Den store genereliseringsdebat, som startede med Hedegaards julefrokostinterview på Snaphanen udvikler sig efterhånden som slaget ved Gettysburg. Flere debattører rider ivrigt ind i kamphandlingerne, der udviklede sig fra en mindre træfning for at give fjenden de læsterlige klø, den fortjener og som man har ventet for længe på i den seneste tid stilstand med klima, krise og en ny og politisk uidentificeret statsminister, mens generalen selv i tvivl om man besidder “the high ground” prøver at tøjle hovedstyrken og undgå et forpligtende slag. Senest er Langballe reddet i kamp (vist nok for længe siden, men Berlingeren har holdt det tilbage en rum tid for større effekt) med et læserbrev, hvor han tilsyneladende trumfer Hedegaards urimeligheder.
Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.
Og hvor skal vi dog alle chockeres over dette fæle menneske og hans hate-speech. Og hvor er det synd for alle de muslimer - og det er de fleste, ja for ikke at sige dem alle stort set - der bare prøver at klare sig igennem tilværelsen i et uforstående samfund. På netudgaven af Berlingske Tidende og Politiken nåede det at blive hovedhistorien. Disse uhyrligheder kunne generalen selv Pia Kjærsgaard da ikke sidde overhørig, hvis hun ville gøre noget ud af sit image, som en der ikke helt er nazist og hurtigt rykkede hun da også ud for at slukke ildebranden og kaldte Langballes udtalelser for “kluntet udtrykt” og “dumt og skadeligt for partiet“.
Det betyder noget for den efterhånden slidte koalition, der hedder VKO, hvilket stof Pia Kjærsgaard egentlig er lavet af, dér indenunder huden, bag masken. Der kræves balance og modenhed og sober stemmeføring af hende mere end nogen anden. Pia Kjærsgaards stilling på de bonede gulve er nu så vigtig at man ikke længere skal tale det indhold, der gjorde hendes karriere i første omgang, men om form, der sikrer hendes arbejde med de rigtige mennesker. Som en Andersen Skjern, der efter at have besejret hele den varnæske klasse først bliver til noget i deres selskab. Langballes udtalelser var derfor “kluntet udtrykt” og det er “dumt og skadeligt for partiet“. Hvad der er skadeligt for partiet ved Kjæsgaard selvfølgelig bedst selv da partiet er hendes projekt og det er hende, der bestemmer, hvilken form for overflødig socialdemokrati det skal være. Men kluntet udtrykt?
Nej min kære Kjærsgaard. Langballe er ualmindelig præcis i sine formuleringer. Han skriver “at der er muslimske fædre, der voldtager deres børn” og ikke “alle” eller “at det er sådan de gør hele banden“. På denne begrænsning foretager han det tilsyneladende one-up-manship i forhold til Hedegaard når han siger “de nøjes med at slå døtrene ihjel“. “De” altså forstået, som den begrænsede mængde af “muslimske fædre, der voldtager deres børn“. Oven i købet har Langballe endnu et forbehold i at “sandheden synes at være” og han sætter ord på denne sandhed, som er blevet så almindeligt et begreb, nemlig æresdrab.
Jo men æresdrab er sjældne og enkeltstående, det udgør ikke ligefrem en statistik. Såeh? Det gør det jo nok alligevel et sted for æresdrab er i Danmark udelukkende en muslimsk beskæftigelse, hvilket tegner et grusomt billede af familieforholdenes grundpræmisser i de muslimske miljøer. Man glemmer at æresdrab er sidste indstands når familiens overhoved siger “nok er nok”. Der går noget forud, hvor parterne kan bakke ud af en konflikt, hvilket vil sige at de stakkels piger kan rette ind. Her er alt fra mishag til vold i forskellige grader og dumping af de helt unge i hjemlandets landsby, der markerer familiens position, som Jyllands-Posten kunne fortælle
Dansk politi har i øjeblikket fokus på en række sager, hvor unge kvinder fra indvandrermiljøet er forsvundet sporløst. Om de har været udsat for en forbrydelse, eller om de - som familierne forklarer - er taget til hjemlandet, er uvist.
»Det kan være den unge pige, der går i 2.g og som pludselig er væk. Københavns Vestegns Politi har indtil videre haft ca. 30 ”æres”-sager i år. Det er både store og små sager, men da nogle af dem i øjeblikket efterforskes, vil jeg ikke sige nærmere om dem,« siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen, Københavns Vestegns Politi.
(…)
Rigspolitiet har netop offentliggjort en statistik om “æres”-relaterede forbrydelser. Den viser, at der siden juli 2006 og frem til i dag, er registreret 279 såkaldte æresforbrydelser i Danmark. Der har været 349 ofre, og der har været 412 gerningsmænd. 81 pct. af ofrene er kvinder og mere end halvdelen er mellem 20 og 30 år. I to ud af tre sager er det ofrets nærmeste familie, som er gerningsmænd, og de står bag trusler og vold mod deres nærmeste familiemedlemmer. Baggrunden er typisk strid om tvangsægteskaber, ønske om skilsmisse, valg af kæreste eller ægtefælle eller »uacceptabel adfærd«, som familierne forklarer det.
Eksemplerne af æresdrab i Danmark viser at truslen om drab er reel. Og på denne trussel lever et ukendt antal deres liv. Så hvor stort er tallet for de fædre der ikke behøver at slå ihjel, men alene kan nøjes med bevistheden om den sidste indstands? Kun få blev skudt ved Berlinmuren, men den holdt millioner fængslet. Mord er jo kun toppen af det dysfunktionelle isbjerg så, hvad dækker det over i de muslimske miljøer? Lad os se på statistikken gennem et eksempel.
Det berømte mord på Ghazala Khan på Slagelse Banegaard var ikke en enkelt sindsforvirret mands værk. Hele familien var sat i sving, endda også den gamle tante, der havde udviklet sig til en hel koordinerende telecentral. Og den stolte fader havde hentet hjælp fra det pakistanske taxamiljø der velvilligt opererede som overvågning af gaderne i de store byer. Her var et stort fællesskab naturligt samlet om dette ene formål - at hjælpe en fader med at myrde sin datter. Et helt miljø, hvor alle mere eller mindre abonnerer på det prisværdige i at slå sin datter ihjel for at redde det vigtigste; familiens ære. Hvorledes fungerer eksemplet Ghazala Khan, som statistik?
Jeg synes grundlæggende at det er Pia Kjærsgaard, der virker “dum og skadelig” for udviklingen i Danmark og at hendes læsning af de intellektuelle i hendes parti er “kluntet”. Den politiske kamp bliver ikke afgjort af form, men af indhold. Hvis man er stærk nok holder man sandheden, som “the high ground” og tvinger i længden sin vilje ned over sine fremstormene uvidende modstandere, som bliver besejret gennem tab af argumenter og ansigt. Hedegaard og præsterne har ret og de er ikke ilet i kamp utålmodige efter at få en hurtig afgørelse, men som general Buford valgt et sted, hvor de havde højdedraget. Scenen er sat til endnu en nedslagtning og hvis Kjærsgaard har lidt fornuft holder hun enten med sejrherrerne eller også holder hun sig væk.