Hvad der kan svare sig er en subjektiv vurdering. Vil man bruge 37 timer for at øge sin månedlige indkomst med 2.000,-? 1.000,-? 500,-?

Hvis man vil have en 3F’er til at arbejde udover den aftalte 8 timers arbejdsdag, koster det 50% ekstra de første 3 timer. Derefter stiger timelønnen 100%. Det vil altså koste 754,- oveni de normale 1.328,- at få en 3F’er til at tage en ‘dobbelt-vagt’. 2.084,- for 8 timer. Ellers kan det ifølge 3F ikke svare sig.

»Der er der en række andre erhvervsfolk, der er stået frem, bl.a. på jeres egen kanal (TV2, red.), Allan Agerholm fra Crown Plaza, med meget meget konkrete eksempler på, at der ikke er rimelighed nok i tingene, når visse mennesker er i den situation, at tager man højde for alle de meromkostninger, der er ved at gå på arbejde og de tillæg og andet, der falder bort, så forsvinder gevinsten mellem folks fingre,« sagde Lars Løkke Rasmussen til TV2 News.

Det fortalte Løkke Rasmussen til TV2 ifølge BT. BT havde under overskriften “Nyt Løkke-eksempel pilles fra hinanden” citeret analysechef ved Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul

»Det er farligt at tage udgangspunkt i enkelte eksempler, når vi taler om gevinsten på arbejde, fordi det bliver så forsimplet på nogle punkter, at det er direkte misvisende,«

Et par dage tidligere havde BT sået tvivl om det første eksempel, nemlig ‘Panorama-manden’. ‘Panorama-manden var en ansat ved rengøringsvirksomheden Panorama, der havde fortalt sin chef Morten Broager, at det på grund af differencen på løn og offentlig forsørgelse for ham ikke kunne svare sig at arbejde. Måske eksisterede han slet ikke, spekulerede BT på baggrund af at Jobcenterchef i Høje Taastrup Kommune ikke havde set den anonyme Panorama-mand i ledighedskøen. “Mysteriet fortsætter… følg med her på BT” sluttede de artiklen. Dagen efter udspillede sig en af de sørgeligste scener for danske tv-stationer da TV2 og Danmarks Radio nærmest faldt over hinanden i forsøget på at få Panorama chef Morten Broager til at afsløre mysteriet om Panorama-manden. Selv om Løkkes historie således var vandtæt troede medierne ikke på ham og den virkelighed han forsøgte at beskrive.

Kasper Støvring skrev på Berlingske Tidende at tilliden til Løkke Rasmussen er svækket. Pressen tegner et billede af beruset frås  og antager at hvert et ord er en potentiel løgn, der kan afsløres i et faktatjek. Men måske har Løkke fat i den lange ende, måske spiller Løkke sit bedste kort ved at udfore pressen, Socialdemokratiet og fagforeningerne på troværdighed. Det er let at forestille sig at Løkke har draget en vigtig lektie af både personsager og formandsopgør, nemlig at være yderst præcis med sine udtalelser. At han ved at der står en kø af erhvervsfolk, der drypvis vil bekræfte, hvad man godt ved i folkehavet; at lønnet arbejde ikke synes at kunne svare sig for mange danskere. Og at de mange tusinde nye job derfor går til  østeuropæere, der ikke hæger sentimentalt om ‘den dansk model’. Det kan meget vel blive mere end en kameramand, der falder over sine egne ben.

Det er nemlig mere forsimplet og misvisende at tage udgangspunkt i de regneark, som fagbevægelsen fodrer pressen med på Socialdemokratiets vegne, når de mange enkelte eksempler, hver med deres udgangspunkt, vejer, hvad der kan svare sig for dem i deres liv. I Information kom Iben Nørup således Løkke Rasmussen til hjælp - ufrivilligt og bagvendt selvfølgelig - da hun gjorde op med ideen om det saliggørende i arbejde

Videnskabeligt er der nemlig ikke noget belæg for at tro, at arbejde er det altafgørende for vores sociale trivsel og liv. Mine egne forskningsresultater, der udkom i december 2014, giver på baggrund af omfattende statistiske analyser på et meget omfattende datamateriale et ganske entydigt og klart svar.

Analyserne baserer sig på Region Nordjyllands store spørgeskemaundersøgelse Sundhedsprofilen, der er besvaret af godt 25.000 personer. Disse besvarelser er koblet sammen med Danmarks Statistik-registre, hvor der bl.a. er trukket forskellige helbredsoplysninger og oplysninger om uddannelse og indkomst samt med Beskæftigelsesministeriets DREAM-database, der bl.a. indeholder oplysninger om forsørgelsesgrundlag, beskæftigelse og deltagelse i eksempelvis aktivering. Resultaterne af samtlige analyser viser, at det at stå uden for arbejdsmarkedet ikke i sig selv medfører lavere trivsel, dårligere sociale netværk eller mindre deltagelse i alt muligt andet, f.eks. fritidsaktiviteter eller foreningsliv.

Faktisk viser resultaterne, at personer, som ikke arbejder, er knap så stressede, har lidt bedre sociale relationer til f.eks. venner og familie og deltager mere i alle mulige forskellige typer fritidsaktiviteter, end personer, der arbejder. Resultaterne viser også, at personer, der arbejder er mindre tilfredse med, hvor ofte de ser deres familie og venner, end personer, der ikke arbejder.

Kilde til stress

Betragter man særskilt de personer, der er meget begrænsede af helbredsmæssige problemer, sygdomme eller handicaps, peger resultaterne på, at presset for at præstere på arbejdsmarkedet får ganske omfattende og negative konsekvenser for trivsel, stressniveau og socialt liv. For disse mennesker er det – set ud fra et socialt og livskvalitetsmæssigt perspektiv – langt fra lykken, at få lov til at bruge deres sidste rest af overskud og energi på at arbejde. Resultaterne viser således det stik modsatte af, hvad vi går og bilder os selv ind – endda med stor statistisk sikkerhed. De fortæller os en historie om, at arbejde ér en væsentlig kilde til stress. Og at det at leve op til de forpligtelser, der følger med at have et job, tager tid fra andre vigtige ting i vores liv.

Hvis ikke der er den store forskel i indkomst, hvorfor så slide sig ned i rotteræset? “Arbejde er for langt de fleste en afgørende kilde til en indtægt” forsikrer Nørup og glemmer i bedste Informationsånd at arbejde er den afgørende kilde til indtægt for alle: Hvis ikke ens eget arbejde så andres arbejde.

Når krigen er forbi kommer sandheder langsomt frem. De bliver ganske vist glemt til næste gang, for Mellemøsten handler grundlæggende om Israels forbrydelser i offentligheden. Men lige nu kan man godt sige det; Hamas myrdede løs på sin egen befolkning under krigen mod Israel. De døde indgik højst sandsynligt i de samlede tabstal, men så meget er man ikke parat til at indrømme hos BBC

Hamas forces in the Gaza Strip committed serious human rights abuses including abductions, torture and extra-judicial killings of Palestinian civilians in 2014, a report says.

Most of the victims were accused of collaborating with Israel, Amnesty International investigators report.

The report says no-one had been brought to account for the abuses, suggesting they were officially sanctioned.

Hamas said the report was biased and had relied on dubious sources.

The report, entitled Strangling Necks, covered the period of last summer’s 50-day war between Israel and militants in Gaza.

It says while “Israeli forces were inflicting destruction and death on the people in Gaza, Hamas forces took the opportunity to ruthlessly settle scores”.

Ja, Israel bragte død og ødelæggelse over Gaza, det er deres metier åbenbart, det skal med, ellers er man ikke et statsstøttet medie.

Imens i Yemen, fjernt fra offentligheden, bomber Saudierne nogen de antager for shiamuslimer. Måske er det de forkerte, men bombet bliver der. Yemenitterne trodser bomberegnen og med munden fuld af khat råber forbandet være jøderne og død over USA og Israel

Jeg faldt i weekenden over folkeskolelærernes fagblad Folkeskolen, hjemme hos gode venner. Det var spøjs, men også lidt sørgelig læsning. Claus Holm og Jens Rasmussen henholdsvis lektor og professor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole i Århus er optimister på skolereformens vegne i bladets kronik. Det er let at være optimist når man tager et forbehold på 10 år, hvor politikerne holder fokus og støtter lærerne. Ingen vil kunne beskylde de to klogeåger for at tage fejl. For, som de to herrer selv konstaterer, så skyller en ny bølge af reformer over Folkeskolen med hver ny regering

Det er et langt sejt træk at realisere skolereformen. Det tager mere end en valgperiode. Mere end en ministers engagement. Mere end én regerings opbakning.

Så der kommer altså ingen pølser af det skind skønt formålet for alle regeringer er det samme; faglighed! “Aftale om et fagligt løft af folkeskolen” hedder det seneste blændværk. Og det kunne det nok trænge til.

Tilbage i 2006 våndede jeg mig her på Monokultur over en lærebog for folkeskolelærere i faget Kristendom & Livskundskab hvori Mikael Rothstein ophævede ikke blot sit eget bidrag med betragtningen “En tekst er intet i sig selv, men får den betydning, som dens brugere tillægger den”. For at uddybe ironien fortsatte Rothstein med en serie utvetydige udsagn: “Det er ikke islam, som fører unge arabere eller pakistanere ind i gadebander.”; “Kultur er ikke bestemt ved substans, men ved forskellighed fra noget andet”; “…det er så let at opfinde kategorien ‘muslim’”; “…det er f.eks helt oplagt, at man kan kan tale om ‘europæisk kultur’ i en eller anden forstand i langt højere grad, end man kan tale meningsfuldt om ‘danskhed’” og “Der findes så at sige ingen religioner. Det, der findes, er religiøse mennesker, som organiserer sig ud fra bestemte kriterier”. Og så langt at disse religiøse mennesker er unge med en alvorlige sociale problemer har en bestemt ideologi det er der “næppe tvivl om” at det er skabt af “den politisk højrefløjs angst for islam” med dens “neonationalistiske propaganda”.

Det gør det selvfølgelig let at være religionshistoriker når der slet ikke findes religion. Omvendt ved man bare, at der findes en neonationalistisk højrefløj (som i modsætning til ‘muslim’ ikke er en opfundet kategori) og ikke blot højere(!)orienterede mennesker, som organiserer sig ud fra bestemte kriterier. Alt dette skal den lærerstuderende tage for gode varer skønt der altså ikke eksisterer anden mening med teksten end den han selv har med sig. Så det er fuldt forståeligt at folkeskolelærere er forvirrede når de skal give deres lærdom videre fra et intetsigende pensum.

Lærer Hardonk Nielsen er linjefagsuddannet i Kristendomskundskab og “bruger Jan Hjärpes opdeling af religion i fire kategorier”…

»Sekularisme, fundamentalisme, traditionalisme og modernisme« som udgangspunkt for sprogskabelsen. Jan Hjärpes teori tager udgangspunkt i islam, så oprindeligt hed det islamisme – det er omdøbt til fundamentalisme, så teorien kan bruges på andre religioner

Og således vrøvlet sammen i en ævlevælling er der ikke længere specifikke religioner, men blot en masse religiøse mennesker organiseret, måske endda ikke ud fra bestemte kriterier, men ud fra temperament

»Eleverne har ikke sproget til at tale nuanceret om religion. De taler i starten meget om ’dem og os’ – ’de religiøse og de ikkereligiøse’, ’kristne og muslimer’. Men hvad er fundamentalister? Er det det samme som ekstremister? Flertallet af eleverne får i løbet af skoleåret et fagligt sprog, som de kan bruge til at forstå religion med«, siger Stefan Hardonk Nielsen.

(…)

…og Stefan Hardonk Nielsen stiller spørgsmålet: »Kan man være en kærlig fundamentalist?«

Michelle svarer: »Det er ikke, fordi man er ond, men man tror på, at det, der står i teksten, det er rigtigt«.

Før undervisningen fortsætter med etnografiske og religiøse genstande, får eleverne den sidste olie fra Stefan Hardonk Nielsen: »Jeg håber, I får det her med i jeres videre færd, når I møder nogle mennesker, der tænker anderledes, end I gør. Sæt det ind i kategorierne; er der en årsag til, at de gør, som de gør?«

For at uddybe Michelles pointe, så er ikke blot problemet at man tror på at det, der står i teksten er rigtigt, men at man overhovedet tror der står noget i teksten. Den tro er ikke ondskab, men alvorlige sociale problemer, så alvorlige at man kan opfinde en kategori, der hedder ‘muslim’ og som kan bruges på andre religioner. Hvis man tager udgangspunkt i Folkeskolens nuværende forståelse af faglighed.

Grunden til at eleverne ikke har sproget til at tale nuanceret om religion er at de intet ved om religion fordi deres lærere lærer at der ikke er noget der hedder religion, men blot religiøse mennesker kategoriseret efter sindsstemning. Og det kan vi alle relatere til, for vi kender det selv når vi er sure og kede af det. Så det er ikke ondskab, men afmægtighed når man i flok stener en kvinde for hor, kaster bøsser ud fra hustage eller halshugger rækker af kristne, som fundamentalister fra alle religioner beflitter sig med i præcis samme udstrækning. Det er bare - som vi havde det i Københavns Kommune - at have en rigtig øvdag.

Hvis man nu lærte at der faktisk fandtes religioner og at disse religioner fandtes på skrift, således at man kunne læse og lære om dem, så behøvede en dansklærer på Vestergaårsskolen i Århus ikke at afsætte en del af sin 6 klasses allerede for få dansktimer på at lære eleverne ikke at sige “Fuck, hold kæft, piksutter, narrøv, luder.” og “at der er forskel på at sige »fuck«, når man taber sine bøger, og at sige »fuck dig« til en klassekammerat.”. Så ville hendes projekt »Tal til de andre, som du vil, at de skal tale til dig« - et lille stykke tekst, der ikke blot er noget i sig selv, men endda forudsætter læserens bestemte forståelse - være naturligt integreret i religions- og Kristendomsundervisningen. Reciprocitetsetikken der i 3. Mosebog formuleres “Du skal elske din næste som dig selv” og som Jesus udtrykker “Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.” i sin Bjergprædiken.

“Den islamiske verden er blevet en mangfoldig del af vores hverdag med spændende butikker og smilende folk – uden denne påvirkning ville Danmark være farveløs.” sagde gamle Jytte Hilden. Mangfoldigheden er til at tage og føle på. Smilende er måske stivnet, men Danmark har helt sikkert fået mere ‘kulør’, som Naser Khader skriver i BT

De shia- og sunni-muslimske fronter er med andre ord trukket skarpt op, og der flyder meget blod i Mellemøsten. Man er begyndt at tale om en 30-års krig mellem shia- og sunni-muslimer.

Denne shia- og sunni-konflikt kan også mærkes i Danmark. Fra mine kilder i det muslimske miljø hører jeg, at konflikten er ved at vise sig blandt danske muslimer på flere planer. En lærer fortalte mig for eksempel, at muslimske børn i skolerne spørger hinanden, om de er shia- eller sunni-muslimer. Hvis de ikke tilhører samme gren af islam, vil de ikke lege sammen.

Selvom det tilhører småtingsafdelingen, mener jeg, at det er tankevækkende. Jeg har ligeledes hørt, at nogle shia-muslimer ikke vil handle i sunni-forretninger – og omvendt. Men det mest bekymrende er nok, at bandemiljøet på Nørrebro i København også er ved at dele sig op i shia og sunni.

Rygter siger, at der er opstået et sunni-muslimsk tæskehold, som er ude efter shia-muslimer – og omvendt. Det er de, fordi nogle shia-muslimer er Assad-venlige i modsætning til sunni-muslimerne, som er Assad-fjendtlige.

I begyndelsen af denne uge blev den 19-årige Hamza Samsam dræbt af knivstik på Nørrebro. Selvom der ikke foreligger dokumentation for det, hævdes det, at han blev slået ihjel af en Assad- og Hizbollah-venlig bandegruppe, fordi han efter sigende har været i Syrien.

Det multietniske samfund er samfundet for verdens etniske konflikter. Børn vil ikke lege med hinanden, bander grupperer sig og en ung mand er blev knivmyrdet, men “konflikterne mellem shia- og sunni-muslimer i Danmark ikke er noget generelt problem”. Klassisk Khader, vidende og dum på een og samme gang. De 30 års krig i den muslimske verden vi måske kan se frem til, som Khader refererer har vi nævnt tidligere ved at citere Richard Haas og David P Goldman.

I filmen Shattered Glass om Stephen Glass udbryder en kollega forbavset og lidt misundeligt “Where do he find these people?” efter Glass havde bildt hele redaktionen ind at han havde optrådt på en bonderøvsradiostation, som ekspert i “human on human biting” i kølvandet på Tysons bid i Evander Holyfields øre. Stephen Glass fandt disse mennesker i sin egen fantasi og han konstruerede dem nøje så de passede med hans læseres og kollegaers forestillinger om virkeligheden.

Historien om Stephen Glass er historien om en af de største journalistiske skandaler i USA. Glass arbejdede for det ellers ansete venstredrejede The New Republic, først som fact tjecker og siden som journalist og del af redaktionen. Glass var kun 25 år da han i årene 1995-98 bjergtog medieverdenen med en serie originale og sensationelle artikler skrevet i en underholdende tone. Artiklerne var helt eller delvist fiktive og hvilede afgørende på hans egne vidneudsagn og anonyme kilder - dem kunne fact-tjekkerne nemlig ikke tjekke.

Glass var en stjerne og en guldfugl og klager fra folk og organisationer, der mente sig sværtede blev arrogant afvist. Glass øgede oplagene og vandt mange allierede ikke mindst ved at fremstå beskeden grænsende til det selvudslettende. Lige indtil Glass strakte sig udover sin egen formåen og forfalskede historien om en bumset teenage computerhacker, der blev belønnet for sine ulovligheder. Forbes Digital Tool (den digitale del af Forbes Magazine) havde sin interesse i computerverdenen og gennemgik Glass’ historie, der viste sig at være det pure opspind.

Der havde ellers været rigeligt med advarsler om urent trav, ikke blot fra de mange klagere men også kollegaer og fact-tjekkere, der fandt huller i dokumentationen (der var sindrigt forfalsket) eller bekymrede sig over den massive brug af anonyme kilder. The New Republics koleriske ejer var endda blevet advaret af sine kone, der fandt historierne utroværdige på deres egne præmisser. Og hun var ikke den eneste. Så hvordan kunne støtten til Glass urimeligt længe tryne den indlysende skepsis? Grundlæggende fordi Glass opfyldte PT Barnum effekten og gav folk, hvad de gerne ville have. De ville gerne have at deres syn på virkeligheden blev bekræftet, endda i overmåde. Folk på landet er bare dummere end storbykarrieremennesket. Teenage hackere kan tvinge store it-virksomheder i knæ. Som hans tidligere redaktør på New Republic Charles Lane forklarede The Age

“One of the parts of the answer that I’ve settled on is that so many of his stories revolve around stereotypes,” says Lane, now a reporter with The Washington Post.

“They fit into the pre-existing grooves that are already etched into everybody’s heads, things we think or are predisposed to believe are true. So he’s got stories about young conservatives who turn out to be total hypocrites about morality; he’s got stories about department store Santa Clauses who turn out to be pedophiles; and he’s got a big story about a pseudo-scientific exploration about why African-Americans are too lazy to drive taxi cabs but immigrants will.”

Hvad filmen kun antyder i sin åbningsscene er hvilke stereotypier, der især var tale om. Peddling Poppy fra 9. juni 1997 beskrev en anglikansk menighed, der tilbad tidligere præsident George H W Bush. Spring Breakdown beskrev unge republikanere, der brugte de politiske konventer til seksuelt at ydmyge overvægtige unge kvinder. Terri Gross læser på Fresh Air (som hørt på Youtube i et interview med Charles Lane) op af indledningen til Plotters

When Hillary Clinton started ranting last week about a vast right wing conspiracy beltway, pundits could barely suppress their sniggers. The First Lady seemed to be implying that somewhere in America there is a comity of middle aged white men who regularly get together, hunch around a long oval table and feverishly plot to undermine the Clinton Administration. Does ms Clinton really this malarkey? Does anyone?

Actaully, I do. Last sunday just such a meeting took place and I was there. It was the monthly gathering of the Commission to Restore the Presidency to Greatness or CRPG. And the scene unfolded exactly as the First Lady might have expected. The clandestine rendezvous took place in northern Virginia at the rural home of software developer R. Theodore Curtis. The attendies where all middle age white men dressed in sober ties and starched dressshirts. Most had receding hairlines. Sitting on the table in front of each man was a namecard listing his title and area of responsibility: Vice President for Vince Fosters death affairs; Special Council to investigate File Gate; Deputy Inspector for Arkansas Issues; and so on.

Skandaler og løgne kan ingen gardere sig for. Folk som Steven Glass udnytter deres medmenneskers blinde vinkler, dem har vi alle. Men fordi medierne er så overvejende venstredrejede er mange blinde vinkler kollektive fordi de er ideologiske.

Stephen Glass forfalskede også freelance artikler for Harper’s, George og The New York Times Magazine. Og også nogle stykker for musikmagasinet Rolling Stone. Og nu har Rolling Stone selv skabt en journalistisk skandale. Ifølge Rolling Stones artikel ”A Rape on Campus” er massevoldtægter nemlig dagens orden på amerikanske campi. Men udgangspunktet viste sig at være et ikke-eksisterende vidne. Hvor Stephen Glass egenhændigt og udspekuleret havde snydt næsten alle omkring sig, omfatter ”A Rape On Campus” også facttjekkerne og redaktionen. Her var alle enige om at de havde fundet ‘those people’. Naomi Schaefer Riley skriver i New York Post

According to no less an authority than the Columbia University Graduate School of Journalism, the magazine’s story last year on a University of Virginia gang rape was a “journalistic failure [that] encompassed reporting, editing, editorial supervision and fact-checking.”

But as with many other stories that don’t fit into the right narrative, the media will continue to draw the wrong lessons.

As an AP article noted, “Despite its flaws, the article heightened scrutiny of campus sexual assaults amid a campaign by President Barack Obama.”

Despite its flaws? You mean despite the fact that as far as anyone can tell, the story was made up out of whole cloth?

Even once the police investigated the claims of the alleged victim, The New York Times reported: “Some saw a more complex picture, saying that the uproar over the story and the steps that the university had taken since in an effort to change its culture had, in the end, raised awareness and probably done the school, and the nation, some good.”

How has the university benefited from the fact that a fraternity has been falsely accused of a horrific crime? And how has the nation benefited from the false but now widespread belief that violent rape, even gang rape, is raging on US campuses?

Wouldn’t it have done more good for people to know that young women are statistically less likely to be attacked on a campus than off one?

Daniel Greenfield skriver i Frontpage Magazine

It might not have been factually true, but it was emotionally true, and narratives are not about factual truths. They are about emotional truths.

Fraternities are filled with rapists. Even if this particular fraternity did not rape Jackie, it doubtlessly raped some other girl. And if not, then some other fraternity somewhere raped somebody.

The story remains fake, but accurate. Rolling Stone’s only mistake was getting the details of who raped whom wrong. Or as the New Republic argued, the publication’s mistake was focusing on an individual’s disprovable story, instead of a traditionally lefty “systematic analysis” that would set the narrative.

If only Rolling Stone had stuck to lots of arm waving and some manipulated statistics, its true narrative would never have been undermined by its fake facts.

Facts don’t disprove narratives. JFK was shot by a radical Socialist. Rather than deal with this fact, we have been burdened with generations of conspiracy theories indicting everyone from the CIA to space aliens to Dallas. Like Rathergate, the conspiracy theories are factually fake, but narratively accurate.

As recently as last year, the New York Times’ Frank Rich was still indicting the “climate of hate in Dallas” for the Kennedy assassination. Rich knows it’s untrue, but it’s an accusation that feels emotionally right. Kennedy should have been killed by the right. It feels more fitting and true. The rest is just word games.

Or as Rich put it, “Immediately after the assassination and ever since, the right has tried to deflect any connection between its fevered Kennedy hatred and Oswald’s addled psyche with the fact that the assassin had briefly defected to the Soviet Union.”

How dare the right deflect its non-existent connection to the assassination by pointing out that the assassin was a Communist? How dare it muddle Rich’s lovely narrative that Texas’ wheelchair-bound Governor Greg Abbott is in a direct line of ideological descent from the murderer of President Kennedy?

And who is to say that Abbott, who was six years old at the time, didn’t have a hand in it? Sure it’s a little hard to argue rationally, but to the left it feels emotionally right.

Lefty narratives that are false, but ideologically and emotionally fulfilling, never go away. (The real victims of the Cold War were a handful of Hollywood scribblers. The USSR took the lead in the war against fascism. Terrorism is caused by unemployment. Tax cuts cause poverty. Revolving door prisons reduce crime.) Facts that are true, but upset the narrative quickly vanish.

Which lefty really wants to remember that the co-founder of Earth Day was Ira Einhorn, who brutally murdered his girlfriend and then went on the run, or that Maulana Karenga, the founder of Kwanzaa, brutally tortured a woman and was sent to jail for it where he wrote essays about feminism? Einhorn and Karenga both claimed to be political prisoners. Einhorn blamed the CIA for killing his girlfriend.

It wasn’t true, but it no doubt felt emotionally true to the wealthy lefties financing his lifestyle abroad. At least neither Einhorn nor Karenga chose to blame the “climate of hate” in Dallas for their crimes.

Progressives aren’t supposed to be rapists. Fraternity brothers are. When it comes to the narrative glue that makes certain stories stick and not others, the imaginary “Drew” of Rolling Stone’s rape hoax will always outshine politically inconvenient rapists like Obama’s mentor Bill Ayers.

The left isn’t interested in rape victims. It’s interested in narratives. That was why Bill Clinton’s accusers were “trash” while Anita Hill was a martyred saint.

The most expendable component in Rolling Stone’s narrative was Jackie who takes the fall for the hoax that a major publication perpetrated on the country. The victims that the left claims to fight for are ultimately the first to go under the bus, ahead of the writers and editors who exploit them.

A little chum is tossed out and then a decade from now Robert Redford or Oliver Stone will be filming a flick explaining how the Rolling Stone hoax was fake and accurate. With a little time all the dirty details, the analysis and the refutations of the mangled facts will be swept under the rug. What will remain is the central compelling story that the left will be tempted to revisit without interference from reality.

The story will still be emotionally compelling. The facts will be forgotten. If you think that’s unlikely, consider that few of the stories on Robert Redford’s Rathergate flick trouble to mention that the central issue of contention involves a time traveling copy of Microsoft Word that wound up in the 1970s.

If a central fact like that can be nudged out of the way, don’t think that the Rolling Stone hoax can’t be rehabilitated.  If it isn’t, it will only be because newer hoaxes will have risen to take its sordid place.

The left does not inhabit the realm of facts. It is an ideology. Its followers live in a world of convictions. They believe in what feels true, not in what is. They express their convictions through stories. These stories are more real to them than the real world. By trying to make the stories real, they attempt to impose their reality on the world. Occasionally facts poke holes in their fantasy, but not for very long.

Rather ranted that, “Powerful and extremely well- financed forces are concentrating on questions about the documents because they can’t deny the fundamental truth of the story.”

To the left, fundamental truths exist in a realm above that of the provable. It’s not the documents that matter. It’s the fundamental truth of the story. And the fundamental truth is that they are unable to tell a lie from the truth because their entire worldview is a lie that exists in a truthless world.

Journalister i Danmark er overvejende røde, eller de sympatiserer i hvert fald med den værdipolitiske venstrefløj.

Michael Jalving skriver i Jyllands-Posten glimrende om hvorledes venstrefløjen ødelægger sig selv ved sit forhold til islam

Islam er blevet en kolossal politisk faktor i den islamiske verden fra Pakistan til Nigeria og i dele af det urbane Europa, og denne udvikling har været meget svær at forholde sig til for den europæiske venstrefløj. Som Michael Walzer skriver i vinternummeret af det amerikanske tidsskrift Dissent Magazine, der vel at mærke ligger til venstre i opinionen, er den islamiske vækkelse blevet en test af venstrefløjens eksistensberettigelse. Hvad vil den stille op over for en stadig mere markant islam? Vil den formøble sin traditionelle religionskritik, bare fordi en ny, stærk religion træder frem på scenen? Eller vil den begynde at forsvare den vestlige civilisation?

Indtil nu har venstrefløjen – med få prominente undtagelser – søgt flyverskjul. Men jo mere den skjuler sig, jo mere marginaliseret vil venstrefløjen også blive. Strudsepolitikken vil kun drive flere og flere mod højre.

Særligt to forhold har svækket venstrefløjens moral, og de stikker begge dybt. Det ene er venstrefløjens notoriske tendens til at anskue ideer som luftige udtryk for sociale bevægelser og kriser. Ideer er altså blot symboler for den materielle virkelighed, hvilket netop svækker forståelsen af ideers skæbnesvangre potentiale. Som når det som en anden trosbekendelse fastslås af socialminister Manu Sareen, at fanatikere lige så vel kan være lyshårede, og når islams fascinationskraft reduceres til et spørgsmål om unge mænds sociale og psykologiske problemer, dvs. noget, der kan støttes, coaches eller behandles væk.

Det andet forhold går også tilbage til venstrefløjens rødder, nemlig det forhold, at venstrefløjens nedarvede antinationalisme har ført dem på glatis vis-a-vis den sociale virkelighed, som hastig indvandring og rabiat islam medfører i de europæiske nationer.

Det kan dog, som en god ven mindede mig om i aftes, lade sig gøre at komme på bedre tanker. Den engelske Labour leder fra 1935 til 1955 og premierminister fra 1945 til 1951 Clement Richard Attlee var en internationalist og antinationalist af svenske proportioner.

Throughout the 1920s and most of the 1930s, the Labour Party’s official policy had been to oppose rearmament, instead supporting internationalism and collective security under the League of Nations. At the 1934 Labour Party Conference in Southport, Attlee declared that “We have absolutely abandoned any idea of nationalist loyalty. We are deliberately putting a world order before our loyalty to our own country. We say we want to see put on the statute book something which will make our people citizens of the world before they are citizens of this country”.[18]

During a debate on defence in the House of Commons a year later, Attlee said “We are told (in the White Paper) that there is danger against which we have to guard ourselves. We do not think you can do it by national defence. We think you can only do it by moving forward to a new world. A world of law, the abolition of national armaments with a world force and a world economic system. I shall be told that that is quite impossible“.[19] Shortly after those comments, Adolf Hitler would give a speech in which he proclaimed that German rearmament offered no threat to world peace. Attlee responded the next day noting that Hitler’s speech, although containing unfavourable references to the Soviet Union, created “A chance to call a halt in the armaments race…We do not think that our answer to Herr Hitler should be just rearmament. We are in an age of rearmaments, but we on this side cannot accept that position”.[20]

[...]

Attlee himself sought warm relations with Stalin. He put his trust in the United Nations, rejected notions that the Soviet Union was bent on world conquest, and warned that treating Moscow as an enemy would turn it into one. This put Attlee at sword’s point with his foreign minister, the Foreign Office, and the military who all saw the Soviets as a growing threat to Britain’s role in the Middle East.

Heldigvis skiftede han begge gange standpunkt da han “…came to support rearmament and oppose Neville Chamberlain’s policy of appeasement” og - “Suddenly in January 1947, Attlee reversed his position agreed with Bevin on a hard-line anti-Soviet policy“. Men med et et helt lands politiske elite er det anderledes. Der rykker man sammen og støtter hinanden i illusionen og overbeviser sig selv om at den selvskabte katastrofe kun er, hvad folket har fortjent. Det sker i Sverige, hvor venstrefløjens antinationale forestilling for længst har opslugt den politiske elite. Og med dette billede på Sveriges nære fremtid ønsker jeg jer en god weekend

Jyllands-Posten advarede 11. maj i deres leder imod, hvad de kalder ‘den nye antisemitisme’. Der sættes ikke navn på nyheden, som kun er ny for os fordi den er indvandret fra muslimske lande. Men den sætter til gengæld venstrefløjen til vægs for dels at fodre og dels at lade sig forføre af den

Men den nye antisemitisme viser sig allerede igen. En københavnsk kirke, hvor tidligere overrabbiner Bent Melchior skulle tale, var oversmurt med slagord, og en kosherforretning blev angrebet med sten og graffiti. Det er heller ikke sådan, at danske jøder nu kan bevæge sig mere sikkert rundt i gaderne. Der har allerede været flere eksempler på chikane og overgreb mod jødiske danskere.

På københavnske busser finansierede Dansk Palæstinensisk Venskabsforening en storstilet kampagne mod staten Israel, hvor to kvindelige bedsteborgere fra Hellerup meddelte, at de sandelig ikke køber israelske varer, og når terrordrabet på den jødiske vagtmand Dan Uzan begrædes i den offentlige debat, søges det ofte relativeret ved at minde om krigen mellem Israel og Hamas, der også kostede civile liv.

Letheden i omgangen med den nye antisemitisme, der nu igen stikker sit hæslige fjæs frem i Europa, må være den egentlige kollektive lektie af terrorangrebene. Historieløsheden i sig selv er alarmerende. Indtil kort før forrige folketingsvalg var den samlede SF-ledelse medlemmer hos foretagendet ”Boykotisrael.dk”, hvis paroler kun kan give mindelser om nazisternes udskejelser i 1930’erne: ”Køb ikke hos jøder”.

Dagbladet Arbejderen er helt verliebt i denne nye antisemitisme. Det har den nu, som det meste af venstrefløjen, været længe, fra før den var ny faktisk. Hamas angreb på Israel i sommeren 2014 er de langt fra færdig med: “Den 8. juli angreb Israels hær den besatte Gaza-stribe. 2138 palæstinensere blev dræbt under angrebet. Heriblandt var 578 børn mellem én måned og 17 år”  skriver de, som en indigneret modstilling til at kun ”68 israelske soldater og fem civile israelere blev dræbt“. Det palæstinensiske parlamentsmedlem Fathi Hamad udtalte baggrunden for denne logik på Al-Aqsa TV allerede i 2008, “because we desire death like you desire life.” Derfor byggede de palæstinensiske myndigheder terrortunneller ind under grænsen til Israel frem for bunkers til deres civile. Og netop i de dage rundede tallet for dræbte palæstinensere 1.800, alle civile, i Syriens borgerkrig, der indtil da havde krævet 170.000 mennesker livet. Men det er kontekst, ingen gider at tale om palæstinenseres lidelser, hvis ikke israel kan anklages.

Allerede mens kampene stod på den sommer kunne man med rimelig sikkerhed sige at halvdelen af de dræbte palæstinensere var terrorister. Selvfølgelig skulle man være varsom med tallene i de dage; nogle ofre blev dræbt ved mere end een lejlighed. Andre blev henrettet af Hamas mistænkt for at samarbejde med israelerne. Andre igen ved terroristernes egen uduelighed, som de raketter, der slog ned i Shati-lejren og endda formåede at ramme et hospital. Den glimrende Thomas Wictor argumenterer endda overbevisende for at Hamas var skyldig i at tage flest civile liv.

Israel bombede syv FN-skoler. 143 Gaza-skoler blev ramt af bomber, granater eller missiler. 24 blev helt ødelagt. 15.671 civile hjem blev ødelagt, viser tal fra FN og Gazas myndigheder og den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem.

Hvad Dagbladet Arbejderen glemmer at fortælle deres læsere er at FN-skolerne blev brugt som både våbenlagre og militærbaser. Selv Hamas måtte erkende dette. Og B’Tselems dokumentation bygger mestendels på telefoninterviews.

One example of many is Rima Kasab, who lives in a-Shuja’iyeh neighborhood in Gaza City and gave her testimony by phone to Salma a-Deb’i, B’Tselem’s field researcher in Nablus, on 10 July 2014.

Amazingly in these telephone conservations with Gazans whose homes were damaged or destroyed, B’Tselem purports not only to be able to determine that the homes were not used for military purposes but also to distinguish between combatant and civilian casualties.

The organization’s credibility is damaged further by its rush to immediately to put out possibly incomplete or erroneous information as further admitted on its web site:

“.. in these circumstances, reports may be incomplete or contain errors. Given the urgency of informing the public about events in Gaza, B’Tselem has decided to publish the information now available.”

(…)

In distinguishing between combatants and civilians, B’Tselem based its determination on a new approach of the ICRC whereby according to B’Tselem even trainers of combatants are not legitimate targets:

“..persons who continuously accompany or support an organized armed group but whose function does not involve direct participation in hostilities maintain their status as civilians and are not legitimate objects of attack. Thus, recruiters, trainers, and funders may contribute to the general war effort, but as long as they do not directly participate in hostilities, they are not a legitimate object of attack.”

Thus by B’Tselem’s standards a householder who permits Hamas to fire missiles from his house or to create an entrance to a tunnel in the house is not a legitimate target.

B’Tselem confirms its bias by stating on its web site

“Wherever there is a doubt regarding the actions of a person, the doubt works in the individual’s favor, and it is forbidden to target the person for attack.”

By the above criteria it is unsurprising that B’Tselem’s statistics contain so few combatant casualties.

“Er De terrorist? Nej? OK”. Men det er selvfølgelig en ny rapport fra Breaking the Silence, en form for whistleblower organisation for soldater og officerer fra det israelske forsvar, der har afstedkommet Dagbladet Arbejderens genoplivning af sommerens kampe i Gaza

Rapporten afslører, at soldaterne blev opmuntret til at skyde, før det var “nødvendigt”. De blev sat til at bruge for kraftige våben. Og de blev systematisk opfordret til at betragte alle palæstinensere på deres vej som “krigsførende parter”.

– Israels militær betragtede alle palæstinensere i Gaza som våbenførende modparter og gennemførte en massiv ødelæggelse på sin vej ind i Gaza, siger Yehuda Shaul fra Breaking the Silence.

Han tilføjer, at det skete for at sende et signal til palæstinenserne om øget omkostning ved at “udfordre Israel”.

Resultatet var total ødelæggelse af flere kvarterer i Gaza-striben. Ifølge rapporten affyrede Israels hær tusinder af upræcise artillerigranater imod civile boligområder.

“Den israelske forsvarsstab siger ifølge dagbladet Haaretz, at Breaking The Silence “ikke har bevis for sine påstande”.” skriver Dagbladet Arbejderen med et sæt velvalgte citationstegn. På venstrefløjen er sandheden suspekt. NGO Monitor har kigget rapporten lidt efter i sømmene

Initial Analysis

• BtS makes sweeping accusations based on anecdotal, anonymous and unverifiable testimonies of low level soldiers. These “testimonies” lack context, ignoring the fact that during the 2014 Gaza War heavy fighting took place between Israel and terror groups in Gaza, and that soldiers faced grave danger throughout the conflict from rockets, mortar shells, and terrorists emerging from tunnels dug beneath private homes. These distortions and erasures dovetail BtS’ ideological agenda and fuel delegitmization campaigns against Israel.
• A careful reading of the testimonies reveals that IDF soldiers conducted themselves according to the norms expected of soldiers (Israeli or from other democratic countries) when faced with the challenges of high-intensity fighting. The testimonies (if indeed reliable) that portray questionable incidents should be fully investigated. In such instances, the testimony and relevant individuals should be referred to the Military Advocate General Corps, which can order an investigation to be opened. That BtS did not approach the MAG Corps raises serious questions regarding the NGO’s motives.
• BtS’ allegations that the IDF operated according to a principle of “minimum risk to our forces, even at the cost of harming innocent civilians” together with “an attempt to terrorize the Palestinians” and that “serious questions arise as to the moral norms that guide IDF operations” do not tally with the testimonies, and are nothing more than an attempt by the NGO to portray the events in line with its political agenda.
• In its introduction, BtS fails to mention that terrorist groups in Gaza launched rockets, dug tunnels, and placed almost all of their fighting positions in civilian areas in Gaza, including mosques, schools, and hospitals. Thus, the organization provides a partial portrayal of the rationale that guided the IDF. Additionally, BtS does not explain that the IDF used multiple methods of warning civilians to leave areas of fighting in a way that is above and beyond the norm among Western countries. Methods included leaflets, phone calls, and “roof knocking.”
• In many cases, the testimonies and the headlines create an impression that soldiers wanted to commit crimes. For instance, a testimony titled “I really really wanted to shoot her in the knees” actually describes how terrorist groups used civilians and animals to attack IDF troops. Another testimony mentions that the IDF attacked Wafa Hospital, but neglects to mention the terrorists operating from within the hospital.

Og ikke nok med det, så er Israel vel indenfor internationale ifølge Ted Lapkin i Times of Israel

In fact, many of the report’s narratives describe the lengths to which the Israeli army went in its attempt to avoid civilian casualties amidst the violent chaos of urban combat. As BtS concedes in its executive summary: “many soldiers spoke of a working assumption that Palestinian residents had abandoned the neighborhoods they entered due to the IDF’s warnings.”

This desire to spare non-combatants was also clear in the testimony of BtS source no 41: “There was a field interrogator – usually a reservist who speaks Arabic – who comes around with an electric megaphone and shouts really loudly that if anyone is in the house they should come out. They were about to launch the rocket and then *** yelled, ‘Don’t shoot’ because he could hear people inside the house, he saved an entire family. They found this family in one of the houses and moved them to another house, a two-minute walk from there.”

The IDF operational procedures described in the BtS report are considerably more rigorous than the minimal requirements imposed by the law of armed conflict. They reflect a standard of battlefield practice on par with that employed by Coalition forces in Afghanistan.

Yet Israel’s efforts to avoid collateral casualties are made much more difficult by the immoral lawlessness of its foe. Like Aussie diggers and US Marines fighting the Japanese during WWII, the IDF faces enemies that routinely and intentionally spurn the law of armed conflict.

In a letter to the Security Council on 27 April 2015, UN Secretary General Ban Ki Moon wrote: “I am dismayed that Palestinian militant groups would put United Nations schools at risk by using them to hide their arms…and, in two cases, probably to fire from”. Palestinian militias have also been caught on camera using Red Crescent ambulances to transport gunmen and weapons around the battlefield.

(…)

The ensuing downwards spiral is perfectly portrayed in the testimony of BtS source no. 13, who described how one elderly Palestinian: “70 or 80 years old, turned out to be booby-trapped from head to toe. From that moment on the protocol was very, very clear: shoot toward the feet. And if they don’t go away, shoot to kill.”

Og, der er ikke overraskende problemer med araberes vidneudsagn, som Amnesty Internationals Donatella Rovera overraskende skriver for PHAP

Fear can lead victims and witnesses to withhold evidence or give deliberately erroneous accounts of incidents. In Gaza, I received partial or inaccurate information by relatives of civilians accidentally killed in accidental explosions or by rockets launched by Palestinian armed groups towards Israel that had malfunctioned and of civilians killed by Israeli strikes on nearby Palestinian armed groups’ positions. When confronted with other evidence obtained separately, some said they feared reprisals by the armed groups.

Men ikke blot arabernes udsagn er problematiske. Også for anonyme israelske andenhåndsvidner kniber det med opfattelsen af virkeligheden ifølge Algemeiner

IDF soldiers from various units who fought in last summer’s war between Israel and Hamas in the Gaza Strip called a recent report by NGO Breaking the Silence a “total lie.”

The soldiers spoke to Israel’s Channel 2 to tell their side of the story, and to counter the testimonies compiled by Breaking the Silence.

One soldier called the report “a wicked story” and a “stab in the back.”

Another soldier, Lt. Oren (a pseudonym), was a platoon commander in the 7th Brigade during the previous Operation Cast Lead, which began in late 2008. The Breaking the Silence report claimed that one of the tank commanders in Oren’s platoon carried out a “revenge attack” by targeting civilian houses in Gaza.

Oren refuted the claim, saying “this nonsense about ‘fire on the house that you want for revenge’ is simply a total lie.”

He said “it is very hard for me to believe that one of ours said something like that, definitely not someone who was there.”

Venstrefløjen og her ved Dagbladet Arbejderen være sandelig ved til ‘den nye antisemitismes’ bål. For det er ikke en fejl når man insisterer på at gentage de samme løgne igen og igen.

We have seen this before. A similar dispute over casualty figures occurred during Israel’s “Operation Cast Lead” in the Gaza Strip in January 2009. The Israelis contended that the majority of the fatalities were combatants; the Palestinians claimed they were civilians. The media and international organizations tended to side with the Palestinians. The UN’s own investigatory commission headed by Richard Goldstone, which produced the Goldstone Report, cited PCHR’s figures along with other Palestinian groups providing similar figures. Over a year later, after the news media had moved on, Hamas Interior Minister Fathi Hammad enumerated Hamas fatalities at 600 to 700, a figure close to the Israeli estimate of 709 and about three times higher than the figure of 236 combatants provided by PCHR in 2009 and cited in the Goldstone Report. Initially, playing to the international audience, it was important for Hamas to reinforce the image of Israel’s military action as indiscriminate and disproportionate by emphasizing the high number of civilians and low number of Hamas combatants among the fatalities. However, later on, Hamas had to deal with the flip side of the issue: that Hamas’s own constituency, the Gazan population, felt they had been abandoned by the Hamas government, which had made no effort to shelter them.

Scrutiny of Palestinian figures in the current conflict reveals a spike in fatalities among males ages 21 to 27 and an over-representation from ages 17 to 30. Data gleaned from the daily reports of the PCHR show that from July 8, the start of Israel’s “Operation Protective Edge,” through July 26, 404 out of 915 fatalities tallied from daily reports in which the ages were identified occurred among males ages 17 to 30, comprising 44% of all fatalities among a group representing about 10% of Gazans.

Expanding the age range from 17 to 39 and including those identified as combatants whose ages were not given increases that number to 551 fatalities, or 57% of all fatalities, even though this group represents less than one-sixth of Gazans. By contrast, adult female fatalities were less than 10% of total fatalities for a group that comprises a quarter of the total population.

Children, here defined as those under age 17, represented 194 of fatalities, 20% of the total. Any child fatality is a tragedy, but it is important to note that children make up over half the population of Gaza.

Og vi tæller allerede ned til de næste kampe.

“Ethvert synspunkt kan forfægtes” skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i sin PS Analyse: Demokratiet skal tale på Bornholm. Og det må man sige at han og hans avis har gjort en dyd af. Og denne seneste tour de force i selvmodsigelser og afsindigheder skuffer ikke. En sætning der indledes “Dem, som har sat sig for at gøre festen til et spørgsmål om dem eller os…” konkurrerer med udsagn som “Også demokratiets fjender har krav på samfundets skjold”. Emnet er selvfølgelig et af “konfrontationens europæiske ikoner” Geert Wilders - “rejsende i hadefuld retorik” - og hans deltagelse på Folkemødet i Allinge i juni måned. Og selvfølgelig mener Lidegaard at det er noget værre noget. For Folkemødet er forrygende, mens Wilders er den demokratiets fjende, der har krav på samfundets skjold.

I Allinge er demokratiet trådt i karakter som meget andet og mere end en formalitet – som et møde mellem mennesker, der kan finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen på Gæstgiveren.

Men fredsommelig at dele sig efter rygende uenige anskuelser besværliggøres når der så faktisk deltager nogen man er rygende uenige med

Nu har dogmatikere på politiske yderfløje sat sig for at gøre festen forbi ved at påtvinge folkemødet deres sort-hvide politiske logik. De interesserer sig ikke for demokrati som kultur, men kun som princip.

(…)

Bag lysten til at bruge Folkemødets rummelighed til at kaste grus i gemytligheden står nogle af de grupper, der er mest fremmede for demokratiets væsen, og som skyer åben debat.

Det er en spændende tanke at rummelighed ikke kan indeholde sine fjender (disse fjender, har de krav på samfundets skjold?). Kunne man tænke sig at den logik gjaldt for hele Danmark, der nu oplever en islamisk invasion? Eller skal demokratiet kun træde i karakter et par hyggelige dage med hindbærbrus i Allinge?

Trykkefrihedsselskabet vil “ødelægge festen ved enten at vise, at Folkemødet ikke er rummeligt nok til at rumme også dem, eller ved at fremprovokere så meget opstandelse og risiko for voldelig terror, at hele mødet skal pakkes ind i sikkerhed”

Sker det, er pointen vistnok at demonstrere, at demokratiet er truet af terror. Helt sikkert. Det kedelige er, at det er også truet af den vedholdende dumhed, hvormed fanatikere søger konfrontation og undviger debat.

Sådan skal det siges; selv ikke terrorangreb mod demokratiet netop dér hvor det træder i karakter er en trussel mod demokratiet. Ingen selvmordsbomber kan ødelægge den hyggelige sammenstimlen når blot, der er hindbærbrus, mere end de fanatikere, der uden brug af vold undviger debat ved i - må man nok indrømme - vedholdende dumhed, at afholde et debatarrangement med spørgsmål til Geert og Flemming. “Alle ville være velkomne i Allinge, inklusive dem, der hader og frygter netop Folkemødets åbne og direkte debat“.

Trykkefrihedsselskabet, der har det til fælles med sin politiske modpol, Hizb ut-Tahrir, at de udelukker politiske modstandere fra deres egne arrangementer, har inviteret den hollandske populist Geert Wilders, mens Danskernes Parti vil bidrage med en broget flok europæiske nyfascister.

Det er vel kun på Politiken, det kan være ufint at være politisk modpol til Hizb ut-Tahrir. Trykkefrihedsselskabet har så vidt jeg erindrer aldrig udelukket politiske modstandere fra sine arrangementer. Måske tænker Bo på at Trykkefrihedsselskabet udelukkede en fyr ved navn Jihad Taha, umiddelbart efter at en anden muslim havde forsøgt at myrde Trykkefrihedsselskabets daværende formand Lars Hedegaard? Jihad lagde sag an og krævede mere end 13.000 kroner i erstatning for de gyldne ord han ikke fik hørt live. Men ligesom som den anden muslim i sin jihad tabte pistolen, tabte Jihad søgsmålet, som man kunne læse bl.a i Politiken.

Til gengæld har Politiken ved daværende Chefredaktør Tøger Seidenfaden udvandret fra et møde i Trykkefrihedsselskabet. Han mente at medlemmerne havde “direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam” og kaldte dem bl.a

Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

(…)

…med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arrangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller ”formerer sig”, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Gamle Tøger var på Politikens vegne ikke gemyttet til det der med at “…finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen“. Og hvem har også lyst til at sammenstimle med afskyelige mennesker? Det var det retoriske kneb Seidenfaden brugte, frem for argumenter. Han kaldte folk der tyede til vold for “moralske tabere” (en trøst de myrdede kan tage med i det hinsides) og tilsluttede sig det berømte Voltaire udsagn, som en “elementær norm”. Ved at storme ud af døren umiddelbart efter sin konfrontatoriske tirade undveg han at blive konfronteret med tomheden i at kalde voldsmanden en moralsk taber når han samtidig overlader ham vetoret.

Og dette er Politikens tradition, den tradition Bo forfægter. Man kan jo forfægte hvad som helst, eller i hvert fald, det som voldsmanden ikke har nedlagt veto imod. I øjeblikket er det mest tegninger. Og bøsser. Og jøder. Og kristne. Og ateister. Og hurtige damer. Og bloggere. Og så videre. Den komplette liste kan ses i koranen og haditogdutogdatterne. Så med den i ånden forfægter man derfor det synspunkt at kritikere af voldsmandens lange vetoliste er afskyelige, hadefulde, rabiate, paranoide, skingre. Bo har sine egne ord for “dette uskønne slæng”; “en håndfuld politiske plattenslagere”, “fanatikere og fundamentalister”, “yderligtgående”.

Og den slags menneskers argumenter imødegår man ikke med modargumenter så letpåvirkelige mennesker ikke lader sig vildlede. For det kan man ikke fordi man har taget fejl. Så man udvandrer, gør man. Ud til de letpåvirkelige læsere for at indpode dem at de ikke skal lytte til børn og fulde folk. At bringe terror på tale er at bringe terror på bane formaner man - ”modsat de kræfter, partier og bevægelser, der deltager i den danske politiske debat, skylder vi ikke disse personer særlig respekt – endsige interesse for deres synspunkter” er Bos appel til sine læsere. Hans egne 942 ord er opmærksomhed givet kvit og frit.

“Han har altid været så forfængelig! Det gamle fjols”

Viggo Skjold-Hansen

Tidligere udenrigsminister og formand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen mener, som så mange andre, at den hollandske partileder Geert Wilders, trods EU borgernes frie bevægelighed, ikke har “noget at gøre på Bornholm“. Det er nu ikke rigtigt, for han har blandt andet det at gøre på Bornholm at han skal debattere med tidligere redaktør på Jyllands-Posten Flemming Rose. Men om Bornholm er tilladt for eller uden ærindebesøg, så handler den generelle opstandelse over Wilders besøg i bund og grund om forholdet til invasive arter. For Bornholm er en delikat ø med en særlig flora og fauna og her har man allerede en stemningsfuld by, der hedder Snogebäk, men…

I år er der inviteret en slange indenfor i paradiset. “Trykkefrihedsselskabet” har inviteret den hollandske politiker Geert Wilders, der især er kendt for sine hadske angreb på Islam, sin stærke støtte til Putin og sine ihærdige angreb på EU-samarbejdet. Inspirationen til invitationen skal være de voldelige optrin i Texas, hvor et møde med Wilders blev angrebet af at par unge ekstremister, der – heldigvis – blev skudt ned af politiet, før det lykkedes dem at gennemføre deres forehavende.

Trods Ellemann-Jensens ihærdige research så har Geert Wilders besøg nu været planlagt lang tid forinden de to muslimer blev skudt og dræbt (hip, hip hurrah!) da de forsøgte at hindre den farlige tegningekonkurrence, der ødelagde paradiset i Texas. Det er måske en lille trøst at islamister - skønsomt betegnet ‘ekstremister’ af (snart sagt) Allemann for ikke at indrømme Wilders pointe med at islam med sin terror truer demokratiet - hader Wilders mere end Ellemann-Jensen. Men sammen om forargelsen er de. Så favnende kan den gode fælles stemning være på Folkemødet. Men det forudsætter at klientellet er det rigtige. Ikke blot skal det være dansk, det skal være det rigtige danske

Han har ikke noget at gøre på Bornholm fordi Folkemødet er en mødeplads mellem danskerne og deres politikere. Der vil vi gerne være fri for udenlandske provokatører – både dem der strør om sig med hadefulde ytringer og dem der vælger at bruge skydevåben.

(…) Vil man virkelig være det bekendt for at ”ruske op” i danskernes formidable evne til at snakke hyggeligt sammen, også om politiske emner, der skiller vandene?

(…)

…hvor er det dog ærgerligt, hvis den hensynsløse provokation skal få lov til at ødelægge noget, vi danskere med rette er stolte af: Vores evne til at mødes i uenighed og gensidig respekt.

Men kan Ellemann-Jensen virkeligt selv tro på den argumentation? Kan han virkeligt tro at nogen kan tage den for gode varer? Jeg tror det ikke, det ville være for langt ude, noget andet må ligge bag. Geert Wilders er jo end ikke i Ellemann-Jensens univers den “der vælger at bruge skydevåben“, så der eksisterer altså trods alt en distinktion mellem offer og gerningsmand. Og derfor kan han da vel heller ikke forstyrre “danskernes formidable evne til at snakke hyggeligt sammen” og “til at mødes i uenighed og gensidig respekt“? Så hvad er det egentlig, der er generer Ellemann ved Wilders besøg?

Jeg skal selv deltage i et arrangement, der tidsmæssigt falder nogenlunde sammen med den planlagte optræden af Wilders.

Ååerh.

Da en ung mand, Freddie Carlos Gray, mistede livet i Baltimore politis varetægt under besynderlige omstændigheder udbrød der uroligheder. Den unge mand var sort, vanekriminel ganske vist, men sort, eller i hvert fald mørk nok til at tælle med til de afroamerikanske, og mistanken om endnu en racistisk drab var derfor nok til en konklusion. Baltimore er styret af Demokraterne og har været det længe og har en sort borgmester. Politiet er 60% sort. Men da Trayvon Martin for et par år siden også blev dræbt af en hvid, eller snarere en latino og i selvforsvar, så var der et mønster.

Og dette mønster blev kun forstærket da den hvide betjent Darren Wilson dræbte den 130 kg lette teenager Michael Brown, der blidt havde skubbet den lokale asiatiske købmand omkuld og røvet en kasse cigarer. Ganske vist prøve Brown at overmande Wilson mens han truede med at slå ham ihjel, men da utroværdige vidner løj om at han havde hænderne oppe, afmægtigt appellerende “Hands up, don’t shoot!” så var det bedre en bevisets stilling. Alle løgne beviser den samme fortælling, at sorte ulykke intet har med deres adfærd at gøre, men er resultatet af et racistisk jerngreb som selv ikke Obama har kunnet hele.

“What’s weird is that it never happens to white kids” mente komikeren Chris Rock, skønt en hvid teenager var blevet skudt og dræbt at to sorte betjente nogenlunde samtidig med Freddie Gray. Michael Moore krævede på Twitter at “every African-American currently incarcerated for drug ‘crimes’ or nonviolent offenses released from prison today” og “Disarm the police. We have a 1/4 billion 2nd amendment guns in our homes 4 protection. We’ll survive til the right cops r hired”. Højrefløjen bliver aldrig træt af at minde om, at en af Moores mange livvagter er blevet anholdt for ulovlig besiddelse af et skydevåben. Identiteten med at være undertrykt neger spredte sig til forskellige byer i USA og endda helt til Israel, hvor der opstod uroligheder i den venstredrejede(!) højborg Tel Aviv. Diversitet fører grundlæggende blot til øget segregering og mistro til naboer, samfund og myndigheder.

Thomas Sowell skriver i National Review

The “legacy of slavery” argument is not just an excuse for inexcusable behavior in the ghettos. In a larger sense, it is an evasion of responsibility for the disastrous consequences of the prevailing social vision of our times, and the political policies based on that vision, over the past half century.

Anyone who is serious about evidence need only compare black communities as they evolved in the first 100 years after slavery with black communities as they evolved in the first 50 years after the explosive growth of the welfare state, beginning in the 1960s.

You would be hard-pressed to find as many ghetto riots prior to the 1960s as we have seen just in the past year, much less in the 50 years since a wave of such riots swept across the country in 1965.

We are told that such riots are a result of black poverty and white racism. But in fact — for those who still have some respect for facts — black poverty was far worse, and white racism was far worse, prior to 1960. But violent crime within black ghettos was far less. You cannot take any people, of any color, and exempt them from the requirements of civilization without ruinous consequences to them and to society at large.

Murder rates among black males were going down — repeat, down — during the much-lamented 1950s, while it went up after the much celebrated 1960s, reaching levels more than double what they had been before. Most black children were raised in two-parent families prior to the 1960s. But today the great majority of black children are raised in one-parent families.

Such trends are not unique to blacks, nor even to the United States. The welfare state has led to remarkably similar trends among the white underclass in England over the same period. Just read Life at the Bottom, by Theodore Dalrymple, a British physician who worked in a hospital in a white slum neighborhood.

You cannot take any people, of any color, and exempt them from the requirements of civilization — including work, behavioral standards, personal responsibility, and all the other basic things that the clever intelligentsia disdain — without ruinous consequences to them and to society at large.

Non-judgmental subsidies of counterproductive lifestyles are treating people as if they were livestock, to be fed and tended by others in a welfare state — and yet expecting them to develop as human beings have developed when facing the challenges of life themselves.

One key fact that keeps getting ignored is that the poverty rate among black married couples has been in single digits every year since 1994. Behavior matters and facts matter, more than the prevailing social visions or political empires built on those visions.

Som ingen fakta tilsyneladende rokker ved følelsen af identitet, rokker ingen identitet ved fakta. Anklagemyndigheden endte med at rejse tiltale mod Den mordsigtede betjent er sort, som to af de tre sigtet for manddrab, som man kan læse på Daily Mail.

Ja, det giver unægteligt racismefortælling et lag af kompleksitet

Folkemordet på de libanesiske kristne under Første Verdenskrig.

Lebanon is rediscovering a century-old tragedy that most had forgotten — a devastating famine, caused by blockades and a locust infestation, that killed a third of its population.

From 1915 to 1918, in the midst of World War I and before modern-day Lebanon existed, between 150,000 and 200,000 people died of malnutrition and disease, according to estimates by historians.

Those who survived the famine are long gone, but recently unearthed archives offer chilling testimonies of a time when men, women, and children fed themselves on tree bark or died by the side of the road.

This famine “was the biggest catastrophe in the history of Lebanon. Even the civil war (1975-1990) did not reach this magnitude”, historian Youssef Mouawad told Agence France Presse.

It hit hardest for the 450,000 residents of then Ottoman-controlled Mount Lebanon which would become in 1920 the core of modern-day Lebanon.

The famine indirectly led to Lebanon’s expansion. Agricultural areas like the eastern Bekaa Valley were tacked on to Mount Lebanon and port cities to guarantee the viability of the young republic.

This year, historian Christian Taoutel and Father Pierre Wittouck released a book compiling the previously unpublished French chronicles of Jesuit priests during the famine.

“The Lebanese people in the turmoil of the Great War of 1914-1918″ contains harrowing accounts rarely discussed in Lebanon, where the great famine is covered in just two paragraphs in schoolbooks.

People “sank to the ground, vomiting blood”, the book quotes a witness as saying. The bodies of children “were thrown among piles of rubbish”.

- Rats and cannibalism -

In one of the diaries, a priest describes how in 1917 he came across the bodies of a widow and her 10-year-old son who had been dead for three days.

“The rats… had gnawed at their ears and cheeks, and the little one’s belly was open,” he wrote.

The book also relates stories of cannibalism, including the case of a man who had killed his children aged eight and 10 to feed himself.

“The great Turkish reformist Halide Edip… said she wouldn’t dare sleep in Beirut anymore because she would hear voices screaming ‘juan, juan’ (I’m hungry, in Arabic) all night,” said Mouawad.

The famine was the result of a series of factors.

“The mountainous terrain of Mount Lebanon could only feed its population four months out of the year,” said historian Issam Khalifeh.

The situation worsened when “Allied forces imposed a blockade” in the Mediterranean to cut off supplies to the Ottomans, he told AFP.

But it was the land blockade ordered by high Ottoman military ruler Djemal Pasha that truly choked off Mount Lebanon, populated mostly by Maronite Christians protected by France.

The Ottomans feared the Maronites would support the Allies in the war “so they had to starve them before they were armed”, said Khalifeh, a professor at the Lebanese University.

Lebanon’s woes did not stop there.

In 1915, “the year of the locust”, hordes of insects “devoured everything”, Khalifeh said.

The Ottomans also requisitioned crops and pack animals to support their war effort, Mouawad said.

- ‘Dead are my people’ -

Mouawad said these painful years were obliterated in the minds of people because they brought up memories of shame and guilt.

“Dying of hunger isn’t heroic. It’s not like dying defending your village or in the trenches,” he said.

Some Lebanese families made fortunes by reselling stockpiled food at exorbitant prices, Mouawad said.

“Women sold their bodies for a piece of bread, men sold their land for an orange.”

Cholera and typhoid epidemics spread, emptying out entire villages.

The famine largely fell out of Lebanon’s collective memory and official history, in part because it affected Christians more than Muslims and so did not serve as a unifying force for the young republic.

Rare pictures of the tragedy were taken by Ibrahim Naoum Kanaan, who led a charitable relief program in Mount Lebanon and who risked his life to document the horror.

His shocking images — a skeletal woman devouring a morsel of bread, emaciated corpses — are a “historical treasure”, said his grandson Emile Issa el-Khoury.

“My grandfather was an unwitting hero and provided evidence of this tragedy.”

The famine has lived on in Lebanese literature, including in “The Bread”, a novel by Toufic Youssef Awwad, and in “Dead are my people”, a poem by Kahlil Gibran.

“They died silently, for humanity had closed its ears to their cry,” Gibran wrote.

Det giver mig en svag anledning til at anbefale den grusomme film City of Life And Death om Nanking Massakren. Ikke det samme, men desværre alligevel det samme.

NB: Der er danske undertekster i det direkte link, hvis ikke der er det her på siden

I Pakistan er muslimske terrorister fejret som helte skriver Clarion Project. Engelske Daily Mail betegnede Pamela Gellers forening “extreme ‘free speech’ group” og skrev i deres overskrift at den “refused to cancel provocative ‘Muhammad Art Exhibition’ despite protests“.

The Islamic Society of Greater Kansas vil ifølge The Rebel holde en begravelse for den ene af de to døde terrorister. Og Anjem Choudary slår fast i en live TV debat at Pamela står til dødsstraf

En af de mest sejlivede myter i klimadebatten er myten om det videnskabeligt konsensus. Ofte citeres en undersøgelse, der påstår at 97% af alle relevante klimaforskere er enige i fortællingen om global opvarmning. Men, som Larry Bell forklarer til Forbes, har undersøgelsen en lang række gravende fejl, som den kun måler på to udsagn; 1) er temperaturen steget siden forrige århundrede? 2) Har mennesket indflydelse på klimaet?

FNs klimapanel blev nedsat med det formål at formulere et konsensus, således at politikerne havde lettere ved at orientere sig. Men selv om politiseringen af den videnskabelige debat ganske udadtil har skabt en illusion om konsensus så eksisterer uenighederne og tvivlen desuagtet. Judith Curry forklarer her hvorledes offentlige forskningskroner fordrejer klimaforskningen til at passe med konsensus

Og på Master Resource er der et sammendrag af hendes ponter, som de kom frem ved en høring for House Committee on Science, Space and Technology

Bias from Climate Change Orthodoxy

The censure of scientists disagreeing with the IPCC consensus was particularly acute during the period 2005-2010. As revealed by the Climategate emails, there was a cadre of leading climate scientists that were working to sabotage the reviews of skeptical research papers (and presumably proposals for research funding). Further, scientists challenging climate change orthodoxy are subjected to vitriolic treatment in news articles, op-eds and blogs, damaging the public reputation of these scientists. I have heard from numerous scientists who are sympathetic to my efforts in challenging climate change orthodoxy, but are afraid to speak out or even publish skeptical research since they are fearful of losing their job.

Since 2010, things have improved somewhat especially in Europe; I think this has largely been due to reflections following Climategate and the fact that disagreement about climate change is not as starkly divided along the lines of political parties (i.e. the issue is somewhat less politicized). In the U.S., with President Obama’s recent pronouncements about climate denial and climate deniers (as anyone who does not agree with the consensus) has increased the toxicity of the environment (both academic and public) for scientists that question the IPCC consensus on climate change.

Climate Model Overwarming/Problems

Particularly for the past decade, climate models have been running too hot, predicting more warming than has been observed (refer to the figure on page 6 of my testimonyhttp://www.climate-lab-book.ac.uk/comparing-cmip5-observations/.

The discrepancies between observed surface temperatures and climate model simulations indicates that climate models are not useful for predicting climate on decadal time scales (out to 20 years) or for regional spatial scales. If the so-called warming hiatus continues for another few years, then the observations will be completely outside of the envelope of climate model predictions.

I have argued that climate models are not fit for the purpose of simulating decadal scale and regional climate variability. Climate models are mainly useful for scientific exploration of mechanisms in the climate system. Whether they are at all useful for projections of century scale climate change remains to be seen, but I am doubtful.

Lower-Sensitivity Modeling?

For the main climate models used in the CMIP5 simulations for the IPCC AR5, climate sensitivity is an emergent property and not one that is easily tuned. For simpler climate models, such as MAGICChttp://www.cgd.ucar.edu/cas/wigley/magicc/, climate sensitivity can be tuned, seehttp://www.cato.org/blog/002degc-temperature-rise-averted-vital-number-missing-epas-numbers-fact-sheet

Jeg henvist for et par måneder siden til Christoffer Booker, der skrev at der var blevet fiflet med temperaturdata fra Paraguay til Patagonien så de understøttede en fortælling om stigende temperaturer. Varmen kommer gerne, hvor ingen oplever den, hvorfor der nu også advokeres for den er sprunget i dybhavet. Et par uger senere viste det sig tilsyneladende at der også er blevet fiflet med temperaturdata fra Arktis. Nu skriver Christopher Booker i Telegraph opfølgende om den sære og stadigt stigende diskrepans mellem jordbaserede målinger, hvor vi hele tiden slår nye varmerekorder og så satellit målingerne

My cue for those pieces was the evidence multiplying from across the world that something very odd has been going on with those official surface temperature records, all of which ultimately rely on data compiled by NOAA’s GHCN. Careful analysts have come up with hundreds of examples of how the original data recorded by 3,000-odd weather stations has been “adjusted”, to exaggerate the degree to which the Earth has actually been warming. Figures from earlier decades have repeatedly been adjusted downwards and more recent data adjusted upwards, to show the Earth having warmed much more dramatically than the original data justified.

So strong is the evidence that all this calls for proper investigation that my articles have now brought a heavyweight response. The Global Warming Policy Foundation (GWPF) has enlisted an international team of five distinguished scientists to carry out a full inquiry into just how far these manipulations of the data may have distorted our picture of what is really happening to global temperatures.

The panel is chaired by Terence Kealey, until recently vice-chancellor of the University of Buckingham. His team, all respected experts in their field with many peer-reviewed papers to their name, includes Dr Peter Chylek, a physicist from the National Los Alamos Laboratory; Richard McNider, an emeritus professor who founded the Atmospheric Sciences Programme at the University of Alabama; Professor Roman Mureika from Canada, an expert in identifying errors in statistical methodology; Professor Roger Pielke Sr, a noted climatologist from the University of Colorado, and Professor William van Wijngaarden, a physicist whose many papers on climatology have included studies in the use of “homogenisation” in data records.

Their inquiry’s central aim will be to establish a comprehensive view of just how far the original data has been “adjusted” by the three main surface records: those published by the Goddard Institute for Space Studies (Giss), the US National Climate Data Center and Hadcrut, that compiled by the East Anglia Climatic Research Unit (Cru), in conjunction with the UK Met Office’s Hadley Centre for Climate Prediction. All of them are run by committed believers in man-made global warming.

For this the GWPF panel is initially inviting input from all those analysts across the world who have already shown their expertise in comparing the originally recorded data with that finally published. In particular, they will be wanting to establish a full and accurate picture of just how much of the published record has been adjusted in a way which gives the impression that temperatures have been rising faster and further than was indicated by the raw measured data.

Already studies based on the US, Australia, New Zealand, the Arctic and South America have suggested that this is far too often the case.

But only when the full picture is in will it be possible to see just how far the scare over global warming has been driven by manipulation of figures accepted as reliable by the politicians who shape our energy policy, and much else besides. If the panel’s findings eventually confirm what we have seen so far, this really will be the “smoking gun”, in a scandal the scale and significance of which for all of us can scarcely be exaggerated.

Overdrivelser har der været nok af. Så lad os se de seneste tal fra satelliterne ved Dr Roy Spencer

En større gennemgang kan ses hos Climate Depot.

Den sorte familie i USA er gået i opløsning i takt med først stigende civile rettigheder og siden dyrkelsen af berettigelse skrev jeg tidligere. To sørgelige videoer til illustration. Først en teenager, der grinende tager selfies mens hans egen mor og kæreste slås

Dyrkelsen af berettigelse: Obama sendte en sørgedelegation til den kriminelle Freddie Greys begravelse, men ikke til krigshelten Kris Kyles. En kvinde mener ikke hun skal betale for en flaske vand fordi hendes slægtninge engang var slaver

TV-Syd brugte mindedagen på at vise og interviewe asyl-ansøgere på Sønderborg kaserne der tændte lys i vinduerne. En araber forsøgte samme aften at flå et Dannebrog, der var hejst i anledning af Befrielsen, ned og fremsagde dødstrusler mod brovagten, ligeledes i Sønderborg. I Kultur- og Fritidsforvaltningen brugte man befrielsen til at berige den venstreradikale forening 4-maj Initiativet med 100.000,-.

Information mindede om at Befrielsen for nogle kom som en ‘forbandelse’. Ingen mindre end nazisterne var vel forbandede, men Information sympatiserer i stedet med de kvinder, der lå i med nazisternes kamptropper

Først nogle år senere fandt hun ud af, at hun var adopteret, og hun skulle nå at fylde 41, før hun fandt ud af, at hendes biologiske mor rigtig nok havde mødt en tysk soldat under besættelsen, var blevet forelsket, og at Birgitte var resultatet.

Hendes biologiske forældre mødtes i februar 1945 til et dansebal i Aarhus. Moren, Inger Margrethe Stougaard, læste jura på universitetet i byen, men var oprindeligt fra den lille by Rørbæk, hvor hendes far var indremissionsk præst.

Faren, Josef Leibig, var en tysk soldat, der var på rekreation i Danmark efter at have tjent ved østfronten.

Inger Margrethe var en lille kvinde med et rundt, smilende ansigt med høje kindben og briller. Hendes hår var blondt, let krøllet og kort i panden, men hendes overlæbe var skæv efter en læbe-ganespalte-operation. Josef var hendes første kæreste, og hun faldt pladask for ham, har hun senere fortalt. Han var en flot fyr med imødekommende øjne, mørkt hår og slank figur, der spadserede rundt i Aarhus i civilt tøj.

Josef havde været soldat i den franske Fremmedlegion, hvor han var udstationeret i Algeriet, men var blevet indkaldt af den tyske Wehrmacht for at blive sendt i kamp mod Josef Stalins tropper. Der var han menig soldat i den tyske hærs pansrede opklaringsenhed, før han blev såret og sendt til Danmark.

Det var nogle lykkelige måneder for de to. Hun boede på et værelse inde i Aarhus, så de ofte kunne se hinanden, og i påsken 1945 blev de endda ringforlovet med hendes præstefamilies accept.

Men både folkestemningen og familiens opbakning skulle hurtigt ændre sig.

Jep, en kvinde falder for en tysk soldat - i 1945! Og præstefamilien ser ingen problemer med det - i 1945! De må have været radikale.

Information havde også et “5. maj-debatarrangementet i anledning af 70-års dagen for Danmarks Befrielse og dagbladet Informations overgang til legal avis” med aktivismeforskeren Silas Harrebye, Informations chefredaktør Christian Jensen og historikeren Joachim Lund. Her fik man at vide at “Der er selvfølgelig forskelle”, men modstandskampen lignede de folkelige bevægelser mod klimaforstyrrelser og overvågningssamfund.

»Der er også mange aktivister, der over for mig har klaget over, at de går ned med depressioner. Det skyldes, at de hopper fra projekt til projekt og ender med at engagere sig i mere, end de kan overkomme.«

Modstandskampen var også “Danmarks første ungdomsoprør” thi “De 17-22-årige vendte sig mod den generation, der stod for samarbejdet med tyskerne”. De gjorde de nu ikke. De vendte sig blot imod samarbejdet med tyskerne. For kommunisternes vedkommende først efter deres eget samarbejde med nazisterne var ophørt.

Danmarks Radio ser (heller) ingen forskel på Nazi-Tyskland og så den nuværende forbundsrepublik, hvis man skal tage P3s infantile forsøg på humor alvorligt. “Vi har før kigget på alle grundene til, at vi skal tilgive naboen mod syd ved at opremse nogle af de gode ting, tyskerne har givet os” fortælles der lystigt uden tanke på det nazistiske mørke, der havde farvet Tyskland. Og som historien med tyskertøsen ovenfor, giver Danmarks Radio los for en Radikal drøm hvis “Danmark og Tyskland var smeltet sammen”

1) Vi havde aldrig vundet EM i fodbold, men var blev verdensmestre i fodbold fire gange.

2) Så var vi sparet for talrige diskussioner om to-sprogede vejskilte: Så hed det jo bare Hadersleben, Kaltes Ding, Schlag Else, Kauf Ein Hafen. Doh.

3) Så var Den Lille Havfrue-skulpturen blevet udskiftet med brødrene Grimms Snehvide og de 7 små dværge

4) Dansk politiker-couture ville blive udsat for en Merkel-isering

5) Grænsehandlen og de billige bajere ville blive rykket til Østrig, og det ville vi aldrig kunne håndtere

6) Det er bare ikke lige så sjovt at synge: Vi sejler op ad “a med umlaut’en”, når man drikker øl i armkrog

Andre kontrafaktisk ting der ville være mere nærværende at nævne: 7) Berlingske Zeitung (BZ) ville bringe skandalehistorien om hvorledes Morten Messerschmidt ikke havde heilet ved afsyngningen af Lied der Deutsche. 8) Omar ville ikke have en eneste jøde at myrde foran synagogen i Krystalgade i København. 9) Mogens Lykketoft ville stadig være Formand for Folketinget skønt alle medlemmer tilhørte Radikale Venstre. 10) Politiken ville være det eneste alternativ til Der Stürmer. I begge aviser ville man dog kunne nyde Roald Als tegninger. 11) Danmarks Radio ville hedde ARD Dänemark. Ellers ville der ikke være megen forskel. 12) Togene ville køre til tiden.

“EN FORVILDET FLOK stærkt rabiate danskere danner fortrop i en forening, de kalder Trykke-frihedsselskabet” indleder Ekstra Bladet en af sine sørgeligste ledere. Og niveauet hæves ikke

– Vi synes, Geert Wilders er en vigtig stemme i debatten om ytringsfriheden, udtaler formanden, præsten Katrine Winkel Holm. Uden dog at nævne, at han har et forbud mod Koranen på sit politiske program!

To banale fejl. Katrine Winkel Holm er ikke præst. Geert Wilders har ikke forbud af koranen på sit program.

Som det har været tilfældet ved tidligere arrangementer, ser selskabet det som sin vigtigste opgave at provokere. Provokationer alene for provokationens skyld. Og ledelsen vil blive slemt skuffet, hvis Wilders’ ophold på klippeøen ikke afføder skrig, skrål og ballade.

Mission skrig-skrål-og-ballade er hermed allerede udført lader det til. Ekstra Bladet fortsætter med at digte Trykkefrihedsselskabet meninger og motiver på, nu de ikke har kunnet støve det mindste behandlingskrævende og rabiate op

DET MÅ I ØVRIGT være en forglemmelse, at selskabet ikke havde inviteret Front National-stifteren Jean-Marie Le Pen til at tale i Fælledparken 1. maj. Men det kan jo ske næste år, hvis han ellers lever så længe.

For Winkel Holm, Lars Hedegaard, Mogens Camre og ligesindede betyder ytringsfrihed kun fri ret til at svine muslimer til. Folk med andre synspunkter bør holde kaje.

Det er nu ikke sandt, men vi kan konstatere at den selv samme ytringsfrihed som Ekstra Bladet nyder godt af betyder at begå karaktermord og en sump af løgne. Og vrøvl, ikke at forglemme, som Ekstra Bladet fortsætter med umiddelbart efter

Ytringsfrihed handler ikke om at forfægte nogens ret til at sige noget, som man er enig i, men om at kæmpe for folks ret til at fremsætte synspunkter, der byder én inderligt imod.

ja, der tager Ekstra Bladets leder igen fejl. En frihed administreres frit som det passer een bedst. Den kommer hverken med et program eller sponseret af sex-annoncer. Når Wilders er interessant er det fordi han så flot taler de imod, der med vold og død vil forhindre det frie ord og den frie tanke. Alene det at nogen mener han skal myrdes for sine meninger gør hans meninger interessante.

Det farligste ved Ekstra Bladet er at man falder i søvn

DET ER LIDT af et paradoks, at Trykkefrihedsselskabet ledes af en præst. Folk med den metier forbinder man jo normalt med næstekærlighed.

Igen, Trykkefrihedsselskabet ledes ikke af en præst. Og næstekærlighed har intet at gøre med trykkefrihed. Men lad os høre Geert Wilders selv

Det engelske arbejderparti Labour er infiltreret af muslimer fortæller Telegraph

The Islamic Forum of Europe (IFE) — which believes in jihad and sharia law, and wants to turn Britain and Europe into an Islamic state — has placed sympathisers in elected office and claims, correctly, to be able to achieve “mass mobilisation” of voters.

Speaking to The Sunday Telegraph, Jim Fitzpatrick, the Environment Minister, said the IFE had become, in effect, a secret party within Labour and other political parties.

“They are acting almost as an entryist organisation, placing people within the political parties, recruiting members to those political parties, trying to get individuals selected and elected so they can exercise political influence and power, whether it’s at local government level or national level,” he said.

“They are completely at odds with Labour’s programme, with our support for secularism.”

Mr Fitzpatrick, the MP for Poplar and Canning Town, said the IFE had infiltrated and “corrupted” his party in east London in the same way that the far-Left Militant Tendency did in the 1980s. Leaked Labour lists show a 110 per cent rise in party membership in one constituency in two years.

Det ville jo forklare en del af skandalerne om industrialiseret børnesex i Rotherham, Burmingham, Peterborough, Calderdale ja hvor som helst i det nye England. Her marcherer den nye befolkning - den mandlige del af den nye befolkning i Lancashire England

“[A] series of life-threatening “extreme geological events” – earthquakes, volcanoes and tsunamis – is predicted by a group of eminent geologists and geophysicists” kan man læse i Newsweek Europe. Årsagen er: Klimaforandringer. Visse steder er forkastninger i jordskorpen særligt følsomme overfor relativt små ændringer i det tryk, som afsmeltning af større gletchere eller havspejlsstigninger foresager. “These stress or strain variations – just the pressure of a handshake in geological terms – are perfectly capable of triggering a quake if that fault is ready to go,” fortælles der. Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af computermodeller.

The disappearing ice, sea-level rise and floods already forecast for the 21st century are inevitable as the earth warms and weather patterns change – and they will shift the weight on the planet. Professor McGuire calls this process “waking the giant” – something that can be done with just a few gigatonnes of water in the right – or wrong – place.

“These stress or strain variations – just the pressure of a handshake in geological terms – are perfectly capable of triggering a quake if that fault is ready to go,” he tells Newsweek.

Uha, og så lige i kølvandet på et jordskævl. Man bliver jo helt bekymret om ens livsstil nu også er helt forsvarlig. Og det er den helt sikkert ikke, men af så mange andre grunde end at bilen står i tomgang natten over. Klimamodeller er nemlig ikke helt så sikre, som deres advokater advokerer for. FNs klimapanel slog i deres 2001 rapport fast (h/t Nir Shaviv) at forskellige modeller kan give forskellige projektioner af det samme

“Different models may give quite different patterns of response for the same forcing, but an individual model may give a surprisingly similar response for different forcings. The first point means that attribution studies may give different results when using signals generated from different models. The second point means that it may be more difficult to distinguish between the response to different factors than one might expect, given the differences in radiative forcing.”

Dette diagram viser hvor forskelligt de klimamodeller FNs klimapanel benytter opfører sig.

Et argument for klimamodellernes pålidelighed er deres evne til ‘hind-casting’, at kunne rekonstruere fortidens klima. Ideen er at, hvis modellerne kan rekonstruere, hvad vi ved, der er sket (med eller uden ishockey-stav?) har de demonstreret deres grundlæggende forståelse af klimaets komplicerede dynamikker og bestået den afgørende test for også forudsige fremtidens klima. Men, som man kan se, er der så mange forskellige bud på fremtidens klima, at de tilsammen negerer den påstand.

Og Daily Mail skrev forleden at ifølge et studie ved Duke University er de eksisterende klimamodeller (der er udviddede vejrmodeller) påviseligt ude af stand til at gennemskue naturlige variationer indenfor årtier

The team examined whether climate models, such as those used by the IPCC, accurately account for natural chaotic variability that can occur in the rate of global warming.

To test these, created a new statistical model based on reconstructed empirical records of surface temperatures over the last 1,000 years.

‘By comparing our model against theirs, we found that climate models largely get the ‘big picture’ right but seem to underestimate the magnitude of natural decade-to-decade climate wiggles,’ Brown said.

‘Our model shows these wiggles can be big enough that they could have accounted for a reasonable portion of the accelerated warming we experienced from 1975 to 2000, as well as the reduced rate in warming that occurred from 2002 to 2013.’

‘Statistically, it’s pretty unlikely that an 11-year hiatus in warming, like the one we saw at the start of this century, would occur if the underlying human-caused warming was progressing at a rate as fast as the most severe IPCC projections,’ Brown said.

‘Hiatus periods of 11 years or longer are more likely to occur under a middle-of-the-road scenario.’

Under the IPCC’s middle-of-the-road scenario, there was a 70 per cent likelihood that at least one hiatus lasting 11 years or longer would occur between 1993 and 2050, Brown said.

‘That matches up well with what we’re seeing.’

There’s no guarantee, however, that this rate of warming will remain steady in coming years, Li stressed.

‘Our analysis clearly shows that we shouldn’t expect the observed rates of warming to be constant. They can and do change.’

Modellernes fejlbarlighed gælder også for der de beflitter sig med temperaturudviklingen i dybhavet, som Roy Spencer skriver. Og det er jo havet, som en vandmasse underforandring det skulle handle om med sin evne til at udløse jordskælv før tid. I Weekendavisen skriver Frede Vestergaard nemlig, at der ifølge ny dansk forskning ingen påviselig effekt er mellem menneskeskabt global opvarmning og havspejlsniveauet. De målte ændringer skyldes Månens effekt på tidevandet og det går imod FNs klimapanels argumentation.

Herved skaber de fem oscillationer de svingninger, der observeres på målestationerne.

Disse såkaldte kvasi-oscillationer har en maksimal bølgehøjde på 70-140 millimeter.

Én af dem begyndte omkring 1970, og det har skabt den opfattelse, at der siden 1970 er sket en menneskeskabt havstigning. Men nej, siger de tre forskere efter deres analyser. Det er månen, der spiller ind.

Én af de fem oscillationer hænger sammen med månens styring af tidevandet i nord-sydlig retning.

Månens (og solens) tyngdefelt skaber nemlig ikke kun en øst-vest-bevægelse omkring Jorden ved samspil med Jordens rotation. Månen har også en nord-syd-bevægelse i forhold til Jorden, der strækker sig over cirka 35 breddegrader. Det er noget, som kun få er opmærksomme på, siger Jens Morten Hansen.

Denne bevægelse kaldes månens nodal-oscillation.

Længden er 18,6 år, og den giver i sig selv en bølge på 70 millimeter i havene omkring Danmark. Månen skaber altså en tidevandsbølge, der varer 18,6 år, og som løber nord-syd i modsætning til det daglige tidevand, der løber øst-vest. Ligesom højden af det daglige tidevand er højden af nord-sydbølgen afhængig af lokale, geografiske forhold.

Nord-syd-bølgen styrer og spiller sammen med fire andre bølger. Den nordatlantiske oscillation er en svingning på ca. 60 år, der styres af forskelle i lufttrykket mellem f. eks. Azorerne og Island. Den viser sig som en bølge i havniveauet på 22,7 millimeter og som følge af synkronisering med den måneskabte nord-syd-bølge får den en nøjagtig tre gange så lang periodelængde (55,8 år).

Den atlantiske multidekadale oscillation er en periodisk svingning på 70-80 år, der styres af havoverfladens vandtemperatur. Bølgehøjden er 35,5 millimeter, og som følge af synkronisering med månens nord-sydbølge får den en periodelængde på nøjagtig fire gange måne-perioden (74,4 år). Dertil kommer to små, periodiske svingninger i havniveauet med periodelængder på hhv. nøjagtig 1,5 og 6 gange månens periodelænge på 18,6 år. Deres bølgehøjder er hhv. 8,5 og 8,0 millimeter.

De fem bølgesvingninger påvirker altså hinanden og skaber flere forskellige bølgebevægelser med en længde på op til 60-80 år, hvor den daglige tidevandsbølge løber Jorden rundt en gang i døgnet.

Og modtagelsen af denne interessante opdagelse, der kan have stor betydning for, hvor mange og hvor vi kaster penge hen til kystsikring? Ikke ligefrem begejstring

Jens Morten Hansen kalder opdagelsen »ubehagelig for IPCC, fordi den viser, at man ikke kan finde menneskeskabt påvirkning af verdenshavets højde og havstrømme - og at Jordens klima primært styres af en række velkendte, naturlige svingninger.

Forskningsresultater, der peger i den retning, forties eller underbetones af kredsene omkring det internationale klimapanel, IPCC. Det tolker konsekvent forskningsresultater i én bestemt retning uden at belyse andre muligheder«. Publiceringen Én ting er opdagelsen af disse sammenhænge. En anden er problemerne med at få artiklen om den omtalt i et videnskabeligt tidsskrift. Det har taget flere år og flere afslag, selv om man måske skulle tro, redaktørerne ville gribe begærligt efter en artikel med denne opdagelse. Først forsøgte forskerne at få deres artikel optaget i tidsskriftet Nature.

»Det er det bedste sted at få banebrydende forskningsresultater omtalt. Vi har påvist, at der ikke i de sidste årtier er noget tegn på menneskeskabt påvirkning af havniveauet omkring Danmark og i Østersøen, og at de udsving, der faktisk sker, foregår i samme takt som i de sidste 160 år og styres af månens nord-syd bevægelse i forhold til Jorden.

Det - synes vi - er et så vigtigt resultat, at det har stor international interesse for klimaforskningen. Og der er særlig opmærksomhed om den forskning, der omtales i tidsskrifterne Nature og Science«, siger Jens Morten Hansen.

»Men vi fik artiklen tilbage - uden nogen som helst seriøs bedømmelse. Jeg tror ikke, at Nature’s redaktion kunne lide vores opdagelse. Vi var godt klar over, at Nature er meget tilbageholdende med at optage artikler, hvis resultater strider mod det billede, som FNs klimapanel, IPCC, tegner. IPCC bygger på de satellitmålinger af havoverfladen, der begyndte i 1993, og som derfor kun registrerer den kvasi-oscillation, der begyndte omkring 1970. Men over de blot 22 år optræder de 56-og 74-årige oscillationer ikke med en fuld svingning og kan derfor ikke udskilles.

Vores resultater rokker afgørende ved IPCCs udsagn om stigende havniveau. De er ikke klimapolitisk korrekte.« Jens Morten Hansen fortæller, at artiklen siden blev sendt til Nature Geoscience. Her fik den i første omgang to faglige bedømmelser. Den ene var positiv, den anden negativ, men uden at vurderingen forholdt sig til substansen i artiklen. En tredje reviewer blev herefter sat på, også denne bedømmelse var ifølge Jens Morten Hansen negativ uden dog at forholde sig til artiklens metoder og resultater.

Derefter blev artiklen sendt til tidsskriftet Nature Climate, som blot sendte en mail tilbage om, at man ikke ville bringe den. Også et andet tidsskrift i Nature-familien (Earth Science Reviews) blev forsøgt, men redaktøren her svarede, at man ikke ville bringe artiklen, fordi den burde kulegrave alt, hvad der er skrevet om tidevand - en nærmest livslang opgave.

»Endelig sendte vi artiklen til et tidsskrift uden for Nature-familien, tidsskriftet Journal of Coastal Research, hvor vi dels fik to meget positive vurderinger og et begejstret brev fra redaktøren, der også gerne så flere forskningsartikler fra vores hånd. Alt i alt har artiklen været godt fire år undervejs, efter at den blev færdig. Måske skulle vi være begyndt med Journal of Coastal Research, men den ville givetvis have fået mere opmærksomhed, hvis den var publiceret i et mindre specialiseret tidsskrift. Jeg kan oplyse, at vi også uden held to gange har forsøgt at få en omtale i Videnskab. dk. Det er trist, at forskningsformidling og politisk korrekthed er blevet så stærkt sammenblandet, som tilfældet er på klimaforskningens område.

Man kan få fyldig omtale af stort set hvad som helst, blot det ikke rokker ved IPCCs politiske dagsorden.

Forleden dag fik jeg dog en henvendelse fra Aktuel Naturvidenskab, der gerne vil have en større omtale.«.

Så hvis dine kaffekopper klirrer, så er det nok helt naturligt.