Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Orientalisme


Jørgen Rumleskaft

Historie, Multikultur, Orientalisme, islam — Drokles on February 6, 2008 at 11:41 am

Fra Brødrene Grimm

“Så hedder du måske Rumleskaft?”

“Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

Kim Møller fra Uriasposten var lørdag 2/2 i Deadline i direkte konfrontation med hovedpersonen i Møllers bog Vejen Til Damaskus islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen. Det tjener til Adams Holms ære at han har sans for hvad der er væsentligt i den akademiske verden og ikke bare invitere perifære kulturperson til at tilsvine de danskere, der måske ikke klarede sig super godt i skolen og derfor er henvist til et liv uden for København, med et arbejde man kan få gjort billigere af en polak.

Jeg kan ikke vurdere Møllers optræden upartisk, men han klarede skærerne ved at fastholde den lødighed, som han bog lægger for dagen og det i sig selv gav den sejr at Jørgen Bæk Simonsen udstillede sig selv. Essensen af uenigheden meller Møller og Simonsen er overstået inden for de første minutter og allerede her er Bæk Simonsen ude i hampen for efter at have givet sin definition af et islam der ikke har nogen essens bryder Møller ind med det gyldne spørgsmål at det er mærkeligt at han så udgiver en bog der hedder Hvad Er Islam. Simonsens svar burde få ham fyret fra en hvilken som helst uddannelsesinstitution

Hvad er islam er en - explicit i forordet - lille bog som skal introducere hvad islam kan være og hvad islam er for mange muslimer. Der er ikke enighed blandt muslimer om, hvad det vil sige at være muslm. Derfor er islam bevægelig, foranderlig og forskydes i tid og sted.

Kan islam være hvad som helst og hvor mange muslimer er islam så således? For i så fald burde Simonsens bog hellere hedde En Kogle I Røven. Og man kan ikke konkludere at fordi der er uenighed, så er der ikke essens. Uenigheden består netop i hvad der er den rette essens og hvad tager man så udgangspunt i blandt muslimer for at få ret? Som Simonsen jo selv slår fast bl.a. på Palæstina-info

Muslimerne gør gældende, at alle de åbenbaringer Muhammad modtog er samlet i Koranen. Den er en kopi af den evige åbenbaring, der findes på et tavle hos Gud (Sura 85 vers 22-23) og anses af muslimer som Guds tale direkte til mennesket. Det kan af Koranen ses, at nogle af de åbenbaringer Muhammad modtog blev nedskrevet allerede medens profeten endnu levede (se f.eks. Sura 25 vers 6), men den form vi kender Koranen i idag er et resultat af en kodificering, der blev foranstaltet af kaliffen Uthman ibn Affan (kalif 644-656). Det fastholdes principielt at Koranen er uoversættelig, men i praksis er den arabiske tekst oversat til mange forskellige sprog, bl.a. dansk og svensk.

Koranen er først og fremmest en lovprisning af den ene sande Gud og en hyldest til den omsorg og retfædighed han udviser for sin skabning. Derfor er der også i Koranen et meget stor antal generelle udsagn om den adfærd, Gud gerne vil have mennesket skal udvise mod hinanden, men det er grundlæggende forkert at betragte Koranen som en lovbog. Det er den ikke, og af dens mere end 6300 vers giver kun ca. 300 anvisninger for, hvordan bestemte forbrydelser som hor, falsk anklage for hor og tyveri skal straffes.

Profetens Sunna, hans sædvane
Når muslimer skal afgøre, hvad der i en given situation er i overensstemmelse med islam søger de først efter anvisninger i Koranen. Hvis et givet spørgsmål ikke er direkte omtalt i Koranen - og det er der naturligvis mange forhold der ikke er - søger muslimen efter anvisning i profeten Muhammads sædvane, hans sunna. Profetens sædvane kendes af eftertiden gennem et meget stort antal overleverede traditioner, der på arabisk betegnes hadith.

De enkelte traditioner giver hver for sig oplysning om, hvorledes Muhammad plejede at gøre i bestemte sammenhænge, og gennem den samlede sum af overleveringer kan man give anvisning for, hvorledes Muhammad plejede at gøre dette eller hint. På den måde skabes et ideal, som muslimer kan forsøget at efterleve. Det skal fastholdes, at profetens sædvane er normativ og ikke guddommelig al den stund at Muhammad var et menneske som alle andre. Men det forhold, at Gud udvalgte ham til sin sidste profet, har givet ham en særlig status i den muslimske tradition. Muhammad omtales da også i Koranen Sura 33 vers 22 som et forbillede, de troende bør efterligne.

Islam som rettesnor

Koranen omtaler forhold, som ud fra en vanlig betragtning i vor del af verden ikke opfates som en del af det religiøse. Der er således regler for arvedeling (Sura 4 vers 8-9 og vers 10-14), for straf for bestemte forbrydelser (Sura 24 vers 3-4 og vers 5-7 samt Sura 5 vers 39-41), for hvilken føde det er tilladt muslimer at spise (Sura 2 vers 173-74), forbud af forskellig art, bl.a. mod spil og alkohol (Se Sura 2 vers 220) og endelig anvisning for hvorledes en mand skal behandle sin hustru, en hustru sin mand og forældre deres børn (se Sura 46 vers 16-18).

Muslimske teologer beskriver derfor islam som et system, der omfatter alle sider af tilværelsen og gør gældende, at islam er dÓn,’ibad‚t og mu’amal‚t.

DÓn betyder religion i ordets traditionelle forstand. Islam er derfor tro, im‚n forstået som troen på den ene sande Gud, Hans engle, Hans bøger og Hans profter som det flere steder udtrykkes i Koranen.

‘ibad‚t er de pligter det gudsskabte menneske skylder Gud. Til disse hører den daglige og hyppige fremsigelse af trosbekendelsen, de daglige tidebønner, betaling af den religiøse afgift zak‚t, faste fra solopgang til solnedgang i den niende måned af det islamiske måne-år, Ramadanen og pligten til Èn gang i livet hvis det er økonomisk muligt at gennemføre pilgrimsfærden til Mekka.

mu’amalat er betegnelse for den sociale adfærd muslimen bør følge, hvis han eller hun ønsker at leve sit liv i overensstemmelse med islam. Den sociale adfærd er udformet som et sæt af regler, der fremmer det tilladelige (hal‚l) og søger at forhindre det forbudte (har‚m). Da islam principielt gør krav på at være et system, der omfatter alle sider af tilværelsen har muslimske lærde gennem tiden udviklet sociale regler for alle sider af den menneskelige tilværelse.

Alligevel fortsætter Bæk Simonsen i debatten med Kim Møller

Jamen Kim! Det er jo sådan at fordi Koranen er som den er er det jo ikke det der skaber islam. Altså Koranen er den ramme på hvilken troende muslimer og mindre troende muslimer i fælleskab indgår i en debat hvor de forsøger at sætte i sammenhæng hvordan de vil fortolke islam.

Det giver ingen mening at Simonsen her slår fast at Koranen står som udgangspunkt - og her må jeg så uddybe i tid og rum - for de diskussioner om, hvad islam er for så derefter at sige at den ikke skaber islam. Simonsens brug at ordet ramme modsiger i sig selv direkte Simonsens egen påstand, da en ramme jo netop er kendetegnet ved en afgrænsning af hvad der er indenfor og hvad der er udenfor og da Simonsen siger at Koranen er rammen er den netop også definerende. Islam kan ikke være hvad som helst, kun hvad der står i Koranen, som jo præcis også er hvad Koranen selv hævder!

Tilbage bliver så bare min opfordring til, at denne essentialisering af noger, der hedder Koranen, der sådan gør det synspunkt gældene at fordi det står i Koranen så agerer muslimene sådan pr. instinkt derefter, det er det rene og skære sludder.

Det noget der hedder Koranen der er muslimernes hellig bog der ikke må læses op fra af vantro, ligge upassende, læses i, hvis man ikke har vasket fingre eller spist bønner, det hellig Allahs ord der danner rammen for alle diskussioner om hvad det vil sige at være muslim, hvad islam er, så at sige, det noget der hedder Koranener ikke en essens. Tilbage står at når først skinnerne er lagt så er det den vej togene kører.

Simonsen gør overfor Møller i citatet fra Deadline tillige den forbrydelse at han ser muslimerne som replikater af deres religion. I Simonsens univers er et muslimsk menneske således kun muslim, hvorfor han ikke kan handle anderledes end muslimsk. Og det er måske dér hvor Simonsens - i grunden ondskabsfulde - fejl består ved at han ikke kan se et menneske som adskilt fra sin religion. Hans konklusion er at en muslim kun agerer som muslim og derfor er en muslims ageren altid udtryk for islam og derved opstår hans mangfoldighedstese.Men mennesker er meget andet end religion, skønt islam adskilder sig fra de fleste andre religioner ved at omfatte alle dele af menneskets liv, og det problematiske ved den islamiske tankegang opstår når samfundet skal indrettes da et hvilket som helst fælleskab vil finde ind til den fælles reference for enighed og i det tilfælde Koranen og Hadit og Sunna med alt hadet og indskrænketheden. Individet handler ikke nødvendigvis instiktivt, men det gør massen!

Simonsen skriver i sin Hvad Er Islam ifølge Information 2. februar 2006

“Det gælder om at slippe fri af de bånd, en snærende tradition har lagt på formuleringen af, hvad det vil sige at være muslim. Derfor må europæiske muslimer gøre, hvad alle andre muslimer har gjort gennem historien: De må lægge Koranen og profetens sædvane til grund for en analyse af, hvordan de skal forholde sig til den historiske kontekst, de nu befinder sig i.”

Kim Møller har afsløret det videnskabelige svindel der kalder sig Jørgen Bæk Simonsen som vitterlig hedder Jørgen Rumleskaft.

Orientering anmelder bog om islamisk slaveri

Forbrydelse og straf, Orientalisme, islam — Drokles on January 4, 2008 at 1:04 pm

Og så er anmelderen ingen ringere end Jørgen E Petersen. Fra Orienterings omtale

Den algierske forfatter Malek Chebel, der selv er muslim, bryder med en ny bog om slaveri et stort tabu ved at dokumentere, at muslimerne som slavehandlere var mindst lige så brutale som kristne europæere.

Han anslår tallet af silams slaver gennem tidferne til m indst tyve millioner mennesker. Og hvad værre er, så afslører han også, at slavehandlen forstsat finder sted i den muslimske verden, selvom den kaldes noget andet.

Malek Chebels bog er udkommet på et fransk forlag

I optakten til Jørgen E Petersensgennemgang siger speakeren at de muslimske slavehandlere var “…mindst lige så brutale som de kristne slavehandle“. Det er et meget typisk eksempel på den mani der findes på at rellativere alt, hvis det ikke er en utvtydig kritik af den frie verden. Undertrykkelse bag jerntæppet blev igennem hele min barndom relativeret med negrenes situation i USA og så gik alting vel lige op, der er ingen der har noget at lade andre høre.

Men det er der nu alligevel for, hvor det ikke var kristendommen der på nogen måde inspirerede slavehandel så tilskynder islam til det. Noget også Chebel slår fast ifølge Jørgen E Petersen

Chabel ser en forskel mellem den europæiske slavehandel, som han betragter som et økonomisk fænomen, og den islamiske.

Den muslimske logik er en af evig dominans og rangorden mellem mennesker. Forholdet til Allah er underkastelse, som også udgør inspirationen til forholdet mellem mennesker. I Europa står slaveriet netop som et moralsk fald fordi vi har en kristen moral, en moral vi i en begrænset periode forbrød os mod. . Hvor kunne vi gøre det? Slaveholdet i antikken ses derfor ikke som et moralsk forfald fordi vi anerkender at man anskuede mennesket på andre præmisser dengang, andre end i den kristne epoke. Den epoke der selv opfinder begrebet skyld bliver også den der må stå til regnskab.
Men da det nu er Jørgen E Petersen og det er P1 så skal man jo formane om Vestens skyld, skønt det for en gangs skyld jo netop ikke er emnet.

Der er dog her ingen moralsk vestlig hest at klappe, som understreget i Tim Jeals nye bog om den walisiske opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley. Citat Sunday Times: “Stanley himself was appalled that colleagues so easily latched on to Africa’s endemic cruelties and barbarities, enjoying the opportunities that continuing slavery, especially sexual slavery, offered to the visiting white man, with barely pubescent girls purchased from Arab slavers for “six pieces of handkerchief”, and then sold on to local cannibals for amusement.”

Men dog så meget moralsk vestlig hest at det var vesteuropæerne, nærmere bestemt englænderne, der med biblen i hånden afskaffede slaveriet ikke bare i deres egne kolonier men i det meste af verden også den muslimske. Fra Christian Action

While Christian Reformers spearheaded the anti-slavery abolitionist movements in Europe and North America, and Great Britain mobilised her Navy, throughout most of the 19th Century, to intercept slave ships and set the captives free, there was no comparable opposition to slavery within the Muslim world.

Even after Britain outlawed the slave trade in 1807 and Europe abolished the slave trade in 1815, Muslim slave traders enslaved a further 2 million Africans. This despite vigorous British Naval activity and military intervention to limit the Islamic slave trade. By some calculations the number of victims of the 14 centuries of Islamic slave trade could exceed 180 million.

Og det fremdragne eksempel med Stanleys kollegaer der synker ned i den sump af depravation som fremmede kulturer ofte udgør, mellem primitive negerstammer, arabere og kannibaler er ikke så overbevisende, hvis man vil svinge krabasken over den vestlige civilisation.

Efter at have nævnt en række arabiske og muslimske afrikanske lande der stadig praktiserer slaveri, og ikke bare den skjulte især saudiske form med “stavnsbundne unge piger som såkaldt hushjælp” vendes kanonen igen mod vesten

…at man i den vestlige verden fejer det [eksistensen af slaveri muslimske lande] ind under gulvtæppet med bemærkningen om at der er vigtigere ting at tage sig af.

Det er vores skyld at de stadig er nogen barbariske svin må man konkludere. Bogen er desværre ikke oversat til dansk så med mindre man er god til fransk så må man nøjes med dette gensyn med en lille video jeg tidligere har posteret

Og her lidt mere lekture fra den før citerede Christian Action

A comparison of the Islamic slave trade to the American slave trade reveals some interesting contrasts. While two out of every three slaves shipped across the Atlantic were men, the proportions were reversed in the Islamic slave trade. Two women for every man were enslaved by the Muslims.

While the mortality rate for slaves being transported across the Atlantic was as high as 10%, the percentage of slaves dying in transit in the Trans Sahara and East African slave trade was between 80 and 90%!

While almost all the slaves shipped across the Atlantic were for agricultural work, most of the slaves destined for the Muslim Middle East were for sexual exploitation as concubines, in harems, and for military service.

While many children were born to slaves in the Americas, and millions of their descendants are citizens in Brazil and the USA to this day, very few descendants of the slaves that ended up in the Middle East survive.

While most slaves who went to the Americas could marry and have families, most of the male slaves destined for the Middle East were castrated, and most of the children born to the women were killed at birth.

It is estimated that possibly as many as 11 million Africans were transported across the Atlantic (95% of which went to South and Central America, mainly to Portuguese, Spanish and French possessions. Only 5% of the slaves went to the United States).

However, at least 28 million Africans were enslaved in the Muslim Middle East. As at least 80% of those captured by Muslim slave traders were calculated to have died before reaching the slave markets, it is believed that the death toll from the 14 centuries of Muslim slave raids into Africa could have been over 112 million. When added to the number of those sold in the slave markets, the total number of African victims of the Trans Saharan and East African slave trade could be significantly higher than 140 million people.

Og som også denne hjemmeside, der virkelig anbefales, undrer sig over, hvor er de afrikanske efterkommere af slaver på den arabiske halvø idag? De er jo ganske synlige i både Nord- og Sydamerika.

Korstogene

Historie, Orientalisme, islam — Drokles on December 18, 2007 at 4:30 am

Fra Jyllands-Postens kronik

 Med dyb forbavselse læste jeg for nogle år siden hos den danske islamforsker Jes P. Asmussen, at korstogene næsten ingen plads har i muslimernes egen historieskrivning. Her betragtes kampene mod korsfarerne som krigshandlinger på linie med andre uroligheder i det enorme muslimske imperium, hvor der altid var krige et eller andet sted, og hvor alliancer, også mellem muslimer og kristne, blev indgået på kryds og tværs

Den amerikanske professor Thomas F. Madden fortæller i en af sine bøger: ”The New Concise History of the Crusades” 2006, at korstogene først blev kendt i den muslimske verden for ca. 100 år siden.

Den første arabiske historie om korstogene blev først skrevet omkring år 1900. Og det var de europæiske koloniherrer, især efter Første Verdenskrig, der i deres skoler berettede om deres arbejde på at bringe civilisationen til Mellemøsten. I dette for muslimerne negative perspektiv blev fortællingerne om korstogene efterhånden plantet ud blandt muslimer.

Da islamismen gennem de sidste årtier udviklede sig til et opgør med hele den vestlige verden, dens kultur og religion, dukkede korstogsemnet op af dybet som et effektivt propagandistisk våben mod alle vantro. Oprettelsen af staten Israel havde allerede rørt ved sagen, men det var Vestens skarpe reaktioner på terroraktionen mod World Trade Center i 2001, som gjorde korstogsemnet brændende aktuelt. Og det blev et hyppigt element i forkyndelsen af islam hos Osama bin Laden såvel som hos indvandrerimamer i kældermoskeer. Korstogsanklagerne er således i højere grad udsprunget og farvet af nutidigt politisk behov end af smertelig historisk erindring.

Glimrende, men han kunne også have læst Bernard Lewis, der også tørt konstaterer at Korstogene er en nylig vækkelse.

Korstogene må som alle andre begivenheder forstås ud fra deres historiske sammenhæng. De tager deres udgangspunkt i pave Urban II’s korstogstale mod islam ved kirkemødet i Clermont i 1095.

Pavens tale ramte midt ind i en udbredt religiøs stemning båret af angst og vrede og af medfølelse med de undertrykte trosfæller i de muslimske lande. En vækkelse greb om sig i store dele af Europa, og i løbet af få måneder var titusinder rede til at drage ud for at kæmpe eller dø for deres tro. De ville, som paven havde opfordret til, genvinde de hellige steder, der var faldet for de muslimske hære og frelse de kristne brødre og søstre, de ville befri Jesu hellige stad Jerusalem og ikke mindst genvinde den hellige grav, som erobrerne havde skændet på det smerteligste.

Korstogstiden kom til at strække sig over mere end 200 år. Korsfarerbevægelsen udsprang ikke af den blå luft. Dens baggrund er lang og kompliceret. I slutningen af 1000-tallet var Europa alvorligt svækket gennem uendelige krige mellem småkonger og fyrster. Krigen var blevet et almindeligt livsvilkår, og angsten for saracenerne, som man kaldte muslimerne, lå som en baggrundsstemning overalt.

I løbet af de 350 år, som var forløbet efter profeten Muhammeds død i 632, havde de muslimske hære underlagt sig store dele af Asien, næsten alle gamle kristne kulturlande i Mellemøsten og langs det sydlige Middelhav. Spanien havde været under muslimsk herredømme siden 711, og de muslimske indfald i Frankrig var først blevet stanset kort uden for Paris. Angreb efter angreb hærgede de sydeuropæiske kystlande. To tredjedele af den kristne verden var erobret og undertrykt.

Das de fremstormende muslimske selsjukker i slaget ved Manzikert i 1071 havde knust størstedelen af den mægtige byzantinske hær, lå hele det lilleasiatiske område forsvarsløst hen. Konstantinopel og det kristne østromerske kejserdømmes vældige hovedstad var uden virkeligt forsvar, og vejen til Europa var åben for de fremstormende hære.

I den situation var det, at den byzantinske kejser Alexios Komnennos meget mod sin vilje så sig nødsaget til at henvende sig til det papalistiske Vesten for at bede om hjælp.

På denne baggrund lykkedes det paven at samle de skræmte konger, fyrste og titusinder af almindelige borgere til forsvar for Europa og kristenheden. Korstogene med deres blanding af religiøs hengivelse, pilgrimsdrift og hensynsløs griskhed var Europas overlevelseskamp. Det blev en kamp med ufattelige lidelser og med økonomiske omkostninger, som aldrig før var set. Det blev ingen sejrrig kamp, men den bremsede den muslimske fremtrængen i adskillige år. Uden korstogene havde et kristent Europa næppe overlevet.

Da de muslimske armeer mange generationer senere trængte op gennem de østeuropæiske områder, gjorde sig til herrer over Grækenland, Albanien, Serbien, Bosnien, Rumænien, Bulgarien og Ungarn, var Europa bedre rustet. To voldsomme angreb på Wien 1529 og 1683 blev mirakuløst afværget og gennem en århundredlang kamp lykkedes det at trænge islam tilbage fra størstedelen af Europa.

Islamiske lande har aldrig opgivet retten til de tabte territorier i Europa. Områder, som en gang har været muslimske, hører for altid med til Dar al-Islam. Mange ser i dag den islamiske indvandring til Europa i denne sammenhæng.

Lær af historien.

Go’e gamle kommunister

Forbrydelse og straf, Orientalisme, islam, venstrefløjen — Drokles on November 25, 2007 at 4:18 am

Nahid Raiza skrev i forbindelse med Radikale Venstre’s pinlige accept af Sherin Khankhan tågerier i Dagbladet Arbejderen 4. oktober 2002

 De radikale kan rumme Sherin Kankhan med samme holdninger og endda have hende som ders folketingskandidat. En kandidat, hvis indsats stort set handler om at forsvare og redde religionen, og ikke andet! Jeg kan kun give Sherin Khankhan og Tanwir Ahmad ret, når de siger, at sharia er meget andet end stening. Ja, sharia handler også om hvordan de islamiske love skal gennemføres i praksis.

Den handler blandt andet om hvor store stenene skal være, når man stener et menneske ihjel på grund af utroskab. Den fortæller detaljeret om, hvordan voksne mænd, som gifter sig med små piger, skal have samleje med børn og på hvilke andre måder de skal bruge barnets krop, når det får fysiske skader af samlejet. Den fortæller om ‘urene’ børn, som bliver født udenfor ægteskabet, og om hvordan man skal fratage disse børn deres rettigheder og straffe dem for den ’synd’ forældrene har begået, og om hvordan man kan misbruge sine slaver og tjenestepiger seksuelt, og hvor man skal skære hånden af en tyveknægt, og hvordan skal man dræbe homoseksuelle…

(…) 

At acceptere at det radikales medlemmer undlader at tage afstand fra de islamiske sharia - love med den begrundelse, at sharia er mere end stening, er det samme som at acceptere nazisternes medlemskab i partiet med den begrundelse, at nazismen var mere end gaskamrene, og at gaskamrenes eksistens er et teologisk spørgsmål!

De radikale kan med god ret ikke rumme nazister og de danske fascister, men hvordan kan det blive et samlingssted for de islamiske fascister, som er gode til at tale med to tunge?

Det lykkedes endnu en gang Sherin Khankhan at redde religionen og aflede opmærksomheden fra et konkret spørgsmål, nemlig sharia-loven til en generel snak om de barbariske handlinger! Sherin Khankhan, som kalder sig for kritisk muslim, men som aldrig har kritiseret islams undertrykkende lov og regler, kunne bruge den radikale naivitet til at argumentere med at de religiøse undertrykkende love og bestemmelser har intet med religionen at gøre!

Åbenbart ikke en artikel der er blevet læst af særlig mange Enhedsliste-folk.

De nye orientalister

Orientalisme, islam — Drokles on October 17, 2007 at 5:21 am

Hedder en glimrende artikel i Weekendavisens sektion Ideer af Thomas Hoffmann. Han anmelder en bog af Ian Almond  med navnet The New Orientalists, hvor postmodernistiske tænkere som Foucault, Baudrillard og Derrida sættes under lup i deres forhold til islam.

Ét skridt frem og to tilbage! Sådan tænkte jeg efter at have læst litteraten og islamkenderen Ian Almonds nye bog The New Orientalists – postmodern representations of Islam from Foucault to Baudrillard.

Bag denne titel gemmer sig et ærkeædrueligt og gennemkritisk, men altid fair arbejde med nogle af postmodernismens mest celebre og forkætrede kunstnere og tænkere. Med Nietzsche som fadderen til et broget kuld af forfattere og tænkere. På forfattersiden metafiktionens lille gud, J.L. Borges, sprogkalejdoskopet Rushdie og den melankolske Nobelpris-sufi Orhan Pamuk. På tænkersiden diskursanalysens udtænker og galskabsarkæolog Michel Foucault, dekonstruktionismens ikon Jacques Derrida og femi-poststrukturalisten Julia Kristeva. Sidst de to enfants terribles: Jean Baudrillard, manden bag teorien om uvirkelighedens virkelighed (simulakrene og hyperrealiteten), og det sidste nye skrig, den utilregnelige slovenske moralfilosof Slavoj Zizek.

Inden for humaniora udgør de en prominent del af panteon – ikke så få forskere har løbet storm på deres postmoderne kolleger ud fra den begrundelse, at de kolporterer pseudo-videnskab, obskurantistisk retorik og ekstremistisk kritik.

Det er en stor mundfuld at skulle levere en loyal karakteristik af disse folk. Teorierne og den prosa, de udfolder sig i, kører på de høje nagler, men fælles for dem er, at de er særdeles skeptiske over for størrelser som erkendelse og fornuft og over for muligheden for at repræsentere og gengive noget objektivt og adækvat. For fornuft er også magt, ikke sjældent en undertrykkende overmagt, der knap nok bemærkes af nogen, men alligevel gennemsyrer tankeformer og institutioner. Ligesom menneskets evne til at gengive et sagsforhold præcist og virksomt er endnu en slange i Paradiset.

Et andet fællestræk er deres behandling og brug af islam og muslimer. Her er det med Almond ved roret dybt interessant at erfare, hvordan de med næsten usvigelig sikkerhed svigter deres eget kritiske opdrag for at forfalde til ret bastante generaliseringer af muslimer og arabere eller slet og ret forbigår den islamiske Anden, som deres blik for det marginale og fordølgede ellers burde have tunet dem til.

I stedet for at være genuint interesserede i den islamiske verden iscenesætter de blot islam og muslimer som rekvisitter i en modernitetskritik, der både er moralsk tvivlsom og egentlig ganske eurocentrisk. Med andre ord: i stedet for at udøve den kritik, selvkritik og kompleksitetsdyrkelse, som netop deres teorier og tidsånd gjorde en dyd af (og som de naturligvis skosede andre for ikke at leve op til), synes de at forfalde til det stik modsatte i lige præcis tilfældet islam – trods goodwill over for muslimer og islam og trods det faktum, at de befandt sig i de øverste lag af ofte prominente universiteter og her kunne trække på egentlige islameksperter. Her må det tilføjes, at det mindre er forfatterne end tænkerne, jeg tænker på.

(…)

En sidste vigtig iagttagelse hos Almond er hans påvisning af den næsten incestuøse læsning, de omtalte tænkere har af hinandens værker. Selvom der efterhånden er produceret ganske store mængder forskningslitteratur om islam, muslimer og Mellemøsten, synes de fleste af tænkerne at være tilfredse med at læse og genlæse hinanden. Indrømmet, det kommer der mange stimulerende iagttagelser ud af, men eftersom det forbliver – med filosoffen Levinas’ ord – »en udvidelse af Det Sammes Imperium,« reelt en indadvendt europæisk debat, er min fornemmelse stadig, at disse tænkere repræsenterer ét skridt frem og to tilbage.

Læs den hele, hvis du har mulighed for det.

Da Martin Krasnik bankede Jørgen Bæk Simonsen

Multikultur, Orientalisme, islam — Drokles on September 14, 2007 at 5:56 am

I fredagens Deadline mødtes islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen med Martin Krasnik for at diskutere, hvad Breum tvetydigt kaldte “det svære spørgsmål” nemlig, hvad der får unge mennesker til at planlægge terror. Og det blev til en ren massakre, ikke bare på Jørgen Bæk Simonsen og hele hans virke, men på alt hvad hans linie står for. Alle der har været tilhængere af den simonsenske virkelighed står vanærede tilbage, deres verden er i grus. Krasnik lægger ud med at påpege den simple fællesnævner for terrorister, der hedder islam og afliver alle socioøkonomiske og psykologiske faktorer.

Breum: Der er altså noget i islam, som er med til at anspore de her mennesker til terrorisme. Det ligger - om du vil - i Koranen og de andre hellige skrifter. Hvad siger du til det?

Simonsen: Det er jo fuldstændig korrekt, at når man kigger på Koranens samlede tekstudbud så er der en lang række forskellige muligheder. Det, der er helt afgørende det er, at spændvidden af de muligheder, der er til stede er lige så vid, er lige så vidtfavnende, som jeg overhovedet kan række. Og derfor er det absurd og det er meningsløst at ville søge forklaringen på, at nogle muslimer, enkelte muslimer, vælger at gøre dette eller hint fordi de er muslimer. Det er jo sådan med islam, som med alle religioner, at det ikke er noget i sig selv. Det er de mennesker, der tror på den religiøse tradition de tilhører, der sætter ord på og handler derefter. Og der er nogen der går galt i byen og der er heldigvis mange andre der går rigtigt.

Det handler nemlig for Simonsen om at ophæve alle forbindelser i og omkring islam. Hvis man kan adskille islam fra teksterne er det Simonsens håb at islam derved frikendes. Simonsens trick består i at indføre begrebet “religiøs tradition” i stedet for at tale om islam. På den måde skabes, der en retorisk afstand mellem islam og al kritik man måtte have af Koranen, der jo ikke får betydning.

At tale om religiøs tradition som ophævelse af religionens essens giver i sig selv heller ikke mening. Især ikke når man har med religioner at gøre, der har en grundtekst og det har islam så sandelig. Den islamiske tradition er jo netop at læse Koranen og tage den for Guds ord til menneskene. Forståelsen at disse gudsord findes traditionelt i samspild med de kanoniserede tekster.

Det er sigende for folk som Bæk Simonsen, at de har lettere ved at bebrejde de vildfarende end det vildførende. Hvis det ikke er i grundteksten fejlen ligger, så er det i de mennesker der praktiserer. En pointe Krasnik heller ikke overser.

Krasnik: …alle religioner er ikke ens, alle religioner er ikke lige nemme at udnytte til politiske formål. Alle ideologier er heller ikke ens. Det Jørgen Bæk siger svarer til at man siger at der ikke er noget galt med kommunismen, at der er - uden sammenligning i øvrigt - Nationalsocialismen, næh det var nazisterne den var gal med (…) Der er nogle ting i islam der adskiler den fra andre store religioner.

Simonsen: Det er fuldstændig rigtigt, som Martin siger, der er nogle potentielle muligheder, nogle ganske bestemte potentielle muligheder i det Gamle Testamente’s udsagn om øje for øje, tand for tand. Det der på en eller anden måde skurrer i mine ører det er at det her indkodes en eller anden form for automatik. Der forudsættes at når nogle bestemte udsagn er at læse i en tekst så vil nogle mennesker der tilhører den tradition som teksten er et udtryk for, så vil de handle sådan.

Det er meget afgørende at huske på at alle de terrorister vi er i stand til at opstille profiler af, der er vi nødt til at finde en kombination af et utal af forklaringer. Det er fuldstændig korrekt at den islamiske traditioner ét element, men den islamiske tradition er ude af stand til at være en forklaringsmodel til at en iøvrigt tilsyneladende velintegreret person reagerer politisk, religiøst ideologisk på en bestemt måde. Det er en rationel beslutning.

Simonsen blander her tingene sammen selv om han kommer for skade at sige præcis det rigtige, nemlig: “Der forudsættes at når nogle bestemte udsagn er at læse i en tekst så vil nogle mennesker der tilhører den tradition som teksten er et udtryk for, så vil de handle sådan”. Men Simonsen forstår ikke hvorfor dette jo netop ikke er forkert når han konkluderer “Det, der på en eller anden måde skurrer i mine ører det er at det her indkodes en eller anden form for automatik.” Hvis jeg var Simonsens folkeskolelærer ville jeg skynde mig at arbejde med hans begrebsforståelse. Hvad Simonsen gør ophævelser imod er, at man er terrorist hvis man er muslim, ud fra forudsætningen om den subjektive forståelse af teksten, når det drejer sig - som han selv formulerer det - om “nogen”. Terror er altså ikke den konklusion alle kommer til, men den er ikke bare en logisk, men den mest logiske konklusion og den vil ”nogen” altid komme til.

Vi er heller ikke nødt til at finde en af et utal af forklaringer, som Simonsen plæderer for, når vi kun har brug for de (i dette tilfælde den) relevante. Igen handler det om at se væk fra kernen, nemlig at islam hader de vantro, hvis blotte eksistens er en hån mod Allah.

Simonsen har en forkærlighed for at trække det gamle testamente ind i debatten, som om det giver mening, men Krasnik (åh jo, han er jo jøde) er stenrolig og stiller det logiske spørgsmål “Hvorfor er det hele tiden muslimer?” og udlægger derefter problemet med islam som en missionerende lovreligion, hvilket får Simonsen til at indlede en desparat talestrøm af vrøvl, ledsaget af flittig gestik.

Simonsen: Det er fuldstændig korrekt at der er en intens, en meget voldsom debat og en diskussion om hvordan teksten udlægges. Jeg synes det er afgørende at fastholde at lige præcis den dynamik er noget af det der er den religiøse traditions styrke. At den så under bestemte omstændigheder kan udløses i voldsomme terrorhandlinger..

Breum (bryder ind): Nu synes jeg ikke du svarer på det Martin Krasnik siger, nemlig at islam adskiller sig ved at være lovereligion og en religion som har en klar bestemmelse for hele samfundets indretning.

Simonsen: Det her det er en af de mangfoldige løse postulater. Det er fuldstændig korrekt at man sagtens kan finde middelalderlige lovforskrifter om hvordan muslimer skal handle, men gå ud og snak med muslimer i dagens Danmark. De sidder ikke og læser de middelalderlige bøger! De sidder til gengæld og læser teksterne i bestræbelserne på at indgå i en dialog med det omgivende samfund.

Breum: Så forstår jeg dig ret - Alle religioner opfordrer lige meget til terror eller lige lidt?

Simonsen: Det tror jeg er et forkert postulat. Der er ingen som helst tvivl om at der er elementer i den islamiske tradition der har et potentiale, som vi eksempelvis kender det fra det gamle Testamente. Det er religionshistorisk fuldstændig korrekt, men der der jo er det afgørende er at selv om disse udsagn jo er der så er vi jo dog i den heldige situation, at verdens 1,3 mia. muslimer reagerer forskelligt i forhold til traditionen.

At muslimer i Danmark ikke sidder “…og læser de middelalderlige bøger! De sidder til gengæld og læser teksterne i bestræbelserne på at indgå i en dialog med det omgivende samfund.” er komplet uforståeligt. Hvad er det for nogle middelalderlige bøger, der ikke er teksterne? Og hvilken dialog med det omgivende samfund regner Simonsen med, at de indgår i? Hvis teksterne ikke bærer nogen mening, hvorfor læser de dem i forhold til det omgivende samfund og hvorfor er samfundet omgivende, hvis ikke det netop er fordi muslimerne sidder og læser teksterne?

Og det bliver jo ikke mere forståeligt, hvis vi ser på den ordflom han begav sig ud i inden Breum tvang ham ind på sporet. Der foregår ifølge Simonsen selv en intens/voldsom debat/diskussion om netop, hvordan teksten(!) skal udlægges, men hvordan giver en sådan debat mening, hvis teksten ingen betydning har?

Når Simonsen indleder alle sætninger med “Det er fuldstændig korrekt/rigtigt” er det den sædvanlige servile formulering han bruger overfor mænd, men hans tone er her vred og agressiv. Det er fordi Krasnik ikke er i samme stue som Simonsen, men derimod hænger harmløst på en fladskærm.

DR2 og P1 er de sidste bastioner for Simonsens univers og her får han bank på egen hjemmebane. De studerende han underviser må sidde med bange anelser for deres eksamen.

————————————————-

At sidde den halve nat og afskrive Jørgen Bæk Simonsen gejl og så opdage at Uriasposten allerede har lavet hele arbejdet er en særegen deprimerende oplevelse. Uriasposten har tillige en del billeder af Simonsen der yder ham mere retfærdighed end han fortjener. Hvergang jeg satte netafspilleren på pause lignede Simonsen - jeg ved ikke hvad.

Fremragende pointer af Russell A. Berman

Globalisering, Multikultur, Orientalisme, Postmodernisme, islam, venstrefløjen — Drokles on August 12, 2007 at 3:11 pm

Fra Weekend-Avisen et herligt interview med den amerikanske Russell A. Berman, som dissikerer venstrefløjens tiltrækning af det totalitære. Bermans udtryk Den Rød-Grønne Alliance, hvor det økologiske er skiftet ud med islamismen (også kendt som islam i sin rette form) er morsomt og præcist.

Et af problemerne for venstrefløjenb ifølge Berman, er forvirringen over det universielle i forhold til kultur

Et af de menneskelige særtræk er sproget. Alle taler sprog. Men ingen taler ’sprog’ som sådan. Man taler dette eller hint sprog, måske flere sprog, men ingen taler sprog generelt. Tilsvarende med kulturelle fortællinger: de er overalt, men de er ikke de samme overalt.

Så hvad er det specielle ved Danmark? Hvad er det værd at bevare? Hvad er fællesskabet stolt af? Hvad er i forandring? Hvad forventer man respekt for af nye borgere? Udfordringen for europæerne, tror jeg, består i at formulere en fast og ligefrem, reflekteret, fleksibel og intelligent selvforståelse – en sund primær narcissisme – og erkende, at dette er samfund, der har opnået enorm succes angående personlig frihed og velfærd. De har en masse at være stolte af. Og der er ingen grund til at opgive dette i drømmen om et EU-bureaukrati eller i en overdreven multikulturel tolerance. Der er behov for nationale identiteter, der selvfølgelig ikke skal forfalde til stupid xenofobi. Bare fordi du er stolt af dig selv, behøver du ikke at foragte andre.

Der er en alternativ position, der siger: Vi lever ikke her som danskere – vi er her blot som personer. Og derfor kan enhver bo her. Dette er en særlig type abstrakt oplysningsfilosofi, der slår om i noget højst problematisk, fordi den meget hurtigt bringer én i konflikt med de andre værdier, man har. En dommer i Frankfurt i Tyskland henviste på skandaløs vis til Koranen, da han udsatte en retssag vedrørende en kvinde af islamisk baggrund, der blev banket af sin ægtemand. Dommeren citerede fra Koranen og hævdede, at kvinden burde have været bevidst om, hvad hun kunne vente sig ved at gifte sig med denne mand. Her sættes multikulturalisme over loven i Tyskland. Her omfavner oplysningen sin egen modsætning.«

Den sag kan vi godt huske. Berman har tre årsager til svigtet af vestlige værdier, hvor de to første er at omfavne alt hvad der er imod USA-imperialismen og en særlig hang til mænd i uniform og totalitarisme. Og

Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

Helt i den tråd forsvarer Berman også Jyllands-Postens karrikaturer af pæderasten Muhammed og slutter så af med igen at lægge eftertrykkelig vægt på kultur.

»De liberale, demokratiske institutioner, som nu findes i en række lande, voksede ud af oplysningskulturens filosofi. Men denne oplysning var arving til et par tusinde års vestlig kulturhistorie. Så der er virkelig noget specifikt ved den vestlige kulturarv. Det bidrager ikke med noget godt at sige, at vi blot er en enkelt kultur blandt mange, og at det ikke kan nytte noget at forsvare vore værdier. Jeg mener, at vi har masser af værdier at forsvare. Og det er en tragedie, hvis vi ikke kan etablere viljen til at gøre dette.

Så er der spørgsmålet om, hvilken status disse værdier og institutioner har andre steder. Har de universel gyldighed? Og det mener jeg, de har. Jeg mener, at den vestlige tradition i al dens kompleksitet viser, hvordan menneskene bedst indretter sig. At have ytringsfrihed, privat ejendomsret og demokrati med beskyttelse af individuelle rettigheder er en bedre måde at leve på for mennesker, end andre alternativer – ikke bare for mennesker fra Vesten, men for mennesker generelt.«

– Du mener måske ligefrem, at det er vores pligt at sprede disse vestlige værdier?

»Grundlæggende set: ja. Men med takt. Med sans for forskelle og proportioner.«

(….)

»Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.«

Ja!

Da Politiken havde ret

Historie, Orientalisme, Pressen, islam — Drokles on August 3, 2007 at 9:50 am

Interessant artikel i dagens Weekendavisen af den fremragende Arne Hardis. Hardis gennemgår nogle danske avisers reaktion på den iranske revolution i 1979. Her et uddrag fra et par aviser

Dagbladet Aktuelt fattede ingenting, eller næsten ingenting. Da bladet dagen efter gidseldramaet på ambassaden i København skulle gøre boet op, skete det med årtiets egen målestok, og den var social:

»Det større perspektiv i denne affære er, at kun i det omfang, vi selv bidrager til at mindske verdens sociale spændinger, kan vi beskytte os mod vold og blodsudgydelser (…) Voldshandlinger – så afskyelige de er – er et råb fra afmagten til de privilegerede.«

(…)

Aktuelt bekymrede sig om de døde og sårede og om »ødelæggelser og produktionstab«.

Lettest ved at se gennem sløret havde Politiken. Endnu inden Khomeini satte sine hellige fødder på iransk jord efter 16 års eksil, skrev bladet en advarende leder, som udover et rutinemæssigt udfald mod Begins Israel loddede dybden i den iranske revolution ved at kikke ud over hele den islamiske verden: »Der blæser en ilde vind af religiøs ortodoksi over Asiens lande. Fra Malajsia til Nordafrika. Muslimske prædikanter, der tordner mod vestlig indflydelse og sædernes forfald, får mere og mere tag i ungdommen.«

Lederen – mon ikke den er skrevet af Herbert Pundik – omtaler naturligvis urolighedene i Iran og sharia-straffene i Saudi-Arabien, »den muslimske ortodoksis højborg«. Men den registrerer også, at man for første gang i årtier oplever tilslørede kvinder i Kairos gader, mens de egyptiske universiteter præges af »den fanatiske bevægelse Muslim Brotherhood«, som demonstrerer for adskillelse af kønnene.
»Denne fundamentalistiske bølge er ikke blot rettet imod den vestlige verden i politisk henseende. Den vender sig også i protest mod vestlige livsvaner, mod forbrug af vestlige industriprodukter. Den er puritansk orienteret og er præget af en romantisk stræben tilbage mod en mere simpel livsform, der er foreskrevet i den muslimske religion (…) Vækkelsesbevægelsen er selvfølgelig præget af lokale omstændigheder i de forskellige lande, men fælles for alle er dens resultater. Fremmedhad. National fanatisme og en tilbøjelighed til autoritære styreformer. Der er grund til uro.«

Også Informations Børge Outze så gennem forvirringen og spurgte efter ambassadebesættelsen i et frisprog, som allerede virker gammeldags: »Hvordan går det til, at unge mennesker ønsker udviklingen i deres land skruet hundreder af år tilbage? (…) Man skulle tro, opholdet i vestlige lande havde givet dem smag for andet end det strengeste strenge fra en fanatisk fortid, da islam bredte sig som en steppebrand og nåede til Spanien og til Wiens porte«. Lederen slutter med, hvad Outze selv kalder en grov sammenligning:

»Ville dansk ungdom begejstret slutte op om den sorteste afart af Indre Mission, der krævede Danmark regeret efter Bibelens strengeste krav og forbød alle fornøjelser som syndige? Det ville ikke blive nær så slemt, som det kan blive i Iran.«

Og så er der et længere afsnit om Politikens Jan Stage, i ved, ham vrøvlehovedet. At dømme efter det fremdragne har han altid været fuld af vrøvl. Hardis hæfter sig ved en revolutionsromantik sammenblandet saglig reportage. Her et lille eksempel

»Jødiske forretninger i rygende ruiner. Islams grønne faner på sokler, hvor før shah Reza Pahlavi stod i bronze eller granit. Forvirrede soldater. Det muslimske politis trillefløjter. Maskinpistolsalver i Teheran (…) Det er Iran i den muslimske revolutions gennembrudsdage. Alt er forbi. Alt er ved at begynde. Som zarens Rusland fik Iran også den time, hvor ’skuddet fra Aurora’ lød.«

(…)

»Bydelens ungdom er allerede organiseret i ’aktionsgrupper’. De fejer gaderne og holder rent og viser vej. Ethvert spor af fremmedhad er forsvundet. Det eksisterede her i bydelen, for blot tre uger siden, men efter Khomeinis hjemkomst til Teheran er fremmede ’brødre’, denne muslimske ånd, der mestrer at tilgive som ingen anden religion.«

(…)

»Er det kimen til et idealsamfund? Måske, måske ikke,« funderer Stage. »Hvorom alt er, så er noget ved at fødes i Iran. Kimen er sået her i denne bydel, der allerede lever livet som en muslimsk republik.«

Men tilbage til fordums Politiken

Igen var Politiken hurtig til – endnu før revolutionen var ført til sejr – på lederplads at advare venstreorienterede kredse mod at »hylde tyranners banemænd, som om de var frihedens apostle«. Snart ville man nok, ironiserede lederskribenten, se moderigtige venstrefløjsfolk antage Khomeinis sorte præstehat som korrekt hovedbeklædning, ligesom »det en overgang var på mode at pakke ansigtet ind i den røde og hvide hovedklud, som den ærkereaktionære Yasser Arafats Fatah-folk ofte fotograferes med«. Men Irans befolkning er på vej fra gløderne i ilden, hed det i lederen, som mindede om, hvad Khomeini selv skrev i en traktat ti år før: Vi ønsker en leder, som er parat til at hugge hånden af sin egen søn, hvis han fanger ham i tyveri.

»…de venstreorienterede kredse, som hidtil har forholdt sig tavse med hensyn til Khomeinis fortidsfantasier, bør i tide sunde sig oven på deres begejstring for shahens fald. For kommer Khomeini til magten, bliver det i første række deres egne meningsfæller i Iran, der kommer til at undgælde.«

Og Land og Folk?

En lille måned senere, 13. marts, var man nået frem til en positiv analyse. Revolutionen i Iran var ikke Khomeinis, og han kunne ikke standse den, for det var »en dybtgående samfundsproces«, som måtte give »imperialisterne myrekryb«. Lederen sluttede:

»For demokratiets og socialismens kræfter er det en opmuntring. Det er ikke den socialistiske revolution, der er brudt ud i Iran, og hvor dybt ændringerne i Iran vil gå er det umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Men udviklingen i Iran viser frem mod en bedre verden.«

Det kommunistiske håb var grønt i de dage, men allerede da Khomeini ankom til Teheran fra Paris, var Adolh Rastén som gæsteskribent i Berlingske Tidende vist noget mere præcis i sin forudsigelse end de hjemlige kommunister:

»Er det en islamisk verdensbrand, denne Ayatollah har udløst med sit opråb ’Tilbage til Islam’? Er revolten, som har fordrevet shahen fra tronen og udløst en borgerkrigslignende tilstand i Iran, begyndelsen til en konfrontation med ikke alene Israel, men også de vestlige demokratier?«

Læs den endelig for det her citerede er kun en smagsprøve.

Jensen, Simonsen og Rothstein

Diverse, Orientalisme, islam — Sobieski on July 7, 2007 at 5:20 pm

Lektor Jens Forman går i rette med universitetsverdenens kulturradikale triumvirat.

Fra Politiken d. 7/7:

Debat: Shariatradition: Islam er en styrende ideologi

Af Jens Forman, Lektor

Religionshistorikerne Rothstein, Jensen og Simonsen har (Pol. 4.7.) et følelsesladet indlæg, hvor de ønsker at lægge klart afstand til Søren Espersen, der i en Kronik har hævdet, at der kun er gradforskelle på islamisme og islam. Jeg ville ikke formulere mig som Espersen, men de videnskabelige religionshistorikere er lige så politiserende ved at gøre nutidig islam til en rent personlig fortolkning, som – i hvert fald i Danmark – ikke kan samles i få grundlæggende holdninger. Men de tre videnskabsmænd nævner ikke, at der i hele den muslimske verden uden for Danmark er en udbredt konsensus om, at islam og dermed Koranen skal være styrende ideologi for samfundet.

Ja, det er efterhånden en gammel og bovlam traver, som tre-banden Tim Jensen, Jørgen Bæk Simonsen og Michael Rothstein bekender sig til; religion er umulig at reducere, alt er afhængigt af kontekst, personlig tolkning og tidspunkt. Uanset hvor god man er til at sælge elastikker i metermål, så ændrer det ikke på det faktum, at når en tanke eller lov bliver nedfældet på papir opstår der en forankring. Derfra kan man så diskutere hvor rigid teksten er, men uendelig plastisk det er og bliver islam aldrig. Min tese er at enhver samfundsmæssig manifestation af en religion vil gravitere mod denne omtalte forankring.

Det vil sige – for blot at nævne nogle enkelte eksempler (og udelade alle detaljer) – at manden overalt har ret til fire koner, at sønner arver det dobbelte af døtre, at manden har revselsesret over for sin kone, at han let kan skilles (konen kun vanskeligt), at homoseksualitet og utroskab straffes, og at det er strafbart at forlade islam og f.eks. blive kristen. Disse bestemmelser gælder overalt i de 57 muslimske lande, også i moderate lande som Egypten og Jordan og Indonesien. Og der er ingen udsigt til, at det bliver ændret.

Med forbehold som skribenten allerede tager, så kan en grovsortering vise at der hvor islam er dominerende er der en voldsom tendens til orientalsk despoti.

Læs resten i dagens udgave af Politiken.

Orientalisme

Orientalisme, Pressen, islam — Drokles on May 23, 2007 at 3:46 am

Denne uges Weekendavisen var lidt bemærkelsesværdig idet to artikler handlede om det iranske styres Gerner-kampagne. Den ene stod at læse i sektionen Ideer og var skrevet af klamphugger og cand mag. i iransk og religionsvidenskab Mette Hedemand Søltoft. Den anden af den glimrende Pernille Bramming på bagsiden af 1. Sektion.

Mette’s artikel ser på pressen’s vinkel på historien om den eklatante og absurde kvindeundertrykkelse i lyset af svindleren Edward Said og hans løgneværk Orientalisme.

For snart tyve år siden skrev den nu afdøde historiker og litterat Edward Said Orientalism. Dengang skabte den en hed debat blandt journalister og forskere om et århundrede gammelt syn på den »anden«. I begyndelsen var det forestillingerne om »orientaleren«, der blev diskuteret, men snart blev mange andre kategorier inddraget: afrikaneren, grønlænderen, kvinden og så videre. Bogen udkom på dansk for fem år siden, og lektien er læst og vel dermed lært - og alligevel.

Ja alligevel. Orientalisme er falcificeret med et brag og man afslører sig selv som en, der mildest talt ikke kan tænke selv og som ikke engang har fuldt de sidste 20 års akademisk debat indenfor sit eget felt. I den optik falder hun altså over den overfladiske presse med en gennemgang af løjerlige og udokumenterede eksempler på undertrykkelse og stor variation af tal på anholdelser. Pressen er altså ukritisk og derfor skal man ikke tage emnet alvorligt, skønt Mette indfører et patetisk alibi-forbehold.

Mit ærinde her er ikke at overveje, hvorvidt det iranske politi opførte sig uacceptabelt, eller om det ikke er dybt provokerende for den iranske befolkning at blive irettesat på gaden. Min interesse skyldes alene undren over, hvordan så udokumenteret en nyhed kan tordne ind på samtlige store, vestlige medier.

Nyheden havde selvfølgelig et bizart element. Politibetjente går almindeligvis ikke rundt og retter på folks tøj og hår. På den led havde nyheden indbygget denne i sig selv attraktivt »skæve« vinkel, som enhver god journalist vil dreje halsen af led for at finde. Men den skæve vinkel blev ikke brugt til noget. Den var ikke et springbræt til at fortælle om styret, unge i Teheran, mode, hvad som helst. I ingen af de omtalte medier, bortset fra Der Spiegel, var der tale om uddybende baggrundsartikler. I stedet var der tale om kolde og tørre »facts« om nogle politibetjente, der advarede nogle barberer. Hvordan kan sådan en nyhed få lov til at stå alene?

Fair nok, pressen har tendenser til at løbe med halve vinde. Iran er imidlertid et lukket land, som det hedengangne Sovjet, så en del rygter må man påregne. Men da det er en årligt tilbagevendende begivenhed og styret i sig selv er bizart kan man ikke bare forkaste den grundlæggende historie fordi den kommer i en sensationslysten form. Man kan heller ikke konkludere som hun gør

Edward Said ville nok ikke have været i tvivl. Nyheden var kun mulig at viderebringe i så ugennemarbejdet form, fordi der i forvejen eksisterer en kolossalt stor, oplagret informationsmasse om Iran og Mellemøsten. En viden, skriver han, som er »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.«

Et filter af allerede accepteret information, der gør, at journalisten slet ikke behøver at forklare sig, men trygt kan læne sig op ad århundreders underforståede information om emnet. Indbygget i dette kompleks af teorier, skriver Said, er der et latent modsætningsforhold mellem Østen og Vesten, som gennem tiden er blevet så indforstået, at det ikke længere »uophørligt behøver at blive forklaret.«

Svagheden ved Said’s teori kommer her blæsende for fuld styrke i den totale mangel på at forholde sig til virkeligheden. Alt er bare noget vi tror fordi det er en konstruktion og det kan man forvisse sig om ved at se det som en konstruktion. At påpege at Hitler startede 2. Verdenskrig er således ikke et udsagn med anden værdi end at den stempler en som den der kommer med den slags udsagn er logikken. Lad os få lidt mere med, det er ganske lærerigt.

Ifølge denne teori vil det bizarre og voldelige i denne nyhed derfor usagt kunne tjene til at beskrive modsætningen, nemlig den rationelle og fredelige del af verden, den som vi bor i. Det er øjensynlig også derfor, at nyheden uden overvejelser blev rubriceret i den kategori, der hedder »Menneskerettigheder« (modsat despoti) på hjemmesiden Iran Focus.

Men hver dag bliver vi bombarderet med nyheder om vold og terror fra Mellemøsten, og vi har derfor rig lejlighed til at bade os i modsætningerne, hvis det er det, vi vil. Hvad var det så med den her nyhed, der gjorde, at det lige var den, der hittede? For nyheden var blandt de mest læste artikler i Politiken, og på BBC kunne den konkurrere med alle andre verdensnyheder og lå mellem de fem øverste den dag. Jeg læste den selv som en af de første.

Hvorfor var artiklen om, at opbygningen af Irak var ved at smuldre, ikke den mest læste den dag? Jeg ved det, så snart jeg skriver det. For nok giver de mange nyheder om krig og vold fra Mellemøsten os et billede og en fornemmelse af, at vi bor i et fredeligt smørhul; men til gengæld giver den slags nyheder også én en følelse af magtesløshed og dårlig samvittighed. Især hvad angår Irak.

Det gør den her artikel om slør, hår og afsavede bryster ikke. Den er voldelig, men alligevel morsom, og den er absurd og angår kroppen. Antonymerne: fredelig, seriøs, nyttig og åndrig spejler os venligt i møde. Gustave Flaubert fra 1800-tallet kunne ikke have gjort det bedre.

Mette er cand mag. i iransk og man må gå ud fra at hun står i position, hvor hun netop kan fortælle os lidt om de faktiske forhold og rydde nogle af disse fordomme af vejen, men hun vælger hovent at holde sit lys under skæppen. Der er Pernille Bramming mere fokuseret på de reelle problemer, frem for forkælet akademiseren.

DET store, tykke, sorte tørklæde er emblemet for den Islamiske Republik Irans magt. Så længe kvinderne bærer dette, så længe er de i regimets vold, underkastet, adlydende. Men det holder hårdt. Langsomt men sikkert har de iranske kvinder gennem årene tilkæmpet sig bidder af personlig frihed ved at sætte tørklæder og påbudte »frakker« på krymp og skrue op for farvepaletten.

Det er en torn i øjet på et regime, der mere og mere desperat kæmper for at holde sig ved magten. Derfor beordrede præsident Ahmadinejad i begyndelsen af april en »kampagne« for »korrekt islamisk påklædning«. Det er denne kampagne, fotografierne her på siden viser glimt fra.

Samtidig tager regimet også andre voldelige og undertrykkende midler i brug for at skræmme og true den mere og mere aktive kvindebevægelse til tavshed og passivitet.

Under retssager mod seks af landets mest fremtrædende kvindesagsaktivister i sidste måned besluttede dommerne, at de havde gjort sig skyldige i »handlinger mod staten«, »at true national sikkerhed« og »hemmelige aftaler og møder om at sætte den nationale sikkerhed i fare«. Selv siger de, at de havde arrangeret og deltaget i en lovlig og fredelig demonstration i Teheran for ligeret mellem mænd og kvinder i juni sidste år.

De seks kvinder blev idømt fængselsstraffe på mellem ét og fire år, heraf mellem et halvt og helt år ubetinget. Nu er de løsladt mod kaution og afventer udfaldet af appelsagerne.

De hårde domme afspejler hvor undergravende, regimet anser kvindekampen for at være, og hvor meget det frygter dens voksende appel - hos både kvinder og mænd.

Og efter eksempler der er velunderbyggede kommer Bramming med et større og meget interessant perspektiv

I samme periode er kvindernes gennemsnitlige alder ved indgåelse af første ægteskab vokset fra 14,4 år til 20,2 år, ligesom andelen af kvinder, der kan læse, er vokset dramatisk: I 1966 kunne 42,8 procent af kvinder i byerne læse, mens bare 3,1 procent på landet kunne. I 1996 var tallene henholdsvis 93,4 procent og 76,6.

Dertil kommer, at et voksende antal kvinder forbliver ugifte. Hvor det i 1966 kun var 1,7 procent af iranske kvinder i alderen 30-34 år, der aldrig havde været gift, er tallet i dag 9,3 procent, et tal der i praksis har større tyngde, fordi alderspyramiden har ændret sig, således at der i dag er forholdsvis flere kvinder i alderen 30-34 år, end der var i 1966.

Det er konsekvenserne af disse kolossale omvæltninger, vi i dag bevidner, når veluddannede og erhvervsaktive kvinder, der er blevet gift i en voksen alder og kun får to børn - eller slet ingen - går på gader og stræder og protesterer mod arkaiske love, der sikrer mændenes overherredømme.

Søndag var historien så i TV2 nyhederne og her kunne man se et par videoer fra U-tube, der mere end understregede alvoren såsom

DENNE HER

[youtube]0Kc4dTfC2dE&NR=1[/youtube]

Eller DENNE HER

Og der er flere links fra de sider. Fordi Iran er et lukket land bliver det lettere at negligere styrets grusomhed for de der forsvarer tyraniet af ingen anden grund end at det ikke er vestligt. Det samme gjorde sig gældene for Sovjet. Stalins ord om at et dødt menneske er en tragedie mens 1.000.000 døde er statistik er uhyggelige i sin sandhed, men flere billeder vil sætte apologeterne under pres. For det er alvor og det skal ses. Her er virkeligheden og ikke bare Saids ondskabsfulde teori om »et konstrueret kompleks af teori og praksis, og som mange generationer har ydet et betragteligt bidrag til.« De kvinder der sidder i mange år i de iranske fængsler er ikke vestlig forestilling.

Men lad mig slutte med en oprejsning for menneskets værdihed. Dette er angiveligt en kvinde der ikke vil finde sig i at blive irettesat af burkapolitiet.

BRAV KVINDE

You go girl! Og det kvindelige iranske politi skal man ikke spøge med. Klik nu på linkene, det er gode billeder.

Provsten sætter skabet på plads

Godheds-industrien, Multikultur, Orientalisme, Postmodernisme — Drokles on May 10, 2007 at 4:20 am

I dagens Jyllands-Posten er tidligere domprovst Poul E. Andersen i hopla med en opsang til multikultisterne i en kronik

Multikulturalister her i landet er med deres relativisme parat til at tolere skikke, holdninger og traditioner hos fremmede kulturer, som de møder omkring sig, fordi mange af dem for længst har givet afkald på deres egne normer. Sådanne normer er nemlig i deres optik udtryk for hø og hakkelse i lilleputnationens rejsestald, de tegner et lille lukket land med udpræget nationalisme, og næsten komisk er det i sin indadvendthed. Det må åbnes, så det forstår, at det er frydefuldt at lade sig vugge på de bløde bølger fra verdenshavene.

Multikulturalisterne er forsvarsløse, når de møder totalitære holdninger hos især muslimske indvandrere. De er identitetsløse og har intet forsvarsberedskab. Derfor gør de retræten til en dyd og glemmer ikke at håne dem, som finder grund til at tage kampen op. Selv finder de det ikke smertefuldt, for netop fremdriften, nyskabelsen og selvsikkerheden hos de nye borgere viser, at de med det for os nye og udfordrende er rede til at udfylde tomrummene efter en udlevet hjemlig kultur.

Men et samfund kan ikke overleve, hvis det mister oplevelsen af det indre fællesskab, bygget på en århundredlang sproglig, politisk, historisk og religiøs udvikling med respekt for grundlæggende ideer som demokrati, borgerrettigheder samt et kampberedskab til at forsvare dem.

Derfor må de multikulturelle bestandigt konfronteres med ubehagelige spørgsmål: Skal Danmark respektere en religionsstifter, som hyldes for sin militarisme, sit had til andre religioner, og hvis seksuelle overgreb endog med pædofil karakter er helt uacceptable selv i en frisindet verden? Kan I tolerere en religion, som rummer trusler om dødsstraf for frafaldne, som hævder mandens ejendomsret over sin hustru, som begrænser kvinders arveret til halvdelen, som efter sharialoven straffer utro kvinder med døden, som nægter at tage afstand fra sadistiske straffe som stening, æresdrab og håndsafhugning? Og hvor længe finder I det rimeligt, at der opretholdes forbud mod ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand. Kan I relativere disse forhold?

Åh hvis de bare forstår, hvad han siger.

Multi-kultierne må til at vælge side

Multikultur, Orientalisme — Drokles on April 7, 2007 at 1:58 pm

Multi-kultisterne har længe blabret løs om alle kulturers og religioners fremragende egenskaber og ligeværd og eneste undtagelse har været vesten generelt - og for danske multi-kulturalister - Danmark i særdeleshed. Men hvad skal man dog mene om fremmede kulturer når de slås? Nogen gange kan man mene at også det er vores skyld, som f.eks. i Irak eller i Afghanistan eller noget som helst sted hvor den hvide mand opholder sig, har opholdt sig, handler med eller ikke handler med holder forbi…. og i den dur. Men det kræver som regel en del forklaring og nogen gange bliver det for svært. Som dødsdommen over Dalai Lama vi skrev om igår og som Sappho har mere om eller som her i Pakistan. Fra Nyhedsavisen

10 personer er blevet dræbt og 83 såret de seneste dage i kampe mellem sunni- og shiamuslimske grupper i det nordlige Pakistan.

Problemet opstod fredag, da en gruppe uidentificerede personer åbnede ild mod shiamuslimer i nærheden af en moske i den nordvestlige by Parachinar, skriver ABC News.

De lokale myndigheder indførte straks udgangsforbud og bad militæret træde ind for at skabe ro, men der var stadig spredte kampe. Lørdag formiddag var 10 personer meldt dræbt, mens 83 er blevet såret.

- Folk fra begge sider ødelagde hinandens ejendomme fredag og lørdag, og der finder stadig sporadiske kampe sted, sagde Arbab Mohammed Arif Khan, der er minister for lov og orden i Pakistans halvautonome provinser, ifølge AP.

Han tilføjede, at myndighederne samarbejder med imamer fra begge grupper i forsøget på at skabe ro.

Pakistan har en lang tradition for sekterisk vold, men flertallet af sunni- og shiamuslimer lever i dag fredeligt sammen.

Shia og Sunni-muslimer myrder også hinanden i Irak, men der er det åbenbart vores skyld. Gad vide hvor længe den påstand kan opretholdes? Men læs lige den sidste bemærkning igen. Tradition for sekterisk vold men folk lever fredeligt sammen? Man mærker næsten journalistens ærgelse over at skulle skrive noget negativt i forbindelse med fremmede religioner.

Umma minder mig altid om orkerne i Ringenes Herrer. Hvis der ikke er krig mod andre begynder de at slås indbydes, for Koranen har ikke lært dem andet.

————————————————————————

Nu er tallet 40 dræbte, hvis de ellers kan tælle. Det kniber ofte med overblikket i primitive lande.

Kærlighedens religion

Forbrydelse og straf, Orientalisme, islam — Drokles on March 23, 2007 at 7:03 am

Fra Politiken

Et forhold uden for ægteskab bliver skæbnesvangert for to gifte kvinder i Sudans Darfur-region.

Kvinderne skal stenes til døde, lyder dommen fra retten i byen Azaze.

Det er menneskerettighedsorganisationen Sudan Organization Against Torture, der i dag ved et pressemøde har gjort verden opmærksom på dommen, skriver Nyhedsbureauet AP.

Kvinderne bekræftede hver især i retten, at de har haft et forhold uden for ægteskab. De sidder nu i fængsel og venter på deres straf, skriver AP. En af de to kvinder deler celle med sin 18 måneder gamle datter.

Uretfærdige retssager
Menneskerettighedsforkæmperen Faisal al-Bagir fra Sudan Organization Against Torture beskriver retssagerne om de to kvinders skæbne som urimelig.

»Der var ingen forsvarere, og retssagerne foregik på arabisk, et sprog de tiltalte ikke forstår«, siger han ifølge AP.

Flere uafhængige advokater har ifølge Faisal al-Bagir anket sagen.

Begge mændene, kvinderne havde et forhold til, slipper ifølge AP for straf.

Hvilken fremragende religion. Den må vi da lære af. Kunne vi dog bare fylde vores land op med så mange repræsentanter for dette åndrige og kærlige tankesæt så det vil virke mere naturligt når vi alle sammen konverterede….. England er foran os i det ræs og de må have nogle erfaringer

Britisk politi har arresteret tre mistænkte for terrorangrebet mod Londons metro 7. juli 2005.

Og det var fra Politiken, der fortsætter

Angrebet på tre tog på undergrundsbanen og en bus ved Euton station dræbte 52 passagerer og de fire bombemænd, og var det alvorligste angreb på London siden anden verdenskrigs tyske bombetogter..

Ingen er nogensinde blevet sigtet i forbindelse med terrorhandlingen. Dagens arrestationer omtales på BBC som de mest betydningsfulde i jagten på bagmænd hidtil, og britisk politi understreger da også, at arrestationerne var en planlagt politioperation.

»Hvis nogen forestillede sig, at det her blev behandlet som fire ensomme ulve som handlede alene, den 7. juli 2005, tog de meget fejl«, siger uafhængige terrorekspert Lord Carlile QC, som mener, at politiet har gravet videre i det skjulte siden bombeangrebene.

Men der er jo nogle der anser det for ensomme ulve. Unge mænd der bare er vrede over at de er marginaliserede og at deres værdier omtales i en lidet flaterende tone i ny og næ. Derfor kan man ikke tale om større organisationer der henne i moskeen med koranen i hånden får fortalt at islam ganske rigtigt er proaktiv og  får arrangeret rejser til hjemlandene hvor imamen nemlig kender nogen de lige skal snakke med og aftale det videre forløb når logistikken er faldet på plads…

Gæt en forbryder

Forbrydelse og straf, Godheds-industrien, Multikultur, Orientalisme — Drokles on March 20, 2007 at 11:23 pm

Jeg ved ikke mere om følgende sag end hvad jeg her har læst i Jyllands-Posten.

Tre unge på16 og 17 år kidnappede og gennembankede mand på Østerbro. Blandt andet med en hammer.

De tre unge er sigtet for at have tvunget en mand ind i en minibus på Østerbro og kørt bort med ham.

Mens manden befandt sig i bilen, tævede de løs på ham, inden de steg ud ved en legeplads på Nørrebro.

Her fortsatte trekløveret gennembankningen af manden, der blev sparket og trampet flere gange i ansigtet og desuden slået med en hammer.

To af de unge stak desuden manden flere gange i ben og fødder med en kniv, inden de stak af med deres udbytte: 200 kroner og en mobiltelefon.

Efter fængslingerne af de tre unge blev yderligere en person varetægtsfængslet i 27 dage.

Det drejer sig om en 21-årig mand, der ifølge politiet har ageret chauffør under røveriet. Den 21-åriges forsvarer, Bjørn Elmquist, kærede kendelsen til landsretten.

Vicekriminalkommissær Ole Nielsen oplyser til TV2, at den 21-årige arbejder som klubmedarbejder i Københavns Kommune, og at minibussen, der blev brugt ved bortførelsen, tilhører kommunen.
Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere sagen over for TV2, før den er afsluttet i retten.

Tre ting falder i øjnene

1. To af de unge stak desuden manden flere gange i ben og fødder med en kniv, inden de stak af med deres udbytte: 200 kroner og en mobiltelefon.

2. …den 21-årige arbejder som klubmedarbejder i Københavns Kommune, og at minibussen, der blev brugt ved bortførelsen, tilhører kommunen.

og

3. Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere sagen over for TV2, før den er afsluttet i retten.

En ting står i kontrast

gennembankede ….. Blandt andet med en hammer.
Jeg venter med spænning på sagens udvikling. Hvis nogen tør gætte allerede skal de være velkomne.

Muslimske troende mejer thailændere ned

Globalisering, Multikultur, Orientalisme — Drokles on March 14, 2007 at 4:56 pm

Fra Jyllands-Posten

Ni buddhistiske civile blev onsdag mejet ned af separatistiske oprørere i den urolige muslimskdominerede Yala-provins i det sydlige Thailand. Det oplyste politiet ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Thailandsk politi undersøge minibussen, som blev angrebet af muslimske separatister i Yala-provinsen i det sydlige Thailand. Ni passagerer blev dræbt. Foto: AP/Sumeth Parnpetch
De tre mænd og seks kvinder, heraf to piger på henholdsvis 14 og 15 år, blev på klos hold dræbt med skud i hovedet, da oprørere angreb deres minibus. Den muslimske chauffør blev alvorligt såret ved angrebet.

Ifølge politiet bragte oprørerne en bombe til sprængning efter drabene for at forhindre politiet i at komme frem. Otte personer var dræbt på stedet, mens en niende døde på vej til hospitalet.

Yala er en af tre sydlige provinser, hvor oprørere de seneste tre år har dræbt omkring 2.000 mennesker.

Ud over det forstemmende i den type historier er det endnu et bevis på at den muslimske vrede ikke har sit udspring i noget vi i Vesten har bedrevet i forne tider. Thailændere er et af de mest elskelige folk, der i en urolig del af verden har gjort sig umage med at holde sig fri af den almindelige asiatiske grusomhed. Og det vækker åbenbart også had hos muslimerne.

Krogerup Højskole fejrer totalitære ideologier

Globalisering, Multikultur, Orientalisme, Postmodernisme — Drokles on February 20, 2007 at 7:12 pm

Sappho er kommet i besiddelse af et videobånd der viser et måde på Krogerup Højskole, der var et led i et kursus i ”Islam, tro, praksis, identitet og politik”. Det var de sædvanlige muslimer der førte an, men ingen sjovere end Ahmad Akari.

Den sidste oplægsholder, Ahmed Akkari, der talte uden manuskript, indledte dramatisk med at anråbe Allah på samme måde, som hvis han havde stået i moskéen: ”I Allahs navn, den nådige, den barmhjertige”. Og han fortsatte: ”Vi må være klar til tiden efter døden”. Menneskene skal i den periode, hvor de er på jorden, finde ud af, hvorfor de er til. Akkari så konferencen som et led i denne afklaringsproces.

(…)

Islam havde i øvrigt intet problem med, at folket selv vælger sine ledere, som man gør i demokratiet. Men islam har det særlige, at man har kontakt til Allah, kontakt til Gud, der skabte jorden og himlen. Bevis på forskellige naturvidenskabelige fænomener kan da også findes i Koranen, hævdede Akkari.

(…)

Akkari ønskede en ”muslimsk folkebevægelse”, der i lighed med tidligere tiders arbejderbevægelse skulle være bredt funderet og rumme alle muslimer. Hver gang en muslim bliver undertrykt, skal folkebevægelsen kunne træde ind. Det ville også være langt bedre, end at muslimer skulle sværge på ”Grundloven og al det løgn, der står deri”. Det drejede sig om én ting: magt. Uden magt kan du intet gøre, sagde Akkari, der mente at det var Machiavellis tanker, der satte dagsordenen i USA og Europa i dag.

Helle Merethe Brix gør glimrende rede for dette absurde symposium, men jeg kunne bare ikke stå for Akari der mener at Grundloven er fuld af løgn. Det er jo komplet sort snak, som Eddie Skollers stanardbemærkning “Er det løgn, hvad jeg spørger om?” .

Og så var der endnu et eksempel på det vrøvlede i, at en organisation kalder sig Demokratiske Muslimer

Under de afsluttende bemærkninger sagde Bellaoui, at hun havde regnet med at få på puklen, fordi hun var medlem af Demokratiske Muslimer. Men det kunne man godt være, selvom man var uenig med Naser Khader: ”Naser siger så meget, han er politiker. Han siger det, han regner med kan skaffe stemmer.”

Skide godt, kammerat. Når man læser artiklen, står det klart, at der aldrig kommer demokrati i den muslimske verden. Når et flertal af muslimer der bor i Danmark, i et oplyst og velstående land ikke fatter en bjælde, hvorledes skulle demokratiet, da nogensinde trænge igennem det mørke man kender som det muslimske sind.

Takbir møllen kører igen

Globalisering, Multikultur, Orientalisme, Politik — Drokles on February 20, 2007 at 12:20 pm

Denne gang er det Holland, som den islamiske verden vil underlægge sig, ved at kræve islamiske normer håndhævet. Muhammedkrisen handlede bl.a. om, hvor langt den islamiske magt kunne nå ind i de europæiske samfund, først og fremmest Danmark. Det var ikke første gang og det er heller ikke sidste gang. Fra Kristeligt Dagblad

Saudi-Arabien ønsker en undskyldning fra en hollandsk politiker, der har sagt, at muslimer må “forkaste halvdelen af Koranen”, hvis de vil bo i Holland, skriver saudisk presse. Samtidig kræver Saudi-Arabien, at den hollandske regering griber ind over for politikeren.

Regeringen i Holland, der siger, at den ikke er enig i udtalelserne, der er kommet fra den populistiske, indvandrerkritiske politiker Geert Wilders, bekræfter, at embedsfolk fra udenrigsministeriet i sidste uge havde uformelle samtaler med den saudiske ambassade i Haag.

- Ambassaden appellerede til de behørige myndigheder om nødvendigheden af, at Wilders fornærmende udtalelser bliver trukket tilbage og at der gives muslimer en undskyldning, skriver den saudiske avis al-Watan.

- Ambassaden har krævet, at den hollandske side sætter en stopper for sådanne udtalelser og handlinger, hedder det videre i al-Watan.

I et interview i det hollandske dagblad De Pers i tirsdags offentliggjort tidligere denne måned sagde Wilders, at muslimer må forkaste halvdelen af Koranen, hvis de vil bo i Holland og at han selv ville have jaget islams profet Muhammed på porten, hvis denne havde levet i dag.

Mere at benægte for apologeterne, men det er ikke noget problem, da man i England har fanget en kristen med 3,5 liter brintoverilte i sit hjem.

God pointe i Kristeligt Dagblads Leder

Orientalisme, Politik — Drokles on February 8, 2007 at 4:14 pm

Fra Kristeligt Dagblad

LEDER: Da paven besøgte Tyrkiet i november, forlød det, at han var vendt på en tallerken og nu støttede tyrkisk EU-medlemskab. Som kardinal havde han argumenteret imod Tyrkiets optagelse i EU, men ved en pressekonference hævdede Tyrkiets ministerpræsident Recep Erdogan, at Pave Benedikt XVI som den katolske kirkes overhoved bakker fuldt op om Tyrkiets EU-ambition. Det vakte en vis undren og spekulation, for Vatikanet bekræftede ikke selv denne kovending i spørgsmålet. Men nu skriver det troværdige katolske blad The Tablet, at paven efter alt at dømme har indgået en handel med Tyrkiet. Hvis han støtter landets EU-ambitioner, vil tyrkerne som mod-ydelse sikre det lille katolske mindretal på bare 35.000 mennesker i landet.

Skide godt Pave Benny, vi ser frem til Tyrkiets medlemskab.

Abu Laban er DØD

Forbrydelse og straf, Orientalisme, Pressen — Drokles on February 1, 2007 at 11:21 pm

Fra Ekstra Bladet

 Den tvetungede imam Abu Laban er død. Imam Abu Laban døde torsdag aften efter en kræftsygdom.

- Jeg er meget, meget ked af det. Vi har mistet en sand lærd, siger imam Khalil Jaffar Mushib fra Islamisk Troscenter i Brønshøj til Politiken.

- Han var unik, og nok kommer en til at tage hans plads, men det vil aldrig blive det samme.

Abu Laban blev landskendt sidste vinter, da han spillede en dobbeltrolle under Muhammed-krisen.

I Danmark talte han om forsoning, men han tordnede mod Danmark i Mellemøsten og opfordrede til boykot af danske varer.

Jyllands-Posten siger bl.a. om imamen

Her tordnede han både mod den danske regering for dens efter hans mening manglende respekt over for landets muslimer og mod muslimerne selv for deres manglende engagement i samfundet.

Han uddannede sig oprindeligt som maskiningeniør og arbejdede bl.a. i olieindustrien i Golfen samtidig med, at han begyndte at studere islamisk teologi.

I 1975 blev han uddannet som imam. I 1982 blev han udvist af De Forenede Arabiske Emirater på grund af sine flammende fredagsbønner.

Abu Laban blev regnet som en af de mest betydningsfulde imamer i Danmark og har i den egenskab holdt møder med diverse ministre om integration af muslimer.Han har altid været en stærk fortaler for, at muslimer i Danmark skulle integrere sig, tage uddannelse og blande sig i samfundet, men at de skulle forblive gode muslimer.

Mens DR siger:

Tordnede mod regering og muslimer
Her tordnede han både mod den danske regering for dens efter hans mening manglende respekt over for landets muslimer og mod muslimerne selv for deres manglende engagement i samfundet.
 
Han uddannede sig oprindeligt som maskiningeniør og arbejdede bl.a. i olieindustrien i Golfen samtidig med, at han begyndte at studere islamisk teologi. I 1975 blev han uddannet som imam. I 1982 blev han udvist af De Forenede Arabiske Emirater på grund af sine flammende fredagsbønner. 
 
Mest betydningsfuld imam
Abu Laban blev regnet som en af de mest betydningsfulde imamer i Danmark og har i den egenskab holdt møder med diverse ministre om integration af muslimer.

Han har altid været en stærk fortaler for, at muslimer i Danmark skulle integrere sig, tage uddannelse og blande sig i samfundet, men at de skulle forblive gode muslimer.

Jeg ved ikke hvem der skriver af efter hvem, men mon ikke JP har kopieret DR ud fra devisen if you can’t say anything nice….

Oh, Canada!

Orientalisme — Drokles on February 1, 2007 at 3:30 am

Ofte bliver Canada hevet frem som et forbildede for det multietniske projekt. Det har dog ligget lidt sløjt på det seneste, efterhånden som kendskabet til USA-Europestile stiger. Kulturer er værdibaserede og nogle værdier er uforenelige, et faktum som multikulten ikke forstår. Flere canadiere har derimod den erkendelse og derfor kommer også de til at se stadigt mere ugæstfrie ud. Fra Jyllands-Posten

Sten ikke kvinderne til døde, brænd dem ikke og undlad omskæring.

Så direkte udtrykker byrådet sig til indvandrere, der har planer om at slå sig ned i den lille by, Herouxville, der med sine 1.300 indbyggere ligger i den fransktalende Quebec-provins i Canada.

Foreløbig huser den lille by kun en enkelt indvandrerfamilie, men hjemmesiden har pustet til den verserende integrations-debat.

Teksten på hjemmesiden dukker op midt i en overophedet debat om sameksistens mellem canadiere og indvandrere, der raser i Quebec, og den har vakt voldsom vrede blandt muslimerne.

Reglerne opsat af byrådet i Herouxville, der også forbyder brugen af andre kulturers traditionelle klædedragter. Også selvom dette er tiladt efter en højesteretsdom.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress