For at blive folkeskolelærer i Danmark, skal man bestå faget Kristendom og Livskundskab. I en lærebog af samme navn, der er meget benyttet på landets seminarier, har Mikael Rothstein skrevet en af artiklerne. Og det er en lang gang politiseren. Jeg skal her komme med et par eksempler.
“Man bemærker således, at det kun er bestemte aspekter ved globaliseringen, der fører til konflikt. (…) Problemet viser sig først, når levende mennesker, som ser anderledes ud, og som har et andet socialt mønster, gør deres entré i vores land.”
Igennem hele teksten er ovenstående logik styrende for Mikael Rothstein. De mennesker der er kommet til vores land, beriger det med deres kulturer og deres religion. Dette er for Rothstein en uafvendelig udvikling, som vi burde omfavne i stedet for at frygte. Det er klart at fejlslagen integration ikke har noget at gøre med de tilkomne, men kun med vores indstilling. Os og dem logikken er bærende hele teksten igennem. Det er ellers ikke en logik der passer særlig godt ind i hans argumentation, eller det vil sige; det gør den nogen gange. Der er et os når der skal placeres skyld og et dem når man skal se mangfoldighed. Dette lader ikke til at genere Mikael Rothstein når han samtidig diverter med ideen om flydende kulturer uden faste referencer.
“Kultur er ikke bestemt ved sustans, men ved forskellighed fra noget andet. Det er netop derfor det er så vanskeligt at definere den eftertragtede danskhed, og det er derfor, det er så let at opfinde kategorien “muslim”.”
Anden del af citatet er direkte absurd. At danskhed er svært at definere (som mange ting i livet) betyder jo ikke at danskhed ikke eksisterer. Endnu værre at kategorien “muslim” er opfundet. Muslim er definitionen på et menneske der tror at der Muhammed er Allahs profet!
I den første del, siger Rothstein at kulturer ikke er faste størrelser. Det er måske lidt rigtigt, skønt den muhammedanske “kultur” tager udgangspunkt i en tekst der aldrig forandres. Derfor vil jeg mene at eventuelle forskelle ikke er udtryk for udvikling men variationer over et tema. Ydermere er udvikling af en kultur ikke noget der gør den mindre væsentlig. En pointe der overses konsekvent i Rothsteins univers og leder ham til denne mærkelige konstatering.
“Det er ikke islam, som fører unge arabere eller pakistanere ind i gadebander.”
Tjah, jeg ved nu ikke…det er vel næppe rene tilfældigheder. Rothstei er dog klar over at der er visse problemer med islam, såsom fundamentalister. Så i den gængse logik kommet til at lyde
“Der er næppe tvivl om, at den neonationalistiske propaganda fra den politiske højrefløj er med til at skabe denne ideologi blandt unge mennesker med alvorlige sociale problemer. Man kan derfor sige, at den politiske højrefløjs angst for islam er angsten for et monster, man selv er med til at skabe og holde i live.”
Der er intet galt og det der er galt er højrefløjens skyld. Så lad os da blive ved danskheden (det gør Rothstein):
“For naturligvis har vi alle et kulturelt særpræg; det er f. eks. helt oplagt, at man kan tale om “europæisk kultur” i en eller anden forstand i langt højere grad, end man kan tale meningsfuldt om “danskhed”.”
Hvorfor det er sådan, får vi aldrig at vide. Det minder mig om mine dage på universitetet, hvor en af mine medstuderende, under et oplæg, får lyst til at lefle for stemningen og siger, at der jo (vi var vel alle enige) ikke eksisterer noget der er særligt dansk, måske bortset fra at drikke sig fuld og kaste op i havnen. Altså dansk eksisterer ikke med mindre det er noget negativt. En logik Rothstein kan tilslutte sig.
En eller anden nar ved navn Paden har gjort et stort indtryk på Rothstein og han henviser til hans tanker om et multietnisk samfund.
“Padens ide er grundlæggende, at mennesker kan leve i den samme fysiske verden - i det samme samfund - men alligevel befinde sig i forskellige reliogiøse verdener.”
“Der findes så at sige ingen religioner. Det, der findes, er religiøse mennesker, som organiserer sig ud fra bestemte kriterier.”
Her illustrerer Rothstein de to sidste citaters grundpointe med et eksempel på tre husmødre med forskellig religion, der køber ind i det samme supermarked, blot undgår muslimen svinekød og hinduen oksekød osv. At dette eksempels succes, hviler på en præmis om at religion er en privatsag undgår Rothstein at fortælle. Man kunne tilføre indkøbs-eventyret med en Kali-kultist, der var i færd med at kvæle flaskedrengen ude på lageret. Jeg selv ville have lagt den lille fortælling hos materialisten, hvor en ung muslimsk mand er i færd med at handle ind til sit trotylundertøj.
“En tekst er intet i sig selv, men får den betydning, som dens brugere tillægger den,”
Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha! Det er der sikkert en del dansklærere der er uenige i. Tænk at en mand der sidder og forfatter en længere artikel til en lærebog kan lukke den slags ud. Men måske er det forklaringen på at han skriver hvad han gør. Teksten har ikke mening og det kan m,an jo give ham ret i. Derfor er det vel helt i sin orden at han slutter af mad at svigte de muslimske piger hvis seksualitet gennem sløret skal regnes som en uren andethed.
“De [muslimske piger, der bære tærklæde] nægter at lade omgivelserne diktere normerne for deres seksualitet, som reserveres strengt til privatlivet.”
Herefter følger en muslimsk piges fortælling om velsignelserne ved tørklædet. At vold mod kvinder stiger i takt med tilhyldningen af dem, bliver ikke nævnt.