Venstremanden Bertel Haarder, Socialdemokraten Emilie Thurunen og politisk kommentator Søs Marie Seerup. Her diskuterede man hvorledes det dog kunne gå så galt og Seerups analyse var at modstanderne selv havde svigtet

Han har fået lov til at danse sig igennem denne her valgkamp uden rigtig at blive bidt i haserne. Det var et super fint angreb Helle Thorning Schmid, statsministeren, kom med for to dage siden, det kom jo bare alt, alt, alt for sent. Hvis man ligesom ville have haft fat i Morten Messerschmidt, så skulle man have udnyttet at han træder ind på en hjemlig national scene, hvor man faktisk kan møde partilederne. Altså så skulle Lars Løkke Rasmussen og helle Thorning schmidt og Margrethe Vestager, så skulle de være gået i clinch med ham fordi med al respekt for spidskandidater til Europa Parlamentets valget så er de ikke nær så skarpe og nær så tunge som partiledere er herhjemme. Så at han får lov til at sejle igennem på den her måde og bare ride ind på en bølge af succes, hvor vi alle sammen gang på gang konkluderer at han kommunikerer skarpt det er da bare en fantastisk optur.

Hvorfor EP kandidaterne er ikke skarpe, med mindre de altså er Morten Messerschmidt, der er så skarp at kun partilederne kan udfordre ham, er en præmis, der ikke udfordres. Hvad siger det i virkeligheden om de EU begejstrede partiers syn på Danmarks indflydelse i EU Parlamentet når de så selvfølgeligt ikke sender de skarpeste og tungeste? Ej heller udfordres de desperate drømme at tro at partilederne ville kunne andet end at krone Morten Messerschmidt som en politisk gigant, hvis hans EP-kandidatur blev en sag for regeringstoppen; både den der er og den der kommer. Hvis Thorning med sit talepapir var gået direkte op imod Messerschmidt ville hun have fordoblet hans stemmeandel.

Jeg vil ikke citere eller genfortælle, hvad Bertel Haarder havde at sige i repsekt for den gamle mand. Emilie Turunen var ikke helt enig i Seerups analyse, men af nogle helt forkerte grunde. Hun mente at hendes parti havde gjort mere end nogen for at stoppe Messerschmidts succes, som altså skulle stoppes

Fordi det er faktisk første gang at både andre partier, det er så spidskandidaterne primært, men andre partier er gået til ham på det niveau de har og det har været lidt hårdt, men det tror jeg også har været nødvendigt. Mit eget parti har indrykket annoncer på hans position på løndumping for at vise, hvad er det egentlig han stemmer, så er der sammenhæng mellem det han siger og det han gør. Det synes jeg ikke der er og det vil vi gerne fortælle danskerne. Og det er nyt og han sagde selv det var den værste negative kampagne der var i Danmarkshistorien. Det var en måde at parere det på uden at forholde sig til substansen selvfølgelig. Så jeg synes faktisk vi har prøvet, men det er rigtigt, det er kommet sent så det falder tilbage på nogle af os, der har siddet sammen med ham de sidste fem år og troet at man kunne tie ham ihjel fordi han skulle bare have haft konkurrence fra dag ét - også på top niveau.

Sosserne traf det valg at negative kampagner er bedre end den hidtidige taktik med at tie modstanderne ihjel. Det handler jo om en forventningsafstemning, Messerschmidt gik endnu mere frem fra et i forvejen imponerende resultat. Men uanset om man fortrækker at udelukke sine modstandere fra debat eller blot at svine dem til så er den eneste konstant for EU glade partier ikke EU, men Messerschmidt. Og her taler erfaringen sit eget sprog: Den hidtidige taktik med at forklare hvad projektet går ud på er faldet tilbage på tilhængerne og derfor er nok bedst blot at tie det ihjel.

Lasse Jensens perfide retoriske stiløvelse

Diverse, EU, Morten Messerschmidt, Pressen — Drokles on May 22, 2014 at 11:52 am

Jeg  kan huske et sommerafsnit af Jensens udmærkede radioprogram Mennesker og Medier med en forsker i retorik gennemgik retoriske triks. Især var de optaget af at man uden at stå til regnskab kunne kæde noget sammen i folks hjerner ved at dele det med et punktum. Det var sådan George Bush havde narret hele verden ind i Irak, talt længe om hvorledes terroren var hvor tids onde og så tilføjet i en sætning for sig selv at Sadam skulle have støvlen. Jeg kan huske at Jensen og eksperten ubevidst eller blot af gammel vane selv benyttede det trick i overflod gennem hele programmet når de omtalte nogen Danmarks Radion ikke kunne lide, hvilket var alle andre en venstrefløjen. Så det var med en hvis genkendelsens glæde jeg læste første afsnit  af Lasse Jensen indlæg i Information, hvor han i overskriften kalder Morten Messerschmidt for et kulbuelys

Morten Messerschmidt (DF) er en gave til enhver redaktion. Altid leveringsdygtig i skarpe udtalelser, der ved nærmere granskning ikke er specielt skarpe. Underholdende og altid villig.

I en politisk verden fyldt med forudsigelige og ordinære jakkesæt og spadseredragter, der rutinemæssigt siger en hel masse uden rigtigt at sige noget, lyser panamahatten og det lyse jakkesæt op som den blusselygte, man engang brugte til ulovligt fiskeri. Fiskene – eller i dette tilfælde medierne – kan ikke modstå det. De tiltrækkes uden at vide, at lyset kan være farligt. Det kaldes at ’blusse ål’, og det er i øvrigt forbudt.

Jensen kalder skam ikke Messerschmidts politiske agitation for kriminel. Det lader han læserens hjerne selv gøre. Ifølge ham selv og eksperten, altså.

Jensen fortsætter med at beskrive Messerschmidt som en omvandrende konflikt bla fordi professor i retorik Christian Kock har fundet en metode, hvorved han kan karakterisere Morten Messerschmidt, som “den »suverænt mindst troværdige« samtidig med, at han er den lige så suverænt »mest karismatiske«”. I stedet for forkaste Kock afsindige resultat som det rene sludder forkaster Jensen derfor vælgerne: “At vælgerne foretrækker karisma frem for troværdighed, er ikke noget revolutionerende fænomen.” Og sådanne fiskevælgere er det begrædeligt at spørge udover deres evner

På søndag skal vi stemme om et så kompliceret spørgsmål som patentdomstolen, som kun få meget interesserede og vidende mennesker kan danne sig en kvalificeret holdning til. Vi skal også stemme et antal kandidater ind i et Europa-Parlament, hvis reelle indflydelse er genstand for konstant tvivl og debat. Krisen, højredrejningen i Europa og den dertil hørende skepsis og angst, gør søndagens folkeafstemning og parlamentsvalg til en slags folkeafstemning for og imod EU. Medierne gør deres til at oplyse, debattere og kaste lys over et virvar af meget indviklede emner. Vi er prisgivet eksperter med ofte modstridende forklaringer og analyser.

Ja, hvis blot eksperterne kunne forklare os, hvad vi skal stemme, så ville demokrati ikke være så farligt. En anden konklusion kunne være at Messerschmidt ganske sagligt udstiller de få interesserede og vidende menneskers kvalificerede holdninger som det egentlig kulbuelys. At vælgerne kan se at eksperternes modstridende forklaringer og analyser netop viser at de ikke ved hvad de beskriver, at vi stemmer ingen kender konsekvensen af andet end at det er endnu et suverænitetstab. Og det er noget vælgerne har en lang erfaring med, eksperter, politikere og organisationer der fra toppen af samfundet med stor autoritet og troværdighed taler ned til befolkningen og lover dem, hvad der aldrig kommer og truer med hvad der ikke vil ske. Og som vælgernes indflydelse på eget land mindskes bid for bid, stagnerer det Europa som tynges af bureaukratisk lænke for bureaukratisk lænke. Men ellers fin stiløvelse udi perfid retorik Lasse Jensen.

To ærlige perspektiver på EU

EU, Euro, Frankrig, Indvandring, Morten Messerschmidt, Økonomi og finans — Drokles on May 18, 2014 at 6:18 am

Et andet ærligt perspektiv på hvad EU debatten grundlæggende drejer sig fra den schweiziske bankøkonom Andreas Höfert i Berlingske Tidende

»Hvad er det en valutakurs gør? Den er en måde at udjævne uligevægt mellem to regioner; lande med handelsoverskud har stigende valutakurs, underskud giver faldende kurs. Men hvis vi ikke ønsker at have en valutakurs til at udjævne ubalancer, må vi gøre det på en anden måde. Immigration kan være en måde, men så siger folk, at de ikke vil have mere immigration.

«Så skulle vi måske bare afskaffe euroen?

»Der er to scenarier: Mere integration eller disintegration – opløsning af euroen. Begge vil være meget kostbare. Efter 15 år med euroen er økonomierne tæt forbundet, og det vil koste mange penge at rive dem fra hinanden igen. Hvis Tyskland forlod euroen, ville vi forvente, at den nye tyske valuta ville stige med 50 procent i forhold til euroen, for markederne overreagerer altid. Det vil være skrækkeligt for de tyske eksportører, men de vil klare det. Det vil være værre for dem, der har aktiver i euro og forpligtelser i D-mark. For eksempel en tysk pensionsfond, der ejer franske statsobligationer. Eller hr. og fru Schmidt, der ejer et hus på Mallorca, men har belånt det i D-mark. Der er ingen happy ending på det scenario.«

Så hvordan slutter dette? »Med små skridt i retning af mere integration. Der kan komme nye kriser, måske en krise omkring Frankrig, og den vil blive dramatisk, for landet er for stort til at redde og for stort til at gå ned. Vi er mere bekymrede for Frankrig end for Italien, for Italien har i højere grad bevaret en industriproduktion, og en større del af deres statsgæld er på indenlandske hænder. Dani Rodrik (tyrkisk økonom, red.) har skrevet om det, han kaldte globaliserings-trilemmaet: At man ikke på én og samme tid kan have nationalstater, demokrati og globalisering. Man er nødt til at opgive én af delene. Man kan opgive euroen og så beholde nationalstaterne og demokratierne. Eller man kan fortsætte med at integrere og dermed opgive nationalstaterne, som de er nu. Lige nu har vi den værste af de tre muligheder, for vi har nationalstater og euroen men på bekostning af demokratiet. Hvilket er grunden til, at folk stemmer på mere og mere ekstreme partier. De føler, at de ikke har noget at skulle have sagt, og det underminerer demokratiet.«Så Danmark skal bare blive uden for euroen? »Jeg ville ikke anbefale nogen at gå med i dén klub, som den fungerer nu. Man er nødt til at anerkende, at landene udenfor klarer sig bedre end dem, som er med. Portugal og Italien har i dag et BNP pr. capita, der er lavere end før euroen. Det er der ingen, som taler om, men disse lande har ikke haft noget som helst ud af euroen – ikke engang vækst

Monokultur kører på WordPress