Rapporter om at den syriske hær havde brugt giftgas (nervegassen sarin) i den syriske borgerkrig fik flere vestlige ledere inklusiv den amerikanske præsident Obama til at tale om en game changer, en afgørende udvikling, hvor vesten endelig ville engagere militært sig i det som den danske udenrigsminister Søvndal med ufrivillig præcision har kaldt “den syriske jungle“. Rapporter om, at de syriske oprørere muligvis også har brugt sarin, har givet de vestlige ledere en undskyldning for at tøve. Og vi glæder os da over denne timelige rysten på hånden. Og nu har Guardian en historie, som burde opløse ambivalensen om et engagement i Syrien

Syria’s main armed opposition group, the Free Syrian Army (FSA), is losing fighters and capabilities to Jabhat al-Nusra, an Islamist organisation with links to al-Qaida that is emerging as the best-equipped, financed and motivated force fighting Bashar al-Assad’s regime.

Evidence of the growing strength of al-Nusra, gathered from Guardian interviews with FSA commanders across Syria, underlines the dilemma for the US, Britain and other governments as they ponder the question of arming anti-Assad rebels.

John Kerry, the US secretary of state, said that if negotiations went ahead between the Syrian government and the opposition – as the US and Russia proposed on Tuesday – “then hopefully [arming the Syrian rebels] would not be necessary”.

The agreement between Washington and Moscow creates a problem for the UK and France, which have proposed lifting or amending the EU arms embargo on Syria to help anti-Assad forces. The Foreign Office welcomed the agreement as a “potential step forward” but insisted: “Assad and his close associates have lost all legitimacy. They have no place in the future of Syria.” Opposition leaders were sceptical about prospects for talks if Assad remained in power.

Illustrating their plight, FSA commanders say that entire units have gone over to al-Nusra while others have lost a quarter or more of their strength to them recently.

“Fighters feel proud to join al-Nusra because that means power and influence,” said Abu Ahmed, a former teacher from Deir Hafer who now commands an FSA brigade in the countryside near Aleppo. “Al-Nusra fighters rarely withdraw for shortage of ammunition or fighters and they leave their target only after liberating it,” he added. “They compete to carry out martyrdom [suicide] operations.”

(…)

Ideology is another powerful factor. “Fighters are heading to al-Nusra because of its Islamic doctrine, sincerity, good funding and advanced weapons,” said Abu Islam of the FSA’s al-Tawhid brigade in Aleppo. “My colleague who was fighting with the FSA’s Ahrar Suriya asked me: ‘I’m fighting with Ahrar Suriya brigade, but I want to know if I get killed in a battle, am I going to be considered as a martyr or not?’ It did not take him long to quit FSA and join al-Nusra. He asked for a sniper rifle and got one immediately.”

Selvfølgelig vil eksistenser, som Mogens Lykketoft sikkert argumentere med at dette blot betyder at de islamistiske grupper bliver mere moderate og værdige til støtte. Der er dog udenlandsk engagement i Syrien ved Iran, der infiltrerer stadigt mere og Israel, der klogt bomber, hvad de anser som en trussel, hvilket mest er iranske missiler på ved til Hezbollah, skriver Michael Weiss for Now Media

The last few days have seen a grit-teeth conversation among Syrian dissidents about what to make of Israel objectively aiding their cause. They needn’t disturb their consciences overmuch because the IAF looks right past them and doesn’t even see Syria as an independent country anymore, only an emerging Iranian suzerainty in the Levant. Dr. Shimon Shapira, a retired brigadier general of the Israel Defense Forces (IDF), has written a paper unambiguously titled “Iran’s Plans to Take Over Syria,” which emphasizes comments made by Mehdi Taaib, the head of Ayatollah Ali Khamenei’s think tank, that Syria is “35th district of Iran,” tantamount to Khuzestan, the Arab-populated district of Iran. The architect of this grand strategy is Major General Qasem Suleimani, the commander of the Islamic Revolutionary Guards Corp-Quds Force, who, in an ambitious operation named for himself, has begun the training and financing of 150,000-strong sectarian militia in Syria known as Jaysh al Sha’bi, drawn from fighters from Iran, Lebanese Hezbollah, Iraq, and even the Gulf states. This Basiji-style irregular army, as well as older Syrian formations such as the minorities-staffed Popular Committees and the shabiha (both of which also receive the mullahs’ largesse), stand to inherit the responsibilities of the Syrian Army, and further Iranian interest, in the event of regime collapse.

Lest anyone think that these claims amount to Israel overstating its own security threat, the Institute for the Study of War (ISW) has put out a new study about the Persian bulwark keeping Assad alive which legitimates and expands on Shapira’s analysis. ISW also suggests that a major imperative for grounding Syrian aircraft or destroying the Air Force’s infrastructure is to halt to the uninterrupted supply-line of personnel and materiel from Tehran.

The report neatly lays out the history of proven Iranian involvement in Syria such as the assassination of IRGC-QF Brigadier General Hassan Shateri in the Damascus countryside in February 2013, and the prisoner swap deal brokered between the regime and the Free Syrian Army in January, which saw the release of high-ranking officials of the IRGC-Ground Forces including the current and former commanders of IRGC Shohada unit; the commander of 14th Imam Sadegh Brigade (Bushehr province); and members of the 33rd al-Mahdi Brigade (Fars province). All of these units have extensive experience in counterinsurgency tactics, as they deal with provinces of Iran used to tribal and ethnic unrest. As the ISW authors observe: “The forward deployment of high-ranking current commanders of IRGC Ground Forces units is unusual, as IRGC-QF is Iran’s traditional foreign military arm while IRGC-GF is responsible for internal security and conventional operations inside of Iran.”

Et er at bombe iranske missiler i Syrien, noget andet er at bombe i Iran, skriver Alin Salim for Gatestone Institute, for skal der bombes, er det der!

In north Yemen in 1967, Egypt’s Gamal Abdel Nasser sprayed poison gas on civilians; in Halabja in 1988, Iraq’s Saddam Hussein sprayed poison gas — including mustard gas and sarin — on his Kurds, and now Bashar Assad is pouring chemical weapons on his fellow Syrians.

The use of weapons of mass destruction by leaders in the Middle East against their own people is an indication of just how light the trigger finger is of many tribal leaders and religious fanatics running wild in that region. There exists in the Middle East a basic willingness to use WMD, whether chemical or nuclear, against civilians — with no hesitancy involved — and with full Islamic religious justification.

If the extremists in Iran, the Hezbollah or the mujahideen of the global jihad get their hands on nuclear or chemical weapons, the world will immediately become a very difference place. Unfortunately, a substantial proportion of the so-called “free Syrian army” is cast in the same radical Islamic mold as Al-Qaeda and the Al-Nusra Front. If the West provides the anti-Assad forces with advanced weaponry, or intervenes to collapse the Assad regime, it is entirely possible that fanatic Islamists will take control of Syria – the same scenario the Americans have already seen played out in Afghanistan and Egypt.

(…)

an American decision to provide the Syrian rebels with weapons is a gun the Americans would be using to shoot themselves in both feet. It is Iran that must be struck. If it is, the other players will get the message. Once Iran has been revealed as vulnerable, the arrogance of Hamas, Hezbollah, and even North Korea will wither. The leaders of the Middle East will lower their tone, say thank you nicely, and the sheriff will return to the conflicted Middle Eastern town stronger and more admired.

America does not even need to send troops on the ground, just exploit its air superiority to strike deep at the heart of Iran’s nuclear project and the rule of the Ayatollahs. There is nothing to fear from an Iranian military retaliation so long as Iran does not have an atomic bomb. Once it does, it will be too late.

Når israelerne ender med at bombe for civilisationens skyld vil de kun blive mødt med fordømmelse fra alle de europæiske lande, hvis sikkerhed de har reddet.

Det står slemt til i Ægypten. Herbert Pundik i Politiken er pessimistisk og mener at det totale kollaps truer

Der er ingen tid at spilde.

Egypten vakler på randen af en økonomisk katastrofe, der kan kaste landet ud i anarki eller udløse et nyt militærkup. Eller begge dele.

Kairos valutareserver er nede på 13 mia. dollar. Kun tilstrækkeligt til at dække tre måneders import. Der er mangel på brændstof, olie, petroleum og benzin. I sidste halvdel af marts omkom fem mennesker efter skyderier i køer ved tankstationer.

Millioner af småbønder har svært ved at skaffe dieselolie til de pumper, der overrisler markerne. Om nogle uger skal hveden høstes. Hvis bønderne ikke kan skaffe benzin til traktorerne, frygter de, at kornet vil rådne på markerne. Egypten er verdens største importør af hvede. 15 mio. egyptere spiser sig mætte i brød.

(..)Med tre måneders valutareserver kan Egyptens 80 mio. indbyggere ikke vente længere. Inflationen stiger, arbejdsløsheden er formodentlig oppe på 25 pct. 4.500 fabrikker er lukket siden magtskiftet for to år siden, og priserne på importvarer stiger på grund af det egyptiske punds fald.

Efter at nogle hundrede studenter ved al Azhar-universitetet i Kairo for nylig blev ramt af madforgiftning, demonstrerede tusinder af studenter, ikke imod kokken, men mod Morsi. Anarkiet lurer under overfladen.

Hæren er opmærksom på, at det ikke blot er valutareserverne, der er ved at rinde ud, men også Mohammed Morsis popularitet.

(…)

Indtil videre er der intet alternativ til de muslimske brødre. De er den eneste disciplinerede, organiserede politiske bevægelse. Der er intet liberalt, sekulært alternativ. De forskellige grupper i den nationale front for frelse er kun forenet i en fælles modstand mod Morsi.

Pundik bruger en masse energi på at spekulere i, hvad USA og IMF kan gøre inden det er for sent, som havde nogen lyst til at snærve en med scabies i hele mundtøjet. Også tidligere israelsk ambassadør Zvi Mazel tegner et dystert billede, men i Jerusalem Post

Civil disobedience is rampant.

In Port Said the police have disappeared from the streets and the army called in to maintain law and order. Indeed here and there people are petitioning the courts to appoint popular Defense Minister Abdel Fattah al-Sisi to rule Egypt in Morsi’s stead. They know it won’t happen but are trying to make a point. Demonstrations calling for getting rid of Morsi and of the Brotherhood are held on a daily basis in Cairo and in cities all over the country. They are met by militant groups of the Brotherhood. Dozens have died and thousands were wounded in the resulting clashes though both sides are trying not to let the violence escalate.

(…)

Dissatisfaction is now evident everywhere. Elections held in students’ union throughout the country saw Brotherhood candidates defeated by independent candidates. Worse, elections to the key Journalists’ Syndicate saw the victory of Diaa Rashwan, head of Al-Ahram Center for Political and Strategic studies and bitter opponent of the Brotherhood.

In other words the movement is losing both the youth and the elites.

Yet the regime plods on as if unaware of the fact that times have changed and that people are no longer afraid to take to the streets to fight for the future of their country.

On the contrary, Morsi is hard at work appointing as many of his men as he can everywhere, from national to regional and local positions supervising everything from public order to food distribution – such as it is – under his direct orders.

Clearly, he is here to stay.

Army no longer refusing Islamic candidates

In a new and startling development, he is now turning to the army. For the first time since Nasser ruled, the army academy is no longer refusing Islamic candidates.

(…)

Strangely enough, while the level of violence in the streets is steadily rising, the president has nothing to say.

It is as if the Brotherhood had adopted the motto “least said, soonest mended” and had decided to keep a low profile in the hope of seeing the protests die a natural death as protesters get tired or lose hope.

Yet there is no sign of it happening anytime soon. In the wake of the last round of violence around the Brotherhood’s Cairo headquarters, Morsi did warn that if “hooliganism” did not stop, harsh measures would be taken. His warning only added fuel to the fire, resulting in new clashes and more wounded.

(…)

Investors have fled, tourists are scared. Hunger riots may not be far off. Yet the Brotherhood surges blindly on, not ready to let go of the golden prize achieved after nearly a century. And so the standoff goes on between the regime and the opposition, while quicksand threatens to engulf them all.

Og et par stemningsbilleder fra Business Insiders Robert Johnson, som har besøgt Tahrir Pladsen, hvor ‘Foråret’ startede. Der er stadig mennesker der bor i telte på pladsen, men det er blevet mere uklart, hvem de er og hvorfor de der er gentagne nedbrændinger af teltlejren, som teltlejrens ‘beboere’ angriber det omkring liggende butiksliv.

On Wednesday evening a man was attacked in the square, injured baldy and rushed to the hospital (we posted pictures of that Wednesday morning). Walid knew the man from the shop and told us he was from Abdeen, a few blocks away.
At 4 a.m. Wednesday, about 13 hours after the attack, Walid said he saw a group of Abdeen men guys ride in on motorbikes and attack the square. They beat its occupants, and burned the flags and tents to the ground. I’m told that, aside from one elderly man called “the father of the revolution,” the square was largely filled with criminals, former prison inmates freed during 2011 prison breaks, and drug dealers.

I could not get near Tahrir Square without being confronted, and was told repeatedly not to go at all after dark. I went with the translator. It was hostile, even before the attacks.

Throughout the day, the people living in the square brought in more tents, put up new flags and settled back in. At 4 p.m. a mob formed at the mall a couple of blocks away, and marched past my hotel calling for shopkeepers to join them in clearing the square.

Walid thought that group began with more people from Abdeen. My translator believed there was a significant Muslim Brotherhood presence after 4 p.m. when we were in the square. The Muslim Brotherhood is Egyptian president Morsi’s party, and my translator believed these men were in a group, carrying large slabs of wood or metal pipe. Many of them confronted me, one with hostile intent, and they did not look like the people staying in the square. No one I spoke with can say for sure who they were.

At 7 p.m. the people who’d now twice been attacked at the park took action. All they’d heard was the call for shopkeepers to join the mob that formed at the mall. A mall employee who’d been punched in the face trying to stop the crowd from tearing down “the father of the revolution’s” tent confirmed that’s where he joined the group.

By 7:10 p.m., the Tahrir Square residents had looted and shattered glass windows and doors in as many stores and restaurants as they could on the street my hotel is on, before employees hauled the sliding steel doors down for protection. The only spot nearby without a safety door is the pizza place where Walid works.

Og narkomanien er udbredt fortæller Johnson videre i en anden artikel for Business Insider, hvor han har besøgt en afmægtig politimand

My translator offered to provide some marijuana for me to smoke with Mohammed. I thanked him and instead asked if we could see the drug that is helping tear apart Cairo and driving the violence around Tahrir Square: Chinese Tramadol.

Despite media reports that the square is filled with protesters and revolutionaries, it’s not. Tahrir Square is a criminal epicenter, a camp from which to operate and coordinate prostitution, theft, and the flow of illicit goods throughout the city.

It’s also a major distribution point for Chinese and Indian-made Tramadol, a drug that is sweeping the city. Unlike Egyptian Tramadol, this street-level variety from China and India is supposed to be packed not only with painkiller, but amphetamines as well. I’m told the drug is creating many addicts and fueling a vast black market network.

Mohammed tells me the police know all this but do nothing. They know of the prostitution, thefts, beatings, and shootings that occur on a regular basis in the square. The police have a network of confidential informants but do nothing with the information.

“Morsi could clear the square in 10 minutes,” the police officer tells me, referring to Egyptian president Mohammed Morsi. And from what I’m told he has. During special visits by foreign dignitaries or meetings, the square is empty, and stays that way until someone drops off a load of expensive canvas tents and it gets rebuilt again.

“A lot of people benefit from the square,” Mohammed tells me, and to prove it I ask if he can get us some Tramadol. “No problem,” he says without expression.

The LA Times reports the rising level of Tramadol addiction affects children as young as 11 in Cairo, and drug use by those aged 15 and older is as high as 30 percent. I’ve already been violently threatened by a man my translator claimed was high on the drug. The man had been selling t-shirts on the street that he’d supposedly gotten on credit from the Muslim Brotherhood who smuggled them into the country from China.

I’ve read that Tramadol sells on the street for as cheap as two Egyptian pounds or thirty cents apiece, but the police officer wants me to buy a pack of ten for 150 Egyptian pounds or about $22 U.S. dollars.

På et tidspunkt forlader de unge den synkende skude og så søger de mod lyset. Hvis EU nogen sinde havde havde et perspektiv af nytte var det som et ‘Fort Europa’. Men hverken viljen eller evnerne har rakt og nu håber vi på EU sammenbrud førend Ægyptens da Europa er bedst tjent som frie nationalstater der kan skabe en næsten uigennemtrængeligt klynge af redouter.

Det er enhver totalitarist drøm at blive fri for sine modsætninger og leve i sin egen projektion. Men ville Politikensegmentet bryde sig om at bo i deres egen verden? Næppe, hvis man skal tolke på en interessant strid mellem den tidligere Politiken tegner Jacob Martin Strid og “den svenske mening”. SVT beretter at den svenske genudgivelse af Strids Mustafas Kiosk har genereret beskyldninger om racisme mod Jacob Martin Strid

De som reagerat menar att boken innehåller en negativ stereotyp av muslimska män. Kritiken handlar både om bilderna och rader som: ”En gång högg Mustafa huvudet av en man så det föll av och blödde - historien är faktiskt sann.”

”Hur tänkte ni när ni bestämde er för att ge ut Mustafas kiosk? Maken till rasistisk nidbild”, skriver en av många upprörda läsare på förlagets Facebooksida. ”Ska små barn verkligen lära sig rimma genom islamofobi?”, skriver en annan. ”Gavs den ut på 30-talet?!”

Sverige formes i Politiken segmentets ånd og her er ikke plads til Politikensk frivolitet med ny-danske indslag

Efter kritikstormen har förlaget nu publicerat en ursäkt på sin Facebooksida. ”Vi är uppriktigt ledsna att vi sårat och kränkt både vuxna och barn!”, skriver man bland annat. Förlaget har undersökt så att den inte längre finns i lager hos nätbokhandlarna, men mer än så kan man i nuläget inte göra, menar förläggaren Kerstin Aronsson.

Med sin egen ytringsfrihed betvivlet forsvarer Strid sig som Flemming Rose

Man är inte automatiskt skonad från humor för att man är invandrare eller muslim. Följer man den logiken slutar det med att vi bara kan skämta om vita, heterosexuella män - tråkigt, eller hur?

Eller med Roses ord

Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Nu bliver det spændende at se dem sondre mellem den smagfulde krumsabel på en disk overfor den vulgære bombe i en turban.

Der skrives sandheder om islam i disse dage. Jyllands-Posten skriver om “40 dageskoner i Indien for 10.000 kroner”

De såkaldte kontraktægteskaber er forbudt i Indien, ligesom de, ifølge forkæmpere for muslimske kvinders rettigheder, i det hele taget er forbudt i islam. På trods af det er et fænomen ved at udvikle sig i Hyderabad, en meget fattig by med næsten syv millioner indbyggere i Sydindien.

Her udnytter velhavende udlændinge lokale agenter samt quzi’er, som er regeringsudpegede muslimske præster, fattigdommen blandt byens muslimske familier.

I Hyderabad er det muligt at købe sig til et “ægteskab”, som kun varer et begrænset stykke tid, for at få sex, da det er ulovligt for muslimer at gå til en prostitueret.

Nu skal vi jo selvfølgelig huske på, at islam er mange ting, så der skal differentieres - og det overlader vi til Robert Spencer

Temporary wives are found in large numbers in seminary towns where young clerics-in-training are away from home and lonely.

This is a Shi’ite concept that mainstream Sunnis ostensibly reject; the Shi’ites point out that Muhammad allowed it, while the Sunnis maintain that he later abolished the practice. Shi’ites also justify it by reference to Qur’an 4:24, which says: “And those of whom ye seek content (by marrying them), give unto them their portions as a duty. And there is no sin for you in what ye do by mutual agreement after the duty (hath been done).” They see in that reference to “what ye do by mutual agreement” the allowance of a time limit.

Og for at det ikke skal være løgn så kan Khaled Abu Toameh fra Gatestone Institute nuancere det yderligere

According to reports in a number of Arab media outlets, the jihadis are importing Muslim girls to satisfy their sexual needs.

The sexual exploitation of girls was revealed after several Tunisian families reported that their teenage daughters had gone missing in recent months.

It later transpired that the girls had been dispatched to serve to Syria on “jihad marriages.” In other words, the girls had been sent to Syria to satisfy the sexual needs of the anti-Assad jihadis.

The jihadis, some of whom are affiliated with Al-Qaeda, are probably not getting enough weapons from Arabs and Westerners to fight against Assad’s forces. But what is evident is that they are in the meantime getting enough supplies of young girls to satisfy their sexual needs.

The phenomenon apparently began after a Saudi religious scholar, Mohamed al-Arifi, reportedly issued a fatwa [religious decree] allowing Muslim girls to go on “jihad marriages” in Syria. Al-Arifi has since denied issuing the fatwa.

The fatwa purportedly allows the jihadis, who abandoned their wives to fight against Assad’s regime, to marry girls for a few hours to satisfy their sexual needs.

But even if there never were such a fatwa, as the Saudi scholar says, what is evident is that Tunisian girls are being sexually exploited by the jihadis in Syria.

Og som om det ikke var nok med at jihadister kan få sig et hurtigt halal-knald, så kan alle med lidt i lommerne fortæller The Star

Nezar’s face is tight with expectation as she arrives for the meeting. She is a heavy-set mother of 12 and as she arranges herself on the small sofa in Um Majed’s living room she removes her black veil and the pious black gloves that allow her to shake hands with men who are not her relatives.

Um Majed sets down small cups of hot Turkish coffee to ease the tension. Nezar is a Syrian refugee and looking for a husband for her daughter. She lists the girl’s qualities.

“She is tall and pretty,” she tells Um Majed. “She finished the seventh grade.”

“There is one available. He is Saudi,” Um Majed answers.

This is what Nezar wants to hear. Saudis, flush with petrodollars, will pay well. She has high hopes for this Saudi.

So does Um Majed who will earn a $287 fee if the two sides agree to the match.

Um Majed, 28, is also a Syrian refugee, a former housewife from Homs. Um Majed isn’t her actual name but a respectable Arab moniker meaning ‘mother of Majed,’ her young son. She doesn’t want her full name published because of her shame about what she does for a living: procuring brides, some as young as 12, for men as old as 70 from all over the Middle East in exchange for money.

Islam er i sandhed en religion rig på nuancer.

“Blodige religiøse sammenstød i Egypten” hed en eufemistisk overskrift i Jyllands-Posten. “Fem egyptere er omkommet og otte er såret i voldsomme sammenstød mellem kristne og muslimer” hed det videre. Hvad kunne det dog handle om, vil vi ikke alle sammen det samme? - Nemlig det bedste for vores børn? Lidt længere nede fik man så så meget svar, som man kan få i en dansk avis, nemlig at “spændinger mellem muslimer og koptiske kristne, efter at tidligere præsident Hosni Mubarak blev vristet af magten i 2011, og radikale muslimer fik friere tøjler”. Midt i disse neutrale sætninger afsløres det altså at der alligevel ikke er helt tale om spændinger mellem nogle ligeværdige grupper.

Andre beboere fortæller, at urolighederne begyndte fredag, da en gruppe kristne børn tegnede på en væg op til et muslimsk religionsinstitut.

Øjenvidner fortæller, at børnene tegnede noget, der mindede om et svastika på væggen, og at det er det, der har provokeret muslimske beboere, fordi tegningen lignede et kors.

- Jeg så, at børnene tegnede på væggen efter eftermiddagsbønnen, så jeg tog fat i dem og sagde, at de skulle fjerne det, de havde tegnet, siger muslimen Mahmoud Mahmoud al-Alfa, som bor i El Khusus.

- Så kom en anden mand og begyndte at slå børnene. Det tiltrak en masse folk. Situationen eskalerede, da en person trak en pistol og skød op i luften, og en dreng blev skudt af en vildfaren kugle.

- Pludselig var området fyldt med våben, siger Mahmoud Mahmoud al-Alfa.

Det fortæller sin egen historie at muslimerne var opbragte over, at skriblerier lignede et kristent kors frem for et svastika.  Sådan er det, hvis man er heldig kan man nogen gange finde en forklaring i lagene af dødt sprog. Men nu er der måske ved at ske lidt. Under den ligefremme overskrift “Kristne er de mest forfulgte” hedder det nu i Jyllands-Posten

Mens Vesten har travlt med at støtte det muslimske oprør i Mellemøsten, har islamister sat gang i en bølge af forfølgelser af kristne. Eksperter advarer mod en udvikling ude af kontrol.

En sætning, der ved sin præcise gengivelse af virkeligheden fremstår, som et indigneret blog-indlæg. Og den sætning blev gentaget i Politiken og Berlingske Tidende og Avisen.dk og TV2 Nyhederne. Forbindelsen mellem islamisme og sekterisk vold og terror er direkte og ud af posen tales der også fra eksperterne

»Forfølgelsen af kristne er ved at antage alvorlige former især i Egypten og i Nigeria,« konstaterer lektor Peter Lodberg, studieleder på den teologiske uddannelse vedAarhus Universitet Han ser pessimistisk på de kristnes fremtid især i Mellemøsten.

»Vi har troet, at man bare kunne vælte totalitære regimer i Mellemøsten, så ville demokratiet vokse frem, som da man væltede nazisterne i Europa, og et demokratisk Tyskland voksede frem. Men det er lige præcis det, der ikke sker i Mellemøsten. Det har været en falsk analyse, fordi man ikke har medtaget den religiøse rolle i det politiske spil,« mener Peter Lodberg.

Andre eksperter er enige. Det gælder bl.a. den internationale menneskeretsadvokat Nina Shea, leder af Center for Religious Freedom ved Hudson Institute i USA.

»Vi ser lige nu en ny bølge af forfølgelser af kristne som følge af den stigende islamisme i verden,« vurderer Nina Shea.

På TV2 News’ program Lykketoft & Ellemann sagde Lykketoft, som var det den største selvfølgelighed “Det er klart at hvis man tager låget af kommer de indre modsætninger frem.” (frit efter hukommelsen). Ja, det er klart. Der er ganske vist stadig tale om “islamisme” og ikke blot islam, så der går endnu en rum tid førend det vil fremgår hvor klart disse modsætninger egentlig fremstår i Koranen.

Pastor Emeritus John W. Hørbo, skriver så glimrende om Folkekirkepræstens rolle som forkynder i Jyllands-Posten

Den danske folkekirke er som evangelisk-luthersk kirke forpligtet til at udøve islamkritik. Det står i den augsburgske bekendelse, som enhver præst, der er ansat i folkekirken, har skrevet under på.

(…)

Det står i bekendelsen, at islam skal fordømmes, fordi islam benægter sandheden i den kristne gudsopfattelse, som går ud på, at Gud møder vi som den treenige Gud. Det er det allerførste, der møder læseren af bekendelsesskriftet

Hvorledes skal en sådan fordømmelse af islam foregå? Det kan ske i søndagens prædiken. Det kan ske i foredragsform, det kan ske i det lokale kirkeblad, det kan ske i konfirmandundervisningen, ja, alle de steder, hvor præsten skal udlægge og forklare, hvad der er kristendom.

(…)

Der er tale om en rent kirkelig og teologisk selvbesindelse på, hvori kristendommen adskiller sig fra islam, og i hvilken forstand islam bør fordømmes som usand gudstro. Det er hver enkelt præst samvittighedsmæssigt forpligtet til at skulle formulere.

(…)

Det er en sag inden for kirkens rammer. Her siger vi til hinanden, at det, som islam hævder, er løgn.

Vi besinder os naturligvis altid på den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi.

Folkekirkens islamkritik skal formuleres som en besindelse på den kristne tros særkende.

Det er i den augsburgske bekendelses ånd at forholde sig således.

Det glæder en at blive mindet om at der engang fandtes fornuftige stemmer i Folkekirken. Men minder er det kun for hurtigt bliver man revet tilbage til den rå virkelighed. Præsten Svend Løbner - der er vokset op i Tanzania og typen der bruger  suffixet “verdensreligionen” om islam - er nemlig ked af at ”Søren Espersen kaster alle nuancer over bord” og ”har opgivet at skelne mellem islam som religion og islamisme som politisk system“, og skriver som svar i Politiken fortæller hvorledes hans ”far byggede flere hundrede kirker de næste 12 år“. Men “de egentlige bygmestre? Det var muslimske ’fundier’ (fundi betyder ’dygtig’ på swahili). De havde intet imod at bygge gudshuse for de kristne.“. Djævlen findes jo i detaljen. At han selv finder det bemærkelsesværdigt at en håndværkerstand (det er ikke kun muslimer, der er fundier i Tanzania) ikke modsætter sig en byggekontrakt bekræfter mere Søren Espersens overordnede pointer, frem for at nuancere. Folk, som Løbner, der bruger suffix’et ‘verdensreligion’ om islam, undrer sig aldrig over, hvorfor de altid anser det som et mirakel at kunne pege på muslimer, der falder i et med tapetet.

For nogle år siden havde jeg den glæde at formidle penge fra en fond til min barndoms landsby, der netop da gennemlevede tørke og sult. De lokale missionærer uddelte nødforsyninger til både muslimer, kristne og alle andre.

Hjælpen reddede lokalbefolkningen gennem krisen, og muslimerne inviterede alle kristne til en stor takkefest.

Her rejste imamen sig op og holdt en lang takketale til missionæren, fordi han så rundhåndet havde hjulpet dem, og imamen lovede missionæren 70 skønne jomfruer med øjne som ædelstene i Paradis.

Missionæren var rørt – for han vidste, at det for muslimer er den ypperste belønning fra Gud. Her blev han, en kristen missionær, inkluderet i et univers, som kun er forbeholdt de mest hengivne muslimer.

Med mindre imamen ikke kender sin koran har Løbner sikkert ikke hørt helt efter, hvad imamen sagde. Løftet om jomfruerne i himlem er nemlig ikke et imamen kan udstede efter forgodt befindende på Allahs vegne, blot fordi nogle kristne har betalt Jizya. Den muslimske himmel består nemlig kun af muslimer og det siger derfor sig selv at man ikke blot kan slippe en masse vantro ind ofor at sperme i de renes evigt rene skeder, blot fordi de har runddelt frysetørret gullash og varme tæpper. Forudsætningen er altså at man konverterer til islam.

Løbner har lagt det samme indlæg ud på sin blog, blot med enkelte tilføjelser som denne

Tanzania er et demokratisk land, der på forbilledlig vis har holdt sammen på landets 120 stammer siden selvstændigheden i 1961. Præsidentposten går nu på skift mellem en kristen og en muslim med den eneste regel, at vicepræsidenten skal være af modsat observans.

Uden at kend forholdende i Tanzania nøjere, så er ligner denne ordning en fredsløsning. En af mine gode venner kender derimod til Tanzania så jeg ringede til ham. Over telefonen indvendte min ven at når Løbner videre skriver at muslimerne udgør 45% af befolkningen er det måske en slåfejl, for ifølge Wikipedia udgør de 35%. Alt godt en 1/3 af befolkning, der har forhånd´skrav på halvdelen af magten. Eller det vil sige; de udgjorde 35% af befolkningen i 1967, som er sidste gang man har turdet holde mandtal for at undgå “…rivalries between the various religious groups by not identifying the majority“, som Wikipedia diskret formulerer sig. Før de kristne koloniherrers tid var Tanzania nemlig jagtmark for arabiske slavejægere, som blev solgt fra sultanatet Zanzibar. I 1964 udfoldede et mindre blodbad sig i Zanzibar da negrene rejste sig mod deres arabiske undertrykkere. Freddie Mercury flygtede med sine forældre til England i samme anledning og op gennem 70erne blev omkring 50.000 syd-asiater presset ud af landet. Langt de fleste søgte til England, hvor en stor del af de “asians” der lever der idag kommer fra østafrika.

Alt det vidste jeg ikke, men jeg anede jo nok fra Løbners egne undladelser og skønskrivninger at Løbner dækkede over en mere grusom virkelighed end det paradisiske skønmaleri af multikulti han præsenterer Politikens ukritiske læsere for. Og dog, enkelte læsere er kritiske for en af dem henviste straks til en episode fra sidste år, hvor muslimer ikke var helt tilfredse med det kirkebyggeri Løbners fars fundier havde efterladt. Fra Assist News Service

According to Morning Star News, Islamists burned several church buildings in various parts of Tanzania this week after two children’s argument about the Koran resulted in a Christian boy allegedly defiling Islam’s sacred book.

The attacks took place in the normally peaceful country from its western border to its semi-autonomous island of Zanzibar. In Kigoma, on the western border, two church buildings were set ablaze on Sunday (Oct. 14), and the roof of another one was destroyed; on the island of Zanzibar in the Indian Ocean some 25 kilometers (16 miles) off the Tanzanian coast, Muslim extremists on Saturday (Oct. 13) demolished a building belonging to the Evangelical Assemblies of God-Tanzania in Fuoni, near Zanzibar City; and in Dar es Salaam on the mainland, where two boys’ argument over the Koran set off the violence, three church buildings were set on fire on Friday (Oct. 12), and another was destroyed yesterday, sources told Morning Star News.

“Som kristen præst” vil Løbner “ikke finde [sig] i” at “Espersen stiller kristne op imod muslimer” da det er at slå “religionen islam i hartkorn med islamisternes rigide fortolkning” for Løbner…

…har selv læst Koranen igennem og finder mere fællesgods mellem islam og kristendom end divergenser. For ja, der er ting, der adskiller. Men skellene er ikke uoverstigelige – som min barndom i det multireligiøse Tanzania illustrerer.

Løbner har nok overset, det Pastor Emeritus John W. Hørbo kaldte ”den dybe modsætning mellem enhver lovreligion og så det kristne evangelium, som indeholder et radikalt ophør med al lovreligion, som må opfattes som det rene blasfemi“. Islam og kristendommen er kun enige om at være hinanden udelukkende.

Zenia Stampe betror os på sin blog at hun havde “Medfølelse med mennesket Lars“, da hun hørte om det mislykkede attentat på formanden for Trykkefrihedsforeningen. Derefter havde hun ”gået rundt om [s]ig selv 25 gange“ for endeligt og så rigtigt konkluderet at “medfølelse ikke skal stå i vejen for den frie meningsudveksling“. Nemlig, for det er jo som bekendt forbeholdt den gode tone, at stå i vejen for den frie meningsudveksling.

Medfølelsen med mennesket Lars til trods, viser det sig nu hurtigt at det egentlige offer alligevel er islam, som Stampe straks tager i forsvar gennem klassisk relativisme. Özlem Cekic, kvindelige debattører, Anna Lindh og hende selv er ofre for trusler og endda mord (ikke Kjærsgaard, Westergaard, Khader, jøder i bred almindelighed og højrebloggere som Kim Møller og Snaphanen) og de skyldige eksempler er Lasermanden i Sverige, Malmø-skytten i ditto, Zwickau-gruppen i Tyskland og Breivik.

Men hun aner nok det håbløse i den form for udtjent argumentation med de mange foregående muslimske terrorsager og de seneste eksempler på muslimsk afpresning, jødeforfølgelse og bøssebank og lader kun relativeringen agere godhedsfyld omkring hendes egentlige taktik; at frede al ideologi, også den fra højre, og se bort fra den som forklaring på menneskers handlinger, så mennesker selv står til regnskab mod at islam således går fri - quid pro quo. “[H]vis vi kalder truslen ved sit rigtige navn: Militant ekstremisme. Sindssygdom. Vold.” foreslår hun godvilligt uden tanke på, at man ikke kan kalde vold og militant ekstremisme for årsager til vold og militant ekstremisme. Der er heller ikke lægefaglig dækning for at afskrive militante ekstremister og voldsmænd som sindssyge, var det bare så let. Og det efterlader jo det ikke mindre ubehagelige spørgsmål; om hvorfor muslimer så bare er så meget sindssygere end andre mennesker. Men for at det skal give mening, for islam skyld, så uddyber Stampe at ”Det er dét [ den militante ekstremisme, sindssygdommen og volden], der udfordrer vores demokrati, og som rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn.” (Det er ikke bomben der er farlig for dig, det er trykbølgen. Sobieski ) og overser at det jo netop ikke rammer på tværs af politisk overbevisning, religion og køn. Det rammer nogle politiske overbevisninger hårdt og andre ikke og det udgår i sin væsentlighed fra muslimer grundet deres tilknytning til og begejstring for islam.

Vold er skyld i vold. Stampe øver vold på sig selv, sluger kamelen og håber at at få en positionel fordel ved et dronninge bytte

For racisme og mandschauvinisme er ikke skyld i truslerne. De har godt nok vist, at de kan fungere som dødsensfarlige ledetråde for et sygt sind i en voldelig krop. Men det er det syge sind og den voldelige krop, der er truslen. Det er også den, der er truslen mod Hedegaard. Det er ikke islam.

(…)

Truslen er ikke islam, lige så lidt som det er racisme eller mandschauvinisme, når en debattør med et udenlandsk klingende navn eller en kvindelig debattør modtager trusler. Og den truede er ikke ytringsfriheden, men derimod Lars Hedegaard.

Problemet med nazityskland var altså ikke nazismen, men en uheldig overrepræsentation af af mennesker med “syge sind og den voldelige krop” blandt nazister. Hvilket fører til det afgørende spørgsmål; hvad er en ‘voldelig krop’?  Nej, Stampes kunstgreb at frikende sine fjenders ideer mod at islam går fri virker ikke. Hvis det var tilfældet at islam ikke var truslen, hvorledes vil Stampe så forklare Muhammedkrisen? Og sit partis position under Muhammedkrisen? Hvilke syge sind og voldelige kroppe skulle statsministeren holde møde med, hvad skulle vi undskylde for og til hvem? Er der bare særligt mange syge muslimske sind og voldelig muslimske kroppe? Og hvorfor?

Som en ægte radikaler tror Stampe sig begavet alene ved sit medlemskab af Radikale Venstre og mener sig derfor tilpas hævet over Trykkefriheds Selskabet til at kunne belære dem om frihedsrettigheder

For ytringsfrihed er en negativ frihedsrettighed, hvilket de liberale arrangører af dagens debatmøde burde vide. Det er retten til at ytre sig, uden at staten blander sig. Det er derimod ikke en statsgaranti for at kunne ytre sig risikofrit.

Jeg ved ikke hvad andre ved eller ikke ved, men det kan jo godt tænkes at de liberale arrangører af dagens debatmøde henholdt sig til den almindelig opfattelse af negativ frihed, som Isaiah Berlin formulerede det, hvor ethvert menneske var frit til at udleve sine talenter “without interference by other persons”. Noget andet med forholdet til racismeparagraffen, hvor man åbenbart har ret ikke ikke at opleve den. Det vil sige at statens opgave er at opretholde den lov, der sikrer individdets frihed. Eller som det formuleres i Jyske Lov

Var der ikke Lov i Landet, da havde den mest, som kunde tilegne sig mest. Derfor skal Loven gøres efter alles Tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres Fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i Loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den Ondskab, som de har i Sinde. Det er ogsaa rigtigt, dersom nogen ikke af Frygt for Gud og Kærlighed til Retten kan lokkes til det gode, at Frygten for Øvrigheden og Landets Straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Det er faktisk ikke så svært.

Ron Agam skriver i Algemeiner om hykleriet i europæernes syn på Israel

France is now going to war in Mali because it says “we cannot have a terrorist state at the door of Europe,” but when Israel launches a defensive operation to protect its citizens from missile attacks from terrorists in Gaza, all the French newspapers and television commentators scream about Israeli aggression.

The distance between Bamako and Paris: 6266km. The distance between Gaza and Israel: 1km.

This situation starkly exposes the hypocrisy of the Europeans in their attitudes toward Israel, which drives me insane.

I samme ånd fortæller denne satiretegning af en impotent Hollande, der med utilstrækkelige midler forsøger at slukke en regulære brandtrussel også en anden historie, end vi er vant til når Israel forsvarer sine grænser

Det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev ikke overraskende udsat for et mindre brandbombeattentat af muslimer, som svar på en tegnet fortælling om deres perverterede forbillede. Desværre er det heller ikke overraskende at andre publicister ikke tør stå side om side med Charlie Hebdo, hvad angår retten til at ytre sig. Således censurerer engelske Daily Mail Charlie Hebdos forside, som var det efter Allahs forskrifter, som bortset fra forræderiet også fratager læseren afgørende viden om omfanget af urimelighed i muslimernes hysteri

Det slemme billede ser ifølge Hodjas Blog således ud

Jeg sad i min lille juleferie og stenede en dokumentar om Hitler på National Geographic. Her blev der trukket en lige og logisk linie fra Hitlers brændende ønske om at slå jøderne ihjel, hans taler om at slå jøderne ihjel og så at han og hans håndlangere, som det naturligste i verden slog jøderne ihjel. Konklusionen, som alle den slags dokumentarfilm kommer til er hvorledes man dog ikke i samtiden var mere opmærksom på den åbenlyse trussel fra hitlers nazibevægelse. Tjah, man kan jo blot spørge nutidens venstrefløj og salonfähige meningselite om., hvad i al verden der dog går gennem deres hoveder, når de er helt døve overfor den bølge af had der emmer fra muslimske fælleskaber.

Måske er det blot at venstrefløjen og den salonfähige meningselite bare deler muslimernes drømme.

De får det som de vil have det, venstrefløjen, når det gælder Israel. Selvom det Arabiske Forår ikke har været den civiliserende proces som de foregøglede sig selv så er hadet til Israel endelig stormet fra gaden ind i magtens centrum. Fox News skriver

The new tone coming out of Egypt - punctuated by President Mohammed Morsi mouthing “Amen” to an Imam’s call for the destruction of Israel - is rattling residents of the Jewish state, who claim the Obama administration isn’t taking the ratcheted-up rhetoric seriously.

Lip reading by the Anti Defamation League and the Middle East Media Research Institute confirmed Morsi’s approval of a prayer delivered by influential Imam Futouh Abd Al-Nabi Mansour last Friday, in which he stated, “Oh Allah … grant us victory over the infidels. Oh Allah, destroy the Jews and their supporters.” Israelis already nervous by the rise of Morsi’s Muslim Brotherhood say it is the latest example of a disturbing trend.

“There is no question that the rise to power of the Muslim Brotherhood has prompted open expressions of anti-Semitism in ways that were never publicly expressed during the Mubarak period,” Efraim Zuroff of the Simon Wiesenthal Center’s Israel office told Fox News.com. “The Obama administration is treating this far less seriously than it should be.”

Forhåbningerne til det Arabiske Forår gik ikke kun på en fornægtelse af islams væsen og styrke, men også en falsk ide om de sekulære kræfter og deres væsen.

Venstrefløjen har noget at se frem til, som New York Times skriver

LAST week, Twitter shut down a popular account for posting anti-Semitic messages in France. This came soon after the firing of blanks at a synagogue near Paris, the discovery of a network of radical Islamists who had thrown a hand grenade into a kosher restaurant, and the killing of a teacher and young pupils at a Jewish school in Toulouse earlier this year. The attacks were part of an escalating campaign of violence against Jews in France.

Today, a sizable section of the European left has been reluctant to take a clear stand when anti-Zionism spills over into anti-Semitism. Beginning in the 1990s, many on the European left began to view the growing Muslim minorities in their countries as a new proletariat and the Palestinian cause as a recruiting mechanism. The issue of Palestine was particularly seductive for the children of immigrants, marooned between identities.

Capitalism was depicted as undermining a perfect Islamic society while cultural imperialism corrupted Islam. The tactic has a distinguished revolutionary pedigree. Indeed, the cry, “Long live Soviet power, long live the Shariah,” was heard in Central Asia during the 1920s after Lenin tried to cultivate Muslim nationalists in the Soviet East once his attempt to spread revolution to Europe had failed. But the question remains: why do today’s European socialists identify with Islamists whose worldview is light-years removed from their own?

Venstrefløjens verdenbillede ligger dog ikke helt så langt fra islam’s som New York Times tror. De deler de samme fjender, som ud over jøderne også tæller USA, kapitalismen, Vesten, friheden og folket.

Sherin Khankan mener ikke at religionskritik og hadsk tale er det samme, kan man læse i Kristeligt Dagblad. “De to ting bliver alt for ofte forvekslet med hinanden og derfor ender nogle forkæmpere for ytringsfrihed med at forsvare retten til hadefulde og propagandistiske ytringer” konkluderer hun. I sit forsøg på at skelne mellem de to begreber definerer hun først den rette udlægning af islam

Karikaturtegningerne fra 2006 og den nuværende islamfilm får muslimer verden over til at reagere så kraftigt, fordi de udlægger islam som en primitiv, kvindeundertrykkende og voldelig religion, samt tillægger Profeten en negativ værensmæssig status.

De angriber kernen i det, som mange muslimer opfatter som essentielt, nemlig idéen om Profeten som en barmhjertig revolutionær, der gjorde op med alle former for diskriminerende skel, herunder raceskel, økonomiske skel, nationale skel, sociale skel, religiøse skel og ikke mindst skel mellem kønnene.

Profeten er for aktive muslimer Koranens levendegjorte symbol på alt retfærdigt og godt, og det ypperste forbillede på samme måde som Jesus er det for kristne.

Sådan!På en præmis om at profet Muhammed var super dejlig og kun gjorde godt kan man, hvis man ikke kan lide godt, men ondt, komme med sin kritik. Alt det er selvfølgelig fordrukkent sludder. Muhammeds forståelse af barmhjertighed demonstrerede han da han udryddede den jødiske Qurayza stamme i Medina, ved at slagte 600-900 mænd og drenge og tage resten til slaver. Derfor er det også falsk når Khankan fortsætter

En metode, Profeten Muhammad praktiserede, da han blev mødt med had, spot og fysiske overgreb.

Han søgte ikke menneskets anerkendelse men Guds anerkendelse. Således står der i Koranen: “Den som udviser tålmodighed og tilgiver har i sandhed praktiseret den mest noble form for mod og beslutningernes styrke.” (Koranen 42:43)

Muhammed gjorde selvfølgelig heller ikke op med nogle skel - andre end de der skiller sindet fra vanviddet - da hele hans lære er en lang skelsætning mellem haram og halal. Kvinder er underlagt mænd, vantro underlagt muslimer, slaver deres herrer, krigens hus og islams hus og så fremdeles. Der er heller ingen økonomisk lighed i islam, hvorfor man forlader sig på en ganske beskeden almisse (og kun til muslimer!) og vantro skal betale ekstra skatter for ikke at blive slagtet. Og hans serielle voldtægter af et barn gør ham kun til et forbillede som Joseph Fritzl gør det for sick fucks.

Disse indvendinger jeg her har stillet hurtigt og sjusket op er faktuelle banaliteter, men i Khankans forståelse er de hadsk tale fordi de ikke blot strider imod hendes demonstrativt falske udlægning men tillige fordi jeg ikke respekterer islams egne dogmer. For som hun fortsætter (og hold nu godt fast i bordkanten)

Islamfilmen anfægter også idéen om Koranens hellighed. Koranens hellighed refererer ikke til et passivt dogme og betyder ikke, at man som menneske ikke kan forholde sig aktivt og kritisk til fortolkningen af Koranen. Tværtimod mener flere modernistiske retslærde, at Koranen opfordrer mænd og kvinder til at fortolke de af Koranens vers, som er åbne for fortolkning, i forhold til den tid, og det samfund man lever i.

Termen “Koranens hellighed” refererer derimod til en bestemt respektfuld og hengiven adab (omgang og tone i forhold til Koranens indhold og Profeten Muhammads sædvane). Denne særlige adab, som også kan oversættes med gode manérer, sensitivitet og situationsfornemmelse, praktiseres af aktive muslimer, såvel som af mange ikke-muslimer.

Man behøver således ikke at være troende muslim for at forstå betydningen af Adab. På samme måde er de stærke irrationelle religiøse følelser som vi er vidne til i disse uger ikke kun et fænomen som kan tilskrives muslimer.

Kritik af islam er hadsk tale fordi det står der i koranen! - Og koranen er også gældende for vantro.

The Long War Journal skriver om syriske oprøreres summariske henrettelser af deres modstandere

The Al Nusrah Front for the People of the Levant, an al Qaeda-linked jihadist group that is fighting Bashir al Assad’s regime in Syria, has released two photographs of the execution of Syrian soldiers reportedly captured in Aleppo [one of the photographs is reproduced above]. The soldiers were “from the Hanano barracks” according to the statement that was released by the group. The short statement was released on Sept. 3 and translated by the SITE Intelligence Group on Oct. 3.

The photos of the execution are eerily similar to video footage of al Qaeda in Iraq’s execution of Iraqi policemen in Haditha in March 2012.

For The Long War Journal bærer det ligheder med Al Qaeda’s massakre på 27 politifolk i den irakiske by Haditha. En massakre som Al Qaeda var så stolt over at de endda optog en lille film, som er ganske interessant at se for alle os,, som interesserer os for fremmede kulturer

Og inden man begynder at tro at det hele er ad helvede til i Syrien så laver islamister andet end krig ifølge Pajamas Media

According to reports coming from Idlib and Aleppo obtained by sources in the Syrian opposition, clashes between Islamist militant groups have become more frequent as they compete for power and influence, each one asserting that their religious interpretation is the only true path.

There also appears to be a cultural clash between non-Arab Muslims from Pakistan, Afghanistan, the Balkans and Chechnya on the one hand, and Arabs from Syria, Libya, Tunisia and Jordan on the other, over the exploitation of sex slaves.

Some Islamists consider these women to be spoils of war, especially the wives and daughters of regime supporters, but local fighters are more apprehensive about the issue. Dozens of women have reportedly been sexually assaulted.

Ja, der gælder alle kneb.

Pakistansk fængselsstemning.

“Film, fatwa og tegninger er ikke samme sag” slår Politikens Bjørn Bredal så rigtigt fast. Men tager politikensk fejl

Man ved snart ikke, hvad man skal sukke mest over, provokatørerne eller de mange, der bider på provokationerne. Provokatørerne er decideret ondsindede, for de må have vidst eller håbet, at de kunne udløse både vold og drab.

Derimod har de fleste af dem, der har ladet sig provokere til at demonstrere, været i deres gode ret, selv om deres vrede er svær at forstå.

Men drabene på den amerikanske ambassadør i Libyen og hans medhjælpere er jo forbrydelser, som ingen hellig vrede skal have lov at undskylde, og det samme gælder al mulig anden vold og lemlæstelse, som skal forestille at være retfærdiggjort af den provokerende film.

Så selv om man altså ikke kan undskylde vold og drab - det “er jo forbrydelser”, trods alt - så er det ”provokatørerne”, ikke volds- og drabsmændene, men “provokatørerne”, der er decideret ondsindede.

Men det er ikke alle, der provokerer muslimer der er ondsindede. Salman Rushdie er en stakkel fordi han er kunster og “har taget afstand fra filmen” Innocence Of Muslims. Og heller ikke det franske venstredrejede satireblad Charlie Hebdo, som jo også og igen har lavet Muhammedtegninger er ondsinde. Hvorfor? Jo…

Det ville næsten være provokerende mærkeligt, hvis de på det lille tegnede blad aldeles overså ugens store historie.

På den måde er der noget ret uskyldigt provokerende over Charlie Hebdo. Bladet spiller sin rolle, normaliteten opretholdes.

Men der er noget skyldigt provokerende ved den hadefude amerikanske film. Og noget helt utilladeligt provokerende ved den fornyede ’dødsdom’ over Rushdie.

Måske Jyllands-Posten ville få fornyet respekt på Politiken ved at gøre det til sin faste rolle, skabe en ny normalitet, at trykke Muhammedtegninger? I så fald vil globaliseringsparathed, som det så smukt hed for en del år tilbage, på Politiken betyde at skomageren skal blive ved sin læst.

Og Bredal undrer sig dernæst over “at millioner af muslimer verden over i den grad tager på vej” over en hvilken som helst ytring, som afsæt for en klassisk Ellemann

Men det gør de altså, og så må vi jo både forsøge at forstå, hvad det går ud på, og (ikke mindst belært af de særligt danske erfaringer med Jyllands-Postens tegninger) finde en pragmatisk vej frem, hvor vi fastholder ytringsfriheden som princip, men ikke som en pligt til hverken at dumme sig eller provokere ved enhver given lejlighed.

Det kan vores principper sagtens holde til…

Hvis “vores principper” er Politikens egne principper så er svaret ja, det kan de sagtens holde til. Men hvis ”vores principper“ er den vestlige kulturs principper om ytringsfrihed så er svaret desværre nej. Bredals præmis er at muslimerne altså tager på vej (reagerer med vold og terror) og at det er derfor at vi skal ændre adfærd. Og dette er decideret at give efter for vold og trusler. Og hvis ikke vi tillige skal bryde vores princip om ikke at diskriminere må dette hensyn gælde alle personer, bevægelser, fællesskaber og sammenslutninger af enhver art, der har lyst til at tage på vej. Og det kan vores principper ikke holde til.

Denne film som viser muslimer er set hos Jihad Watch

Man er blevet hærdet med årene. Vores lederes svigt og svig og knæfald for terror, vold og trusler er blevet så meget dagligdag at vi næsten ikke ænser hvor slemt det står til. De er selvfølgelig godt hjulpet på vej af medierne der nærmest har indtaget et standpunkt imod ytringsfrihed i en eller anden pragmatisk forståelse for de, der vil ytringsfriheden til livs.

Men den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons beklagelse over både ytringer og vold er nok en lille studsning værd for som topdiplomat er alle hendes ord vejet på en guldvægt og udførligt lagt i den rette orden. Det er meningen at man skal læse djævlen i detaljen.

“Let me state very clearly and I hope it is obvious that the United States government had nothing to do with this video,” Clinton said on Thursday during a meeting with Moroccan leaders at the State Department. “We absolutely reject its content and message. America’s commitment to religious tolerance goes back to the very beginning of our nation.”"To us, to me personally, this video is disgusting and repressible,” she continued. “It appears to have a deeply cynical purpose, to denigrate a great religion and to provoke rage. But as I said yesterday, there is no justification — none at all — for responding to this video with violence. We condemn the violence that has resulted in the strongest terms. And we greatly appreciate that many Muslims in the United States and around the world have spoken out on this issue.”

The secretary went on to explain that many people around the world could not understand why the U.S. could not prevent films like “Innocence of Muslims” from being distributed.

“I would note in today’s world with today’s technologies, that is impossible,” she said. “But even if it were possible, our country does have a long tradition of free expression, which is enshrined in our Constitution and our law. And we do not stop individual citizens from expressing their views, no matter how distasteful they may be.”

Clinton slår først og fremmest fast at den amerikanske regering intet har med filmen Innocence of Muslims at gøre i selvfølgelig forståelse af at muslimer ikke har den ringeste ide om hvorledes et frit samfund fungerer. At muslimer verden over lever i udtalt uvidenhed om den frihed de drømmer om mindst lige så meget som os er en udbredt sandhed i de korrektes kredse. Senere belærer hun, opfyldt af sin egen korrekthed, muslimerne om hvorledes de bør opføre sig, hvis de skal være sande muslimer.

Herefter slår hun korsets tegn for sig og lægger så megen afstand til filmen Innocence of muslims som det er muligt uden decideret at bande. “[T]o me personally, this video is disgusting and reprehensible” er langt vægtigere ord end argumenter. Men det til trods kan vold ikke retfærdiggøres i Clintons verdensbillede.

Så langt har Clinton demonstreret den klassiske vege politiker, der først fralægger sig ansvar, dernæst undsiger værket, som var det en selvstændig pointe, roser det sande islam, igen uden et eneste argument og de mange muslimer der endnu ikke har konstrueret en bombe før end hun undsiger vold i al almindelighed for what is that good for? De korrekte’s høje er alle indtaget. Men der mangler en høj, ytringsfriheden.

Ytringsfriheden er ikke længere en af de korrektes høje og indtages kun her i embeds medfør. Og det er her man (man, det vil sige jeg selv) efterhånden er blevet døv for absurditeter. Efter at have udtrykt stærke værditilkendegivelser om det ‘modbydelige’ værk, rost islam som ‘this great religion’ og fordømt vold er ytringsfrihed en gammel vane som amerikanerne nu engang går og plejer. Ikke et eneste positivt ord om ytringsfriheden, ikke antydningen af dens essentielle betydning i forfatning og forfatningsens essentielle betydning for friheden, ingen støtte til de amerikanere for hvem det er deres fødselsret

I stedet nøjes Clinton med at pointere at selvom det skulle være teknologisk muligt at hindre det frie udtryk - ja, man har vel lov at drømme - så har USA nu engang en lang tradition for ytringsfrihed og denne er beskyttet i loven så politikerne ikke kan gribe ind. Det er ikke et spørgsmål om hvad man vil, men hvad man kan. Clinton starter og slutter med at vaske sine hænder i tiltro til at muslimen gennem tilsviningen af filmen og hyldesten af islam forstår, at det er en fejl i folket og ikke den amerikanske regering eller islam. Og Clinton får dermed også udtrykt, at hun ikke ser det som sin opgave at forsvare det amerikanske folks rettigheder. Og det er  for mig personligt både modbydeligt og forkasteligt.

Nu fik Monokultur jo ikke rigtig ønsket muslimerne tillykke med deres eid-halløj, men inspireret af Danmarks Radio vil vi alligevel gerne sætte et på alle måder forsinket fokus på den moral muslimerne er bundet til at udlede af deres hellige forlæg. Gatestone Institute indleder deres månedlige opgørelse over muslimske angreb på kristne, angreb som “is on its way to reaching epidemic proportions”, med følgende

Several reports appearing in July indicate that Christian minorities all around the Muslim world—especially women and children—are being abducted, tortured, raped, forced to convert to Islam, and/or enslaved.

In Egypt, at least 550 such cases have been documented in the last five years, and have only increased since the revolution. Christians who manage to escape back to their families often find the government siding with their Muslim abductors. One young mother who recently testified before the Helsinki Commission explained how she was snatched in broad daylight, as her abductor shouted to bystanders while dragging her to a waiting taxi, “No one interfere! She is an enemy of Islam.”

Identical reports are emerging from Pakistan, where “persecution, kidnapping and abduction of Christian women and girls,” including many married women with children, are on the rise.

Og så videre.Der ikke så meget at overraskes over, med mindre man er Morten Bødskov, for det står alt sammen beskrevet i koranen, som det kan udledes af det ideelle menneske og profet Muhammeds eksempel. Front Page Magazine fortæller om et andet af Muhammeds eksempler, som ligeledes efterfølges med slibrig entusiasme

As Iranian lawmakers now seek to lower the legal age of marriage for girls to nine-years-old, the number of Iranian brides already under 10 years of age is sharply rising.

The Iranian decision to allow nine-year-old girls the legal opportunity to be married to fully grown men was announced by Mohammad Ali Isfenani, chairman of the Iranian Parliament’s Legal Affairs Committee.

Isfenani called Iran’s current civil legislation, which sets the minimum legal age of marriage for girls at 13-years-old, “un-Islamic and illegal,” saying, “We must regard nine as being the appropriate age for a girl to have reached puberty and qualified to get married. To do otherwise would be to contradict and challenge Islamic Sharia law.”

(…)

That enlightened attitude was on display in January when one of Saudi Arabia’s most influential clerics, Sheik Saleh al-Fawzan, issued a fatwa allowing fathers to arrange marriages for their daughters “even if they are in the cradle.”

However, lest anyone think a man would actually engage in sex with such a young infant, al-Fawzan was quick to add that it wasn’t “permissible for their husbands to have sex with them unless they are capable of being placed beneath and bearing the weight of the men.”

Og så lidt “Islamic justice in Sudan :-(“, som denne video af en kvinde der straffes på åben gade hedder (den sure smiley tager virkelig brodden af dramaet)

Og så er der selvfølgelig også korsfæstelser

Og hovedafhugning

Man skal kende træet på dets frugter.

Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam  i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Anklageren var mødt velforberedt op, belært af de pinlige episoder ved By- og Landsretten og gennemgik grundigt hele sagen, som den så ud fra hendes side. Vi fik at vide at der stod to menneskeretsprincipper overfor hinanden, hensynet til ytringsfriheden og hensynet til beskyttelse af minoriteter mod hadefuld tale - eller hvad det ævl kalder sig selv. Grundloven blev dog ikke trukket frem denne dag i Danmarks højeste ret. Anklageren refererede flittigt til foregående sager af forskellig relevans og i nogle opløftende minutter i den kedelige procedure (Langballe, der sammen med andre af landets intellektuelle var mødt frem i solidaritet faldt i søvn og måtte vækkes til pausen) citerede hun den ene mindeværdige udtalelse efter den anden, som ved forskellige lejligheder var dømt som racistiske efter paragraf 266b. Det var som en helt lille tour de force i gode blogindlæg - gode for deres sproglige opfindsomhed og gode for deres overvejende sande indhold.

Der var intet nyt i anklagerens argumenter om den specifikke sag, som man ikke allerede kendte fra den til tider hidsige offentlige debat da sagen startede for tre år siden. Hedegaards generaliserende ordvalg, at han burde have vidst, at det var et interview til offentliggørelse, hans forudgående e-mailkorrespondance med Trier Engberg osv. Og der blev lagt vægt på at det som bekendt ikke var relevant med en eventuel sandhedsværdi af disse ytringer i henhold paragraf 266b’s beskaffenhed. Intet nyt altså andet end det uhyggelige i at sidde midt i Danmark og overvære en rigtig og virkelig rettergang i fulde alvor og uden et ord om Grundlov overveje om en mand skal dømmes for sine ytringer og meninger uden sammenhæng til den virkelighed disse ytringer ellers beskriver og uden hensyn til den enkeltes gudgivne frihed: Dømmes rent for selve sandhedens æstetik. Politiken kunne ikke have ønsket sig mere.

Forsvaret gjorde gældende at dommene i By- og Landsret byggede på de fejlcitater af Hedegaard, som 180 Grader havde kreeret og som Politiken efterfølgende og sandsynligvis med fortsæt havde kolporteret og at anklageren således ikke havde argumenter for at stadfæste Landsrettens dom via de nu fremdragne korrekte citater. Forsvaret bestred også anklagerens fortolkning af Hedegaards udtalelser og satte dem dels ind i den situation, som de var fremkommet i og dels ind i at de var en del af en samlet analyse, der indeholdt forbehold mod det generaliserende, som enkelte sætninger som de stod alene ellers antød.

Forsvarets helt stor slagnummer var at afvise at Hedegaard med fortsæt havde talt til et offentligt rum og refererede i en juridisk semantisk argumentationsrække at i og med at landsretten slog fast at Hedegaard “burde” have haft kendskab til udbredelse og således beviseligt, for det tilkommer ikke Højesteret at betvivle Landsrettens bevisførelse, så havde Hedegaard ikke haft kendskab til udbredelsen. Til yderligere grund for det nævnte forsvaret at der ikke blev aftalt noget om lydfiler, at der var tale om et løst interview umiddelbart før en julefrokost så Hedegaard derfor naturligt antog at et redigeret manuskript ville blive sendt til hans godkendelse inden eventuel offentliggørelse og satte som et udtryk for den uformelle stemning i et intimt rum netop Hedegaards bajren den igennem interviewet. Det var et stærkt forsvar, som efterlod anklageren med ingenting.

Hedegaard burde have en god chance for at blive frikendt og det håber vi her på Monokultur. Hedegaard sagde intet, som ikke var sandt i det rodede interview og han sagde intet man endda kan betragte som nedværdigende eller hadefuldt. Hedegaard havde klare forbehold for generaliseringer over den enkelte muslim og beskrev kun den muslimske psykologi og indre logik vi ser udfolde sig overalt i verden, hvor der er muslimer samlet. Men tilbage står paragraf 266b og truer enhver god danskers frie mening. En paragraf som som lader æstetik kvæle sandhed således at det kan være racisme at kalde koranen for morderisk fordi det støder en masse muslimer, som det ligeledes vil være racisme at forsvare sig ved at bringe citater fra koranen fordi citaternes morderiske indhold konstituerer trusler om folkemord. Så Lars Hedegaard går muligvis fri, andet vil efter denne lægmands betragtning være en juridisk skandale, men fri på en juridisk teknikalitet.

På venstrefløjen er det et etableret faktum at Israel er en illegitim stat og at Mellemøstens og endda en del af den islamiske verdens problemer og vrede naturligt har rod her. Og da intet og ingen jo kan være værre end det onde selv så hopper man tossegodt ombord med hvem som helst der vil “udfordre Israels hegemoni”. Men man burde måske se lidt mere på sine kæmpende mørklødede kammerater for at forstå Israels handlinger og påståede paranoia. Jerusalem Post

Germany has banned the Frankfurt-based Foundation for Human Rights and Freedoms and Humanitarian Relief (IHH) because it “fights against Israel’s right to exist.”

“Organizations that operate from German soil, directly or indirectly, with the aim of fighting Israel’s right to exist, have forfeited their right to freedom of association,” Germany’s Interior Minister Thomas de Maiziere said on Monday.

Og USA overvejer ligeledes et forbud mod IHH også ifølge Jerusalem Post

The US State Department is considering adding Turkish Muslim charity organization IHH (The Foundation for Human Rights and Humanitarian Relief) to the list of foreign terrorist organizations, Fox News reported Thursday. The report came after the organization financed and operated the Gaza-bound Mavi Marmara on which nine people were killed in a confrontation with IDF soldiers.

(…)

Despite some resistance from within the Obama administration, Fox News sources said that sections of the US Treasury Department are actively investigating the Turkish Muslim charity organization in an attempt to list it as a terror group. The Treasury Department has voiced worries about IHH with Turish officials in the past, yet refused to comment on the alleged considerations.

Modstanden i det Hvide Hus mod officielt at knytte IHH til terror bunder nok i de potentielle udenrigspolitiske forviklinger da IHH flyder tæt sammen med den tyrkiske regering ifølge New York Times

The Turkish charity that led the flotilla involved in a deadly Israeli raid has extensive connections with Turkey’s political elite, and the group’s efforts to challenge Israel’s blockade of Gaza received support at the top levels of the governing party, Turkish diplomats and government officials said.

The charity, the Humanitarian Relief Foundation, often called I.H.H., has come under attack in Israel and the West for offering financial support to groups accused of terrorism. But in Turkey the group has helped Prime Minister Recep Tayyip Erdogan shore up support from conservative Muslims ahead of critical elections next year and improve Turkey’s standing and influence in the Arab world.

Det overvældende had til de jødiske folk i den muslimske verden bliver for venstrefløjen til en bizar bekræftelse på deres egen uerkendte antisemitismes rigtighed. Og så lader de sig lystigt lokke med på en hvilken som helst galaj i et selvbedragerisk nødhjælpsskjul. Men selv om millionen stehen hinter antisemitismus bliver man ikke godere af at skjule sig bag en dåse majs med overskredet udløbsdato.