Muslimer konverterer

islam — Drokles on April 28, 2008 at 5:30 am

På Pajamas Media kan man læse noget opløftende, nemlig at frafaldet fra islam eskalerer.  Bloggen Synopsis har besværet sig med at oversætte artiklen til dansk og det er da også der jeg har stjålet det

Allam, forfatter til adskillige bøger og medredaktør på Milan avisen Corriere della Sera føjer sig til en liste af konvertitter fra Islam, som inkluderer mange andre offentligt kendte intellektuelle og millioner af ‘almindelige’ mennesker fra over hele verden. Islam kan kun fremvise småting i omvendelser til troen. Islam hævder at være verdens hurtigst voksende religion, det skyldes hovedsageligt det høje fødsestal i islamiske lande, hvis børnedødelighedsantal er faldet takket været medicin fra vestlige lande. Den kristne forøgelse er fremkommet ved voksnes omvendelse. Som den førende evangelist Wolfgang Simpson skriver, “Mange flere muslimer er kommet til Kristus i de to sidste årtier , end nogensinde før i historien.”

Skønt al-Qataani peger på Afrika så er der et andet aspekt, det er grundlagt på forkastelsen af Islamiske diktaturstyrer, korruption og terror. I Iran har så mange som en million mennesker i hemmelighed tilsluttet sig Evangelisk Kristendom i løbet af de sidste fem år. Pastor Hormoz Shariat hævdes at have omvendt 50000 af disse gennem sin Farsisprog-sattelit kirke med base i USA. Han sammenligner successen med bestræbelserne af de evangeliske missionærer i Iran fra 1830 til 1979, i deres 149 års arbejde opbyggede de et kristent samfund på blot 3000. En Iransk religiøs lærd tror ungdommen forlader Islam fordi de sætter Islam lig med den korrupte Iranske regering. Nu debatterer det iranske parlament, Majlis, dødsstraf for konvertitter.

Hvorvidt det er sandt kan jeg ikke sige. Da straffen i islamisk lære for frafald er døden og som regel leder til udstødelse af familien og forfølgelse i lokalsamfundet er antallet af konvertitter et mørketal. Men man kan ikke lade være at tænke på at den enorme forfølgelse af anderledes tænkende og troende i dem muslimske verden mæske dækker over at de muslimske ledere har fornemmelsen af opbrud. Min champagne bliver dog liggende på køl lidt endnu.

Islamisk menneskesyn

islam — Drokles on April 28, 2008 at 1:51 am

Hvis der skal være nogen mening med den allierede tilstedeværelse i Irak må det være at pleje vores egne interesser i krigen mod terrorisme og ikke en naiv ide om hjælpe dem. For skønt man ofrer mange ressourcer og soldaterne gør et stort arbejde, så står Irak ikke til at redde. Den indlejrede grusomhed i islamisk tænkning lader sig ikke dulme af demokratiske institutioner så lidt som disse kan hvile på den muslimske kultur. Fra Daily Mail

An Iraqi teenage girl was brutally murdered by her father in an “honour killing” after she fell in love with a British soldier in Basra.

(…)

When her father learned she had been seen speaking to a foreigner he rushed home and butchered her, strangling and stabbing her while screaming that he was “cleansing his honour”.

He was arrested, but Iraqi police took no action. His wife has since left him and is in hiding.

(…)

Recalling Rand’s murder, her weeping mother Leila Hussein said: “I screamed and called out for her two brothers so they could get their father away. But when he told them the reason, instead of saving her they helped him end her life.”

Abdel-Qader Ali stood on the girl’s throat until she suffocated and then stabbed her, all the time shouting that his honour was being cleansed.

He was arrested and released within two hours. Sergeant Ali Jabbar of Basra police said: “The father has very good contacts in the Basra government.”

Because her family considered her impure, Rand was given only a simple burial. Her uncles spat in her grave to show their disgust.

Two weeks later her mother demanded a divorce from Ali, and she now campaigns against honour killings.

She lives in fear of reprisals. “I was beaten and had my arm broken by him,” she said. “No man can accept being left by a woman in Iraq.”

Faderen har ikke blot myrdet sin datter, men destrueret hende hadefuldt. Sin egen datter! Og ikke nok med det, han får opbakning i samfundet og af sine sønner og sine brødre og politiet og alle bortset fra nogle kvinder. Den myrdede pige, der som det sidste kunne se op på sin far trampede på sin hals er skurken i muslimsk optik og kun at foragte. Moderen er jaget, som et bæst af sin mand, sikkert i samarbejde med hendes egne sønner, fordi hun ikke kunne leve sammen med sin datters morder. Den muslimske kultur perverterer mennesket til at myrde sit afkom, den er naturstridig.

Og så til det den typiske officielle reaktion fre en vestlig verden tynget af relativismen

The Ministry of Defence was last night trying to trace the soldier. Officials stressed he appeared to have done nothing wrong by befriending the girl.

While there is no suggestion the two had any physical relationship, the case raises questions about the training given to British forces in understanding cultural values in a city where 47 women died in “honour killings” last year.

Army insiders said they needed to establish the full facts to help prevent such a tragedy happening again.

An MoD spokesman said troops received “cultural awareness training”, including the sensitivities of talking to Muslim women, but this focused on issues such as body searches rather than the potential dangers of striking up friendships.

Men hvorledes kan man nogensinde forstå en kultur, hvor man rask væk myrder sine børn for at rense sig selv? Nogle dyrebørn må man ikke røre ved, fordi moderen ikke kan genkende duftmønsteret og derfor afviser sit eget afkom. Er det den logik, man i korrekthedens navn skal lære soldaterne i omgangen med muslimer?

Hvis man endelig vil hjælpe irakere, skal man erkende hvid mans byrde og sige som Sir Charles Napier da han gjorde op med Suttee (det indiske enkebrænding)

“You say that it is your custom to burn widows. Very well. We also have a custom: When men burn a woman alive, we tie a rope around their necks, and we hang them. Build your funeral pyre; beside it, my carpenters will build a gallows. You may follow your custom. And then we will follow ours.”

Det er den eneste kulturrelativisme der virker, at stå på sin ret og lade det komme an på en prøve, hvem der er stærkest. Der er intet at bygge på i Irak, hvis ikke man udrydder den islamiske tænkning. Det er islam der er roden til ulykken og den ændrer sig ikke ved at dække den til med et fernis af demokratiske institutioner.

68 sidste dage

68, Historie, venstrefløjen — Drokles on April 27, 2008 at 9:58 am

Jyllandsposten har haft en lille parade af skribenter, der hver på deres måde gør op med arven fra 68. David Gress koger anti-demokratismen og oikofobien ned til arven fra Rousseau, skønt han diffentierer 68’s nationale forskelle. Fra Jyllands-Posten

Den ene løgn er, at 1968 var et oprør mod undertrykkelse; den anden, at 1968 var et “paradis”, der bragte frigørelse, og at den vestlige verden efter 1968 derfor var et friere og mere menneskeligt sted end før.

Sandheden
Sandheden er, at der ikke var nogen undertrykkelse, i hvert fald ikke der, hvor 1968 slog stærkest igennem, nemlig i de demokratiske lande. Det er kun få beskrivelser af 1968 og dets følger, der har fat i det, men de er de bedste.

Herhjemme var det Poul Behrendt, som i “Bissen og dullen” fra 1984 leverede den stadig i dag suverænt skarpeste analyse.

Frigørelsen var kun for de rettænkende. For mange andre førte 1968 til ensretning, tanke-tvang, snæversyn og en uhørt barbarisering og forgrovelse af kulturen. I nogle tilfælde endte det, der begyndte i 1968, med terror og mord.

Den lige så kolossale som uberettigede selvretfærdighed, 1968-folkene udviklede, var kimen til den tanke, at vold var et legitimt, endog nødvendigt redskab for den revolution, alle talte om.

(…)

For Marcuse og hans tusindvis af sene beundrere var demokratiet en illusion. Det åbne samfund var i virkeligheden et diktatur, der fik folk til at tro, de var frie, for desto mere effektivt at undertrykke dem. Denne undertrykkelse foregik ganske vist ikke med hemmeligt politi og koncentrationslejre, men det viste bare, hvor udspekuleret den var.

Med den repressive tolerance som forklaringsnøgle var det let at bevise, at de vestlige demokratier var undertrykkende regimer, ja de mest undertrykkende, historien havde kendt. Det var blandt andet derfor, at 68′erne ikke ville tale om Sovjetunionen og Østeuropa, hvor undertrykkelsen var reel.

(…)

I Frankrig krævede de unge “fantasien til magten” og skabte kortvarigt den illusion af paradis, den unge tyske kvinde beskrev.

I Frankrig var 1968 forsøget på at realisere ikke så meget Karl Marx’ klassekampsrevolution, men Jean-Jacques Rousseaus utopi om det lykkelige og gode menneske, der vil træde frem, så snart samfundets snærende bånd er løst.

Frisæt det gode menneske, og al konflikt og undertrykkelse vil forsvinde. Folk og magthavere bliver ét, og enhver borger vil i egen person inkarnere hele samfundet. Utopien var besnærende, men farlig, for den var umiddelbart totalitær.

Den siger, at ingen må bestemme over andre, men samtidig, at der kun er én rigtig måde at leve på. Det giver de rettroende den totale moralske magt til at bestemme, hvordan der skal tænkes og leves.

(…)

Er man ægte interesseret i fortiden, vil man ønske at forstå nuancer og forkaste forenklinger. At 68′erne fik en groft forenklet version af historien sat i højsædet i den offentlige mening viser, at de netop ikke var interesseret i historien, men i at have ret og kvæle deres kritikere.

(…)

Den frihed, som 68′erne hyldede, var ikke den ægte frihed, tjekkerne i Prag ønskede. Det var på det personlige plan en egoistisk handlefrihed, som var ulidelig for dens ofre. På det sociale førte 1968-forståelsen af frihed til en række katastrofer, vi stadig slås med.

Disciplin- og kundskabsløse skoler, graffitihærgede gader og galoperende kriminalitet er blot nogle af dem, den endeløse række af naive ideologier fra fredsbevægelse til CO -2 -panik er et par andre.

Den tidligere domprovst Poul E. Andersen skiller 68 op i kulturradikalismen og munkemarxismen, der grundet deres fælles foragt for det borgerlige fandt sammen i en uhellig alliance. Fra Jyllands-Posten

KULTURRADIKALISMEN er en af århundredets ideologiske og kulturelle strømninger, som formåede at sætte sig igennem, og som havde åndelige kræfter og kulturel gennemslagskraft til at præge store dele af samfundet. Den gav incitament og forandringslyst, men også voldsomme udfordringer til det borgerlige samfund, som på mange måder var faldet hen i moralisme, selvtilstrækkelighed og søvnighed. Det er ikke tilfældigt, at 1970′ernes ungdomsoprør er mærket deraf.

Generationen efter Anden Verdenskrig formåede hurtigt at ryste krigens traumatisering af sig. Den omsatte al sin energi til kampen for et moderne samfund, hvor velfærdsstaten kunne tilgodese alle borgere. Det rent materialistiske samfund blev skabt i disse år.

Mod slutningen af 1960′erne tog ungdomsoprøret form som en protest mod materialisme og kapitalisme, men også som en protest mod de autoritære samfunds- og familiemønstre, som tidligere generationer havde overleveret. Krigen havde nok vendt op og ned på mange ting, de gamle traditioner havde på mange områder overlevet sig selv, men levede videre med næsten fornyet kraft i efterkrigstiden i en befolkning, som ikke mere delte en fælles tilværelsesforståelse. Ungdomsoprøret var imidlertid også et forsøg på at bekæmpe fremmedgørelsen og uligheden i samfundet.

Rodløshed
Det er ikke underligt, at de unge lod sig inspirere af nye tanker. De følte sig isolerede og rodløse under samfundets økonomiske ekspansion. De stod usikre i nationale spørgsmål, og de havde vendt ryggen til det religiøse, som tidligere havde været livsgrundlag.

I denne periode var 1930′ernes store tankebygninger, kulturradikalismen og marxismen, på ny blevet aktualiseret. Kulturradikalismen havde formået at fastholde grundideerne fra den franske oplysningstid. Den gjorde det meningsfuldt for de unge at overtage tanken om frihed og tolerance, om social forståelse og respekt for mennesket. Og kampen mod borgerskab og religion, mod vanetænkning, hykleri og fraser fandt ny forståelse og var med til at skabe et fællesskab.

Omring 1960′ernes begyndelse havde kulturradikalismen udviklet sig til en magtfaktor. Den var blevet institutionsbærende. De kulturradikales pædagogiske og psykologiske tænkning gjorde sit indtog i alle samfundets kulturbærende institutioner, børnehaver og videregående uddannelser. Kulturradikalismen var blevet normdannende, ja visse steder besad den et aggressivt kulturmonopol.

(…)

På de videregående uddannelser kunne de kulturradikale og marxisterne mødes i et opgør med al autoritet og alle former for borgerlige dannelsesbegreber, selv den højt udviklede klassiske dannelse var suspekt. Begge parter var sig bevidst, at den, der formåede at kontrollere bevidsthederne, ville bære sejren hjem.

Kommunismen ville magten i kampen mod kapitalismen for med alle midler at tvinge befolkningerne ind i den kommunistiske stat og æra. De kulturradikale ville magten af kulturelle grunde for at påvirke menneskers tænkning og bevidsthed, så et nyt frihedens samfund kunne opstå deraf. Den totalitære tænkning gemte sig ikke blot bag den kommunistiske ide, men ligeså fuldt bag dem, som ville bruge friheden til at omskabe mennesker. De ønskede ”de kloge til magten”. Kulturradikale politikere har da også altid lagt stor vægt på at besætte de kulturbærende ministerposter.

Andersen bruger en del tid på den vidensnivelering, der var en naturlig konsekvens af opgøret med den almene dannelse og det er en tråd, som også forfatteren Ole Hyltoft tager op fra en kulturel sunsvinkel. Fra Jyllands-Posten

Hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene.

PIGER I Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu 40 år efter at 1960′ernes unge brød med flinkeskolen og 100 års seksualforskrækkelse?

Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Kjøllers lange, bange sange var lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kaalunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige.

Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset.

Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror, at slaget ved Dybbøl er et vikingetogt.

Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten - derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68′erne selv.

68′erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering (Hilmar Baunsgaard) og siden til Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

Derimod fik 68′erne magten - og det forbløffende hurtigt - over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag.

Og hvor 68′erne erobrede positionerne, blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle.

Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldet guldalderprofessoren, kunne dengang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister.

Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier.

Ensretning
Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk Thomas Bredsdorff til den gamle Sven Møller Kristensen. Sidstnævnte havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 1970′erne.

Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker. Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem.

Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med.

Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti (med Jul. Bomholt som leder) til et teknokratisk økonomiparti (med J.O. Krag som leder).

Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiteres.

I 1970′erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder.

Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen og Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christoffer Bro, Helle Hertz, Preben Harris og Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm og tv’s Flemming Madsen.

Men det blev aldrig et hold, der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op.

De unge socialdemokrater, der kom ind i Folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske, end de var socialdemokrater.

Levebrødet forsvandt
Det, vi taler om her, er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem, der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling; et job, han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd, der bestemte.

Jeg tror aldrig, det rigtigt er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark.

Imens skrev Klaus Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn.

Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen - og efterfølgende til en barbar-religion som islam.

Én ting er sikkert efter disse 40 år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det forresten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?

Lone Nørgaard i Jyllands-Posten

På ét punkt deler professor- og direktørbørnene samt deres ofte evnesvage, kapitallogiklæsende medløbere blandt de studerende ved de højere læreanstalter (jeg hørte selv til dem, Herren være med mig) og den øvrige grå masse et fællestræk: Selvrealisering - ergo sum.

Med 68-generationen blev lyst-før-pligt knæsat som styrende moralprincip. Mantraet mig-mig-og-tre-gange-mig gik sin sejrsgang igennem 1970′erne og 1980′erne og formede dermed 68′ernes børn, der betalte prisen, så det baskede. Skilsmisser, skiftende partnere og nye spændende job og udfordringer blev altid prioriteret før børnenes interesse i ro-renlighed-regelmæssighed.

Ethvert samfund gennemgår fra tid til anden en moralsk vækkelse, der selvfølgelig tager udgangspunkt i den herskende religion. 68 var en sådan vækkelse, men den tog udgangspunkt i kredse, der dyrkede det antireligiøse. Grundlæggende var projektet frigørelse en naturlig fortsættelse på den protestantiske tro på individdets evne og ret til at skabe sine egne rammer og derfor var kravene fra 68 umiddelbart uimodståelige for konservative kræfter. Man kunne jo ikke nægte nogen at bruge sin egen dømmekraft og på baggrund af to verdenskrige klingede ord som nationen og dertil hørende symboler, traditionen og alt der havde med det bestående at gøre hult. Men frisættelsen af mennesket i den protestantiske tro byggede på et forhold til Gud, som en fader og man kan ikke tage det afgørende led ud af ligningen og forvente at den stadig går op. Man er nødt til at stille en ny ligning op hvis man vil frem til et ønskeligt resultat.

Og det var netop hvad 68 ikke magtede, mest end dels fordi de ikke var så interesseret i andet end at fyre den af inden de blev for gamle. Mellem de kulturradikale og marxisterne og andre medløbere var der ikke skyggen af enighed i andet end deres fælles had til det borgerlige, der altså blot var deres forældre. Kun sære kommunistiske fraktioner brugte energi på at opstille ideologiske alternativer som basis for en ny etik mennesket kunne være bedre tjent med, men på en dødssejler af et grundlag. Det eneste der blev tilbage, som grundlag for 68 frigørelse var derfor en udlevelse og en dyrkelse af sit eget jeg uden ydmyghed eller nogen fast forpligtelse på noget udenfor selvet. Men de beholdt missioneringstrangen, der nu kun var tom moralisme, som de brugte skånselsløst, som et effektivt våben til at kyse deres nøjsomme forældre.

68 store frisættelse var først og fremmest en frisættelse for en gruppe ressourcestærke individer - eller sådan så de sig selv - for ansvar. Deres ret til Jorden var deres egentlige projekt og intet, knapt nok deres egne børn, måtte komme i vejen for deres fri udfoldelse, jagt på lykke og nydelse af de goder, hvis eksistens de ingen andel havde i, men som de krævede fri adkomst til. Når man beskylder dem for hykleri ved at de selv blev et system af magt og undertrykkelse er det således misvisende. 68 var intet andet end et armamentorium af floskler til dække over selvretfærdighed og det er de forblevet tro imod.

Meget sigende blev 68 værdier omsat til fuld effekt i det liberalistiske system, der ligeledes er en udløber af den protestantiske tro og også tager eksistensen af sammenhæng for givet og ikke mener sig forpligtet deraf. Det eneste problem med liberalismen for 68erne var besværlighederne ved en indførelse af en klerikal platform fra hvilket de skulle trone og dømme andre. Universitetsfolk klarer sig godt i samfundet, men de skaber ikke formuer, der er succeskriteriet på det frie marked. Kapitalismen blev en hovedfjende fordi den ville slå 68 indenom i frigørelse med håndgribelige fordele. Og det er på mange måder hvad der skete.

68 drømmen er forbi, festen er slut og vi står med oprydningen. 68 troede at de ændrede verdenshistorien, at de var den udvalgte generation hvorom alle drejede i evig andagt. Men hvor deres forældres store ikoner døde i stille ydmyghed under besættelsen i kamp for nationen og friheden formåede 68 kun larmende at ryge hash på kulturministeriets trappe for deres egen selviscenesættelses skyld. Alt siges om 68 forløjede selvopfattelse når den slags ligegyldige studenteranekdoter trækkes af stabelen, som var de historiske milepæle. 68 var ikke tiden hvor “alting skete”, det var bare en af de beklagelig udløbere af katastrofen i 1914 der har svækket den vestlige civilisation og især Europa.

Virkeligheden har nu indhentet 68’s floskler og erfaringen har afsløret det ideologiske falsum. Vi er nu bekendt med konsekvenserne af deres drømme og vi er mere på vagt overfor nye drømme. De efterlader sig ikke en brugbar arv og deres spor bliver kun liggende den tid det tager at få dem slettet. Deres åndelige børn er sølle kopier, der kolporterer tomhed baseret på slidte fraser - intet andet end kustoder i 68′ernes ideologiske museum. Ungdomshuset er ikke en progressivitetens revival, men et efterskævl af lav og sekterisk kvalitet. Deres - og resten af venstrefløjens for den sags skyld - relativistiske teoretikere bliver stadig mere mærkelige og af stadig lavere intellektuel kvalitet. Deres teorier forklarer ikke verden, ja de end ikke giver indtryk af at forklare verden. Derfor hører man dem stadigt oftere og med desparation i stemmen opfordre, hvis ikke ligefrem kræve at befolkningen skal lære at se dette eller hint problem i et bestemt lys - det lys der gør blind for den åbenlyse logik. De unge 68′ere kunne nok forblænde deres forældre igennem en universitetsuddannelse og højtflyvende fremtidsdrømme men nu er de blevet for gamle til at mønstre den forfængelighedens energi, der hidtil har tjent dem så godt i forsvaret af deres dumheder. 68 er en færdig genration.

Gress slutter sit indlæg med ordene: “Oprydningen er endnu knap begyndt.” Men den er trods alt begyndt.

Egyptisk skæbnesag: Er muslimer viljeløse skabninger?

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on April 25, 2008 at 5:56 pm

Her er en historie om kristne der sagsøger kristne for hvem der er skyld i muslimer. Fra Ansamed

A Coptic association in the city of Luxor filed a lawsuit against the Danish ambassador in Egypt over the publication of cartoons mocking the Prophet Muhammad in Danish newspapers, reported Middle East News Agency (MENA) today.

(…)

The publication of such offensive caricatures is aimed at inciting sedition between Muslims and Christians, Mansour said, adding that he himself has suffered losses as a Christian businessman.

Kopterne er en eksotisk etnisk minoritet og deres troværdighed må derfor være hævet over enhver tvivl når de hævder at de har været udsat for repressalier svarende til et økonomisk tab på en lille milliard kroner, hvilket er ganske meget i et primitivt og tilbagestående land, som Egypten. Kopterne har intet gjort i denne sag og er i sagens natur rene ofre. Det er ligeledes hævet over enhver tvivl at muslimer forfølger uskyldige mindretal, hvem hvem har ansvaret for det?
Kopterne mener ikke at muslimerne kan holdes ansvarlige for deres handlinger og retter derfor søgsmålet mod, hvad de mener er de eneste aktører i sagens om de skader og den forfølgelse forsaget af muslimske masser. Det vil sige at hvis Danmark bliver dømt for at have påført koptiske gypteres økonomisk tab ved - med eller uden fortsæt - at have udløst islam så vil vi have have det egyptiske retssystems ord for at muslimer er viljeløse skabninger.

Fogh sælger Danmark for slesk tale og billig portvin

EU — Drokles on April 25, 2008 at 4:05 am

Danmark har ratificeret Lisabon-traktaten med et flertal i Folketinget. Ingen grund til at spørge danskerne om de overhovedet var interesseret i at afgive mere magt til EU. Det var heller ikke det største af alle temaer i valgkampen, men hvad, når bare man får ros fra de der virkelig betyder noget. Fra European Voice (via Berlingske Tidende)

Those who object to former UK prime minister Tony Blair as a potential first president of the European Council often argue that someone from a country which is not in the eurozone or the Schengen area of border-free travel could not be credible at the head of Europe. At first sight, insisting on these criteria would also seem to exclude Anders Fogh Rasmussen (pictured), the prime minister of Denmark – which is not only outside the eurozone, but also has opt-outs on defence policy, European citizenship and justice and home affairs. But this year could change that perception.

Fogh Rasmussen may be on the brink of removing as many as three of these opt-outs. He has hinted that a referendum on the opt-puts could be held this autumn, once the Lisbon treaty is ratified by the national parliament, the Folketing. If he manages this feat, the Danish prime minister would significantly boost his chances of becoming Council president.

Det er svært at overskue konsekvenserne for Danmark netop fordi at vi har pansat dem i et udland hvis udvikling vi ikke har nogen indflydelse på. Hvorledes vil Fogh gøre op med smagsdommere og politiserende eksperter når de kommer væltende med EU apparatet i ryggen for at belære os om hvorledes man opretter parallel samfund og multikultur i en globaliseret verden, hvordan man ikke kan gå enegang i mangfoldighedens Europa og hvorfor det danske Folketings eneste funktion er at implementere EU lovgivning og forklare den tilbagestående og fremtidsangste danske befolkning hvorfor man ikke har et valg i den frie verden.

“Apropos demokrati” Informations Rune Lykkeberg kalder kritik af velfærd for antidemokratisk

Politik, Pressen, venstrefløjen — Drokles on April 24, 2008 at 1:11 pm

Journalisthøjskolen udvælger fremtidens journalister ved at sikre sig viden som

5. Mediemanden Aaron Spelling stod bag tv-serien “Beverly Hills 90210″. Hvilken serie, som også havde en adresse i titlen, har Spelling også produceret? 12. En af dommerne i DR-showet X Factor, Lina Rafn, er til daglig forsanger i et succesrigt dansk band. Hvilket? 13. Hvilken dansk film løb med de fleste af årets Robert-statuetter? 15. DR viste i foråret Helle Joofs tv-serie “Album”, baseret på romanen af samme navn. Hvem har skrevet romanen? 19. Hvem vandt dette års danske Melodi Grand Prix? 22. Hvem er generalsekretær for FN?

På den baggrund er det ikke mærkeligt at Informations unge håb, Rune Lykkeberg, ikke har styr på basale begreber, som demokrati og velfærdsstat. Som præmis for sit indlæg tager han udgangspunkt i Helle Thorning-Schmidt

Man skal ville det danske samfund. Denne sætning er ikke bare et eksempel på dårligt dansk. Den står også skrevet i en af de ni teser, som skulle være Socialdemokraternes formands ‘progressive valg for Danmark’:

Runes sprogkundskaber er heldigvis bedre, men der er det forunderlige ved politik, at man (desværre?) ikke behøver at bruge sproget korrekt for at blive forstået rigtigt. Rune fortsætter

“Hver enkelt borger skal ville det danske samfund,” skriver Helle Thorning-Schmidt. Og hvis man ikke vil det, skal man have tilbud om en billet hjem. Det gælder både “de mennesker, som ikke ønsker at blive en del af vores samfund” og dem, som “foragter vores demokrati”. Det siger åbenbart sig selv, at der må være tale om udlændinge, hvis de ikke”vil det danske samfund”. Så selv om det kan være flygtninge fra religiøse diktaturer eller lande, hvor vi selv er ‘krigsførende’, skal de have tilbud om at flyve hjem, hvis de ikke ‘vil det danske samfund‘. Denne passage i Thornings udkast til et progressivt Danmark vakte ingen opmærksomhed. Den synes i dag ukontroversiel.

Thorning-Schmidt taler både om de sekteriske og de antidemokratiske blandt de mennesker der maser sig ind i vort land og det er - sproget til side - ganske klar logik. Livet er for kort til de første og det bliver kort med de sidste. Men her i indledningen er det allerede ved at gå galt for Lykkeberg da han nu bogstaveligt hænger sig i sætningen “vil det danske samfund“. Efterfølgende tager han nemlig et par eksempler på danske politikere frem, som han mener falder ind under Thorning-Schmidts definition på mennesker der ikke “vil det danske samfund”.

Mogens Glistrup er den første han trækker frem og det er uklart hvorfor. Men så spiller han sin trumf

Vores nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen udgav i 1992 sin debatbog Fra socialstat til minimalstat, hvor det hedder, at den danske velfærdsstat “avler slavementalitet”. Den er skrevet på foragt for velfærdsstaten overhovedet. Man er som læser i tvivl om, hvorvidt forfatteren egentlig ‘ville det danske samfund’. Men man er ikke i tvivl om, at han ville et radikalt andet samfund.

(…)

Man skulle således antage, at radikal kritik af velfærdsstaten, som vi kender den, og foragt for det borgerlige demokrati, var et anerkendt moment i det danske samfund.

Øh…Rune, øhm, det er ikke lige det der menes med at “ville det danske samfund”. Man kan ikke sidestille det borgerlige demokrati med velfærdsstaten, som man ikke kan sidestille kritik af det eksisterende demokrati med antidemokratisme. Ellers ville forslag om ændringer af Grundloven jo være udelukket. Det danske samfund er en kulturel enhed på hvilket der hviler et demokrati hvor den bærende præmis er at vi kan være rygende uenige i mindelighed. Det danske samfund er ikke et synonym for socialdemokratiske velfærdsinstitutioner eller svineproduktionens medicinforbrug. Det er netop institutioner og love som disse vi blandt meget andet kan enes om at være uenige om og oprette og afskaffe så tosset vi vil til vi bliver blå i hovedet. Og det er fornægtelsen og/eller afskaffelsen af dette, som Thorning-Schmidt og mange andre taler indforstået om.
Men Rune er som en sand Informationsanalytiker ikke bleg for at drage den logiske konklusion på de falske præmisser

Nu kan man sige, at de ‘anti-demokratiske’ kræfter er blevet stærkere. Men deres argumenter er ikke blevet stærkere, og deres holdninger har ikke bredere appel i offentligheden. Det er meget sjældent, at et anti-demokratisk standpunkt advokeres intellektuelt eller politisk. Og det er i offentligheden den sikreste tabersag at tale imod demokrati. Den nye fare, som måske ikke er så ny endda, er de trusler om vold og attentater, som i ekstreme segmenter ledsager anti-demokratiske holdninger.

Med et er Foghs opgør med socialdemokratiets velfærdsstat sat i forbindelse med antidemokratiske kræfter Og ikke nok med det, men så er næste skridt vold og hvem ved - VU terror? I så fald er Fogh en rigtig farlig mand med sin lille milits af ungliberale stormtropper.
Godt Rune ikke blev folkeskolelærer for der kræves den diciplin, at kunne se igennem elevernes dårlige sprog og forstå, hvad de virkelig prøver at sige.

Formand for Advokatrådet Sys Rovsing imod tørklædeklædte dommere

Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on April 24, 2008 at 8:48 am

Fra Jyllands-Posten

Men først er det nyttigt at kaste et blik på, hvordan klædedragterne for rettens juridiske aktører egentlig har udviklet sig gennem tiden, og hvem, der har bestemt, hvordan reglerne skulle være.

Vi skal tilbage til det 14. og 15. århundrede, hvor magthaverne overalt i Europa kæmper med kirken om indflydelse og magt. Europas herskere forsøger at frigøre retsvæsenet fra kirken, og én af metoderne til at opnå det er at lade rettens tjenere, dommerne, efterligne den klædedragt, som herskerne selv bærer. I en mere jævn udgave, naturligvis.

F. eks. bekendtgør den danske konge i 1688, hvordan han har fundet en ”sømmelig” klædedragt for dommerne. Også “prokuratorerne” befales ved den lejlighed at iføre sig en lang sort kjortel foret med violet silkestof. Farverne og dragten udvikler sig i Danmark ud fra den grundmodel, som Kong Christian V dengang befalede rettens tjenere at bære.

(…)

Domstolene er en institution, hvor dommerne repræsenterer institutionen. Endda en grundsøjle i det danske demokrati. Og der må ikke kunne skabes usikkerhed om uvildigheden. Rettens gudinde er blind.

Jepper. Og så lige en lille detalje

Forestil Dem en sag om utroskab, hvor den ene part kommer ind i retssalen og ser dommeren bære tørklæde.

Der kan hurtigt blive dannet en tankerække fra tørklæde - så er dommeren nok fundamentalist - og videre til Koranen. Hurtigt vil dommeren med tørklæde ikke blive opfattet som uvildig på grund af sit tørklæde.

Fra fundamentalist og videre til Koranen, hvilken herlig rækkefølge. Han er ikke så dum. Og det skal vi heller ikke være. Hvis man som dommer underkender signalværdien af tørklædet og insisterer på at bære det i retten er man motiveret af mere end almindelig tøjstil. Man er de facto fundamentalist.

Fremstrakt hånd er fandens lillefinger

Akademia, islam — Drokles on April 24, 2008 at 5:14 am

Domprovst Steffen Ravn Jørgensen har googlet lidt på et par af de 138 islamiske lærde underskrivere af det såkaldte fredsbrev til den kristne verden. Fra Kristeligt Dagblad

EN ANDEN UNDERSKRIVER, H.E. Shaykh D. Tayseer Rajab Al-Tamini, chef for islamisk ret i Palæstina, overhoved for Det palæstinensiske Center for Religion, Civilisation og Dialog, sagde i 1994: ”Jøderne er bestemt til at blive forfulgte, ydmyget og altid tortureret, og det er en muslims pligt at sørge for, at de høster deres ret. Ingen smålige skænderier må få lov at skille os. Hvor Hitler svigtede, må vi fuldføre”. Og i anden sammenhæng: ”Islam eskalerer og kan ikke modstås. Jeg beder Allah rive USA ned som Sovjet blev sønderrevet”. (Kilde Debbie Scullel, 5. januar 2005).

Endnu en medunderskriver, muftien af Jerusalem, Ikrima Saoid Sabri, har om børneselvmordsbombere udtalt ”jo yngre martyren er, jo mere respekterer jeg ham.” ”Jøderne er de fejeste skabninger, Allah overhovedet har skabt.” Den 4. marts 2005.

På samme tidspunkt, som Det Palæstinensiske Selvstyre havde anmodet Israel om at løslade terrorister, som havde myrdet israelere, planlagde selvstyret at henrette palæstinensere, som havde forsøgt at forhindre terrorangrebene. Sabri havde udstedt en særlig kendelse som bifaldt henrettelse af 15 palæstinensere. (isracast.com/index.asp)

Dr. Muhammad Salim Al-Awa sagde til Washington Journal i august 2006, at selvmordsbomber er forståelige forsøg på at gøre opmærksom på politisk uretfærdighed og har ingen forbindelse med radikal islam. I sin bog ”Religion and Homeland – Chapters in Muslim Attitudes Towards Non-Muslims” skriver Al-Awa: ”Koranen er den grundlæggende og primære kilde for islamiske love, værdier og dyder” og at ”i et samfund med muslimsk majoritet, er det kristne præster forbudt at diskutere religiøse spørgsmål, religiøse love, og islamisk sharia.”

Domprovsten spekulerer i om de lærde lyver bevidst for de vantro og opfordrer Danske Kirkers Råd til ikke at indlade sig med den slags mennesker. Hvad der er mere fascinerende er, at ingen mig bekendt har gjort opmærsom på at disse lærde skulle være islamister. Derfor må man gå ud fra, at de af sagkundskaben regnes for, hvad man normalt betegner moderate islamiske lærde.

Hvis antagelsen om at disse 138 lærde repræsenterer gængs islamisk tænkning vil sagen imod apologeterne være afsluttet. Islam er i så fald i direkte konfrontation med os og de mange former for islam er enige om at jøderne skal dø og de hører rent faktisk Koranen opfordre til vold og afviser ligeledes at islam kan forenes med et sekulært samfund. Alt dette bekræftes jo af de øverste lærde, de lærde, der i skarp konkurence med andre lærde blandt denne verdens over en millard muslimer har bevist den allerstørste kyndighed i de kanoniserede skrifter i nøje overensstemmelse med den definerende tradition for folkning. Et langt større kendskab end en eller anden lektor, der i mangel af andre karriereveje i sit voksne liv satte et par semstre af, mellem fredagsbarer og studiefester til at lære sig lidt postmodernistisk lingo. Beviset er lige her og det må og skal føre til fyringer af lektorer, professoerer og undervisere ved landets læreanstalter, der imod bedre vidende har spredt falske rygter om islams åbenbare sande væsen.

Skal islam anerkendes Khader?

islam — Drokles on April 22, 2008 at 8:21 am

Det er en misforståelse at man kan adskille en religion fra sit grundlag, som om de grundlæggende værdier ikke betød noget. Fra Kristeligt Dagblad

 Der skal være klarere regler og strammere kontrol med trossamfund. I dag foregår godkendelsen af trossamfund efter en række principper, som er udarbejdet af det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund. Men principperne i retningslinjerne trænger til at blive strammet op, mener Ny Alliances formand, Naser Khader, der i dag fremlægger et nyt beslutningsforslag om trossamfund.

(…)

– Det handler om, at vi har grupper i samfundet, som har et antidemokratisk grundlag, og der bør Folketinget fastsætte, at de som minimum accepterer retsstaten, hvis de skal være godkendt trossamfund, siger Naser Khader. 

Men islam er jo antidemokratisk i sit grundlag, så Khader vil i realiteten fjerne islam som anerkendt trossamfund. Jamen det er den helt rigtige vej at gå og et bravo herfra.

Godt de kom

Multikultur, islam — Drokles on April 22, 2008 at 8:00 am

Lad som om du er hjemme, siger man ofte, men kun til mennesker med en vis etikette. Fra Kristeligt Dagblad

Tonen og kursen er blevet for skarp fra landspolitikerne og medierne oven på den seneste tids uro blandt unge indvandrere i storbyerne. Konsekvensen kan blive, at uroen breder sig yderligere. Det mener i hvert fald 92 procent af byrådspolitikerne med indvandrerbaggrund, viser en rundspørge Ritzau har foretaget.

Vi er hjemme og vi taler som det passer os om hvad der passer os når det passer os. Den frihed har alle også gæster, men aftalen er at vi opfører os ordenligt og ikke anstifter uroligheder uanset, hvad der er sagt. Det ku’ bare passe andet.

Tunesersagen vundet

Forbrydelse og straf, Globalisering, Godheds-industrien, Multikultur, Pressen, islam — Drokles on April 22, 2008 at 3:58 am

I hvert fald på det folkelige plan. Realiteterne har det desværre med at opbyde alskens juristeri til hinder for retfærdigheden og nødvendigheden.

DR1 TV-Avisen kl. 21:00 var den store historie om det nu ikke var synd for mordere og terrorister in spe at blive udvist til juridisk afregning i deres hjemlande. Journalist og anker-kvinde Mette Walsted Vestergaard ledte en kort debat, eller snarere en præsentation af meningsmodsætninger (den form for journalistik DR bryster sig af). Mette walsted spørger den normalt smådumme Kim Bänche med vanlig sans for rød balance

MWV: Tør du stole på en torturstat?

KB: Nej, men det der jo er sagen her det er jo at vi skal sikre at de pågældene mennesker, som er til fare for landets sikkerhed, at de rent faktisk kommer ud af Danmark og der må vi finde den måde vi kan gøre det på sådan at vi har en sikkerhed for at de ikke bliver udsat for tortur eller dødsstraf.

MWV: Jeg sørger igen. Kan man stole på en torturstat?

Fint nok. Det er lidt spidsvinklet men principper har det godt på spidsen. Kim Benche andet svar var meget som det første og han havde slået godt igen ved klar tale uden at forfalde til den vulgære folkelighed, som Mette Walsted lænte sig op ad.

Nu skulle Lars Norman Jørgensen fra Amnesty International så høres

MWV: Hvis Storbritanien kan lave den slags aftaler skulle vi så ikke kunne?

Og der er skævvridningen så. Hvis Walsted Westergaard skulle følge eksemplet fra spørgsmålet til Bähnke om man kunne stole på en torturstat, skulle spørgsmålet til Lars Norman være i retning af om en retstat ikke havde pligt til at beskytte sine borgere mod at blive myrdet af terrorister. Og hvis man skulle lægge sig på linie med spørgsmålet til Lars Norman skulle spørgsmålet til Kim Bähnke være  i retning af om man overhovedet kan gøre, som man har gjort i England. Balance ville Walsted ikke umiddelbart ikke sikre og hun holdt fast i sin linie

MWV: Ja, Tom Bähnke man sender mennesker tilbage til lande, hvor de risikerer tortur og vi ved også at Sverige blandt andre har dårlige erfaringer med den slags diplomatiske forsikringer. Gør det slet ikke indtryk på dig?

Men det blev alligevel til lidt balance for Benches svar var uimodståeligt. De såkaldte torturofre er til fare for statens og især Kurt Westergaards sikkerhed. Det handller jo ikke om at tilgive dem noget der allerede er sket og derfor ikke kan lade sig rette eller kompensere, men om at forhindre at noget uopretteligt sker. Eksemplet fra Sverige, som der blev referet til var netop ét eksempel med en egypter der forsvandt efter anholdelsen.

Bähnken lod ikke de selvretfærdige sætte sig på dagsordenen og var klar i sin argumentation når han skelnede mellem det vi nu ved, nemlig at de selv kan rejse frivilligt og derved ikke udsætte sig for de Tunesiske myndigheders opmærksomhed og det tvang Mette Walsted til at stille det logiske spørgsmål, der i sin klarhed tabte hendes sarkasme

MWW: Vi kan jo ikke have mennesker, der er til fare for statens sikkerhed rendene rundt…

Svaret fra Lars Norman Jørgensen var en famlen for nogle retssikkerhedsprincipper, der skulle strække sig til vores fjender og hans løsning på problemet, som den gode Amnestifinder kunne komme på var at sprænge efterretningsbudgetterne.

Optakten havde allerede skudt al sympati man måtte have for de stakkels tunesere i sænk ved et soundbite fra den enes formummede kone (angiveligvis, det var ikke lige til at se).

Jeg synes det er fuldstændig sindsygt.

(…)

Og så kan de bare få lov til at ekspedere dem ud af landet. Det er ligemeget, hvad de kommer ned til og hvad der skal ske med deres fremtid deres børn deres koner og deres eget liv. Så altså, bananrepublikken Danmark åbenbart.

(…)

Hvem er det lige der er onde her og hvem er det der er gode? Jeg synes at det er dem der er onde.

Ja, vi er de onde når vi ikke giver kendte terrorister fripas til at myrde løs iblandt os. Selv ikke Danmarks Radio kan redde den logik at vi skal have en trussel mod vores sikkerhed rendende rundt og vente på deres snit til at snyde den intensive overvågning for at sprænge en bombe eller myrde Kurt Westergaard.

Det absurde teater med at lade diffuse menneskerettigheder overtrumfe dansk lov fik lov til at stå glasklart. Menneskettighederne bunder ikke i menneskenes svære og modsætningsfyldte virkelighed, hvor nødvendigheden er en konstant og tvingende præmis, men derimod i fjerne abstraktioner og sværmeriske drømme om utopia på den anden side. Folket kan godt læse lektien.

De nye naboer

Londonistan, Multikultur, islam — Drokles on April 21, 2008 at 12:28 pm

Man er kun hjemme blandt sine egne og derfor gav man indvandrerne lov til at klumpe sig sammen i bestemte områder, områder der ind imellem senere er blevet annekteret.

Debatten, der følger umiddelbart efter indslaget har en både etnisk og holdningsmæssig skillelinje. Den unge pakistaner mener ikke at det multietniske projekt er en segregeringsmotor og anerkender derfor ikke at “briterne” flytter væk fra den voksende andel af “asiater”. Tilfældigt? Fra Jyllands-Posten

85 procent af landets byrådspolitikere med indvandrerbaggrund vil afskaffe tilknytningskravet, der kræver at en familie har større tilknytning til Danmark end et andet land, hvis den skal have opholdstilladelse.

Det viser en rundspørge fra Ritzau, hvor også 65 procent af de 68 byrådspolitikere fra ikkevestlige lande, som Ritzau har kendskab til, vil af med 24-års-reglen, der forbyder familiesammenføring for ægtepar under 24 år.

Måske skal man ikke blot øge kendskabet til dansk kultur, blandt indvandrere men derimod arbejde stenhård på at de bliver så fortrolige med dansk kultur at de kan se det indlysende uheldige i at give mere plads i æteren til deres hjemlands vemodige sange.

Trine Flockhart med det glade vanvid

Akademia, venstrefløjen — Drokles on April 20, 2008 at 10:15 pm

Uriasposten har Kim Møller udsat sig selv for en svær grad af intellektuel tortur ved at transkribere en stor bid fra P1 programmet Europa Lige Nu. Jeg har fortalt ham at det er sundhedskadeligt at udsætte sig for så meget infam løgn, men han har altså valgt at ignorere lægens råd med dødsforagt.

Trine Flockhart: Vi siger jo til os selv, at det er os der fandt søvejen til Indien, at det var det Vasco de Gama gjorde i 1498. Der er der så nogen - eh, historiker, der hedder John Hobson, der siger jamen - det var ikke os der fandt søvejen til Indien, den havde sådan set været kendt af indiske navigatører, afrikanske navigatører i mange år, i lang tid. Men der havde ikke været nogen grund til at sejle hele vejen rundt om Afrika, fordi der var jo ikke noget at hente i Europa. Europæerne havde ikke noget at handle med, vi var ikke teknisk oppe på det niveau man havde i Kina og i Orienten. Så derfor var der ikke nogen, som gad sig til at sejle rundt om Afrika for at komme til Europa. Når det kommer til europæerne, så er det jo en helt anden sag, for der var østens rigdomme, som man kunne transportere tilbage til Europa. Det er det, som folk som Hobsons siger, det var det der var import af nye ideer, nye værdier ind i Europa, som fik et ekstra skub fremad efter at denne her søvej blev opdaget af europæerne.

Kirsten Larsen: Men så kom vi igen. For vi opdagede også Amerika, og plyndrede Amerika for sølv og guld, for mennesker - og vi bedrev en heftig handel med opium, så på det tidspunkt grundlagde Europa faktisk sin styrke på grumme overgreb, menneskehandel og narkotika.

Trine Flockhart: Ja (griner afvæbnende) - det der jo det jeg siger i det her paper. At det er jo den del af vores historie, som vi, meget sådan gelinde har glemt. At den udvikling som skete - det er fuldstændig umiskendelig at der skete en meget meget stor teknologisk udvikling i Europa omkring 1500-tallet, men om den udvikling kunne være fundet sted uden at vi havde haft indtægter fra sølvet fra Latinamerika, slavehandlen fra Afrika og opiumhandlen i Kina, det er jo det der betalte for at vi kunne tage alle de varer fra Kina og Orienten tilbage til Europa, ellers havde vi ikke haft noget at handle med. Så det finansierede simpelthen det europæiske fremspring - det teknologiske fremspring i Europa.

Hvorfor resten af verden blev overhalet af Europa, når de nu allerede havde al den viden og alle de rigdomme til rådghed, som vi stjal står tilbage, som et mysterium. Læs mere på Uriasposten, hvis du tør, for det bliver værre.

Enoch Powell

Historie, Londonistan, Multikultur, Politik, Pressen, islam — Drokles on April 20, 2008 at 5:00 pm

Fremragende britisk dokumentar om den konservative Enoch Powell og hans berømte og berygtede “Rivers of Blood” tale, som allerede har været vist via Hodja, Højrebladet Komet, Uriasposten og Snaphanen.
Del 1

Del 2

Del 3

Del 4

Del 5

Del 6

Fortsat god Søndag.

Diversitetsdyrkelsens mord på det fælles rum

Multikultur, islam — Drokles on April 20, 2008 at 2:06 pm

Fejringen af diversiteten er foregår på fællesskabets bekostning, som om det fælles var uudtømmeligt og selvopretholdene. Svømmehallernes åbningstider er et lille og meget konkret eksempel på individets stadig mere begrænsede adgang til det fælles, fordi det fælles skal tilgodese esoteriske grupper. Da unge piger således insisterede på at bade med bare bryster i fællesskabets svømmehaller måtte man finde en løsning, der kunne tilfredstille alle (no pun intended). Fra Jyllands-Posten

Jeg har selv personligt svært ved at forstå, at et kvindebryst kan støde folk. Men det er derfor, at vi prøver at afgrænse tidsrummet. De mennesker, der godt kan leve med at bade med andre, der er topløse, kan så møde op, og dem der har problemer med det, kan bade på andre tidspunkter,” siger Frank Hedegaard [SF'er på Københavns Rådhus] til P4 København.

Fra Politiken

  »Det kan være, at vi skal indføre fri topløs badning en gang om ugen, ligesom muslimske kvinder får lov at bade alene uden mændene og med alt tøjet på hver søndag aften. Sådan en aktion som den her får os i hvert fald til at tænke over mulighederne for at bade topløs. Det kan godt være, at vi skal til at revurdere vores baderegler«, siger hun [Lisbeth Juhl, pressechef i DGI-byen].

Åh ja, de muslimske kvinder, de har jo allerede sikret sig eksklusivret til det fælles uden at det fælles dermed udelukker dem andre dage.
Meanwhile i England fra Daily Mail

A father and his five-year-old son were turned away from their local swimming pool because they were the wrong religion.

David Toube, 39, and his son Harry were told that the Sunday morning session was reserved for Muslim men only.

Hackney Council, which runs the Clissold Leisure Centre in Stoke Newington, north London, claimed staff there had made a mistake.

However, the Muslim-only session was advertised on its website.

Mr Toube, a corporate lawyer, described his experiences on a blog.

“I arrived at the pool to discover that they were holding what staff described to me as “Muslim men only swimming”,” he wrote.

“I asked whether my son and I could go as we were both male. I was told that the session was for Muslims only and that we could not be admitted.

Således bliver det fælles rum mindre. Man vil tilgodese alle mulige parter og ikke lade sig forstyrre af det faktum, at alle mulige parter udelukker hinanden og alle andre. Og hvis man ikke er en del af alle mulige pater, men blot er en del af alle andre, så er svømmehallerne lukket for dit besøg den gang om ugen, hvor de bare patter skal have fred fra alle andre mennesker og de er lukket for dit besøg, hver søndag aften, hvor muslimske kvinder skal have fred for alle andre mennesker til at dyrke deres formummelse og de er lukket for dit besøg, hver søndag morgen, hvor muslimske mænd skal have fred fra alle andre mennesker til at dyrke, hvad det nu er for en maskulin form for samværd med deres drengebørn - i svømmehaller tilhørende fællesskabet og altså derfor tilhørende alle mulige parter og alle andre.

For alle andre, der især er dem, der bidrager til finansieringen af de af fællesskabet ejede svømmehaller er de selvsamme svømmehaller nu lukkede en dag om ugen plus det meste af søndagen, hvilket i stedet for syv dages adgang til svømmehallerne om ugen nu er nede på lidt over 5 dage om ugen. Og så har bøsserne, de transseksuelle, de nøgne mænd og hyper-onanisterne, kvinder med vinkefedt og irerne, ortodokse jøder, diverse politiske partier imod de ikke-stuerene, hinduer, udgrænsede alkoholikere, stigmatiserede ungdomsbander og satanister ikke engang meldt deres direkte afsky for deres medmennesker og krævet det fælles rum lukket for fællesskabet, så de kan dyrke deres bidrag til diversiteten i fred for alle andre mere eller mindre urene mennesker. Respekten for diversiteten kræver styrkelse af den uniforme afgrænsning fra det fælles.

Intelligens

Diverse, islam — Drokles on April 16, 2008 at 5:48 pm

Fra Nyhedsavisen

Den engelske professor i psykologi Richard Lynn har studeret intelligens blandt forskellige etniske grupper og sammenfattede i en af sine bøger data fra 620 forskellige IQ-undersøgelser. Hans resultat er, at europæere har en IQ på cirka 100, selvom den kan svinge fra 90 i Kroatien til 107 i Tyskland.

Asiater har i gennemsnit en IQ på 105. De oprindelige befolkninger i Nord- og Sydamerika ligger på 85-90, og afrikanere har i gennemsnit en IQ på 70-90.

»Der er jo forskel på, hvilke egenskaber man skal bruge på at overleve de forskellige steder i verden. Et eksempel på hvordan ens levevilkår påvirker os er, at man i Vestafrika er kendt for at udvikle dygtige sprintere, mens østafrikanere er kendt for at være fantastiske maratonløbere. I de kolde klimaer i Europa har det i højere grad været intellektuelle egenskaber, som har gjort, at man har overlevet. Man skulle være klog, for at overleve i kulden« forklarer den kontroversielle intelligensforsker Helmut Nyborg.

(…)

»Undersøgelser foretaget blandt etniske grupper i USA viser, at asiater generelt har en højere IQ, og afrikanere klarer sig dårligere i IQ tests. Det er blevet tolket som, at selvom der er en vis miljømæssig påvirkning, kan vi ikke overvinde den genetiske evidens,« siger Tom Teasdale.

(…)

følge ‘Natural History of Ashkenazi Intelligence’ skyldes den høje intelligens blandt jøder af europæisk afstamning, at da jøderne flyttede til Europa for knap tusind år siden, fik de forbud imod at dyrke jord og andet normalt arbejde. I stedet blev de tvunget til at leve af arbejde, hvor man skal bruge hovedet: Forretninger, mellemleder-stillinger og at være skriftkloge. De jøder, som klarede sig bedst i den slags arbejde, altså de klogeste, var dem, som overlevede og fik flest børn. 

Der er altså en kulturel påvirkning af den biologiske intelligens. Hvis man i en kultur i generationer dyrker tanken vil det have en positiv afsmitning på den generelle intelligens, hvorimod hvis man dyrker underkastelsen af den frie vilje…. Her er først den muslimske andel af Nobelpriser

Literature
1988 - Najib Mahfooz.

Peace:
1978 - Mohamed Anwar El-Sadat
1994 - Yaser Arafat

Physics:
1990 - Elias James Corey
1999 - Ahmed Zewail

Medicine:
1960 - Peter Brian Medawar
1998 - Ferid Mourad

Og så den jødiske


Literature:
1910 - Paul Heyse
1927 - Henri Bergson
1958 - Boris Pasternak
1966 - Shmuel Yosef Agnon
1966 - Nelly Sachs
1976 - Saul Bellow
1978 - Isaac Bashevis Singer
1981 - Elias Canetti
1987 - Joseph Brodsky
1991 - Nadine Gordimer World

Peace:
1911 - Alfred Fried
1911 - Tobias Michael Carel Asser
1968 - Rene Cassin
1973 - Henry Kissinger
1978 - Menachem Begin
1986 - Elie Wiesel
1994 - Shimon Peres
1994 - Yitzhak Rabin

Chemistry:
1905 - Adolph Von Baeyer
1906 - Henri Moissan
1910 - Otto Wallach
1915 - Richard Willstaetter
1918 - Fritz Haber
1943 - George Charles de Hevesy
1961 - Melvin Calvin
1962 - Max Ferdinand Perutz
1972 - William Howard Stein
1977 - Ilya Prigogine
1979 - Herbert Charle s Brown
1980 - Paul Berg
1980 - Walter Gilbert
1981 - Roald Hoffmann
1982 - Aaron Klug
1985 - Albert A. Hauptman
1985 - Jerome Karle
1986 - Dudley R. Herschbach
1988 - Robert Huber
1989 - Sidney Altman
1992 - Rudolph Marcus
2000 - Alan J. Heeger
2004 - Aaron Ciechanover
2004 - Avram Hershko

Economics:
1970 - Paul Anthony Samuelson
1971 - Simon Kuznets
1972 - Kenneth Joseph Arrow
1975 - Leonid Kantorovich
1976 -! Milton Friedman
1978 - Herbert A. Simon
1980 - Lawrence Robert Klein
1985 - Franco Modigliani
1987 - Robert M. Solow
1990 - Harry Markowitz
1990 - Merton Miller
1992 - Gary Becker
1993 - Robert Fogel

Medicine:
1908 - Elie Metchnikoff
1908 - Paul Erlich
1914 - Robert Barany
1922 - Otto Meyerhof
1930 - Karl Landsteiner
1931 - Otto Warburg
1936 - Otto Loewi
1944 - Joseph Erlanger
1944 - Herbert Spencer Gasser
1945 - Ernst Boris Chain
1946 - Hermann Joseph Muller
1950 - Tadeus Reichstein
1952 - Selman Abraham Waksman
1953 - Hans Krebs
1953 - Fritz Albert Lipmann
1958 - Joshua Lederberg
1959 - Arthur Kornberg
1964 - Konrad Bloch
1965 - Francois Jacob
1965 - Andre Lwoff
1967 - George Wald
1968 - Marshall W. Nirenberg
1969 - Salvador Luria
1970 - Julius Axelrod
1970 - Sir Bernard Katz
1972 - Gerald Maurice Edelman
1975 - Howard Martin Temin
1976 - Baruch S. Blumberg
1977 - Roselyn Sussman Yalow
1978 - Daniel Nathans
1980 - Baruj Benacerraf
1984 - Cesar Milstein
1985 - Michael Stuart Brown
1985 - Joseph L. Goldstein
1986 - Stanley Cohen [& Rita Levi-Montalcini]
1988 - Gertrude Elion
1989 - Harold Varmus
1991 - Erwin Neher
1991 - Bert Sakmann
1993 - Richard J. Roberts
1993 - Phillip Sharp
1994 - Alfred Gilman
1995 - Edward B. Lewis

Physics:
1907 - Albert Abraham Michelson
1908 - Gabriel Lippmann
1921 - Albert Einstein
1922 - Niels Bohr
1925 - James Franck
1925 - Gustav Hertz
1943 - Gustav Stern
1944 - Isidor Issac Rabi
1952 - Felix Bloch
1954 - Max Born
1958 - Igor Tamm
1959 - Emilio Segre
1960 - Donald A. Glaser
1961 - Robert Hofstadter
1962 - Lev Davidovich Landau
1965 - Richard Phillips Feynman
1965 - Julian Schwinger
1969 - Murray Gell-Mann
1971 - Dennis Gabor
1973 - Brian David Josephson
1975 - Benjamin Mottleson
1976 - Burton Richter
1978 - Arno Allan Penzias
1978 - Peter L Kapitza
1979 - Stephen Weinberg
1979 - Sheldon Glashow
1988 - Leon Lederman
1988 - Melvin Schwartz
1988 - Jack Steinberger
1990 - Jerome Friedman
1995 - Martin Perl

Jamen dog.

Ole Hyltoft beskriver uforvarende Socialdemokratiets reformation

Historie, Kunst og kultur, Politik, venstrefløjen — Drokles on April 16, 2008 at 5:09 pm

Ole Hyltoft starter sin kronik i Berlingske Tidende således

68erne er ved at gå på pension. Generationen efterlader sig to smukke broer samt et historieløst samfund med forfald inden for kulturen, sproget og arkitekturen. De efterlader sig også et ganske konservativt samfund. For tilbageslaget mod 68ernes hårde teorier og løse sæder er for længst indtruffet. Hvad man dog ofte glemmer, når man fordømmer 68erne, er, hvilket opstemmet behov for opbrud, der var i 60erne.

Og så skal man ellers være en kold skid, hvis man ikke læser videre. Gør det og kom i selskab med en af Danmarks absolut bedste forfattere, der her svinger pisken over sit ynglingsemne, den kulturradikale råddenskab i Socialdemokratiet. Men højst bemærkelsesværdigt har jeg indvendinger imod Hyltofts verdensbillede.

Der var kommet borgerlig regering i februar 68. Men stadig var der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet var dansk politiks admiralskib. Andelen af S-vælgere lå op imod de 40 pct. Den dygtige J.O. Krag og den formidable Per Hækkerup var partiets spidser. De var omgivet af solide og sympatiske fagforeningsfolk som HKs Erling Dinesen, SiDs Anker Jørgensen og LOs næstformand Kai Petersen. Og rundt om i vælgerforeninger og kommunalbestyrelser sad rodfæstede socialdemokrater med beskeden skolegang, men med pæren i orden. Alle havde de en klar forståelse af, hvad ideen med partiet var: en social og kulturel højnelse af samfundet.

Fra 1968 var denne indstilling bare ikke venstreorienteret nok. Ungdomsoprørerne trængte lynhurtigt ind i Socialdemokratiet for at borde admiralskibet. Ud af vagten skulle de gamle, kongelige socialdemokrater, kustoderne, som Ritt Bjerregaard kaldte dem.

I 70ernes begyndelse kom, for første gang i partiets historie, et helt hold af unge til tops, som ikke havde haft deres ungdom i DSU, men på universitetet eller seminariet. Spørgsmålet var, om de ikke var mere munkemarxister end socialdemokrater.

(…)

I løbet af 70erne – munkemarxisternes storhedstid – forandrer dansk politik sig radikalt. Der opstår spunshuller i det socialdemokratiske admiralskib.

Joeh, det kommer an på, hvad en socialdemokrat er og hvad en munkemarxist er. Ifølge Hyltoft er det ægte Socialdemokrati “... 30ernes Stauning-socialdemokrati og H.C. Hansens og Bomholts 50er socialdemokrati“. Da Socialdemokratiet blev stiftet i 1871 og i dag altså er 146 år er det lidt af en tolkning Hyltoft foretager, når han tilskriver deres sande identitet som liggende i de tre årtier omkring 2. Verdenskrig. Partiet fik altså først sin sande identitet efter 60 år levetid og mistede den igen omkring de 90 år. Den ægte socialdemokratiske periode har et sært sammenfald med Hyltofts egen barndom og ungdom.

Men det er dog ikke helt ved siden af forstået på den måde at i den periode, fra 30′erne til Jens Otto blev Socialdemokratiet det store folkelige parti. Stauning forfattede i 1934 programmet Danmark for Folket, der var et opgør med tidens totalitære bevægelser, som var “...i Strid med det danske Folks Væsen og i Strid med det arbejdende Folks Interesser.” Stauning lægger hermed socialismen på is for i stedet at favne folket på et nationalt fundament. Socialdemokratiet var blevet et folkeparti, frem for et arbejderparti, tvunget af den politiske nødvendighed.

Det var den totalitære trussel i form af nazisme, fascisme og Sovjetkommunisme, der gjorde partiet folkeligt. Det arbejdene folks interesser kunne nemlig ikke tjenes, hvis det danske folks væsen blev knægtet af diktaturet. Da det i løbet af 50′erne blev tydeligt at den totalitære trussel mod det danske system var forsvundet (truslen hang nu sammen med atomar udslettelse, som man ikke kun lovgive imod) holdt Socialdemokratiet kun fast i sin folkelighed fordi det var en succes. Men det var en succes der blev bygget på en løgn, løgnen om det folkelige projekt baseret på socialistisk tankegods.

For, hvordan kunne munkemarxisternes bording af den socialdemokratiske admiralsskib overhovedet lade sig gøre? Kunne kustoderne slet ikke forsvare sig? Var der ingen til at gennemhulle det nye kulds agitation? Hvorfor gik en folkekær og dygtig Erhard Jacobsen fra borde i stedet for at blive på sin post og kølhale de unge fløse? Var Bennedsen, Ritt, Auken, Nyrup, Espersen og Weiss, de eneste der trådt ind i partiet fra den generation? Var der virkelig ikke kloge unge mennesker, med talent og virkelyst der ville det samme som Hyltoft og Julius Bomholdt? Jo, det må der have været, men de blev ikke taget så godt imod som munkemarxisterne fra universiteterne. For den nye generation af socialdemokrater bar reformationen af det gamle arbejderparti med sig. De kunne deres Marx, de vidste hvad produktionsmidlerne var værd og hvorledes udbytningen af arbejderklassen havde antaget nye former og deres kapitalismekritik stoppede ikke ved grænsen. Det var det, der bjergtog partiet, det var det der bragt håb om det ægte Socialdemokratis genkomst. De gamle folkelige og nødvendige politikere havde ikke et fundament som de kunne stå fast på. Med den nye ideologiske strømning var Socialdemokratiets marxistiske kerne var genfødt og drømmen var nu at bruge den folkelige optjening til at realisere partiets mål. Socialdemokratiet var vendt hjem.

Tiden efter 68 har været en balancegang mellem den socialistiske del af partiet, ført an med de højtsvævende og verdensfjerne idealer og resterne af den nødvendighedens politik, der er nødvendig for at opfylde de magtens drømme, der er blevet en fast del af socialdemokraternes identitet. Men modsætningen mellem de to fløje er kun blevet tydeligere med årene og ført til naturlig handlingslammelse - socialisterne har forbudt de folkelige at føre den nødvendige politik men har selv ingen svar haft på samfundets problemer. Derfor er det efterhånden gået op for flere og flere socialdemokrater at de ikke er socialdemokrater, men blot identificerede sig med Staunings folkelige og almindelige nødvendighed. Socialdemokratiet er stadig ved at finde sit naturlige socialistiske selv og det er meget vanskeligt efter socialismens død.

Hyltoft er altså ikke fair, for når ret skal være ret, så var det ikke marxisterne, der ødelagde Socialdemokratiet, men derimod folkeligheden der i en svær tid overtog den politiske struktur, der hed Socialdemokratiet. Tiden skreg på en samling, et folkeligt fællespunkt og til det var det moderne Socialdemokrati velegnet, da de svedige masser kunne udvides til alle lønmodtagere og siden gøres synonym med hr. og fru Danmark. Stauning fjernede Socialdemokratiet fra det socialistiske forankring og gjorde partiet rodløst. Det var uomgængeligt at gå tilbage til kilderne og det var et tilfælde, at det blev generationen 68′ der kunne råbe ad fontes og reformere det gamle parti. Hvad Hyltoft begræder burde ikke være Socialdemokratiets reformation men tabet af et folkeligt projekt og det er skam slemt nok. Alligevel er Hyltoft altid værd at læse og blive klog af og i kronikker er få så morsomme som Hyltoft når han skriver

Ind kom marxisten og egoisten Ritt Bjerregaard og hendes påklæderske, den kønne Helle Degn. Formanden for Foreningen af Nulevende Danske Helte, den knastørre juraprofessor Ole Espersen. Bodil Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, og en lind strøm af cand.polit.er med Jens Kampmann og Mogens Lykketoft i spidsen.

Læs den hele.

Glimrende beskrivelse af det muslimske slør

Diverse — Drokles on April 15, 2008 at 3:07 pm

Fra Kristeligt Dagblad

Påbuddet om kvindernes tildækning stammer fra Koranen, som er skrevet af mænd og for mænd. De har for eksempel ret til at straffe kvinder, men ikke omvendt. Mennesket er i Koranen simpelthen identisk med manden, og hans hele image eller identitet er afhængig af, at kvinden er underordnet. Derfor er kvinder her generelt reduceret til sexgenstande og avlsdyr: “Jeres hustruer er som en ager for jer, så gå til jeres ager, hvordan og når I vil.”

En kvinde er i dette mandsunivers stort set identisk med sin krop, som skal tildækkes, fordi den åbenbart får mænd til at tabe fatningen. Denne tildækning kan være et tørklæde, et slør eller endnu værre: det mobile fængsel – burkaen med “tremmer” for øjnene.

Sløret “kan betyde alt, hvad der forhindrer noget i at blive set – en skærm, et forhæng – samt jomfruhinden. Tilsløringen er ikke bare et symbol på kvinders trældom; den symboliserer også faderens, broderens og mandens komplette mangel på tillid til kvinden og samtidig deres trang til at eje hende. For broderen og faderen er hun en handelsvare, som ikke må tilsmudses; og for manden er hun en genstand til brug i hjemmet, som omhyggeligt skal indpakkes og gemmes af vejen, for at andre ikke skal begære hende”, siger forfatteren Ibn Warraq, der takkede nej til islam og flygtede. Det skete også, for at hans hustru og døtre kunne undgå ydmygelsen ved at skulle være usynlige bag alskens “forhæng”.

(…)

Den afgørende tekst om kvinderne lyder i Ellen Wulffs oversættelse: “De skal holde øjnene for sig selv og vogte over deres køn; de må ikke fremvise deres pryd, bortset fra det deraf, der er synligt, og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring. De må kun fremvise deres pryd for deres ægtemænd, deres fædre, deres kvinder, mandlige tjenere uden kønsdrift og børn, der intet ved om kvinders private kropsdele. De må ikke stampe med fødderne, så man får nys om den pryd, som de holder skjult” – det vil sige, så brysterne kommer til at hoppe.

Ganske barnlig tekst, denne Koranen og det sidste betyder at kvinder ikke må dyrke sport.

Den universelle nazisammenligning

Diverse, Historie — Drokles on April 15, 2008 at 2:29 pm

I Fawlty Towers (da. Halløj på badehotellet) er der et afsnit, hvor den uduelige ejer Basil Fawlty (John Cleese) besvarer alle klager fra hotellets gæster med “thats how Hitler started”. Denne fuldstændige urimelige analogi overfor dagligdags indvendinger er komik i verdensklasse, men det bliver sørgeligt i virkelighedens verden.

Det er amoralsk at overspille nazikortet i den offentlige debat. På den ene side forråder man proportionerne og dæmoniserer sin modstander, der jo i en eller anden udstrækning må have nazisympatier, blot fordi vedkommende er uenig med det man siger. På den anden side trivialiserer man nazismen og fratager derfor dens farlighed og ultimativt underkender man tillige massiviteten i Holocaust.

I de seneste års islam og indvandringsdebat er nazikortet ofte blevet spillet af venstrefløjen, der har haft mindelser om 30′ernes Tyskland og prøvet at bytte ordet jøde ud med muslim, så man ligesom vidste hvor vi var på vej henne, hvis vi altså ikke allerede var ankommet. Associationen var lige så infam, som den var løgn. Derfor er det så trist at se Dansk Folkepartis Søren Espersen forfalde til historisk forfladigelse ved at sammenligne Kina med Nazityskland når han mener at vi skal boykotte de Olympiske Leges åbningsceremoni.

P1 Business og i DR2 Debatten fremfører Espersen igen og igen den falske historiske sammenligning og han påstår tillige at det eneste vi husker fra Berlin 1936 er Hitlers triumf, som fanerne blev båret ind ved åbningsceremonien. Det er meget muligt at Søren Espersens historiske hukommelse ikke er længere, men det som jeg husker fra historien er, at franskmændene adskilte sig fra alle andre deltagere ved som de eneste og helt af egen drift at heile ud mod Hitler og således satte både sig selv og hele arrangementet i relief. Det blev ved den ene gestus tydeligt, at alle andre lande ikke var kommet for Hitlers og nazismens skyld, men for at dyste i forskellige sportsgrene. Og så husker jeg at niggermanden Jesse Owens spurtede fra den ariske herskerrace og ind i historiebøgerne - til naziernes store fortrydelse.

Der er tre ting, der kendetegner Nazityskland i forhold til andre diktaturer, hvor den første nazismen er roden til de to andre nemlig at starte 2. Verdenskrig for at opnå “lebensraum” og så selvfølgelig Holocaust. Hver gang man sammenligner noget med Nazityskland er det denne treenighed man associerer til. Og ingen af disse er til stede for Kinas vedkommende og dermed bliver sidestillingen løgn. Det er ikke nok at slynge ordet “totalitært styre” ud i debatten for at vinde lidt billig sympati for det er i høj grad kvaliteten af det totalitære styre, der gør Nazityskland til noget ganske særligt. Ellers havner enevældens konger jo i bås med Pol Pot og Hitler og det kan en DF’er vel ikke leve med.

Realiteternes verden

EU, islam — Drokles on April 15, 2008 at 1:45 pm

Med forbehold for kilden, Gulf Times der er ganske arabisk og dermed ikke helt troværdig, så skulle formanden for EU parlamentet Hans-Gert Pottering have udtalt sig negativt om Geert Wilders film Fitna under et besøg i Doha (det ildevarslende Forum on Democracy, Development and Free Trade)

“If there are people who commit acts of terrorism in the name of Islam, we do not believe they represented the mainstream of Muslim thinking… we [the EU] will not accept that Islam and terrorism are identical. We are not in favour of descriptions and pictures that identify violence with Islam. We are against any cartoons that could instigate violence,” he said.

“We are committed to the freedom of the press but I am against publishing cartoons that hurt the feelings of others. As a Catholic, I would feel insulted if someone derides the Pope. We might disagree with others but we have to respect them.”

Som sagt er arabere ikke de mest troværdige, men når man kender EU kleresiet lyder det dog ikke som noget der er helt ude i skoven. Og så er det også en lille demonstration på det skægtskab der er mellem den katolske tro og islam. Man må formode at den gode Hans Gert ikke vil tolerere Koranen, når der f. eks. står

Sura 9.5 Når de fredhellige måneder er omme skal I dræbe dem, der sætter andre ved Allahs side, hvor som helst I finder dem! I skal gribe dem, belejre dem, ligge på lur efter dem i hvert baghold! Men hvis de omvender sig (bliver muslimer), holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå.

Sura 47.36 Bed ikke om fred når I har overtaget, Allah er med jer.

Sura 9.29 Bekæmp dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Allah og hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået skriften , skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (islam), indtil de et kuet og betalt skat (til muslimerne). De kristne siger ”Messias er Guds søn!” Det er de ord de tager i deres mund. De efterligner, hvad de, der var vantro, sagde tidligere. Måtte Allah bekæmpe dem” Hvor kan de være så forløjede?

Disse sætninger er skam ikke så uskyldige, som nogle vil have os til at tro fordi de skal læses i kontekst med Muhammeds blodige væsen.

Next Page »

Monokultur kører på WordPress