Jyllandsposten har haft en lille parade af skribenter, der hver på deres måde gør op med arven fra 68. David Gress koger anti-demokratismen og oikofobien ned til arven fra Rousseau, skønt han diffentierer 68’s nationale forskelle. Fra Jyllands-Posten
Den ene løgn er, at 1968 var et oprør mod undertrykkelse; den anden, at 1968 var et “paradis”, der bragte frigørelse, og at den vestlige verden efter 1968 derfor var et friere og mere menneskeligt sted end før.
Sandheden
Sandheden er, at der ikke var nogen undertrykkelse, i hvert fald ikke der, hvor 1968 slog stærkest igennem, nemlig i de demokratiske lande. Det er kun få beskrivelser af 1968 og dets følger, der har fat i det, men de er de bedste.
Herhjemme var det Poul Behrendt, som i “Bissen og dullen” fra 1984 leverede den stadig i dag suverænt skarpeste analyse.
Frigørelsen var kun for de rettænkende. For mange andre førte 1968 til ensretning, tanke-tvang, snæversyn og en uhørt barbarisering og forgrovelse af kulturen. I nogle tilfælde endte det, der begyndte i 1968, med terror og mord.
Den lige så kolossale som uberettigede selvretfærdighed, 1968-folkene udviklede, var kimen til den tanke, at vold var et legitimt, endog nødvendigt redskab for den revolution, alle talte om.
(…)
For Marcuse og hans tusindvis af sene beundrere var demokratiet en illusion. Det åbne samfund var i virkeligheden et diktatur, der fik folk til at tro, de var frie, for desto mere effektivt at undertrykke dem. Denne undertrykkelse foregik ganske vist ikke med hemmeligt politi og koncentrationslejre, men det viste bare, hvor udspekuleret den var.
Med den repressive tolerance som forklaringsnøgle var det let at bevise, at de vestlige demokratier var undertrykkende regimer, ja de mest undertrykkende, historien havde kendt. Det var blandt andet derfor, at 68′erne ikke ville tale om Sovjetunionen og Østeuropa, hvor undertrykkelsen var reel.
(…)
I Frankrig krævede de unge “fantasien til magten” og skabte kortvarigt den illusion af paradis, den unge tyske kvinde beskrev.
I Frankrig var 1968 forsøget på at realisere ikke så meget Karl Marx’ klassekampsrevolution, men Jean-Jacques Rousseaus utopi om det lykkelige og gode menneske, der vil træde frem, så snart samfundets snærende bånd er løst.
Frisæt det gode menneske, og al konflikt og undertrykkelse vil forsvinde. Folk og magthavere bliver ét, og enhver borger vil i egen person inkarnere hele samfundet. Utopien var besnærende, men farlig, for den var umiddelbart totalitær.
Den siger, at ingen må bestemme over andre, men samtidig, at der kun er én rigtig måde at leve på. Det giver de rettroende den totale moralske magt til at bestemme, hvordan der skal tænkes og leves.
(…)
Er man ægte interesseret i fortiden, vil man ønske at forstå nuancer og forkaste forenklinger. At 68′erne fik en groft forenklet version af historien sat i højsædet i den offentlige mening viser, at de netop ikke var interesseret i historien, men i at have ret og kvæle deres kritikere.
(…)
Den frihed, som 68′erne hyldede, var ikke den ægte frihed, tjekkerne i Prag ønskede. Det var på det personlige plan en egoistisk handlefrihed, som var ulidelig for dens ofre. På det sociale førte 1968-forståelsen af frihed til en række katastrofer, vi stadig slås med.
Disciplin- og kundskabsløse skoler, graffitihærgede gader og galoperende kriminalitet er blot nogle af dem, den endeløse række af naive ideologier fra fredsbevægelse til CO -2 -panik er et par andre.
Den tidligere domprovst Poul E. Andersen skiller 68 op i kulturradikalismen og munkemarxismen, der grundet deres fælles foragt for det borgerlige fandt sammen i en uhellig alliance. Fra Jyllands-Posten
KULTURRADIKALISMEN er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970′ernes ungdomsoprør er mærket deraf.
Generationen efter Anden Verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.
Mod slutningen af 1960′erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.
Rodløshed
Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.
I denne periode var 1930′ernes store tankebygninger, kulturradikalismen og marxismen, på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjorde det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.
Omring 1960′ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.
(…)
På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.
Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.
Andersen bruger en del tid på den vidensnivelering, der var en naturlig konsekvens af opgøret med den almene dannelse og det er en tråd, som også forfatteren Ole Hyltoft tager op fra en kulturel sunsvinkel. Fra Jyllands-Posten
Hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene.
PIGER I Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu 40 år efter at 1960′ernes unge brød med flinkeskolen og 100 års seksualforskrækkelse?
Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Kjøllers lange, bange sange var lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kaalunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige.
Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset.
Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror, at slaget ved Dybbøl er et vikingetogt.
Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten - derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68′erne selv.
68′erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering (Hilmar Baunsgaard) og siden til Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.
Derimod fik 68′erne magten - og det forbløffende hurtigt - over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag.
Og hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle.
Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, kunne dengang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister.
Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier.
Ensretning
Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk Thomas Bredsdorff til den gamle Sven Møller Kristensen. Sidstnævnte havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 1970′erne.
Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker. Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem.
Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med.
Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti (med Jul. Bomholt som leder) til et teknokratisk økonomiparti (med J.O. Krag som leder).
Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiteres.
I 1970′erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder.
Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen og Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christoffer Bro, Helle Hertz, Preben Harris og Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm og tv’s Flemming Madsen.
Men det blev aldrig et hold, der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op.
De unge socialdemokrater, der kom ind i Folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske, end de var socialdemokrater.
Levebrødet forsvandt
Det, vi taler om her, er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem, der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling; et job, han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd, der bestemte.
Jeg tror aldrig, det rigtigt er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark.
Imens skrev Klaus Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn.
Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen - og efterfølgende til en barbar-religion som islam.
Én ting er sikkert efter disse 40 år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det forresten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?
Lone Nørgaard i Jyllands-Posten
På ét punkt deler professor- og direktørbørnene samt deres ofte evnesvage, kapitallogiklæsende medløbere blandt de studerende ved de højere læreanstalter (jeg hørte selv til dem, Herren være med mig) og den øvrige grå masse et fællestræk: Selvrealisering - ergo sum.
Med 68-generationen blev lyst-før-pligt knæsat som styrende moralprincip. Mantraet mig-mig-og-tre-gange-mig gik sin sejrsgang igennem 1970′erne og 1980′erne og formede dermed 68′ernes børn, der betalte prisen, så det baskede. Skilsmisser, skiftende partnere og nye spændende job og udfordringer blev altid prioriteret før børnenes interesse i ro-renlighed-regelmæssighed.
Ethvert samfund gennemgår fra tid til anden en moralsk vækkelse, der selvfølgelig tager udgangspunkt i den herskende religion. 68 var en sådan vækkelse, men den tog udgangspunkt i kredse, der dyrkede det antireligiøse. Grundlæggende var projektet frigørelse en naturlig fortsættelse på den protestantiske tro på individdets evne og ret til at skabe sine egne rammer og derfor var kravene fra 68 umiddelbart uimodståelige for konservative kræfter. Man kunne jo ikke nægte nogen at bruge sin egen dømmekraft og på baggrund af to verdenskrige klingede ord som nationen og dertil hørende symboler, traditionen og alt der havde med det bestående at gøre hult. Men frisættelsen af mennesket i den protestantiske tro byggede på et forhold til Gud, som en fader og man kan ikke tage det afgørende led ud af ligningen og forvente at den stadig går op. Man er nødt til at stille en ny ligning op hvis man vil frem til et ønskeligt resultat.
Og det var netop hvad 68 ikke magtede, mest end dels fordi de ikke var så interesseret i andet end at fyre den af inden de blev for gamle. Mellem de kulturradikale og marxisterne og andre medløbere var der ikke skyggen af enighed i andet end deres fælles had til det borgerlige, der altså blot var deres forældre. Kun sære kommunistiske fraktioner brugte energi på at opstille ideologiske alternativer som basis for en ny etik mennesket kunne være bedre tjent med, men på en dødssejler af et grundlag. Det eneste der blev tilbage, som grundlag for 68 frigørelse var derfor en udlevelse og en dyrkelse af sit eget jeg uden ydmyghed eller nogen fast forpligtelse på noget udenfor selvet. Men de beholdt missioneringstrangen, der nu kun var tom moralisme, som de brugte skånselsløst, som et effektivt våben til at kyse deres nøjsomme forældre.
68 store frisættelse var først og fremmest en frisættelse for en gruppe ressourcestærke individer - eller sådan så de sig selv - for ansvar. Deres ret til Jorden var deres egentlige projekt og intet, knapt nok deres egne børn, måtte komme i vejen for deres fri udfoldelse, jagt på lykke og nydelse af de goder, hvis eksistens de ingen andel havde i, men som de krævede fri adkomst til. Når man beskylder dem for hykleri ved at de selv blev et system af magt og undertrykkelse er det således misvisende. 68 var intet andet end et armamentorium af floskler til dække over selvretfærdighed og det er de forblevet tro imod.
Meget sigende blev 68 værdier omsat til fuld effekt i det liberalistiske system, der ligeledes er en udløber af den protestantiske tro og også tager eksistensen af sammenhæng for givet og ikke mener sig forpligtet deraf. Det eneste problem med liberalismen for 68erne var besværlighederne ved en indførelse af en klerikal platform fra hvilket de skulle trone og dømme andre. Universitetsfolk klarer sig godt i samfundet, men de skaber ikke formuer, der er succeskriteriet på det frie marked. Kapitalismen blev en hovedfjende fordi den ville slå 68 indenom i frigørelse med håndgribelige fordele. Og det er på mange måder hvad der skete.
68 drømmen er forbi, festen er slut og vi står med oprydningen. 68 troede at de ændrede verdenshistorien, at de var den udvalgte generation hvorom alle drejede i evig andagt. Men hvor deres forældres store ikoner døde i stille ydmyghed under besættelsen i kamp for nationen og friheden formåede 68 kun larmende at ryge hash på kulturministeriets trappe for deres egen selviscenesættelses skyld. Alt siges om 68 forløjede selvopfattelse når den slags ligegyldige studenteranekdoter trækkes af stabelen, som var de historiske milepæle. 68 var ikke tiden hvor “alting skete”, det var bare en af de beklagelig udløbere af katastrofen i 1914 der har svækket den vestlige civilisation og især Europa.
Virkeligheden har nu indhentet 68’s floskler og erfaringen har afsløret det ideologiske falsum. Vi er nu bekendt med konsekvenserne af deres drømme og vi er mere på vagt overfor nye drømme. De efterlader sig ikke en brugbar arv og deres spor bliver kun liggende den tid det tager at få dem slettet. Deres åndelige børn er sølle kopier, der kolporterer tomhed baseret på slidte fraser - intet andet end kustoder i 68′ernes ideologiske museum. Ungdomshuset er ikke en progressivitetens revival, men et efterskævl af lav og sekterisk kvalitet. Deres - og resten af venstrefløjens for den sags skyld - relativistiske teoretikere bliver stadig mere mærkelige og af stadig lavere intellektuel kvalitet. Deres teorier forklarer ikke verden, ja de end ikke giver indtryk af at forklare verden. Derfor hører man dem stadigt oftere og med desparation i stemmen opfordre, hvis ikke ligefrem kræve at befolkningen skal lære at se dette eller hint problem i et bestemt lys - det lys der gør blind for den åbenlyse logik. De unge 68′ere kunne nok forblænde deres forældre igennem en universitetsuddannelse og højtflyvende fremtidsdrømme men nu er de blevet for gamle til at mønstre den forfængelighedens energi, der hidtil har tjent dem så godt i forsvaret af deres dumheder. 68 er en færdig genration.
Gress slutter sit indlæg med ordene: “Oprydningen er endnu knap begyndt.” Men den er trods alt begyndt.