Wall Street Journal: Europa har ikke en begavet presse

Pressen — hasselbaink on October 30, 2006 at 12:47 pm

Med stor tak til Snaphanen.

wallstreetjournal.jpgBerlingske Tidende 30. oktober
Bret Stephens er redaktør på den amerikanske avis Wall Street Journal. Han undrer sig over europæisk presses antiamerikanisme og beskylder samme presse for mangel på reel pluralisme.

Af Bent Blüdnikow…

…Han følger godt med i europæisk presse, og han har som konservativ iagttager sine stærke synspunkter om europæisk presse:

»Den er ikke imponerende. Særlig når europæisk presse skriver om USA, kan man undre sig over det negative, fordomsfulde, lave niveau, der anlægges. Der er desuden en åbenlys mangel på egentlig pluralisme, idet meget af det, der står i europæiske aviser, minder besynderligt om hinanden i dets stereotype ensformighed.«

Hvad mener du med mindre pluralisme?

»Hvis vi tager artiklerne om USA i aviser som Le Monde, Der Spiegel og andre aviser, så er det den samme negative stereotype beskrivelse. En del af forklaringen skyldes selvfølgelig en århundred gammel antiamerikansk strømning i Europa, som vi kan spore tilbage til gamle politiske aktivister som f.eks. George Bernhard Shaw og venstreintelligentsiaen. Aversionen skyldtes til en vis grad misundelse over USAs succes. Men der er desuden en konformitet og en manglende mangfoldighed i europæisk presse.«

Er det bedre i USA?

»Ja absolut. Her har du reel pluralisme med vrede, aggressive, venstreorienterede aviser og tidsskrifter, der beskylder regeringen for hvad som helst. Men sandelig også den modsatte tendens, som vi kan se hos f.eks. Fox News og alle bloggerne, der er en reaktion på den venstreorienterede strømning i medierne og som repræsenterer mange borgere. Vi har det hele, og der foregår en dynamisk og seriøs debat, som europæerne burde være misundelige over.«

Ls videre her…

Mark Steyn og Palæstinenserne

Diverse — hasselbaink on October 28, 2006 at 7:31 pm

Den altid læsværdige Mark Steyn er god for nogle pointer, som mainstream pressen normalt aldrig får øje på. Her fra et interview i National Review:

Lopez: Why is it significant that the median age in the Gaza Strip is 15.8 [years]?

Steyn: Because the best measure of how a state will behave is the people who comprise that state. For the last 30 years, the same bespoke figures have touted the Palestinian cause on the western TV networks — Saeb Erekat, Hanan Ashrawi — and they seem terribly urbane and reasonable. But they are not Palestine. The Gaza Strip has one of the highest birth rates in the world. It has an almost endless supply of teenage boys. If you say “Well, what would you rather have? An economy and a highway system a home in the suburbs? Or waste another three generations trying to take out the Zionist Entity?”, you can make that argument to a middle-aged fellow like Saeb Erekat, but it has no appeal to most 15-year old guys raised in a death-cult society like Gaza. Jihad is way cooler. It’s like a geopolitical version of gangsta pathologies, but with unlimited manpower.

Jeg begynder langsomt at forstå israelernes modvillighed til at indgå i forhandlinger med palæstinensernes såkaldte ledere. Hvem vil for alvor tro, at Mahmoud Abbas eller selv Hamas’s Ismail Haniya virkelig har styr på tropperne? Jeg kender ingen politisk organisme der kan styre en befolkning af islamisk indoktrinerede klar-til-martyr teenagedrenge, der kan få dem til at nedlægge våbnene og tage del i opbyggelsen af et moderne samfund.

Resten af interviewet kan læses her: Nationalreview.com

Saru-auken

Diverse — hasselbaink on October 27, 2006 at 10:27 am

Glemmer du Muhammed-krisen, så husker jeg.

Og det jeg husker er en bukkende, skrabende, defeatistisk og spytslikkende mandsling, der ønskede at komme diverse diktaturstater imøde ved at blande sig i hvad den frie danske presse skrev.

saruauken-thumb.jpg

Tryk på billedet for at se resten.

Demokrati og islam

Diverse — Drokles on October 27, 2006 at 8:18 am

Fra BT

Moderate muslimer, der går ind i politik, må være forberedt på ubehageligheder fra rabiate muslimer.

Overfald, trusler og spytklatter. Det er den barske hverdag for muslimske lokalpolitikere i Danmark, skriver morgenavisen 24timer. Ali Maktabi (S), der sidder i kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune, er blevet spyttet efter og truet flere gange.

Her på bloggen tilslutter vi os udsagnet; der er moderate muslimer, men ingen moderat islam! Oven i købet er der demokratiske muslimer, i hvert fald muslimer der går den demokratiske vej (denne adskildelse for at filtrere imamerne fra, som de radikale falder i svime over, når de istedet for at generere optøjer, lægger taktikken om og sagsøger). Men det er ikke nemt for de moderate og jeg må sige til dem, at det letteste for dem ville være, hvis de erkendte deres forskruede religions menneskeforagt og smed den af sig, som det uværdige åg det er.

 - Der er flere steder, hvor jeg ikke har lyst til at gå hen i København for min egen sikkerheds skyld. Det er meget trist, at en lille gruppe rabiate muslimer forsøger at presse mig og formentlig andre moderate muslimer til ikke at være aktive i politik, siger han.

Forfatteren Mohammed Rafiq, der sidder i Venstres lokalgruppe på Vesterbro i København, blev så sent som i april overfaldet af fire unge islamister på Rådhuspladsen.

- Jeg er bange for, at de rabiate muslimer kan skræmme moderate muslimer til ikke at turde ytre sig, siger Rafiq, der selv bor på en hemmelig adresse.

Betinget Sejr

Diverse — Drokles on October 26, 2006 at 10:05 pm

Muslimernes sagsanlæg led nederlag i Byretten i Århus. Det huer ikke..

Talsmanden for Islamisk Trossamfund, Kasem Said Ahmad, siger:

- Retten har givet Jyllands-Posten ret til at krænke muslimer og muslimernes følelser og til at sammenkæde os med terror, siger talsmanden.

Men der er desværre en hage.

Trods frifindelsen fremgår det også af dommens præmisser (begrundelse), at “Jyllands-Postens opfattelse af, at
ytringsfriheden også omfatter adgang til hån, spot og latterliggørelse ikke er rigtig”, oplyser retten i en pressemeddelelse.

Hvorledes skal det egentlig forstås? I min bog omfatter hån, spot og latterliggørelse kernen i dansk satiretradition. Dog er der en lille banalitet at lune sig ved.

Sagsøgerne er dømt til at betale alle Jyllands-Postens sagsomkostninger.

Så går de penge da ikke til en Moské.

Som en anden Erasmus Montanus

Diverse — hasselbaink on October 26, 2006 at 3:19 pm

I denne omgang vil jeg kaste mig over endnu en af disse halv eller hel studerede røvere, som finder det belejligt at forpeste Weekend avisen og andre dagblades spalter med deres tåbeligheder. (Og det skal de så sandelig da også have lov til, ellers var der jo ikke så meget at tage fat i.)

Sidste nye rundskævert er begået af Pietro Cini (som er cand. mag. i en masse ting), og det er et vildskud af rang.

Cinis kronik ”Islamister og simplister” i Weekend avisen skal forestille at være et generelt svar på Karen Jespersen og Ralf Pittelkows seneste bog. Hovedtesen er at: ”… Europa og islam hører samme historie til.” I bredeste mulige forstand hører jukagirene i Sibirien vel også samme historie til. Sådanne platituder er i sidste ende umulige at efterprøve på nogen meningsfuld måde, så mon ikke man bare skulle lade være med at bruge dem.

…[jeg mener], at det bedste vi kan gøre ved islamisterne, er at konfrontere dem med deres forsimplede verdens- og historiesyn, der kommer til udtryk i deres drøm om at skrue udviklingen tilbage til Muhammeds tid. Vi skal med andre ord fortælle islamisterne, at de er historieløse simplister.

Halleluja, er det bare det vi skulle gøre?! Og jeg som troede at fanatikere var immune overfor argumenter.

De islamister, som i dag vil genoplive islams fordums storhed ved at skrue tiden tilbage til det 7. århundredes Mekka og Medina, er simplister…

Det er et udslag af historieløs simplisme, når islamisterne vil glemme den islamiske kulturs gæld til både Grækenland og Iran.

Her indrømmer Cini et af islamisternes præmisser; nemlig at islam havde en storhedstid fra det 7. årh. og mindst 600 år frem. Her kan Cinis argumenter næppe rokke ved islamisternes tyrkertro, snarere tværtimod. Hvis Sayd Qutb kunne tale fra sit forlængede ophold i helvede, ville han sige ”Ja, muslimerne tog fra de andre kulturer hvad der var godt, MEN viden blev altid brugt i overensstemmelse med Guds vilje, som vi kender den fra koranen og profetens sædvane.”
Herefter priser Cini forskellige arabiske kommentarer til Aristoteles’s naturvidenskabelige værker, og han påstår at Ibn Rushd (Averroes) var altafgørende for sekulariseringen af Europa. Det spørgsmål der nu skråler til himmelen som en stiv svensker i Nyhavn er: Hvorfor var det Europa og ikke de muslimske imperier der oplevede renæssancen, reformationen, oplysningstiden, industrialiseringen, det moderne gennembrud, osv. osv.? De havde jo alle disse vidunderlige muslimske tænkere…
Og hvornår var det Averroes havde sin gang her på jorden? Han døde i AD. 1198 og det er immervæk lang tid siden, Hr. Cini. Kunne du ikke finde nogle store muslimske tænkere der levede lidt tættere på slaget ved Waterloo?
Jeg ved godt hvem der virker historieløs i denne sammenhæng.

Resten af kronikken er en opvisning i teoretisk vrøvl og stråmænd.

…[ hvordan skal] moderate muslimer [] agere demokrater, når det de i tide og utide får ørene tudet fulde med, at deres religion… … er uudviklet, småfascistisk, autoritær, kvindeundertrykkende, og så videre?

Ja, Pietro Cini, hvordan skal de ager demokrater? Lige som alle andre!

Encyklopædien

Diverse — Drokles on October 25, 2006 at 9:36 pm

På CD-rom udgaven til Den Store Danske Encyklopædi, står der om Muhammeds barnebrud Aisha.

‘Aisha bint Abi Bakr, 611-678, en af profeten Muhammeds hustruer. Hun blev enke som 18-årig og tog siden aktivt del i det religiøse og politiske liv. I arvefølgestriden efter mordet på Uthman, den tredje rettroende kalif, kæmpede hun mod Ali, som hun holdt ansvarlig for mordet, men blev i 656 besejret i et slag (Kamelslaget) nær Basra. Aisha menes at have haft stor indflydelse på Muhammeds liv.

Så ved vi det, Aisha var 18 år da hun blev enke og det var jo ikke så langt et ægteskab. Men faktisk havde hun og Pædofeten på det tidspunkt været gift i 9 år. Lad os læse videre i Encyklopædien. Under pædofili står:

Konsekvenserne for børn, der har været involveret i seksuelle forhold til pædofile, afhænger af barnets alder samt forholdets karakter og varighed. Der skelnes mellem de akutte følger hos barnet, fx angst, depression, koncentrationsbesvær, adfærdsproblemer, isolationstendens, seksualiseret adfærd og selvdestruktiv adfærd, og langtidsskadevirkninger hos voksne, der har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen, fx seksuelle forstyrrelser, problemer med at indg? i intime, forpligtende relationer, depressioner, skyld- og skamfølelser, lavt selvværd, stof- og alkoholmisbrug samt risiko for udvikling af spiseforstyrrelser og borderline-personlighedsforstyrrelser.
For barnet kan et seksuelt misbrug være et dobbelttraume, fordi det ikke kan eller tør fortælle om det af frygt for repressalier eller for ikke at blive troet. Konsekvensen er, at barnet ikke blot skal leve med det traumatiske misbrug, men også lade som om misbrugen ikke er sket. Journalisten og forfatteren Kristian Ditlev Jensen (f. 1971) har i den selvbiografiske bog Det bliver sagt (2001) beskrevet de psykiske mekanismer og de lidelser, der bliver resultatet af en pædofil mands forførelse af en dreng.

Vi kan derfor konkludere at Aisha ikke var lykkelig i det ægteskab. Muhammed var en pervers stodder og hvad han gjorde mod en lille pige var en forbrydelse. Om jeg forstår muslimer, når de ikke kan se at den er helt gal med deres store idol. Jeg siger det rent ud: de er enten dumme eller onde!

Rascistisk overfald

Diverse — hasselbaink on October 25, 2006 at 9:42 am

Ekstra Bladet kalder en spade for en spade, og betegner rascistisk vold som det er. Dog ikke på en måde der vil hue den anti-rascistiske fløjs stormtropper. En skotsk dreng med den forkerte hudfarve; hvid (pr. definition den forkerte hudfarve nu om dage) - blev tortureret og myrdet af tre mænd med disse (sabel)klingende navne: Imran, Zeeshan, og Mohammed.

Det er nok første gang undertegnede ser den slags overgreb mod nordeuropæere betegnet som rascisme i pressen.

Skoledreng dolket og brændt ihjel

Vi vil vende tilbage denne sag og lignende igen og igen og igen og…

Ansvar

Diverse — Drokles on October 25, 2006 at 8:59 am

Fra gårsdagens Information kan man læse en historie om belastningen på miljøet. Den skræmmende nyhed er at hvis hele Verden brugte ressourcerne som vi gør i Danmark skulle vi få brug for tre Jordkloder. Hvordan nu det? Jo, for vores forbrug begrænser sig ikke bare til Danmark, men hele Verden

“Hvis vi ser på Danmark isoleret fra resten af verden, ville man tro, at det går nogenlunde på miljøområdet, og at der gøres meget på det miljøpolitiske niveau. Men realiteten er, at Danmarks ressourceforbrug er med til at forurene og sætte negative fodaftryk uden for landets grænser. Det aspekt mangler i dansk miljøpolitik.”

Jeg ville nu mene at det ikke er vores ansvar, at vores samhandelspartnere i den mindre oplyste del af Verden er nogle møgsvin. På Borneo brænder man rask væk regnskoven af, for at få plads til plantager. Det er vi altså skyld i. Men se om man vil boycotte OL i Kina. Gu fanden vil man ej.

I øvrigt, hvis resten af Verden i det hele taget gjorde som os, ville der slet ikke være så mange problemer.

Skræmmekampagne

Diverse — Drokles on October 24, 2006 at 8:19 pm

I denne uges Weekendavisen har Stine Ethelberg fra Europabevægelsen et læserbrev, hvor hun tror hun hudfletter nej-sidens argumenter mod Euroen (det der engang hed Ecu’en). Hun opremser Euroen store succes, Nemlig at den ikke er kollapset. Sikke et eventyr, det er i sandhed et eksempel på at virkeligheden overgår fantasien.

Og fordi meningsmålinger indikerer at 60% ville stemme for Euro’en, hvis der var valg idag, vil hun have en folkeafstemning pronto. Det er en sikker sejr, det er let at se.
Hun overser flere ting. At dansk økonomi ikke har taget skade af beholde kronen, sådan som hendes fløj, og i særdeleshed hendes bevægelse, argumenterede. Faktisk har Danmark siden afstemningen givet Euroland baghjul. Så i bedste fald er Euroen ligegyldig. Og så overser hun også at Euroen altid er populær når folk har den på afstand. Det var netop udsigten til en nem sejr baseret på gode meningsmålinger at den tidligere Nyrup-regering udskrev afstemningen i 2000.

Vi ved ikke hvad der ville være sket, hvis vi havde stemt ja. Sikkert ikke en skid, men for en person der har troet at hun havde hægtet sig på fremtidens vogn må det være forstemmende at den valutasag er komplet ligegyldig. Det må være lidt ligesom at sidde på en stor samling af film på Betamax-bånd.

www.weekendavisen.dk

Rothstein

Pædagogik — Drokles on October 24, 2006 at 4:41 pm

For at blive folkeskolelærer i Danmark, skal man bestå faget Kristendom og Livskundskab. I en lærebog af samme navn, der er meget benyttet på landets seminarier, har Mikael Rothstein skrevet en af artiklerne. Og det er en lang gang politiseren. Jeg skal her komme med et par eksempler.

“Man bemærker således, at det kun er bestemte aspekter ved globaliseringen, der fører til konflikt. (…) Problemet viser sig først, når levende mennesker, som ser anderledes ud, og som har et andet socialt mønster, gør deres entré i vores land.”

Igennem hele teksten er ovenstående logik styrende for Mikael Rothstein. De mennesker der er kommet til vores land, beriger det med deres kulturer og deres religion. Dette er for Rothstein en uafvendelig udvikling, som vi burde omfavne i stedet for at frygte. Det er klart at fejlslagen integration ikke har noget at gøre med de tilkomne, men kun med vores indstilling. Os og dem logikken er bærende hele teksten igennem. Det er ellers ikke en logik der passer særlig godt ind i hans argumentation, eller det vil sige; det gør den nogen gange. Der er et os når der skal placeres skyld og et dem når man skal se mangfoldighed. Dette lader ikke til at genere Mikael Rothstein når han samtidig diverter med ideen om flydende kulturer uden faste referencer.

“Kultur er ikke bestemt ved sustans, men ved forskellighed fra noget andet. Det er netop derfor det er så vanskeligt at definere den eftertragtede danskhed, og det er derfor, det er så let at opfinde kategorien “muslim”.”

Anden del af citatet er direkte absurd. At danskhed er svært at definere (som mange ting i livet) betyder jo ikke at danskhed ikke eksisterer. Endnu værre at kategorien “muslim” er opfundet. Muslim er definitionen på et menneske der tror at der Muhammed er Allahs profet!

I den første del, siger Rothstein at kulturer ikke er faste størrelser. Det er måske lidt rigtigt, skønt den muhammedanske “kultur” tager udgangspunkt i en tekst der aldrig forandres. Derfor vil jeg mene at eventuelle forskelle ikke er udtryk for udvikling men variationer over et tema. Ydermere er udvikling af en kultur ikke noget der gør den mindre væsentlig. En pointe der overses konsekvent i Rothsteins univers og leder ham til denne mærkelige konstatering.

“Det er ikke islam, som fører unge arabere eller pakistanere ind i gadebander.”

Tjah, jeg ved nu ikke…det er vel næppe rene tilfældigheder. Rothstei er dog klar over at der er visse problemer med islam, såsom fundamentalister. Så i den gængse logik kommet til at lyde

“Der er næppe tvivl om, at den neonationalistiske propaganda fra den politiske højrefløj er med til at skabe denne ideologi blandt unge mennesker med alvorlige sociale problemer. Man kan derfor sige, at den politiske højrefløjs angst for islam er angsten for et monster, man selv er med til at skabe og holde i live.”

Der er intet galt og det der er galt er højrefløjens skyld. Så lad os da blive ved danskheden (det gør Rothstein):

“For naturligvis har vi alle et kulturelt særpræg; det er f. eks. helt oplagt, at man kan tale om “europæisk kultur” i en eller anden forstand i langt højere grad, end man kan tale meningsfuldt om “danskhed”.”

Hvorfor det er sådan, får vi aldrig at vide. Det minder mig om mine dage på universitetet, hvor en af mine medstuderende, under et oplæg, får lyst til at lefle for stemningen og siger, at der jo (vi var vel alle enige) ikke eksisterer noget der er særligt dansk, måske bortset fra at drikke sig fuld og kaste op i havnen. Altså dansk eksisterer ikke med mindre det er noget negativt. En logik Rothstein kan tilslutte sig.

En eller anden nar ved navn Paden har gjort et stort indtryk på Rothstein og han henviser til hans tanker om et multietnisk samfund.

“Padens ide er grundlæggende, at mennesker kan leve i den samme fysiske verden - i det samme samfund - men alligevel befinde sig i forskellige reliogiøse verdener.”

“Der findes så at sige ingen religioner. Det, der findes, er religiøse mennesker, som organiserer sig ud fra bestemte kriterier.”

Her illustrerer Rothstein de to sidste citaters grundpointe med et eksempel på tre husmødre med forskellig religion, der køber ind i det samme supermarked, blot undgår muslimen svinekød og hinduen oksekød osv. At dette eksempels succes, hviler på en præmis om at religion er en privatsag undgår Rothstein at fortælle. Man kunne tilføre indkøbs-eventyret med en Kali-kultist, der var i færd med at kvæle flaskedrengen ude på lageret. Jeg selv ville have lagt den lille fortælling hos materialisten, hvor en ung muslimsk mand er i færd med at handle ind til sit trotylundertøj.

“En tekst er intet i sig selv, men får den betydning, som dens brugere tillægger den,”

Ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha, ha! Det er der sikkert en del dansklærere der er uenige i. Tænk at en mand der sidder og forfatter en længere artikel til en lærebog kan lukke den slags ud. Men måske er det forklaringen på at han skriver hvad han gør. Teksten har ikke mening og det kan m,an jo give ham ret i. Derfor er det vel helt i sin orden at han slutter af mad at svigte de muslimske piger hvis seksualitet gennem sløret skal regnes som en uren andethed.

“De [muslimske piger, der bære tærklæde] nægter at lade omgivelserne diktere normerne for deres seksualitet, som reserveres strengt til privatlivet.”

Herefter følger en muslimsk piges fortælling om velsignelserne ved tørklædet. At vold mod kvinder stiger i takt med tilhyldningen af dem, bliver ikke nævnt.

Edward Said

Orientalisme — hasselbaink on October 24, 2006 at 8:48 am

Alle moderne mellemøststudiers moder og en løgner i verdensklasse.

said_in-mem.gif

I det tilfælde at du ikke orker at trave igennem den intellektuelle ørkenvandring som Saids ‘Orientalisme’ er, anbefaler jeg hermed to artikler af henholdsvis Ibn Warraq og Martin Crane:

Debunking Edward Said af Ibn Warraq.

Said attacks not only the entire discipline of Orientalism, which is devoted to the academic study of the Orient, but which Said accuses of perpetuating negative racial stereotypes, anti-Arab and anti-Islamic prejudice, and the myth of an unchanging, essential “Orient”, but he also accuses Orientalists as a group of complicity with imperial power, and holds them responsible for creating the distinction between Western superiority and Oriental inferiority, which they achieve by suppressing the voice of the “oriental”, and by their anti-human tendency to make huge, but vague generalizations about entire populations, which in reality consist of millions of individuals. In other words, much of what was written about the Orient in general, and Islam and Islamic civilisation in particular, was false. The Orientalists also stand accused of creating the “Other” – the non-European, always characterised in a negative way, as for example, passive, weak, in need of civilizing.( western strength and eastern weakness )…

… Thus European writers of fiction, epics, travel, social descriptions, customs and people are all accused of “orientalism”. In short, Orientalism is seen “as a Western style for dominating, restructuring, and having authority over the Orient.” Said makes much of the notion of a discourse derived from Foucault, who argued that supposedly obejective and natural structures in society, which, for example, privilege some and punish others for noncoformity, are in fact “discourses of power ”. The putative “objectivity” of a discipline covered up its real nature; disciplines such as Orientalism participated in such discourses. Said continues, “…[ W]ithout examining Orientalism as a discourse one cannot possibly understand the enormously systematic discipline by which European culture was able to manage – even produce – the Orient politically, sociologically, militarily, ideologically, scientifically, and imaginatively during the post-Enlightenment period.”…

… There are, as I shall show, several contradictory theses buried in Said’s impenetrable prose, decked with post-modern jargon ( “a universe of representative discourse”, “Orientalist discourse ”) (and some kind editor really ought to explain to Said the meaning of “literally” and the difference between scatalogical and eschatological), and pretentious language which often conceals some banal observation, as when Said talks of “textual attitude”, when all he means is “bookish” or “bookishness”. Tautologies abound, as in “the freedom of licentious sex”.

Læs resten ved at trykke på linket lige over uddraget.

Ivory Towers in the Sand af Martin Crane.

A British historian of India, Clive Dewey, looking back with twenty years of hindsight, wrote this of Orientalism:

When Edward Said’s Orientalism first appeared in 1978, historian after historian must have put it down without finishing it — without imagining, for a moment, the influence it would exert. It was, technically, so bad; in every respect, in its use of sources, in its deductions, it lacked rigour and balance. The outcome was a caricature of Western knowledge of the Orient, driven by an overtly political agenda. Yet it clearly touched a deep vein of vulgar prejudice running through American academe.

Despite the fact that the bulk of Orientalism dealt with a chapter in the intellectual history of Europe, the book had its most profound and lasting impact in America. The “vulgar prejudice” to which Dewey alluded arose from the bitter struggle for academic hegemony in the humanities and social sciences on American campuses. As the students of the 1960s became the junior faculty of the 1970s, the academic center moved leftward. Academization translated radical political agendas into the theoretical framework of postmodernism, which postulated the subjectivity and relativity of all knowledge. In a time of diminishing opportunities in academe, this challenge increasingly took the form of an insurgency, which ultimately overran university departments in the humanities and social sciences.

Læs resten ved at trykke på linket lige over uddraget.

Og her sidder jeg så og er bitter ved tanken om, hvor meget fisse svindleren har fået tiltusket sig i form af spejlblanke og ‘blåøjede’ studiner.

Monokultur kører på WordPress